HENRIK WERGELAND - SAMLEDE SKRIFTER
IV.AVHANDLINGER, OPPLYSNINGSSKRIFTER 3. BIND: 1839 - 1842

OM PØNITENTIÆRSYSTEMETS ANVENDELSE I SVERIGE
del 4
d.IV,b.3,s.163  
   Efter denne Erfaring, eller 5 pCt. Tilbagefald, viser sig i An-
tallet af anden Gangs Tyveri en Formindskelse af 426, thi istedet-
for 492 for anden Gangs Tyveri Dømte (se Side 162) antages blot
66, eller 5 pCt. af 1322 Dømte for 1ste Gangs Tyveri.



   Heller ikke bør man oversee, at da de for Tyveri dømte For-
brydere en længere Tid blive holdte i Forvaring, kunne de ikke,
som nu ofte skeer kort efter udstaaet Straf af Spø eller Vand
og Brød, begaae nye Forbrydelser. Et Afslag maa derfor op-
komme, som alligevel her ikke tages med.



   Beregningen kunde da maaskee opstilles paa følgende Maade:
                                          Femte Grad.
      Første Gangs Tyveri . . . . . . . . . . . .      992 Individer.
      Anden Gangs Tyveri . . . . . . . .      65 --
      Andre Forbrydelser . . . . . . . . .      263 --
      Efter 1 Aar pr. Medium . . . . . . . . . .      1320 Celler.
                                          Fjerde Grad.
       -- -- -- -- -- -- -- -- --       157 Individer.
      Efter tre Aar pr. Medium . . . . . . . .      471 Celler.
                                          Tredie Grad.
       -- -- -- -- -- -- -- -- --       57 Individer.
      Efter 5 Aar pr. Medium . . . . . . . . .      285 Celler.
                                          2075 Celler
      af større Dimensioner.



   Efterat Cellernes Antal saaledes er bleven udfundet for de
tre ovenstaaende Straffegrader, staaer tilbage at bestemme deres
Fordeling i Strafarbeidsfængslerne.

   En Grundsætning, hvis Rigtighed ei kan negtes, er, at man
saa lidet som muligt maa fjerne de til Tab af Friheden dømte
Individer fra det Sted, de tilhøre. Anvendelsen af Centralisa-
tionsideen paa Korrektionister og Fanger, hvorom vi allerede
have en saa bedrøvelig Erfaring, er beheftet med store og uund-
gaaelige Ulejligheder. Om den moralske Smitte, som den med-
fører, kan undgaaes ved at indføre Cellesystemet, saa staaer
dog endnu tilbage lange og kostbare Transporter, Fangernes
d.IV,b.3,s.164   Bortfjernelse fra det Sted, hvorhen de siden skulle vende til-
bage, forøget Vanskelighed ved der at forskaffe sig lovligt Ud-
komme m. m.
   Fra dette Synspunkt betragtet havde det visselig været ønske-
ligt, i Lehnsfængslerne ogsaa at kunne modtage alle Lehnets til
Strafarbeide dømte Forbrydere. Men paa den anden Side vilde
denne Bestemmelse foraarsage altfor store Bekostninger, saavel
i Henseende til Bestyrelsen og Bevogtningen, som til Bygningerne,
thi jo mindre Strafanstalterne ere, desto større blive disse Ud-
givter for hver Fange. For at kunne gjøre Regning paa en op-
lyst Bestyrelse af et større Fængsel, maatte det daglige Tilsyn
anbetroes en mere dannet Forstander; den større Indtægt og
det udvidede Arbeide fordrede desuden en særskilt Regnskabs-
fører, hvilket Alt, ved 24 Lehn, vilde foranledige et betydeligt
Lønningsbudget, uden at regne Vanskeligheden ved at finde due-
lige Personer til saa mange ansvarsfulde Hverv. Man blev ogsaa
nødt til ikke ubetydeligt at forøge Cellernes Antal, thi med
Hensyn til den ulige Tilkomst af Fanger, vilde ikke det Antal
Reserveceller, som i færre men større Indretninger kunde være
tilstrækkeligt, tilsvare Behovet, naar de fordeeltes paa saa mange
Steder.

   Ifølge den i andre Lande erhvervede Erfaring, antager man,
at 3 -- 400 Celler er det meest passende Antal, der bør findes i
et velordnet Fængsel. Derved kan en god Huusholdning forenes
med Muligheden af, godt at oversee Indretningens særskilte Dele
og at yde Fangernes fysiske og moralske Pleje den nødvendige
Opmærksomhed.

   For i denne Henseende at kunne gaae en nyttig Middelvej,
holder jeg for at Følgende bør foreslaaes:

   Norrbottens, Vesterbottens, Jemtlands og Vesternorrlands
Lehnsfængsler bør forøges med et tilstrækkeligt Antal baade
middels og store Celler, for at kunne modtage sine til de tvende
laveste Straffegrader dømte Forbrydere. Derved undgaaer man,
med Hensyn til disse Lehns store Udstrækning og Afstand, lange
og for Staten bekostelige Transporter til Straffængslet og de store
Vanskeligheder for den løsladte, som oftest hjælpeløse, Fange
for at vende tilbage til sit Hjemsted. Ligeledes burde Lehns-
fængslet i Wisby indrettes saaledes, at det ogsaa kunde have
d.IV,b.3,s.165   Plads for Gottlands til de tvende laveste Strafarbeidsgrader
dømte Forbrydere.
   For at undgaae lange Transporter for de til kortere Tid Dømte,
kunde ogsaa samtlige Rigets Lehnsfængsler, som for største
Delen tiltrænge enten større Reparationer eller ogsaa Opførelse
fra Nyt af, udvides saaledes, at de kunde rumme de paa et Aar
og derunder dømte Forbrydere.

   Ifølge disse Anskuelser bør 200 Storceller paaregnes for de
fire nordlige Lehn og Gottland, samt omtrent 800 Middelsceller
for de ved samtlige Lehnsfængsler til Strafarbeide paa højst
et Aar Dømte. Cellerne bør fordeles paa hvert Lehnsfængsel,
efter det formodede Middeltal af hvert Lehns Forbrydere efter
Justits-Statsministerens Forbrydelsestabeller. Til Vejledning ved
denne Beregning antages følgende:

   Til simpel Fængselsstraf, som synes at burde indskrænkes til
eet Slags, nemlig ensomt, vilde vel aarligt omtrent 4000 Personer
blive dømte, enten umiddelbart som Straf eller for at afsone
manglende Mulkter. Under Forudsætning af, at enhver sad
arresteret een Maaned, opstaaer der et Behov af 334 Middels-
celler, dersom Cirkulationen var jevn hele Aaret om. Da imidler-
tid Omflytningen kommer til at skee uden nogen Regel, burde
vel dette Beløb forhøjes til 480 eller
      i Gjennemsnit for hvert Lehn . . . . . . . . . . . . 20 Celler.
      Til Strafarbeide . . . . . . . . . . . . . . .      42 --
      For de til Vand og Brød Dømte . . . . . . . . .      4 --
                                          eller 66 Celler.

   Desuden burde man have Smaaceller i Beredskab for Transport-
fangerne, som, med et Middeltal, for hvert Lehnsfængsel om-
sættes til 12.

   Planchen III fremstiller Planen til et Lehnsfængsel med vedføjet
Beskrivelse og Overslag over Omkostningerne. De tilbage-
staaende 1076 Celler bør fordeles mellem tre Strafarbeids-
fængsler, hvert indeholdende 359 Celler, eller det Antal, som i
Almindelighed ansees som passende for en Central-Pønitentiær-
indretning.

   Disse Fængsler bør være beliggende i Nærheden af større
Stæder for at man med Lethed kan finde passende Personer
til at overtage den municipale Deel af deres Bestyrelse, og for
d.IV,b.3,s.166   at kunne paaregne en sikkrere Afsætning for de tilvirkede Varer.
De bør ogsaa forlægges saaledes i Riget, at Transporterne for-
kortes saa meget som muligt.
   Stockholm, Götheborg og Christiansstad anseer jeg for at være
de meest passende Steder dertil.

   Strafarbeidsfængslerne bør aldeles opbygges fra Nyt; thi ifølge
Erfaringen og kyndige Arkitekters Vidnesbyrd mislykkes alle
Forsøg paa, ved en forandret Indredning, at omdanne gamle
Bygninger dertil. Omkostningerne blive betydelige og Øjemedet
forfejlet.

   Bestemmelsen af Bygningens Grundplan og dens nøjagtige
Udførelse ere særdeles vanskelige Spørgsmaal. Derpaa hviler
for en stor Deel Opfyldelsen af de Forhaabninger man gjør sig
om Fangernes Forbedring, og Sikkerheden i at holde i Forvaring
Individer, der ere farlige for Samfundets Rolighed. Denne sidste
Omstændighed er i dobbelt Henseende af Vægt, thi uden at
regne de nye Forbrydelser, bortrømte Fanger nødes til at begaae
for at skaffe sig Underholdning, som de ikke kunne erhverve
paa lovlig Viis, svække disse lokkende Udsigter til at skaffe sig
Friheden paa en listig Maade Straffens afskrækkende Virkning
hos urolige og ustadige Gemytter, som længes efter Uafhængighed
og vexlende Eventyr.

