| d.IV,b.3,s.323 |
STORTHINGSMANDEN, GUDBRANDSDØLEN
OLE HAAGENSTAD FORORD
Skulde det være blot de aldeles overordnede Talenter, geni- mæssige Fortjenester af Menneskeheden eller Forbrydelser mod den, monstrøs Lykke eller Ulykke, eller den vidunderlige Skjæbne, som skulde have Eneretten til i særegne Levnetsbeskrivelser at opstilles i Historiens Gallerier? Vi kunne gjerne indrømme disse Egenskaber baade denne Ære og Paginaerne i alle Verdens Kon- versationslexikoner, om vi end forbeholde en ringere Grad af Mærkværdighed, naar den dog er national, en Plads i Lands- mænds Erindring. Og det maa gjælde selv om en Personlighed i levende Live, naar Vedkommende blot har levet nok for virkelig at fortjene en Nekrolog eller et Mindeskrift, om han var død. Denne Ære faae nutildags selv yderst ubetydelige Personer i de forskjellige Tidsskrifter, naar de blot tilhøre en bestemt Stand, for hvem Tidsskrivtet udgives, saasom Doctor N. N. i medicinske, Pastor N. N. i et geistligt, o. s. v. Den er bleven ligesaa hyppig som Steentrykportræterne, og som nu de daguerreotyperede og atter igjen aftrykte ville blive. Men hvorfor forarges herover? Venskabet og Bekjendtskabet har sine Kabinetstykker som Hi- storiens Gallerier sine store Tavler. Kommunerne have jo ogsaa en liden Historie med dens egne store Mænd, og selv om disse forevigedes inden dem paa Prent, hvad var det saa meer end fortjent? Udenfor strækker denne Feiring sig ikke; og desuden er det en Feiltagelse, om man troer, at alt Trykt gaaer lige løs paa Udødeligheden, og naaer denne. Skrivter forsvinde, sporløst for- svinde, i samme Forhold som de strømme ud fra Presserne. Det er forøvrigt med Personer, der blot have en national Mærkelig- hed, som med et Lands Bjerghøjder: de have sin Betydning i Forhold til dette, ikke til andre Jordens Strøg. Skakastølens Højde nedkues ikke af Alpernes, Chimborasso er Perus, det lave Himmelbjerg Danmarks Stolthed, og Erindringen om de engelske, svenske, franske eller nordamerikanske Nationalforsamlingers |
| d.IV,b.3,s.324 |
store Navne kan ikke betage vore egne, om end mindre berømte, deres nationale Værd og Klang. Inden Landets Grændser er deres Verden. Udenfor unævnte, kunne de have Udødeligheden her. Er det ikke Tilfælde med de videnskabelige, saa er det dog med de politiske, reent nationale Navne; og kun i Forhold til de andre af vore egne, er det Adkomsten til at fremhæves paa nogen Maade medrette skal afgjøres. Ole Haagenstad, den ellevte Gange Storthingsmand, det for- træffelige Exemplar af det norske Folks sunde, skarpsindige For- nuft, Gudbrandsdalens mest anseede Bonde, en Slags vore Dages Høvding, og dertilmed i historisk Henseende interessant som Re- præsentant for to af de gamle norske Adelsætter, som med stær- kest Kraft have vedligeholdt sig under de gamle Tiders Tryk -- denne ikke blot i sin Dal, men i sit Folk, saa navnkundige gamle Døl, er en saadan Personlighed. Hans Fødsel som Bonde for- højer snarere hans Mærkværdighed ved de Kundskaber og den Dannelse ved Siden af al Dølens simple Naturlighed, som han ikke destomindre i sin afsondrede Dal har vidst at erhverve sig. Til næsten hvert Thing har han været fremkaldt deraf, og han er kommen saaledes som man nu seer ham og er vant til at tænke sig ham efter eget Syn eller efter andre Afbildninger end den, som ledsager disse Linjer -- han er kommen i sin Vadmelskjole, den mægtige Døl, med sit ærværdige, skaldede, højthvælvede Hoved, med sit sunde, rødledte, tænksomme Ansigt, uforandret fra Thing til Thing, paa de første synendes ældre end han var, formedelst den tidlige Fleinskalle og hans Ansigts ejendommelige Udtryk af urokkelig Ro, Dybden af hans Tænksomhed, hans uud- grundelige Indsluttethed i sig selv, og den vægtige Langsomhed af hans Tale; paa de sidste synendes yngre end han er bleven, fordi vi aldrig har seet ham anderledes, aldrig hørt hans Tale strømme hurtigere i det norddølske Maal, i det, hvori Edvard Storm, hans Sambygding, skrev sine Viser. Saaledes, med de vel overvejede Tanker, faamælte, men med velbelagte, vægtige Ord i det rene, malmklingende Normannamaal, ærværdige af Udseende, med det nationale Præg i hver Mine, med brede hvælvede Pander, hvorimod fremmede Viljer maatte bryde sig som Vindene imod Fjeldet -- saaledes maa de gamle Lagmænd have reist sig paa Thingene, saaledes Thorleif og Medalhuus Asbjørn, naar de røstede, |
| d.IV,b.3,s.325 |
lænende sig til Langbilen, saaledes maa det gamle norske De- mokrati have seet ud.1 Intet giver ogsaa et sandere og trøstfuldere Begreb om, at vort Folk endnu er friskt og ægte norskt i sin Kjerne, end naar saadanne Mænd fremtræde af dets inderste Midte. Intet glim- rende Talent af de høiere Stænder giver Selvstændigheden bedre Garantier. Maa ikke Normanden eller endog den Fremmede, naar han fra Mjøsens havlige Flade seer Hedemarkens og Totens frugtbare Vidder udbrede sig indtil Østerdalens og Hadelands blaanende Fjerner, eller naar han fra Faabergs herlige Indgang, eller fra det grønne terrassedannede Forbjerg, hvor Gusdal bøjer sig ind, seer Gudbrandsdalen at aabne sin dybe Favn mellem de vidtstrakte Aaser, eller naar han med Øjet følger disse Floder, der vælte sig, mægtige som de amerikanske, igjennem Raumarikes gamle, i Bakker udbrustne, Sjøbund: -- maa da ikke Normandens eller den Fremmedes uvilkaarlige Tanke være, at dette Land dog bærer Stemplet af et Kongerige, som kan have slige Provindser, saa forskjellige i sit Præg, saa store i sine Omrids? Sandelig, Mænd som Ole Haagenstad og flere af vore Bønder paathinge, maa da ogsaa indgive Tanken: det er et Folk, et sandt Folk, som har saadanne Mænd, et Folk af Individualitet og Karakteer, et Folk, som maa have og fortjene en Historie, stemplet til Fri- hed og Selvstændighed, til at bevare og forsvare den indtil de inderste Dale, og ikke til at være noget fremmed underdanigt, eller til at udslettes af Folkenes Række. Skulde vi tænke os, at dette dog skede, at sklaviske Folkestrømme underkuede Go- therne, fortrængende dem, som disse have gjort med de celtiske Jothuner, bedækkende, bortskyllende dem som senere Aldres Leermasser belægge et tidligere Olds Lag af sandsmuldret Granit: da ville de sidste Repræsentanter for vor Folkeslægt, de sidste Kjæmpere for dens Tilværelse, de sidste Lignelser af vore Fædres |
| d.IV,b.3,s.326 |
Aasyn og Gestalter vise sig i de samme inderste Dale af vort Land, hvor Menneskenes Veie standse, og hvor Elvenes og Vin- denes kun have eet Løb udad imod Landets Vidder, der hvor ogsaa de sidste Jothuner viste sig i Dovres Tverdale, og forsvandt for stedse, som om den mærkværdige portdannede Buefigur i Thingsvaberget i Vaage, "Juttuldøren," havde lukket sig efter den sidste Ætling af det ulykkelige Folk. Ligeoverfor det Sted staaer gamle Haagenstads Gaard. Naar han staaer hjemme paa Svalen og seer til sine Folk, seer han den forvittrede, rustrøde Port i det graa Fjeld, og naar han drager paa sin Ganger over Jettafjeld paa Besøg til sin Broder Paul Tofte paa Dovre, drager han ogsaa igjennem de Afdale, over den Fjeld- side, hvor man veed at fortælle, at Jetten Dovre, som navngav Fjeldet og fostrede Harald hiin Haarfagre, havde sit fredløse Bo. Tiden har ikke der forandret saa meget. Der lever endnu Sagnet om Jothunerne, somom det ikke var saa længe siden de forlode disse sine sidste Tomter for den Slægt, som nu sidder der: som om det vel ikke var i Bestefars Tid, men kun noget lidt længer op i Æten at det skede. Og denne seirende Slægt færdes der i oprindelig Friskhed. Eller er Forskjellen saa stor mellem gamle Ole, seende til sine Folk i sin blaa Vadmelskjortel med de blanke Knapper, og gamle Sigurd Sir -- ærværdig Ihukommelse -- saa- ledes som Sagaerne skildre ham paa sit Jorde? Et langt Liv forestaaer da endnu vort Folk, naar Sagaerne endnu ere saa friske, Ætlingerne Fædrene saa lige, Trækkene saa uforandrede, naar det i Minde og i Reproduktionens Styrke og Ægthed endnu staaer sin egen Oldtid saa nær. Jeg besøgte engang Ole Haagenstad. Snorre laa der. Intet- steds forekom han mig mere hjemme, intetsteds saa ny i sine Sagaer. Det gamle Skindbind var der ligesaa naturligt som et modernt Tidsskrift paa en literær Byherres Bord. Men hvorfor fæstede endelig Tankerne sig paa Dale-Gudbrand og Thorer af Steig, naar Øjet hvilede paa min Vært? Og da Klokkerne rin- gede til Kirke nede i Dalen en Søndagsmorgen, hvorfor stod St. Olaf for Øje, som om det var til hans Ottesang de lød, som om han just var kommen over Fjeldet, og somom nu den røde Jetteport maatte aabne sig ligeoverfor? Jo alt var saa antikt, det Gamle saa uforandret overgaaet i det Nærværende, og alt Dette grupperede sig ligesaameget om Ole Haagenstad, som gav |
