|
|
| d.IV,b.5,s.242 |
PILETRÆERNE OG SKJÆREN. (EN FABEL). Før Munden fuld af Gløder,
end jeg en Eed udstøder!
Og sværge falskt dertil?
Før Munden fuld af Ild!
Der er jo mellem Piletræerne to Arter, hvoraf den ene stræk-
ker sine Grene stivt tilveirs, og den anden luder dem ligesom
sørgende til Jorden. Men engang strakte ogsaa begge disse sine
Grene frit ud som de fleste andre Træer: som den bredskyggede
Eg, den kuppelformede Løn, den prægtige Alm, den lyse, sol-
skjære Lind og den venlige sølvskinnende Bjerk. Men Synd og
Sorg har senere forvandlet dem. Thi hvad er ikke hændt, og
hvor skrøbeligt har ikke Piletræet været?
To Piletræer, der havde hinanden kjær, stode sammen i deres
fulde oprindelige Skjønhed paa hver sin Side af en Kirkegaards-
port, med yndigt sammenslyngede guldglindsende Grene, be-
vægende sine Kroner af laureagtige Blade imod hinanden i Vin-
den. Det var en Søndag. Sangen inde i Kirken forstummer.
Først kom Menigheden ud Par om Par og saa Præsten i Sam-
tale med sin gamle Klokker. Men hvad gik der af Klokkeren
idag? Var det for Samtalens Skyld, eller fordi han var buden
til Præstegaards, eller fordi han var bleven sløv med Alderen
-- nok er det, han blev ved at gaae, Menigheden fulgte efter et
Stykke og adspredtes saa hver til Sit, og han glemte at lukke
Kirken.
"Kikiki!" skvattrede en Skjære, der hoppede paa Kirkemuren
under Pilene, som det lod til i den uskyldige Hensigt, at samle
Qvist og Qvas til sit Rede. "Kikiki! Kikiki!" Men der var
noget Andet i dens Skvattren, mens den hoppede op og ned,
vippende med Stjerten og dreiende Hovedet tilside og opad, somom
den speidede efter Noget. Ja den speidede efter Noget: efter
Præsten og Klokkeren og efter det sidste Skimt af Menigheden,
som endelig dreied om paa Veien og forsvandt.
"Kikiki!" Vips! da fløi den indigjennem den aabne Kirkedør,
og kom inden et Par Sekunder med Sølvkalken i Nebbet. Der
dryppede endnu nogle Viindraaber af den, og hvor de faldt til
|
| d.IV,b.5,s.243 |
Jorden, skjød der smaa Jomfruroser og Forglemmigejer op. "De
kunne røbe mig," tænkte Tyven, og saa fløi han først rundt om
Kirken til den sidste Draabe var afdryppet, saa Kirken stod i
en Ring af deilige Blommer, og derpaa ind i det Dunkleste i det
ene af Piletræerne, og forstak saa Kalken der i Træhjertet, hvor
Skuddene vare tættest.
"Kjære, vene Piletræ", sagde Skjæren, "vil du bare negte, at
du veed hvor Kalken er, om der skulde komme Nogen og spørge,
og sværge derpaa, om det skulde knibe, skal jeg flyve tilhimmels
og hente baade Solskinsguld til at forgylde Oversiden af dine
Blade med og Maaneskinssølv til at forsølve Undersiden med,
saa du skal blive det fagreste Træ i Skoven."
Det var noget at lytte til. Forgjæves hviskede det andet Pile-
træ: "Gjør det ikke! Gjør det ikke! Søde Siljemi gjør det ikke!"
Kalken stod der allerede dybt nedtrykt mellem de inderste Qviste,
og Skjæren hoppede allerede paa Kirketaget.
Men Dagen efter, da Klokkeren erindrede sin Forglemmelse,
og kom hæseblæsende til Kirken, blev der en Forskrækkelse paa
ham og Præsten. Begge rundtom Bygden for at spørge efter.
Men nei! Alle Mennesker negtede at vide det mindste om Kal-
ken, Qvæg og Heste vendte Halen tilveirs og løb bort over
Marken, Faarene rokkede paa Hovedet somom de havde faaet
Vand i Ørene, Gjedebukken bevægede Hovedet frem og tilbage
og til Siden, Mikkel Ræv bandte og svor, da han vidste han
ellers ikke blev troet, Træerne rystede paa Hovederne, Echoet
lo i Bjerghulerne, kort hele Naturen negtede at vide det mindste
om Kalken. Fortvivlede kom Præst og Klokker tilbage til Kir-
ken, og spurgte da tilsidst Piletræet. Da var der en Kamp hos
det Uskyldige, som forgjæves havde fraraadet sin Elskede. Skulde
den Ene røbe den Anden og derved lægge Øxen til dens Rod?
Skjæren sad paa Taget paa et Been og Hovedet under Vingen
somom den sov, men gløttede dog nu og da op i det afgjørende
Øjeblik. "Nu, svarer du ikke?" sagde Præsten op igjen til Pile-
træet. "Nu, svarer du ikke Præsten", sagde Klokkeren.
Da -- "Kikiki!" skvattrede Skjæren fra Taget da den saae
det -- da løftede Piletræet pludselig alle sine Grene i Veiret og
svor -- svor, at den ikke vidste noget om Kalken. Men tilbage
kunde det ikke faae sine meenederske Grene. Den staaer saa
endnu. Og siden den Tid valgte Skjæren den fortrinligen til
|
| d.IV,b.5,s.244 |
Plads for sit Rede, og lader saaledes, til Tak for Hjælpen med
Meeneden, sin Ureenlighed falde i Træhjertet, saa at der altid
ere visnende tørre Skud at see imellem de friske.
Men den anden Piil? Ak, da den saa det Forskrækkelige, at
dens bedaarede Elskede løftede sine Grene til Meeneden, ak,
da bøjede den sin Top til Jorden, og Sørgepilen staaer der endnu
bøiet over Gravene.
|
| BLA BAKOVER |