| d.IV,b.4,s.104 |
ham, som frugtesløse paa ham. Thi han er som Fuglen, der flyver og kommer uden Spor." Han tillægger dog: "Atter er en ny Snare opsat, og hvoraf jeg med temmelig god Forhaabning venter et lykkeligt Udfald, der ved næste Posts Afgang vil vise sig. Da jeg, ifølge den høie Commissions høist respective Skrivelse og foregaaende meddeelte Fuldmagt, samt Hr. Kammerherre og Stifts- befalingsmand d'Adelers senere Tilskrift fremdeles med al op- tænkelig Flid og yderste Stræbsomhed vedbliver at søge den mig overdragne Commission bragt til Execution, og jeg ligesaalidet er skrækket af Lofthuus's udspredte skammelige Trudsler, som kjedet ved møisommelige Undersøgelser og mislykkede Anlæg, venter jeg med godt Haab (det være kort eller længe), at udføre min Fuldmagt til Kongens og Fædrelandets Bedste." Dette er ligeledes under tre Segl sendt fra Lillesand til Christiania, hvor Commissionen nu fortsatte sine Arbeider. Men det varede ikke saalænge før det lykkedes. Allerede Torsdagen den 15de Marts om Formiddagen slog Lofthuus's Time. Natten mellem den 13de og 14de, Kl. 3, blev Lensmand Salvesen tilligemed en Christian Neersten, som før havde været med ved Forsøgene paa at fange Lofthuus, og to Mand indladt paa Gaarden Møglestue i den Hensigt at gribe ham, om han næste Prækedag maatte komme tilkirke. Han kom ikke; men Natten til den 15de fik Capt. Hammer, der forklædt listede sig om i Omegnen, Øie paa ham, idet han med et Følge af 8 -- 10 Bønder indfandt sig paa sin Gaard, satte Speidere paa Loftet, og strax udsendte ridende Patrouiller for at undersøge Veiene omkring Lillesand og navnlig om nogen Fremmed var ankommen hertil. Da det var blevet stille paa Lofthuus, fik Hammer de paa Møglestue Skjulte ud, hvorpaa de ad Markveie sneg sig ned til Lillesand, hvor de atter skjulte sig hos en Madame Christensen. Om Formiddagen Kl. 10 kom Lofthuus med fire Mand til Lillesand i det naboelige Ærinde, efter Bud, at see paa en Stud, der var blevet slagtet hos Stenersen. Han bar da en Huggert i Haanden, og hans Følge var forsynet med Knipler. Hammer knappede nu sin Kaarde under Frakken, og gik fra Mad. Christensens Hus til Stenersens, hvor han traf Lofthuus i Stuen. Efterat have hilset "venskabelig" |
| d.IV,b.4,s.105 |
paa Lofthuus, siger Hammer: "Nu, siden jeg har beseet Mad. Christensens slagtede Ko, gad jeg nok see paa eders Stud, Hr. Stenersen," hvorpaa de tre gik ned i Gaarden, hvor den almindelige Diskurs om Slagt i Bommen forefaldt. De gik ind i Stuen igjen; men da Lofthuus var bleven noget tilagters, formodentlig talende med sin Vagt, som stod udenfor, fik Hammer Tid at bede en Gjæstgiver Teilmann, som imidlertid var kommen ind i Stuen, at gaae ud paa Trappen for at vinke Salvesen og hans Folk over fra Mad. Christensen. Teilmann fik dog ikke Tid til at udføre dette, før Lofthuus allerede var kommen ind i Værelset igjen. Næsten øiebliklig viser Salvesen og hans Folk sig i Døren, og i samme Nu styrtede Hammer sig over Lofthuus, forkyndende ham "med brølende Stemme" Arrest. "Mine Medhjælpere -- siger han -- anfaldt derpaa dette Rov som glubende Ulve og bandt hans Hænder." Lofthuus's Vagt styrtede nok til paa hans An- skrig, og gjorde nogle svage Forsøg paa at værge ham. Men de gjorde det dog ikke imod den større og bevæbnede Mandsstyrke. Med Kaarden i Haand oplæste Hammer sin Fuldmagt, slængte et Exemplar til den forbløffede Vagt, og under Lofthuus's Be- breidelser til dem, hvor nu deres belovede Liv og Blod var, og Tilraab, at de skulde gjøre Bud omkring, slæbte de ham ned til Stenersens Brygge, kastede ham i en færdigliggende Baad, og roede alt hvad Tøiet kunde holde l/2 Miil til Kalvehavn i Homborg- sund, hvor Salvesens større Baad biede paa dem. Under Seil i en strygende Storm gik det nu afsted først til Mærdø efter Lods og saa til Lyngøer, "flyvende fort som Christian tilforn over Bjerge, Skove og Dale uden Spoer og Efterretning," saa de, næst den Høiestes Beskjærmelse, kunde tilskrive Lodsen deres Red- ning under en Fart, da Seil maatte skjærpes i et overhaands Veir, og Livet voves for ikke at blive indhentede. Thi Vagten havde efter Trudsler om Hevn, adspredt sig og gjort Anskrig; og paa et hængende Haar vare de ogsaa blevne standsede før de kom vel ud af Havnen. Medens de slæbte afsted med Lofthuus, ilede nemlig en Lillesandsboer, Aanon Gregersen, forbi og skreg til Matroserne ombord i et Stenersen tilhørende Skib, som laa paa Havnen, at man nu kom med Lofthuus og at de maatte hjælpe. Dertil gjorde de Folkets Børn ogsaa strax Miner, og vilde over Rælingen i Baaden for at afskjære Veien. Men Rhederen stod paa Bryggen og overskreg Aanon med haarde Trudsler om de |
| d.IV,b.4,s.106 |
rørte paa sig, og saa lode de da af. Hele Dagen, medens Baaden med Lofthuus i pilede afsted østerefter, saae de Baade sætte ud fra Landet, hvide krængende Seil, ikke lette at skjelne fra Bøl- gernes Fraadekamme; men den ene sakkede agterud efter den anden i det stærke Veir, saa de i Behold naaede Lyngøer Kl. 6 1/2 om Eftermiddagen. Lofthuus, der havde lagt bagbunden paa Bundtilierne, blev nu bragt i Huus Natten over under idelig Be- vogtning. Der "ved Arrestantens Leie" skrev Hammer Kl. 11 om Aftenen sin første Rapport og derfra daterede han den; men den anden omstændeligere var han saa heldig at kunne utstede fra Frederiksværns Fæstning den 17de Marts, hvorhen han ankom med Baaden den 16de om Aftenen Kl. 6. Lofthuus blev der overantvordet den Commanderende, Commandeur Grotschilling, som lod ham sætte i Vagten og belægge med Jern, hvorpaa et Iilbud affærdiges til Commissionen i Christiania med Indberet- ning fra Hammer og Andragende fra Grotschilling om at der maatte blive sørget for en sikkrere Arrest paa et andet Sted "for en saa betydelig Fange." Tirsdag Morgen den 20de havde Grotschilling Svar tilbage, at han skulde besørge Lofthuus sendt tilvands til Drøbak, naar det alene kunde skee med fuldkommen Sikkerhed, samt at man fra samme Dags Aften vilde være bered til at tage imod ham i Christiania. For at være rigtig sikker, lod da Grotschilling den armerede Skjærbaad "Elgen" lægge ud under Lieutenant Reiersens Commando. Kl. 2 Natten til 22de Marts seilede den af med Lofthuus og hans Tilfangetagere ombord, og under Orlogsvimpel ankom han samme Dag Kl. 1 til Drøbak, hvor Lensmanden i Agers Sogn, Knoph, modtog ham og uden Ophold førte ham under stærk Bedækning til Agershuus. Der blev han hensat i den nuværende Officiersvagt lænket til en Blok. Ti Aar efter sad han endnu saa. Da besøgte vor Advokat Hjelm, som Student, ham. Han saae da gusten og medtaget ud. Men han rystede sine Lænker og sagde med et flammende Blik: "See! saaledes behandler man den Mand, som vilde befri Norge." Den Opsigt og Deeltagelse, han vakte i Hovedstaden, hvorhen hans Rygte var ilet foran ham, og som vedligeholdt sig under hele hans tiaarige Arrest indtil Døden forløste ham, og man maatte løse den egne graa Dragt af Liget, som man for de paaklinkede Lænkers Skyld havde maattet gjøre til ham heel og med Knapning paa Siden, havte udvidet hans Tanker om sig selv, men ogsaa |
| d.IV,b.4,s.107 |
