Henrik Wergeland, IV. Avhandlinger, Opplysningsskrifter: 5te Bind 1843 - 1845 | |
| d.IV,b.5,s.1 |
RIGSFORSAMLINGENS HISTORIE II INDHOLD 1. Rigsforsamlingen paa Eidsvold. Fra 1ste til 7de Mai. Affærdigelsen af Konstitutionsudkastets første 50 Para- grafer. (Konstitutionskommitteens Indberetning. Selvstændighedens Prokla- mation. Bestemmelser om Religionen og Kongedømmet). Diplomatiske For- handlinger. Beslaglægning paa Orlogsfartøjerne. Den 7de Mai. 2. Fra 8de til 11te Mai. Affærdigelsen af Konstitutionsudkastets sidste 55 Paragrafer. (8te Mai. Statsraadet færdig reguleret. Debatter om Indføds- og Stemmeretten. 9de Mai. Indføds- og Stemmeretten afgjøres. 10de Mai. Storthingets Organisation og Myndighed. Finantskommitteens Indberetning. 11te Mai. Rigsretten og Højesteret organiseres. Debatter om Værnepligten og Odelsretten. Grundloven færdig i Realiteten). 3. Sympathier for Norge. (Engelske Sympathier. Normændene i Kjøbenhavn). |
| d.IV,b.5,s.2 |
Rigsforsamlingen paa Eidsvold.
II. (Fra 1ste til 7de Mai). Affaærdigelsen af Konstiutionsudkastets første 50 Paragrafer. Første Mai var en Søndag, men derfor ingen Hviledag for Konstitutionskommitteen. Den kom sammen, tog atter sit Udkast for sig, og syslede dermed fra Klokken 10 Formiddag til Kl. 6 Eftermiddag. Det visse, af utroede Rygter forudforkyndte, Bud- skab om en forbausende, uagtet sit Fjerne ogsaa Norge skjebne- truende Begivenhed, der forøgede Øieblikkenes Vigtighed, var netop samme Dag kommet til Rigsforsamlingen. "Har De hørt det"? spurgte de Komne de Kommende eftersom de stege af. "Napoleon er falden. . . ." "Napoleon"?! "Falden, afsat, dethroniseret af sit eget Senat". "Napoleon har Armeen". "Han har allerede selv takket af, selv frasagt sig Thronen. Alt er forbi". Om just Konstitutionskommitteens Medlemmer netop brugte disse Ord for sin Forbauselse, kan være ligegyldigt, men visselig tænkte de: kom! Øjeblikkene ere blevne kostbarere. De Be- givenheder, som nu ville udvikle sig, maae træffe vort Værk fuldbyrdet. Og de ilede op paa sit Værelse og satte sig til Arbeidet, til yderligere Diskussion over Udkastet og dets punktvise Forsvar |
| d.IV,b.5,s.3 |
under dets forestaaende Prøvelse i Plenum. Rigsforsamlingsmæn- dene i Forsamlingsværelset havde imidlertid faaet et tilstrække- ligt Konversationsemne i hiin Begivenhed, der øjensynlig kunde have den betydeligste Indflydelse paa Norges Skjebne. Men hvilken? Jo, een var vis, og lod sig strax opdage i de mørke Støvskyer, som nu, efter Kolossens Fald, drev over Verden: det vrede Pennestrøg i Fontainebleau adskilte Norge endnu vissere fra Danmark end Edmund Bourkes og Wetterstedts siirlige Træk under Kielertraktaten. Den haanlige Blækkladd paa Lappen, hvorpaa Napoleon rablede Frasigelsen ned, var det sorte Parce- segl paa, at Norges Adskillelse fra Danmark var bekræftet med al Udenverdenens Begivenheders og Konjunkturers Magt2. Kun i den fjerne Fremtid, naar nye havde dannet sig, var der endnu en Mulighed for en Gjenforening -- ikke at øine, men at tænke, om saadant endnu engang kunde times Norge, saaledes som dets kaarne Mænd nu havde laget det. I korteste Udtryk bestod ogsaa disse Mænds politiske Karakteerforskjel deri, at Nogle af dem hadede og frygtede Tanken om en Gjenforening og derfor troede den mulig, medens de Andre foragtede den eller dog be- handlede den med en Ligegyldighed, som om de ansaae den for umulig. Det var naturligt, at Prindsregentens Omgivelser, saavel- som Andre udenfor Rigsforsamlingen, der virkelig ønskede og haabede en Gjenforening, og som skulde have seet den i et nær- mere Perspektiv, om ikke hiint Napoleons Pennestrøg var kommet ivejen, maatte have meest tilovers for sidstnævnte Rigsforsamlings- karakterer; thi disse havde idetmindste ingen Betænkelighed ved det første Skridt til Muligheden af hiin Tankes Virkeliggjørelse i Tiden: Kristian Frederiks Kongevalg. Og i hans Partisaners Øine |
| d.IV,b.5,s.4 |
balancerede dette de Vanskeligheder, som en fri Konstitution kunde opstille imod en Bringen tilbage til det Gamle. Men nu -- Napoleons Fald vippede enhver Tanke derom for en ube- stemmelig Tid uøineligen op i Skyerne. I Fjernet af Norges Frastand maatte de Følger, Begivenhederne i Frankrig kunde have for Norge, tage sig saadan ud. Men ander- ledes saae Kronprindsen af Sverige dem an fra Lüttich. De Allieredes Invasion i Frankrig, imod Aftalen i Trachenberg med Monarcherne forrige Høst, havde oprørt hans franske Hjerte; dette Ordbrud og Umaadeholdenheden i deres Fordringer lod ham befrygte en lignende Glemsomhed med Hensyn til Garan- tierne for Kielertraktatens Opfyldelse. Han iler til Paris; 1/2 Time efter Ankomsten er Keiser Alexander i hans Hotel forat svare paa hans Bebreidelser: "Vi kunne ikke mere rette derpaa; og da der for Øjeblikket kun er Spørgsmaal om særskilte Interesser, saa lad os strax bringe i Orden hvad der vedkommer Deres Adoptiv- Fædreland. Afstaaelsen af Norge, allerede afgjort ved Kielertraktaten, bør anerkjendes og garanteres af alle de Al- lierede; jeg betragter dette som min egen Sag, og jeg stiller til Deres Raadighed de 60,000 Mand, jeg har staaende under Ben- ningsens Kommando". Faa Timer efter var Kronprindsen paa Tilbagevejen til Lüttich med de behørige Dokumenter paa de 5 Stormagters Bekræftelse af Garantien for Kielertraktaten. I bedre Lune end hine Prindsens opvartende Herrer vilde have røbet for Repræsentanterne, om de ikke just nu havde været med ham paa en Snartour til Kristiania, kom endelig Konstitu- tionskommitteens Medlemmer ud til de ørkesløse, paa dem og Bordet ventende Repræsentanter. Man hørte Sverdrups sarka- stiske Latter, idet han ironisk foreslog til godt og sidst at dekre- tere Rein en Takadresse for hans exemplariske Rolighed og Taus- hed i alle Kommitteens Sessioner. Og saa tilbords, og saa - Napoleon og Konstitutionsudkastet og atter Napoleon, hvis Fald var en saadan Nyhed, at den først ved Ugens Ende viste sig i "Tiden", det eneste Blad i Kristiania, som beskjæftigede sig med den udenlandske Politik. Og nu trængte Beretningerne fra Frankrig saa ganske dem fra Rigsforsamlingen ud af dets Spalter, at det først den 17de Mai, "for imidlertid at tilfredsstille Medborgeres |
| d.IV,b.5,s.5 |
Længsel efterat erfare Resultatet af Forsamlingens Arbeide", kunde begynde sit korte Referat med Forhandlingerne den 25de April, og den 19de Mai ikke var kommet længere deri end til Citationen af de første antagne 36 §§ d.e. til Afslutningen af den 5te Mais Forhandlinger. Ferierne, som for de Medlemmer, der ikke havde Plads i de to Kommitteer, havde varet saagodtsom fra den l9de April, vare nu forbi. Næste Dag, 2den Mai, fik de at bestille med at af- skrive Konstitutionsudkastet efter Diktat. Dagens Forhandlinger bestode forøvrigt i Referat af det i sidste Møde, den 28de April, Forhandlede og i Valg paa Præsident og Vicepræsident for de følgende vigtige 8 Dage. Præsident blev Diriks, skikket dertil ved sit ordnende og besindige Hoved, og Vicepræsident blev Bendeke. Morgendagen skjænkedes dog til Overvejelse af Ud- kastet hjemme i Qvartererne, og næste Forhandling berammedes til Onsdag den 4de Mai. Konstitutionskommitteens Indberetning. Selvstændighedens Proklamation. Bestemmelser om Religionen og Kongedømmet. I de forrige Møder havde Forfald ikke været saa sjældne, hvori formodentlig Veilængde og Førefald ogsaa havde sin Deel; i hvert af de to nærmest foregaaende havde saaledes ikke mindre end 9 fundet Sted. Men denne Dag synes man ret at have villet møde frem; thi ikke mindre end 110 Medlemmer vare tilstede. Forhandlingerne begyndte med Oplæsningen af følgende lapi- dariske, af samtlige Medlemmer under 30te April undertegnede, Indberetning fra Konstitutionskommitteen, hvis Arbeide nu para- grafviis skulde prøves: "Det vigtige Kald blev betroet Kommitteen, at udarbeide Forslaget til en Konstitution for Riget. Den fremlægger herved Resultatet af sine Arbeider. Æmnets Natur forbyder at levere noget Fuldkomment, og dette har hidtil end ikke været muligt i de Stater, hvor dyrekjøbt Erfaring har understøttet Theorien. Under sit Arbeide har Kommitteen havt stadigt Hensyn til den borger- |
