| d.IV,b.4,s.130 |
dens Medvirkning til at erholde 400 Rdlr.s Tillæg. Han vilde da renoncere paa Generalveimesterskabet i Bergen, som var bleven ham tilbudt. Det blev dog ved, at han modtog dette, tilligemed Majors Characteer og 200 Rdlr.s aarligt Tillæg. De øvrige Deeltagere undlode heller ikke at melde sig. Andreas Møglestue, der havde at paaberaabe sig, at han havde været enig i Paagribelsen og huset Salvesen med Følge i to Nætter og een Dag, erholdt en Gratification af Kongens Casse; hans Svigersøn, Carl Sigismund Treu, blev Overtoldbetjent i Mandal, Chr. Neer- steen, hvis Kone og Børn ligeledes havde maattet flygte, blev høitideligen paa Arendals Bythingstue, af Stiftamtmand Adeler, overrakt en Sølvkande paa 2 1/2 Pots Størrelse og af 100 Rdlr.s Værdi, ziret paa Laaget, der bar Kongens Navnechiffer med Krone og Skjoldholdere, med saadan Indskrift: "Skjænket Chr. Andersen Neersteen til Belønning for udviist Troskab den 15de Marts 1787." Adeler havde foreslaaet for Cancelliet, at Christian Neersteen, om han "dristede sig til igjen at indfinde sig for at beboe sin eiende Gaard," skulde vorde befriet for at erlægge alle kongl. Skatter, og den Ældste af hans Afkom for Udskrivning, hvorom Rente- kammeret lod indhente Undersøgelsescommissionens Betænkning. Justitsraad Schythe har ellers forfattet en Fortegnelse over alle dem, der bleve befordrede i den Anledning og som en Følge af Lofthuus's Paagribelse, og han faaer ud, at disse i de 10 1/4 Aar til Lofthuus's Dødsdag beløb sig til hele 36, nemlig 8 af Over- øvrighedsclassen, som en Følge af Adelers Afsked efter Ansøgning, med 1000 Rd.s Pension, 6 Generalveimestere og lignende Embeds- mænd, 8 Fogder og Sorenskrivere, 5 Toldofficianter og 9 andre Befordrede og Belønnede. Mellem disse kan dog kun følgende have nogen Mærkelighed for denne Histories Læsere: Kammer- herre Moltke fulgte Adeler som Stiftamtmand i Christianssand Stift1, Krigsraad Foged Dahl, der tog sig det, der var hændt ham, saa nær, at han søgte Afsked, befordredes til Foged i Nedre- Rommerige med 400 Rdlr. i Reiseomkostninger, og Foged Weide- mann i Raabygdelaget succederede ham i Nedenæs Fogderi. Aanon Salvesen fik imidlertid at betale sin Ansættelse i Arendal med nogle Dages Dødsangst. Strax ved sin Ankomst midt i Mai fik han Underretning om, at Almuen i Omegnen raadslog om at |
| d.IV,b.4,s.131 |
gribe ham, og at den paany var bleven ophidset ved et Rygte om, at Lofthuus skulde være lagt i Stok og blev piinlig behandlet i sit Fængsel. En Skipper Jens Krøger fra Omegnen skulde have ladet sit Fartøi lægge bi, under god Vind udenfor, mens han roede iland med denne Efterretning. Salvesen fik under disse Omstændigheder det Raad af Sorenskriver Finne, ikke at reise hjem til sin Bopæl, da Almuen just var samlet paa Sommerthinget i Sandstø, men heller at forblive i Arendal. Den 15de Mai erholdt han Underretning om, at Bønderne havde ved Kirkemødet be- sluttet at anholde ham, og om, at Budstikker gik over det hele Lehn, der, under Mulct, kaldte Folket sammen i dette Øiemed. Den 18de viste allerede en Snees Bønder sig i Byen, men de vendte om paa Veien til Toldboden, hvor Salvesen holdt sig Dag og Nat, da de just mødte Byfogden, Cancelliraad Berg, med La- gretten og med Protocollen under Armen. Da Gaderne saaledes vare blevne frie for Bønderne, omendskjøndt der var Sammenløb nok af Byens Folk, vovede Salvesen sig hen til Stiftamtmanden, der havde indfundet sig i Byen paa sin Thingreise, og anholdt om, at militair Magt maatte blive reqvireret fra Christianssand. Stiftamtmanden, der havde fundet Alt roligt paa en Tour igjennem Gaderne, vilde dog ikke indlade sig herpaa, før Rygtet om Søndag den 20de berettede, at Bønderne mandstærke vare i Anmarsch. Den følgende Dags Aften vrimlede ogsaa Byens Gader af for- bittrede Lofthusianere, som med Støi og Skrig sværmede om, passende paa om Salvesen skulde vove at forlade Toldboden forat gaae hjem i sit Logis. Alt syntes at bebude en Storm paa Toldboden. "Salvesen, frem! Frem med Aanon Salvesen, eller vi brænde ham ud!" hørte man fra de Masser, der stedse tættedes mere om Huset. Byfogden satte Brandvagter ud til Byens Sikker- hed og opholdt sig hele Tiden imellem dem, underhandlede med de Opbragte, og under dette lykkedes det en Kjøbmand Peder Thomassen at faae Salvesen, Kl. 11 1/2 om Natten, practiseret om- bord i et paa Havnen beliggende Skib, hvorpaa Bønderne trak ud af Byen, efterat Byfogden havde lovet dem, at de den næste Dag skulde faae Salvesen i Tale. Tirsdag Morgen mylrede de igjen ind i Byen og ned til Told- boden; men hvad skulde de see? I samme Øieblik lægge to Jagter med Rødkjoler til Toldbodbryggen. Det var Capitain General- adjudant Suchow, der, efter Stiftamtmandens Reqvisition, ankom |
| d.IV,b.4,s.132 |
fra Christianssand med Lieutenanterne Bull og Wærenskjold, en Fændrik, fem Underofficierer, Tambour, Piber og 50 Grenaderer. "Hurra!" raabte da En af Bønderne i den Tanke, at det var Nationale, "idag skal vi tage Salvesen ud med Soldater." "Han er nok allerede væk," raabte en Anden. "Vel! saa tage vi By- fogden, som har lovet os at faae ham i Tale," raabte en Tredie. Suchow rangerede strax sine Gevorbne op ved Toldboden, hvorpaa Salvesen blev hentet iland og Byfogden satte en ordentlig Ret til Parternes Confrontation mod hinanden. Bønderne, der kunde beløbe sig til 80-100 Mand, lode ved fire af sin Midte, som bleve sendte ind fra Gaden, føre til Protocols, at det var dem forebragt, at Salvesen havde i Kjøbenhavn beført dem for Kongen, ja endogsaa beskyldt dem for, at dersom Lofthuus ei var bleven greben, vilde de otte Dage efter have gjort ham til Konge, og derfor vare de nu komne, for at arrestere ham. Salve- sen svarede hertil, at han vel, før sin Nedreise til Kjøbenhavn, havde hørt noget saadant