HENRIK WERGELAND - SAMLEDE SKRIFTER
IV.AVHANDLINGER, OPPLYSNINGSSKRIFTER 5. BIND: 1843 - 1845

d.IV,b.5,s.352  
LUDVIG MARIBOE.

   D
ette varme Hjerte slog sit første Slag den 12te Oktober 1783
i Kjøbenhavn, hvor Mariboes Fader var Chef for et temmelig
anseeligt Handelshuus. Saavel Denne som Moderen, en Datter
af Hofjuveleer Henriques, vare af mosaisk Tro; men Begge be-
kjendte sig allerede tidligt til den kristelige Religion, og lode
Børnene opdrage i denne paa Præsten Christianis bekjendte In-
stitut. Af Hensyn til den gamle Henriques, som var en i og
udenfor sin Menighed særdeles anseet og af Familien afgjort
Mand, undlode de imidlertid at lade sig og deres Børn døbe saa-
længe han var ilive. Hans Død indtraf først da Ludvig, den ældste
Søn, allerede var en Snees Aar og opholdt sig i Livorno; men
paa Efterretningen herom lod han sig strax døbe ombord paa en
dansk Fregat, ligesom den hele Familie gjorde hjemme. Forøvrigt
blond som en Gothe, skyldte Mariboe sandsynligviis denne sin
Oprindelse de fine aandrige Træk, som gjorde hans Aasyn saa
udmærket.1 Familien bestod foruden Ludvig af 3 Brødre, som
alle i forskjellige Kaar ere blevne anseede Mænd, og af en
Datter.2 Faderen anvendte al sin Omsorg paa sine Børns Op-
dragelse; men det stemmede ikke med hans Hensigter med Ludvig
at lade ham studere, som han dog havde Lyst og Evne til. Disse
vare nemlig blevne vildledede af en slet Informator, som han i
de første Aar holdt til sine Børn; hans Behandling oprørte Ludvig,
saa han intet vilde lære, og Informatoren bibragte nu Faderen
den Mening, at Ludvig ikke duede til Studeringer. Han blev nu
sat en Tid til en Optiker og lærte at slibe Glas, og siden til en
Drejer, ligesom det overhovedet hørte til den Opdragelse, gamle
Mariboe gav sine Børn, at gjøre dem bekjendte med det prak-
tiske Liv. Men hvad Ludvig havde mindst Lyst til af Alt,
nemlig Handelsstanden, blev nu hans endelige Bestemmelse; og
hvilken Indflydelse har ikke dette Indgreb af den faderlige Magt
d.IV,b.5,s.353   havt paa hans hele Skjebne? Den, at hans Indre hele hans Liv
har befundet sig i en Kamp med de ydre Forhold, hvori han var
indtvungen, og som han vel, saalænge al Tidens Ulykke ikke paa
eengang styrtede ind paa ham, forstod at gjøre sig underdanige
og at afvinde gode Kaar og et anseet Navn i den hans egentlige
Natur altid fremmede Handelsverden, men hvori dog en Sjel, der
var skabt for en aandigere Virkekreds, aldrig fandt sig vel, og
omsider gik tilgrunde. Selv den glimrende Fremgang Ludvig
gjorde, da han kom i det Christianiske Institut, hvor den for-
træffelige Lærer især vakte Elevernes Æresfølelse, kunde ikke
ombestemme Faderen. Forgjæves løb han, ved Siden af den
næstældste Broder,3 op til at blive Institutets bedste Elev --
Ludvig skulde nu ligesaa vist blive Kjøbmand som Broderen skulde
studere; og han tog sig det nær.
   For at faae ham paa andre Tanker, fik han i sit 15de Aar
Tilladelse til at gjøre en Reise til Norge, hvor Faderen havde
