|
| d.IV,b.5,s.78 |
lukkelse kaldes; det vilde være en altfor stor Inhumanitet mod
vore egne Medborgere, om den ikke fandt Sted. Ellers kunde
vi faae danske Statsraader, danske Overøvrigheder -- kort komme
under et Slags dansk Regjering, som vi ikke behøvede. Forøvrigt
var han af den Formening, at de i Norge værende danske Embeds-
mænd, der vilde sværge Konstitutionen, burde for egne og Børns
Vedkommende nyde fuld Borgerret, saafremt de forbleve i Landet.
Weidemann, tog derpaa i samme Aand Ordet. Det var ikke
blot unødvendigt, men afgjort skadeligt, om Fremmede gaves Ad-
gang til Landets Embeder. Kun de Udlændinge, som nu opholdt
sig her og havde svoret dets Selvstændighed, burde ansees lige
med Indfødte; men ikke de, som blot havde luret paa hvorledes
det vilde gaae med denne, for derefter at bestemme sig, om de
skulde aflægge Eeden eller ikke. For Fremtiden burde Fremmede
aldeles være udelukkede fra Embeder, og ingen Dispensationer
isaahenseende kunne meddeles, paa det vi ikke skulde faae
"Tydskere til Oberster, hollandske Kaperkapitainer til Byskrivere,
og for at forebygge, at det indfødte Geni ikke blev fortrængt til
Kautokeino". Som bestemt Forslag fremsatte Taleren, at, dersom
Rigsforsamlingen maatte finde, at den nye §'s Litr. c skulde an-
tages, skulde denne gives saadant Tillæg: "og ikke have vægret
sig for at aflægge den Eed at hævde Norges Selvstændighed".
84 Stemmer mod 26 antoge dette Forslag; 72 mod 36 vedtoge
§'ens Litr. d., og eenstemmig gik Litr. e. samt de derpaa følgende
Undtagelser igjennem.
Falsen refererede derpaa, at Kommitteen, efter ligeledes at have
taget under Overveielse de i Anledning af §. 54 indkomne For-
slag, indstillede denne §. til at lyde saaledes:
"Stemmeberettigede ere kun de norske Borgere, som have fyldt 25 Aar,
have været bosatte i Landet i 5 Aar, og enten a) ere eller have været
Embedsmænd, b) paa Landet eie eller bruge matrikuleret Jord, c) i
Kjøb- og Ladesteder svare borgerlige Tyngder, eller eie Gaard eller
Grund af Værdi idetmindste 300 Rbdr. S. V."
Christie foreslog, at Stemmeretten ogsaa skulde udvides til dem,
der, uden at være Jordejere, havde fast Bopæl paa Livstid, samt
til Kapitalister, som havde 400 Daler Sølv i aarlig Rente. Apenæs
yttrede, at, efter dette Forslag, vilde de fleste Gaardmænd i
Laurvigs Grevskab udelukkes fra Stemmeret, da de kun havde
sine Brug paa 6 Aar med Løfte om imidlertid at erholde Arve-
|
| d.IV,b.5,s.79 |
fæste. Forslaget faldt dog mod meer end 2/3 Pluralitet, og lige-
ledes med 83 mod 15 et fra Irgens, understøttet af Holck, hvilke
begge vare fra Egne, hvor Landkræmmerne og Gjæstgiverne danne
en betydende Klasse, om at Stemmeretten ogsaa skulle udvides
til dem. Erichstrup opkastede Spørgsmaal, om hvorvidt §'ens
Bestemmelse kom den talrige Skipperborgerklasse tilgode, der
har Bopæl paa Landet udenfor Kjøb- og Ladestederne, hvortil
Præsidenten svarede, at saa var Meningen, og at Udtrykkene
skulde under §'ens Redaktion blive tydeliggjorte. Carstensen gav
ham derimod noget overflødigere at svare paa i Bemærkningen,
at Huusmænd ikke paa nogen Maade burde være stemmeberet-
tigede, hvilket jo fulgte ligefrem af, at de ikke besidde matri-
kuleret Jord.
Ved den endelige Votering antoges §'ens første Afsnit tilligemed
Litr. a. uforandret; Litr. b. saaledes forandret: "paa Landet eje
eller for længere Tid end fem Aar have bygslet matrikuleret
Jord", samt Litr. c. saaledes: "i Kjøb- og Ladestederne have
Borgerskab eller eje Gaard eller Grund" o. s. v.
"§. 55: Inden 6 Maaneder efter denne Konstitutions Antagelse skal,
i enhver Kjøbstad af Magistraten og i ethvert Præstegjeld af Fogden
og Præsten, forfattes et Mandtal over alle stemmeberettige Indvaanere.
Forandringer, det efterhaanden undergaaer, anføres ufortøvet deri.
Enhver skal, forinden han indføres i Mandtallet, offentlig til Thinge
sværge Konstitutionen Troskab".
Hount yttrede, at det, for at undgaae Vidløftighed, kunde være
nok, at Præsten forfattede Mandtallene for Landet, og at Eeden
med større Høitidelighed, men mindre Uleilighed for Vedkom-
mende, kunde aflægges ved Valgforsamlingen. §'en blev dog
eenstemmig antaget.
"§. 56: Stemmeret suspenderes
l) ved Anklage til Thinge for Forbrydelser; 2) ved Umyndiggjørelse;
3) ved Opbud eller Fallit, indtil Kreditorerne have erholdt fuld Betaling".
Meltzer mente, at Stemmeretten burde gives Fallenten tilbage
naar han ved Akkord havde tilfredsstillet sine Kreditorer. Omsen
fandt ikke i saadant Opgjør synderlig Grund for dem til Tilfreds-
stillelse, hvorimod han formeente, at kun Den, som ved beviisligt
Uheld var bleven nødt til at gjøre Opbud, burde, uden Hensyn
til hvad Kreditorerne kunde faae, beholde sin Stemmeret. Han
|
| d.IV,b.5,s.80 |
fremsatte derfor det Forslag, at der efter Ordene "eller Fallit"
skulde tilføjes: "med mindre samme er foraarsaget ved Ildsvaade
eller ved noget andet ulykkeligt og beviisligt Tilfælde".
Efterat det med 56 mod 55 var bleven bestemt, at Forandring
skulde skee i §'en, blev den eenstemmigen antaget med det af
Omsen foreslaaede Tillæg.
"§. 57: Stemmeret tabes 1) ved at have været dømt til Tugthuus,
Slaveri og vanærende Straffe; 2) ved at gaa i fremmed Magts Tjeneste,
uden Regjeringens Samtykke; 3) ved at erhverve Borgerskab i en fremmed
Stat; 4) ved at overbevises om at have kjøbt Stemmer i Valgforsam-
lingerne, solgt sin egen Stemme eller stemmet i flere end een Valg-
forsamling".
Irgens spurgte, om da ogsaa de til Tugthuus for Brændeviins-
brænden Dømte skulde miste sin Stemmeret. Svaret er let at
vide; men Spørgsmaalet var maaskee udrundet af hans talrige
Erfaringer som Dommer i et Distrikt, Sogn, hvor Hadet mod den
bestaaende Brændeviinslovgivning var stærkt og Overtrædelserne
hyppige som i Irland. Ligesom der vidste man at hjælpe sig med
en Gryde og en Geværpibe, og Bygdernes anseligste Mænd vare
ofte indviklede i retlige Forfølgelser, der kunde tage en saa van-
ærende Ende. Imidlertid gik §'en ved Voteringen eenstemmig
igjennem.
"§. 58: Valgforsamlingerne holdes paa Landet i Præstegjeldets Hoved-
kirke, i Kjøbstæderne paa Raadhuset eller andet dertil beqvemt Sted.
De bestyres paa Landet af Sognepræsten og hans Medhjælpere; i Kjøb-
stæderne af disses Magistrater og Formænd. Stemmegivningen skeer i
den Orden, Mandtallet viser. Stridigheder om Stemmeret afgjøres af
Forsamlingens Bestyrere, hvis Kjendelse kan indankes for Storthinget".
Holck oplæste et Forslag om at der for hvert Fogderi skulde
af Amtmanden udnævnes til hver Gang tre omreisende Valg-
bestyrere, hvilke burde være af forskjellige Sogne og "enten
Embedsmænd eller andre Konditionerede,1 som have det Almenes
Tiltro". 58 Stemmer mod 52 erklærede sig dog for §'ens ufor-
andrede Antagelse; og eenstemmigen antoges derpaa
§. 59: "Førend Valgene begynde, skal Konstitutionen lydeligt oplæses,
i Kjøbstæderne af den første Magistratsperson og paa Landet af Præsten".
|
| d.IV,b.5,s.81 |
Man sluttede Dagens Overvejelser; og ved de fleste Stemmer
valgtes derpaa Falsen til Præsident og Krohg til Vice-Præsident
for de følgende otte Dage. Mødet hævedes med at Finants-
kommitteens Formand, Amtmand Krohg, meddelte, at den efter
Evne havde tilendebragt sine Forretninger og ønskede sin Ind-
beretning oplæst i Forsamlingen.
Præsidenten bestemte, at dette skulde skee i den følgende Dags
Møde, der berammedes til Kl. 10 Formiddag.
10de Mai.
Storthingets Organisation og Myndighed. Finantskommitteens
Indberetning.
Udbyttet af denne Dag, 33 Paragrafer, kalder Brevskriveren
fra Eidsvold medrette et "Kjæmpearbeide" og et "heroisk Skridt".
