|
| d.IV,b.2,s.395 |
ikke nævne den 13de og 14de af Sverrigs Carler uden som den
2den og 3die. Carl Johan nævnes dog bestandigt som Norges
14de Carl, og det er gaaet med denne Forglemmelsesfeil som
med smaa, men forsømte, Saar, der eddre sig værre og værre
med Tiden.
Efter Frankrigs Betvingelse fik det Monarkforbund til Under-
kuelse af alle Reformbevægelser, som dets Stifter, Keiser Alex-
ander af Rusland, der havde et temporært Snæv af Pietisme,
saa utilbørligen gav Navn af den hellige Alliance, som bekjendt,
sit Tilvær. Carl Johan tiltraadte det, og hans Ministerier have,
især hvad den udenlandske Politik angaaer, aldrig fraveget dets
System. De have derfor været lidet populære. Svenskerne have
troet at spore en Banghed for Rusland, en Eftergivelse for dets
paatrængende Indflydelse, hvorimod deres Nationalfølelse op-
røres. De betragte de hemmelige uhyre Befæstningsarbejder
paa Åland som en Art stedsevarende Blokade af Sveriges egen
Hovedstad. Og den svenske Udenrigsministers, dengang Grev
Engestrøms, skammelige Afgjørelse af den norske saakaldte
Bodøsag mod Protest fra norsk Side lagde liden Kraft for Dagen
til at hævde Rigernes Anseelse mod Anmasselser fra den anden
Kant: fra England. Engelske Smuglere havde i 1818 i Bodø i
de norske Nordlande tilladt sig saa voldsomme Krænkelser af
Kongens Landshøihed, Rigets Love og af Personer, at de -- som
en svensk Forfatter udtrykker sig -- kunde lade En "tro sig
virkeligen henflyttet til Ostindien eller Afrika, og at Hændelserne
have tildraget sig paa en eller anden svag Nabobs eller liden
Negerfyrstes Gebeet, hvor, men ogsaa alene der, den europæiske
Egennytte har troet den i de senere Tider kunde ustraffet til-
lade sig saa voldsom en Fremfærd." Den Fyldestgjørelse Norge
fik igjennem Sveriges Diplomatik var ovenikjøbet at maatte be-
tale 18,000 £ Sterling og at see de Embedsmænd, tiltalte for en
overordentlig Kommission, som havde gjort sit til forat opfylde
sin Pligt. Denne Sag gav Normændenes grundlovmæssige For-
dring paa at deres diplomatiske Anliggender maa bestyres af
norske ansvarlige Embedsmænd Lyd og Mæle. Men hvad Po-
litiken engang har faaet ihænde giver den ikke lettelig Slip paa.
Alt hvad Normændene omsider i 1835 have kunnet opnaae i
dette vigtige Punkt har derfor været den tildeels illusoriske Be-
stemmelse, at et Medlem af det norske Statsraad skal være
|
| d.IV,b.2,s.396 |
nærværende, naar den svenske Udenrigsminister foredrager
norske diplomatiske Sager eller saadanne, som ikke udeluk-
kende angaae Sverrig.
