|
| d.IV,b.2,s.355 |
hans Død 1448. Hvor liden Agt Udlændingerne viste det før
saa anseede Norge, sees af at Kongen af Skotland uden videre
erklærede Sudurøerne hjemfaldne, endskjøndt han dog erkjendte
dem fremdeles som norske Lehn, samt af at Tydskerne endog
vovede at dræbe Befalingsmanden i Bergen.
Rigsraadet, som 1448 atter kom til Regjeringen, deltes snart
af svensk Interesse, der søgte at gjøre sig gjældende for Karl
Knutssøn Bonde, som i Sverrig var valgt til Konge, og af dansk,
som anvendte Alt til Fordeel for Kristian af Oldenburg, som i
Danmark var valgt. Og da Drosten Sigurd Jonssøn, Afætling af
det gamle Kongehuus, erklærede sig for det danske Valg, saa
fik han vel de sydlige Provindser paa samme Side, men hele
den øvrige større Deel af Landet erklærede sig for den svenske
Karl, der kraftigen understøttedes af sin Frænde Erkebispen i
Throndhjem Aslak Bolt.
Karl den 1ste Knutssøn skyndte sig vel at blive hyldet baade
i Bahuus og Hammer og kronet i Throndhjem; men han fik Snar-
ærinde til Sverrig forat vogte sin Krone der, og neppe var han
borte før det danske Parti vandt Spillet for Kristian, som hastede
til Trondhjem, hvor han krontes faa Maaneder efter Karl 1450.
Kristian den 1ste istandbragte paa en Herredag i Bergen en
nøjere Forening med Danmark, hvis Betingelser dog bleve saa
lidet overholdte, at Raadet endogsaa nedkaldtes til Danmark,
hvorimod danske Befalingsmænd frisktvæk sendtes herop, og at
Kristian, uden Raadets Samtykke, pantsatte Ørken- og Shetlands-
øerne til Skotland for sin Datters Medgivt. Og siden have de,
uagtet alle Paamindelser fra norsk Side, været tabte for Norge.
Iførstningen forfegtede Karl Knutssøn med Fremgang sit Krav
paa Norge; men da den svenske Erkebisp fik ham fordrevet fra
Sverrig, lykkedes det endog Kristian at faa Kalmarunionen for-
nyet 1457. Men at denne forblev af lige liden Virkning til at
yde hvert enkelt af Rigerne Sikkerhed og Agtelse hos Udlæn-
dingerne bevises ved Englændernes Voldsomheder paa Island og
ved Hanseaterne eller de "Kontorskes" Blodbad i Bergen, hvori
baade Lehnshøvding og Bisp og 60 Personer dræbtes 1455. At
Kristian oprettede Universitetet i Kjøbenhavn 1478 geraadede
dog Norge til nogen Nytte i Tiden, saasom det var fælles.
Ved Kristians Død 1481 forkastede Rigsraadet hans allerede
hyldede Søn Johannes eller Hans, tog selv Magten og knyttede
|
| d.IV,b.2,s.356 |
Forbund med Sverig, der stod under Steen Stures Rigsfor-
standerskab. Men pludselig erklærede Raadets mægtigste Mand,
Erkebispen, sig for den danske Kronprinds, hvorpaa Valgmænd
afsendtes til Halmstad, som valgte Hans, der kronedes i Thrond-
hjem mod svære Indvilgelser, hvoraf heller ingen blev holdt.
Den norske Adel ødelægges under de sidste Anstrengelser for at
ophæve Foreningen med Danmark. (1483 -- 1536).
Kong Hans gjorde selv intet forat tugte Hanseaterne for Volds-
værket i Bergen, hvilket den dræbte Lehnsmands Søn Axel Olufs-
søn paa egen Haand gjorde ved Kaprerier; men derimod vilde
han undertvinge et lidet frit Folk i det Holsteenske, Ditmarskerne,
som intet Ondt havde gjort. Denne kongelige Voldsgjerning drog
sin Straf efter sig; thi da han leed et stærkt Nederlag, benyttede
Sture i Sverrig Omstændighederne til at ophæve Unionen for
Sverrigs Vedkommende, og i Norge gjorde Knut Alfssøn ligesaa.
Men de danske Gesandter fik denne Patriot snigmyrdet, og da
Opstanden fik et nyt Hoved i Herluf Hyttefad, sendte Hans sin
Søn Kristian til Norge med en Hær, hvormed han da foer skræk-
kelig frem. Herluf og en Mængde Adelsmænd henrettedes og
deres Godser dømtes under Kronen. Og leed Adelen saadan
Medfart, at den ikke siden kunde forvinde det. Imidlertid ud-
brød dog en Opstand kortefter 1508 paa Hedemarken, hvori den
høje Geistlighed havde Deel; men Kristian blev ogsaa Mester
over den, straffede Bisperne, indsatte Dansken Walkendorf til
Erkebisp, og overantvordede nu Landet, tyst som en Grav og
lydigt men ulykkeligt til sin Fader, som ombyttede sin kongelige
Herlighed med Døden 1513.
