|
| d.IV,b.5,s.26 |
at aabne Forsamlingens Øine for den Fare for Rigets Selvstæn-
dighed, som lurede under hine tre Ord. Da imidlertid Intet af
hvad der er opbevaret fra hine Dage tydeligere og mere levende
anskueliggjør hvad Meninger om Norges Fortid og Fremtid, der
besjelede Taleren og det Parti, han bekjendte sig til, og da denne
anden Tale, om end blot læst og billiget underhaanden af de
Ligetænkende, saaledes er et nyt og interessant Aktstykke, der
kaster Lys ned i Hjerternes Dybde, har jeg troet at kunne op-
bevare den her, om den end ikke kan siges at tilhøre Historien
om det Passerede. Ved Opførelsen af dramatiske Stykker pleier
man ofte, for Publikums Skrøbeligheds Skyld, at sløife ved en
Indcirklen visse Repliker, og det stundom just de meest poetiske.
Men derfor komme de dog Læseren tilgode; og i Eidsvolds-
dramaet er netop denne sløifede Tale en af de Repliker, som
den skjønsomme Læser vil beklage er gaaen tabt under Op-
førelsen. Men vel var det for Repræsentanten, at han lod det
blive ved hvad han havde sagt; thi det lader sig ikke sige til
Rigsforsamlingens, eller rettere det herskende Parties, Roes, at
politisk Tolerance var en af dens Dyder. Og her førte den meest
Isolerede af Minoriteten et saadant filippisk Sprog, her blottede
han med saadan Kjækhed sine Modstanderes politiske Hjerter,
med saadan Aabenhed sit eget, her slog han i sin Flugt indenfor
Hensigternes vebundne Grændser, og her profeterede han med
saa sikker og harmfuld en Sorg over den Fremtid man beredede
Fædrelandet1,at Reglementet neppe skulde have beskyttet hans
ulykkelige Hoved for de voldsomste af alle Majoritetens Vredes
Elementer, og ganske vist vilde man, istedetfor det kordiale "Hvad
sa'e du, Broer? (eller Fætter)"? som stundom, sagt med Haanden
lagt til Øret, pudsigen afbrød de Talende, have hørt Talen af-
brudt paa flere Steder af Udraabet: "Hvad siger den Forræder,
den Svenske"! eller af det forfærdelige "Stinges" d. e. "Ned med
ham med Kniven"! som Brevskriveren fra Eidsvold siger tidligen
skal underhaanden være bleven hørt.
Man tænke sig blot Rigsforsamlingens to Partier, Majoritetens
Intolerance, dens overmodige, lidenskabelige Chefer, den adsplit-
|
| d.IV,b.5,s.27 |
tede, kleinmodige Minoritet, Erindringerne fra den 12te og 19de
April, Regenten og hans Partisaner under samme Tag, og saa
denne Tale holdt:
"Jeg raader til og foreslaaer, at den sidste Klausul i denne §. ud-
slettes, nemlig den: "uden Storthingets Samtykke", og at det forbydes
ubetinget, at Norges Konge antager nogen anden Krone.
Den Klausul synes at komme saa uskyldig og beskeden tilsidst, men
den er lumsk og farlig, og kan volde meget ondt. Gjenforening med
Danmark leder den til; altsaa til det vi af alt mindst maa ønske.
I gamle Dage var dette Folk agtet og berømt, dette Rige mægtigt.
Men hvad er det bleven i de Aarhundreder som ere forløbne siden
den sidste Haraldides Endeligt? Forarmet, forglemt, reduceret til en
Provinds, nei til en Koloni, hvor man vil opføre Toldboder til Indsamling
af Skatterne og Fæstninger til at kue de Skatteydende med, men hverken
Skoler eller Akademier eller Hospitaler eller Kongeboliger. Dertil skjæn-
kede private norske Mænd Lokalerne. Sine Nederlag betalte man med
norske Provindser, og sine sidste med hele Norge. Lemlæstede og ud-
suede har man kastet os fra sig. Lad nu endelig Norge vorde selv-
stændigt, lad Aareladningerne ophøre, og Riget beholde sit Blod inden
i sig, da vil man see med hvilken Spændekraft det vil udvikle sig og
hæve sig i alle Dele.
Have vi nu flere Aarhundreders Erfaring for os om den danske For-
enings Skadelighed, skulle vi da ikke ved alle mulige Midler hindre
dens Fornyelse, eller skulle vi ikke vogte os og med al mulig For-
sigtighed bortskaffe Alt, som kan gjøre den mulig, og følgelig ogsaa
bortskaffe bemeldte Klausul: "uden Storthingets Samtykke"?
Man siger: hvad kan det skade, at de Ord staae der? Storthinget
vil dog vist aldrig samtykke i en Gjenforening; det er altfor meget
imod Folkets Villie. Hvad kan det skade? Jeg spørger: hvad kan det
nytte? Alt unyttigt maa bortskaffes af vor Grundlov. Alt unyttigt maa
bortskaffes af vor Statsforfatning baade i den ene og anden Henseende.
Vil man ikke, at Storthinget skal samtykke, saa maa man heller ikke
give det Lov at samtykke. Ansaae man det ikke for muligt, at Stor-
thinget kunde samtykke, saa havde man heller ikke anseet det for
hensigtsmæssigt at paahænge Paragrafen denne forræderiske Sætning.
Hvo kan tvivle paa, at dens Ophavsmand jo har tænkt sig, at den Tid
kunde komme, da en Gjenforening ikke blot blev mulig, men endog
ønskværdig? Ja hvo veed, om den ikke just skylder Ønsket om en
Gjenforening sin Tilværelse, og om den ikke netop er sat der, forat
gjøre en saadan Reunion mulig?
Saaledes slaaer man en Jernring i Siden paa et Fartøi. Den hænger
der uden at nogen lægger Mærke til den, uden at den synes at gjøre
|
| d.IV,b.5,s.28 |
fra eller til, skade eller gavne. Men siden seer man, at den tjener til
at fæste Hagen eller Touget i, naar man vil hale Skuden til sig. "Uden
Storthingets Samtykke" er en Hank til at tage os i, og den vil jeg skal
slaaes af.
Man siger ogsaa, naar der staaer, at Norges Konge ikke kan bestige
nogen anden Throne uden Storthingets Samtykke, saa er det nok, saa
er der ingen Fare; thi Storthinget samtykker ikke, med mindre Folket
vil det. De, som tale saa, maae ikke vide hvormange danske og for-
danskede Sjæle Landet er fuldt af; de maae ikke kjende Parlamenters,
Kammeres og Rigsdages Natur og Historie, ikke vide, hvor let en Re-
gent skaber sig Repræsentantskaber efter sit Sind, hvor let han ind-
virker paa samme og sætter sin Vilje igjennem, og hvormeget lettere
han gjør det i et Land, hvor der hersker saadanne Fordomme til Gunst
for Sagen, hvor der hersker saadan Danomani.
Jeg for min Part maa, efter den Vending Sagerne have taget og efter
det Kongevalg, som kan forudsees, ansee Gjenforeningen for næsten
vis, endog om hiin Klausul udelades; men bliver den staaende, er Til-
bagefaldet saa meget sikkrere, -- det heller om kort Tid end læn-
gere hen i Tiden. -- Endog under Norges første Konge vil det skee,
medens dennes Personlighed gjør det vanskeligt for Folket, at enten
skille sig ved ham, eller negte ham hans skjønnere Fædrenearv, den
danske Succession, som ikke kan være langt borte, -- medens Landet
er fuldt af Danske og Dansksindede, medens Fordommene ere i fuld
Kraft, og medens man endnu er uvidende om hvad Landet kan blive
til i en fri Tilstand, og indbilder sig, at Rigets nuværende Afmagt og
Forlegenhed er en Følge af, at det er bleven løsrevet fra den danske
Stat som en Arm af et Legeme, forvexlende saaledes Virkning med
Aarsag.
Lad det altsaa ikke blive muligt for selve Storthinget at samtykke
deri! Selv under den Forudsætning, at Storthinget var Folket og at
Folket var Storthinget, saa Storthingets Samtykke virkelig var Folkets
eller Pluralitetens Samtykke, bør Bestemmelsen udgaae. Thi naar Folket
kunde samtykke i en Gjenforening, saa kjendte det ikke sin egen Vel-
færd. Man maa betage Folket Magten til at kunne skade sig selv,
eller i det mindste lægge det saamange Hindringer i Vejen derfor, som
muligt. Man bør, ved at udelade Betingelsen qvæstionis, lage det saa,
at det norske Folk ikke kan blive dansk igjen, uden at bryde selve
Konstitutionen.
Jeg forudseer, siger jeg, en Gjenforening, saaledes som Tingene gaae,
endog uden hiin Klausul, og af den Grund alene er det, at jeg vilde
raade til en Forening med Sverige under Betingelse af vor Konstitution.
Det herligste vilde være, at Norge bestod ganske for sig selv, og hverken
|
| d.IV,b.5,s.29 |
havde med den Ene eller den Anden af Naboerne, som elske os saa
inderlig, at skaffe. Men efter min Anskuelse lader dette sig ikke gjøre.
