|
| d.IV,b.2,s.264 |
16 Rigsraader 20de Juli i Calmar havde sluttet en Forening
imellem dem paa Betingelse af fælleds Konge og hvert Riges
Selvstændigheds, Bibehold af eget Rigsraad, Love og Deeltagelse
i Kongevalg, og med Forpligtelse at vedligeholde indvortes Fred
og at hjælpe hinanden i Krig med andre Magter.
Med alt sit kjæmpemæssige Udvortes var Unionsstaten svag.
Den formaaede hverken at tugte Victualiebrødrene eller de tydske
Hansestæder, der gav dem Tilhold. De holsteenske Grever trod-
sede i en langvarig Feide dens overlegne Stridskræfter. En falsk
Prinds Olaf foruroligede ogsaa Margrethe indtil hun fik ham
brændt. Misfornøielsen ulmede i Norge og Sverige, fordi hun
overtraadte Unionsvilkaarerne. Dog var alt tilsyneladende roligt
da hun døde 1412.
Kong Erik den 3die, den Pomeraner (1412 -- 1442).
Victualiebrødrene hærjede atter Bergen, ligesom Russerne Nord-
landene. Engellænder og Hanseforbund kivedes blodig om Han-
delen paa Norge og fornærmede dette ligemeget. I Norge fik
Erik sin Fætter Bugislav erkjendt som Thronfølger; men i Dan-
mark vilde ikke dette gaae; og i Sverige var Alt i fuldt Oprør
under Engelbrecht Engelbrechtsøn. Efter denne Helts Drab kom
det til et Forlig i Calmar 1436, hvorved Unionen oprettedes igjen.
Kongen skulde opholde sig 3 Maaneder i hvert Rige. I Halmstad
i Halland skulde 40 fra hvert Rige vælge Kongen. Fra Norge
skulde saaledes møde Erkebispen, Bergens Biskop, Domprovsten
i Oslo, der var Rigscanzler, Marsken, Drosten, 12 Riddere af
Viken, 6 Lagmænd, 1 Raadsherre fra Throndhjem, Oslo, Bergen
og Tønsberg, samt 10 Odelsbønder. Erik var ligesaa ussel i sit
Privatliv som hvor han skulde være Konge. Sin ædle Dronning,
den engelske Filippa, mishandlede han. Den 26aarige Krig med
Holsteen endtes med Skam. Imidlertid holdt Norge, som kjendte
mindst til hans Daarskaber, meest ved ham. Geistligheden raa-
dede her og lod Adelen raade saameget med som egen Fordeel
tillod. Endelig forlod Kongen Regjeringen og begav sig til Goth-
land. Al Huldhed opsagdes ham af Danmarks og Sveriges Raad,
som nu selv tog Regjeringen. Det norske derimod vedblev at
føre den i Kongens Navn fra 1437 -- 1442, og til lidet Nøie for
Folket, som hist og her gjorde Opstand mod de Privilegeredes
|
| d.IV,b.2,s.265 |
Undertrykkelser. Allerede 1440 havde det danske Rigsraad og
siden det svenske valgt Eriks Søstersøn Grev Christoffer af
Bayern; men først to Aar senere gav det norske efter, hvorpaa
Christoffer i Oslo hyldedes. Under den uduelige Erik havde
Kongen af Skotland erklæret Sudurøerne sig hjemfaldne, da Af-
giften i lang Tid ei var bleven erlagt. Dog tog han dem som
Lehn af den norske Krone. Ørkenøerne og Hjaltlandsøerne igjen-
gaves ogsaa en skotsk Greve af St. Clara, hvorved deres Besid-
delse for Fremtiden langtfra blev vissere.
Christoffer den 1ste, den Bayrer (1442 -- 1448).
Unionens Ulykker vedbleve. Danmarks Forrang, Udlændingers
Indstrømmen, Englændernes og Hansestædernes Kiv om Hande-
len, Landets egen Handels Passivitet, vare Grunde nok til almin-
delige Klager. Europæerne behandle ikke Vilde mere vilkaarligt
og hensigtsløst end Hansen foer frem i Norge. De Tydske vo-
vede endog at dræbe Befalingsmanden i Bergen. De kongelige
Anordninger vare uden Kraft, og Landet et Bytte for rovlystne
Udlændinger ikke mindre end for egen Adel og Geistlighed.