   Man finder ogsaa, at i andre Lande enhver gjennemgribende
Reform i Fængselsvæsenet er begyndt med Fængslerne selv og
deres Indredning. Grev Vilain XIV og den bekjendte Howard,
om hvem man med saa megen Sandhed har sagt, at han levede
som en Apostel og døde som en Martyr, henvendte hele sin
Opmærksomhed derpaa. Den skarpsindige Bentham forfattede
et vidløftigt Værk over Indretningen af et Modelfængsel, som
han benævner Panoptiqve, og hvori man gjenfinder alle de Grund-
sætninger, hvorfra de i de senere Tider udførte Forbedringer
hovedsageligst udgaae.

   De fornemste Egenskaber, man fordrer af en Fængselsbygning,
ere, at den frembyder Sikkerhed for at opbevare Fangen og
modstaae hans Forsøg paa at flygte; en let iværksættelig og paa
samme Tid betryggende Bevogtning; at man fuldkomment kan
adskille Fangerne og forekomme enhver Meddelelse mellem dem;
at den befordrer Reenlighed, Omvexling af Luft, med et Ord,
alt hvad der er nødvendigt til Sundhedens Vedligeholdelse, samt
d.IV,b.3,s.167   endelig, at den har tilstrækkeligt Rum til Fangens behørige
Sysselsættelse.
   Dette Problem har givet Anledning til flere forskjellige Forslag,
mere eller mindre nærmende sig dets Løsning; men her at ind-
lade sig paa en detaljeret Undersøgelse deraf vilde blot lede til
unødvendig Vidløftighed. I den paa Planchen I og II fremstillede
Plan over et Strafarbeidsfængsel, har jeg søgt at forene de billige
Fordringer, man bør kunne gjøre til en Fængselsbygning, med
den strenge Økonomi, som det, i ethvert Tilfælde, er saa vigtigt
at iagttage i vort Land. En Beskrivelse er vedføjet dette For-
slag, omfattende alle dets enkelte Dele, samt Overslag over
Omkostningerne.

   Bestyrelsen af en, i stor Maalestok indrettet, Straffe- og For-
bedringsanstalt fordrer en sand og oplyst Menneskekjærlighed,
en ædel og kraftfuld Vilje, en sjelden Ordenssands og ved-
holdende Anstrengelser. Da det ikke er let at forene alle disse
agtværdige Egenskaber, indseer man snart hvilke Vanskeligheder,
der i denne Henseende maa bekjæmpes.

   Bestyrelsen adskiller sig egentlig i tvende hovedsagelige Dele,
nemlig:
a) Den højere Bestyrelse af Indretningens Anliggender, Kon-
   trollen med den behørige Haandhævelse af Orden og endelig
   Vedligeholdelsen af det Foreningsbaand, som aldrig bør op-
   høre mellem Strafanstalten og Samfundet.
b) Den umiddelbare Fangepleje, det stadige Tilsyn og den
   egentlige Befaling.



   Den første Deel bør betroes en særskilt Bestyrelse, hvori,
efter den i hele dette Forslag hyldede Grundsætning, Embeds-
mændenes Virksomhed er sat i Forbindelse med municipalt Bi-
træde. To af Regjeringen tilforordnede Embedsmænd og to ved
medborgerlig Tiltro tilkaldte Personer synes at være et passende
Antal. Maaden at udvælge disse Sidste paa, beroer, som allerede
ovenfor sagt, paa den Udvikling, som Municipalindretningerne og
den for Fangeplejen dannede Forening kan have opnaaet hos os,
naar disse velmeente Forslag skulle iværksættes.

   Den sidste Deel fordrer derimod en Forstanders udeelte Om-
sorg, som udelukkende bør vie sig sit ligesaa ædle som ansvars-
fulde Kald. Valget af denne Mand er af højeste Vigtighed, og
d.IV,b.3,s.168   forudsætter et samvittighedsfuldt Udvalg uden andre Hensyn end
det vigtige Maal: Øjemedets Opnaaelse. Denne Forstander bør
have gode Kaar, idetmindste et sorgfrit Udkomme for sig og Sine,
og Udsigt til, naar han vel har udført sit Hverv, og naar Alderen
begrændser baade Kraft og Virksomhed, at erholde en anden
Ansættelse eller en passende Pension, for at kunne give Plads
for en kraftfuldere Eftermand.
   Fangevagtmestrene bør være paalidelige, alvorlige og ikke al-
deles udannede. De bør ogsaa besidde Færdighed i nogle Haand-
værker, saa at de tillige kunne være Fangernes Lærere og Vej-
ledere ved deres Arbeide. Denne Omstændighed er af højeste
Vigtighed, og maa ved deres Udnævnelse ikke betragtes som
Bisag.

   Vagtkarlene maa ogsaa antages med Omhyggelighed og iagt-
tages med Opmærksomhed; thi da de udgjøre Bestyrelsens sidste
Led, ere de ogsaa i meest Berørelse med Fangen, og have derved
en stor Indflydelse paa hans Tilstand og Sindsstemning.

   Uden at ville opstille noget bestemt Lønningsbudget, troer jeg
dog, til en Vejledning, at burde antyde de Lønningsvilkaar, jeg
vilde finde passende:
      Forstanderen 12 -- 1500 Rd. B. (480 -- 600 Spd.).
      Vagtmestrene ligesom første Klasse ved Lehns-
      fængslerne.                        Fri Bolig,
      Vagtkarlene en halv Rdlr. Bko. daglig.      Lys og Ved.



   Efter 10 Aars tro Tjeneste forøges Lønnen med 50 pCt., og
efter 20 Aar bør de, om de afskediges, faae den halve Løn som
Pension. Samme Fordele bør ogsaa tilstaaes Fangebetjeningen
ved Lehnsfængslerne.

   Ved disse Lønningsvilkaar, som alligevel ikke ere overdrevne,
kan man haabe, at erholde en duelig og paalidelig Fangebetjening,
som ved en Forbedringsanstalt er af stor Vigtighed.

   Huustugten bør være streng, men retfærdig; ikke ubillig i sine
Fordringer, men ubevægelig med Hensyn paa deres nøiagtige
Efterlevelse. Fangen maa dybt erkjende, at han lider en vel-
fortjent Straf for at afsone sine begangne Forseelser; han maa
føle hele Vægten af Lovenes Magt, som han har foragtet og over-
traadt. Raahed, Dovenskab og Letsindighed, disse Forbryderens
sædvanligste Fejl, behøve denne advarende og afskrækkende
d.IV,b.3,s.169   Erfaring, for at bringes til Eftertanke og Selvbetragtning. Den
Fangnes moralske og fysiske Helbred maa passes med Deel-
tagelse, hans Anger ledes til en gavnlig Forbedring, ikke til For-
tvivlelse; ethvert Tegn paa Tilbagevenden til det Gode maa
mødes med Velvilje og Opmuntring. Man maa vel vogte sig for,
ved en ufornuftig Eftergivenhed at gjøre hans Stilling lykkeligere
end hans lovlydige Medmenneskers; derved begaaes en Uret-
færdighed mod de Sidste, og Straffen forvandles til en farlig
Opmuntring. En nøje Forskjel maa saaledes gjøres mellem en
kristelig Deeltagelse for den Faldnes mulige Opreisning og en
misforstaaet Iver for hans fysiske Bekvemmelighed og Nydelser.
I modsat Fald hylder man et bedragersk Hjernespind under
Navn af Menneskekjærlighed.
   Straffen for Overtrædelse af den anordnede Huustugt maa
følge øjeblikkeligt og uundgaaeligt paa Forseelsen. Korporlig
Straf bør banlyses fra et vel bestyret, efter det Filadelfiske
System indrettet, Fængsel. Denne Omstændighed er af Vigtig-
hed, og dens Efterlevelse bør ogsaa overholdes med største
Omhyggelighed. Straffen bør bestaae i Formindskelse af Kosten,
Vand og Brød, Arrest i mørk Celle, samt Berøvelse paa længere
eller kortere Tid af enhver Sysselsættelse. Denne sidste Straf
udgjør, efter Fangernes eget Udsagn, den piinligste; thi det er
en blandt det ensomme Fangenskabs store og uskatteerlige
Følger, at Arbejdet, som forhen har været Forbryderens Lede
og Afsky, da udgjør hans Trøst og den Tidsfordriv, han med
størst Længsel ønsker sig.

