HENRIK WERGELAND - SAMLEDE SKRIFTER
IV.AVHANDLINGER, OPPLYSNINGSSKRIFTER 3. BIND: 1839 - 1842


d.IV,b.3,s.370  
JØDESAGEN
I DET NORSKE STORTHING

EFTERRETNINGEN
1.



           . . . "H
vad rager dig det Kirketaarn,
                            o Efraim, min Mand?
           Lad staa det Luftens Steenskelet!
           Det staaer vel ei saa ganske ret;
                 dog staa i Aar det kan.


           O stirr ei der ved Vinduet,
                 med Armen under Kind,
           ud i den graa Septemberluft!
           I Kamret er der Ambraduft
                 og Lampers Maaneskin.



           Der staaer Divanen. Op til den
                 er Mirjams Harpe sat.
           Kom! Aftnen ville vi forslaa!
           Jeg tager mine Smykker paa
                 ifra min Brudenat.



           Du fletter ind dem i mit Haar,
                 o Efraim, som da,
           snart som en Qvast, snart som en Krands,
           snart spredte ad som Duggens Glands,
                 i Vexel til og fra.



           Og Mirjam hviler ved dit Bryst,
                 og Harpen op til mit.
           Saa Aftnen ville vi forslaae.
           Lad Kristenkirkens Taarn blot staae,
                 og se ei mere did!



           Hvad gives mere stolt og haardt
                 end dette Spiir, hvis Fløi
           isønderriver bløden Sky,
           den vilde haste over By
                 til Ro paa fjerne Høi?

d.IV,b.3,s.371  

           Hvor, i den graa Septemberluft,
                            tungsindigt mørkt det staaer!
           som om det Rod og Stamme er
           til denne skumle Taage, der
                 saa lavt i Aften gaaer."



           " -- Jeg tæller kun den Krageflok,
                 der flyver Taarnet om.
           Den finder intet Fæste der.
           Thi Taarnet ubarmhjertigt er
                 som Kristnes Kristendom.



           Jeg tæller dem, og tænker paa
                 Hvad nu i Norge skeer.
           Der Jøden ei, som fremmed Gjæst,
           faaer mer end Kragen Fodefæst
                 paa Kirketaarnet der.



           Hvad Folket vil -- jeg ahner det --
                 er allerede gjort.
           I Aften bringer Posten Bud.
           Det banker . . Mirjam, se dog ud!
                 Det banker paa vor Port".



           "Det var en Hund, som skrabed paa.
                 Den har ei Huus i Nat".
           "Saa luk den ind, saa sandt vi veed,
           at Jehovahs Barmhjertighed
                 ved Himlens Port er sat"!



           "Men Tys! Nu kommer Posten vist.
                 O Mirjam, se paany"!
           "Det var en Fugl, som Ruden slog".
           "Ve, Mirjam, om du ei den tog
                 da i dit Hjertes Ly"!



           "Men hør! det banker atter paa.
                 Nu kommer sikkert En.
           Nei bliv! Det var mit Hjerte blot,
           der slog som aldrig det har slaaet.
                 Nu, Mirjam, se igjen"!



d.IV,b.3,s.372  

           . . . Hvor flaggred Mirjams lange Haar,
                            det sorte, vildt og løst,
           da ind hun treen, som om det vil
           det Smertens Budskab dække til,
                 hun bærer ved sit Bryst!
                       



JØDESAGEN I DET NORSKE STORTHING
FREMSTILLET AF HENR. WERGELAND

Solch' theure Wahrheit ward verfochten,
und überwunden ist sie nicht.
Euch, Kämpfer, ist kein Kranz geflochten,
wie der beglückte Sieg ihn flicht.
Uhland.

