HENRIK WERGELAND - SAMLEDE SKRIFTER
IV.AVHANDLINGER, OPPLYSNINGSSKRIFTER 3. BIND: 1839 - 1842

FORHANDLINGERNE I STORTHINGET
del 3
d.IV,b.3,s.421  
   Men Falsen, som var det Medlem, i hvis Yttringer Holmboe
vilde have fundet Spor af Fordom fra Studenterdagene "vilde
ikke kjende Jøderne fra Regentsen. Hans Bekjendtskab til dem,
hedte det, skrev sig ikke blot fra hans Studenteraar, men fra
senere Ophold i Danmark og de Oplysninger han igjennem der-
værende Beslægtede og Venner havde erhvervet".

   Foss, "der under sit Ophold i Bergen havde staaet i nær Be-
rørelse med Falsens Broder, og som i Forening med ham havde
udgivet det Tidsskrivt, hvori Skrivtvexlen med Glogau havde
staaet, var imidlertid ved de mellemkommende Taler bleven
hindret fra at erklære sig i denne Anledning. Han bemærkede
derfor, at det vilde lede til altfor stor Vidtløftighed, om man
vilde indlade sig paa at debattere om Præmisserne til Indstil-
lingen. For sit Vedkommende agtede han derfor blot at holde
sig til Konklusionen, og havde kun nogle faa Ord at bemærke i
Anledning af Amtmand Falsens Anke over det, der i Indstillingen
var anført af og om hans afdøde Broder. For Denne havde han
næret for meget Venskab og nærede for stor Agtelse for hans
Minde til at han vilde have fremtrukket en Sag, som paa nogen-
somhelst Maade kunde kaste et mindre fordeelagtigt Lys paa
ham. Det kunde han erindre og bevidne, at det ingenlunde havde
været den Afdødes Mening, at Sagen skulde betragtes som privat;
tvertimod havde han indrykket Brevet i "den norske Tilskuer",
for at hans Meninger kunde drøftes for Offentlighedens Domstol.

   Men hvad er det for en usømmelig Lattermildhed, som udbreder
sig, og det ikke alene paa Galleriet, men i selve Salen? Skamme-
ligt og ærgerligt! Publikum fniser højt, og Storthinget antager Ud-
seendet af et Theaterparterre imellem Akterne. Det er Flor, gamle
Krigsraad Flor, som taler. Det er nok. Det er bleven nok til at lee
ad, og Alderdom og fordums Fortjenester har viist sig for skrøbe-
lige til at beskytte imod Forhaanelse. Men oprigtigt, vidste jeg
ikke, at det var den oprigtigste Patriot, erindrede jeg ikke, at det
var Jernmanden fra 1821, som talte -- Latteren vilde ogsaa have
smittet mig, jeg maatte over det jeg hørte have glemt Alderen
og Stedet. Det sidste kan vel ikke fritage Eenfoldigheden fra
at man leer hos sig selv eller endog fra at Smilebaandet slappes,
men Alderen, Alderen -- skal der meer end den Pietet, man bør
kunne forudsætte hos ethvert Menneske, til, for ikke at glemme,
at den har et Stadium, det nærmeste Graven, hvori Sløvheden
d.IV,b.3,s.422   er naturlig som Mosen paa det gamle Træ, vetløs Tale naturlig
som hos Barnet. Dog bør den anhøres med bøjet Hoved, om
end med Tanken: det faar dog engang en Ende. Barnets Pludder
bærer man over med, fordi man veed, at den vil gaae over til
fornuftig Tale; hvorfor da ikke med Oldingens, der vil blive til
noget endnu visere, til Dødens Taushed med det faste, mildt-
sardoniske Smiil om Læben?
   Men ikke her, ikke i Storthinget maa man tale i Barndommen;
her forlange vi Beskedenhedens Taushed af den sløve Enfoldighed
uden at spørge om Grunden til denne. Vi ville kun, at den skal
holde sin Træpande tilbage, sige disse Ubarmhjertige; og hvad
Svar er der uden et "Tys!" som er endnu grusommere, fordi
det synes at have til Hensigt at drive Oldingens Prostitution endnu
videre ved at lade hvad han siger blive hørt. Men "Træpande"
er ikke nok betegnende for den urokkelige Rolighed, hvormed
Flor bliver ved at misbruge sin uomtvistelige Ret til at tale med
i Thinget, og, idet han taler imod Sagen, at fremme den mere
end nogen af dens Talsmænd ved den Undseelsens Lamhed, som
maatte falde over dem, der ellers deelte hans Mening. Der maatte
en Pande af Jern, Øren som Konchyliens Steenhvirvler til for at
blive ved som Flor blev ved fra sin Plads imellem eller ved Siden
af Arup og Blom. Der sidder han nemlig, tilkaldt som første Sup-
pleant fra Drammen, hvilken By han med Ære har repræsen-
teret paa Storthingene i 1818 og 21. Da, som en af Demokratiets
Fløimænd paa yderste Venstre, vandt han Navn af Patriot i sine
Følelser, Liberal i sine Anskuelser -- nu, da man hører ham at
anføre Negeremancipationens Følger som uheldige og at anføre
dette som Grund imod nogen Begunstigelse imod Jøderne, maa
han ialfald give Slip paa det sidste Navn, om end Ingen kan be-
røve ham det første. I denne Sag idetmindste lagde han, Re-
publikaner i sin Tro og i sin private Vandel, dette Navn, sit Livs
Krone, af sig, og, om han maatte oprøres ved at mærke Spot hos
Mængden, Medlidenhed hos Venner, kunde der vel ikke være
synderlig Opreisning i, at denne blandedes med Forbauselse. Dog,
som sagt, Intet anfegtede ham. Det er med høi, skrigende Røst,
Brillerne snart skudte op i Panden, snart for Øinene, oplæsende
af en Bog, en Reisebeskrivelse, som han gestikulerer med i Haanden,
at han anstrenger sine sammensjunkne Kræfter, sin Hjernes stivnede
Fibrer. Havde han endda indskrænket sig til at oplæse af den Dram-
d.IV,b.3,s.423   mens Avis, han redigerede indtil han kom i Thinget, de Grunde
imod Propositionen, han forleden Aar opstillede deri i en Opsats,
som ingenlunde gjør hans Pen nogen Skam, vilde Flor have været
den bedste Anfører for de 43; men nu er der ikke liden Grund
til at tro, at Ingen bidrog mere til at reducere Modparternes Antal
til det det blev.
   "Han havde -- saavidt der lod sig finde Rede i hans Foredrag
-- personligen kjendt flere Jøder uden at være bleven saaret af
deres fornærmende Paatrængenhed, og uden at være bleven for-
urettet af dem. Det kunde altsaa ikke være af Fordom han
stemte imod Forslaget. Man havde sagt, at Ikkeantagelsen deraf
vilde brændemærke Nationen i Europas Øine; men han havde
Grunde nok for sin Mening, og dem vilde han fremsætte og følge,
enten han saa udsatte sig for at blive brændemærket eller ikke.
Han nærede ikke Religionshad; han ansaae det vakkert nok, om
man lyttede til Humanitetens og Religionens Stemme; men der
opstod ofte skadelige Følger deraf. Saaledes f. Ex. af Neger-
emancipationen, der baade paa Jamaika og Kap havde afsted-
kommet Voldsomheder og Ulykker. Men om der ei var andre
Grunde, var der dog een, som for ham vilde være nok. Han
vilde nemlig aldrig stemme for at gjøre Hul paa Grundloven, som
er Basis for vor hele Lovgivning og Forfatning, og desforuden
var det især statsøkonomiske Grunde, som havde bestemt ham".

   Foredraget sluttede med en lang Oplæsning af Reisebeskrivelsen,
der indeholdt endeel Kuriosa om hvorledes Jøderne i Galizien
havde været tjenstvillige indtil Paatrængenhed. Og saaledes var
man da kommen tilbage til samme Punkt i Ringen, skjønt her
slugte rigtignok Hovedet Halen op. En af Reisenotizerne var
ellers af den Beskaffenhed, at den vakte forøget Munterhed hos
de mandlige, Undseelse hos de qvindelige Tilhørere, som den
Dag vare talrigere end ellers.