Undgaae vi Charybdis, saa falde vi i Scylla. Hvad Folket i Felten
vinder over den ene, vil det i Fred og Ro skjænke den anden. Sejeren
bringer ingen Gevindst, men Tab af det vi fegte for. Ved at vinde,
vinde vi intet, og det norske Blod er flydt forgjeves, naar det udgydt
for en dansk Thronarving. Undgaae vi at forenes med Sverige, vi und-
gaae da ikke at gjenforenes med Danmark. -- Men af disse Alter-
nativer anseer jeg det første, nemlig Foreningen med Sverige, for det
mindste Onde. Der er to Goder, vi have at fegte for, nemlig Rigets
absolute Selvstændighed og den Grundlov, vi udkaste os. Det første
anseer jeg for at være tabt, eller, efter de politiske Omstændigheder,
uerholdeligt. Tabes det ikke i Kampen med Sverige, saa tabes det i
Freden med Danmark. Men denne uerholdelige absolute Selvstændig-
hed er ikke af den høje Vigtighed som Grundloven. I Forening med
et af Rigerne, under Betingelse af vor Konstitutions Bibehold, kan det
Norske Folk blive lykkeligt; men kuldkastes Konstitutionen, saa bliver
det lidende, hvad enten det forenes med Danmark eller med Sverige.
For Konstitutionen maae vi altsaa fegte indtil det Yderste i alle Til-
fælde. At tabe den, er først et sandt Tab; det er at ligge under.
Nu vel, siger man, naar saa er, at vi maae forenes med eet af Ri-
gerne med Bibehold af Konstitutionen, hvorfor kunne vi da ikke heller
forenes med vore gamle Brødre de Danske, og beholde vor Grundlov,
end med de Svenske? Nei heller med de Svenske. I Forening med
Sverige er det sandsynligere, at vi kunne beholde Grundloven i Tidens
Længde tilligemed al den udvortes Selvstændighed, den endog i saadan
Forbindelse kan forbeholde Riget, end i Forbindelse med Danmark.
Sverige er selv et constitutionelt Land, Danmark et despotisk. Re-
gjeringen i begge Lande, Norge og Danmark, vilde blive modsatte Ex-
tremer.
Vi have ingen Sympathier med de Svenske, siger man. Desto bedre,
siger jeg; desto vanskeligere vil en Amalgamation blive, desto lettere
ville vi beholde vor Nationalitet. Med Danmark vil Amalgamationen strax
være gjort. Norske og Danske ere som to Draaber Vand, der ville
flyde sammen ved den ringeste Berørelse. Svenske og Norske ere i
denne Henseende som Vand og Olie.
Men, siger man, vi have jo næsten intet tilfælles med det svenske
Folk, uden samme Fornødenheder og samme Udførselsvarer. Just
derfor er denne Forening at foretrække for den danske, naar vi have
vor Selvstændighed og Nationalitet for Øie.
Det norske Folk har en Slags Mistro til det Svenske, især til dets
talrige Adel. Atter desto bedre, saa vil det norske Folk med saameget
|
| d.IV,b.5,s.30 |
mere Cirkumspektion vaage over sin Grundlov og sine Foreningsrettig-
heder, hvilke det derimod af Kjærlighed og Tillid til den danske Re-
gjering og af tilvant Lydighed efterhaanden vilde lade sig fraliste.
Jeg vil her ikke tale om, hvad Politik tilraader med Hensyn til de
geografiske Forhold, og hvormeget vissere det er, at vi i Ufredstid
komme til at slutte os til et Parti, som er mere passende for os eller
mindre uheldbringende for Riget, naar vi ere unionerede med Sverige,
end naar vi ere det med Danmark. Hvad nogle snakke om, at vi i
Krigstid vilde savne det danske Korn, er ikke værdt at lægge Mærke
til. De Danske ville ligesaa gjerne sælge, som vi kjøbe deres Korn,
og vi ville aldrig savne det, saalænge der er Agerdyrkning i Danmark.
Ja midt i en Krig med selve Danmark, vil Danmarks Korn komme til
vort Land. De maa sælge deres Korn til os, for at faae Penge til at
føre Krigen imod os, Noget kan vi selv tage paa Søen. Det hændte
jo i den sidste Krig, Danmark havde forskaffet os med England, hvis
man kan tro Rygter og Skipperefterretninger, at jydske Skibe, som
skulde tilføre os Korn, naar de vare komne halvveis, forandrede Kours,
og styrede vester til England med det.
Jeg anseer det altsaa for en sand Politik, som Kjærlighed til Fædrene-
landet og Omsorg for dets Frelse og Fremtids Vel tilraader, at vi, om
vi ikke ville tilbyde den svenske Konge den norske Throne under Be-
tingelse af at vor Grundlov bibeholdes, og at vi beholde vor egen ind-
vortes Regjering, vor egen Lovgivning og Pengevæsen, Maal, Vægt,
Sprog, Krigsmagt, Flag etc., dog udelade af denne Paragraf de Ord:
"uden Storthingets Samtykke".
Talerne, der holdtes i Rigsforsamlingen, vare enten improvi-
serede eller kun bundne til saadanne Notater, som lode sig op-
skrive paa en Lap paa Bænkene, paa en tjenstvillig Ryg eller,
som i de østerlandske Skoler, paa Knæet, og saaledes ere kun
de Foredrag, der, i Form af Betænkninger og Forslag, vare or-
dentligen nedskrevne og vedlagte Protokollen, at finde i dens
trykte Forhandlinger. I disse findes derfor ikke andet Spor saavel
efter Wergelands som andre Repræsentanters holdte Foredrag,
og Overgangen til Modpartiets Anførsler anderledes antydet end
i disse magre Linjer: "Efterat der var gjort adskillige Indsigelser
imod denne §., fremlagde Jakob Aall sin Betænkning, der lyder
saaledes:
"At forbyde i nærværende Konstitution, paa en absolut Maade,
Norges Konge at modtage nogen fremmed Krone, kunde, efter mit
Begreb, blive et Indgreb i Landets tilkommende nationale Lykke. Det
|
| d.IV,b.5,s.31 |
er umuligt for nærværende Forsamling at forudsee alle de Tilfælde, som
kunde gjøre en saadan Indskrænkelse farlig for Samfundet. Hverken
denne eller andre Bestemmelser, der ikke kunne betragtes som Grund-
love, hvis uforanderlige Værd igjennem alle Tidsaldre er bleven erkjendt,
bør gjøres saa urokkelige, at de jo kunne modtage de Modifikationer,
som Tid og Omstændigheder, Landets Tarv og forandrede Kultur-
tilstand maatte gjøre fornødne.
Ligesom en saadan absolut Lov vilde være farlig, saa vilde den og
indeholde en direkte Modsigelse mod Konstitutionens Aand. Efter
Kommitteens Forslag vil rimeligviis nærværende Konstitution kunne
underkastes Modifikationer. Rigsforsamlingen, som ikke tiltroer sig den
Viisdom, at kunne i et stakket Tidsrum træffe en uforbederlig Norm
for Stats-Styrelsen, som tæller flere forstandige end i Stats-Politiken
erfarne Mænd blandt sine Medlemmer, forbeholder tilkommende For-
samlinger at fuldende det nærværende Værk, der umuligen nu kan
modtage den høieste Grad af Fuldkommenhed.
Jeg foreslaaer altsaa, at den 28de §. maa beholde sin nærværende
Form".
Unegtelig var der mere Frihed for Nationalrepræsentationen i
den Bestemmelse, Aall forsvarede, men visselig der var ikke
mere fjernsynet, efter Menneskene, som de ere, afpasset, og efter
Sandsynlighederne beregnet Klogskab og heller ikke mere sand
Omsorg for Nationens Selvstændighed, end der laae i Wergelands
Amendement. For de Sympathier, som endnu ikke vare ud-
slettede af Aalls bløde, i sin Struktur mere danske end norske,
Karakteer, hvori de havde furet sig dybere ind end hos de fleste
andre Nordmænd, havde Tanken om en Gjenforening med Dan-
mark, med Behold af den fri Forfatning, heller ikke det afskræk-
kende, som for hans Modstander i denne Sag. Til hans Yttring
om den mulige Lykke, der kunde ligge for Norge i Kongens Er-
hvervelse af et andet Rige, bemærkede ellers Rein, at det var
vigtigere, at Landet blev regjeret vel, end at dets Konge regje-
rede over Meget, hvilket Sidste ialmindelighed var til Hinder for
det Første. Han troede derfor ikke, at enhver Udvidelse af
Riget kunde være ønskelig. Diriks bemærkede, at man ved de
Ord "eller Regjering" havde havt Hensyn til den mulige Erhver-
velse af Lande, som just ikke vare Kongeriger, saasom Fyrsten-
dømmer, Provindser eller Kolonier, hvis Besiddelse kunde være
nyttige for Riget og dets Handel.
Men Ængstelsen for en Gjenforening med Danmark havde talt
|
| d.IV,b.5,s.32 |
forgjæves. Det viste sig ved Voteringen, da §'en blev antagen
uforandret med hele 98 Stemmer imod 11, at Øieblikket med
sine Krav og Interesser, og den nærmeste Fremtid med sine glade
Løfter beherskede Fleerheden saa udelukkende, at den kun havde
et dunkelt Blik for Fremtidens politiske Sandsynligheder og Kom-
binationer.
Eenstemmigen antoges derpaa
"§. 29: Kongen anordner al offentlig Kirke- og Guds-Tjeneste, alle
Møder og Forsamlinger om Religions-Sager, og paaseer, at Religionens
offentlige Lærere følge de foreskrevne Normer". Og
"§. 30: Kongen lader i Almindelighed indkræve de Skatter og Af-
gifter, som Storthinget paalægger".