| d.IV,b.3,s.327 |
det Virkelighed og Sandhed, som om Stedets Natur, den gamle Gaard og Kirken og den hele Almue i sine hvide, lange, gammel- dags Skjødkofter. Han gav det Virkelighed og Sandhed. Det var en Høvding, der kom, da Hvidkofterne veg tilside paa Kirkevolden og gav "Haagensta'en" Plads. Der var Oldtid og Middelalder i de Øjeblikke. Men saadanne Personligheder indgyde Livskraft i det Nærværende, og love Folket en lang Fremtid. De ere dets Nerveknuder. Det har da en Marv at tære paa i sin egen Na- tionalitet. Jorden vil først gaa tilgrunde, naar dens Klipper op- løses. Norge idetmindste ikke før det er forbi med Tolstadæten, der befolker Gudbrandsdalens ypperste Gaarde, og hvortil Ole Haagenstad ogsaa hører. Det var Mænd af den, som grov Graven ved Kringen. Ole har sat en Støtte der; men han har selv været en Støtte for Norges Nutid. Hans Urokkelighed har endnu bre- dere Skuldre end han selv, og den har meer end eengang støttet under det Klenodie, for hvem hele Norge vil blive et Kringen, saalænge det lader sig sige, at den Kraftfuldhed, Tænksomhed, Fædrelandskjærlighed og ægte Nationalitet i Følelser, Tænkemaade og Sæder, som Ole Haagenstad besidder, kun er et udmærket Aftryk af det norske Folks, og navnligen dets Bondestands egen almindelige Karakteer. At den skal erindre det og ikke van- slægte -- derfor disse Omrids. Grotten ved Christiania, den 24de Juli 1842. Henr. Wergeland. OLE PAULSEN HAAGENSTAD er fød den 17de Oktober 1775 paa Harildstad, en betydelig Gaard i Qvikne Annex til Froens Præstegjæld i Gudbrandsdalen, der i flere Ætled havde været ejet af hans Forfædre i lige Linje. Hans Fader var Paul Thjøstelsen (Thjostolfsen) af den gamle norske Adelsfamilie Gjesling, Moderen Guri Thorsdatter Bjølstad2 af Familien Bratt, ligeledes gammel norsk Adel.3 Altsaa er Ole af |
| d.IV,b.3,s.328 |
god Byrd, som man plejer at sige, ja, da disse Slægter, af en Stolthed, som ikke lader sig rose, men som vel har sin fornemste Rod i Omsorgen for at bevare sin Formue, have Ord for, med Strenghed at overholde, at der kun stiftes Ægteskaber dem imellem eller kun med Folk, som de ansee for Jevnbaarne, har han vel ogsaa Ahner -- et Fortrin vi Normænd, der tro allesammen at have ærlige Forældre og at være af jevngod Oprindelse, gjerne overlade Udlændingen at sætte Priis paa. Det gjør idetmindste ikke Ole Haagenstad selv, at slutte af en Ytring i følgende Brev, som vi maa anføre, fordi det ikke er uden historisk Interesse og kaster noget Lys over hans Dannelse og fordomsfri Tænke- maade i et Punkt, hvori meer end een ellers sundttænkende Mand hemmelig eller aabenbare har været en Daare. Det er en Svarskrivelse fra Ole Haagenstad af 2den Novbr. f. A. til da- værende Sognepræst i Vaage, Provst Krag, der med stor Flid har indsamlet Sagn og historiske Efterretninger i Gudbrandsdalen. "Ifølge Deres Begjæring om at erholde Oplysning om, hvor langt tilbage i Tiden jeg har Kundskab om mine Forfædre, skal jeg herved meddele, at den længsttilbageværende, som jeg med nogenslags Vished kan opgive, er en Gunner Iversen Sandbo her paa Vaage. Denne Gunner Sandbo har af Christian den 1ste faaet et Stadfæstelsesbrev paa Hjemdals Fiskevand, dateret paa et Skib "Balgen" paa Oslofjorden 1478, hvilket Vand af Kong Sverre 1178 var givet til gamle Iver Gjesling paa Sandbo.4 Om Sandbo i disse 300 Aar har været eiet af Familien Gjesling, er der ingen Vished for, endskjøndt de tildeels har benyttet dette Familie-Navn, men efter 1478 haves Kundskab om, at Familien er den samme, som endnu boer paa denne Gaard, hvilken fra 1500 af har været deelt i 2de Dele.5 Et Thingsvidne, optaget 1626 |
| d.IV,b.3,s.329 |
paa Øyer Thingstue, viser, at bemeldte Gunner have 2de Sønner, Amund og Iver, og disse delede Sandbo Aar 1500. Denne Iver Gunnersen var Bedstefader til den Iver Sandbo, som i 1626 lod optage hiint Thingsvidne, altsaa den 4de af denne Familie fra Gunner at regne. Denne Iver Sandbo var Fader til en Paul Ha- rildstad, dennes Søn hed Thjøstel, og siden har der paa Harild- stad været Paul og Thjøstel. Min Fader var den tredie af Navnet Paul, og min Broder den 3die af Navnet Thjøstel; jeg bliver alt- saa den 10de i denne Linie. Ommeldte Breve ligge paa Sandbo.6 Om mine Forfædre paa Harildstad i nogen nedstigende Linie var i Slægtskab med Familien Bratt paa Bjølstad, har jeg ingen Kund- skab. At dette saaledes var anført nylig i Bladet Granskeren kommer maaske deraf, at min Moder var fra Bjølstad af den Familie, som forhen kaldtes Bratt.7 At omrørte Familie i læn- gere Tid har eiet bemeldte Gaard, bestyrkes af en Deel Per- gamentsbreve, som ved Opgjørelsen med Danmark kom tilbage, hvoriblandt et som viser, at Paul Iversen Sandbo 1434 solgte (?) Øresbol Jord i Røssum; som sædvanlig opkaldtes den ældste Søn efter Mandens Fader; og altsaa sandsynlig, at dennes Søn blev kaldet Iver og efter Tiden kan det passe, at denne var Fader til ommeldte Gunner Iversen. Videre kunde det være troligt, at denne Paul Iversen, som 1434 boede paa Sandbo, var en Søn af Hustru Gjertrud Paulsdatter, som efter et andet Brevs Udvisende levede 1428 og da testamenterede 2de Gaarde til en Haldor Si- gurdsen. Dette Testamente var ventelig denne godgjørende Dames Svanesang. Jeg finder ikke, eller, saa vidt jeg kan erindre, har jeg ikke seet noget yngre Dokument fra hende, thi 1432 var hun død, som kan sees af tvende Laugretsmænds Vidnesbyrd, dateret Ullersø paa Woge 1432, som godtgjør, at hun 15 Aar før sin Død forærede begge Markabolene Rolstadum paa Froen til Hakon 8 |
| d.IV,b.3,s.330 |
Sigurdsen, maaskee omtrent paa samme Tid som hun gav Sunde og Sandbo til Præsten og Kirken paa Vaage. Disse Oplysninger høre ikke egentlig til hvad De har forlangt, men jeg finder det mere interressant, at der kunde findes Oplys- ning om at samme Familie har eiet og boet paa Sandboe i 633 Aar, end det, at jeg nedstammer fra denne Familie.9 Min Stamtavle er jeg vis om, gaaer langt længere tilbage i Tiden; men hvem de har været og hvad Navn de har haft, er mig aldeles ligegyldigt, thi der er sjelden længe imellem hver Gang, at der findes en Skvæt i hver Æt, som Thorberg Arnesøn sagde. Der torde maaskee ikke findes mange Ejendomme i Landet, for hvilke der findes saa stærke Beviis, at de i saa lang Tid har været eiet af samme Familie. Der skulde være rettet noget paa den af Historie- eller Romanskriveren forvanskede Tradition om Stridighederne mellem Iver Gjesling og en Ridder i Valders. Præsten Mørk anfører den saaledes, at Valdersen var over og brændte Sandbo, medens Iver Gjesling var fraværende paa et Ledingstog; han siger, at efter Torfæi Vidnesbyrd, 10de Bogs Cap. 14, Deel 3die Pagina 529, com- manderede Iver Gjesling en Orlogsflaade i Mjøsen 1178 mod Birke- benerne, og at Hjemdals Fiskevand blev ham af Kong Sverre givet som en Erstatning for den paa hans Gaard forøvede Mord- brand. Man kan formode, at Tvisten har været om Hjemdals Fiskevand,10 og at dersteds har forefaldet nogle alvorlige Stridig- |
| d.IV,b.3,s.331 |
heder, thi for omtrent 70 Aar siden fandtes ved Hjemdalsvandet adskillige Jernsager, som nok viste, at der har været holdt en Hildurs Leeg, blandt Andet et Slagsværd, som Justitsraad Schøning fik for 65 a 66 Aar siden af min Morbroder Iver Haagenstad." Her er ellers en Tavle over Ole Haagenstads Nedstammen fra Gjeslingerne. Hustru Gjertrud Paulsdatter Gjesling til Sandbo, gift med Ridder Halvard Alfsøn (  1428 -- 32.)Ivar Paulsen. Gunnar Ivarsen. ( 1500.)Ivar og Amund (1514.) 40 Aar derefter boede en Audun paa Sandbo. (Fra Amund Gunnarsen nedstammer den Amund Gjesling som ligger be- gravet paa Vaage Kirkegaard. 1695.)Synneve Ivar ( 1634.Fra denne Ivars Tid haves et Dokument, hvori der nævnes, at Gaarden Sundbu har været eiet af denne Familie i meget lang Tid.) Ole Sandbo og Paul Harildstad (Kom til Harildstad 1652.) Fra denne Ole nedstammer de nær- værende Beboere af Sandbo. Thjøstel Harildstad. Paul Harildstad. Thjøstel Harildstad. Paul Harildstad. Thjøstel (Harildstad f. 1770 ) Thor (Højstad iRingebo ) Ole Haagenstad. Paul (Tofte iDovre Annex til Lessja.) Iver (Isum i Froen.) |