om Almuens Hensigter, men at han "i Kjøbenhavn var bleven overbeviist om, at Kongen, Kronprindsen og det ganske kgl. Huus elskede det norske Folk, og var kun bekymret over, at Chr. Lofthuus paa en falsk og underfundig Maade havde fordærvet dets gode Tænkemaade, ifølge hvilken Forfædrene til saa mange Tider havde udmærket sig ved Tro- skab". Disse Tilførseler bleve dernæst af Byfogden oplæste for den forsamlede Almue, hvorpaa Salvesen gik ind imellem dem og talte sin Sag. Efter nogen Ordvexling, hvorunder Salvesen især blev bebreidet for Andeel i Lofthuus's Fængsling, og at han derved havde været Aarsag i, at de havde forløbet sig mod Fogden, forlangte Bønderne det Protocollerede beskrevet og for- lode Byen paa Byfogdens og Generaladjudant Suchows Anmod- ning og Forsikkring om, at Salvesen baade paa Toldboden og i sit Logis skulde være dem tilrede, om de siden vilde tale med ham. Man hørte ikke siden til dem, uagtet det hedte, at Budstikker endnu af og til løb omkring i Dalene. Dog jo! omtrent 3 Uger efter fik Salvesen Nys om, at 30 Bønder, under Anførsel af en Gjermund Tøre, havde i tre Baade lagt sig imellem Arendal og Hesnæs, for at passe ham op paa en Embedsreise, og at de paaland havde baade Toug til at binde ham med og Hest parat. Han holdt sig da naturligviis hjemme. Sit Livs Frelse ved hiint første Forsøg paa at faae ham fat, tilskrev han alene, at de vare |
| d.IV,b.4,s.133 |
ganske uden Anførsel, endskjøndt han meente, at Personer udenfor Bondestanden havde sine Fingre i Optøierne i den Hensigt at faae ham bort. Et anonymt Trudselbrev, som kort efter det andet Forsøg tilvands blev fundet paa Arendals Brygge med Udskrift til ham, bestyrkede ham, Øvrigheden og selve Undersøgelses- commissionen i denne Mening. Nok! Manden var ilde anseet af Mængden, kjendte og ukjendte, hvorfor han samledes med sin Ven Hammer som Overtoldbetjent i Bergen. Han fik 200 Rdlr. i Reiseomkostninger, og da han omsider tog Afsked 700 Rdlr. i Pension. Dette Efterspil foranledigede kgl. Resolution af 25de Mai for, at et sluttet Grenadeercompagni skulde indtil videre henlægges i Arendal, og to Compagnier af det nordenfjeldske Infanteri-Regi- ment, forsynede med Artilleri, afgaae fra Christiania til Christians- sand. Adeler og Dietrichson syntes dog ikke en saadan Styrke tilstrækkelig. Thi endnu ved St. Hanstider fandt de Symptomer paa, at Almuen ikke var at lide paa, "ligesom, skriver General- majoren, deres ofte holdende smaa Samlinger og deres uudstaae- lige og formastelige Udeladelser om de hidbragte Kanoner og Garnisonens ubetydelige Antal, som de til sidste Mand har søgt Underretning om, give noksom Formodning om, at om Noget maatte indtræffe, der ikke fandt deres Smag, de da turde være rasende nok til at begynde nye og farlige Sammenrottelser." Rygter om Almuen. Uroligheder paa flere Puncter i Landet. Commissionen i Christianssand. Proces og Domme i Lofthuus's og de to suspenderede Sorenskriveres Sag. Intet Billede er oftere brugt og passer bedre, end at ligne opstandsartede Almueuroligheder med en Ild. De Lofthusiske lignede en Myrbrand, der kun af og til blusser op i Lue, men hvis Grændser under dens snigende Udbredelse vanskelig lade sig bestemme. Fra Nedenæs Amt have vi kunnet følge Urolig- hedernes Udbredelse over Bradsbergs, hvor især de Præstegjelde i Øvre-Tellemarken, der kaldes "Fjeldstuen", kom i Bevægelse. Foruden Østen Ingolfsland vare ogsaa en Zacharias Thoresen |
| d.IV,b.4,s.134 |
fra Aamodtsdal i Sillejord og en Engebret Hæktvedt særdeles virksomme der. Den Første gjorde endogsaa i Mai Maaned en Reise til Christiania, hvor han udgav sig for en Halling, forat komme Lofthuus i Tale; og det skulde have lykkets ham ved Bestikkelser, om ikke en af Vagten havde forraadt Sagen. For- søget vakte Opsigt og foranledigede skjærpede Paamindelser fra Cancelliet om, at have nøieste Indseende med at ingen Uved- kommede fik Adgang til Lofthuus, for hvis Tilstedeblivelse In- terims-Commandanten paa Agershuus blev paabundet personligt Ansvar. Om Tellebønderne sagdes endogsaa, at der gaves dem imellem dem, som udlode sig med, heller at ville give sig under Kongen af Sverig, hvor de ventede at faae 16 Aars Skattefrihed. Men dette er ganske vist en Bagvaskelse, udklækket i en eller anden ængstelig dansk Embedsmands Sjæl imellem de mange af denne Classe, som aldrig lærte at kjende Folket eller at elske Landet. Saavel Commissionen som de anonyme Forfattere af det trykte Brev fra Christianssands Stift og af det til Salvesen, hvorover han lod optage Thingsvidne, benegte aldeles, at Mis- fornøielsen nogensinde tog en saadan politisk Retning. Den Sidste siger, "at det Rygte er løgnagtigt, som gaaer, at Lofthuus skal have tragtet efter, ved Almuens Hjælp, at blive Vasal i Norge under den svenske Krone." Han kalder det "en sminket opdigtet Løgn", og ønsker, "at Løgneren maa staae tilskamme for sine Misgjerninger." Strengereid Skibredes Almue tog sig end- ogsaa dette Rygte saa nær, at den tilthinge den 21de Mai 1787 lod føre til Protocols, "at slige Rygter havde ikke alene oprørt deres Gemytter og smertet dem paa det ømmeste, men at de meget mere vare fulde af Troskab og tillige taknemmelige for Kongens Naade med Undsætningskornet".2 Og i denne Anledning resolverede Kongen under 15de Juni 1787 iblandt andet saaledes: "Thi ville vi hermed have Almuen tilkjendegivet, at ligesom slige ublue og for Opdigteren vanærende Rygter ikke ere komne Os for Ørene, saa have vi og ikke nogensinde draget vore kjære og retsindige Undersaatters Troskab i Tvivl, hvilken Vi og gjøre Os forsikkret om, at de fremdeles ville udvise i Gjerningen, og om de skulle opdage Ophavsmændene til slige løgnagtige Rygter, have de at angive og anvise slige troløse Mennesker for ved- kommende Øvrighed, paa det de paa lovlig Maade kunde tiltales |
