HENRIK WERGELAND - SAMLEDE SKRIFTER
IV.AVHANDLINGER, OPPLYSNINGSSKRIFTER 3. BIND: 1839 - 1842



Historiske Exempler.
del 2
d.IV,b.3,s.48   reddet dig!" kaster han sig i Baaden -- er atter alene i den
vilde Søe, i Dødens Gab, anstrenger sine sidste Kræfter, nærmer
sig det drivende Vrag, og redder alle de der Efterladte.
   En engelsk Læge Howard opofrede sit Liv for Opfyldelsen af
Menneskekjærlighedens Pligt. I sit Inderste oprørt over Fængs-
lernes og Hospitalernes jammerlige Forfatning paa den Tid, reiste
han fra Stad til Stad, Land til Land, undersøgte dem paa alle
Steder, gjorde Regjeringen opmærksom paa de skrækkelige Mang-
ler, som fandtes næsten overalt, udkastede Planer til bedre Ind-
retninger, og fik dem, især ved den Anseelse, han kom i, paa
mangfoldige Steder indførte. Omsider døde han som et Offer
for sin Menneskekjærlighed: han blev selv, under Undersøgelsen
af et Pesthospital, smittet og bortreven af Sygdommen. Men
hvormange tusinde Ulykkelige ere ikke mindre ulykkelige nu
ved hans Daad? Hans Minde er velsignet paa Jorden, som hans
Sjel visseligen er det i Himmelen.

   Meddeel den Hungrige dit Brød! før de Forladte ind i dit Huus!
og naar du seer et nøgent Menneske, da klæd det! Det er
Menneskekjærlighed.



           Fordobbles skal din Fryd saa mange Gange,
           som du den dele vil med Mange.

   Et skjønt Exempel paa Trofasthed, Høimodighed og Fædrene-
landskjærlighed finde vi, iblandt mangfoldige andre, i vor gamle
gode Snorre Sturlesens norske Krønike.

   Norges Konge Harald Haardraade, som forresten var en dygtig
Mand og Herre, greb engang til det uædle Middel, som han vist
havde lært ved det fordærvede Hof i Syden, hvor han havde
opholdt sig, ved Leiesvende, der reiste om under Navn af Ud-
sendinge fra den fiendtlige Kong Svend af Danmark, at friste
Landets første Mænd, hvorvidt han kunde forlade sig paa dem.
Men da disse Spioner kom med sine falske Breve og Foræringer,
som det hedte, fra Kong Svend til Einar Thambeskjelfver, der,
som den gjæveste Mand i Throndelagen, især havde modsat sig
Kong Haralds Indgreb i Folkets Rettigheder, saaledes at han
ellers levede i Misforstaaelse med Kongen, saa fik de høre sand
d.IV,b.3,s.49   norsk Tunge. "Vel veed jeg, svarede Einar, at Harald ikke er
mig god, hvorimod Svend ofte har viist mig paafaldende Ud-
mærkelser. Men siig ham dog: "vover han at angribe mit Fædre-
land, det Land, hvori Harald er Konge, da skal jeg møde ham
med alle de Mænd, jeg kan sanke, og forsvare mit Land og min
Konge. Aldrig vorder Einar Forræder; men det ere I!"
   Og dette var da kort og god Besked.
   Den Ædelmodige tilsidesætter gjerne en Rettighed, opofrer
gjerne Noget af sin Velfærd, forat opfylde Menneskekjærlighedens
Pligt. Dette gjorde Anders Aagesen Rougtved, en Bonde i Brads-
berg Amt i Norge, der langtfra hørte til Kaxerne. Thi, efterat
han meget havde forbedret sin Gaard, der dog ei var hans Eje,
men Bygselgods, erholdt han en særdeles riig Høst i nogle Aarin-
ger, da ellers en haard Misvæxt indtraf i Landet; og skjøndt der
gjordes ham for det hele Forraad, han havde tilovers, overmaade
fordeelagtige Tilbud, saa forbeholdt han det dog for de meest
Trængende i sit Nabolag, til hvem han udsolgte det i smaa Dele,
forat det skulde strække til desflere, og det meget under den
Priis, han ellers kunde have faaet. For denne ædelmodige Daad,
erholdt ogsaa vor gode Anders en Sølvmedalje af Staten til Hæ-
derstegn.