   Men heller ikke denne Gang var der langt fra det Komiske
(om det Udtryk kan bruges om en gammel Mands Skrøbelighed)
til det Alvorlige; thi nu hørtes en Tale, der kunde bringe, og
virkelig ogsaa bragte, Rørelsens Taarer i baade mandlige og qvinde-
lige Øine. Det var Præsten Castbergs, Repræsentant paa alle Stor-
thing siden 1830. Og denne blide Stemme, kun moduleret for
Formaninger og Velsignelser, har engang kommanderet foran et
Kompagnies Front, denne Haand, som nu med let Svæven følger
d.IV,b.3,s.424   de fromme Ord, har engang svinget Kaarden i Spidsen for norske
Musketerer. Castberg har været Officeer; men godt er det at
mærke af hans hele sandt præstelige Væsen og af en Dygtighed,
som Storthingene vide at benytte, at det ikke var forsvundne
Aars gode Udsigter i det Geistlige eller Omsorg for Familien, der
alene var Hoveddrivefjederen til at han ombyttede sin Stand. Han
havde forberedet sig, men han talte høit og med et Udtryk, som
indprægede i Hjerterne ethvert Ord og med dem den dybeste
Agtelse for hans Tænkemaade.
   Saa talte Castberg Ord til andet: "Jeg tillader mig ved nogle
faa Ord at afgive den Erklæring, at ikke heller jeg tør negte
min Stemme til Ophævelsen af det Forbud, hvorved Jøder ere
udelukkede fra Riget. Jeg tør det ikke, fordi jeg som Kristen
ei skulde kunne forsvare det og som Menneske er mig bevidst,
at Samvittighedens Stemme, at Humanitet, at de ædleste Følelser
i det menneskelige Hjerte oprøre sig mod en saadan Krænkelse
af den Kjærlighed, der minder om vor fælles Guds omfattende
og uendelige Barmhjertighed. Man har til Forsvar for en modsat
Beslutning taget saagodtsom udelukkende sin Tilflugt til materielle
Interesser; men i den deraf udledede Argumentation skjulte sig
store Vildfarelser. Det ydre Menneske staar dog ei isoleret fra
det indre, og dersom dydige Grundsætninger lede Menneskets
Handlinger, saa føre disse upaatvivlelig til Velsignelse, hvor lidet
lovende end Udsigterne dertil stundom kunne være for menneske-
lige Øine. Unegteligt er det derfor den klogeste politiske Regel,
stedse at tage Gud med paa Raad, og var der end nogen klogere
Regel for de udvortes Anliggender, saa burde dog Enhver bede
Gud bevare sig fra at følge den. Overbeviist om, at denne Gud
ei har givet os Norges Land saaledes til Odel og Eie, at vi med
hans Villie skulde kunne udelukke derfra et Folk, som han ogsaa
opholder paa Jorden, tør jeg ei negte Jøden Adgang til Riget;
thi det staaer dog vel fast, at Jorden og dens Fylde er Herrens.
Det er da min Mening, at der er langt vigtigere Indlæg i denne
Sag end Skribenters og Børskommitteers -- vi have Religionens,
Humanitetens, Ydmyghedens, Kjærlighedens -- disse har jeg agtet
paa, og jeg vil lade mig lede af de Oplysninger, som ved dem
meddeles, idet jeg trygt overlader Følgerne deraf til Ham, hvis
kjærlige Omsorg omfatter den Frie og den Ufrie, den Kristne og
Jøden".

d.IV,b.3,s.425      . . . "Sagen gaaer", hviskede man, da han havde talt. "Det er
umuligt, at Nogen, efter at have hørt dette, kan være bekjendt
at stemme imod".

   "Og mindst Nogen af Præsterne", lagde Folk til, som ikke
vidste, at der er flere Folder i Menneskehjertet end bag i Ryggen
paa Præstesamarien.

   "Nei, umuligt, umuligt! Det maatte være et Steenhjerte, en
Hykler" o. s. v. hvad man nu kunde sige i Hedens Hyperboler.
Deri var man idetmindste enig, at det var ønskeligt, at han var
alt andet end Præst, og at dersom Nogen af Haugianerne i Thinget
nu stemmede imod, var deres Kristendom par excellence ikke
stort andet end Farisæisme.

   De Fleste havde nu vel ikke troet sine egne Øren, da de hørte
Flors afskyelige Yttring om Negeremancipationen, og hans Venner
tør nok gaae god for, at han ikke mente det saa ilde. Imidlertid
blev, til Overflod, en menneskeligere Anskuelse, i Forbigaaende
under Foredraget, yttret af en af Thingets Bønder. Det var af
Peder Faukald, tillige et af dets lyseste Hoveder, Thotens Stolthed,
Vest-Oplandenes faste Repræsentant siden 1830. Han er Hjelm
imellem Bønderne: de samme højhjertede Anskuelser, de samme
reen-menneskelige Hensyn, den samme europæiskartede Liberal-
isme ved Siden af den kraftfuldeste, mest udprægede Norskhed,
det samme fri Blik over Forholdene, den samme Livlighed og
Blodsvarme, ja lige indtil den samme Vivacitet i Organet, Ud-
trykket og Maade at føre sig paa. Man skulde troe det er en
Franskmand som taler, saa hurtigt lyder det for Øret. Han er
allerede et Stykke paavej før man faaer følge med denne fly-
dende Tunge, som den livligste Aand sætter i ustandset Bevægelse
som Strømmen sit bløde, sivlige, ormende Græs. Han har for-
trængt Haagenstad i hine Oplandes Folkekjærlighed, som den lyse,
venlige, ranktskydende Bjerk trækker Alles Øjne til sig fra den
mørke Furu, den seendrægtige Gran. Han er bleven den Første
i deres Valg, og om Embedsmændene havde den samme Ind-
flydelse paa Valgene, som Bønderne har, visselig han vilde vælges,
uanseet at han er Besparingsmand saa streng som Nogen, men
aldrig smaalig. En saadan Bonde føler Alle tilhører Nationen
som en Ære, som et Exemplar af en norsk Bonde, Fremmede
maae forbauses over, som en Undtagelse, der vil Aarhundreder
til før den bliver Regel og almindelig. Og denne mest dannede
d.IV,b.3,s.426   af vore Bønder er ogsaa den mest modtagelige for Grunde, denne
mest folkekjære imellem dem den mindst Rædde for at bekjende
sig til en Mening, som ikke er deres. Kort -- dog endnu et Træk,
som mere end noget andet viser Ægtheden af hans Dannelse,
Perfektibiliteten af hans ualmindelige Sjel, Harmonien i Udvik-
lingen af dens Evner. Det er ikke hans, Selvlærlingens, stilistiske
Færdighed, men noget endnu sjeldnere hos vore Bønder, saa dyg-
tige de ellers kunne være, det er, at han i høj Grad besidder
Skjønsands, æsthetisk Følelse, Agtelse for Kunsterne. Han er
ikke bange for at bekjende det Utrolige, at de ikke ere blot det
ørkesløse Genies Affødninger, den ødsle Luxuses Plejebørn, men
at de ere national-nyttige og bør æres og plejes som Fædrene-
landets ægte Førstefødte.
   Hvor naturligt, at denne Bonde var den Første og Eneste imellem
Bønderne -- med Undtagelse af Kommitteemedlemmet Bjørnsen --
som tog Ordet for Mosaiterne? Fordom kan ligesaalidt klæbe ved
denne udviklede, krystalspillende Aand som Støvfnugget ved Lysets
brændende Flamme; og saa højt han elsker sit Thoten, troede han
dog ikke, som Tønsager om Eidsvold, at Hjembygden var det
bedste Sted til at komme paa det Rene med hvad hine tre Kon-
stitutionskommitteens udmærkede Hoveder behøvede Dynger af
Skrivter og Rækker af Maaneder til, forat sætte sig ind i og at
udvikle.

   Saa talte Faukald . . . "Tys! tys!" lyder det mellem Tilhørerne,
da Alle ere spændte paa hvorledes Bonden vil erklære sig, og
Thingmændene vende sig imod ham, simple og opvakte Ansigter
om hinanden. Kun Haagenstad bliver siddende, rolig og urygget
som altid, drejende paa sine Tommelfingre under Skranken. Kun
et enkelt lurende Sideblik under de buskede Øjenbryn, kun et
enkelt. Han mærkede hvor det bar hen, at Faukald ikke den Dag
hørte Bønderne til, ikke den Dag var hans Medrepræsentant. Han
repræsenterede noget Højere: Civilisationen saadan som den til-
hører en højere Oplysning, saadan som den endnu er ideal og
uopnaaet af Fleerheden.

