HENRIK WERGELAND - SAMLEDE SKRIFTER
IV.AVHANDLINGER, OPPLYSNINGSSKRIFTER 3. BIND: 1839 - 1842


d.IV,b.3,s.370  
JØDESAGEN
I DET NORSKE STORTHING

EFTERRETNINGEN
1.



           . . . "H
vad rager dig det Kirketaarn,
                            o Efraim, min Mand?
           Lad staa det Luftens Steenskelet!
           Det staaer vel ei saa ganske ret;
                 dog staa i Aar det kan.


           O stirr ei der ved Vinduet,
                 med Armen under Kind,
           ud i den graa Septemberluft!
           I Kamret er der Ambraduft
                 og Lampers Maaneskin.



           Der staaer Divanen. Op til den
                 er Mirjams Harpe sat.
           Kom! Aftnen ville vi forslaa!
           Jeg tager mine Smykker paa
                 ifra min Brudenat.



           Du fletter ind dem i mit Haar,
                 o Efraim, som da,
           snart som en Qvast, snart som en Krands,
           snart spredte ad som Duggens Glands,
                 i Vexel til og fra.



           Og Mirjam hviler ved dit Bryst,
                 og Harpen op til mit.
           Saa Aftnen ville vi forslaae.
           Lad Kristenkirkens Taarn blot staae,
                 og se ei mere did!



           Hvad gives mere stolt og haardt
                 end dette Spiir, hvis Fløi
           isønderriver bløden Sky,
           den vilde haste over By
                 til Ro paa fjerne Høi?

d.IV,b.3,s.371  

           Hvor, i den graa Septemberluft,
                            tungsindigt mørkt det staaer!
           som om det Rod og Stamme er
           til denne skumle Taage, der
                 saa lavt i Aften gaaer."



           " -- Jeg tæller kun den Krageflok,
                 der flyver Taarnet om.
           Den finder intet Fæste der.
           Thi Taarnet ubarmhjertigt er
                 som Kristnes Kristendom.



           Jeg tæller dem, og tænker paa
                 Hvad nu i Norge skeer.
           Der Jøden ei, som fremmed Gjæst,
           faaer mer end Kragen Fodefæst
                 paa Kirketaarnet der.



           Hvad Folket vil -- jeg ahner det --
                 er allerede gjort.
           I Aften bringer Posten Bud.
           Det banker . . Mirjam, se dog ud!
                 Det banker paa vor Port".



           "Det var en Hund, som skrabed paa.
                 Den har ei Huus i Nat".
           "Saa luk den ind, saa sandt vi veed,
           at Jehovahs Barmhjertighed
                 ved Himlens Port er sat"!



           "Men Tys! Nu kommer Posten vist.
                 O Mirjam, se paany"!
           "Det var en Fugl, som Ruden slog".
           "Ve, Mirjam, om du ei den tog
                 da i dit Hjertes Ly"!



           "Men hør! det banker atter paa.
                 Nu kommer sikkert En.
           Nei bliv! Det var mit Hjerte blot,
           der slog som aldrig det har slaaet.
                 Nu, Mirjam, se igjen"!



d.IV,b.3,s.372  

           . . . Hvor flaggred Mirjams lange Haar,
                            det sorte, vildt og løst,
           da ind hun treen, som om det vil
           det Smertens Budskab dække til,
                 hun bærer ved sit Bryst!
                       



JØDESAGEN I DET NORSKE STORTHING
FREMSTILLET AF HENR. WERGELAND

Solch' theure Wahrheit ward verfochten,
und überwunden ist sie nicht.
Euch, Kämpfer, ist kein Kranz geflochten,
wie der beglückte Sieg ihn flicht.
Uhland.

DEN 9DE SEPTEMBER

LYS OG MØRKE. KONSTITUTIONSKOMMITTEEN OG DENS INDSTILLING    Fredagen den 9de September 1842 er ikke en uvigtig Dag i
det norske Folks Historie. Den er mærkelig i Europas, i den
hele Kristenheds, i Menneskehedens. Aaret har ikke opviist nogen
betydningsfuldere Forhandling inden alle de lovgivende Forsam-
linger. Det var da Forslaget til Ophævelse af Bestemmelsen i
Norges Grundlovs § 2, der fremdeles forbyder de mosaiske Troes-
bekjendere Adgang til Landet, blev afgjort i dets Storthing; og
Resultatet af denne Dags Forhandlinger indeholder mere end
nogensomhelst anden der afgjort Sag tillige en Angivelse for
Verden, som denne vil lægge Mærke til, af det Kultur- og Ci-
vilisationspunkt, hvorpaa det norske Folk for Nærværende be-
finder sig.
   Det norske Folk? Sagt formeget. Dog er Repræsentationen
dets Blomstkrone, som bærer dets Slægts- og Artsmærker, hvoraf
det kjendes. Men paa den store milliongrenede Busk ere ikke
alle de enkelte Blomster fuldkomne; nogle endog saa vantrevne
og lidet udviklede, at man ikke skulde kjende den igjen paa
dem. Sørgelige Undtagelser selv i Repræsentationens Midte kunne
derfor ikke gjøre Tanken, at intet Folk har et velvilligere Hjerte,
d.IV,b.3,s.373   intet Folk et lysere Hoved, til forfængeligt Selvbedrag. Der kan
være Uaar i Historien, i en Nations Udvikling, Uaar paa Mænd,
paa Beslutninger og sjelelige Bedrivter. Men Taalmodighed! Det
er som naar Busken hviler et Aar, skydende Blade eller skiftende
sine tørre Qviste. I det næste kjende vi den igjen i dens ejen-
dommelige Fylde og Herlighed, feirende ligesom en Høitid for
sin egen Natur.
   Europas Nationer tænke godt om Os, baade formedelst vor
Nationalkarakteers Ry for gammeldags, uddøende Dyder og for-
medelst vor Statsforfatning. De ere ikke uvidende om at Norge,
med Hensyn til denne, har sin Plads fremmest i de konstitu-
tionelle Staters Rækker, nærmest efter de republikanske; og de
af dem, som fortjene Navnet af frie og oplyste, ville ikke und-
lade at bedømme Norges Adkomst til denne Rang efter det paa
hiin Dag, en Menneskealder efter Konstitutionens Indførelse,
Passerede. Dommen vil blive streng. Den vil lyde paa Hen-
viisning til Barbari, paa Uværdighed til en saadan Forfatnings
Besiddelse. Det vil være den offentlige Stemme i Europas meest
civiliserede og frie Lande, som vil fælde den, og i de ufrie ville
alle oplyste, i den vide Verden alle ædle og følende Mennesker
tænke det samme.