hans politiske Blik. Han saae, at han kunde have spillet en endnu betydeligere Rolle og være bleven endnu farligere for det Be- staaende. Jeg er dog overbevidst om, at hans bittreste Øieblik var, ikke da Porten paa Agershuus drønnede i efter ham, eller da Smeden klinkede, men da han laa bagbunden paa Bundtilierne udsat for Hammers og Salvesens Spot og triumpherende Blik. Der er meget i deres efterladte Skrivelse, som gjør det meer end blot sandsynligt, at de ikke have undladt, selv med Døden for Øie i det overhaands Veir paa denne Maade at nyde sin Seier. Bøndernes Forbittrelse. Foged Dahls Indsættelse i Nedenæs Arresthuus. Deputation til Frederiksværn. "Deraf bleve Bønderne atter opvakt Til høiste Harme og Vrede. Nu vilde de komme med stormende Magt, Ei længer om Retten at bede. I Freden saa burde man leve." (En Vise om Lofthuus). Med Orkanens, med den stormdrevne Flammes Hurtighed i Hedens tørre Straa, kom Budskabet om Lofthuus's Bortførelse ud imellem Almuen. Den ene af de fire tappre Vagtkarle, hans Tjener Tarald Berthougsen, løb strax op til Gaarden Lofthuus, kastede sig paa sin Huusbonds Hest, og jog østefter igjennem Bygderne, med det Sorgens Budskab, skrigende Folk sammen til at sætte efter, og det samme gjorde de Andre tilfods, hver paa sin Kant. I store Skarer strømmede Bønder allestedsfra til Lillesand. Landeveiene mylrede, som Myrernes Stier, naar Tuen er bleven rørt i sit Centrum. "Til Stranden først, til Stranden!" Der rullede Bølgerne dem imøde med ingen bedre Trøst i sin Drønen, end Ammens, der kun veed, med Gyngen og egne Raab, at overdøve Barnets Skrig. Men hvorhen? Østefter var man reist med ham. Og "Lofthuus igjen, før de have taget Livet af ham," var nu den første og eneste Tanke. Altsaa: "østefter, østefter efter ham!" Baade satte ud: smaa, for at følge Sporet, en stor |
| d.IV,b.4,s.108 |
med 30 Mand i, for at befrie og hevne. Og østefter droge Sværmene langs Kysten i travl Angst, som vandskye Hunde, der løbe rundt Vandet, medens Byttet svømmer derude, eller som Bølingen, der sandsesløs styrter afsted langs Kjernets Bred, som for at standse Rovdyret, der svømmer over med Kalven. "Til Fogden, til Fogden!" hedte det: "Han kan umulig være udenfor denne Handling. Med hans Minde og vel paa hans nærmeste Ordre maa den være skeet. Og har han saa ikke Ordre for sig, saa -- -- -- " Dette var Tanken, som drev dem afsted. Den var endnu ikke Beslutning om, hvad de saa vilde gjøre imod en Mand, de ellers ikke ialmindelighed havde noget imod, skjøndt Lofthuus var ham fiendsk. Altsaa først til ham. De mødtes af hans Budestikker, hvori Dahl forkyndte Almuen, at Paagribelsen var skeet ifølge høieste Bemyndigelse ved Commissionen og ikke ved ham. Dagen efter Fængslingen fik Dahl Nys om, at Almuen, uanseet hans Budstikker, flokkede sig sammen, og at flere Sværme allerede nærmede sig hans Bopæl. Han havde et Par Venner hos sig, og gik ud med dem, for at undersøge dette. Da -- men lad ham selv fortælle, hvad der hændte ham, saaledes som han samme Dags Aften nedskrev en Beretning til Stiftamtmand Adeler om sit Møde med den opbragte Almuehob og dens Forgribelse paa hans Person. "Underdanigst Pro Memoria. I Eftermiddag tog jeg en Tour til Fods til Konnestad, i Følge med Hr. Major Juell, Hr. Geert Geelmeyden og Skipper Ove Lindtvedt, i Tanke, af Gjæstgiveren sammesteds at erfare om han havde fornummet nogle nye Bevægelser af Almuen. Da vi kom hen til Bringsværdmoen, mødte os henved 60 Bønder, deels af Raabygdelauget og deels af Øiestads Præstegjeld, som vi standsede imod og hilsede til; de derpaa begyndte med største Bitterhed at klage over den ugudelige Behandling (som de kaldte det) mod Christian Lofthuus og hans Bortførsel, samt absolut paastod, at denne hans Paagribelse maatte være skeed efter min Foranstaltning som Foged, thi ingen anden kunde efter deres Formening have befattet sig dermed. Jeg svarede dem, at den kgl. Undersøgnings-Commission havde ene og allene foranstaltet samme paa Grund af Hs. kgl. Majestæts allernaadigste Villie og |
| d.IV,b.4,s.109 |
Befaling. Dette, skreeg de i Halsen paa hinanden, var aldeles ikke saa, samt provocerede mig at vise den kgl. Ordre, som jeg svarede dem de kunde faae at see hos Deres Høivelbaarenhed i Christianssand, desuden havde høibemeldte Commission udstedt Placater under Deres Hænder og Signeter til Almuens Efterretning, Som jeg vist troede vare opslagne paa Lillesand, efter det Rygte jeg havde hørt. Alt hvad jeg med Sagtmodighed forestillede dem, hjalp intet; de skreeg som afsindige Mennesker og fortalte at de i Dag havde faaet Efterretning fra Merdø, at man der havde været i Land med Lofthuus, og faaet ham paalagt flere Jern og mere Reeb, saa at hans Hoved var opsvulmet, og de meente nu, at han, som de sagde, var sprængt eller saa ilde medhandlet, at han neppe kunde leve m. m. Efter saadan Behandling mod Loft- huus kunde de ikke andet end forlange Arrest over mig, som upaatvivlelig maatte vide af dette Anslag paa hans Person, om ikke aldeles have foranstaltet samme. "Efter at jeg mere end een Time havde formanet og fore- holdet dem, hvad Ansvar de paadroge dem ved at arrestere mig, og i de meest pathetiske Udtrykke, min Invention kunde indgive mig, advaret dem i Kongens allerhøieste Navn at afstaae fra saadan ulovlig Adfærd, maatte jeg fremdeles høre deres rasende Bulder og at de vedblev deres eengang fattede Beslutning. "De derhos i Hr. Major Juells, Hr. Geert Gelmeydens og Hr. Lindtvedts Overværelse lode mig vide, at saadan deres Beslutning ikke skeede af Had eller Uvillie til mig, thi de ærede mig som en Mand, der havde viist dem al Retsindighed og Godhed i mit Embede, men de troede at jeg havde foranstaltet eller havt Kundskab om Lofthuus's Bortførsel, og følgelig maatte een lide for de øvrige; fik de derimod General-Veimester Hammer, Lens- mand Salvesen eller Christen Neersteen fat, vilde de hævne sig paa dem langt grueligere, og da isaa Fald sætte mig paa fri Fod, hvorhos de berettede, at de havde afsendt en Baad med 30 Mand udi at forfølge disse og meente de skulle have dem indhentet inden i Morgen. "Da jeg mærkede at jeg ingenlunde kunde undgaae disse ra- sende Folk, hvis Mængde var nu voxet til 150, sagde jeg: at jeg ingenlunde gik godvillig i Arrest, men vilde de vedblive deres Forsæt, maatte de tage mig med Gevalt, hvorpaa efter nogen Betænkning 6 a 8 Stkr. kom frem og lagde Hænder paa mig, |
| d.IV,b.4,s.110 |
imedens, de øvrige med Brølen og Skriig samtykte Arresten. Jeg fulgte saaledes med dem til Konnestad, havende i Følge med mig de 3de foranførte mine Venner1 da der skeede Holt imedens Almuen bestilte en Hest for mig; jeg gik imidlertid ind i Stuen og endnu foreholdt Almuen det betydelige Ansvar de paaførte dem, og formanede dem at de skulde betænke sig vel og ikke lade sig forføre af endeel taabelige Bønderdrenges Raaben, hvortil de svarede, at dette maatte blive deres Sag, og at de havde engang foresat sig dette og vilde have i Dag angrebet mig paa min Gaard om de ikke havde truffet mig nu her. "Her randt nemlig nogle af mine Foranstaltninger i Tanke, saa at de begyndte at tale imellem sig selv om Kongens Kasse, og gjorde mig det Tilbud, at 8 Mand skulde afsendes for at forsegle samme paa min Gaard; jeg svarede de fik gjøre hvad de ville i sin Tid svare til; derefter sagde de at de ville følges med mig til Tonnevold og der forblive i 2de Dage, at jeg kunde imidlertid forsyne Alting, førend jeg blev arresteret, som jeg og overlod til dem at forsvare; -- i Forveien havde jeg proponeret for Almuen, at ifald de vilde sende 12 eller 24 Mand ind med mig til Christians- sand, hvis Bekostning jeg selv vilde udrede, skulle disse faae at see den originale kgl. Ordre til Christian Lofthuus's Paagribelse -- hvilket mit Anbud de plat forkastede. Da vi vare færdige at reise fra Konnestad, men endnu sad i Stuen der tilligemed Hr. Major Juell og Hr. Geelmeyden samt Lindtvedt, gjorde jeg endnu Al- muen Formaning af afstaae fra deres desperate Foretagende og lyste Kongens høieste Unaade paa de der lagde Haand paa mig, samt erklærede, at jeg ikke reiste til Arresthuset, førend de med Magt tog mig. Atter indfandt sig et halv Snees Stykker som under de øvriges Opmuntring lagde Hænder paa mig, men istedenfor at reise til Tonnevold efter deres egen Proposition, dreiede de min Hest om og raabte af fuld Hals: ikke til Tonne- vold, men til Arresthuset! Jeg fulgtes med dem i Følge med mine Venner til Lenets Arresthuus, hvor jeg udenfor Døren atter for- manede dem alvorligen, og i Kongens allerhøieste Navn forbød dem saadan Molest, samt igjen declarerede at jeg ikke uden |
