HENRIK WERGELAND - SAMLEDE SKRIFTER
IV.AVHANDLINGER, OPPLYSNINGSSKRIFTER 2. BIND: 1834 - 1837

Fremmede og Unions-Konger.
(1365 -- 1523.)

del 2
d.IV,b.2,s.218   holm mod de høitideligste Løfter om at glemme Alt og føre en
mild Regjering. Sine Forpligtelser beedigede han endnu engang
paa Sacramentet, og reiste derpaa til Danmark, hvor han raad-
slog med sine Fortrolige, om hvorledes han for stedse skulde
sikkre sig Sverige. Ved sin Tilbagekomst 1ste Novbr. lod han
sig krone den 4de næstefter, hvorpaa 3 Dages Festligheder paa-
fulgte, hvorunder han viste sig venlig og glad. Men midtunder
dette Hykleri tænkte han alene paa Hevn. Den 7de Novbr.
fremtraadte Gustaf Trolle, og krævede Straf over Ophavs-
mændene til hans Lidelser i Sten Stures Tid. En Domstol ned-
sattes, hvor Trolle baade var Anklager og Dommer, og som,
med Undtagelse af Biskop Brask, der ved Underskriften af Op-
sigelsen til Trolle, havde listet under sit Segl en Lap med Paa-
skrift "dette er jeg nødt og tvungen til" dømte dem alle tildøde.
Den følgende Dag besattes alle aabne Pladser med Vagt, og
Kanoner plantedes paa Stortorvet. Kl. 12 erholdt Stockholms
Borgere Tilladelse til at see de dømtes Afstraffelse (Stock-
holmske Blodbad). Først gik Bisperne Mathias af Strengnæs og
Vincenz af Skara, derpaa adskillige af Rigets Raad, hvoriblandt
Erik Johansson Wasa, Gustaf Eriksons Fader og hans Svoger
Joachim Brahe; derefter kom 33 af Stockholms Raad og Borger-
skab. Christian gav selv Tegn til Henrettelsen. Deres gjentagne
Begjæring om Nadveren afsloges. Bisperne rakte først sine Ho-
veder under Øxen; derpaa Rigsraaderne og de øvrige. Dagen
dernæst skede nye Henrettelser, og de Dræbtes Tjenere op-
hængtes, hvor de vare at finde. 94 Personer dræbtes. Sten
Stures og et af hans spæde Børns Liig reves op af Graven, og
kastedes paa Baalet. Under sin hele Nedreise til Danmark blev
Christian ved at myrde. Overalt opreistes Galger, overalt sattes
Bøddeløxen i Bevægelse. Nær 600 Personer, fordetmeste af
Adel, dræbtes før han, i Begyndelsen af følgende Aar, forlod
Rigets Grændser.
   Under disse Grueligheder var det, at, undvegen fra Fangen-
skab i Danmark, irrende om i Dalarnes Skove, flygtende for
Tyrannens Tjenere, skjult hos Bønderne snart i Halmlæs, snart
under omblæste Træer, snart i Kjeldere og Huler, den unge
Ædling opholdtes af Forsynet, hvis store Sjel alt da udtænkte
Fædrelandets Redning, og ved "Gud og Sveriges Almue" (hans
d.IV,b.2,s.219   Valgsprog som Konge) fuldførte dette mindeværdige Foretagende.
Christian 2den afsattes i Sverige 1521; samme Skjebne traf ham
i Danmark og Norge 1523.


DEN LUTHERSKE TIDSALDER

Wasa Æten.

   Gustaf 1ste, Søn af Erik Johansson Wasa til Rydboholm og
Cecilia, Rigsraad Mons Carlsson af Ekas Datter, fødtes 16de Mai
1490 paa Lindholms Gaard i Roslagen, 3 Miil fra Stockholm.
Sex Aar gammel sendtes han til Sten Sture den Ældres Hof
paa Rydboholm, hvor han opfostredes, og erholdt siden paa
Upsala Akademie sin videre Uddannelse. Svante Stures krigerske
Hof var en Skole for den unge Helt, hvor han øvede sig i de
Manddomsfærdigheder, som han siden lagde for Dagen under
Sten Sture den Yngre ved Duvenæs og Brænnkyrka. Da Kong
Christian 2den var indestængt i den svenske Skjærgaard, be-
gjærede han en Samtale med Sten Sture den Yngre, hvorunder
endeel svenske Adelsmænd, og iblandt dem Gustaf, sendtes om-
bord som Gidsler paa den danske Flaade. Da Vinden blæste
op, lettede Flaaden, og saaledes kom Gustav tilligemed de øv-
rige Gidsler, paa forræderisk Viis til Danmark, hvor et strengt
Fængsel berededes dem i Kjøbenhavn.

