| d.IV,b.4,s.249 |
som Danmarks Kristian Frederik en Deel af sin Raskhed. Denne, tænkte man, var en af Kongehimlens legitime Fixstjerner, Carl Johan kun en Komets flammmende Mulm, som snarlig vilde for- svinde. Tvivlede Nogen herom, var han i de Dage ingen god og klarseende Politiker. Man forsømte ikke at meddele alle de en- gelske Avisharanger, man fik fat paa, hvori Kronprindsen af Sve- rige saa falskeligen divineredes. Lad hiin Koureer kun opløse sig i et af disse løbende Rygter, som dengang agiterende gjen- nemfoer Landet -- det indeholder dog i Henspillet paa Magternes hemmelige Medhold en af de berusende Ingredienzer i Tidens Bæger, som bragte Folket en Stund udenfor sit Sædvanlige, og et af en Kroningsplan, som ovenpaapegede, ikke ilde beregnet Incitament. Af foregaaende Rygter havde intet virket saa paa eengang rystende og forenende, som det om Throndhjems Fra- skillelse fra det øvrige Norge. Prindsen undlod heller ikke ved sin første Kour i Trondhjem at røre ved denne nerverystende Streng. "Foruroligende Rygter -- talte han -- bebudede, at gamle Norge skulde stykkes ud; det skulde aldrig have skeet; dertil staaer Tanken ei heller; men nu gjælder det det Hele; dog Norge kan og skal bestaae ved Samdrægtighed. Jeg er uadskillelig fra Norge. Min Tillid staaer til det norske Folk, mit Haab til Gud; min Løn skal være Folkets Kjærlighed." For denne "gamle Norges Vel og Selvstændighed," som Prindsen i saa stærke Udtryk knyttede til sin Person, havde han Dagen tilforn, paa Stationen Bjerkager, hvor han opholdt sig, "for paa sædvanlig Maade at underholde sig med den forsamlede Almue," under Rennebuingernes Hurra, udtømt et gammelt Drikkehorn, som flere af Oldenborgerne havde drukket af. Og da han Dagen efter, den 5te Februar, tilhest holdt sit Indtog i Throndhjem, klang Forsikkringen om Norges Udelelighed velberegnet gjennem hans opmandende Hilsen til de paraderende Tropper og Borgere. Der var rigtignok ikke længer Spørgsmaal om nogen Deling, men det vidste Prindsen, og ikke de ærlige Thrønder. Prindsen modtoges med megen Pomp i Throndhjem. Greverne Schmettow og Trampe, ledsagede af de fornemste Embedsmænd, vare reiste ham imøde, og Kommandanten overleverede Fæst- ningens Nøgler. Strax efter Aftrædelsen i Stiftamtmandboligen gjorde han den kommanderende General nordenfjelds, den gamle populære Krogh, et Besøg. Men især syntes Biskoppen, Dr. Bugge, |
| d.IV,b.4,s.250 |
et Talleyrandartet Hoved, at have tiltrukket sig Prindsens Op- mærksomhed som en Mand, der kunde være ham nyttig til andet end til at messe. Han maatte ogsaa senere følge ham til Eids- vold alene fordi han vilde have ham der. Hs. Højærværdighed syntes ogsaa til Vederlag særligen indtagen i Prindsen. I en Sang ved et Gjæstebud hos Biskoppen kaldtes han "vor Sverrir, vor Hakon!" og med devoueret Anticipation forsikkredes, at "altid skal Klippens erkjendtlige Sønner signe den Krone, som Christian bar." Men der gaves Thrønder, som ikke tillod det at komme saa- vidt; og Prindsen skal derfor ikke have forladt Throndhjem i det bedste Lune. Dette skeede om Aftenen d. 9de Febr., efterat han havde beskjæftiget sig i de roligere Stunder under Opholdet med at besee alle offentlige Indretninger, og Reisen fortsattes derefter uafbrudt Natten over til Røraas og derifra i forcerede Dagsreiser nedigjennem Østerdalen, hvor han i Tydalen tog en Valplads i Øjesyn, fornyede sine Opraab til Almuerne om i paakommende Tilfælde at vise Fædrenes Mod, og mønstrede de paa Hede- marken kantonnerende nordenfjeldske Tropper, som han ligeledes kraftigen tiltalte foran Fronten. Den 13de Februar ankom Prind- sen til Eidsvold Jernværk, hvor det hedte han agtede at opholde sig nogle Dage for at mønstre Tropperne i Omegnen. Den 16de Februar 1814 fortjener en egen Overskrivt; den er bleven Norge en vigtig Dag. Det var paa den Nationens Fornuft kom til Bevidsthed og dens sande Vilje seirede. Vi forlade derfor Kristian Frederik nogle Dage paa Eidsvold, og det i baade venlige og kjærlige Hænder. Patrioter af Omtanke og Karakteer havde imidlertid ikke været ledige i Kristiania. Enkelte af disse, hvorimellem Professor Sverd- rup, havde samme Dag Efterretningen om Kielertraktaten ankom til Statholderen faaet Nys derom, mens et ligesaa hurtigt født Rygte om det Nordenfjeldskes Afstaaelse udbredte i den store Masse en endnu ubehageligere Stemning end om Sagernes sande Forhold var bleven bekjendt. Den lignede Skibets Tilstand, naar Seilene slaae bak og klappe mod Masten, saa man ikke veed |
| d.IV,b.4,s.251 |
hvad der i første Øjeblik er at gjøre. Efterretningerne om det hele Riges Afstaaelse skulde have bragt flyvende Blæst i dem; og den gjorde det ogsaa, om end mindre heftig, da den endelig kom ud efterat den offentlige Mening havde vant sig til at drive for mange Vinde. Uviljen over Afstaaelsen fra dansk Side neu- traliserede da Hadet mod Sverige noget. Kristian Frederiks Om- givelser maae dog have troet Hemmeligheden vel bevaret i Pa- læet siden Stiftamtmand Thygeson endnu den 28de Januar, den Dag Prindsen reiste nordover, festligholdt Frederik VIs Fødselsdag som "Kongens". Men Gjæsternes paafaldende Taushed og Forstem- melse viste hvad de vidste og tænkte. Værten blev forlegnere og forlegnere, og ingen Skaal for Dagens Helt hørtes før han en- delig, da Desserten var fortæret og man skulde fra Bordet, reiste sig skyndsomt og halvt op, mumlede "Hs Majestæt Kongens Skaal", og hævede i største Hast det piinlige Gjæstebud. Et Par Mile fra Kristiania, paa Gaarden Vollebæk i Folloug, boede Envold Falsens Søn, Sorenskriver, forhen Kapitain, Kri- stian Magnus Falsen, ligesom Sverdrup en Individualitet af herlige Omrids. I en Samtale hos Thygeson, da Afstaaelsen ikke længer var saa hemmelig, erklærede begge disse Normænd sig imod ham og Treschow, der vilde forsvare den Mening, at Kristian Frederik eo ipso efter Kongeloven (der siger at ingen Deel af Riget kan afhændes) og efter Norges Odelslov var Norges Enevoldskonge; og maaskee Falsens klare Blik især fra det Øjeblik maalte Norges rette Afstand fra sin Fortid og Værdien for Fædrelandet af de Sekunder, som løb. Han besluttede at benytte dem. Under ivrige Forbindelser med de vigtigste Patrioter i Kristiania, udarbeidede han i Stilhed et Udkast til en Konstitution for Norge, hvortil Stat- holderens Sekretær Adeler, hvis Kundskab til Frankrigs senere Historie ellers ogsaa var ham behjælpelig, skrev en Fortale, og som han allerede den 15de Febr. forelæste for Sverdrup og Kam- merherre Peder Anker. Man vil ogsaa vide, at han skal have fundet brugbare Materialier efter sin Fader. Falsen yttrede sig ved denne Leilighed heftig imod Kielertraktatens Anerkjendelse, uden forsaavidt den gav Normændene frie Hænder, og imod Kri- stian Frederiks Indgreb i Folkets Ret og Magt, som var den eneste for Tiden bestaaende. Skulde han gaae videre deri, var han -- hedte det -- rede til, med sit Frikorps, som han havde oprettet, at begynde en retmæssig Opstand. De smilte nok ad deres fyrige, |
| d.IV,b.4,s.252 |
