| d.IV,b.5,s.156 |
Man spørger endelig, hvorfor han ikke har frasagt sig den danske Krone. Man skulde maaskee have fulgt denne Vei, dersom vi havde havt Ret til at forlange af Danmark, at Prinds Kristian skulde udelukkes fra Thronfølgen. -- Ovenikjøbet, naar Freden med Sverige er uforenelig med Nationernes Ret, kunne vi da være pligtige at overholde den? Gives der en Fredstraktat, der forpligter en Nation til at billige en Fremgangsmaade liig Polens Deling"? Taleren søgte videre at bevise, at Sverige ikke havde gjort noksom Fyldest for sine Forpligtelser, og sluttede med nogle politiske Betragtninger over Englands Forhold til Frankrige og Rusland. Freden med det første Rige vilde kun vare saalænge begge Staters Fordeel bød den, og at en Franskmand stod i Spidsen for Regjeringen i Sverige vilde neppe gjøre dette Eng- lands Interesser hengivent. Var derimod Norge uafhængigt, vilde det ansee England for sin naturlige Støtte. I 22 Aar havde dette nu kjæmpet for Europas Uafhængighed, skulde det da nu ville fortsætte Krigens Rædsler, i den Hensigt at paalægge et uaf- hængigt Folk et fremmed og forhadt Aag? Taleren foreslog der- paa, at en Adresse skulde tilstilles Prindsregenten, hvori han "skulde anmodes om at anvende sin Mægling til at hjælpe Norges Folk ud af det grusomme Alternativ imellem Hunger og Under- kastelse under et fremmed og fiendtligt Aag, og at, medens de Underhandlinger varede, som H. K. H. maatte finde passende i denne Anledning, alle fiendtlige Foretagender skulde indstilles mod et Folk, der stred for sin naturlige Uafhængigheds hellige Rettigheder". Lambton saae "med Afsky et kjækt Folk offret paa politiske Over- eenskomsters Alter. Man har sagt, at Danmark burde behandles med Strenghed, men har det ikke allerede lidt mere ved sit broderlige For- bund med Napoleon, end det vilde have udholdt ved hvilkensomhelst Krig med hvilken Magt som helst? Er det paa denne Tid man forlanger, at Normændene skulle underkaste sig uden Modstand den Hersker, man vil give dem, og skal Spaniernes Exempel være tabt for dem? Naar Frankrige selv beholder Ret til at give sig sin Regjering, er det da ikke sørgeligt, at see en Krig bryde ud imod Normændene, som ville nyde den samme Rettighed? Og hvilken Krig? De engelske Armeer ville kun tvungne gaa mod et Folk, der ønsker Frihed; man maa altsaa hungre det ud"! Over Udhungringssystemets Rædsler gav Sir James Mackintosh en rystende Skildring, efterat have gjentaget Wynnes Grunde, |
| d.IV,b.5,s.157 |
hvorimod Sir Stephen paa Cannings Side især fremhævede Kron- prindsen af Sveriges Fortjenester af de Allieredes Sag, hans Daad ved Leipzig og Frelsen af Berlin. Det geraadede, efter hans Me- ning, Ministeriet til største Ære, at de viste denne Feltherre Tillid medens den almindelige Opinion i England var ham al- deles imod1. Men naar har en i Udlandet sejerrig Regjering ikke kunnet sætte sin Vilje igjennem? Var Algiers Erobring indtruffet betids, skulde maaskee den franske Regjerings berygtede Angreb paa Kartet i Juli 1830 have lykkets, eller ialfald dog ikke draget den strenge Tugtelse efter sig, som gav den store franske Revolution dens fjerne vældige Efterdrøn. Men netop Udfaldet af Parlaments- debatterne gav Tegn til de livligste Udbrud af det engelske Folks Sympathi for Norge. I Overhuset nedlagde foruden Kongens Søn, Hertugen af Sussex, ogsaa den kongelige Hertug af Glocester samt Lorderne Grey, Essex, Grenville, Roslyn, Clifton, Wentworth, Fitz- villiam, Stanhope, Lauderdale og Norfolk Protest imod de norske Havnes Blokade. Og i det store Publikum lyste ikke blot Oppo- sitionstidenderne Ve og Forbandelse over Regjering og Parlament, men ogsaa i særegne Skrivter, og, som en Følelsens Gjenstand, i poetiske og det af Fruentimmer, forfegtedes Norges Sag med ædel Varme. Af hiin Digterinde ogsaa med et mærkeligt Talent: "Bright from the arid regions of the North her Genius bursts, he breaks his icy chains! One bright Phænomenon he shineth forth, the northern light, the light of freedom reigns!" 2 |
| d.IV,b.5,s.158 |
Og hvilket sandt Opsving paa Vinger af mandlig Styrke er der ikke i disse Linjer om Norge?  "Be freedom her's! be freedom all her own! The beams of freedom gild her mountains crest, the beams of freedom warm her natives breast, and blest with freedom, will her sons be blest! Then shall the rude Atlantic's utmost tide the coasts of freedom lave on either side from that fair land b'neath sable Labrador to rugged Norways rude and arctic shore". 3 I det engelske Blad "the Star" for 17de Mai viste sig ogsaa følgende Poesi: Norwegia to Britain.
Lov'st thou thy freedom? -- by her holy shrine, if yet one drop of British blood be thine, o Britain! I conjure thee -- spare the brave! nor join the crew, that would my realms enslave! Blast not the laurel, which thy fathers wore, by foul invasion of my Norway's shore, whose hardy sons, like those on Runnymede,4 for Freedom pant, and dare, like them, to bleed! O! let not history stain her honest page, bright with the triumphs of the present age, with the sad tale, that Britain drew her sword to bend Norwegians to a foreign Lord; that she, who fought, all Europe's realms to free, uplifts her arm -- to murder liberty; and aims her steel to stab her in the cell, where still she designs amid wild woods to dwell, beneath the snow-clad pines and mountain's shade, for Nature's free-born sons by nature made. |
| d.IV,b.5,s.159 |
Blash, Britain, at the deed! With conscious pride call back to memory how thy Sidney died! And, emulous of all the noble fires, that warm'd with holy zeal thy patriot sires, stand forth the champion of my sons' great cause, while Heaven and Earth unite in loud applause! To save -- not vanquish -- speed across the waves, and chaunt with them:" We never will be slaves"! Nora til Britannia.