Om otte Dage -- havde han Dagen før spaaet -- er "Hovedet
slaaet paa Sømmet (Hovedet paa Sømmet er Kronen"), og der
skal ikke megen Imagination til, for at see de samme glade For-
jettelser i Falsens Flammeblik fra Præsidentsædet. Men der staaer
ogsaa: "under mit Præsidentur skal Konstitutionen blive færdig;
under min Haand skal dens sidste Paragraf udgaa, min Mund
skal forkynde, at Værket er sluttet, at Norge har en Konstitution,
saa fri som jeg drømte mig den nogensinde og opbyggede den
i Tankerne sammen med mine Venner i Kontorværelset paa
Wollebæk".2
Efterat have anmeldt, at 6 Repræsentanter havde angivet For-
fald, og da Sekretæren havde oplæst de næstforegaaende For-
handlinger, foreslog Præsidenten at Konstitutionsudkastet
"§. 60: I Kjøbstæderne udnævnes een Valgmand for hver 50 stemme-
berettigede Indvaanere. Disse Valgmænd samles, inden otte Dage der-
efter, paa et af Øvrigheden dertil bestemt Sted, og udnævne enten af
deres egen Midte eller iblandt de øvrige Stemmeberettigede i deres
Valgdistrikt en Fjerdedeel af deres eget Antal til at møde og tage Sæde
paa Storthinget, saaledes at 3 til 6 vælge 1, 7 til 10 vælge 2, 11 til 14
|
| d.IV,b.5,s.82 |
vælge 3, 15 til 18 vælge 4, og saa videre. Har en Kjøbstad færre end
150 Stemmeberettigede, sender den sin Valgmand til nærmeste Kjøbstad,
for at stemme i Forening med dennes Valgmænd, og ansees da begge
Kjøbstæder som eet Distrikt".
Holck yttrede, at der burde sættes et bestemt Maximum for
Repræsentanternes Antal fra enhver By og Amt, og foreslog
samme til 4; og Kapitain Motzfeldt, at det burde bestemmes forud,
hvormange der i Fremtiden skulde udgjøre Storthinget. 75 kunde
være et passende Antal. Efter Omsens Mening 100. Flere fandt
det ubeqvemt og upassende at bestemme Storthingets Netto-
Personale, fordi det, om Flere end det fastsatte Antal vare ud-
nævnte, maatte blive vanskeligt at afgjøre hvem der skulde gaae
tilbage. Et Maximum og et Minimum burde dog sættes; men
forøvrigt kunde man overlade næste Storthing at give de nærmere
Bestemmelser. Falsen bemærkede, at der, efter §'en, ikke vilde
blive over 90 -- 100. Nogle Repræsentanter vare af den Mening,
at Valgmændene ikke burde kunne vælge udenfor sin egen Midte,
idet de allerede vare stemplede med offentlig Tillid; men, efterat
denne Mening af Flere var bleven bestreden, erklærede 54 mod
47 sig for Spørgsmaalet. Med 53 mod 52 blev det dernæst be-
stemt, at §'en skulde undergaa Forandringer med Hensyn til den
omdebatterede Bestemmelse om Repræsentantantallet, og een-
stemmigen antoges, at Ordene "og saa videre" i Slutningen af
anden Periode skulde udgaa, samt at der istedet derfor skulde
sættes: "hvilket er det højeste Antal nogen Kjøbstad maa have".
Ved 68 Stemmer mod 36 bestemtes, at det i §'en Foreskrevne kun
skulde gjælde indtil næste Storthing, der skulde kunne forandre
det efter et Minimum af 75 og et Maximum af 100 for Repræsen-
tanternes Antal, og saaledes at Kjøbstadsrepræsentanternes skulde
udgjøre en Trediedel af det hele. Med disse Forandringer, der
skulde tilføjes den 62de §., blev altsaa §'en antagen.
Eenstemmig antoges
"§. 61: I hvert Præstegjæld paa Landet udnævne de stemmeberettigede
Indvaanere, i Forhold til deres Antal, Valgmænd, saaledes at indtil 100
vælge 1; for 100 til 200, 2; for 200 til 300, 3, og saa videre i samme
Forhold".
Ligeledes
"§. 62: Disse Valgmænd samles inden en Maaned derefter paa et af
Amtmanden dertil bestemt Sted, og udnævne da, enten af deres egen
|
| d.IV,b.5,s.83 |
Midte eller iblandt de øvrige Stemmeberettigede i Amtet, en Tiende-
deel af deres eget Antal, til at møde og tage Sæde paa Storthinget,
saaledes at 5 til 14 vælge 1, 15 til 24 vælge 2, 25 til 34 vælge 3, 35
til 44 3, o. s. v. i samme Forhold".
Dog blev §'en saaledes forandret, at der istedetfor det sidste
Komma sattes: "34 og derover 4; hvilket er det største Antal
noget Amt maa sende". Samt vedføjedes §'en, ifølge ovennævnte
Beslutning ved §. 60, Følgende:
"De i denne og i den 60de §. indeholdte Bestemmelser gjælde indtil
næste Storthing, men, saafremt det da befindes, at Kjøbstædernes Re-
præsentanter udgjøre mere end en Trediedeel af hele Rigets, kan Stor-
thinget, til Følge for Fremtiden, forandre disse §§., saaledes at Kjøb-
stædernes Repræsentanter forholde sig til Landets, som 1 til 2; dog
bør Repræsentanternes Antal i det Hele ikke blive mindre end 75, og
ei større end 100".
Eenstemmig antoges
"§. 63: De i Riget værende Stemmeberettigede, der ikke kunne møde
formedelst Sygdom, militær Tjeneste eller andet lovligt Forfald, kunne
sende deres skriftlige Stemmer til den, der bestyrer Valgforsamlingen,
forinden disse ere tilendebragte".
Ligeledes
"§. 64: Ingen kan vælges til Repræsentant, med mindre han er 30 Aar
gammel, og har i 10 Aar opholdt sig i Riget".
§. 63 havde i det første Udkast det Tillæg: "Intet væbnet Korps
kan, som saadant, stemme", og §. 64 lød deri saaledes: "Ingen
kan hverken for By eller Bygd vælges til Repræsentant med-
mindre han a) er 30 Aar gammel, b) kan tale Landes Sprog, c) har
i 10 Aar været bosat i Riget".
Med 61 Stemmer mod 38 antoges uforandret ogsaa
"§. 65: Ingen af Statsraadets Medlemmer og de Embedsmænd, som
ere ansatte ved dets Kontorer 3, eller Hoffets Betjente og dets Pensio-
nister kunne vælges til Repræsentanter".
Derimod tilføjede Major Sibbern Konstitutionskommitteen et
Nederlag, idet han ved et skrivtlig Forslag fik forkastet
"§. 66: Kun Halvdelen af et Distrikts Repræsentanter maa være Embeds-
mænd. Er Tallet ulige, maa Embedsmændenes være det mindste".
|
| d.IV,b.5,s.84 |
Sibbern foredrog nemlig følgende paa Stedet nedskrevne Forslag:
"Naar ikke Valget kan være frit; naar ikke den, der har sine Med-
borgeres Tillid, ubehindret, hvad enten han er Embedsmand eller ikke,
kan vælges til Repræsentant, naar han ellers har de fornødne, i Kon-
stitutionen bestemte, Egenskaber: saa troer jeg, der ogsaa bør gjøres
Indskrænkning paa flere Sider, end blot for Embedsmændene. Saaledes
som Paragrafen nu er fremsat, kan jeg vel tænke mig som muligt, at
Faa eller Ingen af den agtværdige Bondestand blive valgte, og dette
vilde vistnok være ligesaa urigtigt, som upassende; men jeg kan ogsaa
tænke mig som sandsynligt, at de to Trediedele af Storthingets Med-
lemmer blive Bønder, og Saadant var vel, fra flere Synspunkter be-
tragtet, end urigtigere. Jeg skulde derfor give mig den Ære at fore-
slaa, at, dersom ikke Paragrafen aldeles kan udgaa, maatte den omtrent
hedde saaledes: Kun Halvdelen af et Distrikts Repræsentanter maa, for-
saavidt Byerne betræffer, være Embedsmænd. Er Tallet ulige, skal
Embedsmændenes være det mindre. Af hvert Amt skal i det mindste
een, og ikke over to af dets Repræsentanter være af Bondestanden".
Hvo gjenkjender ikke i Paragrafens og i Sibberns subsidiære,
fra det Adler-Falsenske Udkast optagne4, Forslags Demokratisme
en af vor egen Tids herskende Aander, af netop vort eget Folks,
fra sin Forviisning fra Grundlovens Bogstavrækker til Liv og
Virkeliggjørelse tilbagekaldte, seirende Ideer? I denne §. lærtes
dette først, og af Konstitutionens Fædre, at det var et Folk af
Bønder, at Dets var Magten, og at Den, hvis Magten var, vel
ogsaa tilkom en Broderpart af Æren. I den ligger Dragetanden,
hvoraf Tidens Kjæmpe og Herre er opvoxet, af disse forkastede
Korn er den Sæd fremgroet, som, med al sin Svimmelgrøde, har
givet vort senere politiske Liv sin kraftigste Føde og en god Deel
af den Marv i Ryggen som det har. Udstødt af Grundloven, er
Ideen om en Overvægt i Repræsentationen vendt tilbage til Folkets
Almues Sind, som en Melodi for den blindes Øre, der fremkalder
Rækker af Tanker og Erindringer i hans Hoved. Udstrøgen af
Rigsforsamlingens Theorier, har Folket dog stavet sig til hvad der
har staaet, og hiin Idee er bleven Armkraften i dets Praxis, og
|
| d.IV,b.5,s.85 |
lyslevende og med tungt Fodslag har den indfundet sig paa Folkets
Valgmøder, og styrer nu disse.