| d.IV,b.5,s.6 |
lige Friheds Betryggelse, Eiendommenes Sikkerhed og Rettighedernes muligste Lighed. Rigsforsamlingens Viisdom vil vide at bestemme, hvorvidt dens Be- stræbelser for at fremme dette almeenvigtige Formaal have været led- sagede af Held. Forskjellige Bidrag til Konstitutionsværket ere indleverede, saavel fra Rigsforsamlingens Medlemmer som fra Andre. Kommitteen har modtaget disse Bidrag med Erkjendtlighed, og benyttet dem, saavidt Omstændighederne gjorde det muligt. Naar de ere oplæste, vil Rigs- forsamlingen selv bestemme, om end Mere af disse Bidrag bør ind- lemmes i Statens Grundlov. Den private Lovgivnings Bud ere udenfor Konstitutionens egentlige Grændser. Kommitteen har derfor kun fremsat nogle didhørende Prin- ciper, hvis Nødvendighed i den borgerlige Lovgivning ved den Norske Nations egen Erfaring er godtgjort. Det vilde være lidet gavnligt, om Kommitteen havde forsøgt at til- veiebringe fuldkommen Eenhed i Stilen og streng Orden i Paragra- fernes Følge. Udeladelser, Forandringer eller Tillæg, som Forsamlingen maatte finde hensigtsmæssige, vilde tildeels nedbryde denne Eenhed og Orden. Om Statens Pengevæsen udfordres Bestemmelser, og disse ville ikke kunne indføres i Konstitutionen, førend Finantskommitteens Forslag ere fremsatte og prøvede. Kommitteen tillader sig derfor det Forslag, at Stilen og Materiens Form maa vorde undtagne fra Debatterne. Naar Forsamlingen har tilendebragt sine Forhandlinger om det hele Udkast og de §§. angaaende Pengevæsenet, som deri bør indlemmes, vil Stilens Eenhed og §§s. rigtigste Orden beqvemmest fastsættes ved 2 eller 3 dertil udvalgte Mænd. I flere Poster have Kommitteens Medlemmers Meninger været deelte, og den underkaster nu Rigsforsamlingens visere Granskning, om og hvorvidt sikrere Midler i Konstitutionen kunde udfindes til Betryggelse for Fædrenelandets Selvstændighed, dets Hæder og Held". Kommitteens hensigtsmæssige Forslag, ikke at spilde Tiden med Debat over det blot Formelle, men overlade dette til en Kommittee, blev enstemmig bifaldt. Bladet "Tidens" Redaktion vilde jo sørge for, indtil dette var skeet, at Publikum ikke skulde forblive uvidende om de Paragrafer, som imidlertid affærdigedes. Men vi have seet hvorledes det gik baade hermed og med Rigs- forsamlingstidenden. Hegermann fremsatte derpaa nogle, Dagen iforvejen nedskrevne, |
| d.IV,b.5,s.7 |
Bemærkninger til Konstitutionsudkastets lste, 2den, 12te, 14de og 115de §. Præsidenten oplæste dem, og Rigsforsamlingen vedtog efter hans Forslag, at de nøjere skulde tages i Overvejelse ved de Paragrafer hvortil de henhørte. Hegermanns første Bemærk- ning gik ellers ud paa, at Nationen ved Opdragelsen skulde fysisk dannes for Fædrelandsforsvaret og saavel gjennem den militære som højere Underviisning bibringes Kundskab til Forfatningen - Ideer, som Patrioter vel fra Tid til anden ikke have ladet uddø af Erindringen, men som dog endnu savnes i sin Gjennemførelse i det almindelige Opdragelsesværk. I alle Underviisningsanstalter, fra Almueskolen til Universitetet, militære som civile, skulde der læses offentlig over Konstitutionen, og Ingen skulde kunne vorde Embedsmand, uden at han deri var bleven nøie examineret. Konstitutionen skulde i Tabelform gjennem Autoriteterne og i Skolerne bringes til almindelig Kundskab, for derved -- hedte det -- at opdrage Nationen til med Indsigt og Kraft at trænge ind i Konstitutionens Aand og som Folkerepræsentanter at kunne paasee, paatale og vedligeholde Rigets Selvstændighed. Af denne Idee er der ogsaa ikkun bleven lidet; men i den sidste af Heger- manns Bemærkninger vil man gjenkjende den, senere hen paa sit Sted i Grundloven indtagne, Bestemmelse, med Hensyn til Forandringer i denne, at de aldrig maae modsige dens Principer, men alene angaae Modifikationer, og at dertil 2/3 Pluralitet ud- fordres. Denne vigtige Garanti for Konstitutionen skyldes saa- ledes denne Repræsentant. Sorenskriver Weidemann oplæste derpaa selv sit vidtløftige, af hans Medkommitterede Stabel og Lysgaard vedtagne, moti- verede Udkast til en Konstitution, hvilket paa hans Forlangende vedlagdes Protokollen. Det afgav i sin Vidtløftighed og motiverede Form, ja selv i sin noget pedantiske Stiil, umiskjendeligt Vidnesbyrd om den samvittighedsfulde Flid, hvormed Forfatteren havde stræbt at svare til sit Distrikts Tillid. Dette var Vest-Oplandene, der, ligesom de østre, i Strøgene omkring Mjøsen og Guldbrandsdalen opefter, vare beboede af en myndig Bondeslægt, som saae sine Befuldmægtigede og Embedsmænd paa Fingrene, og til hvem ad- skillige brudte Straaler af Tidens politiske Oplysning vare trængte. "Kun for at undgaae sit Distrikts og Menigmands ublide Dom," var det derfor han forlangte Forslaget vedlagt, saa han, "om Pluraliteten maatte give et betydelig modsat Udslag, ved den, |
| d.IV,b.5,s.8 |
ved Rigsforsamlingens Lov hjemlede, Afskrivt eller Attest kunde dokumentere, ikke at have lagt Skjul paa sine Kommittenters Ønske." Efter dette oplandske Forslag vilde det dog ikke have seet saa vel ud med Beskatningsretten, hvis Besiddelse dog vistnok var deres fornemste Ønske. Denne var nemlig, efter Forslaget, lagt i Kongens og hans Raads, "et Nationalraads", Hænder; og heller ikke af dets mange originale Ideer vil man gjenfinde synderligt i vor nu gjældende Grundlov. Mere brugbart var der i Korens, paa Eidsvold forfattede, Strøtanker, som derpaa beskjæftigede Forsamlingens Opmærksom- hed. Især udmærkede de sig ved den Religionstolerance, de vilde have gjort gjældende, men tabte sig omsider i Spaadomme og Drømme om en næranstundende fuldstændig skandinavisk Union af alle tre Nordens Riger, hvis Kroner da skulde samles paa Kristian Frederiks Hoved. Dennes Valg til Norges Konge skulde være Grundlovbestemmelse, men naar hiin Union fuldbyrdedes, skulde han kunne vælge sin Bopæl hvor han fandt det tjenligst. I Lysgaards dernæst oplæste "Forslag angaaende Adskilligt, Kon- stitutionen og Lovgivningen vedkommende," forfattet paa Hjem- stedet, spøgte ogsaa Tanken om en Dobbeltkrone, men Norge skulde dog "altid blive at ansee som Hovedrige, hvor Regenten bestandig og uforanderlig burde have sin Residents". Alle tre Forslag vare for Odelsretten, uden at dog Lysgaard foreslog den sikkret som Grundlovbestemmelse. Det er vel neppe heller Lands- baade, at den er bleven det, omendskjøndt Lysgaards, den mægtige og med Folkets Vilje saa velkjendte Dølekaxes Ord, naar han er- klærede Odelsretten efter Udstrækningen af Forordningen af 14de Januar 1771 for et Folkeønske, vel maatte staa til Troende og have Vægten af Folkets eget Diktamen. Da ogsaa han, for Kommittenternes Skyld, havde forlangt sit Forslag vedlagt Proto- kollen, findes i Rigsforsamlingens trykte Forhandlinger ogsaa ind- taget endeel dette vedheftede Bemærkninger med Hensyn til den senere Lovgivning, hvorimellem da Ønsker om en Kjøbstad ved Mjøsen, et Kanalanlæg fra denne Sjø til Kristianiafjorden, fri Brændeviinsbrænden og Geistlighedens faste Gagering allerede vise sig. Paa det nærmeste vare allerede et Par Timer henrundne under disse Oplæsninger, og endnu stod der et indsendt Skrivt, inde- holdende Forslag og Bemærkninger til en Konstitution for Norge |