           Være en nyttig Mand er en Mynt af Guld;
           hvor den fremvises, erkjendes Værdien for fuld.

   De Kaar, som Norge ved sin Beliggenhed er udsat for, give
Leilighed til at efterligne Anders Rougtved. En saadan selvop-
ofrende Menneskekjærlighed mod Landsmænd er sand "Pa-
triotisme".

   Norges Konge Olaf, med Tilnavnet den Hellige, fordi han med
megen Ivrighed søgte at ødelægge Hedenskabet i Norge, udøvede
altid Retfærdighed, naar denne til Lidenskab udartede Iver for
at udbrede Datidens Kristentro ikke kom med i Spillet. Saa-
ledes straffede han stedse efter Lovens Strenghed de højbaarne
norske Herrer, ja vel iblandt af hans egen Slægt, der tillode sig
paa Landets Kyster at øve det saakaldte Strandhug d. e. at de,
naar de vare i Søen, og trængte til Noget, udenvidere satte
d.IV,b.3,s.50   iland, og, med Sværd i Haand, aftvang Bønderne ved Kysterne
Alt, hvad de behøvede; og denne upartiske Retfærdighed øvede
han, endskjøndt han vel maatte forudsee, at han derved vakte
sig de farligste Fiender. Dette bekræftedes ogsaa siden, thi just
hine Mænd stødte ham fra Thronen.
   Trofasthed var en højtagtet Dyd hos vore Forfædre. "En Mand
en Mand! et Ord et Ord!" gjældte fuldeligen hos dem, og de
agtede Sandheden i Sproget:


                 Din Tale er din Handlemaades Skygge.
           Saavel af Ord som Daad vil Folk dit Rygte bygge.

Vidner vare da ikke nødvendige, for at bestyrke Tro og Love.
Den, som sveg endog et hemmeligt Løfte, blev anseet som Niding.
Fremmede kjendte vore Forfædre som trofaste Folk, og ærede
dem derfor. Udenlandske Fyrster vilde derfor helst have Nord-
boere til sin Livvagt. Saaledes havde Keiserne i det forrige
græske Rige, som residerede i Konstantinopel, der nu er den
tyrkiske Storsultans Hovedsæde, bestandig en Livvagt om sig af
nordiske Folk, der fik Navn af Væringer eller Varanger. Harald
Haardraade
var disse Trofastes og Kjækkes Anfører før han
blev Konge i Norge.



           Nævne "Ven" sig blot med Munden
           usselt Venskab er igrunden.
           Venskab ei af Ord og Skrivt
           kjendes skal, men af Bedrivt.



   Gregorius Dagssøn var en af den norske Kong Inges ypperste
Hærførere, hvorhos der var et trofast Venskab imellem ham og
Kongen. Det stod da sin Prøve engang i et Søslag mod En,
der tragtede efter Kronen, og kringsatte Kongens Flaade engang
i Glommens Udløb. Gregorius havde nemlig med øm Omhygge-
lighed faaet overtalt Kongen, der var syg, til at trække sit Skib
ud af Slagordenen, men ilede selv i Kampen. Hans Skib kom
paa Grund, Fienden samlede sig om ham, og han kom i Fare;
men da Inge saae dette, kunde han ikke længer holde sig, greb
Værget, lagde ud, roede til, gav sig saa syg han var i Striden,
og delte Seiren med sin frelste Ven. Nogen Tid efter faldt Gre-
d.IV,b.3,s.51   gorius i en ny Kamp for sin Konge. Budskabet herom bragte
Inge til Taarer, han ilede i Kamp for at hevne sin Ven eller
døe. Og han døde.
   For jevnt og gjennem sit hele Liv at kunne opfylde Menneske-
kjærlighedens Pligter, maa Mennesket have Ejendom. Dette Gode
kan Enhver erhverve sig ved Vindskibelighed, idetmindste saa
meget deraf, at han kan stadigen gavne og vise Godt imod sine
Nærmeste. I Borgerens og Bondens Vindskibelighed bestaaer
ogsaa Statens sande og varige Velvære, hvilket Regjeringerne
erkjende ved at hædre offentligen Den, der i en udmærket
Grad øver denne Dyd.



