HENRIK WERGELAND - SAMLEDE SKRIFTER
IV.AVHANDLINGER, OPPLYSNINGSSKRIFTER 3. BIND: 1839 - 1842

Jødernes egen Færd.
del 4
d.IV,b.3,s.301   imod Samfundet; 1827 gave Hofraad Gersons Arvinger 5000 Rbd.
til samme Hospital; 1831 legerede Gerson Levy 15000 Rbd. til
ti forskjellige offentlige kristelige Stiftelser, og 1821 gav Kjøbmand
Wohl i Aarhuus (siden død i Armod) 500 Rbd. til Fruekirkes
Gjenopbyggelse. -- Hvor meget derimod den i 1839 afdøde Gros-
serer Gersons Legater beløb sig til, er os ubekjendt. -- Og hertil
have vi ikkun at føie: at i Præmieselskabet, som vi senere skulle
omtale, men som ogsaa kommer Kristne til Gavn, have ogsaa
Kristne deeltaget; at det forenede Velgjørenhedsselskab, som
dog ogsaa tæller Jøder iblandt sine Medlemmer, understøtter
Jøder og Kristne i Fleng; at Katholiken Bianco for en Deel Aar
siden, stiftede et Legat, hvis aarlige Renter, 6 Rbd., tilfalde en
fattig Jøde i Frederits; og at Kammerherre Bentzon i sit Legat
til Præsteenker ogsaa udtrykkelig har medtaget Enken efter den
mosaiske Kateket i Odense iblandt dem, som kunne oppebære
dette Legat; men disse ere, saa vidt vi vide, de eneste Exempler
paa, at Kristne i vort Fædreland, i Foreninger eller ved Legater,
have betænkt sine mosaiske Brødre med nok saa lidet.
   Sluttelig kunne vi ei heller lade uomtalt den Indflydelse, som
Tilintetgjørelsen af Kastebaandet har havt paa Jøderne. Som
en Udgangspunkt for vor Oversigt skulle vi opgive Jødernes
Antal, saaledes som dette var 1836 -- thi de senere Mandtals-
lister kjende vi ikke, -- i det vi dog udtrykkelig maa bemærke,
at vi her kun kunne tage Hensyn til Østifternes og Jyllands
Jøder, fordi Kastebaandet i Slesvig endnu ikke er brudt. -- I
Aaret 1836 udgjorde i de nævnte Dele af Danmark samtlige Jøder
et Antal af 4064, af hvilke de 2465 boede i Kjøbenhavn (1111
Mandfolk og 1354 Fruentimmer), og 1599 i Provindserne (800
Mandfolk og 799 Fruentimmer)1. Antallet har aldrig været større,
men vel mindre; i Kjøbenhavn var det i Halvfemserne efter et
Gjennemsnit af de aarlige Mandtalslister neppe 1550. -- Det var,
som bemærket, 1788 at Kastebaandet blev brudt, og 1793 at
"Præmieselskabet for den jødiske Ungdoms Anbringelse til Kun-
ster og Haandværker" blev stiftet. I de offentlige Blade ind-
d.IV,b.3,s.302   rykkedes Opfordringer baade til de kristne Mestere, der havde
Lyst til at lære fra sig, og de jødiske Drenge, der havde Lyst
til at oplæres. Den 25 Febr. 1795 holdt Selskabet den General-
forsamling, paa hvilken de Love vedtoges, som i det følgende
Aar fik kgl. Bekræftelse. Selskabet uddelte Præmier paa 20 --
50 Rbd. til de kristne Mestere, der toge Jødebørn i Lære og
udlærte dem, og Præmier paa 20 -- 30 Rbd., samt Sølvmedallier,
til disse Lærlinger, naar de bleve Svende; i Læreaarene under-
støtter det ligeledes disse med Klæder, Værktøi o. s. v., og siden
1832 understøtter det desuden aarlig mange kristne og jødiske
Haandværkssvende, som ville nedsætte sig som Mestre, med
rentefri Laan. I dette Selskab (hvis Væsen jo heller ikke blot
var til Gavn for Jøder, om den end især maatte blive af Be-
tydning for disse) deeltoge baade Kristne og Jøder, og dets Be-
styrelse har fra Begyndelsen af været overdraget til to af hver
Tro. De første Bestyrere (og paa en Maade Stifterne) af dette
Selskab, der nu i over 47 Aar har virket til saa megen Velsig-
nelse -- maatte man end ønske, snart at se det "imod Formod-
ning ophøre, . . . derved at deslige Opmuntringer ei behøves"
-- og i hvilket de forskjellige Troesbekjendere første Gang i
Kjærlighed rakte hinanden Haanden til en smuk og ædel Sam-
virken, vare: Grosserer L. Larsen og A. Bunzen, H. J. Cantor og
L. J. Cantor, der alle vedbleve i sin Virken til Døden lidt efter
lidt bortrev dem, -- den sidste, H. J. Cantor, 1833, da han i fulde
40 Aar havde deeltaget i Bestyrelsen. -- 1798 talte den kjøben-
havnske Menighed 44 Haandværkere (7 Mestere, 14 Svende og
23 Drenge). I sine 47 første Virkeaar (til April 1840) havde Sel-
skabet i alt sat 417 Drenge i Lære. Er der end af disse en
Deel, som ved Døden er afgaaet, eller som er bortflyttet med
sine Forældre, eller ikke har udholdt sine Læreaar, saa har dog
den største Deel længst udlært. Indtil April 1840 vare 311 af
dem blevne Svende, og de fleste af disse have alt nedsat sig
som Mestre i Kjøbenhavn, i Provindserne eller i Udlandet. Blot
paa de danske Øer og i Jylland fandt man allerede i Begyn-
delsen af 1837 blandt Samfundets 1911 mandl. Individer: 45 Sko-
magere ( Mestre, Svende og Drenge), 45 Slagtere, 39 Skræd-
dere, 29 Guldsmede, 29 Vævere, 28 Bogtrykkere, 19 Sadelma-
gere, 18 Garvere og 17 Tobakspindere, foruden 124 i 40 andre
d.IV,b.3,s.303   Haandværkslaug. I alt var der saaledes dengang 392 Jøder an-
bragt ved de forskjellige Haandværkslaug (uagtet der er Laug,
som endnu ikke have villet aabne sig for dem), eller 20 af hvert
Hundrede af mandl. Individer;
medens allerede dengang ikke en-
gang 36 af Hundrede nærede sig ved Handelen, -- et Udslag,
skulde man synes, der tilstrækkelig kunde godtgjøre det grund-
falske i den forældede Paastand
, at Jøden kun er Handelsmand,
og hverken kan eller gider befatte sig med andet. Og hertil
kommer dog endnu, at Antallet paa jødiske Haandværkere ikke
lidet er steget siden 1837. Vi kunne vel ikke med Bestemthed
opgive hvormeget, men af en ufuldstændig Fortegnelse, der er os
meddeelt over dem, der som Svende have erholdt Præmier fra
Præmieselskabet, og som Drenge ere satte i Lære af det, se vi
dog, at Antallet i forskjellige Laug ei blot er temmelig betydelig
voxet i de halvfjerde Aar, men at enkelte Jøder nu ogsaa ere
komne ind i saadanne Laug, hvor der tidligere ingen var. Vi
tro saaledes, at vi saa temmelig nærme os Sandheden, naar vi
paastaa, at for Øieblikket er omtrent hver fjerde af Danmarks
Jøder anbragt i de forskjellige Haandværker. -- Men hertil kom-
mer endnu de, der have lagt sig efter Kunster og Videnskaber,
og hvis Tal for Øieblikket kan regnes til omtrent 120, eller imel-
lem 6 og 7 af hvert 100, samt de, der ere gaaede til Landvæsenet,
eller i andre lignende Veje. Det er i den Henseende en høist
interessant Kjendsgjerning, at, imedens der i de 18 Aar 1799 --
1816 fra hele Landet ikkun dimitteredes 17 Jøder til Kjøbenhavns
Universitet, dimitteredes der i de 23 Aar 1817 -- 1839 ikke mindre
end 70, og af disse bleve 6 udmærkede til første Examen, 41 fik
bedste, 20 anden og kun 3 ringeste Karakteer; men den bliver
saa meget interessantere, naar man erindrer, hvor uforholds-
mæssig ringe og indskrænket Adgangen til Befordringer endnu
stedse har været for dem, saa at man just ikke skal sige, at det
er Fordelen, der har lokket dem.
   Af fødte Mosaiter, som i Danmark have erhvervet sig et mere
udmærket Navn, kan nævnes: Malerne Ismael og Anton Rafael
Mengs samt Friedlænder, Lægerne Trier, de Meza og Jacobsen,
Professor, Medaljør Jacobsen, Theologerne Manheimer og Kalkar,
Digteren Henr. Herz, Journalisterne Nathan David, Wessely og
Siesby, Advokaten Delbanco, Professor Henrichsen, Statistikeren
d.IV,b.3,s.304   Nathanson, den Deputerede Stenfeldt (Broder til vor Ludvig
Maribo), Kemikeren Neukirch o. fl. Wallich, den verdensberømte
Botanist i Kalkutta, er ogsaa en fød dansk Mosait.