   Fangens religiøse Underviisning er den sikkreste Grundvold,
hvorpaa al Forbedring maa støtte sig, den Rod, hvorfra enhver
Gjenfødelse maa udgaae, for at have Friskhed og bære gode
Frugter. Uden denne er al udvortes Forandring i Fangens Op-
førsel alene Hykleri; hans Indre bliver ligesaa forhærdet, alene
med en Tilvæxt af Sluhed og List. Sjelesørgelsen i en Pøniten-
tiæranstalt er saaledes af en dybt indgribende Virkning og maa
udøves med Nidkjærhed og Samvittighedsfuldhed. Jeg holder
for, at den bør overdrages til en Præst, som er i en kraftfuld
Alder og heelt og holdent offrer sig til dette Kjærlighedens Værk.

   Foruden sit Prædikeembede, som Søn- og Helligdage forrettes
i hver særskilt Fløibygning, bør Præsten ikke forsømme i private
Samtaler at erhverve sig den Fængsledes Fortrolighed, med
d.IV,b.3,s.170   Alvor søge at tilintetgjøre hans Forhærdelse og med Godhed
opmuntre hans første Trin paa Forbedringens Bane. For-
bryderen, i sin ensomme Bolig, overladt til kvalfulde Erindringer
og mørke Betragtninger, bør ansee sin Sjelesørger som et Fredens
Budskab, en Midler mellem Angeren og Himmelen. Opfattes
dette skjønne Kald med klar Indsigt og udøves med aandelig
Varme, da blive ogsaa dets Virkninger mere velsignelsesrige end
Mangen turde forestille sig; taler Religionen forgjæves, er der
intet Haab mere om Forbedring.
   Men Fængselspræsten behøver Bistand, thi dersom man an-
tager, at han daglig anvender 4 Timer til at besøge Fangerne
og beregner kun 10 Minutter til hvert Besøg, vilde han kun
være istand til at besøge hver Fange hver anden Uge. Vi have
et Missionsselskab i Sverige; mon dette ikke her skulde finde
en rig Mark for sin ædle Omvendelsesiver? Thi i Sandhed, i
vore Strafanstalter blomstrer Hedenskabet langt frodigere end
blandt fjerne, i Naturtilstanden endnu levende, Folkeslag.

   Den ved Straffefængslet ansatte Præst maa boe paa Stedet
og erholde en Løn, der kan sikkre ham et tarveligt men sorgfrit
Udkomme, hvorhos han tillige bør have Udsigt til, naar han bliver
træt af sin møisommelige Beskjæftigelse, at erholde Befordring
og en fordeelagtigere og roligere Virkekreds.

   Ved Siden af den aandelige Omsorg maa ogsaa gaae anden
Dannelse, for i Fællesskab at frigjøre det faldne Sind fra Raa-
hedens og Ondskabens Baand. I Strafanstalten bør derfor en
eller to dertil ansatte Skolelærere meddele Fangerne Under-
viisning. Her kan naturligviis ikke være Spørgsmaal om andre
Gjenstande end de, der ere bestemte for de almindelige Almue-
skoler, og som repeteres med Fangen, dersom han i sin Barn-
dom har gjennemgaaet dem, eller bibringes ham, dersom hans
Opdragelse har været aldeles forsømt. Underviisningen skeer i
Cellerne, eller, for at vinde Tid, fra Fængselsgangen gjennem
den paa Celledøren anbragte Luge. Denne sidste Methode an-
vendes med Held ved den i Paris for et Par Aar siden indrettede
Strafanstalt for vanartede Børn og mindreaarige Forbrydere.
Underviisningen meddeles fortrinsviis de Yngre og dem, som
lægge særdeles Anlæg dertil for Dagen; den tager fornemmelig
Hensyn paa Fangens eget Arbeide samt paa Indenadlæsningen,
paa det at Skolemesteren alene behøver at overhøre, rette de
d.IV,b.3,s.171   begaaede Feil og uddele nye Lektier. Paa denne Maade bør
Underviisningen kunne rækkes med. Den bør egentlig optage
Søndagene og de for Haandarbeide ledige Timer.
   Fangernes Føde maa være højst simpel, men sund og tilstræk-
kelig. Den bør afpasses efter Fangens stillesiddende Levemaade,
og alle Spirituosa banlyses. Bespiisningen besørges af Bestyrelsen
paa den for Indretningen fordeelagtigste Maade. Hverken For-
standeren eller nogen anden blandt Fængslets Betjente maa under
nogen Omstændighed have dermed at skaffe, men de bør føre
Kontrol dermed og staae paa Fangernes Bedste.

   Beklædning tilstaaes enhver Fange. Ved sin Løsladelse er-
holder han tilbage de Klæder han havde ved Ankomsten, og
som imidlertid for hans Regning ere blevne opbevarede. Derved
afstedkommer man i Indretningen større Orden, mere Reenlighed,
samt undgaaer den langt større Bekostning, der er forbunden
med at skaffe Fangen de nødvendige Klædningsstykker ved hans
Afreise. At Undtagelser herved bør finde Sted, dersom Fangens
egne Klæder vare altfor usle, forstaaes af sig selv.

   Beklædningen bør om Sommeren bestaae af simpelt Tøj, som
kan vadskes, og om Vinteren af graat Vadmel.

   Hver Fange erholder en Madras og en Hovedpude, stoppede
med Halm, Lagener og Teppen.

   Endnu staaer tilbage at behandle et Spørgsmaal, hvorpaa hele
Strafanstaltens indre Liv beroer, nemlig Fangernes Sysselsættelse.
Foruden denne er den ømmeste Omsorg for Fangernes moralske
Forbedring frugtesløs, den alvorligste Huustugt utilstrækkelig og
alle Omkostninger at ansee som en død og unyttig Kapital.
Hertil ville vel Mange svare: "Fangerne bør arbeide, det for-
staaer sig selv;" men dette fromme Ønske er ikke saa let udført
som udtalt. Emnet er af Vigtighed og udkræver en særskilt
Overvejelse.

   Allervigtigst er Valget af selve Arbeidet. Det maa skaffe
Fangen en jevn og efter hans Kræfter afpasset Sysselsættelse
og paa samme Tid øve hans Arbeidsdygtighed. Denne sidste
Hensigt kan opnaaes enten derved, at Fangen undervises i et
simpelt Haandværk, hvori den egentlige Tilvirkning besørges af
ham alene, eller derved at Fangens Arbeidskraft anvendes til
et sammensat (Fabrik-) Arbeide, hvor det da bør beregnes og
omvexles saaledes, at Fangen derved erholder en vis Konst-
d.IV,b.3,s.172   færdighed, som han siden i den fri Tilstand kan anvende ved
flere, med hans forrige Sysselsættelse beslægtede, Haandværk.
   Arbeidet maa eiheller forudsætte kostbare Materialier, ved
hvis Fordærvelse et altfor stort Tab kan opstaae, thi i Be-
gyndelsen bør man hos Fangen ikke vente nogen særdeles Ar-
beidsdygtighed. Vistnok har en Strafanstalt i saa Henseende
Fortrin fremfor et sædvanligt Forsørgelseshuus, at den sjelden
bebyrdes med noget, af Sygdom eller Alder, udygtigt Arbeids-
menneske, da Forbryderne i Almindelighed ere i sin Alders fulde
Kraft og som oftest begavede med livligt Gemyt og en let Fatte-
evne. Men paa den anden Side bør det ikke lades ud af Be-
tragtning, at de have Afsky for al stadig Sysselsættelse, hvilken
sædvanlig har foraarsaget deres Fald, og saaledes hverken ere
vante til Arbeide eller have Duelighed dertil, som de først efter-
haanden maae erhverve sig under en arbeidskyndig Persons
Vejledning, efterat Ensomhedens Ensformighed og Kjedsomhed
have havt en gavnlig forberedende Indflydelse paa deres Sind.

   Valget af passende Arbeide møder ogsaa en større Vanske-
lighed end hidtil, som Følge af det Pensylvanske Systems Grund-
princip, strengt at afsondre Fangerne fra hverandre. Den for-
øgede Kraft og den indbyrdes Bistand, som en fælles Virksomhed
frembyder, kan man ikke mere paaregne. Da Fangerne, hver
for sig, ere indsluttede i sine Celler, kan ikke paa noget Sted
udvikles mere end et enkelt Menneskes Arbeidskraft. Individerne
ere her at ansee som Enheder, der ikke kunne lægges sammen
for at danne en Sum.

   Imod denne unegtelige Uleilighed findes blot een Modvægt,
nemlig Arbeidets Fordeling. Denne Methode, som ogsaa ved
andre Arbeidsforetagender altid bør, saavidt muligt, anvendes
paa Grund af den Hurtighed og Orden, som derved vindes, bliver
i et efter Cellesystemet ordnet Fængsel en ubetinget Nødven-
dighed. Herved kunne de fra hverandre adskilte Fanger dog
arbeide til et fælles Maal, naar der betroes dem en eller flere
særskilte Forretninger, som det raa Materiale, under sin For-
ædling, bør undergaae ved Arbejdet. Det bliver ogsaa lettere
at bedømme hver enkelt Fanges Arbeide, samt at tildele Enhver
sin fortjente Løn.

