|
|
| d.IV,b.5,s.325 |
HISTORIENS RESULTAT. EN RÆKKE AF BETRAGTNINGER.
Menneskehedens hidtil førte Liv, for denne Verdenshistorie, hvis
Masse af Begivenheder gjøre ved Overblikket et Indtryk paa os
som Stjernehimlens talløse irrende Myriader af Verdner, eller
som den maalløse Skov paa En, der havde faaet den eventyr-
lige Dom at tælle dens Blade. For Den, der gjør Kulturhistorien
til Gjenstand for sine Betragtninger, synes Arbeidet noget lettet,
som om han kun, i de Begivenheder, der have havt direkte, iøine-
faldende Indflydelse paa Menneskehedens Fremskridt, har at for-
følge de Grene, som have baaret Blomster og Frugter. Men
denne Lettelse er kun tilsyneladende. Det verdenshistoriske Over-
blik er ham fortrinligen nødvendigt, og forudsættes hos dem, han
meddeler sig til. Kun ere mange af disse ensformige Begiven-
heder og Krigsbedrivter, der indtage saamange af Verdenshisto-
riens Paginaer, ham ligegyldigere end andre langt glandsløsere,
men hvis Følger leve i Menneskenes Aandige og Selskabelige.
At hint Tidsrum ikke paa det Uendelige nær strækker til for
Jordens Historie, vedkommer ikke Menneskets eller den Men-
neskeheds, vi kjende til. Ligesaalidt som Barnet kan fortælle
om sine første Dage, har noget Tilforladeligt kunnet blive bragt
til os om Menneskehedens, saa dens Historie endog først kan
siges at begynde et Stykke henne i dens Ungdomsliv. Og endnu
mindre kan man i en Historie, der kun tør være bestemt i sine
Opgivender, udstrække Menneskehedens Historie indtil at for-
tælle, (som Italieneren Pagano), om præadamitiske Vidner fra
Alper og Apenniner til Oceanets Opslugen af den vestlige Verdens-
deel, "Atlantika", hvoraf Amerika, Azorer og Kanariøerne skulde
være Ruinerne, og til dets Brud gjennem Herkulesses Støtter.
Levende Menneskevidner skulde der da have været til, at " --
Cambodja revned fra Malakka,
Vulkanerne udspyede Vand og Ild,
i Syd bortskyllet blev det hele Land
|
| d.IV,b.5,s.326 |
som raadent Kjød, imens en Hær af Øer,
som Been paa Dødens Val, som vilde Haar
paa sorgfuld Moders Skjød, nu ligge spredte."
Og til hvorledes
" -- -- Havet vælted
mod Østen sig, at sluge Østens Lande,
og, sqvulpende i Dønninger tilbage
paa denne Side, gjorde Chilis Kyst
saa steil og lige, og Panama smal,
da det igjennem denne Lænke vilde
sig bryde, for sit Løb igjen begynde."1
Men vi behøve ikke at kaste Blikket langt, for at finde os
taaligere inden hint Tidsrum, som er Historien foreskrevet med
en Autoritet, som den ikke kan erkjende, fordi den paabyder
sig, men fordi der virkelig er bedre Grunde for dens Postulater.
Indeslutter ikke det nærværende Europa Folkestammer, som Kul-
turen neppe har berørt? Teltet flyttes om med al sin naturlige
Raahed i vort eget Lands Udmarker; Halvvildhed boer endnu i
de velsignede Dale, som vi kalde Menneskehedens Vugge; Fler-
heden af selve Europas Agerdyrkere nyde ikke et høiere Liv,
end det Plogen, som gjennemskar den mesopotamiske Slette,
strax satte Menneskene i Besiddelse af; Urskogen forsvarer ikke
blot i Amerika sin Plads, den suser endnu nær Europas Hjerte,
og -- hvad der er en større Vildhed -- denne Verdensdeel bærer
endnu babyloniske Despotier, hvis væsentligste Fortrin i Systemet
(om det er noget) kun er det, som Bajonetmusketten har for
Spydet og Buen.
Naar Menneskeheden ikke er kommen længer, er der idet-
mindste liden Tilfredsstillelse ved at ville udstrække Tiden over
hiin imperativiskt afmaalte, som vi ikke engang ere istand til at
udfylde med Begivenheder.
Siden Chinesernes og Hinduernes Fordringer paa en Ælde
langt udover vor Tidsregning, der i sin Udgang følger vestorien-
talske Opgivender, ere blevne prøvede og underkjendte, er det
især fra Persepolis' Ruiner, fra Grusdyngerne over en Kultur,
der synes i Blomstring næsten ved Historiens Begyndelse, naar
vi neppe have sluppet Noach afsigte, og gjennem det Denderahske
Isistempels gigantiske og smagfulde Kolonnader man vil forlænge
|
| d.IV,b.5,s.327 |
Tidsperspektivet i det Uendelige. Det har forbauset, at ingen
Historieskriver betegner Opbyggelsen af denne Stad, at Alle be-
skrive den som i Forfald af Ælde. Og dog findes Dyrkredsen
der, afpasset efter Ægyptens Beliggenhed, men Solens Stand-
punkt betegnet hele syv Himmeltegn tilbage, saa det ikke har
manglet paa Forfattere, som deraf have villet slutte sig til en
Ælde for dette Mindesmærke af ikke mindre end 15000 Aar. (!)
Vi indrømme, at dette Tempel i sin uhyre og gjennemtænkte
Sammensætning, idet det i sine Forziringer fremstillede Astrono-
miens Abstraktioner og Opdagelser, er en Historiens gigantiske
Gaadesfinx; Denon, forud overmættet af Nedre- og Mellem-
ægyptens Vidundere, kan ikke komme sig af sin Forbauselse
foran disse Ruiner, om hvem en arabisk Forfatter (ved hvem
vi dog ikke maa glemme, at Beduinerne fortælle, at Pyramiderne
ere byggede før Adam) beretter, at Templet havde saamange
Vinduer som der er Dage i Aaret, og saaledes anbragte, at et-
hvert af dem var stillet paa en Grad af Dyrkredsen, saa at Solen
hver Morgen kastede sine Straaler igjennem et forskjelligt Vindu
Aaret rundt. Det er forbausende; allerede hvad der er sandt
heraf er forbausende -- det Store og Skjønne i Proportionerne,
Dyrkredsen, Ælden. Der er Grund til disse Spørgsmaal: "hvor-
længe maa et Folk ikke have levet før det har naaet den Kultur-
grad, en saadan Kundskab i Astronomien forudsætter? Hvilken
en Række af gjennemførte, langvarige Iagttagelser maae ikke
forudgaae et saadant, den dybsindigste, Videnskabs Resultat?
Hvilken Magt, hvilket Overmaal af Hjælpekilder maa ikke en
Statsbestyrelse have, som kan lade opføre saadanne Bygninger som
hint Tempel og Dschemschids Pallads i Persepolis, og finde Men-
nesker inden Nationen, der kunne udkaste og udføre Saadant?
Disse ærefrygtbydende Mindesmærker vare de aabne Bøger, hvori
Videnskaberne bleve lærte, Sædelæren forklarede og de nyttige
Kunster foredragne. Alt udtalte, Alt aandede, Alt var besjelet
af denne Aand. Dørindfatningerne, Krogene indeholdt endnu
en Lærdom, en Forskrivt og alt i den underfuldeste Harmoni;
den ringeste Forziring paa Bygningens vigtigere Dele fremstillede
paa det mest levende det Abstrakteste i Astronomien. Maleriet
forhøiede det Henrivende i Bildhuggeriet og Bygningskunsten,
og udviste en beundringsværdig Rigdom, som hverken gjorde
det Heles Simpelhed eller Værdighed Afbræk."
|
| d.IV,b.5,s.328 |
Jeg dvæler længer, end Materien kræver, ved disse ophøiede
Minder fra en forhistorisk Tid. De tiltrække Fantasien, og For-
nuften sætter sin Ære i at udvide Kundskabernes Gebet, trænge
Mulmet tilbage og forvandle Sandsynligheder til Sandheder. Men
Historien har kun med disse sidste at gjøre, og tør ikke af sit
Mod lede sig frem, som Kolumbus over Atlanterhavet, ved Gis-
ninger; og for sine Kjendsgjerninger finder den Rum nok inden
hint fastsatte Tidsrum. At Geologien finder, at det ikke strækker
til for Jorden paa talløse Aarrækker nær, vedkommer, som sagt,
ikke Menneskets Historie. At Hesiodus og Homer, ligesom og
den urgamle Hjobs Bog, forudsætter Kundskab til Dyrkredsen
som bekjendt paa deres Tid, viser kun, at Menneskeheden har
talt tænkende Hoveder, over hvem Stjernerne ikke have bevæget
sig og lyst forgjæves, inden den hele første Halvdeel af sit Liv
indtil denne Tid. Thi omtrent et saadant Rum af 3000 Aar ligger
imellem den antagne Skabelses Tid og disse Historiens Fædre;
og inden det var der da Tid nok til, at Himmellegemernes ens-
formige Bevægelser maatte blive bemærkede og iagttagne, og at
Iagttagelser kunde knytte sig til Iagttagelser, indtil Uddannelsen
af et System, som Præsterne bevarede inden sin Kaste og ud-
dannede under et Liv, som ganske var indviet Spekulationen.