En Rigsraadsregjering indtraadte ved Kongens Død 1448, da
Svenskerne valgte sig en Konge i Carl 8de Knutssøn Bonde, og
Danskerne Grev Christian af Oldenborg, paa Qvindesiden en
Ætling af Hakon 8de. Det lykkedes dog omsider Disse, at vinde
for sig Drosten Sigurd Johnssøn, selv en Ætling af Hakon Johns-
søn og saaledes af Kongehuset; og med ham erklærede de syd-
lige Provindser sig for det danske Valg. Den større Deel af
Landet derimod fulgte Erkebispen Aslak Bolt, der emnede sin
Frænde den svenske Kong Carl Knutssøn Kronen.
Kong Carl 1ste Knutssøn og Christian 1ste af Oldenburg.
Medkonger (1449 -- 1450).
Christian ilede med at give en meget lovende Haandfæstning,
og var i Viken udraabt til Konge; men dette Valg havde lidet
at betyde, da Carl Knutssøn i Bahuus, Hammer og Throndhjem
var bleven valgt og kronet i sidste Stad. Han maatte dog give
tabt, da hans Gesandter paa Mæglingsmødet i Halmstad tillode
|
| d.IV,b.2,s.266 |
sig paa Grund af hans usikkre Stilling i Sverige at fraskrive ham
Norge. Han indstevnede vel dette Forlig for Paven og vedblev
at føre Titel som norsk Konge; men hans Fravær i Sverige og
Erkebisp Aslaks Død gave det danske Parti vundet Spil. Chri-
stian krontes i Throndhjem 29de Juli, St. Olafsdag, 1450.
Kong Christian 1ste (1450 -- 1481).
Hans første Regjeringshandling var at istandbringe paa en
Herredag i Bergen en nøiere Forening med Danmark. Carl
Knutssøns Sag forfegtedes imidlertid af hans Feldtherre Thord
Bonde, som bemægtigede sig endeel Grændseprovindser. 1453
stod Carl atter seierrig i Norge, og Thord Bonde slog den norske
Hær, som havde gjort Indfald i Sverige. Bedre gik det efter
denne tappre Mands Drab, og da Upsalabispen fordrev Carl
fra Sverige, lykkedes det Christian at faae dette Rige under
Foreningen 1457. Dette varede dog kun til 1463, da det svenske
Folks Opstand atter hævede Carl Knutssøn paa Thronen. Chri-
stian holdt ingen af Foreningens Vilkaar. Raadet nedkaldtes til
Danmark. Myntet blev der ei i Landet. Danske indsattes i
Lehnene. Riget besøgte Kongen ikke, undtagen i 1453, da Mis-
nøiet blev for stærkt i Anledning af hans voldsomme Indsættelse
af en Erkebisp i Throndhjem. Han maatte der love, at afhjælpe
"den store Uskik og det onde Regimente." Det var imidlertid
saa langt fra, at Christian opfyldte disse Løfter, at han endog,
uden det norske Raads Samtykke, pantsatte Ørkenøerne og
Hjaltlands- eller Shetlandsøerne til Skotland for sin Datters Med-
givt. De indløstes aldrig siden, uagtet det norske Raad ikke
undlod at paaminde derom i de følgende Kongers Haandfæst-
ninger. Paa Island begik Engelænderne Voldsomheder, og i Ber-
gen dræbte Hansens Folk, eller de "Contoirske" Lehnshøvdingen,
Bispen og 60 Personer 1455. Det Eneste, som gjør Christians
svage og troløse Regjering nyttig, er Oprettelsen af et fælleds
Universitet i Kjøbenhavn 1478.
Rigsraadsregjering (1481 -- 1483).
Ifølge sin Valgfrihed forkastede Nordmændene Christians ældste
Søn Johannes eller Hans, endskjønt Faderen havde været saa
listig forud at lade ham hylde. Ved Unionskongevalget mødte
|
| d.IV,b.2,s.267 |
Ingen fra Norge, som tvertimod i Oslo 1ste Feb. 1482 havde slut-
tet Forbund med Sverige til gjensidigt Forsvar. Men Erkebisp
Gaute, som havde staaet for alt dette, og som var den i Sverig
raadende Steen Stures Frænde, forandrede pludselig sin politiske
Farve, og bevirkede, at Valgmænd afsendtes til Halmstad i Ja-
nuar 1483, hvor da Hans valgtes og krontes i Throndhjem mod
svære Indrømmelser.
Kong Johannes den 1ste (1483 -- 1513).
I 1497 erholdt han ogsaa den svenske Throne, saa Unionen
var gjenoprettet i sin Heelhed. Uheldigere var han mod det lille
holsteenske Folk Ditmarskerne, der ganske ødelagde hans Hær.