JØDERNE I SVERIGE

   I Sverige er Antallet af Jøder endnu ringere end i Danmark,
og Tilladelsen til at bevilges Nedsættelse ogsaa i andre Stæder
end i de 4, hvor dette før kun tilstodes dem, har ikke indkaldt
synderlig flere. Vi Normænd kunne nok ogsaa lægge Frygten
hen forat de skulle indfinde sig som en ægyptisk Landeplage af
Græshopper. Men forholdsviis mange Mosaiter have ogsaa i
Sverige legeret betydeligt til kristne Menigheders Fattige
. En af
dem skjænkede saaledes St. Jakobs Menighed i Stockholm en
fast Ejendom, og Mange bidrage aarligen til almindelige Vel-
gjørenhedsindretninger, skjøndt de ere pligtige, baade at for-
sørge sine egne Fattige og at skatte til det almindelige Fattig-
væsen, som dog ikke bekymrer sig om jødiske Trængende.
For sine Godtkjøbs-Spiseindretninger paa flere Steder i Riget
er Jøden Heilborn bekjendt. Understatholder Kuylenstjerna
vakte paa sidste Rigsdag Motion om en Pension for ham, da
det lod sig klart bevise, at ingen egennyttig Spekulation, men
de menneskekjærligste Hensigter, var Drivefjedren til hans Fore-
tagender.

   Uagtet de mange Hindringer fra de i Sverige florerende Laugs-
korporationers Side, gives der dog et forholdsviis ikke ringe
Antal af jødiske Haandværkere; og flere Fabriker, hvorved
kristne Arbeidere finde Udkomme, ejes af Jøder. Men en
Kjendsgjerning, som taler endnu stærkere til Fordeel for deres
Færd i Sverige, er en skrivtlig Erklæring af forrige Understat-
holder Wannquist, at i de 28 Aar, han havde fungeret som
Politimester i Stockholm, har ingen Jøde været anklaget for Mord,
Tyveri, Ægteskabsbrud eller Fylderi
. I en By som Stockholm
er denne negative Fortjeneste af Vægt; men kald det ingen
d.IV,b.3,s.305   Fortjeneste -- det vidner dog om, og bekræfter den saa mange
Steder gjorte Erfaring, at Usædelighed og Forbrydelser ere meget
sjeldne imellem Jøderne.



ENDNU NOGLE BLIK INDEN SYNAGOGEN

   Det er en fræk Løgn, at der i Religionens Navn nogetsteds
imellem Mosaiterne foredrages en Moral, som skjelner imellem
Redelighedens Pligter imod Troesforvandte og Anderledestroende,
-- som tilsteder Aager og anden Forfordeling imod de Kristne, --
som belægger2 Agerdyrkning og Qvægavl med Foragt, og hvilke
flere deslige Galskaber det maatte være. Kjende I Skoler -- ud-
bryder Dr. Riesser med billig Harme -- eller Synagoger, hvori
deslige Skjændigheder blive lærte, -- kjende I Lærere, ved hvem
deslige formastelige Daarskaber blive udbredte i Religionens
Navn -- nu! saa betegner os hine Skoler, nævner os hine Læ-
rere, paadetat Skolerne kunne blive tillukte, og Lærerne, som
Gudsbespottere, overleverede til Menneskehedens og sine Troes-
forvandtes Afsky, og som Ungdommens Fordærvere til Lovens
strenge Straf. Ere I derimod ikke istand dertil, saasom I aldrig
have været det og aldrig ville blive det, da betænker, at ubeviste
Bagvaskelser falde tilbage paa deres Hoved, hvorfra de ere ud-
gangne.