| d.IV,b.5,s.9 |
tilbage at meddele. Det var hiint anonyme, hvis Forfatter man af Falsen, til hvem det var sendt, senere hen fik at vide var en Svensk ved Navn Gyllenbourg, som opholdt sig i Danmark3. Falsen indleverede det nu til Oplæsning, som paa Præsidentens Forslag ogsaa gik for sig med Rigsforsamlingens Samtykke. I en fyrig Stiil udbredte den kosmopolitiske Forfatter sig især over, at Normændene skulde tage Skrækexempel af den svenske For- fatnings Hovedfeil, Stænderinstitutionen. Et Senat, efter den franske Konstitution, maatte ligeledes forkastes, fordi det, hvor ikke en des kraftigere Moderator fandtes i Regenten, vilde føre til Aristokrati. Dette og Embedsmandsvælde var det Norge især maatte vogte sig for at give Anledning til i den Forfatning det nu vilde give sig; "alle Sveriges Revolutioner vare blevne foran- ledigede af disse to Landeplager". Kongen skulde have Magt til at erklære Krig efter eget Forgodtbefindende, men dog efter at have hørt sit Raad, da Nationens Beskatningsret holdt Misbrug af denne Myndighed inden Skranke; Ministrene skulde være an- svarlige, men af de underordnede departementale Embedsmænd skulde kun de, der arbeidede direkte under Ministrene, være af- sættelige uden Lov og Dom; Trykkefrihed skulde finde Sted og Regjeringen indrette et Tabelværk saa fuldkomment som muligt, for at Oversigten over Statens Forhold kunde blive let for enhver |
| d.IV,b.5,s.10 |
Borger. Disse og flere statsretlige Almeensteder i det Gyllen- bourgske Skrift lode sig nok høre; men, om ikke en gammel Illuminat eller et forhenværende, Medlem af en af de mange svenske, Illuminatvæsenet efterhærmende, Ordener, stak frem i hans Forslag om at indføre religiøs-politiske Nationalfester, hvortil Juul og St. Hans passeligst kunde bruges, samt at "indrette de religiøse Akter: Daab, Konfirmation, Nadveren, Kopulation og Begravelse, saaledes at de gjøre Indtryk paa Følelsen, Forstanden og Fantasien": saa er dog den, kun med en let Tinte af Kristen- dom anstrøgne, fransk-theofilanthropiske Sværmer fra Aarhun- dredets Begyndelse ikke vanskelig at opdage. Og virkelig han har spaaet, han har havt et Seerblik under Nedskrivningen af disse Ideer. Thi staaer der ikke: "Den interessanteste Dag for Norges nye Skabelse bør blive en national Høitidsdag," og er den ikke bleven det? Gyllenbourg, hvem den franske Revolutions pompøse Fester upaatvivlelig har foresvævet, vilde endog, at Maaden hvorpaa den burde høitideligholdes skulde fastsættes i Konstitutionen. Da Repræsentanten Wergeland holdt sit, hjemme i Kristianssand forfattede, udførlige Konstitutionsudkast tilbage, saasom det alle- rede var bleven afbenyttet i Kommitteen, var der ingen flere Forslag og Bemærkninger til en Konstitution i sin Heelhed at opholde sig ved, hvorfor Rigsforsamlingen vedtog, at de øvrige til Konstitutionskommitteen indleverede Bidrag, som blot angik enkelte Momenter i Grundloven, efterhaanden, naar disse kom under Afgjørelse, skulde ved Oplæsning blive meddelte. Det var over Middag. Eftermiddagssolen spillede allerede paa- skraa indad det store vestre Altanvindu da Debatterne over Kommitteens Konstitutionsudkast kunde begynde. Og de rede- lige Arbeidere delte ikke den Overtro, at det vanværder et stort Foretagende, om det paabegyndes i Resten af en Dag, med den dalende Sol. De havde ingen Timer at offre under Skinnet af en Forberedelses- eller Indvielses-Hvile; thi disses Minuter til- hørte Fædrelandet. Strax lagde de Haand paa Værket, og ikke mindre end 20 af Grundlovens vigtigste Paragrafer er det Ud- bytte, som skyldes denne samvittighedsfulde Anvendelse af denne |
| d.IV,b.5,s.11 |
Rest af Dag. . . . Nogle Sekunders Tysthed, og -- Præsidenten oplæser af Konstitutionskommitteens Protokol: "§ 1: Kongeriget Norge er et frit, uafhængigt og udeleligt Rige. Dets Regjeringsform er indskrænket og arvelig monarkisk". Det er Konstitutionens Program; det var i Korthed baade Kon- stitution og Manifest. Og da denne Punkt allerede den 16de April var antagen som Grundsætning, skede ingen Motion, saa §'en uforandret vedtoges. Præsidenten fortsatte: "§ 2: Den evangelisk-lutherske Religion forbliver Statens offentlige Religion. Alle Religionssekter tilstedes fri Religionsøvelse, dog ere Jøder fremdeles udelukkede fra Adgang til Riget". Mellem første Punktum og sidste Komma i denne Paragraf sad der dog endnu et mildt menneskeligt Hjerte i Ordene "alle Religionssekter tilstedes fri Religionsøvelse", men Sekretæren, Christie, foranledigede først den, for vort Land rigtignok uvæsent- lige, Indskrænkning deri, at dette kun skulde gjælde for de kriste- lige Religionssekter, og siden er det, under Paragrafens Redak- tion, ganske revet ud af den. Nogle foreslog, at Ordet "offentlige" i første Passus skulde udgaae, og navnlig mente Wulfsberg, at det kunde være nok, at den lutherske Religion erklæredes for "i Almindelighed" at være Statens Religion. Hount fandt, at Slutningen af andet Passus ikke vel kunde forenes med den Tolerants og Humanitet, som indeholdes i Begyndelsen deraf, og formeente, at der burde gjøres en Undtagelse for Jøderne -- en Mening han ogsaa havde yttret under Grundsætningernes Antagelse. Christie gav derpaa Diskussionen en bestemt Retning ved at oplæse følgende Proposition: "I en liden Stat, hvor der ikkun er taalt en eneste, nemlig den evangelisk-lutherske, Religion, hvor der ikke er store Stæder, som kunne ventes at trække Fremmede i Mængde til sig, og hvor Indbyggerne ere fyrige og have en levende Fantasi, bør fri Religionsøvelse, efter min Formening, ikkun tilstædes de kristelige Religionssekter. For Staten kan ikke ventes noget betydeligt Gode derved, at ubehindret offentlig Gudsdyrkelse tilstaaes alle andre Religionssekter; derimod kan stor Skade befrygtes deraf. Det Nye behager blot fordi det er nyt; den Eenfoldige, som ikke bryder sig om, ligesaalidt som han formaaer, at |
| d.IV,b.5,s.12 |