Har du din Frihed kjær? Ved hendes Alter hvis Draabe britisk Blod endnu du har, Britannia! jeg dig besværger da: o spar de Brave! Bistaa ei det Folk, som vil mit Kongerige underkue! Besmit ei dine Fædres Laurbærkrands ved lumpent Indfald paa mit Norges Kyst, hvis tappre Æt, liig hiin paa Runnymed, for Frihed brænde og for den tør dø! Lad Saga ei sit rene Blad besudle af denne Tids Triumfer straaledækt, med Niddingsagn: "Britannia drog sit Sværd for Norges Mænd til fremmed Drot at lænke; at Hun, som stred for al Europas Frelse, sin Arm opløfter -- Friheden at myrde; og styrer Staalet imod denne i den Tilflugt, hun har søgt i vilde Skove blandt snebedækte Granetræer og i Fjeldes Skyggely, reist for Naturens fribaarne Sønner af Naturen selv." Rødm for slig Daad; Britannia! Gjenkald dig med retfærdig Stolthed Mindet om hvorledes han din gjæve Sidney døde, og, stolt af al den ædle Ild, som har opflammet dine fordums Patrioter med hellig Nidkjærhed, staa frem som Kjæmper for mine Sønners store Sag, mens Himmel og Jord i Samklang dig tiljuble Bifald. Til Frelse, ei til Undertvingelse, du ile gjennem Bølgerne, og syng med dem: "Vi aldrig ville være Slaver!" Først over en Maaned efter, altsaa langt henne i Juni, blev denne tabte, men ærefulde, Kamp i England for Norge bekjendt- |
| d.IV,b.5,s.160 |
gjort her fra Pressen, skjøndt det ikke varede saa længe før man hist og her vidste derom. Der kom engelske Aviser (uden Ordre fra Admiralitetsherrerne i Trinityhouse, og som "blæste overbord") i en god Hensigt iland fra de engelske Krydsere. Og den Skaansom- hed, hvormed flere af disse fremdeles røgtede sit grusomme Hverv5, hvilken endog gik til Begunstigelse af Korntilførselen og Beskyttelse imod de svenske Kapere, var ikke det ringeste Vidnesbyrd om Styrken af de engelske Sympathier, ligesom dette ogsaa bekræftede den Formodning, som var gjængs baade i og udenfor Rigsfor- samlingen, at Kristian Frederik havde et hemmeligt Løfte om Understøttelse af England6. Ingensteds findes ellers Sympathier af Naturen stærkere imellem to saa adskilte Folk, som Normænd og Engelskmænd. Selv den langvarige Krigs Tab og Lidelser havde ikke kunnet udslette dem af Normændenes Gemyt. De vare ikke gangne op i Røg med Linjeskibet "Prinds Kristian" eller tilbunds med "Najaden". Nationerne vare for gammelkjendte; de agtede hinanden, og have ogsaa formeget tilfælles i Karakteren til at Politiken skulde kunne tilintetgjøre deres Interesse og Med- følelse for hinanden. Men hverken den svenske eller danske Regjering fandt sig til- freds med de Ord, som vare faldne i Parlamentet; den danske ikke engang med visse Udladelser fra den ministerielle Side. Idelig kujoneret af den svenske Ministerpræsident i Kjøbenhavn, den argusøjede, energiske Generalløitnant Baron Tawast, fandt den sig endog tvungen eller beføjet til en halv officiel Erklæring, |
| d.IV,b.5,s.161 |
hvori den saaledes beklager sig, efterat have paastaaet at have gjort alt for at see Kielertraktaten opfyldt: "De eftertrykkeligste Befalinger bleve derfor givne; Kongen fordrede og ventede Lydighed; men i Norge toge Begivenhederne en Vending, der aldeles tilintetgjorde Kongens redelige Bestræbelser for at gjenvinde Nordens Fred. Selvraadig og paa eget Ansvar gik det norske Folk sin Skjebne imøde; Kongen havde gjort Alt, hvad man efter Traktaten var berettiget at fordre af ham, og Norges Sag burde fra nu af have været et aldeles fremmed Anliggende for Danmark. Under disse Omstændigheder maatte det være særdeles paafaldende, at fremmede Statsmænd i offentliggjorte Forhandlinger føre et Sprog, som om Danmark kunde gjøres ansvarligt for Norges vilkaarlige Hand- linger; ligesom det heller ikke kan undgaa Opmærksomheden, at de ministerielle Yttringer i det engelske Parlaments Debatter angaaende Norge frembyde en Ubestemthed, ja endog Modsigelser, der blive vanskelige at forklare. Med Hensyn dertil bemærkes Følgende: Den i Kiel med Storbritannien sluttede Fred blev den 8de April i Lüttich ratificeret, efterat der, paa den engelske Regjerings Vegne, var fore- slaaet Tillægsartikler, som forandre Traktatens 4de Artikel, betræffende de danske erobrede Besiddelsers Tilbagelevering. Ogsaa disse bleve i Lüttich af begge Staters Befuldmægtigede undertegnede, og Ratifika- tionsakten for Samme af Kongen af Danmark udfærdiget; men den er fra Storbritanniens Side endnu tilbageholdt, uden at dertil nogen Grund er bleven angiven; dog har den engelske Regjering tilkjendegivet den til de vestindiske Øers Besiddelsestagelse bestemte kongel. General- guvernør, at han kan udføre sit Ærinde, naar dertil de fornødne For- beredelser ere satte i Gang. Misledet af Enkelte, som ville Danmark ilde, dvæler man heller ved enhver Omstændighed, hvoraf Mistanke kunde udledes, end hører Sandheds og Billigheds Sprog, der taler saa høit for Dannerrigets Konge, og man glemmer, paa en Tid, hvor Ret- færdighed, Lykke og Fred ved høimodige Fyrsters Anstrengelser gjen- gives Verden, at Danmark er en Deel af Samme, og at det, ligesaavelsom andre Stater, har Krav paa at finde Hvile efter mange Aars Lidelser. Mindre Opmærksomhed fortjener fremmede, især engelske, Avisskriveres Yttringer om Danmarks Forhold i Henseende til Norge. Disse Blade ere, som bekjendt, det Hjælpemiddel, hvorved Enhver kan virke paa den offentlige Mening under Anonymitetens Skjul og frit kan vove at fremsætte urigtige Fakta, overbeviist om, at de dog altid gjøre Virkning paa nogle lettroende Læsere". Erklæringen endte med at benegte endeel Beskyldninger af den ministerielle the Courier, saasom, at den danske Regjering skulde |
| d.IV,b.5,s.162 |
være bleven meget kompromitteret ved de hos Kammerjunker Gyldenpalm forefundne Breve,7 at Regjeringen gav danske Offi- cierer Permission, for at kunne gaa i norsk Tjeneste; at norske, i Danmark tilbageblevne, Søfolk vare blevne hjemsendte over Søen forat bruges imod Sverige; og at en dansk Eskadre krydsede under Norge mod svenske Skibe. "Enhver veed -- slutter Erklæringen -- at Danmark siden Aaret 1807 ingen Eskadre har havt, og at de Brigger, der under Norges Kyster have mødt og prajet engelske Krydsere, vel ere Kongen af Danmarks Ejendom; men at de imod hans Vilje med Magt ere tilbageholdte i Norge, bemandede med norske Officerer og Søfolk, og brugte til et for Kongen af Danmark aldeles fremmed Øjemed". Fra de til Norge sendte danske Kommissærers Side var der idetmindste intet imidlertid bleven forsømt, som kunde betage Regjeringens Politik Skinnet af Uoprigtighed. Den 10de Mai indløb til Prindsregenten paa Eidsvold en Skrivelse fra dem, dateret Strømstad den 8de, hvori de oversende endeel Exemplarer af Frederik VI's aabne Brev Og Kommissorium af 18de Februar8, |
| d.IV,b.5,s.163 |
og yttre, at de "med Bedrøvelse" have seet af Hs. Højheds Skrivelse af 6te Mai, at han ikke ansaa sig beføjet til at tage Hensyn til deres Opfordring, samt betyde ham, at deres Monark "aldrig havde løst det norske Folk uden under Vilkaar af Traktatens nøiagtigste Opfyldelse". Det stod dem kun endnu tilbage, er- klærede de, at opfordre Kommandanten over Frederikssteens Fæstning, samt at gjøre Hs. Højhed og Alle, der havde vægret sig for at efterkomme deres Opfordring, ansvarlige for Følgerne. Men da deres Sendelse ikke kunde ansees endt før de havde overleveret Hs. Højhed det kgl. Reskript og modtaget hans be- stemte Svar, vilde de i Strømstad oppebie dette Ultimatum og Tilstaaelsen for at det kgl. Brev med øvrige Sager vare rigtigen ihændekomne, hvorpaa de strax vilde begive sig paa Hjemvejen. De fik den forlangte Bevidnelse om at de havde røgtet Ærinde udfærdiget allerede den samme 10de Mai, ledsaget af en Svar- skrivelse til Kongen af Danmark paa Reskriptet af 18de Februar, saalydende: "Deres Majestæt, høitelskede kjære Hr. Fætter! Med dyb Bekymring har jeg modtaget og læst Deres naadige Skrivelse af 18de April d. A., og den deri indeholdte Opfordring til mig, at over- levere Norges Fæstninger, faste Pladse, offentlige Kasser og Domæner til de af Deres Majestæt udnævnte Kommissarier, for igjen ved dem at overdrages til Hans svenske Majestæts Befuldmægtigede. Det norske Folk har i det kgl. aabne Brev af 18de Januar, som løste det fra dets Troskabseed imod Deres Majestæt, ikke kunnet see, at denne høitide- lige Akt var betinget; thi den udstædedes førend Riget endnu kunde været overleveret til de Svenske; den kundgjordes tilligemed Freds- traktaten, og maatte vel efter sine Ord øjeblikkeligen træde i Kraft. At Folket følte sit eget Værd, og at det fremfor Alle hørte sig selv til, at det ei erkjendte den Overdragelsesret til en fremmed Krone, 9 |