Et Bondeopløb i enkelte af de agershusiske Oplande tillagde
ogsaa Aaret 1818 nogen Mærkværdighed for Norge. Bag de
nærmere Motiver dertil, der laae i de tunge Opoffrelser, som
den tvungne Nationalbanks Oprettelse krævede, troede man
nemlig at opdage en fjernere, ved Machinationer fremkaldt,
Hensigt at omstyrte Konstitutionen. Herom veed man dog al-
deles intet aldeles tilforladeligt og sammenhængende, og de, som
vide det, finde sin Regning ved at tie. Hvad man troede at op-
dage bidrog dog til at udsaae Mistroens Sæd i den endnu neppe
kjølnede Aske efter Krigen. Men den kom ikke i nogen Væxt
før i 1821. Da var allerede efter en Svensk Forfatters Udtryk,
"Unionens meenløse Dage forbi; Stridens og Prøvelsens Dage
begyndte." Kong Carl Johan havde ikke sanktioneret de to
næst foregaaende Storthings Beslutninger om Adelens Afskaf-
felse; og vi antage Rigtigheden af, at Hensyn til fremmede Mag-
ters mulige Mishag kan have havt Indflydelse paa denne An-
skuelse. Idetmindste anvendtes dette Argument forat forhindre
Beslutningens Bliven til Lov ved dens uforandrede Antagelse
paa Storthinget i 1821. Man satte Ordren til at svenske Regi-
menter skulde holde sig marschfærdige inden 24 Timer, en svensk
Hær paa 3000 Mand, der under Storthingstiden indtraf i en Lyst-
leir ved Kristiania med skarpe Patroner og Karduser, og en
svensk Flaades Evolutioner paa Havnen i Forbindelse saavel
med Afgjørelsen af Adelsspørgsmaalet som af den kongelige
Proposition om at Norge, paa Grund af hiin, Kongen af Sverrig
forbindende, Stipulation i Kielertraktaten og Wienerkongressens
Tilsagn om dens Opfyldelse, skulde deeltage i den danske Stats-
gjeld med 3 Millioner Species. Man kjender Udfaldet: Adelen
blev afskaffet, Gjeldens Betaling indrømmet -- Beslutninger, som
ligesaameget erhvervede det norske Storthing Europas Opmærk-
somhed som selve Konstitutionens Tilbliven og dens mærkvær-
dige Forsvar i sin Integritet paa 1824 Aars og de følgende
Storthing imod de 10 kongelige Propositioner, som tilsammen-
tagne vilde i det Væsentligste tilintetgjøre den bestaaende Stats-
forfatning.
Begge Nationers liberale Presse udtalte kun een Mening om
|
| d.IV,b.2,s.397 |
disse Propositioner. De smertede Normændene, og de søgte at
stille sin Smerte med den fromme Tro, at nogle konservative
Hoveder for den svenske Adel vare deres egentlige Ophav. Re-
gjeringen vedblev at være ligesaa uforanderlig i paany at frem-
sætte tvende af dem, nemlig om Veto og Naturalisationsretten,
hvilke den maaskee ansaae for de vigtigste, som Storthingene i
at give dem eenstemmigt Afslag. De fremsattes femte Gang,
da Normændene reiste et Minde for den Borger, Chr. Krohg,
forhen Statsraad, der i 1824 havde forfattet den Kommiteebe-
tænkning desangaaende, hvis Resultater Storthingene stedse
senere have bifaldt. Carl Johan undlod ikke i sin Instrux til
den fjerde svenske Rigsstatholder i Norge, Grev Platen, at be-
mærke med Forundring den parlamentariske Dygtighed og Tak-
tik, som de norske Storthing lagde for Dagen. Hiin Menings-
strid berøvede dog Carl Johan ligesaalidt det norske Folks
Kjærlighed, som hans Ulyst til at indlade sig paa en Reform af
det svenske Folks Stænderforfatning har betaget ham dettes.