undersøge og overveie, førend han vælger, eller rettere blot omskifter, kan let forledes; Bedrageren kan, under Skin af Hellighed og religiøs Iver, let tilliste sig hans Formue, og forlede ham til Laster, Opsætsighed imod Landets Øvrighed o.s.v. -- Menneskeoffringer, Afgudsdyrkelse, Bigami, og deslige, kunde ogsaa da lovligen finde Sted. Omendskjønt dette Sidste just hos os ikke er synderligen at befrygte, bør Konstitu- tionen dog ikke aabne Veien dertil: den bør tvertimod forebygge endog den blotte Mulighed deraf. Naar denne §. ubetinget antages, kunde Jesuiter eller andre mere eller mindre skadelige Munkeordener ind- trænge sig, hvilket Fortidens vise Lovgivere med sand Faderomhu hidindtil have forebygget. Apostasi, eller Frafald fra den herskende Religion, kan vanskelig forebygges, naar alle Religioner offentligen ud- øves. At straffe Apostaten stemmer idetmindste ikke overeens med hiin udmærkede Tolerance. Skadeligt vilde det ogsaa, efter min For- mening, være, om Landets Indbyggere, af den herskende Religion, havde Tilladelse til, at lade deres Børn oplære og opdrage i andre Religioner. Jeg holder altsaa for, at denne §. bør forandres saaledes: "Den evangelisk-lutherske Religion forbliver Statens offentlige Reli- gion. Alle kristelige Religionssekter tilstædes fri Religionsøvelse; dog ere Jøder og Jesuiter fremdeles udelukkede fra Adgang til Riget. Munkeordener maa ikke taales. Landets Indbyggere, som bekjende sig til Statens offentlige Religion, ere forpligtede til at opdrage deres Børn i den Samme". Da Normændene vistnok kunne være rolige for Besøg af de ukristne Gudsdyrkere, Muhamedaner, Buddhaister o.a.d., med hvis Navnes Rædsel Proponenten endnu til Overflod understøttede sit Forslag, var der lidet at indvende imod det fortolkende Ord han vilde have tilføjet den eneste liberale Bestemmelse i hele Paragrafen. Midelfart yttrede kun, at den katholske Kirkes Guds- tjeneste, efter sin sandselige og mystiske Beskaffenhed, maatte være mere egnet til at befordre Frafald i Landets Kirke end de flere Religioner, Christie havde anført. Paa hans Bemærkning, at Bestemmelsen om Jesuiterne var overflødig, da Ordenen ikke længer existerede, yttrede Diriks, at den var igjenopstaaet, og at man ikke maatte glemme, at Fædrene i forrige Aarhundrede havde forsøgt at vinde Proselyter for den katholske Tro baade i Sverige og Hanover. For Jøderne forsøgte Grev Wedel ogsaa denne Gang en fegtende Retirade, uden at der dog lod sig vinde meer af deres moderatere Modstandere, end Erkjendelsen af, at deres Udelukkelse mere var begrundet i politiske end i reli- |
| d.IV,b.5,s.13 |
giøse Hensyn. Med 94 Stemmer blev Paragrafen bifaldt med de af Christie foreslaaede Forandringer. "§ 3: Regentens Titel er: Vi af Guds Naade og efter Rigets Konstitu- tion Norges Konge". -- bifaldtes eenstemmig, hvorimod "§ 4: Kongen skal stedse have bekjendt sig til den evangelisk-lutherske Religion, haandhæve og beskytte den". -- kun vandt 77 Stemmer for sig i sin uforandrede Form. De Øvrige følte med Uvilje det plumpe Fingerpeg i §'ens fem første Ord paa Kronprindsen af Sveriges Person. Det var øjensynligt, at de alene ved den falsenske Majoritet i Kommitteen havde faaet sit Tilvær, for ved selve Grundloven at gjøre hans Valg umuligt, og dette Angreb paa Valgfriheden vakte hos Forsam- lingens mindre lidenskabelige, men finere følende, Minoritet en Følelse liig den ubehagelige ved under en Marionetforestilling at faae Traadene og Fingrene at see. Det var Falsens og Reins Fingre man opdagede. Man saae den Figur, de vilde have frem, idet Modfiguren saaledes blev mærket; og kunde der endnu være nogen Tvivl om Hensigten, saa ophævede den lidenskabelige Rein den ved en kort fragmentarisk Tale, der begyndte med at pro- klamere Samvittighedsfrihed i Troessager, men endte med at er- klære en Konges Troesskifte for alene grundet i Ærgjerrighed og Hykleri. "Kongen kan, -- hedte det -- som ethvert Individ, hykle en Religion, som ei boer i hans Hjerte; og derfor staaer han kun Gud til Ansvar. Naar derimod en Konge ikke tager i Betænkning, at afsværge den Religion, han engang har bekjendt, og hvori han er opdragen, og at antage en anden, for at vinde en Krone; saa lægger han klarligen for Folkets Øine, at han virkelig slet ingen har; og dette kan, dette maa ikke være noget Folk ligegyldigt, at see en Konge paa sin Throne, der spotter saavel med sine Fædres som med sin sidst antagne Tro". Man saae hvor denne Skorpionhale pegte hen. "At faae dette sagt -- skriver Forfatteren af Brevene fra Eidsvold Dagen efter -- var altsaa alt det han vilde, og hvorfor han vilde have dette sagt er let at begribe. Men jeg tør sige, der var saare Faa i Salen, som dette ikke mishagede". Det tog sig ogsaa virkelig ilde ud i en protestantisk Præsts Mund, at bebreide en Katholik |
| d.IV,b.5,s.14 |
Overgangen til hans egen mere luttrede Kirke. Talen, siger Brev- skriveren, hvis Bemærkninger over dette Punkt ere særdeles læseværdige, burde ikke været hørt i Forsamlingen. "Politiken gjør Fiender, Religionen bør ikke kjende Andre end Brødre"! Et Haandskrivt fra en anden Repræsentant yttrer sig ogsaa lige- saa strengt misbilligende over, at en oplyst Religionslærer, der baade havde prædiket og besjunget Tolerance, saaledes kunde lade sig forlede af politisk Lidenskabelighed. "Had mod andre Religionssekter, var den oplyste Lutheraner altid fremmed, og uhørt er det, at nogen Sekt skulde straffe Den, som gaaer over til dens Tro. Vi ansee jo vor Troesbekjendelse for den rigtigste, for den meest overeensstemmende med Guds Bud, for den, der gjør meest skikket til borgerlige Dyder? Maatte vi da ikke meget mere opmuntre til at antage denne Troe, end at afskrække derfra? Eller skulde vi være barbariske nok til at antage, at kun Opdragelse deri kan gjøre værdig til dens Bekjendelse? Skulde det være Brøde, fordi Skjebnen lod mig fødes af Forældre, der vare Hedninger, at bekjende den Tro, om hvis Sandhed jeg følte mig overbeviist? og skulde denne Troes Bekjendere være mine Fordømmere? Henrik den 4de blev vel utro mod Religion, men tro mod Gud og sine Medmennesker". Rein understøttedes af Sverdrup; men Peder Anker foreslog, at de Ord "stedse have bekjendt" skulde udgaae. I samme Aand yttrede Wedel sig, menende dog, at det kunde være nok, naar Ordet "stedse" udgik; og Grøgaard, altid rede med en Satire, hvis Braad hans venlige Smiil mildnede, spurgte, om det Ord "stedse", man var saa forpikket paa at faae ind, ogsaa skulde udstrækkes til at give Agt paa det nyfødte Barns første Lyd, for deraf at give Agt paa dets Troesbekjendelse? Man fik dog sin Vilje frem, og det kunde de Falsenske altid være ligesaa visse paa at faae, som at det ikke nyttede den modsatte Mino- ritet at komme med noget Forslag. "§. 5: Kongens Person er hellig. Han er ophøjet over Daddel og Anklage. Ansvarligheden paaligger hans Raad". -- antoges eenstemmig; og, efter nogen Debat, antoges med meer end 2/3 Stemmefleerhed, saalydende Udkastets: "§. 6: Saasnart Kongen, som myndig, tiltræder Regjeringen, aflægger han for Storthinget følgende Eed: Jeg lover og sværger, at ville regjere Kongeriget Norge i Overeensstemmelse med dets Konstitution og Love; saa sandt hjælpe mig Gud og hans hellige Ord! Er intet Storthing paa |
| d.IV,b.5,s.15 |