| d.IV,b.4,s.135 |
til velfortjent Straf. Denne vores allernaadigste Resolution tillade Vi at maatte i Thingprotocollen indføres." Men kun som udtalt Idee, som antydet Mulighed havde disse Rygter nogen Betydning og kunde vække Ængstelse. Ligesom ofte i det daglige Liv en Begivenhed synes forud tænkt, ahnet, seet, oplevet idrømme, har Historiens ogsaa sine dunkle, pro- grammatoriske Forbud. Og et saadant vare disse Rygter. Re- gjeringen skulde blot vidst, at der fandtes Personer i Christiania, som ærgrede sig meest af alt over, at en Idee, de syslede over sammen med Gustav III's Agenter, kunde være Almuen saa fremmed, at den ikke satte den i Bevægelse, saa forhadt, at den bevidnede Kongen sin Afsky derover, og at deres egne Planer alene derfor vare uudførlige. Den skulde vidst det; da havde den maaskee fundet de Huller, hvorifra hine Rygter om et Frafald kom ud, nærmere oppe imod Samfundets Høider, end den ny- bagte Toldcontrolleur i Arendal befandt sig. De Yttringer af borgerlig, ikke politisk, Misfornøielse, der viste sig samtidigen paa forskjellige Punkter i Riget, som begyndende, af flyvende Funker tændte, Ildebrande, vare dog nok til at vække Regjeringens Ængstelse og Erindring om den Omsorg og Retfær- dighed, den skyldte det lidende Folk. Den paaskyndte derfor det saalænge belovede Sportelreglement, hvorom Overøvrighederne skulde afgive Indstilling, og navnligen et specielt Regulativ for Præsternes uvisse Indkomster i Øvre-Tellemarken, hvilket ogsaa blev udfærdiget af Stiftsdirectionen i Christianssand, Adeler og Biskop Hagerup3. Denne Sidste fik ellers en dygtig Næse af Cancelliet, fordi han havde gydet Olie i Ilden ved den, Præsten i Tind prostituerende, Paategning, han havde givet Østen Ingolfs- lands Klage. Men især stikker Cancelliets Ængstelighed for de norske Uroligheder og Mistanke om deres Forgreningers Dybde og Udbredthed frem i dets Medfart med en Peder Bentzen, en stakkels Skrædder fra Christianssand, fra hvem der iblandt Loft- huus's Papirer var fundet et Brev, hvori han ønsker en Samtale med ham før Reisen til Kjøbenhavn, og tilbyder ham sit Huus til Logi. Han blev strax arresteret og forhørt under sit Ophold |
| d.IV,b.4,s.136 |
i Kjøbenhavn, og han slap først løs midt i August mod Caution for sin Tilstedeblivelse, uagtet Forhørerne ikke oplyste videre imod ham. Mere Opmærksomhed fortjente dog hine spredte Tegn paa en vidtudbredt Misfornøielse, som samtidigen viste sig paa flere Punkter i Landet. Zacharias Thoresen, der synes at have været særdeles let paa Benene, fik Skyld for at have oppustet Ge- mytterne i Nummedal og Sandsvær. Grodtschilling indberettede et Rygte om at Gudbrands- og Østerdalen skulde være urolige, og i det fjerne Søndfjord fandt voldelig Modstand mod Øvrig- heden Sted efter opskaarne Budstikker. Sex Bønder bleve i den Anledning fængslede og indbragte til Bergenhuus Fæstning. Nabodistrictet til Nedenæs, Lister og Mandals Amt, forblev deri- mod roligt, hvilket skyldtes dets afholdte og dygtige Amtmand, Etatsraad Peter Holm. Dets Deeltagelse indskrænker sig til et Andragende fra Findsland, Øslebø og flere Sogne, hvori der klagedes over de flere Skatter, som de nu imod før uden Hjemmel og uregelmæssigen fandt opførte i sine Skattebøger, og hvor- imellem de især fandt Laugmandstolden og Afgiften til Radesyge- huset i Flekkefjord, hvis Underholdning alene paabyrdedes deres Amt, ubillige, samt hvori de androg om fri Kornindførsel. Denne bevilgedes indtil Juli 1788, og da et almindeligt Sportel- reglement, som det dog først under 20de Juni s. A. blev Alvor med, belovedes, samt Commissionsmedlemmerne, Falsen og Aars, ifølge Commissorium og Tiltale imod Lofthuus af 3die August atter indfandt sig i Christianssand for at fortsætte og afslutte Undersøgelses- og Vidne-Forhørene der, bleve Gemytterne overalt paa Vestlandet roligere alt som det leed med Aaret. Bønderne havde vel, som før berørt, sendt en Ansøgning i Vei om nye Commissairer; men de havde faaet dette skarpe Svar, at "da de havde forbrudt deres Troskabseed og ikke viist den Ære og Kjærlighed, de skyldte deres Konge, skulde Oprøreren Christian Lofthuus og de øvrige Rebellere, saavelsom Forbryderne4 Soren- |
| d.IV,b.4,s.137 |
skriverne Smith og Brønsdorph indstevnes og efter Loven strenge- ligen straffes og dømmes." Dette virkede som Tordenslaget og Løvebrølet, der jager Dyrene iskjul. Kongen tvivlede om deres urokkelige Hengivenhed og Troskab -- det var en Tanke fuld af lammende Græmmelse for de ærlige Bønder, som tillige i Ud- trykkene om hine to Embedsmænd maatte finde, at det var hans og hans Regjerings alvorlige Hensigt at straffe deres Forurettere. Sagen imod dem sattes ogsaa samtidig med Commissionens For- handlinger i Christianssand i Drivt fra 16de Juni 1787, først under Commissairerne Byfoged Berg og Krigsraad Toldbetjent Aarestrup i Arendal, og siden, i dennes Sted, ved Bitræde af Borgermester Nidaros i Christianssand. Sytten Præstegjeldes Almuer bleve en efter hinanden til visse Dage indkaldt først til Undersøgelses- og derpaa til Vidneforhør med det samme, for at spare dem endnu en Indreise til Christians- sand, hvortil flere havde en Snees Miil, og vel ogsaa for ikke at have formange af dem i Byen paa een Gang. I Stevningerne vare kun de Personer opnævnte, der vare mistænkte som Hoved- mænd, og Commissionen var bemyndiget til, efter eget Tykke og Oplysningernes Medfør at indsætte dem i Varetægtsarrest i Christianssands Fæstning. Actor imod Lofthuus, som man ikke fandt det raadeligt at lade møde i Christianssand, men senere at forhøre i Christiania af de derværende to Commissairer, var Procurator Stub, og af Christianssands Stift var Prokurator Antoni Schweder5 udnævnt til at varetage hans Tarv som Defensor, da Lofthuus selv ikke havde villet opgive nogen, saasom han agtede selv at føre sin Sag, og derfor maatte anholde om at blive ført til Christianssand. Skulde dette blive ham negtet, erklærede han paa Notarialbeskikkelsen, som Sorenskriver Aars selv præsen- terede ham den 18de Septbr. i Arresten, vilde han hverken vælge eller foreslaae nogen Defensor. Men Commissionen fandt sig saa misfornøiet med den Maade, hvorpaa Schweder udførte sit Hværv, 6 |