   Faukald har Ordet: "Det er en Alvorsstund, denne Dag da
den Sag, der nu er Gjenstand for Afgjørelse, maa ansees for et
Samvittighedsspørgsmaal, fra hvilkensomhelst Side man end be-
tragter den. Det gjælder Ophævelse af en Bestemmelse, der har
sit Udspring fra en af de forud opstillede Grundsætninger, hvor-
d.IV,b.3,s.427   efter vor Konstitution siden blev formet, men hvis Vedvaren til-
lige strider mod Erkjendelsen af naturlige Menneskerettigheder.
Hvad Under da, at den læge Repræsentant er kommen i Thinget
med Tvivl? Disse Tvivl forøge sig for mit Vedkommende hoved-
sagelig med Hensyn til Bestemmelsen i Grundlovens § 112, nemlig
om Erfaring nu kan haves for Nødvendigheden af den foreslaaede
Ophævelse. For at komme til nogen Overbeviisning herom, vil
denne Sag ikke kunne betragtes fra det almindelige Standpunkt.
Det er i verdensborgerlig Henseende samme bør granskes, skal
noget afgjørende Resultat opnaaes. Maaskee det var rigtigt i 1814,
at Bestemmelsen om, at Jøderne fremdeles negtes Adgang til Riget,
beholdtes i Grundloven, foranlediget saavel ved vore særegne For-
holde, som af andetsteds tilstedeværende Virkelighed; -- men
kunne samme Bevæggrunde fornuftigviis være tilstede nu? Jeg
antager det ikke. Begrebet om Humanitetsgrundsætninger, saa-
velsom om de menneskelige Rettigheder have siden den Tid sær-
deles uddannet sig, og til en af Virkningerne heraf hører netop
Negeremancipationen. Men disse Fremskridt maa vel ansees som
Følger af opklarede Begreber og af en stigende Civilisation, hvis
sikkreste Støtte findes i Kristlærens Grundideer. Er nu dette saa,
maa ogsaa Erfaringen antages at være tilstede i dette Tilfælde.
Den demokratiske Tendents, som er Grundtrækket i vor Grundlov,
er Borgen for, at Antagelsen ikke vil modsige dennes Aand. Ved
gjentagende at have tænkt over denne Gjenstand er jeg kommen
til den Overbeviisning, at jeg bør give min Stemme til Kommit-
teens Indstilling. Hvad det Materielle angaaer, da er Sagen vistnok
af mindre Betydning, idet Schakring ved vore Love er forbudt,
og hvad Bemægtigelse af Handelen & c., som man saameget frygter
for, angaaer, da er der heller ikke nu noget i Veien for, at Jø-
derne kunne igjennem Kommissionærer anvende sine Kapitaler her".
   Faukald bliver ikke alene om Æren imellem Bønderne. En
høi sort Skikkelse reiser sig, en dyb paa engang huul og fyldig,
orakel- eller kirkeklokkeagtig Røst høres. Det er vor Ven fra
Kommitteen, Kirkesanger Bjørnsen, som i et Foredrag, han holder
skrevet i Haanden, giver et Sidestykke til Castbergs hjertegribende
Ord. Ogsaa han forkynder denne Grundsætning, at den moralske
Verdensorden hviler paa Retfærdighed, at det Retfærdige skal øves,
om dets Nytte end ikke for Øjeblikket kan sees og begribes. Han
fremmaner Jesus. "Det er, siger han, religiøse og moralske Grunde
d.IV,b.3,s.428   -- disse som af Fleerheden af Talerne ere fremførte -- der be-
væge mig til at stemme for Kommitteens Indstilling. Man maa
stedse uden materielle Hensyn handle moralsk rigtigt, da dette
stedse vil lede til velsignede Resultater; men at udelukke en
Klasse Medmennesker, uden nogen Brøde, fra at betræde Jord-
bunden, kan vel Ingen paastaae er moralsk rigtig handlet. Han
fandt ogsaa saameget mere overveiende Betænkeligheder mod at
udelukke just denne Menneskeklasse, som den er Levninger af et
Folk, der saa at sige er Moder til vor Religion, og fra hvem Jor-
dens Lærere og alle Menneskers Frelser vare udgangne. Maatte
han saaledes betragte Forbudet i Grundloven i moralsk Hen-
seende for urigtigt, fandt han det ogsaa for sin Pligt at votere
for, at det snarest muligt udgik".
   Men nu kommer altera pars; men desværre
for
den ikke "Hum-
len", som man siger; men snarere Tyndtøl. Audiatur! Den, som
talte først, pleier at brygge det paa hvad Andre har sagt. Men
min Gud, det hvide Hoved, som reiser sig dernede paa første
Bænk, Agershuus Amts første Repræsentant, Thingalfabetets Alfa,
men ikke tillige Thingets Omega uden forsaavidt at han, som
sagt, gjerne bier til Andre har talt og saa kommer bagefter --
det er jo Tønsagers, fromt og mildttænkende, som om dets Hvidhed
var Naadesymbolet, en himmelsendt Dues skinnende Vinger, ned-
dalet for at bortjage alle skumle, umilde og vildfarende Tanker
derifra? Tønsager maa være for, Tønsager, som er saa dannet
og human, at Folk i Graat, som sidde nær ham, troe, at han ikke
duer til at være Bonderepræsentant. . . . Ak nei! Denne Gang
var dette Hvide Faareuld, simpleste Faareuld. Fra Ingen hørte
man et skrøbeligere Ræsonnement. Tønsager, den første Bonde,
som talte imod Sagen, begyndte nemlig med den naive Tilstaaelse,
at han var reist hjemmefra med sit Nei, fortsatte med at ind-
rømme Vægten af de Fordringer, som Humanitet og Tolerance
opstille, hvisuagtet han dog vilde stemme imod, og sluttede med
den besynderlige Paastand, at man, formedelst den bestaaende
Civillovgivning ikke gavnede Jøderne ved det paatænkte (natur-
ligviis det første nødvendige) Skridt. "Maaskee havde der heller
ikke (efter tre Aar og megen Skrivtvexling) været Anledning nok
til offentligen at yttre sig om Forslaget." Saa skrøbeligt dette
Ræsonnements Grunde end vare, deelte dog Modparterne, som
man siden vil see, dem imellem sig, saa hver fik een af dem til
d.IV,b.3,s.429   Kjerne i sin Tale. Det er Armodens Nøisomhed. Ja selv det
Guddalske Argument, at Rigsforsamlingsmændene vare saa vise
Mænd, at man maatte binde sig til alle deres Bestemmelser, laa
in nuce i Tønsagers Foredrag. Thi Udgiveren, der kjender Tøns-
ager personlig, maatte med Forbauselse see ham trække "For-
trolige Breve fra Rigsforsamlingen i Eidsvold" frem, og høre ham
paaberaabe sig Forfatterens dengang havte Mening. Nu er til-
fældigviis Forfatteren af disse Breve Udgiverens Fader, og han
har bemyndiget mig til at erklære paa hans Vegne, at han for-
længst ikke nærer den længer. Og Taleren kunde heller ikke
vel være uvidende om dette Meningsskifte, som udentvivl er fore-
gaaet hos alle endnu levende Konstituenter.
   Men Hjelm var ikke langt borte. Han havde taget Sæde tæt ved
den sidste Taler, dannende et Ørehorn af det Hule i Haanden.

