HENRIK WERGELAND - SAMLEDE SKRIFTER
IV.AVHANDLINGER, OPPLYSNINGSSKRIFTER 4. BIND: 1841 - 1843

Rigsforsamlingen paa Eidsvold.
I
(Fra 10de til 30te April).

del 2
d.IV,b.4,s.316  
   Kjøbmand Lund. Flink, dannet og bereist. Var Cand. theologiæ
med bedste Karakteer.

   Foged Erichstrup. Sund Fornuft. Af praktisk Duelighed.
   Bonden Teis Lundegaard. En trohjertig, jovialsk, fiirskaaren
Spindværingsskipper, fuld af Djærvhed og Selvfølelse og ikke
uden en vis massiv naturlig Vittighed.

   Byfoged Motzfeldt. Ivrig falsensk som de andre Throndhjem-
mere (og Bergensere, ikke at forglemme).

   Auditør Wulfsberg. En Moderat, om hvem man ikke vidste
til hvad Side han hældte. Ellers et godt og sindigt Hoved, der
ofte kom med gode Bemærkninger.

   Jernværksejer Aall. Da som altid en ultraloyal Temporisator.
Dannet, kundskabsrig især i Fædrelandets Historie og Statistik.
Af ædel, moralsk, skrupuløs, sensibel Tænkemaade. Saa oprigtig
en Patriot som Nogen af de yderligere Anskuelser, han skyede
at hylde.

   Sognepræst Grøgaard. En varmtfølende, oplyst Fædrelandsven
af Wedels Tænkesæt og vittig, livlig Veltalenhed, som ofte lod
sig høre i Debatterne. Gjorde gode Bemærkninger.

   Kapitain Prydtz. En fast, godmodig Karakteer, af Tænkemaade
som de andre Throndhjemmere.

   Musketeer Waagaard. Slog mange Svensker ihjel inden Rigs-
forsamlingen.

   Kapitain Fleischer. Ædel som sit Udvortes, der var ualminde-
lig indtagende og imponerende. Den wedelske Farve skinnede
igjennem den Tilbageholdenhed, han, med de øvrige Militære,
iagttog.

   Korporal Dyhren udmærkede sig kun ved næsten altid at
stemme modsat sin Chef Fleischer.

   Oberst Hegermann. En fast, sindig Patriot, af Sindelag som
de fleste øvrige Throndhjemmere og Bergensere.

   Sorenskriver Bryn. Mand af Evner og Dygtighed. Wedelsk
med Liv og Sjel.

   Lensmand Tvedten. Ret dygtig Falsensk baade vaagen og
sovende (som ogsaa hændte).

   Amtmand Krohg. Stiv, retsindig og dygtig nordenfjeldsk Patriot.
   Provst Stub, wedelsk.
   Provst Hount. Havde Ord for at have, ligesom Grev Wedel,
plejet Forbindelser med Sverige, sigtende til Norges Fraskillelse
d.IV,b.4,s.317   fra Danmark. Havde ogsaa før denne med Aabenhed fremsat
Norges Klagepunkter.
   Kjøbmand Rosenkilde. En Slags Jakobiner. Og det en uden
Hoved.

   Residerende Kapellan Oftedahl.

           "Man hørte ofte Dahl;
           men aldrig Oftedahl"

lød en af Christies "Borgere," som ganske godt karakteriserer
denne farveløse og tilbageholdende, men lærde og velvillige,
Moderate.
   Kjøbmand Mølbach. Dygtig, praktisk Forstand. Manglede ikke
paa brugbare Bemærkninger.

   Kommandør Fabricius. Sindig Moderat.
   Sølieutenant Konow. Af samme, dog ikke fuldt saa blege,
Farve. Kun 19 Aar gammel. Kommitteen til at undersøge Fuld-
magterne gjorde dog ingen Vanskelighed herved, uagtet 25 Aar
var den bestemte Minimums-Alder for Repræsentanterne.

   Matroserne Peder Johnsen og Even Thorsen gjorde ikke Flaaden
nogen Skam.

   Oberst, Kammerherre Petersen. En ikke udannet Militær af
Falsens Farve, skjøndt ikke, med al sin raske Selvtillid, stort
meer end et Nul til denne Størrelse. Brugtes af sit Parti om-
trent som Aben brugte Katten til at rage Kastanierne af Asken.

   Kapitain Høyum. Falsensk, tilligemed sin Sergeant Røed, i
Forsamlingen, men udenfor, i Samtaler med Modpartiet, mindre
krigersk. Man fik saaledes af ham at vide, at de Militære havde
værre end de andre Repræsentanter ved at være oprigtige i
det Punkt.

   Etatsraad Rogert. En Moderat af Svaghed. Lidet virksom.
   Kjøbmand Schmidt. En kraftfuld, opvakt, ivrig Throndhjemmer.
   Sognepræst Darre. En flink, ret veltalende Mand.
   Sorenskriver Rambech. En sindig, men dog varmtfølende, Patriot.
   Klokker Forsæth. Ingen "Klokker" i Ordets spottende Be-
mærkelse.

   Provst Midelfart. En flink, liberalttænkende Geistlig af Falsens
politiske Tro.

   Sognepræst Heyerdahl. I endnu højere Grad en Mand, som
gjorde sin Stand al Ære.

d.IV,b.4,s.318      Ritmester Heidmann. Et solid Hoved. Falsensk, og virksom
i Debatterne. En af Armeens dygtigste Repræsentanter.

   Kjøbmand Stoltenberg. Den mest enthusiastiske Frihedsmand,
der vilde opoffre alt. Rasende antisvensk.

   Kjøbmand Carstensen. Ivrig falsensk. Meget, men ikke godt,
talende. Lidt Karrikatur, men velmenende.

   Af de Øvrige kunne dog endnu Kjøbmand Rolfsen, Sognepræst
Jersin, Foged Collett, Provst Stabel, Amtmand Bendeke, Major
Ely, Forvalter Scheitlie og Kjøbmand Jørgen Aall fratrækkes de
resterende Nuller. Ikkun Mangel paa noget Iøinefaldende i Pro-
filet og Frygt forat faae formange ensformige Silhouetter betager
dem Pladsen imellem disse, men ikke Kravet paa at erindres af
Nationen.

   Man maa ikke lade ubemærket den Særegenhed ved en For-
samling, hvor Grundejendommene og ikke Stænder skulde re-
præsenteres, at Armeen var, og det uforholdsmæssig stærkt, re-
præsenteret. I Datids Aviser henlededes ogsaa den offentlige
Opmærksomhed derpaa. Den civile Ængstelighed blev dog gjort
tilskamme af de hæderlige Individer, denne Stand sendte, og
Forholdsregelen blev i en heftig Tone forsvaret saavel ved den
Betydning, Armeen havde for Tiden, og ved at det vilde være
ubilligt, at berøve saa mange ellers stemmeberettigede Medbor-
gere al Deel i og til Valgene, fordi de i Statens Kald vare borte
fra sine Arner.



   Dagen, den 10de April, endte med et Maaltid, hvor Appetiten
efter Dagens Forretninger, Haabet paa de kommende, Dagens
Prædiken og Selskabets brogede Sammensætning af alle Stænder
og Mundarter, af "Hofmænd og Bønder, Amtmænd og Lensmænd,
Præster og Klokker, Oberster og Korporaler, Lærde og Ulærde,
høje og lave Embedsmænd, Kjøbmænd og Proprietærer," i For-
ening bidrog til at fremkalde den muntreste Stemning. Med-
lemmerne vedbleve ogsaa at spise sammen, baade om Morgenen
Kl. 10, naar de samledes fra Qvartererne, hvor de forsynedes
med det Nødvendige af Forsamlingens Leverandør, og efter For-
handlingernes Slutning om Eftermiddagen Kl. 4-5 til Middag
d.IV,b.4,s.319   under fuld Regimentsmusik1; og man feiler vel neppe ved at
antage, at der i dette convivium overdøvedes af Musiken ad-
skillig Skurren, og nedsvælgedes i den maadelige Viin, som Ti-
derne ydede, adskillig Bitterhed fra Salen. Den aabne Karakteer,
som hvilede over den hele Forsamling, skinner ogsaa frem af
den Skik, som enhver af Medlemmerne uden videre tillod sig,
at tage de private Bekjendte, som besøgte Stedet, (og slige Gjæ-
ster vare ei sjeldne) med sig til det fælles Bord. Og i disse
Henseender kan Levemaaden ogsaa fortjene en Plads her. Til
denne hørte ogsaa, at endeel af de Deputerede tourviis bleve
tilsagte til Prindsens Taffel, naar han var paa Eidsvold; og der
var han fordetmeste baade af politiske og private Tilbøjeligheds-
grunde. Hans, ikke meget beleilige, altfor store Nærhed og hans
ledige opvartende Herrer skaffede ham alligevel alt at vide hvad
der passerede og sagdes i Rigsforsamlingen, saa Invitationerne
ikke vare andet end selskabelig Fiinhed. Heri var han en Mester;
og et Forsøg, som Falsen og Sverdrup tilbageviste, paa at er-
hverve En af sine Herrer Tilladelse til at overvære Forhandlin-
gerne, skrev sig sandsynligviis mere fra Disses vidtdrevne Tjenst-
iver end fra Prindsens egne, i slige Ting ikke saa letfeilende, Takt.
Den 11te April.    Denne, den næste, Dag er Rigsforsamlingens Aabningsdag. Ind-
raabte i alfabetisk Orden, tog Enhver sin bestemte Plads, og saa-
ledes fik da Agershuus Amt, med Falsen i Spidsen, den første
-- en Omstændighed som ikke blev af liden Vægt, da man siden
fulgte Distrikternes alfabetiske Orden ved Voteringerne. Neppe
var Rigsforsamlingen bragt tilsæde, før Indtrædelsen af Regje-
ringsraaderne, Biskoperne Bech og Bugge, Etatsraad Treschow,
Generalkrigskommissær Vibe, Etatsraad Falbe, og Prindsregentens
Adjutanter, alle i Galladragt, bebudede Hs. Høiheds snarlige
Komme. Man manglede imidlertid ikke Sysselsættelse i Forun-
dringen over Biskop Bugges Nærværelse. Nogle vilde vide, at
d.IV,b.4,s.320   Regenten ikke havde turdet lade ham ude af Sigte deroppe i Thrond-
hjem; Andre, at den kun var improviseret af Hs. Høiærværdighed
selv, som imidlertid lod ligesaa uvidende selv, om hvorfor han var
didkaldt, som alle Andre vare det. Man var ogsaa ligesaa klog
derpaa ved Rigsforsamlingens Ende som ved dens Begyndelse.
   Regententen lod ikke længe vente paa sig. Han besteg Præ-
sidentforhøiningen, og aabnede Rigsforsamlingen med følgende
Tale, som han holdt med Papiret i Haanden, men ikke destomindre
frit og med Udtryk af Inspiration i Talens Gestus og Klang:

  
"Normænd! Helligt er det Kald der samler Eder ved Fædrenelandets
Alter. Det Norske Folks Hu staaer til Eder, dets udvalgte Mænd, at
I ville vide, med Viisdom og Samdrægtighed, at grundlægge den Stats-
Forfatning, af hvilken nærværende og tilkommende Slægter kunne vente
Held, Orden og Velstand inden Riget.
Den viseste Regjerings-Form er udentvivl den, som, sikkrende Bor-
gerfrihed og Lovenes Hellighed, giver den udøvende Magt Myndighed
til at udrette alt Godt og til at haandhæve Lovene; men I skulle ikke
kunne give Norge en Regjerings-Form, der svarer til Folkets Forvent-
ning, uden ved samdrægtigen at ville virke til eet og samme Maal: Folkets
Lyksalighed. Banlyser enhver Tvivl, Frygt eller Mistanke fra Eders
Barm, naar det gjælder om at bestemme Norges Grund-Forfatning; et-
hvert Medlem af denne Forsamling vise sig som trofast, retsindig Nor-
mand, og, idet han ytrer sin Overbeviisning, tænke han tillige paa de
Medborgeres Stemning, i hvis Navn han taler!
Skulde Nogen fortælle Eder, at Norge ikke kan bestaa som en selv-
stændig Stat, da lue Kjærlighed til Fædrenelandet dobbelt høit i Eders
Bryst; da mindes hine Oldinge, hine kraftfulde unge Mænd, der bøde
Eder Held til det Hverv, I gik hen at røgte! Hine sagde: vanslægter
ei fra Fædrene! og Disse: stoler paa den Kraft, der hviler i vor Arm,
som i vor Villie! -- Er det Norske Folk da ikke mere sine Fædre ligt?
skulde Sønnerne ei ligesaagodt, som de, kunne forsvare deres Fjelde?
Ere vi ei vante til Savn? og kan noget Savn lignes ved Frihedens?
Staaer det ei i Folkets Magt at indrette sin Regjerings-Forfatning efter
Statens Tarv og de Midler, den besidder i sit Skjød? -- Norge har
ingensinde forlangt, at Danmark skulde afholde dets Stats-Udgifter; i
fredelige Dage har dette Rige givet Overskud af Indtægter i Statskassen;
og skulde Sverrig ønske Forening med Norge for at forsørge det Norske
Folk med Almisse? -- Hvortil lede endeligen disse bange Tvivl? Kun
til frivillig Underkastelse. I Sandhed, hvad var et Folk vel værd, som
frygtagtigen opoffrede sin Selvstændighed og sin Ære? Kun de Slave-
lænker, som fra Evigheden vare beredede for samme!
d.IV,b.4,s.321   Dog Held os! vi ere ei vanslægtede! med høi Følelse af eget Værd
har det hele Folk, i Herrens Templer, aflagt den høitidelige Eed, at
hævde Norges Selvstændighed; denne Eed skulle I besegle, trofaste
Normænd, ved at grundlægge den Regjerings-Form, under hvilken I ville
leve, og som I ville forsvare imod hvert Forsøg paa at kuldkaste den.
Mistvivler ei om, at I jo besidde Kraft til, selv i Modgang, at haand-
hæve den; og mistvivler ei heller om, at en retfærdig Gud beskytter
et frit og ubetvunget Folks Anstrengelser. Herren er mit Haab og min
Tillid!
Jeg har anseet det for min første Pligt, som dette Lands Regent, at
kundgjøre Nationens fredelige Forhold til andre Magter, og indtil denne
Dag er ingen ny Fiendtlighed af nogen Magt udøvet imod Norge.
Jeg har tilskrevet alle de Fyrster, hvis Venskab er væsentligt for
Norge, og af hvis Retsindighed man kunde haabe Bistand ved en saa
retfærdig Sag, saasnart Omstændighederne tillade dem at ytre deres
Sindelag til vores Fordeel. -- Rigets afsondrede Beliggenhed har endnu
tilbageholdt disses Svar; men imidlertid er det Engelske Flag igjen seet
og med Glæde modtaget i Norske Havne. -- De Svenskes Konge har
jeg tilskrevet saaledes, som det skal blive forelagt Rigs-Forsamlingen:
men denne Monarch har sendt min velmeente Skrivelse uaabnet tilbage.
O! gid den Konge, der siger sig at ville være det Norske Folks Fader,
ogsaa vilde ære dets Rettigheder, og skjenke Norden Fred og lykkelige
Dage! Vi ønske jo kun at leve uafhængige, i god Forstaaelse med et i
sig selv agtværdigt Nabofolk.
Jeg skulde ansee det for en kjær Pligt, hvis jeg udførligere, med nogen-
slags Sandsynlighed eller Vished, kunde skildre Norges politiske Stilling;
men Ingen formaaer at forudsee de Begivenheder eller Omvæltninger,
som Europa i det Hele eller enkelte Stater kunne være underkastede,
forinden den almindelige Fred gjengiver Ro, og kalder Lyksalighed og
Velstand tilbage. -- Held imidlertid det Folk, som, uagtet Trængsler og
mangehaande Gjenvordigheder, med urokkelig Troskab, først mod sin
Konge og siden mod sine egne Rettigheder og sit National-Værd, be-
staaer den gode Strid, indtil blidere Dage oprinde! Europa skal ikke
negte det sin Høiagtelse og Beundring, og kommende Slægter skulle
velsigne dets Minde. Ja! Held Norge!"
   -- Her gjentog hele Forsamlingen tre Gange Udraabet: "Held
Norge!" og Regenten tilføjede derpaa:

"Jeg indbyder Rigs-Forsamlingen til at vælge sig en Præsident, som
kunde omvexle ugentligen, saavelsom en bestandig Sekretær; og, til at
udarbeide Forslaget til Konstitutionen, vil det findes fornødent, at ud-
vælge en Kommittee, bestaaende af Medlemmer fra de forskjellige Stifter.
d.IV,b.4,s.322   Regjerings-Raadet skal være beredt, at forelægge de Oplysninger om
Rigets Ressourcer, som have været muligt at forskaffe i saa kort en
Tid; men, saasom Tids-Omstændighederne forhindre den i sig selv vidt-
løftige Opgjørelse af gjensidige Fordringer med Kongeriget Danmark, og
Rigets Indtægter og Udgifter desuden ei lade sig bestemme efter et
Krigs-Aar, som det afvigte, ligesaalidet som ubetinget efter fordums
Freds-Aar, saa vil ei heller noget fuldstændigt Budget for Aaret 1814
kunne forelægges Rigs-Forsamlingen. Jeg ønsker derimod, at det, efter
Konstitutionens Bestemmelse, maatte overvejes, om ikke Tilforordnede
af Rigs-Forsamlingen kunde, tilligemed Regjerings-Raadets lste Depar-
tement, udarbeide Rigets finantsielle Etat og Forslag til nye og nød-
vendige Hjælpekilder for Finantserne.
Den til Næringsvejenes Oplivelse saa uundværlige Laane-Indretning,
som under 5te Januar d. A. blev antaget af Sammes Konstituenter, er
hidtil standset i sin Virksomhed, fordi de senere indtrufne Omstændig-
heder have gjort dens Forening med en Nationalbank ønskelig, hvis
Plan ligeledes skal forelægges Rigs-Forsamlingen til Bedømmelse. Over-
hovedet venter jeg med Fortrøstning al den Bistand af Rigs-Forsamlingen,
som Kjendskab til Land og Folk, og som varm Følelse for Norges Vel
vil indgive hvert dens Medlem.
Mine Hensigter kjendes af Alle; i redelig Vilje skal Ingen overgaa
mig, og min bedste Løn skal til alle Tider være Folkets Kjærlighed og
de Retskafnes Højagtelse."
   Regenten tilføjede endnu efter denne Aabningstale, at han
skulde meddele Rigsforsamlingen det officielle Svar, som forven-
tedes fra England, og lod dernæst ved Regentskabssekretæren
von Holten oplæse paa Fransk og i Oversættelse hiin fra Kongen
af Sverige uaabnet tilbagesendte Skrivelse af 6te Marts2, hvormed
Kundgjørelserne af l9de Febr. oversendtes, det Retfærdige og
Nødvendige i disse Forholdsregler paavistes, og Ansvaret for en
Krigs Ulykker lagdes Kongen paahjerte. Denne Skrivelse og især
den fornærmelige Afviisning gjorde et stærkt Indtryk paa For-
samlingen. En høirøstet Mumlen løb igjennem Salen, Forbittrelse
paa Prindsens Vegne, Godhed for ham, der maatte lide saadant,
stod malet i mange Ansigter. Under dette forlod Regenten med
sit Følge Rigsforsamlingen, og denne skred nu til Valg af en Præ-
sident og Vicepræsident for otte Dage og af en permanent Se-
kretær. Til Præsident valgtes ved de fleste Stemmer Kammer-
d.IV,b.4,s.323   herre og General-Vejintendant Peder Anker, til Vicepræsident
Justitarius Rogert og til Sekretær Sorenskriver Christie.
   En Takadresse til Prindsregenten voteredes dernæst for de Tje-
nester, han hidtil havde viist Folket, og der besluttedes, at et
interimistisk Reglement for Forhandlingernes Gang skulde udar-
beides, og allerede næste Dag forelægges Rigsforsamlingen. Begge
disse Hverv lagdes i en Kommittees Hænder, bestaaende af 6
Medlemmer, Præsidenterne og Sekretæren. Hertil udvalgtes He-
germann, Diriks, Sverdrup, Falsen, Wergeland
og Omsen. Før
Mødet hævedes meddeltes Forsamlingen et smukt og tiltalende
Vidnesbyrd om medborgerlig Interesse for dens vigtige Hverv,
idet en Skrivelse fra en Kjøbmand Bredahl i Bergen oplæstes,
hvormed han oversendte, til Afbenyttelse i Rigsforsamlingen og
senere Opbevarelse i Universitetsbibliotheket, de forenede Nord-
amerikanske Staters Love, et Værk 5 Bind stort.

Den 12te April.    Kommitteen var færdig med begge sine Hverv. Først oplæstes
Udkastet til Reglementet, som derpaa blev punktviis gjennem-
gaaet. Det vakte vel nogen Debat, men de faa Forandringer,
det led, viste, hvor ivrigt Forsamlingen stundede til at komme
ind paa Hovedsagen selv. Det interimistiske Reglement blev ved-
taget saalydende:

"§. 1. Præsidenten sammenkalder Repræsentanterne, og paa-
seer, at Enhver er tilstede. De Udeblivendes Navne, saavelsom
Aarsagen til deres Fraværelse, antegnes. For at Forsamlingen
skal kunne konstitueres, maae Totrediedele af Repræsentanterne
være tilstede.
§. 2. Ved Indgangen af Forsamlings-Salen foreviser enhver Re-
præsentant sin Adgangs-Billet for 4 dagligen af Præsidenten der-
til valgte Opsynsmænd, som tages af Repræsentanternes Midte.
§. 3. Tvende Protokoller føres: en Forsamlings-Protokol eller
Dagbog, og en Hoved-Protokol, som ikke maa være længere end
een Dag tilbage fra den første. Protokollerne auctoriseres af
Præsidenten og Vice-Præsidenten, og Hoved-Protokollen forsynes
med Rigets Segl, som Regenten anmodes om at lade Samme paa-
trykke.
d.IV,b.4,s.324   §. 4. Forrige Dags Forhandlinger oplæses af Protokollen ved
hver Dags Begyndelse, forinden noget Nyt foretages.
§. 5. Den almindelige Forsamlings-Tid er Kl. 10 Formiddag, og
Forsamlingen vedvarer, med mindre Præsidenten af særdeles
Aarsager deri skulde gjøre nogen Forandring, til Kl. 4 Eftermiddag.
§. 6. Hver Dag, forinden Forsamlingen sluttes, tilkjendegiver
Præsidenten hvad der næste Dag skal være Gjenstand for Deli-
berationerne.
§. 7. Alle skriftlige Andragender til Forsamlingen indleveres til
Præsidenten, som besørger Samme oplæste efter den Orden, han
selv bestemmer. Præsidenten bruger en Klokke til at ringe til
Lyd med, naar han vil paabyde almindelig Taushed. Enhver som
vil tale, reiser sig, og begjærer Tilladelse af Præsidenten, som
meddeler Samme; begjære Flere at tale, saa skeer dette efter
den alfabetiske Orden, hvori Repræsentanterne sidde i Forsam-
lingen, og begynder Ordenen altid fra Den, som har gjort For-
slaget, og gaaer derefter det hele Alfabet igjennem, indtil det
naaer den Samme.
§. 8. Præsidenten advarer, saa ofte han finder det fornødent,
enhver Talende om at holde sig til Sagen og afholde sig fra alle
personlige Hentydninger. Skulde det hænde, at noget Medlem,
efter 3 Gange forgjeves at være advaret, desuagtet vedblev at
forstyrre den vedtagne Orden, saa paalægger Præsidenten ham
Taushed, og, agter han ikke denne Befaling, voteres der i For-
samlingen paa, om han for denne Dag skal udvises af Forsamlingen.
§. 9. Ingen kan udenfor Forsamlingen drages til Ansvar for
hvad Meninger han i Forsamlingen yttrer.
§. 10. Alle Qvæstioner, som efter mundtlig Deliberation kunne
reduceres til Afgjørelse med Ja eller Nei, decideres ved Ballot-
tering, med mindre en Femtedeel af de tilstedeværende Medlem-
mer forlanger skriftlige Vota, som da bør finde Sted under de
Voterendes Navne, i hvilket Tilfælde disse Vota indføres i Pro-
tokollen. Pluraliteten deciderer.
§. 11. Præsidenten fungerer som saadan i 8 Dage, hvorefter
han fratræder; der vælges da strax en ny Præsident samt Vice-
Præsident; men de Forrige maae ikke vælges paany førend efter
8 Dage.
§.12. En Kommittee af 3 Personer udnævnes for at gjennem-
d.IV,b.4,s.325   gaae og redigere hvad der af Forhandlingerne ved Trykken skal
bekjendtgjøres.
§. 13. Protokollen underskrives daglig af Præsidenten, Vice-
Præsidenten og Secretairen.
§. 14. Til Slutning, naar Rigs-Forsamlingen har endt sine For-
handlinger, underskrives Hoved-Protokollen af samtlige Repræ-
sentanter.
§. 15. Enhver har Ret til af Hoved-Protokollen at erholde be-
kræftet Udskrift af de Vota, han til Protokollen har dikteret."
   Dette Reglement blev besluttet trykt snarest muligt (et lidet
Feldtbogtrykkeri var nemlig ført til Stedet), og at det skulde
uddeles til hver Repræsentant og opslaaes i Forsamlingssalen.
Kommitteen forbeholdt sig at forelægge Rigsforsamlingen de Til-
læg, som senere maatte findes hensigtsmæssige, og dette blev
ligeledes bifaldt.
   Men Takadressen gav Anledning til Debatter af mere stor-
mende Natur. Udkastet, egentlig forfattet af Sverdrup og Falsen,
blev oplæst og vedtaget af Alle ved Haandsoprækning, "skjøndt
vist ikke" -- siger Forfatteren af de i 1830 udgivne "Fortrolige
Breve til en Ven, skrevne fra Eidsvold i 1814"3 -- "i Hjertet i
alle Dele applauderet af Enhver." Den var ogsaa affattet i føl-
gende særdeles overdrevne Udtryk:

"Det Norske Folks Tak-Adresse til Norges Regent, Hans Kgl. Høihed
Prinds Christian Frederik, igjennem dets Repræsentanter.