let begeistrede Ven, men de skiltes enige i Falsens Sætninger og i at Norge maatte benytte sin Stilling til at give sig en fri Forfatning. De gode Mænd ahnede dog neppe, at denne afgjørende Beslut- ning allerede Dagen efter skulde blive tagen. Vi forlode Kristian Frederik paa Eidsvold Jernværk den 13de Februar. Ved at følge Sverdrup hjem fra Vollebæk seent om Aftenen den 15de skulle vi hurtigt og overraskende komme midt ind i det Møde, der be- stemte Norges Skjebne -- det Møde af anseede Mænd, som Kri- stian Frederik i al Hast og Stilhed lod sammenkalde til Eidsvold Jernværk d. 16de Febr., forat høre deres Mening om hvad der nu i det Hele var at gjøre i Landets fortvivlede Stilling, om hvis sande Forhold det ikke længer lod sig gjøre at holde Folket i Uvished. Og idet vi følge Sverdrup did, følge vi tillige den Mand, som netop kom betids forat tilintetgjøre en Beslutning, som vilde have forraadt og beskjæmmet Nationen, og i hvis Mund dennes (og, som det har viist sig, ogsaa Himlens) Vilje fik sin Røst i det afgjørende Øjeblik, da Sofisterier havde bragt den til at tie. Et Par Timer efter Midnat Natten til den 16de Febr. bringes Sverdrup det Bud, at han har øjebliklig at begive sig til Prindsen paa Eidsvold Værk, hvorhen det hedte, at flere Mænd allerede vare kaldte. Han reiser, men naaer først henimod Stedet over Middag. Udmattet og nedspændt nærmer han sig det allerede, da et af disse Udbrud fra Folkets eget Indre, et uforfalsket dybt- tonende Udtryk af Massens Meninger, Tro og Følelser, trænger gjennem en Almuesmands Mund til hans Øre og opmander hans Sjel. "Er I ogsaa af dem, som ere kaldte op til Eidsvoldværket forat raadslaae med Prindsen?" spurgte hans Skydsbonde, en gammel graahærdet Mand. "Ja det er jeg; men hvad synes Du da om at blive Svensk nu?" "Det synes mig ret daarligt om. Det maa I ikke raade Prindsen til. Vi ville før lade bare Qvindfolk og Børn hjemme, og saa alle Mand gaae til Grændsen." "Dog vel ikke saa gamle som Du?" "Aa jo, jeg faaer nok gaae med. Men hvad I gjør og raader Prindsen til, saa husk, at Gud er ataat!" (  Deus nobiscum,Gud er med Os og vedhaanden). Og dette "Gud er ataat" sagde den gamle Hædersbonde med |
| d.IV,b.4,s.253 |
en Betoning og et Udtryk af dyb religiøs Følelse, som klang Sverd- rup dybt i Sjelen. Han syntes endnu at høre det, da han be- fandt sig paa Stedet, hvor En af de Tilkaldte, Agent Nielsen, en ubetydelig Personlighed, som passerede forat nære republikanske Ideer, modtog ham ude paa Gaarden med Hovedrysten og Ud- raabet "Alt er tabt. Vi faae en Enevoldsmagt". Og da han traadte ind i Forhallen fandt han Peder Anker, Biskop Bech, Rosenkrantz, Amtmand Collett og flere Bekjendte med nedslagne Aasyn, tause og i sørgmodige Stillinger. "Prindsen har ventet paa Dem", blev det ham meddelt, og strax Kappen var kastet af, blev han ført ind for hans Hs. Højhed, som modtog ham med en lang og strøm- mende Tiltale om Landets Stilling og dennes Krav paa hans egen Person, og som endte med Forklaringen om at der saaledes ikke var andet for, end at Han, efter de øvrige Mødendes Mening, greb Regjeringens Styre med sine Fædres Magt. Da klang den gamle Bondes "husk, at Gud er ataat!" for Sverd- rups Sjel; han mindedes Folket og dets Ret og vel ogsaa Dis- kussionerne paa Vollebæk fra igaar og før; og med sin dybe Røst og det skarpe Blik fæstet paa Prindsen, svarede han med roligt Eftertryk: "Dertil har Deres kgl. Højhed ikke mere Ret end jeg". Disse Ord bør ingen Normand glemme. Fra dem stammer vor Konstitution. Om den pandsrede Athene var sprungen ud af Talerens virkelig antikformede, zeuslige Hoved, kunde hun ikke have imponeret Prindsen mere end disse Ord. Slagen traadte han et Par Skridt tilbage. "Hvorledes? Er det Deres Mening?" Og det lod til at fortryde ham, og han søgte at bestride den, skydende sig ind under Treschows og de Andres Mening. Men Sverdrup forsvarede Folkets Magtfuldkommenhed og Ret til at bestemme sin Regjeringsform saa overbevisende og indtrængende, at Kristian Frederik pludselig, med alle Tegn paa oprigtig Rørelse, omfavner ham med Udraabet: "De har Ret. De har overbeviist mig. Saa maa jeg handle. Kom lad os meddele de øvrige Herrer det!" Dette er det herligste Øjeblik i Kristian Frederiks Liv. Prindsen begav sig strax med Sverdrup ud til de Forsamlede og erklærede dem, at Sverdrup havde overbeviist ham om det Rigtige i at sam- menkalde en Nationalrepræsentation og at han strax vilde skride til denne Foranstaltning. Alle hørte forbausede, de Fleste glade, Karsten Anker og Haffner med Ærgrelse til. De søgte endog |
| d.IV,b.4,s.254 |
med Heftighed at omstemme Prindsen; men Denne, der ikke kunde undlade at bemærke det heldige Indtryk paa de Fleste og Bedste af denne Sagernes forandrede Stilling, blev ved sit. Man tilbragte Dagen sammen under Overvejelser af de nærmeste Forholdsregler, som vilde blive at træffe, nemlig Publikationen af Kielertraktaten og de dermed forbundne Dokumenter samt Indkaldelsen af Na- tionalforsamlingen. Efter 24 Dages Fravær indtraf Kristian Fre- derik igjen i Kristiania den 18de Febr., efterat have paa Indvejen besøgt Brigaderne Hegermanns og Staffeldts Stabsqvarterer, og den l9de bekjendtgjorde Tiden: "Nu beskjæftiger Hs. Højhed sig uafbrudt med de vigtige Anliggender, som betræffe Rigets nær- værende Stilling. Bekjendtgjørelserne i saa Henseende kunne inden faa Dage imødesees, med Fortrøstning til den Fyrste, der allerede har givet det norske Folk saa umiskjendelige Prøver paa sin Kjærlighed og Omsorg for Sammes Vel, og som har lovet, ei at skille sig fra den Nation, der elsker ham." Frederik VIs aabne Breve ledsagedes af en Deklaration af samme Dato, der udviklede de Omstændigheder, der havde tvunget ham til Afstaaelsen, samt af en Bekjendtgjørelse fra det danske Kan- celli, hvorefter de i Norge ikke indfødte Embedsmænd, der ikke beslutte sig til at vedblive under den nye Regjering, havde at overlevere og forlade deres Poster, saasnart deres af den svenske Regjering udnævnte Embedsmænd ankom. Deklarationen frem- hævede især hvorledes alle Forsøg paa Fred med England vare strandede paa Fordringen om Norges Afstaaelse, hvor forgjæves Keiseren af Østerrigs tilbudne og antagne Mægling havde været, og at Umuligheden i at forsyne Norge, om Krigen havde vedvaret, var det mest tvingende Motiv. "For Gud og for Mennesker -- hedder det -- have Vi da ikke troet at kunne forsvare, at stille et ædelt Folk blot for en Ulykke, som angaaer alle andre, og som selv ikke Sværdet havde kunnet afværge, naar Vi endog, omgiven af vore brave Tropper, efter1 deres og samtlige vore |
| d.IV,b.4,s.255 |
Undersaatters Ønske, havde kastet Os i Kampen, ikke med een, men med flere, i Forening, overlegne Fiender. Kræfterne, som vare frembragte og kunne fremdeles frembringes imod Os, vare ikke at beregne. Selv en Seier kunde ikke redde det Hele og Tab maatte have fremskyndet endnu større Ulykke, og have gjort alle videre Underhandlinger umulige. Vi have, under alle disse sammenstødende haarde Uheld, maattet aftræde til den svenske Krone de Rettigheder til Kongeriget Norge, som vi arvede fra vore Forfædre. Vi afholde Os fra at skildre de sørgelige Følelser, som Sønderrivelsen af Baandet imellem begge Riger foraarsager Os. Enhver Dansk, enhver Normand vil letteligen slutte sig dertil af hvad han selv føler. Aldrig kunne, aldrig ville vi glemme den Troskab og Hengivenhed for Os og vores Stamme, hvilken det ædle norske Folk i alle Tider og Tilfælde har givet saa rørende Prøver paa. Saalænge Troskab iblandt Folkeslægterne agtes som en Dyd, ville Normændene nævnes som de, der stode ved Siden af, eller overgik ethvert andet Folk i denne Dyds Udøvelse." Dette var da Norges Afskedsattest. Den lokkede Taarer af mange Øine, Tilfredshedens Straalen af Enkelte, som baade saae langtnok tilbage og frem til at vide, at Norge var idetmindste timets den Lykke at være bleven sin største Ulykke qvit. En "Kundgjørelse angaaende det norske Folks fredelige For- hold til andre Nationer og Kaperiets Ophævelse," ligeledes dateret l9de Febr., offentliggjordes tilligemed de førnævnte Publikationer. Deri bevidnedes da, at Regenten og det norske Folk erkjendte det "for en udmærket stor Velgjerning, som det har modtaget af Hs. M. Kong Frederik VI, at Høistsamme, faa Dage førend han løste Folket fra sin Troskabseed, skjænkede Norge Freden med Storbritannien." Regentens første Bestræbelse vilde været Er- hvervelsen af Freden, og det ikke alene med Storbritannien, men med alle øvrige Magter. "Thi erklæres høitideligen: at Kongeriget Norge har Fred med alle Magter; ikkun den er dets Fiende, som vil krænke det norske Folks Selvstændighed, og som med væbnet Haand betræder de norske Grændser eller Kyster." Dette er Programmet til den Politik, Prindsregenten agtede frem- deles at følge: fremfor Alt Fred med England, kun Erkjendelse af Kielertraktaten i dette Punkt, Havnenes Aabning og defensiv 2 |
| d.IV,b.4,s.256 |