Derimod, da der er mere end blot Sandsynlighed for, at den
Oversvømmelse, som vi kalde den noachiske Syndflod, kun har
været partiel for Sydasien og for Mellemasien mellem de syriske
Bjerge og det persiske Høiland, ligesom den ogygiske, der har
givet Archipelagus sin udskaarne øfulde Skikkelse, for Græken-
land, Thracien o. s. v.; og da der er Beretninger, som det ikke
er tilladt at forkaste, om at Agerbrug og forskjellige Kunster har
fundet Sted før Syndfloden: saa er der Intet ivejen for at an-
tage, at Chinesernes, Hinduernes og Æthiopernes Prætentioner
paa en høiere historisk Alder -- fast at deres, navnlig de Førstes,
mange Aartusinder kun tilhøre en Mythologi, hvis Begyndelse
lader sig flytte uendeligt tilbage efter Fantasiens eget Behag, mens
dens Ende stikker langt op i en Alder, der for andre Folkeslag,
som ere beskednere i sine Fordringer, forlængst er historisk --
forsaavidt ere grundede, som Menneskeheden østen og vesten
for de oversvømmede Lande har kunnet uforstyrret fortsætte sin
Udvikling, og saaledes pludselig fremtræde med en forbausende
Overlegenhed i Kultur ved Siden af de vildere, efter Oversvøm-
|
| d.IV,b.5,s.329 |
melserne sig møisommeligt oparbeidende, Folkeslag, der siden
centralisere Verdenshistorien i sin egen. Men at en Forfatter2
af Solens Standpunkt i Stenbukkens Tegn i Denderahs Dyrkreds,
hvorimod dens nærværende er 7 Tegn derifra i Jomfruens, vil
godtgjøre, at dette Mindesmærke om en allerede vidtdreven Kultur
har en Ælde af 15000 Aar, er en Konjektur, det gavner lidet at
nedrive eller at forsvare, saasom det beskednere Tidsrum, vi
indskrænke os til, er tilstrækkeligt til at forklare os hvert enkelt
af Menneskehedens første og senere Trin til Kultur. Engang
kommen til et vist Punkt, udvikler den sig hurtigt. Den ene Op-
findelse rækker den anden Haanden; og Menneskene i et Folk,
der engang er kommet til Bevidsthed som saadant, behandle
Samlivet som et Materiale, der idelig maa forbedres og pyntes
paa. Og Dette er gaaet saa hurtigt, at man, blændet af de ældste
Staters, formedelst Historiens Mangelfuldhed, tidligsynende, stor-
artede Glands, har for Alvor opkastet Spørgsmaalet, om deres
Kultur ikke i de allerfleste Maader lader sig sætte ved Siden af
de Nyeres, hvilken udgjør vor egen Stolthed.
Men det vil netop være Kulturhistoriens Øiemed, at vise, at
Fremskridtene stedse have været fortsatte, at ethvert har været
en Erobring, Efterkommerne ikke have kunnet give Slip paa, og
at Tiderne arve hinanden.
Kultur eller Civilisation er en vis Grad af Fuldkommenhed i
Menneskenes aandige og selskabelige Tilstand. Dens Øiemed er
at gjøre Menneskene til hvad de skulle være d. e. humanisere
dem. Dens Modsatte er Raahed, der med eet Ord omfatter de
Omstændigheder, som udgjøre en Mennesket uværdig Tilstand.
At hæve sig ved egne Anstrængelser udover denne, at forbedre
sine Kaar, hører til Menneskets oprindelige Anlæg; om Noget i
dets Natur kan kaldtes Instinkt, maa det være Tilbøieligheden
til denne Bestræbelse. Et Folk er kultiveret i samme Forhold,
som det har udviklet sine Evner, forfinet sine Sæder, og vidst
at gjøre sig Livet bekvemt og skjønt. Kulturen omfatter saaledes
Oplysning, Forfinelse og Kunstfærdighed, og er Indbegrebet af de
herskende Ideer og selskabelige Indretninger i et Folk, nuanceret
af dettes Eiendommeligheder, Nødvendigheder, Næringsveie og
|
| d.IV,b.5,s.330 |
Bopæl. Et kultiveret Folk maa da besidde en mild og lys Religion,
der ikke begunstiger Overtroen, fornuftige Sæder, retfærdige, ikke
grusomme Love, Agtelse for Folkeretten, Institutioner for Opdra-
gelse, Videnskabelighed og Kunster, Handel, Kunstflid og Ager-
brug. Dette sidste er
conditio sine qua non; thi Aandsudvikling,
som frembringer disse Kulturens Fænomener, eller Tilfredsstillelse
af de høiere Behov, kan først finde Sted, naar der er sørget for
det fysiske Velbefindende, og dette sikres kun ved en regelmæssig
Agerdyrkning, der igjen har som nødvendige Følger, faste Bopæle,
Bygningskunst, flere Haandværker, Dyravl, Vandledninger, Eien-
dom, Jordens Udstykning, Arbeidets Fordeling, Forhold mellem
Herre og Tjener, Produkternes Forædling, deres Kjøb og Salg,
Distriktsinddelinger, Beskyttelse ved Love og Regjering. Er saa-
ledes det politiske Legeme, som vi kalde Stat tilstede, saa stræber
dette mod sit Maal: det almindelige Bedste, den selskabelige In-
teresse, og denne Bestræbelse er dens Fremgang og Udvikling
igjennem Kulturens Grader. Da man dog selv hos de vildeste
Folkeslag træffer Spor af en Slags Guds- og Aandetro, da den
australske Papua dog har sin Bue, og Pescheræen sit Fiskesnøre
til at vinde sin Føde med, og Alle dog føre et Samliv i vandrende
Hytter, hvor Ilden blusser (og dens Brug er ogsaa en Opfindelse)
kan man vel i strengeste Bemærkelse sige, at intet Folk er ganske
uden Kultur eller Forbedring i den selskabelige Tilstand; men
disse Omstændigheder maae, ligesaavel som et Sprog, forudsættes
som simple, nødvendige Slægtsmærker for Mennesket, hvorved
det adskiller sig fra Dyret. De danne ikke engang nogen Be-
gyndelse til Kultur, saaledes som vi maa fixere dette ubestemte
Begreb, og Brug af Vaaben, Ild og Bedækning har kun til Øie-
med at opholde, ikke at forædle Tilværelsen. Efter unævnelige
Tider har dette ikke bragt Mennesket i Nyhollands Skove udover
Urtilstanden; og der ligger Ørkener af Elendighed, som vi ikke
vide opfyldte med Beskjæftigelser, der hensigte til nogen Forbed-
ring i Tilstanden, imellem denne og Kulturens Begyndelse. Rød-
derne dertil ligge vel altid under Jorden -- Muligheden og Nød-
vendigheden af, at den engang vil udvikle sig, er altid tilstede --
men sin første synlige Kime skyder den først frem inden Noma-
dens Kvægindhegning, og naaer kun Frodighed i Ly af Ager-
dyrkerens faste Huusvæg. Men hvor Naturen selv sørger for
Menneskenes Fornødenheder, har deres Evne saa faa Drivfjedre,
|
| d.IV,b.5,s.331 |
at de gaae istaa ligesom en henlagt Mekanisme. Saadanne forblive
indesluttede i den snevreste Virkekreds; da Fremtiden ikke be-
kymrer dem, opstaaer en Ufølsomhed og Sløvhed, som lader dem
forblive ved det Nærværende, og da de ikke trænge til fremmed
Hjælp, kommer en Uselskabelighed til i Karakteren, som endnu
mere fastholder lige indtil vore Tider disse ulykkelige Racer paa
det laveste Trin -- ikke af Kultur, men af Vildhed -- paa et
saa lavt, at man kan tvivle om deres Broderskab med den øvrige
videre komne Menneskeslægt, f. Ex. om Nyhollænderens, der halv-
død af Hunger graver paa Kysten efter Muslinger, Rødder og op-
skyllede Fiske, med Britten, som paa sit Dampskib farer der-
forbi, eller Franskmanden, som daguerreotyperer ham i Minutet
saaledes som han ligger der.
Menneskenes Samliv, fremkaldt ved Drift dertil, lokale Forhold,
Mængdens Tilvæxt, Nød og Farer, har affødt Kulturen; dens Ret-
ning og videre Fremvæxt betinges af Klimat, Jordbund, Beskjæf-
tigelser, foregaaende Begivenheder, overordentlige Menneskers
Indflydelse paa sin Tidsalders, og mange indre og ydre Forhold.