Konstitutionens egentlige Fædre, Medlemmerne af Konstitutions-
kommitteen, vare altsaa, idet de vilde indføre en Standsovervægt,
ikke klogere end de, der nu tage dem saa strengt, og tidt med
en modbydelig Begjærlighed, paa det undslupne og tilbagetagne
Ord? Det var farligt at antyde noget saadant, at vække Mistanke
mellem Klasserne, et Feilgreb at ville indskrænke Friheden i
Valgene. Men vare de i dette Punkt ikke klogere end denne
Tankes Misbrugere, saa vare de ædlere, thi Feilgrebet skeede
netop af varm republikanskartet Kjærlighed til Friheden, bona fide,
af Tiltro til Datids uforqvaklede Bonde, og idet Ideen om et Bonde-
vælde inden Repræsentationen udgik fra en talrig Kommittee af
bare Embedsmænd, har man det herligste Vidnesbyrd om den
begeistrede, uegennyttige Sinceritet, hvormed de rygtede sit Hverv.
Det var Geniets Uskyldighed. Men Sibbern opdagede Faren der-
ved. Deraf hans primære Forslag5. Hans subsidiære var kun
en Lempen efter den sværmerske Kjærlighed, hvormed de var-
meste Hoveder inden Rigsforsamlingen drømte sig en ægte natio-
nalfarvet Repræsentation, en Gjenopstandelse af de gamle Thing
paa Gulen og Frosten. Der vare Bønderne Alt. Her maatte de
være det Meste og Antallet af deres Graa- og Hvidkofter give
de nye Thing den nationale Farve og Karakteer.
Det lykkedes Sibbern at vække Forsamlingens Eftertanke over
Tingen. 82 mod 18 bifaldt hans Forslag, at §'en ganske skulde
udgaa.
"§. 67: Valg- og Distrikts-Samlingerne holdes hvert 3die Aar; de
skulle være tilendebragte inden December Maaneds Udgang". --
antoges med 95 Stemmer imod 7; og eenstemmigen
"§. 68: De saaledes udvalgte Repræsentanter udgjøre Kongeriget
Norges Storthing".
"§. 69: Saasnart Repræsentanterne ere valgte, forsynes de med en
Fuldmagt, underskreven paa Landet af Overøvrigheden og i Kjøbstæ-
derne af Magistraten, saavelsom af samtlige Valgmænd til Beviis for,
at de paa den i Konstitutionen foreskrevne Maade ere udnævnte.
Disse Fuldmagters Lovlighed bedømmes af Storthinget".
Ved den sidste §. opkastedes Spørgsmaal, om ikke Valgmændene
|
| d.IV,b.5,s.86 |
ogsaa burde have Fuldmagter fra Valgforsamlingerne, men man
fandt, at en Udskrivt af Protokollen maatte ansees som Fuld-
magt nok.
Med meer end 2/3 Stemmefleerhed antoges efter Utkastet
"§. 70: Enhver, som vælges til Repræsentant, er pligtig til at mod-
tage Valget, med mindre han hindres derfra ved Forfald, der kjendes
lovlige af Valgmændene, hvis Kjendelse kan underkastes Storthingets
Bedømmelse. Som undskyldende Aarsag til Vægring for den valgte
Repræsentant gjælder dette, at han forhen 2 Gange i Rad har mødt
paa et ordentlig Storthing. Hindres en Repræsentant ved lovligt For-
fald fra at møde paa Storthinget, træder den, som næst ham har de
fleste Stemmer, i hans Sted".
Eenstemmigen antoges
"§. 71: Enhver Repræsentant er berettiget til Godtgjørelse af Stats-
kassen for Reiseomkostningerne til og fra Storthinget, og for Underhold-
ning i den Tid, han der maa opholde sig".
Ligesaa
"§. 72: Repræsentanterne ere paa deres Reise til og fra Storthinget,
samt under deres Ophold der, befriede fra personlig Hæftelse, med
mindre de gribes i offentlige Forbrydelser; ei heller kunne de udenfor
Forsamlingen drages til Ansvar for de Meninger, de i Storthingets For-
samlinger yttre. Efter den der vedtagne Orden er Enhver pligtig at
rette sig".
Med 59 Stemmer imod 41 bifaldtes uden Forandring ogsaa
"§. 73: Storthinget aabnes i Almindelighed den første Søgnedag i
Februar Maaned hvert 3die Aar i Rigets Hovedstad, med mindre Kongen,
paa Grund af overordentlige Omstændigheder, saasom fiendtligt Indfald,
smitsom Syge, o. d., dertil bestemmer en anden Kjøbstad. Saadan Be-
stemmelse maa da betimeligen kundgjøres".
Sverdrup vilde, at Storthinget kun skulde holdes hvert 5te Aar,
og Diriks, at det kunde overlades Storthinget at bestemme naar
det følgende skulde holdes. Flere fremhævede derimod Vigtig-
heden af at Tiden blev bestemt, forat forebygge en lang og ska-
delig Udsættelse og at de midlertidige Anordninger, som kunde
være Landet til Meen, fik for lang Gyldighed. Den foreslaaede
Tid af hvert 3die Aar var ogsaa upaatvivlelig den passende som
hverken for lang eller for kort.
|
| d.IV,b.5,s.87 |
"§. 74: I overordentlige Tilfælde har Kongen Ret til at sammenkalde
Storthinget udenfor den almindelige Tid. Kongen udsteder da en Kund-
gjørelse, som bør være læst i alle Hovedstadens Kirker i det mindste
6 Uger forinden Storthingets Medlemmer skulle møde paa det bestemte
Sted".
Flere meente, at Bekjendtgjørelsen om et overordentligt Stor-
thing burde skee ved alle Rigets Hovedkirker, og at den ialfald
burde være saa almindelig, at Ingen skulle kunde paaskyde Uviden-
hed derom. Falsen yttrede derimod, at Omstændigheder kunde
gjøre en saa hurtig Sammenkaldelse af Storthinget nødvendig, at
en saa udstrakt Publikation blev umulig, hvorfor han troede at
det vilde være tilstrækkeligt naar den udvidedes til alle Stiftsstæders
Kirker. Han foreslog derfor, at der istedetfor Ordet "Hoved-
stadens" i 2den Periode, skulde sættes: "fire Stiftsstæder", og
med denne Forandring blev §'en eenstemmig antagen.
Ligesaa antoges eenstemmig de tre følgende §§., nemlig:
"§. 75: Et saadant overordentligt Storthing kan af Kongen hæves,
naar han forgodt befinder".
"§. 76: Storthingets Medlemmer fungere som Saadanne i 3 paa hin-
anden følgende Aar, saavel ved de overordentlige som det ordentlige
Storthing, der imidlertid holdes".
"§. 77: Hvis et overordentligt Storthing endnu holdes paa den Tid,
det ordentlige skal sammentræde, ophører det Førstes Virksomhed, saa-
snart det Sidste er samlet".
I første Udkast lød Slutningen af §. 76: "saavel ved de almin-
delige som overordentlige Storthing, der imidlertid holdes".
Voteringen over den følgende §. viser derimod en stærk Dis-
sents idet Stemmerne paa det nærmeste vare ligesaamange paa
begge Sider. Med 54 mod 52 antoges nemlig omsider uden For-
andring
"§. 78: Folket udøver sin lovgivende Magt ved Storthinget, der be-
staaer af 2 Afdelinger, et Lagthing og et Odelsthing".
I første Udkast var denne §. affattet i to saalydende: §. 70:
"Den lovgivende Magt udøves af Storthinget". Og §. 71: "Det
bestaaer af to Afdelinger, et Lagthing og et Odelsthing, og for-
bliver samlet saalænge det finder det fornødent, dog ikke over
tre Maaneder".
Disse Benævnelser skrive sig fra det Adler-Falsenske Udkast,
|
| d.IV,b.5,s.88 |
§. 70, hvor Nationalrepræsentationen foreslaaes deelt i et "Lag-
mandsthing" og et "Odelsthing". Ideen, at kalde det gamle man-
dige Ord "Thing" tillive igjen, var saaledes fælles for nysnævnte
og det wergelandske Udkast. I Kommitteen foreslog Falsen Ordet
"Althing" som Navn for den samlede Nationalrepræsentation
istedetfor det i hans Udkast brugte "Rigsforsamling"; men Werge-
lands Benævnelse "Storthing" vandt Bifald, uagtet der anførtes,
at det i Udtalen lød som en i det Latterlige faldende Modsætning
til "Smaating". I Wergelands Udkast var ogsaa Ordet "Storthings-
mand" brugt om Repræsentanterne, hvilket ligeledes er beholdt.
"Benævnelserne Lagmandsthing og Odelsthing -- anmærkes
der i det Adler-Falsenske Udkast -- synes ikke alene at være
aldeles adæqvate, men have endog det Fortrin, at være udledede
af Landets gamle Sprog. Thing kaldtes fordum et Møde af Landets
Mænd til Overveielse af dets Tarv; Lagmand en i Loven kyndig
Mand, og Lagmandsthing følgeligen en Forsamling af Mænd, som
modnere Alder og deraf følgende bedre Indsigt hæver over Mæng-
den. Odelsfrihed var fordum Skattefrihed; ved den Ret, selv
frivilligen at bestemme de Skatter, det vil yde, faaer Folket
paa en Maade sin Odelsfrihed tilbage, og den Forsamling, som
paa Nationens Vegne bestemmer Afgifter og Paalæg, synes derfor
med Føie at kunne kaldes Norges Odelsthing". For at blive
"Lagmand" maatte man efter Udkastet, enten eie et Jordegods af
10,000 Speciers Værdi, eller have en Indtægt af mindst 800 Species,
altsaa var Lagthinget efter Falsens Idee en paa Formue grundet
Slags Efterligning af det engelske Overhuus.