Handelsforbindelser, og han kom til Christiania første Gang i
1799 sammen med en af sine Lærere fra Institutet, nuværende
Professor Rasmussen. Han opholdt sig i Norge Sommeren over,
besøgte Bergen og flere Landdistrikter, og fattede allerede da
den Kjærlighed til sit tilkommende Fædreland, som han siden
har givet saamange udmærkede Beviser paa. Skulde Faderen
sætte sin Vilje igjennem -- besluttede Ynglingen allerede dengang
-- da maatte Norge være det Land, hvori han vilde bosætte sig.
Men det tegnede sig anderledes ved Hjemkomsten; -- hans Fader
befalede ham nemlig at reise til Italien, hvor han i Livorno skulde
anbringes som Volontør paa et Handelshuus, hvormed Faderen
stod i Forbindelse. I sit 17de Aar kom han did, og Faderen gav
ham aabent Kreditiv, i den rigtige Tro, at den Tillid, han her-
med viste ham, vilde være den bedste Sikkerhed for ei at blive
misbrugt. Ynglingen viste ogsaa den Nøisomhed med Hensyn til
Udgivter for sin egen Person, som siden fulgte ham i hele hans
Liv, og gjorde Mariboe ligesaa tarvelig i hans bedste som i hans
sletteste Kaar. Han sparede dog ikke paa at reise i Kunstnernes
Fædreneland, og han erhvervede sig en Samling af Malerier og
Billedhuggerarbeider, som han siden bragte med sig til Kjøben-
havn. Hans Ophold i Livorno var fordeelagtigt for Faderen, og
nolens volens blev dog Ludvig hvad Denne havde villet, nemlig
d.IV,b.5,s.354   en dygtig Handelsmand, sprogkyndig, en Bogholder paa sin Hals,
og en klog og foretagende Spekulant. I Livorno havde han alle-
rede havt de fordeelagtigste Tilbud; men efter 5 Aars Ophold
der, skrev Faderen ham til, at han maatte vende tilbage for at
blive hans egen Kompagnon. Det var et Tordenskrald for Ludvig;
thi den samme Ulyst til virkelig for hele sit Liv at maatte blive
Handelsmand besjelede ham endnu og fulgte ham paa hans hyp-
pige Reiser i det deilige Toskana, til Florents, Rom o. s. v. Syg
paa Legeme som paa Sjel (thi paa Hjemreisen havde han ved
en Væltning brukket sit Been, og, hvad der var værre, lagt i
3 Maaneder under en Landsbybarbeers Hænder) kom han til-
bage til Kjøbenhavn, fast besluttet paa ikke at tage imod Faderens
Tilbud, men idetmindste at kjæmpe for Realisationen af den med
ny Styrke fremtraadte Idee, under alle Omstændigheder, som
Handelsmand, at vælge Norge til Skuepladsen for sin Virksom-
hed. Forholdet blev spændt mellem Fader og Søn. Ludvig flyttede
ud af Huset; men blev dog ved daglig fra Kontoret at besørge
den udenlandske Korrespondence. Han talte og skrev ogsaa
Fransk, Engelsk, Tydsk og Italiensk. Det varede imidlertid ikke
længe før han kom i Forbindelse med den store norske Handels-
mand, Kammerherre Bernt Anker, og fra ham modtog han Til-
bud at tage til Christiania for at forestaae det Ankerske Fidei-
kommisses udenlandske Korrespondence. Gagen var betydelig,
saa han nu kunde, hvad han ogsaa maatte, naar han skilte sig
fra Faderen, ganske stole paa sig selv.