Kong Kristjern (Kristian) den 2den kaaredes af det norske
Raad, og kronedes derpaa i Oslo imod Indskrænkninger eller
en saakaldet Haandfæstning, den var haard for Kongen fordi
han ved sin Adfærd tilforn havde givet sit despotiske Sindelag
tilkjende. Men Kristjern var fremdeles voldsom og hadsk imod
Stormændene, medens Menigmand nød bedre Behandling af ham
|
| d.IV,b.2,s.357 |
og vandt Godhed for ham formedelst hans mange hensigtsmæs-
sige Love, dels til Borgerstandens, Handels og Nærings Opkomst
dels til Indskrænkning i Geistlighedens Misbrug, saasom at den
solgte Aflad og bevægede Folk til at testamentere sig hvad de
havde. I 1520 erobrede Kristjern Sverrig; men da han i det
stockholmske Blodbad og ellers andre Steder i Landet viste
samme Sind til at knække den svenske Adel med Øxen, som
han havde vist mod den norske, gjorde Svenskerne Opstand
under Gustaf Wasa og befriede Sverrig for bestandig fra Uni-
onens Ulykker 1523. Den danske Adel, der frygtede at Touren
nu skulde komme til den, især da hans Elskede Dyvekes Moder
Sigbrit, en simpel Kone fra Bergen, der formaaede meget hos
Kongen, ikke var den god, opsagde ved samme Tid Kristjern
Huldskab og Troskab, hvorpaa han ilsomt skyndede sig til sin
Svoger den tydske Keiser. Rigsraadet og Geistligheden erklærede
sig for Kristjerns Farbroder Frederik, som de Danske havde
valgt, paa Betingelser, der gjengav dem alle de Begunstigelser,
Kristjern havde betaget dem, men dog ogsaa i andre Henseender
vare patriotiske. Saaledes maatte Kongen frasige sig Titel af
Arving til Norge, love at opsende de norske Rigsdokumenter,
udelukke Fremmede fra Embederne, indløse de skotske Øer og
erhverve Bahuus tilbage, som de svenske havde besat.
Frederik den 1ste holdt Intet af hvad han havde lovet, og viste
sig ellers af en meget troløs Natur. Dette tilligemed hans Yndest
for den lutherske Reformation, som dengang begyndte at udbrede
sig i Norden, og hvoraf heller ikke Kristjern den 2den havde
været nogen Fiende i sit Hjerte, gjorde ham den katholske norske
Geistlighed tiluvens. Bisper, som vare fordrevne fra Sverrig,
hvor Reformationen var i Gang, og mellem dem den urolige
Erkebisp Trolle, ophidsede den ogsaa, og da den landflygtige
Kristjern vidste at han i den norske Almue havde sit bedste
Medhold, lod han sig lettelig overtale til pludselig at lande i
Oslo med en Hær om Høsten 1531. Erkebispen den kraftige
Olaf Engebretssøn erklærede sig aabent for ham, og Rigsraadet
opsagde Fredrik Troskaben paa Grund af en heel Række Klage-
punkter, hvorpaa Kristjern hyldedes i Oslo. Han var nu Geist-
lighedens sidste Haab, og selv Kirkesølvet spartes ikke for at
understøtte ham; men hans Vaaben vare uheldige, og den paa-
følgende Sommer lod han sig mod givet Leide føre ned til Fre-
|
| d.IV,b.2,s.358 |
derik, som desuagtet satte ham i Fængsel, der varede til hans
Dødsdag 27 Aar derefter. Det danske Vælde indtraadte nu
igjen og Geistligheden ilagdes svære Bøder. Men Ulykken naaede
først sin Fylde ved Frederiks Død 1533; thi da raadede et uenigt
Rigsraad og fremmede Lehnsmænd og Skattefogder om hinanden,
medens Sønnen Kristian i 3 Aar havde nok med at kjæmpe sig
til Regjeringen i Danmark, hvor Geistligheden satte sig imod
ham fordi han var en aabenbar Protestant. Han anholdt om
Normændenes Hyldest og Bistand, og uden Erkebisp Olafs Mel-
lemkomst valgte de søndenfjeldske Rigsraader ham. Men dette
fortørnede Prælaten. Han henrettede to danske Befalingsmænd,
og fik den sidste norske Opstand reist imod det danske Vælde.