Krigsfod med Sverige. Og dette harmonerer ret godt med hiin første mystiske officielle Jubel over Freden i Norden, der skulde have været bedre grundet, om Diplomatien virkelig tillod saadanne partielle Erkjendelser. I de forskjellige Kundgjørelser af den l9de Febr.,3 nemlig den almindelige til Folket med særskilte Slutningsapostrofer til Land- og Søetaten, Cirkulærer til Biskopperne og Overøvrighederne samt Meddelelserne til Land- og Søofficererne har Kristian Frederik saamegen personlig Deel, at Forfatteræren maa tillægges ham. Cirkulæren til Biskopperne anordner den fortræffeligen hensigts- mæssige Forholdsregel af en almindelig Bededag i Kirkerne, hvor- under den forrige Konges og Regentens aabne Brev samt Dennes Kundgjørelse, efter en "kort, men kraftfuld", Indledningstale, skulde oplæses fra Prædikestolen og Menigheden opfordres til at sværge at ville "hævde Norges Selvstændighed og at vove Liv og Blod for det elskede Fædreland." Naar dette med opløftede Fingre var besvaret med: "Det sværge vi, saasandt hjælpe os Gud og hans hellige Ord!" skulde Præsten efter en foreskreven Bøn,4 nedbede Himlens Velsignelse over det norske Folk, hvorpaa Præ- diken skulde holdes over Texten i Davids Psalme, 62, 8, 9. Et Vidnesbyrd om Edens Aflæggelse, bestemt til Opbevaring i Rigs- arkivet, og en Adresse til Regenten, indeholdende Fuldmagt til tvende Valgmænd til at overbringe samme og til at vælge tre Amtsdeputerede, som, ifølge det aabne Brev, havde at møde den 10de April i Eidsvold forat "bestemme og paa Nationens Vegne at antage Kongeriget Norges Regjeringsform", skulde dernæst ud- færdiges af Menighedens Embedsmænd og af 12 af dens agt- værdigste Medlemmer. Det samme gjældte for Byerne, som hver skulde sende een Deputeret, der kunde vælges strax i den pri- mære Forsamling, til "Forsamlingen i Anledning af Regjerings- formens Bestemmelse," med Undtagelse af Kristiania, Kristianssand og Throndhjem, som skulde sende to, og Bergen, hvis dobbelte Folkemængde mod hver af Disse, krævede en Repræsentation af Fire. De Deputerede skulde, som Fuldmagt, medbringe Adresse fra deres respektive Byer og Amters Menigheder, hvilke skulde opbevares i Rigets Arkiv. Valgdygtige og valgbare vare Embeds- mænd, Brugsejere, Borgere og Bønder over 25 Aar. Paa Landet |
| d.IV,b.4,s.257 |
skulde saavel af Valgmændene som af de for Amtet Deputerede idetmindste Een være af Bondestanden. Prindsen havde lært de rigtige Forhold i Folkets Sammensætning at kjende. Norge var, hedte det i Cirkulæren, "gjengivet Folkenes oprindelige Ret til selv at bestemme sin Regjeringsform," og Cirkulærens Udsteder, "Norges Thrones Odelsbaarne", havde, "kaldet ved Nationens tillidsfulde Ønske, lovet at forblive iblandt det tro Folk, for, som dets Regent, at værne om Statens Sikkerhed, Orden og Rolighed." Forholdsreglerne ved det endelige Valg, Forpligtelsen for fravæ- rende Embedsmænd at indsende skrivtlig Eed, og Befaling, at de, der ikke ville bestemme sig til at tjene Norges Sag, men maatte foretrække, ifølge Kancellibekjendtgjørelsen af 5te Febr., at vende tilbage til Danmark, skulde strax nedlægge deres Embeder, samt Opmuntring til at fremme "en god og fornuftig Stemnings Ud- bredelse og Vedligeholdelse," er Indholdet af Cirkulæret til Overøv- righederne. Meddelelserne til Land- og Søetaten fra "Norges Regent og Hærfører" foreskrive de samme Publikationer, Eeds- aflæggelse og Valg inden hver Batallion, Eskadron eller Division, formeret i Kreds eller Qvarrée, eller paa Værfterne og Orlogs- fartøjerne. To Valgmænd skulde kaares fra hver af disse Afde- linger: een indfødt Officeer og een Mand af Underklasserne, der tillige maatte være Gaardejer, hvilke igjen skulde vælge to Re- præsentanter for deres Regiment eller Korps, medens Søetaten skulde repræsenteres af to Officerer og to af Underklasserne. Vidnesbyrd om Edens Aflæggelse skulde udfærdiges af de til- stedeværende Officerer, og de Deputerede skulde overbringe en Adresse som Fuldmagt. De Officerer af Landetaten, som ikke havde kunnet være tilstede, skulde indsende skrivtlig Eed til Re- gimentschefen og Søofficererne til Admiralen. De Krigere, som ei vilde "sværge Norges Sag", skulde straks erholde Afsked; og vilde Nogen af Landetaten først ansøge Kongen af Danmark om Tilladelse til at forblive i norsk Tjeneste, havde han at oppebie samme under Ansættelse i Kristianssands- eller Bergens Stift, imod et skrivtligt Løfte at ville indtil da forrette sin Tjeneste. Var dette Tilfælde med Nogen af Søetaten, da stod det ham frit for, paa samme Betingelse, at opholde sig i Land saalænge. |
| d.IV,b.4,s.258 |
Den 22de Februar.
Samtlige Dokumenter tilligemed Fredstraktaterne mellem Dan- mark, Sverige og England bleve den 22de Febr. oplæste i Regen- tens Bolig for Autoriteterne. Efter Frederik Vls Deklaration udbrød Kristian Frederik: "Lader os erkjende Danmarks vanske- lige Stilling, og beklage den Fyrste, som uforskyldt stedes i Samme!" Og efter Meddelelsen af Kongen af Danmarks aabne Brev, hen- vendte Prindsen sig til Forsamlingen: "Ifølge heraf er Jeg tilbagekaldt, og befalet at overlevere Fæst- ningerne til de svenske Tropper; -- men Jeg har raadført mig med Folkets Stemning; overalt har den gjenlydt for mig: Vi ville være Norske og ikke Svenske! Jeg følger villigen det Kald, at for- svare et uafhængigt Folks Rettigheder; hvis Jeg forlod det, vilde dette give Fienden Midler ihænde, til at udsprede Splid og Uorden. Hører Min Beslutning, og hvorledes Jeg for denne Forsamling, som for hele Folket, kundgjør Samme." Han forelæste dernæst selv sit aabne Brev og Kundgjørelsen til Folket, sluttende disse Meddelel- ser med disse Ord: "Mit Løfte til Norges Sag nedlægger Jeg for denne Forsamling, og fra Enhvers Hjerte møder Jeg vist det Samme. Paa Bededagen skulle vi samlede høitideligen aflægge vor Eed for Guds Aasyn." Efter Oplæsningen af Brevene til Biskopperne og Overøvrighe- derne samt Kundgjørelsen om det norske Folks Fredsforhold til alle Nationer, hævede Hs. Høihed Forsamlingen med Udraabet: "Og nu Medborgere! giver hinanden Hænderne, med det Løfte: samdrægti- gen at virke som trofaste Normænd for Norges og den gode Sag, hvil- ken Gud vil velsigne!" hvorpaa han selv og de Mødende indbyrdes indgik den høitidelige Pagt, paa gammel nordisk Viis, ved Haandtag. Udaf Regentboligens Porte reed derpaa Hærolder, som paa for- skjellige Steder i Byens Gader oplæste de tvende aabne Breve og Kundgjørelserne. Paa Torvet aflagde Borgerkorpset og Gar- nisonen i Geled Eeden at forsvare Norges Selvstændighed, hvor- paa Regenten indfandt sig tilhest, omgiven af sin Stab, og tiltalte først de Militære: "Paa Eders Mod, trofaste Normænd! bygges hele Folkets Haab om et heldigt Udfald af den Kamp, som Alle ere villige at bestaae for Fædrelandet. Trygge skulle Oldinger, Qvinder og Børn leve bag Norges Fjelde, forsvarede af dets kjække Sønner under deres Regents og agtede Høvdingers An- |
| d.IV,b.4,s.259 |