   Mariboe havde ikke været længe i Norge før han i Fællesskab
med Kammerherre, senere Statsraad, Rosenkrands etablerede en
betydelig Kornhandel for at bringe denne vigtige Handelsgreen
paa en fastere Fod; men dette gik over Stadens Kornpugeres
Horizont, og man miskjendte Hensigten med dette Foretagende.
Fideikommisset fandt sig endog, paa Grund af Mariboes Forhold
til det, beføjet til at bekjendtgjøre, at det ingen Deel havde deri.
Imidlertid var Etablissementet af stor offentlig Nytte, da Korn-
forsyningen blev vanskelig efter Krigens Udbrud i 1807. Under
denne udmærkede Mariboe sig ved Virksomhed for at oprette
Frikorpser, og han blev endogsaa udnævnt til Chef for et lidet
Feldtbatteri. Han udkastede ogsaa Planer til et Uldmanufaktur,
der skulde forsyne Armeen, og sendtes i den Anledning af Chri-
d.IV,b.5,s.355   stian August til Kjøbenhavn; men det endelige Udfald blev, at
Mariboes Plan blev optaget af det Offentlige, hvorefter det da
gik som sædvanligt, hvor dette vil gribe ind i den private Industri.
Mariboe benyttede Opholdet i Kjøbenhavn til at forelægge Premier-
ministeren Grev Schimmelmann et Udkast til en særskilt Bank for
Norge, og han blev paalagt at tilstille den daværende kgl. inter-
imistiske Regjeringskommission samme, hvilket ogsaa skede. Ved
Tilbagekomsten fortsatte han Provideringsforetagenderne sammen
med Rosenkrands, og næst Grev Wedel og maaskee Jacob Aall
har han de største Fortjenester af Landets Forsyning. Farerne
for enkelt Mand tiltoge imidlertid eftersom Blokaden skjærpedes,
hvorfor Mariboe først udkastede en Plan til et Provideringssel-
skab for Agershuus Stift, og siden oprettede et Kornselskab for
Christiania By og dens Opland, hvis Virksomhed vedvarede ligetil
Freden sluttedes.
   I 1810 foreslog Mariboe for Regjeringskommissionen, for nogen-
lunde at kunne regulere Koursen, og forat erhverve et Fond til
en vordende Bank, at indkjøbe Sølv for offentlig Regning. Re-
gjeringskommissionen gav gode Løfter om at dette Foretagende
vilde blive understøttet af Regjeringen; men dette blev ikke Til-
fælde. Mariboe stod nu alene med stort Udlæg af Penge, men
ogsaa med en god Deel gamle Sølvkander, Støb, Mynter o. s. v.,
og blev nu udsat for et Skrig fra alle Kanter over at han vilde
udføre alt Sølv fra Landet. Da hans Fader besøgte ham i An-
ledning af hans Giftermaal, som fandt Sted i Sommeren 1809,
hedte det endog, at Sønnen var hans, den gamle Jødes, Agent,
hvorfor Mariboe omsider fandt det værd, at udtale sig offentlig
om det sande Sammenhæng med denne Handel, hvorom Regje-
ringskommissionen var underrettet. Da Regjeringen i Kjøbenhavn
ikke engang vilde indlade sig paa Mariboes Tilbud at aflevere
Sølvet til Kongsberg mod Godtgjørelse for sit Udlæg, solgte han det
for egen Regning i Kjøbenhavn med en Profit af over 11,000 Rdlr.
D. C.; men da der intet var blevet af Bankens Oprettelse, i hvilket
Øiemed Indkjøbet af Sølv var skeet, og dette dog var kommet
fra Landet selv, tilbød han Direktionen for det kgl. Selskab for
Norges Vel hele Beløbet for at anvendes til Landhuusholdningens
Fremme. Samme Aar, 1810, oprettede Mariboe ogsaa en For-
sørgelsesanstalt for 12 fattige Pigebørn af Agers Sogn, og i det
følgende gav han 4000 Rd. til et Universitet, samt udkastede
d.IV,b.5,s.356   Planen til en Tegneskole for Haandværkere, til hvis Oprettelse
han først ydede 500 Rdlr., og siden 50 Rdlr. aarlig, og af hvilken
den nærværende store Indretning kan siges at være udgaaen.
En saadan Mand maatte være Medlem af Direktionen i Selskabet
for Norges Vel, og som Saadan fungerede han ogsaa i flere Aar.
Efter den ulykkelige Høst i 1812 reiste Mariboe til Kjøbenhavn
forat udvirke Udvexling af Licencer, saaledes at der skulde ind-
føres ligesaa mange engelske Ladninger, som man erholdt Licencer
til Kornladningers Indførsel i Norge; men det vigtigste Resultat
af Reisen blev, at Mariboe anskaffede sig Maskinerier og Perso-
nale til en Klædefabrik, medens den offentlige paa Kongsberg
endnu ikke var kommet i Drift. Under de uheldigste Tidsom-
stændigheder udviklede Mariboe den overordentligste Virksomhed
og stedse i den Retning, at bringe Landet til at forsyne sig selv.
Samtidig med Klædefabrikken anlagde han nemlig en Kaartfabrik,
et Glasværk og en Papiirmølle, hvorved tilsammen henved 400
Mennesker havde Levebrød.


