Henrik Wergeland

HENRIK WERGELAND - SAMLEDE SKRIFTER
IV.	AVHANDLINGER, OPPLYSNINGSSKRIFTER	4. BIND: 1841 - 1843


d.IV,b.4,s.291	ANDET HEFTE RIGSFORSAMLINGENS HISTORIE I INDHOLD 1. Stemningen. Foretagender af Regenten. 2. Rigsforsamlingen paa Eidsvold. 10de April til Mai. Stemningen. Foretagender af Regenten. (Marts Maaned 1814). Det Indtryk, Bededagens Optrin gjorde, var, efter en Samtidigs haandskrevne Vidnesbyrd, og efter hvad man kan see af Datids offentlige Blade, utrolig stort. Før det afgjørende Lod, i Uaf- hængighedserklæringen og Sammenkaldelsen af en Rigsforsamling, kastedes, havde en Besindighed og freidig Rolighed for Fædre- landets Skjebne, der kontrasterede stærkt med den lidenskabelige Partiaand, som snart brød løs over de følgende Aaringer, været temmelig almindelig. Men i Februar Maaned, da Efterretningerne om det Passerede kun hviskende udbredte sig fra Øre til Øre, eller stumme fra Mine til Mine, var denne Rolighed kun Vind- stillets før Stormen. Og enhver Revolution har et saadant Forbud, et Proscenium, hvor det er Enhver tilladt at yttre sin Hjertens- mening frit og uafhængigt om Tingene, uden at den behøver at tilhøre noget herskende Parti. Under denne Frist er det de ædleste Ideer, de værdigste Beslutninger fødes, de politiske Roller hemmelig uddeles, og at Heltene som snart skulle træde frem, under Hjerteklap berede sig dertil. Men er det politiske Maal fastsat, deler Alt sig i Partier og Farver; den individuelle Menings- friheds Uskyldighedsstand er forbi; man undersøger ikke længer hvad der er Sandhed; man troer at have fundet den ene salig- gjørende, og at den første Pligt er nu at stride for den. Ingen Neutralitet. Kampen for det Valgte: Kampen for det er Kampen for Fædrenelandet og for Selvet.
d.IV,b.4,s.292	Hvad der skulde gjøres var nu saa fast afgjort, at det for de ret Enthusiastiske og paa Regenten Troende neppe syntes uvist hvad der kunde skee. At grunde længer over "om" og "hvor- ledes" blev anseet for en crimen læsæ nationis; thi Folket havde svoret i Guds Huus og under Himmelhvælvet, og det maatte blive sin Eed tro. Man maatte ikke længer spørge om hvad der kunde frelse Fædrelandet; thi det var afgjort, hvorved det skulde blive frelst. En revolutionær Intolerance yttrede sig, og det er maaskee mest Landets fysiske Beskaffenhed og den egentlige Masses politiske Uskyld og Fremmedhed for Agitationer at til- skrive, at de Trudsler og Forbandelser, som man ikke sjelden mundtlig og skriftlig udstødte imod Enhver, som ikke ydede Re- genten og hans Foretagender Virak nok, ikke udartede til noget Værre. Ultraerne troede sig nemlig ved den svorne Eed be- rettigede, og de Moderate forpligtede, til at see meenedersk Forræderi i enhver afvigende Mening eller opstigende Betænke- lighed. Eeden blev sat imod enhver Tvivl. Vox populi var ogsaa her som altid den inappellable vox dei. Eeden gik ud paa, at man vilde forsvare Selvstændigheden, og havde saaledes en opflammende Kraft, medens den første Selv- stændighedshandling, Sammenkaldelsen af en konstituerende Rigs- forsamling, ved at sysselsætte Tænkningen og Forventningen, regulerede Begeistringen, og meddelte Stemningen en varigere Spændkraft. Man havde i den faaet Noget i den nærmeste Fremtid at fæste de nedslagne Øine paa. De meest omtænk- somme Patrioter haabede Alt af den; Massen imødesaae den med Forventning, skjøndt den ogsaa i den ventede meest af Regenten. Den vakte Selvtillid fandt ogsaa gode Støtter i ad- skillige andre af hans første Foretagender, der tydede paa, at han holdt sin Stilling for fast og Kronen for vis, og den hentede Næring af det freidige Væsen, han gav sig. Offentliggjørelsen, paa Regentens Befaling, i "Tiden" af 5te Marts, af en Proklamation fra den svenske Konge til det norske Folk, som mod Slutningen af Februar overbragtes af en svensk Grev Rosen og Friherre Skjøldebrand, viste en Tryghed hos Regenten, der gjorde Mængdens fastere. Iforvejen opirret ved Efterretningen om, at Foreningen skulde indledes ved Indmarschen af en Armee og især ved Be- sættelsen af Landets Fæstninger, vakte denne første Hilsen fra den paatvungne Konge, hvori disse forhadte Forholdsregler be-
d.IV,b.4,s.293	kræftedes, kun Mængdens harmfulde Latter, og fremkaldte en i "Tiden" noget senere hen, under Titel "Thrøndernes Følelser efterat have læst svenske Proklamationer", indtaget heftig Apostrof, saa det var klart, at der ingen Fare laa i de Tirader i Proklama- tionen, hvori der tilsagdes, at Nationens Kaarne skulde blive hørte, og hvori en Konstitution, grundet paa Repræsentation og Beskatningsret, iforveien garanteredes Normændene. Forbittrelsen tiltog endnu mere, da det blev bekjendt, at Kongen af Sverige havde sendt en, paa Fransk og Dansk affattet, Skrivelse af 6te Marts fra Prindsen, ledsaget af Kundgjørelserne af 19 Fe- bruar, uaabnet tilbage. De Enkelte, paa hvem hine Tilsagn, og især det svenske Folks egen fri Forfatning, dog gjorde Indtryk, og hvem dets mange anerkjendte hæderlige Egenskaber, dets af politisk og militær Berømmelse glandsomgivne hjemlige Tarvelighed og Flittighed stak i Øinene, vovede ikke at yttre mindre Mis- tillid til Løvter, der skulde ledsages af saa stødende Handlinger, skjøndt de fandt sig mere oplagte til at lee ad de Satirer og Spotbilleder paa den danske Regjering og Begivenhederne i Hol- stein, hvorpaa det ikke manglede ¹. Denne tænksommere Deel af Folket, siges der i den forhen citerede Præsteoptegnelse fra de Dage, undrede sig ogsaa over, "at ikke en mere politisk Klogskab blev brugt under Norges daværende kritiske Stilling, idet Regenten og hans Omgivelser formeget lod det mangle i sin Opførsel mod svenske Parlamentærer paa den "franske Artighed og Politesse," som var Sveriges første Vaaben, og hvorved Tingene kunde trækkes i Langdrag indtil de store Magters sande Sindelag, hvorom Nationen, især formedelst Prindsens Fordølgelse af det sande Forhold til de fremmede Magter, og især til Storbritannien,²