Det isolerede Menneske hæver sig ikke ud over de Maalløses
Masser, og der gives ingen elendigere Skabning. Paa sit laveste
Punkt, i en Urtilstand kjendte Mennesket kun Sandsernes Til-
fredsstillelse, ingen anden Regjering end Mavens, der tyraniserede
det ved Hungeren. Siden da Samfundet ordnede sig, og Nogle
maatte arbeide for Andre, der saaledes bleve fri for at sørge for
sin Underholdning, begyndte disse at sørge for Aandens. Medens
Hyrderne bevogtede Hjorderne, gjorde deres ledige Herrer de
første astronomiske Iagttagelser, og Sagnet om at de første Ideer
om Musik skrive sig fra En, der af Kjedsomhed lyttede til Slagene
af en Hammer, lærer, enten det er sandt eller ikke, det Samme.
Naar der er sørget for Underholdningen, der har det naturligt
prioriterede Krav paa al Kraftanvendelse, begynder Aanden at
søge noget Høiere end det, den finder for sig, og indtager sit
naturlige Herredømme over den blotte Sandselighed i samme Øie-
blik, den føler sig istand til høiere Attraaer og Glæder. Nød-
vendigheden af denne Nydelse skaber da Videnskaber og Kun-
ster, navnlig de skjønne, og i dens Umættelighed er Beviset for
Aandens Ypperlighed. Utrættelig, Trin for Trin, arbeider den
imod en Fuldkommenhed, som den skimter i dunkel, om end
ikke haabløs, Afstand, og denne Anstrængelse lønner sig selv,
|
| d.IV,b.5,s.332 |
idet Forraadet bestandig voxer, fordi Naturen aldrig kan ud-
tømmes.
I samme Forhold, Menneskene ikke have levet afsondrede, har
Kulturen udviklet sig. Dens Urhjem er de tidligst velbefolkede
Lande, Eufrat-, Ganges- og Nilsletterne; og i de menneskevrim-
lende føniciske og græske Kommunalstater skjød den tidlig i en
saa fager Blomstring, at Paradoxen, at Nutidens europæiske Stater
neppe har naaet den, mere end engang har ladet sig høre fra
Lærde, som blændedes af dens Glands og derfor vare blinde for
sin egen Tid. Men denne lærer dog tilvisse, at den staaer paa
Oldtidens Skuldre, og saaledes er høiere, at dennes Kulturgevin-
ster ikke ere gangne tabt, og at dens Spor ikke optrædes paany
i en Cirkelgang, men fortsættes paa den endeløse Bane mod
Fuldkommenheden. Individerne, Folkene døe; men Slægten er
udødelig, og opgiver ikke den Plads, den engang har vundet, de
Mærker, den engang har antaget. Engang udtraadt af Naturstan-
den eller af en lavere Kulturgrad, er ingen Tilbagegaaen mulig.
Den engang erhvervede Kultur er det karakteristiske Mærke, det
moralske Fysiognomi, en Nation antager. Ligesaa bestemt som
dens fysiske, gjenkjendes den i Folkets Tænke- og Levemaade
og Institutioner ligesom dets fysiske Typus mangfoldiggjør sig i
dets Millioner. Undertrykkelse og andre Ulykker kan bevirke
en Tilbagegang hos det enkelte Folk, som saaledes gjentager de
mange tilsyneladende trøstløse Skuespil af en Kulturs møisomme
Fremspiren, kraftige Væxt, blomstrende Kulmineren og hurtigt
henvisnende Forgaaen; men den modne Sæd er allerede afrystet:
den Kultur, det havde, er ved Efterlignelsesdrivten bleven Erob-
rerens Bytte, eller Naboers, som indfinde sig paa de øde Tomter
ligesom Udflytterne fra Israels Riges paa Juda Riges forat blive
monotheitiske Samaritaner, og berøves saaledes ikke Menneske-
slægten i det Hele. Babylonierne og Ægypterne kunde blive
Persernes Slaver, men ikke i sine Handelsstæder og hævdede
Agerland Nomader paany. Deres Stater kunde forgaae, men
Perserne lærte mere under Babylons Erobring, end at skatte dets
Purpur og hængende Haver, og China indforlivede hurtig i sin
Kultur sine tartariske Erobrere. Stedse blev Kulturens Basis
videre ved ethvert Forfald. Ruinerne af dens hist og her ned-
brudte Tempeltinder bleve ikke liggende, men reistes paany i
herligere Mindesmærker om den rastløse Menneskeaand. Hellas
|
| d.IV,b.5,s.333 |
arvede Orientens Kultur, Rom Hellas' imellem Athens og Korinths
Ruiner, Europa Roms, og Alverden skal engang besidde Europas.
Men endnu er der visselig langt frem, og dette Sidste er maaske
formeget sagt. Terrestriske Omstændigheder ere tvingende, og
Belter lade sig udpege, der vel tilstede Mennesker, men ingen
Kultur i vor Bemærkelse, at leve. Dette er saa; men disse Belter
kunne derfor hæve sig og ingen partiel Tilbagegang i Kultur er
længer mulig; ingen fatalistisk Nødvendighed deraf at frygte. Her-
der siger idetmindste, "at det er intet Sværmeri at haabe, at hvor-
somhelst Mennesker boe, skal der engang ogsaa boe fornuftige,
billige og lykkelige Mennesker -- lykkelige, ikke blot ved sin
egen, men ved deres hele Broderslægts almene Fornuft." Saa
fast en Konstitution, som de telluriske og klimatiske Forhold synes
at have antaget -- hvorom en Sammenligning mellem de nuvæ-
rende og en Forverdens opdagede Levninger af Væxter og Dyr
overtyder -- kan Menneskeheden paaregne en Levealder, der er
tilstrækkelig for Kulturens ideale, men naturlige, Øjemed: at ud-
bredes over hele Menneskeheden. I Forhold til det Store heri
og den Tid, som vil udkræves dertil, kan Kulturen kun siges
endnu at befinde sig i sin Ungdom, men i sin feireste og frei-
digste, i den, da Intet synes Ungdomsmodet for svært; thi den
er bleven sig bevidst, at al Jordens Slægter tilhøre den.
Kulturgraden have vi fremhævet mellem et Folks Eiendomme-
ligheder; derfor kan ethvert have sin og intet omsider befindes
udelukt. Vi have havt Exempler paa en indiansk Kultur i Mellem-
amerika; men vi kunne ogsaa tænke os en ostiakisk eller eski-
moisk uden at derfor Ishavets Slette behøvede at optøe. Kristen-
dom og Kolonisering vil udrette Dette med Tiden, og meddele
disse Hyperboræer saameget af en Kulturs Lys og Varme, som
den Levemaade, der betinger Tilværelsen i saadanne Strøg, kan
tilstede. Det er kun saaledes de terrestriske og klimatiske For-
hold ere tvingende. De diktere Nærings- og Levemaaden, og
denne giver Kulturen sin Farve. Men hvorfor skulde Eskimoen
"Nangasipatak", der hører til et Folk, som har megen naturlig
Humanitet, eier 700 Rener og mange Kajakker til Sælhundefangst,
ikke kunne læse, besidde adskillige Kundskaber og Sands for at
boe i et renligt og bekvemmere Telt? Dette vilde, om end Elen-
dighed for enhver Anden, være eskimoisk Kultur; men ikke om
Eskimoen gav Slip paa Skindvamsen og Kajakken, og derved paa
|
| d.IV,b.5,s.334 |
den Region af Jorden, han beboer, og som maa have Fortrin i
hans Øine, siden "Innuits", "Mennesker" i egentlig Bemærkelse,
efter hans Sprog boe der. Men derved var kun Terræn af Sjele
tabt for Kulturen, som udstaker sig, saalangt Menneskene kunne
boe, den Bund, den siden vil dyrke, og forjetter Alle Muligheden
af en menneskeværdig, om end i sine Strøg fattigere, efter disses
fysiske Evne afpasset, Tilværelse. Nationer der af sine Landes
Natur ere henviste til Nomadelivet som Hyrder eller som blotte
Jægere, der endnu staae lavere paa Kulturstigen -- og en saa-
dan Natur har betydelige Strækninger af Jorden inde -- ere saa-
ledes ligesaavel kaldede til Kultur som de mere begunstigede,
men kun til en, der kan være dem tjenlig og bringe Ørkenen og
den øde Høislette endnu mere under deres Aag. Folk, der maa
afkjæmpe en ugunstig Natur Tilværelsen, er en Forbedring i denne
allerede en Kultur; og forsaavidt de have naaet nogen saadan,
ere alle disse Nuancer af Barbarer og Halvbarbarer allerede ind-
traadte, som udfylde Rummet imellem Vildhed og Kultur i euro-
pæisk Bemærkelse.