   Da Statholderen, Prinds Christian Frederik, i 1813 forsamlede
Landets betydeligste Ejendoms- og Handelsmænd i Christiania
forat oprette en Slags Laanebank, var Mariboe derimellem; men
uagtet Prindsen indledede Subskriptionen med de opfordrende
Ord: "Hvo som føler varmt for Norges Vel, følge mit Exempel
og tegne sig", var der dog Grunde i Udkastet, som lod Mariboe,
til Prindsens Fortrydelse, holde sig tilbage. Dagen efter tilskrev
han imidlertid H. H., at det var saa langt fra, at han vilde und-
drage sig af egoistiske Grunde, at han forbandt sig til at betale
i ti paa hinanden følgende Aar 1000 Rdlr. S. V. som Bidrag til
de Kornmagaziners Anlæg, som skulde sættes i Forbindelse med
Laaneindretningen. Sin aabne Charakteer viste ogsaa Mariboe
kort efter, ved i Prindsens Nærværelse at erklære sig imod Nød-
vendigheden af at Dennes Valg til Præses i det kgl. Selskab for
Norges Vel skulde sanktioneres af Kongen. Det paadrog ham
Spørgsmaalet af Prindsen, om han da ansaae det under sin Vær-
dighed at tilskrive sin Konge i den Anledning. Mariboe var bleven
sin Ungdoms Beslutning troe: han var ganske bleven Norsk, og
han forstod Selskabets emanciperende Tendents. Imidlertid fore-
slog dog Prindsen Mariboe til en af Direktørerne for det Provi-
deringsselskab, der oprettedes i 1813, hvorfor han dog undslog sig.