| d.IV,b.4,s.138 |
at den efter nogle faa Møder indkom med Klage over ham, og forlangte enten ham entlediget og Overhofretsprocurator Thomas Lund i Christiania paalagt Defensoratet, eller sig i Naade af- skedigede som Medlemmer af Commissionen. De paastode, at det nok ikke var saa frit for, at han før havde selv havt Fingre med i Almueurolighederne, og at han nu vidtløftiggjorde Sagen ved utilbørlige Contraqvæstioner og Forlangender og pustede til Ilden af al Magt. Især fandt de, at følgende tre Spørgsmaal fra Schweder vare af en saadan Beskaffenhed, nemlig først: om vel nogen Arrestbefaling imod Lofthuus var bleven bekjendtgjort? om ikke Fogden, da han desuagtet sidst Michalsdag søgte at overrumple Lofthuus med Soldater, havde lagt Beslag paa og bortført fra Gaarden endeel Almuen tilhørende Papirer og Penge tilligemed noget Brændeviin og en liden Pistol? samt om det ikke var bekjendt, at Soldaterne ved den Leilighed førte skarpe Pa- troner? Opløbet paa Lillesand skulde da været foranlediget ved en Voldshandling af Fogden, og for at faae det Borttagne, der virkelig ogsaa relaxeredes, tilbage. Schweder beklagede sig igjen fra sin Side over Rettens Fornegtelse; men da ogsaa Aktor, Generalfiskalen Uldals Fuldmægtig, erklærede, at han maatte frasige sig sin Bestilling med Sagen om Schweder skulde ved- blive, indstillede Generalfiskalen ham til Afskedigelse fra Defen- soratet, uagtet han ikke kunde indrømme, at hine Qvæstioner vare hans Part saa unyttige, og fandt det betænkeligt at afskedige en Mand, som det lod til besad Almuens Tillid. Commissionen, begyndt 20de Novbr. 1787, sluttede sine Akter den 10de Marts 1788. De beløb sig til 410 Ark, hvoraf særskilte Afskrifter, hver i to Bind, bleve i September s. A. overleverede den nye Aktor paa Generalfiskalens Vegne Overhofretsprocurator Hans Gundelach og Defensor M. German, begge i Christiania.7 Sagen mod Lofthuus og hans udfundne Medskyldige blev nu ført her, medens den mod de to anklagede Sorenskrivere førtes paa de gamle Tomter. Men det trak saa langt ud med hans, at man begyndte at troe, at der ingen Dom skulde falde i hans levende Live. Høiesteretsdom oplevede han heller ikke; men netop paa femte Aarsdagen efter hans Tilfangetagelse, den 15de Marts 1792, faldt saadan Dom inden Inqvisitionscommissionen, som dengang |
| d.IV,b.4,s.139 |
bestod af Stiftamtmand Grev Moltke, Conferentsraad Colbjørnsen, Assessor i Overhofretten Sommerhjelm og Sorenskriver Aars: "Christian Jensen Lofthuus bør at straffes med Fæstnings- arbeide i Jern sin Livstid. Gunder Gundersen Rise (af Øiestad) bør betale sine Voldsbøder med 60 Rdlr. og arbeide i nærmeste Fæstning i 3 Aar. Ole Gregersen Sangereid (af Vestre Moland) bør arbeide i nærmeste Fæstning i 2 Aar. Omund Sældal (af Øiestad), Halvor Tirvold (af Fjære), Vraal Hovatten (af Froland), Aanon Stie og Thorgrim Ombli (af Heirefos) bør hver for sig at betale sine Voldsbøder med 60 Rdlr. og arbeide i nærmeste Fæst- ning i 1 Aar. Omund Furre (af Øiestad), Osmund Rødalen, Knud Staavesland, Halvor Gouslaa (af Heirefos), Mikkel Væding og Thorkil Stener (af Øiestad) bør hver især arbeide i nærmeste Fæst- ning i 1 Aar. Endelig bør Aasul Olsen Rise og Gjermund Tørra for Generalfiskalens Tiltale i denne Sag fri at være. Sluttelig bør Christian Jensen Lofthuus og de øvrige Forbenævnte -- Aasul Rise og Gjermund Tørra undtagne -- En for Alle og Alle for En betale Generalfiskalen i Sagens Omkostninger 400 Rdlr., hvorimod de saaledes samtlige for den af ham over Enhver især videre og yderligere nedlagte Paastand, i Henseende til Straffen bør fri at være." De anklagede Sorenskrivere havde allerede erholdt sin endelige Dom. Commissairerne Cancelliraad, Byfoged N. Berg og Borge- mester O. Nidaros, havde saaledes dømt i Smiths Sag: "Den suspenderede Sorenskriver over østre Raabygdelaget, Justitsraad Hans Smith bør for de ham i denne Sag overtydede Forseelser bøde til østre Raabygdelagets Fattige 100 Rdlr., og betale ligesaa- meget til Justitscassen. Dernæst tilpligtes han at betale til General- fiskalens Fuldmægtig, Actor og Prokurator Rasmus Lassen, det paastaaede Sallarium, 200 Rdl., samt Stevningers og Lovdages Forkyndelsesbekostninger til Vedkommende, efter Actors derom fremlagte Beregning af 27de Juli 1789, med 56 Rdlr. 2 Mk. 16 &bmskilling;. Iligemaade tilpligtes bemeldte Justitsraad Smith til Os, som de befalede Commissarier, at betale to Trediedele af den Acten foran tilførte Beregning med 553 Rdl. 32 &bmskilling;, og endvidere at betale den Actor meddeelte Domsacts Beskrivelse efter lovlig Beregning. Alt at fuldbyrdes osv." Og i Brønsdorphs Sag var falden saadan Commissionsdom: "Den suspenderede const. Sorenskriver over vestre Raabygdelaget, |
| d.IV,b.4,s.140 |