   Ved sin Frænde Erik Banérs Mægling fik dog Gustaf opholde
sig paa dennes Gaard Kalløe i Jylland; men derfra flygtede han,
paa Efterretning om Fædrelandets Ulykker, i Septbr. 1519. Efter
den første Dag at have vandret 12 Miil, kom han endelig i Sel-
skab med nogle Oxehandlere til Lübeck, hvor han erholdt Be-
skyttelse og blev derfra overført til Calmar i Mai 1520. Mang-
foldige Eventyr maatte han friste paa sin Flugt til Dalarne;
engang endog træske paa Laaven forat undgaae sine Forfølgere.
Falske Venner vare nærved at udlevere ham til Christian; kun
nogle faa Trofaste reddede hans Frihed. Først fremtraadte han
offentlig for Almuen i Rettviks og Moras Sogne, og skildrede
den Fædrelandets ynkelige Tilstand, men forgjæves. Almuen
var ubestemt, og Gustaf besluttede nu at flye til Norge. Paa
d.IV,b.2,s.220   Grændsen indhentedes han dog af Skiløbere, som Dalkarlene
udsendte efter ham, da de vare blevne nærmere bekjendte med
den truende Fare. Gustaf vendte tilbage, erkjendtes for deres
Høvding og 88 Aar efter Engelbrechts første Opstand drog
Gustav Wasa ud forat befrie Sverige og aldeles at opløse Cal-
mar-Unionen for dets Vedkommende. Snart var hele Sverige i
Vaaben, de fremmede Aag brudt, og paa Vadstena-Møde ud-
nævnte Stænderne Gustaf til Rigsforstander. To Aar derpaa
valgtes han paa Rigsdagen i Strengnæs 1523 til Sveriges Konge,
men krontes først 1528.
   Denne storsindede og kraftfulde Konge gav sit Rige nyt Ud-
seende og Styrke. Den katholske Tidsalders Sol nedgik i Blod
over Sverige. Gustaf, som alt i Lübek havde gjort den lutherske
Religionsforandrings Bekjendtskab, søgte lidtefterlidt at indføre
den i Landet. Han indskrænkede den katholske Geistligheds
store Myndighed, mindskede dens Rigdomme, og endelig lyk-
kedes det ham, ved Hjælp af Brødrene Olaus og Laurentius
Petri Thase, efterhaanden at faae den lutherske Tro antagen,
hvilket endmere stadfæstedes ved de Beslutninger, som toges
paa Rigsdagen i Vesteraas 1527, hvoriblandt den om Kirke-
godsets Inddragning under Kronen ikke lidet bidrog til at knække
det katholske Præsteskab. Denne Omvæltning gav dog Anled-
ning til mangfoldige Uroligheder, som gav Gustaf nok at gjøre.
Den katholske Geistlighed anstiftede bestandigt nye. Flere Op-
rør udbrøde, hvoriblandt Dalkarlenes, dertil eggede af en listig
Bondedreng ved Navn Jøns, fra Vestmanland, almindelig kaldet
Daljunkeren, som formedelst sin Lighed med Sten Stures afdøde
Søn Nils blev forført til at udgive sig for denne. Han optraadte
med bittre Klager mod Kong Gustaf, fik et Anhang, men forlod,
overbeviist om Bedrageriet, Riget, og blev paa Gustafs For-
langende henrettet i Rostok 1530. Nogen Tid derefter udbrød
ogsaa i Dalarne den saakaldte Klokkekrig. Anledningen dertil
var, at Kongen 1531 i Ørebro erholdt Stændernes Bifald til, forat
dække den formedelst de idelige Krige paadragne Statsgjeld til
Lübek, at anvende Kirkernes overflødige Klokker. Dalkarlerne
reiste sig i Masse, stormede Vesteraas Slot, og toge sine Klok-
ker tilbage midt for Kongens Øine. Gustaf fik dog Opstanden
saaledes standset, at Lysten til videre Urolighed forgik Dal-
karlene. Det farligste Oprør var Dackefeiden i Smaaland 1542,
d.IV,b.2,s.221   saa benævnt efter Anføreren Nils Dacke, en Bonde fra Ble-
king.
   Snart fandt denne, for et Mord i Bøder lagte og fra Calmar
rømte Eventyrer sig omgiven af flere 1000 dødforagtende Bønder.
Gustafs Hære lede Nederlag. Eet Aars Stilstand oprettedes,
under hvilken Dacke atter tilføjede de Kongelige et Nederlag.
Men heraf blev han saa opblæst, at han foer frem som selv-
stændig Konge -- en Færd, hvorover hans Lykkes Sol gik ned.
Af den som Søhelt navnkundige Jacob Bagge blev han fuldkom-
men slagen og dræbt paa Flugten i Rødeby Skov. Dette Oprør,
som i 2 Aar havde udtømt, hvad Gustaf i 7 Aar havde sparet
sammen, var dog det sidste, han havde at udholde. Som Be-
lønning for sine Fortjenester blev Kronen erklæret arvelig for
Gustafs Efterkommere, og Sverige saaledes omskabt fra Valg-
til Arverige ved Rigsmødet i Ørebro 1540, hvilket 4 Aar efter
stadfæstedes i Vesteraas. Med Lübek, som havde behandlet
Sverige troløst førte Kongen en heldig Krig. Danmarks Anslag
forhindredes; en 50aarig Stilstand sluttedes med dette Rige, og
Forsvarsforbund med Frankrig, England, Pohlen og Ungarn. Al-
ligevel maatte han mod Slutningen af sit Liv udholde en haard
Krig mod Russerne, der endtes 1557 ved en 40aarig Stilstand.

   Gustaf 1ste var en af Sveriges meest udmærkede Konger, og
kan medrette ansees for Rigets anden Stifter. Med ham be-
gynder og en aldeles ny Tid i Sveriges Skjebne. Da han mær-
kede sit Livs Ende, sammenkaldte han Stænderne i Stockholm
i Juni 1560, og da han af dem havde faaet sit Testament be-
kræftet, holdt den gamle Konge for sidste Gang en rørende
Tale, hvori han takkede Gud for alt det, han ved ham havde
ladet skee til Fædrelandets Bedste. Tre Maaneder efter døde
den 70aarige Gustaf efter en 39aarig Regjering, 1560.