   Enhver positiv Religion tilskriver sig selv den tilforladeligste
Kundskab om Menneskehedens Forhold til Guddommen og den
eneste rigtige Forestilling om det guddommelige Væsens Tilvær
og Forsynets Virken. Ikkun en høiere Dannelse er, ligeoverfor
d.IV,b.3,s.306   egne Troesideer, istand til at vurdere de relative eller absolute
Sandheder i en anden Religions Læresætninger, og at tilkjende
den et selvstændigt Værd. For det raaere Menneske gjælder en
anden Troes Lærdomme, omendskjøndt sammes Prøvelse ikke
har været ham mulig, slethen for Løgn; dens Ophav for Vild-
farelsens Værk, (saafremt denne Forudsætning ikke ellers er
umulig ifølge hans egen Troes Historie), dens Vedvaren for Daar-
skabens Værk. Saalænge denne Anmasselse af en udelukkende
bedre Viden indskrænker sig strengt til aabenbarede religiøse
Sandheders Kreds, saalænge den særlige Religion seer sit For-
trin kun i den, formedelst Forsynets ufortjente Naade, den for-
lenede renere eller tidligere Erkjendelse af den guddommelige
Tilværelse -- saalænge vil hiin Overbeviisning om egen Religions
Fortrinlighed ikke gjøre Menneskekjærligheden noget Afbræk,
og, om end give Hovmodet, saa dog ikke Hadet, Næring. Men
parrer sig dermed tillige den Anskuelse, at den, som en For-
tjeneste, har Krav paa Belønning; tilskriver den sig ganske ude-
lukkende hele det tilkommende Livs Salighed; fører den, blændet
af Stolthed, den jordiske Tilværelses Søndringer og Ufuldkom-
menheder over i en bedre Verden: da er den ikke længere for-
eenlig med et menneskelig retfærdigt Sind imod Anderledes-
troende, og giver den menneskelige Naturs hadefulde Lidenskaber
ufeilbar Næring. Men, naar den driver de Sandheder, i hvis
udelukkende Besiddelse den hoverer, vidt udenfor den aaben-
barede Religions Gebeet; naar den betragter den højeste Sæde-
lighed, den højeste Kjærlighed og Alt, hvad der udgjør den
menneskelige Naturs Værdighed og Rigdom, som sin udelukkende
Eiendom; naar den praler af, af sin Troes Overflødighedshorn
alene at kunne uddele Menneskeværd, saavelsom Salighed: saa
maa hiin Overbeviisning om egen Religions Fortræffelighed nød-
vendigen avle et inhumant Sindelag imod Anderledestroende, saa
maa den avle Had og Foragt og Forfølgelse; og Historien har
nedskrevet denne Nødvendighed med blodige Træk.
   At Kristendommen, saa som det viser sig i Historien (og der-
paa alene kan det her komme an, ikke paa dens oprindelige
Tendents) har drevet sine Grundsætninger om Udelukkelse imod
Ikke-Kristne, i alle Retninger til det Yderste -- Hvem vil vel
kunne negte det? Hvem derpaa først fordre nøiere Beviis? Paa
slige Grundsætningers Bund, paa Fanatismens, paa det mod Ander-
d.IV,b.3,s.307   ledestroende blinde Hads blodbestænkte Mark ere hine Fordomme
mod Jødedommens Moralitet udsprungne, og have frodigen trivets.
Hvorlunde kunde man der prøve upartisk, hvor man før al Prø-
velse, før al Erkjendelse havde udtalt Fordømmelsesdommen?
Hvorlunde kunde man tiltro dem nogen reen Sædelighed, som
al Retfærdigheds Ophav havde udelukket fra sin Naades Rige?
Hvorlunde kunde man troe deres Eed, hvis Bønfalden skulde
være Faderen en Gru, fordi de ikke troede paa Sønnen? Hvor-
lunde anerkjende et elskende Gemyt hos dem, for hvem Guds
Kjærlighed, som har givet sig tilkjende i Sønnens Offer, ikke har
aabenbaret sig? Den samme afsindige Fanatisme, som har op-
fundet Ammestuefortællingen om forgiftede Brønde, gjennem-
stukne blødende Hostier og lignende, har avlet Fordommene om
den jødiske Religionslæres ringere Moralitet; og den Tid er ikke
mere fjern, da man vil sætte Troen paa begge disse Ting i een
Kategori.
   Hvorledes lader det sig imidlertid forklare, at Mange, i hvis
Gemyt Fanatismen (der gjør Anerkjendelsen af menneskelig Vær-
dighed og reen Sædelighed hos en anden Troes Bekjendere umulig)
er udslukket, endnu ikke have kunnet løsrive sig fra alle de For-
domme, som den har avlet? Svaret er let givet. Just det er
Fordommens Væsen, hvorved den adskiller sig fra den menne-
skelige Fornufts sande Domme, at Sjelen derunder ikke er sig
bevidst Kilden til sin Erkjendelse, og, som et sygeligt Sandse-
organ, overfører sin egen abnorme Tilstands Frembringelser paa
Udenverdenen. Den for Vanvid Helbredede erindrer ei den Tid,
da han rasede, ei de vilde Gjerninger, han uden Bevidsthed
forøvede. Hans Omgivelser skye imidlertid at kalde dem tilbage
i hans Hukommelse af Frygt for et Tilbagefald. Saaledes vil han
tilskrive de Forstyrrelser, han i Raseriets Ubehændighed har an-
rettet, andre udenfor ham liggende fordærvelige Kræfter, ja
maaskee sin Celles fredelige Medbroder, der har pleiet ham
under Sygdommen. Har han mishandlet og blodtørstig slaaet
denne, saa vil han give en naturlig Misdannelse Skylden for
Sammes Skrammer, og beklage sig over det hæslige Skue. Men
de faa dunkle Erindringer, der ere blevne tilbage fra Afsindets
Periode, vil han overføre paa Virkeligheden og sammenblande
dem med denne til sælsomme eventyrlige Billeder. Ei ander-
ledes gaaer det med en Samling af Mennesker, naar de efter-
d.IV,b.3,s.308   haanden blive helbredede for Fanatismen, som i Aarhundreder
har taget deres Dømmekrafts Frihed fangen. De forefinde i sine
Gemytter Meninger, hvis Kilde de ikke kjende, men som de
fastholde som Sandheder, efterdi de ikke kunne begribe, hvor-
ledes slige Vildfarelser have fundet Indgang i deres Sjel. De
see i det moralske Forhold til en anden Troes Bekjendere en
sørgelig Søndersplittelse, en beklagelig Kjærlighedsløshed; og,
uanseet sin egen uhyre Skyld, vælte de den hele Brøde for
Adskillelsen over paa sine afmægtige Modstandere. De finde i
Statslovene Udelukkelser grundede paa Religionen, endskjøndt
den, ifølge deres Anskuelser, vistnok ikke skulde begrunde
nogen Forskjel i Henseende til Rettighederne. Men de ere nu
en Gang vante til hine Andres Indskrænkninger; de finde samme
kanskee bekvemme i en eller anden Henseende; de bestræbe
sig derfor forgjæves efter at vinde et andet Grundlag for sine
Love, end den religiøse Intolerants, der har fremavlet dem; og
deres Meninger om Ret og Frihed selv forvirres omsider i denne
sandsløse Stræben.
   Lovgivningen har at bestemme de den Undergivnes Rettig-
heder og Pligter: den kan derfor kun træffe saadanne Anord-
ninger, i hvis Følge flyde de Rettigheder Staten indrømmer sine
Undergivne og de disse Rettigheder tilsvarende Pligter fra Sidst-
nævntes Side, samt Borgernes gjensidige Rettigheder og Pligter
indbyrdes. Bestemmelser, hvorefter et saadant Resultat er umu-
ligt, ligge, om de end for sig vare ønskværdige, udenfor Lov-
givningens Gebeet. Den maa fremdeles gjøre sin Tvang gjældende
imod hver Enkelt af dens Undergivne med Hensyn til Befølgelsen
af dens Bud og Forbud, der maae gjælde for Alle paa lige Viis;
gjøre ham ansvarlig og true med Straf for de Overtrædelser,
som maatte falde ham tillast. Den tør ikke belægge den Ene
med Ulempe for den Andens Forsømmelse. Af denne dobbelte
Grund er det allerede i og for sig absolut umuligt, at den kan
gjøre nogen almeen Reform af Jødernes religiøse Anskuelse, en
almeen Afladelse af selv den alleruvigtigste Vedtægt, hvor denne
ikke virkelig kolliderer med en for Alle gyldig Forskrift, til Be-
tingelse for Tildelingen af de Jøderne forholdte Rettigheder. Ved
Skarpheden og den Alle indlysende Klarhed af det ovenanførte
Princip, kan Grændsen imellem de retfærdige og uretfærdige
d.IV,b.3,s.309   Fordringer drages af ethvert Barn. Staten kan forpligte Jøderne
til, paa syvende Ugedag at forrette hver Art af militær Tjeneste,
ganske som paa enhver anden, saavelsom ethvert legemligt Ar-
beide, som Staten eller Kommunen i farlige Tilfælde muligens
kunde kræve af Borgeren. Den kan ogsaa forpligte dem til at
komparere for Retten, medmindre de ville bære Forsømmelsens
Skade; men den kan og tør ikke forpligte dem til at arbeide i
deres Privat-Forretninger om Løverdagen; thi den vilde derved
paa en reent depotisk Maneer skabe en Forpligtelse for dem,
der ikke existere for nogen anden Borger, -- hvis Opfyldelse for-
øvrigt ikke kan paatvinges, altsaa heller ikke lovlig foreskrives.
Jøderne maa, naar de tjene som Soldater, dele lige Kost med
sine Kammerater, forsaavidt Tjenesten vilde blive hindret ved
et modsat Forhold; men hvad de i det almindelige Liv æde og
ikke æde -- hvorledes Staten kan ville tage Notits deraf, staaer
ei til at indsee, saalænge den ikke maaskee agter at tilholde
enhver Jøde, der gjør Krav paa Borgerens fulde Rettigheder,
til bestemte Tider, for en embedsmæssig dertil indsat Officiant
at dokumentere sin Stigen i Oplysning ved Hjælp af en fore-
skreven Kvantitet af de i den mosaiske Lov forbudne Spiser.
Man sige ei, at Sagen her fremstilles latterlig; den synes latterlig,
fordi den i sig selv er det. Ligesaa er det ganske i sin Orden,
at Spørgsmaalet om Omskjærelsens Tilladelighed, ifølge Sundheds-
Politiets Grundsætninger, i tvivlsomme Tilfælde overlades et
Medicinal-Embeds Afgjørelse; og dette maatte endog, ifald det
af Erfaringsgrunde eragtedes nødvendigt, ufortøvet skee, ligesom
det forlængst burde have skeet, da Sagen aldeles Intet har at
bestille med Jødernes borgerlige Stilling. Derimod paaligger
det ikke Jøderne, for at naa de dem manglende Rettigheder, at
aflade Omskjærelsen, fordi det er faldet Ræsonnører ind, at
paatvinge os en national Udtydning af egen Opfindelse af hiin
Ceremoni, som ei samtlige, fra første til sidste Mand, afgjort
modsige.
   Det viser sig ogsaa at være Tilfælde imellem Mosaiterne, at
der gives et stort Antal, som, efter sin individuelle Overbeviis-
ning, intet Værd tillægge hine anfægtede Ceremonier, og have
løssagt sig derfra, forsaavidt de udenfra, d. e. fra Statens Side
(thi i det Indre kjende vi Intet, som endog blot kunde have
d.IV,b.3,s.310   Skinnet af Voldsmagt i religiøse Ting) ikke blive forhindred
deri, -- uden dog at tro, at de dertil tiltrængte anden Autoritet,
eller maatte anerkjende nogen anden, end sin egen Fornufts og
Samvittigheds
. Der findes Jøder, som ei iagttage Spiselovene,
hvem Sabbathen ingen Hindring er ved deres borgerlige Be-
skjæftigelser, og som ikke vilde lade sine Børn omskjære, naar
de ved denne Undladelse ikke mere bleve forhindrede fra at
lade dem opdrage i den rene mosaiske Religions Grundsætninger.
Denne Udskeielse fra Ceremonial-Loven forekommer Enkelte
som en total Afvigelse fra den aabenbarede Religion, eller fra
Religionens Vei overhovedet, Andre som en blot Forkastelse af
uvæsentlige forgjængelige Former, hvorved Religionens Væsen
straaler saa meget desrenere. Vi føle os ikke kaldte til at be-
dømme disse modsatte Meningers Værd. Afstanden mellem
begge er ikke større, end den nutildags, under den fremherskende
fri Udvikling af subjektive Religionsmeninger, ogsaa imellem
Bekjendere af andre Konfessioner, ofte selv i væsentligere Ting
finder Sted.
   Tilvisse gives der i borgerlige Sager en ydre Autoritet, som
danner og ophæver Loven; og denne Lov ere Alle Lydighed
skyldige, uden at en Beraabelse paa egen Dom, paa egen Sam-
vittighed derved har nogen Betydning. Det kommer herved ene
og alene an paa Gjerning, ikke i mindste Maade paa Anskuelse
og Overbeviisning. Hvo som kun yder Loven, om end over-
beviist om dens Forkastelighed, punktlig Lydighed, gjør fuld-
kommen dens Villie, og bliver agtet af den som en god Borger.
Netop det modsatte Tilfælde finder Sted ved religiøse Forskrifter.
Her er den Enkeltes Bevidsthed hans første og sidste, hans eneste
Instants; her er Gjerning uden Overbeviisning Intet; her kan
derfor hiin, ligesaalidt som denne fremvirkes ved en Tvangslov,
hvilken vilde udelukke eget Omdømme. Ved den aandelige
Magts Forblandelse med jordisk Tvangsvold (saadan som den
Aarhundreder igjennem har hersket i Statsreligionerne), er vist-
nok denne Modsætning hyppigt nok gaaen tabt, og Forviklingen
af begge disse Gebeter synes at have slaaet saa dybe Rødder
i mange Hoveder, at de aldeles ikke kunne rive sig løs derfra;
men det er meget haardt, naar ogsaa her atter vi Mosaiter just
skulde særligen lide derunder; -- vi som ved Siden af Re-
ligionens Forskrifter tilvisse ingensomhelst Tvangsmagt kjende,
d.IV,b.3,s.311   der kunde vaage over deres Overholdelse. Og hermed ønske
vi os tillykke, da en saadan Vold ganske og aldeles modsiger
Grundsætningerne om en sand fri Gudstilbedelse.