DEN 9DE SEPTEMBER

LYS OG MØRKE. KONSTITUTIONSKOMMITTEEN OG DENS INDSTILLING    Fredagen den 9de September 1842 er ikke en uvigtig Dag i
det norske Folks Historie. Den er mærkelig i Europas, i den
hele Kristenheds, i Menneskehedens. Aaret har ikke opviist nogen
betydningsfuldere Forhandling inden alle de lovgivende Forsam-
linger. Det var da Forslaget til Ophævelse af Bestemmelsen i
Norges Grundlovs § 2, der fremdeles forbyder de mosaiske Troes-
bekjendere Adgang til Landet, blev afgjort i dets Storthing; og
Resultatet af denne Dags Forhandlinger indeholder mere end
nogensomhelst anden der afgjort Sag tillige en Angivelse for
Verden, som denne vil lægge Mærke til, af det Kultur- og Ci-
vilisationspunkt, hvorpaa det norske Folk for Nærværende be-
finder sig.
   Det norske Folk? Sagt formeget. Dog er Repræsentationen
dets Blomstkrone, som bærer dets Slægts- og Artsmærker, hvoraf
det kjendes. Men paa den store milliongrenede Busk ere ikke
alle de enkelte Blomster fuldkomne; nogle endog saa vantrevne
og lidet udviklede, at man ikke skulde kjende den igjen paa
dem. Sørgelige Undtagelser selv i Repræsentationens Midte kunne
derfor ikke gjøre Tanken, at intet Folk har et velvilligere Hjerte,
d.IV,b.3,s.373   intet Folk et lysere Hoved, til forfængeligt Selvbedrag. Der kan
være Uaar i Historien, i en Nations Udvikling, Uaar paa Mænd,
paa Beslutninger og sjelelige Bedrivter. Men Taalmodighed! Det
er som naar Busken hviler et Aar, skydende Blade eller skiftende
sine tørre Qviste. I det næste kjende vi den igjen i dens ejen-
dommelige Fylde og Herlighed, feirende ligesom en Høitid for
sin egen Natur.
   Europas Nationer tænke godt om Os, baade formedelst vor
Nationalkarakteers Ry for gammeldags, uddøende Dyder og for-
medelst vor Statsforfatning. De ere ikke uvidende om at Norge,
med Hensyn til denne, har sin Plads fremmest i de konstitu-
tionelle Staters Rækker, nærmest efter de republikanske; og de
af dem, som fortjene Navnet af frie og oplyste, ville ikke und-
lade at bedømme Norges Adkomst til denne Rang efter det paa
hiin Dag, en Menneskealder efter Konstitutionens Indførelse,
Passerede. Dommen vil blive streng. Den vil lyde paa Hen-
viisning til Barbari, paa Uværdighed til en saadan Forfatnings
Besiddelse. Det vil være den offentlige Stemme i Europas meest
civiliserede og frie Lande, som vil fælde den, og i de ufrie ville
alle oplyste, i den vide Verden alle ædle og følende Mennesker
tænke det samme.