   Men det vil være en Uretfærdighed; og forat forebygge den,
udgives i vort eget og et fremmed Sprog dette Skrivt, der er
en Række af Dokumentationer fra det norske Storthings ypper-
ligste (ja uden disse skulde de vel heller ikke være dets ypper-
ligste) Medlemmer, for at hiin Menneskealder ikke er gaaen hen
for Normændene uden Fremskridt i deres politiske Oplysning.
Hiint Forslag, der naturligviis forudsætter en saadan Fremgang,
uden at kunne angive det Punkt, den har naaet, eller mere end
blot haabe den tilstrækkelig, skulde ellers ikke have været frem-
sat, og heller ikke have nydt hverken den Understøttelse, det
fik, eller sin senere Adoption af paa det nærmeste samtlige dets
Talsmænd og Understøttere. I 1814, paa den konstituerende
Rigsforsamling, gave alle Repræsentanter sin Stemme til hiin
Banlysning; 28 Aar efter gave over Halvparten af Repræsen-
tationen sin til dens Ophævelse. Mere kan man ikke forlange
af et Folk, hvis Fleerhed af aktive Borgere endnu ere opdragne
hiinsides Forfatningens Fødselsaar, og som er blevet ængstligt
for sin Konstitution, og har troet at finde Beskyttelse derfor i
d.IV,b.3,s.374   streng Overholdelse af dens Integritet, det Slette med det Gode.
Det er en Fordom, en haardpandet politisk Overtro; men det er
en Nyhed, hiin Majoritet forkynder, at den staaer for Fald. Og
det blev tydeligen sagt under disse Forhandlinger. Repræsen-
tanten Ueland, det opstukne Mærke baade i denne og andre
Sager for Fleerheden af Storthingsbønderne, blev under dem
adspurgt af Forslagets Vedtager, Sorenskriver Sørenssen, om han
virkelig mente, at Grundloven aldrig skulde undergaae nogen For-
andring, og han maatte svare med et nølende Nei, at han ikke
saa kunde mene. Enkelte tør dog nok mene saa for fuldt Alvor,
og at Manden af deres Midte her sagde formeget; men af en-
kelte Blylodder vil ikke Tiden lade sig standse i sin Flugt. Bag-
efter ville disse Folk see, at det har gaaet an, om de end aldrig
faae Øinene op for at det var Følgen af en indre, sjelelig Nød-
vendighed, af den, som styrer den moralske Verdensorden. Det
er denne, Forfædrene kaldte "Skuld", den mægtigste, Guderne
betvingende Norne, hun som var den eneste Fortrolige med Al-
faders Vilje.
   Sagens Udfald er bekjendt: af 94 Medlemmer stemmede 51
for Konstitutionskommitteens Indstilling, der med 5 Stemmer mod
2 gik ud paa at anbefale Forslaget, og 43 imod; og det erholdt
saaledes ikke, paa 11 Stemmer nær, den 2/3 Stemmeflerhed, som
udfordres for Grundlovsforslag. Men at det første Gang ikke
manglede mere, er allerede betydningsfuldt for Fremtiden, som
dog har sin bedste Forjettelse for denne Sag i, at Storthingets
meest udmærkede Navne, næsten uden Undtagelse, findes imellem
de Een og Femti. Dens fremtidige Sejer skulde allerede være
forjettet med dens Talsmands, Sørenssens, og med de Trendes i
Konstitutionskommitteen, Fosses, Hjelms og Riddervolds Navne;
nu, med de Øvriges, som have sluttet sig til Disse, kan denne
Fremtid ikke længer være saa fjern. Det var et af de Nederlag,
som ere Sejre; det var en Sejer uden Roes. Det var en Kamp
imellem Intelligenz og Fordom, Humanitet og Barbari, Lys og
Mørke, hiint svangert med Kristen- og Menneskekjærlighedens
ædleste Varme, sammensat af Nationens meest straalende Navne,
dette kun opvisende faa, det er værd at hefte en beklagende
Erindring ved. Det var en Storthingets Solformørkelse; skarpere
er ikke Solskiven deelt imellem Lys og Mørke under et saadant
partielt Fænomen, end Thinget viste sig ved Stemmegivningen i
d.IV,b.3,s.375   denne Sag. Og hvorledes foregik denne Kamp? Siden der ikke
var Talent mod Talent, var der da Grunde mod Grunde? Der
var dog 6 Præster paa Modpartiets Side -- sex Præster! Nei,
intet bestyrkede mere Forsvaret end Angrebet. Saa slet blev
det ført, saa slet, at Ordet "Debatter" ikke kan bruges om det
Passerede, at Undseelsen var synbar, at det afvexlende vakte
Latter, Medlidenhed, Uvilje, Forbauselse. At en god Sag for-
svares slet, taaler man, fordi Sagen taaler det; men man taaler
ikke, at en slet Sag forsvares slet. Man vil idetmindste have
Talentets Glimmer over den nøgne Usselhed. Man vil jo have
selve Mørkets Geister af en vis Skjønhed. Slet Forsvar for slet
Sag vækker Modbydelighed, fordi man ved oftere givne Exempler
er bleven paa en Maade vant til og har faaet et Krav paa, at
høre den blive forsvaret godt. Men ved denne Leilighed maatte
selve Sagens Forsvarere ogsaa paatage sig Arbeidet, at fremhæve
hvad der burde anføres imod. Modpartiet havde alene forbeholdt
sig deslige Jammerligheder, som f. Ex., at de vare reiste hjemme
fra sine Bygder med sine Nei'er, at Grundloven var bleven given
af saa oplyste og fædrelandssindede Mænd, at man burde blive
staaende ved deres Bestemmelser, at et Folk var Herre i sit
Land som en Mand i sit Huus, hvor han kunde vise eller kaste
hvem han vilde paa Døren, at en Reisende var i Galizien bleven
generet af en Jødes Paatrængenhed o. s. v. Belavet maatte man
nu vel være paa at møde den værste Fiende, Fordommenes tætte
og træge Hær med Klubber i Hænderne, og man fik ogsaa det
Skuespil, at de dermed iblinde sloge hverandre for Panden; men
man forbausedes over ikke at finde en Anfører med et bedre
Vaaben i Spidsen, men kun en Kamp ved at vende Ryggene
imod, et Forsvar ved Massen, og ved at trække sig bag en Vold
af Uimodtagelighed for Grunde. Den graahaarede Bonde, som
først tog Ordet paa Modpartiets Side, var oprigtig nok til at er-
klære dette, at han nemlig var reist hjemmefra med sit Nei, og
den ene af Dissenterne i Kommitteen hentede sine Forholdsregler
der nordfra, fra et af Norges vildeste, mindst oplyste Distrikter,
som vel ogsaa derfor altid har været det uheldigste med sin
Repræsentation. Paa en saadan Viisdom, som hiin Bondes, maatte
naturligviis Konstitutionskommitteens Indstilling, Dokumenterne til
Sagens Oplysning og de forskjellige Taler være spildt Arbeide,
og oprøres maatte man ved at mærke under ethvert af Mod-
d.IV,b.3,s.376   partiets Ord den usleste af alle Grunde: den, at man havde
dømt før man havde hørt.
   Vist er det imidlertid, at saa ikke var Tilfælde med Alle før
de havde hørt til Ende. Selve Forhandlingerne, det Overbe-
visende i Forsvarene, det Usle og Futile i Angrebene, bestemte
ikke alene flere Tvivlende, men forvandlede paa Stedet flere af
de hjemmefra bragte Nei'er, og bevirkede i Gemytter, som dog
besad Imodtagelighed for Grunde og ømmedes ved at fornegte
sit eget Hjerte, en Erkjendelse af Sagens Retfærdighed, som de
endnu ikke havde faaet af dens Dokumentation. Dette er ikke
blevet nogen Hemmelighed, ligesaalidt som det Faktum, at en
syvende Præst, slagen af Blusel over hvor slet den Mening blev
forfegtet, som han var kommen med i Thinget, henreven af sine
bedre Standsbrødres Taler, og dog ikke noksom Tvingherre over
sit Hjerte til at røste imod de Sætninger, han maatte elske, gi-
vende efter for disse Bevægelser i sit Sind, suspenderede sin
Stemme og ilede ud i Voteringens Øjeblik. Flere Repræsentanter
have ikke lagt Dølgsmaal paa, at det gjorde dem ondt, at have
stemmet imod en Sag, hvis Retfærdighed de maatte indrømme
ikke kunde bestrides, men som de kun ønskede yderligere for-
beredet og bedre fattet og antaget af den store Almeenhed. En
af Neierne har offentligen givet en lignende Erklæring, og endnu
En af dem har uopfordret tilstillet Udgiveren heraf en Skrivelse,
med Tilladelse at gjøre den bekjendt, hvori han forsikkrer, at kun
Grunde -- som han dog fortier -- der næste Storthing ikke ville
være tilstede, var Aarsagen til, at ogsaa hans Navn findes imellem
de 43, og at "Ingen kan mere hjertelig ønske og med større
Længsel imødesee Mosaiternes Indlemmelse iblandt os og Deel-
agtiggjørelse i vore Goder". Det er en Bonde. Angeren er
altid oprigtig. Massen af de 43 var ogsaa Bønder. Kun otte af
dem deeltoge i Æren at findes paa den Side, hvor Kristendom,
Humanitet, Intelligents og Talent fandtes. De øvrige have ikke
bidraget til at skaffe sin Klasses Krav paa overtalligen at besætte
Storthingsbænkene Venner i den oplyste Verden.



   Konstitutionskommitteen var ypperligen besat, med Undtagelse af
Repræsentanterne Gaardbrugerne Guddal fra Nordre Bergenhuus
Amt og Nødbek fra Lister og Mandals Amt, hvilke begge, alene
d.IV,b.3,s.377   fordi de første Gang vare Repræsentanter, ikke burde været
Medlemmer af denne vigtigste Storthingskommittee. Ventede man,
at de, af beskedne Hensyn, om ikke til nogen anden Mangel end
denne, eller af Ærbødighed for en Fosses, en Hjelms, en Ridder-
volds
Patriotisme og bedre Skjønnende skulde underordne sin
Mening deres, da tog man Feil af disse to Undtagelser fra den
Beskedenhed, som især klæder den aandige Armod saa vel.
Om Guddal er der sagt, at han virkelig troede, at Jøderne dyr-
kede Billeder; men det kan blot være en øjeblikkelig Forglemmelse
af sin Børnelærdom hos denne Lovgiver. Længe stod han alene
imod Konstitutionskommitteens øvrige sex Medlemmer; men under
dens endelige Forhandlinger viste det sig i Navnene Guddal &
Nødbek
contra Foss, Hjelm, Riddervold, Bjørnsen og Koren, at
Lige havde søgt Lige, at der inden Kommitteen, ligesom ved che-
miske Bundfældninger og Amalgamationer, var foregaaet en Af-
sondring efter det Eensartede. Man saae i Kommitteen i det Mindre
hvad der i det Større foregik i Storthinget. Men for et lettere
Kjøb besidder ikke et Folk en fri Forfatning, end at det ofte
maae see sig i det Enkelte slet repræsenteret. Værre er det, at
selve Storthinget er af Ubekjendtskab udsat for at tage Feil
af sine Folk og at give Personer en direktere Indflydelse
paa Lovgivningen, hvis højeste Opgave det maatte være, i sine
Hjembygder at leve de bestaaende Love saa efterretteligen som
muligt. Og saaledes vare da hine to nye Repræsentanter slum-
pede ind i Konstitutionskommitteen, hvor de udrettede alt hvad
de kunde, og det var, ikke at deducere nogen Modargumentation,
men at gjøre saameget, at dens Indstilling ikke blev eenstemmig.
Dens Lyspartier erholdt en Slagskygge, Kommitteens øvrige Per-
sonligheder en Modsætning i disse to dunkle Figurer, som frem-
hævede dem endnu mere. Sandheden kunde kun vinde ved at
Fordommen havde sine Repræsentanter, stumme, ubevægelige
som den. En Æressag maatte det have været, i en saa for-
tvivlet Stilling dog at vove et Forsvar; og det skulde have gjort
dem daddelfrie, om det endog kun havde bestaaet i en Gjentagelse
af de saa ofte hørte Kræmmerængstelser; men Kommitteindstil-
lingen indeholder ingen Anførelse af Grunde fra de To, og Troen
paa Konstituenternes Ufeilbarhed kan dog vel ikke her frigjøre,
eller fortjene Navn af Forsvar. Det var en Protest som Stenens
imod at flyttes. En kaotisk Forverden bringer sig endnu i Er-
d.IV,b.3,s.378   indring ved disse over Marken enkeltspredte Klippemasser. De
ere dens Repræsentanter midt inde i Kulturens Enemærker. Saa-
ledes er det Gamledages Fordom repræsenteres langt inde i ly-
sere Tider, af enkelte Protesterende, af disse korte Nei'er, haarde,
ubevægelige som hine Forverdenens efterglemte Stene.
   Imod disse Tvende stode da Mændene Foss, Hjelm, Ridder-
vold, Bjørnsen
og Koren -- de Første gamle Navne i Storthingenes
Historie, den Sidste første Gang paa dette Repræsentant. Men der
var ogsaa noget Interessant ved denne unge, tilbageholdende, men-
neskevenlige, i sin Egn saa afholdte Mand. I flere Aar nemlig
Kapellan hos gamle Niels Hertzberg, Mosaiternes varme Talsmand,
har han succederet den Salige som Sognepræst til Kingservig i
Hardanger, og i denne Sag opført sig som om han handlede paa
sin forrige Principals Vegne, som om den Gamles Skygge havde
mødt. Han talte ikke, men han fortjener denne Omtale, da Ingen
bør forbigaaes i denne Fremstilling, som personligen har havt
nogen Andeel i Sagen, i Talerne eller i Indstillingen. Hans Navn
findes ved denne som Kommitteens Sekretær.