Den følgende Paragraf, navnlig i Anledning af den deri om-
handlede Anvendelse af det beneficerede Gods, gav derimod
Anledning til megen Diskussion. Den lød:
"§. 31: Kongen vaager over, at Statens Eiendomme og Regalier an-
vendes og bestyres paa den af Storthinget bestemte og for Almeen-
væsenet nyttigste Maade.
Saavel Kjøbesummer som Indtægter af det Geistligheden og Skolerne
beneficerede Gods skulle blot anvendes til Geistlighedens Bedste og
Oplysningens Fremme.
Milde Stiftelsers Eiendomme skulle alene anvendes til disses Gavn".
Fra Bønderne Lundegaard, Huvestad, Harildstad, Olsen og
Bjørnsen fremlagdes og oplæstes følgende Forslag, som de for-
langte tilført Protokollen, bekræftet Gjenpart af og Votering over:
"Det beneficerede Gods, der er en Levning fra den Katholske Hierar-
chies Old, der og er at ansee som en for nærværende Tid og Omstændig-
hed aldeles overflødig og upassende Interesse; ligesom ogsaa at saa-
dant Gods ikke heller bliver bragt til den mulige frugtbringende Fuld-
kommenhed ved Forbedringer: saa var det at ønske, at alt saadant
Gods maatte blive anvendt til det almindelige Bedste, og i Anledning
af Landets vilkaarlige og trængende Omstændighed, som et Bidrag eller
Hypothek til at ophjælpe Statens Bank og Pengevæsens yderst slette
Forfatning, der mulig vil opbyde alle mulige Anstrængelser af Stats-
kræfterne; og ikke, som der i §. 31 i Konstitutionsakten er foreslaaet.
Vores Forslag og Formening er, i Følge vore Kommittenteres Forlan-
gende, at Præsterne for Eftertiden kunde blive aflagte med fast Lønning
i Penge, som andre Embedsmænd, af Statskassen, saaledes som kunde
tilstrækkelig ansees, og passende for Enhver; hvorhos tillige maatte
|
| d.IV,b.5,s.33 |
tages Hensyn til ethvert Kalds Præstegaarde, der i mange Henseender
er saare ulige i Omfang og Godhed, ogsaa maatte komme i Betragtning;
men alt beneficeret Gods der udenfor maatte blive efter Omstændig-
hederne lagt til det Almindelige ved at gjøres i Penge eller paa den
Maade, man ansaae beqvemmest, at dette Gods ogsaa kunne vorde
privat Eiendom, som andet Odelsgods, for vedkommende fremtidige
Eiere. Men, skulde denne vor Formening ikke finde den høje For-
samlings Bifald, da maa det tillades os at nedlægge den Paastand, at
det beneficerede Gods vel til Videre maa henlægges til Oplysnings-
væsenet, men at 31te §. ikke nu tilfulde fastsættes, men reserveres Ret
til paa næstkommende Storthing nærmere at afgjøre den".
Heidmann forelæste nogle Bemærkninger, der gik ud paa det
Samme, ligesom ogsaa Dahl erklærede sig derfor. Præsterne selv
toge af en agtværdig og maaskee ikke saa uklog Takt, mindre
Deel i dette Spørgsmaals Afgjørelse, end man skulde troet efter
dets Vigtighed for dem. Ikkun Midelfart, korteligen understøttet
af Darre, udviklede sig i denne Sag. Han maatte protestere
imod det Uretmæssige i at noget af det beneficerede Gods an-
vendtes udenfor sin udtrykkelige Bestemmelse, eller, forsaavidt det
var skjænket til gudeligt Brug, imod at anvende det til noget
andet. Oplysningen imellem Almuen paa Landet var derimod
saa ringe, og Bonden i Almindelighed saa modvillig til at yde
Bidrag til Skolevæsenet, at det beneficerede Gods hovedsagelig
burde afgive Midler til Skolevæsenets Forbedring. Skulde det
beneficerede Gods anvendes udenfor sin oprindelige Bestemmelse,
mente Taleren, at man ikke maatte gjøre Regning paa deslige
milde Gaver i Fremtiden. Wedel erklærede det for en uudslettelig
Skamplet paa Forfatningen, om det tillod sig noget Indgreb i det
beneficerede Gods. Det var Ejendom, en Stands Ejendom, der
maatte respekteres ligesaavel som Privatmands. Men det var
nu at befrygte, at, naar man begyndte med den, vilde man til-
sidst angribe Privatejendommene. Lysgaard bebreidede Midelfart,
at han skar Alle af Almuen og alle Almuer over een Kam, og
han anførte sin Hjembygd Biri til Exempel paa Bondens Bered-
villighed til at bidrage til Oplysningen. Røbede der sig Uvillighed
dertil nogetsteds, da var vel Aarsagen, at Geistligheden ikke
havde sørget for duelige Skolelærere. I endnu hvassere Udtryk
foer nu Teis Lundegaard løs paa Præsteskabet. Kry før over sit
Forslag, hvis Hovedidee, at lade det beneficerede Gods komme
|
| d.IV,b.5,s.34 |
det almindelige Pengevæsen tilgode, ikke tiltalte Faa, talede han
sig vredere og vredere. Præsterne, tordnede han, "mishandlede"
Almuerne, og tillode sig saamange Misbrug og "grove Forbrydelser"
med Bygslingen, at det vel var paatide, at Folket tog lidt Haand
i Hanke i med. Men det var nu paatide for Trediemand at op-
træde imellem Parterne, og det blev da Christie, idet han nemlig
oplæste og fremlagde en Betænkning2 mod Salget af det bene-
ficerede og de offentlige Stiftelsers Jordegods. Han foreslog, at
det indtil videre skulde henstaae med det i 1812 paabudne Salg
af det beneficerede Gods eftersom det blev ledigt, og han lod sig
henrives til at yttre de skrøbelige Paastande, at Bygselleilændingen
levede i Almindelighed i ligesaa gode, om ikke tildeels i bedre,
Kaar end Selvejeren, og da Gaarden sædvanlig gaaer i Æten,
saa betryggedes ogsaa dennes fremtidige Kaar. Imidlertid vare
Omstændighederne nu saa, at dersom Gaarden skulde sælges ved
Auktion, vilde den afdøde Leilændings Søn neppe kunne reise de
fornødne Penge til Kjøbet; ialfald ikke til at gaa til den Sum,
som Kjøbstadmanden. Kom nu det meste Leilændingsgods i denne
Klasses Hænder, vilde det enten blive udsat for Lodbrug eller For-
pagtning, og Følgen vilde blive, at Landet fik usle Lodbrugere og
Fæstere istedetfor velstaaende Leilændinger. Ved Voteringen blev
dog §'ens mellemste Passus antaget med 69 Stemmer mod 40, og
første og sidste eenstemmigen. Under den alternative Votering
mellem §'en og de 5 Bønders Forslag, faldt det atter i Østerriisøer-
Repræsentantens Lod at flette en komisk Scene indimellem Dagens
øvrige alvorlige. Han voterede nemlig: "Skal jeg svare efter min
egen Interesse paa Spørgsmaalet, om det beneficerede Gods skal
kunne anvendes udenfor sin oprindelige Bestemmelse, da maa jeg
stemme: "Nei"; men skal jeg stemme efter min Hjertens Over-
beviisning, maa jeg svare "Ja". Og opfordret til at give en be-
stemt Erklæring, voterede han dog: -- Nei!
Ved §. 32: Kongen har højeste Befaling over Rigets Land- og Sømagt.
Den maa ikke overlades i fremmede Magters Tjeneste, og ingen frem-
mede Tropper maae inddrages i Riget uden Storthingets Samtykke". --
vakte Klausulen om fremmede Tropper nogle Debatter. Holck
mente, at Hjælpetropper dog maatte kunne indkomme i Riget
|
| d.IV,b.5,s.35 |
uden Storthingets Samtykke, saasom Tilfælde let kunde være, at
der ikke blev Tid til at indhente det. Wedel yttrede derimod,
at Hjælpetropper kunde være ligesaa farlige som fiendtlige, og at
der, under Navn af Hjælpetropper, kunne indføres saadanne som
vare bestemte til at undertvinge Landet. Han tænkte da vistnok
paa en dansk General Monk, ligesom denne stuartiske, en olden-
burgsk Restitutor.
Udfaldet blev, at §'en antoges med 95 Stemmer imod 9, med
det Tillæg, paa Forslag fra Diriks, at efter Ordet "Tropper" sættes
"undtagen Hjælpetropper imod fiendtligt Anfald".
Imod "§. 33: Kongen har Ret til at sammenkalde Tropper, begynde
Krig og slutte Fred, indgaae og ophæve Forbund, sende og modtage
Gesandter". --
lod Sibbern oplæse følgende nedskrevne Foredrag:
"Det være mig tilladt, ved Regentens saa omtvistede Ret til at er-
klære Krig, ærbødigst i Rigsforsamlingen at yttre Følgende:
At denne Ret, negtet Regenten, undertiden har havt ulykkelige Følger
for et Land, negter jeg aldeles ikke; Historien fremviser flere Exempler
herpaa; men viser ikke den samme Historie tillige, at Regenten, i Be-
siddelse af denne Ret, har styrtet Nationen i Elendighed for flere Sekler?
Naar den vise, den gode Regent stedse sad paa Thronen, behøvedes i
denne Henseende ingen Bestemmelse; han vilde altid med faderlig Omhu
vide at træffe sit Folks Vel; men, hvor faa Trajaner og Mark Aureler
imod de mange Fyrster, der af pirret Forfængelighed, Herskesyge og
andre smaalige Lidenskaber ofre deres Undersaatters timelige Lykke!