MORALSKE FORTRIN HOS JØDERNE

   Fremfor hos os Kristne i Almindelighed taget? Det klinger
utroligt, men saavel et Værk af Autoritet: Rottecks og Welckers
Staatslexikon, som Statsfilosofen Dr. Krug paastaaer det. "Over-
hoved -- siger Dr. Steinacker i det første -- fordrer Retfærdig-
heden ogsaa at erindre Bjælken i eget Øje. Vilde man gjøre
Nutidens kristelige Troesbekjendere ansvarlige for alle de aan-
dige Misfostre, som i Tidens Løb ere blevne befordrede til
Dagens Lys ved Kirkefædre, skolastiske Filosofer, Hierarki,
Jesuiter, Inkvisition, Kjætterforfølgelser og alskens Religions-
sværmeri, maatte man i højeste Maade fortænke den tyrkiske
Keiser, om han taalte en eneste Kristen i sit Rige. Og ere da
hine frygtelige Vildfarelser, hvortil Mennesket er bleven ført
ved Misbruget af sine helligste Fornuftideer, i vore Dage blot
Antiqvitet? See vi ikke fast daglig Fanatismens og det med et
helligt Gevant omhyllede Bedrags Hydra at hæve et nyt Hoved?
Og forholdt end dette sig ikke saa, bliver dog ikke den historiske
Sandhed staaende, at ogsaa Kristendommen kan i sin ydre
Aabenbarelse antage en Gestalt, som aabenbar haaner Be-
tingelserne for et ordnet og sikkret Sammenliv? Vilde man dog
lægge Haanden paa Hjertet og aabent tilstaae: den mosaiske
Religion har ikke saadanne Forbrydelser paa sig, som Kristen-
dommen i dens mangfoldige Udartelser!