   "Han havde nok ventet, at Dissents vilde opstaae, men han
havde ikke troet at skulle faae høre saa svage Grunde, som her
vare fremførte. Han vidste nok, at der var Jøder i Lemberg, men
ikke at de vare saa tjenstagtige som Flors Beretninger skildrede
dem; i Konseqventse med Flors Slutninger kunde man paastaae,
at der ikke boer kristelige Folk i Danmark, fordi man der træffer
paa mange paatrængende Strandkadetter. Erkjender man først,
at Humanitet og Religion byder at udslette den vanærende Be-
stemmelse i Grundlovens § 2, saa ere derved alle Hindringer
for at gaae ind paa Forslaget ryddede af Veien. Herved gjør
man det første Skridt. Senere vil Civilloven gjøre de følgende.
De Grunde, man havde anført for Udsættelse, kunde ligesaa
godt anføres næste Gang Forslaget kommer paa Bane, og skulde
de faae nogen Vægt, saa vilde der endnu hengaae mange Aar
før man opnaaede Hensigten. Men med Hensyn til nogle Yttringer
af en Taler maatte han bemærke, at Kommitteen aldrig kunde
have den Tanke at ville fornærme afdøde Generalprokurør Fal-
sens Minde, og havde ikke tænkt sig Muligheden af at noget
Saadant skulde kunne uddrages af dens Yttringer, ellers vilde
den sikkerlig have afholdt sig fra at anføre det i Indstillingen
berørte Faktum. Grunden, hvorfor Kommitteen havde gjort det,
var den Vægt, der maatte tillægges Yttringer af en i politiske
Forhold saa paalidelig Mand som Falsen. Hverken paa denne
eller de øvrige Konstituenter havde Kommitteen tænkt at kaste
en Skygge for deres Meninger. Som Tidens Tjenere og ikke
d.IV,b.3,s.430   dens Herrer stode vi Alle under dens Paavirkning. Men Tidens
Anskuelser ere nu anderledes end dengang, og navnlig vilde han
anføre, at En af Konstituenterne, Professor Sverdrup, som den-
gang voterede for Bestemmelsens Optagelse i Grundloven, nu
havde forandret Mening i den Henseende og udtrykkelig erklæret,
at han nu vilde have stemt for Forandringen".
   Et uforvansket Bergenhusingsmaal lader sig høre. Det er Harald
Kolbeinsen Guddal
, som indlader sig paa at forsvare Minoriteten i
Konstitutionskommitteen. Saameget faaer man imidlertid ud deraf,
at han, efter at have erklæret, at han henhørte til denne, forsikkrer,
at han vedbliver sin Mening, fordi man kunde være vis paa, at
Repræsentanterne paa Rigsforsamlingen havde været saa oplyste
og fædrelandssindede Mænd, at hvad de havde skrevet fortjente
at staae uforandret.

   Sørenssen har atter Ordet. Det var nu man skulde vente hans
Hovedforedrag. Men Rørelsen af hans egen Interesse for Sagen
og vel ogsaa Smerten over at Grunde, Forsvar fra Tankens og fra
Følelsens Side, Anstrengelser, kort Alt dog alligevel vilde være
spildt paa den forudfattede Mening, som nylig havde faaet Or-
ganer just som den selv var til, henrev ham indtil Taarer, saa
der ikke blev stort af Talen. Dog hvilke Ord skulde have virket
som disse Taarer, overtydet saa klarligen om hvor inderlig hans
Overbeviisning om Sagens Retfærdighed var?

   "Naar jeg hidtil har tiet i Sagen -- talte han -- da maa man
ingenlunde misforstaa denne Taushed, som om den havde sin
Grund i Mangel paa Interesse for Sagen. Men hvor, som her,
de ædleste og dygtigste Kjæmpere have reist sig til Forsvar for
Sagen, der veed jeg intet at tilføje, der kunde have nogen Ind-
flydelse paa Forsamlingens Oplysning med Hensyn til denne Gjen-
stand; dersom ikke de Grunde, der af de mange hæderlige Mænd
ere anførte, skulde kunne rokke Fordommen i nærværende Sag,
formaaer jeg ingenlunde at gjøre det. (Her afbrød Taarer ham).
Det er Menneskehedens Sag, som har været ført. (Atter traadte
Taarerne frem, og Hulken vilde betvinge hans Stemme). Jeg
stoler paa, at det Væsen, som styrer Nationernes Skjæbne, har
oplyst Enhvers Hjerte og Forstand i denne Forsamling, og derfor
vil jeg haabe det bedste Resultat -- -- -- ."

   Sørenssen havde endt. Man saae, at han ikke kunde blive Herre
over sin Sindsbevægelse. Der indtræder en Pause, betydningsfuld
d.IV,b.3,s.431   som den, naar Præsten tier foran Alteret, og Ringen vexles eller
Hænderne gives. I denne Stund var det ogsaa upaatvivlelig, at
flere af de i Dagens Løb vundne Overbeviisninger gave sit Ja.
Og de henbares ganske vist i den dømmende Guds Skjød, som
seer Hjerter og Nyrer, og som tager Omvendelsen selv i det Sidste.
   Men vore Bønder have haarde Huder og kun liden Modtage-
lighed for Sentimentalitet. Og een af de haardeste er ganske
upaatvivlelig den gamle Kirkesanger Lars Jenssen, Repræsentant
fra Hedemarken siden 1830. Han har Fortjenester af Almue-
oplysningen som Forstander for et Slags Privat-Seminarium, men
den Oplysning, som er falden ind i hans egen Sjel, maa ikke
have været stærk nok til at gjennemklarne hans Forstand og
gjennemvarme hans Hjerte. Den har kun været det Lys, som et
Speil, sat i Solen, kaster ind paa et Loft eller Pulterkammer. Da
kan man faae se rare Ting hos Naboen: Parykblokker, svævende
Gespenster af ophængte Klæder, en listig Kat, alskens Skrammel,
som Ingen ellers vilde gjemme paa o. s. v. Jeg vil nu ikke sige,
at det seer saaledes ud i denne Repræsentants Hoved; men at
det har Begreber, som, formedelst sin Træagtighed, ved det Til-
snit af Menneskelighed, som dog altid maa gives dem, gjerne
kunde kaldes Parykblokker, og at det ikke mangler paa Skygge-
billeder, er ikke Jødesagens Afgjørelsesdag den eneste i Stor-
thingenes Annaler, som har afgivet Vidnesbyrd derom. Noget
lignende til Katten paa Loftet mangler heller ikke i denne for-
slagne Repræsentants Hoved. Han kommer aldrig i Debatterne
før han har faaet tillivs og fordøiet hvad der er bleven sagt til
Fordeel for den Votering, han agter at afgive, og da faaer man
det i en Duodezudgave af Lars Jenssen, begyndende med et
ganske ejendommelig vægtigt "Jeg troer nu", og endende med et
demonstrativt "Jeg agter derfor at stemme saa o. s. v.", det er:
"og saaledes venter jeg, at enhver Bonde vil stemme med". I
materielle Sager er det da altid den mindst mulige Bevilling, som
skal drives igjennem, ved Konstitutionsspørgsmaal Grundlovens
Urørlighed, og i Sager af aandig Natur, som denne, at give Aan-
digheden en Goddag, og, efter en Frase eller to for den sorte
Kjoles Skyld, at faae den ned i Støvet. Det er en kommunal-
smaalig Demokratisme uden Begeistring og Idealitet i sit Indre,
uden smukke Theorier, uden Skjønhed eller Glimmer i sit Ydre.
Det kommer ikke an paa et Talent i Spidsen, men paa en Stemme-
d.IV,b.3,s.432   angiver og saa det behørige Antal af Stemmende. Og en saadan
Slags Klokkebuk har det lykkets Jenssen at blive, saa man kunde
vide, at Mange vilde følge efter, da han begyndte med sit: "Jeg
agter at stemme imod Kommitteens Indstilling".
   Han gjentog derpaa den allerede berørte Betænkelighed, der
støtter sig til Grundlovens Bydende, at Erfaring skal have viist
Hensigtsmæssigheden af en Grundlovsforandring, den han be-
negtede at være tilstede. Jøderne selv havde jo ikke anmodet
om nogen Adgang, saa det ikke kunde være nogen Krænkelse
mod deres Rettigheder at negte dem samme. Ret dertil havde
de ikke, og desuden kjendte Kirkesanger Jenssen ingen Nation,
som havde havt Fordeel af at optage Jøderne. Man kunde godt
efterleve Budet: "Du skal elske din Næste som dig selv", uden
derfor at indrømme ham Plads i sit Huus, især naar han hverken
bad derom eller trængte dertil. Saamegen Ret maa man dog have,
og derfor agter Jeg o. s. v.".