Meningerne delte sig over Spørgsmaalet, om Storthinget skulde
bestaae af to Afdelinger eller ikke. Paa den ene Side fremførte
man, at det kun vilde forsinke Sagernes Gang og maaskee skade
Samdrægtigheden. Man vilde ikke være kommen saa langt i
Rigsforsamlingen, om den havde været deelt i to Kammere. Paa
den anden, at Sagernes Behandling vilde vinde i nøiagtig Prøvelse,
om Storthinget deeltes; og dette maatte vel være det vigtigste.
For den første Mening optraadte især Kapitain Motzfeldt med en
udførlig udarbeidet, den 8de Mai dateret, "Betænkning om Ud-
øvelsen af den lovgivende Magt," hvori han forfegter den størst
mulige Simpelhed ved Storthingets Organisation.
Efterat have henpegt paa den Erfaring, der lod sig hente fra
andre Folk, formeente han, at den rimelige Hensigt med Lag-
|
| d.IV,b.5,s.89 |
thingets Ret til at forkaste Odelsthingets Beslutninger, nemlig at
forebygge Overilelse og Partiaandens Indflydelse, vilde ligesaa
let opnaaes ved at bestemme, at ethvert Lovforslag skulde de-
batteres i Storthinget paa tre forskjellige Dage 6. Saameget vilde
han beholde af det engelske Parlament-Maskineri, men forøvrigt
erklærede han Afdelingen i to Kamre forat maatte blive enten
unyttig eller skadelig.
"Er der -- sagde han -- f.Ex. iblandt Repræsentanterne en afgjort
Overvægt af et vist Parti eller en vis Interesse, da er det rimeligt, ja
det synes en absolut Følge af Tingens Natur, at Valget af Lagthingets
Medlemmer bliver saadant, at bemeldte Parti faaer Overvægten paa
begge Thing, og Afdelingen bliver saaledes unyttig. Bliver det derimod
Tilfældet, som Nogle formode, at de meest oplyste Mænd blive valgte
til Lagthinget, saa er det at befrygte, at de, der blive tilbage i Odels-
thinget, ei have Oplysning nok til deres vigtige Kald. Dette og den
Uenighed imellem de tvende Thing var vistnok meget skadeligt. Hele
Lovgivningen kunde komme til at standse; thi Odelsthinget kan Intet
faa frem, uden Samtykke af Lagthinget, og dette kan ligesaalidet bevirke
andre Love, end hiint vil foreslaae. Og end skadeligere bliver det
maaskee, om disse 2de Thing, for at holde Lovgivningen i Gang, vexel-
viis føie sig efter hinanden. -- Jeg holder saaledes for, at Storthinget
bør være udeelt".
Repræsentanten opkastede dernæst følgende tænkelige Indven-
dinger imod Storthingets Udøvelse af den lovgivende Magt:
"1) Repræsentanternes Antal bliver saa stort, at det vil vorde vanskeligt
for dem, at faa den Eenhed i Beslutning, som udfordres til Lovgivning.
2) Vort Folks liden Kultur lader befrygte, at Mængden af Repræsen-
tanterne ei besidde den fornødne Duelighed dertil. 3) Af en enkelt
Stand eller en enkelt Interesse kan der paa Storthinget blive en be-
stemt Overvægt, og altsaa Lovene affattede eensidigen. 4) Skjøndt
hver især eller alle tilhobe af de 3de foregaaende Mangler ikke just
direkte kunde fremvirke skadelige Love, da Kongen har Ret til at for-
kaste dem, saa kan det dog skee indirekte; thi det kan tænkes, at
Kongen kan blive nødt til at sanktionere slette Love, for at faa gode
og nødvendige Love fremmede, eller for at faa de nødvendige Penge-
udredninger besluttede paa Storthinget".
Betræffende den første Indvending, troede Taleren, at Antallet
burde bestemmes til omtrent 75, hvoraf en Trediedeel fra Kjøb-
|
| d.IV,b.5,s.90 |
stæderne, og at et Lovforslag, som var bleven forberedt ved en
Kommitteeindstilling, da ikke i Antallet vilde møde nogen Hin-
dring for sin Gang. Den anden Indvending, endskjøndt han troede,
at Repræsentationen just under Udøvelsen af sit Hverv snart
vilde erhverve den nødvendige Kultur, fandt han betænkeligere,
navnlig med Hensyn til den Bedømmelse af Landets nye eller
dog gjenfødte Lovgivning, som vilde falde i første Storthings Lod.
Den nye Lovbog, som skulde forfattes af den Lovkommittee man
havde at vælge, burde derfor ikke underkastes Storthingets Deci-
sion, men kun dets Gjennemsyn for at gjøre Bemærkninger, som
Lovkommitteen da skulde tage under Overveielse. Storthinget
burde nok beslutte Lovene, men overlade en Kommittee at for-
fatte de Love, der skulde forelægges Kongen til Sanktion. Lovene
vilde da neppe blive saa mange, og Repræsentanternes parla-
mentære Evner udvikle sig under Øvelsen. Mod de to andre
Betænkeligheder var det ondt at finde paa Raad uden at ind-
skrænke Folkets lovgivende Magt, og saa blev der ikke meget
tilbage af Friheden. Han vidste, at Flere af Forsamlingen vare
stemte for at overdrage Lovgivningen til et permanent lovgivende
Korps; men baade vilde dette blive kostbart, da man vel, for
Beskatningens Skyld, maatte beholde Storthinget, og det var at
befrygte, at det lovgivende Korps snart vilde faa et for Folkets
Frihed skadeligt Vælde. Desaarsag foreslog han følgende:
Til §§. 78 og 79, at Inddelingen af Storthinget i Lagthing og Odels-
thing skulde bortfalde. Til §. 80: Ethvert Lovforslag skal paa Stor-
thinget debatteres 3de Gange og paa 3de forskjellige Dage, førend Be-
slutning tages.
Til §§. 60, 62 og 68: Antallet af Storthingets Repræsentanter skal
omtrent være 75, hvoraf den ene Trediedeel skal være fra Kjøbstæderne.
Det Forhold, som til den Ende maa finde Sted imellem Valgmændene
i Byerne og Distrikterne og de Repræsentanter, de skulle vælge, skal,
med Hensyn dertil, bestemmes af den nuvælgende Lovkommittee, hvor-
for Mandtallet over de Stemmeberettigede snarest muligt til den maa
indsendes.
Til §. 81 a): At give og ophæve Love, saa tidt Saadant, efterat den
nye Lovbog er sat i Kraft, findes nødvendigt.
Til §. 99: Den nye almindelige civile og kriminale Lovbog, som af
den nuvælgende Lovkommittee skal udarbeides og forelægges 1ste eller
2det Storthing, skal af dette gjennemsees; og skal Lovkommitteen tage
under nøiagtig Overvejelse de Bemærkninger, som Storthinget derom
|
| d.IV,b.5,s.91 |
maatte gjøre, forinden Lovbogen forelægges Kongen til Sanktion. For-
saavidt Lovkommitteen ei er enig i de Bemærkninger, Storthinget har
gjort, skal den skrivtligen tilkjendegive Samme sine Grunde derfor.
Det ligner et Folk af det Norskes Sindighed, at omgjærde sig
imod Muligheden af egne Udskeielser af Friheden, om end noget
af dennes Friskhed og berusende Sødme skulde gaae tabt. Der-
for tempererede det selv forud dens umiddelbare Nydelse af
Mængden ved det indirekte dobbelte Valgsystem, og det seirende
Tokammer- eller Filtrerings-System var heller intet andet end en
saadan Betænksomhedens Garanti imod egen Skrøbelighed. De
to i hinanden gribende Tagghjul af engelsk Model, indsatte i
Maskinens Indre, vilde vel ikke gaa saa hurtigt eller bevæge sig
i Dagen for Alles Øine med saamegen Støi, som det enkelte store
efter de franske Modeller fra Aarene 90, men de vilde knuse
Tingene bedre og levere et finere og bedre Udbytte, og -- saa
hedte det: sat cito si sat bene.
Efter Udfaldet af Voteringen over §. 78, var det for Minoriteten
intet at gjøre for Motzfeldts Bemærkninger med Hensyn til de to
følgende §§., hvilke da ogsaa eenstemmigen gik igjennem. Nemlig
"§. 79: Saasnart Storthinget har konstitueret sig, aabner Kongen eller
den, Han dertil beskikker, dets Forhandlinger med en Tale. Han under-
retter det om Rigets Tilstand og de Gjenstande, hvorpaa Han især øn-
sker at henlede Storthingets Opmærksomhed. Ingen Deliberationer
maae finde Sted i Kongens Nærværelse. Storthinget udnævner iblandt
sine Medlemmer en Fjerdedeel, som udgjør Lagthinget; de øvrige tre
Fjerdedele udgjøre Odelsthinget. Hvert Thing holder sine Forsamlinger
særskilt, og udnævner sin egen Præsident og Sekretær". Og
"§. 80: Intet af Thingene kan holdes, medmindre to Trediedele af
dets Medlemmer ere tilstede".