den Tid samlet, nedlægges Eeden skriftlig i Stats-Raadet, og gjentages høitidelig af Kongen paa første Storthing". I denne §. døbtes altsaa de kommende Nationalforsamlinger med det vakkre og passende Navn, de hidtil have baaret, og som Verden nu kjender ligesaa vel som andre Landes langt mindre udtryksfulde: "Parliament, Kammer, Kongres" o.s.v. Wergeland foreslog dette Navn i Konstitutionskommitteen, og da den fore- trak det for det af Falsen foreslaaede "Althing", har han altsaa Æren af at være Navngiveren. Weidemann mente, at Eeden burde aflægges i Kirken ved Kro- ningen, og kun een Gang. Diriks forklarede, at Hensigten med Bestemmelsen om den foreløbige skrivtlige Eed var, at Kongen ikke skulde kunne tiltræde Regjeringen før samme var aflagt, og Koren mente, at Eeden ikke burde aflægges ved Kroningen, da samtlige Folkets Repræsentanter vel neppe da kunne være tilstede. Ved "§ 7: Arvefølgen er lineal og agnatisk, saaledes, at kun Mand af Mand kan arve Thronen. Den nærmere Linie gaaer for den fjernere, og den Ældre i Linien for den Yngre", -- oplæste Christie et Forslag om at forandre §'en didhen, at ogsaa Mand af Qvinde skulde kunne arve Thronen, naar Mand af Mand ikke var til i nogen af de arveberettigede Linier, hvori altid nærmere skulde gaae for fjernere, Ældre for Yngre. Hegermann understøttede Mo- tionen, hvorimod Rogert gjorde opmærksom paa, at den agnatisk- cognatiske Arvefølge kunde føre til, at en Søn af en Fyrste- datter, der var i Ægteskab med en Privatperson, kunde komme paa Thronen. I 500 Aar, sagde han, havde den rene agnatiske Succession været gjældende i Norge, og den eneste Afvigelse derfra, som skete med Kong Sverres Dattersøn, blev siden er- klæret for ulovlig. Kommitteens Udkast blev dog antaget med 105 Stemmer; og eenstemmigen passerede derpaa "§ 8: Den udvalgte Konges i lovligt Ægteskab avlede mandlige Livs- arvinger ere arveberettigede i den Orden, forrige §. foreskriver, saa at Riget stedse bliver udelt hos Een; hvorimod de øvrige Prindser, til hvilke Thronen ved Arv kan komme, bør nøies med den dem af Stor- thinget tilstaaede Apanage, indtil Arveordenen kommer til dem. § 9: Blandt Arveberettigede regnes ogsaa den Ufødte, saa at, om han først efter Faderens Død fødes til Verden, nyder han dog strax sit til- børlige Sted i Arvelinien. |
| d.IV,b.5,s.16 |
§. 10: Naar en til Norges Throne arveberettiget Prinds fødes, skal hans Navn og Fødselstid tilkjendegives førstholdende Storthing og an- tegnes i dets Protokol". Koren fandt, at en Prindses Fødsel burde antegnes andetsteds end i Protokollen, som kunde tabes, og da Vidnesbyrdet med. "Nei, replicerede Diriks, den Ængstelighed er for overdreven; thi der vil jo altid være mere end 100 Vidner". Ligesaa passerede eenstemmig "§. 11: Er ingen arveberettiget Prinds til, kan Kongen foreslaae sin Efterfølger for Storthinget, som enten antager eller forkaster Forslaget". Den følgende §. var en af dem Hegermann havde indleveret Bemærkninger ved, bestaaende ved denne §. af et Tillæg, hvor- efter den midlertidige Regent, hvis Alder han troede kunde fast- sættes til det fyldte 18de Aar, intet skulde kunne udøve af sin kongelige Myndighed med mindre 2/3 af Statsraadet, hvortil Stor- thinget skulde kunne tilforordne nogle Medlemmer, vare enige med ham. Efter det fyldte 25de Aar skulde denne Indskrænk- ning falde bort. Forsaavidt Debatterne drejede sig om §'en efter Udkastet, yttrede Wedel sig imod et Enkedronning-Regimente; han fandt det uværdigt for Mænd at beherskes af en Qvinde, og saadant desuden ikke stemmende med Antagelsen af en reen agnatisk Arvefølge. Rein derimod byggede paa den moderlige Kjærlighed, formedelst hvilken en Enkedronning, der regjerede i Søns Sted, maatte antages at ville overgive ham Landet i saa lykkelig en Forfatning som muligt. Hendes Magt var desuden ikke saa betydelig, da hun, efter §. 13, ikke skulde have flere Stemmer end den første Statsraad. Der debatteredes dog især over det Hegermannske Tillæg, som dog ikke vandt Pluralitet. Meer end 2/3 af Repræsentanterne stemmede nemlig for §'ens uforandrede Antagelse efter Udkastet,  "§. 12: Er nærmeste Thronarving ved Kongens Død umyndig, fører Enkedronningen, om hun er Kongens kjødelige Moder, saalænge hun forbliver Enke, Regjeringen i Forening med Statsraadet, indtil Kongen vorder myndig. Er saadan Enkedronning ei til, da føres Regjeringen paa samme Maade af den nærmest arveberettigede Prinds, som da er over 25 Aar gammel, under Titel af Regent. Hvis Regentskabet er tilfaldt en Fjernere i Arveordenen, paa Grund af at den Nærmere ei var fuldmyndig, da skal den Første fravige det for den Sidstnævnte saasnart denne har opnaaet 25 Aars Alder. |
| d.IV,b.5,s.17 |
I disse Tilfælde affattes Beslutningerne i Statsraadet efter de fleste Stemmer, og har Enkedronningen eller, i Mangel af hende, Regenten tvende Stemmer". "§. 13: Er ingen saadan fuldmyndig Prinds til, føres Regentskabet af Stats-Raadet i Forening med de Mænd, som Storthinget maatte finde fornødent at tilforordne. I saa Tilfælde har den første af Stats-Raadets Medlemmer Forsædet og tvende Stemmer". -- antoges eenstemmig med det Tillæg: "under Ansvar efter § 16". Under §'ens Behandling fremsatte Hegermann, at 4 af Stor- thingets Medlemmer aarligen skulde begive sig til Regjeringens Sæde forat undersøge om Konstitutionen overholdtes, samt at under en Mellemregjering En af Statsraadet aarligen skulde ud- gaae, forat Regjeringen ikke skulde i længere Tid forblive i enkelt Families Hænder. Wedel troede det bedre, at Kontrollen paalagdes hele Stor- thinget, end 4 Delegerede, og han fandt ikke Statens Tarv rammet, ved at en duelig og Konstitutionen tro Statsraad skulde udgaae blot fordi En endeligen skulde det, da saaledes den Erfaring, han allerede besad og kunde erhverve, vilde gaae tabt for det Al- mindelige. Paa Mølbachs Spørgsmaal, hvem der skulde forstaaes ved den "første Statsraad," forklarede Diriks og Sverdrup, at det maatte være den Første i Embedet og af to paa samme Tid Be- skikkede den først Nævnte. §. 14: De i §.13 fastsatte Bestemmelser gjælde ligeledes, i Tilfælde af at Kongen ved Sinds- eller Legemssvaghed bliver uskikket til Re- gjeringen, eller er fraværende fra Riget". Og "§. 15: De, som i Følge Foranførte anordnes til at forestaae Regje- ringen, medens Kongen er umyndig, fraværende eller paa anden Maade ude af Stand til selv at regjere, skulle for Storthinget aflægge følgende Eed: "Vi love og sværge at ville forestaae Regjeringen i Overeensstem- melse med Konstitutionen og Lovene, saa sandt hjælpe os Gud og hans hellige Ord". -- antoges ligeledes eenstemmig med den Forandring, efter Forslag fra Grøgaard, at De, som forestaae Regjeringen, "hver for sig aflægge følgende Eed: "Jeg lover og sværger" o.s.v. Ved §. 14 foreslog Nogle, at Bestemmelserne i §.12 ogsaa skulde gjælde i de Tilfælde denne §. indeholder. Andre fandt det der- imod upassende, at Dronningen under saadanne Omstændigheder skulde have Deel i Regjeringen. |
| d.IV,b.5,s.18 |