Men da Kristian vandt Seier i Danmark, og det ikke havde
lykkets Olaf at blive Mester over Fæstningerne, hvor de Danske
holdt sig, sendtes en Flaade mod ham, hvorpaa han undflyede
til Belgien med Domkirkens Kostbarheder, hvilke dog for meste
Parten slugtes af Havet ved Indløbet til Throndhjemsfjorden.
Norge berøves Selvstændigheden. Reformationen indføres.
Syvaarskrigen med Sverrig. (1536 -- 1588).
Kristian den 3die tilføjede Norge den største Nedværdigelse,
som et Rige kan vederfares, idet han tilsagde den danske Adel
paa en Herredag i Kjøbenhavn 1536 at berøve Norge Selvstæn-
digheden, saaledes at dette gamle Kongerige underlagdes Dan-
mark som Provinds. Men Normændene have aldrig erkjendt
denne despotiske Handling, og Norge betragtedes ogsaa for
Eftertiden som afhængigt af Kongernes Personer, ikke af Dan-
mark. Paa samme Rigsdag blev ogsaa paabudt, at Reformationen
skulde indføres i Norge og underliggende Lande. Paa Bisperne
i Oslo og Bergen nær, afsattes de andre, Klosterne og Munke-
ordener ophævedes -- Forandringer, som danske Befalingsmænd
benyttede til at berige sig af Kirkernes Kostbarheder og at øde-
lægge Kloster-Bygninger og Bogsamlinger. I Norge foregik Re-
formationen uden Blodsudgydelse, men ikke saa paa Island, hvor
|
| d.IV,b.2,s.359 |
Bispen John Arnesøn drog Sværdet, hvilket kostede ham Hovedet.
Færøernes Bispedømme blev inddraget og, som et Provsti, hen-
lagt fra Throndhjems under Sjellands Bispestol. Kristian døde
1559 uden at have været nogensinde i Norge, som ogsaa maatte
lide den haarde uredelige Behandling, at en Skat, som blev ud-
taget til de skotske Øers Igjenløsning, blev opslugt af den danske
Statskasse, som allerede da begyndte at sluge den norskes Over-
skud fra Tid til anden, uden at derfor gjordes noget Regnskab.
Kong Frederik den 2den ragede snart, formedelst Brugen af
de 3 Kroner i Vaabenet, i en syvaarig Krig med Sverrig, der
gik ud over Norge, hvis Forsvarsvæsen ganske var forsømt.
Herjedalen, Jæmtland og Throndhjems Stift besattes af Sven-
skerne. I 1567 ødelagde de i Bund og Grund Oslo og Hammer,
og i 1570 Sarpsborg, af hvilke Byer kun det istedetfor Sarpsborg
anlagte Fredrikstad har reist sig. Dansken Daniel Ranzau hev-
nede dette ved et ødelæggende Tog i Østgothland, og hans Sejer
ved Svarteraa i Halland skaffede Norge Provindserne tilbage ved
Freden i Stettin 1570, der gav Danmark Ret til Brugen af de
3 Kroner. En anden Plage for Norge var ogsaa de voldsomme
og udsugende danske Lehnsbefalingsmænd, som ustraffet huse-
rede i Landet.
Ved Fredriks Død 1588 indtraadte en Formynderregjering af
det danske Rigsraad, som satte en dansk Statholder og en Kanzler
i Spidsen for de norske Anliggender indtil 1596, da Fredriks
Søn Kristian krontes i Kjøbenhavn efter forhen at være hyldet
i Oslo 1591.
Norge behandles bedre under Kristian den 4de. Feiden med
Sverrig. (1596 -- 1648).