førsel. Seier og Frihed, eller Død, være vort Løsen!" Han hen- vendte derpaa til Borgerne disse Ord: "Den gode Borger kan kun være lykkelig i det selvstændige Norge; Jeg skal forsvare Folkets Rettigheder, og, naar det gjælder, Fødelandets Grændser; Jeg venter Bistand af enhver Norges Ven. -- Held Norge!" De stormende Hurraer fra Gelederne og den umaadelige Mængde besvarede Hs. Høihed med Udraabet: "Lad mig altid finde en saadan Stemning iblandt Normænd, og Gud skal velsigne vor retfærdige Sag!" Kristian Frederik kaldes i dette Øjeblik "den meer end elskede Fyrste," og der er Sandhed deri. Mængden saae i ham "Hjælpen og den sande Frelser i Nødens Stund," som ovennævnte Blad udtrykker sig, og den tilbad ham; og ved at slaae ind paa den Vei, han nu befandt sig paa, havde han ogsaa vundet de Hjerter, som vare haardere at vinde. Folk fra den Tid sige ogsaa, at Enthusiasmen for Fædrelandet og Prindsen ved denne og to andre lignende Leiligheder, nemlig ved Optrinene i Kirken den 25de Februar og ved hans Tilbagekomst fra Eidsvold som Konge, var ubeskrivelig og ikke lavest stemt hos det smukke Kjøn. Man vovede at haabe, og Dette virkede paa det sorgvante Folk som nogle Draaber Viin paa den svage Rekonvalescent. Haabet blev i saadanne Øjeblik til Begeistringens Forjettelse, og Minuttet, naar den uomtvivlede Frelsermand passerede forbi de af Qvinder, Børn, Oldinge og Mennesker af alle Vilkaar gjennembrudte Geleder, medførte en Glædesruus og Udbrud af en Enthusiasme, som ikke syntes at tilhøre disse Zoner. "Nei dengang! Da var der Liv i Folket!" sige hine Folk, naar et senere Tidens Barn troer ved en eller anden Leilighed at have seet Udbruddet af al den Enthu- siasme, dette Folks Hjerte er istand til. Den 22de Februar endte med et Taffel hos Hs. Høihed Regen- ten, hvor han udbragte et "Held Norge og den retfærdige Sag, vi idag begynde!" efter en Normands-Sang af Ludvig Stoud Platous paukeslaaende Muse, med dette Motto af Oehlenschläger: "Staae sorte Skyer paa vort Norrigs Himmel, Vel, vi vil ei fortvivle, vi vil handle Med mandig Styrke. -- -- Flink, raske Styrmand! Bølgen slaaer paa Dækket, Og Vinden klaprer i det brustne Tougverk; Nu gjælder det, med vældig Haand at styre Det stærke Ror i Nattens Skum." |
| d.IV,b.4,s.260 |
"Regentens Skaal -- siger Tiden -- blev frembragt med en Enthusiasme, som ikkun den kan fatte, der selv var tilstede, og Stemningen var ved dette Glædesmaaltid saadan, som man kan vente sig iblandt Mænd, der have fuldbyrdet en ædel Handling." Den store Bededag. I Hovedstaden den 25de Februar, Norges Inspirations Dag, den Dag, da man skulde troe Gud forudbestemte dets Lykke for Inderlighedens Skyld i dets Begeistring. Thi Folkets Sjele befandt sig ganske vist da højere stemte, Himmelen nærmere, mere hæ- vede udenfor sig selv end nogensinde; man kunde tænke sig dem i deres Opløftelse og Harmoni som en Glorie af Lys om det gamle Land, straalende denne Dag mellem Himmelen og Jorden, men den næste sjunken tilbage i Folkets Hjerter. Det var et elektrisk Fænomen i Sjeleverdenen ligesaa herligt som Nordlysets i Vinternatten; og det maa bemærkes fordi dette almindelige Opsving var Frihedens og Konstitutionens sikkreste Forbud. De gamle Koners Taarer i Kirkestolene, den stærkere Glans i de unge Pigers Øjne, den jagende Blegnen og Rødmen over Mænds og Qvinders Aasyn, de qvalte Udraab, de hemme- lige Haandtryk, da den smukke Prinds -- endnu smukkere fordi Øjeblikkets Høitidelighed overgjød hans rosige Træk med et Bad af Bleghed -- da han stod der paa Forhøiningen foran Alteret i Frelserens Kirke og aflagde Eden -- alt Dette var en fiin men stærk Næring for de Mænds Tanker, som alvorligen sysselsatte sig med Norges tilkommende Forfatning. Selv Spidsborgernes Kandestøberier og Udagligdagsagtighed og Officerernes Bravader i Borgernes gjæstfrie Huse var forsaavidt ikke uden Indflydelse paa disse Forberedelser, som de ogsaa hørte til de lange rullende Bølgeslag af hiin mægtige Agitation. Med Held iværksattes denne fra Dybet af Folkets Hjerter med Anvendelse af al Religionens Kraft paa den store Bededag; Orgeltonerne til Thaarups Tedeum var dens brusende Storm, som bevægede dette Hav af Menneske- hoveder, der paa hiin Dag fyldte Frelserens Kirke og Tempel- salen paa gamle Agershuus. Og da Prindsen begav sig didhen tilhest gjennem den tætte Folkemasse, og Mødrene løftede Bør- nene op forat see ham (Mange erindre kun saaledes at have |
| d.IV,b.4,s.261 |
seet ham), og disse bevægede Hænderne ligesom klappende i den almindelige Jubel, betegnede disse Smaahænder hiin Agita- tions Magt og Styrken af Folkets Sindsbevægelse ligesom Enge- blomstrenes Bølgen og de lavtvoxende Buskers Bladklappren be- tegne Stormens, at den har grebet og gjennemfarer den hele Natur. De aabne Breve og Kundgjørelsen til Folket oplæstes af Biskop Bech fra Prædikestolen. Prindsregenten begav sig fra sin Plads til en Forhøining ved Choret, hvor han var omringet af sin Stab, Autoriteterne og Byens Repræsentanter. "Et høitideligt Syn -- beskriver Tiden det -- Fyrsten midtiblandt Folket: Alle beredte til det helligste og vigtigste Foretagende. Dyb Alvorlighed hvilede paa Regentens Aasyn. . . Nu opfordrede Biskoppen Forsamlingen til Edens Aflæggelse. Hs. H. Prindsregenten og den forsamlede Menighed aflagde lydeligen og eenstemmigen den dyre Eed: "at hævde Norges Selvstændighed, og at vove Liv og Blod for det elskede Fædreland." Høitidelig og rørende var dette Optrin i høieste Grad; hvert ædelt og redeligt Menneskes Hjerte gjennemstrømmedes af de skjønneste Følelser; enhver mandig Sjel fattede de kraftigste og fasteste Forsætter. Derefter henvendte Hs. H. Regenten sig til Forsamlingen med følgende Tiltale: "Gud den Almægtige har hørt vor Eed. Han kjender Min Oprigtighed, og Han vil skjænke Mig Kraft og Viisdom, til at udføre det store Værk til Folkets Frelse og til dets Rettigheders Forsvar. Vort Haab staaer til Forsynet, som vil velsigne vor retfærdige Sag, formedelst den Samdrægtighed, der besjeler os Alle, og paa hvilken den Pagt, vi have indgaaet, er bygget, saa fast som paa Norges Klippegrund! Nu lyde Bønnen i Herrens Huus!" Efter den religiøse Høitide- lighed fulgte en Henvendelse til Regenten i et Recitativ og Sang. Biskoppen udraabte og Forsamlingen istemte et "Held for Norge! Held for Norges Regent!" hvorpaa Denne fra sin Galleristol endnu tiltalede Forsamlingen: "Elskede norske Folk! modtager mit Hjertes Tak! Folkets Kjær- lighed er min Glæde og min Løn! Lad mig altid finde saadan Stemning iblandt Eder, og Gud skal velsigne os Alle!" Med omtrent de samme Ord besvarede han i Slotskirken Præ- sten Claus Pavels'es, af Menigheden gjentagne, Udraab: "Held for Norge og Rigets Regent!" Og "den var fuldbragt den store Dag," som det hedder i den særdeles hjertelige, simpelskjønne |
| d.IV,b.4,s.262 |
Festpsalme efter Eeden, som udmærkede Bededagen i Agershuus Slotskirke. "Den er fuldbragt, den store Dag! Gud! see vor Id med Velbehag! Du den og os beskytte! I Naade sign vor Broderpagt! Ei løsne Svig, ei bryde Magt Det Baand, vi Normænd knytte! Venner, Brødre Alle ere, Alle være! Haab og Glæde Fastne blidt vort Samfunds Kjæde!" I disse Ord, Bøn om Guds Bistand og Opmaning til Haab og Broderaand, ligger denne politisk-religiøse Bededags Mening og Karakteer saaledes som den høitideligholdtes over det hele Rige. Til Bergen overbragte Generalkrigskommissær Vibe Budskabet om det Passerede og om hvad der nu skulde gjøres. Han traf de gode Bergensere ved et natligt Festmaaltid d. 3die Marts oven- paa en Forestilling af Stykket "Manden af Ord," i Anledning af den med Posten forudkomne "glædelige Tidende om Norges Selv- stændighed under en viis og god Regent," hvortil hiin Epilog var føjet, vi forhen have citeret nogle Linjer af5. I Kristianssand og Throndhjem afholdtes den store Bededag Fredag d. 4de Marts; i Bergen først den 11te, efterat Tropperne og Borgerbevæbningen nogle Dage iforvejen havde aflagt Eden. Vibe slutter sin Ind- beretning om sin Sendelse med at "bemærke Almuens hæder- fulde Tænkemaade." De besværlige Transporter bleve førte med den største Velvillighed. Alle sagde eenstemmigen: vi vide, at det er Fædrelandets Sag; for dette have vi svoret at ville op- offre Alt; Ingen bør, Ingen maa beklage sig. Enker, hvis Haab og Støtte var en eneste Søn, raabte: "Nu gjælder det Norges |
| d.IV,b.4,s.263 |
Selvstændighed, nu ønsker jeg ei længer min Søn hjemme, men at han maa dele Hæder med sine Vaabenbrødre." Folket havde paa Bededagen iført sig en aandelig Rustning; det beredte sig ogsaa paa at "iføre sig et nyt Menneske," en ny og forbedret Skikkelse. Indbydelsen til en Præmiekonkurrence om "den bedste og Censorerne tilfredsstillende Afhandling om Norges tilkommende Regjeringsform, bygget paa sand borgerlig Friheds- og Retfærdigheds Grundsætninger, samt en viis Fordeling af Mag- ten," hvilken, tilligemed de bedste Afhandlinger, som maatte ind- komme, skulde indtages i en annonceret Journal for Rigsforfat- ningen er dateret denne 25de Febr. 1814. Folket har løst Opgaven. BILAG.