Dette var Signalet for Normændene og de Svenske til at gjøre
Oprør, saasom Unionens gamle Uleiligheder viste sig. Sverig
opgav Kongen ganske, men i Norge forsøgtes Underhandlinger
med Rigsraaden den mægtige Knut Alfsøn, Afætling af de gamle
Konger. Under disse snigmyrdedes denne Fædrelandets For-
svarer af de danske Gesandter. Denne Niddingsdaad udbredte
kun Opstanden videre under Herluf Hyttefad, saa Kongen tilsidst
maatte sende sin Søn Christian til Norge med en Hær. Han
kuede Opstanden ved at lade Bøddeløxen rase mellem den nor-
ske Adel, som aldrig siden forvandt Blodtabet. Mere end dette
bidrog dog dens Udarmelse ved Confiscationerne og fremmed
Adels senere Indtrængen til at lade den forsvinde mere og mere
mellem Almuen. Ved dette Besøg i Norge traf Christian i Bergen
paa Kræmmersken Sigbrits skjønne Datter Dyveke, som blev
hans Bislopperske, hvorved hendes Moder fik en skadelig Ind-
flydelse. En Opstand paa Hedemarken, hvori Bisp Carl af Ham-
mer havde Deel, dæmpedes; og nu fik den høie Geistlighed lige-
saa tungt lære at kjende den unge Despot som Adelen.
Kong Christian (Christjern) 2den (1513 -- 1523).
Dog maatte Christian give en streng Haandfæstning før han
fik Kroningen i Oslo. Men da denne var vel over, tog han
Hevn over Geistlige og Adel, saa at de, der vare glemte forrige
Gang, maatte nu deran. Christians Fortjenester som Lovgiver
ere unegtelige. Han satte en Grændse for den Skik, at skjænke
|
| d.IV,b.2,s.268 |
Kirker og Klostre sit Gods, ligesom og for Geistlighedens Over-
daad. Handels- og Haandværkslove gaves og en Skoleforordning,
som fordrede mere Oplysning baade af de Geistlige og dem, de
skulde lære. De norske Bisper maatte 1520 sende Christian en
Hjælpehær mod Sverig, som han, under Paaskud af at exeqvere
Pavens Banlysning, der rammede det paa den forrædiske Erke-
bisp Gustaf Trolles, Steen Stures Fiendes Foranstaltning, under-
lagde sig 1520. Under sin Kroning der anrettede han det be-
kjendte Stockholmske Blodbad 4 Novbr. 1520, hvor nær 100 af
de fornemste Adelige maatte række Hals. Dermed var ikke
Forfølgelsen af det stureske Parti forbi; men inden den fik ud-
raset, reiste Dalkarlene sig under Gustaf Wasa; Sverig befriedes,
og kom ei siden under Calmarunionens Aag. En svensk Hær
bemægtigede sig Bahuuslehn. Alt var i Forvirring, da den danske
Adel, af Forbittrelse og Frygt over den svenskes og norskes
Skjebne, afsatte Christian, som ilsomt begav sig til sin Svoger
Keiseren for at søge Hjælp 1523. De danske Stænder valgte
vilkaarligen for begge Riger Farbroderen Frederik af Holsteen.
I Norge erkjendte ikke Rigsraadet denne Følge af Omvæltningen,
men den kløgtige Vincenz Lunge og Nils Lykke, der ilsomt did-
sendtes med stor Myndighed, bragte det endelig til at vedtage
det danske Valg mod en streng Haandfæstning, der skulde sikkre
Selvstændigheden.
Kong Frederik 1ste (1523 -- 1533).
Denne Oldenborger var troløs som de andre. Haandfæstningen
blev ingenlunde holdt. Han sendte endog sin Søn Christian til
Norge for at hyldes, imod den betingede Valgfrihed; men den
myndige Erkebisp Olaf Engebrechtsen fik gjort Reisen forgjæves.
Den Deel af Bahuuslehn, Viken, som Svenskerne holdt besat,
fik de beholde, forat Danmark kunde beholde Øen Gulland.
Disse Omstændigheder, tilligemed den, at den lutherske Refor-
mation begyndte at gjøre sig gjældende under Kongens og Prinds
Christians Beskyttelse, og at Christian den 2dens trofaste Ven
og Agent den fordrevne Erkebisp Trolle arbeidede i Norge for
sin Herre, lod et stort Parti understøtte Christian den 2den da
han i 1531 ankom til Oslo med en Hær. Rigsraadet opsagde
Frederik Huldskaben paa Grund af en Mængde vægtige Klage-
|
| d.IV,b.2,s.269 |
maal, og Stænderne hyldede ham. Christian kunde dog ikke
indtage Agershuus Slot, hvor Dansken Mogens Gyldenstjerne
holdt sig til Broderen Knut ankom med friske Tropper. Paa
givet Leide afgik Christian til Danmark paa Gyldenstjernes Flaade
forat underhandle, men ved Ankomsten sattes han i strengt Fan-
genskab til sin Død 25 Aar derefter. En svær Skat paalagdes
Norge som Straf, og Bisperne maatte bøde flere 1000de Lod
Sølv hver.