   Men det er ikke nok saaledes at oparbejde Varer; man maa
ogsaa være betænkt paa Udveje til det Tilvirkedes Afsætning.
d.IV,b.3,s.173   Derved kunne Statens Udgivter, idetmindste for endeel, erstattes,
og Fangen gives Anledning til under sin Fængselstid at skaffe
sig nogen Indtægt af sit Arbejde, som, hvor liden den endog
maatte blive for de Fleste, dog, vel anvendt, er af stor Vigtighed
ved Fangens Løsladelse. Herved forekommer alligevel en anden
Betænkelighed, den nemlig, at Staten, dersom den optræder som
Konkurrent med den almindelige Industri, derved vilde komme
til, paa en for det Hele skadelige Maade, at indvirke paa de
frie Samfundsmedlemmers Arbeide. Disse ufordeelagtige Følger
ville ikke fremvirkes af, at en større Mængde Varer vare at er-
holde for lav Priis paa det almindelige Marked; det er tvertimod
en i vor Tid erkjendt Sandhed, at jo mere en Næringsvej ud-
vides med formindskede Tilvirkningsomkostninger og, som Følge
deraf, med nedsatte Udsalgspriser, jo mere forøges Antallet af
Forbrugere og i samme Forhold Arbeidsfortjenesten. Men dette
Axiom i Nationaløkonomien forudsætter alligevel naturlige For-
hold og en fri Udvikling, som her ikke finder Sted; thi da Staten
i ethvert Tilfælde maa underholde de i et Straffængsel indeslut-
tede Forbrydere, og enhver Indtægt af deres Arbeide, saa liden
den end kan være, alligevel udgjør en Erstatning for de udlagte
Omkostninger, indsees let, at en Sammenligning med et alminde-
ligt Værksted eller Fabrikindretning ikke her kan finde Sted, da
den egentlige Tilvirkningsomkostning ikke aldeles behøver at gaae
ind under Varernes Udsalgspriis.
   Flere have troet, at Fangerne, for at undgaae denne Vanske-
lighed, burde holdes til saadant Arbeide, som fordrer stærk An-
strengelse, uden alligevel at frembringe noget egentlig nyttigt
eller afsætteligt Produkt, men foruden det Umoralske, der vilde
ligge i, at man saaledes drev Gjæk med Menneskers Virksomhed,
vilde Omkostningerne ved Fangernes Underholdning, uden nogen
Lettelse, saa meget tungere falde Samfundet til Last.

   Af ovennævnte ulige Fordringer til Arbeidets Beskaffenhed
kan imidlertid sluttes, at man fornemmelig bør sysselsætte Fan-
gerne med Alt, hvad der udfordres til deres eget Forbrug, og
til selve Straffeindretningen, hvorved Staten kan erholde en ikke
ubetydelig Fordeel, uden at der bliver Spørgsmaal om noget
Udsalg, samt med saadanne Tilvirkninger, som enten indføres
fra Udlandet eller som frembringes i ubetydelig Mængde i Lan-
det selv.

d.IV,b.3,s.174      Fangerne bør saaledes fornemmelig anvendes til at forarbeide
det, som behøves for Strafanstalten selv, saasom Snedkerarbeide,
Spinden og Væven, Forfærdigelse af Klæder, Skotøj o. s. v. Disse
sidste Artikler ere ikke af ubetydelig Vigtighed, thi Aar 1838 ud-
gjorde Omkostningerne ved Beklædningen for enhver Korrek-
tionist paa Långholmen 17 Rd. 15 &bmskilling; Bko. (6 Spd. 111 &bmskilling;.)1 Lægges
nu hertil, hvad der medgaar til Sengeklæder og andre nødven-
dige Huusgeraadssager, erholdes Anledning til ikke ubetydeligt
Arbeide.

   Valget af de til Udsalg bestemte Arbeider bør overlades til
enhver Lokalbestyrelse at afgjøre efter Stedets særegne Forhold,
overeensstemmende med ovenstaaende Anskuelser. Naar f. Ex.
en indenlandsk Fabrik forsyner en vis Egn med Produkter, vilde
det være urigtigt, ved det i samme Distrikt beliggende Fængsel
at vælge samme Slags Drivt; men Forholdet bliver naturligviis
anderledes ved en Strafanstalt i en anden Deel af Riget, hvor
Indvaanerne pleje at hente samme Fornødenheder fra Udlandet.

   Uden herved at indgaae i specielle Detaljer, maa dog til Vej-
ledning følgende Haandværk nævnes: Spinding, Vævning, grovere
Matter, Halmarbeider, Tilvirkning af Knapper og Beslag, Snedker-
arbeide, Legetøj, Æsker, Bastmatter m. m.

   Ligeledes bør det tillades Næringsdrivende, ved Straffængslet
at bestille Arbeider, som høre til eller udfordres til deres Pro-
duktion.

   I flere Lande lader man Fangerne forfærdige adskillige Sager,
som kunne udfordres til Statens og i Særdeleshed Armeens
Behov. Ved Tugthuset i Kristiania tilvirkes en stor Deel af det
Klæde, som den norske Armee forbruger, og som er baade
vakkert, fast og temmelig billigt. Ved Långholmen have adskil-
lige Regimenter ladet forfærdige sine Munderinger. Naar slige
Beskjæftigelser kunne finde Sted, uden altfor meget at stænge
andre Fabrikers paaregnede Afsætning, bør Anledningen om-
hyggelig benyttes.

   En nyttig Sysselsættelse kan ogsaa tilvejebringes ved Forfær-
digelsen af adskillige ved de almindelige Sygehuse nødvendige
Inventarier, saasom grovere Lærred til Lagen, Tepper, Matter,
Sengesteder, Stole, Borde m. m.

d.IV,b.3,s.175      Der gives to forskjellige Maader, hvorpaa man kan ordne det
egentlige Arbeide ved et Straffængsel eller en almindelig Ar-
beidsanstalt, nemlig ved gjennem Bestyrelsens eller Direktionens
egen Omsorg at berede og lede Alt, hvad dertil hører, eller paa
Akkord at bortforpagte Fangens Arbeidskraft til privat Mand.
Den første Maade har vistnok den Uleilighed, at Bestyrelsen
faaer forøgede Forretninger, nødes til at staae i Forskud, og
ofte lider Tab, der i sidste Tilfælde kunne undgaaes. Bortak-
korderingen har derimod væsentlige Grundfeil, der fuldkommen
opveje dens Fordele. Entreprenøren, der først og fremst søger
at forskaffe sig den størst mulige Arbeidsgevindst, er kun lidet
nidkjær for det, som angaaer Fangens moralske Forbedring. Ved
Arbeidets Fordeling har han ingenlunde til Hensigt at øve Fan-
gens Kunstfærdighed, men blot at benytte hans Duelighed i en
mere indskrænket Deel af det sammensatte Arbeide, med eet
Ord, han betragter den Fængslede som et Hjul i det Maskineri,
hvoraf han søger at drage den størst mulige Vinding. En anden
betænkelig Følge af Arbeidets Bortforpagtning til privat Mand
er, at man nødes til at slippe Personer ind i Cellerne, der ere
aldeles fremmede for Strafindretningen.

   At besørge Arbeidet giennem Bortakkordering er antaget i de
fleste udenlandske Fængsler og Arbeidsindretninger, dog under
forskjellige Former, for idetmindste tildeels at søge at undvige
de ovenanførte Grundfeil. Denne Anordning har ogsaa været
iagttaget ved Långholmen uden særdeles Nytte hverken for Kor-
rektionisterne eller Næringsdriverne selv, af hvilke Tvende for
nogle Aar siden fik farlige Knivstik.

   Jeg troer saaledes, at Arbeidets Forvaltning bør betroes til
Bestyrelsens egen Omsorg. Forstanderen bliver den egentlige
Arbeidschef, og Underviisningen ydes af Vagtmestrene, som jeg
har foreslaaet burde have teknisk Færdighed, eller og af en
anden paalidelig Haandværker, med hvem man har truffet sær-
skilt Aftale i denne Henseende. Om end en formindsket Arbeids-
gevindst vilde blive Følgen deraf, erstattes dette Tab fuldkommen
af andre Fordele; thi at forbedre Fangen og bibringe ham baade
Lyst og Evne til at forsørge sig ærligt, er det væsentligste Øje-
med, saavel i menneskelig som økonomisk Henseende.