  
Da Norge, løsrevet fra sin ældgamle Forbindelse, var blevet
bestemt til et Rov for erobresyg Ærgjerrighed, var dette vort
elskte Fædreneland dog ikke forladt; thi det havde sin faste
Tillid til Gud, sit nedarvede Mod og sin Kraft; det havde Dem,
ædle Fyrste! som, efter det Norske Folks almene Ønske, greb
og førte Roret med Viisdom, Værdighed og Kraft, som med stor
og beundringsværdig Opofrelse forebyggede Anarkiets Rædsler,
og lovede, med Liv og Blod, i Forening med Folket, at forsvare
Norges den gode Sag, og hævde dette ældgamle Riges Selvstæn-
dighed og Frihed. Deres Kongl. Høihed har med Ord og Daad,
skjønt og kraftigen tolket Deres varme Følelse for Norges Held
d.IV,b.4,s.326   og Hæder, Deres urokkelige Troskab og Hengivenhed for et frit
og ædelt Folks retfærdige Sag, Deres utrættelige Omsorg for dets
Tryghed og Frelse. Hvor ønskede Vi, værdigen, i Folkets Navn,
at kunne tolke den dybe og inderlige Følelse af Ærbødighed,
Højagtelse og Kjærlighed, som enhver ægte og redelig Normand
nærer for Dem; den Taknemmelighed, hvormed det hele Norske
Folk i Deres Sendelse erkjender en af Forsynets største Vel-
gjerninger imod et frit og trofast Folk i Farens og Nødens Stund;
den Forvisning, det har, at Deres sjeldne Talenter, Dyder og
trofaste Hengivenhed for det gamle Norges gode Sag, ville blive
det Norske Folk uforglemmelige, saalænge det ikke forglemmer
sig selv!"
   Da den var oplæst, reiste Repræsentanten Wergeland sig, og
fremsatte i en velforberedt, følelsesfuld Tale det Amendement som
et Tillæg til Takadressen, at Prindsen ogsaa skulde anmodes om
at vedblive Landsstyret indtil Rigsforsamlingen havde afgjort Rigets
Forfatning, og authoriseres dertil i Navn af dens herværende
suveræne Repræsentanter. To Ting, meente Taleren, maatte
Forsamlingen henvende sin Opmærksomhed paa, før den tog
Konstitutionsværket underhænde, nemlig paa den midlertidige
Regjering og Kundskab om Rigets Tilstand og Kræfter. Et Til-
læg gik ud paa, at de Mænd ogsaa skulde takkes i Folkets Navn,
som i et foreløbigt Møde paa Eidsvold (det af 16de Februar)
havde forholdt sig med Ærbødighed for dets Suverænitet4.

   En Pause opstod som mellem Braget og de rullende, fordob-
blede Echoer. Først Stilhed, saa voxede Sindsbevægelserne ud
over Forsamlingen, som Vandets bølgende Cirkler omkring det
Punkt, hvor en Steen nedfaldt i den rolige Flades Midtpunkt.
I dette Øjeblik undfangedes Partiaandens Hydra, og den frygt-
løse Taler betegnedes siden det af Majoriteten, der i sin Enthu-
siasme nærede mere sangvinske Tanker om Landets Kræfter, som
en ikke Bedre end Svensksindet og som det opstukne Banner
for en Kohorte af prindsehaderske Masker, som vare beredte
til at afskjære Baandet mellem Prindsen og Landet saasnart han
havde gjort det en midlertidig Nytte, og hvis Ansigter man maatte
søge at kjende.

   Nu brød det da løs. Mange reiste sig for at tale. Wedel fik
Ordet. Han haabede, at intet Medlem af Rigsforsamlingen tænkte
d.IV,b.4,s.327   saa uværdigt en Normand, saa uværdigt Forsamlingen, at han
kunde drage i Tvivl, at jo Folkets Suverænitet for Øjeblikket
hvilede hos den; men da Addressen selv kun var at ansee som
et Komplimentbrev, meente han, den kunde blive som den var.
Til denne Konklusion stor Applaus. I samme Aand talte Anker,
Løvenskjold
og Grøgaard. Men Sverdrup, som især maatte blive
Gjenstanden for en Hæder, som foreslaaet, var, forunderligt nok,
Den, som mest tog Proponenten den sidste Deel af hans Motion
fortrydelig op. Han lod vel ikke, som Andre af de Angjældende,
somom han ikke vedkjendte sig det Eidsvoldske Møde, men han
paastod, at Wergeland havde kastet en Skygge paa det Møde,
han havde sigtet til, beskyldende det for at have begaaet en
uretmæssig Handling, idet det uden Bemyndigelse skulde have
hyldet Prindsen, og at han ikke kunde bevise, at noget Saadant
var foregaaet. Wergeland skulde gjøre Publikum Rede for sine
Udtryk, mente han i Overbrusningen af sin Heftighed, der kun
lader sig forklare af dette Medlem af det norske Bjergs Antipa-
thi mod Enhver, der havde Ord for ikke at være utilbøjelig til
at ville underhandle sig en Konstitution til, og Danmark langt
ifra, og maaskee ogsaa af det nærmere Forhold, hvori han nu,
som en Slags Regjeringschef, stod i til Regenten. Han truede
saaledes med at ville gjøre Sagen til Gjenstand for en Skriftfeide
udenfor Forsamlingen, saa Wergeland fandt det nødvendigt at
bedække sig med den 9de § i det nys antagne Reglement, og
at vedlægge Protokollen sin Tale, for at man altid kunde under-
søge hvad han havde sagt, overladende forøvrigt Sverdrup at
handle som han troede at kunne forsvare som Repræsentant.
Efter lang og heftig, til Mundhuggeri udartet, Debat imellem Begge,
faldt endelig Motionen ved Stemmegivning, fordi, hed det, den
kunde give Anledning til Uenighed. Motionæren fik dog -- siger
han i sine Breve -- ikkedestomindre udenfor Forsamlingen mangt
et bifaldende Haandslag. "Det var endnu ikke Tiden, hed det,
til slige Forestillinger. Den Aand, Talen var af, vilde lidt efter
lidt udvikle sig, og maatte han være forsikkret om, at den Mod-
stand, han i Rigsforsamlingen havde mødt, eller rettere den
Mangel paa Understøttelse, han havde fundet, var, hvad en be-
tydelig Deel angik, kun pro forma" -- Noget, som vanskelig lader
sig anderledes forstaae, end at man ikke saa ret vel turde være
sin Hjertensmening bekjendt, hvor Regenten kom med i Spillet.
d.IV,b.4,s.328   Disse Ordvexlinger endte omsider som Tordenveiret, der blot
ruller sine Skymasser hen i Horizonten efter nogle Sammenstød,
som ikke have renset Luften, stedse beredte til nye og stærkere,
og Addressen blev da, ifølge Rigsforsamlingens Beslutning, paa
dennes Vegne forsynet med Præsidenternes og Sekretærens Under-
skrivter, og, efter endt Møde, om Aftenen overbragt Hs. Højhed
ved Kommitteen til dens Udarbeidelse. Brevenes Forfatter giver
ellers Regenten det Vidnesbyrd, at han optog Efterretningen om
hine temmelig nærgaaende Debatter med en Takt, som gjorde
ham Ære. Han erklærede samme Dags Aften i et Selskab, at,
da han var vis paa, at Ingen vilde tillade sig personlige Fornær-
melser mod ham, maatte Enhver absolut yttre sine Meninger frit
i Forsamlingen, da denne ellers vilde være et Intet. "Vel sagt
og tænkt," siger Brevskriveren fra Eidsvold. "Den Overbeviis-
ning, han har, vil sikkert heller ikke blive skuffet. Om han end
ikke har Alle til Venner, har han dog neppe Nogen til Fiende.
Ingen kan fortænke ham i, at han prøver det sidste Middel til
at frelse sig et Rige, hvortil han før Kielertraktaten var Arving.
Der vil vist Ingen personlig fornærme ham. Han er elsket. Men
der bør være Maade med. Fædrelandets Vel bør være den
første Tanke."
   Men den 12te Aprils vigtigste Bedrivt var Nedsættelsen af
Konstitutionskommitteen.
Rigsforsamlingen vedtog nemlig, efterat
Adressesagen var tilendebragt, paa Forslag af Reglementskom-
mitteen, Følgende:

"En Kommittee af 15 Repræsentanter udvælges for at gjøre Ud-
kast til en Konstitution; den vælger selv af sin egen Midte sin
Præsident og Sekretær. Enhver Repræsentant har Adgang til at
indgive Forslag til Kommitteen, og er desuden forbunden til at
møde saavel for denne som for enhver anden organiseret Kom-
mittee, for at meddele de Oplysninger, som forlanges af Samme.
Naar Kommitteens Udkast er færdigt, besørges det, ligesom et-
hvert andet Udkast, der er udarbeidet af en Kommittee, strax
trykt og omdeelt til enhver Repræsentant, for at denne, i de af
Præsidenten dertil bestemte Dage, kan gjennemgaae samme. Ud-
kastet debatteres derpaa punktviis i Forsamlingen, og har Enhver
Ret til at begjære sit Votum tilført Protokollen. Hvad Totredie-
dele af de tilstedeværende Medlemmer i denne Henseende an-
tage, er gjældende."

d.IV,b.4,s.329      Til Medlemmer af Konstitutionskommitteen blev dernæst, ved
de fleste Stemmer, udvalgt Repræsentanterne:
1. Hegermann,
2. Falsen,
3. Sverdrup,
4. Aall,
5. Rein,
6. Motzfeldt,
7. Rogert,
8. Wedel-Jarlsberg,
9. Diriks,
10. Wergeland,
11. Stabel,
12. Omsen,
13. Schmidt,
14. Petersen,
15. Midelfart;
de to Sidste ved Lodtrækning indbyrdes og med Christie, da
disse Tre havde lige mange Stemmer. Forsamlingen hævedes
efterat Sverdrup, Grøgaard og Aall vare blevne udvalgte til Re-
daktører af de Rigsforsamlings-Forhandlinger, som skulde udgives
ved Trykken.