Procurator C. Brønsdorph bør, for de ham i denne Sag over- tydede Forseelser, bøde til vestre Raabygdelagets Fattige 50 Rdlr., og betale ligesaameget til Justitscassen. Dernæst tilpligtes ham at betale til Generalfiskalens Fuldmægtig, Actor og Procurator R. Lassen, af det paastaaede Sallarium 120 Rdl., samt til efter- skrevne Kaldsmænd, hvad de efter indgivne Beregningslister have fortjent ved Stevningers og Lovdages Forkyndelse, saasom Osmund Reiersen 20 Rdl. 84 &bmskilling;, Ole Knudsen 8 Rdl. 40 &bmskilling;og Ole Ramse 4 Rdl. 32 &bmskilling;, samt Lensmanden Gunder Skjesland og Ole Gundersen Næs forbeholdet, hvad de i lige Tilfælde tilkomme efter lovlig Beregning. Iligemaade tilpligtes bemeldte Procurator C. Brønsdorph til Os, som befalede Commissairer, at betale en Trediedeel af den foran Acten tilførte Beregning med 276 2/3 Rdl., og endvidere at betale den Actor meddeelte Domsacts Be- skrivelse efter lovlig Beregning. Alt at fuldbyrdes osv." Generalfiskalen Skibsted indankede Dommen i Smiths Sag til Høiesteret, hvor, ifølge Dom af 19de Octbr. 1791, Mulcten ufor- andret blev tillagt de Fattige alene, hvorimod Sallarierne bleve nedsatte til 100 Rdl. Brønsdorphs Sag synes ikke at være gaaen videre; og den maa hurtigen være gaaen afglemme, siden han inden faa Aar først blev Overhofretsadvocat og siden Told- procureur i Throndhjem. Gik det langsomt, inden det kom til Commissionsdom i Loft- huus's og hans Medanklagedes Proces, gik det dog langsommere siden -- saa langsomt, at hiin Mening om, at den endelige Dom først skulde ramme Liget, ret kom igang. Og da havde det for hans Vedkommende heller ingen Hast. Høiesteretsdom faldt ikke før næsten to Aar efter hans Død, og hele 7 Aar og tre Uger efter Commissionsdommen. Den 5te April 1799 blev Sagen plæderet for Høiesteret af Generalfiskalen Skibsted contra Chr. J. Lofthuus's Stervbo og Arvinger, for hvem Ingen mødte, og af Høiesteretsadvocat Rottbøll contra Ole Greg. Sangereid med de flere Tiltalte; og da faldt endelig saadan Dom: "Commissairernes Dom bør ved Magt at stande. I Sallarier og Omkostninger be- taler Lofthuus's Stervbo og Arvinger, tilligemed de 13 til Straf fældte Almuesmænd, een for Alle og alle for Een, til Procurator Ras. Lassen 83 Rdlr. Saa betale og sidstnævnte 13 Almues- mænd paa samme Maade til Generalfiskalen i Sallar for Høiesteret 200 Rdlr." |
| d.IV,b.4,s.141 |
Først i Marts Maaned 1800 afreiste af disse 13, de 12, da Torgjus Ombli var død imidlertid, til Agershuus for at udstaae sin Straf, og efter 6 Uger og 1 Dag løslodes de igjen, saa de vare hjemme igjen hos sine Familier først i Mai. Og da havde de at fortælle, at de vare blevne behandlede saa mildt, at de hverken havde havt Jern eller Slaveklæder paa sig. Kun fire Nætter havde de lagt blandt de øvrige Slaver, og hver 5te Dag havde de faaet "til Traktement" 15 Skil. og et Commisbrød. De smurte Sminke over Skamrødmen. Men den Godhed, som vistes dem, var i deres Fortælling liden mod den Deeltagelse, som var bleven viist Lofthuus af Byens Indvaanere. Ham, sagde de, sendte man altjevnt baade Steg og Viin fra Byen, og mange Storfolk kom og besøgte ham; og da han døde, kom der baade et Stykke til hans Ære i Ugebladet og et Minde paa Graven med en Inscrip- tion, som var værd at læse, men som dog ikke fik Lov at staae. Lofthuus's Død. Over og om Lofthuus. De hjemkomne Bønder havde ikke sagt formeget om deres henfarne Høvding. Der stod virkelig at læse i "norske Intelligents- sedler" for 28de Juni 1797, 15 Dage efter Lofthuus's Død, følgende Mindeskrift, med tilsatte Anmærkninger, trykt med udmærkede latinske Typer: "Christian Jensen Lofthuus. -- -- hate injustice, succours innocence, Appals the Tyrant, and protects the appress'd8 St. John. Saa har da Fængslet gjort Ende paa Dit daadfulde Liv! Saa skal Du ikke mere see Dit Landsted, som Du med saamegen Flid opdyrkede! 9 -- Ei skal Dit Øie mere skue Morgensolens Glands; men heller ikke skal Uveir, Krig og anden Nød røre Dig. Hvil i |
| d.IV,b.4,s.142 |
Fred! -- Ti sekellange Aars Indspærring uden Lovfældelse 10 -- mangeslags deraf flydende sammenhobet Kummer -- maatte omsider overmande dette kjæmpestærke hærdede Legeme. Din Aands Kjækhed var sig altid selv liig. I Farer, i Forfølgelser forlod den Dig aldrig. Du døde -- som Du havde levet -- en sand Patriot; 11 og Fred med Dit Minde! -- -- Maaskee skulde disse Sandheds Ord ei være talte? 12 Dig sættes vist ingen Bauta-Steen; men trøst dig ved Romerens: Coelo tegitur, qvi non habet urnam.13 V . . . . . . . . n14 Ogsaa med Mindet over Graven havde det sin Rigtighed. I den danske Avis "Dagens Nyt", udgivet af en Kornerup, findes i Nummeret for 7de April 1798 følgende anonyme Annonce: "Paa den i Aaret 1797 døde Christian Lofthuus's Grav blev en Nat kort efter hans Begravelse sat -- man veed ikke af hvem -- denne Inscription, malet paa et rødt Bræt: "Gyseligt Minde efter Christian Lofthuus som paatog sig at tale Fortrængtes Sag, men ulært stødte an imod Lovene, smiddet i Lænker til en Klods, og saaledes som Statsfange af Landet underholdt i 10 Aar uden at nyde endelig Dom. Martyr! Din frie Aand møder mange dine Lige, der lede, fordi de vilde vel." Brættet var kommet som en om Natten opskudt Paddehat. Det holdt sig ogsaa kun til udpaa Dagen, da det blev taget væk af |
| d.IV,b.4,s.143 |
Politiet, fordi det lokkede Folk til. Den gamle Kone fra Christ- kirkegaardens Naboskab, som skulde vise Forfatteren af denne Skildring, hvor Graven havde været at finde, havde selv været med imellem den Skare af Gamle og Unge, som skulde hen at see, hvad der dog var paafærde derhenne paa Kirkegaarden. Lofthuus var kjendt af Fornemme og Ringe i Christiania. Med- følelsen for ham strakte sig over hele Borgerclassen, og fra dem var det han ofte i Sendelser af Mundgodt erholdt Beviser derpaa. Man brugte at besøge ham, og fra Byen sendte man ham ofte Meerskumspiber at indrøge, skjøndt vel mere for at han kunde have noget at forslaae Tiden med. Der findes ogsaa i Christiania- Intelligentssedler en Opsats om en Opfindelse af ham, hvorefter deslige Piber strax kunne indbeises de Farveschatteringer, som give dem deres Værd i Kjenderes Øine; og, saa ubetydeligt dette Træk er, er der dog Spor deri af en Aand, som altid maatte have noget at bestille og speculere paa: Bagateller i Mangel af vigtigere Ting. Fra Fæstningscommandoens Side synes han ogsaa, hvad Forpleiningen angaaer, at være bleven