"§. 81: Det tilkommer Storthinget; a) at give og ophæve Love, at
paalægge Skatter, Afgifter, Told og andre offentlige Byrder, som dog
ei gjælde længer end til 1ste Juli i det Aar, da et nyt ordentligt Stor-
thing er sammentraadt, med mindre de af samme udtrykkelig fornyes;
b) at aabne Laan paa Statens Kredit; c) at føre Opsyn over Rigets
Pengevæsen; d) at bevilge de til Statens Udgivter fornødne Penge-
summer; e) at bestemme, hvormeget aarligen skal udbetales Kongen
til hans Hofstat, og at fastsætte den kongelige Families Apanage, som
dog ikke maa bestaa i faste Ejendomme; f) at lade sig forelægge Stats-
raadets Protokol og alle offentlige Indberetninger og Papirer -- egent-
lige militære Kommandosager undtagne; g) at lade sig meddele de For-
|
| d.IV,b.5,s.92 |
bund og Traktater, Kongen paa Statens Vegne har indgaaet med frem-
mede Magter, med Undtagelse af hemmelige Artikler, som dog ei maa
stride imod de offentlige; h) at kunne fordre Enhver til at møde for
sig i Statsanliggender -- Kongen og den kongelige Familie undtagen; -
dog gjælder denne Undtagelse ikke for de kongelige Prindser, forsaa-
vidt de maatte være Embedsmænd; i) at revidere Civil- og Militær-
Etatens Gage- og Pensions-Lister, og gjøre deri de Forandringer, det
finder fornødne; k) at udnævne 5 Statsrevisorer, der skulle gjennemsee
Statens aarlige Regnskaber, og bekjendtgjøre Extrakter af samme ved
Trykken; hvilke Regnskaber hvert Aar, inden 1ste Juli, skulle tilstilles
disse Revisorer".
Ved Voteringen over de enkelte Poster, bleve de første otte
eenstemmigen antagne uden Forandring. Ligeledes 9de, saaledes
forandret, at der istedetfor Ordene "Civil- og Militær-Etatens"
sættes "midlertidige", og 10de med det Tillæg, at der foran Ordet
"Extrakter" sættes "aarligen". Som 11te Punkt opførtes tilsidst
eenstemmigen mellem Storthingets Rettigheder:
At naturalisere Fremmede.
At meddele Fremmede Borgerret, anførte man, kan ikke til-
komme nogen Anden end de som eie og udøve den; og det er
Folket. Den Glæde Indfødsretten i sin Tid havde vakt og Spørgs-
maalene i de offentlige Blade, om Andre end Norskfødte skulde
kunne vælges til Rigsforsamlingen, maatte henlede dennes Op-
mærksomhed paa denne vigtige Ret, og Erhvervelsen deraf maatte
især glæde de Medlemmer, som, idet de forudsaa den danske
Prindses Valg, tillige frygtede, at det atter skulde blive heddende
som i Visen: "Juten raaer lel mest ti Galin", d. e. Magten i Hans
Haand til at begunstige de Sværme af hans Landsmænd, som,
naar han først sad fast her, nok vilde indfinde sig hos en Fyrste,
der viste saamegen Tilbøielighed til at omgive sig med dem. At
det suveræne Folk, under sin Fordeling af Magten, lagde Natu-
ralisationen under sig, var derimod en Anstødssteen mindre for
Regentens Valg.
Steenstrup vakte Motion om at bestemme Fordelingen af disse
Forretnings- og Myndighedsposter imellem det samlede Storthing
og hvert af dets Kamre. Dette Spørgsmaal hvorpaa hverken
Udkastet havde indladt sig, eller man fandt sig belavet, tegnede
til at bevirke langvarig og uordnet Debat, hvorfor Flere vilde
have det overladt til Storthingets egen Afgjørelse. Paa Præsi-
|
| d.IV,b.5,s.93 |
dentens Forslag besluttede man dog tilsidst at udsætte det til den
følgende Dag, til hvilken Tid han opfordrede Medlemmerne til
at tage det under Overveielse.
"§. 82: Enhver Lov skal først foreslaaes paa Odelsthinget, enten ved
dets Medlemmer, eller af Regjeringen ved en Statsraad. Er Forslaget
der antaget, sendes det til Lagthinget, som enten bifalder eller forkaster
det; og i sidste Tilfælde sendes det tilbage, med tilføjede Bemærkninger.
Disse tages i Overvejelse af Odelsthinget, som enten henlægger Lov-
forslaget, eller atter indsender det til Lagthinget".
I Kommitteens første Udkast sluttede §`en saaledes: "atter ind-
sende det til Lagthinget med Forandringer". Denne Slutning op-
toges nu saaledes stilet: "med eller uden Forandring"; og med
dette Tillæg antoges §`en eenstemmig.
Provst Schmidt foreslog, at der endvidere skulde tilføies:
"Naar et Forslag fra Odelsthinget 2 Gange har været Lagthinget
forelagt, og anden Gang derfra er bleven tilbagesendt med Afslag, da
træder hele Storthinget sammen, og ved Totrediedele af dets Stemmer
afgjøres da Forslaget. Imellem enhver saadan Deliberation maa i det
mindste hengaa 3 Dage".
Dette var igjen at ophæve Strengheden af Tokammersystemet,
og at reducere Lagthinget til en Censurkommittee. Ideen, der
saaledes gik ud paa en Lempning imellem de 54 og 52 ved Vote-
ringen over §. 78, og unegtelig paa en simpel og original Maade,
ved denne Appel til begge stridige Afdelingers forenede Intelligents,
opløste Vanskeligheden med et Forslags Standsen paa en Mi-
noritets haardnakkede Veto , vandt ogsaa Bifald efter mindre
Kamp end man skulde ventet , det strenge Tokammersystems
Fader, Falsen, vilde have foranlediget, idet nemlig 62 Stemmer
imod 39 erklærede sig for Tillægget.
"§. 83: Naar en af Odelsthinget foreslaaet Beslutning er bifalt af
Lagthinget, sendes den, ved en Deputation fra begge Storthingets Af-
delinger, til Kongen, med Anmodning om hans Sanktion". --
Blev eenstemmig antagen, med det Tillæg, at der efter Ordet
"Lagthinget" sattes "eller Storthinget, efter §.82". Ligeledes bi-
faldtes uden Forandring
"§.84: Billiger Kongen Beslutningen, forsyner han den med sin
Underskrivt, hvorved den vorder Lov. Billiger han den ikke, sender
han den tilbage til Odelsthinget, med den Erklæring: at han ikke for
Tiden finder det tjenligt at sanktionere Beslutningen".
|
| d.IV,b.5,s.94 |
Det Falsenske Udkast havde i §. 94 antaget, at Kongen ikke
vilde negte sin Sanktion til en Lovbeslutning, som, efter at være
drøftet af tre paa hinanden følgende Rigsforsamlinger, uforandret
tredie Gang blev ham forelagt. Og heri, saavelsom i Frankrigs
Exempel fra 1791, hvor Stridighederne mellem Konge og National-
forsamling om Veto'et havde vakt Verdens Opmærksomhed for
at det er ved dette Spørgsmaal Demokratisme og Monarkisme
egentlig skille sig, laa Spiren til den Bestemmelse i den følgende
§., som, idet den kun tillægger Kongen et suspensivt Veto i Lov-
givningen, paatrykker hele Forfatningen dens afgjort demokratiske
Præg, og opstiller uden Sky Folkesuveræniteten som dens øverste
Princip. Den lød i Udkastet i umiddelbar Følge med fore-
gaaende saaledes:
"§. 85: Beslutningen maa i dette Tilfælde ikke mere af det da siddende
Storthing forelægges Kongen, som paa samme Maade kan forholde sig,
om paa næste ordentlige Storthing paa nyt foreslaaes samme Beslutning;
men, bliver den ogsaa af det tredie Storthing, efter igjen at være bleven
drøftet, atter paa begge Thing uforandret antagen, og den da fore-
lægges Kongen, med Begjæring, at Hans Majestæt ikke vil negte en
Beslutning sin Sanktion, som Storthinget efter det modneste Overlæg,
anseer for gavnlig, saa vorder den Lov, om end Kongens Sanktion ikke
paafølger, inden Storthinget adskilles".
Der debatteredes først over §'ens Indhold, der syntes at slaae
endeel Repræsentanter med den, ikke just oprigtige, Blusel, be-
skedne Børn føle, naar de mærke, at de have forsynet sine egne
Tallerkener vel drøit. Under Debatterne bleve de dog bibragte
Overbeviisningen om, at Kongen heller ikke var bleven forglemt.
Der var heller Ingen, som gjorde sig nogen alvorlig Umag for
igjen at faae dette Hovedstykke fraskudt Folkets Anpart i de
konstitutionelle Rettigheder: og denne Løihed i Debatterne, hvor-
under de, som talte og stemte imod §'en, gjorde dette med saa-
liden Kraft og Grundighed, at deres Stemmegivning endog kunde
synes ledet af mindre uafhængige Hensyn, viser, at Forsamlingen
idet Hele var for det suspensive Veto. Man henpegede vel paa,
at Storthinget allerede var bleven vel betænkt i §.81, og yttrede
Frygt for at Ligevægten imellem Statsmagterne vilde blive for-
rykket; men imod Bemærkningen om §.81 opstillede man §§'erne
33 og 36, og anførte, at Folket dog maatte være den Nærmeste
til at besidde den deciderende Myndighed i Lovgivningsanliggender,
|
| d.IV,b.5,s.95 |
og at Kongen dog besad een Statsmagt, nemlig den exsekutive,
udeelt, Militærbefalet, Kirkeprimatet, Udnævnelsesmyndigheden,
Magten til at begynde Krig og slutte Fred og Traktater, samt i
Anordnings-, Forslags-, Sanktions- og Benaadningsretten Andeel
i begge de øvrige Magter. Med saamange Magtens Straaler var
ikke Kongedømmet udstyret i de konstitutionelle Stater, hvor det
ellers var tillagt et absolut Veto -- kort, i Rigsforsamlingen hørtes
næsten alle de Grunde imod at forøge dermed Normændenes
Konges Attributioner, som den berømte Konstitutionskommittee
paa Storthinget i 1824 opstillede imod den kongelige Proposition
om Ophævelsen af det suspensive Veto, og hvortil de senere
Storthing uforandret have henholdt sig.