   Men Benyttelsen af denne saa ofte hørte Lignelse gik ikke af
uden en Lektion for Vedkommende i Humanitetens og Gjæstfri-
hedens Pligtlære. "Kirkesanger Jenssen, yttrede Holmboe med
Indignation i Maal og Mine, maatte han, med Hensyn til hans
Sagte om hvorledes han troede at kunne bære sig ad i sit Huus,
spørge, om han vel kunde finde det kristeligt, at sætte over sin
Huusdør: "her boer N. N.; men der kommer ingen Trængende
eller Fremmede ind"! og naar den Fremmede beklagede sig over
at være bleven udviist eller kastet paa Døren, at svare ham, at
Ingen havde bedet ham om at komme ind, og at han maatte
tage Skade for Gjengjæld". Jenssen blev Svaret skyldig.

   Men i Thinget sad endnu en tjenende Broder af ulige større
Evner og større Indflydelse. Saalænge han ikke havde erklæret
sig, kunde man endnu ikke vide hvorledes Fleerheden af Bøn-
derne vilde stemme. Det var Kirkesanger Ole Gabrielsen Ueland,
Repræsentant fra Stavanger Amt siden 1833. Et ganske udmærket
Hoved. Men denne Gang vilde det ikke begribe, at Grundlov-
bestemmelsen først maatte ophæves før man kunde komme til
Civillovgivningen. Noget maatte man have at anføre; og Ueland
er, med al sin naturlige Overflod paa Argumenter at vælge imellem,
besynderligt nok, bekjendt for at være den mindst kræsne i Valget
deraf. Det var ham, som anførte imod en Bevilling til Artilleriet,
at Napoleon, "som bekjendt", havde vundet sine Slag uden denne
d.IV,b.3,s.433   Vaabenart. Det er ham om Maalet at gjøre. Han nytter Mo-
tiverne ud som Vanter, der kunne vrænges. Har et tjent til et
Maal om Formiddagen, kan det tjene til noget andet om Efter-
middagen. Det var ham, som fremhævede Vigtigheden af Sø-
og navnlig Skjærgaardsforsvaret, da der engang skulde bevilges
tiI Landarmeen, og af denne, da Bevillingen til Flaaden var fore.
Maalet var kun, at faae saa lidet som muligt til begge. Det glatte
sorte Haar, det spidse, blege Ansigt, den smale Figur i den sorte
Kjole giver ham ogsaa udvortes en Lighed med et Medlem af det
berømte Jesu Selskab, saaledes som man forestiller sig dem. I
Hjerte og Gemyt har han intet deraf.
   Man hører i nogle Sekunder en jedderlandsk, slæbende Stemme,
de Ord "Følelse", "Fornuft", "løbe af med" o. s. v. Endelig fatter
man, at det er Ueland, der har opdaget, at Sagen synes at have
vundet Sympathier for sig ved nogle af de holdte Foredrag, og
at han nu søger at bekjæmpe dem. Maaskee Sørenssens Rørelse
har røbet ham Tilværet af denne farlige Fiende for hans Mening.
Nok, han advarer mod at lade sig bemestre af Følelsen. Man
maatte ikke lade den løbe af med Fornuften. Heller ikke kunde
han indsee, at det stred mod Religion og Naturret, at et Land fore-
skrev Egenskaberne hos de Fremmede, det vilde optage. Des-
uden kommer man ei et Skridt videre med Hensyn til Jødernes
Adgang til Riget, om man end hæver Grundlovens Forbud her-
imod, thi den civile Lovgivning staaer dog hindrende tilbage, saa
det ganske vil bero paa kommende Storthing, om man, ved og-
saa at forandre denne, vil give den her foreslaaede Forandring
nogen Betydning. Man kan altsaa uden Skade udsætte Sagen
saalænge, og see Tiden an. "Sagen bør ialfald betragtes med rolig
Overveielse, som maaskee ikke har været Tilfælde under disse
Forhandlinger, hvor det virkelig syntes som om Følelsen løb af
med Fornuften".

   Sørenssen griber Ordet med Ivrighed: "Jo, ved den omhandlede
Grundlovsforandring er der gjort et Skridt fremad, og det et stort
og vigtigt, nemlig et, der er en nødvendig Forberedelse til at
kunne ordne Sagen saaledes, som det er en oplyst, frisindet Nation
værdigt, og højere Interesser fordre. Hvad den civile Lovgivning
angaaer, da kan den ikke forandres i denne Henseende uden at
Baandet først løses i Grundloven. Desuden maa det, som af en
foregaaende Taler antydet, erindres, at, hvorledes man end be-
d.IV,b.3,s.434   tragter Sagen, er det dog temmelig klart, at den her omhandlede
Bestemmelse ei har sin rette Plads i Grundloven, og man bør
derfor saameget mindre betænke sig paa at lade den udgaa. Men
for Nærværende er blot Spørgsmaal om at gjøre dette første Skridt
til at aabne Jøderne Adgang for Fremtiden, og derfor er denne
Stund af afgjørende Vigtighed".
   Holmboe: "Naar Ueland klager over, at Følelsen har gjort sig
gjældende under nærværende Sags Behandling, da kan dette dog
ikke anføres som Grund til at udsætte Sagen; thi enten den be-
handles nu, eller om 3 eller 6 Aar, er den af den Beskaffenhed,
at den stedse vil tiltale enhver for den Rette varmtfølende Mand1.
Forresten er det ei alene Følelsen, som dog stedse vil fordre sit
Krav, men ogsaa Fornuften, der her har gjort sig gjældende, og
det ved vel saa gode og vægtige Grunde, som dem man har hørt
fra Modpartiet".

   En ubehagelig slæbende Røst lader sig høre. Det er Ole Tor-
gersen Svanø
, gammel Repræsentant fra Nordre Bergenhuus Amt,
en af Haugianernes Patriarker. Han prætenderer altsaa Religiøsitet
i højere Grad end almindelig, og man skulde da have ventet, at
see baade ham, den særlige Ven af det gamle Testamente, og de
øvrige Haugianere imellem Bønderne selvskrevne paa Sagens
Side. Men denne Slutning holdt kun Stik med gamle Grendahl,
en af den spredte Menigheds Fædre i det Throndhjemske, som
ganske lod sig bestemme af Religionens Bud og Aand. Af Svanøs
Religiøsitet var der denne Dag ikke mere tilbage end hiin Bede-
mandsstemme -- ja med den Røst maa den bekjendte "Havde-
ikke-Gud-forløst-dig-var-du-død-i-Synden Barebone" have frem-
klynket sine puritanske Bønner. Hvad han sagde gik ud paa, at
man burde udsætte med Afgjørelse indtil man havde faaet Sagen
mere oplyst.

   Svanø kunde være vis paa, at han vilde blive opfordret til at
opgive hvilke Oplysninger han endnu savnede; men imidlertid gav
Ueland Anledning til en mellemkommende Ordvexling, idet han
nemlig gjensvarede Sørenssen og Holmboe, at, naar han først
vilde see de Bestemmelser, Privatlovgivningen opstillede i denne
d.IV,b.3,s.435   Henseende, ophævet, før han stemmede for Forslaget, saa var
det, fordi han først vilde have Garanti for, at Jøderne i Lov-
givningen skulde behandles som vore Medmennesker, ikke som
Trælle. Dersom Jøderne ikke ved den emanciperedes, saa de
ganske kunde behandles som Brødre, og ei betragtes som en
egen forhadt Kaste uden borgerlige Rettigheder, vilde han, om
han ellers kunde ønske at give sin Stemme til deres Optagelse,
hellere see dem fremdeles negtede Adgang, end optagne paa en
saadan Maade.
   Holmboe: "Men det er jo en Umulighed, at ordne Forholdene
med den private Lovgivning før Grundloven har undergaaet den
foreslaaede Forandring? Udsættelse af Sagen indtil Civillovens
Bestemmelser samtidig ere blevne forandrede forekommer mig
at ligne Drengens Ræsonnement, der ikke vilde springe i Vandet
før han havde lært at svømme".