   Men det vil være en Uretfærdighed; og forat forebygge den,
udgives i vort eget og et fremmed Sprog dette Skrivt, der er
en Række af Dokumentationer fra det norske Storthings ypper-
ligste (ja uden disse skulde de vel heller ikke være dets ypper-
ligste) Medlemmer, for at hiin Menneskealder ikke er gaaen hen
for Normændene uden Fremskridt i deres politiske Oplysning.
Hiint Forslag, der naturligviis forudsætter en saadan Fremgang,
uden at kunne angive det Punkt, den har naaet, eller mere end
blot haabe den tilstrækkelig, skulde ellers ikke have været frem-
sat, og heller ikke have nydt hverken den Understøttelse, det
fik, eller sin senere Adoption af paa det nærmeste samtlige dets
Talsmænd og Understøttere. I 1814, paa den konstituerende
Rigsforsamling, gave alle Repræsentanter sin Stemme til hiin
Banlysning; 28 Aar efter gave over Halvparten af Repræsen-
tationen sin til dens Ophævelse. Mere kan man ikke forlange
af et Folk, hvis Fleerhed af aktive Borgere endnu ere opdragne
hiinsides Forfatningens Fødselsaar, og som er blevet ængstligt
for sin Konstitution, og har troet at finde Beskyttelse derfor i
d.IV,b.3,s.374   streng Overholdelse af dens Integritet, det Slette med det Gode.
Det er en Fordom, en haardpandet politisk Overtro; men det er
en Nyhed, hiin Majoritet forkynder, at den staaer for Fald. Og
det blev tydeligen sagt under disse Forhandlinger. Repræsen-
tanten Ueland, det opstukne Mærke baade i denne og andre
Sager for Fleerheden af Storthingsbønderne, blev under dem
adspurgt af Forslagets Vedtager, Sorenskriver Sørenssen, om han
virkelig mente, at Grundloven aldrig skulde undergaae nogen For-
andring, og han maatte svare med et nølende Nei, at han ikke
saa kunde mene. Enkelte tør dog nok mene saa for fuldt Alvor,
og at Manden af deres Midte her sagde formeget; men af en-
kelte Blylodder vil ikke Tiden lade sig standse i sin Flugt. Bag-
efter ville disse Folk see, at det har gaaet an, om de end aldrig
faae Øinene op for at det var Følgen af en indre, sjelelig Nød-
vendighed, af den, som styrer den moralske Verdensorden. Det
er denne, Forfædrene kaldte "Skuld", den mægtigste, Guderne
betvingende Norne, hun som var den eneste Fortrolige med Al-
faders Vilje.
   Sagens Udfald er bekjendt: af 94 Medlemmer stemmede 51
for Konstitutionskommitteens Indstilling, der med 5 Stemmer mod
2 gik ud paa at anbefale Forslaget, og 43 imod; og det erholdt
saaledes ikke, paa 11 Stemmer nær, den 2/3 Stemmeflerhed, som
udfordres for Grundlovsforslag. Men at det første Gang ikke
manglede mere, er allerede betydningsfuldt for Fremtiden, som
dog har sin bedste Forjettelse for denne Sag i, at Storthingets
meest udmærkede Navne, næsten uden Undtagelse, findes imellem
de Een og Femti. Dens fremtidige Sejer skulde allerede være
forjettet med dens Talsmands, Sørenssens, og med de Trendes i
Konstitutionskommitteen, Fosses, Hjelms og Riddervolds Navne;
nu, med de Øvriges, som have sluttet sig til Disse, kan denne
Fremtid ikke længer være saa fjern. Det var et af de Nederlag,
som ere Sejre; det var en Sejer uden Roes. Det var en Kamp
imellem Intelligenz og Fordom, Humanitet og Barbari, Lys og
Mørke, hiint svangert med Kristen- og Menneskekjærlighedens
ædleste Varme, sammensat af Nationens meest straalende Navne,
dette kun opvisende faa, det er værd at hefte en beklagende
Erindring ved. Det var en Storthingets Solformørkelse; skarpere
er ikke Solskiven deelt imellem Lys og Mørke under et saadant
partielt Fænomen, end Thinget viste sig ved Stemmegivningen i
d.IV,b.3,s.375   denne Sag. Og hvorledes foregik denne Kamp? Siden der ikke
var Talent mod Talent, var der da Grunde mod Grunde? Der
var dog 6 Præster paa Modpartiets Side -- sex Præster! Nei,
intet bestyrkede mere Forsvaret end Angrebet. Saa slet blev
det ført, saa slet, at Ordet "Debatter" ikke kan bruges om det
Passerede, at Undseelsen var synbar, at det afvexlende vakte
Latter, Medlidenhed, Uvilje, Forbauselse. At en god Sag for-
svares slet, taaler man, fordi Sagen taaler det; men man taaler