Ved Voteringen, om §'en skulde forandres eller ikke, blev den
bifaldt uden Forandring med 65 imod 38; og Norge var nu den
frieste Stat i Europa -- paa Papiret.
"§. 86: Kongens Sanktion udfordres ikke til de af Storthingets Be-
slutninger, hvorved a) det erklærer sig samlet som Storthing, efter Kon-
stitutionen; b) det bestemmer sit indvortes Politi; c) det antager eller
forkaster de tilstedeværende Medlemmers Fuldmagter; d) det stadfæster
eller forkaster Kjendelser om Valgstridighed; e) og endelig den Beslut-
ning, hvorved Odelsthinget sætter Statsraader eller Andre under Tiltale".
§'en antoges eenstemmigen med det Tillæg som Litr. f) "Be-
slutningen, hvorved Fremmede naturaliseres".
Ligesaa de følgende sex §§.:
§. 87: Storthinget forbliver samlet saalænge det finder det fornø-
dent, dog ikke over tre Maaneder, uden Kongens Tilladelse. Naar det,
efterat have tilendebragt sine Forretninger, eller efterat have været
samlet den bestemte Tid, hæves af Kongen, meddeler han tillige sin
Resolution paa de ikke allerede forinden afgjorte Beslutninger, ved enten
at stadfæste eller forkaste dem. Alle de, som han ikke udtrykkeligen
antager, ansees af ham som forkastede".
"§. 88. Enhver Lov (de i §.85 benævnte undtagne) udfærdiges i Kon-
gens Navn og under Rigets Seigl, efter følgende Formular: Vi . . . af
Guds Naade og efter Rigets Konstitution Norges Konge, gjøre vitterligt:
at Os er bleven forelagt Storthingets Beslutning af Datum, saalydende:
. . . . . thi have vi antaget og bekræftet, ligesom Vi herved antage og
bekræfte Samme som Lov, under Vor Haand og Rigets Seigl".
"§. 89: De provisoriske Love, som af Kongen udgives i den Tid, da
intet Storthing holdes, saavelsom de øvrige Anordninger og Befalinger,
der vedkomme den udøvende Magt alene, affattes saaledes: Vi . . . .
|
| d.IV,b.5,s.96 |
gjøre vitterligt: at Vi, i Kraft den Os ved Rigets Konstitution meddeelte
Myndighed, have besluttet, ligesom Vi herved beslutte o. s. v.".
"§. 90: Storthinget kan indhente Højesterets Betænkning over juri-
diske Gjenstande".
"§. 91: Storthinget holdes for aabne Døre, og dets Forhandlinger
kundgjøres ved Trykken, med mindre det Modsatte besluttes ved Stemme-
fleerhed".
"§. 92: Ingen Befaling, af hvem den end maatte være udstedt, hvis
Hensigt er at forstyrre Storthingets Frihed og Sikkerhed, maa adlydes
uden at de Adlydende derved gjøre sig skyldige i Forræderi mod Fæd-
renelandet".
Betræffende Storthingets Frihed og Sikkerhed havde det Adler-
Falsenske Udkast den Bestemmelse, at intet militært Korps maatte,
uden Storthingets egen Tilladelse, nærme sig det paa 2 Mile, med
mindre det vilde ansees skyldigt i Landsforræderie, og efter Werge-
lands maatte ingen Troppesamling finde Sted inden 4 Miles Af-
stand, ligesom heller ingen Bevæbnet maatte findes i Storthings-
salen.
Man var bleven færdig med Storthinget. Der stod nu kun
saameget tilbage af Dagen, at Finantskommitteens Indberetning,
efter Gaarsdagens Beslutning, kunde blive oplæst; og det skede
da, hvorhos ogsaa de Bilag bleve meddeelte, som man forlangte
at høre.
Finantskommitteens Indberetning.
Forsamlingen underrettedes heri om, at Finantskommitteen havde
gjort følgende Poster til Gjenstand for sine Undersøgelser:
"1) Til hvor stor Summa Rigets Indtægter og Udgivter aarligen have
beløbet i flere Aar, med et vist Mellemrum i Tiden, men dog saavel i
Fred som i Krig. 2) At undersøge, til hvor stor en Summa Rigets
Statsgjeld beløber indtil den nærværende Tid. 3) At gjennemgaa den
forfattede Oktroi samt Reglementet til en Nationalbanks Indretning, og
at afgive Betænkning derover. 4) At forelægge Rigsforsamlingen en
omtrentlig Kalkul over den Seddelmasse, som fremdeles vil blive nød-
vendig at lade udstede af Rigsbanken til Regjeringens Disposition, ind-
til den næste Rigsdag er afholdt, hvilken er antagen at skulle afholdes
i Februar Maaned 1815; og 5) at give en Oversigt over Rigets Handels-
ballance i et Fredsaar".
|
| d.IV,b.5,s.97 |
Da Komitteen ikke var eller kunde være bekjendt med det af Kon-
stitutionskommitteen forfattede Udkast til Rigets Statsforfatning, blev
denne Plan forelagt Samme udi et fælleds Møde, deels for at komme
til Erfaring om, hvorvidt den ansaaes at være noksom udvidet, dels
for ogsaa at erholde oplyst, om nogen ny Gjenstand, Finantsvæsenet
vedkommende, der muligen kunde staae i Forbindelse med Konstitu-
tionen, attraaedes undersøgt. Under denne Forhandling vidste man
Intet at indvende imod eller at tilføie den forelagte Plan, og det er paa
Grund heraf Kommitteen, ligesaa tillidsfuld til den hele Rigsforsamling,
som overbeviist med sig selv om at have anvendt sin bedste Flid, paa
det anbetroede Arbeide maatte blive paa den nøiagtigste og or-
dentligste Maade udført, fremlægger tillige med denne Rapport, der al-
deles refererer sig til samme, de dertil hørende Beregninger, Forslag og
Kalkuler".
Finantskommitteen havde i en foreløbig Konferents med Konsti-
tutionskommitteen gjort sig bekjendt med dennes Udkast og fore-
lagt den sin Plan, forat erfare, om den ønskedes yderligere ud-
videt til Gjenstande, som muligens kunde staa i Forbindelse med
Konstitutionen. Dette havde dog ikke været Tilfælde. Med
Hensyn til 1ste Post fremlagdes derfor en Tabel over Statens
Indtægter og Udgifter for Aarene fra 1797 til 1806 incl., hvorefter
de aarlige Indtægter i disse for Skibsfarten og Handelen saa
særdeles indbringende Neutralitetsaar, uberegnet Postintraderne
for det hele Tidsrum og Stempelafgifterne for de sidste to Aar,
efter et Middeltal havde beløbet sig til 1,762,928 Rdlr.7, og altid
overskudt Udgivterne betydeligt. Selv Aaret 1805 da Udgiv-
terne havde været størst, nemlig 876,443 Rdlr., men Indtægterne
2,224,528 Rdlr., havde afgivet et Overskud af 886,485 Rdlr. Efter
et Middeltal gik Overskudet for de to Aar 1805 og 1806 endog
op til 1,455,025 Rdlr.; og Kommitteen fandt, at der, med et Tillæg
efter specificeret Beregning, af 266,000 Rdlr. i Administrations-
omkostninger for Norge som selvstændig Stat, vilde endda blive
et Overskud af 189,025 Rdlr. Denne, vistnok ogsaa for lavt be-
regnede, Sum, vilde dog ikke være tilstrækkelig til Pensioner,
Handelens Betryggelse mod Barbareskerne og flere med en selv-
stændig Stat forbundne Udgivter, saaledes som f. Ex. for den
nærværende Tid til Rigsforsamlingen og til en Bolig til den konge-
lige Familie; men saa maatte man ogsaa tage Hensyn til, at Ud-
|
| d.IV,b.5,s.98 |
givterne for Landarmeen i disse to Fredsaar, der vare lagte til
Grund for Beregningen, og vare anslaaede til over 300,000 Rdlr.,
formeentlig kunde have været betydelig mindre.