| d.IV,b.5,s.164 |
som dets gode Landsfader nødtvungen havde øvet imod Samme, det stod ei i Deres Majestæts, det stod ei i min Magt at forhindre; aldrig vil heller det norske Folk erkjende Samme, eller godvillig give sig under svensk Herredømme. Jeg har stedse vidst, hvor samvittigheds- fuldt Deres Majestæt fordrede Fredstraktaten til Kiel opfyldt; men Midlerne til at udføre dette Hverv, nemlig at bruge Normænd til at opoffre deres Landsmænd, og til at oplade Fæstningerne i Landet for de Svenske, stod ei i min Magt; thi en Borgers første Pligt er imod Fædrenelandet! Aarsagerne, som bevægede mig til at forblive her, nemlig for at haandhæve Orden og Rolighed i Landet, og for at bistaa et uafhængigt Folk i at bevare sin Frihed og Selvstændighed, ere kjendte af deres Majestæt. Min Bevidsthed siger mig, at Jeg derfor fortjener alle Retskafnes Agtelse, og jeg er rolig ved denne, i Tro paa en ret- færdig Guds Bistand ved den gode Sag, som jeg forsvarer. -- At jeg ved min Handlemaade skulde miste Deres Majestæts Hyldest og Naade, vilde smerte mig uendeligen, men jeg vilde efter min Overbeviisning først fortjene det, naar jeg med Hensyn til egen Sikkerhed eller For- deel kunde opoffre et heelt Folks Vel, og svige den Eed og Pligt, som binder mig til Samme, saalænge det gjælder om at forsvare dets Rettig- heder og berede dets Fremtids Held. Alle Embedsmænd og Komman- danter, saavelsom Menigmand, ere bundne ved samme Eed til Nationen, og sikkert vil ingen Normand svige samme. Jeg har saaledes seet mig nødsaget til at erklære de af Deres Majestæt udnævnte Kommissarier, at deres Ærinde vilde være frugtesløst, og at jeg ikke saae mig be- føjet til at modtage den fra deres Side skete Opfordring. -- Deres Majestæt ville naadigst tage Hensyn paa min Stilling, i Spidsen for et uafhængigt Folk, der ei har Aarsag til at vente, at jeg skulde kunne svige mit Løfte til Samme; og idet De maaskee berøver mig Deres Hyldest og Naade, vil De (jeg tør troe det) beklage, at de ei kan følge Hjertets Stemme, og nu som før erkjende mig for Deres Majestæts min høitelskede Hr. Fætters tro og underdanigst hengivne Fætter Christian Frederik". Stykket var, som man seer, endnu i sine Expositionsscener, eller rettere der, hvor Knuderne vel begynde at knyttes, men endnu ikke at strammes, og Helten gav endnu sin Rolle med en Holdning og Freidighed, som, om det end ikke lod sig sige, om Stykkets Ende vilde blive hvad man kalder "god", eller høj tragisk, dog maatte vække Forvisning om, at det ikke for hans Vedkommende, vilde falde udenfor Dramaets Værdighed og ned |
| d.IV,b.5,s.165 |
i det Genre, man ikke veed enten man skal lee eller græde af. Efter hvad der hidtil er foregaaet, havde man al Grund til at tænke sig, ikke en Walter Scotts Conachar, men en Calderons "standhaftige Prinds". Normændene i Kjøbenhavn. "Norge! din Favn snart dine Sønner modtage! Selv deres gladeste Dage føle dit Savn. -- -- Fædreneland! Hellige Navn, du vort Hjerte fylder med Glæde, med Smerte. Venner, stød an! Norge, din Skaal! Stedse at fremme din Ære, det skal urokkelig være Brødrenes Maal". (Bekjendt Vise). Men hiinsides Kattegat sloge mange Hjerter af en endnu varmere naturligere Sympathi for Norge end hiinsides Nordsøen. Nemlig hos de mange Normænd, som ved Rigernes Adskillelse befandt sig i Danmark, især i Kjøbenhavn, dels ansatte i Embeder, dels endnu som Studerende ved Universitetet eller i Begreb med at forlade dette for at søge Brød i Fædrenelandet. Didhen hjem, hjem gik, efter de grusomme Plakater af 11te og 28de Mai10, den aabnede Vej kun gjennem Sverige, og da under Aaget af en Eed til en Herre, som ingen Normand havde erkjendt; og det var for Nor- mændene at være aldeles afskaarne Vejen, indtil Vinteren gav sig og Vesterhavet blev farbart: da gik der en hemmelig Vej over Nordpynten af Jylland i aabne Baade over det voldsomme, kaper- fyldte Hav. |
| d.IV,b.5,s.166 |
Da -- bag i disse Baade, halvt nedgravet i Korn, med Piæk- kerten opslaaet om Halsen, Piben i Munden, det livlige spændte Øje speidende udover den maalløse Flade eller anstrengende sig forat kløve den seendrægtige Havtaage, sad mangen ung Mand, mangt et Par Venner med bankende Hjerter; men ikke for Døden -- thi "skjærp Seil, skjærp Seil"! hedte det -- men efter at faa see de første Landtoninger af Norge: "Næsset, Kristianssands høje Land, Tromlingerne, den omvendte Baad" eller de hvide Lifjelde i Tellemarken, alt eftersom Strøm, Storm, Havgang og Taage havde forsat dem, eller eftersom de havde sat Kurs for mistænkelige Seilere i Luvart eller Læ. Strømstad, Warberg o. fl. d. vare smaa Algier'er og Gothenborg et Tunis; der svømmede ikke flere Lommer og Vildgjæs udfra den bohuslehnske Skjær- gaard end armerede store Baade og Slupper udfra disse og de andre Havne paa den svenske Kyst. Men ilende, paa Aarene eller med Seilet, uimodstaaeligt som Qviksølvdraaberne samle sig til sin Masse, kom dog de fleste af hine Baade over; og da -- "o Fædreland! o Far og Mor! o Maria, min Kjæreste! o Anna, min Søster"! . . . O qui complexus! o gaudia quanta fuere! Og saa vist, som at Taarer i dette Øjeblik ved den blotte Fore- stilling uvilkaarligen fylde Dens Øje, der nedkaster denne Skizze, som saa mange endnu levende Landsmænd ville kunne sande - de fyldte ogsaa ofte, søde og tunge, hine unge Mænds Øine, som vi saae bag i de flygtende Baade, kjække men urolige som den aarvaagne Vildands, speidende i Luvart og Læ, stirrende fremad, fremad, mod Nord, mod Nord. Men nu var det den høje Vinter. Der kom Sneflokker fra Norden, men ingen Breve med Underretning om Fædrenelandets Beslutning, ingen med kjærlige Ord og Understøttelse til Sønnerne i den fremmede By. Men Normændene i Danmark vidste i sine Hjerter hvad det Folk vilde beslutte, hvis stolte og varme Blod de følte i sine Aarer, og idet de Enkelte imellem dem, der besad mere Formue eller Indflydelse, besluttede at forene sig for at hjælpe de Landsmænd, som befandt sig i Forlegenhed, paatog Broder- kjærligheden sig at erstatte Savnet af Fædrenelandet og af Frænd- skabet. At være Fædrenelandet og Landsmænd i Danmark til- nytte paa hvad Maade bedst skee kunde, med Raad og Daad og |
| d.IV,b.5,s.167 |