d.IV,b.4,s.294	for Øieblikket svævede i den fuldeste Uvished, kom for Dagen". -- I afstikkende Modsætning til denne Opførsel stod den Be- handling, der var bleven Grev Wedel Jarlsberg tildeel i Sverige paa hans Tilbagereise derigjennem fra Danmark sidst i Februar. Seenhøstes 1813 var han i private og i offentlige Providerings- anliggender paa en aaben Baad reist over til Jylland, og vendte nu, efter mislykkede Forsøg paa at komme over det iislagte Hav, landværts tilbage, efter kun med Vanskelighed at have erholdt Pas af den svenske Ministerresident i Kjøbenhavn, Tawast, hvem han negtede at sværge Carl XIII Huldskab. Paa Grund af hvad det imidlertid tegnede sig til i Norge, blev han anholdt i Göthe- borg og ført til den Observationsarmeen mod Norge komman- derende General-Feldtmarschal Grev Essens Hovedqvarteer i Wennersborg. Her fik han strax sin Kaarde tilbage, og blev be- handlet med stor Udmærkelse. Men man var for klog til, efter nogle Dages Forløb, at lægge videre Hindringer ivejen for hans Reise til Norge, hvor en Mand med Wedels Anskuelse af For- holdene, Evne til at gjøre den gjældende, og Stilling i Forhold til Kristian Frederik kunde udrette meer for Unionen end den hele Essenske Armee. "De har opholdt Dem i det svenske Hovedqvarteer?" spurgte Kristian Frederik Greven med ilde dulgt Mistanke og Vrede, da Denne, ved Tilbagekomsten til Kristiania, just i de Dage Kund- gjørelserne af 19 Februar vare publicerede, gjorde ham sin Op- vartning. Grevens Svar var et kort og stærkt betonet "Ja". Da han derpaa, efter et Spørgsmaal af Regenten om hvorledes Konjunkturerne tegnede sig for Norge i den politiske Verden, med større Aabenhed end hos Grev Essen, yttrede sin Mening om det Vovelige i at spænde Buen for høit, og det Usandsynlige i, at Norge vilde kunne bestaae sig i den Krig, som trak op, udbrød Regenten med et haanligt: "Herr Greve, er De bange"? hvorpaa Wedel, læggende Haanden paa Kaarden, og trinende ham nær under Øine, med al Selvfølelsens Vægt betydede Hs. Høihed, at kun den vigtige Stilling for Landet, Samme for Øje- blikket indtog, forbød ham at fordre den Fyldestgjørelse, den ene Adelsmand kunde kræve af den Anden, men at han nu kun udbad sig, i Farens Øjeblik paa Slagmarken at maatte være ved Hs. Høiheds Side. Efter denne Audienz betragtede Regenten Wedel som sin
d.IV,b.4,s.295	farligste Fiende; og om dens Natur og hans Ophold i den svenske Leir kom Rygter i Omløb, der i den almindelige Mening gjorde Grev Wedel til Chef for en, vel adspredt og ikke talstærk, men ikke destomindre tilværende, og ved Vægten af de Individer, den talte, ikke lidet betydende, Opposition imod Regentens Person og Foretagender. Wedel, der siden 1812 var Privatmand, begav sig umiddelbart efter hiin Scene til sit Grevskab, hvor han fik forhøjet Betydenhed for Landet ved at vælges til Repræsentant ved Rigsforsamlingen. Hans Popularitet, begyndt med den Mod- sætning, han afgav mod sin Fader, den forrige Greve, den brutale Friederich Anton, og med den Yndest, Kristian August havde skjænket ham, og voxet under hans livlige Deeltagelse i Krigen og nidkjære Anstrengelser for Landets Forsyning -- den, men ikke hans Betydning for det øvrige Land, var væk paa det første Rygte om den spændte Fod, han stod paa med Prindsen. De, der delte Mening med ham, eller hans Parti, som man gjerne vilde kalde det, om man kan bruge dette Ord om Noget saa spredt og uorganiseret, smigrede vel mindre Ultranorskheden end Regentens blinde Tilhængere, men de vare ikke mindre patriotiske i sin Tænkemaade. Fra Disse kom saaledes sandsynligviis Op- fordringen i Kristiania Intelligentssedler for 8de April 1814 -- dengang det frieste Meningsorgan -- til de i Danmark ansatte Normænd om at tye tilbage til Fædrelandet, og den i "Tiden" for 16de og 26de Marts og i Intelligentssedlerne for 22de f. M. udsatte Præmie af 800 Rdb. D. Kt. for en Besvarelse inden 10de April af Spørgsmaalene, om Regentens Indkaldelse til en Rigsforsamling medgav, at Andre end Norskfødte kunde tage Sæde der, om hvilke Regler Retfærdighed og Klogskab paabød med Hensyn til Fremmedes Adgang til Embede og især til de vigtigere, og om hvilken Indflydelse de Indfødtes Eneret i begge disse Henseender vilde have paa Nationalaanden og Kjærligheden til Regenten. Det velaffattede Svar i samme Blad for 1ste April, med Motto det bekjendte Wesselske Vers om Normændenes store Tanker om sig selv, kom derimod snarere fra En af Prindsens Nærmeste, skjøndt Disse ikke lettelig undlod nogen Leilighed til at kløe Løven ved at smigre Ultranorskheden og overdrive med sine Fraser det stærke Sprog, denne førte i Oprigtigheden af sine Følelser. Den maatte holdes i godt Lune, da den tilhørte Folkets Kjernemasse og syntes at voxe i Selvfølelse med Rigsforsamligens
d.IV,b.4,s.296	Nærmelse, og da de Indfødtes Uvilje mod de danskfødte Embeds- mænd oftere brød frem som Luer af Jorden i et vulkanisk Land. Det var i Overeensstemmelse med dette det talrigste Parties Tænkesæt, Generalmajor Sejersted havde udkastet sin første Feldttogsplan, der gik ud paa at angribe Sverige, og ifølge hvilken Armeen var bleven trukken sammen mod Grændserne. En Skrivelse fra Regenten til Kongen af Danmark af 22de Februar, men først oplæst i Rigsforsamlingen den l9de Mai og meddeelt i Tiden den 25de, klang ogsaa særdeles krigersk. "Jeg har -- siges deri -- nøje prøvet Nationens Aand og Sindelag. Den almindelige Stemning er, heller at offre Alt, end at blive Svensk. Norsk vil hver Mand være, og Fædrenelandets Forsvar er Alles Fordring. De har Selv sat Mig i Spidsen for dette tro Folk, og det har været Min Bestræbelse, at vedligeholde denne Stemning, som ene kunde sikkre Norges Uafhængighed, -- nu skulde Jeg dæmpe denne høie Følelse? forlade det Folk, jeg er kaldet til at forsvare? overlade det til den indvortes Gjæring og For- styrrelse, som Kampen for Frihed og Fædreland, uden Forenings- punkt i Anførsel, nødvendigen maatte fremkalde? -- I Sandhed, om Noget kunde nævnes: at svigte sin høieste Pligt, da havde det vel været at handle saaledes. Jeg følger det høie Kald, at redde et frit Folk fra Undertrykkelse, hvilket Jeg troer, at For- synet har bestemt Mig til! Jeg stiller Mig i Spidsen for Fædre- landets Forsvarere som Norges Regent, og skal med kraftig Haand værne om de Rettigheder, som ere tilbagegivne Folket: Selv at bestemme sin Regjeringsforfatning og tilkommende Skjæbne. -- Nationen har fæstet sin Lid til Mig. Ikke Egen Fortjeneste har banet Mig Veien til Folkets Kjærlighed, den er gaaet i Arv til Mig fra Vore Forfædre, og det er min høieste Bestræbelse at for- tjene den, ligesom det skal være Min Løn, at en taknemmelig Efterverden skal nævne Mit Navn iblandt dem, der vare villige at opofre sig Selv for et Folk, hos hvilket Fædrelandssind og det sande høie Mod luer i gammel Nordisk Reenhed." Men hiin Plan indskrænkedes paa Befaling først til det blotte Forsvar og siden til den befulgte Rømning af Glommens Østbred. Soldaten var rykket mod Grændsen i den fulde og faste Tro, at det gjaldt et Indfald i det kun af Essens lidet stærke og uøvede Hær bevogtede Sverige, over hvilken det Staffeldtske Skiløber- korps, som tillige var bleven forstærket fra de andre Armee-
