|
| d.IV,b.4,s.342 |
6) Even Thorsens, med Tillæg: at han troede, at hver Mand
burde kunne indgive sin Mening til Kommitteen; og
7) Bratbergs:
"Ligesom det ansees fornødent, efterat Konstitutionen er antagen,
bør en Kommittee af flere end 5, maaskee af 9 Medlemmer, nedsættes,
for at ordne og forbedre Lovgivningsvæsenet. Denne bør ved Trykken
offentliggjøre sine Udarbeidelser og Forbedringer, for at Enhver, som
har Noget derover at erindre, kan fremkomme med sine Bemærkninger.
Det endelige Resultat af dens Arbeider bør forelægges den lovgivende
Forsamling."
Den første Stemme, som yttrede sig imod Forslagets Behandling
var Oberstl. Stabells, der vilde have det henviist til Konstitutions-
kommitteen og ikke for Tiden behandlet i Forsamlingen. For
Udsættelse af Qvæstionen indtil Konstitutionen var antagen hørtes
Christies Votum, vedtaget af Byfoged Motzfeldt, Rein, Jersin og
Gjerager; Jon Hansens; Løvenskjolds, hvis Votum, vedtaget af
Cloumann og Huvestad, lød kort og godt: "Forslagets Omhandling
udsættes"; samt Omsens, hvortil Repræsentanterne Blom, Apeness
Grøgaard, Fleischer, Bryn, Lande, Krohg, Walbøe, Ramm, Balke,
Høyum, Røed, Heidmann, Erzgaard, Ely og Floer holdt sig, og
som lød saaledes:
"Forslaget No. 2 indeholder en Bestemmelse, som synes at henhøre
til Konstitutionen eller dens Udarbeidelse, hvorfor Forslaget bør hen-
vises til Kommitteen for Konstitutionen, og for Tiden ei kan antages."
Moses og Kancelliraad Dahl stemte ligeledes for Forslagets
Udsættelse indtil Konstitutionen var udarbeidet og antagen. Den
Sidste meente, at "Rigsforsamlingen da skulde bestemme Formen,
hvorefter de borgerlige Love burde gjennemsees." Weidemanns
Votum, tiltraadt af Lysgaard, lød:
"Det vil bero paa den i sin Tid vedtagne Konstitution, om den fore-
slagne Kommittee er fornøden eller ikke; thi bør Afgjørelsen udsættes."
Og kun lidet forskjelligt fra det var Kjøbmand Mørchs, hvortil
Vestlændingerne Lømsland, Jaabech og Eeg henholdt sig:
"Jeg troer, at, naar Konstitutionen var forelagt Forsamlingen, vilde
det bedst kunne skjønnes, hvorvidt den foreslagne Kommittee var nød-
vendig eller ikke, og formener, at Qvæstionen til saadan Tid kunde
udsættes."
|
| d.IV,b.4,s.343 |
Grev Wedel stemte ligesom Omsen for Udsættelse med Sagens
Omhandling og Henviisning til Konstitutionskommitteen. Og By-
foged Wulfsberg yttrede:
"Jeg indseer ingen antagelig Grund, hvorfor den af Sorenskriver Falsen
fremsatte Qvæstion nu strax skal afgjøres. Befindes det, naar Konsti-
tutionen er fastsat, at en saadan Lov-Kommittee er nødvendig, bliver den
da at udnævne; dog bør Kommitteens Udkast til den nye Lovgivning
ved Trykken bekjendtgjøres forinden Samme af den lovgivende Magt
sanktioneres."
Provst Hount:
"Da Grændsen imellem den lovgivende og udøvende Magt ved Kon-
stitutionen endnu ikke er vedtagen, kan ingen Kommittee til Lovenes
Revision forinden udnævnes."
Foged Erichstrup, bifaldt af Lundegaard, yttrede, at det burde
henstaae med Afgjørelsen, om den foreslagne Kommittee skulde
nedsættes eller ikke indtil Konstitutionen var udarbeidet og an-
tagen; og hermed stemmede ogsaa Pastor Heyerdahls og Kancelli-
raad Heibergs Votum, hvilket sidste var saalydende:
"Gjenstanden for National-Forsamlingens Virksomhed formener jeg
at være, at bestemme Regjerings-Formen og vælge Regenten. Naar
dette er tilendebragt, formener jeg det bedst vil kunne paaskjønnes, om
en Lov-Kommission er nødvendig; i hvilket Fald den af Repræsentan-
terne bør vælges, og dens Arbeide ved Trykken bekjendtgjøres førend
det forelægges Rigets Repræsentanter og Kongen."
Kapitain Wasmuths Votum lød:
"Kommitteen skal udnævnes, dersom det, efter den antagne Konsti-
tution, bliver nødvendigt, og bestaa af kyndige og erfarne Mænd i eller
udenfor denne Forsamling. Den træder altsaa ei i Virksomhed førend
denne Forsamling har endt sine Forhandlinger. Resultatet af dens Ar-
beider bør efterhaanden bekjendtgjøres ved Trykken."
Kammerherre Petersen var den ubestemteste af Alle. Han
maatte ganske bifalde Falsens Forslag, "saafremt ikke en perma-
nent lovgivende Forsamling ved Konstitutionen maatte vorde
etableret. I Uvished herom, synes Forslaget at burde udsættes."
Sorenskriver Koren og Wergeland, der, ligesom sandsynligviis
Flere, var bleven forekommen af Falsen i at fremsætte Proposition
om en Lovkommittee, vilde have en saadan nedsat strax. Korens
Votum lød:
|
| d.IV,b.4,s.344 |
"Den proponerede Lov-Kommittee af 5 Personer udvælges strax, og
begynder sine Arbeider, saasnart den dertil anseer sig selv istand. Kan
et udvalgt Medlem aldeles ikke fungere i Kommitteen, eller ikke vil, vælger
National-Forsamlingen et nyt Medlem; men, hvis der da ikke er nogen
National-Forsamling, udvælger Regenten En i den Manglendes Sted.
Kommitteens Forslag trykkes, og efter ny Revision forelægges den lov-
givende Magt til Sanktion."
Og Wergelands:
"Jeg anseer det for fornødent, at National-Forsamlingen uopholdeligen
konstituerer en Kommittee til at revidere og ordne Lovgivningen; dog
saaledes, at enhver Borger i Staten af enhver Stand maa kunne tilstille
Samme sine Forslag og Betænkninger."
Repræsentanterne Stub og Møller vare fraværende som Syge.
Samtlige Vota bleve oplæste; og, efterat Enhver, hvis Votum
kunde ansees tvivlsomt, (og det var, som man vil have seet,
Tilfælde med ikke Faa), havde erklæret sig mundtlig, blev Falsens
antaget ved de fleste Stemmer, dog uden Bestemmelse af Antallet
af Lovkommitteens Medlemmer, der opsattes til Valget skulde skee.
Rigsforsamlingen skred dernæst endnu i samme Møde til Af-
gjørelse af Falsens tredie Forslag. Hans Tale blev atter oplæst
i sin Heelhed og atter fulgt af en forventningsfuld Taushed som
Mellemrummet mellem Tordenskraldet og dets Echo. Løvenskjold
reiste sig først paa Oppositionens Side, og holdt følgende ned-
skrevne Foredrag:
"Hr. Sorenskriver Falsen har behaget at foreslaa: at Rigsforsamlingen
skulde udnævne 5 kyndige Mænd, for at ordne og gjennemgaa vort
Lovgivnings-Væsen, og derefter at forelægge den første eller anden lov-
givende Forsamling Resultatet af sit Arbeide.
Jeg vil ikke negte, at den foreslaaede Undersøgelse og Ordning, sær-
deles af den senere Tids Lovgivning, kunde være nødvendig og hensigts-
mæssig; men naar Hr. Sorenskriveren i sit Forslag taler om paafølgende
lovgivende Forsamlinger, forinden vi endnu vide: om, naar, og hvorledes
disse i Fremtiden ville existere, hvilket den nu under Arbeide værende
Konstitution, naar den af den ærede Forsamling er bleven prøvet og
antaget, ene kan bestemme, saa synes det omhandlede Forslag at være
anticiperet. Dernæst være det mig tilladt at bemærke: at Staten ikke
kunde fordre den for det omhandlende høist vigtige Arbeide nødvendige
|
| d.IV,b.4,s.345 |
Opoffrelse af Tid og Kræfter af de hertil vælgende Mænd uden pas-
sende Godtgjørelse, hvis Bestemmelse for Øjeblikket synes at være
udenfor denne Forsamlings Kompetence, og som den ærede Forsamling
end ikke kan fastsætte forinden den, efter anstillet Undersøgelse om
Rigets financielle Forfatning og økonomiske Ressourcer, erfarer, hvor-
vidt disse kunne være tilstrækkelige til de allernødvendigste Statsudgifter
og dernæst levere Overskud til Udgifter som omhandlende, som vist nok
maatte ansees hensigtmæssige, men dog ikke for Øjeblikket absolut nød-
vendige for Statens Tilværelse.
Paa disse Grunde formener jeg, at den af Hr. Sorenskriver Falsen
foreslaaede Beslutning om en Lov-Kommittees Etablissement ikke kan
iværksættes forinden den ærede Forsamling har vedtaget og prøvet
Konstitutions-Forslaget og bestemt Rigets tilkommende Konstitution,
samt modtaget Resultatet af Finants-Kommitteens Undersøgelser, og
deraf erfaret, hvorvidt Statens Finantser for Tiden maatte være i Stand
til at udrede overordentlige Udgifter.
Skulde den ærede Forsamling derimod mod Formodning finde sig be-
føjet til strax at antage Hr. Sorenskriver Falsens Forslag forinden den
endnu veed, hvorvidt samme maatte blive foreenbart med Rigets til-
kommende Konstitution, og at Rigets Finantser maatte kunne taale de
hermed forbundne Udgifter, da bør jeg dog foreslaa: at det maatte vorde
Lov-Kommissionen paalagt successive ved Trykken at bekjendtgjøre sine
Udarbeidelser for derover at modtage kyndige Mænds Bedømmelse og
Bemærkninger, at tage disse i Overvejelse, og først derefter at forelægge
vedkommende lovgivende Authoritet sit endelige Arbeide.