Mellemregjering (1533 -- 1536).
Efter Frederiks Død 1533 indtraadte en Tid, fuld af styrløs
Forvirring baade i Danmark og Norge. I Danmark havde den
lutherske Prinds Christian ligesaameget Geistligheden imod sig
som i Norge, hvor man meest almindelig vilde have Christian den
2den igjen. Vincenz Lunge og Nils Lykke bragte dog de søn-
denfjeldske Raader til at hylde Christian; men da de begave sig
til Erkebispen for at faae dette Catholicismens og den norske
Patriotismes Hoved bøiet, lod Denne dem dræbe, og Opstanden
mod Danskevældet bryde ud i fulde Flammer. Den standsede
imidlertid ved Christians Sejer i Danmark, og ved den Haard-
nakkenhed, hvormed Fæstningernes fremmede Besætning for-
svarede sig. Olaf holdt det da for bedst at frelse sig til Belgien,
hvor denne, den norske Selvstændigheds sidste Forsvarer, døde
Aaret efter.
NORGE BERØVET SELVSTÆNDIGHEDEN (1536 -- 1814).
en Herredag i Kjøbenhavn 1536 at erklære Norges Selvstændig-
hed forbrudt, idet det underlagdes Danmark som Lydrige. De
Nordmænd, som taalte denne Fornærmelse, fortjente den dog
ogsaa. Samme Rigsdag paabød ogsaa den lutherske Reforma-
tions Indførelse. Alle Bisperne, undtagen Hans Reff i Oslo og
Geble Pedersen i Bergen, fængsledes og afsattes. Klostrene op-
|
| d.IV,b.2,s.270 |
hævedes. Betlermunkene fordreves. Dette var nu vel nok; men
ilde var det, at Danskernes Rovbegjær efter kirkelige Kostbar-
heder brugte Reformationen som Paaskud for frit at rase. Paa
Island kostede den Bisp John Arnesøns Hoved, som med Vaa-
benhaand fristede at forsvare Pavedommen. Christian var aldrig
i det Norge, han saa skammeligen mishandlede; men 1549 fik
det hans Kjærlighed at føle, da en ny Skat udpintes, som det
hedte, til de skotske Øers Gjenløsning, men egentlig for at bøde
paa den danske Skatkasses altid maadelige Forfatning. Landets
videre Udarmelse overlod han ved sin Død til Sønnen
Kong Frederik 2den (1559 -- 1588).
Norge leed under denne Konge særdeles i den syvaarige Krig
med Erik 14de i Sverig angaaende Brugen af de 3 Kroner i
Rigsvaabenet. Herjedalen, Jæmtland og Throndelagen besattes
af Svenskerne, der ogsaa ødelagde baade Hammer, Oslo og
Sarpsborg, saa ingen af disse Byer reiste sig mere. Ved Freden
i Stettin 1570 beholdt Sverig de 3 Kroner og Norge fik de tabte
Provindser igjen. De danske Befalingsmænds Tyranni gik ingen-
sinde saavidt som under denne Konges Regjering. Det voldte
hist og her Opstand og Klageskrivter, som dog oftest kun havde
deres Ophavsmænds Død for Bøddeløxen tilfølge.
Kong Christian 4de (1588 -- 1648).
I Kongens Mindreaarighed stod det danske Rigsraad for Re-
gjeringen. Norge havde sin Statholder og Canzler. Stænderne
hyldede ham i Oslo 1591, og 1596 krontes han i Kjøbenhavn.
Christian den 4de er den Eneste af Oldenborgerne, som Norge
ikke kan klage over. Herredage med faste Medlemmer anord-
nedes i Oslo og Bergen, hvortil indankedes fra Lagthingene.