OFFICIELLE AKTSTYKKER Bilag I Indhold, Norge betræffende, af den i Petersburg 21 Marz 1812 undertegnede Alliancetraktat imellem Rusland og Sverige. (Bladet "Tiden", 8 Oct. 1813). -- -- "Da den franske Regjering ved Besættelsen af svensk Pom- mern har begaaet en fiendtlig Handling imod den svenske Regjering, og ved sine Armeers Bevægelser truet det russiske Riges Rolighed, forpligte de kontraherende Dele sig til med forenet Styrke af 25,000 eller 30,000 Svenske og 15,000 eller 20,000 Russer paa det Punkt af den tydske Kyst, som man maatte finde meest passende til dette Fore- havende, at gjøre en Diversion imod Frankrig og dets Bundsforvandte. Da Kongen af Sverrig ikke i Overensstemmelse med sit Lands Sikkerhed kan gjøre denne Diversion til Fordeel for den fælleds Sag, saalænge han kan ansee Kongeriget Norge som en Fiende, saa forbinder Hs. Mt. Keiseren af Rusland sig til, enten ved Underhandling eller ved militair Medvirkning at forene Kongeriget Norge med Sverrig. Han forbinder sig videre til, at garantere Hs. Svenske Majestæt dets fredelige Besid- delse.Begge de contraherende Parter forbinde sig til at betragte Norges Erhvervelse for Sverrig som en foreløbende Begivenhed, der skal skee før Diversionen paa den tydske Kyst; og Keiseren af Rusland lover til denne Ende, at stille det ovenmeldte Troppe-Korps til Kronprindsen af Sverrigs Raadighed og under hans umiddelbare Kommando. Da begge de contrah. Magter ikke ere sindede at gjøre sig Kongen af Dan- |
| d.IV,b.4,s.264 |
mark til Fiende, saa vil man foreslaae denne Monark at tiltræde Forbundet, og tilbyde Hs. Danske Majestæt, at tage sin fuldkomne Skadesløsholdelse for Norge ved et Land, som grændser nærmere til Hans tydske Stater, forudsat at Hs. Danske Majestæt for bestandig vil aftræde Kongen af Sverrig sine Rettigheder til Norge. Ifald Hs. D. Maj. skulde afslaae dette Tilbud, og beslutte at vedblive i Forbund med Frankrig, saa forbinde begge contrah. Dele sig til at betragte Danmark som deres Fiende. -- -- (Efter den senere Konvention, dat. Åbo 30 Aug. 1812 skulde den rus- siske Hjælpemagt formeres til 35,000 Mand)". Bilag II Af Hertugen af Bassanos Rapport til Keiser Napoleon, dat. Dresden 20 Aug. 1813. fremlagt i det franske Senat 4 Okt. og publiceret i Monitøren 5 Okt. s. A. Sire! Votre Majesté, par un traité signé àFontainebleau, le 31 Oct. 1807, avec S. M. le roi de Danemarck, a garanti à ce souverain l'inté- grité et l'indèpendence de ses Etats. Quoique ces engagemens fussent connus de la Suéde, elle offrit, en 1812, de faire cause commune avec la France dans la guerre qui se préparait contre la Russie, si V. M. consentait à lui garantir l'acquisition de la Norvége qu'elle convoitait, sans autres droits, sans autres titres que sa convenance. V. M. regarda cette proposition comme un outrage. Aucune considération ne pouvait la porter à trahir les interêts de son alliée. La Suéde fut chercher ailleurs un appui que V. M. refusait à son ambition. Elle se joignit à vos ennemis pour dépouiller votre allié; elle offrit à la Russie, pour prix des bons offices ou de l'emploi des forces qui devaient lui assurer l'acquisition de la Norvège, de prendre part à la guerre contre la France. Un article spécial du traité signé à Pétersbourg, le 24 Mars 1812, détermina que, dans le cas où le Dane- marck consentirait à la cession de la Norvège, il lui serait accordé des indemnités qui ne pourraient être prises que sur le territoire francais. Ces engagemens sans exemple dans les annales des peuples sont devenus communs à l'Angleterre, et, par une transaction du 3 Mai der- nier, cette puissance a accédé aux conventions déjà existantes entre la Russie et la Suède, et a garanti la réunion de la Norvège aux états de S. M. suédoise, comme partie intégrante de son royaume. Par ces deux traités la Suède s'est mise en etat de guerre contre V. M. -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- |
| d.IV,b.4,s.265 |
Je propose à V. M. de faire publier l'état de guerre entre la France et la Suède, et d'ordonner en même tems que le traité du 10 Juillet dernier conclu entre la France et le Danemarck, soit communiqué au Sénat, et promulgué comme loi de l'Etat, conformément à nos Consti- tutions. Bilag III Af Fredstraktaten mellem Frankrig og Danmark, dat. Kjøbenhavn d. 10 Juli 1813. -- -- -- -- Art. 1. Les deux hautes parties contractantes se garantissent réci- proquement l'intégrité de leurs possessions, tant européennes que co- loniales. 2. La Russie, d'accord avec l'Angleterre, s'étant engagée à appuyer les vues d'envahissement de la Suède sur la Norvège; la Prusse ayant, de son coté, adhéré a ces engagemens, qui, par leur nature, constituent la Suède, la Russie et la Prusse en état d'hostilités contre le Dane- marck; Et la Suède, s'etant portée à ces projets d'envahissement contre une puissance alliée de la France, quoiqu'elle eût connaissance de la garantie des Etats danois, stipulée le 31 octobre 1807 par le traité de Fontainebleau; mais ayant en outre pris, de concert avec l'Angleterre, la Russie et la Prusse, l'engagement de contraindre le Danemarck à réunir ses forces à celles des ennemis de la France, à l'effet de con- quérir une indemnité pour la Norvège sur le territoire de l'Empire français. Les deux hautes parties contractantes déclareront la guerre, savoir: la France à la Suède, et le Danemarck à la Russie, à la Suède et à la Prusse. Les déclarations de guerre auront lieu, de part et d'autre, dans les vingt-quatre heures qui suivront la notification de la rupture de l'armi- stice actuellement existant entre la France et la Russie et leurs alliés respectifs. 3. Les deux hautes parties contractantes s'engagent à s'aider mutu- ellement de tous leurs moyens pour la défence de la cause commune. 4. Elles s'engagent également à ne traiter de la paix avec leurs en- nemis communs que de concert. 5. Les traités antérieurs existans entre les deux puissances sont maintenus et confirmés dans toutes les dispositions auxquelles il n'est point dérogé par le présent traité. 6. Le présent traité sera ratifié, et les ratifications en seront échan- gées à Dresde dans le délai de quinze jours, ou plus tôt si faire se peut. |
| d.IV,b.4,s.266 |
Bilag IV Uddrag af en Rapport fra Hr. Rist, forhenværende dansk Chargé d'affaires i England, til Statsministeren Grev Bernstorff. (Af Monitøren No. 23 1808). Londres, 27 Septembre 1807. . . . . . C'était probablement pour donner plus de poids à ces con- sidérations, que M. Canning me dit, en me lisant hier sa premiere minute du précis de propositions de la cour de Londres, qu'il avait cru devoir y ajouter un appercu des conséquences que le refus de s'entendre entraînerait pour nous. Il me lut alors les cinq menaces suivantes, qui y étaient indiquées: 1. La confiscation de tous nos vaisseaux détenus et àdétenir; 2. La prise de nos colonies; 3. La destruction de notre commerce; 4. La possibilité d'être obligé à introduire des troupes suédoises dans Copenhague; 5. La nécessité où l'on pourrait se trouver de récompenser, et de dé- dommager S. M. suédoise par la possession de la Norvège. M. Canning a jugé à propos de retrancher ces menaces de la copie de la note ver- bale qu'il m'a envoyée. Bilag V Fremstilling, Norge betræffende, af Forholdet imellem de danske Stater og Kongeriget Sverige fra Fredsslutningen 1809 indtil nu 1813. (Bladet "Tiden", 25 Oct. 1813). -- -- "Efterat Freden mellem Sverige og England var sluttet, og den svenske Kronprinds var kommen tilbage fra Mødet i Åbo, viste de Svenske sig til Lands og til Søes, og lod tydeligen forstaae, at de dan- ske Stater vare Maalet for denne Væbning. Bedragerske Indbydelser bleve udstrøede iblandt Norges Indbyggere, forat forføre dem til at frafalde Forbindelsen med Danmark og at svigte deres Troskab mod Kongen. Normandens Troskab blev urokkelig og han foragtede Svenskens falske Tilbud. Da Anvendelsen af Sveriges Rustninger blev udsat, frem- kom Regjeringen med Tilbud om Forening og æskede Sikkerhed for, at intet Angreb skulde fra Danmark eller Norge foretages mod Sverige, naar Tropperne derfra afsendtes, for at tilbagevinde Pommern. Tilbudene bleve afviste som unødvendige, fordi den gode Forstaaelse, der herskede imellem begge Stater, sikkrede godt Naboskab, og For- |