Jeg smigrer mig saa meget mere med, at mit foreslaaede Tillæg til
ommeldte Forslag vil finde den ærede Forsamlings Bifald, som de nyere
Tiders viseste Lovgivere have fundet denne Fremgangsmaade hensigts-
mæssig.
Hr. Sorenskriver Falsens andet Forslag gaaer ud paa: "at denne For-
samling, saasnart Konstitutionen er antaget og Kongen valgt, skal an-
sees hævet." Neppe vilde det, endog uden saadant Forslag, have faldet
Noget af den ærede Forsamlings Medlemmer ind at attraa Forsamlingens
Forlængelse, naar de den anbetroede Forretninger ere tilendebragte.
Imidlertid formener jeg det end mere pligtmæssig og magtpaaliggende,
at vi stræbe at udføre det os betroede Kald vel end hastig. Og aldrig
kunde det gamle Ordsprog: "hvo, som vandrer forsigtig og betænksom,
han gaaer sikkert", være mere anvendeligt, end i denne Begivenhed, hvor
her arbeides for en Nations Tilværelse.
Fra denne Synspunkt bør jeg bemærke: at jeg for mit Vedkommende
anseer det væsentlig nødvendigt og pligtsmæssigt, at den ærede For-
samling indhenter de nøjagtigste Oplysninger: om Fædrenelandets For-
|
| d.IV,b.4,s.346 |
syning med Livets første Nødvendigheder, om dets Udsigter til fremdeles
at kunne erholde disse Nødvendigheder, om dets Penge-Ressourcer og
Stridskræfter, om dets Forhold mod vedkommende fremmede Stater,
forinden dets tilkommende Forfatning og indvortes Organisation, med
Haab om Held og Varighed, endelig kan bestemmes.
I Mangel af deslige tilfredsstillende Oplysninger kunne vi dekretere
Fædrenelandet en saare prekær Stilling, kunne vi berede Nationen en
ulykkelig Fremtid, som vi hverken for Gud eller Mennesker kunne for-
svare. Vi vilde reise Regentens Throne paa Sand istedetfor paa Klippe-
grund. Vi bød ham da maaskee en Tornekrone.
Dersom det skulde være Kontrabande, i denne Forsamling at omtale
Riges udvortes Anliggender da maatte jeg nok spørge: hvorfor H. K. H.
Prinds-Regenten berørte samme? hvorfor Højsamme for os lod oplæse
sit Brev til Kongen af Sverige? Om end den norske Stat var fuldkommen
organiseret, og altsaa Grændserne imellem den lovgivende, udøvende og
dømmende Magt vare fuldkommen fastsatte, saa vilde det dog være en
ligesaa dristig som urimelig Paastand, at Folkets Repræsentanter skulle
være uvidende om Rigets udvortes Stilling. Denne Paastand strider lige-
saa meget imod den sunde Fornuft, som mod andre Landes Exempel. En-
hver, som, blot igjennem Aviser, kjender Englands Anliggender, veed,
at det brittiske Parlaments Debatter for en stor Deel angaa Rigets ud-
vortes Stilling.
Ikke heller skal man med Grund kunne indvende mig, at de ommeldte
Oplysninger ere overflødige eller unødvendige for at bestemme Fædrene-
landets Statsforfatning. For at kunne bestemme en Huusholdnings Ud-
gifter og økonomiske Indretning, maa man kjende dens Indtægter, dens
økonomiske Beholdninger og fremtidige Hjælpemidler. Tæring bør sættes
efter Næring. Saaledes i de store Statshuusholdninger som i de smaa
private.
Staternes indbyrdes Forhold er Naturstandens. Deres Ret er den
Stærkeres, thi de have ikke Dommere over sig. Deres Tilværelse, Ved-
ligeholdelsen af deres indvortes Organisation og Lyksalighed dependerer
ligesaameget af deres Forhold til fremmede Stater, som af egne Kræf-
ter, og saaledes er den nøjagtigste Kundskab om begge højst fornøden
for de Mænd, til hvem Fædrenelandets indvortes Organisation blev an-
betroet, ikke allene for at tilvejebringe en Konstitution, men for at
organisere en Konstitution, som tør haabes vedligeholdt. Maatte end
Frankrigs store Kejser, dets talrige Millioner falde for mægtigere For-
bund, saa bør der saa meget meer tages Hensyn paa disse under en
liden Stats Oprettelse og Organisation. Have vi iagttaget et forsigtigt
og vaersomt Forhold, følge vi Viisdoms Raad, medens Luen i vor Barm
opflammer os til kraftfuld Daad, da tør vi stole paa den Almægtiges
|
| d.IV,b.4,s.347 |
Bistand, til at fuldføre en haardt lidende og nedtrykt Nations Redning,
og til at berede dens tilkommende Lyksalighed; men, om den ærede
Forsamling, mod Forhaabning, maatte ansee saa væsentlige Undersøgelser
overflødige, da føler jeg det hellig Pligt mod mine Kommittenter, at
frasige mig alt Ansvar for de ulykkelige Følger, som af en saa utilgivelig
Ligegyldighed maatte nedlyne paa vort ulykkelige Fædreneland. Fra disse
Synspunkter tillader jeg mig at indstille, at alle ommeldte Oplysninger
maae vorde af Regjeringen udbedede, at der paa de erholdende Under-
retninger maa vorde taget Hensyn under Konstitutionens Udarbeidelse
og Antagelse, og at Forsamlingen først maa ansees hævet efter Anta-
gelse af en Konstitution, grundet paa sikkre Data, som kunde love Frem-
tids Sikkerhed og Held."
Talen gjorde øjensynligt Indtryk. Atter et Mellemrum af Taus-
hed, indtil Præsidenten spurgte, om Flere havde noget at yttre.
Det var Tilfælde, at Flere havde forberedt sig paa at tale i denne
Sag; iblandt Andre Jacob Aall; men Wergeland forlangte Ordet,
og holdt med livlig Aktion følgende memorerede Foredrag1:
"Ædle Herrer! ærværdige Forsamling! Nordmænd! Brødre! Skjænker
mig af Godhed et Øjebliks Opmærksomhed!
Med inderlig Kummer har ogsaa jeg reist mig, for at yde mit Klage-
suk over Nationalforsamlingens døende Selvstændighed, over Folkets
tabte Haab til os. Jeg tør tale med Frimodighed. -- Intet afskrækker
mig. Ogsaa et Liv har jeg at give dette kjære Folk. Jeg svor en Eed
i min Sjæl, da jeg forlod mit Arnested, at være blind for alt personligt
Hensyn, al personlig Fordeel; og lokkende Forhaabninger skulle ikke
gjøre mig til Forræder mod mine norske Brødre. Haanden fæster jeg
i Himmelen, og lader Kloden rulle; -- ingen Hvirvel af Partier skal
rokke, skal anfegte mig. Foden fæster jeg paa Religionens Klippe, og
smiler ad hine truende Bølger. --
1) Gode Gud! Hvilke Chimærer gjenlyde disse Hvælvinger af! Hvilke
Modsigelser! Hvilke Inkonseqvencer! De samme, som udraabe hiin uom-
stødelige Grundsætning, at Suveræniteten ene er i Folkets Hænder,
vove at paastaa, at denne ærværdige Samling af Folkets Befuldmæg-
tigede intet have at befatte sig med Folkets Sag. Er da en Akt af
det ganske samlede Folk mulig? Kan Folket anderledes øve sin Suve-
rænitet? -- anderledes tilkjendegive sin virkelige Vilje end gjennem
sine Repræsentanter? og ere vi ei Folkets Repræsentanter? Skal flere
Hundredetusinders Lykke svinde for Individets? Ere vi sammentraadte
|
| d.IV,b.4,s.348 |
alene for at reise en Throne, for at fremme et Herredømme, -- eller
for at sikkre dette brave Folk national Lyksalighed for Aarhundreder?
Er dette store Thing sat, for at kjende i en Arvesag, -- eller er det
sat, for at betrygge faderløse Børns Velfærd? Og beroer ikke disse
faderløse Norges Børns Velfærd i Fremtiden ligesaameget, ja maaskee
mere, paa Rigets udvortes end paa dets indvortes Forhold?
Hvilken Modsigelse: Folket er frit, Folket er selvstændigt og uaf-
hængigt, og Folkets Befuldmægtigede, som det med en rørende Tillid
har anfortroet det Hverv at paasee dets Tarv, have ingen Frihed til at
spørge: hvorledes er det fat med os? Hvad ville vore Naboer os?
2) Og hvilken Inkonseqvence, at antage, at Nationalforsamlingen har
Fuldmagt til at nedsætte Kommitteer, for at beskjeftige sig med Finan-
cerne, med Lovgivningen -- ja Fuldmagt endog at vælge en Konge
(hvilket dog, som en partikulær Handling, en Lovs Anvendelse, i sig
selv ligger uden for et lovgivende Korpses Kompetence) -- og i samme
Øjeblik at negte os Fuldmagt til at beskikke en Kommittee, for at ind-
hente Oplysninger om Statens vigtigste, nemlig udvortes, Anliggender!
Denne Inkonseqvence er sandelig ikke mindre synderlig -- denne
Modsigelse ikke mindre urimelig, end om en Folkeforsamling, der skulde
forestille det frie norske Folk, om en Nationalforsamling, i hvis Hænder
Norge har nedlagt Brugen af sit dyrebare Øjeblik og Myndighed til at
øve dets Ret, til selv at bestemme dets Regjeringsform og dets Frem-
tids Held, om den ei var i Grunden norsk, om den havde fremmede
Bestanddele, ueensartede, urene Partikler.