           Vindskibelighed gjør rig,
           saavist Studering Lærdom giver,
           saavist den Tappre hædret bliver,
           og Dyd til Himlen svinger sig.



   Niels Justesen var en fattig Bondekarl, da han bygslede Gaar-
den Eidet paa Hitterøen. Gaarden var da i højeste Grad for-
falden, og syntes tillige, hvad Jordvejen angik, aldrig at kunne
komme sig synderlig, formedelst Vandskyl, deels fra Havet, deels
fra nærliggende Bjerge; men Niels Justesen gik modig til Værket,
angreb selve Naturen, og vandt Sejer. Thi ikke nok, at han op-
byggede sine Huse fra Nyt af, bortledede Kjern og Bække gjen-
nem besværligen anlagte Diger, ryddede Steen og Krat bort, og
opsatte Steengjærder; men han tilkastede et heelt Kjern saaledes,
at han fik sig i dets Sted en Tønde Land, satte Dæmninger imod
Havet, ja flyttede disse endog saa langt ud, og bedækkede dem
med Jord, at han ogsaa der fra Vandet ligesom erobrede sig en
Ager paa en Tøndes Udsæd. Og til dette Arbeide havde han
ingen anden Hjælp end sin driftige Kone, en Pige, og siden tvende
Døttre; men alligevel udrettede han ved utrættelig, ordentlig Flid,
at han blev en velhavende Mand, istand og villig til Veldædighed
mod Andre, og at han høstede og fødte paa Gaarden det Tre-
dobbelte imod tilforn.



                 Flid
           sig giftede med Tid.
           Flittig Times Fryd var Tidens Brudesmykke.
           Tilsammen avlede de Lykke.

d.IV,b.3,s.52      Da han var 62 Aar, og hædret med Landhuusholdningsselskabets
Guldmedalje, blev han engang raadet at betænke sin høje Alder,
og at lade det nu være med hvad der var gjort; men Hæders-
gubben svarede, rystende paa Hovedet: "Nei, da maatte jeg miste
det Bedste af mit Liv, som er den utrolige Glæde, jeg finder i
at altid lægge noget til; thi jeg er aldrig saa glad, som naar jeg
har sligt Arbeide under Hænder".

   Paa Goddædighed gav Nils Lembaks Liv en Række af de skjøn-
neste Exempler. Han var Sorenskriver paa nedre Romerige i
Agershuus Stift, og i dette Distrikt er hans Navn i velsignet
Minde. Selv sparsom eller rettere nøisom og tarvelig i sit Liv,
arbeidede og erhvervede han stedse, alene for at gjøre Godt.
Han bortgav og udlaante Sædekorn; han kjøbte Gaarde, opdyr-
kede dem, og forærede dem og Penge med til vindskibelige,
fattige Folk; alt Hjemmevirket opkjøbte han, skjøndt han egent-
ligen ikke havde Brug derfor, men alene forat opmuntre Huus-
fliden; han uddelte Belønninger og Ærestegn til de flittigste
Agerdyrkere -- kort, han var en Velsignelsens Kilde for den
hele Egn, og den udtørredes ikke med hans Død; thi hans Exem-
pel gjenlevede i mange hans Efterlignere.