13de til 15de April.    Forhandlingerne aabnedes med at Præsidenten underrettede
Rigsforsamlingen om, at Takaddressen Dagen tilforn var bleven
Prindsregenten overrakt ved den dertil bemyndigede Kommittee,
og lod Hs. kgl. Højheds Svar oplæse. Det var kort, simpelt, i
alle Dele passende. "Min Bevidsthed siger mig," heder det deri,
"at Jeg har udrettet Noget til Fædrenelandets Frelse; det er til
Dem at udrette end Mere. Ved det Fædrenelandssind og den
Driftighed, der vil besjele deres Forhandlinger, vil De snart til-
endebringe det vigtige Forehavende at skjænke Norge en Konsti-
tution, som eendrægtigen skal forsvares og haandhæves, og hvor-
til Jeg ønsker Dem Held." Prindsen tog ellers samme Dag ind
til Kristiania paa nogle Dage, efterat have overantvordet Præsi-
denten Kommandoen over Tropperne paa Stedet. Hans Tillid
til Rigsforsamlingen, og at han dog havde meent noget, ihvor
d.IV,b.4,s.330   lidet, med sit Løfte, at meddele den hvad Officielt der maatte
indløbe, viste han ogsaa ved at lade henlægge i dens Konver-
sationsværelse en svensk Avis, der var fuld af fristende Tilsagn.
   Den i Svaret tilønskede Driftighed syntes at være tilstede; thi
fra Konstitutionskommitteen, som samme Dag, den 13de, havde
holdt sit første Møde, hvori Falsen valgtes til Præsident og Diriks
til Sekretær, indløb allerede i Forsamlingen Beretning om, at
den havde udkastet nogle foreløbige Grundsætninger til en Kon-
stitution,
som oversendtes i bekræftet Afskrivt, og som den øn-
skede underkastede Rigsforsamlingens Prøvelse forinden den skred
til nærmere Udarbeidelse af sit Udkast til Konstitutionen. Grund-
sætningerne besluttedes trykte og uddelte til Repræsentanterne.
Men da Bogtrykkeriet paa Stedet var saa ufuldstændigt, at det
ubetydelige Arbeide ikke kunde præsteres til den følgende Dag,
anvendtes denne til at lade tage de behørige Afskrivter, som da
i Mødet den 15de uddeltes, undertegnede af Falsen, som Kom-
mitteens Formand. De lød saaledes:

"Grundsætninger.

1.
Norge bør være et indskrænket og arveligt Monarki.
2.

Folket bør udøve den lovgivende Magt igjennem sine Repræ-
sentanter.
3.

Folket bør ene have Ret til at beskatte sig igjennem sine Re-
præsentanter.
4.

Krigs- og Freds-Retten bør tilkomme Regenten.
5.

Regenten bør have Ret til at benaade.
6.

Den dømmende Magt bør være særskilt fra den lovgivende og
udøvende.
7.

Trykke-Frihed bør finde Sted.
d.IV,b.4,s.331  
8.

Den evangelisk-lutherske Religion bør forblive Statens og Re-
gentens Religion. Alle Religions-Sekter tilstedes fri Religions-
øvelse; dog ere Jøder fremdeles udelukkede fra Adgang til Riget.
9.

Nye Indskrænkninger i Nærings-Friheden bør ikke tilstedes.
10.

Personelle eller blandede arvelige Forrettigheder bør ikke til-
staaes Nogen for Fremtiden.
11.

Statens Borgere ere i Almindelighed lige forpligtede til, i en
vis Tid at værne om Fædrenelandet, uden Hensyn til Stand,
Fødsel eller Formue.


   Nærmere Bestemmelser og Indskrænkninger ville blive at tilføie
foranførte Grundsætninger ved Stats-Formens Udarbeidelse.
C. M. Falsen."

   Efter at have modtaget hver sit Exemplar, adskiltes Repræsen-
tanterne for hjemme at overveje Principerne til Morgendagen.