   Skrev jeg ikke dette ogsaa for Udlandet, at det ikke skal mis-
dømme Repræsentationen, vilde det være overflødigt at fremstille
for Landsmænd i Ordenes mangelfulde Træk de tre Førstnævntes
udmærkede Personligheder. Det er den Sags Støtte, de have
forherliget med sine Navne, at de kjendes og elskes af dem alle.
Deres Profiler, saa ofte seete i Afbildninger, ere kjendte i Lan-
dets Fjerner, deres Navne hilses ved enhver patriotisk Leilighed,
der kalder Normænd tilsammen. Men de og de øvrige Mænd af
den 9de September have erhvervet sig Krav paa Andres end blot
deres Folks Interesse. Man maa kjende dem, see og høre dem.

   Paa ingen Landsmand dvæle Normændenes Øjne med det Behag
som paa Artillerikapitain Herman Foss, Repræsentant fra Bergen
paa Storthingene 1827 og 28, fra Moss i 1830, og sidenefter uaf-
brudt fra Kristiania. Somoftest er han Odelsthingets Præsident.
Han er Folkets Mand i egentlig Bemærkelse, og det fordi han
er bleven det ved ikke at smigre det. Han er Thingets Ridder
uden Frygt og uden Daddel, Oppositionens Hjerte og Samvittighed.
Den humaneste og mildeste Karakteer gav ham fra først af Plads
i dets Centrum, om man vil forstaa denne Benævnelse hos Os,
hvor en "Venstre" og "Høire" ikke, som i andre Nationalforsam-
linger, ere tydeligen adskilte som Ørnens Vinger, men ligge uud-
d.IV,b.3,s.379   viklede sammen som Ungens i Ægget. Men fra dette Centrum
gik han ud; hvert Storthing forøgede hans Dygtighed og hans
Popularitet; og nu siden 1836 danner han Middel- ikke Yder-
punktet i den Fraktion af Thinget, som, om dets Medlemmer
ordnede sig efter Meninger, vilde blive dets "Venstre". Demo-
kratiet kjender hans Uafhængighed, og roser sig ikke i sit Hjerte,
hvor Foss, ved Kniberier, og især hvor det angaaer Statens Selv-
stændighed og Majestæt, ikke har været med. Aldrig er han det,
og da mindst. Næst Sørenssen er han maaskee Thingets bedste
Taler. Hans Foredrag er, til Indhold og Materie, vægtigt, fuldt-
tonende, transparentklart, opvakt uden dog at være spillende, lyst
uden at være glimrende, uagtet en vis Fremstøden ustandset
strømmende, som den dybe, ikke skummende, Bæk. Med bevidst
Overblik følger det altid Sagen selv, udtømmende uden at ud-
brede sig eller tage Vindfang under og at stige i Høiden. Hans
Organ giver det en egen Eftertrykkelighed, der stemmer saavel
med dets altid ordnede Indhold. Sjeldnere, end man skulde tro,
stikker dog Digteren -- thi Foss er en Mand med "Schwert und
Leyer" -- frem deraf. Han undgaaer det med Flid for Skrøbelig-
hedens Skyld, der har Mistillid til poetisk Foredrag, som om æsthe-
tisk Skjønhed var Sandhedens Sminke og ikke dens naturlige Aasyn.
Dog ved Spørgsmaal, der angaae Nationalæren, bliver hans Tale
belivet og varm, Eftertrykket endnu stærkere, fuldt af hiin Stød-
takt. Da kan man være vis paa, at den ikke store, men vel-
byggede, Mand med det aabne, franke, ridderlige Aasyn reiser
sig. Han lægger Hænderne paa Skranken . . "Kapitain Foss har
Ordet" . . og en Tale høres, klar, logisk, overbevisende, somom
den tonede direkte ud af den høithvalte, overordentlig smukke
Pande. Dog taber den ikke ved at gaae igjennem hans, selv med
en liden Læspen, tydelige og mandige Organ.
   Foss har ført en Atheniensers Liv i Republikens gode Dage,
deelt imellem Literaturen og Politiken i Folkeforsamlingen. Man
skylder ham som Medforfatter en Bergens Beskrivelse, et vid-
løftigt Værk af Lærdom, Flid og Talent, som mangen rigere Li-
teratur fattes Sidestykke til, og hans poetiske Gaver har ikke
blot viist sig i vellykkede Oversættelser, f. Ex. af Frithjofs Saga,
men ogsaa i egne Frembringelser. Hans Batteri ruller frem
under hans Artillerisang, Alle stolte og begeistrede over, at
Herman Foss, Nationens Yndling, er deres Chef og Kammerat.
d.IV,b.3,s.380   Udenfor Tjenesten, naar Folket ikke har kaldet ham tilthinge,
har Regjering og Kommune havt mangesidigt Brug for denne
Mand, hvis Arbeidsomhed er ligesaa ualmindelig som hans Evner;
og derfor har vel ogsaa Lyren maattet hænge mere paa Væggen,
end den ellers vilde have gjort. Et mærkeligt Træk af denne
samvittighedsfulde Arbeidsomhed og udholdende Dygtighed an-
føres i Expeditionssekretær Fougstads Skrift om Storthinget i 1836,
hvor det hedder: "Til det overordentlige Storthings vigtigste Be-
slutninger hører den, der sikkert vil bevirke vort Koffardiflags
frie Brug paa alle Have og i alle Havne. Det er bekjendt, at
Indstillingen er et Natarbeide af Kapitain Foss. Efterat have bi-
vaanet en lang Storthingssession til Kl. 8 om Aftenen, satte han
sig i Storthingets Sekretariat for at skrive denne Indstilling, og
man fandt ham ved Arbeidet den følgende Morgen, hvor han
atter indtog sin Plads som Repræsentant i Thinget". Udgiveren
skrev dengang disse, "Natten imellem den 21de og 22de Januar
1837" daterede, Linjer:
"Til Herman Foss.

           Nu hvil Dig, Borger! Det er fortjent.
           Nu løst er Flagget. Dit Værk er endt.
           Ak, Norge eier ei Laurbærskov!
           Derinde, vilde jeg, at Du sov.



           Dens søde Mørke den Natterad
           dog ei betalte, Du vaagen sad.
           Dens Frugt ei læsked med nok Behag
           den Mund, hvis Aande slog ud vort Flag.



           Dens Blades Glimmer, mens Duggen ved
           sin egen Vægtighed skjalv og gled,
           kun minded mat om hvor tidt og tæt
           de Stjerner faldt mens Du skrev Dig træt.



           Dens Vellugt skulde dog aande ind
           en qvægsom Drøm i dit trætte Sind.
           Og hvis mit Hjerte for haardt ei slog,
           at drømme der jeg til det dig drog.



           Nu har du levet en virksom Dag:
           en Dag af Nætter. Befriede Flag
           er Aftenrøden, som den har endt.
           Nu hvil Dig, Borger! Det er fortjent".

d.IV,b.3,s.381      Men dette er ikke den eneste Gang Foss har ydet et saadant
Sujet. Gad man staae op ved første Hanegal, mellem Midnat og
Morgen, og liste sig henunder hans Vinduer, vilde man ofte i
Storthingstiden kunne træffe ham ved Natlampen, tvingende Søvnen
med Kaffe, holdende Geisten vaagen med Anstrengelsernes Over-
incitation, med Arbeidets Paahvilende. Det maa være færdigt og
endnu engang overvejet og gjennemseet til han gaaer i Thinget.
Det ligger da i Portefeuillen, han bærer under Armen.