Var ikke, som bekjendt, et skjævt Vindue, som Ludvig den 14de i ondt
Lune opdagede, Anledningen til en af de skrækkeligste Krige, Frankrig
har ført?
Mange ville vel paastaae, at Regentens ubetingede Ret til at erklære
Krig ikke bliver farlig i det Land, hvor Beskatningsvæsenet er i Folkets
Hænder; men disse Mange see da ikke, eller ville ikke see, at, naar
Landet først efter Regentens vilkaarlige Villie er styrtet i Krig, naar
Fædrelandet, som Følge deraf, er oversvømmet af fremmede Krigere,
eller Landets Sønner ligge i fremmed Land, ville da ikke Landets Børn,
maae de ikke ville, om endog med Opofrelse af sidste Skjærv, søge at
redde det elskede Fædreneland? Man glemme overalt ikke, om vi endog
øine den lykkeligste Fremtid for nærværende Generation, at Konstitu-
tionen, som vi haabe, skal være skreven for kommende Slægter.
Paa Grund af Foranførte, vælger jeg saaledes af tvende unegtelige
Onder det mindre Onde, og troer, at Regenten ikke ubetinget bør have
|
| d.IV,b.5,s.36 |
denne Ret; selv Gustaf den 3die i den Konstitution, han 1772 gav sig
selv og det svenske Folk, antog: at, naar Statsraaderne eenstemmig
vare imod Kongen, denne da ikke kunde erklære Krig".
Kommitteen, navnlig Motzfeldt, Sverdrup og Wedel, forsvarede
dog §'en med en saadan Fremgang, at den tilsidst uforandret blev
antagen med 90 Stemmer mod 14. Sverdrup mente, at ikke Den
altid førte Angrebskrig, som begyndte Krigen; at det var upolitisk
at tage et heelt Thing paa Raad med om at føre Krig, fordi samme
da neppe vilde blive holdt hemmeligt; at der ikke da kunde
gjøres Regning paa den Fordeel at føre Krigen paa fiendtlig
Grund, og at Kongen i Krigshenseende var nok indskrænket ved
Storthingets Bevillingsret. Sibbern svarede hertil, at denne Ind-
skrænkning havde mindre at betyde end det syntes, da Folket
vel maatte skaffe Penge naar Krigen først var begyndt. Wedel
yttrede, at det ikke var saa let at skjelne mellem Forsvars-
Angrebskrig. Ikke Den, der slaaer til, men Den, der ægger til
Striden, er Aarsagen. Retten til at føre Krig var odiøs nok;
men maatte ansees for et nødvendigt mindre Onde forat fore-
bygge et større. Man havde ikke heller endnu udfundet Mulig-
heden af at indskrænke denne Ret for Regenten, til hvem ogsaa
det franske og det fri engelske Folk derfor havde overdraget
den. Hvad Sibbern havde anført, at Gustaf III i 1772 dog havde
fundet hensigtsmæssigt at dele denne Ret med Stænderne, da
havde Gustaf ogsaa viist, hvorledes den kunde eluderes, og hans
Krig med Rusland beviste Farligheden af, at Folket havde Deel
i Retten til at føre Krig.
Kommitteen støttede ogsaa især sit Forsvar til den Modvægt
dette Kongens Prærogativ havde i Folkets Bevillingsret. Man
vilde finde, at Kommitteen, i at afveje begges Magt, havde be-
tænkt Folket saa vel, at ethvert yderligere Tillæg dertil ifra
Kongen vilde gjøre denne til en Nullitet.
"§. 34. Regjeringen er ikke berettiget til militair Magts Anvendelse
imod Statens Medlemmer uden igjennem de i Lovgivningen bestemte
Former, medmindre nogen Forsamling maatte forstyrre den offentlige
Rolighed, og den ikke øiebliklig adskilles, efter at de Artikler i Lands-
lovene, som angaae Oprør, ere den tre Gange lydeligen forelæste af
den civile Øvrighed".
Grøgaard mente, at den civile Øvrighed, i Oprørs Tilfælde,
ikke altid vilde kunne finde Leilighed eller være istand til at op-
|
| d.IV,b.5,s.37 |
læse Loven, hvortil Wedel og Diriks yttrede, at Lovens Oplæsning
ikke altid maatte ansees som absolut Betingelse for Militærmagtens
Anvendelse. Denne maatte, i saadanne Tilfælde, som paapeget,
desuagtet kunne bruges. Den civile Øvrighed maatte ogsaa være
beføjet til at betjene sig af militær Eskorte under Oplæsningen,
og Bestemmelsen havde Autoritet for sig i den engelske Konstitu-
tion, hvorfra den var hentet. §'en bifaldtes derpaa eenstemmig.
§. 35 oplæstes derpaa saalydende:
"Kongen har Ret til i Statsraadet at benaade Forbrydere, efterat
Høiesterets Dom er falden og dens Betænkning indhentet.3 Forbryderen
har Valget, om han vil modtage Kongens Naade, eller underkaste sig
den ham tildømte Straf. I de Sager, som af Odelsthinget foranstaltes
anlagte for Rigsretten, kan ingen Benaadning finde Sted".
I Kommitteens første Udkast lød denne Paragraf korteligen
saaledes: "Kongen har Ret til at benaade, efterat Høiesteretsdom
er falden og han har indhentet dens tilligemed sit Statsraads Be-
tænkning. Dog ikke i Sager, som af Storthinget foranstaltes an-
lagte". Diriks foreslog, at Benaadning ogsaa maatte kunne finde
Sted i Sager for Statsforbrydelser, idetmindste saa vidt, at Re-
genten skulde have Ret til at formilde Straffen een Grad. Hvad
der til een Tid og under visse Omstændigheder blev anseet for
Statsforbrydelse, kunde til en anden Tid og under andre Om-
stændigheder endog blive anseet for Fortjeneste. Wedel mente
derimod, at en Gunstling isaafald lettelig kunde slippe for fortjent
Straf; at den Dømte, om Dommen kun lød paa Embedsfortabelse,
kunde gaae ganske fri; og at det var mindre farligt, om et Ex-
empel statueredes, end at den skyldige Forbryder mod Staten
skulde være strafløs. Skulde Benaadning finde Sted i slige Sager,
maatte den ialfald indskrænkes til at kunne eftergive Livsstraffen.
Falsen fandt det betænkeligt, at overlade den Domfældte Valget
imellem Straffen efter Dommen, naar denne lød paa Livsstraf,
og Benaadningen, naar denne gik ud paa Fængsel paa Livstid.
Og isandhed maa det indrømmes, at Forbryderens Frihed til at
modtage eller forbyde Kongens Benaadning, kan, i Dødsstrafs
Tilfælde, gjøre denne til et Selvmord. §'en blev dog eenstem-
migen antagen med saadan Forandring, at der i dens Slutning,
istedetfor Ordet "Benaadning" sættes "anden Benaadning end
Fritagelse for idømt Livsstraf".
|
| d.IV,b.5,s.38 |
"§. 36: Kongen kan give og ophæve midlertidige Anordninger, be-
træffende Handel, Told, Næringsveie og Politi; dog at de ikke stride
imod Konstitutionen og de af Storthinget givne Love. De gjælde provi-
sorisk til næste Storthing".
I Kommitteens første Udkast lød den saaledes: "Kongen kan
give og ophæve midlertidige Anordninger betræffende Handel,
Politi og Næringsveje, men de maae ikke stride mod Konstitu-
tionen og de af Storthinget givne Love. Den Statsraad, som har
kontrasigneret Anordningen, staaer derfor til Ansvar. De gjælde
provisorisk indtil Storthinget bestemmer om de skulle vedblive
eller ikke".
§'en var vigtig indtil Farlighed; men vakte dog ikke nogen
Diskussion. Mølbach spurgte, om Kongen ved midlertidige An-
ordninger ogsaa skulde kunne paabyde ny Told og Huusinqvisi-
tioner, hvortil Diriks svarede, at han maatte være berettiget til
det første i Tidsrummene mellem Storthingene, da samme afhang
saameget af Omstændighederne, men mod Huusinqvisitioner vilde
Spørgeren finde Borgerne sikkrede ved §. 107 i Konstitutions-
udkastet. §'en vedtoges eenstemmig.
Dagen endte med Oplæsningen af et Forslag fra Organisten i
Eidsvold vedrørende Adskilligt han vilde have forandret og for-
bedret i Lovgivningen, men som Redaktionskommitteen dog ikke
har fundet det værd at lade trykke. Det bidrog, ligesom et fore-
gaaende, til at Forsamlingen opløstes i godt Lune over denne
Opdagelse af, at den parodieredes i Bygden af Kandestøberier.
Og hvormeget bedre var dog ikke dette end om Almuen ganske
ligegyldigen havde anseet hvad der passerede i dens Midte? Men
saa var ikke Tilfælde. De hyppige Sammenstimlinger paa den
store Gaardsplads og de ivrige Udfritninger af deres Værter havde
allerede lært Repræsentanterne, at Omegnens Almue, med større
Interesse end man kunde vente, havde sin Opmærksomhed hen-
vendt paa deres nationale Forehavende.
|
| d.IV,b.5,s.39 |
Diplomatiske Forhandlinger. Beslaglægning paa Orlogsfartøjerne.
-- -- Vi sende
jer, vakkre Voltimand, og jer, Cornelius,
at bringe gamle Norge denne Hilsen.
Hamlet.