| d.IV,b.3,s.332 |
Men et Adelskab, som Alle sætte Priis paa, nemlig at være brave Forældres Barn, Forfædrene være nu som de ville, og der- tilmed gode Kaar, var uomtvistet faldet i Oles Lod, og i sin Mor- broder, Dannebrogsmand Ivar Thorsen Haagenstad, hos hvem han opfostredes12 og af hvem han fik Gaarden med fuld Besætning tilskjænk, havde han en af sin Bygd høist fortjent Mand at slægte paa. Han har ogsaa gjort det paa den rette Maade for Bygden, som nedenfor skal blive berettet. Den Æt, han hører til, kaldes ellers Toldstadæten af Gaarden Toldstad13 i Vaage, hvorfra den har udgrenet sig ved Svoger- og Frændskaber i flere Familier i og udenfor Gudbrandsdalen og Dalens Bønder. Den vidløftige Stenersenske hører saaledes dertil. Ole Haagenstad fik ogsaa sin Hustru deraf, da han i 1804 giftede sig med sit Sødskendebarn Kari Thorsdatter Bjølstad, en Viv indtil de sidste Aar dygtig til 14 |
| d.IV,b.3,s.333 |
al sin Dont og Moder til hans Børn: et Par senere afdøde Tvil- linger, Sønnen Thorsten og Døtrene Guri, Ragnhild og Mari. Hvilken Norskhed ligger der ikke i disse og i den hele Slægts blotte Navne? Det forekommer mig som om Ole Haagenstads Børn hverken burde eller kunde bære andre. Hvorledes vilde vel fremmede Romannavne som f. Ex. Emil, Amalie, Hortensia o. s. v. tage sig ud? Som at ville kalde en Løveunge "Kis, Puus, Minette, Joli" eller med andre Kattens og Skjødehundens Kjælenavne, eller som at ville fløite og sige "Pipi" til en Ørn som til en Kanariefugl. I Sverige seer man ogsaa, at de gamle svenske Familier, som sætte en Stolthed i, fra Fædrenes Tid at være velkjendte af Na- tionen, og fremdeles ønske at være vedkjendte af den som dens ægte Børn, bruge nationale Almuenavne. Lad dette være en Uvæsentlighed i Sammenligning med andet; den har ialfald sin agtværdige Oprindelse i Gamledages Simpelhed. Det er en fiin Krog, men den hefter i Nationens Hjerte og -- der hefter Sym- pathier ved. Den sædvanlige Almueunderviisning var for knap for Ole, hvis tænksomme Hoved vidste at skaffe sig Næring ved allehaande, men især fædrelandshistorisk, Læsning, og paa denne Aandsret- ning har vel Bevidstheden om hans Herkomst fra en Æt hvis Rødder tabe sig i de gamle Kongers Old, ikke været ganske uden Indflydelse, skjøndt han er af den Art, at han nok var bleven saa hjemme i Sagaerne, som han er, om det end kunde have været sømmeligt for en gudbrandsdalsk Odelsbonde, end sige for en "Gjesling", at være ubevandret deri. Han blev en Selvlærling som vore øvrige udmærkede Thingbønder, og i denne paa een- gang krænkende og Selvfølelsen vækkende Omstændighed, at de skylde sig selv alt, Staten saagodtsom intet i Henseende til Op- lysning, ligger Nøgelen til mangen Yttring og Handling af Demo- kratiet inden Thinget. Med Historien sysselsatte han ellers en Hukommelse, der besidder en ualmindelig Grad af Fastholdenhed og Styrke, men for sin naturlige Skarpsindighed søgte han Næ- ring i allehaande mekaniske Spekulationer, hvortil han er sær- deles oplagt uden egentlig boglig Veiledning deri, skjøndt jeg vil tro, at hans Boghylde ikke er ganske blottet for den Slags Læsning. Det er denne Stige, som har ført ham iveiret. Og jeg vil haabe mine Læsere af Almuen lægger Mærke dertil. Det er den, som mere end Bratternes og Gjeslingernes Arvegods har opløftet hans |
| d.IV,b.3,s.334 |
skaldede Hoved over Dalens øvrige. Ja man kan vel gjerne sige at det er for en stor Deel hans Boghyldes Indhold, som har ud- viklet dets Organer saa paafaldende, at om hans Hjerneskal en- gang skulde opkastes af Graven (som vi ville haabe vil blive for- hindret ved en Bauta) vil en senere Slægt med Sikkerhed kunne sige, at den har tilhørt en oplyst og skarpsindig Mand og været en sjelden Tænkekrafts Værksted. Man skylder saaledes hans mekaniske Hoved en Forbedring ved den Slags Saamaskiner, som er i Brug i Egnen, ligesom han ogsaa oftere har givet Prøver paa hvor opfindsomt hans Hoved er i denne Retning. Det har ogsaa været i Virksomhed ved et Par betydelige Vej- arbeider, som Ole Haagenstad har istandbragt til stor og evindelig Nytte for sin Hjembygd og de Distrikter, hvormed den ved dem er sat i Forbindelse. Ikke ethvert Hoved baner sig frem over Rustens15 Højde eller de 3 Mile over Fjeldet fra Vaage til Lessja, uden Hjælp af Ingeniør. Men Ole Haagenstads Konstitution som Lensmand i Aarene 1820-22 er betegnet med begge disse Fore- tagender. Landeveje er Norges vigtigste indre Krav, og især i saa indstængte Strøg som Vaagedalen er. Men ved Haagenstads Virksomhed gaaer der nu en velbanet Kjørevei fra Laurgaard i Gudbrandsdalens Hoveddalstrøg over Rustens Skraaninger til Sveen i Vaages Kirkbygd, og ligeledes en over Slaadalsfjeldet 3 Mile til Lessja, hvorved den vigtige Forbindelse er aabnet med Romsdalen og Havet baade for Vaage og Lomb, hvilken sidste Bygd, som bekjendt, ender uden Udgang som en Sæk. Slaadals- vejen var et betydeligt Foretagende, som bekostedes af Over- skudet af et i sin Tid, især af Morbroderen Iver Haagenstad, op- rettet Kornmagazin, hvilket Overskud var bestemt at anvendes til et eller andet for Bygden nyttigt Foretagende. Og til noget nyttigere kunde det vel ikke anvendes? Ole Haagenstad har der- ved tillige oprettet et Minde for sin saa fortjente Morbroder; men Vejen vil med bedst Ret kunne kaldes et over begge disse Frænder, der i en saa vakker Forening have gjort Haagenstadnavnet æret og kjært i Hjembygden. Af kommunale Ombud, som Ole Haagenstad har beklædt, kan det, at han i længere Tid har været deels 1ste og deels 2den For- |
| d.IV,b.3,s.335 |
ligelseskommissær, ogsaa nævnes her, og som 2den Forligelses- kommissær har hans Anseelse, Dømmekraft og nøje Kjendskab til hans Sambygdinger ikke ladet ham blive et saadant Nul, som denne almindeligviis er. Hans Indflydelse paa alle Kommunens Anliggender har altid været større end nogen Andens, hans Raad æret af Embeds- og Almuesmænd, hans Hjælp søgt af Sambyg- ding og Udbygding. Og han har været Mange en Tilflugt, og kunnet være det, da en Forstand og Orden, som hans, maatte føre til Formue. Foruden det betydelige, velopdyrkede Haagen- stad og Gaardene Rottem og Mittre Raastad, samt et Par mindre Brug i Vaage, hvorpaa alt han intet skylder, besidder han en kontant udestaaende Formue af vel over et halvt Snees tusinde Daler, og er saaledes efter Tidernes Omstændighed udentvivl Gudbrandsdalens rigeste Mand. Og efter vore gamle Sagaskil- dringer hører det til, for at være ret anseet, at være riig, ligesom det ogsaa efter vore Tiders Anskuelse idetmindste ikke tager noget fra. Men hverken hans gode Kaar eller Rigdom, om man vil, eller hans Anseelse mellem alle Klasser har forandret hans Levemaade og hans Huses simple Skik. Der skinner Velstand, ingen Over- daadighed igjennem. Besøger du ham, træffer du Fattige ved hans Dørtærskel, Venner, Klienter, Bygdefolk, som have Forret- ninger med ham, i hans Stue. Han drikker dig Velkommen til af en gammel Sølvkande med Nadder i og Løve over; og saa bør det være. Han beder dig og saa Mange, der ere tilstede, at sidde ned og spise ved Familiens Bord, og, naar Tiden er der, siger han eller hans Hustru dig, at dit Natteleje er redet oven- paa -- alt med det ubedragelige Præg af den naturlige gammel- dags norske Gjæstfrihed, som ikke kjender til Prunk, og som trives bedst i de Huse, hvor der ikke er noget synderlig andet Nyt paa Væggen, end Grundloven i Glas og Ramme. Og den mangler da heller ikke i Ole Haagenstads Stue. Han har havt formeget at bestille med den dertil. Lader os da se ham paathinge! |
| d.IV,b.3,s.336 |
Paa 1ste overordentlige Storthing. 1814.