| d.IV,b.4,s.111 |
Gevalt besteg Arresthusets Dørterskel, hvorpaa, efter nogen Paus af omtrent 1/4 Time, atter nogle lagde Hænder paa mig og fulgte mig ind. "Det fortrydeligste var, at en Deel unge Drenge, som ophidsede de ældre, fik maget det saa, at ingen af mine 3de Venner maatte gaae ind med mig i Arresthuset. "Saaledes har nu den Lofthuusiske Skare taget Masken af og viist hvad de fører i Skjoldet. "Deres Raab og Skrig indeholdt næsten ikke andet den hele Tid, end at de vilde stride for Christian Lofthuus til sidste Blodsdraabe. "Ved et uforfærdet og standhaftig Mod har jeg udstaaet denne krænkende Behandling efter at jeg med alvorlige Formaninger blandet med Sagtmodighed har forgjæves stræbt at afværge samme. "Med Glæde ville jeg nedlægge mit Liv for min Konges Tjeneste, naar Almuens Rasenhed derved kunne standses, men desværre, jeg troer ikke at dette Offer ville være fyldestgjørende, og at intet uden alvorlige Midler kan forskaffe denne Egn Rolighed igjen. "Hvad denne rasende Færd har udøvet i Henseende til min egen Person, tilgiver jeg dem af mit Hjerte, thi vel kan man udlede Kilden hos en stor Deel af aabenbar Ondskab, men hos mange har det vist skeed af en overvættes Dumhed og stor Armod, derimod hvad de have udøvet imod mig som en Kongens tro Tjener og Betjent da vil jeg knælende for min Allernaadigste Konges Throne allerunderdanigst bede at deres Opførsel ved denne Leilighed ikke maatte formere deres Brøde i andre Maader. "Af alt dette behager nu Deres Høivelbaarenhed at erfare, hvorledes Tingene forholder sig her i Egnen, og jeg overlader underdanigst til Deres høiere Eftertanke, at udfinde snare og kraftige Midler til dette Ondes Dæmpelse. Lehnets Arresthuus den 17 Marts 1787. Dahl." Almuen erklærede ellers Fogden gjentagende, at, hvad den gjorde med ham, skete aldeles ikke af nogen Uvillie mod hans Person, men alene fordi han, uden at advare dem, maatte have været vidende om Lofthuus's Arrest, og for at fremtvinge dennes Befrielse. De lovede ham honet Behandling, hvortil de maaskee i Fattigdom og Godtro regnede, at de af sit Sammenskud tilbød |
| d.IV,b.4,s.112 |
ham 16 Skilling i Diæt om Dagen, og Frihed saasnart deres Maal var opnaaet. Forøvrigt tilstededes Ingen Adgang til ham; otte Mand Vagt sattes ved Døren og Schythe paastaaer endog, at Major Juell maatte hemmeligen tilpraktisere ham Skrivemateriale. Imidlertid udfærdigede han, foruden ovenstaaende Indberetning, tillige en Skrivelse til Undersøgelsescommissionen, som de paa- toge sig at sørge for, af saadant Indhold: "Af 150 Almuesmænd er jeg igaar bleven tvungen til Arrest i Nedenæs-Lehns Arresthuus, og denne Almue af forskjellige Sogne forlanger, at Christian Jensen Lofthuus bliver dem udleveret imod at de Een for Alle og Alle for Een, indestaae for hans Persons Tilstedeblivelse indtil Sagens Udgang. De have forlangt, at jeg herom vil tilskrive den kgl. Undersøgningscommission, lige- som og, at de 4 Personer, som greb Christian Jensen Lofthuus, og efter den Almuen givne sikkre Underretning skal ubarmhjertig have medhandlet ham, maatte dem udleveres. Disse 4 Personer ere General-Veimester, Capitain Hammer, Lensmand Aanon Sal- vesen, Christen Nærsteen og David Natvig, som jeg underdanigst indstiller til den høikongl. Undersøgningscommissions gunstige Over- eielse, og tillige maa lige underdanig melde, at høibemeldte Com- missions Nærværelse i disse Egne var høilig nødvendig i denne Tid, da man ikke uden Grund troer, at en samlet Mængde af Fjeldfolk er færdig at rykke ind i Fogderiet. Hougerød 17de Marts 1787. Dahl. Almuen udbeder Svar med det allerførste, da de paastaae, at jeg ellers ikke bliver fri af Arresten." Ogsaa Sorenskriver Finne havde den 16de Marts havt et Besøg af Almuesmænd fra Fjære Sogn; men de opførte sig, efter hans eget Vidnesbyrd, høflig, og forlode ham, da han lovede at skaffe dem Placater fra Stiftet, hvori Bemyndigelsen til Arresten godt- gjordes. Disse begjærede han tillige underskrevne af General- major Dietrichson og Biskop Hagerup, og han tilskrev ogsaa samme Dag med Skibsleilighed, der just afgik med gunstig Vind, Cancelliet om, at erholde lignende Placater under Kongens Haand, hvilket han troede vilde være det eneste Middel til at stille Folket. Fra Stiftet udstedtes ogsaa strax trykt Placat til at slaae op og ud- deles, saalydende: |
| d.IV,b.4,s.113 |
"Friderich Georg Adeler. Herre til Gjemsø Kloster; Ridder. Kongelig Majestæts Kammerherre og Stiftsbefalingsmand over Christianssands Stift, samt Amtmand over Nedenæs og Raabygdelaugets Amter. Gjör vitterligt: at den Arrest, som er foretaget af General- Veimester Hr. Capt. Hammer og Lensmand Aanon Salvesen paa Oprøreren Christian Jensen Lofthuus er skeet efter Hs. Maje- stæts allerhøieste Befaling til Commissarierne i den anbefalte Undersøgnings-Commission. Enhver Almues-Mand befales derfor herved, at forblive i Rolighed ved deres Huse, og intet Sammenløb at anstille, saafremt de ikke ville vente at falde i allerhøist-be- eldte Hs. Majestæts Unaade og paa det haardeste at blive straffede, da Oprøreren Christian Jensen Lofthuus ikke haver at befrygte nogen Overlast, men at blive begegnet efter Lan- dets Love. "Den Ærekjærhed, Troskab og Lydighed, hvoraf den norske Nation idelig har været bekjendt, forvisser mig om, at denne min Ordre strax af enhver bliver efterlevet. Christianssand den 17de Marts 1787." Den 19de Marts var allerede Skibet med Sorenskriverens Ind- beretning i Kjøbenhavn, og den 23de hidkom en kgl. egenhændig Placat, hvori Bemyndigelse til at arrestere Lofthuus, bekræftedes. Folkesværmen ved Arresthuset tiltog bestandig, sammenkaldt ogsaa ved Budstikker, som Bønderne selv udstedte. Heelt op i øvre Tellemarken sendtes disse. De kom vel for sildig, men vakte dog nogen Bevægelse imellem Almuen. Da Lensmanden i Sillejord reiste om i Aamodtsdal Sogn for at bekjendtgjøre Stiftamtmandens Placat, traf han paa en af disse Budstikker, hvori de derværende Venner af Lofthuus opmuntredes til at sende Tinddølerne Bud og samtlige til da at sætte sig i Anmarsch til Sammøde ved Helgeraa den 30te Marts, hvorpaa man skulde gaae løs paa Frederiksværn, for med væbnet Haand "at sætte deres Frelser paa fri Fod." I denne Budstikke, der var af 17de Marts, anførtes Fogden Dahls Arrestation som et opmuntrende Motiv til, at de Alle som een Mand skulde rykke ud  "Man ur huset,"som det kaldes paa Svensk, om almindelig Udmarsch fra Bygderne. Mod Enden af Maaneden saaes ogsaa en Mængde Nissedøler, |
| d.IV,b.4,s.114 |