| d.IV,b.4,s.267 |
sikring blev given, at Kongen ikke var sindet at angribe Sverige fra nogen Deel af sine Stater. Ikke længe derefter undsaae det svenske Hof sig ikke ved at lade i en af dets Gesandt, den 10de December 1812, indgiven Note tilbyde Danmark nøie Forening og Alliance, imod at afstaae Kongeriget Norge, hvorfor til Erstatning blev tilbudt svensk Pommern og en Sum Penge. Et saa uhørt Forlangende blev afviist paa en med Hs. Maj.'s Værdig- hed og Allerhøistsammes ømme Kjærlighed for sine norske Undersaatter overensstemmende Maade og med et Maadehold, som et saa oprørende Forslag ikke gav Anledning til. Ved en Note fra den svenske Gesandt af 2den Januar d. A. blev dette Forlangende tilbagekaldt og erklæret at skulle ansees som om det ikke havde fundet Sted. Hs. M. smigrede sig nu med, at den sven- ske Regjering havde selv følt det Fornærmende, der laae i det gjorte Skridt, og at den havde alvorlig frafaldet en ligesaa urimelig, som ubil- lig Paastand. Men det varede ikke længe, førend den svenske Gesandt, i sit Hofs og dets Allieredes Navn, atter opfordrede Danmark til at afstaae Norge til Sverige og at gjøre Fred med England. Endelig lod den svenske Kronprinds, sidstleden 30te Marts, forekalde den kongelige chargé d'affaires, Grev Baudissin, for at erklære ham i Overværelse af den svenske Statsminister, Grev Engestrøm: "at dersom Kongen ikke bestemte sig til at tilkjendegive sin Villie at tiltræde den nordiske Alliance, skulde Fiendtlighederne fra svensk Side mod de danske Stater begynde mellem den 15de og 20de April, og Angrebet foretages paa tre Puncter". Ved denne Leilighed gjentog Thronfølgeren i Sverige de samme Til- bud om Erstatning for Norges Afstaaelse, som forhen vare blevne gjorte. Intet var for kostbart at tilbyde af saadanne Stæder og Lande, som Sverige og dets Allierede agtede at bemestre sig. Stæderne Hamburg, Lübeck og hele Kysten langs Nordsøen skulde forenes med det danske Monarchi. De hertugelige meklenburgske Lande bleve ligesaa runde- ligen tilbudte, hvorimod de regjerende fyrstelige Familier andetsteds skulde faae Erstatning. Til Paastanden om Norges Afstaaelse føiede man stedse den Forsikkring, at Sveriges Allierede havde tilsagt Samme Besiddelsen af dette Kongerige. Sverige havde altsaa under den med Danmark bestaaende Fred, henvendt sig til dette sidste Riges Fiender, for at sikkre sig deres Medvirkning til at berøve Kongen hvad han med den fuldkomneste Ret besidder. Der kan ikke tænkes et mere afgjørende Skridt til Fredsbrud. Hs. Maj. Kongen, urokkeligen bestemt til ikke at afstaae nogen Deel af Kongeriget Norge, og ikke agtende Kronprindsens Trudsler -- hvilke i saa bestemte Udtryk vare at ansee som en Krigserklæring fra den |
| d.IV,b.4,s.268 |
Regjering, hvis Foretagender bestyres af Ham, -- lod i et Svar, som den 10de April blev givet til den herværende svenske chargé d'affaires, gjentage, at Allerhøistsamme ikke var sindet at udvide sine Stater paa tilgrændsende Landes og retmæssige Fyrsters Bekostning, og heller ikke at bortbytte sine norske Undersaatter imod Fremmede, over hvilke Kongen af Sverige desuden ikke var berettiget at disponere. Endskjøndt den anførte Erklæring kunde med Grund ansees som en Krigserklæring, holdt Hs. Maj. dog endnu for at burde heller ansee den som en Virkning af Prindsens heftige Karakteer og hans umaadelige Attraa efterat forene Norge med det Rige, som han er valgt til engang at regjere, end at tillægge Kongen af Sverige og den svenske Regjering virkelig fiendtlige Hensigter imod de danske Stater, hvilke ikke synes at stemme med Sveriges og dets Allieredes sande Interesse. Men der forløb kun faa Dage, inden den svenske chargé d'affaires, -- efterat have ført Klage over at svenske Kanonslupper, som imedens en engelsk Convoi seilede igjennem Sundet, havde lagt sig imellem denne og Kronborg Fæstning, vare blevne beskudte fra denne; og at have erklæret, at, ifald den Officier, der havde befalet at løse Skuddet, ikke blev stillet for en Krigsret, saa var det ham paalagt at forlade Kjøbenhavn; -- tilkjendegav ved en officiel Note, at han havde erholdt Befaling at forlange Reisepas, samt at det var tilkjendegivet Grev Bau- dissin, at han ikke maatte længer opholde sig i Stockholm, fordi han af det svenske Hof ikke længer var anerkjendt i Egenskab af kongl. dansk chargé d'affaires. Da den svenske chargé d'affaires anholdt om Reisepas forelagde han tillige de endelige Vilkaar, som efter den svenske Kronprindses Villie skulde lægges til Grund for Underhandlingen imellem begge Hoffer, og hvilke lyde som følger: "Endskjøndt Rusland og England ikke have gjort noget Skridt hos Kongen (af Sverige) til Bedste for Danmark, vil Hs. Maj. dog, -- i Be- tragtning af Øieblikkets Vigtighed, og den uomgjængelige Nødvendighed saa meget muligt at forkorte de mødende Vanskeligheder, -- kunne samtykke i, paa efterfølgende Vilkaar at begynde Underhandlinger med Hoffet i Kjøbenhavn, for at opfylde de Betingelser, der ere fastsatte i Traktaterne imellem Sverige, Rusland og Storbritannien." Basis. "Norges Afstaaelse til Sverige, som strax sætter sig i Besiddelse deraf paa følgende Vilkaar: "Sverige frasiger sig alle sine Fordringer til Danmark, som kunne beløbe sig til een Million Hamb. Rigsd." "Forpligtelse inden eet Aars Forløb at udbetale til Danmark den Sum af to Millioner svenske Rigsdaler, hvoraf den ene Million ved Ratifikationernes Udvexling." |
| d.IV,b.4,s.269 |
"Forpligtelse paa Sveriges Side, saalænge indtil Danmark har faaet Skadesløsholdelse af lige Værd for Afstaaelsen af Norge, at holde fuld- talligt paa Fastlandet et Korps af 35,000 Mand i det Mindste." "Sverige vil blot af Agt for England og Rusland, ikke gjøre nogen Vanskelighed i at lade Pommern indbefattes i denne Skadesløsholdelse." En anden Maade at kunne gjøre Ende paa de nuværende Stridig- heder. Basis. "Norges Afstaaelse til Sverige. Naar Traktaten derom sluttes, tages Trondhjems Stift i Besid- delse." "Fæstningerne Kongsvinger og Frederikshald overgives til Hs. Maj. Kongen af Sverige, eller disse Fæstninger sløifes." "Den danske Armee forener sig med den svenske, for at kaste de Franske tilbage paa Rhinens venstre Bred, og for at skaffe Danmark en Skadesløsholdelse, der har lige Værd med Norge". "Fra det Øieblik, denne Skadesløsholdelse antages af Danmark, skulde Sverige tage Resten af Norge i Besiddelse". Derpaa følger i den Publikation, her meddeles et Brudstykke af, Grev Engestrøms Afskedsnote af 18de April til den dansk-norske chargé d'affaires, hvori forekommer, at da Hs. svenske Maj. ikke længer kan "tvivle om, at det Kjøbenhavnske Kabinet undslaaer sig