   Vi hørte ovenfor, at Nils Lembak opkjøbte alt Hjemmevirket,
endskjøndt han egentligen ikke havde Brug derfor. Men dette
er saaledes at forstaae, at, om han ikke selv kunde have Brug
for alt det, han kjøbte af Vadmeler, Værkener og Træevarer,
saa opkjøbte han det dog, forat opmuntre denne Huusflid ved
de eneste Midler, den kan opmuntres ved, nemlig ved en Slags
Forkjærlighed eller Agtelse for det Hjemmevirkede og ved Af-
sætning. Nils Lembak gik derfor, skjøndt han var en riig og for-
nem Mand, stedse i hjemmevirkede Klæder; thi han indsaae, at,
ligesom Klæder ere det andet Nødvendige for Mennesket, saa-
ledes er ogsaa Klæders Tilvirkning og Møblers og Huusgeraads
Forarbeidelse det næst Agerdyrkningen Nødvendigste i en Stat,
forat denne skal kunne være selvstændig, saaledes at ikke et
Folk baade fødes og klædes af Andre. Hvor beskjæmmende er
det derfor ikke for en Bygd, at see især dens Qvinder, hvem
det tilkommer at sørge for, at Familien klædes af Gaarden, lige-
d.IV,b.3,s.53   som foragtende de indenlandske Tøier, at udmaje sig med uden-
landske brogede Klæder? Ja beskjæmmende er det; thi de bære
da Vidnesbyrdet paa sig, om at de ikke ere flittige; og, naar en
Mængde af saadanne findes i en Bygd, om at der er Mangel
paa Huusflid, og det er en Lyde paa den hele Bygd.


           Naar Hjertet er norsk og fædrenelandsk,
           hvi Kaaben da engelsk, og Hatten da dansk?
           Vort fattige Land har ei Evne til
           at klæde i Silke forfængeligt Smiil.
           Vort fattige Land har ei bedre Lykke
           end sin bedste Datter i Værken at smykke.



           Taknemlighed mod Fødeland
           er evig Skat paa alle Mand.

   Lever et Folk lykkeligt i et Land, ja endog, om dette til en
Tid ikke er Tilfældet, saa elskes Landet dog, i Haabet om, at
der, hvor Fædrene levede lykkeligen, blomstrer vel ogsaa Ro
og Lykke for de kommende Slægter; og derfor ville Borgerne
heller offre Gods og Liv, forat forsvare dette Land, end ved
Feighed blive selv mere ulykkelige, og dertil paadrage sig Æt-
lingernes Forbandelser. Denne Kjærlighed til Fosterjorden, der
gav os vore Fædre og vore Mødre, til den samme Himmelegn,
under hvilken vi voxede op paa samme Muld, som Forfædrene
dyrkede og betraadte, er ligesaa ædel som naturlig. Dens Navn
er Fædrelandskjærlighed (Patriotisme), og vi vide, at den er
Moder til store Dyder: til Almeenaand, Redelighed, Vindskibe-
lighed, Maadeholdenhed og mange andre Dyder i Fred, til Mod
og Tapperhed i Krig. Fædrelandskjærlighed sikkrer Staten Vel-
være i Fred, Held i Krig. Det er en Ære for Normændene, at
de altid have været anseete for at nære denne Dyd, og det
medrette; thi de have givet mange udmærkede Beviser derpaa.

   Hvo har ikke hørt Tordenskjolds Navn, hos hvem Fædrelands-
kjærligheden viste sig i saa udmærket Grad som Mod og Tapper-
hed? og om hvorlunde han, paa en liden Hukkert med to Ka-
noner, men isærdeleshed ved sine egne ypperlige Riffelskud,
tvang en fiendtlig Fregat paa 16 Kanoner, efter Kapitainens
Fald, at søge Flugten? Hvo har ikke hørt, hvorlunde han med
d.IV,b.3,s.54   faa Skibe dristig seilede ind i Dynekilen, en snever befæstet
Havn paa den svenske Kyst, og ødelagde og borttog en over-
legen fuldtudrustet, af svære Batterier beskyttet Flaade, som
just skulde føre Krigsfornødenheder til den heltemodige Carl
den 12tes Armee for Frederikshald, hvorfor denne strax efter
Tordenskjolds Sejer maatte drage tilbage i eget Land.