Fyrrisdøler og Treunginger i Skien, sværmende om og bandende paa, "at de skulde tage Christian ud, om han var i hede Helvede." Men dette var kun Stormens Efterdøninger. Den ved Hougerød Arresthuus forsamlede Mængde svoer, at Fogden skulde sidde, til de fik Lofthuus igjen, og de raadslog oftere, om det ikke var bedst at sætte Sorenskriveren ind til ham, da de ogsaa nærede Mistanke til denne Embedsmand om, at være medvidende i Lofthuus's Arrest, hvortil de paastode, at den kgl. Ordre, om en saadan gaves, burde have været bekjendt- gjort i Forveien. Han havde ofte Besøg af mere truende Natur, end hiint første, Dagen efter Fængslingen. Af og til kom Sværme bevæbnede med Knipler til ham, med den tydelige Hensigt at trække afsted med ham; men han snakkede dem fra sig, be- negtende at have nogen Deel i, hvad der var foretaget med Loft- huus, og foreholdende dem, at han, om saa havde været, maatte have handlet som skeet var, om han ikke, som overhørig Embeds- mand, vilde sætte Livet ivove for Bøddelens Haand. Heller, sagde han, vilde han da falde som Offer for sin Pligt, end for deres Raseri. Han takker ogsaa i en Beretning Arendals Embeds- mænd og Borgere, fordi de, "i denne Prøvelsens Tid," jævnligen kom over til ham i Colbjørnsvig for at paasee, at Almuen ikke forgreb sig paa ham; men forøvrigt kunde han "ikke betegne, hvad han havde følt og udstaaet i Hedens ti Dage". Ved nogle Venner i Arendal fik Sorenskriver Finne ogsaa et Iilbud afsendt til Frederiksværn, med Advarsel til Lofthuus's Paagribere, at det ikke var raadeligt for deres Livs Frelses Skyld, at de kom tilbage til Egnen. Een af Medhjælperne var dog saa uforsigtig at gjøre det; men de gjorde ham dog ikke videre, end at de satte ham i Jern i Arresthuset, tilligemed to andre simple Karle, som de havde Mistanke til. Det var Hovedmændene de vilde have fat paa, og der er ingen Tvivl om, at det da havde gjældt disses Liv. Paa et Rygte om, at Salvesen var kommen tilbage og skulde holde sig skjult i Arendal, begav en halv Snees Bønder sig den l9de Marts til Byfogden, med Begjæring om, at han vilde lade ham efterlyse under Trommeslag, som den, der uden kgl. Ordre havde, i Ledtog med Capt. Hammer, frarøvet dem Lofthuus. Den følgende Dag kom der atter en Deputation; og da man ikke fandt nogen Salvesen, lode de sig forlyde med at ville gaae til Christians- sand og tage Stiftamtmanden med til Kjøbenhavn, hvor Kongen |
| d.IV,b.4,s.115 |
nok vilde skaffe Ret over hans Navns Misbrugere. Salvesens Kone flygtede af Angst over Almuens Forbittrelse, som nu, under Besøget i Arendal, for dog at faae en Syndebuk, søgte Beskjæf- tigelse i at opspore en vis Gabriel Rostrup, der engang skulde have yttret, at man burde skyde Lofthuus, om man ikke paa anden Maade kunde faae ham fat.2 Imidlertid vare fire Mænd af Øiestad Præstegjeld blevne afsendte med Fogdens aabne Brev til Commissionen og for tillige at skaffe Underretning om, hvor- ledes Lofthuus befandt sig og hvad han havde lidt. Den l9de Marts meldte de sig hos Commandeur Grodtschilling i Frederiksværn, foreviste Brevet, som han i Afskrift expederede paa sin egen Haand til Commissionen, og bad om Tilladelse til at maatte see Lofthuus, som de sagde, de havde hørt, skulde være gruelig mis- handlet. "Da de saae ham, skriver Grodtschilling, tindrede Glæden ud af deres Øine ved at see ham frisk og vel." Lofthuus bad da Commandeuren om Tilladelse til at maatte sige dem, at de skulde formane Almuen til at holde sig rolig, for ikke at fordærve hans Sag; og det blev da naturligviis tilladt. Efter Grodtschillings Raad gik nu To af de Deputerede tilbage over Land, medens de andre To lagde ud østerefter tilbaads, for at røgte Ærinde, for- synede med en Attest fra Grodtschilling om, at de havde talt med Lofthuus og "opført sig vel og anstændig." Men uvis om de virkelig vilde række frem, sendte Grodtschilling da saavel ovennævnte Afskrift af Foged Dahls aabne Brev som en Ind- beretning om dette Gesandskab fra hans Bevogtere. Den 21de kom et nyt, bestaaende af 8 Mand, fra 3 af de nedenæssiske Præstegjeld, hvilke det dog ikke blev tilladt at see Lofthuus, og som, paa Grodtschillings Foreholdelse af deres rasende Adfærd mod Fogden, svarede, at de ønskede at noget Værre ikke maatte være passeret, imedens de nu vare borte, nemlig at Stiftamt- manden skulde være bleven belagt med Arrest af Almuen, siden Fjeldfolkene vare ved Deputationens Afreise i Begreb med at rykke mod Christianssand. Grodtschilling giver ellers ogsaa denne Deputation Lovord for dens Opførsel, og medgav den bekræftet Gjenpart af Commissionens Ordre til Arresten. Lofthuus fik derimod Tilladelse ti1 at tilstille denne en Skrivelse. |
| d.IV,b.4,s.116 |
Attentatet mod Adeler blev dog ved et Gesandtskab af sex Bønder, som i Christianssand traf Militairvagten paa Benene, ifølge Reqvisition fra Adeler af 18de Marts, for at sikkre Kongens Casse paa Tønnevold, "indcirkle Hoben og beskytte Adgangen saavel til Christianssand som til Arendal, og tvinge Almuen til at udlevere Fogden." Fra Foged Dahls Fuldmægtig, Fridrichsen, havde han modtaget Rapport om Almuemassens Tilvext omkring Hougerød Arresthuus, samt at hverken Oplæsningen ved Major Juell af hans Placat, eller dens Forkyndelse fra Prædikestolene, ifølge Befaling fra Biskoppen, havde havt anden Virkning, end at de fremdeles skrege paa at ville see Kongens egen Ordre. Efter dette overlod Adeler imidlertid til Høistkommanderende, Generalmajor Dietrichson, hvorvidt han maatte finde fornødent, at gevorbne Tropper med de fornødne Feldtkanoner rykkede ud. Dietrichson fandt det ikke overflødigt; thi Massen voxede idelig, og Rygterne multiplicerede igjen baade dens virkelige Antal og dens martialske Forsætter. Men i Garnisonens 80 Mand og i de fire Compagnier Nationale, som kunde lade sig opbyde i nogen Hast, og som ogsaa strax bleve opbudte, fandt Adeler ikke nok Sikkerhed. "Hvormeget der kan stoles paa disse sidste," siger han, "vil lettelig indsees". Han tilskrev derfor Undersøgelseskom- missionen den 21de Marts om, gjennem Generalitetet, at foran- stalte yderligere Forholdsregler, "der kunde beskjærme Hs. Maje- stæts troe Undersaatter mod alt Overfald af denne sværmende Hob," og foreslog den at sende et Iilbud til Kjøbenhavn med Under- retning om Tilstanden. En Slags Borgerkrig i større Stiil, end den berømte Paarsiske Fogedfeide paa Anholt, var i sit Udbrud. Og den Tid var Stemningen imellem Folket og Militairet, især fra Officierernes Side, langt mere bitter og spændt, end i vore Dage. Det var altsaa nok muligt, at -- -- -- Ansøgning fra Almuen. Fogdens Befrielse ved Militairet. Almuemassens Opløsning. Efterdrøn i Tellemarken. Sværdet lægges i Vegtskaalen. Før det kom til Udmarsch af Militairet, lod Adeler Bøndernes Udsendinge adspørge til syvende og sidst, om de inden Øster- |
| d.IV,b.4,s.117 |