   Det er vanskeligt, at dømme med Upartiskhed om en fremmed
Religions Værd blot efter Prøvelsen af dens indre Gehalt, og
desto mere trængende er Opfordringen til at bygge paa Er-
faringens Lærdomme. Man maa derfor ikke være uretfærdig
mod de mange ubestridelige Dyder, vi finde forherskende hos Jø-
derne,
og som uden Spørgsmaal fordeelagtigen udmærke dem
fremfor de Kristne. Vi behøve her blot at henvise til den
Kjendsgjerning, at Exempler paa Drikfældighed, Ukydskhed og
d.IV,b.3,s.312   Svælgeri ere i Almindelighed meget sjeldne mellem Jøderne; at
man i Almindelighed finder lykkelige Ægteskaber og en stor Pietet
i Familielivet
-- dette Grundlag for det hele Statsliv -- imellem
dem; at de vise sig velgjørende mod Trængende, ja mod kristne
Fattige,
uden i Almindelighed at kunne regne paa nogensomhelst
opvejende Reciprocitet; at de ere maadeholdende i alle Nydelser3,
og at de ved Orden i sin Økonomi, selv under et kummerligt
Erhverv, sjelden geraade i en aldeles udblottet Armod. Hvor
lykkelige maatte ikke Staterne skatte sig, naar de kunde rose
sig af, at disse Dyder vare fremherskende hos alle deres Med-
lemmer! Og skulde de idetmindste ikke ligesaa tilforladelig
være at betragte som Følgen af Religionen, som man høist over-
ilet holder Jødernes Feil derfor"?
   Forfatteren bestrider ligeledes Indvendingerne, der hentes fra
Jødernes Nationalitet, Fremmedhed i Sæder og Tænkemaade, ja
selv i Ansigtstræk, indbyrdes Sammenhold, egoistiske Meninger
om sig selv som Guds kaarne Folk, Forventninger om Messiæ
Komme som en verdslig Hersker, Jøderigets Gjenoprettelse i
Palæstina o. s. v., hvilket alt skulde gjøre dem til kolde mod-
villige Borgere af enhver Stat. "Uden Uretfærdighed -- siger
han -- kunne vi ikke klage over Mangel paa Fædrelands-
kjærlighed og opoffrende Almeenaand hos Jøderne. I Aarene 1814
og 15, da, som man sagde, den tydske Frihed skulde blive reddet,
fægtede og blødede de ved Siden af de kristne Krigere, og
overalt hvor siden den Epoke Tidens store Spørgsmaal ere
blevne opkastede, have Jøder staaet paa Frihedens Side, sjelden,
maaskee aldrig, i Absolutismens Rækker, omendskjøndt Tjenesten
under det liberale Princip sandelig indtil denne Dag ikke har
været indbringende. Og hvorledes vilde man vel forklare sig
Faktumet, at Jøderne ønske saa ivrig, at blive anerkjendte som
virkelige Statsborgere, naar de ikke havde Interesse for Staten
d.IV,b.3,s.313   og for Opnaaelsen af deres Maal? Hvorledes kunde Modsigelsen
løses imellem Kravet paa Optagelse i det almindelige Samfund,
paa nærmere at sluttes til de statsborgerlige og sociale Interesser,
og det foregivne Hang til Afsondring og Udesluttelse af Sam-
fundet?


DEN OFFENTLIGE MENING

   "Folket vil det ikke; Opinionen er stik imod", hører man ofte
som et Retiradeargument mod Jødernes Adgang til Riget, naar
man har frafaldet de øvrige og tyer til Smuthullet bag den for-
færdelige Kjæmpe, den offentlige Menings, Barrikader. Men
lad os nærme os disse imponerende Forskandsninger! Det Mas-
sive og Ubestigelige tør opløse sig i letkløvelig Taage og "den
offentlige Mening" tabe sin Betydenhed eftersom man gaaer den
under Øinene og undersøger hvorledes det egentlig er bevænt
med den. Vane og Fordom ere de mægtigst hæmmende Kjæder
i Menneskesamfundet. Ligesom der i England gives en Mængde,
der skriger mod Katholikernes Emancipation, og ligeledes i
katholske Stater endnu flere, der paa samme Maade ivre mod
Protestanternes, vil der over den kristne Verden altid gives en
talløs Mængde, der skriger mod Jødernes Emancipation, fordi
de troe at see Landets Ruin, Religionens Forfald eller Gud veed
hvilken Ulykke ellers deri. Man faaer lade dem rase ud. Lidt
efter lidt trænger dog Fornuftens Stemme gjennem, og hvad
der er Ret og billigt skeer, fordi Gud saa vil det.

   Ved Ubestrideligheden af den øverste Grundsætning i den
konstitutionelle Statsret, at Retsstaten er den, i hvilken Stats-
magten bliver haandhævet i Overeensstemmelse med den al-
mindelige Folkevillje, og ved den unegtelige Kjendsgjerning, at
en oprigtig, menneskekjærlig Tilnærmelse af de Kristne til Jø-
derne ialtfald endnu ikke har gjort sig almeen gjældende, er
hiin Indvending af saa meget større praktisk Vigtighed, som det
ikke er at tvivle paa, at Mange af de bedre Modstandere netop
ved den ere foranledigede til sin Modstand imod Emancipationen,
eller dog styrkede deri. Førend man nu imidlertid tillægger
hiin Kjendsgjerning et retligt Værd, skulde man fremfor Alt have
d.IV,b.3,s.314   i Erindring, med hvilken Mistro deslige Yttringer af Folkeaanden
maae betragtes og bedømmes, der pleie at optages med Enthu-
siasme af Pøbelen, som netop i nyere Tider har spillet Hoved-
rollen der, hvor endnu en offentlig Forfølgelse af Jøderne har
fundet Sted. Det mere dannede Publikum, saavelsom den halv-
dannede Middelstand, er temmelig ligegyldig ved Sagen, og naar
man nærmere undersøger den foregivne offentlige Mening, op-
løser den sig til Slutning deri, at Enhver gjerne vilde være til-
freds med Emancipationen, naar kun hans Fag, hans Kald, hans
Haandtering fremdeles som forhen vilde blive tillukket for Jø-
derne. For en saadan, ikke alene tvivlsom, men ovenikjøbet
-- hos den uden Sammenligning største Deel Individer -- paa
Egennytte beroende
, offentlig Mening bør imidlertid den umis-
kjendelige Retfærdighed ikke vige; den sande Fædrelandets,
Oplysningens, Retfærdighedens og Frihedens Ven træder den
imøde og bekjæmper den, saaledes som han frimodig maa imøde-
gaae enhver almeenskadelig Fordom. Hvad Retfærdighed byder
og en fornuftig Politik ikke fraraader, det kan tilsidst heller ikke
en behørig luttret og oplyst offentlig Mening negte, og naar de
mere Dannede, de Bedre ere enige angaaende Sagen, saa vil
den store Masse, som jo desværre altfor gjerne lader sig nøie
med, at Andre tænke for den, snart følge efter.
   Dette er den fornuftmæssige Side af Sagen. Vi have derved
tillige belyst endeel Indvendinger, som paa Grund af en fore-
given Hensigtsmæssighed, pleie at sættes imod Retsfordringen;
thi desværre indrømmer man i Verden kun sjelden endog de
ubestrideligste Retskrav, naar de ikke tillige ere ledsagede af
Udsigter til de haandgribeligste Fordele, hvorvel Erfaringen viser,
at i Regelen, om ikke altid, den største Fordeel ogsaa er, hvor
man bliver den strengeste Ret tro
. Politiken maa inden sit snevre
Hjerte tilstaa, at de kultiverede Staters egen Fordeel i Virkelig-
heden fordrer Jødernes fuldstændige Emancipation.



   Hermed skulde dette Arbeide været sluttet, da "Nogle Ord
om Israeliterne" af den elskelige, i Norge saa folkekjære Gubbe
Præsten Niels Hertzberg, indrykkede i den Constitutionelle for
8 August d. A., falde mig i Hænderne, og en skjønnere Slutsteen
d.IV,b.3,s.315   kunde jeg ikke finde for min Bygning. Jeg tænker den lagt paa
sin Plads her i et eget Afsnit.