Det er isærdeleshed efter de karakteristiske Næringsveie man
afgrændser disse Inddelinger af Menneskeheden. Ved Vilde for-
staaes, efter en gjængs Definition, Folkeslag, der ikke kjende til
Kvægavl eller Agerbrug, men leve af Jordens frivillige Frembrin-
gelser, af Fiskeri eller af Jagt. Og saadanne Vilde gives der
vistnok under de mest modsatte Zoner; men forøvrigt er Defini-
tionen lidet adækvat paa de fleste Folkeslag som fortjene Navnet.
Hvor faae vi en betegnende Benævnelse for Sydsøinsulanerne,
som i al sin Vildhed dog kjende Jorddyrkning og Opavling af de
faa Dyr, Naturen tilsteder dem at faae under Hævd, naar det
næste høiere Kulturnavn -- Barbarens -- tilhører Folkeslag, som
ikke kjende Agerdyrkningen eller kun drive den undtagelsesviis,
og som dog, indskrænkede til det vildere, omvandrende, Jæger-
og Hyrdeliv, saasom Tartaren og Beduinen, hævde en meget høiere
Kulturrang? Og forfølge vi Stigen gjennem de halv oplyste Folke-
slag, som have faste Bopæle og Agerbrug, og ikke ere ukjendte
med Handel og de nødvendigste Haandværker, men dog hverken
kjende Kunster eller Videnskaber, og til de heeloplyste eller kulti-
verede Nationer, som forbinde Agerbrug med udbredt Handel,
|
| d.IV,b.5,s.335 |
Kunster og Videnskaber, og udmærke sig ved sine borgerlige,
politiske og religiøse Forfatninger: saa maa vi tilstaae, at det
Vaklende og Ubestemte i disse sædvanlige Definitioner ikke af-
tager. Yderpunkterne -- en Urtilstand og en europæisk Kultur,
-- ere markerede, men Regnbuens Farver smelte ikke umærke-
ligere over i hinanden end de mellemliggende Tilstande.
En forfinet, silkeklædt Chineser, som, i Besiddelse af Konfu-
cius's Fornufttro og alle Livets Bekvemmeligheder, fra sin por-
cellæntækte, med skjønne Vaser prydede, Pavillon seer ud over
det umaadelige, havedyrkede Land med dets skibbedækte Floder,
vilde imidlertid høiligen protestere imod en ideal Forrang for den
europæiske Kultur, idetmindste for det af mongolsk Race besatte
Asiens Vedkommende. Han vilde nok selv være Forbilledet for
Tartaren og Jakuten; ja han skulde, for vore egne Lappers Ved-
kommende, kunne strække sine Prætensioner ind i Europa. Og
visselig der er en asiatisk, i Meget ganske eiendommelig, Kultur
med to Kulminationer: en østasiatisk eller braminsk, repræsen-
teret af Chineser og Hinduer, og en vestasiatisk, muhamedansk,
repræsenteret af Tyrker og Perser. I Afrika kulminerer en eien-
dommelig Negerkultur i Sudan og en indtrængt arabisk-muhame-
dansk i de nordlige Kystlande. I Amerika er det samme For-
hold tilstede imellem Levningerne af den mexikanske og peruanske
Indigenatkultur, som i Araukanerne har opbevaret sig friskest,
og den europæiske koloniserede, som ogsaa paa Sydsø-Øerne
traf paa noget, der kunde kaldes australsk Kultur. Og enhver
af disse Kulturarter fremhæves i sin Glands inden sin Verdens-
deel af de samme Modsætninger af i hinanden overgaaende Halv-
kultur, Barbari og Vildhed.
Men vi maa maale med vor egen Alen. Mod den europæiske
Kultur er enhver anden, om end i Spidsen for flere Millioner
end Europas, kun en Halvkultur; og de erkjende alle stiltiende,
ved at optage de vigtigste af dens Opfindelser, dens Overlegenhed,
om de end have Afsky for dens konventionelle Sæder. Thi i
dette Punkt har Klimat, Tradition og Religion saa overordentlig
meget at sige, og Forfædrenes Vaner, hvorunder en fornuftig
Hensigt som oftest ikke lader sig miskjende, bliver helligere gjen-
nem Slægterne, og betragtes af disse medrette som deres Private,
|
| d.IV,b.5,s.336 |
de selv bedst maa vide, om de finde sig tjente med. Kulturens
Forjettelse, at det Bedste vil vinde Seier, maa indrømme Sæd-
vanerne, at det Gode dog vil bestaae.
Lyset gaar forud for Varmen. Oplysning forud for Udbredelsen
af Kultur. Mangel eller Besiddelse af Elementærmidlerne til Op-
lysning og deres Brug og Grad af Fuldkommenhed tør da afgive
sikkrere Kriterier paa Kulturgraderne, end Næringsveiene. Den
Europæer, som ikke kan læse, er, med alle sine mildere Sæder,
ikke saa kultiveret som den Oriental, der kan det. Middelalderens
Geistlighed styrede Nationerne, fordi de vare de eneste, som for-
stode Skrift, hvorigjennem al Kundskap og Erfaring opbevaredes
for Slægterne og Oldtiden saaledes ikke var gaaen tabt for dem
som for Massen. Petrisædets Lyn var Polarisationen af denne
Kasteoplysning, Funken af dens elektriske Følsomhed for sin na-
turlige Herskermagt, hvis Antastelse i eet Punkt bragte den hele
Kjæde i Virksomhed og til Slag i sit Udladningspunkt. Hvad
Geistligheden var i Europa, er Europæerne i Verden, som de
beherske ved ingen anden Magt end Oplysningens aandelige Over-
legenhed, og hvor de Hvide betragtes af de Farvede med had-
blandet Ærefrygt som dæmoniske Væsener, eller omtrent som
Middelalderens Lægfolk ansaae disse Munke, der gik ut og ind
i Slottet som i Hytten.
Kulturens største Kjæmpeskridt er Skrivekunstens Opfindelse.
Den er
conditio sine qua non for Oplysning, og denne for Kultur,
naar derved ikke blot forstaaes enkelte Færdigheder til at vinde
Livsopholdet ved. Skrivekunsten er Vildhedens Grændse, det
eneste paalidelige Mærke om dens Ophør. Folkeslag som ikke
kjende den, kalde vi Vilde, uden Hensyn til øvrige Fortrin; Folke-
slag, som besidde Skrivekunst, Halvkultiverede; og Folkeslag, i fuld
Besiddelse at dens Fuldkommengjørelse i Bogtrykkerkunsten,
Heelkultiverede. Dette er, hvad den fuldkomnere Bogtrykkerkunst
med bevægelige Typer angaaer, hidtil kun Tilfælde med Euro-
pæerne og deres Kolonisationer, saa "Heelkultur" og "europæisk
Kultur" falde sammen i Begrebet.
Men efter denne Linjeoptrækning bliver Oldtidens høieste Kultur
kun Halvkultur? Javel, men ikke derfor Barbari; thi Lovgivningen
-- enkelte Geniers Værk -- beherskede Sæderne, og Naturen
kaldte Hellas's og Hesperiens Beboere tidligt fra en raa Leve-
maade. Men Mængden nød kun en Halvkultur, fordi Midlerne
|
| d.IV,b.5,s.337 |
til at udvide denne hverken rak eller strak til dens Behov, om de
end vare nok til at berige og uddanne Platos, Zenofons, Cæsars
og Ciceros herlige Aander. Geniet har en medfødt Kultur; det
bliver frugtbart ved ringere Hjælpemidler, og Datids haandskrevne
Bibliotheker gjemte allerede Viden og Næring nok for Aander,
der, som de nævnte, besad saamegen personlig Kultur som Nogen
af vore Dages Filosofer og Skribenter.
Men naar vi kalde det Folk kultiveret, som er i Besiddelse
af Skrive- og Bogtrykkerkunst som de nødvendige Midler til Al-
meenoplysning og deraf følgende Forbedring i det offentlige og
private Liv, saa mene vi dog derfor ikke, at alle dets Individer
ere forædlede Væsener; men kun at de have Anledning til at
blive dette, til at uddanne sine Kræfter og Anlæg, og at et be-
tydeligt Antal virkelig benytter denne og nyder Fordelene deraf,
og lægger for Dagen en Stræben efter Fuldkommenhed og Lyk-
saliggjørelse af egen og Medmenneskers Tilstand, som er Sam-
livets øverste Tendents og en Drift i Sjelen, der er dens inderste
og helligste, Længsel efter det Himmelske, nærmest beslægtet.
Kulturen synes at være Kunst, at tilhøre Hovedet, Fornuften,
alene; men det er kun som Floden, der, naar den er bleven
stor og indstængt inden Kvaderkaier, faaer en Kanals Udvortes.