   Sørenssen: "Man kan dog ikke med Rimelighed tænke paa at
behandle Jøderne i Lovgivningen som Trælle. Forresten kan jeg
ikke andet end være enig med Ueland i, at Jødernes Forhold
til Landets øvrige Borgere ikke bør ordnes saaledes, at de ud-
gjør en egen Kaste for sig selv, men gives borgerlige Rettigheder
i Lighed med de øvrige Borgere, dog med den i Gdlovens § 92
indeholdte Indskrænkning. Derimod er det min Mening, om man
gaaer ind paa at aabne dem Adgang til Riget, at man gjennem den
almindelige Lovgivning skal opstille visse Garantier, som f. Ex. at
foreskrive visse personlige Egenskaber o. s. v., uden hvilke For-
budets Ophævelse ikke skulde komme dem tilgode".

   Men endelig lader en af de 6 Præster, som fandt det passende
for sit Kald at stemme imod et Forslag af dettes Natur, høre ifra
sig. Det er den nye Repræsentant fra Søndre Bergenhuus Amt,
Sognepræst Hammer, som med bøjet Hoved, nedslagne Øjne og i
en yderlig affekteret Skriftestolstone erklærer, at ogsaa han satte
Kjærlighedens Bud høit og istemmede hvad man havde sagt, at
man skulde elske sin Næste som sig selv. "Men der stod ogsaa
skrevet: dømmer ikke, saa skulle I og ikke dømmes! og derfor
burde man ikke dadle Nogens Dom, og saaledes heller ikke
hans, naar han efter bedste Overbeviisning stemmede imod Ind-
stillingen".

   Maaden hvorpaa disse Ord fremsagdes, Maneren, havde dog
endnu større Deel, end deres Indhold og Aand, i det modbydelige
d.IV,b.3,s.436   Indtryk, som de synligen og hurtigen vakte. "Det var da ogsaa
en Præst!" mumlede en qvindelig Tilhører, som havde tørret
Taarer af Øinene under Castbergs Foredrag.
   Men Hjelm udslettede snart dette Indtryk. Han, der havde
indhentet og i Indstillingen præsteret saa mange, nøiagtigen do-
kumenterede Oplysninger, kunde nok have Interesse af at vide
hvad det var for nogle yderligere Ole Torgersen Svanø savnede.
"Jeg synes sandelig -- sagde han -- at Hr. Svanø maa kunne være
fornøjet med de Oplysninger, han havde faaet, og ialfald bør han
paavise, hvilke Kommitteen da har forsømt at indhente, eller
hvilke han ønsker. Og naar Ueland paastaaer, at Jødernes Ude-
lukkelse ikke strider mod Naturretten, da vil jeg henstille til En-
hver, om det ikke maa ansees som en af den naturlige Rets første
Bestemmelser, at Mennesket har Ret til at opholde sig paa Jorden?
Men denne Ret fik Jøderne jo ikke, naar andre Nationer vilde
udelukke dem fra sit Land paa samme Maade, som vi, hvortil jo
de andre Folkeslag absolut maatte have samme Beføielse. Det maa
vel ogsaa ansees at stride mod et Menneskes naturlige Ret hvad
der, som i Kommitteeindstillingen oplyst, tildrog sig mod Mosaiten
Leja, som, uden at have begaaet anden Forseelse, end at være
uvidende om vor Lovgivnings her omhandlede unaturlige Bud,
blev kastet i 28 Dages Fængsel paa Vand og Brød -- og man maa
da vel spørge, om en Lov, der fører til saadanne Resultater, er
retfærdig? Dens Strid imod Naturretten er desuden klarligen
fremstillet i det theologiske Fakultets Responsum".

   Svanø skulde nu paavise hvilke yderligere Oplysninger han
ønskede. Han reiser sig stammende. Men Svanø har altid troet
paa overordentlig Hjælp fraoven. Og det svigtede heller ikke nu.
En barmhjertig Kollega, som sad ovenfor ham, hvidskede nemligen
til ham: "Siig Egidius! Egidius's Breve!" Og Svanø slap da ud
af Kniben ved at yttre, at han, i Henhold til Provst Løbergs For-
langende, f. Ex. havde meent, at Konsul Egidius's Skrivelser burde
fremlægges. Man stod saaledes atter ved Udgangspunktet, hvorfor
Præsidenten erklærede Sagen optagen til Votering, om Ingen
havde mere at yttre. Klokken var 3. Alle taug.

   Lodtrækning afgjør, at Voteringen skal begynde fra Kragerø,
hvorefter den da gaar alfabetisk omkring til den atter kommer
til Bogstavet K.

   Voteringen foregik saaledes:
d.IV,b.3,s.437   Byfoged Krohn (Kragerø) . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .      Ja!
Sognepræst Castberg (Laurvig) . . . . . . . . . . . . . . . . .      Ja!
Gaardbruger Midhassel (Lister og Mandals Amt)            Nei!
Foged Heiberg (do) . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .      Ja!
Gaardbruger Nødbek (do) . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .      Nei!
Skipper Bøgvad (do) . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .      Nei!
Byfoged Vogt (Moss) . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .      Ja!
Sognepræst Aas (Nedenæs Amt) . . . . . . . . . . . . . . . . .      Nei!
      (Nr. 1 af de 6 Præster).
Sognepræst Faye (do) . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .      Ja!
Gaardbruger Nøstvig (Nordlandenes Amt) . . . . . . . . . .      Nei!
      do      Kulstad (do) . . . . . . . . . . . . . . . . . .      Nei!
Amtmand Stabell (do) . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .      Ja!
Gaardbruger Aandal (Romsdals Amt) . . . . . . . . . . . . . .      Nei!
      do      Røkkum (do) . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .      Nei!
Provst Holtermann (do)
(Nr. 2) . . . . . . . . . . . . . . . . . .      Nei!
      do      Thoresen (do) . . . . . . . . . . . . . . . . . .      Ja!
Adjunkt Arentz (Skien og Porsgrund) . . . . . . . . . . . . .      Ja!
Højesteretsadvokat Hjelm (Smaalehnenes Amt)            Ja!
Gaardbruger Roll (do) . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .      Ja!
      do      Herrefosser (do) . . . . . . . . . . . . . . . . .      Ja!
Artillerikapitain Holst (do) . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .      Nei!
Byfoged Christensen (Stavanger) . . . . . . . . . . . . . . . .      Ja!
Skipper Svendsen (do) . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .      Ja!
Kirkesanger Ueland (Stavanger Amt) . . . . . . . . . . . . .      Nei!
Provst Løberg (do)
(Nr. 3) . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .      Nei!
Lodsoldermand Monsen (do) . . . . . . . . . . . . . . . . . . .      Nei!
Gaardbruger Bjelland (do) . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .      Nei!
Overlærer Lange (Tromsø) . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .      Ja!
Krigsassessor Schnitler (Throndhjem) . . . . . . . . . . . .      Ja!
Kjøbmand J. N. Jensen (do) . . . . . . . . . . . . . . . . . . .      Ja!
Justitiarius Roll (Throndhjem) . . . . . . . . . . . . . . . . .      Ja!
Konsul Jensen (do) . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .      Nei!
Lensmand Rygh (Nordre Throndhjems Amt) . . . . . . . .      Nei!
Gaardbruger Lyng (do) . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .      Ja!
Lensmand Anziøn (do) . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .      Nei!
Prokurator Hansen (do) . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .      Nei!
Gaardbruger Sæter (Søndre Throndhjems Amt) . . . . . .      Nei!
      do.      Overstiger Olsen (do) . . . . . . . . . . .      Ja!
d.IV,b.3,s.438   Gaardbruger Soelberg (Søndre Trondhjems
      Amt) . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .      Nei!
Gaardbruger Grendahl (do) . . . . . . . . . . . . . . . . . . .      Ja!
Grosserer Føyn (Tønsberg) . . . . . . . . . . . . . . . . . . .      Ja!
Byfoged Finne (Østerriisøer) . . . . . . . . . . . . . . . . . .      Ja!
Gaardbruger Tønsager (Agershuus Amt) . . . . . . . . . .      Nei!
      do      Valstad (do)
(Et særdeles raat og
      lidenskabeligen udtalt) . . . . . . . . . . . . . . . . . . .      Nei!
Statsrevisor Daa (do)
(Med al Maalets Vægt)                  Ja!
Gaardbruger Erlandsen (do) . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .      Nei!
Toldkasserer Lange (Arendal) . . . . . . . . . . . . . . . . . .      Ja!
Amtmand Schydtz (Bergen) . . . . . . . . . . . . . . . . . . .      Ja!
Assessor Aall (do) . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .      Ja!
Bagermester Martens (do) . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .      Ja!
Rektor Holmboe (do) . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .      Ja!
Gaardbruger Fuhr (Nordre Bergenhuus Amt) . . . . . . .      Nei!
      do      Svanø (do) . . . . . . . . . . . . . . . . . .      Nei!
      do      Guddal (do) . . . . . . . . . . . . . . . . . .      Nei!
      do      Frettem (do) . . . . . . . . . . . . . . . . .      Nei!
Lensmand Borge (Søndre Bergenhuus Amt) . . . . . . . .      Nei!
Sognepræst Koren (do) . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .      Ja!
      do      Hammer (do)
(Nr. 4) . . . . . . . . . . . . . . .      Nei!
Lensmand Aga (do) . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .      Nei!
Amtmand Falsen (Bradsberg Amt) . . . . . . . . . . . . . . .      Ja!
Kirkesanger Bjørnsen (do) . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .      Ja!
Sognepræst Lammers (do) . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .      Ja!
Gaardbruger Fougner (Buskeruds Amt) . . . . . . . . . . .      Nei!
      do      Hoffardt (do) . . . . . . . . . . . . . . . . .      Ja!
      do      Hoen (do) . . . . . . . . . . . . . . . . . . .      Nei!
Kapitain Breien (do) . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .      Ja!
      do      Foss (Christiania) . . . . . . . . . . . . . .      Ja!
Høiesteretsassessor Rye (do) . . . . . . . . . . . . . . . . . .      Ja!
Sorenskriver Sørenssen (do) . . . . . . . . . . . . . . . . . .      Ja!
Professor Schweigaard (do) . . . . . . . . . . . . . . . . . . .      Ja!
Gaardbruger Faukald (Christians Amt) . . . . . . . . . . . .      Ja!
      do      Staff (do) . . . . . . . . . . . . . . . . . . .      Nei!
      do      Haagenstad (do) . . . . . . . . . . . . . . .      Nei!
Sognepræst Harbitz (do)
(Nr. 5) . . . . . . . . . . . . . . . .      Nei!
Biskop von der Lippe (Christianssand) . . . . . . . . . . . .      Ja!
d.IV,b.3,s.439   Stiftamtmand Sem (Christianssand) . . . . . . . . . . . . . .      Ja!
Prokurator Horn (do) . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .      Nei!
Kjøbmand Dahl (Christianssund og Molde) . . . . . . . . .      Ja!
Krigsraad Flor (Drammen) (Af al Magt) . . . . . . . . . . .      Nei!
Amtmand Blom (do) . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .      Ja!
Sognepræst Arup (do) . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .      Ja!
      do      Jønsberg (Finmarkens Amt) . . . . . . .      Ja!
      do      Provst Holmboe (do) . . . . . . . . . . .      Ja!
Gaardbruger Blix (do) . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .      Ja!
Provst Riddervold (Frederikshald) . . . . . . . . . . . . . . .      Ja!
Kjøbmand Sandberg (Frederiksstad) . . . . . . . . . . . . .      Ja!
Kirkesanger Jensen (Hedemarkens Amt) . . . . . . . . . .      Nei!
Gaardbruger, Lieut. Lützow (do) . . . . . . . . . . . . . . .      Nei!
      do      Svenkerud (do) . . . . . . . . . . . . . . .      Nei!
Korpslæge Weidemann (Holmestrand) . . . . . . . . . . . .      Ja!
Gaardbruger Hemb (Jarlsberg og Laurvigs Amt)            Nei!
Sognepræst Otterbech (do)
(Nr. 6) . . . . . . . . . . . . . . . .      Nei!
Gaardbruger Laane (do) . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .      Nei!
Geschworner Møller (Kongsberg) . . . . . . . . . . . . . . .      Ja!