postens Afgang den følgende Dag, som var den 20de Marts, vilde levere Fogden "ubeskadiget" tilbage i sit Huus, og bringe Hovedmanden for hans Fængsling, en Torger Knudsen Ombli, til Christianssands Fæstning. Men paa denne Indrømmelse vilde de ikke indlade sig, før den kongl. Ordre til Lofthuus's Arrestation blev dem foreviist; og Bekræftelsen herpaa kom først ud efter Opløbets Ende i en Placat af 23de Marts. Den ved Arresthuset forsamlede Almue var ogsaa netop nu, da den havde faaet Soren- skriver Finne, med eller mod hans Villie, til at opsætte et For- svarsskrift, i Form af en Ansøgning, til Kongen, mindre end nogensinde tilbøielig til at give efter, uagtet de deri erkjendte, at de havde forgaaet sig mod Fogden. De bade deri om Til- givelse for denne Handling og om, at ingen Enkelt maatte lide, siden de alle havde været enige i at tage denne Repressalie. Concipisten fik dem kun ved Møie til at maatte forme Andra- gendet om Lofthuus's Befrielse ikke som et Krav, uden hvis Ind- rømmelse de vilde lade det komme til det Yderste, men som en Indstilling til Kongens Naade, om han maatte stilles fri mod deres Caution, indtil han blev sagsøgt og dømt. Forøvrigt erklærede de, at de havde sendt Lofthuus til Kjøbenhavn, som en fornuftig Mand, der kjendte og deelte deres fælles Forfatning og Hensigten havde dermed ikke været anden, end paa en ordentlig Maade ved Landsfaderens Naade at faae Ret, hvor Retten var deres: Ret imod trykkende Embedsmisbrug, Ret imod Handelsunder- trykkerne. Lofthuus, meente de, havde røgtet Ærinde, da han havde bragt Forsikkring med sig tilbage om, at deres Klager vilde blive hørte og undersøgte, naar de bleve ordentligen fore- dragne, og der var dem saaledes vis Udsigt til, at deres Kaar, formedelst ham, vilde for Fremtiden blive bedre. De havde derfor samlet sig om Lofthuus, som deres Talsmand, og han havde budsendt dem for at høre deres Anliggender, og saaledes sætte sig istand til, med fuld Klarhed og virkelige Beviser, at tale og handle for dem i denne Egenskab, saa Kongens naadige Tilsagn kunde komme dem tilgode. Dette havde vakt deres Taknemmelig- hed mod Lofthuus, saa Tidenden om hans Fængsling, hvorved de maatte frygte for at see alle deres Forhaabninger om Lettelse for de Byrder, som nu trykkede dem og vilde trykke deres Børn i mange Led, tilintetgjorte, havde vakt deres heftigste Bekymring og Bedrøvelse. De kunde ikke troe, at han var fængslet efter |
| d.IV,b.4,s.118 |
kongl. Befaling, saasom de ikke, uagtet mange Begjæringer derom havde kunnet faae nogen saadan at see. I Heftigheden af deres Sorg, havde de derfor grebet til at anholde Fogden, der ikke havde underrettet dem om, at Lofthuus skulde fængsles, uagtet han to Dage forud formeligen var bleven adspurgt derom, og han efter Arresten havde ved Budstikker ladet bekjendtgjøre, at den var skeet efter kongl. Ordre. De ansaae heller ikke nogen Anden, end Fogden, berettiget til en saadan Handling, som de maatte finde saameget mere forunderlig, som de havde gaaet i Caution for ham, og denne var bleven antaget. At krænke nogen Mand, uden Nødvendighed, var ellers ikke deres Hensigt, og allermindst at foretage noget Opsætsigt imod Landets Love og Kongens Be- falinger. Kun vilde de beskytte Lofthuus, som de vidste var ilde anseet af Embedsmændene. Men "ialmindelighed -- endte dette Indlæg -- nedlægge vi os under Ds. Majestæts Naade, som vor Arveherre og Konge og som Guds Salvede, hvilken vi skylde Liv og Blod". Af dette Andragende lovede Bønderne sig meget; og det var dem kun om at gjøre, at faae det hurtigt og vel afsted. Iførst- ningen skulde tusinde Mand overbringe det til Kongen, saa tohundrede og tilsidst To af hvert Sogn. Men da Sorenskriveren forestillede dem, at Mængden intet gjorde til Sagen, og foreholdt de Ældste, som havde Børn, at de vel ikke vilde antage det for godt, om En af deres Sønner samlede Hundrede for at tvinge sig noget til, og at Kongen jo var Landets Fader, blev det ved, at fire Mand skulde reise, og først til Stiftamtmanden for at er- holde hans Erklæring. Valget skulde der gaae for sig; men da Ingen vilde reise, bade de baade den arresterede Foged og Soren- skriveren om, at opnævne Overbringeren, hvilket disse dog ikke vilde indlade sig paa. Siden hørte man kun, at nogle gik om- kring og samlede Reisepenge ind; men derved synes det ogsaa at være bleven. Major Juells Oplæsning om Morgenen den 20de Marts af Stift- amtmandens Opfordring til Fogdens Løsladelse var ogsaa bleven forgjæves, saa høitidelig den end skete udenfor Arresthuset, med Fogden selv bag Gittervinduet, og under Assistence af den midler- tidige Foged og en Lieutenant med to Underofficierer. Almuen, som da kunde beløbe sig til en 150 Mand, erklærede, at de ikke satte Fogden paa fri Fod, før de fik Lofthuus og hans Paagribere |
| d.IV,b.4,s.119 |
udleverede, og de tilstedede kun Samtale med Fogden, under deres eget Paahør. Udpaa Eftermiddagen negtede de ogsaa dette, og nærmede sig strax, da det lod til, at der fandt Meddelelse Sted mellem Majoren og den Arresterede gjennem Gittervinduet. Da skal Sværmen, som ved Middagstid anslaaes til omtrent 500, have beløbet sig til 300, ligesom det ogsaa sagdes, at en stor Samling fandt Sted oppe i Frolands Sogn. Mange af disse siges at have været fra de østre Sogne, fra Holt, Tromø, østre Moland, ja endog fra Gjærestad og Søndeløv, ligesom man mellem dem fra Omegnen, der gik fra og til, bemærkede Fiskere, Strand- siddere og Skippere. Alle vare bevæbnede med store Stokke eller Svolke, hvoraf nogle tydeligen vare indrettede mere til Kamp, end til Vandring. Løst Pak og halvvoxne Drenge manglede natur- ligviis heller ikke, og disse gjorde da, som altid, meest Qvalm. Samtalen gjennem Vinduet med Fogden gik ud paa, at meddele ham Stiftamtmandens Ordre til at tilstede, at den kgl. Casse blev aabnet, optalt og deraf udtaget til Militairets Behov, som man nu saae maatte sættes i Virksomhed; og han fik da Leilighed, siden Cassen paa det nærmeste var tom, til at give Anviisning paa et Par hundrede Daler udestaaende Skatterestancer hos Lens- mand Ole Wold, hvilke da ogsaa strax bleve hævede og Credit aabnet i Arendal for det Manglende. Til Krig hører nemlig, som man af den store Frederiks Udsagn veed, ikkun tre Ting, der ere eet og det samme, nemlig Penge først, saa Penge og saa atter Penge. Og nu brød den løs, og man skyndte sig saameget mere som man i Christianssand ikke vidste andet, end at Lofthuus endnu hensad i Frederiksværn, hvorfra han muligens kunde komme eller blive taget ud. Den 21de Marts marscherede Generalmajor Die- trichson selv af fra Chr.sand med 82 Mand Gevorbne, i hvis Sted han efterlod 100 Mand Nationale, under Major Wiwets Commandantskab, samt med et Compagni nationale Grenaderer, og to Feldtkanoner med deres Betjening, og ankom den 23de om Aftenen, "efter utrolig Møie og Fatigue i det fast ufremkommelige Føre," til Gaarden Rød og Natvig i Øiestad, hvor Natteqvarteer toges. Men nu maae vi lade Generalen selv tale i sin Bulletin fra Arendal af 28de Marts til Generalitets- og Commissariats- Collegiet i Christiania, da Slaget ikke alene var vundet paa Marken, men ogsaa i sine Følger. |
| d.IV,b.4,s.120 |
"Efterat -- siger han -- jeg havde noksom informeret mig om Bøndernes Tænkemaade, at de ikke godvillig vilde udlevere Fogden, og efter at jeg havde brugt adskillige Mojens til at sætte Splid imellem dem, og endelig saaledes ladet udsprede Trudsler af Ødelæggelse etc. betjente jeg mig af Morgenstunden, og efter at den utrættelige Major v. Juell om Natten med sit Compagnis kjække Soldater, som vare posterede i Sandstøe i Nærheden af Arresthuset, havde forskaffet os Baade, satte jeg med 2de Feldt- kanoner, Artilleriet, og de 2de Grenadeercompagnier over Nede- næs Elv til Arresthuset, hvor vi debarquerede, og forefandt dog allerede til en 8 a 900 Bønder samlede; da den øvrige Hob som Dagen tilforn skal have været til 2000 ikke var ankommen. Jeg forlangede at 2de af dem maatte komme ned til Elven at tale med mig, hvilket og skeede, da jeg tilspurgte dem, og i Hs. Maje- stæts høieste Navn paalagde dem, i Følge Stiftets Requisition, at udlevere Fogden, hvortil de svarede, de gjorde det ikke, men vilde vi have ham, saa kunde vi tage ham, da jeg svarede, det skulde og skee. Jeg lod derpaa Artilleriet placere paa et beqvemt Sted, og lod Grenadeercompagnierne med høireom! rykke opad Bakken, og marcherede selv foran, og fattede Post mellem