Lige saavist som dens Kilde springer i Hyrdens afsides Dale,
ligger Kulturens i det menneskelige Hjerte. Det har Tendenz
til Kultur; -- selv med ringere Evner vilde Mennesket være kul-
tiveret og selskabelig dannet. Det besidder en naturlig apriorisk
Kultur, som det er Kunsten at bevare under den senere Ud-
dannelse. Dette er det ægte Menneskelige, Humanitetens Aroma.
Bibelen er naturtro, naar den viser Humaniteten allerede i Knop
imellem Edens Roser. Mythen om de første Menneskers Uskyldig-
hed betyder ikke andet end denne Blidhed i en Vildhed, som
kun var Uerfarenhed, og at tillige en Tendenz til en saa rolig
og mild Udvikling som Blodets Vallen i deres Aarer var over-
veiende hos dem.
Kultur er saaledes ingen Fjernelse fra den menneskelige Natur,
men dens nødvendige Udvikling. Sandseligheden attraaer et be-
hageligt og bekvemt Liv, Haanden har Anlæg til Kunstfærdighed,
Aanden til Oplysning og Moralitet; og Kultur er Produktet af
|
| d.IV,b.5,s.338 |
disse Udviklinger. Selv Forfinelsen, som ved mange latterlige
Særegenheder, der skeje ud fra det Naturlige og Hensigtsmæssige,
har afgivet Skingrunde for det Modsatte, har sin Grund i natur-
lige Følelser. Eva var ikke gammel i Paradiset før hun tænkte
paa Figenbladet, og Verdensomseilerne traf kun faa Insulanere
under de hede Zoner, som ikke kjendte Beltet. Høflighed eller
Erkjendelse af Andres Fortrin eller blotte Menneskeværd er, lige-
som Ærbødighed for Alderdommen, en naturlig Følelse, og findes
selv paa et lavt Kulturtrin; men det er Despotismen, gjennem-
ført i sine Konsekventser igjennem Stænderne, som har gjort den
saa overdreven hos Chinesere og Japanesere. Raae Folk, som
f. Ex. de nordamerikanske Indianere og Beduinerne, lægge ved
vigtige Leiligheder megen Værdighed og Anstand i Tale og Op-
førsel for Dagen; og den samme Utvungenhed og Naturlighed i
Anstanden kræves af høi og sand Kultur. Kun ydre Omstændig-
heders Accumulation, Hindringerne for denne Udvikling bragte
Blodet til at bruse, Udviklingen til at standse, forvildes og bryde
som Strømmen mod Stenene. Og saaledes indtraadte da Vild-
heden saaledes som vi kjende den, ikke Uskyldighedens, upara-
disisk i Paradiser. Ikke fra Cains Hjerte kom Mordslaget først
og oprindeligt, men fra Konflikter imellem Brødrenes Interesser,
fra en Reflexion over ulige Kaar, over Lykke og Ulykke, som
denne Nummer To af Jordens Tænkere ikke kunde klare. Men
hin paradisiske Uskyld har ethvert Barn. Den overveiende Ten-
dents til ad gode Veie at blive hvad det kan, skinner igjennem
dets milde Træk. Men Livet tillader ikke, at det gaaer saa stille
og vel til. Det opdrager Barnet, som Vinden opdrager den unge
Misteltein af en Rogn til Slankhed og Myghed, under Farer for
at knækkes eller kroges. Det har en anden og kraftigere Op-
dragelse end den, hvortil Hjertet har Tilbøielighed, og hvis bløde
Træk hurtigere udslettes. Ligesom Menneskeheden, gjennemlever
Mennesket en Vildhed, som Lidenskaberne tatuere; men under
det formørkede Aasyn, selv under en Forvildelse, som ikke vil
ophøre, findes hin prototypiske Tendenz til en Udvikling ad
blidere Veie end dem, Mennesket har maattet gaae, ad bløde og
yndige som Edens Stier. Det er den, som fremsvulmer i den
taarebristende Vemodssky, som ofte uvilkaarligen fylder Tyran-
nens Øie. Den forsvinder aldrig ganske; den synker tilbunds,
og kan sees i klart Veir. Det ophøiede i Nordamerikanerens,
|
| d.IV,b.5,s.339 |
det Elskværdige i Otaheiterens letsindige Vildhed, det Vemodige,
som zittrer under Europæerens Forbrydelser, er uvilkaarlige Frem-
brud af denne naturlige Ædelhed, som er den altid vedhængende
Paradismuld ved Perfektibilitetens Rodtrevler.
Men selv om vi fornegtede denne Tro, hvis Bekjendelse gjen-
tages i ethvert Barneaasyn og første Yttringer af Fornuft og fandt
de koldhjertede Anskuelser rimeligere, der skildre Mennesket
som et vildt Dyr fra Begyndelsen af, der kun har Nøden, Ego-
ismen og sin Organisation at takke for hvad det er -- selv om
vi fraskrive Menneskehjertet, den indre Gemytlighed, al Andeel
deri -- er det dog i mange Henseender Culturens Opgave at
synes tilbagevendt til Naturen, og det ikke til en blot ideal, men
til en reen menneskelig, saaledes som den virkelig fremtræder
i ædle Personligheder, ja som Nationaltræk. Ligesom man af
Kunstrytteren fordrer Araberens Ugenerthed i hans Præsta-
tioner, kræves af den sande Kultur Naturens ædle Gediegenhed
i selve dens Forfinelse, der kun skal være det ædle Metals
Politur.
Forfinelsen eller Sædernes ydre Kultur er det Første, som falder
Iagttageren i Øinene, og hvorefter man oftest bedømmer en Na-
tions hele Standpunkt i Kultur. Men denne har intet usikkrere
og troløsere Fysiognomi. Paalideligere er da dens andet Janus-
ansigt Dannelsen eller Smagens Kultur, men som er vanskeligt
at see med et upartisk Øie. Forfinelsens ideale Øiemed overalt
skulde være at lade Samfundslivets Dyder vise sig i den be-
hageligste Skikkelse, at forskjønne det, mildne dets Konflikter
og tilhylle Lidenskabernes fremstikkende Udkanter; men det er
en Fordærvelse, som ofte har udbredt sig fra Hofferne til Folket
og besmittet Nationalkarakteren, naar man har troet at erstatte
Moralitet med Forfinelse, Sædelighed med Sæder, det Væsent-
lige med Skinnet, eller endog den blotte Dannelse med endeel
Smidighed i Omgang og Ziirlighed i Udtryk. Til en vis Grad,
der holder sig inden det Naturlige, og ikke tilintetgjør andet ved
Menneskenes Individualitet, end det Stødende derved, kan en
kultiveret Nation heller ikke undvære denne Kulturens yderste
Udblomstren, hvis skrøbelige Flor dog yder Menneskene et Ly,
hvori de kunne nærme sig hverandre og bekjæmpe hverandres
Anskuelser uden at Selskabets Fred derfor brydes. Forfinelsen
har da næsten Karakteren af en Kulturens Opfindelse for at be-
|
| d.IV,b.5,s.340 |
hageliggjøre Livet, af en Overenskomst om det Konventionelle,
vilkaarlig og forskjellig hos de forskjellige Folkeslag og tilhørende
de høiere Stænder udelukkende. En hollandsk Matros, der kommer
til Kanton, er ikke mere forfinet end den Chineser, han tusker
med paa Kaien, og Kapitainen kan som Europæer være mindre
forfinet, end den Mandarin er som Chineser, han har at hen-
vende sig til forat see sin Forbindelse med Landet aabnet. Men
Matrosens europæiske Kultur lader sig ikke besnære af de Grunde,
som hos Chineseren forsvare Børns Udsættelse; han kan ikke
finde Klumpfodede smukke eller som Japaneseren nogen Fyldest-
gjørelse i at skjære sin egen Bug op, naar man er bleven føle-
ligen fornærmet. Men Europæeren maa ikke le for høit ved
dennes Vanvittighed; thi undersøger han hvilke Følelser, der be-
virke den, finder han, at det er den samme Modbydelighed for at
leve som fornærmet, der lader en Europæer fordre Fornærmeren
ud paa Liv og Død.
Ligesaa usikkert et Mærke paa et Folks aandige Kultur, som
Forfinelsen er, er den ogsaa paa dets moralske. Den betegner
heller med sin stereotype Etikette ved Hoffet, sine Moder, Ma-
nerer og Talemaader imellem Folket, Nationalkarakteren i dets
Klasser udenfor dets egentlige Masse.