ikke, at en slet Sag forsvares slet. Man vil idetmindste have
Talentets Glimmer over den nøgne Usselhed. Man vil jo have
selve Mørkets Geister af en vis Skjønhed. Slet Forsvar for slet
Sag vækker Modbydelighed, fordi man ved oftere givne Exempler
er bleven paa en Maade vant til og har faaet et Krav paa, at
høre den blive forsvaret godt. Men ved denne Leilighed maatte
selve Sagens Forsvarere ogsaa paatage sig Arbeidet, at fremhæve
hvad der burde anføres imod. Modpartiet havde alene forbeholdt
sig deslige Jammerligheder, som f. Ex., at de vare reiste hjemme
fra sine Bygder med sine Nei'er, at Grundloven var bleven given
af saa oplyste og fædrelandssindede Mænd, at man burde blive
staaende ved deres Bestemmelser, at et Folk var Herre i sit
Land som en Mand i sit Huus, hvor han kunde vise eller kaste
hvem han vilde paa Døren, at en Reisende var i Galizien bleven
generet af en Jødes Paatrængenhed o. s. v. Belavet maatte man
nu vel være paa at møde den værste Fiende, Fordommenes tætte
og træge Hær med Klubber i Hænderne, og man fik ogsaa det
Skuespil, at de dermed iblinde sloge hverandre for Panden; men
man forbausedes over ikke at finde en Anfører med et bedre
Vaaben i Spidsen, men kun en Kamp ved at vende Ryggene
imod, et Forsvar ved Massen, og ved at trække sig bag en Vold
af Uimodtagelighed for Grunde. Den graahaarede Bonde, som
først tog Ordet paa Modpartiets Side, var oprigtig nok til at er-
klære dette, at han nemlig var reist hjemmefra med sit Nei, og
den ene af Dissenterne i Kommitteen hentede sine Forholdsregler
der nordfra, fra et af Norges vildeste, mindst oplyste Distrikter,
som vel ogsaa derfor altid har været det uheldigste med sin
Repræsentation. Paa en saadan Viisdom, som hiin Bondes, maatte
naturligviis Konstitutionskommitteens Indstilling, Dokumenterne til
Sagens Oplysning og de forskjellige Taler være spildt Arbeide,
og oprøres maatte man ved at mærke under ethvert af Mod-
d.IV,b.3,s.376   partiets Ord den usleste af alle Grunde: den, at man havde
dømt før man havde hørt.
   Vist er det imidlertid, at saa ikke var Tilfælde med Alle før
de havde hørt til Ende. Selve Forhandlingerne, det Overbe-
visende i Forsvarene, det Usle og Futile i Angrebene, bestemte
ikke alene flere Tvivlende, men forvandlede paa Stedet flere af
de hjemmefra bragte Nei'er, og bevirkede i Gemytter, som dog
besad Imodtagelighed for Grunde og ømmedes ved at fornegte
sit eget Hjerte, en Erkjendelse af Sagens Retfærdighed, som de
endnu ikke havde faaet af dens Dokumentation. Dette er ikke
blevet nogen Hemmelighed, ligesaalidt som det Faktum, at en
syvende Præst, slagen af Blusel over hvor slet den Mening blev
forfegtet, som han var kommen med i Thinget, henreven af sine
bedre Standsbrødres Taler, og dog ikke noksom Tvingherre over
sit Hjerte til at røste imod de Sætninger, han maatte elske, gi-
vende efter for disse Bevægelser i sit Sind, suspenderede sin
Stemme og ilede ud i Voteringens Øjeblik. Flere Repræsentanter
have ikke lagt Dølgsmaal paa, at det gjorde dem ondt, at have
stemmet imod en Sag, hvis Retfærdighed de maatte indrømme
ikke kunde bestrides, men som de kun ønskede yderligere for-
beredet og bedre fattet og antaget af den store Almeenhed. En
af Neierne har offentligen givet en lignende Erklæring, og endnu
En af dem har uopfordret tilstillet Udgiveren heraf en Skrivelse,
med Tilladelse at gjøre den bekjendt, hvori han forsikkrer, at kun
Grunde -- som han dog fortier -- der næste Storthing ikke ville
være tilstede, var Aarsagen til, at ogsaa hans Navn findes imellem
de 43, og at "Ingen kan mere hjertelig ønske og med større
Længsel imødesee Mosaiternes Indlemmelse iblandt os og Deel-
agtiggjørelse i vore Goder". Det er en Bonde. Angeren er
altid oprigtig. Massen af de 43 var ogsaa Bønder. Kun otte af
dem deeltoge i Æren at findes paa den Side, hvor Kristendom,
Humanitet, Intelligents og Talent fandtes. De øvrige have ikke
bidraget til at skaffe sin Klasses Krav paa overtalligen at besætte
Storthingsbænkene Venner i den oplyste Verden.