Den følgende Dag var almindelig Bededag -- altfor høitidelig,
efter de kirkelige Anordninger, til at Rigsforsamlingen ogsaa da
skulde kunne fortsætte Arbeidet. Og vi ville ogsaa vie denne
Episode til den Slags Hvile, som en Afvexling af Gjenstandene
for Betragtningen er. Vi ville see ind i Regentens Kabinet, hvor
han og Holten lade til at have faaet uopsættelige Forretninger. . .
Ja, en dansk Søofficier Falbe har just overbragt Hs. kgl. Høihed
en Skrivelse, dateret Wenersborg den 3die Mai, fra Hs. danske
Majestæts Kommissarier, Kontreadmiral Steen Andersen Bille og
Oberst Kristoffer v. Lønborg, udnævnte ved Reskript af 18de April
til at opfordre Kristian Frederik til at overlevere til Hs. svenske
Majestæts Befuldmægtigede Norges Fæstninger, faste Pladse, offent-
lige Kasser og Domæner, hvilke Overleverelse de tillige skulde
besørge fuldbyrdet. Skrivelsen lød saaledes:
"Til Hans Høihed Prinds Kristian Frederik af Danmark!
Det er i Følge allerhøjeste Befaling, at vi undertegnede danske
Kommissarier have indfundet os i det svenske Hovedqvarteer i Weners-
borg, for derfra, i Følge med tvende svenske Kommissarier, at anmelde
os for Deres Høihed, og i Deres Haand at levere et Kongeligt Reskript,
hvis væsentlige Indhold er en nøiagtig Opfyldelse af den sluttede Freds-
traktat i Kiel af 14de Jan. d. A., og i Særdeleshed forsaavidt angaaer
den 4de, 15de, 16de og 21de Artikel.
Som en Følge heraf, og i Henhold til vores Instrux og Kommissorium
(hvoraf vi indsluttet lade følge Gjenpart), maae vi herved underdanigst
anholde hos Deres Høihed om at blive satte istand til, saa hastigt som
muligt, at udføre det Ærinde, der er os overdraget.
Koureren, som bringer os Deres Høiheds Svar, vil finde os paa
Grændsen, færdige til strax at indfinde os hos Deres Høihed."
Og i det Skrivelsen vedlagte Kommissorium maa bemærkes
følgende Angivelse af Grunde derfor udenfor Kielertraktatens
Bydende:
"Med dyb Bekymring have Vi erfaret, at Eders Kjærlighed, Vor
nærmeste elskede Frænde, til hvem Vi med uindskrænket Tillid for-
troede Norges Bestyrelse, istedetfor at efterkomme de Samme af Os
|
| d.IV,b.5,s.40 |
tillagte Befalinger, har vovet at tilsidesætte dem, og derimod at erklære
Riget Norge som uafhængigt og Sig som dettes Regent: at negte al
Overleverelse af hvad Hs. Majestæt Kongen af Sverige efter Fredstraktaten
havde Ret til at paastaae: Og endeligen, at Deres Kjærlighed har med
Magt sat Sig i Besiddelse af Vore Krigsskibe, som befandtes i de Norske
Havne; befalet andet Flag end det Danske heist paa Samme, og belagt
deres Førere, Vore Tjenere, med Arrest".
Denne Handling, det raskeste og mest determinerede Træk af
Kristian Frederik under hans hele Regjering, var allerede forøvet
i Marts Maaned4. Paa Kongen af Danmarks Tilbagekaldelse under
23de Februar af Officerer af den danske Armee, og hans Befa-
ling, at samtlige i Norge værende Orlogsbrigger og øvrige arme-
rede Seilfartøjer skulde afseile til Danmark, erklærede Regenten,
i Skrivelse til Kongen af Danmark af 6te Marts, at Befalingen
for Officerernes Vedkommende skulde blive dem meddelt, men
at den angaaende Flaaden ikke lod sig udføre af dens Befal-
havende, Kontreadmiral Lütken; thi -- lyder Skrivelsen --
"han har ei Mandskab til deres Besætning, og Min Forpligtelse her,
at forsvare Landet med de Midler, som levnes Mig, forbyder Mig des-
uden, at lade dette Søværn afgaae fra Norges Tjeneste. Jeg tilligemed
hele Nationen erkjender vist Deres Majestæts Ejendomsret til samme,
men det vilde ikke destomindre være lige uforsvarligt af Mig, om jeg
vilde udsætte Staten for et saadant Afsavn af det Forsvar, som muligen
vil udkræves af os. -- Jeg beder Deres Majestæt blot et Øjeblik at
tænke Sig i Mit Sted".
Overadjutant Brock affærdigedes nu til Frederiksværn og Oberst
Arenfeldt til Kristianssand forat lægge Beslag paa Orlogsfartøjerne.
Gamle Lütkens Protestation havde hans og de danskfødte Offi-
cerers Huusarrest tilfølge, som ikke vilde give deres Revers paa
at ville forholde sig uvirksomme ved Udførelsen af de af Regent-
skabets Befalinger, der sigtede til at sikkre Norge dette sit Sø-
værn. Beslaget gik saaledes for sig. I Kristianssand var dog
Briggen Allart nær sluppen væk. Medens Arenfeldt Morgenen
efter sin Ankomst havde de derværende Orlogsfartøjers Chefer
og Officerer forsamlede hos sig, forat meddele dem Regentskabets
Befaling, kommer der Bud, at Allart, kommanderet af den danske
|
| d.IV,b.5,s.41 |
Kapitain Schønheider, gjør sig klar til at gaa under Seil. Og
virkelig der bevæger den sig udad Skibsløbet. Arenfeldt sender
et skarpt Skud over den fra et af Odderøens Batterier, hvorpaa
Schønheider kalder Besætningen, der paa Faa nær bestod af Nor-
mænd, sammen, og underkaster sig dens Mening. Mellem disse
var der ingen Dissents; om faa Minutter ligger Allart mellem de
andre Brigger, og Kapitain og Næstkommanderende gaae iland,
for siden at blive førte ned til Danmark ligesom alle de danske
Sømænd, der satte sig i samme Kategori. Det nye norske Flag
tonede fra samtlige Orlogsfartøjer, hilset af disses nu purificerede
Besætning; og da Efterretningen herom kom til Kristiania, ud-
stedte Regenten sin Parolbefaling:
"Idet jeg herved høitideligen erkjender Hans Majestæt Kongen af
Danmarks Ejendomsret til de i Norges Havne nuværende Orlogsbrigger,
hvilke ved Fredstraktaten til Kiel ei afstodes til Sverig, erklæres lige-
ledes: at denne til Norges Forsvar uundværlige Søstyrke, indtil videre,
er tagen i norsk Tjeneste, og vil saaledes føre norsk Flag og Vimpel.
De danskfødte Officierer og den danskfødte Besætning skulle snarest
muligt overføres til deres Fædreneland; Kapitain Fasting overtager
Kommandoen over Kongeriget Norges bevægelige Sømagt og øvrige Sø-
Defension, hvilken Kommando den kgl. Danske Kontreadmiral O. Lütken,
savnet og høiagtet af alle Norske Søkrigere, har nedlagt.
I Kristiania etableres et Søkrigskommissariat, til hvis Chef Kommandør
Jens Schou Fabricius herved udnævnes, og hvis Organisation nærmere
skal anordnes".
Om denne Begivenhed yttrer ellers Kristian Frederik sig saa-
ledes i en Skrivelse til Kongen af Danmark af 18de April, hvor-
med han oversendte Brocks og Arenfeldts Rapporter:
"Ihvormeget Jeg havde imod at udøve Saadant imod danske Sø-
officerer, saa troer jeg dog, at min Handling var en uundgaaelig Følge
af deres, paa streng Filosofi grundede, Vægring, og at de selv maatte
ønske Saadant, for at retfærdiggjøre, at de ei kunde udføre Befalingen
at bringe Briggerne ned. -- Selv det med Briggen Allart Forefaldne giver
et fyldestgjørende Beviis paa, at Officererne ei imod det norske Mand-
skabs Vilje formaaede at afseile med Briggerne. -- Det modsiger tillige
ethvert Paafund om stedfindende Overeenskomst imellem Mig og Deres
Majestæt angaaende Briggerne, og i denne Henseende vil De ei fortryde
paa hvad der er hændt. Overhovedet beder Jeg Deres Majestæt at
tænke Sig i Mit Sted, og De vil indsee, at Jeg ikke kunde handle
anderledes".
|
| d.IV,b.5,s.42 |
Hverken paa disse Meddelelser eller paa en Deklaration af
22de Februar, der skulde afgive Svar paa Kongen af Danmarks
aabne Brev af 18de Januar, havde Regenten erholdt nogen officiel
Besvarelse før den, der laae i hine Kommissærers Skrivelse fra
Wenersborg, Men nu skulde denne uopsætteligen besvares, og
saaledes finde vi da paa Bededagen, den 6te Mai, Kristian Frederik
i sit Kabinet paa Eidsvold Værk, med Pennen i Haanden. Og var
det Bededagsarbeide, saa blev det dog ikke Bedemandsstiil. Svaret
til Hs.danske Majestæts Kommissarier lød kort og godt:
"Ligesaalidt som Hans Majestæt Kongen af Danmark kan vente
Lydighed af det Norske Folk, som han ubetinget har løst fra dets Tro-
skabs Eed imod Høistsamme, ligesaalidet seer Jeg Mig, som dette Folks
Regent, beføiet til at tage Hensyn paa den ved De Herrer Kontre-
admiral Bille og Oberst v. Lønborg, Hans Danske Majestæts udnævnte
Kommissarier, overbragte Opfordring og Overgivelse af Norges Fæst-
ninger o. s. v. Jeg nødsages i dette Tilfælde hellere at udsætte Mig
for Hans Majestæts, Min høitelskede Hr. Fætters, Mishag, end svige Eed
og Pligt imod et uafhængigt og trofast Folk, hvorved jeg i lige Grad
vilde fortjene alle retsindige Nordboers Ringeagt. Eftersom de Herrer
Kommissariers Forhandlinger udi Norge vilde være aldeles frugtesløse,
saa ønsker jeg ikke heller, at de skulde være Øjenvidner til den billige
Fortrydelse, med hvilken deres Ærinde nødvendigen maatte mødes
iblandt Normænd.
