HENRIK WERGELAND - SAMLEDE SKRIFTER
IV.AVHANDLINGER, OPPLYSNINGSSKRIFTER 4. BIND: 1841 - 1843

Foregaaende Yttringer af norskt Uafhængighedssind.
del 2
d.IV,b.4,s.197   heden. Denne Sang, en Profeti om Befrielsen i 1814, en norsk
Marseillaise, besprængt med Viin, om ikke med Blod, skreven af
en norsk Student for sine Landsmænd ved Kjøbenhavns Univer-
sitet, slog an hos enhver Normand, og dette kaster et mærkeligt
Lys ind i deres hemmeligste og sande Tanker og Følelser. Den
er som et Fakkelglimt, der pludselig viser Hvælvingen opfyldt
med formummede, bevæbnede Mænd. Det var ikke Nordahl Brun,
men det inderste af Norges Hjerte, som talte. Og det blev for-
staaet af begge Parter. Forfatteren siges ogsaa, kun ved en hurtig
Retirade hjem, at have undgaaet Kastellet. Men til at føre saa
voxne Ord i Munden kan den Aand, som udtalte dem med saadan
Enthusiasme ikke være født i samme Stund, som de bleve til.
Vi støde paa en fuldmoden Opinion af uvis Undfangelsesdato, en
Opposition, rigere paa Følelser end paa Tanker; ja den havde
vel, uagtet sine Ord, kun een ret klar, og den var: et Universitet
i Norge. At Brun i sin Ungdoms Fyrighed har tænkt noget Mere
og langtfra staaet alene deri, antyde vel hans Ord, men bekræftes
ikke af hans senere Liv, der er fuldt af Sangoffere til det Be-
staaende. Han blev populær, fordi hans simple Muse altid besang
hiin Folkets Masses ejendommelige Uafhængighed, denne "Tryg-
hed paa Fjeldene", som det selv følte var uantastelig, og som
gjorde det saa selvtilfreds, naar Tiderne blot ikke vare for øko-
nomisk slette, og forøvrigt saa ligegyldigt ved deres politiske Gang.

           "Klippens Top, som Granen bær,
           muntre Sjeles Fristad er.
           Verdens Tummel nedenfor
           til min skyhøje Bolig ei naaer."
           -- --

           "Fra min lave, rolige Dal
           seer jeg mange Mægtiges Fald,
           sidder paa min Tue tryg,
           og udtømmer en Glædskabs Pokal."

   Denne Bruns Sang:
"Boer jeg paa det høje Fjeld"

er endnu Normændenes kjæreste Nationalsang. Den gjengiver
dem ganske dem selv og anslaaer Hovedstrengene i deres Hjerter
(derimellem den jovialske Selvtilfredshed ikke at forglemme).
Saalidet ere de forandrede, og Sangen vil ikke tabe sin Popularitet
før Folket omskifter sin Levemaade, og denne vil ikke omskiftes
d.IV,b.4,s.198   før Landet mister sin Natur. Men den gjengiver ogsaa især sin
Tid, Kronprinds Frederiks og Bernstorff-Regjeringens Fredsaar, en
Tid, der vel, med en Draabe i "Glædskabspokalerne" af Remini-
scenz fra mindre lystige Dage, sang:

           "Vi drak Norges Hæder og Held,
           sang om Dal, om Strand og om Fjeld;"

men hvori dog "Alting blomstred for enhver," saa selve Ønsket
om Universitetet ikke viste sig. Men det stod der i denne al-
mindelige Blomstring som en af disse Datidens Haugestatyer til-
groet af et Buskads, men som nok ved Løvfaldstid vilde træde
frem som med en Sjels Blegnen under sin Hvidhed, alvorlig, med
Fingeren pegende eller paa Munden.
   Dette skete 1788. Den af Topografien og Økonomien fortjente
Præst, Dr. Strøm, tilskrev Kronprinds Frederik før hans Afreise
til Norge samme Aar, og udgav "En Normands Fordring til sine
Landsmænd, ved Anledning af Rothes Danmarks og Norges For-
dringer til hinanden, Christiania 1788," medens "Folkets Røst til
Kronprindsen ved hans Ankomst til Norge," udkom fra Carl Man-
derfeldt.
1 Dr. Strøm fremsatte Sagen mundtlig for Kronprindsen,
ved hvilken Leilighed hans Broder, Borgermester i Kristiania og
Drammen, ogsaa overleverede et eget Skrivt derom, og i det
Kgl. Norske Videnskabers Selskab fik Prindsen af dets Vicepræ-
ses, Stiftsprovst Dr. Hagerup, endnu engang høre den med Varme
lagt sig paa Hjerte. Det manglede heller ikke paa Løfter; men
derved blev det ogsaa. Kun i det danske Maanedsskrift Minerva
vedblev Hjertesaaret af og til at flyde.

   Men endnu en Episode trænger sig foran Optagelsen af Uni-
versitetssagen. Gustav III's Fortrolige, den bekjendte svenske
General Gustav Mauritz Armfelt beretter i sin Selvbiografi:2
"Ved denne Tid (Vinteren 1790) var der i Norge en besynderlig
Gjæring. Flere betydende Personer tænkte paa Midler til at be-
frie sig fra det danske Aag, og Hs. Majestæt havde faaet flere
Anledninger til at nytte sig dette tilgode. Kongen sendte mig
under forskjellige Paaskud til Wærmeland, og jeg saae paa Grænd-
sen i største Hemmelighed nogle af de betydeligste Hovedmænd;
d.IV,b.4,s.199   men da jeg fandt, først, at den franske Revolution havde moti-
veret deres Lyst til at befrie sig fra Undertrykkelsen, og dernæst,
at de ikke ønskede at see Norges Provindser forenede med Sver-
iges
efter samme Grund og Regjeringsform, saa trak jeg mig til-
bage fra disse Underhandlinger, yttrende at min Monark, hvor
misnøjd han end var med det danske Hof, ikke kunde for Tiden
give dem nogen Hjælp formedelst Krigen med Rusland. Vi ad-
skiltes med ulige Meninger om Gjenstanden for Underhandlingerne,
men dog med Overeenskomst om at vedligeholde visse Forbin-
delser os imellem, der ogsaa vedvarede over et eller halvandet
Aars Tid, indtil sal. Kongen heelt og holdent afslog at deeltage i
noget Foretagende, som var stridende mod Konger og deres Magt,
i hvor fordeelagtige de end syntes at være i alle politiske Hen-
seender."
   Her støde vi i den Fornemste af disse formummede Figurer i
de øde og mørke Grændseskove sandsynligviis paa Bernt Anker,
Norges største Kjøbmand, ophøjet i Adelstanden og til Kammer-
herre, en Nobile, hvis Aand og Dannelse havde meget af hiin Tids
Pailletters Glimmer, ligesom dennes saa brugelige Filegransarbeider
ikke vare finere og mere indviklede end hans intriguante Karakter.
Denne var dog for lidet overordnet til at ikke de Frænder og
Venner, som grupperede sig om ham og hans Bord, skulde give
ham den største politiske Betydenhed. Denne Mand og hans
Nærmeste nærede, gjennemtrængte af Tidens Aand, Tanken om
en vidtstraktere Emancipation end Indrømmelsen af et Universitet.
Allerede i 1772 skal han i denne Hensigt have havt3 Forbindelser
med Gustav III; men om Foretagenderne end ikke vare strandede
paa Vanskeligheder ved Betingelserne for Norges Vedkommende,
d.IV,b.4,s.200   maatte de ganske vist have gjort det paa Nationalhadet og Almuens
øvrige Tænkesæt. Sin Interesse for Universitetssagen lagde han
først for Dagen i et Brev af 25de Mai 1793 til Professor Wilse,
som under 20de Marts s. A. havde udsendt en offentlig "Indby-
delse til norske Medborgere og Landsmænd" til et Møde 4de Juni
i Kristiania,
forat komme overeens om en Ansøgning til Kongen
om et Akademi i Norge, og dernæst ved i Vinteren 1796 og 97
at holde offentlige Forelæsninger over Naturlæren, i Forbindelse
med Filosofen Dr. Treschov og Dr. med. Møller, der valgte Filo-
sofien og Mineralogien. Saaledes søgte man en Slags Erstatning
for Mangelen af et Universitet, da man mærkede, at denne skulde
blive varig, uagtet al den Sensation, alle de Skrivter -- deri-
mellem af Assessor Enevold Falsen og Sekretær Christen Pram --
og navnlig alle de Priisskrivter, som det af Wilse sammenkaldte
Møde fremkaldte. Til dette mærkelige Møde samledes nogle og
40 mest Videnskabsmænd. Forhandlingerne aabnedes med en
Tale af Wilse, som dernæst meddelte en Mængde skrivtlige Be-
tænkninger, hvoraf de fleste indeholdt Tilbud om Bidrag, og fore-
læste en Plan til et norskt Universitet, hvilken siden, tilligemed
Talen, udkom i Kjøbenhavn. I en Tale foreslog Byfoged J. Wulfs-
berg
Byen Tønsberg, der havde gjort anseelige Tilbud, til Univer-
sitetets Sæde; og Mødet endtes med Nedsættelsen af en Kom-
mittee, bestaaende af B. Anker, Wilse Justitiarius i Overhofretten
J. R. Bull, Generalauditør O. C. Wessel, Dr. med. J. Møller og Kon-
rektor Rosted, der skulde overveie det vanskelige "Hvorledes?",
meddele de øvrige Stifter Beslutningerne, indhente Betænkninger
og indbyde dem til Deeltagelse ved Filialkommitteer. Wilses kjække
Foretagende vakte Baden igjen til Kamp dernedefra, og han glemte
ikke at lade den danskfødte, men norskblevne, Patriot høre, at
han havde Normanden Treschow paa sin Side. At Vennerne af
Sagen dog ogsaa havde tænkt, viste sig imidlertid af, at 8 af de
14 Afhandlinger, som indkom paa Priisopfordringen fra Kommitteen,
bleve erkjendte værdige til at trykkes paa dens Bekostning. Prams
blev tilkjendt Prisen og trykt i Kristiania 1795, Udlændingen v. Eg-
gers's
Accessit, hvorpaa Kommitteen i 1795 indleverede en "Sup-
plik om Realisationen af et norskt Universitet," der kun affødte
en Resolution om at examen artium kunde absolveres ved Sko-
lerne i Norge. Dette slette Udfald berigede da paany den norske
Klageliteratur med nye Nummere, hvorefter den, under Indfly-
d.IV,b.4,s.201   delsen af hine, den materielle Rørelse begunstigende, Tidsom-
stændigheder, og efter Trykkefrihedens Indskrænkning 1799, ogsaa
i Universitetssagen forstummede. Wilse følte med Fortrydelse,
at han havde været for sangvinsk, da han i 1797 i det i Kristiania
udkommende patriotiske Tidsskrivt Hermoderl, yttrede: "mig fore-
kommer, som jeg allerede seer Normænd og andre Dannede i
Norge selv at være vore højeste Foresatte i alle Stænder. Alt
dette er dog kuns i Haabet, og om ikke i Haabet, saa dog i
Ønsket. Men hvilket Haab! Synger den endnu lænkebundne
Slave i sine Baand, naar han faaer høre, de om nogle Aar skulle
løsnes, hvormeget mere maae vi skjønne paa det Haab, som ved
Forsmag af det Forventede allerede giver noget at nyde?" Han
søgte at trøste sig ved i 1798 at fremsætte en Plan til et sønden-
fjeldsk Selskab til Kunsternes Opmuntring, og revsede "den
nationale Døsighed" i en Tale "i Anledning af Frem- og Tilbage-
gangen i den norske Akademi-Sag," i en Forsamling af patriotiske
Venner. Men denne Døsighed var kun hiin Distraktion af de
materiellere Interesser, som Tiden medførte. Sagen var ført med
Udholdenhed fra Normændenes Side, og ligesaameget til Ære
for deres Hjerte som for deres Hoved. Thi baade subskriberede
de paa samme Tid, de bleve overtydede om, at de aldrig med
Regjeringens gode Vilje vilde erholde et Universitet, med runde
Hænder til Kristiansborgs og det ligeledes brandlidte Kjøbenhavns
d.IV,b.4,s.202   Gjenopbyggelse, og de vare altid villige til at fundere det uden
Udgivt for Staten. Bernt Anker tilbød saaledes at kjøbe det
Suhmske Bibliothek til Universitetet. De glemte heller aldrig
Sagen, og under langt fattigere Omstændigheder end i de Aar,
hvor vi nu forlade den, tilvejebragte de beredvilligen og havde
en riig Fundation færdig til det Øjeblik, da Ængstelsen for Ad-
skillelsen aftvang Indrømmelsen. Indtil da stod, som Wilse sagde,
"dette Non-Ens (Universitetet) indgravet med uudslettelige, sørgelige
Karakterer i alle Normænds Hjerter, som en vist forventet, ude-
bleven, kjær Ven."
   Et andet Folkeønske, som yttrede sig jevnsides med det om et
Universitet, var det om en egen Bank; ligesaa om en Højesteret inden
Landet. De fik begge Maal og Mæle under Trykkefriheden. I sin
"Grundtegning af den fornuftige norske Patriotisme, Bergen, 1787"
udvikler Sorenskriver Hans Arentz dennes Krav paa en Højesteret,
idet4 Overhofretten kun er "en Skygge" af en saadan, og, for-
uden paa et Universitet, paa Filialbanker og paa at det kongs-
bergske Sølv skulde sættes i Cirkulation inden Landet. B. Anker
skrev i Hermoder 1796 om Nødvendigheden af en Bank i Kri-
stiania; men dette, som de andre Folkeønsker, gik uopfyldt i
Arv til det følgende Aarhundrede.