d.IV,b.5,s.357      I Januar 1813 var Mariboe bleven ansat som Capitain à la
suite i Armeen, og da Krigen i 1814 syntes at maatte udbryde
med Sverige, meldte han sig til Tjeneste. Han ansattes imidlertid
ikke; men viste sig særdeles virksom ved at overtage Opsynet
med Armeens besværlige Transportvæsen. Han gjorde ogsaa
Generalkrigskommissariatet opmærksom paa den Dumhed, det
havde gjort sig Skyld i, ved at lade Bøndernes Heste fra Vest-
siden af Christianiafjorden slæbe rundt om denne og helt nede
fra Grevskaberne møde frem i Christiania for at skydse Krigs-
materiale ned i Smaalehnene, medens alle Fjordens større Baade,
hvoraf enkelte kunde rumme indtil 70 Hestelæs, laae ubrugte.



   Norge har ikke faaet Friheden saa ganske givendes, som man
stundom vil indbilde det. Ødelæggelse af al Fabrikindustri og
to voldsomme Pengerevolutioner (i 1813 og 1815) høre til de Lidel-
ser, hvorfor det har kjøbt Friheden og dens Ære. Ingen kunde
Tidsomstændighederne ramme tungere end Mariboe. Hans mer-
kantile Dygtighed fik en Erkjendelse i Valget til første Repræsen-
tant for den midlertidige Laane- og Diskontoindretning af 1816;
men her hjalp ingen Dygtighed, intet af de Klatlaan, Landet den-
gang kunde yde. Omsider vare heller ikke disse at faae, saa
Mariboe, der endnu holdt sin talrige Arbeidsstok i Virksomhed
uagtet den næsten standsede Afsætning, besluttede personlig i
Stockholm at ansøge daværende Kronprinds Carl Johan om et
Laan paa sine betydelige faste, og forholdsviis kun lidet be-
hæftede, Eiendomme. Mariboe fik ogsaa i Foraaret 1816 og 17
ialt laant 10,000 N. Spd. samt af en privat norsk Mand i Stock-
holm 2000 Spd. Men fra denne og en senere Stockholmsfart i
Foraaret 1817 daterer alle Mariboes Viderværdigheder sig. Han
fik nemlig et Tilsagn om at blive Adjudant hos H. M. Kongen
eller dog hos Kronprindsen samt Foredragende af de norske
militære Sager, og til Adjudant hos Kong Carl den 13de blev
han virkelig ogsaa udnævnt. Dette bragte Mariboe, der siden
1809 havde været gift og alt havde flere Børn, til i September
1817 at flytte sin Huusholdning fra Gaarden Økern ved Christiania
til Stockholm. Men af Ansættelsen som Militærreferent, blev der
intet, -- som det hedte, fordi Mariboe havde ikke været taus
nok om dette Tilsagn; og da den betydeligste Deel af Gjælden
til H. M. blev opsagt til Likvid i Glasvarer, uden at dog Aflys-
d.IV,b.5,s.358   ning blev besørget af vedkommende Agenter saa betimelig, som
Mariboe fordrede forat kunne redde sine fleste Ejendomme fra
et udenlandsk Pantekrav, realiseredes dette og Mariboe tabte
igjennem alle Instantser en Proces mod vedkommende kgl. Agent.
Ved sidste Instants faldt Dommen i 1825 -- halvandet Aar efterat
Mariboe atter havde taget Bopæl i Norge, paa Eidsgodset i Høland.
I 1822 havde han ogsaa, i Naade og efter Ansøgning, erholdt
Afsked fra Armeen.


   Medens Dampskibsfarten var ganske ubekjendt i Norge, var
den, især ved en Hr. Owens Virksomhed i fuld Gang i Sverige.
Mariboe satte sig da allerede i 1823 i Forbindelse med Hr. Owen
om at erholde et Dampfartøi, og sendte en Subskriptionsplan til
Norge for at reise Aktier til Istandbringelsen af en Dampfart fra
Christiania til Christianssand og Bergen. Der tegnedes imidlertid
ikke nok Aktier. Et Forslag fra Mariboe om en Normal-Industri-
skole for Fruentimmer af alle Klasser blev der heller ikke videre
af, af Mangel paa kraftig Bistand. I Begyndelsen af 1824 begyndte
Mariboe, der opholdt sig paa Eidsgodset, at udgive fra Drammen
den politiske Tidende "Patrouillen", i 2 2/3 Aar anonymt; men
senere fra eget Bogtrykkeri i Christiania. I alt fortsatte han
dette Blad i 10 Aar, og det hævdede i al den Tid den første
Rang imellem Datidens oppositionelle Blade. Som Redaktør deraf
boede han i Christiania, og blev valgt til Repræsentant for denne
By paa Storthinget i 1830, hvor han strax angav sin parlamen-
tariske Charakteer ved at foreslaae, at selve Forhandlingerne
om Fuldmagterne skulde holdes for aabne Døre, og udviklede
en overordentlig Virksomhed, men som stundom udartede til Ret-
haveri og Megettaleri. Ved Siden deraf redigerede han De-
batterne i større Detalj i Patrouillen end de ellers meddeeltes
med.4