Den moralske eller Hjertets Kultur kan hos et Folk kun be-
dømmes efter dets Nationalskikke, Love, Straflove, og enkelte
frivillige Foretagender. Spaniolens og Brittens koleriske Tem-
perament har gjort grusomme Dyrkampe nationale; og ikke blot
den raa Pøbel, men mandlig og kvindelig Noblesse samles om
disse nedværdigende Skranker. I Middelalderen fandt i mange
flere Lande lignende Skuespil og Skikke Sted, hvori Tidens Gru-
somhed afspeilede sig; og det samme var Tilfælde med Straffe-
lovgivningen, der overalt grundede den kriminelle Proces paa
Torturen, og var uudtømmelig i at opfinde og fastsætte Pinsels-
straffe.
Afskaffelsen af Saadant, Kravet paa at Staterne skulle øve
de samme Dyder, som fordres af det enkelte Menneske, antyder
en Forandring i Tænkemaaden til det Bedre, et Fremskridt i
sædelig Kultur. Vi lære fra Barnsbeen at tænke os denne i sin
Fuldendthed under Patriarkernes Telte -- og visselig den kan findes
i høi Reenhed hvor liden aandig er tilstede -- ; men bød Abraham
de Fremmede ind i sit gjæstmilde Paulun, saa er et større Telt
|
| d.IV,b.5,s.341 |
aabnet for den undertrykte og for sine Brødre hidtil mest
fremmede Del af Menneskeheden i de europæiske Nationers
Ophævelse af Slavehandelen, i Bibelselskaberne og de mange
velgjørende Foreninger, som karakterisere vor Tidsalder som
ligesaavel fremadskridende i moralsk som aandig Kultur.
Til denne sidste tages dog især Hensyn ved Bedømmelsen af
en Nations Kultur i det Hele; den dokumenterer sig af Literatur,
Forfatning, Indretninger og politiske Begivenheder; og selv den
selskabelige Sædelighed udledes af den, ikke af den moralske
Kultur, som kun gjøres til et religiøst Postulat, en forudsat Be-
tingelse; men paa hvis Ikkenødvendighed for at være kultiveret
man opstiller de Nationer, som lyse mest i Historien, og de store
fordærvede Hovedstæder som Exempler. Men disse Omstændig-
heder, som ikke staae til at negte, bevise kun hvormeget der altid
har manglet ved Kulturen, at dens Hoved vel har været
tænkende, dens Haand kunstfærdig, men dens Hjerte svagt, og
at dens Værd for Himlene eller for Menneskenes tilkommende
Bestemmelse er mindre end for Jorden.
Et Taarn forbauser ikke Englens Blik,
der boer i høie Himle; Hjulets Dundren
opvækker ei de Himmelskes Beundren,
der see utalte Verdners Mekanik.
Men for Rousseauens Hjerte de sig bøie,
Beundring straaler i Serafens Øie.
Vi maa have Verden for Øie saaledes som den er. Jean
Jacques saae ikke godt igjennem sine følsomme Taarer, og de
kolde Blik, som, med Foragt for Menneskeheden, troede paa
ethvert Punkt i Historien at træffe denne paa Mølleøgets Gaa-
en-i-Ring, saae ikke bedre. To af de geni- og følelsesfuldeste
Historikere, Herder og Schlözer, som dog ikke har seet de sidste
Frugter, Tiden har baaret for Menneskehedens Kultur, ere begge
komne til Overbeviisning om, at Menneskeheden kun er et Helt,
som fra sit Første af ved Selvdannelse, der er al Naturens Grund-
lov, har fortsat sin Organisering, og vil fuldkommengjøre den, og
at denne Menneskeslægtens Forædling ved sig selv er Livskimen
i vor Histories hele levende Legeme. Menneskeheden har vundet
Noget i sit møiefulde Liv, som ikke kan gaae tabt og er fælles
|
| d.IV,b.5,s.342 |
Eiendom, omendskjønt den endnu kun, ved Erhververnes Forret,
besiddes af enkelte af dens Dele. Det er Kulturen i sin nær-
værende Skikkelse, Udbyttet af Menneskehedens Liv, Resultatet
af al Historie, al Tænkning, al Anstrengelse, alle Forsøg, Opfin-
delser og Opdagelser, saaledes som dens Fordele besiddes og
nydes af Europas fortrinligste, og alene derfor fortrinligste, Na-
tioner, for, ved det Herredømme, disse derved nødvendigvis er-
holde, at tilflyde Alverden. Forladende de Egne hvor den først
kom i nogen Blomstring, har den stedse fortsat sit Liv ligesom
Baniantræet, der vandrer udover Marken paa sine rodskydende
Grene, slippende nogle, der hensmuldre, forat tage desfastere
Fodfæste med de andre. Fød til sin nærværende Storhed med
Menneskeheden, har dens Barndom overlevet Ninive, Babylon og
Memfis; og ingen Rystelse, som har søndret Riger ifra hinanden,
har kunnet række til dens Grund eller mægtet andet end at
mørkne og bevæge dens Overflade. Den chinesiske Selvhersker,
som lod ødelægge sit Riges Bøger og straffede enhver aandig
Virksomhed med Døden, og det alexandrinske Bibliotheks Hero-
strat maatte have ødelagt Menneskeheden til sidste Mand, om
de vilde have standset Kulturen. Denne kunde, om Ødelæggelsen
end havde rammet alle Bøger, ikke døe med de skrevne Fortæl-
linger om de Begivenheder, som havde havt Indflydelse paa den,
eller med de opbevarede Teorier til den Praktik, som havde gjort
Landene blomstrende og Stæderne prægtige, og nu forlængst var
Tradition og nedarvet Færdighed.
I Oldtiden indskrænket til enkelte Lande, i Middelalderen til
enkelte Stænder, indtager den europæiske Kultur nu en Verdens-
deel, befolket af de dristigste Mennesker med den stærkeste Fore-
tagelsesaand, har koloniseret sig overalt og antaget en universal
Karakter. Græsk Kultur gjorde Ausoner og Sikuler til Grækere,
romersk Gallere og Lusitaniere til Romere; men den europæiske
Kultur kultiverer den øvrige Menneskehed, indlemmende i sig aar-
lig Millioner ved at meddele dem sine Kundskaber og Opfindelser,
uden at opholde sig ved at modellere deres Sæder. Det Eien-
dommelige i disse vil bestaae, men det Vilde forsvinde endog
uden Antagelse af Kristendommen. Det er ikke saameget dennes
eller nogen europæisk Lovgivnings Bud, som bringer Enkebaalene
mere og mere til at slukne i Hindustan, som en ubevidst, men
følt, Indflydelse af den fremmede, indtrængte Civilisation. Pago-
|
| d.IV,b.5,s.343 |
derne ere ikke blevne forstyrrede af de europæiske Etablisse-
menter, men i de engelske Hinduskoler ville de indfødte ogsaa
lære at sammenligne, og da ville de braminske Menigheder blive
mindre. At sammenligne Eget med Andres, er den vakte Menne-
skeaands første Virksomhed, og denne er for Kulturen hvad Mul-
dens Selvpræparation ved Luft- og Vandindsugning, naar den
først er aabnet, er for Sæden.
Da Kulturhistorien kun omfatter hvad der har haft Indflydelse
paa Kulturen, og altsaa er det Extraktive og virkeligt Gehaltfulde
af Universalhistorien, maa store Strøg af denne, især mange af
disse ensformige Vaabenbedrivter, som indtage saa stort Rum i
dens Blade, synes ufrugtbare for den. En nyttig om end glandsløs
Opfindelse, en Forbedring kun i et Haandværk har for Kultur-
historien mere at betyde, end mangfoldige af de Bedrivter, hvis
Klang engang opfyldte Landene, men hvis Spor er som Vindens
i Ørken. Disse ere Bladene og Grenene paa Historiens Træ,
som Ungdommen anvender en Deel Tid paa at tælle fra Rod og
til Top, fra Adam til Napoleon eller til Louis Filippe, men den
stille Tænksomheds Frugter, som havde faaet Anvendelse, ere
Blomsterne og Frugterne under hine Blade, hvilke have lædsket
Menneskeheden og givet den dens nærværende Nydelse af Livet.
Men er det end kun de frugtbringende Resultater, som fæstner
Kulturhistorikerens Opmærksomhed -- for Ingen er dog et verdens-
historisk Overblik nødvendigere, end for ham, om hvem "
respicit
ad finem" fortrinligen maa gjælde. Har han ikke f. Ex. Italiens
specielle Kulturhistorie under Behandling, ville saaledes Enkelt-
hederne ved Franz den 1stes italienske Feldttog, hvis Tendenz
og Følger staae ham klart nok for Øie, være ham af mindre Vigtig-
hed end at denne Konge var den første, som koloniserede Kanada
-- et Faktum, Verdenshistorien ellers lægger mindre Vægt paa
end paa et af Schaktrækkene frem og tilbage mellem ham og
Karl V. Denne maa skjænke Enkelthederne ligemegen Opmærk-
somhed i alle deres Gjentagelser; Hiin totaliserer dem til noget
Ensformigt, og gjør saaledes hine italienske Krige, der ikke skif-
tede Tendenz med Fyrsterne, som førte dem, til eet Fænomen.