   Erik den 14de, Gustafs ældste Søn med Catharina af Lauen-
burg, var fød 1533. Ved Faderens Død var han paa en Reise
til England forat frie til Dronning Elisabeth; men standsedes
ved Elfsborg, og ilede hjem forat arvtage Thronen. Ved Gustafs
Testament var næsten halve Riget i hans Brødres Vold; men
Erik, en Mand af dyb Forstand, brændende af Iver efter at
fuldende Faderens Storværk (Egenskaber, der fordunkledes af
et pirreligt og mistænksomt Sindelag) indsaae, at Rigets Selv-
stændighed aldrig skulde kunne bevares under en saadan Ind-
d.IV,b.2,s.222   retning. Paa en Rigsdag i Arboga 1561 fik han da ved de saa-
kaldte Arboga-Artikler Hertugernes Magt indskrænket. Ved sin
Kroning indførte han Greve og Friherre-Værdighederne, og for-
nyede Seraphimerordenen. I en Krig mod Rusland og Pohlen
angaaende Lifland og Estland, hvilket sidste havde givet sig
under svensk Beskyttelse, tilvandt han sig det sidste Land.
Imidlertid havde Halvbroderen, den rænkefulde Johan, mod
Kongens Villie giftet sig med den polske Konges Søster Catha-
rina Jagellonica, paastaaet sin Souverainitet, og tilstaaet Sviger-
faderen betydelige Lehn. Stænderne dømte Johan tildøde; men
Erik lod sig nøie med at holde ham i 4 Aar fængslet paa Grips-
holm, hvor hans Gemalinde fødte ham Sigismund, siden Konge
i Sverige og Polen. En Krig med Danmark, der krævede, at
Sverige skulde undlade Brugen af de 3 Kroner i sit Vaaben og
rømme Esthland, sluttedes med en Stilstand paa 30 Aar 1562.
Denne blev dog strax brudt, da Fredrik den 2den i Danmark
ikke vilde tilstede Eriks Brud, en hessisk Prindsesse, Gjennem-
reisen. Jacob Bagge og Clas Christensen Horn tilfegtede Sverige
mange Seire tilsøes; men Krigen endtes ikke under Erik. Under
Dennes første Regjeringsaar foretoges meget nyttigt. Regjeringen
deltes med 12 Rigsraader. Istedetfor Ræfst- og Rættare-Thingene
indrettedes en kongelig Næmnd, bestaaende af 12 Personer, som
skulde have Tilsyn med Rettens Gang i Landet. Udlændinger
opmuntredes at nedsætte sig i Riget. Konstnere og Haand-
værkere bleve forskrevne. Til Handelens Fremme paatænkte
Erik at forbinde Vesterhavet med Østersjøen. Ingen Deel af
Indenrigshuusholdningen levnedes uden Omsorg. Selv gjorde
Kongen Reiser gjennem Landet forat overtyde sig om Jord-
brugets Fremkomst, og paabød ved saadan Anledning Gjæst-
givergaardes Oprettelse. Men snart vækkedes Eriks mørke og
mistænksomme Gemyt ved de idelige Stemplinger og det Mis-
nøie, Hertugernes Slægtninger søgte at vække. Kongens Gifter-
maal med Cathrina Monsdatter (Datter af en Gardecorporal)
vakte Adelens og især Sturernes Fortørnelse. Raadgivere af de
laveste Klasser fik Indpas; især udøvede Jøran Pehrsson, en
Præstesøn af god Forstand men haard Characteer, stor Ind-
flydelse. Paa Rigsdagen i Upsala 1567 anklagede Kongen flere
Fornemme, især Sturerne, for Forræderi imod sin Person. De
Anklagede dømtes af Stænderne tildøde, og indsattes paa Upsala
d.IV,b.2,s.223   Slot. Erik, paaveje at benaade dem, blev da af Jøran saa for-
skrækket ved Efterretningen om Hertug Johans Undvigelse fra
Gripsholms, at den ulykkelige Erik fortvivlet styrtede ind i Nils
Stures Fængsel, og saarede ham med en Dolk. Sture drog
Dolken ud, kyssede den, og overrakte den til Kongen, hvorpaa
Kongens Drabanter fuldendte Mordet. Derefter lod Kongen
myrde Swante Sture og hans Søn Erik, Abraham Stenbock,
Iwar Iwarsson og sin forrige Lærer Burræus. Følgerne af denne
Grumhed viste sig snart: Hertugerne gjorde Opstand, beseirede
Kongen, og tvang ham til at afsige Regjeringen 1568, 8 Aar efter,
samme Dag og Time, hans Fader gik heden. Stænderne valgte
Johan til Konge, efterat Erik med sin Æt var erklæret at have
forbrudt Kronen, og til Livsfængsel. Han blev nu i 9 Aar slæbt
om paa en Mængde Borge under de største Ydmygelser, indtil
Johan lod ham forgive.
   Johan 3die, Gustaf 1stes ældste Søn med Margrethe Lejon-
hufvud, var Hertug i Finland da han modtog Kronen 1537. Stri-
den med Danmark sluttedes ved Freden til Stettin 1570, hvori
Sverige ei alene frasagde sig alt Krav paa Gothland, Halland,
Skaane og Bleking, men aftraadte ogsaa sine Erobringer i Norge
og Esthland. En Krig med Rusland førtes heldigt af Pontus de
la Gardie under hele Kongens Regjeringstid. Johan afstedkom
indre Uroligheder ved sine Forsøg paa at gjenoprette Katholi-
cismen, forledet dertil af sin pohlske Gemalinde. Jesuiter ind-
kaldtes, og Kongen afsvor hemmelig Lutheranismen. En Liturgie
i katholsk Aand indførtes (den røde Bog), og Præster bleve af-
satte og forviste. Hertug Carl satte sig i Spidsen for de Mod-
stridige. Under truende Udsigter til en Religionsborgerkrig døde
Johan 1592 efterat have afskaffet Liturgien.