   Endnu staaer tilbage at bestemme Anvendelsen af den muligt
udkommende Arbeidsgevindst. I 3die Kap. Side 117 har jeg nær-
d.IV,b.3,s.176   mere udviklet mine Anskuelser i denne Henseende og under
Veiledning deraf maa her nogle Detaljer nøjere bestemmes.
   Fangens Arbeidsfortjeneste bør først anvendes til at erstatte
den egentlige Fangekost. Hvis man vilde udstrække denne Er-
statningspligt til Fangens Andeel i alle Underholdningsomkost-
ninger, vilde han endog under de fordeelagtigste Omstændigheder
aldrig kunne paaregne nogen Beholdning. Naar Staten faaer Er-
statning for Fangernes Føde, synes det ikke at være formeget
begjeret, at den vedkjender sig de andre Udgivter. Fangens
mulige Gevindst bliver i alle Tilfælde heel maadelig, thi da
Fangekosten almindelig beløber sig til 6 Skilling daglig, udgjør
den for 365 Dage 45 Rdlr. 30 Sk.(18 Spd. 30 &bmskilling;2); regnes paa
den anden Side 300 Dages Arbeide à 8 Sk. Netto-Beholdning,
hvilket turde være det højeste, man som Medium kan antage,
udkommer en Arbeidsfortjeneste af 50 Rdlr., som, efterat Fange-
kosten er fradraget, efterlader et aarligt Overskud af 4 Rdlr. 18 Sk.
(1 Spd. 90 &bmskilling;.)

   Fangen maa ikke under sit Fangenskab disponere over nogen
mindre eller større Deel af sin Arbeidsgevindst. Al Arbeids-
opmuntring ved bedre Kost eller deslige, bør ligeledes strengt
forbydes. Pengene indsættes i Sparebanken for hans Regning,
ved Løsladelsen erholder han en Deel deraf, for at vende til-
bage til Hjemstedet, det Øvrige sendes til Præsten i hans Menig-
hed, for at tildeles ham i Forhold til hans Behov.

d.IV,b.3,s.177      Et spørgsmaal hvorom de Retslærde og de, der besidde stor
Erfarenhed i Pønitentiærsystemets Anvendelse, endnu tviste, er
hvorvidt Haabet om Straftidens Forkortelse bør gives Plads blandt
de Drivefjedre, der bør anvendes til Fangens Forbedring. Emnet
maa saaledes betragtes ikke blot fra et juridisk, men ogsaa fra
et psykologisk Synspunkt.

   Først maa man nøje skjelne mellem Benaadningsretten, udøvet
før eller efter at Dommen er sat i Fuldbyrdelse. I første Til-
fælde udgjør dette Prærogativ, efter hvad der allerede er bleven
yttret i første Kapitel, Lovens Fuldkommengjørelse og en under-
tiden nødvendig Udfyldning af Bogstavens mulige Utilstrække-
lighed. Det bør dog sparsomt anvendes, og dets Mellemkomst
bliver ogsaa ofte mindre nødvendig, i samme Grad, som Straffene
antage en menneskeligere og fornuftmæssigere Karakteer. I sidste
Fald synes Benaadningsretten derimod at staae i en Slags Mod-
sigelse med selve Loven, der har bestemt den til den krænkede
Retstilstands Gjenoprettelse nødvendige Straf. Der er saaledes
Fare for, at Lovens Hellighed svækkes ved denne vilkaarlige
Eftergivelse af dens Fordringer. Det kan ogsaa antages som en
ubestridelig Grundsætning, at jo mere Tidens Oplysning formilder
Straffetheorien, jo mere behøve de af Fornuft og Retfærd ved-
tagne Straffe at være uundgaaelige, for at kunne have den paa-
regnede Virkning.

   Men indvender man, Straffetidens Afkortning er et virksomt
Middel til at bringe Fangen til Bedring og Eftertanke. Deraf
lærer han at indsee, at Flid og en stille Vandel medføre langt
bedre Følger for hans egen Velfærd, end Dovenskab og Trædsk-
hed. Han lægger Baand paa sine onde Tilbøjeligheder, og denne
Vane gaaer lidt efter lidt over til en varig Sindsstemning, som
han bibeholder efterat han kommer tilbage til den fri Tilstand.
I Genf hyldes isærdeleshed denne Mening, og i den af Hr. Grellet-
Wammy udgivne Haandbog angaaende Fangeplejen forsvares
baade med almindelige Grunde og enkelte Exempler Straffens
Formindskelse med en Trediedeel af den idømte Tid, naar
Fangen viser sig fortjent dertil.

   Hr. Aylies har egnet Undersøgelsen af Benaadningsrettens Ind-
flydelse paa den pønitentiære Behandling et eget Kapitel i sit
fortjenstfulde Værk. Han siger, han befrygter, at de saameget
ompriste Følger blot ere Forstillelse og Hyklerens listige Be-
d.IV,b.3,s.178   regninger. Han støtter sin Formening paa flere praktiske Mænds
Vidnesbyrd, iblandt andre paa Kapitain Elam Lynds, der yttrede
til Dhrr. Beaumont og Tocqueville, at han havde bemærket, at
de meest fordærvede Fanger just vare de, som lettest rettede
sig efter den anordnede Huustugt og iagttoge den største Orden:
at de saaledes opførte sig vel uden i Virkeligheden at være
bedre. Fangepræsten i Auburn, Hr. Smith, havde sagt til be-
meldte Herrer, at han kun lidet turde forlade sig paa ydre Tegn
til Anger og en forandret Tænkemaade; thi hans lange Erfaring
havde lært ham, at det eneste tilforladelige Beviis paa en Fanges
Oprigtighed er, at han ikke længes efter at forlade Forbedrings-
anstalten.
   Hr. Aylies foreslaaer, som en Middelvej, at de paa Livstid
Dømte ikke bør benaades førend efter 20 Aars Fangenskab, og
at der ikke bør kunne være Spørgsmaal om nogen Forkortning
i Straffetiden for dem, der ere dømte blot til 5 Aar og derunder.

   Det nye Lovforslag gaaer omtrent ud fra samme Synspunkt,
naar der hedder i Motiverne Kap. 2 af Straffebalken: "at naar
en Fange har gjort sig vel anseet for Arbeidsomhed og Efter-
levelse af den ved Straffeindretningen bestemte Orden, samt
iøvrigt har lagt for Dagen saadanne Prøver paa en forbedret
Tænkemaade, at Anledning findes til Formindskelse af Straffe-
tiden, bør Bestyrelsen gjøre Anmeldelse derom til Kongen, paa
hvis Godtbefindende Benaadningsrettens Udøvelse beroer.

   Alligevel og for at forekomme, at Fangerne kunne ved forstilt
Forbedring skaffe sig Løsladelse før Tiden, har man anseet den
Forskrivt nødvendig, at Anmeldelse til Benaadning ei bør skee
førend 15 Aar ere forløbne for Den, der er dømt til Straf i
første Grad, eller tre Fjerdedele af Straffetiden for nogen anden
Fange, og at den slet ikke finder Sted, saafremt disse tre Fjerde-
dele ei udgjøre et Aar."

   Omendskjøndt jeg for min Deel nærer megen Tvivl om disse
Benaadningers Nytte, saavel med Hensyn til deres Indvirkning
paa Forbryderens Forbedring, som til deres politiske Følger i
Almindelighed, naar man har antaget en mere rationel Straffe-
theorie, og jeg saaledes kunde være tilbøjelig til at indskrænke
den til den første Straffegrad, efter forløbne femten Aar, vil jeg
dog ei modsætte mig de ovenanførte Autoriteter, og ønsker blot,
d.IV,b.3,s.179   at Straffetidens Forkortning maa bevilges med yderste Spar-
somhed og efter den nøjeste Prøvelse.
   Hver Bestyrelse ved Strafarbeidsfængslerne bør aarligen inden
bestemt Tid til Justitsdepartementet afgive en fuldstændig og
udførlig Rapport om Strafarbeidsfængslets Forvaltning, hoved-
sagelige Resultater, financielle Stilling, de Anmærkninger, hvortil
Pønitentiærbehandlingen har kunnet give Anledning, Fangernes
Helbredstilstand, hvorledes de have opført sig, været sysselsatte
m. m. Disse Rapporter opsættes efter meddeelte Formularer,
for at Sammenligning mellem dem kan finde Sted. De bør be-
fordres til Trykken, samt følge med de almindelige Blade.

   Inden Rigets samtlige Fængsler bør Dagbog føres over Fan-
gernes Alder, Fødested, Forbrydelse, Dom, Opførsel, Flid, Dagen
for deres Løsladelse m. m. Disse Antegnelser ere af højeste
Vigtighed saavel for Ordens Skyld, som i statistisk Henseende,
og ville berede for Fremtiden en sikker og vejledende Erfarings-
grund. Saadanne Anmærkningslister have allerede i et Par Aar
været indførte ved flere af vore Strafanstalter ved Bestyrelsens
Omsorg. Den, jeg har seet, er temmelig fuldstændig, og med et
Par tillagte Rubrikker kunde den herefter antages som Mønster.