   Det andet Medlem af Konstitutionskommitteen, Indstillingens
Forfatter Højesteretsadvokat Hjelm, er endnu navnkundigere i
Norge end Foss. Det er det Navn Menigmand letter paa Hatten
for, og som forekommer ham som et Løsen til at raabe Hurra.
Han har uløseligen kombineret det med 17de Mai, og han ima-
ginerer sig i "Jonas Anton Hjelm" en Slags Løve med tolv Mands
Vid liggende foran Grundloven halv indsvøbt i Nationalflagets
røde Folder. Hjelm har ogsaa forsvaret det som en Løve. Der
har idetmindste været en Leopards Murren i hans snarrende
Stemme, naar han har anstrengt den for Nationalæren og de
unionelle Krav. Paa disse Anliggender har han kastet sig med
hele sin Sjels Fyrighed. Hjelm er vore Storthings interessanteste
Personlighed, og visseligen det største Geni, som har viist sig
inden dem. Han er Oppositionens Hoved; men det er for stort
for saa liden en Krop. En Revolution vilde være hans Element.
Han er en revolutionær Karakteer. I hvilkensomhelst National-
forsamling vilde han være en Stjerne, glimrende yderst paa Ven-
strens Spidse. I Frankrig vilde han have, i den første konsti-
tuerende Forsamling, staaet Mirabeau, i England Fox ved Siden.
Naturen synes at have glemt Næse og Mund, saa smaa ere
de, under Bestræbelserne for at organisere hans Hoveds Indre
des fuldkomnere. Men Geniet tindrer ud af hans smaa pariser-
brune Øine ligesom hans kortbørstede graa Haar synes strittende
reiste af dets Elektricitet, og et velvilligt Smiil ligger skinnende
over de runde Kinder, saa man ikke har let forat finde Sporet
af de Sindslidelser, som man veed denne fyrige Sjel har havt at
føle. Thi hans Skjebne har ikke staaet i Overeensstemmelse
med hans Evner. Indviklet i en politisk Trykkefrihedsproces
nogle Aar efter Foreningen, faldt han i Unaade, berøvedes Re-
gjeringsadvokaturet, og den ministerielle Karriere, som ikke usand-
synlig havde aabnet sig for ham, lukkedes. Han trak sig tilbage
d.IV,b.3,s.382   til Gaarden Alby i Nærheden af Moss; men saa glimrende hans
Advokatur havde været, havde det dog ikke levnet ham saa-
meget tilbage, at en Mand, der i sin Økonomi ledes saameget
af geniale Smagshensyn, i Længden kunde undvære denne Leve-
vei. Hans Tilbagekomst til Kristiania betegnedes af Udgivelsen
af et Maanedsskrift for Literaturen og af et af en afdød Ven
forfattet Skrivt om Unionsstater; men man har Grund til at be-
klage, at en for Literaturen, og navnlig for Kritiken, saa skabt
og udrustet Mand ikke giver sig mere af med den. Men Embeds-
og Storthingsforretninger optage hans Tid, og hans Dygtighed til
at arbeide, der endog overgaaer Fosses, overbelæssedes ligesom
dennes, endskjøndt Hjelm veed at tage sig det mageligere. Han
har været Repræsentant fra Smaalehnenes Amt i Aarene 1830, 33,
36, 37 og 42. I 1839 undskyldte han sig med en Døvhed; men
denne Gang toges den ikke for god, og nu flytter han sig i
Thinget i Nærheden af den Talende, og replicerer fra det Sted
han da sidder paa. Ved hans Foredrag hefter en komisk peren-
nerende Hæshed, saa dets Rækker af den fineste Logik og Dia-
lektik tage sig ud som Diamantkjæder og gyldent Filegranarbeide
under graa Spindelvæve. Deri, i Dialektiken, har han sin uop-
naaelige Styrke. Det gaaer til Volteslaaen. Stundom fristes han
af sin Overlegenhed deri til at bruge den, somom Midlet var
ham ligegyldigt, til en speciel Hensigts Opnaaelse, men som dog
aldrig staaer i Strid med de liberale Grundsætninger og de fædre-
landske Interesser hans hele Sjæl hvidgløder for. Den hvidgløder;
saaledes har endnu ingen Normand kjæmpet for Landets Ære
og politiske Ret som Hjelm. Fosses Nationalfølelse rødgløder;
Dens, vi komme til, driver det kun til at det Sorte bliver varmt,
men ikke rødt.
   Det er til Provst Riddervold, 8 Gange Storthingsmand fra Fre-
derikshald. Han er Storthingets Bevidsthed, dets personificerede
Fornuft, uafhængig indtil Isoleren, og dog er det ham, man lader
gribe Styret i vanskelige Omstændigheder, som Lodsen griber
Skibets. Da, naar Debatterne have forvildet sig, Amendementerne
ophobet sig, naar Sagen synes tabt i en Turv af Forviklinger, da
synes han, som Minervas Fugl i Tusmørket, at see klarest, som
den kloge Spindel at finde lettest frem gjennem Traadene. Han
deler derfor Storthingets Præsidentskab med Sørenssen, der kom-
mer ham nærmest i det vanskelige Hverv, at kunne styre For-
d.IV,b.3,s.383   handlingerne. Selv aldrig forvildende sig, synes deres Forvikling
at være det Element, hvori hans Aand bevæger sig fyrigst, ud-
spændende friest sine Fibrer. Dette Skarpsindets kombinerende
Overblik, denne urokkelige Besindighed gjør ham til Storthingets
mest imponerende Personlighed. Ingen er elsket som Foss, Ingen
beundret som Hjelm, men Ingen anseet som Riddervold. Sørenssen
har 3/4 eller mere af alt dette, og saaledes dog den stærke Hyl-
delsens Tribut. Et alvorligt Ansigt, en høj majestætisk Figur,
klare skarpe Øine, det lidenskabsløse Foredrag, saa tørt og ma-
thematisk nøiagtigt gjengivende hans Tankegang, som om det var
en chladnisk Lydafspeiling i Sand af Bevægelserne indenfor hans
Pande -- alt dette giver tilsammen et fortræffeligt Udtryk af
denne praktiske Tænkers Sjel. Kunde jeg tænke mig dem syn-
bare, vilde jeg tænke mig dens Organer ordnede saa harmoniskt
og strengt korrekt som Cellerne i en Citron. Den sorte præste-
lige Kalot klæder et saadant Hoved godt. Dog vil jeg ikke tænke
paa Sixtus, paa Ignatius eller de berømte politiske Kardinaler,
men Minerva, Datteren af Zeuses Hjerne, burde have havt saa-
danne Præster.
   I Modsætning til hine to Bønder tællede Konstitutionskommit-
teen en, som bedre vidste at hævde Standens Navn for politisk
Oplysning. Det var Ole Bjørnsen, Kirkesanger i Hvidesø i Telle-
marken, men en Præst i sin Oplysning og i sin Tænkemaade,
Digteren Zetlitzes feirede Ven, fra hvis eget lyse Hoved og ædle
Hjerte mangen Folkesang er udstrømmet i hans Hjemdale. Han
har paa de 6 Storthing, han har været Repræsentant siden 1815,
altid været at finde imellem de uafhængige Moderate, og naar
hans Røst, dyb som en Kirkeklokkes, har lydt, har det altid været
for en Sag, som har gjort hans Humanitet Ære. Vi ville altsaa
træffe ham igjen mellem Talerne for Jødesagen. Der mere. Thi,
som yttret, Ingen af Mændene af 9de September, som personligen
have havt Andeel i Sagen, i Indstillingen eller som Talere, bør
forbigaaes hvor Hensigten er at give Verden en fuldstændig Af-
bildning af det Passerede. --

   Indstillingen, der var overdraget Hjelm at udarbeide, kunde
hverken med Hensyn til Skarpsindighed og stilistisk Færdighed
eller til Interesse for Sagen været given i bedre Hænder. Den
var anbetroet en Arbeidsdygtighed, rastløs som Saugens under
den styrtende Fos, en Pen, skarp og fiin som en anatomisk Skalpel.
d.IV,b.3,s.384   Men ogsaa Indstillingerne i to andre betydelige Sager vare sam-
tidigen blevne lagte paa hans Skuldre, og en Sygdom slog sig til i
den sidste Tid, saa hans Arbeide i denne Sag blev saa seent
færdigt, at Kommitteen endog ikke fik Tid til at lade alt hvad
han havde skrevet trykke. Dog udgjør Indstillingen fulde 17 tæt-
trykte Sider i stor Folio, hvoraf dog Dokumentationen optager
en stor Deel. Men klart er det, at det ikke kunde gavne Sagen,
at Indstilling og Afgjørelse, formedelst Storthingets nær anstun-
dende Opløsning, fulgte saa nær paa hinanden, at dets Med-
lemmer ikke fik Tid til at gjøre sig bekjendt med den før den i
Afgjørelsens Time oplæstes af Præsidenten. Denne Mislighed gav
Anledning til nogle vidtløftige Debatter før Referatet af Indstil-
lingen, som tog Tid og Kræfter bort fra selve Sagen, og hvilke,
om man vil forstaae dem, Indstillingen her maa forudskikkes, dog
med Udeladelse af det meer Overflødige i Dokumentationen.
   Altsaa -- lad os tænke os, at vi først have gjort os bekjendte
med Indstillingen før vi sætte os tilbage til den 9de Septbr., og
imaginere os, at vi om Morgenen Kl. 9 ile afsted for at være
Vidner til Lysets og Mørkets Kamp i det norske Storthing. Siden
skulle vi see og høre den, saa godt det lader sig gjøre for mig
med Pen og Blæk.

"KONSTITUTIONS-KOMMITEENS INDSTILLING
ANGAAENDE
FORSLAGET OM OPHÆVELSE AF SIDSTE PASSUS
I GRUNDLOVENS § 2. (MED UDELADELSE AF ENKELTE SPECIELLERE REFERATER
AF DOKUMENTERNES INDHOLD).