Regentskabet i Norge, Eidsvold den 6te Mai 1814.
Christian Frederik."
Med dette Svar ilede Koureren tilbage Morgenen efter, og saa
kunde da baade Voltimand og Cornelius blive der de vare. Men
før han tog afsted, rystede han adskilligt ondt af sig, nemlig
først en Gjenpart af en Skrivelse af 22de April fra den svenske
Minister i London, Baron Rehausen, til Landshøvdingen i Gothen-
borg, Grev Rosen, hvori denne, med det lettende Takkesuk: "Gud
skee Lov, vi ere komne saa vidt"! underrettes om den engelske
Regjerings fiendtlige Forholdsregler imod Norge, Ankers Afviisning,
Embargo paa dets Skibe og Blokade af dets Havne. Fra Anker
selv havde man ingen Efterretninger herom, saa hans Breve til
Regenten enten maatte være opsnappede eller forkomne. Ligesaa
vidste ogsaa Koureren at nedslaae Rigsforsamlingen med For-
|
| d.IV,b.5,s.43 |
tællingen om, at man vidste nøie Beskeed derfra i Sverige. Werge-
lands Tale den 19de April havde han saaledes læst i det svenske
Hovedqvarteer; og Denne lægger til i sine "Breve", at der ogsaa
i Rigsforsamlingens Midte virkelig skulde være en Mand, som man
havde mistænkt for at tjene begge Partier med sine Kundskaber.
Har jeg altsaa for denne Enes Vedkommende sagt formeget, da
jeg engang i det Foregaaende yttrede: "De vare Alle Patrioter"?
Eller skulde en Mistankes skyggeagtige Fingerpeg være mægtigere
end samtlige Rigsforsamlingsmænds Haandslag, da de ved Ad-
skillelsen ikke udelukte Nogen af Broderkjæden, i hvis Midte hiin
trøstfulde Tanke om samtlige Medlemmers Ærlighed maatte føle
sig saa tryg.
Fra Udlandet bragte Grosserer Marcus Pløen, som i Providerings-
anliggender havde været over i Jylland, mundtlige Efterretninger,
og det var rimeligviis disse, i Forbindelse med Falbes fra det
svenske Hovedqvarteer, som bragte Brevskriveren fra Eidsvold
til at slutte, at en af Følgerne af Napoleons Fald vilde være, at
Norges Skjebne formodentlig allerede var, med endnu stærkere
Determination, afgjort i Paris eller i Kronprindsen af Sveriges
Hovedqvarteer i Lüttich, og at Denne snart vilde ile hjem forat
fuldføre sit paabegyndte, men nu afbrudte, Værk. Hans Skrække-
billede var, i sidste Nr. af Tiden, nemlig for 3die Mai, bleven
paany fremkaldt af Baggrunden, idet deri, paa Regentens Befaling,
var bleven meddelt tvende Skrivelser fra ham til Feldtmarskalk
Grev Essen, daterede Lüttich 10de og 21de Marts, og som i en
Oversættelse, der røbede Fabrikstedet, vare blevne skikkede ind
i Norge. I den første skriver Kronprindsen om Kristian Frederik,
at han formodede, at nogle sletsindede danske Embedsmænd
havde opflammet denne unge uerfarne Prindses Hoved, og han
paalægger Essen, at give alle veltænkende Mennesker tilkjende,
"at hverken Kongen eller den svenske Nation ville, eller begjære
andet af Nordmændene, end Enighed og Venskab; at Kongen ikke be-
høver af Norge hverken Kontribution, ei heller Flaade, ei heller Armee,
og langt fra at ville udskrive Soldater i sine nye Stater, har han isinde
at afskaffe den Skyldighed der paaligger Nordmændene, at være til
Regjeringens Disposition indtil en Alder af 60 Aar, da Alderdommen
sætter den største Deel af Menneskeslægten i den ulykkelige Stilling,
at forblive i en aldeles Uvirksomhed. Kongen vil derfor indskrænke
Milicen, og formindske de Byrder, der trykke dette ulykkelige Land.
|
| d.IV,b.5,s.44 |
Jeg gjentager det: Hans Majestæt vil ikke udskrive en eneste Soldat;
Han vil sætte den norske Armees Styrke i Forhold til Landets Folke-
mængde, til dets Handels Reaktioner, til dets Industrie og til dets Ager-
dyrkning, der saa gruelig er bleven forsømmet af Prinds Kristian og
foregaaende Statholdere. Kort! Kongen vil ikke have nogen Konskrip-
tion i Norge, Han vil endog ved Freden afskaffe den i Sverig, efterat
have overlagt med Rigets Stænder derom. Hans Majestæt behøver ei
den norske Armee for at gjøre den paa Fastlandet værende svenske
Armee fuldtallig; disse Rygter underholdes kun af slette Borgere i
Landet, af Sveriges Fiender og af danske Agenter".
Det andet Brev, hvorunder findes anmærket, at begge ere bog-
staveligen aftrykte, lyder saaledes:
"Min Fætter! Det er let at forudsee, at, hvis Prinds Kristian vedbliver
sit troløse Foretagende, skal vores Vaabens Styrke, understøttet af
vores Allierede, ufortøvet med Seier krone en Sag, som henter sin
Grund fra "Retviisen", fra Samfundslovene og fra de helligste Forbin-
delser. Imidlertid kræver Menneskeligheden, at man anvender alle de
Midler, hvorpaa Klogskab og Velvillighed give Anviisning, for til Følelsen
af sine Pligter at tilbageføre et ved nogle Ærgjerriges Rænker "forvillet"
Folk -- et Folk, som ved Traktaten til Kiel er berettiget til broderlig
Tillid af enhver Svensk; -- men skulde Fornuften og Føjeligheden for-
gjæves vilde "høje" sin Røst: skulde Prinds Kristian, veiledet af troe-
løse Raadgivere, for utallige Ulykker udsætte dette Folk, hvis Vel burde
være hans kjereste Maal: skulde Samvittigheden i hans Hjerte ikke
være nok mægtig at formaae ham til at afstaae fra sine sorte Planer;
saa gjør ham opmærksom paa den Afgrund, som aabner sig under hans
Fødder, og paa den ulyksalige Skjæbne, som venter en Rebel, hvilken
ved Ulydighed udsætter sig for at tabe al sin Ret saasom Dansk Under-
saat. Underrette de Oprørske, at Lovenes Hevn svæver over deres
Hoved. Lad bekjendtgjøre, at alle Udlændinger strax bør afgaae fra
Norge, hvis de ikke ville ansees og straffes som Forrædere imod den
Svenske Regjering: at enhver Dansk, som, uagtet sin Regjerings Befa-
linger, bliver tilbage i Norge fire Dage efter den Tid som af Kongen i
Danmark er bleven bestemt for Landets "Overleverende", skal erklæres
Fredløs: at enhver som modtager Prinds Kristians ulovlige Sedler, skal
dømmes som falsk Mynter og dens Ejendom seqvestreres.
Giv og tilkjende, at Jeg kommer tilbage med min Armee, og at Jeg
vel ikke uden livlig Smerte, men med al den Kraft min Sjel ejer, er
færdig at føre mine tappre Soldater til Erobringen af de Rettigheder,
som ved en høitidelig Traktat ere blevne os forsikkrede, og som de
|
| d.IV,b.5,s.45 |
største Magter i Europa har garanteret. Jeg gjentager Dem, min Fætter,
Forsikkringen om min Tænkemaade for Dem, og beder Gud at han vil
tage Dem i sin hellige Beskyttelse.
Deres vel affektionerade Fætter
Karl Johan".
At Kronprindsen af Sverige, siden Feldttoget mod Napoleon var
forbi, virkelig ogsaa snart vilde indfinde sig mægtigere end han
nogensinde vilde have kunnet, var let at see igjennem den Taage-
væv af Rygter, som samtidigen med denne Efterretning rimeligviis
fra et Forgemak udbredte sig i Repræsentanternes Selskabsværelse
om at han skulde ville takke af fordi han ikke længere taalte
Nordens Klimat, blive Premierminister i Frankrige eller Dusin-
fyrste i Tydskland, hvorpaa da Gustaf IVdes Søn skulde indtage
hans Plads i Sverige. Nei, hans snarlige Ankomst til Grændserne
baade blev sagt og troet paa Eidsvold, og ligesom Snakket om
Prindsen af Vasa kunne være brugbart nok til at ægge de natio-
nale Antipathier, var Karl Johans Nærmelse kun en Spore mere
til at skynde sig med Konstitutionsværket, saa han kunde finde
Nationen færdig med sine Anliggender. Deri vare Alle enige.
