|
|
| d.IV,b.5,s.262 |
RØDE OG GRAA DOMPAPER. (ET EVENTYR).
Skrig, som opfyldte Paradiset en Aften efterat Engelen Gabriel
havde fulgt Adam og Eva ud deraf, og det saaledes var bleven
overladt til den vilde Natur, hvori alleslags kaade Skabninger
dreve sin Spas. Nat-Sommerfuglene vare de værste, og fra dem
var det Allarmen kom. Gjerne vilde de tidlig ud at sværme, og
de syntes derfor, at Aftenrøden dvælede bestandig forlænge paa
en liden Høi, hvor de skjønneste Roser havde forsamlet sig.
Hvorfor spillede den ikke ligesaa smukt paa Hyldebusken, hvor
det tidligt blev dunkelt? Den maatte have Roserne kjær. Under
Cedrene og Kastanjerne var det Nat, medens endnu hiin Høi,
som de kaldte Rosernes Leir, fordi disse derfra ligesom beher-
skede de underliggende Bed, syntes at staae i Flammer. Fuglene,
som havde sunget den hele Dag, og sat sig op saasnart Solen
gik under, vilde de ogsaa spille et Puds, fordi de troede sig selv
bedragne for et Stykke af Natten -- kort, Spetakler vilde de
have, og det lignede rigtignok ogsaa slige Skabninger som Nat-
Sommerfuglene, der endnu finde Fornøjelse i at spille Pierrot,
kaste Folk Meel i Ansigtet, blæse Lys ud o. s. v.
Paa eengang fløi nu tusinde af dem op, kjede af længer at
bie paa Aftenrøden, og med deres hæse Røst udstødte de hint
Skrig: "Hjælp! Brand! Brand i Rosernes Leir!" læggende til: "Se!
se! Ranunklerne har stukket dem an!"
Dette hang saadan sammen: siden Adam og Eva vare blevne
udjagede af Paradiset, hvor de dog holdt nogen Orden, syntes
rigtignok alt Ukrudt at have forenet sig om at forvandle det til
et Vildnis. I tætte Masser havde alskens Slyngplanter, Linbend-
ler og deslige trængt sig frem omkring de smukke Bed af ædle
Blomster, som Eva havde anlagt. Frækt pustede den svovelgule
Bulme sin bedøvende Aande ud imod de rene Liljer, næsevise
Storkenebber stak sig ned i Violernes Honningbægre og drak
dem ud, Snerlerne kaste ligesom sine Fodangler ud imellem Hya-
cinterne; men fremfor alt syntes de giftige brændende Ranunk-
ler at være de, som vilde herske. De havde antaget det pra-
|
| d.IV,b.5,s.263 |
lende Navn "Soløje", skjød sig frem overalt paa sine smekre
grenede Stengler, og disse var det nu, som skulde have Ord
for at have tændt de fine blegrøde og hvide Roser ibrand.
Tusinde Nat-Sommerfugle fløi nu paa eengang op og indimellem
Træerne, hvor Fuglene sov, med det taabelige, men forfærdelige
Raab; og virkelig, det første Fuglene aabnede sine søvndrukne
Øine, syntes det dem som om Rosenhøjen stod i Flammer. Ga-
briel gjorde heller ikke det skjærende Lys, som faldt derpaa,
mindre ved at svinge af og til med sit Sværd i Luften.
Men hvem der blev opskrækket var et Par Dompaper, der
alt havde faaet sin første Luur med Nebbet under Vingen og
paa eet Been i et af Kastanjetræerne deromkring. De vare
ikke saa kloge som Irisken, Sisiken og mange Andre med bedre
Hoved, der snart indsaae, at det kun var blind Allarm med
Ildebranden, og satte sig til igjen. Ogsaa vare de virkelig de
enfoldigste imellem Fuglene, hvorfor de altid maatte holde her
for Spas og Vittigheder, og dertilmed var dette første Par Dom-
paper udgaaet fra Skaberens Haand saa graa som Spurve eller
som det Leer, hvoraf de vare æltede.
"Hører du, kjære Pipelipipipah?"1 spurgte Hannen, gnukkende
sine Øjenlaag. "Og seer du? O, hvor Rosenhøjen blusser! O! o!
Vi maa hjælpe til at slukke."
"Neimen om vi gjør," mente den Anden. "Skulle vi svide
vore Fjedre op? De kunne være usle nok før."
"Men i en af disse Rosenbuske ere vi jo klækkede, Pipelipi-
pipah? De ere vort Fædreneland; og om vi skulle lade vort
Liv . . ."
Og vips! fløi den ene modige, taknemmelige lille Dompap af-
sted, tapper som en Soldat, der styrter sig i Ilden. Alle Fuglene
skoggrede, og Falænerne fulgte efter ham med tusinde Løjer.
"Papengraa! Graapap! Papengraa! Graapap!" lød det rundt ham.
"Brænd dig ikke! brænd dig ikke!"
Den lille Helt forsvandt imellem Roserne. Da han igjen kom
tilsyne, perlede en Taare af Krænkelse i hans Øje og en Blod-
draabe paa hans graa Bryst, som han havde forrevet paa en
Torn. Han følte sig som om han maatte dø af Skam og Sorg.
Da susede det igjennem Skoven. Det var Englenes Fyrste, den
herlige Gabriel, som nedlod sig paa Rosernes Høi.
|
| d.IV,b.5,s.264 |
"Du gode, taknemmelige Skabning" -- sagde han -- "som vilde
opoffre dig for den Busk, som du kaldte dit Fædreland, fordi
den havde givet din Barndom Ly, vid, at Gud, som tager Viljen
i Gjerningens Sted, vil, at dit modige lille Bryst skal fra nu af
være dækket med Skarlagenet af denne Draabe af dit trofaste
Blod, og du skal vorde en af Skovens Fagreste, lignende en
Rose paa dens Træers Grene!" Og med disse Ord strøg Engelen
Blodsdraaben udover hans Bryst, og dukkede det endnu til Over-
flod ligesom til en Daab i den deiligste af Roserne.
"Du har grædt?" lagde den Herlige til, da han saae Taaren i
dens Øje. "Vel, behold da ogsaa denne Glands." Og fra den
Stund af har Dompapen de smukkeste Øine af alle Fugle.
"Men Pipelipipipah?" sagde Dompapen.
"Bi lidt, gode lille Fugl", sagde Engelen, "fordi du tænker paa
hende, saa vælg dig endnu hvilke Farver du vil af disse Blom-
ster her i dette Bed."
Det var formeget for den Beskedne; men endelig valgte den
sig dog af Akelejen noget Blaat til sine Sving- og Styrfjedre og
af Liljerne et Par hvide brede Baand om Livet.
"Men Pipelipipipah?"
"Faaer ingen Skarlagenprydelse," sagde Engelen halv vred. "Hun
skal forblive graa som før."
Og saaledes er der da røde og graa Dompaper.
Pipelipipipah var meget forundret, da hendes Mage kom saa
prægtig tilbage ligesom en Askepot af en Bondesøn, der har
vundet sig Ridderkaabe i Felt ved sin Tapperhed og Trofasthed.
1 tilbakeUdtales med en Hærmen efter Dompapens Quidder. |
| BLA BAKOVER |