  
P
aa 9de ordentlige Storthing har Repræsentanten, Sorenskriver Sørenssen,
fremsat et af ham som eget vedtaget Forslag fra nuværende Bureauchef og
Rigsarchivar, Henrik Wergeland, af saadant Indhold:
            "Sidste Passus i Grundlovens § 2, saalydende: "Jøder ere fremdeles
            udelukkede fra Adgang til Riget", udgaaer".
Dette Forslag med dets Motiver har, ifølge Storthingets Beslutning af
28de Juni 1839, under Præsidentens Haand, overeensstemmende med Grundlovens
d.IV,b.3,s.385   § 112, været ved Trykken kundgjort, tilligemed de øvrige paa 9de ordentlige
Storthing fremsatte Forslag til Forandringer i Grundloven. Af de til samtlige
Repræsentanter uddeelte Aftryk vil det sees, at der ved Kundgjørelsen ikke
befindes nogen saadan Mangel, som gjør den uovereensstemmende med For-
slaget. Dette er, tilligemed de øvrige paa 9de ordentlige Storthing fremsatte
Forslag til Forandring i Grundloven tilstillet undertegnede Kommittee til
Indstilling.
Motiverne for samme ere af Forfatteren udførlig udviklede, og Kom-
mitteen anseer det overflødigt her at gjentage eller extrahere Samme.
Proponenten har erklæret, med Forslaget at tilsigte, at Jødernes Eman-
cipation i Norge maatte være fuldstændig. Indskrænkning i nogensomhelst
Henseende, saaledes som til visse Steder eller Erhvervsgrene, er efter hans
Formening altid en Tilsidesættelse, der føles som en Uretfærdighed, og har
alle dennes ulykkelige og bittre Følger for begge Parter.
Foruden til de i selve Forslaget udviklede Motiver, tillader Kommitteen
sig at henvise til et særskilt Skrift i Anledning af Samme: "Indlæg i Jøde-
sagen
", hvoraf Proponenten har tilstillet ethvert af Storthingets Medlemmer
et Exemplar. -- -- --
Efterat Sagen var Kommitteen tilstillet til Behandling, har den Tid efter
anden modtaget følgende yderligere Oplysninger igjennem Proponenten, deels
umiddelbar fra ham, deels fra Andre igjennem Storthingets Præsidentskab.
A.
I det svenske Sprog:
1. Bekræftet Afskrift af det kgl. Svenske Kommerce-Kollegii Skrivelse
      til Hs. Kgl. Majestæt, angaaende fornyet Reglement for de i Riget
      bosatte Jøder, dateret Stockholm den 10 April 1837.
2. Bekræftet Afskrift af en Skrivelse fra Stockholms Stads Politi-
      kollegium (formeentlig) til Over-Statholderen, Magistraten og Bri-
      gadechefen for Borgerskabets Kavalleri- og Infanteri-Korpser, dateret
      10de Mai 1808 -- efter en i Stockholms mosaiske Menigheds Arkiv
      forvaret bekræftet Afskrift, -- angaaende et fra de i Stockholm
      værende Handlende af den "Jødiske Nation" indgivet Andragende
      om at maatte, i Anledning af udbrudte Krigsuroligheder, da Stadens
      Borgerskab var opfordret til militær Tjeneste, blive indrullerede i
      Borgerskabets Kompagnier, for at opfylde de Pligter, der paaligge
      dem lige med Rigets øvrige troe Undersaatter. Tilbudet, uagtet
      erkjendt for et altid hædrende Beviis paa Hengivenhed for Konge
      og Fædreneland og paa en Tænkemaade, som Nationen ved flere Lei-
      ligheder har yttret, -- tilraadtes ikke modtaget, fordi Borgerskabets
      Indrullering allerede var sluttet og Antallet tilstrækkelig til det for-
      nødne Vagthold; dog at Nationen ei derved betoges Adgang til, i
      Forhold til sin Evne, ved Sammenskud at medvirke til Lettelse af
      Borgerskabets, ved Mandskabets Beklædning og i andre Maader, saa
      længe Vagtholdet varer, forøgede Udgifter.
3. Et Bidrag til "Nyaste Freya", dateret den 12 Aug. 1841, indeholdende
      nogle Ord, foranledigede ved en Opsats i Nyaste Freya No. 77 betitlet:
      et Ord om Jødedommen, i Anledning af Indsenderen H. i Freya
      No. 751.
d.IV,b.3,s.386   4. En Skrivelse fra den Norske og Svenske Minister i Haag, Hochschild
      til H. Wergeland af 25de Mai 1842, angaaende Jøderne i Amsterdam
      og Haag, hvorom mere nedenfor.
B.
I det hollandske Sprog, med franske og norske Oversættelser:
5 -- 10. 6 Skrivelser2 til Advokat, Ridder af den hollandske Løveorden,
      Lipmann (Israelit), de 4 første daterede fra Haag l9de, 20de, 21de
      og 23de April d.A. fra Finantsministeren Hochhuisen, Justitsminister
      van Hall, Krigsminister List, den 5te, dateret Breda den 23de April
      fra Antwerpens Citadels tapre Forsvarer General Chassé, den 6te
      dateret Amsterdam den 26de April fra Statsraad, Præsident i Amster-
      dams Arrondissements-Tribunal, M. C. van Hall, hvori de i det Væsent-
      lige eenstemmigen bevidne, at, efterat Israeliterne i en Tid af 47 Aar
      have været deelagtige i alle nederlandske Statsborgeres Rettigheder
      og Pligter, har dette ledet til de gunstigste Resultater. Den neder-
      landske Stat, -- yttrer Ministeren for det Indre derhos, -- har aldrig
   3
  