d.IV,b.5,s.359      I det følgende Aar bosatte han sig paa Gaarden Økern ved
Christiania, som han før havde ejet; og saaledes kom han fra
Agershuus Amt paa Storthinget i 1833. Men allerede i Be-
gyndelsen af dette Storthing faldt han i en særdeles heftig Nerve-
sygdom, hvoraf han kun med Nød blev reddet. Ikke destomindre
indfandt han sig dog paa sin Plads før dets Slutning, og sparede
sine svage Kræfter kun altfor lidt. Ikke færre end 33 Vota og
Forslag, hvorimellem det gjenoptagne om Debatternes Offentlig-
hed strax fra Storthingets Sammentrædelse, udvise Registrene.
Der er liden Tvivl om, at denne Nervesygdom og den liden Ro,
han gav sig derefter, paaførte ham den ulykkelige Sindssygdom,
som dog først flere Aar efter brød løs. Hans Nervesystem var
ødelagt, saa den mindste Aandsanstrængelse satte ham i en Feber-
tilstand, og saavel i som udenfor Storthinget manglede det ham
heller ikke paa Ærgrelser. En Badekuur i Kjøbenhavn rettede
kun for en Tid paa hans uden- og indenfra nedbrudte Helbred;
Hovedgigt slog sig til og sløvede hans Aandskræfter, medens hans
overinciterede Nervesystem ikkedestomindre holdt dem i en affekt-
fuld Virksomhed. Nogle politiske Breve, som han under disse
ulykkelige Forhold alligevel udgav, viste at Mørket allerede dæm-
rede om denne lyse Aand. Hans rastløse Virksomhedsdrift var
nu sygelig, og den drev ham til, uanseet hans Kraftesløshed, at
ansøge Regjeringen om at maatte overtage Befordringen af den
udenrigske Post ved et Dampfartøi, der skulde anskaffes ved
Aktier i Hamburg og i England, og tidlig sættes i Fart, og da
denne ikke vilde indlade sig paa denne ganske vist rigtige, for
alle sociale Forbindelser nyttige Plan, hvorfra nu end Dampskibet
kom, besluttede han, under en Forbedring i hans Helbredstilstand
i Sommeren 1836, personlig at tage over til England for at drive
sin Plan igjennem til alle Nordmænds Forbauselse. Siden han
havde udkastet den, og arbeidet derfor, holdt han Udførelsen
for en Æressag, og da en ubetænksom Opfordring og et Udfald
mod ham viste sig i Aviserne, kunde selv ikke de kjærlige Familie-
baand, hvorunder Mariboe altid levede, holde ham tilbage.

   Den vigtigste Bevæggrund til Reisen var dog et endnu højere
patriotisk Formaal, nemlig det, ved direkte Henvendelse til den
britiske Regjering og Parliament, at skaffe Norge Fyldestgjørelse
for den skjændige Forurettelse det havde lidt i Bodøsagen ved
en Dumdristighed af engelske Privatmænd, som dets egen Re-
d.IV,b.5,s.360   gjering ikke alene havde taalt, men endog betalt i dyre Domme.
En Englænder, Mr. Stead, havde af og til viist sig i de senere
Aar, og navnlig i 1836, i Christiania med Anbud til Storthing og
Regjering, at han for Penge vilde kunne sætte Norge i Besiddelse
af Dokumenter, hvorefter det ufeilbarligen maatte komme til sin
Ret. Denne Spekulant havde Mariboe søgt at føle paa Tænderne,
og under dette undfanget Ideen, under sit Ophold i London at
virke for Norges Interesse i den Sag. Den 1ste Aug. 1836 reiste
han over med Brystet fuldere af Forventninger end det spændte
Seil over hans Hoved med gunstig Vind; men den 20de Aug. 1837
var han her tilbage igjen med uforrettet Sag. Og dog havde han
været rastløs under sin aarelange Fraværelse. Han havde i
London udgivet en energisk, nøiagtig og dokumenteret Frem-
stilling af Sagen, og ladet samme uddele til ethvert Parliaments-
medlem; han havde idelige Samtaler med flere af de vigtigste af
disse, hvorimellem med Brougham og Warburton, hvilken Sidste
gav ham bestemt Løfte om at faa Sagen indbragt for Parliamentet.
I Tillid hertil reiste Mariboe da endelig tilbage; men da han ikke
strax fornam noget til dets Opfyldelse, reiste han atter over i
Oktober s. A., og fortsatte sine Bearbeidelser til han endelig med
knækket Haab i August 1838 begav sig tilbage over Kjøbenhavn,
hvor han blev liggende syg paa Legeme og Sjel. Neppe kommen
paa Benene iler han til Hamburg for dog at see sin Dampfarts-
Plan realiseret, samt forat udføre nogle Forretninger, der vare
ham overdragne af et engelsk Jernbaneselskab; men kom did
heftig syg, saa der ikke var at tænke paa Forretninger. Han
tog ingen Læge; men da den heftigste Feber var over, reiste han
endelig hjem igjen i Mai 1839. Han kom hjem meget svag; men
et roligt Liv hele Sommeren over gav ham endog paany Kræfter
til i Septb. at reise til Stockholm for at søge Konsulatet i Hamburg.
Det daværende Storthing havde frataget ham den Post som Stats-
revisor, som han havde indehavt siden 1833, og Konsulatposten
var ikke til at erholde. "Intet vil lykkes mig mere" var allerede
længe den Tanke, som brændte i Mariboes Hjerne, susede for
hans Øren og stod skrevet hvor han vendte Øinene hen. Og
kort efter hans Tilbagekomst efter den 3 Ugers Stockholmsreise
i det skrækkeligste Veir og Føre, udviklede den Sygdom, han
lige siden 1833 havde befundet sig i Kamp med, sig i hurtige
Overgange til aldeles Sindssvaghed. Allerede ved sin Tilbage-
d.IV,b.5,s.361   komst i Foraaret havde han betroet sin Kone og Søn, at han i
de tre sidste Maaneder af den afvigte Vinter ikke altid havde
kunnet raade sine Tanker; men at han dog havde vidst det og
forstaaet at benytte de lyse Øjeblikke til at tilskrive dem de
kjærlige Breve, hvoraf intet Ondt eller saa Skrækkeligt lod sig
ane. Men nu! . . denne Sindssvaghed, som nedsank den trofaste
Viv og de kjærligste Børn i Forfærdelse og vakte det hele Folks
vemodigste Deeltagelse, havde intet saa lyst Øjeblik, at han kunde
skjule den. Morgenbladet for 17. November 1840 indeholdt følgende
Smertesudbrud af denne Skizzes Forfatter ved den sørgelige Efter-
retning:
"Ludvig Mariboe.