En forbedret Udgave af Lovene besørgedes ved Hans Basse og
Anders Green, Nordmænd, som Christian havde beklædt med
Canzlerværdigheden. Den norske Sjømand Jens Munk udsendtes
for at finde Grønlands Østerbygd; men bragte kun Efterretnin-
ger, der bekræftede Coloniens Forgaaen. En Kirkelov udgaves
paa en Herredag i Stavanger, Bispesædet flyttedes ellers derfra
|
| d.IV,b.2,s.271 |
til Christiansand, anlagt 1641 ligesom Christiania var anlagt 1624
istedetfor Oslo. Flekkerø Fæstning skulde holde Sjørøvere i Ave,
som ofte besøgte de nordlige Farvande. Kongsbergs Sølvminer
opdagedes 1623 og Røraas's Kobberminer 1640. Paa begge Ste-
der anlagdes Bjergstæder. 60 Gange skal Christian have besøgt
Norge; engang endog ligetil dets nordligste Grændser. Ved disse
Leiligheder saaes endog retløse Embedsmænd strengt paa Fin-
grene. I en Krig med Sverig, som førtes fra 1611 -- 1613, foran-
lediget nærmest af dets Konge Carl den 9des Krav paa de norske
Lapmarker, indlagde Guldbrandsdølerne sig stor Roes ved at
ødelægge et skotsk Hjælpecorps under Oberst Sinclar i Bjerg-
passet Kringlen. Derimod lykkedes det et andet skotsk Hjælpe-
corps under Munikkaven at gennemhærje en Deel af det Thrond-
hjemske og erobre Jæmtland og Herjedalen. Disse Provindser
erholdtes dog tilbage i Freden til Sjørød 1613, hvor ogsaa Lap-
markernes Grændser bestemtes til Norges Fordeel. Jæmtland
og Herjedalen gik dog atter tabt i Brømsebro-Freden 1645 efter
den korte, men for Christian uheldige Krig, som den svenske
Feldtherre Thorstenson paaførte ham ved pludselig at falde ind
i Danmark. Hannibal Sehested, en Statholder i Norge, som søgte
at gjøre dettes Stilling meget mere uafhængig, gjengjældte vel
dette med et Indfald i Sverig; men da det udrettede lidet, ind-
skrænkede han sig til at forsvare Landet, hvortil Almuerne op-
bødes, og hvorved den ullensagerske Præst Kjeld Stub gjorde
en god Tjeneste. Christian døde 1648 efter at have formørket
Glandsen af sine Fortjenester af Norge ved at fraskrive dets
Gjenløsningsret til Øerne under Skotland i Anledning af den
skotske Konges Giftermaal med hans Søster.
Kong Frederik 3die (1648 -- 1679).
Hyldedes i Christiania 1648. Meer end nogensinde trængte
den danske Adel ind i de norske Lehn og Godser. Med Blod
og Provindser maatte Norge ogsaa betale den danske Regjerings
Daarskaber. Denne troede ved et lumskt Overfald at aftvinge
Sverig hvad det havde afvundet Danmark ved Freden til Brøm-
sebro. Dets Konge Carl 10de Gustaf var nemlig beskjæftiget
med en Krig i Polen. Men hurtig vendte han sig mod Danmark
og erobrede næsten hele Landet paa nær Kjøbenhavn. Ved Fre-
|
| d.IV,b.2,s.272 |
den til Roeskilde 1658 tabte Norge Throndhjems Stift og Bahuus,
uagtet Nordmændene for sit Vedkommende baade havde indtaget
Jæmtland under Jørgen Bjelke, og under Iver Krabbe slaaet
Svenskerne ved Hjertum og Udevalla. Under denne Krig, lige-
som ogsaa oftere, forsøgtes fra svensk Side at opirre Nordmæn-
dene mod den ulykkelige og vanærende Forbindelse med Dan-
mark ved at udbrede Fremstillinger af alle dennes Ulykker; men
forgjeves, da nemlig de idelige Feider havde opglødet et Natio-
nalhad mod Sverig. Da Carl 10de brød Freden samme Aar,
den var sluttet, opblussede atter Krigen i Norge. Throndhjem-
merne forjoge Svenskerne. Bahuus besattes af Jørgen Bjelke.
Den svenske General Stage sloges bort fra den lille By Halden
af Borgerne selv, hvorimellem Peder Olsen Normand udmær-
kede sig. Det Samme skede Aaret efter, og i 1660 maatte Sven-
skerne, efter 6 Ugers Beleiring, forlade den lille Byes Ruiner,
som nu paa en Maade skulde adles med Navn af Fredrikshald
og Anlægget af Fæstningen Fredrikssteen. Efter en uheldig Storm
paa Kjøbenhavn sluttedes en Fred i denne By, hvori Carl Gustaf
dog beholdt de danske Provindser østen Sundet og Bahuuslehn.
Efter Arv-Enevældets Indførelse (1661 -- 1814).