   Sigismund, Johans Søn, indkaldtes fra Polen, hvor han alt
1587 var valgt til Konge. Imidlertid havde Farbroderen Hertug
Carl drevet, som Rigsforstander, et Kirkemøde igjennem, der
ganske ophøjede den luthersk-evangeliske Lære til Statsreligion.
Dette erklærede Kongen ved sin Ankomst til Riget 1593 for
intet, da han vilde forene Sverige og Polen til eet Rige med
Bibeholdelse af Catholicismen. Heller ikke vilde han aflægge
Kongeeden; men blev tvungen af Carls væbnede Magt hertil,
og til at bekræfte Kirkemødets Beslutninger, samt at erkjende
ham som Rigsforstander i Kongens Fraværelse. Sigismund af-
d.IV,b.2,s.224   seilede nu til Polen, hvorpaa Hertugen endnu mere forøgede sin
Magt og Folkekjærlighed, saa han endog vovede, imod Kongens
Forbud, at indkalde en Rigsdag, der endnu mere befæstede hans
Indflydelse. Stænderne krævede Kongens Tilbagekomst, og denne
skede 1598, men med en polsk Hær. Dermed overrumplede
han Hertugen, saa denne endog tænkte paa at flye til Norge.
Imidlertid fik han dog en Hær sammen, og slog dermed Kongen
ved Stangebro. Sigismund maatte give Fred, og vendte tilbage
til Polen. Men da han hverken vilde frasige sig den katholske
Lære eller hjemsende sin Søn Ladislaus forat han kunde oplæres
i den evangeliske, blev han af Linkjøping Rigsdag afsat 1600.
Siden regjerede han 32 Aar i Polen under idelige Forsøg paa
at gjenvinde den svenske Throne.
   Carl 9de, Gustaf den 1stes yngste Søn med Margrethe Lejon-
hufvud, blev paa Rigsdagen i Linkjøping valgt til Konge, men
antog ei dette Navn før Hertug Johan, Sigismunds Halvbroder,
1604 frasagde sig alt Krav derpaa. Carl lod strax 5 Rigsraader
halshugge som Sigismunds Tilhængere. Krigen mod Sigismund
førtes med afvexlende Lykke. Undsætning sendtes den russiske
Czar, der var plaget af en Thronprætendent. Under Jacob de
la Gardie og Ewert Horn trængte Svenskerne frem til Moskva
og befriede Czaren. Kexholm indtoges; ligesaa Nowgorod. Imid-
lertid var en Krig udbrudt mod Danmark om de 3 Kroner og
Retten til at kalde sig Lappernes Konge. Christian den 4de
indtog Calmar Slot ved Forræderi, hvorover Carl udfordrede
ham, men fik Afslag. Han blev syg i Leiren for Calmar, og
døde 1611, 61 Aar gl. Paa sin Grumhed nær, der kostede af
politiske Hensyn 140 Menneskers Liv, var han i alle Henseender
en kraftfuld og dygtig Regent, der fremmede Handel og Industri,
byggede en Mængde Stæder og bragte Orden i den hele For-
valtning.