d.IV,b.4,s.297	afdelinger, i denne snefulde Vinter ikke lidet forøgede Nor- mændernes Overlegenhed, uagtet Armeen, med Hensyn til sine Fornødenheder, ja selv til Ammunition, var i en høist maadelig Forfatning. Ogsaa var det den almindelige Mening, at Sagerne kun vilde gaae ilde, om Februar og Marts, siden Armeen dog nu var trukket sammen, gik hen med Sværdet i Skeden. Og uden en saadan Hensigt kunde man ikke forklare sig den stedfundne Sammendragning af Armeen paa en Tid, da Sverrig hverken kunde eller vilde angribe, og da alle en Hærs Nødvendigheder vare saa vanskelige at tilvejebringe i et Land, Danmarks mis- tænkelige og selvkjærlige Politik aldrig havde tilstedet noget Depot, og hvori det, med en ligesaa systematisk Statskløgt, havde gjort Sit til at holde Agerdyrkningen i Dvale. Da et Feldttog paa en saadan Aarstid og i en saa snefuld og streng Vinter, naar det ikke strax antog Angrebets Karakteer, dog kun syntes lidet ud- førligt, vakte dette Foretagende, som ogsaa var uforklarligt siden det hedte, at der var "Fred i Norden", rigtignok ogsaa Mistanke hos Mange om, at det havde til Hensigt, at Armeen endelig skulde faae en vis forhen mislykket Plan ³ til at gaae, nemlig at udraabe Prindsen til Konge. Men hvad den saa egentlig var, virkede det baade ufordeelagtigt paa de Klogeres Omdømme om Prindsregentens krigerske Dygtighed og nedslaaende paa Menig- mand, at pludselig en stor Deel af de søndenfjeldske Tropper hjemforlovedes indtil videre, for, som det hedte, ikke at fortære Beholdningerne, men tydeligt nok fordi den første Plan med deres Sammenkaldelse var bleven opgivet. Generalmajor Staffeldt, som ellers siden 1808 havde det bedste Navn i Armeen, vakte allerede da den første Mistanke imod sig, fordi man nævnte ham som
d.IV,b.4,s.298	en af høje Officerer, der skulde have fraraadet den første Angrebs- plan. Medens Tropperne vestenfor Kristianiafjorden marscherede hjem, foretog Prindsregenten, efterat have udfærdiget under 6te Marts en Skrivelse paa Fransk tll Kongen af Sverige, hvori han foreholder Denne Uretfærdigheden i ved Vaabenmagt at ville realisere sine Prætensioner, østenfor samme en Inspektionsreise til Frederikshald og Frederiksstad. Hafslund hedte da hans "Hovedqvarteer". Under dette Fravær skede først Publikationen af Kielertraktaten i "Tiden" for l0de Marts, efterat en Kundgjørelse af 2den Marts om et Regjeringsraads Oprettelse og Instruxen for dets Organisa- tion to Dage i Forvejen var bleven meddeelt. Den nye Regjering var inddeelt i fem Departementer, nemlig: 1ste Departement, for Finantsvæsenet, med Generalmajor Frie- drich Gottschalck von Haxthausen til Chef; 2det Departement, for det Indre, med Amtmand Jonas Collett i Spidsen; 3die, for Justitsvæsenet, med Amtmand, dansk Konferentsraad Matthias Leth Sommerhjelm; 4de, for Handels- og Toldfaget, med Gros- serer Niels Aall, Raadmand i Skien; og 5te, for Kameralvæsenet, med dansk Konferentsraad Carsten Anker til Chefer. Medlemmer af Regjeringsraadet vare tillige dansk Kammerherre Markus Gjøe Rosenkrantz som Direktør for Rigsbanken, og Grosserer Carsten Tank, som Tilforordnet i 1ste Departement. De to Handelsmænds Udnævnelse til Regjeringsmedlemmer forklarede man sig som et Fif for at vinde Handelsstanden, Norges Noblesse, ligesom Op- rettelsen af en provisorisk Oplysningskommittee af, at Regenten vilde vise sin hengivne Ven, Biskop Bech, en Opmærksomhed, uden dog at gjøre ham til Medlem af den provisoriske Regjering. Militærvæsenet forblev under Kommissariatskollegiet, hvis Præses Haxthausen var; og, foruden Bech, sattes i Spidsen for Kommit- teen for Oplysningsvæsenet Professor i Filosofien, dansk Etatsraad, Niels Treschow, samt Professor i det græske Sprog og Literatur Georg Sverdrup. Mellem de Foranstaltninger, som antydede, at Regenten betragtede sin Stilling som fast vedvarende og sit Kongevalg som vist, hører ogsaa, at allerede den 27de Februar var en Kundgjørelse udfærdiget om et eget Orlogs- og Koffardi- flag for Norge, men som først bekjendtgjordes den 16de Marts. Det skulde være rødt med et hvidt Kors med den norske Løve
d.IV,b.4,s.299	med Hellebarden i guul Farve i det øverste Afsnit ⁴. Under 18de Marts ophævedes den saakaldte Finants-Kassedirektion, under hvem Anviisningsvæsenet henhørte, og dette henlagdes under et Bogholderkontor i 1ste Departement, og under 20de Marts oprettedes en egen norsk Enkekasse. Ved en Anordning af 28de ophævedes Spidsrodsstraffen ved Armeen ved en Kundgjørelse, der i det Hele forandrede de militære Straffebestemmelser, og som mere end nogen anden Foranstaltning gjorde Kristian Frederik folkekjær, og omgav ham med Glorien af en Menneskehedens Velgjører. Det vilde heller ikke være Ret, ogsaa i dette Fore- tagende, som Folk har villet, at lugte den captatio benevolentiæ, Kristian Frederik var saa tilbøjelig til; men den er faldende i alle Sandser i den til Gunst for de rige bergenske Kjøbmænd under 16de April udstedte Suspension af den velgjørende For- ordning af 20de Okt. 1813 om Berigtigelsen af Nordlændingernes Gjeld. Ved Plakat af 5te Oktober f. A. var et Kornlaan til Ar- meens Brug blevet udskrevet i Agershuus og Kristianssands Stifter; i en Resolution af 10de Marts aabnedes et nyt Laan til Mænd af Agershuus Stift, som vilde forsyne Landet med Korn; i en ny af 28de Marts tilkjendegav nu Prindsregenten, at han troede at skylde Landalmuen, i den strenge Vinter og i den af- skaarne Tilførsel og Armeens Sammendragning at nævne Aar- sagerne, hvorfor den præsterede halve Deel af Laanet endnu ikke var bleven betalt, samt at det Resterende af Leverancerne ikke vilde blive paakrævet. Saasnart Tilførsel skede, skulde Tilbagebetaling skee i Korn, saafremt man ikke maatte foretrække strax at hæve den kontant hos Fogderne efter Middelpriis af Aarets to Kapitelstaxter. Af disses Høide og af Datids Priser paa Nødvendigheds og andre Varer, kan man ellers faae et Begreb om Pengevæsenets fortvivlede Tilstand og om Mangelens Storhed ⁵.