For gamle Norge er fremlyst en Tidspunkt, sjelden i Aartusinde, et
Øjeblik, mangen Nation gjennem Sekler forgjeves har længtes efter, et
Øjeblik, mangt et Folk paa Kloden i visse Henseender misunder os --
et Øjeblik, da Nors Sønner ere gjengivne et frit og uafhængigt Folks
fulde Ret til selv at bestemme sin Regjeringsforfatning, og at kaare
Methoden og Midlerne til Børns og Børnebørns borgerlige Held -- og
ere i Besiddelse af denne Ret, uden ved voldsomme Anstrængelser,
uden ved smertelige Konvulsioner selv at have tilrevet sig den. Kan
da noget Øjeblik være høitideligere, høivigtigere end dette, paa hvis
Anvendelse Fædrenelandets Vee eller Vel beroer i Nutid og Eftertid!
Kan noget Hverv være dyrebarere, helligere, religiøsere, end det, som
er nedlagt i vore Hænder? Vil det ei blive os det største Ansvar for
Gud og Mennesken, hvorledes vi rygte det? og vil det ei komme an
paa den Standhaftighed, Troskab og Samvittighedsfuldhed, som besjæler
os fra Begyndelsen indtil Enden, om vore Medborgere og vore Efter-
kommere skulle forbande eller velsigne os, spotte eller prise vort Minde?
3) Hvad Trøst have vi til det længselfulde Folk, som svæver mellem
Haab og Frygt -- hvad Trøst have vi til det, naar vi komme hjem, og
|
| d.IV,b.4,s.349 |
de spørge os ad: hvad have I udrettet for os? Hvad blev vor Skjebne?
Maa vi da ei rødmende slaae Øjet ned, naar vi intet andet Svar have,
end dette: Vi have bygget Eder en Throne -- ellers vide vi intet ! Vi have
bygget Eder en Throne -- andet maatte vi ikke. Det var nok! Æder,
drikker og værer glade!" Tør vi saaledes spotte den gule Hunger? --
Sandelig Nationen lever i disse Dage ikke som Nationalforsamlingen.
Det er mit Kald, som Evangeliets Organ, at trøste den Lidende, den
Fattige, og ingensteds at forglemme, at tale deres Sag, at være deres
Røst. Denne Røst bør høres. Skal Sværd drages for Fødeland, saa
er det Almuen, hvis Blod maa flyde. Skal Statskræfterne anstrenges,
saa er det Almuen, som meest føler det. Hører da Røsten af denne
store Pluralitet! Den er et eneste samdrægtigt Suk efter den hulde
Fred. De udsendte os ligesom Duer af en Noah-Ark, i syv Aar til-
lukket, i syv Aar omtumlet i Orlogens Syndflod, og de haabe at see
os igjen med Fredens Oljeblad i Munden, at de efter et langt Fængsel
igjen kunne komme ud, for at ernære sig. Hvad om vi da ei hjem-
bringe andet end -- Krig, Krig, Skat, Skat! -- uden engang at have
endset, at tage noget desangaaende i Overvejelse!
4) Hans Kongl. Høihed har, som man kunde vente sig det af hans
ædle Tænkemaade, efterladt os i fuldkommen Frihed -- og vi skulde
selv ville binde os Hænderne! Hans Kongl. Højhed har tilbudt at komme
os imøde med alle mulige Oplysninger, og vi skulde ingen ville søge!
Hvad er da, Brødre, hvad er da Bevæggrunden til, at man med saa
ængstelig en Iver vil afholde vort Øje fra at skue ud over Landets
Grændser, og aftviste os vor unegtelige Ret? Frygter man, at vi skulle
misbruge den? Det har Folket, som valgte os, ikke befrygtet. Troer
man, at vi ere bestukne -- eller at vi ledes af andet end vor Over-
beviisning om, hvad der er Ret og Gavnligt for Fædrelandet? Eller
have vi ikke Norges Hæder og Held ligesaa skarpt for Øje, som Nogen,
som den Højeste i Landet? Siger, hvor er Forræderen! Udpeger den
Mand iblandt os, som ingen Agtelse, ingen Tillid fortjener! Hvad mig
angaaer, da bekræfter jeg for Eder ved alt Helligt og Kjært, ved Gud
i Himmelen, som jeg tjener, ved gamle Norge, ved Huustro og Børn,
at jeg kom herhid med et brændende Forsæt, at tale og arbeide for
Norges Lyksalighed -- og at ingen Idee tyktes mig herligere end et
uafhængigt Fædreland. Og Hvo af os kan ikke med Haanden paa sit
Hjerte bevidne det samme? -- Men Hvo af os ynkes ikke ogsaa over
Folkets Lidelser? Hvo elsker ej vore ædle Daleboere? Hvo vil for-
glemme deres sande Tarv? Hvorledes skulde vi da kunne misbruge vor
Ret til i alle Henseender at paasee denne? -- O, Brødre! agter dog
ej paa deres Tale, som sige, at vi ville eders Ulykke! Troer dog ei, at
|
| d.IV,b.4,s.350 |
vi have til Hensigt, at opoffre Krigerens og Bondens Vel, for at fremme
Kjøbmandens! Troer dog ej, at vi ville raade til nogen Slags vanærende
Forbindelse, hvorved nogen Stand i Riget skulde opoffres! Vi ere rede-
lige -- ja -- vi ere oprigtige Mænd! -- Vi elske alle Stænder! Vi ville
alles Held!
5) Skulde vi adskilles, uvisse om vor Skjebne, hvad kan da fore-
bygge Anarki i Riget, i Tilfælde af, at det vi oprejse igjen nedrives?
Hvad kan i saa farlig en Stund forekomme Anarkiet, uden vor Sam-
ling, vor Eendrægtighed, vor broderlige Forsamling? -- O! maatte da
Skjællet falde fra Alles Øjne -- Fordommene svinde -- Tryllebaandet
briste -- og alle virke paa samme Vej til samme Maal: Norges Hæder
og Held! -- Ingen kan tjene to Herrer! I dette Huus have vi kun een
Herre, det er Nationen. Vi ynde -- vi tjene derfor ingen, saalænge vi
sidde her, uden Nationen! Al personlig Hengivenhed, al partisk Følelse
maa smelte og henflyde i Kjærlighed -- i Pligterne mod Fædrenelandet.
Lader os da række hinanden Haanden -- række Fædrelandet Haanden
-- og vorde i alle Henseender dets Beskyttere, dets Formyndere! Vi
ere Folket og Fædrenelandet, saalænge vi ere samlede under dette
Tag. -- Vi have Ret, uimodsigelig Ret til alt, hvad som sigter til dets
Held -- Ret til at see i alt, hvad som gjelder til dets Vel. Dertil have
vi Fuldmagt af Folket -- af Gud, af Fornuften, af Naturen. Det er
vor Ret, det er vor Pligt, at tale og handle saaledes, som Folket selv
vilde tale og handle, om det havde een Tunge og een Haand!
Amicus Christianus, amicus Fredericus, sed magis amica patria". --
En endnu dybere og langvarigere Taushed paafulgte. Forslaget
var synligen forladt af mange Jurantes in verba magistri. Det
vippede iveiret. De, som vidste, at Jakob Aall havde bestredet
det i det Papiir, som laa foran ham, ventede paa endnu et vægtigt
Ord fra ham. Men han blev siddende i sin Tilbageholdenhed,
rimeligviis fordi han troede, nu ikke at kunne sige noget Nyt.
Flankøren Kancelliraad Dahl afbrød endelig Tausheden med en
overflødig Opfordring til den sidste Taler, at han skulde forklare
sig nærmere; og nu opstod en højrøstet Talen i Munden paa
hinanden pro & contra, indtil Grev Wedel fik Ordet i samme
Aand som de Foregaaende. I hans extemporerede Tale forekom
iblandt andre Advarsler atter Udtrykket at "bygge en Throne
paa Sand", hvilket stødte Flere, og gav Prindsevennen Provst
Schmidt Anledning til en Bordsang, som blev sjungen baade ved
Rigsforsamlingens og ved Prindsens Bord, hvori det hedder:
"Paa Retfærds evigfaste Grund
og ei paa Sand vi bygge" o. s. v.