   Imellem Yttringer af norskt Uafhængighedssind kunne ogsaa
anføres de flere Protester imod at Norge, ifølge Kristian IIIs
Haandfæstning af 1536, skulde ansees som en Provinds af Dan-
mark. Bemeldte Arentz siger, at "den norske Patriotisme anseer
dette store og maaskee ligesaa betænkelige som forunderlige
Skridt imod Riget Norge som ugjort og for et i sig selv efter
Retten Intet, hvis Erindring Arve-Enevoldsregjeringen saa aldeles
udslettede, at det ikke engang mere bør nævnes." "En væsentlig
Virkning af den norske Patriotisme er at ansee Norge, ligesaavel-
som Danmark, for vor fælleds Konges og kgl. Families virkelige
Fædreland. Vor fælles Arvekonge, som naturlig nedstigende fra
F. III, bliver altsaa altid formedelst sin Fødsel naturligviis ligesaavel
Norsk som Dansk." Og dette var ganske talt ud af Folkets Be-
greb om Landets virkelige Forhold til Danmark, idet det ansaae
hiin Haandfæstning og andre lignende Prætensioner med samme
Foragt, som kraftfulde Naturmennesker, der føle sig og sin Ret,
d.IV,b.4,s.203   ansee juridiske Smørerier med, der have til Hensigt at hindre
dem fra at sætte samme igjennem. Regjeringen gav ogsaa denne
Anskuelse en formel Bekræftelse ved at affatte Suverænitetsakten
særskilt for Norge og ved at erklære ved Kongelovens Publication
1709, at den var given "fra Norge som fra Danmark." Selv
have Normændene ikke overdraget Kongen Suveræniteten for
sit Vedkommende; det er kun, med selvtiltagen, aldrig i Norge
lovlig erkjendt, Myndighed, skeet ved en dansk Rigsdag. Nor-
mændene troede stedse, at det var i Egenskab af Norges Konger,
og for dets Vedkommende, Oldenborgerkongerne sluttede Trak-
tater, der havde Afstaaelse af norske Provindser tilfølge, og
som Danmarks Konger at de afstod danske Provindser, eller
foretog sig Noget, der nærmest vedkom Danmark. Skaanes, Hal-
lands og Blekings Afstaaelse var Normændene saa ligegyldig som
Esthlands eller Lieflands; og omendskjøndt de ikke kunde be-
gribe, hvorledes det kunde gaae til, at de maatte betale Legen
efterat have vundet den med al Honnør, faldt det dem dog aldrig
ind, at dette Forunderlige skede for Danmarks Skyld5. Det var
i Folketroen altid den gamle gode Norges Konge, som gjorde det,
ophøjet over Daddel, men ikke over Ulykken, naar Svensken
blev ham for strid dernede i Danmark. Uden denne Tanke om egen
Selvstændighed, skulde Normændene ikke have viist denne utrætte-
lige Beredvillighed til Kamp og denne Tapperhed i den, som har
givet dem deres Krigerhæder. Ogsaa i Haldens Luer flammede
den Uafhængighedsaand, som dikterede Eidsvoldgrundlovens første
Paragraf.


   Denne Streg skal betyde, at nogle Aar hengaae, hvori Landets
tænkende Patrioter, sørgmodige over Universitetssagens og de
øvrige Folkeønskers Skjebne, isolerede, uden Understøttelse af
Folket, som bedækkede de krigdrønende Have med sine Skibe,
ikke lade nogen mærkelig Yttring af norsk Uafhængighedsaand
komme tilsyne. Jo mere et Folk er sat udenfor en ødsel Naturs
Skjød og under sin egen Flids haardførere Opdragelse, jo mere
har dennes heldige Udbytte og Omstændighedernes Begunstigelser
d.IV,b.4,s.204   Indflydelse paa dets politiske Handlemaade. Det forlanger ikke
mere, især naar det har været vant til slettere Tider, mens Tænke-
maaden dog ikke i den Grad er underlagt materielle Motiver.
Ligesom den enkelte Kjøbmand, naar han er kommen til nogen
Magt og kan forlade sin Bod og omgaaes noget med Mennesker,
Bøger og sig selv, idetmindste har al Adgang til at udvikle sin
Synskreds, uden at han derfor forlader sin Næringsvej, saaledes
bliver ogsaa et Folk mere tænksomt efter nogle Aar, hvori alle
Hjul have gaaet, uden at det dog vil vove for hvilkensomhelst Idees
Skyld, at disse skulle standse. Foreningsregjeringens Neutralitets-
politik var i den Grad populær, fordi den var lønnende, og Selv-
følelsen af den virkelige moralske og nationale Selvstændighed
saa højtstemt, at Unionen aldrig syntes sikkrere og lykkeligere
saalænge det kunde gaae som det gik i de Aar, vi have betegnet
med en Streg, men dog ikke slaaet en Streg over. Thi den Er-
kjendelse af Nødvendigheden af Unionens Ophævelse, som pludselig
fandtes udbredt hos ikke faa Normænd, der ifølge Stilling og
Aandsdannelse vare modtagelige for mindre materielle Motiver
end hine Konjunkturers Vedvaren eller Ophør, og som virkelig
bragte nogen Samvirkning til Fædrelandets Befrielse istand, da
de ophørte og Ulykken begyndte sin for Mængden forstaaelige
politiske Tale -- denne uafhængigere Anskuelse af Fædrelandets
sande Stilling, af hvor let denne blomstrende Vedbendevegetation
af Velgang kunde blæse væk under en af Tidens vældige Storme,
fast at disse endnu gik langt ude i Havet og syderud, og Unionen
da staae der for Alles Øjne i sin nøgne Brøstfældighed, den
slumrede ikke imidlertid, inddysset af Sangene for Handel og
Sjøfart, men vaagede, arvgangen fra det forrige Aarhundrede, i
mere end een Normands Sjel.
   Hint Stormkast kom, hint materielle Motiv, som maatte til. Den
6te Septb. 1807 kom Kjøbenhavns Kapitulation istand, der satte
Englænderne i Besiddelse af de forenede Rigers Flaade. Det
var at afskjære det stærkeste Baand imellem dem. Kjærlighedens
var bleven noget slidt i den sidste Tid; kun Fostbroderskabets
eller Ærens strammede endnu.