Verdenshistorien tager Hensyn til Omformningerne af Selskabets
Ydre, Kulturhistorien kun forsaavidt de igjen have havt Indfly-
delse paa dets Indre. Hiin skildrer med Beundring i sine Veeraab
disse Ødelæggelser, der lade sig forfølge til deres Ophav i et
|
| d.IV,b.5,s.344 |
enkelt Menneskehjerte, ligesom Kjæmpefloden fra sit oversvøm-
mede, en Havbugt lignende, Delta til sin Kilde i et fjernt snevert
Klippeleie; Denne har ingen Beundring for Lidenskabens Styrke
og Magtens Storhed medmindre den har tjent sædelige Øiemed,
ligesom Floden i det kultiverede Land Industriens Hjul, Handelens
og Agrikulturens Sluser. Men ihvor lidet betydende for Kultur-
historien en Begivenhed kan være i sin Tendenz -- ofte kun
Tilfredsstillelsen af et Individs Lune eller af en fysisk Trang --
saa har dog ingen været uden Indflydelse paa Kulturen. Enhver
har bidraget til at give den sin Bevægelse, hvori, ligesom i Bøl-
gernes, Tilbagebevægelsen kun har været tilsyneladende, Synk-
ningen kun lokal, Fremadbevægelsen virkelig og almindelig. Som
Storm, Hav og Fuglevinge bærer Sædfrøet med sig, har Erobrings-
togene, Folkevandringerne, bevæbnede Hundredetusinder, satte i
Bevægelse af et Individs Lidenskab eller af Hungeren, Kristen-
domsforfølgelserne, Cæsar trængende ind i Galliens Hjerte, Attila
førende sine Hunner over Rhinen, maattet tjene Kulturen til Ud-
bredelse. I Afrika tæmmedes Vandalerne af sig selv paa den
romerske Kulturs forladte Tomter, og Mongolerne trak sig ikke
tilbage til sine asiatiske Høisletter uden selv at have lært noget
og lært hint Sekulums Europæere, at disse besad Noget, de selv
manglede, nemlig en fælles Kultur og dens Frugter, som de havde
at vogte med de tydske Ottoners Aarvaagenhed tilforn mod Unga-
rerne -- en Bevidsthed, Grækernes og Romernes generelle Navn
"Barbarer" paa alle andre Folkeslag viser, at de allerede vare
komne til.
Regenterne have, som Regenter, ikke det Krav paa et Navn i
Kulturhistorien som i den universelle; mange endog ikke et Navn.
De have selv forskjertset sin Ret dertil ved almindeligviis at gjøre
ganske andre Ting end sine Folks Kultur til Hovedgjenstande for
sin Omsorg. De og deres Generaler forsvinde som de enkelte
Straa i Græsbunden, hvor vi kun søge de specimina, som have
bragt Helse eller Vanhelse for Menneskeheden. Krigene erholde
kun Vigtighed eftersom et Princip, ikke blot en kongelig Beslut-
ning, en personlig Hensigt, forfegtedes i dem. Turenne og den
store Condés glimrende Bedrifter have liden Betydning mod den
bøhmiske Ziskas eller den engelske Fairfax's, som i Spidsen for
Bønder og Spidsborgere med makkabæisk Fanatisme forfegtede
Religions- og Folkefriheden; og af alle Eugens staae i Kultur-
|
| d.IV,b.5,s.345 |
historien kun de uforvittrede tilbage, hvorved hans Sværd hjalp
Donauen i at sætte Tyrkerne en Grændse, og saaledes at hindre
Asiens Barbari fra at trænge ind over Europas Civilisation. In-
dividualiteter, om end nok saa fremragende, bemærkes ikke af
Kulturhistorien uden de have repræsenteret aandige, sædelige
eller usædelige, Tendentser eller paa anden Maade indvirket paa
Frem- eller Tilbagegang i Velvære. Det er Lysets og Mørkets
Dæmoner, den vil see i sine Helte. Derfor glemmer den ligesaa-
lidt Seleuciderne som Makkabæerne, Alba og Wallenstein som
Oranien og Gustav Adolf, men fremhæver Personlighederne i
endnu skarpere Belysning imod hinanden end Verdenshistorien.
Men Kulturhistoriens fortjenstfuldeste Øiemed er, at den ud-
soner os med Verdenshistoriens Synder og Voldsomheder, lader
os opdage Orden i dens forvirrede Skuespil, og tilintetgjør den
Sats, som paatrænger sig ved dettes grufulde Scener, at den Gud
ikke aabenbarer sig i Historien, som i den harmoniske og symme-
triske Natur, hvor enhver Kraft staaer paa rette Sted og opfylder
sin Bestemmelse, og saa rørende tiltaler vore Hjerter. Tvertom
overtyder den om, at den samme Gud, som raader i Naturen,
lever endnu større og mere forherliget i Historien, uden at den
derfor opgiver sine Hovedgrundsætninger, at Menneskeheden har
vundet sin Kultur ved Selvdannelse, at Kulturens Hovedøiemed
er Humanitet d. e. Mennesket i sin Fuldkommenhed som Menne-
ske, og at dette saaledes indslutter Midlerne og Øiemedet i sig
selv. Alle Guds Værker have sin Bestaaen i sig selv; de beroe
paa Ligevægten imellem modstræbende Kræfter og denne haand-
hæves af en indre Magt. Krystallen antager ikke sikkrere sin
Form ved Selvdannelse ifølge en Lov i dens Indre, som tillige er
udbredt i Naturen, end Menneskeheden sin aandige Form. Men
denne Naturmærkværdighed er ikke maskinmæssig; Aandernes
Rige er grundet paa sædelig Frihed; og fysisk Tvang er ikke
andet end et af Motiverne for denne til at sætte sig i Virksomhed.
I sin Stræben efter en forædlet og lykkelig Tilstand har Mennesket
kun faaet Anvisning paa sin egen, gudgivne Kraft; og det viser
sig, at den har været tilstrækkelig. Efter dets Væsens Grundlove
kan ingen for Jorden fremmed Magt være dets Fører; men sin
|
| d.IV,b.5,s.346 |
Fremgang har det maattet søge i egen Indsigt og Virksomhed.
Kulturhistorien erkjender ingen Menneskehedens Fornedrelse til
en Sammendyngning af sandsløse Maskiner, der, tilligemed Virk-
somhedsdriften, Anstrengelser efter et fritvalgt Maal og udhol-
dende Opofrelser, tilintetgjør enhver Mulighed af et høiere Til-
kommende. Men den erkjender en høiere Viisdom i Menne-
skesjelens Organisation, hvori tillige Menneskehedens Maal og
Med og Midlerne til at naae dette d. e. dens Villie, Reglerne for
Livet ere foreskrevet. Og efter disse den uendelige Visdoms
store Love, som ligge til Grund for Alskabningen, ere de Kræfter,
som virke for Forbedringen af Menneskets Tilstand, Sædelig-
hedens og Civilisationens Kræfter i det hele de modstridende
Tendenzer langt overlegne, saa det er en Taabelighed at regne
paa overordentlig overjordisk Bistand, og at vente derpaa med
Hænderne i Skjødet naar tilstrækkelige Hjælpemidler ere for-
haanden inden Menneskeheden selv. Intet har skadet denne
mere i dens Udvikling, end den sløvsindede Lære, at Menneske-
heden overhovedet enten ikke er istand til nogen blivende høiere
Tilstand af Kultur, eller idetmindste ikke kan naae den uden
Underværker ovenfra. Herder siger: "naar man holder Forsynet
for et Gespenst, som skal møde os paa alle Veie og uophørligt
afbryde de menneskelige Handlingers Løb, for blot at opnaae
dette eller hint af Fantasiens eller Vilkaarlighedens Øiemed, saa
tilstaaer jeg, at Historien er et saadant Forsyns Grav, men for-
vist ogsaa en Grav til Sandhedens Bedste. Thi hvad var det for
et Forsyn, som enhver kunde bruge til en tjenende Geist i Tin-
genes Ordning, til sin indskrænkede Hensigts Bundsforvandte, til
Beskyttelsesdæmon for sin smaalige Taabelighed? Den Gud, jeg
søger i Historien, maa være den samme, som er i Naturen. Ogsaa
i den maa altsaa Naturlove gjælde, som ligge i Tingenes Væsen,
og hvorover Guddommen saameget mindre maa hæve sig, som
den just i dem, den selv har grundet, aabenbarer sig i sin høie
Magt med en uforanderlig Rigdom, Godhed og Skjønhed."