Disse Omstændigheder formindskede kun Antallet af en ud-
skejende Enthusiasmes løgnagtige Overdrivelser. Hertil bidrog i
Norge mere end noget andet Kongens dybe Modvilje mod dets
Konstitutionsfest den 17de Mai, der førstegang blev feiret i
Throndhjem 1823. Statholder Platen fik i saa Henseende strenge
Instruxer. Cirkulærer til Embedsmændene og en kgl. Kundgjø-
relse af 7de Mai 1828 overtydede vel om hvor alvorligt Kongen
meente det med sin Uvilje mod Festen; men Overtydningen om,
at Grunden dertil var en Mistydning af dens Tendenz, somom
denne skulde være antiunionel, og at den skrev sig fra Svensker,
der hadede den norske Frihed, og om at den nok vilde rette
sig med Tiden lod disse paafaldende Forholdsregler snarere
virke det modsatte paa Folkets uafhængige Dele. At det endog,
ved Øvrighedens Uklogskab kom til militære Voldsomheder i
Kristiania 17de Mai 1829, og at en overordentlig Kommission
blev nedsat ligesom efter den uskyldige Theaterpiben samme-
steds, 4de Novbr. 1829, havde de samme Følger, nemlig de mod-
satte af de tilsigtede. Fra svensk Side var man særdeles pirre-
lig paa Foreningens gode Navns Vegne. Den kunde ikke blive
nok rost af Normændene for hvad Freden, Friheden, Penge-
væsenets Fastnen, Handelens og Agerbrugets Opkomst i gode
Aaringer efterhaanden maatte medføre. Vi anføre dette i en
|
| d.IV,b.2,s.398 |
Carl Johans Historie for at give den Bemærkning det rette Lys,
at det endnu ikke har lykkets ham at give Foreningen, dette
Værk af Omstændighederne, hvori han har saa stor Deel, det
høje Værd for Normændene, som den vilde have, om deres
Klager over unionelle Krænkelser og over at Sverrig tilstedes i
visse Punkter, navnligen i Unionsflagets Sammensætning og dettes
tvungne Brug, Yttringer af et Supremati, med Lempe vare blevne
afhjulpne.
Carl Johan har viist alle Grene af den indre Bestyrelse, Han-
delen, Industrien og Forholdet til fremmede Magter den nid-
kjæreste Opmærksomhed, med lige Hensyn til begge Rigers Tarv.
Han er deri, som ovenberørt, blevet understøttet af heldige Om-
stændigheder. I Sverrig skriver Udførelsen af den 22 Sømile
lange Göthakanal, som forener Østersøen og Nordsøen med
hinanden, af Trollhätta- og Söderteljekanalen samt Udbedringen
af Hjelmarkanalen sig fra hans Regjeringstid.
Carl Johan ophjalp mangfoldige industrielle Foretagender med
sin store Privatformue, medens man vanskeligt kan gjøre sig
noget Begreb om dens Beskatning af privat Nød. Især i de
første Foreningsaar beholdt Carl Johan neppe meget tilbage af
sin norske Civilliste, og i Sverrig har især den fattige Adel ikke
været for stolt til at trænge sig frem til hans rundhaandede
Hjælp. Hans Formue var ellers bleven forøget ved Salget af
hans Dotation, Fyrstendømmet Pontecorvo i Neapel, og af Øen
Guadeloupe i Vestindien, som Storbrittannien havde frataget
Frankrig og aftraadt til Sverrig for dets Bistand i Krigen. Ved
Freden i 1815 løstes Øen tilbage af Frankrig, og man forstod,
siger Forfatteren af "Sverige i 1809 og 1832," at tyde Stilisa-
tionen i denne Traktat saaledes, at det blev anset for at være
til Kronprindsen personlig at Øen blev overgivet. "Ogsaa blandt
Repræsentanterne, vedbliver han, opløftedes ingen Røst forat
erindre om den simple Sats i Statslæren, at kun Lande kunne
tabe Besiddelser, og at saaledes kun Lande kunne vinde dem,
hvad Udtryk end Traktaterne bruge derom, samt at Konger og
Regenter vel i disse kunne siges at aftræde eller erholde Pro-
vindser, men at saadant kun skeer af dem som daværende Re-
præsentanter for de Stater de styre. Naturligen burde da Kron-
prindsen troe, at Sverige hyldede en Statslære for sig selv siden
man unddrog Stænderne al Kundskab om Ret til at undersøge
|
| d.IV,b.2,s.399 |
de under Krigen erholdte Subsidiemidler. Hans egen ophøiede
Karakteer viste sig dog ogsaa i dette Tilfælde. Kun Halvten af
Løsesummen forbeholdt han sig selv; den øvrige Halvdeel an-
viste han, med virkelig kongelig Ædelmodighed, til Afbetaling
paa Rigets udenlandske Gjæld." Denne blev strax Gjenstanden
for Carl Johans Virksomhed. Kjøbesummen for Pommern blev
ogsaa anvendt dertil, hvor tungt dette Offer af den sidste Be-
siddelse hiinsides Østersøen end faldt for de Svensker, der
ikke engang føle den Vemod tilfredsstillet hvormed de tænkte
paa Sverrigs Storhed i det 17de Aarhundrede, naar de saae
den Obelisk for Gustav Adolf den Store, som Carl Johan har
oprettet i Upsala.