   Regjeringen, der maatte forudsee, at Forbindelsen imellem
Rigerne vilde blive vanskelig under en Krig med England, som
forestod efter Negtelsen at udlevere Flaaden med det Gode,
havde allerede den 24de August overdraget Norges Forvaltning
d.IV,b.4,s.205   til en imterimistisk Regjeringskommission, bestaaende af Prinds
Kristian August til Slesvig-Holstein-Augustenburg (siden 10de Juni
1803 Generalmajor, kommanderende General Søndenfjelds, Chef
for søndenfjeldske Regiment og Kommandant paa Frederikssteen),
Stiftamtmand Gebhard Moltke og Justitiarius Enevold de Falsen,
hvortil siden kom Amtmand Markus Gjøe Rosenkrantz. Under
9de Oktober s. A. anordnedes en egen Overkriminalret for Norge,
der kun i Livs- og Æressager havde at appellere til Rigernes
Højesteret i Kjøbenhavn, og under 11te Decbr. en Over-Admi-
ralitetsret,
der kjendte i Priissager uden Appel. Norge seilede
saaledes sin egen Sjø, men endnu i over sex Aar jevnsides det
synkende Danmark. De danske Sympathier i Middelklasserne,
Forbittrelsen imod England og Beredvilligheden til at yde6 Gods
og Blod, naar det hedte at Fædrelandet krævede det, og især
nu da Krigslysten ogsaa i det følgende Aar fik Svensken at styre
sig paa7 -- alle disse Elementer vare i for stor Grad tilstede i
Mængden til det ikke skulde blive anseet for en national Æressag
at gjøre Parti med Danmark i det Længste, i hvad det end
kostede. Men hverken dette eller den fordeelagtige Snigfart
d.IV,b.4,s.206   paa England under Licencer, som berigede Enkelte, der endnu
havde Skibe at vove, kunde blinde de Patrioter, som havde
Oversigt nok over Landet og hvad det leed, til ikke at indsee,
at en Fortsættelse heraf, for Danmarks udenlandske Politiks Skyld,
maatte føre til Norges totale Ødelæggelse, og at denne, i sig selv
saa agtværdige, selvopoffrende Enthusiasme ikke var meget bedre
end en misforstaaet Patriotisme. Mellem disse oplyste Patrioter
kom det til nogen Fortrolighed og Samvirken, og Beslutningen
at gjøre en Ende paa Fædrelandets Lidelser ved at benytte den
første Leilighed til at gjøre det uafhængigt udviklede sig i Re-
gjeringskommissions-Aarene 1808 og 9 saameget, at vi vel kunne
sige, at vi i dem befinde os under Befrielsesaarets Propylæer.
Man koncentrerede sine Forhaabninger paa Kristian August, der
ved sin i Fred og Feldt vundne, umaadelige og vel fortjente
Popularitet, var Manden, der havde Nøglerne til den sidste Lænkes
Laas i sin Haand. Og da han elskede Norge og Normændene
med samme Varme, og havde Følelse for deres foregaaende og
nærværende Lidelser, er det ikke mere usandsynligt, at han,
om de Fordringer ikke vare blevne indrømmede, han i sin Af-
sked til Folket siger, "ikke alene kunde, men med Rette burde
forlanges,"
8 skulde have opfyldt denne Forhaabning, end at han
var uindviet i disse Planer. Saameget er vist, at denne hans
Norskhed blev betragtet med Mistanke af Kongen og Regjeringen,
og at Præsidenten i det danske Kancelli Fred. Jul. Kaas blev i
April 1809 sendt til Norge i Moltkes Sted for, som Medlem af
Regjeringskommissionen, at kontrollere Prindsen og hans Om-
givelser. Disse bestode virkelig af Patrioterne, de dueligste
Officerer i deres bedste Alder, hans egne Vaabenbrødre og
Bivuakkammerater,9 og af den Intelligenz, Embedsstanden, navnlig
d.IV,b.4,s.207   i Hovedstaden, kunde være stoltest af. Men videre end til Kjend-
skab til disses Ønsker og Billigelse af deres Krav gik dog ikke
denne trofaste Karakteers Sympathi for det fremmede Folk, han
havde lært at agte og elske saa højt, at han vistnok skulde været
ført nolens volens ind i de Befrielsesplaner, man nærede omkring
ham og støttede til hans Personlighed uden at vove egentlig at
deelagtiggjøre ham deri, om han ikke havde modtaget Kaldet til
Sverige. Og heri havde nok ikke blot højere Hensyn til Nordens
Fred og Lykke Deel, men ogsaa den bittre Følelse, at være løn-
net med saarende Mistanke, fordi han var ædel nok til at lade
et ulykkeligt Folks Patrioter sysselsætte sig ved Tanken om dets
Redning, og loyal nok til ikke at træde i Spidsen for denne,
skjøndt Brutus neppe fik flere Hentydninger paa at frelse Repu-
blikken. At man dernede slet paaskjønnede denne store, om end
passive, Fortjeneste, underrettedes man om af Udladelser, hiin
Emissar lod undslippe sig i et Modtagelsesgilde, nogle Embeds-
mænd og Officerer gav ham paa Reisen til Kristiania, og som
strax berettedes Prindsen af En af hans tilstedeværende Venner.10
d.IV,b.4,s.208   De lød heller ikke stort bedre til Propos'et af Prindsens Skaal,
end at han ikke vilde drikke paa saa tvetydige Fortjenester, og
bragte en Duel paa gode Veje imellem dem. Det blev dog ved
en gjensidig Kulde, som var synlig for Alle, og som bragte Hjer-
ternes Ønsker til endnu tydeligere, i Patrioternes Øjekast og zit-
trende Læber, at male sig for den elskede Høvding, hvis For-
nærmelse og Smerte over Miskjendelsen, de følte. Der fortælles,
at det var i Gjære at arrestere Kaas -- og det vilde have været
Revolutionens Begyndelse -- , men ikke, om det var Prindsen,
som i et heftigt Øjeblik havde fattet denne Tanke, eller om det
var Patrioterne, som saaledes vilde bryde Tausheden, og gribe
Initiativet, siden Prindsen ikke gjorde det, og ikke vilde forstaae
dem. Saameget er vist, at Aaret 1809 er det farligste, den gamle
Forening har overstaaet. Universitetssagen kom da igjen ogsaa
paa Bane med mere Energi end nogensinde11. Kaas var bleven
hilset med:

           "Skaf Aanden Iys! -- --
           Da er du Klippelandets Ven,
           og da vort Haab opfylder;"