Vi træffe Ole Haagenstad førstegang som Odelsthingsmedlem paa det første overordentlige Storthing i 1814, det vigtige, som underhandlede med de svenske Kommissærer, modtog Kristian Frederiks Frasigelse, valgte Carl den 13de af Sverige til Norges Konge, og saaledes besluttede og istandbragte Foreningen med dette Rige, efterat have omredigeret Grundloven paa de Punkter, den gjorde nødvendige. Da var han altsaa i Mandens kraftigste Alder, 39 Aar. Vi træffe hans Navn først imellem de 25 Depu- terede, som den 10de Oktober paa Ladegaardsøen imodtog og underskrev Kristian Frederiks Frasigelsesakt. Ved det nye Konge- valg, den 4de Novbr., lød hans Votum saaledes: "De fordobblede Forsvarskræfter, samt de gjensidige Fordele, Sverige og Norge formedelst sin geografiske Beliggenhed ville kunne erholde, og som give Haab om Skandinaviens Fremtids Held, er Grunden for mit Samtykke til Rigernes Forening, og hvorfor jeg herved vælger Sveriges Konge Carl den 13de til Norges konsti- tutionelle Konge". Imellem alle de afgivne Vota findes der vel længere, men intet bedre motiveret. Samme Dags Formiddag var der bleven voteret over de svenske Kommissærers Forslag, at Littr. c i § 83 i Grund- loven af 17de Mai, der lægger Naturalisationsretten alene i Stor- thingets Hænder, skulde udgaa, og da havde Haagenstad givet sit Nei. Derimod havde han først mundtligt, og siden i Mødet den 2den November ved et skrivtligt Forslag understøttet deres Motion om at Værnepligten for Linjetropperne skulde indskrænkes til det 25de Aar, idet han nemlig foreslog, at denne allerede om- debatterede og udsatte Sag skulde komme under ny Overvejelse; men ved en Pluralitet af 47 Stemmer fastsattes, at den ikke skulde foretages mere paa det Storthing. Haagenstads Grunde vare ellers patriotiske nok, og hans Forslag havde skaffet Norge Beskyttelsen af almindelig Værnepligt, som man endnu beklager Savnet af. Kom- missærerne havde nemlig foreslaaet denne Bestemmelse, samt at almindelig Værnepligt skulde være indskrænket til det 25de Aar, indtaget i Grundloven, og Haagenstad fandt nu, at da Storthinget ved sin foregaaende Beslutning, at opsætte Qvæstionen, havde givet Kongen friere Disposition over Tropperne, burde Kommis- særernes Forslag antages som Grundlovbestemmelse, og, til Na- |
| d.IV,b.3,s.337 |
tionens Beroligelse, bekjendtgjøres ligesaa hastig som Rigernes Forening. "Thi," yttrede han, "sætter man for Exempel, at Krig kunde bryde ud før næste ordentlige Storthing, saa blev Følgen, at vore gamle Soldater, der længe nok har troppet frem og til- bage, atter maatte gribe til Vaaben, og maaske marschere ud over Norges Grændser; og hvorledes kunde vi da forsvare os mod den billige Bebreidelse, at vi have ligesom frastødt os de Tilbud, som Stemmen for Nationen ønsker?" Haagenstad har havt Ret. Norge har Grund til at angre, at det ikke lyttede til Kommis- særernes Forslag. Klagerne over dets Forsvarsløshed og synkende Krigsdygtighed, skulde ikke været saa ofte hørte, Sporene af Standsforskjel ikke have ladet sig saa mærke. Friheden skulde intet have tabt ved Ligheden under Musketten eller Fahnen. Under disse var det den franske republikanske Frihed feirede sin kort- varige Forbindelse med sin smukke, men yderst lunefulde, flyg- tige og sygelige Søster, Ligheden, som kan døe af et forandret Lufttræk, ventelig fordi den enten er vant til en højere Verdens Æther eller til Gravenes Stilhed. Men som sagt, under Fahnens friske Luftning synes den endda nogenlunde at trives, og den, som saa mangen anden Skrantning, kommer sig ved at hærdes under Legemsøvelser. Og hvilke ere bedre end Exerceer- eller Turnpladsens, NB. uden Stokken? Haagenstad selv, den Søn af rige Forældre, har ikke været Soldat. Fordommen, Lysten til at undgaa hvad der ikke var bleven en Hæder og Lyst ved at være Alles Byrde uden Und- tagelse, var den Gang ikke mindre end nu. Huusmandens Søn for Gaardsmandens -- det var gammel Gang, og det gaaer vel end- nu. Dog det er sandt -- Bandolæderet skulde ogsaa have hængt over Haagenstads Skuldre; han skulde nemlig have været Sergeant ved Egnens Landstorm eller Mandhusinger i 1814. Dog kom det ikke til "Man ur Huset"; men var det kommet dertil, tør man nok gaa god for Ole, at Mønstringen ikke var bleven holdt paa "Raads- bakken", hvor Lombværingerne i 1612 snakkede pro og contra, medens de Andre sloges, eller rettere sagt blot dræbte, i Kringen. Den 14 Novbr. besluttede dog Storthinget, at Præsidenten skulde udnævne en Deputation af 5 Medlemmer, der skulde afgaa til Kron- prindsen med Forespørgsel, om han paa Hs. Maj. Kongens Vegne og til Landalmuens Beroligelse vilde give Løfte om, at ingen Værne- pligtig over 25 Aars Alder skulde blive udkommanderet inden næste |
| d.IV,b.3,s.338 |
ordentlige Storthing. Haagenstad, hvis Indflydelse paa denne Be- slutning er øjensynlig, var i Deputationen, som Dagen efter over- bragte Hs. Kgl. Høiheds bestemte Løfte i Kongens Navn. Lige- ledes var Haagenstad med i Deputationen, der skulde forespørge sig angaaende de svenske Troppers Rømning af Frederikstad og Frederikshald. Den 10de November var det at Kronprindsen over- leverede den nye Konges konstitutionelle Eed, og aflagde sin egen til Forfatningen. Paa Præsidentens Opfordring svor dernæst alle Thingmændene i følgende Udtryk: "Jeg lover og sværger, at vise Konstitutionen og Kongen Troskab og Lydighed, saasandt hjælpe mig Gud og hans hellige Ord." Og da Haagenstad saaledes har svoret engang, og det vel paa den højtideligste Maade og i egent- ligste Mening "tilthinge," har han senere ikke været at bevæge til at sværge nok engang ved sit Hjemthing, saaledes at han ved en senere Leilighed, formedelst Skrupler hos Vedkommende efter Valgloven af 1828, endog engang er bleven udstrøget af Distriktets Stemmeberettigede. Paa 1ste ordentlige Storthing. Juli 1815 til Juli 1816.