Efterretninger derfra og didhen, var Øjemedet for den saakaldte "Normandsforening", som hurtig efter Budskabet fra Kiel, med kløvede Vandes naturlige Sammenløben, dannede sig i Kjøben- havn; og til disse Formaal, der omfoldede og dækkede hinanden som Zwiebelens Lag (skjøndt man nok kan udfinde hvilket der var Hjertet, nemlig det som meest maatte skjules) træffe vi Nor- mændene i Kjøbenhavn allerede i Virksomhed samtidigen med de første Bevægelser i Norge, med Kristian Frederiks Reise, og endnu før Budskabet om Afstaaelsen havde naaet alle dets Dale. Det var en Slags spansk Junta i Udlandet, eller Foreningen lignede en af disse polske Emigrantforbund, der idelig sigte tilbage til Fædrelandet som Straaler fra ligesaamange Huulspeil til eet og samme Punkt. Normændene have ogsaa denne hæderlige Lighed med de to ulykkeligste, af Politiken mest mishandlede, af Europas Folkeslag, at de havde budt Ulykken Kamp og hinanden Trøst og Hjælp og dannet et Fædreland i det Fremmede ved hver- andres Hjerter, følende, at de nu maatte være og vare noget for hverandre. Det varede flere Dage før Kielertraktaten blev rigtig bekjendt i Kjøbenhavn. At en Kureer var bleven affærdiget fra Midelfart over Roeskilde og Helsingøer til Norge, satte især Rygter i Be- vægelse om at den skulde gaae ud paa dets totale eller partielle Afstaaelse. Fra Regjeringens Side iagttoges imidlertid en dyb Hemmelighedsfuldhed, og i Publikum herskede en forventningsfuld alvorlig Stemning, som under den Stilhed, der gaaer forud for et Uveir eller en befrygtet, stor og almindelig Ulykke. De visse Efterretninger om Armeens bestandige Tilbagetog maatte forberede paa en saadan; men endelig først den 5te Februar, da Regjeringen kunde være vis paa, at Efterretningen allerede maatte være i Norge, gik der Lys op over det Hele, idet Kielerfreden fandtes bekjendtgjort i Statstidenden. Det var en Lørdag Aften, Tiden for Professor Olufsens statsøkonomiske Forelæsninger, der især be- søgtes af yngre og ældre Embedsmænd, hvorimellem flere norske. Dagens Efterretning gav da Emne til de livligste Samtaler mellem Nogle af de Tilstedeværende; og tre norskfødte Embedsmænd, nemlig Guldbrandsdølen, Digteren, Etatsraad Kristen Henriksen Pram, daværende Overauditør og (som endnu fremdeles) Høje- steretsadvokat Jonas Anton Hjelm, vor berømte Nationalrepræsen- tant, samt Kontorchef under General-Postdirektionen, den senere |
| d.IV,b.5,s.168 |
i Norge som Expeditionssekretær for tidlig afdøde Peter Vogt, kom overeens om, til næste Morgen hver for sig at overveje, hvad der burde gjøres af Normændene i Danmark for Fædre- landet og for de i Forlegenhed stedte Landsmænd imellem dem. Til denne Sammenkomst havde Hjelm, det rastløse Hjul, færdig et Udkast til en Sammenkaldelse af samtlige i Kjøbenhavn værende Normænd. Efterat dette var drøftet og antaget af de Tre, i Forening med Peter Vogts Broder, daværende Assessor i Finants- Kassedirektionen, nu norsk Statsraad, Jørgen Herman Vogt, tog hver sin Afskrivt for at forevise den for de Landsmænd, man samme Dag maatte træffe paa; og saa afsted hver paa sin Kant. Et ledigtstaaende Klublokale tilvejebragtes til Mødested, og da Udstederne af Indbydelsen samledes længer udpaa Dagen, forat meddele hinanden Udfaldet, fik den saadan Bemærkning: "Flere ere enige om, uden Paategning, at møde første Gang i Morgen Eftermiddag Kl. 5 i Læderstrædet No. 29, 1ste Sal, nemlig Man- dag den 7de Februar." Sammenkaldelsen selv var saalydende: "Indbydelse Forbindelsen imellem Norge og Danmark samlede mange af Norges Sønner til Kjøbenhavn. Den væsenligste Grund til deres Nærværelse her -- at tjene Fædrelandet tilligemed sig selv som de bedst kunde -- er nu hævet. Alle elske de dette Fædreneland. Alle føle de Smerten af det Slag, som saa særdeles haardt tilføjedes det. Med Forbauselse see de hinanden, som halv landflygtige, paa engang hensatte i et fremmed Land, neppe vidende, om de engang tør spørge: Hvordan seer det ud i det kjære Hjem? Hvad tør, hvad bør, hvad kunne vi gjøre? Og dog maa selv Slaget, som rammede, have forenet Brødrene af den fælles Moder end inderligere. En Normand spørger derfor: Skulde det ikke være ret og tjenligt og ønskeligt, at Norges her sig opholdende Sønner valgte sig en Samlingsplads, hvor de fortrolig og aabenhjertig, som Fødelandets Stilling fordrer det, kunne til visse Tider komme sammen, meddele hinanden hvad de bag Begivenhedernes tætte Slør maatte skimte, byggende derpaa fælles Overlæg, aftale hvad de, hver for sig, eller samlede, tør og bør gjøre med Hensyn til Fødelandet, den Stat ukrænket, i hvilken deres Personer og Ejendomme nyde Be- skyttelse og Sikkerhed? Enhver Landsmand, som besvarer dette Spørgsmaal med Ja, tegner sit Navn herhos. Det videre skal da foranstaltes. |
| d.IV,b.5,s.169 |
Hvo, som ikke bifalder Forslaget, han være dog Landsmand nok til ikke at foranledige her uvedkommende Mistydninger af hvad der skeer i den uskyldigste og velmeenteste Hensigt! Kjøbenhavn den 6te Februar 1814". Indbydelsen skrev sig fra Mænd i feireste Alder, med Ungdoms- varmen endnu i Blodet; men den var ikke bleven foreviist for nogen Normand, gammel eller ung, i Begyndelsen eller ved Enden af sin Løbebane, uden at den jo var bleven bifaldt. Kun und- sloge nogle Faa, der havde naaet højest paa denne, og hvis Rest af Dage vilde tilhøre Danmark, sig forat deeltage i Møderne. De veirede forud Modbøren, som vilde adsplitte dem igjen, og det var vel heller ikke saa frit for, at selve Pram, den Normand, der nød størst Anseelse mellem sine Landsmænd, havde en Kamp at bestaa med sine Betænkeligheder. Han savnedes i det første Møde; men i de følgende viste han, hvor ganske hans norske Hjerte havde seiret. Men til Tid og Sted indfandt der sig 20 flere end der, efter Regelen, behøves til et gyldigt Samfund, og af disse 23 Normænd aabnedes da det første Møde med Oplæsningen af Indbydelsen, hvorpaa de konstituerede sig til en "Normandsforening" ved at undertegne saadan Overenskomst: 1. "Vi ville med hinanden udgjøre en Forening af Normænd, som for- samle os til nærmere bestemmende Tider. 2. En Hovedbetingelse for disse Forsamlinger er, intet at foretage, som strider imod Landets Love, god Politi og Orden, følgelig at Politiet tilbørligen underrettes om Foreningens Tilværelse og Beskaffenhed, og, for at Forsamlingen ikke skulde give Anledning til Rygters Ud- bredelse, -- at intet bringes ud i Publikum, eller fortælles til Uved- kommende, af hvad der i Forsamlingen høres eller passerer. 3. Et Øjemed for Foreningen er, at meddele hinanden, hvad vi erfare om vores fælles Fædreland, dets Stilling og Foretagender. 4. Et andet Øjemed er, at modtage og overveje Forslage sigtende til de herværende Normænds Tarv. 5. For at tilbørlig Orden kan herske i Forsamlingerne, udnævnes en Bestyrelse, bestaaende af 3 Personer, som modtage alt, hvad der til Foreningen meddeles af Underretninger og Forslag, og forelægge Forsamlingen samme. Disse vælges næste Forsamling blandt dem, som nu ere tilstede, eller blandt dem, som En af de Tilstedeværende, inden Valget, opgiver at ønske Adgang til Foreningen. |
| d.IV,b.5,s.170 |
6. Næste Forsamling holdes førstkommende Fredag Eftermiddag Kl. 5 her i No. 29, 1ste Sal, i Læderstrædet. 7. Til at foranstalte det Fornødne i Henseende til Bekjendtgjørelse af det Passerede for Politiet og hvad videre der forefalder, indtil Be- styrelsen er organiseret, ere i Dag kommitterede 2de af de under- skrevne Nærværende". Men Pram havde udfyldt sit Fravær med en vidløftig Besva- relse af de tre i Indbydelsen fremsatte Spørgsmaal, og umiddel- bar efter denne blev hans Skrivelse oplæst. Paa det første: "Hvad bør Vi"? svarede han, at man "burde roligen oppebie Kundskab om hvad Fædrenelandet, om ei udtrykkeligen fordrede af sine fraværende Børn, saa dog hvad der for Disse var til dets Gavn og Gode at beslutte". Paa det andet: "Hvad kunne Vi"? svarede han: "kun ved roligen at afvente hvad hist skeer eller besluttes, belave os paa, ei uden Lidenskab, Ild og Liv, men sindigen, uden lidenskabelig Overilelse, at vælge vore Forholdsregler". Og til det tredie: "Hvad tør Vi"? svarede han: "Sikkerligen med Sindig- hed Alt, hvad der er til vort Fædrelands Gode, overbeviste om at, som Dannerkongen ganske vist ei uden med blødende Hjerte havde bestemt sig til det Skridt, en af hvis Følger er denne Over- lægning: saa vil, skjøndt ham ei længer undergivet, Norges Vel og Lykke være hans Hjerte et saa inderligen brændende Ønske, som det nogensinde var, og som det er nogen ærlig Normands. Vi kan være tryggeligst visse paa, at, skjøndt han ved Tingenes ulykkelige Stilling var nødt til at løse Baandet imellem Danmark og vort Fædreland ved at løse Norges Indbyggere fra den Eed, hvormed de vare bundne til ham, saa har Kong Frederik den Sjette dog ei løst sig selv fra Erkjendelsen af det Han skylder Normændene for den Hengivenhed, de saa lidenskabeligen stedse have viist Ham -- den de have i de 426 Aar viist samtligen de 14 Konger af Hans Stamme; -- ei fra den Ømhed og Godhed, som udgjør hans Karakteer, og som han stedse har elsket at vise det norske Folk; -- visse paa, at sand og sindig Stræben for Norges Vel og Gode, -- hvilket, saalænge han det kunde, var hans Yndlings Iid, som just dette og er Maalet, til hvilket Vi stræbe -- stedse vil være ham kjær og hæderlig, og den sande Vej til at vinde og vedligeholde hans Velvilje og Yndest". Prams Been smuldre i en fjern Verdensdeel; i St. Thomas's Kalkbund ere de forlængst fortærede siden han forgjæves tilbød |