og et Avisspørgsmaal: "Hvad var egentlig Aarsagen til at et Uni-
versitet i Norge ikke kom istand? blev det forbuden?" o. s. v.,
og som ender med den ironiske Bemærkning til Forsvar for statu
quo, at "det er desuden godt, at den Unge lærer at være afhængig
og i Tide dannes til ægte dansk Tænkemaade," gav, ved den
12
d.IV,b.4,s.209   nidkjære Patriot Cancelliraad Bendix Prahls Partitagen for Ind-
senderen, der blev angreben af en Kjøbenhavner i Kristiania,
Anledning til at to Anonymer udsatte gjennem det, af Patriotismen
fremkaldte, virksomme topografiske Selskab i Kristiania, 1000 Rdlr.
for den bedste, og en Tredie 200 Rdlr. for den næstbedste Afhand-
ling om et norskt Universitet. Ved de mange, som indkom, hvoraf
daværende Ajunkt ved Latinskolen i Kristianssand, N. Wergelands
djærv-frimodige "Mnemosyne", vandt Prisen, forøgedes betydeligt
den norske Klageliteratur, som alene Universitetet betræffende
dengang opløb til over hundrede Skrifter af større og mindre
Betydenhed.
   At "Opinionen i Norge paa en iøinefaldende Maade havde
skilt sig fra de af den danske Regjering yttrede Grundsætninger,"
som der releveres i en Regjeringsberettelse af 7de Juli 1809 om
Sverigs udenlandske Forhold, stilet til Rigsstændernes "hemliga
Utskott",13 fremlyser især af, at Kristian August, paa eget Ansvar,
lovede den svenske Armee mod Norge ikke at gjøre Indfald i
Sverige medens den først i Marts s. A. satte sig i Marsch mod
Stockholm for at dethronisere Gustav d. 4de. Dette dristige Fo-
retagende, "Vilkaaret for Sveriges Redning", "den største Tjeneste
det endnu nogensinde af en Udlænding har modtaget," som det
kaldes i nysnævnte svenske Dokument, og som vovedes "uagtet
mangfoldige og derimellem ganske nylig erholdte bestemte Befa-
linger fra hans Hof, at gaae offensiv tilværks"14 kunde umulig
iværksættes uden et Medhold i den norske Opinion, selv uden-
for de Hensyn, han vistnok ogsaa tog og maatte tage til Landets
svage Kræfter, der var stærkt nok til at lade ham byde Kongen
af Danmarks Uvilje Trods. Det maa ellers sandsynligviis være
i denne Anledning, Kongen fortælles at have ladet Udraabet und-
slippe sig: "Prindsen af Augustenburg! Hm! veed De, jeg kunde
lade hans Hoved lægge for mine Fødder." Den samme Mistanke
til hvad man tænkte og gjorde i Norge røbede sig oftere; saaledes
i et Træk, som vi kunne anføre, da det bekræfter den moralske
Mulighed af en saa kolerisk Udladelse af Mistanke fra en i Grun-
den saa godtroende og mild Sjel som Frederik VItes. I samme
Nummer af det officielle Blad "Tiden", hvori Priisopgaven af Uni-
versitetet fremsættes, udvikler en Anonym "Norges retfærdige og
d.IV,b.4,s.210   billige Ønsker." Saa beskedne og gamle de end vare, gjorde de
dog det Indtryk paa Kongen, at han, under en Audienz en Tid
efter, med vredladen Mine og Tone modtog Udgiveren, Præsten
Wulfsberg, med at betyde ham: "Vogt jer! Jeg lider ikke jert
Blad. Det har indeholdt Ting, som gaae ud paa at skille mine
Rigers Interesser. Saaledes stod der noget om Norges Ønsker.
Men vogt jer, som sagt! Jeg har Magt til at undertrykke det,
og -- vogt jer blot!" Kongen har rimeligviis ogsaa vidst, at For-
fatteren, der var undertegnet "H." var Provst P. Hount, Sogne-
præst i et af Smaalehnenes Grændsekald, en af "Kristian Augusts
Venner", der næsten var bleven et Partinavn, og senere bekjendt
som En af dem, der vare behjælpelige med de forskjellige svenske
Underhandlinger i Løbet af Aaret 1809. At Udgiveren selv hørte
til dem, som havde opgivet Haabet om at nogen anden Green
af den oldenborgske Stamme, end Kristian August, vilde bære
Frugter for Norge, kunde H. M. maaskee været underrettet om;
iblandt andet af at han var bleven kompromitteret ved en Anke
i Kristiania Intelligenzsedler, fordi han i nogle Afskedsord fra en
G. C. Scheel i Moss til Prindsen, "Norges Skytsaand", havde sløifet
og forandret Tiraden: "Men hvad skal trøste os? Nationen er
vant til at vente sit Held af Kristianer og Frederiker. En Frederik
vil fuldføre hvad en Kristian saa ædelt begyndte," til: "Men hvad
skal trøste os? . . . . . . Norges gode Engel vil med signende
Haand fuldføre hvad Kristian saa ædelt har begyndt." Klagen
herover, hvori Tidens Udgiver opfordres til at forklare hvad han
egentlig havde imod Texten, som den lød, viser hvad man lagde
i dette lille Tegn til en synkende Tiltro til Kongen; og man var
saa forvant ved overspændte Lovord i Vers og Prosa om hans
og alt Kongeligts Fortjenester, at selv den mindste Lyd, som faldt
ud af det Sædvanlige, skar igjennem. Det er ikke godt at maatte
sige det; men det er vist, at meer end een lovsyngende Tunge
talte i en anden Tone paa Ullevold hos gjæve John Collett, Ar-
meens goddædige Vederqvæger, hos Bernt Ankers Broder, Peder
Anker
paa Bogstad, hos hans Svigersøn Johan Casper Herman
Greve af Wedel-Jarlsberg, hos andre mindre notable Possessio-
nater, i en fortrolig Time med Darre eller endog i Prindsen af
Augustenburgs Qvarteer. Det er netop en saadan Sanger, der,
i en, om ikke af Musen, saa maaskee af Smerten over at Øje-
blikket ved Kristian Augusts Bortreise var gaaet tabt for Norge,
d.IV,b.4,s.211   begeistret Nattestund, løb om til et Par Venner med Opfordring
til at begynde Revolutionen ved at fængsle Prinds Friederich zu
Hessen,
som om Sommeren 1809, til stor Ærgrelse for Svenskerne,
var kommen over fra Jylland paa en Baad forat være Vicestat-
holder i Norge.15 Et behageligere Bekjendtskab til Oprigtigheden
yder "Tiden af 31 Marts 1810", hvor en Afhandling om Banker,
som har været indgivet, saavidt man veed, i 1761 til Kongen, til-
ligemed en Ansøgning16 fra de vigtigste Handelshuse i endeel
norske Kjøbstæder og et Udkast til en norsk Nationalbank, ind-
tages med Hentydning paa en 1779 ligeledes indleveret, "da for
Nærværende blandt Norges Ønsker det om en Nationalbank baade
offentlig og privat yttres, og derom ideligen debatteres." Patrio-
terne bleve modfaldne, skjøndt Misfornøielsen steg, da Kristian
August
forlod Norge som svensk Thronfølger 4de Januar 1810;
thi de ventede allerede længe ikke Indrømmelser af den gamle
Regjering, men Alt af en ny.
   Og den maatte være norsk; fremfor alt ikke svensk. Adler-
sparres
Agent, den for sine Uheld i Norge bekjendte svenske
Generalmajor Gahn, kom ingen Vej med sine indsmuglede "prin-
ciper" til at benytte Thronfølgervalget til en Forening med Sve-
rige (Hdl. B. VI., 92 o. fl.). De enkelte Bønder, han angiver som
overtalte, vare listige Handelsmænd, som blot vilde have fri
Grændsepassage. De Svenske, som17 toge Norge med ind i Be-
d.IV,b.4,s.212   regningerne ved Kristians Augusts Valg, glemte at tage den gamle
Antipathi og den endnu ældre Selvstændighedsfølelse med deri.
Prindsens meer end mistænkelige18 Død virkede endnu mere ufor-
deelagtigt i Norge for Sverige, hvorfor den maaskee i det danske
Kancellis Indre hørtes med et ligesaa tilfreds og hurtigt: "Ske
Guds Vilje!" som disse Ord løde med hykkelsk Resignation blas-
femisk fra de Læber, som i "Ligan" ( Liguen, Hdlgr. VII. 44)
havde mumlet sammen: "ske vor!" Thi Norge fulgte ikke med.
   Norge fulgte ikke med. Da det kunde skilles fra sin Elskling,
om end dette skede bogstaveligen med dets Mænds Taarer, da
Han passerede for sidste Gang gjennem sit Regiments Geleder,
der hulkede højt af Smerte over for sidste Gang at maatte see
de Ansigtstræk, de hiin Vintermorgen paa den snefulde Kirkegaard
havde opdaget slumrende under Vaabenkappen, uden at de nu, som
Flere ventede, stormede om ham og udraabte ham til Norges Konge
-- da vidste de svenske Machiavellister, at Haabet om Norge ogsaa
var brustet i disse Taarer. Offeret var bragt; man havde trukket
sig tilbage. Mere kunde Normændene, for endnu stærkere Følelsers
Skyld, ikke yde. Svinesund rullede nu ligesaa mørkt som før.