d.IV,b.4,s.300	Regenten havde, for at bestride det offentlige Behov, grebet til Seddelfabrikation. Alllerede under 27de Januar havde han som Statholder ladet udfærdige Repræsentativer til et Beløb af 3 Millioner Rigsbankdaler, hvilke nu udspredte sig som Vandet i den udspædede Mælk. 5te Marts kundgjordes fra Regentskabs- sekretæren, at der af Repræsentativer lydende paa 50 Rbdlr. vare satte i Omløb indtil Nr. 12,000, og at ingen af dette Beløb mere vilde blive udgivet. I det Hele udgaves af disse saakaldte "Prindse- sedler" 1,824,925 Rbdlr., som, foruden at de vare ufunderede, tillige havde det særegne Onde ved sig, at de vare yderst lette af eftergjøre. De vare trykte med almindelige Typer paa sæd- vanligt Trykpapiir, og man saae Blanketterne henslængte som Makulatur hos Bogtrykkeren. Det manglede da heller ikke paa Uslinger, som baade paa Frihaand og fabrikmæssigen gjorde dem efter, saa at den slette Pengemasse snart gjennemkrydsedes af en Mængde falske Assignater. Mangelen havde vel ogsaa sin Deel i deslige Foretagender, og ganske vist var den i de aller- fleste Tilfælde Kilden til den Mistanke til de Rigeres, især enkelte Kornhandleres, Lukreren, som steg i Mængdens Bryst alt som Nøden tiltog, og fyldte det med en Bitterhed, som overgik Hungerens i dens Maver. Denne Mistanke var ikke grundet uden i Konjunkturernes særegne Beskaffenhed og den deraf nødvendig følgende overordentlige Fluktueren i den Handel, som havde fundet Sted under de sidste Krigsaar. De, hvis Indtægter bestod i faste Kontanter, Embedsmændene, kunde ikke bestaae under Pengenes sjunkne og daglig synkende Værdi. Kun ved Handel syntes det muligt at holde sig i slige Tider, og Varernes Stigen i samme Skridtmaal som Pengene faldt forbandt med Handelen en uhyre nominel Gevinst, som havde lokket en Mængde unge Mennesker uden Kundskaber og Formue ind i denne Nærings- vej. 100 pCt. var sædvanlig, og saa hurtig sank Pengenes Værd, at denne Gevindst inden en Maaned svandt ind til virkeligt Tab, fordi Summen da ikke engang var tilstrækkelig til at lade sig omsætte til det Beløb i engelske Penge eller Hamburger Banko, Varerne vare blevne indkjøbte for. Som et skrøbeligt Kikajon ⁶
d.IV,b.4,s.301	med pralende Gyldenblade havde denne Handel i Licencernes og Kontinentalsystemets Tid opløftet sig over Landet; nu, da Fædrenelandet tiltrængte dens indvundne Saft og Frugt, da Skibs- farten truede med ganske at ophøre, og virkelig ogsaa maatte dette, viste den sig rodløs og tør. Som affaldne Blade og hule Rødder erindrede snart en Mængde af hine efemere Firmaers Bankerotter kun om at den havde existeret. Den forrige Re- gjerings taabelige Entreprise, ved kostbart aflagte og vidtløftigt sammensatte Over- og Under-Provideringskommissioner, over det ene, og derfor stedse blokkerede, Punkt Fladstrand, at overtage Norges Kornforsyning, havde man ogsaa fundet sig skuffet ved. Den havde kun tjent til at fordyre Kornet, medens De, som havde Administrationen underhænde, berigedes, og nu gjorde man sig da, efter hiin hule Bekjendtgjørelse af Freden mellem Danmark og England, for store Forventninger om den Tilførsel, som vilde skee ved Handelens naturlige Gang over de fredede Have. Mellem Fjeldbønderne hedte det da, at Kjøbmændene sad inde med Korn, men at Priserne endda ikke vare dem høje nok. Det var dog først udpaa Sommeren, da det forrige Aars Be- holdning var sluppet, at denne Mistro brød ud i voldsomme Yttringer, idet Bønderne indfandt sig i Byerne i Masser for at gjæste de Kornpugere, som Rygtet angav, og undersøge deres Forraad med Sækken i Haanden og Kniven løs i Sliren. I den Maaned, som her glider forbi vort Blik, i Marts, laa Sneen høj, og døvede med sin Masse de Suk, som blandede sig i Folkets Forventning om hvad den kommende Maaned vilde bringe med sig og i dets Haab til England. I Tillid til hiin Fred var ogsaa strax en stor Deel af Resten af norske Skibe stukket i Sjøen midt i den strenge Vinter, og var ilet over til England, medens de danske Farvande laa iis- bundne, ligesom der ogsaa i Løbet af Marts ankom endeel engelske Skibe, især til Bergen, med Tilførsel; og under 19de Marts "ilede" Regentskabets Sekretær v. Holten med at meddele i "Tiden" de "meest beroligende Efterretninger med Hensyn til Englands Forhold til Norge", hvorefter man skulde "tillade Skibe at udklarere hertil fra England med alle Slags Varer, Korn ind- begrebet, og adskillige Fartøjer agte med det forderligste at afseile." Men allerede i det følgende Nummer bekjendtgjordes, at der var lagt Embargo i England paa samtlige derværende
d.IV,b.4,s.302	norske Fartøjer, i Forventning af officielle Underretninger om hvad der var foregaaet her i Riget, medens dog Tilførsel endnu skulde kunne skee i engelske og andre Fartøjer under venskabeligt Flag. Regenten, der allerede sidst i Februar havde sendt Re- gjeringsraad Carsten Anker som sin Befuldmægtigede til London, og mod Enden af Marts sendte Dennes Broder, Generalmajor, forhen Guvernør i Trankebar, Peter Anker efter, undlod ikke at yde Haabet til England Næring i officielle Bekjendtgjørelser om den Sympathi for Norge, som skulde yttre sig i hint Land, til hvis Vælde Verdensdiktaturet for Tiden syntes at skulle overgaae, ja selv i de af dets Tidender, som havde Ord for at være Min- isteriets egne Organer. "Tiden" for l9de Marts er opfyldt af slige, gjennem Holten meddeelte, Citater, der især gaae ud paa at bevise, at det, ved Danmarks traktatmæssige Afstaaelse af Norge, var bleven England uvedkommende, efter den 2den Artikel i Traktaten med Sverige af 3die Marts 1813, med væbnet Haand at bistaae det i Erobringen af Norge ⁷. Kronprindsen af Sveriges udmærkede Tjenester, mente man, kunde og burde før regaleres med endnu en fransk Koloni til foruden Guadeloupe, som var bleven ham indrømmet som personlig Ejendom, end med et gammelt Kongerige, som beredede sig saa hæderligt til at for- svare sin Selvstændighed og til atter at indtræde i de uafhængige Rigers Tal. Men sligt rørte ligesaalidet da som nogensinde et Toryministerium, eller mildnede noget i dets ubøjelige Handels- politik;⁸ Og Embargoen viste Normændene, at de ikke havde
d.IV,b.4,s.303	noget sikkrere at stole paa, end paa deres egen Taalmodighed og Udholdenhed. Datids Blade ere ogsaa fulde af Vidnesbyrd om, at Normændene vare rede til hvilkesomhelst Opoffrelser for Fædrenelandet. Ingen Kjerne er dog uden Bitterstof. Hiin Mistro til Kjøbmanden var kun en saadan Bestanddeel i den sunde Kjerne af Patriotisme, Folkets Hjerte omsluttede. Med Beredvillighed bar Bonden Tyngden af de overordentlige Transporter, Troppebevægelserne førte med sig, baade da de til hans Forundring i Iilmarscher rykkede mod Grændsen, mens det hedte, at der var "Fred i Norden", og under deres Ophold paa Østlandet. Throndhjemmerne aabnede den Række af Subskriptioner i Valuta, som hædrede saamange norske Byer og Bygder, og man saae endog Forslag om at lade ikke blot Kirkesølvet springe, men endogsaa hvad Sølvtøj man havde, lige indtil den Yderlighed, at ved Gjæstebud skulde hver Gjæst føre sin eneste Sølvskee med sig. Subskriptionen til den i Februar udsatte Præmie for den bedste Afhandling om Norges tilkommende Regjeringsform var allerede først i Marts stegen saa betydeligt, at Præmien for den bedste kunde fastsættes til 6000 Rdlr. D. C., eller 1000 Rbd. N. V. og for de to næstbedste til respektive 2000 og 1000 Rdlr. D. C., og det manglede ikke paa Penne, der i Stilhed arbeidede paa at give Norge en Konstitution. Forøvrigt raadede der, efter en Samtidigs Vidnesbyrd, af oven- antydede Grund, kun liden Aabenhed i den selskabelige Diskussion paa denne Tid. I offentlig Tale eller Skrivt maatte man ikke vente at høre anden Mening om Kristian Frederik og hans Iid end Mængdens, nemlig, at han med Selvopoffrelse og Fare op- rigtigen vilde knytte sin Skjebne til Norges, og at dette ikke noksom kunde forskylde ham denne Ædelmodighed. De, der ikke vilde sværge paa Oprigtigheden heraf, der i hans lidet be- skedne Udtryk, at det var en Guds lykkelige Tilskikkelse, at han var i Normændenes Midte, saae en Overvurdering af sig selv og Ringeagt for Folkets vaagnede Blik, og egne Kræfter, og som i hans selvgivne Navn af "Odelsbaaren", hans ivrige Forfegten af sin Thronret i Mødet paa Eidsvold, ja selv i den politiske Operation med Eeden, øinede kun Forfølgelsen af en selvkjærlig ⁹
d.IV,b.4,s.304	Plan, af den at redde Norge for Danmark -- disse Færre, men klarere Seende, taug; og selv dette var nok til at synes fordægtig i Fleerhedens Øine og at faae Ord for at være en mindre god Normand eller en "Svensksindet", som man kaldte det. Grev Wedel udpegedes som Hoved for et saadant Parti, som dog ikke havde noget virkeligt Tilvær som afsluttet Faktion, hvilket vel heller ikke havde været raadeligt ligeoverfor Mængden, som i denne Henseende dannede ligesom et fast Legeme om Regenten, der som Snebolden rev Alt med sig, og som udelukkende tiltog sig Patriotnavnet. Snakken om et "svensk Parti", paastaaer ellers en Samtidig, havde for en stor Deel sin Grund i en For- tælling om, at Kronprindsen af Sverige skulde ved Fredsslutningen i Kiel have sagt til den engelske Gesandt, som mente, at det vel ikke var saa vist, om Norge vilde overgive sig, at han frygtede ikke derfor, da Sverige der havde sit Parti. Den gamle Aabenhed og Oprigtighed, Nationalkarakterens Hjerteblad, henblegnede selv i private Meddelelser, og kun imellem særdeles fortrolige Venner hørte man Tvivl om Reenheden i Prindsregentens Hensigter og om, at hans Færd vilde erhverve Fædrelandet Uafhængigheden. Da, under Samvær af ubetvivlelig Tryghed, lod stundom endog Personer, som offentlig omjublede ham, mørke Ahnelser om Ud- faldet og Tvivl om baade hans Evne og Vilje komme til Udbrud. Mistanken om, at det egentlige og sidste Maal, som stod ham og hans danske Omgivelser for Øje, dog nok kun var Gjenforeningen med Danmark, fandt sig kun bestreden af det skrøbelige Vaaben, som laae i Troen paa, at Kristian Frederiks Gemyt var for blødt til med koldhjertet Politik saaledes at bedrage Norge for dets Lidelser og for det Blod, som skulde flyde. "Han har jo ogsaa svoret", hedte det, "og om otte Dage aabnes jo Rigsforsamlingen. Da lægges jo Fædrenelandets Skjebne ikke i Hans, den Frem- medes Hænder, men i dets egne Børns." Og i denne Trøst laa en Henviisning til Revolutionernes Maxime: "Hjælp dig selv, saa hjælper dig Gud."