Men Majoriteten, Bierget, meente: for i den færdige Konstitution
at have et blussende Altar i Nationens Midte til at gløde For-
svarets Vaaben i; Minoriteten tænkte stille i sine Hjerter: forat
have en Basis at gaae ud fra i Underhandlingerne.
Altsaa til Arbeidet igjen Alle med fornyet Fyrighed!
Den 7de Mai.
-- -- "og Adel er ikkun en Lyd".
P.A. Heiberg.
Efterat Lysgaard havde fremlagt Afskrivt af sit i forrige Møde
Yttrede om Anvendelsen af det beneficerede Gods, og forlangt
det indført i Protokollen, forat han ved Udskrivt deraf kunde godt-
gjøre for sine Kommittenter at han havde yttret sig overeens-
stemmende med deres udtalte Vilje, oplæste Præsidenten:
"§. 37: Kongen kan meddele Rang, Titler og Ordener til hvem, han
forgodt befinder, til Belønninger for udmærkede Fortjenester; dog saa-
ledes, at ingen af hine maa være arvelige, give Ret til Fritagelse fra
|
| d.IV,b.5,s.46 |
Statsborgeres fælleds Pligter og Byrder, eller medføre fortrinlig Adgang
til Statens Embeder.
Ingen personlige eller blandede arvelige Forrettigheder maa tilstaaes
Nogen for Fremtiden".
I det første Udkast havde denne §. lydt saaledes: "Kongen kan
meddele Ordener for udmærkede Fortjenester til hvem han for
godt befinder; men ingen Rang kan finde Sted, den undtagen,
som et virkeligt Embede medfører; og ingen enten personlig eller
blandet arvelig Forrettighed maa tilstaaes Nogen".
Steenstrup og Heidmann havde begge den 28de April indleveret
til Konstitutionskommitteen Betænkninger over den 10de Grund-
sætning, og Steenstrup aabnede nu disse øvrige Debatter om
Adelen ved at oplæse sin:
"Da vor forrige Statsforfatning aldeles forandres; da endog den højeste
arvelige Forrettighed, som var tilstaaet nogen Person, er falden tilbage
til Folket, og ikke enten til en Deel eller heel igjen kan erholdes uden
ved ny Overdragelse fra Folket: saa maa vel ogsaa dette blive Til-
fældet med alle andre større eller mindre arvelige personlige Forrettig-
heder. Det strider imod Tingenes Natur, at vor forrige Konstitution
skulde kunne virke ind igjennem den nye, som, for at være retfærdig,
maa begynde med at tildele alle Borgere lige Rettigheder, eller idet-
mindste, for ikke at berøve en nulevende Person en efter den forrige
Konstitution havende Forrettighed, gjøre denne uskadelig for hans Med-
borgere, og lade den døe med ham. Det være mig derfore tilladt aller-
ærbødigst at foreslaae Grundsætningernes 10de §. saaledes nærmere
bestemt:
"Personlige eller blandede arvelige Forrettigheder bør ikke tilstaaes
Nogen eller forplantes paa Nogen for Fremtiden".
Steenstrup, ivrig, arbeidende sig varm for sin Idee, rastløs derfor
som Pukhammeren i sine Slag paa det Værk, han har været et
Drivhjul for, havde ogsaa, i en Skrivelse af 5te Mai, fuld af
Ængstlighed og Varme,
ne qvid detrimenti respublica caperet,
yderligere lagt Rigsforsamlingen paa Hjerte Vigtigheden af sit
Amendement og udviklede det til en saadan Omformen af hele
§'en: "Kongen kan meddele Ordener som Belønninger for ud-
mærkede Fortjenester. Ethvert Embede medfører en vis Embeds-
rang, som Kongen kan tillade i Naade afskedigede, fortjente
Embedsmænd fremdeles at beholde. Personlige eller blandede
arvelige Forrettigheder maa ikke tilstaaes Nogen eller forplantes
paa Nogen for Fremtiden."
|
| d.IV,b.5,s.47 |
Hersleb Hornemann oplæste og vedlagde et motiveret Forslag
om saadant Tillæg til §'en: "De Adelen hidtil tilstaaede arvelige
blandede eller personelle Forrettigheder forplantes ikke paa de nu-
værende adelige Familiers Descendenter, der efter denne Tid fødes".
Omsen mente, at Afgjørelsen af Adelsspørgsmaalet burde hen-
staae til en kommende Nationalforsamling, og at Kommitteen
havde forbigaaet at fatte endelig Bestemmelse i denne Sag, fordi
den da ogsaa havde maatte indlade sig paa andre Privilegier,
saasom Laugene, Saugbrugsprivilegierne o. s. v.
Sverdrup yttrede, at enten vare Adelsrettigheder erhvervede
for Penge, eller meddeelte som Belønninger for udmærkede For-
tjenester af Staten. I første Tilfælde vilde det være uretfærdigt
at gjøre Indgreb deri, og i sidste idetmindste meget ubilligt.
Provst Schmidt var af den Formening, at ingen anden Rang
eller Udmærkelse end den Embedet medfører burde finde Sted.
Adelige Forrettigheder burde ikke kunne forplantes, og betræffende
de blandede og reelle Forrettigheder, saasom Privilegier og Mono-
poler, der indskrænkede Næringsvejene og Eiendomsrettens frie
Udøvelse, erklærede han, at det var ham udtrykkelig paalagt af
hans Kommittenter, at paastaae dem hævede, hvorfor han refe-
rerede sig til, og maatte bede oplæste, endeel til Præsidenten
indleverede skriftlige Opinionsyttringer fra endeel af dem, nemlig
fra Modums Almue, over dette Punkt.
Fabricius erklærede sig ligeledes imod Rang og Titler, men for
Udmærkelse ved Ordener og Bibeholdelsen af Embedsrang. De
adelige Forrettigheder vilde han skulde ophøre med den første
Generation. Han oplæste ogsaa ved samme Leilighed en Betænk-
ning over Udkastets §§. 41 og 42, der kunde ventes samme Dag
at komme under Behandling.
Rein indrømmede, at Ordener for vitterlige Fortjenester kunde
have sin Nytte, Bryn, at en militær Orden for udmærket personlig
Tapperhed især vilde være passende, og Kapitain Motzfeldt, at
den Omstændighed, at Ordener havde sin Oprindelse i meget
gamle Tider syntes at tale for deres Hensigtsmæssighed. Grø-
gaard bemærkede, at der ikke lod sig trække nogen Parallel
mellem Militærordener og ældre Ridderskaber. Saaledes kunde
ikke Korsridderordenen ansees som en militær Fortjenesteorden,
men kun som en Forening til et vist Øjemed. Sverdrup sagde,
at Romernes Ege- og Laurbærkrandse dog maatte ansees som
|
| d.IV,b.5,s.48 |
Fortjenesteordener, og at Priserne i de olympiske Lege bleve
eftertragtede som de højeste Udmærkelser. Holck foreslog, at
Storthingene ved 2/3 Stemmers Pluralitet skulde uddele Ordener
efter Kongens Forslag, hvorimod Diriks bemærkede, at dette i
flere Henseender vilde være betænkeligt, men især fordi Den,
som blev foreslaaet til en Orden uden at faae den, derved er-
holdt en meget krænkende Udmærkelse, og Grøgaard ønskede blot,
at Ordenerne og Tolvskillingsperioden snart maatte være forbi.
Mange Øxer vare nu hørte huggende imod Fødselsaristokratiets
gamle Træbull, der kan see smuk nok ud i Frastand med sine
glindsende Grene, og vække Interesse ved Sagnene om hvad der
er passeret derunder (skjøndt dette kun i meget indskrænket For-
stand lader sig sige om den norske Adel), men som man i Nær-
heden vil opdage udsuger Grunden saa langt omkring sig, at den
idetmindste fortjener den langsomme Uddøen Normændene have
dømt den til, ved i en Afstand at afskjære Forbindelsen med dens
Rødder. Men nu reiser sig en Repræsentant forat hævde den
Beskyttelse, som Paragrafen sigtede til at yde den bestaaende
Adel. Det er Medlemmet af Konstitutionskommitteen, Jakob Aall,
der i følgende nedskrevne Foredrag først optræder for denne
moderate Konservatisme, udelukkende dog Kongens Ret til at
uddele blotte Titler af sit Forsvar for §'en:
"I en Stat som den Norske, der rimeligviis ikke bliver i Stand til at
lønne alle Embedsmænd, især de høieste, passende til Embedernes
Vigtighed og Embedsmandens anvendte Møie, kan Rang betragtes som
et Gode, eller idetmindste som et uundværligt Onde. -- Forfængelighed
flyer vel ikke denne Stat; mange duelige Mænd vilde maaskee opofre
Rolighed og forsømme Velfærd, naar de stige høiere paa Ærens Trin,
end deres Medborgere -- men Titler i en saa liden Stat, som vores
norske, forekommer mig aldeles overflødige. De uddeles ofte til dem,
som ere mindst berettigede til at bære dem, indeholde i smaa Stater
noget vist Latterligt, og fordunkle sande Fortjenester. Naar Kongen
kan give sine Embedsmænd Rang efter vilkaarlig Bestemmelse; naar
han kan uddele Ordener for civile og militære Fortjenester, saa for-
mener jeg, at Staten har givet ham Midler nok ihænde til at lønne For-
tjenester med uvæsentlige Fortrin.