| d.IV,b.5,s.171 |
sit fribaarne Fædreneland sin Tjeneste og sine Talenter; men mellem de øvrige Stiftere af Normandsforeningen finde vi, for- uden de førnævnte Patrioter, flere Navne, som Norge endnu regner blandt sine levende Prydelser, tællende for hvert et endnu grønnende Egeblad om sin Tinde. Vi træffe saaledes de ud- mærkede Storthingsrepræsentanter Søren Anton Wilhelm Sørensen som Student, og Højesteretsassessor Johan Henrik Rye som Lieute- nant, samt imellem de Øvrige vort Universitets Nestor, gamle Professor med. Mikael Skjelderup. I de to følgende Møder, den 11te og 19de Februar, steg Medlemmernes Antal til 129; senere hen endog til 143, hvorimellem vi møde Storthingsmændene, Sognepræst Jens Laurits Arup som Student og sal. Højesterets- assessor Poul Holst som Kandidat, og af Literære vort Universi- tets klareste Stjerne, Astronomen Professor Christoffer Hansteen, dengang Lektor, samt som Studenter Overlærer Ulrik Møller og Nationalsangens Digter, Højesteretsassessor Henrik Anker Bjerre- gaard, paa hvis Grav Græsset endnu ikke har havt Tid til at fæstne sig. Politiet, hvem J. H. Vogt og Hjelm vare blevne valgte til at meddele Oprettelsen af Foreningen og Forhandlingerne i det første Møde, fandt intet at indvende, da saamange Embedsmænd og selv En af Politiets egen Midte fandtes imellem Medlemmerne. I det andet Møde skred man derfor til at vælge Formænd, der havde at gjøre Udkast til Vedtægterne, og dertil kaaredes Etats- raad Pram, Assessor Vogt og Overauditør Hjelm. I 4de Møde, den 22de Februar, vedtoges disse, bestaaende af 13 Poster, hvoraf maa bemærkes Følgende: 1. "Hovedformaalet for denne Forening er, at i Danmark sig opholdende valgte og velsindede Normænd kunne, under Fædrelandets nærværende Stilling, yde hinanden og andre deres herværende Landsmænd, den broderlige Bistand i Raad og Daad, som de ellers maatte savne, samt Opmuntring og Veiledning til det Sindelag og Forhold, som sikkrer dem baade mod at vildledes og at mistydes. Et underordnet Formaal er selskabeligt Samqvem af Foreningens Lemmer. 2. Uagtet Normanden, som Normand, aabenbarligen skylder, med helligste og kraftigste Forpligtelse, Statsborgerpligtens Opfyldelse til det Land, som siden Traktaten af 14de Januar 1814 ene er hans sande og rette Fædreland, og da Erkjendelsen og Følelsen heraf vel med Føje kan formodes at være paa det livligste brændende i enhver ægte, og |
| d.IV,b.5,s.172 |
sit Fædreland værdig, Normands Barm, bliver det meget mere for Med- lemmerne af dette herværende Samfund, og som saadant, første og helligste Forpligtelse, at bevise sig Normandsnavnets Hæder værdig, ved i ingen Handling eller Yttring at overtræde nogen af de Pligter, hvilke de, som opholdende sig i Danmark, og saalænge og forsaavidt Medborgere i denne Stat, og dennes Suveræns Undersaatter, skylde deres hidtil værende, og fremdeles, saalænge de her leve, stedse vedblivende Medborgere, og Dan- marks Konge, til hvilken de, idetmindste saalænge, fremdeles ere bundne med de selvsamme Forpligtelser som hidindtil. 3. Foreningens Lemmer skulle være Normænd, det er, Mænd, som enten ere fødte eller opdragne i Norge, og der have Embede eller Bopæl". Medlemmerne skulde dog voteres ind, og Forhandlingsmøder holdes for det første hver Lørdag Aften; men ellers saa ofte Formændene, der skulde være tre, fandt fornødent. Hver Aften skulde selskabelige Møder finde Sted. Den første lovgivende og dømmende Magt skulde beroe hos "Foreningens Ældste", bestaaende af Formændene og 22 andre valgte Medlemmer, for hvem Formændene intet maatte negte at foredrage, og som skulde kunne handle med fuld Myndighed naar 9 vare tilstede, dog med Undtagelse af ved Forandringer i Vedtægterne, da 19 udfordredes. Udenfor de i disse bestemte Tilfælde maatte intet foredrages for det hele Samfund, uden Fleerheden af de Ældste paabød saadant. Disse skulde vælges paa saadan Maade, at hvert Medlem skrivt- lig opgav 3 for hver Plads, hvorefter de 75, som havde de fleste Stemmer, igjen mellem sig opnævnte de 25, hvoraf hver anden Maaned den Første skulde udtræde. Disse skulde derpaa af sin Midte udnævne Formændene. Naar nogen Landsmand maatte have noget at foredrage eller meddele, skulde dette skee igjennem disse, som da sammen selv, eller sammen med de Ældste, skulde bedømme om Kundgjørelsen var passende. Foreningen haabede for øvrigt, "at enhver af dens Medlemmer vilde gjøre sig en Glæde af at udtænke, hvad der kunde fremme Samfundets Øje- med, og ei alene at meddele det enhver, dets Deeltagere gavn- lig, Efterretning, men og til den Ende gjøre sig al passelig Umage for at erholde daglige Efterretninger saa paalidelige som muligt." Den 11te Post, som tilligemed den 1ste og 2den skulde udtrykke- ligen forelæses enhver Indtrædende, var saalydende: "Skjøndt Foreningens Tilværelse og Øjemed ingenlunde qvalificerer sig til at holdes skjulte, ei heller dens Handlinger kunne eller maae være |
| d.IV,b.5,s.173 |
af den Beskaffenhed, at den til nogen Tid skulde frygte for offentligt Regnskab, saa paalægges dog ethvert Medlem, i den Hensigt ei at mis- tydes eller foranledige urigtig Bedømmelse eller Rygter, og for at fremme gjensidig Aabenhjertighed og uindskrænket Tillid, intet at udbrede eller for Uvedkommende aabenbare af det, som i Samfundet foregaaer11. Med særdeles Strenghed paaligger denne Pligt Foreningens Ældste, saaledes, at end ikke for de øvrige Lemmer aabenbares, hvad i deres Raad for- handles, og ikke er besluttet, at skulle kundgjøres". Forseelse mod denne Bestemmelse vilde blive at straffe efter Omstændighederne med "alvorlig broderlig Advarsel af Formand- skabet" eller med Udelukkelse. 13de og sidste Post erklærede Foreningen hævet, naar de Omstændigheder, som havde foran- lediget den, ophørte. I det 8de Møde, den 1ste Marts, admini- streret af Vogt og Hjelm, valgtes de midlertidigen fungerende Formænd, Pram, Vogt og Hjelm, til virkelige; og det Første, de havde at referere, var, at de vare betænkte paa, at lade de offentlige Bekjendtgjørelser for Eftertiden skee ved Tegn, siden Sammentrædelsen under det fulde Navn "Normandsforeningen" syntes at have vakt Opsigt. Bogstavet "N" skulde saaledes be- tegne Foreningens Navn; Maaneden tilkjendegives med det dens Tal tilsvarende Bogstav, og Dag og Time ved Brøktal. N C l/7 betød saaledes: Normandsforeningen holder Møde 1ste Marts, Kl. 7. Til den ubehagelige Opsigt havde ogsaa et i Foreningen oplæst bittert Digt af Student Caspar Boye, "Nor til Dana" ikke bidraget lidet. Afskrivter kom ud, og Politiet udsatte en Præmie for Forfatterens Opdagelse. Hurtigt søgte man da at faae Af- skrivterne ind og brændte, hvorpaa man kom overeens om at lære dem udenad12. De tagne Forsigtighedsregler vare ikke overflødige. Tawast havde nemlig ladet Kancellipræsidenten Kaas spørge om hvad det var for en "Normandsforening", man læste Bekjendtgjørelser om i Aviserne, og tilkjendegivet ham sin Misfornøjelse og Forundring over at noget saadant kunde skee lige under Kongens og Re- gjeringens Øine.13 Kaas havde da sendt Bud efter Pram til næste |
| d.IV,b.5,s.174 |