|
| d.IV,b.4,s.351 |
Grøgaard forlangte dernæst Ordet for et Foredrag i samme
Aand som de foregaaende, der ganske var egnet til at forstærke
disses Indtryk. Falsen forholdt sig ganske passiv; men paa hans
Side reiste sig endelig Rein med et skrevet Forsvar, fuldt af
personlige Udfald, i hvilken Tone ogsaa Sverdrup talte nogle Ord
der mere gik ud paa at raillere Exaltationen i Wergelands Tale,
end paa at gjendrive Oppositionen og forsvare Sagen. Han endte
med Forsikkringen om, at dens Venner vare saa gode Patrioter
som Nogen o. s. v. Den Reinske Tale cirkulerede siden, ligesom
de øvrige, i Afskrivter om i Landet, og bør ogsaa, som et Mod-
stykke til de forrige, indtages her:
"Man har fundet det nødvendigt, for at kunne grunde Norges Kon-
stitution, at undersøge Landets Finantser, dets indvortes Tilstand, dets
Indtægter, Udgivter, dets Ressourcer med mere, som udfordres for at
kunne bedømme, hvorvidt det kunde bestaa som selvstændigt Rige; --
hvorledes det kan underholde sin egen Konge, om ikke med Glands
saa dog med Værdighed, tilligemed alt andet, som er nødvendigt til
ethvert endog det allermindste Riges Bestyrelse. Uagtet en langvarig
Krig, Standsning i Handel, Pengevæsenets fuldkomne Tilintetgjørelse,
samt alt hvad der er skeet ligesom med Hensigt, at ville aldeles øde-
lægge Landet endog naar end Tingen selv medførte det -- uagtet Dette
ikke lover det unge begyndte Rige de behageligste Udsigter fra dets
første Organisation af: saa maa man dog tro, at baade Regenten og
Folket stiltiende har forudsat, ikke blot som muligt, men og som uom-
tvisteligt, at disse Vanskeligheder kunde hæves, og at det syge, det i
sit Inderste rystede, Statslegeme igjen ved fornuftig Diæt og under en
viis Læges Haand vil og kan komme til Kraft og Førlighed; thi ellers
var alt, som hidtil er skeet, kommet for tidlig. For tidlig havde da
vor Regent opfordret os til at besværge Norges Selvstændighed -- For
tidlig havde vi aflagt den Eed, at ville vove Liv og Blod, Velfærd og
Rolighed for Noget, det blot var en Drøm, og som aldrig kunde komme
til Virkelighed. For tidlig vare vi blevne sammenkaldte til en Rigsfor-
samling, og altfor tidlig havde vi begyndt med at grunde en Konstitu-
tion, som aldrig skulde blive til uden paa Papiret -- kort alle vore
Forhaabninger have da været Børneværk. -- At imidlertid, for at hæve
Tvivl, en Oversigt over Landets Fordele og Mangler, Hjælpekilder
med Mere lægges National-Forsamlingen for Øine, vil vel Enhver blandt
os ansee for ønskeligt og nødvendigt, forat kjende de vigtigere For-
holdsregler i Henseende til Fremtiden; men naar man anseer det for
ligesaa nødvendigt, at vort Forhold til udvortes Magter bestemmes;
naar man, som det synes, vil med ministerielle Akter fordre det be-
|
| d.IV,b.4,s.352 |
viist, at fra Udlandet aldeles ingen Hindring skulde møde vort Fore-
tagende, da forekommer det mig at vidne om en overdreven Ængste-
lighed, der maa synes dobbelt underlig, naar man seer hen til de Mænds
Klogskab, Raskhed og iøvrigt kraftfulde Fremfærd, fra hvis Munde især
denne Stemme høres -- Skulle vi da, førend vi tænke paa Konstitu-
tionen, først af fremmede Magter begjære Tilladelse hertil? Og af hvem,
uden just af dem, som, formedelst vor nærværende Stilling, og deres
politiske Stilling og Forbindelse med Naboriget, ikke kunne give os
den, hvormeget de end hemmeligen ynde vor Sag, ja endog hemmeligen
vilde bidrage til at forfremme den? Norges Folk handler som et kjækt
og ædelt Folk -- dette er idetmindste Folkenes Stemme i Europa, fordi
disse tør lade den høre -- men kunne vi med Grund vente at høre
det som en høit og lydeligt forkyndt fra Kabinetterne? Vor Beslutning
er taget. Skulde en Proklamation, forfattet i truende Udtryk, skulde
et Avisræsonnement kunne kuldkaste den? Ingen fiendtlig Flaade om-
spænder vore Kyster; der høres intet om nye Opbringelser; Kornlad-
ninger komme ubehindret til vore Havne, ja endog norske Skibe, der
næsten vare kondemnerede, frigives og komme med Korn til vore
Havne. Dette er Kjendsgjerninger. Skulle vi oversee dem, dølge dem
for os selv, og derimod lade os bortskræmme fra kraftfulde Handlinger
ved Spøgelser, Trudsler om en forenet svensk, brittisk, russisk, ja jeg
troer tyrkisk, Armee, der vilde oversvømme vort Land? -- Og dersom
vort Land (jeg forudsætter hvad jeg ikke kan overtale mig til at tro)
dersom Norge nærede en Forræder i sit Skjød, hvis Ønske det var at
spille os i vore Naboers Hænder, hvad vilde da være ham lettere, end
at foranstalte tordnende Proklamationer, opdigtede Avis-Efterretninger,
og udgive dem for authentiske, forat gjøre Nationen modløs? En Mand,
hvis Kundskab jeg ærer, hvis fine og skarpe Blik jeg beundrer, paa-
stod i vor sidste Forsamling, at det var Regentens Pligt, at meddele
oplysende Efterretninger om vort Forhold til andre Magter; men flere
end han selv har kan han ikke give; og hvormeget han end har viist,
at han ikke lægger Skjul paa det vor nærværende Stilling Vedkom-
mende, eller hvad der kunde vedkomme Fædrenelandets Vel, og at det
er langt fra ham, at ville bedrage os med et falskt Haab: saa spørger
jeg dog: Kan Han, bør Han forelægge Rigsforsamlingen Alt, hvad han
veed vor Stilling til Udlandet vedkommende?
Hvad, om Regenten, under Betingelse af Taushed, havde erholdt bero-
ligende Efterretninger fra de Hoffer, til hvis Venskab eller Skaansom-
hed vi trænge, burde han da ubetinget og uden Forbeholdenhed fore-
lægge Forsamlingen disse? Da maatte jo disse formodes at komme
videre ei allene her i Landet, men til Naboriget, som ikke vilde mangle
at rette Maskiner derimod til vor Skade. Var dette klogeligt handlet?
|
| d.IV,b.4,s.353 |
Var det ikke at kompromittere den eller de Magter, som vi skylde
Erkjendtlighed? Jeg tilstaaer derfor, at jeg, som uindviet i Politiken,
ikke begriber med hvilken Ret man gjør denne Fordring paa Regenten,
eller hvorfor deslige Indberetninger nødvendig maa gaa foran for Kon-
stitutionen."
Forsamlingen var spændt, Partierne skarpt udskilte og ophid-
sede, da Repræsentanten fra Østerriisøer, ved pludselig at træde
frem paa Gulvet med en yderst komisk, med al Pathos og sking-
rende Røst holden, Tale, igjen satte Rigsforsamlingen tilbage i
en mindre faktionær Stemning. Han maatte, hedte det, yttre sin
"inderligere og yderligere" Formening om, at man burde holde
ud til Landet var omblokeret af Skibe, og da først "undvige";
men tilsidst var han dog forvisset om, at ikke en Eneste af den
ærede Forsamling, hvoraf han ikke kjendte en Sjel, var af hans
Mening; og da dette Optrin baade hørlig og synlig satte Forsam-
lingen i muntert Lune, brød han af og perorerede ud med en
lang Undskyldning for det Inkorrekte i sine Udtryk. Denne Epi-
sode havde dog hiin velgjørende Virkning, og lettede Overgangen
til Voteringen, hvortil man endelig skred i den Form, at De, som
bifaldt Qvæstionen som den var fremsat, at nemlig Forsamlingen
skulde ansees for opløst naar Konstitutionen var færdig og
Kongen valgt, skulde svare "Ja"; De, som vilde have den udsat,
skulde svare "Nei". Wedel anmærkede vel, at Spørgsmaalet var
overflødigt. "Naar vi ere færdige," sagde han, "saa ere vi fær-
dige. Det er som om min Tjener vilde vække mig for at for-
tælle mig, at jeg gjerne kunde sove endnu længer." Voteringen
foregik dog efter Opraab som bestemt, og vare Neierne, siger
Brevskriveren fra Eidsvold, især høirøstede og vredagtige. Der
var 55 paa hver Side; Præsidenten paa Jaernes. Om et saadant
Tilfælde fandtes der intet i Reglementet. Da lød Raabet fra alle
Kanter: "Præsidenten decidere!" -- en Reminiscenz, paastaaer
hiin Forfatter, af Speakerens Rettighed i Parliamentet, men med
Forglemmelse af, at han ellers ikke tager Deel i Voteringen. Selv
fra mange Nei'er, som ikke maa have lagt Mærke til Præsiden-
tens allerede afgivne Stemme, hørtes Raabet; og saaledes gik
da, ved en saa ilde betænkt Overilelse, en Sag tabt, hvis Ret-
færdighed og Hensigtsmæssighed havde lagt en Vægt i sine, af
hinanden uafhængige, Forfegteres Ord, som paa det nærmeste
vristede Seiren af det mægtige Meningsparti's Hænder, som under-
|
| d.IV,b.4,s.354 |
støttede den. Desmere ærgrede Minoriteten sig, og en Mistanke
om at Falsen her havde været Regentens Redskab opfyldte mangt
et Bryst. Det Sande er dog nok, at Falsen, der meget mere
satte sig paa en tilbageholden Fod mod Regenten, kun tilsigtede
at koncentrere Forsamlingens Virksomhed ved at forsimple og
faagjøre dens Øjemed saameget som muligt.
Men det var dog at bygge i Mørke og at udvide Regentens
Magt og sin Tillid til ham altfor meget. Det var ogsaa baade
Tilfælde, at man fra Sverige søgte at underhandle direkte med
Rigsforsamlingen, og at der havde fundet gjensidige Oplysninger
og Meddelelser om de udenlandske Anliggender Sted imellem
denne og Regenten, der endog havde lovet intet Deslige at skjule.
Peder Anker meddeelte saaledes strax Regenten et Brev, han
den 16de April havde faaet fra Gothenborg, hvorefter 20,000
Svenske, i Forening med 12,000 Russer og Preussere, skulde
oversendes til Norge fra Fladstrand saasnart Aarstiden tillod det,
medens Russere tillige skulde fra Archangel af gjøre Indfald
nordenfjelds, samt en trøstesløs Skrivelse fra London om det
engelske Ministeriums Hensigter med Norge, som ogsaa fandt
Bekræftelse i et Brev fra Gothenborg til Kammerraad Dahl om
at Konferentsraad Carsten Anker var saa lidet bleven respekteret
i sin Egenskab af Gesandt, at han endog var bleven sat fast i
London for privat Gjæld. Regenten meddelte derimod fra sin
Side Rigsforsamlingen igjen, ved at nedlægge det i Konversations-
værelset, et trykt Blad fra Sverige, fuldt af Fristelser til at give
sig det ivold, ligesom ogsaa et særdeles bittert svensk "Sende-
brev til Hr. v. Holten," cirkulerede. Omnævnte direkte svenske
Meddelelse til Rigsforsamlingen kom derimod ikke i dennes
Hænder, da Landshøvdingen, som bragte den, og som vilde have
den tilstillet samme gjennem en anseet Kjøbmand i Kristiania,
tog den tilbage, da Denne erklærede, at han ikke kunde tilstille
Rigsforsamlingen den uden igjennem Regenten. Videre end Denne
selv holdt tjenligt for sine egne Interesser gik dog nok ikke hans
Meddelelser Ved den af hint svenske Blad kunde han trygt
stole paa Fleerhedens Had og Mistro til Sverige, og paa at det
blev læst med Tanken i Verset: "timeo Danaos & dona ferentes,"
og med en bitter Paralleliseren med den svenske Regjerings Blo-
|
| d.IV,b.4,s.355 |
kade-Erklæring mod Norge tillands og tilvands, hvorefter ethvert
Skib, bestemt did med Krigsfornødenheder eller Levnetsmidler,
skulde priistages, og andre Ladninger afvises fra Landet2.