Den 16de April.    Denne Dag er Norges Uafhængigheds- og Kroningsdag. Den
blev ogsaa Falsens Triumfdag over Reglementet, da han, uden
at lade sig bry af dettes Bydende i § 6, at Rigsforsamlingen
skulde gjøres bekjendt en Dag forud med hvad der skulde voteres
over, gav den første Grundsætning et Par Tillæg, som han drev
igjennem med en Stemmeflerhed af 78. Efter temmelig lange
Debatter skred Rigsforsamlingen til at votere til Protokols over
den første Grundsætning, der fremsattes spørgsmaalsviis: om
Norge burde være et indskrænket og arveligt Monarki? Af
Stemmegivningen viser det sig, at Rigsforsamlingen ikke har været
enig i at fortolke Ordet Monarki ved "Kongedømme", idet en
ikke saa ringe Minoritet forstod derved en selvstændig Stat med
een enkelt Person af endnu ubestemt Titel i dens Spidse. Kapitain
d.IV,b.4,s.332   Holck foreslog, at Grundsætningen skulde erholde det Tillæg:
Norge bør være et frit, udeleligt og selvstændigt Kongerige, og
Regenten bære Titel af Konge", hvorimod Grev Wedel og Flere
erindrede, at Regentens Titel ikke nu kunde komme under Over-
vejelse, siden Reglementet paabød, at der ikke kunde ventileres
om Noget, som ikke var fremsat i et foregaaende Møde. Denne
Mening angav ogsaa den lste Voterende, Peder Anker, ved sit saa-
lydende Votum: "antager Grundsætningen, og forbeholder sig
nærmere Bestemmelse af Navnet." Men da Falsen, der voterede
som Nummer 2, mærkede, at der saaledes var Fare for, at det
Ord af fremmed Etymologi, han havde betjent sig af i Grund-
sætningen, vilde, med og uden Kjendskab til dets Betydning, blive
misforstaaet eller ignoreret, gav han strax, ved at optage det
Holckske Tillæg, som vel ogsaa skrev sig fra ham, Grundsætningen
en Fortolkning og Ordet "Monarki" en Oversættelse, som i An-
strengelsen efter udtømmende Tydelighed gik ligetil at blive en
pleonastisk "Gaaen i Ring", og som, om Grundsætningens Mening
end ikke blev forandret, dog, ved sit Tillæg, som en stærk Mino-
ritet holdt sig til, gav det, man skulde votere over, en anden
Form end den, hvori det var fremsat. Falsens Votum lød nemlig:
   "Jeg voterer for, at Norge skal være et indskrænket arveligt
Monarki, at det skal være et frit, uafhængigt og udeleligt Konge-
rige, og at Regenten skal føre Titel af Konge." Og "ligesom
Sorenskriver Falsen" voterede de 78 Repræsentanter: Kapitain
Motzfeldt, Haslum, Christie, Rolfsen, Koren, Jersin, Gjerager, Irgens,
Nielsen, Hjerman, Holck, Loftesnæs, Fr. Schmidt, Collett, Hoen,
Weidemann, Stabel, Lysgaard, Scheitlie, Heiberg, Bendeke, Kjønig,
Evenstad, Nysom, Sibbern, Steenstrup, Hornemann, Diriks, Hessel-
berg, Grønneberg, Amundrød, Lund, Erichstrup, Lundegaard,
By-
foged Motzfeldt, Prydz, Waagaard, Dyhren, Hegermann, Harald-
stad, Tvedten, Krohg, Stub, Walbøe, Rosenkilde, Oftedahl, Mølbach,
Regelstad, Fabricius, Konow, Johnsen, Thorsen, Petersen, Svendsen,
Ramm, Balke, Høyum, Røed, Rogert, P. Schmidt, Darre, Rambech,
Forsæth, Midelfart, Heyerdahl, Bratberg, Wasmuth, Schevig, Lange,
Gjedeboe, Stoltenberg, Ely, Bercheland, Carstensen, Flor og Sverd-
rup,
der voterede: "Jeg antager Grundsætningen med de af Soren-
skriver Falsen foreslagne Tillæg"
, samt Omsen, som heri var
aldeles enig med Sverdrup, Grundsætningen, "saaledes som den
var fremsat," besvaredes med "Ja" af følgende 21 Repræsentanter:
d.IV,b.4,s.333   Christensen, Løvenskjold, Cloumann, Huvestad, Dahl, Mørch, Wedel-
Jarlsberg, Blom, Apenæs, Lemsland, Jaabech, Wulfsberg, Jacob
Aall, Grøgaard, Lilleholt, Fleischer, Jørgen Aall, Bryn, Lande,
Cappelen og Heidmann,
hvoraf flere udtrykkelig erklærede, at de
besvarede Qvæstionen saaledes uden Tillæg. Under Debatterne
før Voteringen havde Wergeland paabegyndt Oplæsningen af en
vidtløftig Afhandling om den bedste Regjeringsform. Afbrudt
først af Nogles Raab: "Til Sagen!" og siden, da han paa Præsi-
dentens Opfordring vedblev, ogsaa afbrudt af Denne med den
Bemærkning, at man maatte fatte sig kortere, kom han ikke til-
ende dermed. Han voterede nu, da Touren kom til ham, saa-
ledes: "Jeg stemmer for, Norge bør være et indskrænket og
arveligt Monarki. Regenten fører Titel af Konge, saafremt Staten
har Evne til at soutenere dette Navns Værdighed og tillige sin
Uafhængighed. Riget bør være udeleligt." Ligesom de næst
Foregaaende 21 ikke havde erklæret sig angaaende Statsover-
hovedets Titel, seer man, at denne Repræsentant udtrykte sig
betingelsesviis, og Repræsentanten Moses voterede: "Norge bør
være et indskrænket arveligt og udeleligt Rige, og dets første
Embedsmand bære Titel af Regent." Hounts vidtsvævende Votum,
hvortil Repræsentanten Hansen fra samme Amt havde holdt sig,
lød: "Norge skal være et indskrænket og udeleligt Monarki; Re-
gjeringen skal være arvelig, men, skulde Thronarvingen mangle
de fornødne Naturanlæg, og af den lovgivende Magt, ved 3de
gjentagne Dekreter, erkjendes uduelig, bortfalder hans Arveret,
og en anden Prinds af Blodet konstitueres. Naar Qvæstionen
om Regentens Titel kommer i Ventilation, bliver mit Votum: Re-
genten skal kaldes Konge." Rein og Oberstlieutenant Stabell
besvarede Qvæstionen med Ja, og forbeholdt sig Tillæg, og til
Stabell henholdt Melleby og Møller sig. Ifølge Stemmefleerheden
for Falsens Votum, blev lste Grundsætning overeensstemmende
med dette. De følgende 9 Grundsætninger bleve antagne efter Ud-
kastet efter mindre vidtløftige Debatter. Ved den 2den erindrede
Christie, at den vel ei kunde forstaaes saaledes, at Rigsforsamlingen,
men en Kommittee af Lovkyndige, skulde forfatte Lovene, hvortil
Repræsentanten fra Østerriisøer gav en Reminiscenz fra Frankrige
tilbedste, idet han bemærkede, at det burde skee ved et lov-
givende Korps, hvilket man naturligvus fandt laae i Grund-
sætningen selv. Kapitain Holck vilde, at den militære Lovgivning
d.IV,b.4,s.334   skulde tilkomme Kongen og ikke Folket. Men efter Præsidentens
Erindring om, at de Anmærkninger, som maatte blive gjorte under
Principdiskussionerne, vilde komme i Betragtning ved Udarbei-
delsen af Konstitutionen, blev Grundsætningen antagen. Ved
den 4de, om Krigs- og Fredsretten burde tilhøre Regenten, yttrede
Provst Hount, at Kongen ikke burde kunne føre Angrebs-, men
kun Forsvars-Krig. "Krigen", hedte det, "er i sig selv en uret-
færdig og umenneskelig Handling. Regenten bør ikke have frie
Hænder til, efter eget Tykke at raade over Borgernes Ejendomme,
til at slibe Dolken i Mørket forat støde den i Naboens Bryst."
Sverdrup meente derimod, at det ikke kunde bestaa med den
Hurtighed og Hemmelighed, Krigstilberedelserne fordrede, at ind-
rømme Folket noget af Krigsretten. Peder Anker sagde da:
"Kongen kan ikke føre Krig uden Penge, og der er altsaa sat
hans Krigslyst en Grændse ved Bevillingsretten", hvortil Hount
svarede, at, naar Armeen først var samlet, vilde den nok blive
underholdt, da de Hjemmeværende ikke vilde kunne taale, at
lade sine Frænder og Venner lide Nød. Desuden kunde Kongen
føre Krig for fremmede Subsidier, især naar hans Interesse faldt
sammen med en anden Magts. Enig var man i, at Kongen ikke
skulde kunne erklære Krig uden sit Raads Samtykke; men om-
sider blev Grundsætningen vedtagen som den var, med Forbehold,
at yttre sig nærmere derover, naar man i Grundlovsforslaget fik
see dens Anvendelse. Ved den 5te Grundsætning paastod
Grøgaard og Dahl, at Benaadningsretten ikke burde tilstaaes Re-
genten ubetinget, og at den nemlig ikke burde strække sig til
Forbrydelser mod Nationens Majestæt (crimen læsæ nationis).
Den blev dog in forma vedtagen. Ved 8de Grundsætning erindrede
Wedel, at han fandt det i høj Maade formløst og illiberalt, at
gjøre Jødernes totale Udelukkelse til en Grundlov. Rein talte
ogsaa i en tolerant Aand, og Hount meente, at Adgangen burde
staa aaben for de Jøder, som vare Lærde, Kunstnere, Fabrikanter
og Ejendomsmænd. Men Skriget mod det ulykkelige Stedbroder-
folk var stærkere. Mellem de Røster, som forfegtede Jødernes
Skadelighed i enhver Stat, hvor de havde fundet Hjem, hørtes
ogsaa den falske Mening fra Sverdrup og Wergeland, at Jøderne
skulde ansee Bedrageri mod Kristne for tilladt, ja fortjenstfuldt,
og maatte saaledes ansees for selv at have betaget sig al Ret til
Optagelse. Grøgaard fandt, at da Spørgsmaalet ikke var om at ud-
d.IV,b.4,s.335   jage Jøderne af Landet, kunde det ikke kaldes intolerant eller
illiberalt at negte dem Adgangen; og Wulfsberg meente, at det
kunde have sit Forblivende ved Kristian Vtes Norske Lov, hvor-
efter Jøderne kunde komme ind i Landet med Leidebrev. Spind-
væringen Teis Lundegaard gjorde omsider en brad Ende paa
Debatten ved rask at reise sig op med Raabet: "Staaer op Alle,
som ingen Jøder ville have i Landet!" Og Alle fulgte det som
ved et elektrisk Stød, og Grundsætningen fik saaledes dette be-
synderlige løse Suffixum. En prægtig Rad hvide og brede Tænder
kom tilsyne hos den fiirskaarne Listerbonde, da han grinende
saae sig om til alle Kanter efter sin Sejer.
   Den 10de Grundsætning, om personelle eller blandede arvelige
Forrettigheder, blev, ligesom 4de, kun antaget indtil man fik see,
i hvad Form den fremkom igjen i Grundlovsudkastet. Heidmann
fremsatte Motion om, at de arvelige Forrettigheder burde gaa
over til personelle, eller kun nedarves til nærmeste Ætlinger.
Flere, og deriblandt Falsen, der begyndte sit Tilsvar med Be-
mærkningen: "Uagtet jeg selv er af Adel", fandt det retfærdigt,
men dog ikke billigt, at de nærværende Besiddere af Forrettig-
heder berøvedes dem. Heidmann anmodedes om at tilstille
Konstitutionskommitteen sit Forslag.