   Fangernes Transport fortjener særskilt Opmærksomhed i Hen-
seende til Fangens Behandling og Forebyggelse af Rømning.
Ogsaa den økonomiske Deel deraf maa man ikke tabe af Sigte,
i Særdeleshed i et Land, hvor Afstandene ere saa betydelige
som i Sverige. Fangetransporterne afgaae ofte uden særdeles
indbyrdes Forbindelse, hvoraf drøje Omkostninger og unød-
vendige Reisepenge ere uundgaaelige Følger. Det er ikke meer
end nogle faa Aar siden Fangerne vare overladte til en Skyds-
bondes, ja endog undertiden til en Skydsguts Bevogtning, hvoraf
opkom en farlig Usikkerhed for det Almindelige og et besværligt
Ansvar for de Skydsende.

   Fangetransporten maa ordnes efter et vist System, i sine Dele
lempet efter Lehnenes forskjellige Lokalforhold. Transporterne
bør afgaae paa bestemte Tider, følge en befalet Marschroute og
visse Hovedretninger, der have til Middelpunkt det Straffefængsel,
hvortil Lehnets Forbrydere skulle afsendes. Paa denne Maade
kunde alle Fanger, som skulle transporteres til samme Kant,
træffe sammen paa visse i Forvejen bestemte Samlingssteder
og under fælleds Bevogtning fortskaffes videre. Den tilbage-
d.IV,b.3,s.180   vendende Fangebetjening bør paa Tilbagereisen imodtage og til
Lehnsarresterne føre de Individer, som der skulle aftjene sin
idømte Fængselstid. Paa denne Maade kan baade Sikkerhed og
Besparelse vindes.
   Allerede i nogle Aar har man i England anvendt et eget Slags
Vogne ved Fangernes Transport. En saadan Vogn er inddeelt
i 12 særskilte Celler, hvorved saavel Rømning, som alle Med-
delelser mellem Fangerne forekommes. I Frankrige er Ideen
ogsaa bleven optagen og efter omtrent 2 Aars Erfaring appro-
beret. I vort Land ville disse store Kjøreredskaber -- i Be-
tragtning af de høje Bakker og det Høst og Vaar almindeligen
indtræffende Uføre -- møde flere Vanskeligheder, men Forsøg
bør dog anstilles med den af Kapitain Modé (Tjenstgjørende
paa Långholmen) opgivne Model, som er baade mindre og lettere
end de udenlandske Vogne, og beregnet blot til 8 Celler med
en Kudsk og en Gevaldiger.



   I dette Forslag ere, undtagen ved Undersøgelsesfængslerne,
blot Forbrydere af Mandkjønnet optagne. Da de ere de tal-
rigste, og for den almindelige Sikkerhed de farligste, bør de
Midler, der til Fængslernes Forbedring kunne afsees, først og
fremst anvendes til at berede sikkre Forvaringsrum, samt Mulig-
heden af inden Mandkjønnets Arrester virksomt at anvende
baade en straffende og forbedrende Disciplin. Som en yder-
ligere Grund kan ogsaa anføres, at inden Strafanstalterne for
Qvindekjønnet har en større Orden været herskende og Om-
kostningerne i Almindelighed mindre. Jeg troer saaledes, at
ovennævnte Straffeindretninger -- med Undtagelse af nogle
mindre Forandringer, der muligens af Behovet kunne paa-
fordres -- bør bibeholdes i deres nærværende Forfatning; indtil
Fængslerne for Mandkjønnet ere fuldførte, thi da bør Pøniten-
tiærsystemet ogsaa udstrækkes til Qvindekjønnet, i Overeens-
stemmelse med de i dette Kapitel udviklede Anskuelser.

   Betræffende igien den forhen nævnte vigtige Omsorg for at
berede den Løsladtes Gjenoptagelse i Samfundet, saa bør ikke
en til Uforsonlighed udartet Sædelighedsfølelse tilbagevise hans
Anger eller qvæle hans gode Forsæt, men Udveje til ærlig Syssel-
sættelse forekomme hans Tilbagefald. Se der et vidt udstrakt
d.IV,b.3,s.181   Felt for denne kommunale og private Virksomhed! Efterat Loven
har udkrævet Straffen, og Staten har sørget for den indre For-
bedring, er det Medborgerlighedens Sag at række en hjælpsom
Haand til det Friheden gjengivne Individ. Baade Barmhjertighed
og Klogskab opfordre hertil, thi det er den ædleste og sikkreste
Maade til at forekomme nye Retskrænkelser. Emnet er meget
omfattende, det staaer i nær Forbindelse med Spørgsmaalet om
Fattigvæsen og lovpaabuden Forsørgelse. Men da den specielle
Udvikling heraf ligger udenfor de egentlige Grændser for nær-
værende Arbeide, bør den udgjøre Formaalet for en særskilt
Afhandling.
TILBAGEBLIK

   Efter at have fremstillet mine Anskuelser i Henseende til Fængs-
lernes Forvaltning, indre Tugt og Bygningsmaade, staaer tilbage
i Korthed at gjøre den omspurgte Reform anskuelig, saavel i
Henseende til Hovedgrunde, som Omkostninger.

   Som Udgangspunkt antages, at det Filadelfiske, paa Fangernes
fuldkomne Afsondring beregnede, System bør udgjøre Grund-
volden for al indgribende Forbedring i Fængselsplejen; thi dette
System er det hidtil kjendte virksomste Middel til, med den
Fængsledes alvorlige Afstraffelse, at forene hans mulige For-
bedring.

   Da Erfaring imidlertid endnu ikke paa en aldeles tilforladelig
Maade har bekræftet, hvorvidt Ensomhedsgrundsætningen kan,
uden Skade for Fangens Helbred udstrækkes over 6 Aar, bør
den Filadelfiske Disciplin, til en Begyndelse, blot anvendes paa
de til en af de tre laveste Strafarbeidsgrader dømte Forbrydere,
forudsat den foreslaaede Nedsættelse til 2/3 af den i den nye
Kriminallov foreslaaede Tid. (Se Side 159).

   De til længere Strafarbeide Domfældte bør saaledes indtil
videre underkastes det Auburnske System, der, uagtet alle sine
Mangler, dog unegtelig er langt at foretrække for vore nu-
værende Fængselsindretninger. Livsfangerne holdes til Arbeide
under strengt Tilsyn og Orden, men ikke ubetinget Taushed.
(Se Side 158).

d.IV,b.3,s.182      Da der kun er ringe Forhaabning tilbage om Saadannes For-
bedring, som allerede i længere Tid have været udsatte for vore
Fængslers dybe Fordærvelse, var det mindre vel betænkt, paa
disse forhærdede Væsener at anvende det absolute Cellesystem.
Derved vilde anseelige Bekostninger foranlediges, som, uden at
medføre Nytte, tvertimod blot vilde afgive vildledende Resultater
om Cellelevemaadens moralske Indvirkning. En nærmere Under-
søgelse maa saaledes finde Sted inden vore Strafanstalter, for
at kunne udvælge dem, hvis korte Fangetid og øvrige Forhold
levne noget Haab, om at de skulle kunne angre og udsone sine
forrige Forseelser, og paa Disse maa Pønitentiærsystemet an-
vendes.

   Ifølge de i 4de Kap. fremstillede Anskuelser, og efter de
Plancherne tilføjede Beregninger, kommer Cellernes Antal og
Kostende til at forholde sig som følger:

   Smaaceller. Til den anden Strafarbeidsgrad udfordres 450 smaa
Celler. (Se Side 160). Da det Auburnske System bør betragtes
blot som en Overgang, bliver deraf en naturlig Følge, saameget
muligt at indskrænke de til dets Indretning nødvendige Udgivter.
Jeg antager saaledes, at et af de nærværende Korrektionshuse
bliver afseet dertil, og opfører til Indredningen forslagsviis
70,000 Rd. Bko. (28,000 Spd.).

   Til Modtagelsen af Transportfangerne ved undervejsliggende
Lehnsarrester ere blot Smaaceller nødvendige. (Se Planen til
en Lehnsarrest). Overeensstemmende med det vedføjede Over-
slag kan hver saadan Celle beregnes til 443 Rdlr. 36 Skill. Bko.
(177 Spd. 60 &bmskilling;.) og saaledes for 288 Stykker (eller efter Middel-
tal 12 pr. Lehn) 127,800 Rdlr. Bko. (51,120 Spd.).

   Middelsceller. Til hver Lehnsarrest er beregnet i Gjennemsnit
66 Stykker (Se Side 165) altsaa for 24 Lehn 1584 Middelsceller.

   Hver Middelscelle er i Overslaget opført til 669 Rdlr. 15 Skill. Bko.
(267 Spd. 87 &bmskilling;.) altsaa for 1584 -- 1,030,191 Rdlr. Bko. (412,076 Spd.
48 Sk.).

   Storceller. Ved 3 Central-Strafarbeidsfængsler, hvoraf hvert inde-
holder 363 Stykker, ere optagne i Beregningen 1089 Storceller.3

d.IV,b.3,s.183      Overeensstemmende med Forslaget kan hver Storcelle beregnes
til 661 Rdlr. Bko. (264 Spd. 48 &bmskilling;.) eller tilsammen 719,829 Rd. Bko.
(287,931 Spd. 72 &bmskilling;.) -- Storcellerne koste her mindre end Middels-
cellerne af den Aarsag, at et større Antal Celler i Centralfængslet
ere sammenbyggede end i Lehnsarresterne. (Se i denne Hen-
seende Side 164).