Men da Efterretningen om at der var lagt Embargo paa de
norske Skibe i Danmark kom til Rigsforsamlingen og forbausede
den og truede med at tilintetgjøre den sidste Rest af en Sympa-
thi, som Prindsen havde saameget Brug for ved det indviklede
Stykkes Slutning, fik hans Nærmeste travlt med at gjøre den
Mening gjældende, at hiin Forholdsregel kun var tagen for et
Syns Skyld og forat sætte Blaar i Sveriges og Magternes Øjne.
Hvorom Alting er, uagtet Kristian Frederiks tilsyneladende Aaben-
hed, var det højst misligt med Rigsforsamlingens Kjendskab til
Rigets politiske Stilling og Mulighed forat kunne beholde den
dekreterede Selvstændighed og den Konstitution, den var i Be-
greb med at give det. Privatbreve, Rygter og hvad Regenten
behagede at give til Priis vare de eneste irrende Lys i det Mørke,
den nu selv havde bundet sig til; og til Borddiskurser indskræn-
kede sig nu Rigsforsamlingens Viden og Indflydelse med Hensyn
til den ydre Politik.
Et Beviis paa, at Prindsregenten ikke lod den vide meer, end
hvad han troede den kunde have godt af, var den Taushed han
iagttog om Sendebudet til England, Konferentsraad Ankers sørge-
lige Skjebne, hvorom han dog var underrettet, nemlig at han
virkelig var bleven heftet i London for Privatgjæld efter det
uheldigste Udfald af sit Ærinde hos Ministeriet. Det hedte tvert-
om, at han, efter vel udført Hverv i England, nu befandt sig hos
de allierede Monarker i Frankrig. Rygter i mindre opmuntrende
Aand turde ikke troes; de hedte svenske og opdigtede. Et sagde
endog, at Regenten havde hemmeligt Løfte om Hjælp fra England,
og det fandt i den almindelige Mening Bestyrkelse i de engelske
Krydseres liberale Adfærd mod de Kornskibe, som søgte Norge.
I Marts havde Englænderne selv bragt Tilførsel til Bergen; April
Maaned igjennem hindrede de ikke alene ikke denne Fart, men
underrettede endog mangen Kornskude om hvor der var svenske
Kapere at befrygte; og i Mai, da de svenske Krigsskibe kunde
stikke i Sjøen, vedblev de fremdeles at begunstige Norges For-
|
| d.IV,b.4,s.356 |
syning. Det hændte endog, at Kornskibe fulgte Krydserne, som-
om de vare opbragte, til Mørket faldt paa og de vare under
Kysten, hvorpaa de da satte af. Dette og mange Yttringer af
de engelske Sjøfolks Enthusiasme for Norges Sag bestyrkede
naturligviis hiint Rygte om at Ministeriet delte denne Sympathi,
der saameget maatte forøge Prindsregentens Vigtighed for Norge
som dets upaatvivlelige Frelsermand. Flere Herrer udenfor Re-
præsentationen, som aflagde Besøg paa Eidsvold, førte Ordet
ved Bordet, og gik ud og ind i Prindsens Gemakker, vare især
ivrige i at vække sangvinske Begreber om Stillingen til Udlandet
og iblandt andet ogsaa store Tanker om den Interesse, man i
Danmark nærede for Norge.
Damer og Herrer i Kjøbenhavn skulde endog bære grønne
perlestukne Silkebaand til Tegn derpaa, og desaarsag kaldes "de
Norske." Et Exemplar af denne Dekoration blev endog foreviist
paa Eidsvold, didbragt af hiin danske Lieutenant Schwartz, Ad-
joint i Kristian Frederiks Generalstab, der før er nævnt som en
af Prindsens uheldigste Omgivelser. Medens det hedte, at dan-
ske Sendebud ikke kunde slippe igjennem Sverige3, indfandt
denne lette Person sig dog ved denne Tid saa pludselig som
Svalerne, og uden al Tvivl i vigtigere Ærinde for Danmark, end
her blot at overtage den Plads som Prindsens Lystigmager og
maitre des plaisirs, han fra nu af udfyldte hos ham. Man paa-
|
| d.IV,b.4,s.357 |
stod om denne Schwartz, at han sad paa Luur bag Rigsforsam-
lingssalens Brædevæg, og man havde saavel ham som et Par
andre af Prindsens Kavalerer mistænkte for, at det ikke var, som
man siger, "for intet" de tidt og jevnt spiste ved Repræsentan-
ternes Bord eller "ude hos det norske Folk," som En af dem
kaldte det. Men netop Bordsamtalernes sædvanlige ubundne
Livlighed gjorde det ikke let at sondere med nogen Tilforladelig-
hed, ligesom det ogsaa her var Tilfælde, at Hofkrybets Hang til
at gjøre sin Herre en Extratjeneste langtfra gavnede denne. Efter
Bordet, naar Selskabet adspredte sig, syntes man især at be-
mærke Forsøgene paa at virke paa de Gemytter, man holdt for
lettest tilgjængelige. Det hedte saaledes, at to af disse Herrer,
under tydsk Diskurs indbyrdes, trak Medlemmer af Bondestanden
afsides for at bearbeide dem med Trudsler og Tillokkelser, og
at en Tredie brugte sig i samme Hensigt som "Kjøgemester for
Nationalkonventet og Mundskjænk ved Hoffet," som han betegnes
i Brevene, der betvivle ikke Anvendelsen men Virkningen af
deslige Forsøg. Saaledes fortaltes der, at et Par af de meest
Devouerede havde faaet ombyttet Ole Tvedtens Stemmeseddel
til Finantskommitteen, men at denne, da han kom paa Salen,
mærkede Pudset, og strøg saa de Navne, især Officerenes, ud,
som han ikke kjendtes ved. Deslige plumpe Intriger dreves dog
uden Tvivl paa egen Haand, og Prindsregenten selv vilde vel
neppe have sine Omgivelsers Virksomhed udvidet udenfor Søvn-
dysselsen og Fremkaldelsen af behagelige Drømme om Norges
sande politiske Stilling. Selv overlod han sig neppe dertil.
En Scene fra Eidsvold lader os nemlig kaste et Blik ind i hans
Sjels Urolighed. Det var en Aften ved denne Tid; man ventede
forgjæves paa Prindsregenten ved Taffelet; flere Gange havde
man været inde hos ham med Forespørgsler, om han ikke be-
hagede at spise, men han kom ikke efter sine adspredte Svar.
Biskop Bech paatager sig atter at forhøre sig. Efter gjentagen
forgjæves Banken træder han ukaldet ind, hvor han finder Kri-
stian Frederik med Haanden under Kinden ved et lidet Bord,
hvorpaa der stod et enkelt Lys, som kun udbredte en svag
Dæmring i Værelset. "O, er det dem, Hr. Biskop?" udbrød han
endelig, springende op med synlig Overraskelse og en paafal-
dende Bleghed og Adspredthed i sit Aasyn. Han vilde ikke gaa
inn i Spisesalen, men ønskede, at Biskoppen vilde tage noget
|
| d.IV,b.4,s.358 |
Koldt hos ham, hvorefter han da ringede. Under Tjenerens Fra-
vær gik Prindsen pludselig hen til Biskoppen, greb begge hans
Hænder, og udbrød med dyb Rørelse: "Kjære Hr. Biskop, bed
for mig! Jeg er saa urolig, og føler det store Ansvar jeg har
paataget mig," hvortil Bech da svarede med Beklagelser over at
finde Hs. Højhed i en saa nedtrykt Sindsstemning og med en
Opmuntring til at overlade den Sag, han havde paataget sig, til
det guddommelige Forsyn. Først længe over Midnat skildtes de
ad, og Prindsen bevidnede da Bech sin Tak for hans Nærværelse,
der havde virket beroligende paa ham. Sandsynligt er det al-
tid, at det, der egentlig trykkede Prindsregenten var de mørke
politiske Udsigter udenfor Norge, som han skjulte for Rigsfor-
samlingen og Folket under et glad Ansigt. Vi have idetmindste
i denne lille Scene seet ham i et oprigtigere Øjeblik, og han maa
ikke have havt faa, omend kun oprigtige mod sig selv. Da han
ikke lettelig, for sit eget Spils Skyld, skulde have vovet at med-
dele Rigsforsamlingen de frygt- og haabløse politiske Forhold4,
maatte Dagens Beslutning være ham kjærkommen, om han end
maatte tilstaa for sig selv, at de frie Hænder, denne frivillige
Renonceren overlod ham, kun var Galgenfrist, og at den ikke
alene ikke vilde være bleven fattet, om Rigsforsamlingen havde
været underrettet om Tingenes sande Stilling, men at denne vel
endog da havde grebet Styret selv i de Anliggender, erklæret
sig suveræn og permanent indtil Fædrelandet var bleven frelst,
|
| d.IV,b.4,s.359 |
flyttet sig til Kristiania, og gjort direkte Underhandlinger til det
andet Formaal for sit Sammenvære.