   Men det vidste de danske Machiavellister ikke. De kunde
ikke tro det efter det Blik, de havde kastet i de norske Patrio-
ters, i dets meest anseede Mænds, Indre, efter de Offre, Norge
havde ydet og endnu maatte yde Danmarks Politik, og efter den
Mistanke, de nærede mod Prindsen. Hvad sikkrede dem ogsaa
Norge, naar han var bleven Sveriges Konge?19 naar Sverige havde
20
d.IV,b.4,s.213   havt ham og en fri Forfatning at tilbyde? Og det gjælder om
enhver gammel Kjærlighed, at den rustner ikke. Det danske Ka-
binet havde ogsaa gjort alt for at hindre Prindsens Antagelse af
Valget; det havde erklæret sig derimod;21 og da det dog ikke
kunde hindres, siger den svenske Statsmand, Baron Wetterstedt,
at det nu i Sagernes yderste Krisis søgte at virke paa Prindsens
Delikatesse og at formaae ham til at ansee sin Person, som svensk
Thronfølger, aldeles uvedkommende ethvert Spørgsmaal om en
Forening mellem Sverige og Norge.22"
   En større Plan, den til en Restitution af Kalmarunionen i dens
Heelhed, hvad enten nu denne, som nærmest paatænkt, lod sig
realisere ved Frederik VI, som eventuel Unionskonge, eller ved
Kristian August, som Rigsforstander eller Thronarving,23 havde,
før Begivenhederne fik en saa utilfredsstillende Udgang, som at
Sverige fik en Thronarving, men ingen Forandring in statu quo,
beskjæftiget nogle af de Hoveder, som vare mest misfornøjede
d.IV,b.4,s.214   med denne. Grev Wedel-Jarlsberg, der af alle Normænd besad
det fineste politiske Klarsyn, og med sin imponerende Stilling i
Samfundet forbandt de mest udstrakte Forbindelser i alle tre Ri-
ger, kommunicerede personlig med flere Personer i Kabinettet i
Kjøbenhavn forat bringe det i Virksomhed for Ideens Realisation
ved den dansk-norske Konge. Tiden var for saadanne store Kom-
binationer, og navnlig for en, der vilde have givet de tre Riger
en saadan politisk Betydenhed og Handelsfrihed; men det danske
Kabinet og Kongen, der begge vare blinde, paa det ene Øje af
Lydhørighed mod Napoleon og paa det andet af Had mod Eng-
land, besad ikke Aandskraft nok til at gjøre sig denne Plan egen
og til at arbeide noget for den. Frederik VI begik endog det
Misgreb, i en Audienz, hvorunder den svenske Grev Carl Løwen-
hjelm,
paa sin Reise til Paris i samme Ærinde, bragte Underret-
ning om Gustav den IVdes Dethronisation, at kalde denne en
Handling af "Rebeller" og at lade sin trohjertige Harme bruse
saa over, at Løwenhjelm, da han var kommen vel tilbage fra Au-
dienzen, meddeelte en Fortrolig, at han maatte troe, H. M. var
mindre end vel bevaret, og at han nu maatte beholde de yder-
ligere Propositioner, han havde havt at undersøge Kongens Tanker
om, "i fickan". Disse gik ud paa at benytte Omstændighederne
til, ad en fredelig Overeenskomst, hvortil de mest Formaaendes
Gemytter vare stemte, at iværksætte Unionen. Man lod ogsaa
ved det svenske Thronvalg i 1810, hvorved Grev Wedel endog
havde Stemmer, Leiligheden gaae hen med samme Inerti. Wedel,
Darre
og de flere i disse Planer indviede Normænd, hvis første
Meed var en, paa en fri Forfatning grundet, Forbedring i Norges
og dernæst i det øvrige Nordens Tilstand og Stilling, kastede da
sine Kræfter paa at fremme udelukkende Kristian Augusts Valg
og at opnaae en Frelse for Norge ved en Forening med Sverige
-- en Anskuelse af Fædrelandets Lykke, Wedel siden med ud-
holdende Konseqvenz har arbeidet mere for end nogen anden
Normand.
   Kristian Augusts Afskedsdag fra Kristiania, d. 29de Dec. 1809,
der feiredes med religiøse Højtideligheder, er bleven mærkelig
ved Stiftelsen af det store og mangesidigt virksomme Selskab for
Norges Vel,
ophøjet ved Resolution af 4de April 1810 til at kaldes
"det kongelige" -- en Naade, der vistnok var meer Politik end
Oprigtighed ved. Patrioterne fandt, at de nu, da de i Prindsen
d.IV,b.4,s.215   mistede Slutstenen, maatte slutte sig nærmere til hverandre, om
Haabet de salute reipublicæ ikke skulde styrte sammen. Den
engang vakte, med saamegen Vemod blandede, Patriotisme maatte
adspredes som en Sorg ved at have noget at bestille. Under
9de Dec. 1809 var man foreløbig kommen overeens om, af det
topografiske Selskab for Norge og det "patriotiske Selskab for
Agershuus Stift" at stifte hint større, og ved Afskedsgjæstebudet
for Prindsen cirkulerede førstegang den formelige Indbydelse,
hvorpaa 200 tegnede sig paa Stedet, undertegnet, foruden af Vice-
statholderen Prinds Friederich zu Hessen og flere Andre, ogsaa
af Navnene: H. Wedel Jarlsberg, Medlem af Regjerings- og Pro-
viderings-Kommissionerne, og formentlig Hovedmanden for Stif-
telsen, Biskop Bech, i denne Sag Wedels Organ, Rosenkranz,
Peder Anker, John Collett, Ludvig Mariboe24, B. Prahl
og N. Wulfs-
berg.
En Enthusiasme greb Folket for dette Selskab, som, selv
i en af sine ikke uvæsentligste eller mindst forstaaelige Tendenzer
en Uafhængighedsyttring, blev af betydelig Indflydelse paa dem,
Normændene senere lagde for Dagen, og vedligeholdt en Slags
norsk Karbonarisme imellem de i denne Stiftelses Aand mere
indviede Medlemmer. Kristian Augusts Afskedsord Dagen efter
Selskabets Stiftelse: "naar Privatinteresse maatte vige for Almeen-
aand, da vil Enhver føle og indsee, at almeennyttige Indretninger
ei alene kan og med Rette bør forlanges," havde indpræget sig.
Selskabet greb sig derfor Universitetssagen an, lod de gjennem
det topografiske Selskab fremkaldte 9 Priisafhandlinger derom
bedømme af en Kommittee og 4 af dem udgive i sine "historisk-
filosofiske Samlinger," der gav mangt et Suk fra Norge Lyd, og
indbød under 1ste Juni 1811 til en almindelig Subskription til et
Universitetsfond, som ved det glimrende Udfald, den havde, blev
den rette Maade til, saa at sige, at fremtvinge Kongebudet af
2den Septbr. 1811, der dekreterede et Universitets Oprettelse i
Kristiania.
   "Norges Ønske -- siger Indbydelsen -- naaede Thronen, og
Frederik VI, der ei kan ville andet, end sine Undersaatters Vel,
der ei kan taale, at nogen Deel af den forenede Stat tilsidesættes,
vil sikkerligen give Norge et Universitet, naar Midlerne tilveie-
bringes. -- -- Den samme høje Aand og nordiske Kraft, som,
under Anførsel af Norges hedenfarne, men udødelige Helt og
d.IV,b.4,s.216   Ven 25, værnede om Norges Selvstændighed imod Fjendens Skarer,
under Kamp tillige mod Hunger og Nød, vil ogsaa vise sig i Nor-
mænds
Anstrengelser for et norskt Universitet." Dets Oprettelse,
ved den afskaarne Forbindelse med Danmark endnu mere nød-
vendiggjort for Norges Ungdom, vakte en Jubel, der lod forglemme
Foreningens øvrige Mangler og Lidelser. Den skulde være forbi
den Tid.

           -- -- "da Norges Sønner maatte drage
           fra Barndoms Dale, Fædres elskte Fjeld,
           Med Vemods Graad og Fødelandets Klage
           at øse Viisdom af et fremmed Væld."26

   Beneficen var gjort forat holde den bristefærdige Forening
sammen; og virkelig, ligesom overhovedet en mismodblandet
Slappelse synes at være indtraadt i de politiske Tendenzer siden
Kristian Augusts Dage, den syntes at have vundet ny Styrke.
Enthusiasmen paa Universitetsfesten, der feiredes 11te Decbr.
1811 med overordentlige Højtideligheder i Kjøbenhavn af den der-
værende Afdeling af Selskabet for Norges Vel, i Kristiania og
ellers overalt i Norge, glemte alle de øvrige Folkeønsker og alle
de Opoffrelser og Lidelser, der fulgte af Krigen med England,
som endnu stedse fortsattes, og af Pengevæsenets totale Forfald,
der forværredes ved fallitmæssige Omvæltninger deri.27

   Universitetsfesten i Kjøbenhavn fortjener et Par Linjer her, fordi
den gav Prinds Kristian Frederik, Søn af Arveprinds Frederik,
Rigernes Thronarving, hvis Personlighed er bleven saa iflettet
Begivenhederne i Norges Befrielsesaar, den første Leilighed til
at komme i Berørelse med Normænd, hvor de udfoldede sin Na-
d.IV,b.4,s.217   tionalitet. Ved Hovedfestligheden om Dagen havde han, i Egen-
skab af Præses for det throndhjemske Videnskabers Selskab hilset
den nye beslægtede Stiftelse med en Tiltale til Kongen; men om
Aftenen, medens de norske Familier illuminerede, havde de Norske,
navnlig Medlemmerne af Selskabet f. N. V., samlet sig til et Gilde,
hvor Økonomien var indrettet med særdeles Hensyn til at gjøre
sig lystig; og did lod Kristian Frederik sig det være angelegent
at komme. Han erholdt ogsaa Adgang, og var overordentlig fidel.
Det var ogsaa ret et Lag i det gamle "norske Selskabs" Aand
og Stiil fra Wessels Dage -- denne interessante Forening, der
lige siden 1773 havde ydet den norske Nationalitet et Tilflugts-
sted i Kjøbenhavn, bragt den saamange Triumfer i den alminde-
lige Erkjendelse af dens Friskhed og naturlige Overlegenhed, og
inden hvis Vægge saamangt et Ord var sjunget og talt, der vid-
nede om, at den norske Uafhængighedsaand, vi i disse Blade have
søgt Sporene efter, ogsaa der var at finde i sin fulde hjemlige
Qvikhed. Der sad da Prindsen med sit smukke godlidende Ansigt
illumineret af de mange "Glædskabspokaler", mellem de højtstemte
Normænd, Side om Side med Professorerne Sverdrup og Treschow,
der præsiderede i Gildet. "Norges Universitet!" raabte han, og
greb Glasset; "Almeenaand fremkaldte det; Frederik gav os det;
Alherren signe og beskytte det!" Og saa strømmede nok en Skaal
fra ham for "det gamle Norges evige Held og Lykke!" Og nok
en for Selskabet for Norges Vel. Kort, Dagen var for Norge, og
Ingen viede, som det lod til, Norge den fyrigere end Prindsen.
Ogsaa Mindebægeret for "den uforglemmelige Kristian August",
udbragt af en Normand under eenstemmig Akklamation, var for det.