behandlet med Mild- hed. Han tillagdes 24 Skilling om Dagen, og der lagdes ingen Hindringer iveien for, at der af og til hjemme fra yderligere blev sørget for hans Behov. Kun med Hensyn til Omsorg for hans Tilstedeværelse var man streng. Han klinklænkedes saaledes til en Blok, saa hans Klæder maatte gjøres med Opknapning paa Siden, og hensattes lige ved Overfæstningens Hovedvagt, saa Vagten altid havde Indgangen til hans Fængsel for Øie. Han sad nemlig i den nærværende Officiersvagtstue ved Enden af den første Barakke, og den maa vel have været noget slettere end nu, siden det viser sig af en Skrivelse fra Capitainvagtmesteren, at han allerede Dagen efter sin Ankomst klagede for Commissionen over det Arrestværelse, man havde givet ham. Capitainevagt- mesteren siger dog, at han ikke beskrev sit Værelse ret; og Lofthuus's krakilske Gemyt var nu vel strax efter Ankomsten vanskeligt at stille tilfreds. Han lignede ogsaa den hele Tid en Ulv eller Ræv, som man aldrig kan faae tam. Hans Sind blev, som rimeligt under den lange Hensidden, bittrere og bittrere, og hans Sundhed tog stærkt af i den sidste Halvdeel af hans Arrest. 15 |
| d.IV,b.4,s.144 |
Han var paafaldende gusten i Ansigtet den Gang han i Advocat Hjelms Overvær rystede i sin Lænke, og skar frem imellem Tænderne hiint Udraab over, hvorledes man behandlede den Mand, som havde villet befrie Norge. Det var ogsaa Aaret før hans Død, som indtraf den 13de Juni 1797. Da kunde Capt.- vagtmesteren melde: "Efter nogle Aars Svaghed blev Arrestanten, Christian Jensen Lofthuus, pludselig anfalden af Blodstyrtning, hvoraf han i mindre end een Time opgav Aanden." Om hans Liigfærd var intet at sige. Der hvilede jo Slaveridom paa ham, og altsaa fik han Pladsen derefter. Men ogsaa der skyde Sted- moderblomstrene sine rankende Stilke langs Mulden, overvævende de Vanæredes sidste Skjulested ligesom med smaa trefarvede Fænniker til Tegn paa, at deres Vanære nu er forbi; ogsaa der topper Kløveren sine friske fyldige Hjerter over de brustne der- under, dryppende Honning af sine Horn, ligesom til Balsam for deres Saar; ogsaa der lude Blaaklokkerne som om de vilde til at ringe, og Duggens Vievand sprænges hver Morgen, og Mosen spinder sin Glemsel over Forbrydelsen og dens Straf -- kort, intetsteds lærer Naturen Menneskene Forsoning og Tilgivelse med saa indtrængende Veemodighed, som paa den Plads imod Nord, inden en Kirkegaards Mure, hvor Gravene gjøres lavest, hvor ingen Rosmarin eller Rosenbusk plantes, hvor intet andet Minde reises, end en Stok i et Hul, indtil det falder Præsten beqvemt, ved en bedre Leilighed, at kaste de tre Skuffer med den viede Jord ned derigjennem. Der er det, de Mennesker ligge, hvis Synder bleve bekjendte og straffede -- straffede ogsaa med at begraves der i det øde Hjørne, i Morgendæmringens Time, nedslængte af Staten (saafremt ingen Doctor gjør Krav paa Levningerne for at øve sig i Anatomi), med et Præg af tør haardhjertet Kulde, af Lyst til at strække sine Jernarme ned under Mulden, saa det er at forundre sig over, at ikke Loven ogsaa befaler, at saae Nelder eller Salt paa de friske sorte Pletter. Der, i Forbrydernes Hjørne paa Garnisons- eller Christ-Kirke- gaarden paa Forstaden Hammersborgs østlige Skraaning, var det ogsaa, at Lofthuus's Liig fik Plads. Men imedens Mange fandt den god nok og Mange for slet, var dog nok han Selv, i en Til- stand, hvori hans sande Værd og Uværd stod ham for Øie, den ligegyldigste og indifferenteste ved denne Disput. Skulde der være noget i det Onde, som sagdes om ham, udenfor hans |
| d.IV,b.4,s.145 |
Stemplinger, vilde den ogsaa i Sandhed have været god og ærefuld nok. Thi det gik ikke ud paa mindre, end at han engang skulde paa en svigfuld Maade have ødelagt et Fartøi, som han eiede og førte. Men i alle de Documenter, og navnlig i al den, Lofthuus for- øvrigt fiendske, Correspondence, som er bleven gjennemlæst under Udarbeidelsen af denne Fremstilling, har der ikke været at træffe paa den fjerneste Hentydning af noget saadant. Kun i et epita- fiumstilet Skandskrift over ham, som hans uforsonlige Fiende, Justitsraad Schythe, synes til sin egen Fornøielse, for at udlade sin Harme, og ret at godtgjøre sig med Triumphen, at have skrevet kort efter at Lofthuus var bleven sat fast, findes en Paastand om, at han "to Gange er bleven straffet som en grov Forbryder", og deraf een Gang paa sin Ære. Men har han erholdt den sidste Straf ved at ilægges sine tre Mark, for at have ført en Mand betalt Gjæld til Regning, er dog dermed ikke sagt, at han har gjort dette mod bedre Vidende; og hans Popularitet og selskabe- lige Omgang med Folk over hans Stand, som virkelig fandt Sted, uagtet Schythe siger det modsatte, synes ikke at bekræfte, at han tillige har været fældet af den offentlige Mening, og at de Domme, som maatte være ham overgaaede, have været god- kjendte af denne. Almindelig Mand har et godt Skjønnende og Greb paa at vurdere Gehalten ved de Personer, som give sig af med ham, og til hvem han betroer sig. Han lader sig ikke skuffe i Længden, vel vidende, at han kun vilde være ilde tjent med et Menneske, som fortjente og fik Foragt; og at han er ligesaa nøieregnende i sine Begreber om Moralitet, især hvor Spørgs- maalet er om ligefremme Overtrædelser af Budene, som sine mere dannede Medborgere, lader sig ikke betvivle. Hiin For- brydelse, som Lofthuus beskyldes for af et Rygte, vilde være en saadan Udskeielse af Egennytten, at man ikke vilde kunne for- klare sig, hvorledes det samme Menneske kunde faae det Lov af Almuen, at han var uegennyttig indtil Opoffrelse. Men Meningerne om ham vare saa deelte, at den Dom, at der fra Characterens Side vel neppe har været noget synderligt ved ham, bliver lig- gende i Midten. Schythes Afskrift af Æreslinierne i Intelligents- sedlerne har f. Ex. følgende smukke Intimation: "Saa stor en Skurk C. J. L. end var i Livet, læses dog" osv. Men siden disse og Indskriften paa det røde Bræt ere blevne anførte, bør vi |