   Gustaf den 2den Adolph, den Store, Søn af Carl 9de er fød
1594. 17 Aar gammel modtog han et Rige, indviklet i Krig med
to Magter, nedtrykt af Paalæg, og saa udarmet, at han engang
maatte, istedetfor contant Betaling, udfærdige et Revers paa 18
Daler til en Feldtleverandør. Folket troede dog fast, at Faderens
Spaadom, "han skal fuldbyrde," vilde gaae i Opfyldelse. Adelen,
som Faderen havde kuet, forskaffede sig vel flere Fortrin iførst-
ningen. Krigen mod Danmark førtes heldigere mod Enden, og
d.IV,b.2,s.225   sluttedes ved Freden til Knærød nær Laholm med Opofring af
Jæmtland og Hærjedalen og Udløsningen af Calmar og Elfsborg
med 1 Million Daler. De la Gardie fratog Russerne Ingerman-
land, og alt Rusland indtil Archangel og Igreslaw forente sig med
Svenskerne. Kongens Broder Carl Filip valgtes til Czar, men da
han tøvede forlænge, valgte Russerne en Anden. Gustav trængte
frem til Pleskov, hvorpaa Fred sluttedes i Stolbowa nær Moskwa.
Nowgorod gjengaves, men Russerne aftraadte Kexholm og Inger-
manland, betalte 20,000 Dukater, og afstode fra alt Krav paa
Lifland. Saaledes opnaaede Gustaf en naturlig Grændse af Sjøer
og Strømme mod dette vilde Folk. Derefter besluttede Gustaf
at tvinge Sigismund i Polen til en stadig Fred; gik over til Lif-
land 1621, tog Riga og Kurland. Den ved Stilstand afbrudte
Krig fornyedes, og Gustaf viste sig 1625 med en efter nye tak-
tiske Regler omformet Hær; seirede over Polakkerne og den
tydske Keisers Hjælpehær ved Danzig, Grodno og Stuhm, og
tvang den polske Konge ved Vaabenstilstand at lade ham i Be-
siddelse af Erobringerne. Under denne Krig viste Gustaf ved
mange Leiligheder det største Heltemod. I 18 Aar havde han
nu regjeret Sverige med Ære, og befriet det fra dets Fiender.
Folkets Agtelse for ham var saa stor, at det taalmodigen bar
de store Paalæg og at aldrig Stænderne afsloge hans Krav. Nu
besluttede han sig til sin sidste Krig, som har foreviget hans
Navn. Den tydske Keiser havde med Vaabenstyrke søgt at ud-
rydde den evangeliske Troeslære i Tydskland, og var nær at
gjøre sig til egenmægtig Herre over dette Land. Da søgte Pro-
testanterne i Tydskland Gustavs Hjælp, og erholdt den. Alt 1628
havde han modtaget Stralsund af Christian den 4de; og 24 Juni
landsteg han i Pommern med 15,000 Mand. De protestantiske
Fyrster forente sig med ham, og inden kort Tid beherskede han
hele Nordtydskland. Næste Aar sluttede han Forbund med
Frankrig, slog den hidtil ubetvungne keiserlige Feldtherre Tilly
ved Leipzig 7 Septbr. 1631, oversvømmede Tydskland, gik over
Rhin, trængte ind i Bayern, indtog München, og lod paa samme
Tid andre Hære besætte Bøhmen og Tyrol. Imidlertid var Tilly
død af de Saar, han havde faaet under sit Forsøg paa at hindre
Svenskerne fra at gaae over Lechfloden; og den berømte, egen-
mægtige Wallenstein lod sig overtale til at modtage den uind-
skrænkede Overbefaling mod Gustaf Adolph. Wallenstein gjorde
d.IV,b.2,s.226   med sin af ham selv hvervede Hær et ødelæggende Indfald i
Sachsen. Gustaf ilede tilhjælp. Ved Lützen nær Leipzig mødtes
Hærene 6 Nov. 1632. Svenskerne kjøbte den blodige Sejer dyrt
ved Gustaf Adolphs Fald. Man har troet, at han fik Banesaaret
af Hertug Frantz Albert af Sachsen-Lauenburg, som fulgte Kon-
gen, og strax derefter gik over til Fienden; men af Historien er
bekræftet, at en keiserlig Cavallerioberst Falkenberg, som man
ikke kjendte som Fiende, sprængte frem og skjød Kongen i Ryg-
gen, hvorpaa Alberts Rideknegt gjennemborede Falkenberg. Kon-
gens blødende Stridshest var det første Tegn paa Ulykken, som
hevnedes ved en Sejer, som kostede de Keiserliges modigste
Anfører Pappenheim Livet. Gustafs uophørlige Krige hindrede
ham dog ikke i at sørge i mange Henseender for Rigets Vel.
Ved Rigsdagsordningen fastsættes Rigsdagens ordentlige Gang.
Svea- og Aabo-Hofretter stiftedes. Ridderhuset oprettedes til
Adelens Forsamlinger. Kolonier anlagdes paa Afrikas og Ame-
rikas Kyster. 16 Stæder grundlagdes, Bjergværkerne forbedredes
ved Udlændingers Indkaldelse. Egne Klædes-, Papiir- og Silke-
fabriker omtales nu for første Gang i Sverige. Alt sit private
Arvegods skjenkede Gustaf til Upsala Academi. Gymnasier op-
rettedes: Aabo, Wiborg, Strengnæs, Westeraas og Linkøping.
Med Maria Eleonora af Brandenburg, for hvem Gustaf, efter sin
Moders Vilje, gav Slip paa sin Ungdoms Elskede Ebba Brahe,
havde han Datteren
   Christina, fød 1626. Under hendes Mindreaarighed forestodes
Regjeringen af Rigets Drost, Marsk, Admiral, Cantsler og Skat-
mester indtil 1644, da hun selv tog Styret. Ledningen af den
tydske Krig anbetroedes i de bedste Hænder, i Gustafs Vens,
den duelige Statsmand Axel Oxenstjernas, med Myndighed at
erklære Krig og slutte Fred. Vaabnene hvilede ikke efter Gustafs
Død. Efterat Wallenstein efter Slaget ved Lützen havde trukket
sig tilbage til Bøhmen, trængte svenske Hære paa eengang ind
i Westfalen, Schlesien, Franken, Bøhmen, Mæhren, streifende lige
til Wiens Mure, og gik over Rhin. De i Gustafs Feldtherreskole
dannede Generaler Johan Banér, Gustaf Horn, Lennart Thorsten-
son, Hertug Bernhard af Weimar, Carl Gustaf Wrangel og Kø-
nigsmark afløste hverandre i Overbefalingen, og krontes næsten
stedse med Sejer. Vel tabtes Slaget ved Nördlingen 1634, hvor
over 12000 Mand faldt, men da Oxenstjerna havde faaet Frankrig
d.IV,b.2,s.227   til at erklære Keiseren Krig, og en 26aarig Stilstand var sluttet
med Polen, godtgjordes dette Tab ved Seirene ved Dömitz 1635,
Wittstock 1636, Leipzig 1642, Jüterbock 1643, Jankowitz 1645 m. fl.
Endelig sluttedes efter 7 Aars Underhandlinger denne tredive-
aarige Krig ved den "vestfalske Fred," indgaaen i Münster og
Osnabrück 24 Octbr. 1648. Protestanterne erholdt fri Religions-
øvelse og Sverige fik Pommern, Rügen, Stettin, Wismar, Bremen
og Verden, samt 5 Millioner Daler. Fra dansk Side havde Sve-
rige længe været udsat for alskens Stemplinger. Thorstenson
indbrød da
pluselig
i Holsteen 1644 og erobrede alle danske
Besiddelser paa Fastlandet. Horn anfaldt Skaane, og Fleming
indtog Jæmtland. Dette tvang Christian 4de til i Brømsebro
1645 at afstaae Jæmtland, Hærjedalen, Gottland, Øsel, Halland
paa 30 Aar, samt Toldfrihed i Sundet. Mange gode Indretninger
skede ogsaa i det Indre baade under Formynderregjeringen og
efterat Christina 1644 selv havde antaget Regjeringen. Gøtha
Hofrets, Bergcollegiets, Aabo Universitets med flere Gymnasiers
Oprettelse vidne derom. Alligevel var den almene Velstand
svag formedelst Adelens selvkjærlige Bemægtigelser og Udsuelser
og Hoffets Ødselhed. Med Misnøje saae man dette opfyldt med
fremmede Lykkesøgere, især lærde Vindhaser, som dels kom af
sig selv, dels indkaldtes af den klassiske lærde, men letsindige
Dronning. Længe havde Christina næret Lyst til at frasige sig
Thronen for i Rom, Lærdoms og Kunsters Hjemsted, at finde
Næring for sin Lærdomslyst og den Smag, hun havde fattet for
den catholske Religion. Oxenstjerna forhindrede vel dette en
Tid; men endelig fuldbyrdede hun Frasigelsen 16 Juni 1654 til
Fordeel for sin Fætter Carl Gustaf af Zweybrücken. Hendes
senere Forsøg paa at gjenfaae Kronen, efterat hun var bleven
katholsk, forbleve frugtesløse.
Den Pfalz-Zweybrückske Æt.