Arrest- huset og de samlede Bønder; de ansaae vores Anrykkende med en Slags Bestyrtelse, og ved Ankomsten toge de fleste Hatten af, men da en af dem med megen importunité stillede sig frem med Hatten paa, sagde jeg temmelig alvorlig til ham i det jeg viste ham Pistolen: "jeg skal lære dig at vise Respect for Kongens Folk," hvorpaa de alle raabte: "Hatterne af!" Jeg tilspurgte dem da atter, om de godvillig vilde udlevere Fogden, hvortil de svarede Nei; men vilde jeg have ham saa kunde jeg tage ham. Jeg for- langede altsaa Nøgelen til Arresthuset, hvortil de svarede: de vidste ikke hvor den var. Jeg greb derpaa til en Øxe, som jeg til den Ende havde forsynet mig med, og slog til Døren; men da den var for stærk, leverede jeg Øxen til en af de nærmest staaende Grenaderer, hvilken vist med en Grenadeers fermitée tracterede samme, og da den end var for stærk, kom Sergeant Gaarmand af mit Regiment, tilligemed en 3 a 4 Soldater med et svært Træ, og dermed stødte Døren op, da jeg gik ind, og tog Fogden ved Haanden og ledede ham ud til Almuen, sigende: "her er Eders Foged, har nu nogen Lyst at lægge Haand paa Ham, kan de gjøre det, men jeg befaler Eder i Kongens høie |
| d.IV,b.4,s.121 |
Navn ikke videre at forgribe Eder paa Ham eller Nogen," og hvorpaa Fogden med en standhaftig Frimodighed traadte ind imellem Hoben, og tilspurgte dem, hvad ondt han havde gjort dem, og om de havde noget over ham at klage? hvortil de een- stemmig svarede: han havde aldrig gjort dem noget ondt, og de havde intet over ham at klage, men havde alene arresteret ham i den Tanke derved at faae Christian Lofthuus tilbage. "Foruden Fogden udtog jeg og af Arresten, Under-Lensmanden David Natvig og Landværns-Soldat Gunder Valle, hvilken første de havde sluttet i Jern, og arresteret den sidste i et Huus i Nær- heden, da de ikke vilde sætte ham i Arresthuset siden han var Militair, og begge disses Forbrydelse mod dem bestod derudi, at de havde været Capt. von Hammer behjælpelig at bringe Christian Lofthuus til Frederiksværn. Endelig udtog jeg og et ungt Menneske, navnlig Raastrup, som de og havde arresteret, fordi han havde brugt Trudsler mod deres Helt Lofthuus. Jeg traadte derpaa op til den samlede Bondehob, og saavel med truende som bevægelig Tiltale, forestillede dem deres formastelige Foretagende, tilraadende dem at begive sig i Stilhed og Rolighed til deres Hjem og Forretninger, som de havde forsømt og saa- ledes i allerdybeste Underdanighed at underkaste sig Monarchens allerhøieste Villie, hvilket de (og jeg kan bevidne med grædende Øine) belovede. Jeg lod derpaa de skarpladte Kanoner (dem jeg dog aldrig tænkte at betjene mig af) saavelsom de skarpladte Geværer i Almuens Paasyn affyre, hvilket foraarsagede dem en øiensynlig Frygt, og bestyrkede den Tro, at disse farlige An- stalter havde været indrettede til deres Fordærvelse. Jeg ilede derefter at undsætte Arendals By forinden Bønderne kunde naae samme, da de ikke alene i de urolige Dage der havde begaaet adskillige formastelige Udsvævelser, men endog truet Byen og Borgerne med Ulykker, og saaledes er jeg nu her indqvarteret, og tør jeg vel sige, at aldrig nogen gevorben Guarnison er i nogen By med større Glæde bleven modtagen, og i Dag tracterer Borgerskabet den ganske Commando, og forbliver jeg paa dette kjære Sted, indtil jeg faaer Forvisning om at Roligheden er retableret, og har jeg forlagt Hr. Major v. Juell med sit Compagni i Grømstad, for at kunde have ham ved Haanden; ligesom Hr. Lieut. v. Dietrichson senior er forlagt med Hr. Major v. Wivets Compagni paa Landvig for at spærre Bønderne Veien til Christianssand |
| d.IV,b.4,s.122 |
om de mod Forhaabning endnu ikke skulde være rolige, som jeg dog vist formoder; ligesom og henlagt en Commando af en Under- officier og 16 Mand til Ladestedet Lillesand, hvor Fru Hammer er boende som og af de rasende Bønder er bleven truet. "Jeg gjør mig fuldkommen forvissed det høie Generalitet Høi- gunstig vil betragte denne min Rapport, ikke som nogen Merite jeg gjør mig af, med en regulair Magt at have intimideret nogle Hundrede elendige, skjøndt rasende Bønder, men alene anseer samme som en Følge af de Pligter med hvilke jeg finder mig forbunden alt omstændelig at indberette. "Der er Ingen som paatvivler, at den retfærdigste Regjering, jo vil kræve Regnskab af, Eed, Tro og Lydighed overtrædende Undersaattere; men især af Hovedmændene saavel i den første som sidste Revolte, og hvilke jeg vel med Tilforladenhed kan opgive, men især Stiftet opnævne, og ifald saadant skulde skee, anseer jeg det for min Pligt jeg som her i Landet saa fuldkommelig bekjendt, giver mine ringe Tanker tilkjende, nemlig at en 4 til 600 af de Norske gevorbne Tropper med en 16 til 24 Artillerister maatte vorde hidsendte, for om hans Majestæt befaler at be- mægtige sig Oprørerne til velfortjent dog allermildest allernaadigst Afstraffelse, da forinden vist ingen Rolighed i Landet vil finde Sted; og skulde jeg, (hvilket jeg dog helst ønskede mig befried for) kunde ansees som den, der kunde overdrages et saadant Foretagende, skal Eed og Pligt, samt den yderste Lemfældighed altid blive mine Ledere, men i det øvrige maa jeg tilbede mig, heller hvem dertil maatte blive befalet, fuldkommen Disposition at handle efter Omstændighederne uden Skaansel. "Den overmaade dyre Tid og Mangel af Levnets-Midler, da Bønderne har fortæret alle disse Ting i disse Egne, har gjort jeg har maatte indkjøbe Levnetsmidler for Soldaten, da det er en pour Umulighed, at nogen Soldat kan opholde Livet her i Egnen paa denne Tid, om man end gav ham 12 til 16 &bmskilling; daglig, og saa- ledes holder jeg Soldaten i deres Travallie ved Mod og Munter- hed; men de værdige Officierer3 veed jeg ikke paa hvad Maade jeg tør understøtte, uden alene at have givet dem et Forskud, |
| d.IV,b.4,s.123 |
underdanigst indstillende til det høie Generalitet at determinere hvad jeg bør, efter deres Charges Medfør, tillægge enhver daglig, ei at tage i Consideration den Møie og ivrige Bestræbelser de efter deres Pligter har udvist og udviser; men alene at de maa blive ruinerede om de ikke naadigst vorder understøttede, da jeg hellig kan bevidne, vi ikke har haft eller kan faae et tarveligt Maaltid Mad under 32 til 48 &bmskilling;. Til hvilken Ende og i hvilken Forhaabning en Liste over de samtlige Hrr. Officierer herved underdanigst nedlægges. Arendal den 28de Marts 1787. Dietrichson." "P. S. Just i dette Moment da Posten skal afgaae indløber mig vedlagde tvende Breve4 fra Hr. Stiftamtmand Kammerherre de Adeler, hvilke sætter mig i en uventet Bekymring, da uagtet jeg paa det fuldkomneste holder mig forvisset om Bøndernes Rolighed her i Egnen, og at jeg aldrig troer de for nærværende Tid griber til nogen Opstand, kunde det dog blive mulig naar en Flok af Fjeldbygderne lod sig tilsyne, de da igjen kunde lade sig forføre, hvorved saavel Arendal som Christianssand vilde have at resikere, og i hvilken Befrygtning Arendals By har anholdt om at maatte beholde endeel af den herværende Guarnison og ganske frasagt sig de Nationale, befrygtende disse i Tilfælde mod deres Forældre, Slægt og Venner ikke skulde gjøre den fornødne Resi- stance; og da jeg finder deres Forlangende høist billig, afgaaer jeg i Morgen, tilligemed Artilleriet og det første Grenadeercompagni til Christianssand, efterladende Hr. General Adjudant von Suckow med det 2det Grenadeercompagni til Bedækkelse har i Byen, men selv opholder jeg mig i Grimstad, for snarest at kunde være ved Haanden med den nationale Forstærkning, naar og hvor meest maatte fornødiges. Underdanigst indstillende om det høie Gene- ralitet efter den af mig gjorte proposition maatte finde for godt at foranstalte nogen Understøttelse, der da uomgjængelig med |