| d.IV,b.4,s.146 |
ogsaa høre, hvorledes Modparten har yttret sig om Helten i denne Fremstilling. Helten? Ja, som han kaldes i hiint Schythes kuriøse Epitafium over ham i levende Live: "Urolighedens Helt, hvis Aarer ere fyldte med et hidsigt Blod, hvis Hjerte er udkunstlet af en snedig Hyklekunst for Mængden hvis Hjerne er opspændt af uoverlagte brusende Udsigter, hvis Love ere Kroglove og hvis Udøvelser gjøre Afkrogene oprørte; Du, som gjør Skumlerne understøttede, du vil danne de vilde Begreber til at synes patriotiske, du vil gjøre Oprørene anseede som dydige Borgere; men Sædeligheden gjør du derimod afmægtig og Livsaanderne rasende. Betragt dig selv og dit Forhold som Borger! Du haver jo svævet fra din Ungdom af i lutter uordentlige Handlinger og i en dig selv udarmende medfødt Trættekjærhed? Du haver hadet Øvrigheden; ja Lovene have 2de Gange fældt dig, som en grov Forbryder, og fradømt dig din Ære. Og hvad er græsseligere i det menneskelige Selskab? Og du, Lasternes Træl! vil være de Uretlidendes Forsvar, de Klagendes Leiesvend indfor Retfærdighedens Throne? de Sukkendes Talsmand og de Grædendes Trøst? Du, grove Lovens Forbryder! tør paastaae, at hellige Pligterne, at ære Billigheden og at tilbede den gode norske Ærlighed? Du Svigefulde tør opsvinge dig til Oprørernes Anfører? Dog din List, har alene oprørt Gemytterne. Disse Folk, nu under din Fane, knælede heller for den danske Nordens Throne og Billighedens Lov, end de ved Udsvævelser fornærmede den gamle norske ærede Lydighed. Men din oprørske Geist indhylede dem forvildede Begreber, din kaade Aand førte dem paa Afveie, der stride mod Lovens nødvendige Forskrifter og den hellige Enevolds høie Majestæts Magt og Værdighed. Naar nærmede sig nogen af dine Landsmænd med en sønlig Tillid, et ædelt Hjærte og en god Samvittighed til den danske Throne, uden i den opthronede Konge at finde en mild Fader og Menneskeven? -- -- -- Du kaade vildfarne Aand? ere ikke Landets Love hellige, er ikke Rettergangsmaaden overeensstemmende med Folkets sande og indbyrdes Lyksalighed? Hvilken Enevoldsmagt i Verden foreskriver vel sine Embedsmænd |
| d.IV,b.4,s.147 |
et bedre og et ædlere Forhold og billigere Omsorger for Folkets og Landets Vel end den danske? Hvortil da din Sværmen, dit Oprør, din Skumlen, din Trædskhed og dine Hærolder for at oprøre Hjerter og Selskaber, og for at gjøre dine sædelige Landsmænds Optrin rebelske? -- -- -- Indseer du, dumme Aand, Statskonstens Høihed, Dybhed og Hellighed med et opklaret Begreb? Indseer du, Udsvæver, med Ærefrygt Lovens Grundvolde? Indseer du, Rebeller! Billigheden, som Statsmand, i sin rette Skikkelse? Tør du, lille Dreng blandt Birkebenene, uden at kjende dine Sætningers Rigtighed, opkaste dig til Dommer? -- -- Tør du, Opstands-Anfører! paatage dig at indskrænke Udsvævelser og at bedømme de Optrin, hvor dine Landsmænd skal straffes eller bedømmes? Er du oplyst nok til at bedømme Handlemaaden i en Tidspunct, mere sleben end den, i hvilken du læste Axel Thorsen, Holger Danske og den politiske Stokfisk? -- -- Andrager og opdrager du Sandheden da beviis den! Angiver du Misligheder, da vær sædelig i dit Forhold! Udviis en dydig Menneskekjærlighed; men aldrig Bulder, Uorden, Tumult, rasende Vildhed og Oprør! Derfor er du udelukket fra Selskaber, dem du fordærvede og forhærdede, og derfor er du som en æreløs Rebeller indsluttet og bespottet, berygtet og foragtet. Dine fælsomme Optrin og dit oprørte Forhold vidner alene om en forrykt Hjerne og et ondt Hjerte. Vil du skaffe Ret i Landet, du som er dømt paa din Ære som en grov Mishandler? Vil du, en buldrende Stemme og en hviskende Hvinen i Afkrogene, stille Klagemaalene paa den offentlige Skueplads og der stifte Enighed og Sindsrolighed? Man maa sætte, hvad Farve man vil paa dit Optrin, som Kunsten kan ud- pensle, og maa maskere dig, under hvilken Maske, dine Krumspring kan iføre dig, Du er og du bliver en norsk Rebeller, og dit Navn. Christian Lofthuus, vil i den sildigste Alder endog erindres som et foragtet." |
| d.IV,b.4,s.148 |
Saaledes, med Fraktur, under denne besynderlige Udgydelse af gamle Schythes oprørte danske Sjæl, hvori Kjendere af Friderich Reisers fyrgterlige Ildebrandsgeschichte maaskee ville opdage en ikke saa ubetydelig Lighed i Stilen og i absolutistisk Devotion. I at Lofthuus's Navn vil erindres, har han dog Ret, skjøndt neppe i, at det erindres som et foragtet. Denne Fremstillings Hensigt, der er at skildre Lofthuus som han var i Betydning af en offentlig Characteer, skulde da ikke være opnaaet; og med denne for Øie, forfølgende hans offentlige Handlinger, medens hans private Characteer ikke har ladet sig gribe i bestemte Træk, var jeg kommen til det Begreb om ham i det Øieblik, jeg greb Pennen, at han i hiin Henseende hverken var nogen foragtelig eller udygtig Personlighed til at udfylde den Plads, han valgte sig. Det var de Undertryktes Talsmand: den, hvorpaa der regner fleest Vel- signelser og Forbandelser af alle, en Dødelig kan vælge sig. Men Forbandelserne komme fraoven, fra Magtens, fra Lynenes Regioner; Velsignelserne mumles sagte som Bønner dybt nede imellem Massen. Før jeg lærte Lofthuus nøiere at kjende af Papirerne, for over fire Aar tilbage, idealiserede jeg mig i nogle Verslinier en "Almuestalsmand", som jeg tænkte mig, temmelig nøie i hans Billede. Men om end nogle Stropher passe paa ham, erkjender jeg dog, at der er andre, som ikke gjøre det. Saaledes lader det sig vel nogenledes siges om Lofthuus: "Hvor Helten for Folket af Glædesblik hyldtes! Ak! bedre det var, om med Taarer det fyldtes. Thi visselig døer han for Folket. Afvæbne Han kunde Tyranner, men ikke sin Skjæbne. Fra Slumrendes Hoved han Slangen nok slider; Men lynsnar ham selv den tildøde da bider. Som Fossene styrte, naar høiest de svulme, Han døer af de Kræfter, han ikke kan dulme. Han døer af et Hjerte, der sprænges af Flammer, Der taaler ei Hulken af fremmed Jammer. Det voldsomme! Tæm det! O, kom dog med Lænker Thi Bønderne vredes, og Høvdingen tænker. |