           Nu tom er Haanden, træt og tom,
           der skjænkte Norges Fattigdom
           meer Guld end nogensinde dette,
           om det har Hjerte, kan forgjette.



           Hvor famler den i vildsom Leeg
           omkring hans Pande høj og bleg!
           Den efter Borgerkrandsen leder,
           som, Nordmænd, han jo fik af Eder?



           Nu har Han ikke mere Guld,
           nu vil Han samle Haanden fuld
           af Egebladene -- det Sidste
           at give Norrige, Han vidste.



           Dem vil Han over Norge strøe.
           Først da Han synes, han kan døe,
           naar Landet han sin vundne Ære
           kan segnende igjenforære.



           Hvor smiler Han! hvor glad og stolt,
           somom han Rigdomshornet holdt,
           og kunde drysse ned som Gave
           i Norges Skjød Aladdins Have!



           Hvor smiler Han idet han strøer!
           Ak, stakkels Gamle, hvad du gjør!
           Det er dit Haar, af Kummer blegnet,
           ej gyldne Blade, ned du regned.



           Thi Folket gav dig ingen Krands.
           Det har en kort Erindringssands.
           Det kommer først med den paa Baaren,
           og troer at sone alt med Taaren.

d.IV,b.5,s.362  

           Men Jeg vil med taknemlig Aand
                      dig kysse, magre, blege Haand,
           som Norrige, min Moder, skjænkte
           vel meer end eengang, da hun trængte.



           Og jeg ærbødig see vil i
           hans vilde Feberfantasi
           en Blomst, som, da han har ei Andet,
           hans Aand har skudt for Fædrelandet.



           Thi hør hvor tit han nævner det!
           Og hvergang rødmer Læben let.
           O, skjønne Tankeblomme, gløde
           du vil paa Læben, om Han døde."
          

   I Mai 1840 reiste hans Søn med ham ned til det bekjendte
Hospital i Slesvig, og i September var han allerede saa restitueret,
at han, efter Lægernes Raad, bestemte sig til at tage hjem. Vognen
stod alt for Døren; men da Mariboe ikke kom ud, søgte man
ham i hans Værelse, og fandt ham der liggende paaklædt paa
Sengen under et stærkt Slagtilfælde. Hans Hjerte har, ved Tanken
om at gjensee Norge, slaaet for voldsomt. Et Par Maaneders
Bevidstløshed fulgte herpaa; men mod Høsten, da hans Datter
kom til ham forat pleie ham, vendte Samlingen tilbage. I Juni
1841 var han endog kommen sig saavidt igjen, at hans Søn og
Svigersøn reiste til ham for at ledsage ham hjem; men, ligesom
om Gud ikke vilde, at han skulde gjensee det Folk, for hvis Vel og
Anerkjendelse af hans Stræben han havde overanspændt Aands-,
Legems- og Formues-Kræfter, blev han, to Dage efter deres An-
komst, rørt af et nyt Slagflod, som efter 18 Timer endte hans
Liv den 19de Juni 1841. Paa Slesvigs Kirkegaard ligger Ludvig
Mariboe begravet.