   Den 11te Grundsætning, om almindelig Værnepligt, vakte der-
imod saa stridige og langvarige Diskussioner, at dens endelige
Afgjørelse indtil videre blev udsat. I velskrevne Foredrag for-
fegtede Hegermann Principet, mens Løvenskjold foreslog Lægd
eller en Militærorganisation omtrent paa svensk Maneer. Landet
skulde inddeles i Militærdistrikter, med Forpligtelse for ethvert
Lægd at stille en indfødt vaabendygtig Mand imod en saa til-
strækkelig Godtgjørelse, at det ei blev vanskeligt at faa Nogen
dertil. Kunde ikke dette eller et andet Expedient udfindes
istedetfor Konskriptionen, vilde han nok stemme for Grundsæt-
ningen, men med den Betingelse, at de akademiske Borgere fri-
toges for Værnepligten. Brevenes Forfatter angive Rygterne om
den franske Konskriptions Følger, i Modsætning til Principets
theoretiske Rigtighed, som Aarsag til at Pluraliteten skjød denne
Sag fra sig indtil videre. Den er heller ikke til Datum kommet
videre. Forsamlingen vedtog ogsaa med Hensyn til samtlige
Grundsætninger for Konstitutionen, at nærmere Modifikationer
deri forbeholdtes til dennes Udarbeidelse. Tilsidst anmodede
d.IV,b.4,s.336   Præsidenten Forsamlingen om, til næste Møde, den 18de, at
være betænkt paa Valg af nye Præsidenter, og paa Deliberationer
om Nedsættelsen af en Kommittee til at undersøge Finantsvæsenet
og at modtage Regjeringsraadets Meddelelser desangaaende.
Dette gav Wergeland Anledning til at spørge, om ikke ogsaa en
Kommittee burde nedsættes til Undersøgelse af Rigets Forfatning
i andre Henseender
og især af dets Forhold til Udlandet. Men
Sverdrup reiste sig strax, og indvendte (til Fleres Ærgrelse, paa-
staaer Brevskriveren) at Rigsforsamlingen havde ingen Kompetence
dertil; og i denne Modsigelse mod den omhandlede Undersøgelse
af Finantserne understøttedes han af Omsen. Dette, næsten kun
tilfældigviis fremkastede, Spørgsmaal om Udstrækningen af Rigs-
forsamlingens Kompetence bevirkede først et Stille af Forundring
og Ubestemthed, som lidt efter lidt gik over fra en Hvisken og
Mumlen mellem Sidemænd til en saa højrøstet Diskureren over
den hele Sal, at Ingen kunde komme til Orde, og at Forsamlingen
opløstes uden at Spørgsmaalet kunde komme til Afgjørelse.
Konstitutionskommitteen afholdt senere samme Dag sit andet
Møde, hvori bekræftet Udskrivt af Rigsforsamlingens Protokol,
der viste hvorvidt Grundsætningerne vare bifaldte, fremlagdes,
og hvor Debatterne om selve Konstitutionsudkastet begyndte.
Den 18de og 19de April.
De Falsenske Forslag.

   Den 17de, som var en Søndag, kom Repræsentanterne blot
sammen til Middag. Næste Møde var berammet til den 18de,
og begyndte som sædvanlig med Oplæsningen af det sidst Om-
handlede og Passerede. Oberstlieutenant Stabell fremlagde til
Protokollation det i hans Votum i forrige Møde bebudede Tillæg,
som ogsaa var vedtaget af Sergeant Mellebye, og gik ud paa at
anke over, at Qvæstionen var reglementsstridigen givet et Tillæg,
nemlig om Regentens Titel. Han maatte desaarsag, og for at
Saadant ikke oftere skulde kunne skee, foreslaa følgende Tillæg
til Reglementet: "at Præsidenten ei maa tillade Nogen at gjøre
Tilsætninger til de Qvæstioner, som den Dag ere fremsatte til
Debattering og Votering; men at slige alene maatte kunne til-
d.IV,b.4,s.337   føjes det, som i Henseende til Tydelighed kunde synes at mangle,
og at, naar en Tilsætning eragtes fornøden, Qvæstionen da ud-
sættes indtil den, efter forandret Tilstand kan leveres til fastsat
Betænkningstid." Forøvrigt maatte han, paa egne og Meddepute-
rede Mellebyes Vegne, siden Pluraliteten afgav Votum paa Til-
sætningen, stemme for Kongetitlen. Repræsentanten Christensen
afgav samme Erklæring.
   Forsamlingen vedtog, at den foreslaaede Kommittee til at under-
søge Finantsvæsenet skulde bestaae af 9 Medlemmer af Repræ-
sentationen. Wergeland forslog 15. Finantskommitteen blev be-
staaende af Repræsentanterne Meltzer, Schmidt, Collett, Rolfsen,
Krohg, Mørch, Stoltenberg, Lund
og Rosenkilde -- den Sidste ved
Lodtrækning med Bendeke; altsaa for den allerstørste Deel af
Kjøbmænd. Til Præsident for de næste 8 Dage valgtes ved de
fleste Stemmer Hegermann, og til Vicepræsident Falsen, hvilken
Sidste derpaa udbad sig Opmærksomhed for følgende motiverede
Forslag, som han oplæste med megen Ivrighed:

"Den ærede Forsamling har af Prinds-Regentens Tale hørt, at Regje-
ringsraadet skal være beredt at forelægge de Oplysninger om Rigets
Ressourcer, som ere mulige at forskaffe. Det er indlysende, at, da ingen
Stat kan bestaae uden et vel funderet Pengevæsen, saa vil det være
af yderste Vigtighed, at en Kommittee nedsættes for at ordne dette, op-
føre og befæste det paa en Grundvold, som kan sikre Staten imod de
Ulykker, som i de senere Aar have rammet den. Det er ligesaa ind-
lysende, at, da det maa være saavel Staten i det Hele som de fleste
af den ærede Forsamlings Medlemmer i Særdeleshed af Vigtighed, at
denne Forsamling ikke unødigen opholdes, da den deels foraarsager
det Offentlige store Bekostninger, og det deels medfører Velfærds Tab
for Mange, især Embedsmænd og Landmænd, at være saa længe fra-
værende fra Huus og Hjem, saa maa denne Kommittee nedsættes strax.
Skulde den agtede Forsamling finde, at En eller Flere af dem, som den
har behaget at udnævne til Medlemmer af Konstitutions-Kommitteen,
ogsaa qualificerede sig til at blive Medlem af denne, saa indseer jeg
ikke Andet, end at han kan tiltræde Kommitteen for Finantsvæsenet,
saa ofte hans Nærværelse der maatte findes fornøden. Disse 2de Kom-
mitteer kunde da, ved Siden af hinanden, arbeide til eet Maal; den
ærede Forsamling vilde ikke opholdes, da den stedse fra den ene eller
den anden Kommittee vilde kunne forelægges hvad der allerede var
udarbeidet, og vi ville saaledes see en forønsket Ende paa vore For-
handlinger imøde, istedetfor at disse, dersom den ene Kommittee ikke
d.IV,b.4,s.338   skulde begynde sit Arbeide, førend den anden havde endt sit, vilde
pege ud i det Uendelige.
Naar disse 2de Kommitteer havde endt deres Arbeide, og dette af
Rigs-Forsamlingen var drøftet; naar altsaa Statens Pengevæsen var
ordnet, saavidt Omstændighederne det nu tillade, og Konstitutionen
var udarbeidet og bestemt, saa skulde jeg tro, at der for denne ærede
Forsamling ikke stod Andet tilbage, end at bestemme, til hvem den vil
overdrage den udøvende Magt.