| d.IV,b.4,s.124 |
alle fornødne proviant Sorter (saasom Kjød, Flesk, Erter, Gryn, Smør og Ost) maatte være forsynet, da her intet som forhen meldt, er at faae, og ifald, det høie Generalitet, skulde have noget mig at befale, udbeder saadant her til Arendal at maatte adresseres for først at aabnes af Hr. General Adjudant von Suckow som Høist-Commanderende i min Fraværelse." Den 31te Marts kom Dietrichson, til Adelers store Glæde, i god Behold tilbage til Christianssand, efterat have efterladt Suckow med de Gevorbne i Arendal, med saadan Instrux af 28de Marts: "Af hvad som ved Parolen er bleven befalet, vil Hr. General- adjutanten let indsee, at Conjunkturerne udfordre, at jeg med Artilleriet og det første Grenadeercompagni i Morgen maa for- lade Arendal, for at lade de sidste afgaae til Christianssand og selv efter Omstændighederne, opholde mig i Grimstad, for med de der staaende nationale Compagnier, i Tilfælde, paa fornødne Steder, at kunne være vedhaanden. Jeg overleverer saaledes til Hr. Generaladjutantens Disposition og bekjendte fornuftige Indsigt Overcommandoen her i Arendal, paa hvilket Sted Hr. Generaladjutanten vil bruge den Magt og Myndighed, Hs. Maje- stæts souveraine Magt og Byens Sikkerhed uomgjængelig maatte udfordre, saaledes: At om Bønderne, som de noksom har for- sikkret, holde sig rolige, de da paa ingen Maade vorde ilde be- gegnede eller molesterede; men skulde Bønderne med en Slags befrygtende samlet Magt søge, at tentere noget Ondt med Byen, og Assistence fra Repræsentanterne blive forlangt, har Hr. General- adjutanten i Hs. Majestæts allerhøieste Navn og til Byens Sikkerhed og Forsvar, med yderste og muligste Forsigtighed og Lemfældighed at søge at intimidere den rasende Almue; men naar dette ikke vil hjælpe, da med Ild og Sværd at afholde og afværge al intenderende Ulykke og Overfald, og dertil opfordre Byens Borgercompagni til at være assisteerlig, og hvorom Byfogden fra mig er tilskreven." Men det forblev stille. Enkelte smaa Samlinger høiere oppe i Districtets Fjeldegne afbrød ikke Roligheden, hvortil Visheden om, ikke at kunne naae Lofthuus, inden Agershuus Volde, vel bidrog meest. Den forstyrredes kun af et gevorbent Regiments Trommer, som Generalitetet i Christiania sendte derhen med 4 Kanoner østerfra, for ganske at ave Lofthuus's modfaldne Venner. De af disse, som havde den sletteste Samvittighed, for- |
| d.IV,b.4,s.125 |
medelst sin Virksomhed, "stak paa sig," som det hedder, da de hørte dem. I Nedenæs var det at oversprøite den nedbrændte Tomt; men ikke saa i Bradsberg Amt, hvor Misfornøielsen endnu længe skjød Flammer iveiret. Did til Tellemarkens Dale kom Efterretningerne først seent. Lofthuus var saaledes alt paa Agers- huus, da en af hans Budstikker, hvori han yttrer Frygt for at blive ombragt ved Forgift, og Ønsket om, at tage sin Tilflugt til Tellemarken, kom didhen. Budskabet om hans Fængsling kom nu, og samtidig med dette sattes en Cautionsskrivelse i Circula- tion Dag og Nat, hvori Tellebønderne tilbøde at skaffe Lofthuus tilstede, naar Øvrigheden krævede det, paa Betingelse af, han skulde udleveres dem. I den Anledning holdtes et Møde i Hitterdal, der siges at være afgaaet, "som en polsk Rigsdag." Nogle vare af den Formening, at Lofthuus maatte reddes, om det skulde koste Liv og Blod, Andre, at man først skulde afsende Deputerede til Stiftamtmanden. Nei til Kongen, meente Nogle; Laugretten skulde reise, osv. Og saa blev der da intet, hverken af dette eller af nogle andre Møder, som afholdtes ved Kirkerne. Justitsraad Clouman, som indberetter dette under samme Dato, som Generalmajor Dietrichson vandt sit Slag ved Nedenæs Arrest- huus, ender sin Skrivelse til Moltke med følgende Tirade: "Ds. Høivelbaarenhed vil af dette og flere af Almuens sværmende Foretagender erfare, hvor tilbøielig den er til en Opstand, saa- længe denne Sværmer (Lofthuus) gives Tøilen. Det var derfor at ønske, at ifald det forholder sig rigtig om hans Arrest, han og hastig blev ryddet afveien; thi hvis ikke, vil jeg ei længe svare for Tellemarken, da dens republicanske Aand mere og mere tilvoxer, saa man med al Vogtsomhed ei længe skal blive istand til at hindre Udbrudet." Amtmand Moltke beretter ogsaa for- skjellige Træk af Tellebøndernes Enthusiasme for Lofthuus. Saa- ledes, at da Ordren til Lofthuus's Heftelse, under hans Besøg i Tellemarken i Høsten 1786 blev oplæst ved en af Kirkebakkerne, traadte en Døl, ved Navn Tarje Jon, frem og raabte, at Alle som een Mand vilde forsvare Lofthuus.5Mod Tellebønder havde |
| d.IV,b.4,s.126 |
Dietrichson neppe vundet sin Seier for saa godt Kjøb. Men fordi han nu havde faaet den for det, fik han og Stiftamtmanden en Vise atpaa af den Natur, at der blev udlovet 50 Rdlr. for den, som kunde opdage Digteren. "See, Generalen kommer fra Feldten! See bag i Baaden, der sidder Helten! Op alle Mænd! Til Glæden lad Tonerne være stemt! Sjung om den Fare, hvori han svæved, Om Fienden sit Sværd mod ham havde hævet, Og Flinten ei var tillykke derhjemme paa Bjelken glemt." osv. Og om Stiftamtmanden: "Gjør Plads for Stiftamtmand! see, han er kommen! Vagt i Gevær! Og rører ved Trommen! Heji bomblebom bom bom bom, bomblebom bom bom!" osv. Smøreriet bærer, som man seer, alle Mærker paa at være kommet fra Almuemassens egen Midte. Og den var lofthusiansk i selve Christianssand. April Maaned. Urolighederne stilne af. Militairet trækkes ind. Den nedenæssiske Almue angrede, hvad den havde gjort imod Fogden, Krigsraad Dahl. Dette og Visheden om, at Lofthuus be- fandt sig i Forvaring paa Agershuus virkede nedstemmende paa dens Gemytstilstand. Grodtschilling i Frederiksværn, som, efter hvad der forebragtes ham, havde frygtet for et forenet Anfald fra Vest og Nord paa det fra Landsiden aabne Frederiksværn, kunde derfor, da han den 30te Marts fik Efterretning om Fogdens Befrielse, permittere Forstærkningen, som han havde indkaldt, og tage Ladningen af Kanonerne. Og samme Indflydelse havde Efterretningen om Lofthuus's Ankomst til Agershuus paa Telle- bønderne, der synes at have villet vove Alt for at tage Lofthuus ud af hans midlertidige Arrest i Frederiksværn. Efterretningen om hans Fængsling havde, efter Justitsraad Cloumanns Beretning, vakt "en heftig Brusen i Almuens Blod" i de Egne, navnlig i |
| d.IV,b.4,s.127 |