d.IV,b.4,s.305	Rigsforsamlingen paa Eidsvold. I (Fra 10de til 30te April). Nu gjælder det om gamle Norges Held Blus, Fædres Ild, da i hver Normands Sjel! Man vil tvinge os fremmed Aag at bære -- Vaagn, Norges Søn, at hævde Norges Ære Biskop Mathias Bonsach Krogh, Vaaren 1814 l0de April. I den første Uge af April viste flere fremmede Ansigter sig i Kristiania. Det var Rigsforsamlingsmændene fra de Egne, hvis Vej til Eidsvold faldt derigjennem; og -- som En af dem, For- fatteren til "Fortrolige Breve til en Ven, skrevne fra Eidsvold i 1814," vil have bemærket -- undlod ikke Regenten i Forbigaa- ende at forsøge paa at see dem noget indenfor Tænderne. "Det var godt at forstaae, siger han om et Selskab hos Oberstelieute- nant Haffner, at det havde en saadan Hensigt, og at man ikke troede os for vel." Den 9de April indtraf de Sidste i Eidsvold, hvor de anvistes Qvarteer rundtom paa Gaardene ligeindtil en Miils Afstand fra Jernværket, i hvis ret prægtige Hovedbygning Rigsforsamlingen skulde holdes. Det tilhørte Regjeringsraaden Carsten Anker, og Stedet var sandsynligviis valgt ligesaameget paa Grund af det intime Forhold Ejeren stod i til Prindsen, som fordi det laa langt nok fra de Strøg, Fiendtlighederne først kunde bryde ud i, og kun en maadelig Dagsreise, nemlig 5 1/4 Miil fra Kristiania, saa Regenten kunde dele sin Nærværelse mellem begge Steder. Dette er vel det Meste, som lader sig anføre til Anbe- faling for dette Steds Valg, skjøndt den sidste Grund siger heller ikke synderligt, da Afstanden fra Kristiania, ligesom ogsaa mellem de forskellige Qvarterer for Repræsentanterne og Forsamlings- stedet, i Førefaldstiden paa de slette Veje, var besværlig nok. En By, f. Ex. Drammen eller Kongsberg, havde ganske vist været beqvemmere, naar Forsamlingen endelig skulde fjernes fra Ho- vedstaden, og man vilde da undgaaet Udseendet af, at denne nu med en Slags Hensigt var bleven henlagt midti de militære Kan- tonneringer. En Anbefaling for Stedet var det vel ogsaa i Re-
d.IV,b.4,s.306	gentens Øjne, at det afgav de behørige Beqvemmeligheder for hans Ophold i den samme Bygning, hvor Rigsforsamlingen holdtes. Prindsens Værelser befandt sig, tilligemed Medlemmernes Kon- versations- og Spiseværelser, i nederste Etage; et gjennem øverste Etage løbende Malerigalleri var indrettet til Rigsforsamlingssal. Paa begge Langsiderne løb tre amfitheatralske, rødtbetrukne Bæn- kerader; paa en Forhøjning i den ene Ende befandt sig Præsident- og Sekretærpladserne; og forøvrigt vare de uhøvlede Vægge og Vindubuerne beklædte med Barlin og dekorerede med nogle store Malerier, hvorimellem et af Kristian den 4de, hvorved Nogle troede at opdage en paafaldende Lighed med Regenten. Smig- rere forstaae, ligesom Bierne, at suge Honning af Alt, og det hang der vel heller ikke for intet. Noget Hensyn var ikke taget til de nationalhistoriske Minder ved Navnet Eidsvold, som det gamle Heidsævirthingsted (Eiðsvellir, Voldene omkring Kirken, en halv Miil fra Værket), hvor Heidsivialagen i Halfdan hin Svartes Tid var givet for Oplandet, og hvor siden disses Lagthing holdtes. Det er først senere man med Behag har bragt denne Forøgelse i Bygdens Navnkundighed i en vis betydningsfuld Forbindelse med Konstitutionsværket. Søndag den 10de April saae Repræsentanterne hinanden første Gang samlede i Eidsvold Kirke, hvor de, efter Anordning af Re- genten, der selv med sine Regjeringsraader var tilstede, mødte sammen til den almindelige Gudstjeneste, for "at bede Herren om Held og Velsignelse til deres, for den nærværende som for de tilkommende Slægter vigtige, Foretagende." Der fandt dog intet andet Sted udenfor Repræsentanternes Hjerter, som havde Hensyn til Rigsforsamlingens ophøjede Hværv at frigjøre Landet, uden en Bøn i temmelig almindelige Udtryk af Sognepræsten, ti- tulær Professor Theol. Leganger, en af Prindsens og hans For- gjængers massiveste Smigrere. Den slæbende Tale var tvertimod fuld af Virak til Denne, og manglede selv ikke Anbefalinger for den absolute Magt som Landets sikkreste Frelse. Da Repræsen- tanterne havde faaet nok af Sligt, begave de sig samtlige til Eids- vold Jernværk, hvor de distriktsviis afleverede til Regenten sine Fuldmagter og Adresser, som strax af en Komittee, bestaaende af Biskopperne Bech og Bugge samt af Regjeringsraad Sommer- hjelm, bleve reviderede og befundne rigtige. Disse Adresser, der vare stilede til Hs. H. Prindsregenten, og for det meste affattede
d.IV,b.4,s.307	i en særdeles emfatisk og begeistret Tone, bleve, efter Foran- staltning af Regentskabet, udgivne med en Forerindring ¹⁰ af Præ- sten Wulfsberg paa Subskription, som Tillæg til den annoncerede Rigsforsamlingstidende, og toges strax under tre Presser efter de originale Dokumenter, som derefter henlagdes i Rigets Arkiv. Repræsentanterne afgav sine Fuldmagter (hvoraf enkelte ogsaa opnævnte Suppleanter) i følgende Orden: I. Akershuus Amt: 1. Kammerherre, General-Vejintendant Peder Anker, K. D. O. 2. Sorenskriver (i Folloug) Kristian Magnus Falsen. 3. Bonde Kristian Kristensen Kollerud. (Af Aas). II. Akershuus ridende Jægerkorps: 1. Major Valentin Kristian Wilhelm von ¹¹ Sibbern. III. Akershuus Skarpskytter-Regiment: 1. Oberstlieutenant, Batalljons-Kommandør Frederik Wil- helm Breunech von Stabell, R. D. 2. Kommandeer-Sergeant og Dannebrogsmand Zakarias Mellebye. IV. Arendal: 1. Distriktslæge Alexander Kristian Møller. V. Artillerikorpset: 1. Kapitain Peter v. Motzfeldt. 2. Sergeant (af 10de ridende Artillerikompagni) Hans Haslum. VI.Bergen: 1. Sekretær og Sorenskriver (i Nordhordlehn) Wilhelm Koren Christie. 2. Grosserer Frederik Meltzer. 3. Grosserer Jens Rolfsen. 4. Residerende Kapellan (til Nykirken) Jonas Rein. VII. Bergenhusiske Infanteri-Regiment: 1. Kapitain Ole Elias von Holck. 2. Musketeer Niels Johannesen Loftesnæs. VIII. Nordre Bergenhuus Amt: 1. Kancelliraad og Sorenskriver (i indre Sogn) Lars Jo- hannes Irgens.