for at antage den eneste Basis, fra hvilken Hs. M., ifølge sine høitide- lige og meest bestemte Tractater med Storbritannien og Rusland, har besluttet ikke at afvige, og at det ikke vil indlade sig i nogen Under- handling, der sigter til at iværksætte, selv til Danmarks Tilfredshed, de bemeldte Tractaters Bestemmelser: saa har H. M. befalet sin chargé d'aff. i Kbhvn., at erklære, at, da alt Haab om at gjøre Ende paa de nuværende Stridigheder imellem begge Hoffer synes fra nu af at være forsvundet, saa havde han Ordre at forlange Pas". Efter endeel Klager over at fiendtlige Krigsskibe erholdt Adgang til svenske Havne og Tilladelse til Fiendtligheder imod det danske Flag under den svenske Kyst, samt til at indbringe og sælge danske Priser i svenske Havne og over at den danske Konsul blev i Mai tvungen til at forlade Gothenborg, vedbliver Fremstillingen: "Men da den engelske Regjering formelig erklærede ikke at ville indlade sig i nogen Underhandling, uden i Forbindelse med sine Allie- rede, og paa Vilkaar, at Kongeriget Norge afstaaes til Sverige, om endog andre Øiemeds Opnaaelse derved skulde forfeiles; saa kunde Hs. Maj. ikke længer see Sig istand til at vedligeholde Fred med en Regjering, der har forbundet sig med England, -- den danske Nations |
| d.IV,b.4,s.270 |
uforsonlige Fiende, -- for ved Sammes Bistand af forskaffe sig Besid- delsen af Kongeriget Norge. Denne troløse Forbindelse er allerede et fuldkomment Fredsbrud fra Sveriges Side, hvorfra Krigen imod Norge allerede fra dette Aars Be- gyndelse føres paa den grusomste Maade, ikke ved Vaabens Magt, men derved, at man i Forening med England hindrer Korntilførselen til Norge, i Haab om, at de kjække Normænd, hvis Troskab imod Kongen ingen Løfter, Tillokkelser eller Tilbud have kunnet gjøre vak- lende, skulle, ved at føle Hungersnødens Piinsler, tvinges til Under- kastelse. Norges tappre Mænd, sikkrede ved eget Mod, ved Eendrægtighed og ved Hengivenhed for Konge og Fødeland, imod Overfald af fiendtlig Overmagt, skulde svækkes ved Hunger, skulde fristes til Utro- skab, ved at see deres Huustroer og Børn, deres udlevede Fædre, der ei med Sværdet i Haanden kunne hævne Fornærmelser imod hele Folket, mangle Livets første Fornødenhed, Brødet, hvortil deres Konge, deres dem saa hulde Fader, rundeligen har afsendt det nødvendige Korn. Men en stor Deel af de dermed ladede Skibe ere af engelske Kryd- sere indbragte til svenske Havne, hvor de, saavelsom andre danske Skibe, der, uden at være opbragte af Fienden, have anløbet nogen Havn i Sverige, bleve tilbageholdte, naar Ladningerne bestode i Korn, bestemt til Norge, under det Paaskud, at Kornudførselen fra Sverige var forbudt. Hvad der senere er foregaaet, hvorledes Sverige paa meer end een Maade har brudt Freden med Danmark og Norge, viser den under 3die Septb. udkomne Declaration". Bilag VI Freds Traktat (forsaavidt Norge betræffer) imellem Danmark og Sverige, sluttet i Kiel den 14te Januar 1814. (Bladet "Tiden", 10de Marts 1814). 4de Art. H. M. Kongen af Danmark frasiger Sig saavel for Sig Selv som Sine Efterfølgere til Thronen og til Kongeriget Danmark, uigjen- kaldeligen og for bestandig til Fordeel for H. M. Kongen af Sverige og for Hs. Efterfølgere til Thronen og Kongeriget Sverige alle sine Ret- tigheder og Adkomster til Kongeriget Norge, nemlig til de her opregnede Bispedømmer og Stifter: Christianssand, Bergen, Aggershuus og Trondhjem med Nordlandene og Finmarken, lige indtil Grændsen af det russiske Rige. Disse Bispedømmer, Stifter og Provindser, der udgjøre hele Konge- riget Norge, tilligemed alle Indvaanere, Byer, Havne, Fæstninger, Lands- |
| d.IV,b.4,s.271 |
byer og Øer paa alle Kyster af dette Kongerige saavel som de til- hørende Besiddelser -- Grønland, Færøerne og Island ikke deri indbegrebne -- ligesom alle Forrettigheder, Rettigheder og Fordele, skulle for Fremtiden tilhøre Hs. Maj. Kongen af Sverige med fuld Eiendomsret og Souverainitet, og danne et Kongerige, forenet med det svenske. Til den Ende lover og forpligter Hs. Maj. Kongen af Danmark Sig paa den høitideligste og meest forbindende Maade, saavel for Sig, som for Sine Efterfølgere og for hele Kongeriget Danmark, til aldrig at gjøre nogen directe eller indirecte Fordring paa Kongeriget Norge, eller paa nogen af dets Bispedømmer, Stifter, Øer og Landstrækninger, hvis Ind- byggere Alle ere, ved og i Kraft af nærværende Afstaaelse, løste fra den Hyldings- og Troskabs-Eed, som de have svoret Kongen og Dan- marks Krone. 5te Art. Hs. Maj. Kongen af Sverige, forpligter Sig, paa den forme- ligste og meest forbindende Maade, til at lade Indvaanerne af Konge- riget Norge og dets tilhørende Dele beholde Nydelsen af deres Love, Fritagelser, Rettigheder, Friheder og Privilegier, saadanne, som de ere for nærværende Tid. 6te Art. Da det hele Beløb af det danske Monarchies Gjeld hæfter ligesaavel paa Kongeriget Norge, som paa de øvrige Dele af Staten, saa forbinder Hs. Maj., Kongen af Sverige, Sig i Sin Egenskab af Konge- riget Norges Souverain, til at paatage Sig en Deel af Samme, der svarer til Norges Folkemængde og Indtægtskilder i Forhold til Danmarks. Ved offentlig Gjeld forstaaes den, som Danmark har gjort saavel i Udlandet, som indenrigs. Denne sidste bestaaer i kongelige og Stats- Obligationer og i Massen af Banco-Sedler og andre repræsentative Papirer, udgivne i Følge kongelig Autorisation, som nu findes i Omløb i de to Kongeriger. Det nøiagtige Beløb af denne Gjeld den 1ste Januar Aar 1814 skal bestemmes ved Commissarier, som begge Regjeringer til den Ende skulde udnævne, for at gjøre en rigtig Fordeling af Samme, grundet paa Norges og Danmarks gjensidige Folkemængde og Indtægtskilder. Disse Com- missarier skulle samles i Kjøbenhavn inden een Maaned efter Udvex- lingen af nærværende Tractats Ratifikationer. De skulle saa hastigt som muligt ende deres Arbeide, og i det Seneste inden Udgangen af dette Aar. Dog maa derved forstaaes, at Hs. Maj. Kongen af Sverige, i Sin Egen- skab af Kongeriget Norges Souverain, ikke skal tage Deel i Garantien af anden Gjeld, end den, som her ovenfor omtalt, der tilhører Konge- riget Danmark i Almindelighed, og til hvis Afbetaling alle Dele af dette Kongerige før Norges Aftrædelse burde bidrage. |
| d.IV,b.4,s.272 |
7de og 8de Art. angaae Overdragelsen af svensk Pommern og Øen Rygen med lignende Garantier for Indbyggerne; 9de Art. Oplagsretten for britiske Varer i Stralsund; 10de Overtagelsen af Pommerns Gjeld; 11te Erkjendelsen af svenske Dotationer i Pommern og paa Rygen. 12te Art. Hs. Maj. Kongen af Danmark og Hs. Maj. Kongen af Sve- rige forpligte Sig gjensidigen paa det høitideligste til aldrig at afvige i Henseende til Anvendelsen af Midler, henlagte til milde Stiftelser eller til offentlig Brug fra den oprindelige Bestemmelse, der er dem givne i de Lande, de have erhvervet ifølge nærværende Tractat, nemlig Konge- riget Norge og Hertugdømmet svensk Pommern med deres gjensidig tilhørende Dele. Hs. Maj. Kongen af Sverige lover, ifølge af denne almindelige ind- gangne Forpligtelse, at vedligeholde det i Norge stiftede Universitet, ligesom Hs. Maj. Kongen af Danmark forbinder Sig til at vedligeholde Universitetet i Greifsvald. De offentlige Embedsmænds Lønninger, saavel i Norge som i Pom- mern, skulle udredes af den erhvervende Magt, at regne fra den første Dag af det Qvartal, i hvilket Besættelsen af det ene eller det andet Land skal være iværksat. De tvende høie contraherende Parter skulle lade de Pensionister, der ere bosatte i Norge eller Pommern, beholde de Pensioner, som af deres forrige Regjeringer ere blevne dem tilstaaede, uden Fradrag eller nogen Forandring. 