Slagne ikke alene ved, men over, Udfaldet af Stemmegivningen,
sad Forsamlingens ene Halvdeel taus, mens Sejerens Glæde gjorde
den anden snaksom og munter, da et Appendix til denne Dags
mærkelige Forhandlinger medeet atter udjevnede Spændingen og
bragte det gode Lune ligeligen tilbage hos Alle. Rigsforsamlin-
gens Nærværelse i Eidsvold havde nemlig forvandlet en Deel af
Menigheden til politiske Kandestøbere, der havde faaet et kuri-
øst Andragende til Rigsforsamlingen istand, hvori, ved Siden af
Forslag til Forandring i Pengevæsenet og om Ret til selv at op-
sætte sine Dokumenter uden dertil at behøve Sorenskrivere, ogsaa
fremsattes et om disses og andre Embedsmænds Afskaffelse o. s. v.
Denne Petition blev nu fremleveret ved Peder Anker og oplæst
ved Sekretæren, hvorved dets Indhold og Stiil vakte Latter og
udglattede Folderne hos dem, der ellers ikke havde nogen Grund
til at forlade Mødet i nogen munter Stemning. Andragendet blev
vedlagt Protokollen, men er ikke af Redaktionskommitteen op-
taget i Forhandlingerne.
Den rastløse Konstitutions-Kommittee holdt sit fjerde Møde
Dagen efter, den 20de, hvori da de Artikler, man ved de fleste
Stemmer var bleven enig om, optegnedes med den Bestemmelse,
at de nærmere vilde blive at gjennemgaa og rette forinden de
tilførtes Protokollen.
Den 22de April holdtes næste Møde i Rigsforsamlingen; men da
Ingen, efterat Protokollen for de to sidste Møder var oplæst, havde
Noget at andrage, udsattes det til den 25de, da Præsidentvalg
skulde foregaa. Til Præsident valgtes da Kommandør Fabricius og
til Vicepræsident Sognepræst Rein. En Stemme lød paa Lensmand
Apenæs til Præsident og til Vicepræsident Amtmand Løvenskjold;
en anden paa Bonden Elling Valbøe til Præsident og Sorenskriver
Blom til Vicepræsident -- et uværdigt Forsøg paa at fornærme
det saakaldede Svenskeparti i hine fire Repræsentanter. Mødet
udsattes igjen til den 28de, efterat nogle Strøtanker af Kapitain
Holck til Forsvar for Odelsretten vare blevne af Præsidenten
|
| d.IV,b.4,s.360 |
tilstillede Konstitutionskommitteen. Det Samme blev i Mødet
den 28de Tilfælde med en Skrivelse fra Repræsentanterne Ape-
næs, Hoen og Huvestad, der iblandt andet gik ud paa, at kun
Bønder skulde kunne eje og bruge Jordegods. Med større Til-
fredsstillelse hørte man Konstitutionskommitteen berette, at den
haabede, at kunne faa sit Udkast færdigt til den 2den Mai; og
Rigsforsamlingen besluttede, paa Grund af Bogtrykkeriets Ufuld-
stændighed5, at Udkastet skulde afskrives af Medlemmerne efter
Diktat.
Siden Mødet den l9de udskillede Partierne sig mere. Man
havde været, om end ikke fuldkommen, saa dog saa aaben mod
hverandre, at man nu troede at kjende hinandens politiske Grund-
farve, og at have opdaget to store Farveforskjeller. Tonen blev
mere spændt, Omgangs- og Samtalecirklerne skarpere afgrænd-
sede, ja selv i Regjeringens Forhold troede man at opdage en
større, næsten mistænkelig, Tilbageholdenhed siden den havde
seet Rigsforsamlingen netop lige deelt imellem dem, der trøstige
vilde overlade den Styret, og dem -- man talte 30 Visse -- som
ikke havde saa udstrakt Tillid til den Viisdom, eller ubetinget
kunde bifalde den Gang, Regenten syntes at ville give Tingene.
De, som i denne Aand med saa djærv en Frimodighed havde
udtalt sig den l9de, fik ogsaa -- siger Brevskriveren fra Eids-
vold -- mangt et betydningsfuldt Haandslag udenfor efter Ses-
sionen, og endeel Bønder yttrede endog, med Tak og Bifald til
denne Taler, at Ordet havde lagt dem selv paahjerte forat under-
støtte dem. Ogsaa mellem de militære Medlemmer fandtes der
Nogle, som hyldede denne Anskuelse af Tingene; men den mili-
tære point d'honneur forbød dem enhver Opposition mod Prinds-
regentens krigerske Forholdsregler, som noget der vilde mistydes
hos dem. Hiin Samling af Breve fra Eidsvold indeholder ellers
et af 24de April, som saa klart, og med Vidnesbyrdets Paalide-
lighed, skildrer Forholdene og Stemningen, der nu havde udviklet
|
| d.IV,b.4,s.361 |
sig ved Rigsforsamlingen, at det ikke bør mangle hvor det er
Hensigten at opstille et levende og sanddru Maleri ogsaa af
dennes Indre, saaledes som dette var bleven udqvadreret og
farvebelagt af Partimeningerne og holdtes i Livsbevægelse af
disses modsatte Polaritet og stundom funkeslaaende Gnidninger.
"Det forholder sig desværre virkelig saa" -- klager Repræsentanten
-- som jeg i mit Sidste ommeldte. Tonen er forandret her, Gemytterne
mere skjærpede mod hinanden. Selv det frygtelige Ord, "stinges", skal
være hørt. Med Undtagelse af nogle haltende Mellemvæsener, som
man ikke veed, enten de ere Fugl eller Fisk, eller til hvad Side de
ressortere, gives her to Partier, der betragte hinanden for noget ikke
stort bedre end Forrædere, endskjønt jeg deels veed, deels troer, at
denne beskæmmende Benævnelse ikke passer for noget af Partierne,
ikke for et eneste Individ i dem.
Her vil jeg nu een Gang for alle søge at forklare dig causa contro-
versiæ eller hvad det er, som har vakt og vedligeholder det uheldige
Schisma, for at jeg herefter sjelden eller aldrig mere i min Korrespon-
dence med dig maa behøve infandum renovare dolorem. Du vil deraf
see Motiverne til vore Ord og vort Forhold og kunne bedømme, paa
hvis Side Retten er.
Jeg troer med Sandhed at kunne forsikre, at Alle, i det mindste af
Rigsforsamlingens Deputerede, er enige i at betragte det for det Herlig-
ste og Ønskværdigste, at Norge kunde blive en for sig selv bestaaende,
af andre aldeles uafhængig og fri Stat under hvilkensomhelst selvvalgt
Regjeringsform. I dette Punkt ere de Alle norsksindede; med Rette
kunde ogsaa enhver anderledes Tænkende ansees for en Forræder og
en vanslægtet Søn af Fædrelandet. I Følge heraf maa ogsaa Alle sam-
stemme deri, at Meget maa voves, Meget arbeides og opofres for et
saa skjønt Formaal. Det andet Punkt, hvori der ikke heller herske to
Meninger, er dette, at, om Hiint umuligt kunde realiseres, og for os
uimodstaaelige Magter ikke vilde tilstede en saa liden Stat fuld Selv-
stændighed, men tvinge Norge til at slutte sig til en anden Stat, denne
Forbindelse dog ikke bør finde Sted uden under ærefulde Betingelser,
navnligen under Betingelse af en fri Konstitution. Deraf fulgte igjen,
at Alle ere samdrægtige endnu i et 3die Punkt, nemlig deri, at Riget
nu bør samle alle sine Kræfter og forene alle sine Ressourcer, hvor
smaa og utilstrækkelige de end maatte være, og sætte sig i en alvor-
lig, krigersk og determineret Stilling, for at udvirke enten det første
eller i det mindste det andet Alternativ. Forsaavidt er altsaa Alt i
Harmoni. Men nu komme Diskorderne, ved hvilke de i foranførte
Henseender lige Norsksindede deles i to Partier, hvoraf det ene betitles
|
| d.IV,b.4,s.362 |
Svensksindede og det andet med ligesaa stor Føie kan kaldes Dansk-
sindede.
1. Det sidste Parti, i hvilket Bergenserne synes at være de Hidsigste
og de Ivrigste, venter sig af vore Rustninger det førstanførte, ønske-
ligste Resultat, en fuld Selvstændighed. Det andet Parti haaber kun
deraf en betinget Selvstændighed.
2. De Sidste paastaa, vi ere mægtige nok til at hævde en uindskræn-
ket Selvstændighed. De Første tvivle derom, da Landet er saa blottet
for nødvendige Hjælpemidler dertil.
3. Hine sige: "Vi maa i det mindste for Landets Æres Skyld slaa
til." Vi sige: "Vi maa for Landets Æres Skyld ikke slaa til uden i højeste
Nød; vel være færdige dertil og antage Mine deraf, men undgaa det
saalænge, som muligt, og holde os til Demonstrationer, efter den gamle
ærlige Epiktets Regel: "Du skal være uovervindelig, saalænge du ikke
indlader dig i en Kamp, hvori du ei kan vinde." Hine ere ømme for
det tapre Folks fra gammel Tid erhvervede Ære ved at ville forøge
dens Glands; vi ere ømme for dets Ære ved Nidkjærhed for at denne
Glands ikke udsættes for at tabes.
4. Vore Modstandere paastaa, det er en Lykke, at den danske Thron-
arving er i Landet, og, at vi, just fordi vi have ham i Spidsen og kunne
sætte ham ved Statens Roer, kunne saa meget mere haabe at naa den
Havn, vi søge, Selvstændighedens, Uafhængighedens. Vi benegte dette
og forsikre det Modsatte, at just derfor naa vi denne Havn ikke, just
derfor kunne vi ikke blive uafhængige, selv ikke efter det meest glim-
rende Resultat af vore Bestræbelser og et Vaabenheld, der svarede til
den varmeste Patriots meest sangvine Ønsker og Forhaabninger, saasom
Alt dog snart eller tidlig vilde endes med en Restauration af den danske
Forbindelse. De, enten blinde for dette, som os synes, øjensynlige og
upaatvivlelige Udfald, eller og maaskee anseende det for ønskværdigt,
faar saaledes ved H. K. H. mere Lyst til at kjæmpe; vi mindre. De op-
glødes, vi afkjøles ved at see ham Regent og tænke ham som Konge.