   Efter en kort Konferering siger Præsidenten: "Voteringen har
havt saadant Udfald: af 94 Tilstedeværende have 51 Herrer er-
klæret sig for Kommitteeindstillingen og 43 imod, og Propositionen
er saaledes ikke bifaldt." I samme Nu lyder et Par Piber fra
Galleriet, saa Præsidenten med hævet Røst maatte kalde dets
Publikum, som nu var i Bevægelse, til Orden. Det seirende Partie
syntes ikke at føle nogen Stolthed over Seiren. Hvad havde det
ogsaa at opvise uden de sex Præster? (som ere talte her, fordi
man virkelig talte og mærkede sig dem under Voteringen). Mellem
dem er dog kun Harbitz af nogen særdeles Duelighed inden Re-
præsentationen. Forøvrigt bemærker man ved Voteringslisten, at,
med Undtagelse af de sex Præster, een Militær, een Jurist og een
Kjøbmand, have alle Embedsmænd og Byerne (og mellem dem
ikke at glemme Bergen, Bergen) været for Sagen. Man behøver
ikke at paapege den skjærende Modsætning imellem disse sidstes
Repræsentanter af Kjøbmandsstanden, saa faa de vare, og hine
Præster, som syntes at forglemme sit Kalds, over alle Forhold
satte Grundlov, at al deres Idræt skal skee a Deo, in Deo, ad
Deum. Ogsaa deri er et godt Varsel. Modstanden vil høist sand-
d.IV,b.3,s.440   synlig allerede næste Gang indskrænke sig til yderst faa af disse
særegne Hoveder, hvori Fordommene og fixe Meninger synes lige-
som at forskandse sig efterat have taget Underholdning til sig for
hundrede Aar. Egentligt Religionshad vil ikke lade sig finde, lige-
som det ganske vist ikke fandtes hverken hos de sex Præster
eller hos de 28 Bønder eller hos Resten af de 43, som endnu
ikke vilde give sig af med Israel. De Grunde, som anførtes, lade
sig vel hverken godkjende formedelst deres Rigtighed i og for
sig selv og med Hensyn til Tidsforholdene, eller ære fra Hjertets
Side; men den, som bestemte de Fleste, var dog nok ingen slettere
end Nordboens Hang til at temporisere. Ogsaa heri ligger et godt
Varsel. Antages rigtigt, at Nei'ernes Hovedgrund var at oppebie
et større Bekjendtskab til Sagen hos Almeenheden, give de ved
hver Dag et Afkald derpaa. Næste Thing blev af dem selv ansat
som en passende Termin for Udsættelsen; altsaa forvitres der
for hver Dag i de to Aar og 4 1/2 Maaned l/865 Deel af denne Be-
tænkelighed, saa der ved Begyndelsen af Februar 1845 ikke vil
findes noget tilbage deraf. At samtlige offentlige Blade, tildeels
i særdeles skarpe Udtryk, have yttret sig om den Modstand Sagen
fandt, er ogsaa et ikke forkasteligt Vidnesbyrd om at denne For-
sigtighed var overflødig for Opinionens Skyld.2 De havde intet
havt at frygte for Menneskenes Skyld, som de denne Gang dog
syntes at frygte mere end Gud. Men at Modpartiet ikkedesto-
d.IV,b.3,s.441   mindre er Sagens Venner, naar kun Udsættelse finder Sted, ind-
lyser ogsaa af, at Opfordringen til at sørge for Civillovgivningens
samtidige Forandring netop udgik fra det. Nu! det maa skrives
bag Øret. Det var Synd, om Vinket ikke blev taget tilfølge og
Opfordringen fulgt.
   Værd er det altsaa ikke at forlade Storthingssalen den 9de Sep-
tember med nogen bitter Følelse, med Haabløshed eller Stikket
af den Tanke, at ved Afgjørelsen af slige Spørgsmaal var en
Josef den 2den, en filantropisk Selvhersker, at foretrække for en
raadslaaende Folkeforsamling. Det maatte da være en for Af-
gjørelsens Minut.
Cunctatio servilis, statim exequi regium est. Men
dette Prærogativ er i Norge ogsaa Folkets. Det bruger det blot
med større Betænksomhed. Men dersom Nyheden skulde kunne
være en Sandhed til yderligere Skade end at den maa lide en
Udsættelse, vilde det være at indrømme, at Alderen kan give en
Fordom Privilegium paa Bestaaen; og af alle grundlovforbudte
Privilegier er det vel Fordommens, der meest maa stride imod en
Forfatnings Aand, som, medens den er en af Tidens Triumfer,
et af den senere Histories herligste Resultater, tillige har viist
sig afpasset efter det opvakte og lærenemme norske Folks Tænke-
maade og Evner til at bruge den.