13de Art. Da Hs. Maj. Kongen af Sverige vil, forsaavidt det beroer paa Ham, bidrage til, at Hs. Maj. Kongen af Danmark erholder Skades- løsholdelse for Afstaaelsen af Kongeriget Norge, og da Hs. svenske Maj. nylig har givet en tydelig Prøve paa dette Sindelag ved Afstaaelsen af svensk Pommern og Øen Rygen, saa forpligter han Sig til at anvende Sine bona officia hos Sine Allierede, ligesom de Midler, der ere i Hans Magt, for ved en almindelig Fred fremdeles at forskaffe Hs. Maj. Kongen af Danmark passende Skadesløsholdelse for Kongeriget Norge. De mellemfølgende §§ fastsætte hurtigst Meddelelse af Freden til Generalerne, Fiendtlighedernes Ophør, Erstatning af muligtviis i Mellemtiden tilføiet Skade, Ophør af alle tvungne Leverancer, Ophævelse af Beslag paa Ejendom, Kommis- særers Udnævnelse til at overlevere og modtage de befæstede Pladse og af- slaaede Lande, Regler for Disses Rømning, navnlig at Pommern og Rügen skulle rømmes af de svenske Tropper, naar Fæstningerne Frederikshald Frederikstad, Kongsvinger og Agershuus ere blevne besatte af svenske Tropper. 16te Art. For at lette Udførelsen af den foregaaende Artikel, for- pligte Hs. Maj. Kongen af Danmark og Hs. Maj. Kongen af Sverig sig gjensidigen, paa den meest forbindende Maade, til strax efter nær- værende Tractats Underskrift at udstæde Proclamationer til Indvaanerne |
| d.IV,b.4,s.273 |
af de fra begge Sider afstaaede Lande, som underrette dem om den Forandring, som er foregaaet i deres Stilling, løse dem fra deres Tro- skabs-Eed, og indbyde dem til med Rolighed at modtage deres nye Souverainers Tropper, som maatte komme ind i deres Land. De tvende høie contraherende Parter skulle til samme Tid give de fornødne Be- falinger til de gjensidige saavel militaire som civile Autoriteter, med Hensyn til Overleverelsen af Fæstningerne og de faste Pladse, af Arsen- alerne eller andre militaire Etablissementer af hvilketsomhelst Navn eller Egenskab; ligeledes af Kronens Eiendomme og Tilliggender uden nogen Undtagelse, og saaledes, at det afstaaede Land gaaer roligen og ganske over under den nye Souverains Herredømme. De høie con- traherende Parter skulle umiddelbar tilbagekalde fra de afstaaede Lande deres General-Gouverneurer og andre offentlige ikke indfødte Embeds- mænd, som ikke ville beslutte sig til, at forblive under den nye Regje- ring, og skulle i Almindelighed tage de meest passende Forholds-Regler, som staae i deres Magt, for at forekomme al Forhaling i Udførelsen, og Brud paa Bestemmelserne i nærværende Tractat. §§ 17, 18 og 19 fastsætte Krigsfangernes Udvexling en masse. Ophævelsen af Embargo og Kongen af Sveriges Frasigelse af Reklamationer af danske Kaper- opbringelser. 20de Art. De Norske, der for nærværende Tid befinde sig i Dan- mark, og omvendt, de Danske i Norge, saavelsom de Pomeraner, der befinde sig i Sverige, og de Svenske i Pommern, skulle have fuld Frihed til at vende tilbage til deres Fødeland, og at raade over deres rørlige og urørlige Gods, uden at betale nogen Udførselstold eller Afgivt, der i denne Henseende maatte være paabuden. De tvende høie Magters Undersaatter, der ere bosatte i et af de to Lande i Norge eller Danmark, skulle have fuldkommen Frihed at bo- sætte sig i det andet inden et Tidsrum af sex Aar, at regne fra den Dag, da Udvexlingen af nærværende Tractats Ratifikationer skeer, og skulle forpligtes til i ovennævnte Tidsrum at sælge eller afhænde deres Eiendom til en Undersaat af den Magt, hvis Stater de ønske at forlade. Art. 21-25 angaae Udleverelsen af Dokumenter, Karter o. s. v., privat Gjelds Afbetaling, Afslutninger af en Handelstraktat efter et Aars Forløb, fri Tilbage- flytning af Krigsmaterialier, Marine- og Paketfartøjer, fri Postkommunikation over Pommern og Ophævelse af Bestemmelsen i Traktaten til Jønkøping om den norske Postgang gjennem Sverige. 26te Art. Enhver Embedsmand i Norge, han være dansk eller norsk, skal uden Vanskelighed erholde sin Afskeed, dersom han søger den inden et Aar efter nærværende Tractats Ratifikation. Denne Artikel er ligeledes anvendelig paa de Norske, der ere ansatte i Danmark, og de skulde ikke ud- sættesfor nogenslags Forfølgelse eller Bebreidelse for at have søkt Samme. |
| d.IV,b.4,s.274 |
Traktaten slutter med 2 Artikler, der bekræfte de ældre Fredsslutninger og fastsætte Ratifikationsudvexlingen til at foregaae i Kjøbenhavn senest inden 4 Uger. Bilag VII Kongeligt aabent Brev, angaaende Norges Afstaaelse til Sverrig, udstædt den 24de Januar 1814. (Bladet "Tiden", 24de Februar 1814). Vi Frederik den Sjette, af Guds Naade Konge til Danmark, de Ven- ders og Gothers, Hertug til Slesvig, Holsten, Stormarn, Ditmarsken, Oldenborg og Pommern, Fyrste til Rygen, gjøre vitterligt: At da Vi under mange og haarde sammenstødende Omstændigheder for Vort Mo- narchie, have, for at gjenoprette Fred i Norden, og for at afværge fra Kongeriget Norge en det overhængende Hungersnød, ved Freds-Tractat af 14de i denne Maaned frasagt Os, saavel for Os Selv, som for Vore Efterfølgere til Danmarks Throne og Kongerige, til Fordeel for Hs. Maj. Kongen af Sverrig og Hans Efterfølgere til Sverrigs Throne og Konge- rige, alle Vore Rettigheder og Adkomster til bemeldte Kongerige Norge; saa have Vi ved samme Freds-Tractat afløst, ligesom Vi og ved dette Vort aabne Brev afløse alle Norges Indbyggere i Almindelighed, og Enhver af dem især, fra den Hyldings- og Troskabs-Eed, de, som Undersaatter i Almindelighed, eller som Embedsmænd i Særdeleshed, Enhver i sin Stilling, civil eller militair, geistlig eller verdslig, til Os have aflagt; hvorhos Vi paa Grund af, og i Overeensstemmelse med Tractatens 16de Artikel indbyde dem alle til, med Orden og Rolighed at gaae over til den nye Regjering, som paa den meest forbindende Maade har forpligtet sig til, at lade Norges Indvaanere beholde og nyde deres Love, Fri- tagelser, Rettigheder, Friheder og Privilegier, saadanne som de for nær- værende Tid ere. Middelfart, den 18de Januar 1814. Frederik R. N. Rosenkrantz. Bilag VIII Aabent Brev fra Norges Regent, Prinds Christian Frederik, angaaende Rigets nærværende Stilling og tilkommende Regjeringsforfatning. (Bladet "Tiden", 24de Februar 1814). Jeg Christian Frederik, Norges Regent, Prinds til Danmark, Hertug til Slesvig, Holsten, Stormarn, Ditmarsken og Oldenborg; Gjør vitterligt: 1 tilbakeI Fyen brød nogle Officerer sine Kaarder foran Fronten ved Efterretningen om Kielertraktaten. Den bekjendte tappre, renommistiske Huggzu Artilleri- kapitain Hummel, en Normand, gik vel ikke fuldt saavidt i sin Uvilje, men paa- drog sig dog ved Yttringen deraf Unaade og en Afsked, som dog toges tilbage. Det var ham, som i Kjøbenhavns Bombardement 1807 bad Kommandanten Peymann om dog idetmindste at erholde nogle Slaver, naar han ikke kunde faae Soldater, til at betjene et Batteri. 3 tilbakeSe Bil. IX og X. 4 tilbakeSe Bil. XI. 5 tilbake Den hele Epilog fortjener en Plads mellem de "Opinionsyttringer," man "Som Normand hed, i Gudbrandsdalvil finde vedføjet dette Heftes Bilag. Se derfor disse, Nr. 6. I Lyder Sagens Viser ved denne Leilighed findes lagt Vægt paa Prindsens Færd og Udladelser paa Reisen gjennem Gudbrandsdalen og Throndhjem: hiin Støtte Du mon skue." -- -- "Fra Norge uadskillelig," saa lød din hulde Stemme. |