d.IV,b.4,s.308	2. Sognepræst (til Yttre Holmedal) Nikolai Nielsen. 3. Bonde Peder Hjermand. (Af Leirdal). IX. Søndre Bergenhuus Amt: 1. Sorenskriver (i Hardanger) Arnoldus von Westen Sylow Koren. 2. Sognepræst (til Vos) Georg Burchard Jersin. 3. Bonde Brynild Andersen Gjerager. (Af Vos). X. Bradsbergs Amt: 1. Kammerherre, Amtmand Severin Løvenskjold. 2. Justitsraad Cloumann, R. D. 3. Bonde Tollef Olsen Huvestad. (Af Laurdal). XI. Budskeruds Amt: 1. Provst, Sognepræst i Eger, Frederik Schmidt, Dr. theol. 2. Foged Johan Collett. 3. Bonde Kristoffer Hoen. (Af Eker). XII. Kristiania: 1. Professor Georg Sverdrup. 2. Toldprokurør Kristoffer Frimann Omsen. XIII. Kristians Amt: 1. Sognepræst (for søndre Ourdal) Hans Jakob Stabel. 2. Sorenskriver (for Toten, Vardal og Birid) Lauritz Weide- mann. 3. Bonde, Dannebrogsmand Anders Lysgaard. (Af Birid). XIV. Kristianssand: 1. Res. Kapellan Nikolai Wergeland. 2. Grosserer Ole Klasen Mørch. XV. Kristianssund: 1. Kjøbmand og Borgerrepræsentant John Moses. XVI. Drammen: 1. Forvalter Nikolai Scheitlie. XVII. Frederikshald: 1. Kancelliraad, Byfoged og Sorenskriver (i Ide og Mar- ker) Karl Adolf Dahl. XVIII. Frederiksstad: 1. Kancelliraad, Byfoged Andreas Mikael Heiberg. XIX. Hedemarkens Amt: 1. Amtmand Bendeke.
d.IV,b.4,s.309	2. Kancellisekretær, Sorenskriver (i Østerdalen) Kjønig. 3. Lensmand Ole Olsen Evenstad. (Af Aamodt). XX. Holmestrand: 1. Sognepræst Hans Hein Nysom. XXI. Jarlsbergs Grevskab: 1. Johan Kaspar Herman, Greve af Wedel Jarlsberg. 2. Sorenskriver i Nordre Jarlsberg Gustav Peter Blom. 3. Bonde Ole Rasmussen Apenæs. (Af Borre). XXII. Ingeniørbrigaden: 1. Kapitain Henrik Frederik Arild v. Sibbern. XXIII. Kongsberg: 1. Bergmester og Bestyrer af Kongsberg Jernværk Paul Steenstrup. XXIV. Kragerø: 1. Auditør, Byfoged C. Hersleb Hornemann. XXV. Laurvig: 1. Justitsraad, Byfoged og Sorenskriver Kristian Adolf Diriks. XXVI. Laurvigs Grevskab: 1. Proprietær, Sektions-Chef Iver Hesselberg. (Af Thjøl- ling). 2. Skibskapitain Anders Grønneberg. (Af Brunlaugnæs). 3. Bonde Ole Olsen Amundrød. (Af Thjølling). XXVII. Listers Amt: 1. Kjøbmand Gabriel Lund. (Af Farsund). 2. Foged (i Lister) Jens Erichstrup. 3. Bonde Teis Jakob Torkildsen Lundegaard (Af Lyngdal). XXVIII. Mandals Amt: 1. Bonde Osmund Andersen Lemsland. (Af Tved). 2. Bonde Erik Haagensen Jaabek. (Af Mandal). 3. Bonde Sivert Amundsen Eeg. (Af Eeg). XXIX. Molde: 1. Byfoged Frederik Motzfeldt. XXX. Moss: 1. Auditør, Byfoged Gregers Wulfsberg.
d.IV,b.4,s.310	XXXI. Nedenæs Amt¹²: 1. Jernværksejer Jacob Aall, R. D. O. 2. Sognepræst (for Vester-Moland) Hans Jakob Grø- gaard. 3. Lensmand Thore Rejersen Lilleholt. (Af Holt). XXXII. Nordenfjeldske Infanteri-Regiment: 1. Kapitain Peter Blankenborg Prydtz. 2. Musketeer Helge Ellingsen Vaagaard. (Af Ringe- rigske Kompagni). XXXIII. Norske Jægerkorps: 1. Kapitain Palle Rømer Fleischer. 2. Korporal Niels Dyhren. (Af Valderske Skarpskyttere). XXXIV. Oplandske Infanteri-Regiment: 1. Oberst Diderik Hegermann. 2. Kommandeersergeant Harildstad. (Af Gudbrands- dalen.) XXXV. Porsgrund: 1. Grosserer, Stadskapitain Jørgen Aall. XXXVI. Raabygdelagets Amt: 1. Sorenskriver (for Østre Raabygdelaget) Thomas Bryn. 2. Bonde Even Torkildsen Lande. 3. Lensmand Ole Knudsen Tvedten. XXXVII. Romsdals Amt: 1. Amtmand Hilmar Meincke Krohg, R. D. 2. Provst (i Romsdal) Stub¹³. 3. Bonde Elling Olsen Valbøe. XXXVIII. Røraas Bergkorps (frivillige Berg-Jægerkorps): 1. Kapitain Rikard Flor, R. D.¹⁴ XXXIX. Skien: 1. Grosserer, Borgerrepræsentant Didrik v. Cappelen.
d.IV,b.4,s.311	XL. Smaalehnenes Amt: 1. Major Valentin Christian Wilhelm v. Sibbern. (Ogsaa for norske ridende Jægerkorps). 2. Provst Peder Hount, Sognepræst til Berg. 3. Bonde Jon Hansen. (Af Bergs Sogn). XLI. Stavanger: 1. Kjøbmand og Stadskapitain Peder Valentin Rosen- kilde, R. D. XLII. Stavanger Amt: 1. Sognepræst (for Rennesø) Lauritz Oftedahl. 2. Kjøbmand Kristen Mølbach. (Af Egersund). 3. Bonde Askoud Olsen Regelstad. (Af Findø). XLIII. Sødefensionen: 1. Kommandør Jens Schou Fabricius, R. D. 2. Lieutenant Thomas Konow. 3. Underofficeer Peter Jonsen. 4. Matros Even Thorsen. XLIV. Søndenfjeldske Dragon-Regiment: 1. Ritmester P. v. Ramm. 2. Korporal P. Paulsen Bakke. XLV. Søndenfjeldske Infanteri-Regiment: 1. Oberst Daniel Frederik Petersen, dansk Kammer- herre. 2. Musketeer Ole Svendsen. XLVI. Tellemarkske Infanteri-Regiment: 1. Kapitain Enevold Steenblok Høyum. 2. Kommandeersergeant Gullik Madsen Røed. XLVII. Throndhjem: 1. Etatsraad, Justitiarius Rogert. 2. Grosserer Peter Schmidt. XLVIII. Nordre Throndhjems Amt: 1. Provst (Sognepræst for Bedstaden) Midelfart. 2. Sognepræst (for Størdalen) Halvor Heyerdahl, R. D. 3. Bonde Sivert Bratberg. XLIX. Søndre Throndhjems Amt: 1. Klokker Lars Forsæth, Dannebrogsmand.