NOGLE ORD OM ISRAELITERNE

   Liggende legemlig blind paa Gravens Rand, i mit 82de Aar,
næsten med begge Fødder nær dens Bund, ofte anfalden af
Mismodigheds Dæmon, men, Gud ske Lov! ikke af Fortvivlelsens
Furie, lytter jeg ofte til det mig fortælles og forelæses om Sa-
gernes Gang inden- og udenlands; jeg bestyrkes derved i min
gamle Tro, at Alt rundt om den ganske Jord gaaer frem til det
Fuldkomnere og Bedre; lad Fremgangen længenok være som
Sneglens Kryben opad paa Plantens Blad, den gaaer dog opad.
-- I visse Lande udslukkes det tændte Lys, men saa tændes
det igjen i andre Lande, hvor det før var heel mørkt. Op-
lysningen saavel i de guddommelige som menneskelige Ting
har fulgt, og synes at følge, Solens Gang -- det dagedes i
Østen og skinner mod Vesten i alle dens Nuancer. Solglimt
omvexle med de mørkeste Skyer, kun Eet synes bestandigt, og
det er: Ubestandighed. Den gamle Bibelbog har dog Ret, naar
i den staaer skrevet: "saalænge som Jorden staaer, skal Sæd
og Høst, Frost og Hede, Sommer og Vinter, Dag og Nat ikke
aflade". Men lad mig ophøre med at videre skrive om dette,
thi det var ligesom jeg vilde nedskrive Indgangen til en Præ-
diken, og det er dog ikke min Hensigt med det jeg har at sige.
Jeg har med mine Jevnaldrende været enslags Noah, levet før
og efter en virkelig Syndflod i Videnskabernes og Kunstens
Rige; jeg levede før, og overlevede den franske Revolution. -- --
Man dekreterede: der er ingen Gud. Dekretet blev seet som
et Stjerneskud; Robespjerre kom, dekreterede omigjen. Det
synes som at dette Omigjen gjør Virkning, uagtet at han, som
kastede denne Raket, hasteligen forsvandt paa Lygtemands
Viis. -- Nu nok. Jeg maa videre udspinde min Traad, eller
om man saa vil, udvæve min Spindelvæv; jeg turde deri fange
en eller anden godmodig Flue. Vel synes mig stundom, at det
i mit elskede Fædreland gaaer i visse Ting heelt langsomt, og
at Adskilligt kunde fattes kortere og Maalet dog naaes; men
mig rinder i Hu: "een Dag er for Herren som 1000 Aar etc."
d.IV,b.3,s.316   At følge hiint: festina lente turde vistnok være det Retteste i
de vigtigste Ting; dog gives der Sager, hvorom det hedder: der
er periculum in mora; dog er denne Fare i Udsættelsen ikke
altid lige stor -- dog, der er stedse nogen. Saa synes mig det
har sig med Udsættelsen af at bearbeide det Forslag, der skal
være indgivet til Storthinget af een eller nogle hæderlige Med-
borgere, om aldeles at udstryge af vor gode Grundlov Ordene:
"Jøder ere fremdeles udelukte fra Adgang til Riget". Det har
sig langt anderledes med disse i det borgerlige Selskab, end
med Jesuiter og Munke, thi disse have fordetmeste skadet
Aanden, men Jøderne kun Pungen. Jeg vil her ikke videre
tale om den Plet, nær havde jeg sagt Haanplet, der af denne
Lov kan udledes paa os Normænds baade Forstand og Hjerte.
Det forekommer mig heelt underligt, at jeg intet har hørt mig
forelæst af alskens liberale Blade, inden- og udenlands, om disse
ukosmopolitiske Ord i vor Grundlov. Visselig jeg græmmede
mig da jeg allerførst læste disse Ord. Jeg vil kun her kortelig
berøre hvorlunde det maae være gaaet til med de mange op-
lyste og ædelhjertede Medlemmer af Rigsforsamlingen 1814: Alle
fra Barnsbeen havde indsuet med Moders Melk en vis Afsky
mod Jøderne; de meest oplyste Medlemmer af Rigsforsamlingen
lode sig henrive af denne Arvesynds Stemme, og havde kun
liden Tid at give Agt paa hvad nogle Enkelte indvendte mod
dette Interdict. -- Ak ja! det gik her med Jøderne som med
deres evig ophøiede Landsmand, Jesus af Nazareth: "de for-
dømte ham Alle, at han var skyldig til at døe".
   Det er en Trang for mit Hjerte, saa kort som muligt her at
fortælle, hvorlunde jeg i mit 18de Aar, 1778 kommende til
Kjøbenhavn at tage første Examen som Student, blev vækket
af min Fordom mod Jøderne, og det af en gammel Jøde. Jeg
kom som saa mange letsindede Ynglinge med enslags Foragt
mod Jøden, den jeg desværre havde indsuet med Moder-Melken;
thi jeg havde fra Drengeaarene af hørt, at Jøder ikke maatte
boe i Norge, fordi da vilde de opsluge Kongsbergs Sølv-Berg-
værk og føre alt Sølv ud af Landet, ret ligesom de kunde skave
Sølvet af Gruberne, som den forhungrede Tigger skraber Grøden
af Gryderne, og ligesom at ikke Normændene selv kunde udføre
Sølvet af Landet, osv. -- Mine Kammerater indbøde mig at
følge dem i det saakaldte Lærstræde i Kjøbenhavn, hvor de
d.IV,b.3,s.317   fleste Jøder boede, at jeg kunde lære -- som de sagde -- at
kjende Jøde-Fæser (Ansigter). Der ligger vistnok noget ufor-
klarligt i en Jødes Ansigt; det var mig dog aldrig modbydeligt.
Som nykommen Rus, det er Depositurus til første Examen, blev
jeg strax paa Gader og Stræder anfalden af de saakaldte skak-
rende Jøder, om at kjøbe og sælge, især brugte Klæder -- jeg
indlod mig kun engang i saadan Skakring med en Jøde, thi jeg
var bange for Bedrag af dem. Kort, en gammel Jøde kom en
Dag paa mit Kammer, og spurgte om, "alte Kleider"? jeg frem-
tog en grov men ny Skjorte, den jeg syntes gnavede min nye
studentiske Hud. Jøden kjøbte den, efter at jeg med mange
stiklende Ord og Benævnelser af "Smaus" og "Skakrer" havde
anfaldet den gamle Mand; -- han tiede, og spurgte tilsidst, om
det sømmede mig som en Kristen at bruge slige Ord mod en
stakkels fattig gammel Jøde? Han moraliserede saaledes for
mig, at jeg skammede mig fra Hoved-Isse til Fodsaale, og hellig
lovede, som jeg ogsaa har holdt, aldrig mere at gjøre Nar af
nogen Jøde; dette Styrtebad virkede velgjørende paa Drengens
Aand. -- Nu videre til Sagen: som jeg har sagt, at den gamle
Jøde vækkede mig, saaledes har jeg i Løbet af de svundne Aar,
især i det sidst forløbne, min Blindheds 4de Aar, ladet mit indre
Syn være opmærksomt paa Alherrens Styrelse med Jøderne;
-- see hvorlunde dette Folk nu i det sidst forløbne halve Aar-
hundrede emanciperes hos de fleste civiliserede Europas Beboere,
og dem gives Borgerret i Landene. Store Gud! hvad har dog
ikke dette Folk nu i næsten 2000 Aar maattet døie af Plager,
endog af de saakaldte Kristne, i hvis Lande de have boet. Jeg
gyser ved at tænke paa de navnløse Qvaler, de Kristne have
paaført dette Folk; ja, det var ligesom Forsynet selv havde ud-
mærket dette Folk fremfor alle andre Folkefærd paa Jorden, til
et Exempel paa Sandheden af Ordene: "farer ikke vild, Gud
lader sig ikke spotte". Dog, -- Israeliterne vare, som sagt, ikke
mere umoralske end de Folk, iblandt hvilke de levede. Overalt,
Knuden bliver nok nedigjennem kommende Sekler uopløselig, ja
maaskee ikke opløst i Jordlivet.
   Mange ville hertil svare: Jøderne var et ubegribeligt gjen-
stridigt Folk; jo mere Jehova arbeidede paa at moralisere Slægten,
jo mere forhærdede den sig mod hans Villie. Der staaer jo skrevet
i Krønikernes Bog, at "Folket trodsede saa meget mod Jehova,
d.IV,b.3,s.318   indtil der var ikke Lægedom mere". Kort, dette Folk vedblev
at være ugudeligt, uagtet det holdt hart ved Hoved-Hjørnestenen:
een eneste Gud. Hvad skulde nu vel Gud Herren gjøre andet
end lade Straffedommen exekveres; altsaa have de Kristne Ret
til at pine og plage dette Folk. Det er et stort Spørgsmaal, om
vi Kristne i Almindelighed have mere troet og efterfulgt vor
Religions-Stifter, end Jøderne deres Moses og Propheterne. Hvo
dette troer, han kaste længenok Stene paa Jøderne. Nei, Broder,
du feiler saare i denne Tanke; -- har du vel Ret til at opkaste
dig som Hævner i den evige Alstyrers Sted, fremviis da din
Fuldmagt dertil fra Alherren selv! tvertimod erindre maa du
hele Aanden i vor Jesu Kjærligheds Lov, da de bankede Spigerne
gjennem hans Hænder og Fodsaaler ind i Korsets Træ, hvad bad
Han nu sin Fader om? Hævn og Forbandelse maaskee over
disse Pinere? O nei! o nei! "Fader" raabte han, "forlad dem,
thi de vide ikke hvad de gjøre". Nu gjælder Jesu Ord til dig:
"gak du hen og gjør ligesaa" -- (O! hvormeget Ondt er der
dog vistnok blevet standset ved disse evige velsignede Ord)!
Se! dette vedkommer dig, men ingenlunde da, naar du piner
Jøden, at undskylde dig med, at du følger Albestyrerens Villie,
som du formener at see i Begivenhedernes Gang her paa Jorden.
Han vil ikke de Plager, men han tillader dem, og Enden skal
krone Værket. O! lader os tænke paa det gyldne Dekret af
vor Jesus: "der skal blive een Hjord, og een Hyrde"; -- lad saa
end Faarene, Kristne og Ukristne, bitterligen svie medens Ulden
klippes. Det er tungt at tænke paa, at den ene Broder maa
være Svøben i Hævnerens Haand at pidske den anden Broder,
men langt tungere er det, at der gives Mennesker, som finde
Djævle-Glæde i at kunne pine og plage Medmennesker. At andre
Folkefærd have været ligesaa umoralske som Jøderne er vist
nok, men det er ogsaa vist og sandt, at Jøderne havde i sin
Grundlov fra Arilds Tid mere Oplysning om det Onde og Gode
og mere Spore til Moralitet end alle i Oldtiden omboende Folke-
slag; Grundloven om een eneste Gud, og den deraf følgende
Aabenbaring om et evigt viist Forsyn over enhver enkelt Ting
og Begivenhed, udgik først fra Jøderne. Derfor bliver det en
Knude, som kun i det tilkommende Liv bliver at opløse, naar,
som det hedder: Sønnen nedlægger Rigets Bestyrelse for Fade-
rens Fødder, og ligesom siger: se der, Fader, har du det, jeg
d.IV,b.3,s.319   har fuldkommet din Villie paa Jorden, nu styre Du igjennem
alle Evigheders Evighed, thi du er Tre i Eet: almægtig, alviis,
algod. -- Jeg nødes til at anmærke hvor beklageligt det end er,
at det Snyderi og den Aager og den videre Forfordeling i
Handel og Vandel, som Jøderne beskyldes for at begaae, mod
de Folk, som de samleve med, og hvori Jøderne vistnok have
gjort og tildeels gjøre sig skyldige4 -- til denne Ulempe ere de
paa en Maade blevne drevne af de Folk iblandt hvilke de leve,
det være sig Kristne eller Ukristne; thi hvad havde de vel at
gjøre, de vare jo hidtil forbudne i flere Lande, efter det latinske
Udtryk: ab aqva et igne, det er: fra Vand og Ild; ja fra at aande
Luften selv, om det var muligt at leve uden den. De havde kun
at gribe til Skakkreriet eller Smaahandel, af alle de Jøder hvis
Stilling blev, at de ikke kunde nære sig enten som Haandværkere,
eller af det mere indbringende Kjøbmandsskab. Jeg erindrer, at
min Mormoder fortalte mig, at min Morfader havde, mens han
studerede ved Kjøbenhavns Universitet i Aarene 1698 -- 99, en
Rabbiner til Lærer i det Hebraiske, og at mange Studerende
havde samme Skik; se det var vel en Levevei, men kun for
Enkelte, af de lærde Jøder.
   Det forekommer mig ret ligesom vor Jesus havde vidst hvad
skee skulde i de kommende Sekler; derfor gav han os Lignelsen
om den uretfærdige Huusfoged, der sagde til sig selv: "hvad
skal jeg nu gjøre, da min Herre tager Huusholdningen fra mig,
-- nu veed jeg hvad jeg vil gjøre etc. -- Da endog Betleri var
Jøden forbudt, -- thi greb han til Smaahandel eller Skakkreri.