d.IV,b.3,s.387         havt mindste Anledning til at angre denne Reform, uagtet særegne
      Omstændigheder have foraarsaget, at Massen endnu staaer tilbage i
      Civilisation. De have viist sig som tro og retsindede Borgere og især
      udmærket sig i den Tidspunct, da Landet befandt sig i en vanskelig
      Stilling, siger Finantsministeren, og Statsministeren giver dem det Vidnes-
      byrd, at de have lagt Fædrenelandskjærlighed og Borgersind for Dagen
      paa en Maade, der gjør deres Forstand og Hjerte Ære, samt at de ere
      i Fædrenelandet erkjendte som gode Borgere og som saadanne agtede
      af Regjeringen; Krigsministeren yttrer, at de opfylde deres militære
      Pligter ved Nationalmilitsen med samme Troskab som Kongerigets andre
      Indbyggere, og desuden oftere ere frivillig engagerede, saa at der af dem
      befinder sig mange Officerer, Underofficerer og Soldater i aktiv Tjeneste
      i Armeens forskjellige Korpser, og at de stedse have opført sig roesvær-
      digt m. v. General Chassé bevidner at have havt et stort Antal af
      Israeliter under sin Commando i 2 Aar i Antwerpens Citadel, hvor de
      have givet Prøver paa Mod, Troskab, Disciplin og Udholdenhed. Som
      Mand af Ære forsikkrer han, at, dersom han endnu engang skulde gaae
      i Krig, vilde han prise sig lykkelig ved at have Tusinder af disse brave
      Soldater at kommandere.
            Statsraad M. C. van Hall, Justitsministerens Fader, der ligesom de
      øvrige har yttret sig om de heldige Virkninger af den for henved 50 Aar
      siden foregaaede Reform i Jødernes Stilling, erklærer, at han mod Enden
      af det forrige Aarhundrede var anbetroet Rets og Politiets Haandhævelse
      i Amsterdam, og havde da overflødig Leilighed til at kjende Israeliterne
      som fredelige, Lovene og Øvrigheden lydige Folk. Han var ofte i den
      Nødvendighed at beskytte dem mod sig kaldende Christnes Had, Foragt
      og Fordomme, men havde aldrig Anledning til at tage nogen Forholds-
      regel mod dem selv. Hans senere Erfaring i andre Forholde og i Sær-
      deleshed som Præsident i Hovedstadens Tribunal har paanyt stadfæstet
      dette, især efter at de mindre dannede Jøder ere ved deres Troes-
      brødres Foranstaltning sikkrede en mere regelmæssig og mere virksom
      religiøs, moralsk og intellektuel Underviisning.
            Ved at indsende disse Dokumenter med Skrivelse til Sorenskriver
      Sørenssen af 19de Mai dette Aar har Proponenten ladet følge:
11. En Skrivelse til ham fra fornævnte Advokat Lipmann, dateret 3die Mai
      dette Aar. I denne Skrivelse karakteriseres General Chassé som de
      Nederlandske Krigeres og M. C. van Hall som deres Øvrighedspersoners
      Nestor, samt denne som dybsindig Lovkyndig, stor Literatus og ind-
      tagende den største Rang blandt Landets Lærde; -- begge endnu i
      levende Live nydende den Udødelighed, som de ere opstegne til paa
      modsatte Veie. -- Derhos tillægger Advokat Lipmann, at de anførte
      Dokumenter ville indeholde fuldkommen Gjendrivelse af de Kalumnier,
      der indeholdes i Konsul Egidius's Beretning, hvis Værd ellers kan skjøn-
      nes deraf, at der gjentaget citeres et Skrift af Dr. Fabius, uagtet denne
      høiligen roser Jøderne i Amsterdam, især fordi de have gjort store
      Offere til Bedste for de Fattige.
            I Forbindelse hermed har Proponenten endvidere indsendt:
12. en senere Skrivelse fra Advokat Lipmann af 21de Mai dette Aar, hvori
      han anker over, at Hr. Egidius ikke har bygget sin Beretning paa noget-
      somhelst Beviis, men troer, at hans Autoritet alene skal være tilstrække-
d.IV,b.3,s.388         lig og beklager sig over hans Upaalidelighed, idet Dr. Fabius Vidnes-
      byrd paaberaabes. Med dette sender han
13. En Erklæring fra Dr. Fabius selv, der gaaer ud paa, at han med
      Forbauselse har erfaret, at man har paaberaabt sig hans Frem-
      stilling af de kirkelige og municipale Forhold i Amsterdam, som
      stillende hans Medborgere af den Israelitiske Kultus i et ufordeel-
      agtigt Lys; men at Intet er mere fjernt enten fra ham eller fra hans
      Ord. Tvertimod har han ladet deres vedholdende og nidkjære Bestræ-
      belser for at lindre Fattiges og Lidendes Skjæbne vederfares Ret-
      færdighed, og til den Ende sammenlignet deres Indretninger med
      andre religiøse Samfunds, hvoraf Resultatet paa ingen Maade er
      ugunstigt for dem; at hans Hensigt ikke har været Bedømmelse af
      den politiske Emancipations Resultater, hvilke han aldrig tvivlede
      om vare heldbringende, og kunde ikke formode det muligt, at man
      paa saadan Maade kunde misbruge hans Bemærkninger.
            Det ovenfor anførte Brev fra Minister Hochschild, i det svenske
      Sprog, (No. 4) er ligeledes foranlediget ved den omhandlede Beret-
      ning fra Konsul Egidius, og gaaer ud paa, at Ministeren ikke under
      sit korte Ophold i Holland har havt Anledning til at søge nærmere
      Oplysning om det moralske Standpunkt, hvorpaa Jøderne befinde
      sig, og han har kun ganske kort opholdt sig i Amsterdam; men det
      forekommer ham som Konsulens Yttringer om dem maa være bygget
      paa særegne mødte Ubehageligheder, og ikke at burde tjene til
      nogen Rettesnor med Hensyn til Lovbestemmelser angaaende denne
      Nation. I Haag er Detaljhandelen saavelsom Bank- og Penge-
      Operationerne for største Delen i deres Hænder, men Ministeren har
      aldrig hørt Klage over dem; tvertimod ere de anseete for sikkre og
      prompte i Pengeanliggender, fordi de ved indtræffende Uheld altid
      ere beredvillige til indbyrdes at hjælpe hverandre. -- Kommitteen har
      forøvrigt ikke kunnet erholde nærmere Kundskab om Indholden af
      den saaledes for utroværdig erklærede Konsul Egidius's Beretning,
      da Sorenskriver Sørenssen, hvem Konsulen skal have meddelt den,
      har erklæret, at han efter den indskrænkede Betingelse i Henseende
      til dens Afbenyttelse, hvorunder Consulen har tilstillet ham den,
      ikke anseer sig berettiget til dens Meddelelse, og kun Misbrug af
      privat Udlaan af Samme til Hr. Bureauchef Wergeland er Anled-
      ning til, at den mod hans Villie er benyttet til Erhvervelse af de
      anførte Erklæringer mod den.
C.
I det tydske Sprog:
            Efter Storthingets Beslutning af 11te Mai dette Aar er Kom-
      mitteen tilstillet til Afbenyttelse:
14. En Skrivelse til Storthinget, undertegnet Cand chir. H. Reichenbach,
      dateret Altona 22de April dette Aar, hvorved han finder seg for-
      anlediget til at hæve sin advarende Stemme og sender til den Ende:
15. 3 Exemplarer af et trykt (tydsk) Skrift under Titel, saaledes over-
      sat: "Beviis af den jødiske Religion, at Jøderne ikke kunne emanci-
      peres i de kristelige Stater, naar de Christne ikke derved ville gjøre
      sig dem skatskyldige og underdanige, fremkaldt ved Hr. Dr. Stein-
      heims Meditationer, af H. Reichenbach, Cand. chir."
d.IV,b.3,s.389   16. Ved Skrivelse af 9de Juni sidstleden med Bilag, en af Studiosus
      phililogiæ Autenrieth, der af Wergeland anføres at være fød tydsk og
      Lærer i sit Modersmaal, meddeelt Bedømmelse af det Reichenbachske
      Skrift, der gaaer ud paa, at det indeholder 25 grammatikalske Feil og
      langt talrigere stilistiske Synder og Feil mod Periodebygningens Love,
      samt at Indholdet svarer til Sproget. Forøvrigt anføres, at ved Cand.
      chirurgiæ forstaaes kun "Feltskjærerelev eller Barbeersvend, der har
      faaet kongelig Tilladelse til at besøge de chirurgiske Forelæsninger ved
      Universitetet."
            I en af Bureauchef Wergeland foranlediget Bedømmelse over Skrif-
      tet ved Overlærer Musæus, indført i Bladet Granskeren af 19de Juni
      d.A. (5. Hæfte No. 37 -- 38) kaldes det et Miskmask af de blandt den
      raaeste Pøbel herskende Fordomme mod Tilhængere af den mosaiske
      Troesbekjendelse, som fornuftigviis ikke kan antages at vilde have Ind-
      flydelse paa oplyst Mands Omdømme om dette Religions Samfunds
      Medlemmer.
            Kommitteens Mening om Skriftet afviger ikke meget fra de anførte.
      Det kunde formeentlig ikke ligge indenfor Grændserne af dens Pligt
      at foranstalte det for Storthinget oversat, som blot til Afbenyttelse den
      tilstillet, i Særdeleshed naar det finder det at være af den nævnte
      Beskaffenhed. Men denne umiskjendelige Beskaffenhed gjør det ufor-
      nødent længere at opholde sig ved dette Skrifts Indhold.
            Repræsentanten Biskop v. d. Lippe har ved Skrivelse af 16de Juni
      d. A. indsendt til Storthinget:
17. En Forestilling, undertegnet 36 Handelsmænd i Kristianssand, grundet
      paa at denne Byes Handlende, da der ikke gives nogen Handelskom-
      mittee, ikke have havt Anledning til at udtale sig om "Forslaget, der
      gaaer ud paa, at Jøder skulle tilstædes Adgang til at bosætte sig i
      Norge."
            Efter Opfordring af Sorenskriver Sørenssen har Kommitteen erhvervet
18 -- 21. Betænkninger over Forslaget fra Børs- og Handelskommitteerne i
      Kristiania, Trondhjem, Bergen og Drammen. Disse Betænkninger ere
      trykte og uddeelte til samtlige Repræsentanter.
            De gaae samtlige, saavelsom den ovenmeldte Forestilling fra endeel
      af Kristianssands Handelsmænd ud paa, at det maa ansees skadeligt at
      indrømme Jøderne Adgang til Riget. 2de Medlemmer af Drammens Børs-
      og Handelskommittee have gjort Undtagelse herfra, og erklæret sig for
      Forslaget.
            Blandt de ved Grl. § 112 bestemte Betingelser for Antagelsen af
      hvilketsomhelst Forslag til Forandring i Grundlovsbestemmelser er den,
      at Forandringen ikke maa modsige Grundlovens Principer, men alene
      angaae Modifikationer i enkelte Bestemmelser, der ikke forandre Kon-
      stitutionens Aand. Da der inden Kommitteen yttredes Tvivl om hvor-
      vidt denne Grundlovsbestemmelse maatte være til Hinder for Forslagets
      Antagelse, indstillede Kommitteen under 26de Februar d. A. til Stor-
      thinget at benytte den Ret, som Grl. § 83 giver, hvilket af Storthinget
      bifaldtes. Høiesteret har derefter afgivet
22. Betænkning af 19de Marts derhen, at Forslagets Antagelse ikke vilde
      overskride den ved sidste Deel af Grundlovens § 112 bestemte Grændse
      for Storthingets Myndighed, hvori dog en Minoritet af 2de af Rettens
d.IV,b.3,s.390         Medlemmer har været af anden Mening, paa Grund af, at den 8de af
      de af Rigsforsamlingen paa Eidsvold den 16de April 1814 vedtagne "fore-
      løbige Grundsætninger" indeholder samme Regel som den, der er gaaet
      over i Grl. § 2, forsaavidt den nu er foreslaaet ophævet. Fremdeles
      gaaer Høisterets Betænkning som det synes i denne Deel eenstemmig
      ud paa, at Forbudet i § 2, Udtrykket "fremdeles" maa antages at angaae
      alle Jøder, altsaa ogsaa de saakaldte Portugisjøder, som dog indtil den
      Tid, ifølge Pl. 23de Januar 1730, ikke vare udelukkede. I alt Fald kunde
      dog, ifølge Betænkningen, Forbudet imod Portugisjøder, naar Grundlovs-
      bestemmelsen antages at omfatte dette, som øiensynlig givet i en vild-
      farende Mening, ikke henregnes til Grundlovsforandringer, saa at der
      dog Intet kunde være til Hinder for at bortrydde de forskjellige Menin-
      ger om Forbudets Udstrækning, hvortil dets nuværende Form har givet
      Anledning, ved en authentisk Forklaring deraf.
            Af den i Høiesterets Betænkning antagne Mening om Forbudets
      Almindelighed mod alle Jøder synes konseqvent at maatte følge, at
      heller ikke Leidebreve, efter Landslovens 3 -- 22 -- 1, maae kunne til-
      stedes, efterdi Grl. § 95 neppe kan tillægges den Betydning, at den
      hjemler Dispensationer fra selve Grundloven; hvorimod man, ved at til-
      lægge Udtrykket "fremdeles" i § 2 den Virkning, at det indskrænker
      Forbudet til Jøder, hvem Adgang til Riget, efter den til den Tid be-
      staaende Lovgivning, var negtet, udentvivl maatte komme til det Resul-
      tat, at Leidebreve fremdeles kunne gives.
            Kommitteen har dernæst anseet det for dens Pligt, at søge saavidt
      muligt authentisk Oplysning om der enten i Statskirkens Lære eller den
      jødiske Troeslære maatte være nogen væsentlig Betænkelighed mod at
      aabne Jøderne Adgang til Riget. Vel er nemlig for Tiden endnu egentlig
      ikke Spørgsmaal derom, uden ialfald for en enkelt Deel, og dette kun
      under Forudsætning af saadan Fortolkning af Grundloven, at den i
      Strenghed mod Jøderne, og ikke blot i dens Buds Stabilitet, gaaer videre
      end den private Lovgivning; men da baade Forslagets Præmisser ud-
      trykkelig erklærer dets Hensigt at bane Mosaiterne Veien til i Tiden at
      faae Borgerret i Riget, og Sagens Natur maatte lede til den samme
      Forudsætning, saa fandt man det hensigtsmæssigst, ved at indhente Op-
      lysninger i Sagen, at søge disse i saadant Omfang, at de ogsaa kunde
      benyttes, naar i sin Tid Spørgsmaal om videre Udvikling af den private
      Lovgivning om Jødernes Retsforhold maatte opstaae. Kommitteen hen-
      vendte sig saaledes til det theologiske Fakultet ved Rigets Universitet,
      som den formeentlig meest kompetente Autoritet til at meddele de
      attraaede Oplysninger; og erholdt
23. Fakultetets Betænkning af 4de April d. A., der i det Hele eller dog i
      det Væsentlige stemmer med de Begreber om Forholdene, som Kom-
      mitteen forud havde dannet sig, og saaledes bestyrker disse.
            Den gaaer ud paa: at naar den omhandlede Deel af Grl. § 2 skal for-
      staaes saaledes, som det er Fakultetet bekjendt, at den faktisk er for-
      staaet, at det er forbudt Jøder, endog som blot Reisende, at opholde sig
      inden Norges Grændser, synes dette saa bestemt stridende mod den Ret,
      ethvert Menneske, der ikke er aabenbar Forbryder, har som Menneske
      og Verdensborger, at der formeentlig ikke kan være Tvivl om saadan
      Bestemmelses Utilbørlighed; -- at der med Hensyn til Statens offentlige
      Religion Intet kan være til Hinder for at give Jøder, med Bibehold og
d.IV,b.3,s.391         Udøvelse af deres Religion, Ret til at bosætte sig i Norge, og det hvad
      enten man seer hen til den christelige Religions Aand, som et aandeligt
      Samfund, hvori Tro og Kjærlighed er Samfundsbaandene, ikke ydre
      Tvang og Magtbud, eller til Statskirkens ved Grundloven bestemte For-
      hold til Staten; -- at der heller ikke i den mosaiske Religion, forsaavidt
      den grunder sig i det gamle Testamente, hvilket ogsaa af den christne
      Kirke erkjendes for Gudsord, kan findes Noget, der sætter Jøden i
      Opposition til vor Rets- og Sædelighedsorden, og kun en grov Misfor-
      staaelse eller Fordreielse kan af det gamle Testamentes Lære udlede
      Noget Modsat; -- at derimod de saakaldte Rabbaniter eller Talmudister,
      der antage, tilligemed det gamle Testamente, ogsaa Talmud og endeel
      andre rabbinske Skrifter som Troes og Sædeligheds Norm, have deri Bud
      og Lærdomme, der, saafremt de følges, sætte Jøden i bestemt Modsætning
      til vor Stats Rets- og Sædelighedsorden. Til disse (Rabbaniter eller
      Talmudister) henregne flere Forfattere alle europæiske Jøder, i Mod-
      sætning til de østerlandske eller karaitiske, der forkaste Talmud, og
      desaarsag af de orthodoxe Jøder kaldes Kjættere.
            Imidlertid erkjender dog Fakultetet, at, efter Udsagn af Mænd, om
      hvis Troværdighed man ei er berettiget til at tvivle, er Opposition mel-
      lem Kristne og Jøder mere og mere traadt tilbage, ligesom der gives
      flere Exempler paa, at Jøder have gjort store Opofrelser i de Lande
      eller Stæders Interesse, hvis Borgere de vare; -- Facultetet antager der-
      hos ikke at de europæiske Jøder i Almindelighed hylde hine talmu-
      distiske og rabbinske Læresætninger, eller at de, som antage dem, holde
      sig til dem i deres hele Udstrækning. Herom finder Fakultetet Stad-
      fæstelse i en hos Jøderne i Danmark af det danske Kancelli sanktioneret
      Agende, samt en af Kongen af Danmark sanktioneret Lærebog i den
      mosaiske Religion, hvilke Skrifter Stænderforsamlingen i Roeskilde 1838
      har paaberaabt i sin Petition til den danske Konge om de danske Jøders
      Valgbarhed til Stænderforsamlingen ligemed Kristne. Saaledes troer
      Fakultetet, at Jøderne ikke ubetinget bør udelukkes af vort Stats-
      samfund, skjønt det tilraader størst mulig Forsigtighed, saa at ingen
      af de Fordringer eftergives, som man i borgerlig Henseende gjør til
      Landets egne Børn.
            Med Hensyn til Fakultetets Yttring om hvorledes Grundlovens § 2
      faktisk er blevet forstaaet, og for desuden at komme i Besiddelse af de
      Erfarings-Data, som her i Landet kunde erholdes, har Kommitteen søgt
      Oplysning i vedkommende Kontorer under Regjeringens Justits-Departe-
      ment, og hos Politimesterne i Kristiania og Bergen, hvor enkelte af Kom-
      mitteens Medlemmer vidste, at Forhandlinger om Jøder vare passerede.
            Saaledes er man kommet i Besiddelse af følgende Dokumenter:
24 -- 25. Erklæring fra Politimesteren i Kristiania med vedlagt Underrets-
      dom mod Jøden Henri Leia, der som Optikus uden Leidebrev ("om ellers
      et saadant nu kan meddeles" -- hedder det i bemeldte Dom) opholdt
      sig her i Staden i Aaret 1832 til 1833, hvorfor han er idømt Bøder efter
      L. 3 -- 22 -- 1 og transporteret ud af Landet.
            Politimesterens Skrivelse oplyser forresten, at der i de sidste 4 à 5
      Aar har her været et Par Jøder, men disse have havt Leidebrev; deres
      Ophold har været kort og de have Intet foretaget, hvorpaa der kunde
      være noget at udsætte. Til hvilken Afdeling af den mosaiske Religions
      Bekjendere -- om de nemlig have henhørt til de saakaldte portugisiske
d.IV,b.3,s.392         Jøder, som Plakat af 23de Januar 1750 omtaler, vides ikke, saa at
      rimeligviis ingen Undersøgelse derom har været anstillet; hvilket tyder
      hen paa, at man har forstaaet Grundloven paa samme Maade som
      Høiesteret.
            Erklæring fra Politimesteren i Bergen, hvoraf erfares, at der ikke siden
      17de Mai 1814 har været meer end 2 Jøder, nemlig:
            1) polsk Jøde, Michael Jonas, dertil ankommet den 30te December
      1817 som Passageer med et havareret Skib bestemt til London, forsynet
      med Pas fra Kønigsberg af 29de Oktober næstforhen, og den 5te Januar
      næstefter afsendt til Kristiania under Geleide af Politiadjutant Schøn-
      berg. Det er formeentlig denne Begivenhed, hvortil det sigtes i: "Con-
      versationslexicon der Gegenwart", -- et meget udbredt tydsk Skrift
       -- 2 B. S. 1163 -- naar der under Artikel Juden (Jøder) blandt andet siges:
            "Den eneste Stat, som til dette Øieblik ingen Jøder taaler, er Norge.
      Grundloven af 1814 udelukker dem udtrykkelig fra alt Ophold i Riget.
      Her har derhos de hensynsløse Antipathier mod det jødiske Folk længst
      vedligeholdt sig og ere skarpest indprægede. Imidlertid træffer den
      Daddel, som udgaaer herfra, kun Normændenes Tolerants, ikke deres
      Retsind; thi intet Folk kan nægte dem Ret til, efter egen fri Villie, at
      ordne de Bestemmelser, efter hvilke det skal være Fremmede forbudt at
      komme i Landet og blive deelagtige i Samfundets Fordele. Fra den
      moralske Side er vistnok Sagen anderledes beskaffen. I den Henseende
      fortjener især den Haardhed og Følesløshed Daddel, med hvilken, som
      man forsikkrer, selv skibbrudne Jøder behandles paa den norske Kyst".
            2) Optikus og Instrumentmager Martin Blumenbach, ankommet den
      5te Juni 1828 med Pas fra Gothenborg til Trondhjem af 5te Mai samme
      Aar, men paa Betydning om nøiere Undersøgelse, hvis han forblev,
      samme Dag afreist til Gothenborg.
27. Kongelig Resolution af 3die April 1833, hvorved naadigst er bifaldt den
      Norske Regjerings Foranstaltning under 5te Marts næstforhen, at den
      Jøden Henri Leia efter Christiania Bythingsdom af 31te Januar samme
      Aar (ovenfor No. 25) for uden Leidebrev at have indfundet sig i Riget,
      ilagte Mulkt 800 Spd. afsones med Fængsel paa Vand og Brød i 28 Dage.
28 -- 29. Ansøgning fra Politimester Friele, med Bergens Stifts paategnede
      Erklæring af 30te December 1820 og 27de Januar 1821 og Skrivelse fra
      Bergens Stift af 24de August 1822, som viser de nærmere Omstændig-
      heder med Jøden Michael Jonas's Transport til Kristiania, og at Bergens
      Politimester ved Høisteretsdom er tilpligtet at betale og har betalt de
      dermed foraarsagede Omkostninger, til Beløb 278 Spd. 81 ß.
            Efter indhentet Underretning fra Christiania Politikammer er Michael
      Jonas fra Kristiania, ifølge den med Regjeringens Politi-Departement
      eller daværende 3die Departement førte Korrespondence, først i Februar
      1818 foranstaltet transporteret til Gothenborg, hvor der videre vilde blive
      sørget for hans Underholdning.
30 -- 34. Politiforhør, optaget i Kristiania 18de November 1826 over en Sanger
      Karl Fredrik Copello, der blev anholdt sammesteds som formeentlig
      Jøde, stillede Kaution for sin Tilstedeblivelse i een Maaned for imidler-
      tid at skaffe Attest forat han var døbt, men derpaa undveeg; hvorefter
      Kautionisten sagsøgtes til Betaling af Bøder efter 3 -- 22 -- 1, men ved
d.IV,b.3,s.393         Kongelig Resolution fritoges for at tilsvare disse Bøder mod at udrede
      Bøder 30 Spd. efter L. 1 -- 22 -- 6.
35 -- 36. Skrivelse fra Finants-Departementet til Justits-Departementet om
      Leidebrev for Hofraad Hambro, som bekjender sig til den mosaiske
      Religion, for at kunne personligen i Kristiania gjøre Anbud og under-
      handle om et attraaet Statslaan, og fra Statssekretariatet til Justits-
      Departementet, at af Hans Majestæt, paa Indberetning, at Regjeringen
      under 3die Juni s. A. har bevilget Hofraad Hambro Tilladelse til at fore-
      tage en Reise til Kristiania med Omegn, og der opholde sig i en Tid af
      6 Uger, var naadigst resolveret:
"Opbevares i Arkivet".