d.IV,b.4,s.312	2. Sorenskriver Anders Rambech. 3. Sognepræst Jacob H. Darre. L. Throndhjemske Dragonkorps: 1. Premierlieutenant Frederik Hartvig v. Heidmann. 2. Qvarteermester Peter Jonsen Ertzgaard. (Af Strinden). LI. Første Throndhjemske Infanteri-Regiment: 1. Kapitain Georg Ulrik Vasmuth, R. D. 2. Sergeant Daniel Larsen Skevig, Dannebrogsmand. LII. Andet Throndhjemske Infanteri-Regiment: 1. Kapitain Jakob Lange. 2. Sergeant Helmer Andersen Gedeboe. LIII. Tønsberg: 1. Grosserer Carl Stoltenberg, R. D. LIV. Vesterlehnske Infanteri-Regiment: 1. Major Ely. 2. Underjæger Osmund Bjørnsen. LV. Østerriisøer: 1. Kjøbmand, Jernværksejer Henrik Carstensen. Ikke saa Faa af disse 112 ¹⁵ vare Personligheder af et saadant Profil, at de lade sig nogenledes silhouettere i et Par Omrids. Gamle Peder Anker var saaledes et ægte Exemplar af en norsk populær Magnat og af sit Folks Karakteer: oprigtig som sit Haand- slag, der hverken negtedes den Ene eller den Anden, trohjertig som sit Ansigt, jovialsk, familiær, national i sine Sæder, impone- rende af Figur; men, med sine almindelige Evner, dog ikke saa lidt af den Klogskab bag Tænderne, som hører til forat gjøre Nationalkarakteeren komplet. Anker havde derfor ikke bag sit smilende Ansigt meer Tiltro til Prindsen og til Tingenes rimelige Gang, end Begivenhederne siden bekræftede. I disse politiske Anskuelser stod han under sin Svigersøn Grev Wedels Indfly- delse. I Forsamlingen var han, paa Grund af sin Mistillid til egne Evner, faamælt, men ikke ved Bordet, hvor han var vant til at gjøre Honneurs med godlidende Munterhed. Sorenskriver Falsen var Rigsforsamlingens mest udmærkede Per- sonlighed, især nyttig ved sine Forfatningskundskaber og ved sit
d.IV,b.4,s.313	Udkast til en Konstitution, skarpsindig, energisk, lidenskabelig, af utrættelig Arbeidskraft, exalteret Patriot, imponerende af Aasyn og Gestalt. Den mest Populære eller rettere Partimægtigste inden Forsamlingen. De fleste af de Navne, som i dette Omrids hen- løbe ubemærkede, ere Nuller til denne Størrelse. Major Sibbern. Retsindig, livlig, deeltagende med Følelse for Sagerne og deres bedste Udfald. Virksom i Debatterne, men som Militær tilbageholdende i visse Punkter. Af Wedels Farve. Oberstelieutenant Stabell. Sluheden gik hos ham til Origina- litet. Uagtet han paa Rigsforsamlingen, skjøndt egentlig kun udenfor dens Møder, maaskee var den Militære, som tydeligst yttrede sig til Fordeel for en Fredspolitik, lagde han dog der Grunden til det Navn for Uudgrundelighed, han siden vedligeholdt hele sit Liv. Uden synderlig Enthusiasme for Tingen, uden Ak- tivitet i Forsamlingen, og uden Tiltro til Prindsen. Doktor Møller. Enthusiast for Fædrelandet og fuld af republi- kanske Idealer. Kapitain Motzfeldt. En af Rigsforsamlingens dygtigste Med- lemmer. Gavnede ved sit Kjendskab til den engelske Forfatning; velordnet og klar i sin hyppige Deeltagelse i Debatterne, hvor han ofte fremsatte Amendements; uafhængig og fast i sin Stilling inden Repræsentationen, hvor han hørte til de falsenske Patrioter uden Exaltation. Sorenskriver Christie. Kold og fast, skarpsindig, af lyst, vittigt Hoved. Efter Rigsforsamlingsprotokollens Mangel paa Udførlighed at dømme, satte han, som Rigsforsamlingens Sekretær, kun lidet af sin overordentlige Arbeidsdygtighed i Virksomhed. Men han indskrænkede den ikke til denne sin Funktion. Kjøbmand Meltzer. Et Exemplar af en indsigtsfuld, med for- trinlige Evner og Kundskaber udrustet Kjøbmand; hjemme især i Finanzvæsenet og den indre Styrelse. Residerende Kapellan Rein. Den mest (endog noget spansk) exalterede af de falsenske Patrioter. Af energisk, flammende, men ofte indtil det Paafaldende ulogisk, Veltalenhed, under hvis heftige Udgydelser han dog bandt sig til Papiret. En Partimand, som kun lidet bidrog til Resultaterne, og hvis bittre Udfald mod anderledes Tænkende dog ikke gjengjeldtes for Oprigtigheden af hans Enthusiasmes og for Skjaldskabets Skyld. Sorenskriver Koren. Ivrig Falsensk; talte og skrev meget, men
d.IV,b.4,s.314	ikke vel, endog ikke uden en Snev af det Komiske. Heldigere var han af og til i sine Bemærkninger. Kapitain Holck. En klippefast, varmhjertet Patriot. Besad ad- skillige selvlærte, især historiske, Kundskaber. Musketeer Loftesnæs. En rask, vakker Soldat, fuld af Sog- ningens, fast sydlige, Livlighed. Provst Schmidt. Ivrig falsensk Pennepatriot. Rigsforsamlingens Bordpoet. Fød dansk, men, opdraget i Norge siden sit første Aar, glemte han dog neppe Danmark under nogen af sine Ud- gydelser, skjøndt Omqvædet var "gamle Norge!" Bekræftede Ud- sagnet: "irritabile genus." Amtmand Løvenskjold. Et af Rigsforsamlingens virksomste Med- lemmer, af lyst Hoved, aaben og frygtløs Karakteer, uagtet nogen Affektation i sit Foredrag. Forholdt sig til Wedel som Sverdrup til Falsen. Bonden T. O. Huvestad. Et udmærket Exemplar af disse, især i Historie, belæste norske Fjeldbønder, som stundom overraske den Reisende. Kunde ikke "sættes" (som det hedder) i Snorro, og besad derhos, i Dybet af den elskværdigste Beskedenhed, under sin Thelekofte, flere Kundskaber i Udenverdenens Historie og Geografi. Disse fremtraadte engang saa overraskende under en Diskurs, Prindsen førte i Anledning af et af de sidste napo- leonske Feldtslag, at Denne udraabte: "hvilke Bønder der dog er i Norge!" Han udtrykte sig -- hvad dengang var sjeldent mellem de norske Bønder -- ogsaa skrivtligen korrekt og klart. Professor Sverdrup. En af Rigsforsamlingens Chorager. Dios- kurerne vare ikke meer sympathisk forbundne end Han og Falsen. Denne uafhængige og kraftige Personlighed indtog en imponerende Stilling, som Regenten kjendte Betydningen af siden Eidsvold- mødet den 16de Februar. Dybsind og Selvfølelse laa i hans Udvortes, hvis antikædle Profil harmonerede saa vel med hans klassiske Lærdom. Følelsen af Selv'et havde ogsaa sin Deel i de Sarkasmer, som ofte gjennemknittrede den dybe Bastorden i hans Tale. Toldprokurør Omsen. En uafhængig, oplyst og ædelttænkende Frihedsmand. Frimodig, frygtløs, varm indtil Lidenskabelighed. Ingen Ven af Prindsen. Sorenskriver Weidemann. Heftig, ægte national Patriot af rene- ste Skarlagen, der hverken vilde vide af Sverige eller Danmark,