Kommitteen oplyste videre, at den norske Armee i 1806, 35,964
Mand stærk med Landeværnet eller Reserven, kostede i det Hele
519,840 Rdlr., men vilde paa Krigsfod, dog Landværnet undtaget,
have kostet 2,157,895 Rdlr., Munderings-, Armatur- samt Fæstnings-
Udgivterne, uberegnede, hvilke sidste alene vare anslaaede til
280,516 Rdlr.8 Derimod erklærede Kommitteen, at den ikke saae
sig istand til at gjøre nogen Beregning over hvad der i de andre
to Aar, 1811 og 1812, vilde have medgaaet, hvis Riget da havde
været en selvstændig Stat. De vare nemlig Krigsaar, uden Handel
og næsten uden Toldintrader; og det vilde sees, at deres Over-
skud af 1,933,775 Rdlr. ikke vilde have været tilstrækkeligt til at
bestride de med Selvstændigheden forbundne Udgivter, end sige
Omkostningerne ved en Krig. Forøvrigt maa man ikke lade af-
sigte, at Kommitteens Beregninger ikke kunde besidde statistisk
Tilforladelighed, da mange af de dertil nødvendige Oplysninger
laae i Regjeringskollegierne i Kjøbenhavn. Angaaende Stats-
gjelden oplyste Kommitteen, at den, ved de gjennem Rigsbanken
udstedte Sedler, var forøget til 3,572,021 Rbd. (hvorfra dog maatte
trækkes hvad der var anvendt til Indkjøb af Fødevarer, hvilket
Provideringskommissionen i sin Tid vilde aflægge Regnskab for)
samt endelig, ved de af Kristian Frederik paa egen Haand indtil
21de April 1814 udstedte 1,824,925 Rbd., opløbet til den Summa
5,396,946 Rbd., hvortil endnu kom en Masse, hvis Beløb man ei
havde kunnet faae Oplysning om, af de af Regjeringskommissionen
i Aarene 1807, 8 og 9 udstedte Assignationssedler9. Endeligen
vilde der formodentlig ogsaa skee Fordring fra Danmark om at
indløse en forholdsmæssig Sum af de der udstedte, i begge Riger
cirkulerende, Sedler, hvilken Fordring ogsaa, forsaavidt den blev
godkjendt, vilde blive at tillægge Statsgjelden; men da der vel
kunde gjøres betydelige Modkrav fra norsk Side, og det for Tiden
|
| d.IV,b.5,s.99 |
var umuligt at gjøre nogen sikker Regning og Rede i disse ind-
viklede Forhold, maatte denne Sag sættes i Bero indtil en endelig
Afgjørelse kunde finde Sted.
Ligesaa lidt kunde naturligviis mathematisk Sikkerhed finde
Sted ved disse Beregninger som ovenfor. Det var umuligt at
bestemme, hvorledes den fælles Seddelmasse ved Handel og
Vandel var bleven fordeelt i begge Riger, medens den norske
Ihændehaver, naar det kom til Indløsning, kun vilde have den
norske Stat at holde sig til. Dengang kjendte man heller ikke
nøje den fælles Statsgjelds Beløb, men dette var ved Udgangen
af 1813, efter de kgl. danske Kommissærers Angivelse af 6te Ok-
tober 1815 for de norske:
a) Paa de egentlige Finanzer heftende:
5,535,959 Rbd. 5 &bmskilling;. N. V., 62,664,718 Rbd. 22 l/2 &bmskilling;. S. V. og
34,759,418 Rbd. 46 &bmskilling;. Sølv.
b) Paa Rigsbanken heftende:
42,253,572 Rbd. 22 &bmskilling;, N. V., 3,206,872 S. V.
Tilsammen:
47,789,531 Rbd. 27 &bmskilling;. N. V., 65,871,590 Rbd. 22 l/2 &bmskilling;. S. V. og
34,759,418 Rbd. 46 &bmskilling;. Sølv.
Med Fradrag af Aktivfordringerne:
1,318,708 Rbd. 87 &bmskilling;. N. V., 10,559,144 Rbd. 5 1/2 &bmskilling;. S. V. og
4,250,059 Rbd. 87 &bmskilling;. S. -
beløb altsaa den hele Statsgjeld sig til:
Navneværdi: Sølvværdi: Sølv:
46,470,822 Rbd. 86 &bmskilling;. 55,312,446 Rbd. 17 &bmskilling;. 30,509,358 Rbd. 55 &bmskilling;.
I en særskilt Rapport fremlagde Kommitteen sine Overvejelser
over og Forslag til en Oktroi og Reglement for en norsk Natio-
nalbank, i hvis Udarbeidelse nogle tilkaldte finanzkyndige Med-
lemmer af Forsamlingen havde været den behjælpelige, og gik
derpaa over til 4de Post, som nok især var den, Rigsforsamlingen,
efter Brevskriverens Sigende, var "lutter Øre og spidset Gehør"
ved, mens Alles "Tunger vare som bundne".
Med Hensyn til de Udgivter, som vilde behøves og den For-
øgelse af Rigsbanksedlerne, som desaarsag maatte skee indtil næste
Rigsforsamling, fandt Kommitteen det af største Vigtighed for den
dermed saa nøje forbundne Nationalinteresse, at et nøje Over-
|
| d.IV,b.5,s.100 |
slag derover kunde blive Rigsforsamlingen forelagt. Den maatte
imidlertid erkjende Vanskeligheden ved en saadan Beregning, da
hverken Armeens nødvendige Styrke, Tabet ved opkapret Korn
og Assurancerne lod sig med Vished forud afgjøre, og det var
den derfor ikke uventet, at vedkommende 1ste Departement havde
erklæret, ikke at kunne med nogen rimelig Sandsynlighed be-
stemme Statsudgivterne. Det havde imidlertid opgivet, at der
til Indkjøb af Korn og Fisk vilde strax udfordres 4 Millioner
Rbd. N. V. og til Statsudgivterne fra 1ste Mai 1814 til 1ste Marts
1815 som overordentligt Tillæg 10 Millioner Rbd. N. V., altsaa
14 Millioner. Desuden foreslog Departementet, at Rigsforsamlingen
skulde udnævne en Kommittee til, paa Nationens Vegne, sammen
med Finanzbestyrelsen, at bedømme hvilke Summer indtræffende
Krig ydermere maatte udfordre, og at befuldmægtige Rigsbankens
Direktion til at forstrække Regjeringen dermed. Og dette For-
slag maatte Kommitteen, som indsaa Nødvendigheden af, at de
fornødne Midler tilvejebragtes, "for at opnaae det Maal, hvortil
enhver ægte Fædrelandsven maa tragte, Rigets Selvstændighed",
og som tillige fandt Betryggelse i Regnskabsansvaret, indstille til
Rigsforsamlingens Sanktion, saaledes:
"at Nationen, foruden at garantere den allerede forhen benævnte
Statsgjeld, tillige borger for og erkjender den nye, som er uomgjængelig
nødvendig at gjøre, indtil den nærmeste Rigsforsamling afholdes, hvad
enten den bliver mindre, eller maatte opstige til de opgivne, 14 Milli-
oner Rigsbanksdaler Navneværdi, eller endelig gaae over disse, efter
den tilforordnede Kommittees Indvilgelse".
Betræffende Rigets Handelsballance, havde Kommitteen taget sin
Kalkul efter Aaret 1804's Ind- og Udførsel, hvoraf den første havde
beløbet sig til 5,432,289 Rbd., og den sidste til 7,964,536 Rbd., hvor-
efter der skulde blive et Overskud af 2,532,247 Rbd. Men da Ind-
førselen vel maatte antages 2,244,932 Rd. større end opgivet, kunde
den egentlige Overballance ikke ansættes højere end 287,315 Rd.,
hvorved dog maatte bemærkes, at den hele Udførsel til Danmark,
bestaaende i Jern, Fisk, Salt, Tran, Glas og Trælast, samt Udskib-
ningen af Skindvarer, Steenmos o. fl. Artikler ikke var bleven
anført under Udførselen, ligesom man ogsaa kunde antage en For-
deel af 15 til 20 pCt. paa de for norsk Regning afskibede og i Ud-
landet afsatte Varer, samt maatte tage den betydelige Gevindst,
Fragtfarten i Udlandet havde kastet af sig, med i Beregningen.
|
| d.IV,b.5,s.101 |
Det var ikke frit for, at Finanzkommitteen af flere Medlemmer
af Oppositionen underhaanden blev beskyldt for at have gjort
sine Skildringer mere lyse, eller vel rettere mindre mørke, end
de skulde være. Der skulde i denne sangvinske Optimisme, f. Ex.
i Fremstillingen af det fuldblodige Aar 1804 for det hungermagre
men nervespændte Norges Øine i 1814, ligge enten et Narkotikum,
som kunde bringe det til at overlade sig til farlige Drømme, eller
et Incitament til at indlade sig paa endnu farligere Spring. Men
hvorfor skulde man ikke drage sin Slutning fra det bedste af den
gamle Forfatnings Aar til dem den nye maatte love, naar blot
en Fred, ligesom da, ogsaa vilde velsigne Friheden? Der var vel
heller Ingen, som tillagde Kommitteens Beregninger synderlig
større Vægt end Hypotheser have. Vanskeligt er det altid at
forfølge Handelens Færden i alle dens Grene, at afveje Nettoerne
ved dens forskjellige Tab og Udbytte, og navnlig at beregne dem
i en Tid og i en Stat, hvor den individuelle Interesse saa ofte
stod i Strid med den offentlige som i Norge, og hvor Resultaterne
af den private Drivtighed derfor maatte holdes skjulte. Fandtes
der noget Blændende i Henpegningen paa Norges Kræfter til at
drive en fordeelagtig Handel og Skibsfart, maatte det ødelagte
Pengevæsen og Kredit betage den dette, idet denne Omstændighed
maatte i det Fjerne udflytte Tiden for deres Anvendelse. Finanz-
kommitteen forudsaa, at en Revolution maatte til i disse Ting,
men den vilde endnu forsøge et Middel for idetmindste at op-
sætte den til Spørgsmaalet om Norges politiske Skjebne og virke-
lige Fraskillelse var uigjenkaldeligen afgjort og en ny National-
forsamling sammentraadte. Den Bund man stod paa var endnu
ikke saa ganske sikker. Man svoer nok paa, det var Fædrene-
jorden, men man havde en Følelse som om man drev paa et Iisflag.