   De 200 Storceller, som udfordres for de 4 nordre Lehn, samt
Gottland (Se Side 164) ere allerede ovenfor optagne blandt de
for Lehnsarresterne beregnede 1584 Middelsceller. Her opføres
saaledes blot Forskjellen i Bekostningen, som deres større Di-
mensioner turde foraarsage, forslagsviis beregnet til 50 Rd. Bko.
(20 Spd.) for hver; altsaa 10,000 Rd. Bko. (4,000 Spd.).

   Undersøgelsesarresterne ere anslaaede til en rund Sum af
540,000 Rdlr. Bko. (216,000 Spd.).

   Heri ere ikke medregnede de særskilte Arrester, der under-
holdes af Stæderne, og hvorom Oplysning savnes. Da det allige-
vel er billigt, at Stæderne komme til at nyde de samme Fordele,
som tillægges Herrederne, bør en Undersøgelse i denne Hensigt
finde Sted, for nærmere at udfinde det nødvendige Antal af
Celler. Forslagsviis antages 250,000 Rdlr. Bko. (100,000 Spd.)
som, med Iagttagelse af Økonomi i Bygningsmaaden, bør være
tilstrækkeligt.

   Bekostningerne ved at anvende Pønitentiærsystemet inden
alle Svenske Fængsler vilde saaledes blive 2,777,820 Rdlr. Bko.
(1,111,128 Spd.).

   En Nedsættelse bør vistnok kunne paaregnes ved Anvendelsen
af Korrektionister, samt den mulige Benyttelse, paa nogle Steder
idetmindste, af de nuværende Herreds- og Lehnsarrester; men da
denne Formindskelse er ubestemt og heel og holden beroer paa
en nøjagtig Lokalundersøgelse, har jeg ikke troet at burde tage
den med i Beregningen, men blot villet antyde dens Mulighed.

   Summen er betydelig, men Udgivten bør dog betragtes fra et
højere Synspunkt. Vi befinde os i en betænkelig Tidspunkt
med Hensyn paa den tiltagende Lastefuldhed og den deraf mere
og mere truede almindelige Sikkerhed. For at hindre det Ondes
videre Udbredelse udfordres kraftige Foranstaltninger, saavel
med Hensyn paa selve Lovgivningen som paa Strafanstalterne.

   Den nu gjældende 1734 Aars Lov grunder sig hovedsagelig
paa Anvendelsen af de fysisk-affliktive Straffe, og antager i
d.IV,b.3,s.184   højst faa Tilfælde saakaldte Frihedsstraffe. Men en dyrekjøbt
Erfaring om "spöslitningens" og offentlig Skriftes bedrøvelige
Følger, samt den almindelige Tænkemaades Forkastelsesdom,
have alt mere og mere indskrænket deres Anvendelse, saa at
f. Ex. ved Afstraffelsen af første Gangs Tyveri og oftest anden
Gangs uden Indbrud, Forvandlingen til Arrest paa Vand og Brød
allerede er indført, omendskjøndt denne Straf, med Hensyn paa
den korte Tid, den varer, og de store Forskjelligheder, der ligge
i dens mere eller mindre alvorlige Anvendelse, ingenlunde kan
betragtes som en prøvet psykisk Straf. Denne Overgang har
Nødvendighed maaskee krævet, for saa at sige at slaae en Bro
mellem de gamle og nye, saa væsentlig forskjellige, Retsanskuelser,
men dens skadelige Følger, hvis den tilstedes længere Varighed,
ere lette at indsee. Man fjerner sig nemlig med hver Dag mere
og mere fra den Straffetheori, hvis Medhold gjældende Love
paaregne, uden dog at indtræde i de nye, af Retskyndige og
andre Landes Erfaring prøvede Forhold. Disse hyppige For-
andringer, som ofte skee ad Naadens Vej, maae saaledes
Længden formindske Almeenhedens Agtelse baade for Loven
og den lovgivende Magt.
   Den nye Kriminallovs Antagelse udgjør, efter mine Tanker,
den eneste Udvej til at undslippe den farlige Irgang, hvori man
trues med at tabe sig. Men hvorledes kan man, med noget
Slags Haab om Fremgang, anvende dens oplyste Retsgrund-
sætninger, hvis vore Strafanstalter ikke erholde de Forbedringer,
som Nødvendighed saa lydeligen kræver? At anvende Friheds-
straf med Bibehold af vore Arresters smittende Demoralisation,
vilde blot være at udvide Skalaen for denne lastefulde Vexel-
underviisning. Heraf indsees saaledes hele Vigtigheden af Pø-
nitentiærsystemet, samt Nødvendigheden af ikke at skye nogle
Opoffrelser, for at befordre dets mulige Indførelse.

   Spørgsmaalet burde maaskee ogsaa nærmere betragtes fra
dets blot financielle Side. Fangernes langvejs Transport, ifølge
Centralisationsideens Anvendelse saavel paa Fængsler som Kor-
rektionshusene, samt de mange Transporter til og fra Under-
søgelsesstederne4 have voldet betydelige Udgifter der, overeen-
d.IV,b.3,s.185   stemmende med det i 4de Kapitel fremsatte Overslag ville komme
til at nedsættes betydeligt.
   Varetægtsomkostningerne ville dernæst undergaae en betydelig
Nedsættelse, thi ifølge det Pensylvanske Cellesystems Antagelse
kommer al militær Bevogtning til at ophøre, og denne istedet
derfor at anbetroes til Fangevogtere, af hvilke der ikke udfordres
flere end Een for 20 eller 25 Celler, nogle Faa uberegnede til
en nødvendig Reserve. Garnisonernes Underholdning paa Lång-
holmen og i Malmø har, med Tillæg af Marschomkostningerne,
foraarsaget betydelige Udgivter, der i de senere Aar have været
i stadig Stigen og kunne beregnes til omtrent 40 Rdlr. Bko. (16 Spd.)
paa hver Korrektionist hvortil desuden bør lægges Lønningen for
13 Vagtmestere og 2 Befalingsmænd for den indre Bevogtning.

   Endelig maa man eiheller oversee, at, naar Fangernes Arbeids-
kraft bliver anvendt paa en hensigtsmæssigere Maade, bør en
ikke ringe Erstatning derved kunne paaregnes i deres Under-
holdnings Kostende, der i Aaret 1838 opløb til ikke mindre end
166 Rdlr. 21 Sk. Bko. (66 Spd. 68 Sk.) for enhver i den søndre
Korrektionsindretning heftet Person.5

   Uden med bestemte Ciffre at kunne angive Beløbet af disse
mulige Besparelser, bør man dog med Tilforladelighed kunne
antage, at de ville modsvare en ikke ubetydelig Deel af Renterne
af de til Bygningernes Opførelse udfordrendes Kapitaler.

   Men vil man ikke medtage i Beregningen Muligheden af disse Be-
sparelser, bør Opmærksomheden idetmindste fæstes paa, at Udgiv-
terne for Fængselsplejen, der Aar 1834 beløb sig til 245,380 Rd. Bko.
(98,152 Spd.), opløb i 1837 til 464,787 Rd. Bko. (185,912 Spd. 48 &bmskilling;.),
hvilket paa 3 Aar gjør en Forøgelse af 219,401 Rd. Bko. (87,760 Spd.
48 &bmskilling;.) og at saaledes, hvis den omqvæstionerede Reform udebliver,
Staten ialfald kommer om faa Aar til at betynges af en forøget
Udgivt, der fuldkommen gaaer op imod den udfordrendes Byg-
ningskapitals Rente, der kun beløber sig til 138,891 Rd. Bko.
(55,556 Spd. 48 Sk.). Lægger man hertil Værdien af de i vore
Fængsler tabte Dagsarbeider, da ere de skadelige Følger af de
nuværende Strafanstalter ogsaa i økonomisk Henseende temmelig
aabenbare.

   Omendskjøndt jeg har troet at burde optage Beløbet af Om-
d.IV,b.3,s.186   kostningerne paa Planen i dets Heelhed, for ei at indlede i et
vidtudseende Foretagende, uden forud aabent at have fremstillet
de Opoffrelser, det kommer til at gjøre Krav paa, er min Mening
ingenlunde den, at hele Summen strax skulde tages i Anslag til
Anvendelse.
   Paa eengang at opføre saa mange vidløftige Bygninger vilde,
foruden flere andre Uleiligheder, ogsaa anseeligen forøge Prisen
paa Bygningsmaterialier, og derved foranledige Overskridelsen
af det efter de sædvanlige Priser opgjorte Overslag.

   Ligeledes anseer jeg det ønskeligt, at nogen Erfaring om det
Filadelfiske Systems praktiske Anvendelse maatte erhverves i
vort Fødeland, inden det vigtige Skridt gjøres, i Overeen-
stemmelse med dette at omdanne alle vore Strafanstalter.