De forsikre, han vil frasige sig sin Arveret til Danmark; vi svare: credat
Judæus Apella. De sige; "Vi ville gjøre det til en Bestemmelse i Grund-
loven". Vi "ogsaa det er ikke Garanti nok".
Vi synes, der kan ingen Tvivl være om dette Rigets Tilbagefald.
Skeer det ikke lempelig og godvillig ved Hjælp af de mange i Riget
nuværende Dansk-Norske og Norsk-Danske, og siden gjennem Hoffet
og andre Kanaler indstrømmede danske Mænd og Familier, saa kan det
maaskee hænde ved Fordring og Tvang og endelig ved begge Midler
forenede. Danmark har ved et offentligt Manifest opgivet sin Herreret
over Riget, men til hvem? Ikke til os selv, men til en anden Magt har
det givet denne Ret. Altsaa naar Riget ikke kommer i dens Besiddelse,
|
| d.IV,b.4,s.363 |
som det er betinget, saa kan Danmark fornye sine Prætensioner. Ville
vi da føre Krig med Danmark? Og, om man vil, kan Udfaldet være
tvivlsomt, naar man seer hen til en Befolkning, hvoraf næsten Halvparten
er indfødte Danske eller Dansksindede?6)
5. Vore Modstandere ere altfor kloge og indsigtsfulde Mænd til ikke
at skjønne, hvor vel grundet denne vor Formodning eller Frygt er, om
vore Vaaben bliver seirende mod Fienden under nærværende Regents
Anførsel, at vi da engang i Tiden, under mere eller mindre gode Vilkaar,
komme tilbage til det Gamle. Vi maa saaledes antage, at en slig Be-
givenhed, langtfra at forekomme dem som et Onde, i deres Øine er en
Lod endog værd at kæmpe for; og af den Aarsag kunne vi kalde dem
dansksindede. Vi derimod mene, det er bedre, vi slutte os til Sverige,
naar det kan skee paa en god Maade, det er, med en ærefuld Konsti-
tution, end at blive Danske igjen; og derfor kaldes vi svensksindede.
Efterladte næsten værgeløse, forladte, blokkerede, bortgivne, ærgrer det
os, at vi skulle slaa, kun for at slaa os tilbage til dem, som forsage os,
som i fælleds Nød opofrede en Tvillingbroder og atter vilde opofre
ham i lignende Tilfælde. Nu seer du Sammenhængen. Her har du en
sand og forhaabentlig ogsaa tydelig Fremstilling af Stridspunkterne, en
Skildring af de Tanker og Følelser, som Enhver, der interesserer sig
noget for Fædrelandet og dets Anliggender, mere eller mindre klart er
sig bevidst. Du seer deraf, at den danske Thronarvings Nærværelse
og Deeltagelse i vor Sag eller rettere hans Egenskab af dansk Thron-
arving er den fornemste, ja fast eneste Anledning til ulige Meninger og
den deraf følgende ulige Iver; saa at det bliver et Spørgsmaal, om ikke
H. K. H. desformedelst mere gavner Sverige til dets Planers Udførelse,
end han hidindtil har været det til Hinder deri. --
Partier kaldte jeg det. Jeg veed ikke, om Benævnelsen er ganske
passende. Faktioner vilde være endnu urigtigere, det veed jeg forvist,
i det mindste, hvad dem angaaer, som jeg holder mig til; vi komplot-
tere os ikke, holde ingen Samlinger, udkaste ingen Planer og have ingen
Forbindtlighed paalagt hinanden til med forenede Kræfter at drive Noget
igjennem eller til at arbeide til eet Maal. Alt Saadant har ikke og vil
ikke have Sted. Vi kjende kun hinanden, deels ved tilfældige fortrolige
Samtaler mellem Enkelte, i hvilke Samtaler dog ikke engang en fuld-
kommen Forklaring udviklede sig, deels ved at finde hinanden under
Stats-Arbeidet og i Forhandlingerne mødes ved samme Ideer eller dog
hinanden nære Anskuelser. -- Det feiler imidlertid ikke, at man jo be-
stræber sig for at gjøre os mistænkte baade for det Ene og det Andet
af hvad jeg her benegter. -- Især er G. W., der agtes for Formanden
|
| d.IV,b.4,s.364 |
for de Svensksindede, Gjenstand for Klafren. Igaar fik han et anonymt
Brev, som intet indeholdt uden en af Intelligentsseddelen udklippet Lap
med to franske og fire danske Linier, hvis Anvendelse paa ham inde-
holdt de skammeligste og falskeste Beskyldninger. Andre Breve fra
Kristiania berette ogsaa Rygter, udspredte der, af den meest løgnagtige
Art. -- Vi trække Bønderne hen i Krogene, for at forlede dem?! Nei
omvendt, om Noget er. Det er Bønderne, som trække os hen i Kro-
gene for at meddele os deres Bekymringer og høre vore Raad og Me-
ninger om Et og Andet, en Fortrolighed, vi sætte Priis paa, ansee for
en Ære, men ikke misbruge. Adieu!"
Konstitutionskommitteens Virksomhed.
De to Kommitteer, Finants- og Konstitutionskommitteerne, vare
dagligen samlede i de sidste Dage af Maaneden. Den sidste
havde fortsat sine den 21de, 22de, 23de, 25de, 26de og 28de.
Den 27de anvendtes til at Medlemmerne hver hos sig gjennemgik
de nedskrevne Punkter. I dens ellevte og sidste Møde, den 30te
April, blev den færdig med sit Udkast, bestaaende af 115 Para-
grafer, som strax endnu samme Dag tilstilledes Rigsforsamlingens
Præsident. Men endnu meer end denne Flid, forklarer Kommit-
teens ypperlige Sammensætning (maaskee paa den uvirksomme
Rogert nær) og at den i adskillige Forarbeider ikke manglede
Materialier denne et godt og modent Arbeides hurtige Fuldførelse.
Især var Falsens trykte Konstitutionsforslag, udkommet fra Pres-
sen 22de April som Aftryk af "Journal for Rigsforsamlingen,"
Kommitteen tilnytte. Sorenskriver Weidemann havde ligeledes
tilstillet den et vidtløftigt og motiveret, forfattet før hans Møde
paa Rigsforsamlingen og vedtaget af hans Medkommitterede fra
Amtet. Lensmand Lysgaard havde heller ikke været ledig hjemme,
men bragte med sig et "Forslag angaaende adskilligt Konstitu-
tionen og Lovivningen Vedkommende." Fra Sorenskriver Koren
havde den erholdt nogle paa Eidsvold nedskrevne "Strøtanker"
om samme Materie. Wergeland havde udarbeidet et Udkast til
en Konstitution. Christensen havde tilstillet Kommitteen en Be-
tænkning ved den 9de Grundsætning. Steenstrup havde ligeledes
indleveret Betænkninger ved den 9de og 10de Grundsætning;
Heidmann ogsaa ved 10de og 11te Grundsætning, angaaende
|
| d.IV,b.4,s.365 |
hvilken sidste Hount, Ramm, Bratberg og Møller ligeledes havde
tilstillet Kommitteen skrivtlige Meddelelser. Og endelig var der
bleven sendt Konstitutionskommitteens Formand, Falsen, et ano-
nymt Skrivt indeholdende brugbare "Bemærkninger og Forslag
med Hensyn til en Konstitution for Kongeriget Norge," hvis For-
fatter senere hen navngaves at være en i Danmark boende svensk
Hr. Gyllenborg. Fremmede Konstitutioner toges ligeledes paa
Raad, navnlig den spanske af 1812 og den svenske, undtagen i
dens Stænder-Struktur, som Ingen nedrev heftigere end netop
bemeldte svenske Politiker. Mængden af Meddelelser til Kom-
mitteen, Opsatser i Bladene, hvis aforistiske Stiil og Indhold
karakteriserede Tidens Gjæring, og et Par af ovennævnte Navne
viser ogsaa, at konstitutionelle Ideer og Begreber om en Konsti-
tution i Tidens Aand ikke vare Folket fremmede, ja selv trængte
til Individer af dets Almuemasse. De franske Konstitutioner fra
Aarene 90 vare blevne læste og bedømte i Norge, hvor det ikke
manglede dem paa enthusiastiske Tilhængere. Og hvilke Reflek-
tionsspeile for Revolutionernes Begivenheder og prentede Sand-
heder vare ikke i denne afsondrede Krog af Europa den geniale
Falsens, den lærde Sverdrups, den betænksomme Aalls, den fy-
rige Wergelands, den skarpsindige Motzfeldts, den kloge Wedels
og de øvrige tænksomme og opvakte Mænds Øine, som dannede
Konstitutionskommitteen paa Eidsvold?
BILAG.
Bilag I
"Forerindring" til "Fuldmagter og Adresser, overantvortede
Hs. K. H. Prinds Christian Frederik fra det Norske
Folks Deputerede ved Rigsforsamlingen i Eidsvold,
den 10de April 1814." Christiania fol.
"Følgende Kjendsgjerninger staae den nulevende Slægt i friskt Minde;
sikkerligen vorde de og overleverede til Efterslægten. Imidlertid synes
de med Føje her at burde opregnes:
Danmarks og Norges Konge, Frederik den Sjette, frasiger sig ved for-
melig Freds-Traktat med Sverrig, dateret Kiel den 14de Januar 1814,
sin Ret til at byde over det Norske Folk og Rige. Han løser Nord-
|
| d.IV,b.4,s.366 |
mændene fra deres Troskabs- og Hyldings-Eed ved sit aabne Brev, da-
teret Middelfart den 18de Januar samme Aar.