37 -- 40. Skrivelse fra Finants-Departementet til Justits-Departementet af
      17de Juli 1834 om Leidebrev for Salomon Heine i Hamburg, som bekjen-
      der sig til den jødiske Religion, for at konferere med Departementet
      angaaende en af Artiklerne i den med Hambro & Søn under 21de fore-
      gaaende Maaned afsluttede Kontrakt om et Statslaan -- tilligemed det
      originale Leidebrev, som tilbagesendtes, da det formedelst Sygdom ikke
      benyttedes, og Kongelig Resolution af 27de August s. A. at Regjeringens
      Indberetning derom skulde opbevares i Arkivet.
41. Regjeringens underdanige Indstilling af 14de Mai 1839 om Leidebrev
      for Moritz Lichtenhein af Altona, som bekjender sig til den jødiske
      Religion, samme Aar at foretage en Reise til Kristiania, Drammen og
      disse Steders Omegn paa 4 Maaneder, hvilket bliver at indløse med
      10 Spd. -- tilligemed Formular til Leidebrev for Jøder.
            Af denne Indstilling erfares de Grundsætninger, Regjeringen antager
      i Henseende til Jøders Udelukkelse fra Adgang til Riget. Det hedder
      nemlig deri: "Da Grundlovens § 2 blandt andet indeholder den Bestem-
      melse, at Jøder fremdeles ere udelukkede fra Adgang til Riget, maa det
      formeentlig antages, at det nu som forhen er overladt til Deres Majestæt
      i særegne Tilfælde at tillade Personer af den jødiske Troesbekjendelse
      at indfinde sig i Riget, og paa saadan deres Reise at tilstaae dem frit
      Leide, ligesom det paa den anden Side er klart, at ingen Jøde, for-
      saavidt han ei henhører til den portugisiske Nation, lovligen kan opholde
      sig her uden naadigst Tilladelse". Og videre:
            "Efter den Ugunst, hvormed Jøders Ophold her i Riget saavel i den
      ældre Lovgivning som i Grundloven er betragtet, bør Tilladelse til et
      saadant Ophold formeentligen kun meddeles, hvor det for Vedkommende
      er af nogen særdeles Vigtighed personligen at kunne indfinde sig her,
      og under Forudsætning af, at ingen særegen Betænkelighed derimod
      frembyder sig, ligesom Tilladelsen ikke synes at burde gives større Om-
      fang med Hensyn til Tid eller Rum, end der kan skjønnes at ville
      være aldeles nødvendigt til det tilsigtede Øiemeds Opnaaelse".
            Hans Ansøgning om Leidebrev sees at have gaaet ud paa Ophold i
      Norge i en Tid af 2 Maaneder, men Indstillingen paa, at det kun skulde
      bevilges for Ophold i Christiania og Drammen med Omegn i 4 Uger.
42 -- 44. I Skrivelse fra Statssekretariatet til Justits-Departementet af 31te
      Mai 1839, 27de Juli 1840 og 30te August 1841, hvorved meddeles 3de
      Kongelige Resolutioner angaaende Leidebrev for bemeldte Moritz Lich-
      tenhein af Altona, den første af 24de Mai 1839, for en Reise til Kristiania
      og Drammen samt disse Steders Omegn i en Tid af 4 Uger mod Betaling
d.IV,b.3,s.394         af 10 Spd., -- den anden af 5te Juli 1840, hvorved bifaldes Regjeringens
      Foranstaltning om at have under 3die Juli s. A. meddeelt ham Leidebrev
      til i bemeldte Aar at foretage en Reise her til Riget, og her at Opholde
      sig i en Tid af indtil 4 Maaneder, den 3die af 25de August 1841, hvor-
      ved bifaldes Regjeringens Foranstaltnng, at Leidebrev er meddeelt ham
      til Reise m. v. i sidstbemeldte Aar, -- aldeles ligesom 1840.
45. Skrivelse fra Statssekretariatet til Justits-Departementet, hvorved med-
      deles Kongelig Resolution af 24de Marts 1840:
            1) at Leidebreve for Jøder blive at udfærdige uden Gebyhrs Erlæggelse.
            2) om Leidebreves Udfærdigelse for Hofagent, Grosserer Samuel
      Wulf Heilbuth af Kjøbenhavn, som bekjender sig til den mosaiske
      Religion, med sin Søn Harry Hermann Heilbuth til en Reise paa 3 Maa-
      neder samme Aar her i Riget.
            Ved at sammenligne de 3 sidste Leidebreve med foranførte Indstilling
      og Resolution af 1840 (No. 41 og 42) synes man at kunne slutte, at
      Regjeringen tildeels har antaget andre Grundsætninger angaaende Leide-
      breve end de som den i Aaret 1839 bekjendte sig til, baade med Hen-
      syn til Tid og Rum. -- Da der af Kommitteens Medlemmer var yttret,
      at Grundlovens § 2 skulde have vakt Betænkelighed ved at vælge noget
      Sted i Norge til Samlingssted for de Nordiske Naturforskere ved deres
      Møder, afvexlende med Sverige og Danmark, og denne Omstændighed,
      om det forholder sig saaledes, var til en vis Grad, endog i videnskabelig
      Henseende, at afskjære eller indskrænke Norges Forbindelse med den
      øvrige Verden, saa ansaaes det hensigtsmæssigt at søge Oplysning herom.
      I den Anledning hoslægges
46. Skrivelse til Professor Holst med hans paategnede Svar af 12te August
      d. A. Vel sees det heraf, at den omtalte Betænkelighed ikke virkelig er
      opstaaet, ligesom det og er bekjendt, at Kristiania virkelig er bestemt
      til Samlingssted for Mødet i 1844; men man har troet ikke at burde tilbage-
      holde denne Oplysning, med Hensyn til, at allerede Nødvendigheden af
      Leidebrev for Videnskabsmænd paa en saadan Reise synes at indeholde
      noget Paafaldende.
            Foruden de foranførte, deels meddeelte, deels samlede, Materialier
      til det forhaandenværende Spørgsmaals Bedømmelse, er Kommitteens
      Medlemmer og formodentlig ogsaa Storthingets øvrige Medlemmer, til-
      stillet, uden at det vides fra hvilken Haand, et trykt Blad:
47. Tillæg til Kristianssands Stiftsavis No. 42, indeholdende som det synes
      ikke uvigtige Grunde4 mod Antagelsen af det her omhandlede Grund-
      lovs Forslag, og Kommitteen har anseet det som dens pligt at tage
      dette Skrifts Indhold under Overveielse, ikke alene med Hensyn til
      dets Indhold, men ogsaa med Hensyn til Bestemmelsen i Grundl. § 112,
      at Forslag til Forandring skulle ved Trykken bekjendtgjøres, hvilket
      antyder, at de Bemærkninger, som saadan Bekjendtgjørelse fremkalder,
      bør være Gjenstand for speciel Overveielse.
Førend Kommitteen gaaer over til at uddrage Resultaterne af den refe-
rerede Masse af Materialier, troer den ikke at burde undlade at gjøre op-
mærksom paa, at den heromhandlede Motion allerede meget tidlig under
1  tilbakeSkrevet af en Mosait. I Kommitteeindstillingen vidtløftige Recit hedder det: "I Afhandlin-
gens 3die Afdeling anføres, at Frankrig og Holland, det katholske Belgien, Hessen-Kassel og Nord-
amerika have skjænket Jøderne et Fædreneland i Ordets fuldstændige Bemærkelse, og disse have