Men derhos skulde jeg foreslaae, at Embedsrang ei ophører med
Embedet. Der er noget vist Ubehageligt for en Mand, der har opofret
sin Tjeneste til Statens Bedste, i at miste de Æresfortrin -- vare de
endog uvæsentlige -- hvoraf han var i Besiddelse.
|
| d.IV,b.5,s.49 |
Paa nærværende Rigsforsamling at tage nogen Beslutning, som be-
røvede de faa Adelsmænd, der monne være i Landet, enten om kort
eller længe, de personlige arvelige Rettigheder, hvoraf de ere i Be-
siddelse, vilde jeg ansee for inhumant og stridende imod den Agtelse,
som man skylder Enhvers lovligen erhvervede Rettigheder. Jo lettere
deslige Beslutninger tages, jo færre Personer der kunne og ville for-
hindre dem, jo mere Varsomhed paaligger Forsamlingen. Det blive en
Gjenstand for Lovkommitteen, at undersøge denne lidet talrige Stands
Indvirkning paa Samfundet, og derefter forelægge en tilkommende For-
samling Resultatet af dens Undersøgelse! Os være det nok, i Konstitu-
tionen at have forebygget denne Stands Udvidelse, som vistnok, især
under visse Omstændigheder, kunde blive Nationen til største Skade".
Grøgaards Røst, hvortil Alle saa gjerne lyttede, høres efter
Aalls i et veltalende Foredrag, hvori han først drager tilfelts imod
Titels- og Ordensvæsenet i Almindelighed, og særligen banlyser
det fra Norge. Hans Grundsætning er, at Mennesket alene selv
giver sig den sande Ære. "Monarchen kan ved Titler og Ordens-
tegn tilkjendegive sin Mening om en Persons Fortjenester; men
hvor let kan ikke hans Mening være vildfarende? Har den aldrig
været det"? spørger han med sit mildt sarkastiske Smiil og med
et Blik, der ligesom standsede sig selv i at løbe Forsamlingen
rundt. Men, efterat have fremhævet, at Titler og Ordener kun
forvirre Æresbegreberne, at den Konge, som derved vil virke
paa sit Folk, ærer ikke dette, men haaner det, liig Europæeren, som
med Glasperler takker den enfoldige Amerikaner, udbryder han:
"Man misforstaae mig ikke! Her i denne værdige Forsamling ere saa-
mange hæderlige Mænd med Titler, med Ordenstegn, Mænd, for hvilke
mit Hjerte føler dyb Ærbødighed; og saa hæderværdige Mænd ere det
fuldkomneste Beviis for, at ikke Titel eller Orden er i sig selv nogen
Skam; men er det Titler eller Ordenstegn, som i sig selv udgjøre disse
Mænds Hæder? Det er Manden som ærer Ordenen, men Ordenen ærer,
egentlig talt, ikke Manden".
Ved at Æresbegreberne forvirredes, mente Taleren, at National-
karakteren vilde forværres, at man vilde nøjes med at synes
hæderlig istedetfor at være det, heller glimre end gavne, og ikke
drives af ædle og varige, men af lave og usikkre Bevæggrunde.
"Usikkre ere de lave Bevæggrunde. Den store Napoleons store Magt
var grundet paa den uægte Ære. Hvad er den nu, uagtet dens Støtte
var Æres-Legionen? Alle de mangfoldige Alen hvide Baand med røde
|
| d.IV,b.5,s.50 |
Kanter, som ere vævede i vore Dage, vare dog ikke istand til at sammen-
holde den Dansk-Norske Stat".
Taleren endte med at bemærke, at Titler og Ordenstegn lede
før til den af Holberg latterliggjorte honette Ambition, end til
ægte Æresfølelse, og indledede, med Spørgsmaalet, om det vilde
geraade Forsamlingens Fornuft og Ambition til Ære, om den i
Norges Grundlov anordnede Titler og Ridderordener, det Forslag,
at §. 37 skulde forandres omtrent saaledes:
"Ingen personlige eller blandede arvelige Rettigheder maae tilstaaes
Nogen for Fremtiden; ikke heller blotte Titler eller anden Rang, end
Embedsrang. Ingen Ridderorden maa stiftes i Norges Rige. De, der
nu bære noget udenlandsk Ordenstegn, maae vedblive at bære det".
Det vidtløftigste Foredrag i denne Sag holdt Dr. Møller, og
naturligviis, efter denne Karakteers Anskuelser, rettet imod
Titler og Adel, medens der stak noget frem af hans Begeistring
for Oldtidens Republiker og for Frankrig under Konventet i de
Ideer, han fremsatte om at efterligne hines Hæderskrandse i en
Orden for Fortjenester, der kunde bestaae i en, i Baand eller
Kjæde baaren, Laurbær- eller Egekrands med Sindbilledet af
Mars, Minerva, Merkur o. s. v., eftersom de vare militære eller
civile, samt om at Storthinget skulde, med Kongens Samtykke,
kunne dekretere, at en Borger havde gjort sig fortjent af Fædre-
landet, og ansøge Kongen om Hæderstegn for ham. Meddelte
Kongen saadant efter eget Tykke, skulde Grunden dertil forud be-
kjendtgjøres og nedtegnes i en Hædersprotokol, hvilken Idee i
det væsentligste ogsaa vil sees optagen i §'en, saaledes som den
slap ud af disse Debatters Skjærsild. Men fremfor alt indprentede
Taleren, at det gjenfødte Fædrelands Borgere og Borgerinder
maatte rense sine egne Hjerter for de Fordomme, de havde ind-
suget under det gamle System. Fædrelandets Selvstændighed
vilde ikke kunne bevares, sagde han, uden Alle som Een aflagde
de "Fordomme og Vedklæbelser, som vi ved vor forrige og for-
nemmelig seneste Bestyrelse ere blevne hildede og nedsjunkne
udi". Disse var det, der, "ligesaameget som den sildigere Aands-
tvang, havde bragt os til Randen af vor Opløsning som en Stat
og et Folk".
Det var let at see, mente han, at Forfængelighed, Overdaadighed,
Blødhed, Selvraadighed, (?) Egennytte og Smiger baade i Vers og Prosa,
|
| d.IV,b.5,s.51 |
med disses fordærvelige og sørgelige Følger, der vare fremledede ved
den forrige Bestyrelses Svaghed, Sløvhed og Inkonseqvents, alene vare
det, som havde bragt os til at synke ned under vor forrige Magt og Selv-
stændighed, -- ikke, hvad man saa gjerne vilde troe, Mangel paa
Midler og sand Nationalkraft til at hævde Samme.
"Det er altfor vist -- endte Repræsentanten fra Arendal denne
straffende Indledning til sit Foredrag -- at det kun er Smaahedsaand,
Letsindighed, falsk Æresfølelse, Selvsmiger og Tant, der saaledes have
indtaget de adlydende Statens Borgere, at vi saa stændigen ere blevne
satte tilbage i Værd og Anseelse som en Nation, mod hvad vi forhen
have været. Vi skue ikkun trindt om os i enhver Deel af Landet, og
mangen En gribe kuns i egen Barm, og man vil finde, at disse Betragt-
ninger ikke ere enten overdrevne eller usande. En Sammenligning af
to til tre Decennier tilbage med det sidste vil end ydermere gjøre det
indlysende".
Hvem gjenkjender ikke her i disse Overdrivelser, saa velmente
de vare, en Efterligning af disse frasefulde Taler i det franske
Konvent, hvori dets ordgydende Smaa-Catoner hævede sig selv
ved at tordne imod den almindelige Fordærvelse? Saa udredet
er intet Øg som dette Thema; men der er heller intet, der har
baaret saamange Patrioter til Forum fra de ældste indtil vore
Tider, og det baade fordi det er let at bestige, og fordi det veed
Vejen did, hvor Rytteren vil. Men hverken Jeremias eller Demo-
sthenes, som ogsaa have redet det i dets bedre Dage, før det
blev saa udpiint og udslidt, have ment det bedre end Alexander
Møller, i hvis Patriotisme et elskværdigt Træk af Enthusiasteri
ingensinde forsvandt. Hans Haar blegnede; men dette ikke i
hans Sjel.
Lieutenant Heidmann havde under Grundsætningernes Behand-
ling den 16de April foreslaaet saadant Tillæg til den 10de:
"at de enkelte Individer, som for Nærværende ere i Besiddelse af
deslige arvelige Forrettigheder, vel kunde forplante disse paa deres nu
fødte Arvinger, men at derimod Forrettighederne gaae over fra arvelige
til at vorde blot personelle i det Øieblik benævnte, nu fødte, Arvinger
komme i Besiddelse af Samme".
Ligesom Steenstrup havde han under 28de April indleveret en
Betænkning til Konstitutionskommitteen, hvori han igjentager dette
Forslag, med den Bemærkning, at Antagelsen af den 10de Grund-
sætning vilde, uden denne yderligere Bestemmelse, være inkon-
1 tilbakeHavde Kristian Frederik vedblevet at være Norges Konge, havde vi alt
oplevet den Tid da disse Spaadomme sandsynligviis vilde være gangne i Op-
fyldelse. Og da -- eet eller nogle Hvedebrødsaar, hvori Norge ikke var bleven
tilsidesat; men saa -- l'ancien regime.
2 tilbakeI Rigsforsamlingens Forhandlinger er anmærket, at denne Betænkning savnes
ved Protokollen.
3 tilbakeI de trykte Forhandlinger er §'en kun gjengivet til dette Punktum.
4 tilbakeUnder 19de April emanerede ogsaa Ordre, at danske Fartøjer skulde være
samme Forpligtelse som andre fremmede underkastede, at tage Lods under Norge. |
| FORRIGE |