Kristian den 4de er den eneste Oldenborger, som har vist
Norge Retfærdighed. En forbedret Lov blev udgivet. Rigets For-
svarsvæsen behandledes med Opmærksomhed. Kapitain Munk
udsendtes for at finde Grønlands Østerbygd, hvor man vidste at
den gamle norske Befolkning, som forhen endog havde været
talrig nok til at danne et Bispedømme i Garde, havde havt sine
|
| d.IV,b.2,s.360 |
Boliger; men han hjemkom med det Budskab, at hele denne
Befolkning var forsvunden, hvorpaa det igjen i lang Tid blev
forbi med Seiladsen til dette fjerne Biland, hvormed al Forbin-
delse havde været ophævet lige siden Svartdøden. Istedetfor
Oslo anlagdes Kristiania 1624; Kongsbergs Sølvværk optoges efter
at være opdaget af en Jetergut 1623. En By grundlagdes der
ligesom ved Røraas, hvor Kobberet opdagedes 1640; og Kristian-
sand anlagdes 1641. Kristian var Norge personlig hengiven,
hvortil ogsaa det bidrog, at han ikke der, som i Danmark, fandt
sig bunden af en overmodig Adel, men tvertom omringet af et
Folk, der med dobbelt Taknemmelighed og Glæde modtog en
Regent, som det ellers saa sjeldent fik at see. Han skal da ogsaa
have besøgt Norge sexti Gange, og i 1599 omseilede han det
endog lige til Lapmarkernes Grændse mod Rusland, som den-
gang strakte sig længere end nu. Angaaende disse Distrikters
Grændse mod Sverrig opkom der fra 1611 til 13 en Krig, hvor-
under Bønderne i nordre Gudbrandsdalen i Kleiven Kringen til-
intetgjorde et Korps Skotter, der landede i Romsdalen under
Anførsel af Georg Sinklar, som Svenskerne havde bestilt over
til sig ad Beenvejen gjennem Norge. Derimod lykkedes det en
anden skotsk Hjælpehær gjennem Størdalen at drage sig ind i
Jæmtland, som tilligemed Hærjedalen erobredes. Ved Freden til
Sjørød erholdtes dog disse Provindser tilbage; men tabtes for
bestandig i Freden til Brømsebro 1645, endskjøndt den ny Krig
1644 kun førtes uheldig i Danmark, men ikke i Norge, hvor Stat-
holderen Hannibal Sehested forsvarede Grændserne. Et andet
uforskyldt Tab leed Norge derved, at Kristian fraskrev Norge
Gjenløsningsretten til de skotske Øer, og det var i maadelig For-
fatning ved hans Død 1648 -- samme Aar Trediveaarskrigen
mellem de Protestantiske og Katholske endtes i Tydskland, hvori
Kristian havde taget uheldig Deel.
|
| d.IV,b.2,s.361 |
ARV-EENVÆLDET INDFØRES Nye sejrrige Feider med Sverrig men dog Tab. Fredrikshalds
1ste Beleiring.
og nu tog et Regimente sin Begyndelse, der maatte afkræfte
Norge mere end nogensinde. Det danske Rigsraad tilrev sig al
Myndighed, og dansk Adel trængte i stor Mængde ind i Landet,
hvor snart al betydelig Jordejendom kom i dens Besiddelse. I
Freden til Roskilde 1658 tabte Norge ogsaa Throndhjemsstift og
Bahuus efter en Krig, som Frederik havde foranlediget ved at
overfalde Sverrig under dets kraftige Konge Carl den 10de, og
uagtet den fra norsk Side førtes med stor Fremgang. Men Kri-
gen brød atter ud inden et Aar. Throndhjem befriede sig, og
den lille Grændseflekke Halden udholdt med stor Tapperhed to
Beleiringer, hvorfor den erholdt Kjøbstadrettighed, Navnet "Fred-
rikshald" og en Fæstning, "Fredrikssteen". Efter en afslagen
Storm paa Kjøbenhavn, kom det til Fred i denne By 1660, hvor-
efter Sverrig fik de Grændser mod Norge og Danmark, som det
siden har beholdt. Tilforn hørte derimod hele det nuværende
sydlige Sverrig til Danmark og Bahuus, Jæmtland og Herjedalen
til Norge.
Samme Aar lykkedes det Frederik at forvandle Danmark og
Norge fra Valgriger, hvor Kongen indskrænkedes ved Haandfæst-
ninger, hvilke rigtignok kun faldt Adelen tilgode, til et Arv-Ene-
vælde, der for Norge gjordes gjældende 1661. Kongen, som
derved fik al Regjerings-, Beskatnings- og Dommer-Magt forenet
i sin Person d. e. al Suverænitet, anordnede derpaa en Højesteret
i Kjøbenhavn fælles for begge Riger, og fik en saakaldet Konge-
lov given, der fastsætter Arvfølgen, ophæver al Grændse for
Kongens Magt og ansatte hans Myndighedsalder, da al denne
Magt lægges i hans Hænder, til det 13de Aar -- en Alder, da
Mennesket er endnu mindre modent paa Aand end paa Legeme.
Denne fornuftstridige og Nationen vanærende Forfatning er det
Danmark endnu har. Under Frederik, der døde 1670, indrettedes
et Postvæsen; en Matrikul eller Ejendomsskyld, hvorefter Skat-
|
| d.IV,b.2,s.362 |
terne beregnedes, istandbragtes; og Admiral Cort Sivertsen Ade-
ler, en Normand, som i fremmed Tjeneste var bleven berømt,
oprettede en Skjærgaardsflaade.
Krige med Sverrige. (1670 -- 1718).
Kong Kristian den 5te er bekjendt af "Norske Lov", hvori hans
Statsminister Griffenfeld, der siden faldt i Unaade og blev hen-
sat paa Munkholmen ved Throndhjem, havde stor Deel. Griffen-
feld var første Besidder af Grevskabet Jarlsberg, som dengang
tilligemed Grevskabet Laurvig og Baroniet Rosendal oprettedes.