   Konstitutionskommitteen var ypperligen besat, med Undtagelse af
Repræsentanterne Gaardbrugerne Guddal fra Nordre Bergenhuus
Amt og Nødbek fra Lister og Mandals Amt, hvilke begge, alene
d.IV,b.3,s.377   fordi de første Gang vare Repræsentanter, ikke burde været
Medlemmer af denne vigtigste Storthingskommittee. Ventede man,
at de, af beskedne Hensyn, om ikke til nogen anden Mangel end
denne, eller af Ærbødighed for en Fosses, en Hjelms, en Ridder-
volds
Patriotisme og bedre Skjønnende skulde underordne sin
Mening deres, da tog man Feil af disse to Undtagelser fra den
Beskedenhed, som især klæder den aandige Armod saa vel.
Om Guddal er der sagt, at han virkelig troede, at Jøderne dyr-
kede Billeder; men det kan blot være en øjeblikkelig Forglemmelse
af sin Børnelærdom hos denne Lovgiver. Længe stod han alene
imod Konstitutionskommitteens øvrige sex Medlemmer; men under
dens endelige Forhandlinger viste det sig i Navnene Guddal &
Nødbek
contra Foss, Hjelm, Riddervold, Bjørnsen og Koren, at
Lige havde søgt Lige, at der inden Kommitteen, ligesom ved che-
miske Bundfældninger og Amalgamationer, var foregaaet en Af-
sondring efter det Eensartede. Man saae i Kommitteen i det Mindre
hvad der i det Større foregik i Storthinget. Men for et lettere
Kjøb besidder ikke et Folk en fri Forfatning, end at det ofte
maae see sig i det Enkelte slet repræsenteret. Værre er det, at
selve Storthinget er af Ubekjendtskab udsat for at tage Feil
af sine Folk og at give Personer en direktere Indflydelse
paa Lovgivningen, hvis højeste Opgave det maatte være, i sine
Hjembygder at leve de bestaaende Love saa efterretteligen som
muligt. Og saaledes vare da hine to nye Repræsentanter slum-
pede ind i Konstitutionskommitteen, hvor de udrettede alt hvad
de kunde, og det var, ikke at deducere nogen Modargumentation,
men at gjøre saameget, at dens Indstilling ikke blev eenstemmig.
Dens Lyspartier erholdt en Slagskygge, Kommitteens øvrige Per-
sonligheder en Modsætning i disse to dunkle Figurer, som frem-
hævede dem endnu mere. Sandheden kunde kun vinde ved at
Fordommen havde sine Repræsentanter, stumme, ubevægelige
som den. En Æressag maatte det have været, i en saa for-
tvivlet Stilling dog at vove et Forsvar; og det skulde have gjort
dem daddelfrie, om det endog kun havde bestaaet i en Gjentagelse
af de saa ofte hørte Kræmmerængstelser; men Kommitteindstil-
lingen indeholder ingen Anførelse af Grunde fra de To, og Troen
paa Konstituenternes Ufeilbarhed kan dog vel ikke her frigjøre,
eller fortjene Navn af Forsvar. Det var en Protest som Stenens
imod at flyttes. En kaotisk Forverden bringer sig endnu i Er-
d.IV,b.3,s.378   indring ved disse over Marken enkeltspredte Klippemasser. De
ere dens Repræsentanter midt inde i Kulturens Enemærker. Saa-
ledes er det Gamledages Fordom repræsenteres langt inde i ly-
sere Tider, af enkelte Protesterende, af disse korte Nei'er, haarde,
ubevægelige som hine Forverdenens efterglemte Stene.
   Imod disse Tvende stode da Mændene Foss, Hjelm, Ridder-
vold, Bjørnsen
og Koren -- de Første gamle Navne i Storthingenes
Historie, den Sidste første Gang paa dette Repræsentant. Men der
var ogsaa noget Interessant ved denne unge, tilbageholdende, men-
neskevenlige, i sin Egn saa afholdte Mand. I flere Aar nemlig
Kapellan hos gamle Niels Hertzberg, Mosaiternes varme Talsmand,
har han succederet den Salige som Sognepræst til Kingservig i
Hardanger, og i denne Sag opført sig som om han handlede paa
sin forrige Principals Vegne, som om den Gamles Skygge havde
mødt. Han talte ikke, men han fortjener denne Omtale, da Ingen
bør forbigaaes i denne Fremstilling, som personligen har havt
nogen Andeel i Sagen, i Talerne eller i Indstillingen. Hans Navn
findes ved denne som Kommitteens Sekretær.