   Jeg kan som sagt ikke aflade at fryde min Aand ved at tænke
paa hvorlunde Jødernes sande Messias nu er paa Reisen til dem,
derved at dette Folk gives Borgerret blandt os Kristne. Da jeg
nævner Jødernes sande Messias, forstaaer jeg derved den samme,
som ogsaa er al Jordens Messias, nemlig: sand Religions Oplys-
ning, og denne maae have sin Forløber; hele Verdens Historie
vidner om at en saadan Johannes den Døber er og bliver for-
udsendt af den evig vise Bestyrer. Lad Sollyset paa engang
skinne ind i Øiet paa den, som uden Hjælp er opereret for
Stær, han er og forbliver ofte efter Operationen i samme Blind-
hed som han før var, ja maaskee end værre faren end før, ved
at faae nogle enkelte Straaler ind i Øiet, der vise ham Billedet
d.IV,b.3,s.320   aldeles forkeert; det turde blive sandt at kun halv Oplysning er
værre end slet ingen. Lad Jøderne faa saadan Oplysning, som
kan bestaae og forenes med deres Troeslære; lad dem kun be-
holde den Tro de have; mange af dem troe dog visselig, uden
at vide det selv, paa den sande Messias, som kom, og vedbliver
at komme til at oprette Guds moralske Rige paa Jorden; "mit
Rige er ikke af denne Verden" -- siger Stifteren selv. Moral-
loven er dem skreven i Hjerterne, og vistnok en Hærskares
Mangfoldighed af Jøder have troet, og troe endnu paa den, og
stræbe at følge den. Det Had, de (skulle?) have mod andre
Folkeslag, er uden Tvivl mere disses end Jødernes Skyld. Den
fordums Maade, hvorpaa man omvendte Jøder, aftager nu Gud
skee lov! alt til den rette og sande Oplysnings Ære. Nei, lad
det Folk faae sine Skoler, ja Akademier, Gymnasier, Universi-
teter etc.; lad dem blive Professorer i alle Videnskaber; Jordens
Ejere og dens Dyrkere, Haandværkere i alle Grene, Kjøbmænd,
Grosserere i alle Handelens Grene; Lærere i alle Videnskaber,
Embedsmænd i Riget -- det forstaaer sig selv, saadanne som
kan bestaae med deres og vores Troeslære; kort sagt, lad dem
faa Adgang til at blive norske Borgere i Ordets rette Forstand,
i Eet og Alt!
Lad Navnet "Jøde", ikke nævnes, men i dets
Sted lad dem kaldes Mosaiter, eller maaskee Israeliter, paadetat
den Benævnelse af Jøde, som destoværre hidtil havde noget
skurrende i de Kristnes Øren, maatte uddøe, hvilket neppe skeer
i et heelt kommende Aarhundrede, men her i Norge vil neppe
50 Aar hensvinde før Navnet Jøde har tabt det Stødende. Lad
nu alt dette skee, da vil Jøde-Dom opløses i Kristendom, og
Pauli Spaadom opfyldes: "Al Israel bliver salig naar Hedningernes
Fylde kommer".
   Ligesom jeg oventil nævnte, at en Jøde (nu herefter i min
Mund en Mosait eller en Israelit) vækkede min moralske Følelse,
saaledes opvarmede Brevet af den ædle Mosait til vor Stor-
things-Præsident, den gjæve Sørenssen, indført i Bladet den
Constitutionelle d. 24de Mai d. A., hos mig Tankerne til Foran-
staltninger, som nu gjøres, især i det nordlige Tydskland, til
dette Folks Emancipation; jeg frydedes i min Aand da mig blev
forelæst af det theologiske Tidsskrift, udgivet af Claussen og
Hohlenberg, om hvorlunde det nu dages for dette Folk. Saa-
ledes nærmer sig deres Messias til dem, men om han omsider
d.IV,b.3,s.321   vil personlig bosætte sig i Palæstina, maa staae derhen. -- Nu
mere til Brevet af den i Sandhed agtværdige Israelit. Han kan
med Føie anvende paa sig Pauli Ord til Festus: "jeg sværmer
ikke, men taler sande og betænksomme Ord". Ja det gjør han;
Bebreidelsen have vi fortjent, det kan jeg for min Deel ingen-
lunde fragaae, da man i over 1/4 af det sidste Aarhundrede har
ladet disse os Normænd ikke hædrende Ord: "Jøder ere frem-
deles udelukte fra Adgang til Riget", staae ukjerte til Thinge,
ja ere end ikke vedbørligen paaankede i vore Dagblade. De
Ord passe aldeles ikke paa Normandens Karakteer. Jeg har
oventil meldt hvad jeg visselig troer var Aarsagen til at dette
famøse Interdikt slumpede til at komme ind i vor Grundlov. Ja
ved nøiere Eftertanke bekjender jeg freidigen, at jeg maatte
give Slip paa den Smule Menneske-Forstand, jeg troer endnu
at have tilbage, dersom jeg vilde negte, at denne Mand har
skrevet det som er Sandhed og Ret og Godt, alt i et beskedent
og en tænkende Mand værdigt Sprog. Han har tilbageholdt
bedst han kunde af sin justus dolor; enhver anden i hans Sted
og Stilling vilde neppe have kunnet efterligne ham. Jeg glæder
mig til, at dette Brev vil vistnok have en god Virkning paa en-
hver retsindig, oplyst Mand af mine Medborgere; derfor an-
strænger jeg min svage Stemme, og raaber til dig, kommende
Storthingsmand, ja til Enhver, som vil og kan: slib din Penne-
kniv, radeer ud Ordene i vor Grundlov: "Jøder ere fremdeles
udelukte fra Adgang til Riget"; spids nu din Pen, tag dit Bord,
sæt dig ned, og skriv paa retskaffen oplyst Normands Viis et
Forslag til Thinge om at udstryge af vor for Resten gode
Grundlov det sørgelige ermeldte Forbud mod Jøderne og de
fornuftige Grunde, du kan hitte paa til at give Mosaiten Bor-
gerret i Norge, som enhver anden Udlænding, naar han det
monne forlange, alt med de Modifikationer, som de Sagkyndige
finde fornødne naar Mosaiten skal blive norsk Borger. Eller,
opløft din Røst i kommende Storthing som en Basune, som
skrevet staaer, at de Ord udslettes af vor Grundlov! -- dog,
der er jo allerede indgivet Konstitutions-Forslag om Udelukkelse
for Eftertiden af disse Ord i Grundloven. Det er Trang for
mit Hjerte at vide vor oplyste Konge Tak, fordi Høistsamme
havde ingen Hensyn til vor Grundlovs Interdikt mod Mosaiterne,
men gav den Ansøgende Frihed til at personlig afgjøre her i
d.IV,b.3,s.322   Riget de Sager, som vare ham fornødne til hans Velfærds Bedste.
Hermed Gud befalet ædle, veltænkende Landsmand og Med-
borger! jeg slutter med vore Storthings sædvanlige Bøn til Gud:
Gud bevare Kongen og hans Riger!
   Jeg beder Enhver, som maatte have læst hvad jeg oven skrevet
haver, og maatte kjende eller træffe den agtværdige, fornuftige
og beskedne Israelitiske Mand, som skrev Brevet til vor Stor-
things Præsident, at række ham Haanden fra mig med et hjerte-
ligt Tak, fordi han hjalp mig til at udtømme mit Hjertes Mening
mod det Israelitiske Folk.