I Danmark havde Adelens Særrettigheder og Undertrykkelser
længe forberedt en almeen Elendighed, som var større end den,
der fulgte af Krigen. Kongen fik da de i Kjøbenhavn sammen-
kaldte Stænder til at overdrage sig det arvelige Enevælde, hvor-
ved dog kun Kongen, ikke Folket, befriedes. Ved en Act af
7de Aug. 1661 gjordes denne Omvæltning gjældende for Norge
og siden for dets Bilande. Kongen sattes i Spidsen for Dommer-
magten, og en Højesteret anordnedes i Kjøbenhavn, under hvem
en Overhofret i Christiania, istedetfor Herredagene, blev lagt.
En Kongelov bestemte Arvefølgen og Kongens Magt d. e. ved
at ophæve al Grændse derfor. Et Postvæsen indførtes i Norge,
ligesom og, til Grund for Skattevæsenet, en Matricul eller Grund-
skyld. Den norske Sjøhelt Cort Adeler anlagde en Skjærgaards-
flaade i Bergen, siden Englænderne i 1665 havde fordristet sig
til at angribe en hollandsk Handelsflaade i denne Havn, som
Borgerne dog tappert forsvarede.
|
| d.IV,b.2,s.273 |
Kong Christian 5te (1670 -- 1699).
Denne Konge væltede sig atter ind paa Sverig i en Krig fra
1675 -- 79. Den danske-norske Flaade var sejerrig; men den
danske Hær leed flere Nederlag. Den norske derimod indlagde
sig megen Ære under Statholder Gyldenløve. Bahuus og Jæmt-
land tages tilbage. Marstrand erobredes. Ved Streiftog hevne-
des Røraas's Ødelæggelse.
Norske Lov udgaves 1687. Storcanzler Griffenfeld havde stor
Deel i den. Denne Mand, som havde opsvunget sig fra ringe
Stand til det høieste Statsembede og til Greve af Jarlsberg,
styrtedes siden og hensattes i Munkholms Statsfængsel til kort
før sin Død. Foruden Jarlsberg oprettedes ogsaa Laurvigs Grev-
skab og Baroniet Rosendal. Handelen paa de norske Bilande
overdroges et Selskab i Kjøbenhavn. I Bergvæsenet og Kirke-
væsenet betegne nogle Forbedringer denne Tid.
Kong Frederik 4de (1699 -- 1730).
Væltede sig ligeledes ind paa Sverig, saasom Tabet af Skaane,
Halland og Bleking ikke var let at glemme. Den unge Carl den
12te tvang dog snart Frederik til at være rolig. Men da denne
Helts Lykke vendte sig i Rusland, greb Frederik atter Leiligheden.
Danskerne lede atter Nederlag af Steenbocks svenske Bønder;
hvorimod Nordmændene forsvarede sin gamle Krigerhæder, da
Carl vendte sig imod dem, for i Norge at søge Erstatning for
de Provindser, Sverig havde tabt. Oberst Kruse forsvarede sin
Grændsepost paa det heltemodigste, men Carl trængte frem til
Agershuus. Paa Ringeriget ødelagdes et svensk Streifkorps, da
Præstekonen Anna Colbjørnsdatter Ramus snildeligen bragte det
i de norske Dragoners Vold. Ved Moss leed Fienden ligeledes
Tab; men størst dog ved Fredrikshald, hvor Borgerne fordrev
dem ved selv at afbrænde Byen. Et nyt Angreb var besluttet,
da den norske Sjøhelt Peder Wessel Tordenskjold ved at øde-
lægge den svenske Tilførselsflaade i Dynkilen tvang Carl til at
opgive ethvert Angreb for det første. Høsten 1718 stod han
imidlertid atter for Frederikssteen med 20,000 Mand, mens 10,000
under Armfelt gik imod Throndhjem. Carls Fald bragte den syd-
|
| d.IV,b.2,s.274 |
lige Hær til at retirere, og næsten Halvten af den armfeltske
omkom ved Juletider i Snefog paa Tydalsfjeldene. Jæmtland og
Bahuus besattes atter. Tordenskjold tog Marstrand og Fæstningen
Carlsteen. Uagtet alle disse Seire, vandt dog Norge Intet ved
Freden. Islænderen Thormodus Torfesen, Forfatter af en Norges
Historie, og Præsten Hans Egede fra Nordland, bekjendt af sin
apostoliske Nidkjerhed forat christne Grønlænderne, levede paa
denne Tid.
Kong Christian 6te (1730 -- 1746).
Udsugede begge Riger for at tilfredsstille sin Byggelyst og
Pragtsyge. Confirmationen indførtes 1736. I Norge stiftedes 1739
et Selskab "det sorte Compagnie" forat benytte Landets Natur-
producter og ophjælpe Fabrikvæsenet. Danske Handelscompag-
nier besad Enehandelen paa Finmarken og de norske Bilande.