Forat faa de tabte Provindser igjen, paaførtes Sverrig Krig fra
1675 -- 79, under hvilken den norske Statholder Gyldenløve vel
erobrede baade Bahuus og Jæmtland, men de Nederlag, Kongen
leed i Skaane, berøvede Norge igjen al Frugt af Sejrene. Heller
ikke førte de Sejervindinger, som Flaaden tilfegtede sig der
havde sine bedste Matroser fra Norge, og som fra denne Tid
blev de forenede Rigers Hovedstyrke, til nogen synderlig Virk-
ning ved Fredsslutningen.
Kong Frederik den 4de var neppe kommen paa Thronen 1699
før han ligeledes væltede sig ind paa Sverrig, i den Tanke at
drage Nytte af dets Konge Karl den 12tes Ungdom. Men Denne
gik over til Sjelland og tiltvang sig Fred for nu at kunne vende
sig mod sine andre Fiender, hvorimellem Kongen af Polen kom
først for Tour. Men 1709 fandt Frederik det atter beleiligt at
angribe Karl, som i Rusland havde maattet prøve en anden og
værre Skjebne end den der hidtil havde fulgt ham. Svenske
Bønder holdt Danskerne med al Ære Stangen indtil Carl kom
hjem 1716, hvorpaa han vendte sig mod Norge. I Høland maatte
Karl hugge sig igjennem den tappre Kruses lille Korps, besatte
Kristiania, men kunde ikke indtage Agershuus, og leed meget
af Bønderne deromkring. Et helt Dragonregiment, 800 Mand
stærkt, som skulde ødelægge Kongsberg, tilintetgjordes paa Nor-
derhaug, idet den kjække Præstekone Anna Kolbjørnsdatter Ra-
mus vidste at give et norsk Dragonkorps paa 200 Mand Anled-
|
| d.IV,b.2,s.363 |
ning til at overrumple Fienden. Ogsaa paa andre Steder lede
Svenskerne Tab, og Karl trak sig tilbage mod Fredrikshald, ind-
tog Byen efter tapper Modstand, hvorpaa Borgerne, paa Brødrene
Peder og Hans Kolbjørnsens Opfordring, stak Byen i Brand, og
drev saaledes Fienden ud mens Kuglerne regnede fra Fæstningen.
"Og herlig blussed Fredrikshald
blandt Liig og Blod,
oplyste stolt de Svenskes Fald
og Sines Mod.
Og aldrig brændte nogen Baun
saa skjøn som den.
Og aldrig uddø skal dit Navn,
o Kolbjørnsen!
Saa stride de Normænd for Norge!"
Karl trak sig tilbage, og Feldtoget fik ganske sin Ende, da
den norske Sjøhelt Peder Wessel Tordenskjold ødelagde den
svenske Transportflaade ved et mageløst tappert Overfald i Dy-
nekilen i Bahuus. I 1718 anstrengede Svenskerne sig endnu mere.
10,000 rykkede under Armfeldt mod Throndhjem, 20,000 under
Karl selv mod Fredrikssteen. Men her faldt Kongen, Hærene
drog ilsomt tilbage, og paa Tydalsfjeldene omkom flere Tusinde
paa Armfelts Tilbagetog. Jæmtland og Bahuus besattes atter;
men uagtet al denne vundne Krigshæder vandt Norge intet ved
Freden, medens Danmark høstede Frugten af dets Triumfer.
Under Frederik bragtes Island i Minde ved Tormodur Torfason,
en Islænder som har skrevet en vidtløftig Norges Historie, og
Grønland ligeledes ved den nordlandske Præst Hans Egede, som
indlagde sig en Apostels Fortjenester, ved at drage didhen forat
kristne Grønlænderne, med hvem siden Forbindelsen vedblev.
For de halvhedenske Finlapper sørgedes ved en Missionsanstalt
i Throndhjem.
|
| d.IV,b.2,s.364 |
Lang Fred. Krig med England og Sverrig. Et Universitet oprettes.
Norges Afstaaelse til Sverrig.
Kong Kristian den 6te, der regjerede fra 1730 -- 46, er kun
mærkelig som Indfører af Konfirmationen. Under ham opret-
tedes et Handelskompagni til Afbenyttelse af Norges mange Na-
turprodukter, som henlaa ubenyttede, medens danske Handels-
kompagnier berigede sig ved Enehandel paa Finmarken og de
norske Kolonilande. Nogle Glasværker og Fabriker bleve ved
hiin Forening fremkaldte.