   Sagen er bleven forfulgt. I det følgende Storthingsmøde den
10de September, refererede Præsidenten følgende Skrivelse:

"Til
Kongeriget Norges 10de ordentlige Storthing.

   Da Debatterne i Storthinget idag, efter hvad der fra begge Sider
yttredes, give Haabet, om at see Grundlovens § 2, sidste Passus
paa et kommende Storthing ophævet, ny Bestyrkelse, og da navn-
ligen en af Modpartiets mest fremhævede Grunde bestod i et
Ønske om en Udsættelse indtil næste Storthing, med den ved-
føjede Bemærkning, at man da samtidigen vilde kunne ordne
Civillovgivningen i Overeensstemmelse med en saadan vedtagen
Ophævelse af en Grundlovbestemmelse, giver Undertegnede sig
den Ære herved ærbødigst at fremsætte Forslaget i saadan, lige-
ledes under Debatterne paapegede, Form:
d.IV,b.3,s.442   "Bestemmelsen i Grundlovens § 2, sidste Passus, saalydende:
"Jøder ere fremdeles udelukkede fra Adgang til Riget" --
ophæves."
Kristiania, den 9de September 1842.
Henr. Wergeland."

   Propositionen erholdt følgende Paategning:
   "Idet vi herved som eget vedtage forestaaende Forslag til For-
andring i Rigets Grundlov, tillade vi os tillige alternativ at frem-
sætte samme i følgende Form:
      "Bestemmelsen i Grundlovens § 2 sidste Passus, saalydende:
      "Jøder ere fremdeles udelukkede fra Adgang til Riget" --
      sættes herved ud af Kraft3."

Kristiania, den 10de September 1842.
S. Sørenssen.
H. Holmboe.
Castberg.
H. A. Krohn.

G. Heiberg.
Vogt.
A. Faye.
Stabell.
Thoresen.

H. Arentz.
H. Herrefosser.
J. Roll.
F. Lunge.

J. L. Arup.
Hans H. Dahl.
N. A. Sem.
G. P. Blom.

J. H. Rye.
G. A. Lammers.
Nic. Benj. Møller.

L. Holmboe.
M. Blix.
N. Jønsberg.
Sandberg.

Weidemann.
Finne.
K. Olsen.
Samuel Foyn.

N. Koren.
O. Bjørnsen.
O. E. Borchsenius.

A. Hoffardt.
T. Breien.
H. Foss.

Hjelm.
A. Schweigaard.

   Refereret i Storthinget den 10de September 1842, og da be-
sluttet:

         "Bliver under Præsidentskabets Haand ved Trykken at be-
      kjendtgjøre for at komme til Afgjørelse paa næste ordentlige
      Storthing."

S. Sørenssen,p. t. Præsident.

Borchsenius,p. t. Sekretær.

   I Forbindelse hermed fremsatte Hr. Sørenssen følgende Forslag:
   "Den kongelige norske Regjering anmodes om:
d.IV,b.3,s.443   a) at foranledige paa hensigtsmæssig Maade Oplysninger ind-
      hentede og næste ordentlige Storthing forelagte angaaende
   Jøderne og deres Forhold, til Oplysning om, hvorvidt det kan
   ansees nyttigt, at de tilstedes Adgang til Riget.
b) at forelægge næste ordentlige Storthing Udkast til de Lov-
   bestemmelser, som maatte ansees fornødne eller hensigtsmæs-
   sige for det Tilfælde, at Grundlovens § 2 forandres derhen, at
   Jøder tilstedes Adgang til Riget.
Kristiania, den 10de September 1842.
Sørenssen."

   Besluttedes udlagt og foretaget i et senere Møde. Dette fandt
Sted den 13de September; men Forslagets første Post blev ikke
bifaldt mod 58 Stemmer og dets anden ikke mod 57. Hjelm
yttrede sig for, paa Grund af den stærke Opinionsyttring, der
laa i det; men Foss fandt, at en tilstrækkelig Opinionsyttring ud-
talte sig i den overvejende Pluralitet, som Grundlovsforandringen
havde havt for sig i Storthinget og desuden ved at Forslaget var
fremsat paany og vedtaget af saamange af dets Medlemmer. Privat
kunde Oplysninger ligesaavel indhentes, og Regjeringen vilde deraf
kun see sig foranlediget til Nedsættelse af en ny Kommission.

   Foss har idetmindste Ret i, at Opinionen har yttret sig stærkt
nok til Fordeel for Propositionen ved Voteringen den 9de og ved
Vedtagelsen den 10de. Denne har faaet Holdning og Tryghed,
som Hittebarnsynglingen, der anerkjendes af sin rette Fader, og
nu, lænet til ham, med freidigt Øie kan see Fremtiden imøde.

   Den er adopteret af 36 Medlemmer af det norske Storthing,
godkjendt af dets ypperste Medlemmers Fleerhed og af denne
overrakt det kommende. Da -- ça ira!

EFTERRETNINGEN
2.



           Nu Efraim har læst det Bud,
                 som Mirjam har ham bragt.
           O mild og stærk er Jødens Gud;
           thi Mandens Vrede sluktes ud
                 ved fromme Tankers Magt.

d.IV,b.3,s.444  

           Han reiser sig og peger paa
                            det Kirketaarn i Sky,
           hvor Kragesværmen hakker paa,
           men kan ei Fodefæste faa
                 i Spirets glatte Bly.



           Han tager Mirjams Diadem.
                 Da holdt han i sin Haand
           en Million i Diamant,
           en Melkevej af Perler og
                 Orions Stjernebaand.



           Han tager Mirjams Diadem.
                 "O,
Mirjam
, Hustru, se!
           hiint Kirketaarn vil styrte ned;
           det hælder, men kan reddes ved
                 to Stene eller tre."



           "O send det Hele, Efraim,
                 til Kristenkirkens Præst.
           Kun siig, at der paa Taarnet maa
           for arme Krager aabent staa
                 et Hul i Øst og Vest!"



1
  tilbake

           Höhnen auch die herzlos Kalten,
die Erglühn für Thorheit halten,
brennet heisser nur und treuer
von des edlen Eifers Feuer!
Uhland.

2
  tilbakeKun Morgenbladet har i denne Henseende været taust. Men i de første
Dage efter Sagens Afgjørelse havde den snu Kompan, i hvis snevre personlige
Hensyn dette Blad arbeider, sine egne Grunde til ikke, ved at udtale sin Mis-
billigelse, at risqvere Tab af nogle Stemmer til et Konfidentsvalg, som var i
Storthingets Hænder. Han var nok selv Mand forat skaffe sin politiske Mis-
fornøielse Luft i Bladet; Nationen -- det var ikke formeget forlangt -- skulde
nu skaffe den Brød. Men uagtet Maalet nu synes direktere rettet paa en Stor-
thingsplads, som en foreløbig og sikker Avance imod hiint denne Gang for-
feilede, (ligesom man sætter sig i Besiddelse af et dominerende Forværk før
man tager det egentlige Maal for Beleiringen), vilde Sagen dog upaatvivlelig
faa en nyttig Ven i dette vel langtfra agtede, men dog formedelst sin Udbredt-
hed anseede, Blads Redaktør som Repræsentant. Det er derfor at ønske, at det
maa lykkes. Og hvorfor skulde det ikke det? I et nys afholdt Selskab af
Agershuus Amts Valgmænd og Andre, mest Bønder, som førte til Skildt, at det
var til Ære for Amtets Repræsentanter, indlod En af disse sig paa at give et
saa bestemt Løfte om Belønning for en saadan Patriot, og Alt havde et saa-
dant Anlæg, at det heller ikke er at tvivle paa, at jo ovenyttrede Ønske vil
gaae i Opfyldelse.

3
  tilbakeDet forekommer mig dog, som om at Udtrykkene "udgaaer" og "ophæves"
ere mere bestemte, mindre blot suspensive end det ovenfor vedtagne "sættes
udaf Kraft."

Udgiveren.
    BLA BAKOVER
   BLA VIDERE