Under denne skinhellige Konge levede Sværmeren Erik Pontop-
pidan sin indtil disse Tider skadelige Virksomhed.
Kong Frederik 5te (1746 -- 1766).
Var af en langt elskværdigere Charakteer, men ikke mindre
ødsel end Faderen. I Norge, som altid maatte hjælpe sig selv,
grundedes det kgl. norske Videnskabers Selskab i Trondhjem
1760 af Biskop Gunnerus og Historikerne Schøning og Suhm.
Et Seminarium anlagdes i Bergen. Nordmanden Holbergs Geni
kastede sin Glands over den største Halvdeel af Frederik den
5tes Regjeringstid. En Bergskole oprettedes paa Kongsberg.
Den staaende Hær forøgedes utilbørlig. Dette og en Extraskat
bevirkede en Opstand i Bergen, da 4000 Bønder bemægtigede
sig Byen.
Kong Christian den 7de (1766 -- 1808).
Den lange Fred fortsattes Aarhundredet ud, paanær nogle
vidtløftige Rustninger 1773 i Holsteen til en Krig med Rusland,
som dog bilagdes, og et kort Felttog ind i Bahuus mod Sverig
under Prinds Carl af Hessen 1788. Efter en heldig Fegtning ved
|
| d.IV,b.2,s.275 |
Qvistrum trak Hæren sig, ifølge en Fredsslutning, tilbage. I den
første Deel af Christians Regjeringstid havde Grev Struensee,
forhen Kongens Livlæge, stor Indflydelse. Han indførte Trykke-
friheden, og var beskjæftiget med indgribende Forbedringsplaner,
da Enkedronningen den onde Juliane Marie og Arveprindsens
Parti styrtede ham, og fik ham henrettet 1772. Under Guldbergs
paafølgende Ministerium indførtes Indfødsretten, hvorefter kun
Danske og Norske skulde have Ret til Embeder. Under Bern-
storffs Ministerium sørgedes meget for Handel og almeen Vel-
stand, især ved at vedligeholde Freden under den almindelige
Krig, som den franske Revolution afstedkom. En Følge af denne
var en Iver for religiøs og politisk Oplysning, som siden den Tid
snarere er gaaen tilbage end frem. Af Nordmænd vandt Tullin,
Wessel, Pram, Storm, Rein og Zetliz sig Navne som Digtere. De
finmarkske Handelssteder fik noget udvidede Privilegier; men i
Island, som led meget ved Udbrud af de ildsprudende Bjerge,
Hungersnød og Sot, ophævedes Althinget 1800. Og under Nord-
manden, den talentfulde, men ufrisindede Christian Colbjørnsens
Indflydelse, indførtes Pressetvangen igjen 1799. En Krig med
England, som endtes med at Englænderne ødelagde Flaaden paa
Kjøbenhavns Rhed 1801, blussede igjen op, og havde til Følge,
at Kjøbenhavn bombarderedes 1807, hvorefter Rigernes Flaade
bortførtes, og at den norske Handel gik tilgrunde. Dette Offer
for dansk Politik, den vaagnende Almeenaand, som i Landhuus-
holdningsselskaberne meddelte sig, den afskaarne Forbindelse
med Danmark, hvorved en temporær egen Regjering med den
brave Prinds Christian August i Spidsen, vakte hos flere Nord-
mænd Tanken om Adskillelse fra Danmark paa de Tider, da den
formedelst sine Udsvævelser sindssvage Christian den 7de ved
sin Død levnede Thronen til den midlertidige Regent.
Kong Frederik den 6te (1808 -- 1814).
Til Krigen med England kom nu en med Sverig, hvori den
norske Hær under Prinds Christian August indlagde sig Ære.
Den endtes 1809 ved Freden til Jønkøping, efterat den Hær,
som stod mod Norge, havde afsat Gustav den 4de og Carl den
13de var bleven Konge. Han berøvede Norge Christian August,
da denne valgtes til Thronfølger i Sverig under Navn af Carl
|
| d.IV,b.2,s.276 |
August. Men kortefter bedrøvedes hans Venner i Norge endnu
mere ved Efterretningen om hans mistænkelige Død. 1809 stif-
tedes Selskabet for Norges Vel, hvori de norske Patrioter fik
et Foreningsbaand; og 1811 gav endelig Frederik den 6te efter
for Nordmændenes ofte og alvorligt yttrede Ønske om at erholde
et eget Universitet. Dog var Tilstanden i Norge skrækkelig især
efter Hungersaaret 1812. Korntilførselen var afskaaren, Hande-
len standset, Pengevæsenet ødelagt ved Reductioner. Alligevel
var Patriotismen stærk nok til at gribe til Modværge og sværge
Landets Selvstændighed, da den svenske Kronprinds Carl Johan,
efterat Rusland og England havde tilsikkret Sverig Norge, ved
at bryde ind i Holsteen, aftvang Frederik den 6te Besiddelsen
af dette Rige ved Kielertractaten af 14de Januar 1814.
