|
|
| d.IV,b.3,s.60 |
FORORD
TIL
"SAMLING AF SANGE OG DIGTE FOR
DEN NORSKE SJØMAND"
At være en Normand, er en Egenskab, som Flere end De,
der besidde den, sætte Priis paa. Det skulde da være en Usling
med "Dæmringens" affekterede Blusel over Fædrelandet i sit
Hjerte og en Slump dansk Blod i Aarerne, som skulde fornegte
det. De frie Folk skatte hos Normændene, at de, paa Kyst-
stædernes blandede Befolkning nær, ere et Folk af Bønder, hvis
Masse byder Demokratiet en dyb Bund at slaae Rødder i; og
alle Nationer, hvormed Normænd kom i Berørelse, erkjende en
Gediegenhed ved Folkekarakteren, som vinder dem Alles Agtelse
og selv den selvfølelsesfulde Brittes Godhed. Men hvad har da
skaffet Normændene dette gode Navn og Rygte i Verden? Europa
kalder os tappre: men det kjender ingen Seire af os siden Viking-
alderen -- opvakte, uden at vide, om vi have nogen Literatur --
dygtige til al Idræt uden at kunne paapege noget Storværk af
Foretagelsesaanden. Verden nærer en fordeelagtig Mening om
det norske Folk, som ikke altid lader sig gjøre Rede for. Det
er virkelig Folkenes Yndling. I 1814, da det befriede sig, grun-
dede Medlemme af det engelske Parlament sine Forsvar for
dette Foretagende og Angreb paa Ministeriet, fordi det ikke
understøttede det, paa Normændenes bekjendte gode Karakteer,
hvem det af den Grund var større Synd at underkue; og de
paa Friheden hadske Magter synes at troe, at den er uskadelig
i Norge, at det norske Folk er det eneste, de uden Fare kunne
betroe dens Fakkel. Men hvem især skylder da Norge dette
sit gode Navn og Rygte i Verden? En Klasse af dets egne Børn,
den anden Hovedgreen af dets Befolkning -- hvoraf Bønderne ere
den første -- den, som har svunget sig længst ud, denne talrige
Klasse af Sjømænd, der sørger saa troligen for det fælleds Fædre-
lands Velfærd og Ære.
|
| d.IV,b.3,s.61 |
Af Fødsel (og Udlændingen slutter sig til noget godt deraf)
høre de ligesaavel til Folkets Kjerne og Marg som Gudbrands-
dølen og Thelebonden paa sin Odel, fra Lodsen af, der med
Stormfuglens Dristighed omcirkler Landet i sin flyvende Baad,
og til Kapitainen ombord i Spaniefareren eller Tjømøskipperen,
der farer med sin hjemmebyggede Tremaster medens Moer dri-
ver Gaarden hjemme. Der tilbringer han da sin Vinter som
Bonde, for, efter gamle Bjørn Farmands Sæd eller som Friis-
lænderen nutildags, med første Luftning af Vaaren atter at pløje
den store grønne Havmark, som han kjender ligesaa godt som
Vangen hjemme.
Seer man hen til den Agtelse, den norske Sjømandsstand har
erhvervet Nationen hos Fremmede, fra den Tid, da den beman-
dede den dansk-norske Flaade, og skaffede Dannebroge dets
stærkeste Bannerholdere, og til nu, da den holder et forholdsviis
større Antal Skibe paa Sjøen, end noget andet Folk, og hævder
Folkets gode gamle Rygte overalt saalangt Flaget naaer; lægger
man Mærke til det gode Vidnesbyrd om vore Sjømænds Mo-
ralitet, som lader sig hente af de offentlige Kriminallister -- til
det Navn for Mod og Duelighed, som vore Lodser saa ofte be-
segle med sin Død -- til at ingen Klasse i vort Land viser den
Spekulationsaand og Driftighed som vore Sjømænd, da siger
man vel neppe formeget, naar man paastaaer, at ingen norsk
Medborgerklasse har gjort sig mere fortjent til almindelig Agt
og ærefuld Erkjendelse end Sjømandens. Og Synd var det san-
delig at sige, at han optager Pladsen for Andre eller sidder paa
det Fede af Landet; -- til dets nøgne Pynter og Strande er det
han høster Velstand ind fra det øde Hav; der, imellem de bar-
ske Klipper, som neppe unde en grøn Plet Rum, er det vi finde
Mængden af vore Sjømænds som oftest pyntelige, med en ven-
lig Farve anstrøgne, Huse.