Nissedal og Triungen, saa "alle Mand bevægede sig strax til et Tog, for at udrive deres formeente Skytsengel af Arresten;" men de vendte nu tilbage paa halv Vei "med veemodige Sukke," frygt- somme, siger han, for at Christian skulde blive ombragt ved Gift, og forbittrede over den haarde Medfart under hans Paagribelse. Med Morgedølerne "saae det endnu værre ud." De havde strax holdt en Samling, hvori det var bleven besluttet, at hver Mand skulde reise sig for at befrie Lofthuus; i Helgeraaen skulde de samles, og ikke mindre end 10 Rdl.s Mulkt, som de "selv agtede promte at exeqvere," var bleven fastsat for Enhver, som holdt sig unna. Men ogsaa disse Bevægelser stillede af ved Efter- retningerne om Lofthuus's Bortbringelse fra Frederiksværn og Rolighedens Tilveiebringelse i Nedenæs, hvorhos Amtmanden Grev Moltkes Forsikkring om, at et nyt Sportelreglement vilde emanere, ogsaa synes at have beroliget Gemytterne. Det blev ved, at fire Mænd af Hvidesø og Sillejord Præstegjelde tilskrev Commissionsmedlemmet, Laugmand Colbjørnsen ved en Afsending om, at bevirke en Undersøgelseskommission nedsat i Skien, hvor det skulde vorde Lofthuus tilladt at vidne som Ihændehaver af deres Dokumenter, for at forklare baade sin egen og deres Sag. At de kgl. Plakater af 23de og 30te Marts overalt bleve oplæste fra Prædikestolene i begge Amter i de mange Helligdage i Paasken, som indtraf i Begyndelsen af April Maaned, bidrog ogsaa meget til, at Almuen overalt frafaldt enhver Tanke om Voldsomhed. Den eneste Samling, man veed om, i April Maaned var en den 6te April hos forrige Lensmand Jakob Ølmsvig i Vrængen, som Bønderne vilde tvinge til at skrive for sig. Forøvrigt berettes sam- tidigen fra Nedenæs og Bradsberg Amter, saavelsom fra General- major Dietrichson, at Alt nu i Midten af April Maaned var roligt. Man skulde imidlertid ikke troe, det havde meget at betyde med Roligheden efter de militaire Forføininger, som bleve tagne kort efter. Thi vel havde Generalmajor Dietrichson troet, at kunne strax ved sin Tilbagerykning til Christianssand, med det ene Grenadeerkompagni, aftakke 50 Mand af Major Juells Com- pagni i Grimstad og 70 Mand af Major Wivets Compagni, der kantonerede paa Landvig, under hans ældste Søn, Lieutenant Die- trichson, ligesom og det i Arendal efterladte Grenadeerkompagni midt i Maaneden rømmede Byen, efterat Magistrat og Repræsen- |
| d.IV,b.4,s.128 |
tanter havde frafaldt sit Andragende om Garnison; men Maaneden gik ikke til Ende, før Cancelliet paany opskræmmedes af en Ind- beretning fra Adeler om nye befrygtede Uroligheder imellem den simplere Almue og Strandsidderne, hvorefter Tropperne da paany kom i Bevægelse. Det danske Generalitets- og Commis- sariats-Collegium anordnede derfor, under 28de April, igjennem det norske i Christiania, at Generalmajor Dietrichson, uden Ophold, skulde lade et sluttet Grenadeerkompagni afgaae som Garnison til Arendal, og Ordre til Troppernes Opbrud paany afgik da den 5te Mai til Oberst Hesselberg og den 10de til Generalmajor Dietrichson. Man maatte hente Hjælp udenfor Stiftet da de Nationale kun vare lidet at stole paa, og Adeler var altfor bange for at blotte Chr.sand formeget. Imidlertid kom denne Forstærkning forseent. Aanon Salvesens pludselige Optræden i Arendal, i en ny Værdighed, gjorde hur- tigere Hjælp nødvendig. Han troede Gemytterne tilstrækkelig afkjølede, -- saa kolde, at de allerede havde skudt Iis, stærk nok, til at han kunde sætte Foden ud og vove sig midt ud paa den. Men han havde nær sat Livet til. Roligheden var ikke troendes. Med ham, Prokurator-Lensmanden, Halen paa Øvrig- heden, den allerede før hans Tjeneste, den 15de Marts, Forhadte, og nu derfor Belønnede, kunde ingen Fred være. Belønningerne. Opløb i Arendal mod Salvesen. Militairet maa atter paa Benene. Regjeringen havde tillagt Urolighederne i Nedenæs og til- grændsende Amter og Lofthuus's Personlighed for megen politisk Betydning, til at der ikke nu skulde vanke Belønninger i Overflod. Paagriberne undlode heller ikke strax at lægge for Dagen, at de nu troede at have Krav paa at gjøre sin Lykke, eller, som Capt. Hammer udtrykte det, paa at kunne "smigre sig med lykkelige og glade Udsigter." Det havde meer end blot Udseende af, at de befandt sig i Christiania som Folk, der vare flygtede for at redde sit Liv; men det gjaldt nu om at kunne faae præsentere sig i Kjøbenhavn. Det lykkedes ogsaa Hammer sidst i Maaneden, at |
| d.IV,b.4,s.129 |
erholde Reiseordre didhen af Undersøgelseskommissionen, hvor- paa Salvesen strax tilstillede denne en Jeremiade over sin Stilling, der ogsaa skaffede ham Tilladelse til at gjøre Capitainen Følge. Han klagede deri over sin Kones Flugt for Almuen med to smaa Børn, over den Tort, som var vederfaret hans gamle troe Tjener David Natvig, samt over, at de eneste Klæder, han havde kunnet faae med sig, vare de, han gik og stod i, og nu saa usle, at de snart vilde falde ham af Kroppen; men da han antog, "at Kongens Retfærdighed ikke kunde lade ham ubelønnet, naar han kun var istand til personlig at komme til Kjøbenhavn, for at andrage sit Anliggende og mundtlig at demonstrere, hvorledes det Hele var tilgaaet", ansøgte han om, at maatte følge med Hammer, og dertil at erholde 150 Rdlr. Den 2den April om Aftenen ankom de til Kjøbenhavn, hvorpaa de den følgende Dag afleverede sine Depescher i Cancelliet og gjorde enhver af Ministrene sin Opvartning. Hammer erholdt samme Dag ogsaa en tre Qvarteers Audients hos Kronprindsen, der tilsagde Udførerne af Lofthuus's Arrest, som efter hans Udtryk ikke kunde været udført bedre, om Kongens og sin egen særdeles Bevaagenhed. Det samme gjentog ogsaa Ministrene og mellem dem Bernstorff, der udlod sig med, at Dæmpelsen af de Lofthusiske Uroligheder var af saameget større Vigtighed, som han netop med sidste Post havde erholdt Efterretninger fra Sverig om, at lignende Gjæring fandt Sted imellem Dalekarlene, under en Capt. Stjerna. Salvesen blev først befordret, nemlig til Toldcontrolleur i Arendal, hvorimod det syntes at trække sig noget i Langdrag med Hammer. Det var nemlig bleven overdraget General von Huth at indstille ham til Befordring, og denne gamle Biedermann saae ikke Ham- mers Bedrift i saadant Lüster, som Cancelliet. Hammer klagede for Undersøgelsescommissionen over, at Huth endogsaa havde sagt ham reentud, "at det ikke var saa betydelig en Sag, at arrestere en Mand, at det ikke var meer end hans Pligt, ja, om Livet end havde været i Fare, maatte han, som Militair, altid være villig til at vove det i Kongens Tjeneste." Adskillige Gange forsøgte Hammer "at gjøre ham Sagen nøiere bekjendt", men Gamlingen vilde ikke høre derpaa, blev ivrig og gik sin Vei. Han maatte derfor bringe Commissionen i Erindring, at han ikke alene havde sat sit eget, men ogsaa Kones og Børns Liv ivove, og udbede sig 1 tilbakeJustitsraad Schythe fortæller, "efter Sigende," at, da Toget trak over Strubro, var det Hensigten at støde Fogden udover denne i Fossen, og at dette alene forhindredes ved disse Trendes Nærværelse. Det bærer alle Mærker af, at være en Bagvaskelse. 2 tilbakeFor denne Mundbravour blev denne Person, der var en Søn af Klokkeren i Øiestad, og havde Expectance paa Ombudet, senerehen efter Lofthuusfeidens Ende, Fændrik ved lste vesterlehnske Regiment. 3 tilbake Disse vare: Major v. Juell; Capitain, Generaladjutant v. Suckow; Premier- lieutenanterne v. Bull, v. Blix, v. Dietrichson, senior og v. Dietrichson, junior; Secondlieutenant v. Werenskjold, og Fændrik v. Bruun. Samt som Understab: Sub-Chirurgus Jordan og Gevaldiger Johnsen. 4 tilbakeDisse vare af 25de og 26de Marts. Det Første indskjærper, at Grodt- schilling i Frederiksværn maa meer end nogensinde tilholdes at passe paa Lofthuus, samt bemyndiger Generalmajoren til at lægge et Compagni Nationale i Arendal. Det Andet udtrykker hans Ængstelse over at Stemplinger skulde finde Sted i Sætersdalen, hvorfor han hurtigst rappelleres til Christianssands Beskyttelse. "Ikke veed jeg -- skriver han -- hvorledes Roligheden fuldkommen er etableret i den Egn, hvor De er, men dette veed jeg, at jeg gruer ved at tænke paa vores elendige Forfatning her." 5 tilbake"Vi mæter det ikke meer, end en Fastepræken," sagde En af østre Moland, da Sognets gamle Præst, Provsten Johan Grøn Lund, Søndag efter Lofthuus's Paagribelse, fra Prædikestolen oplæste en særdeles rørende affattet Formaning til sin Menighed, som han vidste var sammenkaldet til at møde paa et Sted, der kaldes Liinstølen. |