   Siden hiin muntre Dag søgte Prindsen megen Omgang med
Normænd. De Begivenheder vare heller ikke langt borte, som
skulde knytte ham til Norge selv. Skyerne, som skulde drive saa
tætte og mørke imellem de fra hinanden søndrede, ved en una-
turlig Forening endnu forbundne, Riger, at Thronarvingen, mens
de tabte hinanden afsyne, maatte op til Norge i Huj og Hast,
forat det ikke skulde gaae tabt i det rædsomste politiske Uveir,
som har raset over Europa, trak allerede i Foraaret 1812 hurtigt
d.IV,b.4,s.218   op fra Østen. Rusland fandt Aaget af Napoleons Kontinentalsy-
stem omsider utaaleligt, og Sverige, som siden 1810 befandt sig
i et tvungent Krigsforhold til England, ikke mindre. Napoleons
stedse hensynsløse Fordringer og hans Besættelse af svensk Pom-
mern bragte endelig Taalmodigheden til at briste hos hans besvog-
rede Vaabenkammerat, Sveriges Kronprinds Karl Johan, hvis lige-
saa udmærkede civile som militære Geni havde gjort ham fra
sin Ankomst af til Sjelen i den svenske Regjering. Fred sluttedes
med England efterat Rusland og Sverige havde sluttet sig sammen
i en hemmelig Traktat til St. Petersburg af 21de Marts 1812, hvori
Keiseren af Rusland forbandt sig til "enten ved Underhandling
eller ved militær Medvirkning at forene Kongeriget Norge med
Sverige og at garantere dette sammes fredelige Besiddelse."28
Denne, ligeledes garanteret af England ved Traktat af 3die Marts
1813,29 skulde endog betragtes som en foreløbig Begivenhed før
den tiltænkte Diversion paa den tydske Kyst i Ryggen af den
franske Armee, som imidlertid samlede sig i Polen forat bryde
ind i Rusland. Napoleons Insinuation, at Sverige skulde benytte
Indbrudet til at bemægtige sig Finland, forkastedes af Karl Johan
som ved denne Ædelmodighed mod Rusland fik endnu stærkere
Garantier for Norges Erhvervelse i det bekjendte Sommermøde
med Keiser Alexander i August s. A. i Åbo og yderligere Bekræf-
telse i den der sluttede formelige Konvention af 30 August. Og
d.IV,b.4,s.219   Sverige havde været saa nær dette Maal i 1809, at dette trængte
Ønsket om Finland tilbage. Grundet paa Åbokonventionen tilbød
Sveriges Gesandt i Kjøbenhavn i en Note af 10 Dec. 1812 en nøjere
Alliance imod Norges Afstaaelse, hvorfor Pommern og en Sum
Penge skulde gives til Vederlag30. Dette Forlangende tilbagekaldtes
vel 2den Jan. 1813, og erklæredes at skulle ansees som ugjort
-- formodentlig fordi Russerne havde nok med at hjælpe sig selv --
men kortefter fremsattes det paany, og den 30 Marts s. A. kaldte
den svenske Kronprinds den dansk-norske Chargé d'affaires i
Stockholm for sig i Udenrigsministeren Grev Engestrøms Nær-
værelse, og betydede ham, at den dansk-norske Stat skulde an-
gribes paa tre Punkter imellem 15de og 20de April, saafremt
Kongen ikke bestemte sig til at tiltræde den nordiske Alliance.
Han kunde ellers, om han beqvemmede sig til at afstaae Norge
ifølge Traktaterne med England og Rusland, gjøre Regning paa
at see sine Stater forøgede med de nordtyske Hansestæder og
Kyststrækningen indtil preussisk Pommern. Kongens Vægring i
Note af 10de April havde et Fredsbrud tilfølge; men før den
svenske Chargé des affaires reiste, forelagde han nogle endelige
Vilkaar for en igjen knyttet venskabelig Forbindelse, hvis Basis
var Norges Afstaaelse, alternativt enten hele Landets eller Trond-
hjems Stifts og Fæstningerne Frederikshalds og Kongsvingers.
Den 18de April forlod den dansk-norske Minister Stockholm, og
den 21de Mai landede Kristian Frederik i Norge, for som Stat-
holder at afløse Friederich af Hessen, der kort efter forlod Landet
forat overtage Kommandoen i Holsteen, hvorhen Kronprindsen
af Sverige i stedse engere Buer trak den nordtydske allierede
Armee, forat sætte sin og Sveriges Yndlingsidee, Norges Besid-
delse, igjennem, der allerede var kommen længere end nogen-
sinde, idet den dog var kommen officielt paa Papiret31.
   Men hvad sagde og gjorde man i Norge selv til alt Dette? til
at det gamle Rige steg og sank i den Priis, Magterne behagede
at sætte derpaa? Man prøvede med den agtværdigste Anstren-
gelse, under Ledning af Selsk. f. N. V., Sandheden af Sagnet:
"hjælp dig Selv, saa hjælper dig Gud". Man bekjæmpede med
rørende Broderaand, med opofrende Hjælpsomhed, ved Indskrænk-
d.IV,b.4,s.220   nings- og Hjælpeforeninger, ved en Mængde Industrigrene, ved
dristige Overfarter til Danmark i aabne Smaabaade efter Korn,
Følgerne af den standsede Handel og Hungersnøden, der antog
en frygtelig Skikkelse efter Frostaaret 1812, "det haardeste Slag,
siger Budstikken, Selskabet for N. Vels Blad, som Norge i Mands
Minde har modtaget." Der laae den rigeste Grøde knækket; men
ikke Folkets Mod. Det var nu bleven vant til Mangelens Lidelser.
De eggede kun til yderligere Vovsomheder i Kaper- og Kornfarten,
til nye Forsøg paa at hjælpe, til dybere Had mod en Fiende, der
kunde ville bruge Hungersnød som Bundsforvant. Denne mod-
standslystne Energi i Udholdenheden strakte sig igjennem hele
Folket, holdt det i Virksomhed inden sig selv forat samle Kræfter
til at give den endnu større Varighed, mens den imod Verden
opviste en Yderside af forhærdet Passivitet, Politikerne kun løb
de beregnende Hoveder imod, men ikke kunde gjennembryde.
Inden i denne Forstening laae Fortvivlelsens Munterhed, Tanken,
at have nu lidt saameget, at det ikke vel kunde blive værre, men
vel bedre i hvad man gjorde; bag denne Klippe var det Konsti-
tutionsværket opførtes; dens Haardhed har sin Deel i de senere
Koncessioner.
   Efterretningerne om hvorledes man skaltede med Norge kom
som oftest først seent did, efterat de allerede havde undergaaet
Forandringer og medens det var vist, at Sverige ikke havde Lei-
lighed til at sætte sine Fordringer igjennem idetmindste ikke for
en Tid. De vakte derfor ingen Skræk, men en spotblandet For-
bittrelse, især den stødende Optagelse af Karl Gustafs ulykkelige
Idee at sønderlemme Thrøndelagen fra det øvrige Rige. Man hørte
Efterretningerne som Eventyr om Erobringer i Maanen, og vante
sig til dem som til Mangelen. Denne tog Eftertanken langt mere
i Beslag end Politiken. Og dog havde Folket i dets bittreste Tid
noget tilovers for sin kjæreste Skat: for Universitetet. Til Ud-
gangen af 1812 beløb Subskriptionen, der langfra understøttedes
mindst af Bondestanden, sig til 774,786 Rdlr. D. C. og 3960 danske
Species engang for alle, og i aarligt Bidrag 12,520 Rdlr. D. C.,
749 Tdr Byg og 236 Tdr Havre32. Biskop F. J. Bech siger ogsaa i
sin Tale i Selsk. f. N. V. paa Kristian Frederiks Fødselsdag 18 Sept.
d.IV,b.4,s.221   1813: "Vi have erfaret det; Kjendsgjerningerne ligge for Dagen,
at ligesom Kamp og Fare opluede Normandens Aand til Mod,
saa blev han i Sands for alment Vel hverken sløvet eller ind-
skrænket af Mangel og Besværligheder. Den blev endog tvert-
imod derved deels opvakt og fremkaldt, dels ydermere styrket
og kraftiggjort. Krigen og dens Ulykker bragte nyt Liv i den ved
saa lang Fred slumrende Aand, og frembragte en Tænkning og
Virken, hvoraf vort Norge allerede høster frydelige Frugter."
   Det lader sig med Sandhed sige, at Norge opstiller et endnu
herligere Exempel for Folkene paa hvorledes en Nation skal bære
sine Lidelser, end paa hvorledes den skal vinde Friheden. Men
den Dag, daværende Thronarving besteg norsk Grund, var der
hverken Udsigter til at hine skulde ophøre eller denne begynde.
Den var kun en enkelt lysende eller illumineret i den fortsatte
Række af de mørke. Lidelsers Haab er letvakt til Smiil som den
Ringes Barn, der ikke er vant til megen Godhed. Man sang derfor
ret lysteligt i Throndhjem:

           "Højt over Fjeld og Dal og Strand
           lød atter Navnet Kristian.
           I Noras haardt forsøgte Bryst,
           sig røre kjære Minder."
           -- --
           "Glad hviler hendes Blik paa Dig,
           den tabte Elsktes Navne!"

   Men to Karakterer kunde rigtignok ikke være forskjelligere end
disse to Kristianers: Augusts og Frederiks. Fra Hovedstaden
talte dog Forhaabningerne i ikke lavere Toner:

           "Han gjenfødt atter traadte frem blandt os,
           den store, gode Kristian den Fjerde."

   Men desværre -- man lærer ikke hinanden at kjende før man,
som Ordsproget lyder, har "spiist en Skjeppe Salt sammen".

d.IV,b.4,s.222  
Kristian Frederiks Optræden i Norge.
(Mai 1813 -- Februar 1814).

-- -- Hist Storm røg op; nu her for Alvor spørges
om Mænd, om Mænd af Ord,
om Brodersamfunds Pagt staaer fast i Nord,
om Orden indenborde kan besørges,
da første Styrmand nu fra Roret veeg?
-- --
Dog -- nu sprang op paa Dæk den gjæve Mand,
som Under-Styrmand var,
og raabte: "Hver, som Hjerte har,
og elsker Frihed, Fødeland og Ære,
og før vil vove Alt, end fremmed Lænke bære,
Han følge mig! -- -- "
(Epilog paa Bergens Theater 3 Marz 1814).