Men fordi ingen hjælpsom Genius lærer Mennesket at skille
det Sande fra det Falske, det Gode fra det Onde, eller fører
det uden Møie til Seieren, og ingen beskyttende Magt staaer den
ædlere Stræben ved Siden i Kampen mod overmægtig Raahed,
og fordi Mennesket kun har sine Anlæg til Fornuft, sædelig For-
ædling og Samvittighedens Stemme -- kunne vi derfor nære rin-
|
| d.IV,b.5,s.347 |
gere Tanker om det, naar vi see, hvad det dog har været istand
til med disse Hjælpemidler, som engang for alle ere givne Slægten
fraoven? -- disse Triumfer, Kulturhistorien dog hjembringer fra
de stedsevarende Kampe med vældige Modkræfter, det Sande
og Gode har maattet bestaae? -- disse utvivlsomme Resultater
efter saamange utilfredsstillende Forsøg paa en Grunden af et
høiere Fornuftens Rige, som vel give Historien dens ideale Helte,
men hvilken ikke kunde blive varig formedelst deres Medmenne-
skers Skrøbelighed? Eller kan Guds Anordning eller Menneskets
Rang som Menneske d. e. som en ufuldkommen Skabning, tabe
i Anseelse, fordi ogsaa hine saa ofte seirrige Modkræfter tilhøre
dets Organisation? Det maatte ogsaa have Magt til at gjøre Ondt
og blive en Daare, hvor det kunde være de Himmelske liig. Sæde-
ligt Værd og Oplysning udspringer kun af Kampen med den
uædlere Natur og ved Anstrengelse af de aandige Kræfter, som
tjene det Gode. Var Kampen lettere, saa var Æren mindre. Den
dyriske Naturs Drivefjedre, de egoistiske Tendentser, ere stærke
og kraftige; men de virke kun for Individet og Øieblikket, mens
vor himmelske Natur virker for Slægten og for det Evige. Det
er Kampen mellem en Kjæmpe og en Alf. Kjølleslagene synes
at knuse denne, men den er stedse levende paany. Af Nødens
haarde Bund er ikke Kulturens første, men stærkeste, Skud op-
rundne; saa kjær og gavnlig Rolighed er den, har den maattet
vænne sig til at skyde sit Flor under Storme. Men dette viser
dens evige Natur og himmelske Styrke. Den døde ikke i sin
hjælpeløse Barndom; fra Intet af har den ved egen Kraft hævet
sig til dens nærværende Standpunkts forholdsmæssig betydelige
Høide; deri ligger Forjettelsen om et Menneskehedens stedse
bedre Tilkommende, og den fasteste Borgen forat Kulturen aldrig
kan give tabt og forgaa, men at den engang, uagtet de talløse
Skuffelser af bedre Forhaabninger, vil opfylde vort bedre Selvs
billige Krav og Forventninger.
Derfor kan Menneskeheden takke sin uforsonligste Plageaand,
den ubøielige Nemesis, som forfølger alle Feiltrin, om ikke Indivi-
dets anderledes end med Samvittighedens Pidskeslag, saa dog
ganske vist Slægtens med synlige Følger. Uden Smerte drager
den Nytte af Individernes Lidelser. I Ondet selv ligger dets Hel-
bredelsesmiddel. Ikke theoretisk men praktisk, ved Lidelser og
Erfaring, lærer Mennesket Fornuft. Hovedbestemmelsen i den
|
| d.IV,b.5,s.348 |
moralske Verdens Kriminallov hedder: "enhver Forseelse straffer
sig selv." Dette er Korrektivet for Aanderne her og hisset og
Sporen for deres Perfektibilitet. "Intet Onde, siger Herder, som
træffer Menneskeheden, kan og skal være det andet end til Nytte.
Det beroer paa den selv, om dette ikke skeer; thi ogsaa Menne-
skenes Laster, Feil og Svagheder staae, ligesom Naturbegiven-
hederne, under Regler og ere eller kunne blive beregnede."
Hvad Livserfaringen er det enkelte Menneske, er Universal-
historien for Menneskeheden, og Kulturhistorien for denne hvad
Erindringerne fra Opdragelsestiden og Begivenhederne inden Sam-
vittighedens Lønkammer, kort, den hele sædelige Proces, er for
Individet. Kulturhistorien er nemlig ligesom denne Fremstillingen
af Kampen imellem den menneskelige Ufuldkommenhed og Ten-
denzen til Fuldkommenhed, som ligeledes er nedlagt i Sjelene.
Den antager derfor ligeledes som Grundsætning Menneskeslæg-
tens Perfektibilitet, d. e. Evne til at uddannes i det Uendelige.
Denne Lære er den moralske Verdens Grundlov. Perfektibilitet
er den aandige Livs Hævekraft og Nerve; uden den vilde Menne-
skeheden forgaae i sin Stagnation. Indesluttende i sig Ideen om
en Fuldkommenhed, som ikke tilhører Jorden, er den dog fuld-
kommen istand til at gjøre Menneskene saa oplyste, sædelige og
lykkelige, som de kunne og, efter deres Bestemmelse, skulle blive,
eller til at sætte dem i Besiddelse af en for Jordlivet ideal Fuld-
kommenhed, d. e. den høieste Humanitet, Forklarelsen af Skrif-
tens Gudsbillede i os eller, som Herder udtrykker sig om Hu-
maniteten, at den er den tillukkede Knop af Menneskehedens
sande Gestalt.
Denne udmærkede Forfatter udtrykker dette saaledes i sine
Breve til Befordring af Humanitet: "Vi bære alle et Ideal i og
med os af hvad vi skulde være og ikke være; de Slagger, vi af-
lægge, den Form, vi skulle antage, kjende vi alle. Og da vi ikke
kunne blive hvad vi skulle blive uden ved os selv og Andre,
modtagende fra dem og virkende paa dem, saa bliver vor Huma-
nitet nødvendigviis Eet med Andres og vort hele Liv en Skole
og Øvelsesplads derfor. Alle menneskelige Indretninger, alle Vi-
denskaber og Kunster kunne, naar de ere af den rette Art, ikke
have andet Maal, end at humanisere os, d. e. at gjøre Umenne-
sker og Halvmennesker til Mennesker, og at give vor Slægt først
i mindre Dele den Form, som Fornuften billiger og hvorefter vort
|
| d.IV,b.5,s.349 |
Behov stræber." Tvivler Nogen om, at dette er Menneskehedens
Maal, at dens Perfektibilitet nogensinde vil kunne drive det saa-
vidt, da ophæves vel heller ikke deres Tvivl ved at paapege
Individer, som f. Ex. Sokrates, Washington, Franklin, Howard,
Fenelon og Oberlin, hvilke dog synes at have fuldkommengjort
Idealet af Humanitet. Derimod maa al Tvivl om Fremtidens For-
jættelser forsvinde ved at see tilbage paa det Forbigangne af
Menneskehedens Liv, og sammenligne dette med det Nærværende,
vor Slægts tidligste Dage, den ældre Kulturs lykkeligste Tider
med den Almindeliggjørelse af Aands- og Livsnydelser og teknisk
Færdighed, som udmærker vor Alder.
Ligesom de Anskuelser af Menneskesjelen og dens Forhold til
Gud og af Menneskehedens Selvdannelse, som i det Foregaaende
ere gjorte gjældende, vel stride imod et sygeligt Sværmeri, som
troer at smigre Himlen ved at laste Jorden, der ogsaa er en af
Guds, om end laveste, Himle, og at ophøie Skaberen ved at for-
ringe Skabningen og forklare Virkninger af Lovene for denne
ved Indblandelser fra oven; men afgive de eneste værdige og
mest ophøiede religiøse Forestillinger om Gud og hans Verdens-
bestyrelse: saa har Religionens praktiske Forskrifter ingen herli-
gere Bekræftelse end Kulturhistoriens egen Moral, at Menneske-
hedens Lykke afhænger af Dyd og Fornuft. Forsoningstroen
apotheoserer hos Jesus Kristus hans selvopoffrende Menneske-
kjærlighed; og Kulturhistorien kræver hos sine Helte ikke blot
Fortjenester af Menneskeheden i Gjerningen, men ogsaa en uegen-
nyttig Villie til at gavne denne. Den forbyder Den, at troe, han
er et ret Menneske, som er ligegyldig for Befordringen af det
almindelige Bedste; og sætter vor Slægts Mærke kun i Virken
for Andre, i Hengivelsen for dennes Forædling og Forbedring af
dens Tilstand. I denne Selvopoffrelse ligger det Ædle i enhver
Handling. Herder siger herom saa skjønt:
"For dig!" en Moder raaber, og hun døer
for sine Spæde. For sin Ægtefælle
udholder, lider, taaler Kvinden Alt;
for Børn og Hustru Ægtemanden Alt,
for Vennen Vennen Alt, for Fædrelandet
og alt det Gode, som en Fremtid dølger,
1 tilbake"Skabelsen, Mennesket og Messias", af Forf.
2 tilbakeGelpke. |
| FORRIGE |