Efter saaledes som anført at have oplyst og med 18 Bilag doku-
menteret de fem opstillede Poster, fremsatte Finanzkommitteen
sluttelig følgende Forslag:
"1. At det bestemmes af Rigsforsamlingen, at den cirkulerende Masse
af de ved Regjeringskommissionens Foranstaltning udstedte Assignations-
sedler, af Statholderskabets Sedler, samt af de i Danmark udstedte
Sedler, vorder ombyttet med norske Sedler, saa snart skee kan, og i
det Seneste til 1814 Aars Udgang, efter hvilken Tid, de ei længer maae
være gjældende.
2. At Rigsforsamlingen ei alene garanterer den nuværende Stats-
|
| d.IV,b.5,s.102 |
gjeld, forsaavidt den af Storthinget vorder erkjendt rigtig, men ogsaa
de 14 Millioner Rigsbanksdaler Navneværdi eller den Deel deraf, naar
Statsindtægterne ere fradragne, saavelsom hvad Mere der af Rigsbanken
udstedes til den 1ste Marts 1815, og hvorfor der vil blive aflagt offentlig
Regnskab; Alt til den af Rigsbanken den 1ste August 1813 satte Kours
af 375 pCt., hvilken strax maa gjøres almindelig bekjendt.10
3. At en Finantskommittee, der foreslaaes at skulle bestaa af 5 Med-
lemmer enten i eller udenfor Rigsforsamlingen, maa vorde udnævnt for-
inden Rigsforsamlingen slutter sine Forhandlinger, der, i det Tilfælde,
at Krig skulde udfordre større Pengeressourcer, kunde, i Forening med
Finantsbestyrelsen, bedømme disse, samt derefter bemyndige Rigsbanks-
direktionen til at udstede og overlevere den fornøden befundne Summa
til Regjeringens Disposition. Denne samme Kommittee maatte ogsaa
paa det Nøjeste undersøge Rigets Finantsvæsen; ved at træde ind i
Sammes Detalj, i Forening med vedkommende Departement ordne
dette, samt derefter til næste Rigsforsamling fremlægge det Forslag,
som maatte blive Resultatet af dens Arbeide; hvorfor tillige bemeldte
Kommittee maatte bemyndiges til at arbeide og til Rigsforsamlingens
Bedømmelse fremlægge Planen til en ny Nationalbank, i hvilken Hen-
seende den under 3die Post benævnte Oktroi og Reglement, der af
nærværende Kommittee er gjennemgaaet, samt Kommitteens derved
lagte særskilte Forslag til en lignende, men paa andre Grundsætninger
bygget, Indretning, maatte overleveres samme til Afbenyttelse.
4. At den nærværende norske Afdeling af Rigsbanken erklæres af
Rigsforsamlingen for at være Norges midlertidige Rigsbank, indtil den
nye Bank sættes i Virksomhed.
5. At Rigsforsamlingen, inden den slutter sine Forhandlinger, vælger
2de i eller ved Kristiania bosiddende Mænd, der, tilligemed de allerede
ansatte Direktører, paatage sig Norges midlertidige Rigsbanks midler-
tidige Bestyrelse, i Egenskab af Bankdirektører.
Endvidere anseer Kommitteen det nødvendigt, formedelst den nye
|
| d.IV,b.5,s.103 |
Forbindelse, som Finantsvæsenet, med det dertil hørende Skatte- og
Toldvæsen, staaer i til disse her forhen omhandlede Gjenstande, at
fremsætte følgende Forslag til Rigsforsamlingens Beslutning:
6. At de nu gjældende permanente Skatter fremdeles vedvare ufor-
andrede for det indeværende Aar, saaledes som de hidtil ere gjældende,
da det ved den næste Rigsforsamling vil, efter det da af Finants-
kommitteen forelæggende Overslag og Finantsdepartementets Budget,
bestemt kunne fastsættes, hvilken Forøgelse der udfordres til Stats-
indtægterne, og hvorledes denne, ved nye paaliggende Skatter, kan
tilvejebringes.
7. At det henstilles til Finantskommitteens nøjeste Opmærksomhed,
hvor nødvendigt det er, paa Grund af den forvirrede Skatteberegning,
som nu finder Sted, og hvilken fornemligen maa udledes af de mang-
foldige forskjellige Skyldspecies, der nu gives, at det hele Skattevæsen
snarest muligt simplificeres, saaledes at det nøiagtigen bestemmes, hvor
stort Beløb af direkte Skatter der skal udredes af en enkelt nærmere
bestemmende Skyldspecies, hvortil de øvrige maatte reduceres; en saa-
dan Foranstaltning vil ei alene medføre det Gode, at enhver Skatteyder
kan forud beregne sin Skat, men den vil og medføre megen Lettelse
for Oppebørselsbetjenten i Henseende til de forfattende Beregninger,
og, hvad der maa være saare vigtigt for enhver retskaffen Mand,
aabne Adgang til disses Kontrollering, hvilket nu er næsten aldeles
umuligt for den Uindviede. En lignende Foranstaltning maatte maaskee
ogsaa ansees nødvendig i Henseende til Toldafgivterne."
Vil man nu, uden at skjelne mellem de mindre exalterede Med-
lemmers Tvivl og Fleerhedens Tro og Haab, naar det dog ikke
stod værre til, billedligen gjengive Totalindtrykket af Finants-
kommitteens Indstilling paa Rigsforsamlingen, feiler man vel neppe
meget i at ligne dens Sindsstemming med den Opereredes, som
Chirurgen just reiser sig fra med et problematiskt Ansigt. Det
blege Hoved paa Puderne har seet hans Hovedrysten; det ung-
dommelige Hjerte, det varme Blod, som igjen søger til Yder-
lemmerne, har derimod mistydende fundet hos Doktoren et lyk-
ønskende Smiil til de Omstaaende, og forsaavidt Patienten ikke
har kunnet skjule for sig hans Hovedrysten, ere begge disse villige
Vidner enige om at han lyver.
Men sagens Omfang, Vigtighed og Vanskelighed slog Alle lige-
meget, saa man blev enig om at udsætte dens Behandling indtil
Konstitutionen, som den ellers vilde standse altfor længe, var
bleven uddebatteret. Og det kunde jo skee allerede imorgen?
1 tilbakeMed dette uheldige Ord har Proponenten, med sine Bergenhusinger for
Øje, meent at sikkre Udførelsen af sit Forslag nogenlunde dannede, idetmindste
skrivkyndige, Personer.
2 tilbakeMaaskee her ogsaa kunde være tillagt: "og som jeg fandt den udkastet i
min Faders Papirer". Man sagde idetmindste det Æresord om sal. Assessoren,
og at man havde faaet Veir i det "dernede". Hvad der saa truede, ligesom en
fra Kattegat lavt i Horizonten opsvulmende Sky, har man gjort til et at Mo-
tiverne til at denne Patriot frivillig opsøgte Aandernes frie Fædreneland.
3 tilbakeI det første Udkast: "Statsraadets Medlemmer og Officianter".
4 tilbakeSee dettes §. 60, der ogsaa forklarende tillægger: "Af 3 maa saaledes kun
vælges 1 Embedsmand, af 5, 2. Skal kun 1 Repræsentant vælges, saa maa han
ikke være Embedsmand". I 1824 foreslog derimod den samme Falsen, at der
kun maatte vælges een Bonde fra hvert Amt, men som dog skulde være ude-
lukket fra Lagthinget. Tempora mutantur etc.
5 tilbakePaa Storthinget i 1816 kom han paany frem med det.
6 tilbakeEfter det Adler-Falsenske Udkast skulde ethvert Forslag, som maatte frem-
komme paa et af Thingene, tre Gange oplæses efter et Mellemrum af tre Dage.
7 tilbakeSkulde være 62 1/10 Skilling til; men Skillingerne anføres ikke her.
8 tilbakeKommitteen burde have bemærket, at flere af Armeens Fornødenheder,
f. Ex. Beklædningen, var beregnet til en lavere Sum end de nu saa snart efter
Adskillelsen vilde kunne anskaffes for, samt at man ogsaa maatte tage i Be-
tragtning Forskjellen imellem at holde en Armee paa Krigsfod og virkelig at
føre en Krig.
9 tilbakeI følge kgl. Forordn. af 18de Sept. 1807, kgl. Resol. af 15de Januar 1808, samt
Regjeringskommissions-Plakat af 15de Febr. s. A.
10 tilbakeRigsbankforordningen af 5te Januar 1813 tillagde Sedlerne en dobbelt Værdi:
en Navneværdi og en Sølvværdi, hvoraf den første halvaarlig skulde fastsættes
af Rigsbankens Direktion. 1ste August 1813 blev den bestemt til 375 pCt., be-
regnet efter Hamburgs Bank, endskjøndt Dagens Kours allerede var over 450,
og siden udkom ingen Koursbestemmelse, medens den udenlandske løb op ligetil
6 -- 700. Efter Bankkoursen af 1ste August 1813 skulde altsaa 100 Rthlr. Hamb.
Bco., der efter Rigsbankfundationen skulde være i lige Værd med 200 Rigsbank-
daler, nu gjælde lige med 375., eller 1 Rbd. der oprindelig skulde have en Værdi
af 60 Sk. Sølv, nu gjælde for 32 Sk. S. Men den virkelige, i Handelen gjældende,
var sjunken langt under denne; og vilde man f. Ex. kun ansætte Handelskoursen
til 500 pCt., hvilket dog, som bemærket, var langt under den løbende, besad
en Rbd. kun en Værdi af 24 Sk., og den sank daglig mere. |
| FORRIGE |