"§. 16: Saasnart deres Statsbestyrelse ophører, skulle de aflægge Kongen og Storthinget Regnskab for Samme". -- bifaldtes eenstemmig. "§. 17: Nærmeste Arving, om han er den regjerende Konges Søn, fører Titel af Kronprinds til Norge. De øvrige Kongelige Børn kaldes Prindser og Prindsesser". Hegermannforeslog, at Titelen af Prinds og Prindsesse ogsaa skulde tilkomme Kongens Descendenter i 2det, 3die o. fl. Led samt i Sidelinjerne, og efter nogen Debat blev §'en eenstemmig ved- taget saaledes forandret: "Nærmeste Thronarving, om han er den regjerende Konges Søn, fører Titel af Kronprinds til Norge; de Øvrige, som til Thronen ere arveberettigede, kaldes Prindser, og de Kongelige Døttre Prindsesser". "§. 18: Ingen Prinds af Blodet maa forlade Riget, gifte sig eller be- give sig i fremmed Tjeneste uden Kongens Tilladelse. Handler han herimod, forbryder han sin Ret til Kronen". Koren meente, at den myndige Prinds burde kunne gifte sig efter eget Tykke, hvorimod Wedel troede, at Kongens Samtykke var nyttigt og nødvendigt, forat ikke, som man havde seet Exempler paa, en Prinds skulde gifte sig altfor langt under sin Stand. §'en gik dog eenstemmig igjennem som den var. "§. 19: De Kongelige Prindser og Prindsesser skulle for deres Per- soner ikke svare for andre Dommere end Kongen eller hvem han dertil forordner". Wedel yttrede ved denne Leilighed, at det syntes haardt, om man paa den ene Side skulde negte Prindserne og Prindsesserne en Ret, som tilkommer enhver Statsborger, at dømmes af al- mindelig Ret og for sit Værnething, og paa den anden Side give Kongen Ret til at beskikke deres Dommere. Frederik IIden af Preussen's Historie som Kronprinds og Karoline Mathildes havde noksom viist dette. Rigsretten burde være deres Forum. Der blev ogsaa debatteret, om den Klausul skulde lægges til §'ens Slutning: "med mindre de beklæde Statens Embeder". Med meer end 2/3 Stemmer gik dog §'en uforandret igjennem. "§. 20: Kongen er myndig naar han har fyldt det attende Aar. Saa- snart han er indtraadt i sit nittende Aar, erklærer han sig offentligen at være myndig". |
| d.IV,b.5,s.19 |
Wedel yttrede, at det vilde være farligt og upassende at lade sig regjere af en Dreng, hvilket man vel ofte her i Norden kunde kalde Personer paa 18 Aar. Han foreslog derfor Myndigheds- alderen udsat til det 21de Aar. Hegermann m. Fl. replicerede vel, at det var forat undgaae de muligens farlige Følger af en lang Mellemregjering, at man havde foreslaaet det 18de Aar. Der sattes da under Votering, om der skulde foretages nogen Forandring ved den i §'en ansatte Myndighedsalder, og da 73 Stemmer erklærede sig for at den skulde udsættes, foresloges det l9de, 20de og 21de Aar som termini a quibus. 15 Stemmer erklærede sig for det 19de, 51 for det 20de og 44 for det 21de, og saaledes forandres i §'en Ordet "attende" til "tyvende" og "nittende" til "enogtyvende", hvorefter den iøvrigt eenstemmigen blev bifaldt. Efter et saa drabeligt Dagsvirke, hævedes dette Møde. Og gjennem det store Altanvindu mod Vest skinnede heller ikke Solen længer. Fra Rude til Rude gled det sidste violetrødmende Gjenskin af de Skyer, hvorunder den var forsvunden for at gaae op over den anden nordlige Hemisfæres befriede Lande, Verdens Forbilleder i at vinde sig Friheden, saa styrkede allerede af dennes unge Blod, at de befandt sig i frygtløs Kamp paany i Grændse- skovene og paa Oceanet med dettes trekronede Dronning, det gamle skinsyge Moderland. Hist skinnede i denne Stund Solen paa den lange Linje af den engelske Cochranes Blokadeseil, og en ny Dag af Aarvaagenhed begyndte for Patrioterne; her kaldte Foraarets farvede Tusmørke Patrioterne til Ro, og idet de droge hver til sit, kunde de i den smukke naturlige Lund "Dorotheenbusken", ligeoverfor Rigssalen, i hvis Alleer de saa ofte vandrede, Ven med Ven eller Manden ene med sin Grublen, høre den norske Nattergal hilse Norges herligste Foraar med Toner, saa afvexlende, begeistrede, dybe, søde og tungsindige, som de Følelser, der nu fyldte dets Ædlestes Hjerter, og at indvie med dem de guldsprættende Birke, hvorfra de klang, til det Symbol paa Norges Frihed, dette yndige Træ er blevet i Folkets Tale og Sange. Det sprætter i den Egn i ikke altfor sildige Aar med Majens Begyndelse, og staaer i sin fagreste ungdommelige Pragt ved Maanedens Midte. I dette Foraar, i |
| d.IV,b.5,s.20 |
1814, holdt det Skridt med Konstitutionens Udvikling, springende ud, aabnende sine Knopper med dens Paragrafer. Den 4de Mai svævede kun om dets Qviste i Solen ligesom et tyndt, med glimrende Punkter besaaet, bleggult Flor; den 17de kan man være vis paa, Birkene der ligeoverfor Hallen stode i fulde Kroner, med lavende, gyldne, fryndsede Guirlander i Festons om den hvide Stamme, der indbyder saa til deri at indriste hvad der er Hjertet dyrebart. Dagsværket havde været en Begyndelse som den fremadstev- nende skumkløvende Snekkes. Alle maatte være tilfredse der- med, men Konstitutionskommitteen især med at dens Arbeide saa godt havde udholdt den første Prøve inden Skrankerne. Det samme Repræsentant-Antal mødte igjen den 5te Mai, og fortsatte med "§ 21: Kongens Kroning og Salving skeer i Trondhjems Domkirke, efterat han er bleven myndig, paa den Tid og med de Ceremonier han selv fastsætter". Omsen foreslog Kristiania til Kroningssted fordi denne By skulde være Hovedstaden, hvorimod Darre forsvarede Trond- hjems Adkomster paa Grund af de historiske Erindringer, som knytte sig dertil. Koren fandt ogsaa et Argument for Trondhjem i at Kongen derved kom til at gjøre en Reise igjennem Landet, hvilket maatte antages at være gavnligt. Grøgaard opkastede Spørgsmaal, om Tiden for Kroningen ikke burde bestemmes, forat den ikke skulde gaae saaledes i Langdrag, at den, som man havde seet Exempler paa, aldrig blev foretaget. Præsi- denten bemærkede, at nogen Tidsbestemmelse ikke vel kunde finde Sted, da Krig og Landfarsot kunde forhindre sammes Over- holdelse. Hount mente, at Kroningsceremonierne burde bestemmes for Omkostningernes Skyld; men Præsidenten fandt dette mindre passende, da Ceremonier, som nu bleve foreskrevne, vel neppe vilde stemme med Tidens Aand om 100 Aar, hvilken Tid man dog vel burde paaregne for en Grundlov. Storthinget skulde hver Gang faae at bestemme Omkostningerne, og Kongen kunde desuden have privat Formue, som han vilde anvende paa sin Kroning. Med 88 mod 22 Stemmer blev det dog ved Udkastet; og med netop 2/3 Stemmer antoges ligeledes |
| d.IV,b.5,s.21 |
"§. 22: Er Thronarvingen fraværende, naar Kongen døer, bør han indfinde sig i Riget inden 6 Maaneder, efterat Dødsfaldet er ham til- kjendegivet, hvis uovervindelige Hindringer ei forbyde det, eller for sin Person have tabt Adgang til Thronen". Mølbach opkastede Spørgsmaal, om ikke Maaden, hvorpaa Dødsfaldet skulde bekjendtgjøres, burde bestemmes, forat fore- bygge Paaskud om Uvidenhed fra Thronarvingens Side. Andre foreslog, at saadant skulde skee ved en Deputation, og Wedel og Diriks paastode, at det absolut maatte forudsættes, at Til- kjendegivelsen af Dødsfaldet var beviist, førend Udelukkelse kunde finde Sted. Maaden hvorpaa Tilkjendegivelsen skulde skee, meente de lod sig ikke forud bestemme, da der kunde ind- træffe Omstændigheder, som ikke tilstedede, at Forskriften blev befulgt, men at andre Bekjendtgjørelsesmaader maatte bruges. "§. 23: Bestyrelsen af den umyndige Konges Opdragelse bør, hvis hans Fader ei derom har efterladt nogen skriftlig Bestemmelse, betroes visse af Storthinget dertil udnævnte Mænd i Forening med Enkedron- ningen, om hun er hans kjødelige Moder, med Udelukkelse af den nærmeste Thronarving, hans Livsarvinger og Statsraadet". -- bifaldtes eenstemmig med det Tillæg efter Wergelands Forslag, at der istedetfor Ordene "og Statsraadet" skulde sættes til: "og Regentskabets øvrige Tilforordnede". Han fandt nemlig, at de samme Grunde, som der var for at udelukke Statsraadets Med- lemmer, ogsaa maatte tale for Udelukkelsen af de Mænd af Storthinget, som efter §. 13 skulde deeltage i Regentskabet. Eenstemmigen passerede derpaa de følgende tre Paragrafer: "§. 24: Alle Regjeringsbeslutninger og Befalinger skulle stedse ud- stedes i Kongens Navn"1). "§. 25: Ved Kongens Død eller i det Tilfælde, i hvilket et Regent- skab bør beskikkes, skal strax et overordentligt Storthing sammen- kaldes af Statsraadet. Forsømmer Statsraadet denne Pligt over 4 Uger, besørges Sammenkaldelsen ved Justitiarius og Tilforordnede i Høiesteret". "§. 26: Er den mandlige Kongestamme uddød, og ingen Thronfølger udkaaren, da sammenkaldes Storthinget strax paa den i forrige §. be- skrevne Maade, for at vælge en ny Kongeæt. Imidlertid forholdes med en udøvende Magt efter §. 13". |