   Carl den 10de Gustaf, Carl den 9des Dattersøn, fød 1622, mødte
Modkrav fra den polske Konge. Efter Stændernes Beslutning
gik Kongen over til Polen 1655, indtog det inden 3 Maaneder
og udraabtes til dets Konge. Polakkerne faldt dog snart fra;
men beseiredes i det blodigste Slag, Sveriges Historie omtaler:
ved Warschau, der varede i 3 Dage. Frygt og Avind forenede
d.IV,b.2,s.228   Rusland, Danmark og Holland mod Sverige. Russerne sloges
bort; men Hollænderne bemægtigede sig "Ny Sverige" i Amerika.
Uformodentlig brød Carl op fra Polen 1657, og kastede sig over
Danmark. I 6 Uger var det danske Fastland erobret, og Øerne
faldt efter Toget over de iisbelagte Belter. Danskerne ilede
med at redde Riget ved Freden i Roeskilde 26 Febr. 1658, der
kostede det Skaane, Halland og Bleking, og Norge Bohuslehn
og Throndhjemsstift. Bornholm og Hveen gik med i Løbet.
Under Paaskud, at Fredsvilkaarerne ei opfyldtes, anfaldt Carl
atter Danmark. Kjøbenhavn beleiredes; men afslog tappert
Stormen Natten mellem den 10de og 11te Febr. 1659. Dette
Uheld lod Keiseren og Churfyrsten af Brandenburg slutte sig til
Danmarks Parti. Under en Rigsdag, som Carl havde sammen-
kaldt i Gøtheborg, døde denne bedriftrige Konge af en hidsig
Sygdom 1660. Lidet gjordes under ham for Rigets indre Opkomst.
Dog anlagdes Eskilstunas Staalfabrik. Carl yndede Videnskaberne,
og havde megen Godhed for Georg Stjernhjelm, den svenske
Skjaldekonstes Fader.
   Carl den 11te var Carl Gustafs eneste Søn, fød 1665. For-
mynderregjeringen sluttede i Oliva Kloster ved Danzig Fred
med Østerrig, Polen og Brandenburg 1660, hvorved Polen af-
traadte Lifland og Estland og dets Konger frasagde sig alt Krav
paa Sveriges Throne. Med Danmark og Norge sluttedes Fred i
Kjøbenhavn 1660, hvori Throndhjem og Bornholm gjengaves.
Formynderregjeringen plagede Folket og lod Kongen saa slet
opdrage, at han 20 Aar gammel neppe kunde læse eller skrive,
og at han sagde til sin Lærer: "af Reuterholm har jeg dog lært
at ride; af jer intet." 17 Aar gammel antog Carl Regjeringen
1672, og syntes i Begyndelsen at være den svage Regent, han
var opdraget til at blive. Men Omgangen med flere sjelfulde
Jevnaldrende og Bekjendtskabet til den i Europa almindeligt
beundrede Roman "Barclays Argenis" gav ham et andet, for
hans Land indflydelsesrigt Liv. Formynderregjeringen havde
forenet sig med Frankrig mod Holland. De tydske Provindser
gik tabt. Danskerne gik heldigt frem i Skaane, hvor endeel
Bønder, "Snaphanerne," gik dem tilhaande som Streifcorps. Da
satte Carl sig i Spidsen for Hæren, seirede ved Halmstad, Lund
og Landskrona 1676 -- 77, og rensede Landet. Ved Freden i
Nimwegen 1679 skaffede fransk Indflydelse de tydske Lande
d.IV,b.2,s.229   tilbage, og ved Freden til Fontainebleau og Lund s. A. oprettedes
de gamle Forhold til Danmark. Krigen og Adelens Bemægtigelse
af Krongodserne havde udtømt Landet saa aldeles, at de ufrelse
Stænder paa Rigsdagen 1680 androg om en Reduction eller Ind-
dragning af Krongodserne, og overlod Kongen i denne Hensigt
Enevældet. Reductionen gik for sig med særdeles Strenghed i
Lifland og Estland, saa det svenske Vælde blev forhadt; men
Forholdsreglen tjente i høi Grad til Rigets Bedste, saa Carl endnu
lever i Folkets Minde under Navn af den store Rigshuusholder.
Carlscrona anlagdes; ligesaa Universitetet i Lund. Inddelnings-
værket for Armeen indførtes, hvorefter Landmanden underholdt
Soldaten. Sverige nød Fred og Anseelse i Udlandet, saa det
optraadte som Mægler ved Freden i Ryswick 1697. Samme Aar
døde den idrætrige Carl ikke uden Mistanke om Forgivelse.
   Carl den 12te, Carl den 11tes eeneste Søn, var kun 15 Aar,
da Stænderne erklærede ham myndig. Paa samme Tid besteg
ogsaa 3 unge Monarker Polens, Ruslands og Danmarks Throner,
brændende af Lyst til at udvide sine Riger paa Sveriges Be-
kostning, hvis unge Konge, der alene beskjæftigede sig med
haard og eventyrlig Moerskab, ikke syntes dem vanskelig at be-
seire. Czar Peter kastede sig for Narva med 80,000 Mand,
August af Polen indtog Riga, og Kong Fredrik Carls Svogers,
Hertugen af Holsteens Lande. Raadet vilde forlige sig med Op-
offringer, men Carl kastede sig strax paa Danmark, gjorde Land-
gang paa Sjelland, og saae Krigen endt ved Freden til Traven-
thal, der gjengav Hertugen af Holsteen sine Lande. Paa samme
Tid, Carl i Sjelland modtog Czarens Venskabsforsikkringer, ind-
rykkede dennes Hær i Ingermanland. Nu vendte Carl sig mod
ham, slog med 8000 Mand de 80,000 Russer ved Narva, hvoraf
han fangede Halvparten. Ved Düna slog han derpaa Polakkerne,
tog Warschau, afsatte August og skjænkede hans Krone til Sta-
nislaus Leszinsky. Toget fortsattes til Augusts Arveland Sachsen,
som forstørstedelen indtoges. Rehnschøld seirede ved Frauen-
stadt nær Warschau 1706, og i Freden til Alt-Ranstadt opgav
August alt Krav paa Polen. I denne blev ogsaa Udleverelsen
af Patkul, en Liflænder, som havde djærvt talt imod sit Fædre-
lands Lidelser ved Reductionen, betinget; og Carl plettede sit
Navn med hans marterfulde Henrettelse.