Kong Frederik den 5te fra 1746 -- 66 har heller ikke gjort sig
meget mærkværdig. Derimod grundede Biskop Gunnerus og Hi-
storieskriverne Schøning og Suhm et Videnskabernes Selskab i
Throndhjem 1760. En Bergskole oprettedes paa Kongsberg og
et Seminarium i Bergen til at meddele Kundskaber udenfor de
egentlige lærde Fag. En Extraskat, som den staaende Hærs util-
børlige Forøgelse og Kongens Ødselhed foranledigede, bevirkede
en Opstand mellem den bergensiske Almue; men forresten var
Fred inde og ude under denne godmodige men svage Konge.
Og den afbrødes heller ikke under Sønnen
Kong Kristian den 7de, uden ved at de norske Tropper i 1773
nedkaldtes til Holsteen uden at det dog kom til Krig og ved
Prinds Karl af Hessens korte Feldtog ind i Sverrig 1788, hvorved
vel Bahuus besattes, men som dog ikke førte til noget. Ministe-
ren Bernstorff forstod at vogte Freden under den almindelige
Krigstilstand i Europa. Adskillige Forbedringer og Tidsomstæn-
digheder tydede paa blidere Tider for Norge. Velstanden tiltog
ved Fred og Handel. I Finmarken oprettedes Handelspladse,
Forligelsesvæsenet indstiftedes. Flere Landhuusholdningsselskaber
opstode. Ministeren Struensee, der 1772 henrettedes som an-
klaget for mange Forbrydelser, havde indført Trykkefriheden,
hvorved patriotiske Normænd fik klage over Fædrenelandets
Ulykker. Videnskaberne, især de skjønne, dyrkedes med Held
af flere Normænd. Tullin, Wessel, Pram, Storm og senere Zetliz,
Bruun og Rein vandt sig Navne som norske Digtere. Og fremfor
alt virkede Pressen, ihvorvel senere indskrænket i sin Frihed, til at
|
| d.IV,b.2,s.365 |
udbrede her den Frihedsaand, som begyndte at gjøre sig gjæl-
dende i flere af Europas Lande, især i Frankrig. Normændene
begyndte at synge:
"Saa vaagne vi vel op engang,
og bryde Lænker, Baand og Tvang."
Og da Kronprinds Frederik, som bestyrede Regjeringen da
Kongen blev vanvittig formedelst sit udsvævende Levnet, ved-
blev at negte Oprettelsen af et norskt Universitet, bidrog denne
Uretfærdighed til endnu mere at aabne Normændenes Øine. I
1809 stiftedes Selskabet for Norges Vel, hvorved Patrioterne fik
et Foreningsbaand for sin fædrelandske Virken. En kort Krig
med Storbrittannien endtes efter et Bombardement paa Kjøben-
havn 1801; men da Handelen ødelagdes ved den Krig, som paany
reiste sig med Storbrittannien og dets Forbundne Sverrig, efterat
Englænderne havde i 1807 bemægtiget sig Rigernes Flaade, forat
den ikke i Keiser Napoleons Tjeneste skulde bruges imod dem,
blev det Overbeviisning for enhver tænkende Normand, at For-
eningen var en Ulykke, som ikke længer kunde bæres.
Kong Frederik den 6te besteg Thronen ved Faderens Død 1808,
uden at derfor Forandring indtraadte i de krigerske Forhold.
Ellers førtes Krigen med Sverrig i 1808 med Held under den
velsindede Kristian August, som stod i Spidsen for den, forme-
delst den afbrudte Forbindelse med Danmark, oprettede Regje-
ringskommission. Krigen ophørte i 1809, hvorpaa Svenskerne,
der havde afsat Gustaf den 4de og valgt Karl den 13de til Konge,
kaarede denne Prinds til Thronfølger. Men efter faa Maaneder
døde han, som der sagdes af Gift, fordi han ikke kunde opfylde
Forventningen at faa Norge til at indgaa Forening med Sverrig.
Krigen med Storbrittannien vedvarede fremdeles til Normænde-
nes store Skade og Misnøje. Baandet med Danmark slappedes
mere og mere og strammedes sidste Gang, da Kong Frederik
endelig i 1811 opfyldte det saa længe og inderligen nærede Na-
tionalønske: Stiftelsen af et eget Universitet, som især grundedes
ved Normændenes egne patriotiske Sammenskud. Men endelig
da den nye svenske Kronprinds Karl Johan, forhen den franske
Marschal Bernadotte, kastede sig ind i Holsteen og tvang Fre-
derik til at afstaa Norge til Sverrige med samme Magt derover,
|
| d.IV,b.2,s.366 |
som de danske Konger havde havt, da -- brast det ganske, og
det var ikke alene forbi med den gamle Forening, men ogsaa
med den godmodige Underkastelsesaand, som saalænge havde
vedligeholdt den.