| d.IV,b.4,s.149 |
Som Lynet af svulmende Skyer fremglødes, Hans Tanker af voldsomme Følelser fødes. Mon Bloddryp af Christi hans Hjerte har faaet? Thi stærkere har ei et Menneskes slaaet. Hvi dyrker han roligen ikke sin Ager? Mon Gud ham som Ild gjennem Dalene jager?" Saa langt kan det nok gaae an; men i disse umiddelbart efter- følgende er der tillagt "Almuestalsmanden" en Sindsblidhed og christsindet Resignation, som Lofthuus ikke besad: "Hvi udsaaer den Ædle, som elsker saa Freden, i Menneskesindet kun Naget og Vreden? Dog blegne maa mangen Seraph, som sig maalte med ham, da hans Aand frem i Himmelen straalte." Jeg vil heller troe, at ved en saadan Jevnføring vil mangen anden Patriots Glorie tabe sig. Thi en sand Patriot, der vilde Folket vel med egen Opoffrelse, om saa skulde paakræves, var Lofthuus, og med et saadant Gemyt staaer flere af de Egenskaber, man fordømte hos ham, f. Ex. hans saa ofte fremhævede Trætte- kjærhed, i samme Aarsagsforbindelse som den underlagte Ild til Kjedelen, der skal koge. Han udrettede meget godt for de Almuer, han satte i Bevægelse; han vakte Regjeringens Opmærksomhed for det Udsugelsesvæsen, som gik isvang i Norge; han gjorde den bange for Folkets Fortvivlelse; han lærte den at kjende dets Nød; han bevirkede Begunstigelser for de meest Lidende, Straf over de groveste Sportulanter, og at Regjeringen iværksatte For- holdsregler imod Udsugelserne og til Afhjælpen af Nøden. Og han leed indtil Døden herfor. Og hans Forsigtighedsregler imod at blive tagen tilfange vise, at han nok ahnede hvad der kunde hænde, og vidste hvor høit han havde drevet Spillet. Men til at gjøre dette, til at vove Frihed, Velfærd og Liv for Andre, skal der enten hiin christsindede, helgenartede Resignation, som Lofthuus manglede, eller den Lidenskabelighed og udskeiende Fyrighed i et syndigere Gemyt, som Lofthuus besad. Menneskene ere ikke bedre, end at vi maae kalde den en tilgivelig Egenskab i sig selv og en Dyd, eftersom den driver sit Offer til at udrette |
| d.IV,b.4,s.150 |
noget Godt for Medmennesker. Det vilde, det gjorde Lofthuus, og derfor bør hans Vildfarelser ikke gjøre Efterverdenen saa blind for hans Fortjenester, som hans Tids Embedsmænd vare. Den Gravskrift: "Han vilde det endnu bedre, end han gjorde det", er baade den mildeste og den strengeste, man kan give ham. Thi hvad er daddelløsere og helligere end den gode Villie? og han gjorde det ikke saa ilde endda, efter sin Stilling og den Tid, han levede i. 1 tilbakeBlev siden Stiftamtmand i Agershuus Stift og tilsidst lste Deputeret i General-Toldkammeret i Kjøbenhavn. 2 tilbakeAlmuerne tilskrev Lofthuus denne Yttring af Forsorg hos Regjeringen. 3 tilbakeFøromnævnte Provst Erich Ancher Bruun i Evje, uagtet sine egne Ud- sugelser, Procurator Brønsdorphs ivrigste Anklager, blev Biskoppen paalagt at indstille til Forflyttelse til et andet, "dog ei bedre," Kald. Han kom saaledes, ved en Slags geistlig Degradation, til Suldal. 4 tilbakeGeneralfiskalen, Justitsraad Uldals Beskyldninger imod disse Embedsmænd forklarer dette haarde Udtryk. De gaae ud paa, at de "havde gjort sig skyldige i adskillige Egennyttigheder og Uretfærdigheder til Rettens Forkrænkelse samt Almuens Udsugelse og Ødelæggelse, saasom at have stipuleret Betaling for at skaffe en Part favorabel Dom i en Skovdelingssag, ligeledes at have ladet sig betale for at give et Stervboes Creditorer Udlæg i Stervboets udestaaende 5 tilbakeHavde været Byfoged i Christianssand, men var ved Høiesteretsdom bleven fradømt Embedet. Gjeld, hvorimod Arvingerne skulde have faaet sig de rede Midler tildeelte; at have aftvunget Kjøber og Sælger store Summer for at bringe deres Contracter og Skjøder ved Gaardkjøb og deslige Begivenheder i Rigtighed og for at faae dem thinglyste; at have afpresset En og Anden Penge, under Trudsel af, at der ellers skulde blive anlagt Processer mod dem, eller at Ombud skulde blive dem paalagte, eller at deres Handeler skulde blive paaankede og gaae overstyr m.v." 7 tilbakeDenne Akt har uagtet sin dobbelte Udgave hidtil ikke ladet sig opspore hverken her eller i Danmark. 8 tilbakeD. e.: "Had Uretfærd! staae Skyldløsheden bi! Forfærd Tyrannen! Beskyt den Undertrykte!" 9 tilbakeHan fik 1781 den største Præmie for Jordforbedring af det throndhjemske Videnskabers Selskab. 10 tilbake"Over hans Sag og Forbrydelse, (neppe noget Niddingsverk) hviler et cimmerisk -- for ikke at sige cimbriskt -- Mørke. Minerva melder kun een- gang lidt om de dæmpede Uroligheder ved Arendal. Rousseau siger: den Stærkeste er ikke stærk nok til altidat blive Herre, naar han ei forvandler sin Magt til Retfærdighed." 11 tilbake "Non ille pro caris amicis, aut patria timidus perire". Horat.3 12 tilbake "Vor moralske Slummer" -- saa yttrer sig en indenlandsk Skribent, Guden- rath -- "vækkes ikke vedfrie Mænds Henkastelse i Fængsel, Landsforviisning 13 tilbakeD. e.: "Af Himlen dækkes den, som ei har Urne." 14 tilbakeI en Afskrift af Justitsraad Schythe staaer anmærket ved denne Signatur: "  Vangensteen,Studiosus." Altsaa den for nogle Aar siden afd. Cand. jur., Literatus Vangensteen, engang Storthings- mand og bekjendt som varm Friheds- og Fædrelandsven. o. dsl. Den Adfærd har opvakt Ringeagt for Naadeuddelingen og Harme hos Alle, som elske Ret og Sandhed. Den har ogsaa forøget vore fiinttænkende Statsmænds Bekymringer for de sidste Følger af saadan Politik." |