2
  tilbakeAnledningen til at erhverve disse særdeles vigtige og relevante Dokumenter gav nogle
Besvarelser fra den norsk-svenske Konsul i Amsterdam, Hr. Egidius, paa endeel Spørgsmaal
betræffende Mosaiterne i Nederlandene, fra Vedtageren af Forslaget, Sorenskriver Sørenssen. Lige-
som jeg holdt det for min Pligt, at meddele ham alle Oplysninger om Sagen, som maatte falde mig
ihænde, viste han mig den Opmærksomhed, at lade mig see disse Besvarelser, der, indheftede i
Bilagform, vare vedlagte et Brev, hvori Hr. Konsulen udbad sig Diskretion, ikke for dette Doku-
ment, men for en anden vedlagt Meddelelse. Dette Sidste fik nu saa være; men angaaende
Besvarelsen af Quæstionerne, som det var Hr. Sørenssens Hensigt at meddele Konstitutions-
kommitteen, erklærede jeg strax, at jeg nærede saadan Tvivl om Paalideligheden deraf, at jeg, som
Sagens naturlige Advokat og pligtig til at skaffe Propositionens Vedtager alle de Oplysninger, det
stod i min Magt at erhverve, vilde forsøge at faae de samme Qvæstioner besvarede af endnu
kompetentere Autoriteter i Nederlandene, ja vel, om muligt, af selve Regjeringens Medlemmer.
Saameget mere maatte jeg føle mig opfordret dertil, som Konsulens Yttringer stode i ligefrem
Strid med hvad jeg selv havde anført i mit "Indlæg" om Jøderne i Nederlandene. Gjennem Hr. Lip-
mann, der selv har været af de liberale Tidender bragt paa Bane som Kandidat til Justits-
ministeriet der, lykkedes det mig at erhverve ovenciterede slaaende Dokumenter, og min Hensigt
at neutralisere Konsulens Angivelser og at tilintetgøre deres Indflydelse paa Sagen, naaedes saa
fuldkommen, at de ikke videre kom for Dagens Lys. Da Hr. Egidius senere beklagede sig i Brev
til Hr. Sørenssen over at han havde hørt ilde i nederlandske Blade for Meddelelse, gav jeg en
skrivtlig Forklaring over denne Sagens Sammenhæng, hvorhos jeg bragte i Erindring, at det Doku-
ment han havde udbedet sig behandlet med Diskretion, var urørt forblevet i sit Mørke. Forbauset
blev jeg derfor ved i Kommitteeindstillingen at finde anført, at "kun Misbrug af privat Udlaan"
til mig af Egidius' Beretning var Anledning til at den mod hans Vilje var benyttet til Erhvervelse
af Modererklæringerne. Men Kommitteens Formand og Hr. Sørenssen har, som man nedenfor vil see,
oplyst, at denne Tirade, som urigtig og ubeføjet, var strøget i den originale Indstilling, og at den
kun ved den Skynding, hvori Trykningen maatte foregaae uden vedbørlig Revision, er slumpet ind
som en Trykfeil
. Den vil saaledes ikke findes i de nye Aftryk af Indstillingen, som jeg er under-
rettet om ville blive foranstaltede.

Udgiveren.

ofret Fædrenelandet deres bedste Kræfter, deres Eiendom og deres Blod; Preussen, Baden, Dan-
mark, England, Würtemberg m. fl. have tildeelt dem borgerlige Rettigheder. Alle Klager, som man
saa ofte har hørt over Jøderne og deres Maade at underholde sig paa, forstumme, naar man giver
dem Adgang til at ernære sig paa enhver lovlig Maade; Klagen over at Jøderne danne en Stat i
Staten har blot der sin Rigtighed, hvor man undertrykker dem, samt paalægger dem alle Byrder
og Forpligtelser, men fornegter dem de borgerlige Rettigheder. I alle de opregnede Lande falder
det Ingen ind at ansee den i Landet fødte Jøde som Fremmed. Jøden som Medlem af et særskilt
Folk existerer ikke mere, og Navnet betegner blot en Bekjender af den mosaiske Religion. Og I
-- saaledes slutter Afhandlingen -- som have egnet disse Linier nogen Opmærksomhed, hader os
ikke længer! Rækker os broderlig Haanden og lader os forenes i tro Kjærlighed"!

4
  tilbakeKommittéen slutter dog sit Referat af Artikelens Indhold med den Bemærkning, at den finder
det ikke fornødent videre at yttre sig angaaende disse formentlig tydelige Overdrivelser.
FORRIGE
NESTE