Paa en saadan, Naturen fravunden, Plet, under et vildt Æble-
træ, der beskyggede en Sjømandsenkes Hjem, hvis Mand, en af
"Prinds Kristians" Besætning, Aaret tilforn havde mistet sit Liv
som Lods, følte jeg mig livligen opfyldt af Tanken om Norges
Sjømænd. Jeg mindedes alle disse Tusinder, der lode sit Liv
for fremmed Ære, og hvis Been ubesjungne omtumles i Belterne;
|
| d.IV,b.3,s.62 |
Havet, der brød voldsomt faae Skridt ifra, og den sorgklædte
Enke stillede mig Lodsens farefulde Liv for Øje; og den vesle
Otteaarsgut, som med Bestemthed angav Navn paa et Par Skibe,
der kunde øines langtude, og bedømte Detalljerne og Særegen-
hederne ved deres Sejlads, som han med spændt Interesse fulgte,
viste mig hvor tidlig denne Lyst og Dygtighed til Sjøen vaagner
hos de Normænd, der boe den nærmest, og kjende bedst dens
Farer. Jeg ønskede at kunne gjøre Noget til Hines Ære, der
havde hædret Fædrelandets Navn, men selv ere navnløse, navn-
løse som de ere talløse disse Tusinder, som gave de bedste
Kræfter til de Seire, Danmark knyttede alene til sit Navn. Jeg
ønskede at kunne gjøre Noget, forat bringe Glæde ind i disse
ensomtliggende Hjem, som Sorgen saa ofte gjæster -- Noget,
som kunde forhøje den, hvor Sjømænd have frydefuldt Samqvem
ombord eller iland -- Noget, som kunde udtrykke en Landsmands
varme Interesse for denne herlige Stand, der omfatter saamange
dygtige sande Mennesker, Mennesker med sunde Sjele i sunde
Legemer -- Saadanne, som jeg har kjendt mange: freidige i Ve
og Vel, religiøse og alvorlige i Hjertet, med aabne og velvillige
Ansigter, patriotiske indtil Enthusiasme, nidkjære for sin Stand,
trofaste i Hu, ligefremme i Sæder, modige og mandige til Daad,
muntre, livlige og letvakte til Fornøjelser som Børn.
Dette er den norske Sjømands Karakteristik.
At der saaledes ikke skal meget til at glæde dem, og at et
ægte Sjømandsgemyt, paa Grund af sin egen Gediegenhed, seer
paa Meningen meer end paa Tingen, den søger sit Udtryk ved,
og paa Maaden hvorpaa dette skeer, indgav mig Tanken om at
foranstalte en hidtil manglende Samling af Sange for den norske
Sjømand. Den Betydenhed, Standen har imellem de øvrige Klas-
ser, gjorde det end mere paafaldende, at nogen Saadan endnu
ikke fandtes; og den uomtvistelige blodkjøbte Ret, den har til
Fællesskab i den danske Samling af Sjømandssange, forsaavidt
denne behandler Begivenheder under den forrige Forening, var
det ikke synderlig behageligt for Normænd at benytte sig af saa-
ledes som det danske Navn deri er gjort forherskende og hef-
tes til Normænds Bedrivter. Idet jeg dog maatte indtage dem
i Samlingen, blev det da nødvendigt at skifte Æren noget lige-
ligere ud, saa Norges Navn ogsaa kom til at tone i Sangene om
|
| d.IV,b.3,s.63 |
dets egne Børn, og ikke idelig dette "Danmark, Danmark," som
ikke engang har Ret til at beholde Æren for Sjøslagene ved
Kjøbenhavn 1801 og 1807, hvori saameget norsk Blod flød, alene.
Dog er ingen af de mange Sange derom optagen, saasom ingen
af dem fremhæver noget norskt Navn, mens Verden dog veed,
at de dengang forenede Rigers Flaade fik sin dygtigste Bemanding
fra Norge. Mere ville Enkelte savne forskjellige, i deres Egne
fra Mund til Mund gangne, Viser, hvoraf Kapertiden bragte mange
i Omløb, og hvoraf jeg kun, efter adskillig Korrespondence paa
forskjellige Kyststæder, har formaaet at drive et enkelt Brud-
stykke op.
Men i hvad der maatte mangle, haaber jeg den norske Sjø-
mand, som faaer denne første Samling af Sange for ham ihænde,
vil deri see et Beviis paa en Landsmands Interesse som agter
sine Medborgere eftersom de gavne Fædrelandet og hædre det
og Menneskeheden, og som med levende Følelse af Glæde og
Stolthed erkjender, at denne Fortjeneste er i høi Grad tilstede
inden den talrige Klasse af Norges Sjømænd.
Kristiania i August 1839.
Henr. Wergeland.
|
| BLA BAKOVER |