   Forklædt som Matros ilede Kristian Frederik, ledsaget af to
ligeledes forklædte Officerer, paa et aabent Fartøj over fra Flad-
strand til Norge, og landsteg i Morgengryet den 21de Mai 1813
paa Hvaløerne, en Klynge af Klipper lidt udenfor Mundingen af
Kristianiafjorden. Det var en ret fantastisk smuk Begyndelse
paa det Eventyr, Prindsens Liv i Norge er fra først til sidst.
   Men hvilken Plads til at tage Augurier paa var Stedet hvor
han landsteg! Der gives ikke et kjærere Opholdssted for alle-
slags hæstskrigende Sjøfugle, et mere besøgt Hvilepunkt for
ominøse Krager, Ravne og Vildgjæs end hine skaldede, udtungede
Klipper, hvorpaa den formummede Prinds sprang op -- upaa-
tvivleligt med et saa smilende og veltilfreds Ansigt som efter en
Lystfart. Han forstod ogsaa med uopnaaeligt Godlune at iblande
saamange af en Lystfarts Behageligheder i de alvorlige Hensigter
med hans Sendelse til Norge, at alvorligere Karakterer allerede
efter faa Maaneder begyndte at tage Uheldsvarsler. Og heri da
Retfærdiggjørelsen for Imaginationen om Udtrykket i hans Ansigt.
Skulde en nøjre Udpensling deraf være tilladt, da faaer man
imaginere sig et vist Træk af Udmattelse og Forlegenhed, som,
med et Par visnede Blades Blegnen i den øvrige frodige Flor,
hvidnede frem under dette Totaludtryk af gemytlig Livsfrohed,
hvori Mængden saae en blidere Fremtid varslet. Historien til-
steder dog kun at see ham, hvorledes Han, endnu i den tidlige
Morgen33, "benytter strax Leiligheden til at tage den ved Hval-
1  tilbake
En svensk diplomatisk Eventyrer, som opholdt sig i Kristiania og stod paa
en fortrolig Fod med Kammerherre Bernt Anker.

2
  tilbake
Handlingar rörande Sveriges Historia. B. II.

3
  tilbake
Føromtalte Manderfeldt skal have været en af Gustafs Fortrolige og Agenter
for hans Planer paa Norge før han blev nødt til at emigrere til Norge. Om-
trent 1787 beskikkede Gustaf III en svensk Generalkonsul i Norge, Martinau,
som tog Bopæl i Kristiania, en Post, som hverken før havde existeret, eller efter
hans Død i 179., blev besat, og vel heller ikke just for Handelens Skyld var
nødvendig. B. Ankers Karakter, hvis Hovedbestanddeel var Forfængelighed, lærer
man bedst af hans Biografi i Nyerups og Lahdes Samling af Biografier, naar
man veed, at dette anonyme Stykke er en Autobiografi. Hvorledes han var
anseet i Danmark sees af det norske Tidsskrivt Hermoder 1795 i en Replik til
den danske "Folkeven", der havde ridikuleret, at der i Kristiania gaves Folk
"som efterpjatte Kherre B. Anker, kysse med Ærbødighed den galliske Kokarde
og heise en Visk op som et norskt Frihedsflag."

4
  tilbake
Under 11te Aug. 1797 indrettedes de 4 Stiftsoverretter i dens og Lag-
thingenes Sted.

5
  tilbake
"Nous sommes forcés de reconnoître que l'honneur a été pour beaucoup
dans la constance de cette fidélité politique." (
Carl Johans
Brev til Kron-
prinds Oscar som Norges Vicekonge.)

6
  tilbake
Datids Blade ere fulde af Vidnesbyrd, ja af rørende Træk heraf. Frikorpser
oprettedes i Mængde, betydelige frivillige Natural- og Pengepræstationer skjødes
sammen. En gav sin vundne Priismedalje i Guld med den Devise: patria dedit
studio, reddit studium patriae; En sin eneste Fædrenearv: et Lommeuhr; og
imellem de mangfoldige Lignende kan anføres Biskop Bruns Indberetning om
den bergenske Landalmues Redebonhed til at dele sine Klæder med Soldaten:
"Man frembragte alt muligt med en Samvittighed, som havde det været Britten
tilhørende Varer, eller som skulde den gule Feber krøbet ud af det Uldne,
Nogen vilde tilbageholde. Huusmandens Huustro glemte den tilstundende Vinter
og hendes halvnøgne Smaa. Strandsidderen ofrede sine uformede Beenklæder,
altid store nok for at omdannes til beqvemt Brug for den mest bredhoftede
Grenadeer. Oldinge gave Sko og Strømper, for selv, indtil videre, at gaae bar-
fodede, som da de vare Drenge og vogtede Qvæg" o. s. v.

7
  tilbake
Kongen af Sverig havde kun viist liden Deeltagelse i den Ulykke, som
overgik de forenede Riger ved det engelske Overfald. En Rapport fra den
forhenværende dansknorske Chargé d'affaires i London, Rist, dat. 27de Sept.
1807, indeholdt den Meddelelse fra Canning, at England, saafremt Danmark
ikke beqvemmede sig til Fred, baade "muligens kunde blive nødsaget til at
lade svenske Tropper besætte Kjøbenhavn, og holde Hs. svenske Majstæt
skadesløs med Norge." Og her har man da Kielertraktatens Dispositioner in
ovo. Paa Opfordringen fra den danske Statsminister Bernstorff, at Sverige
skulde erklære sig officielt om og fralægge sig disse Tendenzer, svaredes saa
undvigende, at der var meer end Paaskud til Krigserklæring, om Rusland, Dan-
marks Allierede, ikke ved sin havde fremkaldt den.

8
  tilbake
Aftrykte med udmærket Stiil i Prindsens Publikation.

9
  tilbake
Imellem disse nød Overqvarteermester Major Niels Stockfleth Darre især
Prindsens Fortrolighed. Han brugtes til intime Sendelser til Sverige og Kjøben-
havn. Paa sidste Sted søgte han hos Kongen at "dæmpe de Tvivl, geskjæftige
Øjentjenere havde udspredt om det norske Folks Troskab imod den da be-
staaende Regjering" (Samlinger til det norske Folks Sprog og Historie. B. V).
Dette havde den Virkning, at Kaas, som ikke destomindre maatte afsted, gik
Glip af Statholderplumagen, som han havde anskaffet sig. Darre endte sit
Liv frivillig i Okt. 1809 efter en Hjemkomst fra Sverige; hans bedrøvede
Landsmænd troede og troe endnu for en Deel af Mismod over de Anslag paa
Norge, han der havde havt Anledning til at opdage.

10
  tilbake
Saml. t.d.n F.S.og H. B.V.

Kaas, der kom op til Norge allerede i Foraaret, havde, som expedit Re-
ferent, gjort en Snartour udpaa Sommeren til Kjøbenhavn. Paa Tilbageveien
var han i en Frokost hos den paa svensk Side kommanderende General Arm-
felt,
hvoraf han endnu havde godt, som der siges, da han paa Stationen Vest-
gaarden paa denne Side Frederikshald kom til den arrangerede Middag. Kaas
var gaaen fra Bordet, forat expedere en Koureer til Kjøbenhavn med Meldelse
om Ankomsten til Norge etc., da et Par af Verterne kom til og anmodede ham
om at proponere Prindsens Skaal. Han gav da det Svar, at Kongens maatte
under alle Omstændigheder først drikkes, og desuden var han ikke for at drikke
en Mands, han maatte ansee for en Forræder. Øjeblikkelig ilede en af Værterne,
den senere saa ufordeelagtig bekjendte Oberstløitnant Hjerman, til Kristiania
til Prindsen og beretter Udladelsen. Prindsen tog sig dette saa nær, at han,
da Kaas ankom upasselig efter Reisen, lod Lægen spørge, om hans Patient var
i den Tilstand, at han kunde modtage et ubehageligt Budskab (en Udfordring).
Lægen fik da Anledning til at forklare, at Kaas havde grundet sin Yttring paa
indiskrete Udladelser i svenske Aviser, at Prindsens Valg var en Belønning for
den Tjeneste, han havde viist Sverige ved at tilstede den revolterende svenske
Armee i Marts sikker Afmarsch til Stockholm. Prinds Friederich zu Hessen,
der alt var kommen op for at succedere Prindsen, et velvilligt, men fiirkantet,
Menneske, førte sig klodset op som Mellemmand i denne Sag. Kaas fik An-
ledning til de store Ord, at der fra hans Side var intet ivejen for Afgjørelse
paa Kavaleermaneer, og at han, som den højeste civile Embedsmand i Norge,
vel kunde være værdig den Ære at vexle Vaaben med Prindsen. Denne fandt

11
  tilbake
At den var trængt igjennem til Almuen, sees af en Bekjendtgjørelse fra
1808, undertegnet af to navngivne, simple Bønder fra Hedemarken. Dens første
Linjer lyde: "Inden den snevre Kreds, ved Søsiden i Agershuus Stift, fandtes
tre udmærkede ædle og patriotiske Mænd: en Prof. Wilse, en Kammerherre
Anker og den navnkundige Hr. Dr. Strøm; de arbeidede tilfælles i en almeen-
nyttig Sag, angaaende en Højskole anlagt i Norges Skjød. Efterat Døden be-
røvede os hine sjeldne Mænd bar mange skjønsomme Medborgere i Norge dyb
Sorg i sin Barm."

imidlertid Skandalen af et saadant Optrin for uforeenlig med sin vigtige Stilling
til videre at insistere paa Revange.