FJERDE TIDSRUM
NORGES GJENOPREISNINGS TID
Befrielsesaaret 1814. Fra Januar til November.
I Ulykken er det et Folk, ligesaavelsom den Enkelte, viser
hvad det duer til, og hvad Lykke det fortjener. Norges Stilling
var frygtelig. Uden Korn, Penge, Kredit, Flaade, uden Venner
i hele Europa, vovede det norske Folk dog at modsætte sig den
oprørende Afstaaelse og erklære Kielertraktaten for Nul og Intet
for sit Vedkommende, endskjøndt dens Opfyldelse var sikkret
af de stærkeste Magter. Statholderen Prinds Kristian Frederik,
dansk Thronarving, satte sig i Spidsen for Bevægelserne, prokla-
merede i Folkets Navn Rigets Uafhængighed, og sammenkaldte,
i Egenskab af midlertidig Regent, en af Folket valgt Rigsforsam-
ling paa Eidsvoll. Denne forfattede da Grundloven af 17de Mai
1814, der gjør Norge til et frit, selvstændigt, udeleligt og uaf-
hændeligt Rige, med indskrænket monarkisk Forfatning, indrøm-
mer Trykkefrihed, overgiver Folket, som hvert 3die Aar skulde
repræsenteres ved et Storthing, Lovgivnings- og Beskatningsretten,
uafhængiggjør den dømmende Magt, i hvis Spidse en Højesteret
skulde sættes, og overdrager Befalingen over Armeen samt Ret-
ten til at sanktionere Love i en arvelig Konges Hænder, der
forpligtedes at høre sit ansvarlige Raad af norske Mænd. Ogsaa
fastsætter Grundloven, at en Lov, som uforandret antages af 3
paa hinanden følgende Storthing, bliver Lov om end Kongen
negter sin Sanktion, d. e.: Kongen har kun et suspensivt Veto.
Grundloven tilstaaer endvidere Kongen Ret til at sammenkalde
overordentlige Storthing, erklærer den evangeliske lutherske Re-
ligion for Statsreligion, forbyder piinligt Forhør, og meddeler
|
| d.IV,b.2,s.367 |
Storthinget Magt til at skjænke Indfødsret, aabne Laan, kontrol-
lere Regjeringen og indkalde dens Medlemmer for en Rigsret,
som dekreteres af Storthingets ene Afdeling, Odelsthinget, og
dannes af dets anden Afdeling, Lagthinget, samt Højesteret. En
Rigsbank oprettedes og en Kommission til at udgive en Lovbog
anordnedes nedsat af 1ste Storthing. Samme Dag valgtes Prinds-
regenten til Norges Konge; og hedder han altsaa med al Ære
som saadan i vor Kongerække:
Kong Kristian den 8de Frederik (eller blot Kong Kristian Fre-
derik). Men han bar neppe sin Krone længer end Rosen blom-
strer. Den skulde forsvares med Sværdet, og dertil var han
ikke Mand. Kongens vaklende Forholdsregler udbredte Ulykke
og Forræderi ved Hovedarmeen i Smaalehnene, mens Hæren
ved Kongsvinger beholdt den fyrige Aand og Tiltro til egen
Kraft, som ofte giver Undermanden Sejeren. Krigen udbrød i
Juli, og Svenskerne bleve slagne ved Lier og Matrand; men af
Sydarmeen overgaves Frederikstad; den svenske Kronprinds
ankom selv til sin Armee, og fandt Vejen aaben til Glommen.
Den 14de August afsluttedes en Konvention til Moss, hvorefter
Fredriksteen overgaves, en Vaabenstilstand indtraadte, Kongen
nedlagde sin Magt i Folkets Hænder, og et overordentligt Stor-
thing skulde sammenkaldes. Den 20de October antog dette den
svenske Konge Karl den 13des og Kronprindsens Tilbud om en
Forening med Sverrig med frelst Konstitution, hvorhos de Krigs-
lidte ogsaa skulde have Erstatning af Sverrig, og den 4de Novem-
ber undertegnede Præsidenten Grundloven med de Forandringer,
de nye Forhold til Sverrig gjorde nødvendige, og Storthinget
valgte derpaa mod faa Stemmer den svenske Konge til Norges
grundlovbundne Konge, hvilket han erkjendte ved at besværge
Grundloven og Forfatningen.
Norge forenet med Sverige.