Dags Formiddag, og Assessor Vogt var fra Politimesteren blevet anmodet om at erholde nogle Exemplarer af Foreningens nu trykte Vedtægter samt Prams Skrivelse af 7de Februar. Men i Anledning af det optrækkende Uveir havde Formændene allerede til oven- nævnte Møde istandbragt en Adresse til Kongen, hvori de under- rettede ham om Foreningens Oprindelse og Tilvær og udbad sig hans Beskyttelse. Den følgende Dags Aften skulde den da person- ligen overrækkes, efterat man havde overtydet sig om at Audience vilde blive tilstedet. Mødet sluttedes med at Formændene med- delte den igjennem Hjelm erholdte Efterretning om Kristian Frederiks Kundgjørelser af 19de Februar, samt det Væsentligste af disses Indhold; og hedder det i den førte Protokol: "Hvert Ansigt oplivedes kjendelig under Beretningen, Glæde luede i hvert Øje; det hidtil frygtblandede Haab var blevet til Vished! Under en kort Pause samlede de Tilstedeværende sig efter den glade Overraskelse. Da gjenlød det uopfordret, men eenstemmig og varmt, trende Gange i Forsamlingen: "Leve Prindsregenten"! Uvilkaarligen meddelte sig varme og broderlige Haandtryk fra Mand til Mand. Forsamlingen blev sluttet"! Den følgende Dag vare Formændene samlede forat tage For- holdsregler til -- Foreningens Ophævelse. Kancellipræsidenten havde meddelt Pram, at "dens Formaal var af Gesandskabet fra et fremmed Hof misbilliget paa en for Staten og dens Formaal ubehagelig Maade, -- Statens Stilling fordrede en høj Grad af Varsomhed". Han var imidlertid bleven kaldet til Kongen, og havde bragt det Budskab tilbage, "at Hs. M. ikke ønskede sig officielt underrettet om Normandsforeningens Tilværelse, og kunde derfor ikke modtage nogen Deputation fra samme. Og da han ikke ønskede at bruge Magtsprog i denne Anledning, var det ham kjært, om Formændene ved deres Indflydelse vilde bringe det derhen, at Foreningen af dens Medlemmer selv opløstes; dog alt under den gjentagne Forsikkring, at Hs. M. selv personligen ikke nærede nogen Mistillid". Formændene besluttede at foredrage Sagen for de Ældste i et Møde den 5te Marts, og imidlertid at tilstille Kaas Adressen, overladende til ham, privat at indhændige Kongen samme. Sam- tidig underrettede de ligeledes Direktionen for Selskabet for Norges 14 |
| d.IV,b.5,s.175 |
Vel om Foreningens Stiftelse, Øjemed og Stilling. Skrivelsen endte med Udraabet: "Leve Norge og dets Selvstændighed"! Den følgende Dag, den 4de Marts, dannede sig tilfældigviis et talrigt Møde, som da blev underrettet om at Adressen var i Kaas'es Hænder, samt meddelt ved Oplæsning samtlige Regentens Kundgjørelser af 19de Febr., hvilke, hedder det, modtoges med almindelig Glæde. Til Gjennemlæsning for dem, "som maatte ønske det", var ved samme Leilighed udlagt Hs. svenske Maje- stæts Proklamation til det norske Folk af 8de s. M. I det til den 5te Marts berammede Møde fattede de Ældste saadan Beslutning: "Selskabets Ældste, underrettede om, at Selskabets Tilværelse, hvorvel det vil være Enhver af dets Deeltageres fuldkomne Overbeviisning, at det ei alene var og vilde vedblevet at være i hver Henseende i og sig selv uskadeligt, men, efter dets i Vedtægterne tilkjendegivne sande og eneste Øjemed, nyttigt og hæderligt, dog kunde blive og er blevet saaledes misforstaaet, at det ved denne Misforstaaelse kunde ansees for farligt og skadeligt, og ere derom saaledes overtydede, at de een- stemmigen erkjende det for Pligt, at frasige sig de dem af Selskabet, som dets Ældste, overdragne Pligter, og at fratræde Selskabet. Men inden de ugjerne fuldbyrde dette Skridt, holde de sig forbundne til, som deres sidste Embedshandling, herved at indstille til samtlige Sel- skabets øvrige Medlemmer, hvorvidt de ville, i Tillid til Vigtigheden af de Grunde, som hertil forpligte dem -- hvilke Grunde de tro, ei at burde nærmere anføre, men for hvis Gyldighed de indestaa -- vedtage den af dem fattede Beslutning, saa at Selskabet derved fra denne Stund ophører og er hævet; -- en Beslutning, som de see sig ligeledes forbundne til, paa det alvorligste at tilraade, som et bekræftende Beviis for, at vi samtlige ere -- hvad sikkert enhver af os afskyer noget Øje- blik at kunne omtvivles, -- Hans Majestæts, vor Konges, redelig sindede, troe og lydige Undersaattere, hvorvel i lige Grad vort elskede Fædre- lands troe og dets værdige Medborgere". Naar denne Beslutning ved oprakte Hænder var vedtaget af Foreningen, skulde Formændene proklamere i de Ældstes For- samling: "at Medlemmerne af Normandsforeningen i Kjøbenhavn have besluttet, at dette Samfund er fra nu af aldeles ophævet". Og saa skede det i Generalforsamlingen den 6te Marts. Pram proklamerede Opløsningen, og idet han takkede for den For- mændene viste Tillid, anpriste han den Fædrelandsaand, som havde begrundet Foreningen, og det Borgersind, der opløste |
| d.IV,b.5,s.176 |
samme. Orlogsprovst Andersen, en af de Ældste, fremstod der- paa, og bevidnede i en skjøn Tiltale Formændene de Ældstes og Samfundets Tak for deres Bestræbelser, hvorpaa Hjelm re- plicerede, bevidnende samtlige Medlemmer Formændenes Er- kjendtlighed for dette nye Beviis paa deres Tillid og Hengivenhed, og ønskende, at ingen af Samfundets Medlemmer nogensinde maatte svige den Aand, der udgjorde dets Væsen, nemlig ægte Borger- og Fædrelandssind og varm Følelse for alt hvad der staaer i Forbindelse med Fosterstavnen -- "et Løvte, som Fædre- landets Sønner, der her ere forsamlede, ved Adskillelsen helligen burde giøre hinanden". Som Samfundets sidste forenede Handling nedbad han, i dets Navn, til Slutning Himlens Velsignelse over det elskede Norge. "Alles Hjerter -- bevidnes der -- vare rørte. Med gjensidige be- tydningsfulde Haandslag paa nordisk Viis hævedes Forsamlingen". Et Uddrag af det i Mødet Passerede blev overleveret Kaas, og under 19de April sendtes Direktionen for Selskabet for Norges Vel en fuldstændig Udskrivt af Foreningens Protokol. En Ind- stiftelsesfest var forlængst paatænkt; det blev nu til et Afskeds- maaltid paa Opløsningsaftenen, mellem hvis Skaaler "Gamle Norges" naturligviis var den første. Der var ogsaa en for "Vore skjulte Ønsker"! Men lystigere var upaatvivlelig det meget om- talte Gjæstebud, hvorved endeel kjøbenhavnske Borgere, især af den højere Handelsstand, ja endogsaa Embedsmænd og Officerer, navnligen af Artilleriet, kort efter Normandsforeningens Stiftelse havde givet sine liberale politiske Anskuelser og sine Sympathier for Norge tilkjende, og hvortil Normandsforeningens Formænd vare indbudne. Der manglede det hverken paa Viin eller egne trykte Sange eller Basuners og Trompeters Lyd, og heller ikke paa de grønne Baand (Uhrbaand, Sløifer o. a. desl.) som man i en Hast havde faaet gjort til Kristian Frederiks Farve, og saaledes til et Tegn for den Fremgang man ønskede Normændene15. Altsaa ogsaa danske Sympathier? Ja, hvem har tvivlet derom hos et saa følelsesfuldt Folk, som dette de blide, beltekrandste, sædvajende Ølandes, med hvem det norske havde saalænge og |
| d.IV,b.5,s.177 |