| d.IV,b.5,s.22 |
Ved §. 25 blev dog, paa Wedels Bemærkning, at Statsraadet ikke altid ved Kongens Død kunde sammenkalde Storthinget, da saadant maatte skee af Thronarvingen selv, naar han var myndig, vedtaget, at Udtrykkene i §'en skulde under Redaktionen for- andres derefter. Og saaledes blev da Ordene "eller andre Ved- kommende" tilføjede efter "Statsraadet" i Slutningen af første Punktum. Desto flere Debatter vakte de følgende to Paragrafer, som begge spillede hen paa Muligheden af et intimere Forhold til Danmark, og saaledes vare Prøvestene paa de ægte norsknationale Hjerter. "§. 27: Kongen skal boe i Riget, og maa ikke opholde sig uden for det længer end 6 Maaneder uden Storthingets Samtykke, med mindre han for sin Person vil have tabt Ret til Kronen". Weidemann, som ved Spørgsmaal, der i nogen Maade rørte Landet Selvstændighed og Nationaliteten, viste en levende Ind- bildningskraft, foreslog, at Kongen skulde forpligtes til at boe inden Rigets nærværende Grændser, og Omsen, at det ikke skulde staae i Storthingets Magt, at bevilge en længere Udeblivelse. Det kunde ellers let skee, at Kongen lidt efter lidt kunde faae stadigt Ophold i et andet Land og blot gjøre Lystreiser til Norge som i forrige Tider. Man kunde da komme til at faae en Konge paa Papiret; og det burde derfor bestemmes, at, naar Kongen havde været fraværende i 6 Maaneder, maatte han ikke forlade Riget igjen før om 5 eller mindst 3 Aar. Fleischer mente, at, naar Kongen havde været borte i 6 Maaneder, burde han ikke kunne forlade Riget før efter andre 6 Maaneder idetmindste, hvorpaa Carstensen holdt en komisk Oration, der gik ud paa, at Kongen i hele sit Liv kun maatte være fraværende i 6 Maaneder. For- gjæves søgte Præsidenten at formilde disse strenge Konditioner; Carstensen vilde ikke slaae af. §'en blev endelig med 84 mod 23 Stemmer antagen i saadan Form efter Weidemanns og Flei- schers Amendements: "Kongen skal stedse boe inden Rigets nuværende Grændser, og maa ikke uden Storthingets Samtykke opholde sig udenfor det længere end 6 Maaneder af Gangen, med mindre han for sin Person vil have tabt Ret til Thronen". Ved §. 28: "Kongen maa ikke antage nogen anden Krone eller Re- |
| d.IV,b.5,s.23 |
gjering, uden Storthingets Samtykke, hvortil i dette Tilfælde Totredie- dele af Stemmerne udfordres". -- yttrede først Koren, at han troede at kunne øine Muligheden af de tre nordiske Rigers Forening under Norges Konge, og at det burde staae i Folkets Magt, paa den Tid saadant kunde skee, at afgjøre om Foreningen var ønskelig eller ikke. Men nærmest gjorde §'en en Gjenforening med Danmark mulig, formedelst Kristian Frederiks meer end blot sandsynlige Valg, og dette gav Wergeland Anledning til en af sine fyrigste Taler. "Intet, -- sagde han -- ærede Medborgere, intet anseer jeg for mere fordærveligt for Fædrenelandet, end Gjenoprettelsen af Foreningen med Danmark, Kilden til den Afmagt, Fædrenelandet er sjunket i. Jeg siger dette i Sandhed uden Nag til den Nation, som engang kaldte sig Tvilling- broder af Nor. Det danske Folk udmærker sig ved flere elskværdige Dyder, og Frederiks Hjerte har i flere Decennier været prøvet. Vi ønske begge al Held og Velsignelse, men Forening maa ei være meer -- hiint Tvilling- broderskab maa ei mere have Sted i al Evighed. Den har kun Skinnet af Grundighed den Indvending, at vi ei bør binde Efterkommernes Hænder; thi maae Fædrene ei binde Efterkom- merne, saa maa ingen Lov skrives; hver Artikel i Konstitutionen er et Baand paa Efterkommerne. Men skulde de bindes i noget, saa var det i dette Stykke, da vi kunne beraabe os paa en lang Erfaring. Et Skridt, vi bebreide vore Forfædre, maa vi ei tillade vore Børn. Vi, som have over 400 Aars Erfaring om Følgerne af Forbindelsen, bør for evig forekomme, at ikke vor Efterslægt, som engang vil have for- glemt disse ublide Dage, ubesindig tilintetgjør Frugten af deres Fædres tunge Møjer, Norges Selvstændighed, og indlader sig i Forhold, de visselig engang, ligesom vi, ville finde vare et Onde. Haard er den Himmel, som bedækker Norge, Klimatet er strengt; vi ere Beboere af en hyperboræisk Afkrog paa Kloden, og Naturen har bestemt os til at savne saamange af de mildere Landes Fordele. Men Naturen, god midt i sin tilsyneladende Ubarmhjertighed, og ret- færdig midt i sin Uretfærdighed, har aabenbar villet levne os Erstat- ning for hine Savn, og derfor beskikket, at Norges, i nogle Henseender saa ufordeelagtige, Beliggenhed skulde i andre Henseender være saare velgjørende. Himmelen har villet, at dette Rige, som ei kunde dele de rigere og skjønnere Landes Glæder, ei heller skulde dele deres Sorger; at dette Land, som ei kunde nyde de frugtbarere og mægtigere Rigers Lykke, ei heller skulde have Deel i deres Elendigheder og Tvi- stigheder? Her skulde vi boe, saa var Himlens Vilje, som den Fattige |
| d.IV,b.5,s.24 |
i sin afsidesliggende Hytte, smaaligen forsynede, men tilfredse med det Lidet, nydende det i uforstyrret Fred, uden at kjende de Stores Vel- lyster, men ogsaa udeelagtige i deres Kabaler, Splid og Kummer. Derfor afskar Naturen os fra Fastlandet ved et svælgende Dyb, en Afgrund, og værnede trindt om Landet med Pallisader i talløse Klipper. -- Men vi overskrede Naturens afmærkede Grændser, og indgik en unaturlig Forbindelse med et Rige, der ei kunde andet, end inddrage os i unatur- lige Krige, indvikle os i Misforstaaelse med Magter, med hvilke det for Norge var ligesaa ufornødent og underligt, som skadeligt, at være ueens. Al Fordeel af vort Lands Beliggenhed have vi saaledes, ved Forbindelsen med Danmark, opoffret. Men er nu Baandet løst uden brødefuld Revolution, tilbydes os Leilighed til at vende tilbage inden Naturens, Fredens og Lykkens Grændser, skulde vi da fremdeles op- offre eller tillade sildigste Efterslægt at opoffre det store Gode, Fædrene- landets Beliggenhed forskaffer det? Skulde et Baand, der fast ved intet gjengjælder de dyreste Opoffrelser, atter kunne knyttes? Eller har Norge nogensomhelst gjensidig Fordeel af den danske Forbindelse, hvor stor og herlig maa da hiin Fordeel ikke være, naar selv langvarige Feider ei ere for stor en Priis for samme? Nævn, hvo som kan, det politiske Gavn af Norges Indlemmelse i den danske Stat, som ei kjøbes for dyrt med Norges Sønners Blod, med hungrende Enkers og Børns Skrig, med Udelukkelse