Men hiin Traktat indeholder tillige, at Herredømmet og Enevælden
over Kongeriget Norge skal overdrages til den Svenske Konge: at Lan-
dets befæstede Steder skal besættes af Svenske Tropper: at al Magt
og Befalingskab skal af den øverste civile og militære Autoritet over-
leveres i Svenske Høvdinges Hænder. Herimod oprører sig det roligste
Hjertes Følelser; den almindelige Villie reiser sig, og selv de fredeligste
Mænd tænke, tale, skrive: hellere Død end Underkuelse!
Ved Forsynets milde Beskikkelse staaer en ædel, mandig, fredsæl og
kløgtig Drot midt iblandt det Norske Folk. Han seer dets Trængsler;
han hører dets Villie; han ærer dets Frihedskjærlighed, og bestemmer
sig til at lyde Skjæbnens Bud: -- at frelse Folkets Selvstændighed.
Christian Frederik, Prinds til Danmark og Norge, er hans Navn.
Hidtil udrustet med høi Myndighed som Rigets Statholder; bunden
til Folket med uimodstaaelige Følelser; elsket og høiligen æret af Alle,
kan Ingen saaledes som han træde i Spidsen for Krigshæren og Forret-
ningernes Gang, -- Ingen bedre og sikkrere end han bevare Orden og
indvortes Rolighed. Han paatager sig Rigets Styrelse, han nævner sig
dets Regent, og adlydes allevegne villigen af dem, for hvis Vel han ar-
beider. I sit aabne Brev og sine Kundgjørelser, udstædede i Christiania,
Norges Hovedstad, Aar efter Christi Byrd Eet Tusinde otte Hundrede
og Fjorten, den Nittende Februar, erklærer han Folkets Villie, og for-
drer Erkjendelsen af dets fredelige Uafhængighed og Selvstændighed,
-- imedens han indbyder Nationen til at vælge sig Repræsentanter, og
sende disse i festligt Møde til en Rigsforsamling inde i Landets Skjød,
for at grundlægge Norges tilkommende Stats-Forfatning og Regjerings-
Form, da Folket nu, overladt til sig selv, maa bygge Land med Love.
Paa første Vink følger Norges Folk Regentens udgangne Breve; thi
han har deri kuns udtalt Folkets egne Tanker og Beslutninger. De
samle sig i den Eviges Templer: de sværge ved Gud og hans hellige
Ord, "at hævde Norges Selvstændighed, og at ofre Liv og Blod for
det elskede Fædreland."
Fremdeles vælge de sig som frie Mænd deres Udsendinge, med fuld
Magt og Myndighed udrustede.
Paa Paaske-Festens Morgen møde Disse Regenten paa Eidsvold i Ag-
gershuus Amt. (Det var den Tiende i April Maaned, Anno Christi Eet
Tusinde Otte Hundrede og Fjorten). Først drage de hen i Guds Huus, og
tilbede Altings Skaber og Styrer -- Folkenes Fader -- Fyrsternes Herre.
De forsamle sig dernæst i høje Lofts Sale i Eidsvold Jernverkseiers
Bolig. (Det var Carsten Anker, af fornem Norsk Byrd, men paa den
Tid udsendt i Rigets Tjeneste til fremmede Lande).
|
| d.IV,b.4,s.367 |
En efter Anden modtages de udsendte Folkets Mænd og Lovstiftere
af den, ved Sindets Gaver og Hjertets Adel, mere end ved sin Konge-
lige Byrd, høit ophøjede Fyrste. Ærbødighedsfulde overrække de ham
lovgyldige Fuldmagter, udstædede af Landets frie Mænd -- af Kjernen
iblandt Norrigs nu levende Slægt, -- Bevidnelser tillige af disse frie
Normænds uhyklede, oprigtige Følelser for Den, der med kraftfuld
Haand, med viist Blik og med ædelt Sind greb Statens Ror i Farens
og Nødens Øjeblik.
Han modtager dem Selv, og trende af Rigets højeste Embedsmænd
ere nærværende, og skue den høitidelige Act, og erkjende med Hannem
tillige Documenternes Ægthed og Fuldgyldighed. Biskop Dr. Frederik
Julius Bech, Ridder og Dannebrogsmand, Biskop Dr. Peter Olivarius
Bugge og Regjerings-Raad Matthias Leth Sommerhjelm, Ridder af Danne-
brogen, ere Mændene, som bivaane Handlingen. -- --
De skulle bevares, disse Vidnesbyrd for Samtid og Eftertid, iblandt
Rigets vigtigste Breve; men de bør kjendes af Alle, for at modsige de
Ildesindede, oplyse de Vildfarende, overbevise de Tvivlende, og styrke
alle Gode i deres kraftige og fædrelandske Sindelag.
Thi bød Norges Regent, at kundgjøre ved Trykken saavel de Depu-
teredes Navne, som de af dem overantvordede Fuldmagter og Adresser,
der lyde saaledes, i den efter Stedernes Bogstav-Orden vedtagne Række,
som Læseren selv vil finde dem herefter antegnede.
Gud bevare Fædrelandet!
I Forbindelse med dette Bilag hosføjes her enkelte iflængvalgte
af disse Fuldmagter og Adresser saavel fra Hovedstaden og en
af de andre Byer som fra et af Amterne, en Militærafdeling og
et Par Landsmenigheder, da det, forat vinde et klart Blik over
Datids Historie, ikke kan være uhensigtsmæssigt, om end kun af
enkelte Prøver af det nu sjeldent blevne Skrivt, at vinde noget
authentisk Kjendskab til den detaljerede Maade hvorpaa dens
Hovedbegivenhed forberededes.
"Christiania.
Titulus.
Den høist vigtige og ligesaa glædelige Pligt, hvortil det naadigst har
behaget Deres Kongelige Høihed, som Kongeriget Norges Regent, at lade
vedkommende Beboere i vor Frelsers Menighed opfordre, til at udvælge
og befuldmægtige tvende Mænd til, paa det Norske Folks Vegne, at
1 tilbakeTrykt sammen med W's "Politiske Tale til det Norske Folk." Løvenskjolds
er efter et egenhændig undertegnet Haandskrivt.
2 tilbakeDen blev bekjendt, men ikke ved nogen officiel Publikation, saavidt det
lader sig see af Aviserne. Af den franske Monitør for 30 April sees, at den
er bleven meddelt det danske Departement for de udenlandske Anliggender.
3 tilbakeEn norskfødt Kammerjunker Gyldenpalm blev saaledes, omtrent midt i
April, paa Opreisen til Norge arresteret i Gothenborg, bragt til Essens Hoved-
qvarteer i Venersborg, og derfra til Stockholm. Den franske Monitør beretter,
at man fandt 80 Breve hos ham, hvoraf flere i Chiffre, og derimellem ogsaa
et fra Kongen af Danmark til Kristian Frederik, der skulde indeholde saadanne
Opmuntringer til at gjøre Sverige Modstand, at en Krigserklæring var ivente
fra dettes Side imod Danmark. Men under 24de Mai blev denne Beskyldning
officielt modsagt fra Kjøbenhavn.
Efter Napoleons Fald, først i April, skiftede ogsaa Monitøren Farve med
Hensyn til Norge. Før hedte det, at det var dansksindet; men nu, i den samme
Artikel, som omhandler Gyldenpalms Anholdelse, at det svenske Parti var be-
tydeligt i Norge, især mellem Bønderne. Kristian Frederik, hedder det i Moni-
tøren af 27de April, har, efter danske Reisendes Beretning, besluttet at opgive
Norge og vende tilbage til Danmark. Der har nemlig dannet sig et stærkt
Parti imod ham under Navn af "Brødrene Anker," som ønske Norges Forening
med Sverige under Garanti af Nordmændenes Rettigheder (
des droits des hom-
mes du Nord). Efter samme Blad holdtes Rigsforsamlingen, efter gammel Skik,
under aaben Himmel -- en "hoax," Morning Chronicle havde ladet det løbe
med.
4 tilbakePaa Lord Hollands Spørgsmaal til Ministeren Liverpool, i Overhuset den
29de April, og Mr. Wynnes i Underhuset, om nogen Beslutning vedkommende
Norge var fattet i de antagne Grundprinciper for en almindelig europæisk
Fred, erholdtes det Svar, at Ministeriet ikke fandt nogen Grund til at fordølge,
at der var givet Befaling til at blokere alle norske Havne, saafremt dette Land
vedblev at modsætte sig Opfyldelsen af de Traktater, der sikkrede dets Ind-
lemmelse under den svenske Krone. Paa den Fatumsmæssige Myndighed, hvor-
med det engelske Ministerium dengang troede at kunne omtale det gamle Rige,
paa hvis Konges Sværd Englands Skjebne engang havde vaklet, kan følgende
Artikel af Monitøren for 28de April tjene: "I Underhusets sidste Møde spurgte
Hr. Whitebread, om Øen Guadeloupe, i den nylig sluttede Traktat med Frank-
rige, var forbeholdt Sverige, og om Regjeringen agtede at anvende Vaaben-
magt, forat bringe Norge under svensk Herredømme. Lordkantsleren svarede,
at i den nævnte Konvention var Øen Guadeloupe ikke omtalt. "Forresten,
tilføjede han, kan denne Øes, saavelsom Kongeriget Norges Skjebne, være af-
hængig af yderligere Forhandlinger, og indtil den Tid er det ikke passende, at
gjøre den til Gjenstand for offentlige Diskussioner."
5 tilbakeDet jammerlige Apparat har dog, paa denne og hiin foregaaende Skam
nær, der overgik det paa Rigsforsamlingen, havt en ret glimrende Historie. I
Feldten 1808 tjente det hæderligen under Kristian August; i 1814 gjorde det
den Invalidtjeneste, det kunde, paa Eidsvold, og endeel Aar senere traadte det
op i Tromsø som det første Bogtrykkeri, der endnu havde viist sig hiinsides
Polarcirkelen.
6 tilbakeDet sidste Ord kan ikke engang, paa langt nær, gjælde selv for Byerne paa
Vestlandet. Det første da endnu mindre.
Forf.
|
| FORRIGE |