   Mariboes Skrifter ere følgende:
1)
Anmærkninger ved Gjennemlæsningen af Prof. Pihls Plan til en, for hvert
Præstegjeld og hver Stand anvendelig, udvidet Fabrikation af Klædesvarer,
Værkener og linnede Tøier. Christiania 1808.
2)
Nogle Ord om almindelig Værnepligt og et Forslag til paa den mindst be-
kostelige og mindst byrdefulde Maade at underholde et Land- og Søværn
i Norge. Christiania 1815. 8.
d.IV,b.5,s.363   3)
Nogle Ord om Rigsforsamlingens Beslutninger ang. Statens Pengevæsen.
Christiania 1815. 8.
4)
Extrakt af Ideer om Pengevæsenet, tilegnet Storthinget. Christiania 1815. 8.
(Anonymt.)
5)
Forslag til det norske Pengevæsens Forbedring. Christiania 1815. 8.
6)
Oplysninger og Tillæg til hans Forslag om Pengevæsenet. Christiania 1815. 8.
7)
Om Statsraadets Laaneprojekt. Christiania 1819. 8.
8)
Om Norges statsøkonomiske Forfatning samt Forslag angaaende Norges
Bank m. m. Christiania 1821.
9)
Om Formue- og Næringsskattens Ophævelse. Christiania 1821.
10)
Tillæg til Patrouillen, indeholdende Tillæg til hans statsborgerlige Liv.
Christiania 1826. 8.
11)
Bemærkninger ved den provisoriske Anordning af 24de Mai 1825. Chri-
stiania 1827.
12)
Om Oprettelse af Tegneskoler i større Kjøbstæder -- indført i Budstikkens
3die Deel, Tillæg S. 3.
   Hertil kan man lægge, foruden ovennævnte mindre heldige
Breve, næsten hele Patrouillens Indhold, hvori mangfoldige for-
træffelige Artikler.

1  tilbakePortrætet, som ledsager disse Blade, er taget efter et fra hans yngre Aar,
som da skal have lignet. I hans senere Aar vare hans Træk noget skarpere
og Læberne finere.

2
  tilbakeDisse Sødskende, der alle ere ilive, ere: Etatsraad Steenfeldt, Borgermester
i Helsingøer, Proprietær P. Mariboe, en anseet Landmand paa Sjælland, Pro-
fessor C. Mariboe (Halvbroder) og Fru Sonnleithner i Wien, Enke efter Hof-
agent og Regjeringsraad Sonnleithner i Wien.

3
  tilbake Etatsraad Steenfeldt.

4
  tilbakeMariboes vigtigste Idrætter paa dette Storthing var, at han foreslog Er-
hvervelsen af Dokumenter angaaende Erstatningen for Smaalehnenes Amt; lige-
ledes umiddelbar Korrespondentse fra Regjeringen til Storthinget og dets Af-
delinger; om Erhvervelse af Gjenpart af den nøiagtigere redigerede Grundlov;
om Portoens Bestemmelse af Storthinget; om Afskaffelse af Civilembedsmænds
Uniformer; om Afgivelse af Statskassens Sølvoverskud til Banken; mod For-
andring i Gl. § 14; mod Bidraget til Ministerkassen; om Adresse angaaende
Indskrænkning af Landmilitærbudgettet; mod Kongsberg Sølvværks Salg o. s. v.
-- alle Forslag og Vota i den samme patriotiske Aand.
    BLA BAKOVER
   BLA VIDERE