Ullenvangs Præstegaard i Hardanger d. 29 Juni 1841.
N. Hertzberg,
Ridder, Provst og Sognepræst."



1
  tilbakeI Provindserne boede: 388 i Sjellands Stift (paa Bornholm er der ingen J.),
376 i Fyens St., 118 i Laallands St., 125 i Aalborg St., 31 i Viborg St., 341
i Aarhuus St. og 206 i Ribe St. -- I Randers boede der 194, i Frederits 125,
i Aalborg 113, i ingen af de øvrige Byer over 100, og kun i otte Byer 50 eller
derover.

2
  tilbakeTalmud indeholder, som før berørt, just aldeles modsatte Grundsætninger
i følgende Forskrifter: "Hver Israelit er forbunden at lære et eller andet
Haandværk, eller en Kunst". -- "Hvo som ikke lader sin Søn lære noget
Haandværk, opdrager ham ligesom til Røver". -- "Priisværdigt er et Haand-
værk; det hædrer Mesteren". -- "Man afhænde ikke Ageren, for at anskaffe
et Huus, Huset ikke for at anskaffe bevægelige Goder og Varer til Handels-
drift; men vel afhænde man de bevægelige Goder og forskaffe sig Agre". --
"Høst dit Korn selv, og kjøb det ei, om det endog kommer dig lige dyrt at
staae; thi i selvhøstet Frugt ligger større Velsignelse".

3
  tilbakeDr. Krug paastaaer det Samme, og lægger til: "Hvad er vel Aarsagen til
at visse Sygdomme, man ikke gjerne nævner, og Sindssygdomme sjeldnere
findes hos Jøder end hos Kristne? Er det nu sandt, at disse Lidelser fordet-
meste komme af Usædelighed og tøilesløse Lidenskaber, skulde man da ikke
troe, at sædelig Fordærvelse er langt større imellem os Kristne? Nedseer der-
for ikke saa foragteligen paa et ulykkeligt Folk som hine dydstolte Farisæere
paa den syndige Tolder! Alene af Taknemmelighed burde Vi det ikke. Thi
ligesom vi forstørstedelen skylde Grækerne vor videnskabelige og kunstneriske
Dannelse, skylde vi forstørstedelen Jøderne vor moralsk-religiøse".

4
  tilbake"Ligesaa hos Os", siger Kilian.

Udg.
    BLA BAKOVER
   BLA VIDERE