saa nøje været vant til at komme bedre overeens, end man skulde troe muligt imellem to i Karakteren saa forskjellige som Granit og Leer? Der flød mange danske Taarer ved Tanken om Norges Adskillelse, og, hvad der var bedre, ved Tanken om dets Nød og om Uvisheden af dets Skjebne. Og det af smukke Øine. Qvinderne vare ikke de mindst ivrige Normandsvenner, ligesom de ogsaa vare de troeste Napoleonister. De klappede i Hænderne naar de hørte, at en Folkesværm havde drillet Tawast med et Hurra for Napoleon udenfor hans Palæ; men man tør nok antage, at de besad forliden Malice til at have Deel i Planen (hvoraf dog intet blev) at holde hiin glimrende og buldrende Banket for aabne Vinduer i et af Gesandtboligens Nabohuse. Men Gubben fik dog nok Skaalerne at vide og Sangene at læse, om han ikke blev forstyrret af Fanfarerne, og de bidrog neppe til at gjøre ham blidere eller mindre agtpaagivende paa hvad der foregik omkring ham. Altsaa forbi, forbi med Normandsforeningen? forbi med de be- geistrende og trøstende Sammenkomster i Læderstrædet? De varmhjertede Ynglinger skulle ikke mere kunne samle sig der om sine ældre trofaste Landsmænd? og sammen skulle de ikke mere synge: "For Norge Kjæmpers Fødeland" og "Boer jeg paa det høje Fjeld", og "Ynglinger her"! hvorved Øinene funklede eller bleve svømmende og Stemmerne steg eller smeltede eftersom det blev blødt eller brusende om Hjerterne? Forbi? Ja, men som man fælder en Piil eller Poppel; Grenene skyde. Thi -- hedder det efter en blank Side i Protokollen -- "da det Middel til at overveje fælles Tarv og bistaa hinanden, som Normandsforeningen tilbød, ved dens Opløsning var tabt, besluttede 12 Normænd at træde sammen og i Fællesskab virke hvad de kunde formaa i det Øjemed, Vedtægterne for den ophævede Forening angive i §. 1". Og imellem disse 12 træffe vi foruden Pram, Hjelm, begge Vogter, Skjelderup, Hansteen og Rye ogsaa Prokurator, senere Professor, Henrik Steenbuch, Grundlovens første Fortolker, samt Professorerne Jacob Keyser og Peder Atke Castberg, et ivrigt Medlem af den forrige Forening. Med slige Mænd blev denne Forening virksommere end hiin. Dens Kraft koncentreredes i den mindre Cirkel; den vedblev at virke for Fædrenelandet og op- |
| d.IV,b.5,s.178 |
naaede endnu bedre, at danne i sin Midte et Fædreland for de forladte Landsmænd. Det første Foretagende var, at den ved Pram, Skjelderup og J. H. Vogt ansøgte Kongen om et rentefrit Laan paa et Aar af 5000 Rbd. til Hjælp for de mange yngre Landsmænd, som nu befandt sig i Forlegenhed i Kjøbenhavn. Og det erholdtes -- af Justitsminister Kaas'es egne Midler hedte det, skjøndt den egentlige Velgjørers sande, let gjettelige Navn ikke blev ubekjendt for Normændene, men ligesaa lidt glemt som Gjelden, der punktlig blev betalt. Underretninger saavel herom, som om at alle i Danmark ansatte Normænd, under 2den Marts, vare blevne paalagte at erklære sig inden 4 Uger, om de vilde vedblive i sine Bestillinger eller tage til Norge, samt Anmodning om at blive underrettede om ledigværende Embeder i Norge, affærdigedes strax til den norske Regjering. I en Skrivelse til Prindsregenten underrettede de ligeledes om, at Opfordringen ikke gjældte de i Danmark ansatte norskfødte Officerer, hvoraf en stor Deel dog ønskede at tage Tjeneste i den norske Armee. Imidlertid var det ogsaa af økonomiske Grunde saa vanskeligt for dem at komme bort, at der sandsynligviis vilde indløbe et ringe Antal Ansøgninger om Ansættelse i Forhold til Mængden af dem, som virkelig ønskede den. Brevskriverne vilde dog, om Hs. Højhed ønskede det, anvende sin hele Kredit og Indflydelse til at rødde disse Vanskeligheder bort, naar de derved kunde haabe at stifte noget Gavn for Fædrenelandet. Overbringeren skulde nærmere udvikle sig mundtligen om Normændenes Stilling i Danmark, og en Chiffernøgle medgaves ham til senere Skriftevexling. De Tolv (senere ved Grosserer Knudtzons Tiltrædelse 13) bevirkede ogsaa, at Normændene beholdt Examen i den norske private Ret, da nemlig de juridiske Kathedre endnu vare ubesatte ved det norske Universitet; og i en ny Skrivelse til Prindsregenten interesserede de sig for de ved Regjeringskollegierne i Danmark ansatte norskfødte Underordnede, hvoraf de Fleste attraaede lige An- sættelse i Fædrenelandet. Ligeledes aabnede de en Subskription, og af Stiftamtmand Thygeson, som just da opholdt sig i Kjøben- havn, erholdt de sine Understøttelsesfonds forøgede med andre 5000 Rbd., saa at ikke blot flere Landsmænd bleve hjulpne der- nede, men ogsaa mange vel hjem. I Breve af 20de og 23de April underrettedes Prindsregenten ogsaa om, at den norske Postsæk burde adresseres til privat Mand i Jylland, som da igjen kunde |
| d.IV,b.5,s.179 |
forsende Brevene, der ikke burde have noget ydre Mærke, som kunde røbe hvorfra de skrev sig, samt om at Korntilførselen vilde sikkres ved at Regjeringen i Norge strax godtgjorde Ud- skiberne deres rimelige Fordeel, uden Hensyn til hvilken Losse- plads de havde søgt. Dette, mente de, burde bekjendtgjøres i alle norske Blade, hvoraf dog altid nogle Exemplarer kom udenfor Riget, forat tilintetgjøre den Frygt forat udskibe til Norge, som Tabet i enkelte Havne, der vare blevne overlæssede, havde opvakt16. "Den 4de Mai, hedder det, var en glad Dag"; thi da modtoges et til Pram adresseret Brev af 15de April fra Kristian Frederik, hvori han bevidnede Samfundet sin Paaskjønnelse af dets Pa- triotisme, og forsikkrede det om, at enhver Normand, som op- offrede sin Stilling i Danmark, skulde finde Ansættelse i Norge. I en Skrivelse af 4de Mai, som Professor Skjelderup tog med sig til Norge, takkedes Hs. Høihed, meddeltes en Oversigt over Sam- fundets hjælpende Virksomhed, og underrettedes om, at Aarsagen til at de allerfleste norskfødte Embedsmænd i Danmark havde erklæret sig for at vedblive i sine Stillinger, var Modbydelig- heden for at erklære sig efter det andet Alternativ, nemlig for at forlade Landet ifølge Traktaten med Sverige. Men kort efter gav det for tidlige Rygte om, at Prindsregenten skulde paa Eids- vold være valgt til Konge et interessant Dokument Tilværelsen, nemlig en af Samtlige undertegnet Lykønskningsadresse til den nye Konge, saalydende: "Allernaadigste Konge! "Friheden lysede i Norden, og Folkets Kjærlighed kaldte Deres Maje- "stæt til Thronen. -saa af Fædrenelandets fraværende Sønner "kaaredes De i deres Hjerter. -- Lad da os, af det gamle Norges ær- "værdige Slægt, i de Normænds Navn, som, fjernede fra Hjemstavn, "skuede med Henrykkelse Deres og Brødrenes Bedrivt, hilse Deres "Majestæt paa Kongesædet! "Evig skal Norge takke Dem, ædle Fyrste, thi De forlod ikke Folket, "da Monarken havde løst det fra dets Troskabseed. -- De frygtede "Anarkiets Rædsler, ikke de Farer, som truede Dem selv. "Alle Folkeslag skulle nævne Dem med Høiagtelse, thi medens Deres "fyrstelige Nabo fordrer som Løn Herredømmet over et fremmed Folk, "og medens mægtige Herskere, som kalde sig Europas Befriere, billige |
| d.IV,b.5,s.180 |
"hans Forhold; fremstaaer De, selv odelsbaaren til Thronen, og lærer: "at Fyrsternes Magt gives af Folket, og at dette bør selv bestemme "sin Skjebne. "Deres Majestæts Throne er bygget paa Retfærdighed og grundlagt "med Viisdom; derfor see vi, med fast Tillid til det guddommelige "Forsyn, en herlig Fremtid imøde; derfor lykønske vi Deres Majestæt "og Fædrenelandet". Med aaben Dato tilstilledes denne Adresse, der afsendtes in duplo, Oberst Hegermann, Professor Skjelderup, Slotspræst Pavels og Overbringeren Prokurator Steenbuch, med Anmodning om at overlevere den i Kongens Haand -- hvilket ogsaa til sin Tid skede -- hvorpaa Samfundets sidste Foretagende var en Agtelses- adresse af 19de Mai til den ved Gyldenpalm kompromitterede og desaarsag afskedigede Geheimestatsminister Frederik Moltke, samt en Rapport til Kristian Frederik af 24de s. M. om at det var lykkets det at udvirke hos det juridiske Fakultet en saa fuld- stændig Examen, som de havde ansøgt om for Normændenes Skyld, skjøndt Udstederne maatte benegte at have anført som Grund at de juridiske Discipliner ikke skulde kunne dyrkes for Tiden ved det norske Universitet. Skrivelsen sluttede med en Underretning om, at Ordre til Beslag paa de norske Skibe, som maatte indkomme i danske Havne nu var udstedet. Hermed slutter Protokollen, som har opbevaret disse rørende Træk af norsk Broderaand og Patriotisme, der røbe saastor Styrke ved den norske Nationalitet og altsaa ogsaa for de fraværende Normænds Vedkommende, som Normænd, saa god Adkomst til Selvstændighed og Frihed. Efterhaanden slap ogsaa de Fleste af de Tolv over til Norge, og deres Forening opløstes. Men udpaa Sommeren fremgik dog en Slags skud- eller af- læggeragtig Fortsættelse af hine to Samfund i et tredie, nemlig den saakaldte "Venneforening" -- et Navn, som skulde uskyldig- gjøre det i Verdens Øine. Mindre ultranorskt i sit angivne Øjemed, end hine to, gik dog disses Aand ogsaa igjennem dette Selskab, og af Danske, der ogsaa kunde blive Medlemmer, optoges dog kun Saadanne, som vitterligen interesserede sig for Norge, f. Ex. Statistikeren, Etatsraad Fred. Thaarup, forhen Foged i Solør og Oudalen. De Tolv havde mødt sammen hos hinanden: "Vennerne" |