Kong Karl den 2den benyttede sig vel af sin saa naturligen
lidet folkekjære Ret til at ansætte Svenske som Statholdere i
Norge; men de to første bidroge ved deres Adfærd alene til at
|
| d.IV,b.2,s.368 |
mildne det Nationalhad, som Fortidens krigerske Forhold havde
fremavlet. Storthinget dekreterede Sag mod endeel højere Offi-
cierer, som havde opført sig slet under Krigen, hvorefter de
dømtes fra Livet, som dog blev dem skjænket. Højesteret og
en Nationalbank oprettedes, for Lovgivningsværket sørgede Stor-
thingene, og en Lovkommission ansattes, der dog indtil nu kun
har udrettet lidet.
Kong Karl Johan, eller Karl den 3die i Norge, opsteg paa de
forenede Rigers Throner ved den gamle Konges Død 5te Februar
1818, og kronedes 7de September samme Aar i Throndhjems
gamle Domkirke. De to sidste svenske Statholdere, han efter
hinanden ansatte, behagede ikke Nordmændene, hvorfor han hid-
til har respekteret det almindelige Ønske, ikke at ansætte nogen
Svensk som Statholder i Norge. Kongens ædle Opførsel som
Fiende i 1814 og elskværdige Personlighed vandt ham Folkets
Kjærlighed og stadfæstede Foreningen. Storthingene, hvoraf det
paa 1821 afskaffede al Adel, have med stor Klogskab værnet
om Grundloven, og paa ethvert ere de kongelige Forslag til en
Forandring deri, som vilde udvide Kongens Magt, eenstemmigen
blevne henlagte. Samme mærkværdige Storthing besluttede at
deeltage med 3 Millioner i Danmarks Statsgjeld, hvilket var
mindre retfærdigt end eftergivende, især da Danmark egenmæg-
tigt og uden al Anerkjendelse fra Norges Side har beholdt Bi-
landene Island, Grønland og Færøerne. En ny Matrikul er ind-
ført, det Præsterne beneficerede Gods befalet solgt til Bedste
for Oplysningsvæsenet, Odelsretten, eller den arvelige Ret til
Indløsning af Jordegods, indskrænket til Fordeel for Ejendoms-
retten, og en Ansvarlighedslov af Statsraaderne med flere vigtige
Love er given af de forskjellige Storthing. Sølvværket paa Kongs-
berg begyndte i 1830 at give saadant Udbytte, at Landskatten
kunde nedsættes betydeligt. Fiskerierne have slaaet til, Handelen
har hævet sig, Velstanden inden Folket og Rigets Kredit uden-
lands er tiltaget, og det har ikke manglet paa gode Aar. Et
freidigt Haab om at det fremdeles vil gaa det gamle, nu, efter
saamange Skjebneomvexlinger, foryngede Norge vel, har opfyldt
Gemytterne. Og hertil har den vise Brug af de konstitutionelle
Magter bidraget, paa hvis Anvendelse fra Kongens Side man
kun har sidste Storthings pludselige Opløsning at udsætte. For-
vandlet til et overordentligt Storthing har det søgt at faa Kom-
|
| d.IV,b.2,s.369 |
munefriheden hjemlet ved en Formandskabslov. Befolkningen
har tiltaget overordentligt og i Forhold til Agerdyrkningen og
Landets Opodling, saa Norge vel nu i Folkemængde og dyrket
Land har igjen naaet sin Tilstand under de senere Haarfager-
konger.
"I Myren erobres den gamle Glands,
paa Moen en Landekrands.
Og Norriges Skattelande
de ligger her indenlands.
Ja Kornaxet er
de deilige Fjer,
som løfte dig atter, du Ørn.
Da blikker du ned
paa Frihed og Fred
paa glade og mætte Børn."
Aandig Oplysning er gaaen fremad med Frihedens Straaler.
Mange Skoler ere anlagte; flere lærde og genifulde Mænd have
udbredt Fædrelandets Berømmelse, og, uagtet Almuevæsenet
endnu ikke har nydt en Omsorg, der er dets høie Vigtighed
værdig, har dog Folkets store Masse afgivet mange Repræsen-
tanter paa Storthinget, som med stor Ære have røgtet sit Hverv.
Det eneste, som har gjort Skaar i Folkets stigende Lykke, er
forskjellige Mangler ved Nationalærens Emblemer og Selvstæn-
dighedens Tegn, saasom et Unionsflag, der hovedsagelig bærer
svenske Farver, samt Kongens Uvilje mod den uskyldige Natio-
nalfest, som det feirer den 17de Mai, der er den Dag hvorfra
Norges dyrebare og dyrekjøbte Konstitution og dets Frihed,
Selvstændighed og Lykke skriver sig. Og til evig Amindelse
herom og om de store Foretagender til det gamle Riges Befrielse
og Gjenopreisning i 1814 er det, at Folket nu paa Eidsvoll vil
reise et Minde, herligt og værdigt de store nationale Bedrifter,
det skal forevige.
|
| BLA BAKOVER |