   Mod Østen havde Russerne midlertidig været heldige, og Czar
d.IV,b.2,s.230   Peter vovede sig endog til i Ingermanland 1703 at anlægge Pe-
tersburg. 1705 seirede vel Lewenhaupt ved Gemauerthof, og
Carl, 1707 ved Holofzin ligesom Lewenhaupt atter ved Liesna;
men da Carl lokket af Mazeppa, Cosakkernes Hetmans Løfter
om kraftig Hjælp, havde fordybet sig i Ukraine og mistet sine
Operationslinier, saa tabte han Slaget ved Pultava 17 Juni 1709,
og flygtede til Tyrkiet. Danskekongen benyttede sig af Ulykken
og brød ind i Skaane; men blev slagen og tilbagedreven af Mag-
nus Stenbocks Bondehær 1710. Stenbock gik til Tydskland, slog
Dansker og Sachser ved Gadebusk, trængte ind i Holsteen,
brændte mod sin Vilje Altona, men blev endelig fangen med
sin Armee i Tønningen 1713. August besteg atter den polske
Throne og Czaren gik seirende frem i Estland og Finland. Carl
havde imidlertid faaet Tyrkerne til at erklære Krig, og ved
Pruthfloden befandt Peter sig indesluttet af dem, lige nær Hun-
gers- og Sværddøden. Fra denne Forlegenhed reddede hans
Gemalinde Catharina ham ud ved at bestikke Storviziren. Med
Forbittrelse saae nu Carl den russiske Indflydelse seire i Di-
vanet, og omsider skred Tyrkerne til at tvinge ham til at for-
lade sit Opholdssted hos dem i Bender. Carl satte sig til Mod-
værge, og dette gav Anledning til "Calabaliken i Bender." 5000
Mand omgave hans Huus; de i Forskandsningerne værende 300
overgave sig strax; men Kongen selv med 30 Mand huggede sig
frem til sit Huus, drev Janitscharerne ud, og forsvarede sig ind-
til Taget antændtes over ham af Ildpile. Retirerende til Canzelli-
bygningen snublede han, og blev kun saaledes tagen. Tyrkerne
behandlede ham med Agtelse; men da han erholdt slemme Bud-
skaber fra Sverige, afreiste han under Navn af Capitain Carl
Freck fra Tyrkiet, og ankom efter 14 Dages næsten uafbrudte
Ridt til det beleirede Stralsund 22 Novbr. 1714. Kongens Hjem-
komst gav nyt Mod. Stærke Hære samledes om den berømte
Feldtherre. Fienderne nedstemte sine Fordringer, Carl faldt ind
i Norge, og en taalelig Fred med Rusland var allerede aftalt paa
Aaland ved hans Fortrolige Baron Görtz, da Carl den 30 Nov.
1718 i Løbegravene for Frederichshald faldt for et Skud, som
der er al Mistanke for kom fra Forræderhaand. Som Gjernings-
mand antoges snart den franske Adjutant Siqviler, snart Grev
Cronstedt og en vis Stjernros; men en endnu mørkere Farve
antager denne blodige Handling, om det er sandt, at hans egen
d.IV,b.2,s.231   Søster og Efterfølgerske allerede før hans Død foreslog sin Mand
Ceremoniellet ved sin Broders Begravelse, og at hun, i Glæden
over Dødsbudskabet, skjænkede Overbringeren det Sølvfad, hvori
hun just da vaskede sig. Carl den 12te var modig til Forvoven-
hed, simpel og maadeholden, nedladende og trofast af Charakteer.
   Ulrica Eleonora, fød 1688, havde alt under Broderens Ophold
i Bender deeltaget i Regjeringen, og valgtes nu 1719 til Dron-
ning, med Forbigaaelse af Carls ældre Søstersøn Hertug Carl
Frederik af Holsteen-Gottorp, og mod at frasige sig
Souverani-
teten
. En ny Regjeringsform antoges, hvorefter den Regjerende
Intet kunde foretage uden Raadets Samtykke, og den lovgivende
Magt alene tilhørte Stænderne. Hendes Gemal Arveprindsen
Frederik af Hessen, Armeens Generalissimus, erholdt Titel af
kgl. Høihed og Hertugen af Holsteen forlod Riget, Baron Görtz
anklagedes som Ophav til alle Rigets senere Ulykker, og hals-
huggedes efter en høist uregelmessig Proces. Krigen mod Norge
ophørte, og Hæren leed store Tab under et hovedkulds Tilbage-
tog. Ved Fredslutningen med England og Preussen aftraadtes
Bremen og Verden til Hannover mod 1 Million, og mod 2 Mill.
Rdlr. Bagpommern til Preussen. Freden med Rusland opsattes,
hvorpaa en russisk Flaade hærjede de svenske Kyster paa det
skrækkeligste. Fra 1719 til 1772 indtræder den saakaldte Fri-
hedstid,
ligesaa udmærket ved de storsindede, frihedselskende
og stolte Mænd, der da optraadte, som ved Partiers Tvistig-
heder. 1720 udraabtes Frederik af Hessen til Konge, og 1721
sluttedes Fred med Danmark, der gjengav de tydske Provindser,
det havde besat, mod 600,000 Rdlr., og Rusland, der erholdt
Provindserne om den liflandske Bugt. Toldfriheden i Landet gik
ogsaa tabt, og af Finland hele Wiborgs Lehn imod 2 Millioner.
1741 overlod Ulrica ved Døden Thronen ganske til sin Mand.