Saa alvorligt en Folkerepræsentants Kald er, har det dog meget tilfælles med Skuespillerens. Han har ogsaa sin Debut eller Op- trædelsesrolle, som afgjør hans sednere Forhold til Publikum, og denne Prøve havde Haagenstad bestaaet saa vel, at Vestoplandenes Amt strax var paa det Rene med sig selv, at det i ham havde en fast Repræsentant. Og dengang, da langt færre Bønder valgtes, maatte det være en større Tilfredsstillelse end nu for et Valg- distrikt paa Landet, dog at have En af Almuens Midte, der kunde fortjene at vælges fast. Haagenstad fik heller ikke mange Maa- neders Frist hjemme før han atter maatte sta, og han fik da sit forrige Sæde i Odelsthinget samt Plads i Finantskommitteen. Pengesagen var, som bekjendt, den vigtigste paa dette saakaldte "lange" Storthing, og Haagenstad hævdede sin Plads i Kommit- teen ved flere vidtløftige og grundige Foredrag, der baade lagde for Dagen hans Indsigter i Materien og hans ejendommelige For- sigtighed, der altid har villet skride langsomt frem og paa en bred Grundvold. Deri har han lignet de gode Schakspillere, som vel trække seent, men aldrig tabe en Brikke; og hans Taktik har stedse havt noget Lignende med de fordums systematiske |
| d.IV,b.3,s.339 |
Beleireres, der nærmede sig Fæstningerne ved en langsom, men velberegnet Fremskyden af de underjordiske Linjer og ved en Skilpaddemarsch under Stormtage. I sit Foredrag i Odelsthinget den 1ste Novbr. 1815, hvori han dissenterede fra Kommitteen, yttrede han sig derfor for en grad- viis Inddragning af Rigsbanksedlerne, nemlig af 8 Millioner indtil og med Aaret 1818, hvilket Aars Storthing da skulde overlades at tage Forholdsregler med Hensyn til den resterende Masse, og i sit Votum i Storthinget, den 22de Januar 1816, forsvarede han Overholdelsen af den Garanti, Rigsforsamlingen paa Eidsvold havde dekreteret for alle disse ufunderede 14 Millioner. Det første af disse Vota har ikke fundet Plads i Storthingsforhand- lingerne. Derfor, uagtet det er tørt som Materien, og fordi det kaster et Lys over Haagenstads Anskuelser og Dygtighed til at yttre sig, indtages det her. Haagenstad yttrede efter et, "den 24 Oktober 1815" dateret, Haandskrivt følgende: "Ved at antage Finants-Kommitteens Beslutning angaaende Rigsbankpengenes Indløsning, troer jeg, at mange Mennesker styrtes i Ulykke; jeg holder det derfor for min Pligt som Repræsentant ialmindelighed, og isærdeleshed som Medlem af Finants-Kommitteen, at tilkjendegive mine Tanker, for derved at kunne godt- gjøre for mine Kommittenter hvori min Mening har været fravigende fra Kom- mitteens Pluralitets, saavelsom hvorledes jeg i denne Begivenhed har voteret i Odelsthinget. Det er meget muligt, at jeg feiler; mine Indsigter ere ringe og ofte feilende i mindre indviklede Anliggender. Det er ogsaa langt fra, at jeg troer herved at udvikle mine Tanker saaledes at Sagen derved skulde faae et afvigende Udfald. Ei heller er det hverken Ærgjerrighed eller Dadlesyge, der leder min Pen, og ligesaalidt er det Egennytte; -- denne har aldrig havt Andeel i mine Handlinger, naar det gjaldt Andres Ve og Vel. Og hvor utilgiveligt skulde det ikke være, om jeg nu ved Bihensigter skulde svige mine Kommittenters Tillid og Forventning? Jeg troer at skylde baade disse og mig selv, at tilkjende- give de Grunde, der gjøre mit Votum afvigende, forhaabende enhver retsindig Mands Overbærelse, om jeg endog feiler. Jeg er enig med Finants-Kommitteen deri, at endeel af de cirkulerende Rigs- banksedler aarlig inddrages og sættes ud af Cirkulation; kuns troer jeg imidlertid, at man bør handle yderst forsigtig deri, om man ikke vil fremkalde mange Menneskers Ulykke og Undergang. Ved at tilintetgjøre alt for store Masser af Sedlerne paa eengang, vil en voldsom Forandring finde Sted; Pengemangel vil da træde istedetfor Overflod. Ihændehaverne af Seddelmassen ville da komme til i en Hast at faae den mangdobbelt betalt, medens det for mange Tusinder Debitorer vil blive en plat Umulighed at betale sin Gjæld. Jeg er overbeviist om, at dette har langt større Indflydelse paa Pengenes Falden og Stigen, end Eidsvolds-Garantien; og man bør derfor gaae tilværks saa langsomt som muligt, thi hvor mange have ikke feilet deri, at de, ved at raffinere paa en Feil, have |
| d.IV,b.3,s.340 |
begaaet en større og gaaet over fra en Yderlighed til en anden? -- Her maa man saameget mere handle forsigtigt, da flere Tusinders Velfærd beroer herpaa. Jeg kan ikke andet end tilstaae, at Indløsningen af 6,000,000 Rbdlr. det første, og 3,000,000 Rbdlr. det andet Aar er noget for svært; om disse Summer der- imod havde været indskrænkede til det Halve, da kunde jeg med temmelig Over- beviisning antage, at Priserne paa alle Nødvendighedsartikler derved vilde falde saa betydelig, at maaskee Rigsbanksedlerne inden næste Storthing erholdt fuld- kommen det Værd, hvorefter de ere garanterede. -- Denne Indløsning er Alt, hvad Storthinget efter min Anskuelse, nu for Tiden bør indlade sig paa, thi Ingen kan med nogen Sandsynlighed negte, at jo næste Storthing, efter Pen- genes daværende Forhold, ogsaa bedre kan bedømme, hvad Midler der behøves til den fremtidige Sikkerhed. Ingen levende Sjel kan forud bestemme, hvilken Pengemasse her behøves til Cirkulation, naar Pengene skulle have sin virke- lige paalydende Valuta, thi Mangel eller Mængde bestemmer Pengenes Over- eller Underballance. Der bliver altsaa mindre at resikere ved at Indløsningen af Rigsbanksedlerne kunde blive noget mindre, end ved at den bliver for stor. At bestemme paa dette Storthing Indløsningen for den hele Rigsbankseddel- Massa, er meget betænkeligt, og jeg kan heller ikke indsee den absolute Nød- vendighed deraf. Er det maaskee fordi vi have mindre Tillid til den kommende Repræsentation? Jeg troer det var bedre at overlade til denne Fuldførelsen af en paabegyndt Forbedring i Pengevæsenet, end at sætte den i den Stilling, at det blev nødvendigt at tilintetgjøre de Beslutninger dette Storthing har fattet, hvilket vistnok vil blive Tilfældet, saafremt den indstillede Bestemmelse bliver antaget. Ved at indløse den hele Masse af Sedler, sætte vi Landet i en unødvendig Udgift. De sidste 12 Millioner, der skulle indløses med rentebærende Obliga- tioner, ere vist nødvendige til Cirkulationen. Efter Indstillingen skal disse 12 Millioner forrentes; denne Rente beløber sig til 8,160,000. Altsaa er det en Udgift af over 20,000,000, som vi uden mindste Nødvendighed paaføre Nationen. Regner man saa Rentersrenter, foruden hvad Bekostning vi sætte Landet i ved alle de foreslaaede Lignings-Forretninger; -- thi foruden dette og næste Storthing skulle 10 andre Storthing sysselsættes med den foreslaaede Ligning, der vistnok i det Hele vil opholde Storthingene 6 Maaneder, og desforuden 10 Amtslig- ninger i ethvert af Norges Amter og Valgdistrikter med Skyds og Diæt for alle saadanne Ligningsmænd -- regner man nu alt Dette, saa kan man med Vished antage, at denne unødvendige Kontribution, vi foranledige Nationen, gaaer fuldkommen op mod al den nu for Tiden cirkulerende Seddelmasse. Lægger man saa til 28 Lignings-Forretninger i hvert Præstegjeld og ligesaa mange Valg- forretninger, med al den Misfornøielse, Kiv og Uenighed, som over det Hele flyder af alle disse Lignings-Forretninger -- betænker man alt dette nøie, saa troer jeg næsten, man skal være enig med mig deri, at man bør handle forsigtig, heller overlade Fuldførelsen til næste Storthing, og Vi kuns bestemme hvor mange Millioner Rigsbanksedler aarlig skal indfries i de næste 2 a 3 Aar, samt desforuden sætte Banken under saa nøie og sikker Bestyrelse som muligt. Man vil svare mig, at Rigsbanken maa tilintetgjøres, fordi den aldrig kan være sikker som Nationalbank; men jeg er aldrig istand til at overbevises om, at nogle Privatmænd skulle være sikrere end en heel Nation; og denne skal |
| d.IV,b.3,s.341 |
vi paaføre 24 a 25 Millioners Udgift blot for at bringe Banken i nogle Privat- mænds Hænder, til hvem Nationen siden aarlig maa kontribuere omtrent en halv Million norske Daler? Denne Indtægt kunde man forskaffe Statskassen uden at beskatte Landet for en eneste Skilling mere end som anslaaet er, og endda faa et ligesaa sikkert og solidt Pengevæsen. Dette vil det efterkommende Storthing indsee, og altsaa tilintetgjøre en Be- slutning, der strider mod Rigets og Nationens Interesse. For endvidere at vise, at den foreslaaede Indløsning er uanvendelig, og at Cirkulationsmidlerne ere utilstrækkelige, skal jeg anføre, at efter Finants-Kommitteens fremlagte Bereg- ning -- Litr. A i Rigsdags-Forhandlingernes 5te Hefte, Pag. 5 -- beløb Statens Indtægt sig i Aaret 1805 til 2,224,528 Rdlr. Courant, følgelig over 3 1/2 Million Rbdlr. S. V. eller norske Daler. Det er vel ingen af Medlemmerne af denne Forsamling ubekjendt, at Udgifterne til Staten ikke udgjøre den halve Deel af de Skatter og Kontingenter, den Skatteydende aarligen er paalagt at betale. Idet mindste er det Tilfældet i vor Egn, at Skatter til Fattige, til Skoler, til Kirker, til Vejarbeider, med alle de Udgifter, som aarlig reparteres paa Amtet etc., langt overstige hvad man betaler til Statskassen; men om man end an- tager det for en lige Sum, saa bliver det dog sammenlagt over 7 Millioner. Hertil kommer Renter og Kapitalafdrag af de 12 Millioner, som skal indfries med Statsobligationer, hvilket ogsaa udgjør aarlig 120,000 Norske Daler, og regner man dertil Renter til