   Paa Grund heraf troer jeg for Nærværende at kunne foreslaa:
   1mo. Udsendes, det første skee kan, en med Fængselsplejen
ikke ubekjendt Jurist, ledsaget af en i Bygningskunsten kyndig
Person, for at erhverve en nærmere Kundskab om de uden-
landske Pønitentiæranstalters Forvaltning, Disciplin og Bygnings-
maade.

   2do. Beredes ved denne Rigsdag paa grundlovmæssig Maade
Muligheden af, ved Rigsstændernes næste Møde at kunne over-
lægge og antage det nye Kriminallovsforslag.

   3tio. Dannes en Kommittee for, saavidt de af mig fremstillede
Grunde erkjendes for gyldige, at foreslaae de mindre Foran-
dringer og Tillæg, der ansees nødvendige. Denne Kommittee
bør ikke være talrig; selvskrevne Medlemmer ere de tvende,
endnu levende, agtværdige Medlemmer af den forrige Lov-
kommittee.

   4to. Den Sum, Rigets Stænder af de forhaandenværende
Midler ville bevilge, anvendes paa følgende Maade:
a) Til strax at paabegynde Undersøgelsesarresternes Ombygning
   paa de Steder, saadant ansees meest paakaldet af Behovet.
b) Til at ombygge eller udvide de Lehnsarrester, der først og
   fremst tiltrænge Forbedring.
c) Til at opføre et Central-Strafarbeidsfængsel overeensstem-
   mende med det Filadelfiske System.



d.IV,b.3,s.187      Hvis mine velmeente Bestræbelser, og i Særdeleshed de ud-
mærkede Forfatteres Omdømme, som jeg paa adskillige Steder
har paaberaabt mig, kunde forhøje den ædle Deeltagelse, der i
Sverige begynder at vise sig for Straffelovenes og Strafanstal-
ternes Forbedring, da er Øjemedet opnaaet, og et af mine meest
levende Ønsker opfyldt.

FORKLARING OVER PLANCHERNE

Strafarbeidsfængsel.
Planchen I. Plan til Bygningerne.    A. Vaaningshuus, indeholdende:
   1. Forstue og Korridor.
   2. Modtagelsesværelse.
   3. Badeværelse.
   4. 5. 6. 7. Vadskestue, Kjøkken, Spiseværelse.
   8. Kaserne for 10 til 12 Vagtkarle.
   9. Do. for Fangevagtmestere.
   10. Sessionssal.
   11. Direktionsværelse.
   12. Lokale og Kjøkken for Forstanderen.
   13. Do. for Regnskabsføreren.
   14. Do. for Præsten.
   15. Do. for Lægen.
B. Vagttaarn, hvorfra Korridorerne i de 3 Fløje kunne oversees.
   Dette Taarn opføres saa højt, at Marken udenomkring kan
   paa længere Afstand overskues fra de paa Taget værende
   Lucarner. I Kjelderen under Taarnet anbringes en Damp-
   pande, hvorfra Cellerne gjennem Varmerør a Pl. II opvarmes,
   og i Midten opføres en Trykpompe, som forsyner de paa
   Loftet værende to Reservoirer med Vand. Skulde man her-
   ved ville anbringe en mindre Dampmachine til Vandets Op-
   befordring, saa er der Rum dertil i Vagttaarnet. Bekostningen
   blev lidet betydelig, siden 4 à 6 Hestes Kraft var tilstræk-
   kelig, og den Fordeel desuden vandtes, at Reenholdningen
  
d.IV,b.3,s.188      lettes ved det Luftdrag, som kunde tilvejebringes fra Klo-
   akerne (h. h. Pl. II.).
C. Passager til Fløjene med Vinduerne saaledes beregnede, at
   Vagten derfra kan see Fløibygningernes ydre Mure.
D. Fløibygningerne, 3 Etager høje, inddeelte i 42 Storceller i hver
   Etage, eller tilsammen 378, hvorfra dog 15 Celler afgaae til
   Udganger og Trapper. Der staaer saaledes igjen 363 Celler
   til at anvendes til Arrester. Gjennem alle tre Etager gaaer
   en aaben Korridor, 8 Alen bred, som faaer Lys, dels fra
   Vinduerne i Passagebygningerne og fra større Vinduer paa
   Gavlen, dels fra Ruder af Patentglas i Vandtaget b. Pl. II.
   Paa begge Sider af Korridoren anlægges paa de fra de øvre
   Etagers Celler udgaaende Bjælker Gallerier, 5 Fod brede.
   Cellerne ere 9 Fod brede og 10 Fod høje; i 1ste Etage
   14 1/2 Fod lange, i 2den Etage 13 Fod, og i 3die Etage 13 1/2 Fod
   lange.6 De hvælves i 1ste og 2den Etage for at hindre Ly-
   dens Meddelelse. I samme Øjemed opføres Cellernes Skille-
   vægger med Mellemrum, som fyldes med Sand eller Saug-
   spaan.
E. Fangegaarde, adskilte ved et 7 Fod højt Plankeværk af
   tæt samenføjede Bræder. Passagen did optager to Celler i
   hver Fløj.
         Vinduernes Højde over Gulvet og Retning, ligesom ogsaa
   Plankeværkets Højde, rettes ved Udførelsen efter Lokalet,
   saa at man ei fra Cellevinduerne maa kunne see dem, som
   gaae i Gaardene.
         Da der, efter denne Plan, findes 24 Gaarde ved hvert
   Centralfængsel, kunne 24 Personer paa eengang trække frisk
   Luft, og, om man beregner 3/4 Time dertil, kan, naar 4 Timer
   daglig anvendes dertil, hver Fange hver tredie Dag faae
   nyde denne Fordeel; men skulde man, især paa varme
   Sommerdage, holde for, at de behøvede oftere at komme i
   fri Luft, kunde Fangerne, naar 6 Timer afsees dertil, hver
   anden Dag være ude 3/4 Time.
1  tilbakeVed Tugthuset i Kristiania i 1839 paa det nærmeste 4 Spd.; heri iberegnet
ogsaa Sengeklæder.

Overs.

2
  tilbake
I Tugthuset i Kristiania koster enhver Fanges daglige Forpleining 6 l/2 Sk. Sp.
Der kunne gode Skotrokspindere oplægge ugentlig 20 à 35 Sk., og vel endog
derover; gode Maskinspindere fra 25 -- 30 Sk., Andre 12 à 20 Sk., og Enkelte
40 Sk. og derover. Liinspindere oplægge omtrent 30 à 40 Sk., Stryspindere
fra 6 -- 12 Sk., Nøtehaarsspindere paa Hjulrok og Skotrok indtil 24 Sk.; men
Flere kunne blot oparbeide sine 14 Sk., saa de Intet oplægge. Strievævere
kunne naae til 25 à 30 Sk. ugentlig, Liinvævere til 15 -- 20 Sk., men Gulvklæde-
væverne fra 50 -- 60 Sk.; Klædevævere fra 60 -- 80 Sk., ja en enkelt Uge endog
til 1 Spd.; mindre Øvede fra 30 -- 60 Sk.; Overskjærere fra under 30 -- 60 Sk.
Foruden Oplagspengene faaer hver Fange udbetalt 14 Sk. ugentlig til Smaa-
fornødenheder.

Paa Tvangsarbeidsanstalten koster enhver Fanges daglige Forpleining paa
det nærmeste 9 1/2 Sk. Højeste Fortjeneste for en arbeidsfør Fange, (og der
ere ikke saa Faa i denne Indretning som ikke ere dette) beløber sig til 1 Sp.
24 Sk. ugentlig, hvoraf han, med Fradrag af sit Kostende, beholder tilbage i
Oplagspenge 23 Sk. Dette gjælder dog kuns om Sommeren, da Fangen der-
imod i Almindelighed om Vinteren intet kan lægge op. Oplægget for Enkelte
har for hele Aaret kunnet variere fra 60 Sk. til 10 Spd.
Overs.

3
  tilbakeDa Cellerne, med Hensyn paa adskillige Bygningsdetalljer, ei altid i Pla-
nerne kunne svare til det i Beregningen (Side 161) optagne, er Antallet, for
større Sikkerheds Skyld, ved saadanne Tilfælde altid forøget. Her til Exempel
er 12 Celler mere end hvad der Side 165 nævnes.

Forf.

4
  tilbakeEt af Motiverne til den under 15de Mai 1818 paa daværende Storthing
fremsatte og med faa Stemmer forkastede Kongl. Proposition om Thinghuse
og Varetægtshuse paa Landet.

Overs.

5
  tilbakeI Tugthuset i Kristiania for Føde, Gang- og Sengklæder omtrent 25 Spd.
Overs.

6
  tilbake 1 Norsk Fod er 5 Linjer 7 Skrupler større end en Svensk. Forholdet --
1 : 1,0571.

Overs.
FORRIGE
NESTE