| d.IV,b.5,s.181 |
samledes i Normandsforeningens gamle Lokale, som nu atter gjenlød af Ønsker for Norge hver Gang en Efterretning bragtes der- hjemmefra, udjublede i alle dets Dialekter. Men efterhaanden bleve ogsaa disse længst Efterladte færre og færre. De forsvandt enkelte og pludseligen som Svalerne, skjøndt gamle Medlemmer af Venne- foreningen vide at fortælle noget om en vis gammel fordægtig Lugger, som endeel Normænd lod kjøbe paa Fremhaand af Marine- bestyrelsen, der lod sælge endeel slige kasserede, og som de ved en tjenstvillig N. N. lod lægge ud paa Gammelholm og udruste og armere, for saa tilsammen hemmelig at forlade Danmark og at slaa sig igjennem hjem, om det skulde knibe . . . Men Vi ere allerede komne foran Rigsforsamlingen, til hvis Fremskridt vi dog have villet binde os, og hvortil vi maa vende tilbage, efterat have med disse Blik udenfor Landet udfyldt den Dag, Rigsforsamlingen tog sig til Hvile, efterat have endt sine Forhandlinger over Konstitutionsudkastet. TRYKFEIL OG RETTELSER. Pag. 11 midtpaa -- Hount, 1. Middelfart og Hount. - 81 Hvad der i Anmærkningen berettes om Falsens Fader grunder sig vel paa et Sagn, men da han var af monarkiske Grundsætninger, er det vistnok mindre paalideligt. 1 tilbakeSaa hedder det efter den franske Monitør, hvoraf Referatet af disse De- batter er taget, og her er upaatvivlelig, idetmindste i Ordet "aldeles", en Tinte med af Redaktionens egen Farvelade. Endskjøndt det er en Indrømmelse af en af Ministeriets Tilhængere, var dettes Medhold i Folket dog paa hiin Tid saa stærkt, at det er øjensynligt, at Taleren her har sagt formeget i sin Iver for at stille Ministeriets Færd og politiske Mod ret i Lys. Debatterne og deres Udfald vise det. At den almindelige Opinion i England var for Norge, var Tilfælde, men er jo ikke det samme som Uvilje mod Kronprindsen af Sverige. Hans humane Adfærd som Administrator en Tid over Hannover, der havde bidraget saameget til at vinde ham de svenske Hjerter, var ogsaa lidet egnet til at gjøre ham de engelske fiendske. 2 tilbake"Fra Nordens golde Kyster stiger frem dets Genius, Iislænken bryder; Han et herligt Syn udspreder fra sit Hjem: et Nordlys: Frihed i det elskte Land." (Jæger). 3 tilbake"Lad Frihed ene, Frihed være dets! Dens Straaleglands forgylde Norges Fjeld og varmt opflamme hver en Normands Sjel! Har Norge Frihed, har dets Sønner Held. Da skal atlantisk Bølgegang med Lyst paa begge Sider Friheds stolte Kyst ombruse, rullende fra Labrador til Friheds faste Klippekyst i Nord." (Jæger.) 4 tilbakeEnglands Eidsvold, hvor Magna Charta blev givet. I Nærheden af Windsor. 5 tilbakeHefte II Pag. 302, samt Kaptainløitnant Budde's Rapport af 14de Mai. 6 tilbakeProvst Stefansens Haandskrift siger, at de engelske Krydsere "i April ei alene ikke hindrede Seiladsen paa Norge, men understøttede den endog ved dels at bortjage svenske Kapere af Farvandet, dels ved at underrette Kornskibene om hvor de havde Kapere at befrygte. Dette, forenet med de engelske Søfolks Enthusiasme for Norges Sag, lod med al Rimelighed i Sand- heden Uindviede formode en saadan hemmelig Forstaaelse. I Mai kom først de svenske Krigsskibe i Søen, da de havde lagt indfrosne, og nu begyndte de Engelske med at afvise dem og med saadan Ordre at paategne deres Papirer. Enten lode de nu Kornskibene følge sig til Mørket paakom, og forlode dem saa under norsk Kyst, eller ogsaa, naar Skibet var truffet i Nærheden af Kysten, forlode de det strax efter Paategning om Afviisning for de svenske Kaperes Skyld, forat give det Anledning at søge Norge". 7 tilbakeKfr. Hefte II Pag. 356. Det danske Forsvar yttrer, at Regjeringen, "langtfra selv at være bleven kompromitteret ved de private Skrivelser, denne fra Kongens Tjeneste beafskedigede indfødte Normand havde paataget sig at overbringe til Norge, meget mere i den svenske Regjerings Meddelelser havde fundet Anledning til at paaanke og straffe enkelte Borgeres lovstridige Handlinger". Hermed sigtes til hvad der hændte Præsidenten i Gen.-Toldk. Grev Frederik Moltke, Justits- raad Westermann og Flere, der havde korresponderet paa Norge med hiin Sladderhank af en Kammerjunker. Moltke fik pludselig sin Afsked fra alle sine Embeder, fordi han i et Brev havde gjort Statsraad Generalløitnant Haxthausen opmærksom paa, at Kornudførselen rigtignok vilde, paa svenskt Forlangende, blive strengt forbuden, men at den dog vilde kunne gaa for sig, naar de norske Skibe kun bleve forsynede med Papirer, som om de kom fra og gik til England. Westermann blev endog landsforviist, fordi han, i et Brev til en Ven i Norge, havde yttret sig ufordeelagtig om den danske Regjering med Hensyn til Norge, og navnlig om Kancellipræsident Kaas. Da det ikke lykkedes ham, i Hamburg, hvorhen han først tog sin Tilflugt, at erholde Tilladelse af Frederik VI, paa Tilbagereisen fra Wien, til at vende tilbage til sin Familie i Kjøbenhavn, begav han sig til Norge, hvor han først opholdt sig paa Eidsvold Værk hos Statsraad Anker, med hvem han var noget besvogret, og senere i Kristiania. I 1821 gav Storthinget ham en Pension af 120 Spd. aarlig, fordi han kunde siges at have lidt for Norges Skyld. 8 tilbakeDet hedder endvidere heri: "Som vi, efter den af os samtykte Freds- traktat af 14de Januar d. A., og efter at have afstaaet vore Rettigheder til Norge, ikke erkjende og ikke ville erkjende anden Myndighed i dette Rige, end Hs. Majestæt Kongen af Sveriges, saa kunne Vi ei heller anderledes end med allerhøjeste Mishag see, hvad der tvertimod bemeldte Traktat og vore udtrykkelige Befalinger sammesteds er foregaaet; og det saameget mere, som enhver af os forordnet Embedsmand, fra den Højeste til den Laveste, ligesom enhver anden vor Undersaat i Norge, ikkun under det Vilkaar er bleven fritagen fra den Eed og Pligt, han stod i til os: at Fredstraktatens Betingelser, forsaavidt ham maatte vedkomme, nøiagtigen skulde opfyldes. Ligesom vi derfor ved aabent Brev af Dags Dato ville have dette kundgjort for samtlige Embedsmænd og alle Ind- byggere i Norge, saa paalægge vi og herved Eders Kjærlighed ufortøvet at efterkomme de til Samme ergangne Befalinger". 10 tilbakeEfter den første af disse Plakater, der antoges aftvungne Frederik VI, maatte intet Pas udstedes til Norge, Tilførsel dertil skee eller Samqvem og Brevvexling dermed finde Sted, under Straf af Fængsel eller offentligt Arbeide, og efter den sidste skulde Den, som herimod forsaa sig eller forsøgte paa at begive sig til Norge ad nogen anden Vej end igjennem Sverige ikke alene blive anseet og straffet paa det strengeste efter Plakaten af 11te Mai, men endog, om han befandtes at have søgt at opnaa sin Hensigt paa underfundig Viis -- have sit Liv forbrudt. 11 tilbakeAf Forsamlingens Bud, hvortil antoges en Gudbrandsdøl, toge Formændene ved Haandslag ligeledes Taushedsløfte. 12 tilbakeSee Hefte II Pag. 293. 13 tilbakeSenere fattede Tawast, der selv var en redelig Karakteer, megen Agtelse og Hengivenhed for Frederik VI som Menneske. Meningen om Forholdet mellem disse to Personer gav sig ellers tilkjende ved en Karrikatur, der forestillede Tawast med en liden Frederik VI stikkende frem af hans Taskelomme. 15 tilbakeUvist hvorfor. Maaskee fordi det Regiment, han havde kommanderet i Danmark havde grønne Opslag o. s. v. Den Sværm af Kammerherrer, han be- gyndte sin Regjering med at udnævne, bar ogsaa grønne Sløifer med en Guld- knap i, hvor Nøglen plejer at sidde i Blaat. 16 tilbakeDette var Tilfælde i Bergen, medens staaende Nordenvind ved at hindre Farten foraarsagede den bittreste Mangel i det Throndhjemske. |