den private Bank, saa bliver Norges Udgift om- trent firegange saa meget som Finants-Kommitteen har foreslaaet, at Bankens første Fonds skulle bestaa af. Om nu Bankens Eiere sætte dobbelt saa mange Sedler i Omløb, som den Valuta, der ligger i Banken, saa er det endda ikke mere end Halvparten af den Udgift, Statens Undersaatter aarlig maa betale. Om nu den nye Banks Pengesum var dobbelt mod hvad anslaaet er, saa vilde det være særdeles heldigt, om disse kom til at blive fordeelte saaledes at enhver Skatteydende blev Eier af hvad han aarlig skal betale i Skatter. Naar da denne var betalt, saa maatte ikke en eneste Mand i Landet være i Besiddelse af en Skilling til andre Fornødenheder førend Pengene kom til- bage fra dem, der lønnedes af Staten. Ingen Handlende kunde imidlertid være i Besiddelse af nogen Pengesum. Dersom dette blev Tilfælde, standsede al Handel, saavidt dertil skulde bruges Penge, og alt vilde gaae over til Tuskhandel. Hvilken Forvirring skal dette da ikke forvolde? Jeg troer ikke, at Nogen i denne Forsamling ønsker at danne dette Handelssystem; men at dette blev en uund- gaaelig Følge af hiin Beslutning, viser ovenanførte Beregning. Det er mig ikke uventet, at møde den Indvending, at min Beregning er grundet paa Indtægterne i Aaret 1805, hvilke langt oversteg Udgifterne, men saa maa man ogsaa betænke, at nærværende Regjering og de flere Autoriteter, vi nu har i Norge, koster betydeligt, saa at jeg anseer os for heldige, om de sædvanlige Indtægter kunne dække Nutidens Udgifter, og hvis saa er, bliver Beregningen rigtig. Jeg troer saaledes at have godtgjort, at den foreslaaede nye Bank er utilstrækkelig; thi om dens Fonds bleve dobbelt saa store, kunde Pengemangel ikke afhjælpes. Jeg har tilforn sagt, at Ingen med nogen Vished kan bedømme Størrelsen af den cirkulerende Pengemasse; men med Vished kan man nok antage, at den maa være større, end hvad Landets Skatter beløbe sig til. For mig synes det at være indlysende, at den nye Banks Fonds idetmindste |
| d.IV,b.3,s.342 |
maatte være 3 Gange saa store som de foreslaaede; men da det er uvist, om denne Sum engang bliver at erholde, saa vil det ikke være passeligt at foreslaa den tredobbelte. Iøvrigt vilde vist den Mand ansees for en Daare, der op- brændte sit Huus førend han var sikker paa at erholde Materialier til en ny Bygning. At bestemme, at hele Massen af Rigsbanksedlerne skal tilintetgjøres førend vi veed med Sikkerhed, hvad der skal sættes istedet, er et lignende Arbeide, der forekommer mig at være Galmands Værk, og hvorfor vi med Billighed kan vente Nationens Bebreidelse. For ikke at fatte en Beslutning, der vilde have saa skrækkelige Følger og foraarsage flere Tusinders totale Undergang, saa lader os handle forsigtig og bestemme Indløsningen noget mindre. Jeg vover at foreslaae, at man i Aaret 1816 bør indløse 4 Millioner og 1817 og 1818 2 Millioner hvert Aar, over- ladende saa til næste Storthing at bestemme hvad Tid de øvrige Rigsbank- sedler skal indløses. Jeg voterer derfor, at i de første 3 Aar indfries i det høieste 8 Millioner Rigsbanksedler Navneværdi. Hvilket mit Votum jeg skal bede tilføjet Proto- kollen." Han protesterede ogsaa i skriftligt Votum mod at Pengesagen skulde afgjøres ved simpel Pluralitet; mod at Forskrivelser i Navneværdi ikke, ligesom de i Sølv, skulde erholde en højere Omskrivning, hvilket blot vilde falde de mindre formuende Kre- ditorer til Last; mod at Landskattens Fordeling skulde skee efter Leilændingstaxten og efter den til Jordafgiftens Svarelse foretagne Skattetaxation, samt mod at Leilændingslandskyld skulde betales med 3 Procent af Gaardens Taxationssum. Ligesaa fremsatte han Forslag betræffende Tiendens Ydelse, og om at alt offentligt og beneficeret Gods skulde snarest muligt sælges ved fri Auktion, og Kjøbesummen anvendes deels efter Grundlovens § 106, deels til at indløse en Deel af den cirkulerende Seddelmassa. At det beneficerede Gods skulde overgaa til fri Ejendom, forsvarede han ogsaa i et særskilt skriftligt Votum, ligesom han ogsaa yttrede sig om Saugvæsenet, og protesterede imod at Værnepligtsspørgs- maalet skulde afgjøres ved simpel Pluralitet. Om en Repræsentant, der med saamegen Styrke og altid i een, i Folkeinteressens, Retning har grebet ind i de vigtigste materielle Spørgsmaal, vil det være overflødigt at omnævne de forskjellige Leiligheder under dette og de øvrige Thing, hvorved han har figureret med i Deputationer. Han har ogsaa der hævdet sin Stands Ære. Det var Gudbrandsdalen der kom. |
| d.IV,b.3,s.343 |
Paa andet ordentlige Storthing. 1818.
Fremdeles Odelsthingsmedlem og ivrigt sysselsat med Penge- væsenet, om det Ord "ivrig" kan bruges om en saa rolig Ka- rakteer, om en Sjel, hvis betænkte, lidenskabsløse Virken fore- gaaer som Klippens langsomme regelmæssige Anskyden af sine Krystallisationer. Han fremsatte Forslag om Udbetaling af et lige Beløb Sedler mod Sølv, samt at de med Indskud Resterende skulde nyde Kredit af Banken mod 5 Procent Renter. Ligeledes fegtede han paa dette Thing for sin Mening med Hensyn til Landskattens Fordeling, yttrede sig imod Gagetillæg for Amt- mændene, og indleverede protesterende Votum mod en Stor- thingsbeslutning, som, efter hans Formening gik ud paa en ud- vidende Fortolkning af Grundlovens § 75 Littr. i, navnlig af Or- dene "midlertidige Gager og Pensioner." Ingen er strengere kon- servativ med Hensyn til Grundloven end Ole Haagenstad. Ingen taaler mindre, at der røres ved den. Jeg troer, at selv dens Mangler ere ham hellige, og frygter for, at han paa nærværende Thing vil give Gjenstanden for sin Dyrken et fornyet Beviis paa sin heftige, eensidige Kjærlighed. Som den eensomtliggende, himmelfaldne, eller fra et Chaos henrullede, Steen paa Marken, synkende under sin egen Tyngde, fæstner sig for Evigheden i denne, vil han, at Grundloven ved streng Uforandrethed og Ti- dernes Hævd skal vinde sit urokkelige Stade i Landet. Ingen Meisel for at borthugge en Udkant, ingen Løftestang under, for at bringe Alteret for hans fanatisk-oprigtige Dyrken i en endnu bedre Stilling, end det vil komme i under Aarhundredernes Tryk! Det vilde i hans Mening være at forvandle til en juttulagtig Rullesteen, hvormed Dvergene kunde drive sin Leeg, den altar- formede, i den elskede Bund himmelfaldne, Steen, hvor han, med Hakon Hladejarls religiøse Overtro, offrer alle Hensyn, alle Tidskrav, ja vel endog hvad der ellers er hans velvillige Hjerte kjært, som den unge Erland var Hakon. Dette er politiskt Af- guderi, og til et saadant Hakonsoffer af hvad han ellers maa elske er Haagenstad istand. Men uagtet jeg frygter dette, at Toleranceforslaget paa nærværende Thing skal blive den blødende Erland -- hvem kan denne Grumhed vel være naturligere eller sømmeligere eller anstaa mindre ilde end den gamle stride Døl? Hans Blik er lyst, men magnetisk tryllebundet til Grundloven |
| d.IV,b.3,s.344 |
saaledes som den er bleven den nærværende Æt og Fremtiden overantvordet af de nærmeste Fædre. Det leder først efter det Nyttige og efter Beviserne derfor, og selv dette er han istand til at renoncere paa og opoffre, for ikke at give Slip paa hiin Grundlovens urørlige Uforandrethed, der er bleven ham hellig og til Religion -- ja dette lige indtil fanatisk Vedhængen. Paa fjerde ordentlige Storthing. 1824.
Men paa det mærkelige 1821 Aars Thing hvor var Ole Haagen- stad da henne? Han, som til forrige Thing var valgt af sit Amt med de fleste Stemmer? Er han ikke paa Thinget, saa er han hjemme, og saa var han da. To Gange har han benyttet sig af Grundlovens Tilladelse til at undslaa sig for Storthingsvalg. Første Gang til Storthinget 1821, idet han, da Valgtiden nærmede sig Høsten forud, tilskrev Amtmanden i de beskedneste Udtryk, at han troede, betimeligen, for at ikke Stemmer skulde bortkastes, at burde tilkjendegive sin Hensigt at undslaa sig for et nyt Valg, som muligens kunde blive Tilfælde, da han forrige Gang var valgt med fleste Stemmer. Men i 1824 tog Amtet ham igjen, og han maatte sta igjen til sin gamle Bænk. Som Odelsthingsmedlem fremsatte han et Forslag om Bemyndigelse for Regjeringen til at udlaane til Banken af Statskassens Beholdning 100,000 Spd. mod 4 pCt. Renter. Det gik vel ikke igjennem; men senere Storthing have sørget for Iværksættelsen af denne Operation. Ellers har Haagenstad været en yderst forsigtig General, som man siger, med Hensyn til at forøge Pengemassen og at lette Adgangen til Laan. Man har villet søge Grunden hertil i hans egen Formuenhed og Besiddelse af Bankaktier, men man har isaahenseende ikke behøvet at gaa udenfor hans forsigtige Ka- rakteer, om man end ikke vil lægge nogen Vægt paa hans Er- faring og Kjendskab til Laaneletsindigheden. Denne bliver dog altid at frygte, om man end ikke, med Udlandets Exempler for Øje, kan holde let Adgang til Laan for skadelig. Bankens Kredit maatte befæstes; den var ham hellig næst Grundlovens Urørlig- hed som en af dennes Hovedhjørnestene. Ogsaa i dette Punkt var han som sagt konservativ; men netop af dette Skrig over Pengemangel og Vanskelighed for Laan, hvoraf ogsaa hans Amt |
| d.IV,b.3,s.345 |
ideligen har gjenlydt, faaer man det bedste Begreb om den over- ordentlige Anseelse, han nød, siden han ikke destomindre valgtes og valgtes paany, uagtet man vel nok vidste, at Haagenstad var i det Punkt imod den almindelige Mening, og at han ikke for- andrede sin. Paa 5te ordentlige Storthing. 1827.