For Forsvarsvæsenet har Carl Johan sørget med stor Nidkjær-
hed. Til den Forsvarsplan, som har ladet ham anlægge ved
Wetteren Centralfæstningen Wanäs eller Carlsborg efter den
franske Carnots Befæstningsplan, et Arbeide, som endnu fort-
drives, har ikke hørt Vedligeholdelsen af alle de norske Grændse-
fæstninger. Ingen endelig Beslutning er endnu fattet om For-
svaret af begge hans Hovedstæder. Derimod er Karlskrona
Havn bleven befæstet, og en Orlogshavn anlagt paa Horten i
Kristianiafjorden, og Søforsvaret er i det Hele i den senere Tid
blevet skjænket mere Opmærksomhed.
Begge Rigers Handel har hævet sig under Carl Johans Forsorg.
I Sverrig ere de nordlandske Elve blevne gjorte flødbare til
Fordeel for Trælasthandelen, som i de nordlige Provindser har
vundet i Betydenhed, endskjøndt den for det meste er i Eng-
lændernes Hænder. Toldintraderne have Aar for Aar hævet sig
i begge Riger. I Norge har dette endog paa sidste Storthing
tilladt de direkte Skatters Ophævelse. Imidlertid er dens Bal-
lance lige tvivlsom i begge Riger. I Sverrig, hvor Carl Johan
har mange private Landeiendomme, har han til Fordeel for
Klædetilvirkningen, sørget for at forbedre Faareracen, ligesom
ogsaa Forædlingen af dets Jern har været en fortrinlig Gjenstand
for hans Omsorg.
I begge Riger har ikke blot egentlige Velgjørenhedsanstalter,
men ogsaa Skolerne i flere Byer Carl Johan personlig meget at
takke. Hans svenske Regjering har mere end den norske i de
senere Aar lagt for Dagen, at den ikke ynder den politiske Op-
lysning, som udspredes af den periodiske Presse. Det antages
|
| d.IV,b.2,s.400 |
i Almindelighed ikke, at Carl Johan altid har været heldig i Valget
af sine vigtigste Ministre. Som det meest lysende Moment i den
nys afdøde Udenrigsminister Wetterstedts politiske Liv fremhæve
Svenskerne den Maade, hvorpaa han forsvarede mod de frem-
mede Diplomater den ubetænksomme Handel, hvorefter Sverrig
afhændede til det, som Stat ikke anerkjendte, Kolumbien endeel
gamle, men armerede og besatte, Orlogsskibe. De Ophævelser,
som gjordes derover, fremkaldte det herlige Træk af Carl Johan,
at han erklærede i sit Statsraad, at han var beredt til at trække
Sværdet paany før han vilde taale at Sverrigs Ære krænkedes
ved Fremmedes overmodige Irettesættelser; og at han omfavnede
sine Statsraader, og erkjendte deres Mening for den bedste for
Sverrigs Velvære, at nemlig Freden ikke maatte brydes for
denne Sag. Da var det, Grev Wetterstedts Duelighed jevnede
alt. Grev Brahe, Kongens første Generaladjutant, er ellers den
svenske Mand, Carl Johan har skjænket størst Indflydelse. Han
er stedse om Kongens Person. Det Fortjenstlige i hans person-
lige Hengivenhed har dog ikke kunnet befrie ham for sine Lands-
mænds Misnøje over den Indflydelse, de troe han udøver paa
Besættelsen af Statens Embeder, hvortil Adelen ofte gives for-
trinsviis Adgang. Normændene have med samme Følelser be-
mærket, at Levningerne af deres Adel ere kaldede til at omgive
Thronen og at repræsentere dem i Udlandet, uden at de kunne
siges at have kastet nogen Glands paa deres Stilling.