           I Strid i Spidsen gaa for Hæren!
           Hvor arm du er, du da en Rigdom ejer;
           thi lever du, du ejer hele Æren,
           og døer du, arver Fædrelandet Sejer.

   Oberst Kruses Manddomsdaad kan heller ikke være ubekjendt?
Han, som i Høland, hvor han med 150 Mand var sat, for at for-
svare en Vintervej, modigen angreb det femdobbelt stærkere
fiendtlige Korps, der kom anrykkende, anført af selve Kong
Carl den 12te. Tre Gange faldt Fienden an, tre Gange drev
han den tilbage, saaledes, at den kun efterat være bleven for-
stærket, mægtede at bane sig Gjennemgangen, hvilket dog des-
uagtet neppe vilde have lykkets, hvis ikke Kruse, der bestandig
var blandt de Forreste, efterat have nedlagt 7 Fiender, og saaret
Prindsen af Hessen selv, var bleven fangen, da han formedelst
Saar ikke længer kunde værge sig.



           Den er ei Fred og Frihed værd,
           som skjælver for at drage Sværd.



   De tappre Borgere af Frederikshald tilbagesloge jo to Armeer,
der beleirede den da saagodtsom ubefæstede Bye? Og da Fien-
dens Overmagt, trods tappreste Modværge, i den tredie Be-
leiring omsider blev Herre over den, toge de ikke i Betænkning
at stikke sin egen Bye i Brand, forat Fienden ikke skulde faae
Skjul over Hovedet for Fæstningens Kanoner. Han maatte da
flygte ud af den erobrede By, og siden, efter Kongens Fald,
opgive ethvert Forsøg paa at tage Fæstningen Frederikssteen.

   Hvor Stordaad øves af Mange, gives der dog altid Nogle, som
udmærke sig meest. Saaledes Peder Normand i Frederikshalds
d.IV,b.3,s.55   første Beleiring, samt Brødrene Hans og Peder Kolbjørnsen i de
sidste. Disse foresloge Forsvarsanstalterne, bragte dem istand,
svarede kjekt paa Fiendens Opfordringer, lagde Penge til, hvor
det behøvedes, underholdt mange af Soldaterne, oprettede og
anførte Frikorps, opmuntrede med Raad og Daad, og ofte vovede
de sit Liv, thi de strede som Helte.
   Forsvares et Land saa vel af Mændene, saa gjennemglødes
selv Qvinderne af Fædrelandskjærlighedens Mod, og da hviler
det sikkert med alle sine Goder bag Folkets Arme, og aldrig
vil fremmed Herrefod træde det.

   Hvad gjorde ikke Anna Kolbjørnsdatter Ramus, Præstekone
paa Norderhoug paa Ringerige? Fienderne kom, 800 Mand stærke,
pludseligen til Præstegaarden paa sit Tog forat ødelægge Kongs-
bergs Sølvværk. Anna aabnede da baade Ølkjelder og Stabur
for Fienderne, medens hun sendte Bud til et mindre Antal norske
Dragoner, der laa 1/2 Miil derifra, og indbød dem til Gjæstebud,
med Anmodning om at lægge Mærke til, naar de saae et Baal
blusse i Præstegaarden, hvilket hun, under Paaskud af, at det var
forat varme Folkene, havde faaet Tilladelse af den fiendtlige
Oberst til at anlægge. Normændene kom, under Anførsel og Vei-
ledning i den mørke Nat af den tappre Thor Hovland, fangede
Obersten, nedsloge et stort Antal, og adsplittede ganske det
fiendtlige Korps. Kongsberg blev saaledes reddet, og Fienden
maatte afstaae fra oftere at trænge ind i det Indre af Landet.