FJERDE TIDSRUM
NORGES GJENOPREISNINGS TID
BEFRIELSESAARET 1814.
Med Harme og den Beslutning at modsætte sig de store Magter
læste Nordmændene Opsigelsesbrevet, og at den danske Konge
med et Pennestrøg havde tillagt sig de norske Bilande. Den
danske Thronarving Christian Frederik befandt sig i Landet og
holdt gode Miner med Patriotismen. Desifølge sammenkaldte han
en Rigsforsamling efterat en almindelig Bededag var holdt for
Fædrenelandets Frelse. 10de April 1814 mødte 112 Nordmænd
af alle Klasser paa Eidsvolds Værk, hvor den 17de Mai en
Grundlov var færdig, der erklærer Norge for et frit, selvstæn-
digt, udeleligt og uafhændeligt Rige, indrømmer Trykkefrihed og
uafhængige Domstole, Lovgivnings- og Beskatningsret, der hvert
3die Aar skulde øves af Folket i et Storthing. Samme Dag
valgtes ogsaa Christian Frederik til Norges Konge.
Kong Christian 8de Frederik.
Hverken Kongens egen Beskaffenhed eller Feldttogets forvir-
rede Operationer kunde sikkre ham Thronen. Seiren ved Lier
bødede kun lidet paa enkelte Commanderendes slette Opførsel
|
| d.IV,b.2,s.277 |
sydpaa, hvor baade den svenske Konge og Kronprinds trængte
paa. Efter en Convention i Moss 14de Aug. 1814 nedlagde Kon-
gen sin Magt i Folkets Hænder, og Statsraadet styrede indtil et
overordentligt Storthing kom sammen, forat underhandle med de
svenske Befuldmægtige om Betingelser for en Fred, bygget paa
Grundlovens Grundsætninger.
NORGE MED FRI FORFATNING OG SELVSTÆNDIGHED
FORENET MED SVERIG
Kong Carl 2den (Novbr. 1814 -- 1818).
Det overordentlige Storthing undertegnede den 4de Novbr.
Grundloven med de Forandringer, som en Forening med Sverig
gjorde nødvendige; og den l0de Novbr. bekræftede Kronprindsen
Carl Johan, paa Kongens Vegne, den nye Forfatning med hans
Eed. En Rigsact, der fastsætter Unionsforholdene, istandbragtes
paa 1ste ordentlige Storthing. Høiesteret oprettedes, ligesaa en
Nationalbank. Den gamle Konge veeg ved Døden Sædet for
sin kraftfulde Adoptivsøn Carl Johan, forhen som fransk Mar-
schal, Bernadotte, Prinds af Pontecorvo, 5. Febr. 1818.
Kong Carl 3die Johan.
Selvstændigheden feirede en Triumf ved Kongens Kroning
18de Septbr. 1818. En ny Matricul ordnedes. Adelen ophæve-
des af Storthinget 1821, mens det dog ikke lykkedes Oppositio-
nen at drive igjennem Negtelsen af de 3 Millioner, Danmark
krævede, paa Grund af Kongens Garanti for han fik noget at
sige over Norge, som Bidrag til sin Statsgjeld. Derimod faldt
alle de Regjeringsforslag, som tilsigtede Indskrænkninger i Fol-
kets constitutionelle Magt. Bodøsagen vidner om Vedkommen-
des Mangel paa Magt eller Vilje til at værne om Nationalæren.
Denne har ogsaa at smertes over den liden Agt, som er viist
Nationalfarverne og Rigsvaabenet. Den wedelske Finanzbesty-
relse var mindre heldig, hvorimod de rolige Tider, gode Aarin-
ger, Fiskeriets Flor og Kongsbergs Sølvværk have ophjulpet
|
| d.IV,b.2,s.278 |
Pengevæsenet i de sidste Aar. Med den alt af Rigsforsamlingen
paabudte Forbedring i Landsloven har det gaaet bedrøvelig sagte.
Det bedste Haab om videre Fremgang mod det Bedre sætter
Folket til sin Storthingsmagt, til den stigende Landopædling og
Folkemængde, og til de skjønne moralske Baand, som gjensidig
sambinde det og det opblomstrende Kongehuus.
|
| BLA BAKOVER |