|
| d.IV,b.5,s.389 |
Følelser, Vemod, Haab og Frygt, Lyst og Ulyst, som have valgt
Elegiens langsomme, blidthenglidende Former til deres naturlige
Udtryk. En Art af Elegien i Aand og Versform er Heroiden
(lyrisk Epistel), hvori Digteren sætter sig ind i en Andens sørge-
lige Stilling, og skildrer denne i sin Helts Navn.
Den lyriske Digtning er det Blomsterbed i Poesiens Have, som
pranger med de forskjelligste Arter; men ville vi fra et andet af
Naturens skjønne Riger hente billedligt Udtryk for Lyrikens Hoved-
arter, der foruden Mangfoldigheden og Forskjelligheden i deres
Udvortes tillige kunne betegne den i deres Charakter, saa kunne
vi i Oden see Ørnens Flugt, ligesom man har lignet Kanzonen
og Sonetten med den ad Vandfladen henglidende Svane; i den
ømme Due og Nattergalen kunne vi finde Elegien, og Sangen i
de talløse Arter af Sangfugle, som om Sommeren kappende fylde
Skovens grønne Haller med deres afvexlende Toner. Dette
Billede peger ogsaa paa en hidtil undladt Bemærkning, nemlig
den, at, om det end er de almeen-menneskelige Følelser, den
lyriske Digter skal give et idealt, med al Forskjønnelse dog sandt,
Udtryk, er Individualitet heri noget, som man kan kræve af ham,
om han ikke vil være blot Versemager.
Aandelig lyrisk Poesi.
Gud i sin Alfuldkommenhed er den meest ophøiede Gjenstand
for Betragtningen og derfor ogsaa det rigeste Stof for Følelsen,
Indbildningskraften og den digteriske Begeistring. I Forsøgene
paa at udtrykke sig Gjenstanden værdigt naaer da Poesien sin
høieste Flugt, og bliver Lovsang eller Tempel-Hymne. I Psalmen,
hvori de religiøse Følelser finde Udtryk, som fremkaldes ved Be-
tragtningen af Guds enkelte Egenskaber, af Hans Storhed i det
Skabte og Hans Velgjerninger, af Religionens Hovedpunkter og
Livsalighed samt af den religiøse Betydning ved forskjellige Livs-
og Naturforholde, er Rhythmusen roligere og Charakteren ned-
stemt fra Begeistringens funkeslaaende Glød til Kraftens Varme.
Den er bestemt til at synges, og besidder derfor en strengere
riimbunden Ensformighed end Hymnen behøver. Det er for Menig-
hedens religiøse Følelser, Psalmisten er Organ, medens der ogsaa
er en, til Elegien grændsende, aandelig Digtning, som blot gjen-
giver Indtrykket af Øieblikkets individuelle alvorlige Forhold. Da
|
| d.IV,b.5,s.390 |
Gjenstandene for disse Digtarter altid ere af den meest opløftende
Natur og altsaa mindst af alle tillade nogen Mathed i Tankerne,
er det klart, at Versemaalet altid maa være fuldttonende og
kraftigt og sparsomt paa overflødige Ord. I ingen Digtart er det
saa umuligt for det Formelle at tilsløre de indre Tankens eller
Følelsens Mangler, som netop i disse. Det altid, selv med det
meest harmoniske og velklingende Rhythmus og den prægtigste
Versebygning mislykkede Forsøg derpaa, opdages let af selve
Eenfoldigheden, og vækker det modsatte Indtryk af det, der skulde
vækkes, hvorfor mange gamle aandelige Sange, med alle deres
stødende Feil, som saadanne bære Prisen fremfor flere nutidige,
der nok tiltale Øret og maaskee Indbildningskraften, men ikke
slaae an de Strenge i Hjertet, som netop skulde røres.
Verdslig Sang.
Efter Stoffet antager Sangen Benævnelse. Er det Gjenstande
af almeen national eller lokal Interesse, der besynges i et simpelt
Sprog, fremkommer Folkesangen. Hvor det er Fædrelandets
politiske, fysiske eller historiske Fortrin, dets Personifikation i
Kongens eller Republikens Majestæt eller enkelte af Folkets
Egenskaber, Interesser og Minder, som besynges, bliver den
fædrelandsk eller patriotisk Sang. I Stater med stor politisk Frihed
besynges dette Fortrin hyppigst, fordi det er det vigtigste (Friheds-
sange). I Krigstider fremkomme Krigssange. De fædrelandske
Sange, som Folket i Almindelighed ved høitidelige Leiligheder
vedkjender sig og bruger som Udtryk for sine Følelser, kaldes
Nationalsange; og i dem maa fortrinsviis Høihed i Tanken findes
forenet med Simpelhed i Udtrykket og syngbar Harmoni i Verse-
bygning og Rhythmus. Troskyldighed parret med Vid (Naivetet)
istedetfor Høihed i Udtrykket og den høieste Grad af Simpelhed
i Stilen fordres hos den saakaldte Folkevise, der som oftest
virkelig faaer sit Tilvær imellem Almuen og intet Krav gjør paa
nogen Plads i Literaturen. I Stiil og Stof, som den ofte henter
fra af Almuen bekjendte, skjøndt uhistoriske, Personers Skjebne
eller fra nys passerede Begivenheder, er den ellers ganske Ballade,
fra hvilken den er lettest skjelnelig, naar en Moral udgjør dens Stof.
|
| BLA BAKOVER |