   Skrev jeg ikke dette ogsaa for Udlandet, at det ikke skal mis-
dømme Repræsentationen, vilde det være overflødigt at fremstille
for Landsmænd i Ordenes mangelfulde Træk de tre Førstnævntes
udmærkede Personligheder. Det er den Sags Støtte, de have
forherliget med sine Navne, at de kjendes og elskes af dem alle.
Deres Profiler, saa ofte seete i Afbildninger, ere kjendte i Lan-
dets Fjerner, deres Navne hilses ved enhver patriotisk Leilighed,
der kalder Normænd tilsammen. Men de og de øvrige Mænd af
den 9de September have erhvervet sig Krav paa Andres end blot
deres Folks Interesse. Man maa kjende dem, see og høre dem.

   Paa ingen Landsmand dvæle Normændenes Øjne med det Behag
som paa Artillerikapitain Herman Foss, Repræsentant fra Bergen
paa Storthingene 1827 og 28, fra Moss i 1830, og sidenefter uaf-
brudt fra Kristiania. Somoftest er han Odelsthingets Præsident.
Han er Folkets Mand i egentlig Bemærkelse, og det fordi han
er bleven det ved ikke at smigre det. Han er Thingets Ridder
uden Frygt og uden Daddel, Oppositionens Hjerte og Samvittighed.
Den humaneste og mildeste Karakteer gav ham fra først af Plads
i dets Centrum, om man vil forstaa denne Benævnelse hos Os,
hvor en "Venstre" og "Høire" ikke, som i andre Nationalforsam-
linger, ere tydeligen adskilte som Ørnens Vinger, men ligge uud-
d.IV,b.3,s.379   viklede sammen som Ungens i Ægget. Men fra dette Centrum
gik han ud; hvert Storthing forøgede hans Dygtighed og hans
Popularitet; og nu siden 1836 danner han Middel- ikke Yder-
punktet i den Fraktion af Thinget, som, om dets Medlemmer
ordnede sig efter Meninger, vilde blive dets "Venstre". Demo-
kratiet kjender hans Uafhængighed, og roser sig ikke i sit Hjerte,
hvor Foss, ved Kniberier, og især hvor det angaaer Statens Selv-
stændighed og Majestæt, ikke har været med. Aldrig er han det,
og da mindst. Næst Sørenssen er han maaskee Thingets bedste
Taler. Hans Foredrag er, til Indhold og Materie, vægtigt, fuldt-
tonende, transparentklart, opvakt uden dog at være spillende, lyst
uden at være glimrende, uagtet en vis Fremstøden ustandset
strømmende, som den dybe, ikke skummende, Bæk. Med bevidst
Overblik følger det altid Sagen selv, udtømmende uden at ud-
brede sig eller tage Vindfang under og at stige i Høiden. Hans
Organ giver det en egen Eftertrykkelighed, der stemmer saavel
med dets altid ordnede Indhold. Sjeldnere, end man skulde tro,
stikker dog Digteren -- thi Foss er en Mand med "Schwert und
Leyer" -- frem deraf. Han undgaaer det med Flid for Skrøbelig-
hedens Skyld, der har Mistillid til poetisk Foredrag, som om æsthe-
tisk Skjønhed var Sandhedens Sminke og ikke dens naturlige Aasyn.
Dog ved Spørgsmaal, der angaae Nationalæren, bliver hans Tale
belivet og varm, Eftertrykket endnu stærkere, fuldt af hiin Stød-
takt. Da kan man være vis paa, at den ikke store, men vel-
byggede, Mand med det aabne, franke, ridderlige Aasyn reiser
sig. Han lægger Hænderne paa Skranken . . "Kapitain Foss har
Ordet" . . og en Tale høres, klar, logisk, overbevisende, somom
den tonede direkte ud af den høithvalte, overordentlig smukke
Pande. Dog taber den ikke ved at gaae igjennem hans, selv med
en liden Læspen, tydelige og mandige Organ.
   Foss har ført en Atheniensers Liv i Republikens gode Dage,
deelt imellem Literaturen og Politiken i Folkeforsamlingen. Man
skylder ham som Medforfatter en Bergens Beskrivelse, et vid-
løftigt Værk af Lærdom, Flid og Talent, som mangen rigere Li-
teratur fattes Sidestykke til, og hans poetiske Gaver har ikke
blot viist sig i vellykkede Oversættelser, f. Ex. af Frithjofs Saga,
men ogsaa i egne Frembringelser. Hans Batteri ruller frem
under hans Artillerisang, Alle stolte og begeistrede over, at
Herman Foss, Nationens Yndling, er deres Chef og Kammerat.
d.IV,b.3,s.380   Udenfor Tjenesten, naar Folket ikke ¦rdom, Flid og Talent, som mangen rigere Li-
teratur fattes Sidestykke til, og hans poetiske Gaver har ikke
blot viist sig i vellykkede Oversættelser, f. Ex. af Frithjofs Saga,
men ogsaa i egne Frembringelser. Hans Batteri ruller frem
under hans Artillerisang, Alle stolte og begeistrede over, at
Herman Foss, Nationens Yndling, er deres Chef og Kammerat.
d.IV,b.3,s.380   Udenfor Tjenesten, naar Folket ikke