Atter valgt med de fleste Stemmer og Medlem af Kommitteen for Bank- og Pengevæsenet. Uforandret naturligviis i sine An- skuelser om de Sager; men da de gjengives bedre med hans egne Ord, end om jeg vilde give mig til at ræsonnere derover, anføres her et Votum af ham i Odelsthinget, betræffende Kom- mitteeindstillingen, som tillige vidner om en ikke ringe Grad af Evne til med Klarhed at fremsætte sin Mening. "Som Medlem af Kommitteen for Bank- og Pengevæsenet har jeg i Kom- mitteen samtykket i, at et Reservefond for Banken oprettes, endskjøndt jeg dengang ikke indsaae nogen Nødvendighed derfor, og som jeg ved nærmere Eftertanke heller ikke er istand til at indsee. Skulde Odelsthinget imidlertid finde for godt at fatte Bestemmelse til en Lov om et Reservefonds Oprettelse, da Banken er i Besiddelse af nogle smaa Summer, anførte i Kommittee-Ind- stillingen under Littr. c, d, e og f16. Om disse Summer er, saavidt jeg veed, ingen lovbestemt Anvendelse foreskrevet, hvorfor der heller ikke kan være saa megen Betænkelighed ved, at bestemme samme til det paatænkte Brug. Men at man ved denne Lov skulde gjøre noget Indgreb i de Summer, hvorfor tildeels er indkjøbt smaa Bank-Indskud, og deels haves i Behold til saadant Indkjøb, og hvis Udbytte, ifølge Lov af 13de August 1818, er bestemt at deles mellem de øvrige Aktieeiere -- det har aldrig været min Tanke. Jeg anseer Eiendomsretten saa hellig, at den under ingensomhelst Omstændighed maa an- gribes. Grundloven har ogsaa tilstaaet Erstatning for Den, hvis rørlige eller urørlige Ejendom Statens Tarv fordrer; saameget mindre maa man i dette Tilfælde gjøre et saadant Indgreb, da aldeles ingen Nødvendighed dertil er forhaanden. Skjøndt de øvrige Summer vel ogsaa ere Bankens Ejendom, saa er der ingen Lov for deres fremtidige Brug. Med Billighed bør vel heller ikke fordres mere af de nuværende Aktieeiere, da saa mange Apparater og Indretninger, Ind- fordringer, Sedlers Forfærdigelse og Transporter, ere foranstaltede paa deres Bekostning, Et Banklokale i Throndhjem er indkjøbt; det skal nu udvides, og en Bankbygning i Kristiania skal opføres. Disse Bekostninger falde ogsaa paa nærværende Aktieeiere; men Indretningens Nytte kommer ligesaavel de frem- |
| d.IV,b.3,s.346 |
tidige Interessenter tilgode. Det bør ogsaa bemærkes, at endnu ere mange af Actieeierne de virkelige Indskydere eller deres Arvinger. For de fleste af disse er Indskuddet saa kostbart, at de neppe have 2 1/2 pCt. af den Summa, som dertil er anvendt, ei at tale om, at nogle Aar svandt hen inden noget Udbytte erholdtes. At man nu skulde fatte en Beslutning, hvorved disse skulde tabe betydeligt i det forventede og belovede Udbytte, kan jeg ikke stemme for, og det bliver Tilfældet, saafremt Kommitteens Indstilling bliver til Lov; dette Tab vil efter min Formening blive det Dobbelte mod hvad Kommitteen har anført, og som jeg skal søge at oplyse ved følgende Beregning. Banken har indkjøbt Bankindskud . . . . . . . . 86,882 Spd. 83 ß. Til videre Indkjøb haves i Behold . . . . . . . . . 69,403 -- 115 - Da Bankaktier nu kan kjøbes under pari, saa antager jeg, at Banken meget snart eier Indskud af . . . . 156286 Spd. " ß. Der gives 6 pCt. Udbytte eller Rente, der gjør . . . . . . . . 9377 -- " - Lægges dertil det aarlige Overskud af Laaneindretningen, saadant som i afvigte Aar, nemlig . . . . . . . . 9654 -- " - saa bliver dette tilsammen . . . . . 19031 Spd. " ß. naar disse fordeles paa det øvrige Bankindskud, saa bliver samme 590 Spd. over 1 pCt aarlig. Muligens vil Overskuddet ved Laaneindretningen nu blive mindre, saasnart Renten nedsættes fra 3 til 2 pCt.; men det er og sandsynligt, at Indretningen bliver saa meget meer benyttet, at Overskudet endog kan blive større. Det kunde vel ogsaa blive nogen Fordeel for Aktieeierne, saafremt Bankbestyrerne benyttede Tilladelsen, at sætte en lige Summa Sedler i Cirkulation mod det Sølv, hvori Reservefondet bestaaer: men deels er denne Bestemmelse foreslaaet blot som tilladende, og deels vil derpaa de Summer, som til Reservefond ere kalkulerede, formindskes en 36 a 40000 Spd. ved Omsætning i Sølv, saa at det højeste, som derpaa kunde ventes i Udbytte, vil i en lang Række af Aar aldrig overstige l/3 pCt. aarlig. Saaledes troer jeg det tydelig vil indsees, at Procenten af Bankindskud sandsynlig bliver 1 pCt. mindre end forhen, og det uden at berøre Tabet af de mindre Summer, som i Kommitteens Indstilling er paapeget. Kommitteen har ogsaa yttret, at Aktiernes Priis vilde stige, fordi Banken er- holdt denne Reservefond. Her tillades det mig at være af den modsatte For- mening, saalænge en saadan Fond ei kan tilveiebringes, uden ved at betage Interessenterne en Deel af den aarlige Gevindst. Det forekommer mig høist besynderligt, at en Ejendom skulde stige i Værdi, naar man bestemte, at en Deel af dens Produkt skulde oplægges for de fremtidige Ejere. Bankaktiers, som andre Statspapirers, Priis bestemmes efter de Procenter, de give. Dette viser den daglige Erfaring; kun Debitors Suffisance gjør heraf Undtagelse. Om Norges Bank har jeg i denne Henseende ikke hørt nogen Tvivl være yttret. Det maa heller ikke tabes af Sigte, at den Sum, Banken har havt til Bank- indskuds Indkjøb, har bidraget meget til at holde disse i Værd. Tilintetgjøres |
| d.IV,b.3,s.347 |
denne Indretning, og Banken igjen begynder at sælge de indkjøbte Aktier, da vil begge Dele falde i Priis til langt under pari, hvorved Haabet om Bankens Forøgelse ved frivilligt Indskud ganske tilintetgjøres, og Bankaktiers Salg til Udlændingen vil blive hyppigere, og det endog til en lavere Priis, end forhen er skeet. Bank-Indretningens fremtidige Bestyrelse vil tabe sin Tiltro, saasnart Interes- senternes Rettighed krænkes, og allermindst maa man uden Nødvendighed give en Lov, der har tilbagevirkende Kraft. At Bank-Repræsentanterne have havt de samme, og maaskee mange flere Grunde for Tilbageviselsen af tvende lig- nende Forslag, formoder jeg. Deres Karakteer-Fasthed er noksom bekjendt og anpriist; hvorfor skulde Storthinget vise en modsat Fremgangsmaade? Paa anførte Grunde er det da min Formening, at Forslaget maa rettest henlægges, men i al Fald, at de under Litr. a og b benævnte Summer ikke til Reserve- fond maae blive anvendte, og at af den Sum, som under Litr. c er anført, maa tilfalde Banken en passende Godtgjørelse for Bestyrelse og Resiko. Da Bank- Administrations-Omkostningerne udgjøre over l l/2 pCt. aarlig af det hele Bank- Indskud, saa anseer jeg det ikke billigt, at Banken skal bære alle Omkostninger for hiin Indretning uden noget Vederlag. At jeg, paa Grunde, som ovenfor ere anførte og i Thinget oplæste, har stemt imod, at de Summer, som under Litr. a og b17 i Kommittee-Indstillingen ere ommeldte, skulde henlægges til Reservefond for Banken; hvorfor dette, som mit skriftlige Votum, maa bedes Protokollen vedlagt. Storthingets Odelsthing, den 30te Juni 1827. Ole Haagenstad." 