fra Europas Havne, med Handelens Død, med Penge- væsenets Undergang? Krig, Menneskeslægtens Svøbe, alt det Godes Ødelægger, -- Fred, Gjenstanden for Folkenes megen Raab til Him- melen, skulde ei komme i Betragtning, skulde agtes for intet imod en Pagt med Øerne paa hiin Side Havet? Hvormed har da Danien for- tryllet dette Folk, at det endnu, førend Riget har forvundet Lidelserne af 7 Aars Feide, kan tænke sig Gjenforeningen -- at det paa en Tid, da det lægger den første Grundsteen til en egen, uafhængig Stat, og staaer færdig til med Strømme Blod at besegle sin Uafhængighed, kan taale Forestillingen om, at Efterslægten atter skulde skjænke Danmark Frugten af sine Møjer? Af en saa nøje Forbindelse mellem to Riger, der adskilles ved et Hav og ved et heelt mellemliggende fremmed Kongerige, kunde og kan ei komme andet end gjensidig Fordærvelse. En mægtig Flaade var kun det Eeneste, der nogenlunde formaaede, at sammenholde Delene af en saadan Stat; og da dette Baand brast, brast Norges Scepter ud af de danske Monarkers Hænder. Fordoms- frie Danske have endog erkjendt Gyldigheden af disse Sandheder, og selv gode Frederik vedgaaer i sin Proklamation af 18de Januar, at Flaadens Tab opløste det mulige Baand mellem Dan og Nor. Vi have svoret Norges Selvstændighed; men hvad forstaaes ved Norges Selvstændighed? Have vi været selvstændige, eller ere vi det |
| d.IV,b.5,s.25 |
først nu? Ingensteds har en højere Tolk udviklet os tydelig Selvstændig- hedsbegrebet. Mig forekommer det imidlertid unegteligt, at Eeden for- pligter os til for evig at bryde med Danmark. Thi, er en Forbindelse med Sverig Uselvstændighed, saa maa og Forbindelse med Danmark være det. Er Sverig os et Scylla, saa er Danmark os et Charybdis. Og nu er det Tid i alle Maader at betrygge os, at vi ei, efter ved Kamp og Møje at have undseilet hiint, som et Vrag skulle strande paa dette! Yder Folket nu alt -- hengiver det Liv og Formue til Brug indtil sidste Skjærv, saa maa og bør det og vinde hædret Selvstæn- dighed ligesaavel fra den ene som den anden Side. Altsaa, Brødre, aldrig mere dansk! Dette er hver ægte Nordmands Ønske. Vi have været Kongerne af Danmark et trofast Folk. Tiden er kommen, da vi, uden at forspilde denne Roes, uden brødefuld In- surrektion mod en lovlig Herre kunne iagttage Fædrenelandets Inter- esse. Vi ville tage et venskabeligt Farvel, uden Harme, uden Nag. Vi skilles nødig fra en Ven, som lang Omgang har gjort os kjær, skjøndt vi ofte saae suurt til hinanden. Men det maa saa være. Hvad Gud haver villet adskille, maa intet Menneske tilsammenføje. -- Jeg foreslaaer derfor, at Kongerigerne Danmarks og Norges fremtide- lige Adskillelse udtrykkelig anføres i Konstitutionen. Det vilde være let, yderligere at motivere Vigtigheden deraf; men jeg anseer det for ufornødent, og frygter for at trætte Forsamlingens Opmærksomhed. - Skulde dette Forslag ei antages af Forsamlingen, da giver jeg mig den Frihed at proponere, at 28 §. maa udtrykkes saaledes: "Kongen maa aldrig antage nogen anden Krone eller Regjering". Betingelsen: "uden Storthingets Samtykke", anseer jeg enten for overflødig eller farlig. Overflødig er den, saafremt sidste §. bliver gjældende, som tillader Storthinget at ændre Konstitutionen. Overflødig er den, dersom 1 §. skal være evig gjældende, da denne erklærer Norge for et frit og uaf- hændeligt Rige. Farlig er den stedse; thi den vil udsætte Storthinget for Fristelse, og intet er vissere, end at Pluraliteten paa Storthinget ikke altid er Pluraliteten i Folket. Have derimod Nationens Repræ- sentanter et ubetinget Forbud at henpege paa, da kan og vil en Fyrste aldrig, i Henseende til andre Throners Bestigelse, sætte dem paa Prøve; og skulde det skee, hvilken Frimodighed til Afslag giver det ikke at kunne sige: vi tør ikke; vi have Loven for os"! Efter en saadan Expektoration kunde vel en Mand være be- rettiget til at sige sit Amen, sit Dixi & animam liberavi; men Wergeland havde en endnu kraftigere Tale i Baghaanden, hvilken han dog ikke fremførte, af Frygt for at opirre Gemytterne, og mistvivlende om at det vilde lykkes ham, ene og uunderstøttet, 1 tilbakeBrugt som Motto til en i "Tiden" for 26de April 1814 indsendt Opsats: "Trøndernes Følelser efterat have læst svenske Proklamationer". De havde ikke tabt noget i Heftighed siden gamle General G. F. v. Krogh, Thrøndernes paalidelige Veirmærke, i 1807 endog vilde have offentligen brændt af Bøddelen et til Trondhjem sendt svenskt historiskt Skrivt, af saadan Titel: "Försök till en historisk Berättelse om de Anledningar, som wållat att Norrige förlorat sin sjelfständighet och blifvit regeradt af fremmede Regenter. -- De Norrske Veten- skapers Sälskap i Ödmjukhet tilegnadt af Erich David Kidron, Philosophiæ Magister och Collega Scholæ i Halmstad". Titelen var Krogh nok, skjøndt Sel- skabets Sekretær forsikkrede ham, at Skriftets Indhold ikke var saa "ubeskeden" som den. 2 tilbake Madame Stael -- Holstein siger i sin Appeal to the nations of Europe, with some historical and statistical fragments relating to Norway: "Den for Sverige saa høist ønskelige Erhvervelse af Norge er bestemt og udelukkende den, som vilde give Napoleon meest Forargelse, og den han mindst vilde samtykke i, saalænge han kunde modsætte sig den. Hvorledes vilde Han vel nogensinde samtykke i, at Uafhængigheden af en Regjering, som allerede ligger for langt udenfor hans Magt, saaledes befæstedes, Han, hvis første Statskunst bestaaer i, efterhaanden at berøve enhver Stat al Uafhængighed, og tvinge den til at tage Deel i fremmede Krige, endog der, hvor det ligefrem strider mod dens egen Fordeel? Naar vilde han samtykke i, at Sverige fik en mere udstrakt Søkyst, og derved mere Grund til at undgaae Uvenskab med England? -- Aldrig"! Se ogsaa Anm. Pag. 256 i 2det Hefte. 3 tilbakeIkke "Gyllenborg." Haandskriftets Titel var: "Lidet politisk Ruskomsnusk," men imellem Bilagene til Rigsforsamlingsprotokollen findes den strøgen af Falsen. Denne Person, Baron Carl Fred. Ehrensvärd, havde været Lieutenant i Svea Artilleriregiment, men han var, som indviklet i Gustaf IIIdies Mord, landflygtig kommen til Danmark. Fradømte sit Adelskab og betragtede som borgerligen døde, var det en Betingelse for den Benaadigelse, at de i hiin Sag Indviklede kunde opholde sig i et Naborige, at de skulde aflægge sine Fædrenenavne. I Danmark opholdt sig saaledes Grev Horn under Navnet Clason og Friherre Ribbing under Navn af Frederiksen. Ehrensvärd kaldte sig Gyllenbourg (eller, som der staaer i Nyerups og Krafts Forfatterlexikon, Gyllembourg), en Trave- station af Moderens Familienavn Gyllenborg. I Kjøbenhavn blev han nøie kjendt med P. A. Heiberg og gift med hans efterladte Hustru. Han lod sig bruge i den danske Regjerings Interesse og skrev en Pjece under Titel af "Strödda Anmärkningar öfwer Sveriges Ställning i Sommaren 1808", (hvorom se Geschichte der Swedischen Revolution bis zur Ankunft des Prinzen von Ponte-Corvo. Kiel 1811, S. 53 ff.), og var det denne Pjece, som den danske Regjering ved en Luftballon lod oversende fra Sjæland til Skaane forat vække Opstand imod Gustaf IV Adolf. I Forfatterlexikonet nævnes G. som Forfatter til nogle andre Pjecer og som fød 1766. Han døde 1815. |