De svenske Rigsdage have meest havt økonomiske Spørgs-
maale at afgjøre; og de kongelige Propositioner have kun mødt
Hindringer af enkelte udmærkede Talenter, som især have tilhørt
Adel- og Bondestanden. Det har da stundom hændt, at Regje-
ringen er bleven karakteriseret med stærkere Udbrud af mis-
fornøiet Patriotisme, end Verden skulde holde for rimelige under
et saadant Talents Styrelse som Carl Johan. Oppositionen i det
norske Storthing har været mindre sparsom paa Roes. Regje-
ringens Aand og System har fra den Side ikke havt alvorlige
Misbilligelser at døje før Storthingets pludselige Opløsning i Juli
1836. Rigsretten fordømte denne Handling idet den straffældte
Statsministeren, som ikke havde protesteret derimod. Norge har
Carl Johan ikke kunnet besøge saa ofte, som Grundloven fore-
skriver. Den sidste Gang skede det i 1835, da han tillige besaae
og gav sit Navn til den nye Vei imellem Throndhjemsstift og
|
| d.IV,b.2,s.401 |
Jæmtland -- et af de stolteste Mindesmærker fra Carl Johans
Regjering. Han besøgte ved samme Leilighed endeel af Sverrigs
nordlige Provindser, som skylde ham saameget fra Misvæxtaarene
i 1826, 1831, 32 og 33, og i dette Aars Høst har han fuldendt
sin Eriksgate ved at gjennemreise de sydlige og midterste Dele
af Landet.
Mellem de her saa adspredte Træk af Carl Johans Karakteri-
stik bør heller ikke, for det Lys det kaster over hans Hjerte,
forglemmes den Menneskekjærlighed, han lægger for Dagen i sin
Brug af Benaadningsretten. Den er ved et enkelt Tilfælde an-
vendt mod et Par svenske Adelsmænd, der landsforvistes fordi
de skulde være gaaet videre i sin Interesse for det forrige Dy-
nasti, end den Ængstlighed tillod, hvormed der vaages over det
nærværendes Sikkerhed.
Men enhver Svensk og Normand garanterer denne med sin
Hengivenhed for Carl Johans Person og hans elskværdige og
opblomstrende Familie. Forhen i disse Blade er et Øjeblik frem-
hævet som det lykkeligste i hans Liv; men det Øjeblik stod os
da ikke for Øjne, da Carl Johan jublende favnede sin første
Sønnesøn, sit udtrykte Billede. Hans Søn Oscar havde nemlig
i 1823 givtet sig med den herlige Eugen Beauharnais's elskelige
Datter, Prindsesse af Leuchtenberg Josefine Maximiliane Eugenie
Napoleone, fød 14. Marts 1807; og hun fødte ham i 1826 Carl
Ludvig Eugen, udnævnt til Hertug af Skaane, i 1827 Franz Gu-
staf Oscar, Hertug af Upland, i 1829 Oscar Frederik, Hertug af
Østergothland, i 1830 Charlotte Eugenie Augusta og i 1831 Ni-
colai August, Hertug af Dalarne. Denne Velsignelse har gjort
Carl Johans huuslige Lykke fuldkommen. Europa opviser ingen
kongelig Familie, der nyder et lykkeligere og værdigere Samliv
end denne om den aands- og legems-karske 73aarige Svea- og
Normanna-Konning, der endnu har en Ynglings Livlighed i Ge-
myttet og Manddommens Holdning og hele Udvortes.
|
| BLA BAKOVER |