1827 Aars Storthing bevilgede, som man vil erindre, Intet til Fortsættelse af Slotsbygningsarbeidet. Eenstemmig gik Kom- mitteeindstillingens første Post igjennem, at nemlig den kongelige Proposition om at lade udfærdige for Statskassens Regning 5 pCt. rentebærende Statsobligationer til et Beløb af 280,000 Spd. til Arbeidets Fortsættelse i de kommende tre Aar ikke skulde bi- faldes. Men Indstillingens 2den Post, at der for Tiden Intet kunde bevilges, gik kun igjennem med 42 mod 36 Stemmer, af hvilke sidste 27 fremlagde skrivtligt Votum til Vidnesbyrd om at de havde stemmet imod en saa streng Forholdsregel. Kun Re- præsentanterne Bukjer af Agershuus Amt og Haagenstad gjorde det Samme af Majoriteten -- den Sidste i et veludviklet, til Be- regninger støttet, Foredrag, hvori han søgte at bevise, at, om man i et Tidsrum af 10 Aar behjalp sig som før, og gjorde den forlangte Kapital frugtbringende, vilde ved Indvinding af Renterne den fornødne Sum tilvejebringes. Det har ogsaa siden viist sig, 1 tilbake Lignende Indtryk har Ole Haagenstad gjort paa Jakob Aall. "Naar jeg -- siger han i sin "Nutid og Fortid," 1ste Binds tredie Hefte -- hørte en Ole Haagenstads Tale, fremsat i det gamle nordiske Tungemaal, beriget med Sprog- vendinger og Sprogbøininger, som nu ikke mere findes i vort Sprogs Gram- matik, og, fuld af sunde, klare Begreber og overbevisende Grunde, foredragne med langsom Forsigtighed, da fløttede jeg mig i Tankerne hen paa de Gamles Thingvold, og hørte den lovforstandige og ordsnilde Nial's Tale, der saa ofte veiledede Althinget i dets Beslutninger, sine Frænder og Naboer i deres Stridig- heder om Lov og Ret." 2 tilbakeI Hedalens Annex til Vaage. Bratternes Sæde. 3 tilbakeI Nordre Gudbrandsdalen er det Tilfælde med flere Gaarde, at Beboerne skulle have været og tildeels endnu være af Adel. Saaledes Valberg og Sandbo, Elgjarnernes Sæder, Ellingbø og Herringstad i Vaage og Blaker i Lomb. 4 tilbakeDer er et endnu ældre, fra 1336, nemlig et Thingsvidne fra Magnus Smeks 17de Regjeringsaar, som beviser, at man lod læse Kong Sverres Brev, at han gav "Iværn gamlæ Gisling," som ejede Sundbu (Gaardens egentlige Navn) og alle hans Eftermænd "det Vatn Hemdalen," samt Kong Hakon den Gamles og Kong Magnus's Stadfæstelse derpaa. 5 tilbakeSchøning beretter i sin Reise i Gudbrandsdalen 1775, at Sandbo gik over fra Gjeslingerne til Elgjarnerne, og at de senere Beboere stamme ned fra en Sidelinie af Knut Elgjarn, Søn af Ridder Sigurd Erlandssøn Elgjarn, der var Broder af den berømte Alf Erlingssøn (Erlandssøn) og Bjørn paa Bjarkø, og som først fik Sandbo ind i Familien. Denne Knut var givt med en Gjesling, og Gaarden kom til en Sidelinje, da alle hans syv uregjerlige Sønner fik en 6 tilbakeLigesaa findes der en paa det nærmeste fuldstændig Rustning, Kyrads, Hjelm, Sværd og Daggert. 7 tilbakeDenne Families Vaaben var en Lilje. Ogsaa: i blaat Felt en fra Venstre skraaliggende Træbul med tre afstumpede Grene paa hver Side; foran tre for- enede Liljer og een skraastaaende. Hjorthøi siger i sin Beskrivelse over Gud- brandsdalen, at Familien var kommen fra Bergen. Udød. Den fromme Moder tog sig dette saa nær, at hun flyttede op til Skaar- vangen i Vaage, tilbragte sit Liv i Bøn for deres Frelse, og begavede Vaage Kirke til Sjelebod for dem. 9 tilbakeDe adelige Familier gik ved Giftermaal indbyrdes over i hinanden, saa Brevskriveren alligevel kan have Ret. 10 tilbakeVaage Kaldsbog indeholder herom følgende Nedskrift fra 1732: "Angaaende gamle mærkværdige Ting, da findes her i Vaage Sogn paa søndre Sandbo gamle Pergamentbreve, af Kong Magno og Kong Hagen udgivne, paa et Fiskevand og Veidested, som kaldes Hjemdalen, der udi gamle Tider har hørt til Valders. Aarsagen hvorfor dette Fiskevand med Veidested var kommet fra Valders, skal være denne: Der var en Ridder i Valders, som havde nogen Tvistighed med den Ridder paa Sandbo, hvis adelige Navn var Gjesling, hvorfor den Ridder af Valders tog sin Leilighed iagt, da Sandboridderen ikke var hjemme, gik han med sine Folk over Fjeldet og afbrændte Sandbo. Den Ridder paa Sandbo kom strax derefter hjem, samlede sine Folk, og ihast søgte efter den Ridder af Valders, som havde om Natten taget sit Logemente paa en Sæter, som kaldtes Fugel-Sæter, 3 Mile hen i Fjeldet og sat sine Vagter ud. Sandboeridderen mar- scherede med sine Folk Natten igjennem, og mod Dagningen blev Disse de ud- satte Vagter vaer, hvorfor han brugte dette Krigspuds, at han lod alle sine Folk hugge smaa Birketræer af, og førte dem for paa deres Heste. Vagterne, som saa dette, tænkte i Førstningen, at det var en Birkeskov, de saae. Men da de (Fortsættes side 332.) 11 tilbakeSchøning nævner som Gjertruds Afkom en Alf og som dennes Søn en Halvard, hvis Søn da var en Paul. Denne Alf førte som Skjoldmærke en med en Piil gjennemboret Elgsfod og tre Pile ovenover Skjoldet, hvorimod Halvard, som udtrykkelig nævnes Gjesling, førte denne Families tre brændende Fakler over Hjelmen. Adelslexikonet beretter ellers, at Gjeslingerne desforuden førte et blaat Svinelaar, gjennemboret af en gylden Piil. Men det skal formodentlig være et Elgslaar, som vel har været Elgjarnernes egentlige Mærke, der er bleven fælleds ved de mange Familieforbindelser. 12 tilbakeHaagenstad blev ikke, som her angivet, opfostret hos Morbroderen, men hjemme. Han kom først til Denne omtrent ved en Snees Aars Alder, efterat have drevet Qvæg- og Hestehandel en Tid. Havde nogen Forbindelse mellem H. og Forf. fundet Sted i Anledning af dette Arbeide, skulde denne, ellers ikke saa væsentlige, Feil ikke været indløben. (Senere Rettelse af Forf.) 13 tilbakeTolftastad. 1463 kjøbte Hr. Alf Knutsøn Gaarden med tilliggende Gods af en Botolf Endridsøn, som havde arvet den efter Fru Kirstine Torvaldsdatter Kane. (Fortsat fra side 330.)fornam, at Birkeskoven kom nærmere og rørte sig, gav de deres Herre en saadan Rapport, at de saae en Skov, som kom nærmere og nærmere. Valders- ridderen, som strax mærkede, at der var Fare paafærde, skyndte sig og sam- lede sine Folk sammen og tog Flugten. Ridderen paa Sandbo fulgte ham og nedhuggede alle hans Folk, indtil de kom til en stridløbende Aa, som løb mellem tvende høie Klipper, hvor der vel er 20 Favne ned mellem Klipperne, hvor den stride Aa løber. Der resolverede han at springe over, at han ikke skulde falde i sine Forfølgeres Hænder, hvilket og lykkedes hannem. Men hans Vaaben- drager, som ene var tilbage af hans Folk, vovede og at springe efter sin Herre, men faldt ned mellem Klipperne i den stride Aae og blev borte. Og kaldes det Sted endnu Ridderspranget. Og blev Hjemdalen med Fiskeri og Veidested, som den Tid meest bestod af Grave, hvorudi de fangede baade Rens- og Els- dyr, af Kongen tildømt Sandboridderen til Repressalier for den Skade, Valders- ridderen havde gjort ham, hvilke Kongebreve siden af efterfølgende Konger ere blevne confirmerede indtil Kong Christian d. V. Fornemmelig var her paa de Tider i Vaage Sogn 2de adelige Familier, DHrr. Gjeslinger paa Sandboe og Ildjern paa Valdbjerg, hvis Afkom endnu beboer de samme Gaarde." -- Se ellers herom Schøning i Budstikken for 1821. Sandboridderen har været en Elgjarn (Ildjern), maaskee Knut; og det er sandsynligt, at en Slutning, at Aarsagen til Tvisten var Overgangen til den nye Familie af Sandbo og alt det Gods og der- imellem Hemdalen, er rigtig. 15 tilbake Saa kaldes denne Strækning, hvorimod den, der fra Laurgaard fører nord- over mod Dovre, udtales "Rosten". Begge er Defileer af militær Betydenhed. 16 tilbake Disse vare: c) Overskudet af den Banken, efter Lov af 13de Aug. 1818, annekterede Bankind- retning, d) Overskudet af Sammensmeltningen af det som Bankindskud indleverede Sølv, e) Gevindsten af Vexling af fremmede Myntsorter, og f) Overskudet af Bankindskuds Indbetaling med Sedler og af Sølvindkjøb i det udvexlede Sølvs Sted. 17 tilbakeDisse vare: a) Rentebeløbet af resterende Bankindskud, og b) Overskudet ved Anskaffelsen af Sølv for de Bankindskud, som vare erlagte med Rigsbanksedler. |