d.IV,b.4,s.315	og en streng Økonom. Han vilde -- løb hans Nationalfølelse engang af med ham -- "heller dø, end kalde fremmede Læger ind." Virksom i Debatterne og med Amendements. Lensmand Lysgaard. En ægte Kaxe eller Bondemagnat. Residerende Kapellan Wergeland. Bekjendt som frygtløs Fædre- landsven af sit Priisskrivt om Universitetet. Vovede sig ogsaa her længst frem af Minoriteten. En heftig Antidan, der kun ventede sig Ulykke af Prindsregenten. Talentfuld, fyrig, vel- talende og riig paa politiske Kundskaber. Hadet af den falsenske Majoritet formedelst sine Anskuelser af Maaden, hvorpaa Fædre- landet kunde frelses, og Aabenheden, hvormed han yttrede dem. Kancelliraad Dahl. Et livligt Hoved af kamæleontisk Karak- teer, der spillede i alle Farver fra Falsens Røde til Wedels Blaa. En Violet, som man ikke troede; men dog nok i sit Hjerte den mest Svensksindede, om Nogen var det. Han var ikke engang fri for Mistanken om at referere Svenskerne Nyheder fra Rigs- forsamlingen. Kancelliraad Heiberg. En sindig, men i politiske Sympathier den Foregaaende ganske modsat, Patriot. Kancellisekretær Kjønig. Lidet virksom, men ivrig Patriot. Lensmand Evenstad. En Kjæmpefigur af en Østerdøl, med større Forstand end Kjæmper pleje at have. Grev Wedel-Jarlsberg. Hovedmodstanderen af det falsenske Bjerg. Chefen for "de Tredives" Gironde. Det fineste Hoved i Rigsforsamlingen. Hans Arbeide før Bruddet paa at see Fædre- landet befriet og hans Forhold til Prindsen, hvis Renonce han bedst forudsaae, gjør videre Antydninger overflødige. Sorenskriver Blom. Et lyst og vittigt Hoved. Wedel ganske hengiven. Liberal Fædrelandsven, men i Forhandlingerne meer tilbageholden end hans livlige muntre Temperament syntes at tilsige. Bergmester Steenstrup. Hidsig indtil Fremfusenhed; falsensk Enthusiast. Djærv, frygtløs, virksom i Forhandlingerne. Byfoged Hornemann. Stille Vand med dyb Grund. Kundskaber paa Bunden, men som tause Fisk. Justitsraad Diriks. En lærd og klog Jurist. Tog stor Deel i Forhandlingerne, men syntes ligegyldig for Udfaldet. Dansk fød og dansk i sit Hjerte. ¹ tilbakePaa Børsen i Kjøbenhavn fandtes en Karrikatur over den danske Armee opslaaet, hvor Generalen var hovedløs, Officererne udstyrede med Faarehoveder, men Soldaterne med Løvehoveder, og den cirkulerede derefter ogsaa i Norge. Af alvorligere Natur var en allegorisk Poesi, "Nora til Dana", af en norsk Student i Kjøbenhavn, hvor Politiet udsatte en Belønning for Forfatterens Opdagelse. Den cirkulerede ligeledes i Haandskrivt i Norge. ² tilbakeSom bekjendt af hiin, Norge i Virkeligheden uvedkommende, Proklamation: "Fred, Fred i Norden"! foregav han, at Frederik VI havde viist Normændene den Velgjerning, faa Dage før han løste dem fra Troskabseden, at erhverve dem Fred med Storbritannien, ved hvilket Foregivende han ikke tog Hensyn til Traktaten af 14de Januar, men blot til den kongl. Kundgjørelse af fire Dages senere Dato, som først den 7de April blev ratificeret, og i hvis 5te Artikel paaberaabes den med Sverige sluttede Fred. ³ tilbakeMan erindre her Møderne af 5te Jan. og 16de Feb. 1814 (Se I H. S. 234 og 250). Vigtigheden af det sidste fortjener maaskee, at samtlige Mødende nævnes. Foruden de forhen nævnte, bestod dette Udvalg af Kammerherre, siden Stats- raad, M. G. Rosenkrantz, den daværende danske Statsministers Broder; Konfe- rentsraad og Amtmand, siden Statsminister, Sommerhjelm; Kontreadmiral Lütken; Generalmajor, siden Generallieutenant og Statsraad, Haxthausen; Oberst, siden General, Arenfeldt; Etatsraad, siden Statsraad, Falbe; Generalauditør Bergh; Grosserer, siden Statsraad, Tank; Stiftamtmand Thygeson; Amtmand, siden Statsraad, Jonas Collett; Foged, siden Statsraad, Poul Christian Holst; hvilke tre Sidste endnu leve. Rosenkrantz, en Mand af ægte norsk Oprigtighed, var Den, som, da Sverdrup havde kuldkastet Kongeplanen, antydede en Sammen- kaldelse af Nationens Deputerede og de andre Forholdsregler. ⁴ tilbakeEndnu sees dette smukke og betydningsfulde Flag ikke sjelden paa Nord- landsjægterne. Det holder sig saaledes endnu i Landets politisk uskyldigste Egne, hvor Begivenhederne og deres Omvexlinger kun trænge hen og foregaae med Havdøningernes Langsomhed. ⁵ tilbakeEn Tønde Rug validerede efter Kapitelstaxt 52 Rbd., 79 1/2 Sk. N. V.; Byg 34 Rbd. 12 Sk.; Blandkorn 28 Rbd. 76 1/2 Sk; Havre 23 Rbd. 48 Sk. I Kristiania kostede 1 Tønde Salt 100 Rd. Malt 250 Rd. I Bergen 1 Tønde Rug 300 Rd. Potetes 60 Rd. D. C. o. s. v. I Throndhjem (siges i et Haandskrivt), var det bleven et Mundheld, som ingen Sælger glemte at gjentage, at Gods var alt, Penge intet. "Lader os ikke give Sedler eller Repræsentativer, som vi vide have undergravet Landets Velstand, -- hedder det i en Indbydelse til at sub- skribere klingende Mynt og Varer til Fædrelandet, udstedt i Throndhjem 1ste Marts -- men lader os give sand Værdi, hvorved hine kunne blive overflødige." ⁷ tilbakeI sin Kommentar over denne Traktat siger den ministerielle the Courier, at England kun "reluctantly gave her consent to the eager desire of Sweden to connex Norway." ⁸ tilbakeDen i de foregaaende Aar fra Høsten 1809 af stedfundne Licencefart var heller ikke andet end Kattens overmodige Leeg med Musen. Da England be- gyndte at savne norsk Trælast, sendte det en Mængde Licencer til Norge, som med overordentlig Fordeel benyttede sig deraf med Regjeringens stiltiende Tilladelse, medens Forbudet, der satte Livsstraf paa enhver Forbindelse med England, forblev uophævet. Da Englands Behov nogenlunde var tilfredsstillet, blev det først gjort til Betingelse for at erholde en Licence for en følgende Reise, at Skibet maatte gaae ballastet til England og der indtage en Ladning Steenkul eller andre engelske Produkter; og dernæst blev det paalagt, at en betydelig Deel af denne Last skulde bestaae i engelske Manufaktur- eller Kolonialvarer, hvorved den norske Kjøbmand geraadede i Gjeld til den engelske, og en Overdaadighed i egentlige Luxusartikler, der stod i skrigende Modsæt- ning til Mangelen paa Nødvendighedsartikler, udbredte sig især i Trælastegnene, og har holdt længe ved der. Regjeringen begik den Feil, ikke at forbyde denne Handel, da den rette Tid dertil var, nemlig da England gjorde den første Indskrænkning i Norges Aktivitet deri. ¹⁰ tilbakeBilag I. ¹¹ tilbakeDatids militære Titulatur. Sibbern er ellers et Adelsnavn. ¹² tilbakeFor dette Amt var valgt som No. 2. Sorenskriver i Nedenæs Andreas Frederik Finne. ¹³ tilbakeFørst var valgt som No. 2. Provst Baade, og dernæst Provst Finckenhagen, der begge af Grunde, der erkjendtes gyldige paa Amtsmødet, havde undskyldt sig. ¹⁴ tilbakeSom Nr. 2. var valgt "velagtbare og tapre" Overjæger og Kommandeer- sergeant Ole Ditlevsen. Titulaturen lød saa til Underofficerer. ¹⁵ tilbakeBilag II.

FORRIGE

NESTE