   Vor gamle Folkekrønike Snorre Sturlesen leverer os Mønstre
nok paa denne Nationens Frelsedyd i Faren, men faa kunne
dog sættes ved Siden af Olvar Bondes. I Kong Harald Gilles
Tid blev Staden Konghelle overrumplet af hedenske Sørøvere,
og behandlet paa Sørøverviis. Medens disse røvede, myrdede,
skjændte og brændte i Byen, sad nogle Bønder sammen i mun-
tert Lag nær derved. Rygtet om hvad der imidlertid foregik i
Byen kom til dem, Forfærdelse udbredte sig, de Fleste vilde
flye. Men Olvar sprang frem midti denne Forvirring, satte Hjel-
men paa Hovedet, svang sin Øx, og raabte: "I gjæve Mænd!
d.IV,b.3,s.56   kommer! lader os hjælpe Bymændene. Ikke sømmer det sig nu
at gjæste Ølkanden, men Fienden! Vi maae fælde Hedningerne
og redde vort Fædreland!" Ingen havde dog Lyst strax til at
følge ham i Faren; "Ha, vil Ingen følge -- blev han ved -- saa
vil jeg fare alene, og skal jeg vel sende En eller To forud, før
jeg falder!" og i samme Øieblik foer han ud, og ilede til Byen.
Otte Fiender angrebe ham, men Olvar tabte ikke Modet; Nogle
nedhug han paastedet, de Andre jog han ud i en Myr, hvor han
endnu nedslog To af dem. Men her fandt hans Venner ham,
da de vare ilede efter ham, fastsiddende, saaret og afmægtig.
De bragte ham hjem, og sørgede for hans Helbredelse.


   Ja Verdenshistorien lærer os, at Kjærligheden til Fædrelandet
er Grunden til al Dyd, Styrke og Lyksalighed i det borgerlige
Liv. Ved denne have smaa Stater hævet sig til Hæder og Lykke;
men ikke saasnart aftog den hos et Folk, førend dette igjen sank
tilbage, blev Voldherskeres, Erobreres Rov, et Folk af Trælle,
ulykkelige som foragtede. Men Den alene elsker sit Fædreland,
der tænker, vaager og arbeider til Nytte i den Kreds, hvor han
er sat, der altsaa stræber ved Oplysning og Uddannelse at vorde
det saa nyttig, som det staaer i hans Evners Magt; der er villig
til at tilsidesætte egne Fordele for det Almindelige, og færdig
til at offre Gods og Liv, hvor det gjælder, for det fælleds Vel,
den fælleds Frelse: d. e. formaaer at vise en saa udmærket Grad
af sædelig Styrke, at alle jordiske, egennyttige Hensyn, ja selv
Livet, der er det sandselige Menneskes Dyrebareste, taber sit
Værd imod denne alvorlige Pligt.

   Ere Staterne saaledes indrettede, ere deres Borgere oplyste
om sine almindelige Pligter som Mennesker, og som Mennesker
i særegne Forhold, og leve de derefter, d. e. have et Lands
Indvaanere Gudsfrygt, og sættes de ved et godt Underviisnings-
væsen istand til at uddanne sine Sjeleevner; have de Anledning
til at anvende sine Færdigheder og Kundskaber saaledes, at
Underholdningen ikke bliver for vanskelig at vinde for nogen
Klasse; nyde de borgerlig Frihed, hvilken altid maa staae i For-
hold til Fleerhedens Oplysning og Sædelighed eller moralske
Frihed -- da ville de ikke let lade sig disse Goder frarive; men
d.IV,b.3,s.57   med Omhyggelighed ville de uddanne og vogte dem; da ere
Jordens menneskelige Samfund hvad de skulle være: Plante-
skoler for det himmelske Rige, hvortil Menneskene have Borger-
ret ved Fødslen, og hvortil de endydermere højest og tydeligst
ere kaldede ved Frelseren fra det moralske Onde og Vankun-
dighed om Aandens Vel og Vee, Jesus Kristus.

    BLA BAKOVER
   BLA VIDERE