Et koldt Forhold indtraadte imellem Begge. Prindsen tog saaledes Tørklædet
for Næsen, som om han havde faaet Næseblod, og gik ud, da John Collett paa
Ullevold spurgte ham bag Stolryggen, om han havde noget imod at proponere
Kaas's Skaal i et Gjæstebud der i Anledning af Kaases Tilbagekomst til Kri-
stiania, hvor han nogle Aar iforvejen havde været Stiftamtmand. Under dette
sit sidste Ophold var ellers Kaas ligesaa upopulær, som han under sit forrige
havde været afgjort.

13
  tilbake
Handlingar rörande Sveriges Hist. B. IV.

14
  tilbake
Handl. rör. Sv. H. lV. P. 60.

15
  tilbake
"Det var en vacker proposition att smyga in Prinsen af Hessen till Norge."
Brev fra Grev G. Wettestedt til Adlersparre. Hdl. VII, 3.

Brev fra Wetterstedt af 28de August 1809 til Adlersparre (Hdl. VII, 22) for-
tæller, at man fra dansk Side underrettede "med megen Affektation" om Prinds
Friederichs lykkelige Ankomst. "Det var interessant at vide hvad Sensation
denne Fyrstes Ankomst har gjort i Norge." Et følgende af 29de til den Samme
indeholder: "Efter din Samtale med Prindsen (Kristian August og holdt paa
Magnorgrændsen) torde vi faae sikkrere Underretning om den slette Rolle
Prindsen af Hessen synes at have spillet i Norge." Om hans Ankomst yttrer
Grev Gustaf Lagerbjelke Aug. 24, 1809 (Hdl. VII, 70) "Ubehageligheder, kunne
opstaae deraf, og vor Kronprinds (Karl August) faaer en ny Vanskelighed i
sin allerede vanskelige Rolle. Imidlertid er Frygten i Danmark stor, og det
beviser "realite" i den norske Opinion. Hvad der ogsaa beviser Danskernes
Angest er Bernstorffs i en ganske anden Tone forfattede Brev af 3die Aug."

16
  tilbake
Ogsaa i den træffer man paa Mistanke imod Normændene: "Vi kan umulig
bie længer med at retfærdiggjøre vore Hjerter hos en saa livsalig Monark, for
at befrie os fra den Mistanke, at vi skulde i Lydighed, Troskab og Kjærlighed
degenerere fra vore Forfædre."

17
  tilbake
Handl. r. Sv. H. IV, 125. Anførsel til Statsraadsprotokollen 7 Aug. 1809:

18
  tilbake
Hdlg. r. S. H. III, 12. VII, 44.

19
  tilbake
Adlersparre fremhæver ved Valget i Ørebro 1810 Prindsens Broder, fordi
han ogsaa, som saadan, har Fortrinsret til det norske Folks Hengivenhed (Hdl.
B. IX, 2).

"En af de store og vigtige Grunde, som muligens skulde formaae Kgr. Norge
til at indgaae en nærmere Forening med Sverige, er at vinde derved uforstyrret
Handel med England." Grev Wetterstedts Brev til Grev Georg Adlersparre
af 8de August 1809: "Bliver Prindsens Svar i samme Stil som det danske Hofs,
er det vel ikke meer at formode, at Norge gaaer over; thi uden Prindsen gjøres
vel intet. Men mon ikke samme Maal kan vindes ved Prindsens Giftermaal
med den danske Kronprindsesse? Du har selv skrevet, at et Parti i Norge ønsker
det." (IV, 35). Samme Skrivelse omtaler ogsaa, at det danske Hof nærede
Angest (farhåga) for Norge. At Frygt for Anfald fra norsk Side ogsaa havde
nogen Indflydelse paa Valget, sees af "Hemliga utskottets" Svar til Carl XIII
Rigsdagen 1809 (Hdlg. r. S. H.). Adlersparre, der var Hovedunderhandleren, og
saaledes nøje kjendte Prindsen, befrier ham fra Mistanken om at Vaabenhvilen
stod i nogen Motivforbindelse med Valget.

21
  tilbake
Grev Bernstorffs Note til sv. Minister Lars Engestrøm. Hdl. IV. B. Carl
XIII
yttrer i et Brev til Adlersparre af 23de Okt. 1809 (Hdlg. V. 56): "Hele Verden
veed, at det danske Hof er meget misfornøiet med Udnævnelsen. De frugtesløse
Skridt, det har gjort, forat tilintetgjøre dette Valg, den qvalte Bitterhed, som,
under falske Komplimenter, fremlyser af alle dets Ministres Yttringer, den unød-
vendige Langsomhed, som det bruger i Afsendelsen af dets Fredsunderhandlere,
og som ligeledes vidner om dets Modvilje -- alt beviser at Prindsen af Augu-
stenborgs Ophold i Kjøbenhavn ikke kan andet end blive ret ubehageligt for
ham, om ikke farligt." Denne Reise, som Adlersparre havde faaet Ordre at
forhindre, gik heller ikke for sig.

22
  tilbake
Brev til Adlersparre, 8de Aug. 1809. Hdlg. IV B. Do. af 14de Aug. (B.
VII, 10): "Jeg spaaer, at Prindsen svarer i samme Stiil som Bernstorff; men derfor
bør man ei mistrøstes om at jo den af Statskunst og gjensidig Interesse saa
paakaldte Forening en Dag kan bringes istand; men jeg troer, at den behøver,
forat vinde behørig Fasthed, Fred, Eftergivenhed, Indrømmelser. En Revolution
kan give os Landet." (cfr. flere Steder i Hdlg. r. Sv. H.) Adlersparre blev i
1831 tiltalt forat have offentliggjort de wetterstedtske Breve i sine "Handlingar",
navnlig de i B. III og IV.

At man i Sverige ventede en saadan Revolution efter Prindsens Afreise frem-
lyser af Carl XIIIs Brev til Adlersparre af 15de Aug. 1809 (Hdlg. V, 35): "Derved
(nemlig om Prindsen skulde allerede da ville forlade Norge) afbrødes paa en-
gang hans Forbindelse med Danmark, og Følgerne af hvad som kunde fore-
falde i Norge efter hans Afreise, kunde saaledes siden aldrig sættes paa hans
Regning."

23
  tilbake
Et Giftermaal imellem ham og den danske Kronprindssesse insinueredes
ham af Unionisterne; men Prindsen fandt ingen Tilbøjelighed hos sig til at imø-
degaae dette Forslag.

24
  tilbake
Skjænkede 12000 Rdlr. til Selskabet.

25
  tilbake
Kristian August. Hans Død, 28de Mai 1810, feiredes i Norge ved Sørge-
højtideligheder.

26
  tilbake
Feldtprovst Johan Storm Munch "Til Kongen, da han gav Norge Univer-
sitetet" i Selskabet for Norges Vels Tidende "Budstikken" 1ste Nov.&bmbrk;1811.

27
  tilbake
De gamle Daleres Forandring til "Dansk Courant" og dennes til "Rigsbank-
dalere," 5te Jan. 1813, uden at derfor Kredit og Kours hævede sig, afstedkom
ellers Rystelser i den private Formue, som forplantede sig til Gemytterne, og
gjorde dem modtageligere for en Tingenes nye Orden. Mængden fæster først
Tankerne derpaa, naar den gamle ikke kan blive værre. Da faaer den et Ha-
zardspillermod. "Han Frederik -- udtrykte en Bonde sig strax efter Adskillelsen
-- fik dog spillet os det Puds før han opgav Norge, at slaae ned Pengene for
os." Man ansaae for en vilkaarlig Handling hvad der var en nødvendig Følge
af det Skjelmsstykke, at udøse ufunderede Pengerepræsentativer.

28
  tilbake
Bil. Nr. 1. (Officielle Kundgjørelser).

29
  tilbake
Saml. til det norske Folks Sprog og Historie. B. III. "Da Hs. britiske
Majestæt ønsker til Gjengæld ( for Sveriges Alliance) at give et umiddelbart
og utvetydigt Beviis paa sin Beslutning at forene sine Interesser med Sveriges
og Ruslands, saa lover han og forbinder sig ved nærværende Traktat til at til-
træde de mellem disse to Magter allerede stedfindende Konventioner, forsaavidt
at Hs. britt. M. ei alene ingen Hindring skal lægge i Vejen for Kgr. Norges For-
bindelse og Gjenforening til evig Tid som integrerende Deel af Kgr. Sverige,
men at han desuden i denne Henseende skal lette Udførelsen af H. M. Kongen
af Sveriges Hensigter, saavel ved sine bona officia, som ved dertil, om fornødent
gjøres, at anvende Medvirkning tilsøes i Forbindelse med de svenske og russiske
Tropper, dog paa det Vilkaar, at man ikke skal tage sin Tilflugt til Magt forat
iværksætte Norges Forening med Sverige, med mindre H. M. Kongen af Dan-
mark forud har undslaaet sig for at slutte sig til den nordiske Alliance, paa
de Betingelser, som i de mellem Hofferne i Stockholm og St. Petersburg bestaa-
ende Forpligtelser ere fastsatte; og H. M. Kongen af Sverige forbinder sig til
at have Omsorg for, at denne Gjenforening finder Sted med Iagttagelse af alle
mulige Hensyn til det norske Folks Lykke og Frihed." (Se Bil. II. med Hensyn
til ovennævnte Konventioner).

30
  tilbake
Bil. III.

31
  tilbake
Bil. III. viser, at Verden allerede var bekjendt med den. Cannings trud-
selfulde Læber udslyngede den i 1807.

32
  tilbake
Efter Forslag af Sorenskriver Kristian Magnus Falsen, det saa bekjendte
Rigsforsamlingsmedlem, Søn af Enevold Falsen, at behefte Jordegods med en
frivillig Kornrente.

33
  tilbakeBudstikken, 29 Mai 1813.
FORRIGE
NESTE