Her at ville indlade sig i Udarbeidelsen af en ny Lovbog, eller endnu
mere at ville trænge ind i Diplomatikens Irrgange, og bestemme Norges
Forhold til fremmede Stater, vilde unegtelig være et ligesaa uendeligt,
som usikkert, og, jeg troer, denne ærede Forsamling aldeles uvedkom-
mende, Arbeide.
Lader os fremfor Alt erindre, at vi ikke ere nogen Forsamling, der
kan indlade sig i Lovgivningens Detalj, end mindre ere i Besiddelse af
nogensomhelst exekutiv Magt, men at den hele Suverænitet er i Fol-
kets Hænder! Lader os altsaa ikke, i det vi, overeensstemmende med
den os overdragne Fuldmagt, bestemme Rigets Konstitution, og hvem
der, i Følge Samme, skal være i Besiddelse af Suverænitetens forskjel-
lige Bestanddele, begynde med den Inkonseqvence, selv, i vor Person,
at ville samle al den Magt, hvis Deling vi allerede have bestemt; lader
os vel vogte os for, at vi ikke selv skulle begynde at handle efter
Principer, vi eendrægtigen hos Andre have fordømt; Principer, saameget
farligere, naar en talrig Forsamling udøver dem!
Lader os udvælge en Kommittee af Mænd, hvad enten i eller uden-
for denne Forsamling, hvis Erfarenhed og Indsigter ere almindeligen
erkjendte, og lader os til dem overdrage det vanskelige Arbeide, at
gjennemgaa og ordne vort Lovgivningsvæsen, og at fremlægge for den
første, eller, om dette ikke er muligt, den anden lovgivende Forsamling
Resultatet af deres Arbeide, som nu enten maatte blive høist ufuld-
komment, eller gjøre denne Forsamling uendelig.
Og, hvad nu Norges Forhold til andre Stater angaaer, hvo af os be-
dømmer, hvo kjender, hvo kan bedømme eller kjende dette? Have vi
ikke seet, see vi ikke dagligen, i et Nu, de største politiske Omvælt-
ninger foregaae? Kunne vi vente, at udenlandske Magter ville indlade
sig i Diskussioner, hvis første Karakteer de nyere Tider noksom have
viist at være Hemmelighed, med en Forsamling, saa talrig, saa blandet,
som denne? Ville vi ikke, vi, som for den største Deel ere aldeles
uindviede i Politikens Kunstgreb, udsætte os for at blive en Bold i
Enkeltes Hænder, der vare udrustede med større Indsigter og Erfaren-
hed i dette Fag, end Mængden? Skulde man fra alle Rigets forskjellige
Egne, indhente Oplysninger om de Kornforraad, der existerede, hvad
d.IV,b.4,s.339   Tid vilde dette ikke medtage? hvormeget Korn kunde der ikke imid-
lertid være indført? hvormange Forandringer ikke imidlertid skeete?
Nei! saaledes ville vi ikke handle! Har Norge først faaet en fast og
bestemt Konstitution, en Konstitution, der, bygget paa de naturlige og
uafhængige Menneske-Rettigheders evig uforanderlige Grundvold, sik-
krer enhver Normand Borger-Frihed og Borger-Sikkerhed, da kan det,
med Tillid til Gud og stolende paa sin retfærdige Sag og sine Sønners
Mod, efter sin engang aflagte Eed, trygt see Fremtiden imøde.
Allerede før have vi seet uveirsvangre Skyer truende svæve over
vort Fædreneland; men de splittedes ved Almagtens Bud, og Solen
skinnede atter klart over Norges Fjelde! Ogsaa nu nærer Fædrenelands-
vennen det faste Haab, at Prøvelsens den haarde Tid snart vil naa sin
Ende, og kommende Slægter ville da med Taknemmelighed erindre
hver den Normands Navn, som, i Farens Stund, ei mistvivlede om Lan-
dets Frelse.
Jeg har forelagt den ærede Forsamling hvad der er min, hvad jeg
troer, der er Nationens Mening. I Følge heraf foreslaaer jeg:
1) at en Kommittee af 9 Personer strax nedsættes, for, i Forening
med de Regjeringsraader, som forestaa Finantsvæsenet, at undersøge
Landets Pengevæsen, at gjøre Forslag til en ny Banks Indretning, at
bestemme, paa hvad Maade og efter hvad Forhold de cirkulerende Re-
præsentativer skulle indløses af Staten, og efter hvad Tid de maae
gjælde;
2) at en anden Kommittee, bestaaende af 5 kyndige og erfarne Mænd,
hvad enten i eller udenfor denne Forsamling, udnævnes af Rigs-For-
samlingen, saasnart denne har endt sine Forhandlinger, for at gjennem-
gaae og ordne vort Lovgivningsvæsen, hvorefter den har at forelægge
den første, eller, om dette ikke er muligt, den anden lovgivende For-
samling Resultatet af sit Arbeide;
3) at denne Forsamling, saasnart Konstitutionen er antagen, og Kon-
gen valgt, ansees som hævet."
   Dette sidste Forslag vakte stor Sensation. Forsamlingen sad
taus, indtil Grev Wedel reiste sig, og yttrede sig derimod i et
kort, men belivet, Foredrag, som Falsen og enkelte Andre, ivrige
for at replicere, fulgte med Pennen paa Papiret. Disse Anticipa-
tioner af Overvejelserne afbrødes dog ved at Forsamlingen be-
sluttede, med Hensyn til No. 1 af disse Forslag, om Nedsættelsen
af en ny Finantskommittee med udvidet Hverv, at den ikke nøjere
vilde foreskrive den allerede valgte Kommittee Grændser for
dens Virkekreds, med mindre Kommitteen selv maatte foreslaa
saadant, og at Afgjørelsen af No. 2 og 3 skulde udsættes til næste
d.IV,b.4,s.340   Dag. Mødet hævedes derpaa med nogen Animositet, og man
skyndte sig hjem forat forberede sig til den kamptruende Morgen-
dag. Konstitutionskommitteen forblev dog, idet den traadte
sammen i sit tredie Møde.


   Mødet den 19de April begyndte med at de Falsenske Motioner
atter bleve oplæste, hvorpaa den anden, om Lovkommitteen, først
blev taget under Overvejelse. Løvenskjold bifaldt Forslaget i sig
selv, men troede, at Kommitteens Nedsættelse først burde skee
efter at Konstitutionen var givet, og at det burde gives det Tillæg,
at den forpligtedes til at bekjendtgjøre sine Udkast ved Trykken,
og at modtage Forslag og Bemærkninger fra Enhver, som fandt
sig beføjet til at indgive samme. Da Flere yttrede sig for at Af-
gjørelsen burde udsættes indtil Konstitutionen var givet, blev
Spørgsmaalet, om den af Falsen foreslaaede Lovkommittee skulde
udnævnes strax eller udsættes til en saadan Tid, fremsat til
skrivtlig Votering, og da en Femtedeel af Forsamlingen forlangte
det, skred man dertil i sædvanlig Orden efter Distrikternes
alfabetiske Orden. Anker voterede da først i følgende, noget
ubestemte, Udtryk for Udsættelse:
   "Kommitteen skal ikke finde Sted forinden at Konstitutionen er fore-
lagt Rigs-Forsamlingen."

   Og derpaa fulgte Falsens Votum saalydende:
   "Det bestemmes nu strax, at, saasnart Konstitutionen er udarbeidet,
skal en Kommittee af 5 kyndige Mænd, hvad enten i eller udenfor denne
Forsamling, udnævnes, for at gjennemgaae og ordne vort Lovgivnings-
væsen, hvorefter den, saasnart muligt, haver at forelægge den lovgivende
Forsamling, saaledes som denne ved Konstitutionen bestemt vorder,
Resultatet af sit Arbeide. Det tillægges derhos, at denne Komittee,
saasnart den træder i Virksomhed, ved Trykken haver at bekjendtgjøre
sine Forhandlinger."

   Enige med Falsen vare Repræsentanterne: Christensen, Major
Sibbern, Mellebye, Kapt. Motzfeldt, Haslum, Rolfsen, Waagaard,
Dyhren, Jørgen Aall, Tvedten, Regelstad, Konow, Johnsen, Rogert,
Schmidt, Lange, Gjedeboe, Stoltenberg, Carstensen.
Ligeledes enige
med ham, men for Udsættelse med Valget indtil Konstitutionen
var "antagen", stemmede endvidere: Irgens, Nielsen, Provst Stabel,
d.IV,b.4,s.341   Lund, Prydz, Cappelen, Rambech, Forsæth, Midelfart. Meltzer
vilde have Kommitteen udvalgt "naar Rigsforsamlingens For-
handlinger vare endte." Professor Sverdrups Votum lød: "Jeg
er enig med Sorenskriver Falsen; kun at Antallet af den lov-
udarbeidende Kommittees Personale ved Votering nærmere be-
stemmes;" og saadan Dissents om Kommitteens Mandstyrke, om
hvis Nedsættelse de ellers vare enige med Falsen, yttrede Re-
præsentanterne Nysom, der ønskede 9, Kapitain Sibbern, der
troede at Personalet var for lidet, Jacob Aall, der ikke vilde af-
give nogen Bestemmelse om Antallet, Lilleholt, Hegermann og
Haraldstad, der vedtoge dette Votum, hvormed ogsaa Rosenkildes
var overeensstemmende, Mølbach, der meente, at "Kommitteens
Antal, Virkekreds og det Mere derhenhørende burde bestemmes
ved dens Valg efter Konstitutionens Antagelse", og Darre, der
yttrede samme Formening om Antallet. Følgende, forøvrigt Propo-
sitionen understøttende Vota, indeholdt speciellere Bemærkninger:
   1) P. Hjermans, hvori Holck og Loftesnæs vare enige, og som lød:
   "Jeg er enig med Sorenskriver Falsen, og holder for, at Kommitteens
Medlemmer bør være af de forskjellige Stifter i Norge, samt at enhver
Mand bør have Adgang til at indgive sine Forslag til Kommitteen."

   2) Provst Schmidts, vedtaget af Collett og Hoen, der vilde have
Kommitteen udnævnt naar Konstitutionen var færdig, og at Valget
skulde være frit og ubetinget.
   3) Bendekes, hvori Kjønig og Evenstad vare enige:
   "Naar Konstitutionen er færdig, udnævnes, efter Sorenskriver Falsens
Forslag, en Lov-Kommittee, som efterhaanden bekjendtgjør sine Forhand-
linger ved Trykken."

   4) Steenstrups, vedtaget af Hornemann, Diriks, Hesselberg,
Grønneberg
og Amundrød:
   "Enig med Sorenskriver Falsen, med Tillæg: Kommitteen bør indhente
Oplysninger og Bidrag til Lovgivningsværket fra andre kyndige Med-
borgere af forskjellige Klasser. Den almindelige kriminelle Lov bør
først udarbeides, dernæst den civile, og endelig den partikulære."

   5) Fabricius's:
   "Enig med Sorenskriver Falsen, med Tillæg: at Kommitteens Virke-
kreds strax offentliggjøres, paa det andre Kyndiges Formening desto-
tidligere kunde vorde Kommitteen tilstillet."

1  tilbakeDe i Omegnen kantonnerende Tropper afgave vexelviis et Detaschement
af 50 Mand til Æresvagt for Regenten og Forsamlingen. To stode ved Ind-
gangen, To ved Rigsforsamlingens Dør og To ved Indgangen til Regentens
Værelser.

2
  tilbakeBilag III.

3
  tilbakeRepræsentanten Wergeland.

4
  tilbakeBilag IV.
FORRIGE
NESTE