Den hessiske Æt.

   Frederik den 1ste. Frederik fik nu 20aarig Fred, under hvilken
Forbedringer i det Indre søgte at læge de dybe Saar af Krigen.
Paa Rigsdagene vare Partierne især tvistige om de udenlandske
Forhold; og fra 1726 er det især "Huer" og "Hatte" optræde.
De første virkende for Bibeholdelsen af indre Styrke, Velmagt
og Fred med Rusland; de Sidste vilde gjenvinde den gamle
d.IV,b.2,s.232   Vaabenhæder, og holdt sig især til Frankrig. Huerne med Arvid
Horn i Spidsen havde Overvægten til 1738 Aars Rigsdag, da de
maatte vige for Hattene med Carl Gyllenborg i Spidsen. En
Hændelse opflammede Koldsindigheden mod Rusland til Had,
idet nemlig den svenske Gesandt Malcolm Sinclar, paa Hjem-
reisen fra Tyrkiet, blev myrdet, som der troedes, paa russisk
Anstiftelse 1739. 1741 erklæredes Krigen, men efter Nederlaget
ved Wilmanstrand, og Hærens Capitulation ved Helsingfors
maatte en stor Deel af Finland aftrædes i Freden til Aabo.
Generalerne Lewenhaupt og Buddenbrock maatte undgjælde med
Hovedet for den ulykkelige Krig. Dal-Almuen drog bevæbnet
mod Stockholm, hvor Oprøret først dæmpedes ved alvorlige
Midler. Paa 1743 Aars Rigsdag valgtes Hertug Adolf Frederik
af Holstein-Eutin, som paa Mødrenesiden nedstammede fra
Wasaæten, til Thronfølger. Under Frederik skede meget til
Fremme af Landets indre Opkomst. Jerncontoret oprettedes
1747. Jonas Ahlstrømer og Polhem anlagde mange Manufacturer.
Landsloven udgaves. Et ostindisk Compagnie oprettedes. Linné,
Naturhistoriens Ypperste, kastede Glands over Fædrelandet. Grev
Tessin oprettede Maler- og Bildhugger-Akademiet. Dalin og
Celsius ere ogsaa bekjendte. Polhem anlagde Dokken i Carls-
crona og Ehrensværd det uindtagelige Sweaborg. Frederik for-
nyede Serafimer- og Sværdordenen, og stiftede Nordstjerneordenen.
Selv besad han mange personlige Elskværdigheder; men førte i
det Hele et kraftløst Styre til han døde 1751, 76 Aar gl.
Den holstein-gottorpske Æt.

   Adolf Frederik stadfæstede Regjeringsformen af 1720. Hans
Regjering var en fortsat Strid mellem Partierne, der gjorde store
Indgreb i Kongemagten. Dette foranledigede en Sammensvær-
gelse til Udvidelse af denne; men som opdagedes af en Cor-
poral. Grev Haard reddede sig tilligemed Flere ved Flugten;
Grev Brahe, Friherre Horn og 8 Andre henrettedes. Kongen
reduceredes ganske til en Skyggeregent. Forvirringen og Ar-
moden tiltog. Dette bevægede Adolf Frederik til 1768 at frasige
sig Regjeringen. Raadet maatte nu give efter og styrtedes, men
det følgende førte sig ikke bedre op. En Krig mod Frederik
2den af Preussen endtes uden Hæder ved Freden til Hamburg
d.IV,b.2,s.233   1762. Adskillige gode Indretninger skrives fra Adolf Frederiks
Tid. Dronningen Lovisa Ulrica havde stor Deel i Stiftelse af
Videnskabernes Akademie 1753. Kreutz og Gyllenborg som
Digtere, Lagerbring som Historieskriver, Nordenkrantz som stats-
oeconomisk Skribent forevige denne Alder. Den "milde" Adolf
Frederik efterlod ved sin Død 1771 Thronen til sin talent-
fulde Søn
   Gustaf 3die, fød 1746. Maatte undertegne en haard Haand-
fæstning. Ved sin Kroning stiftede han Vasaordenen. Kort efter
lykkedes det ham ved en Revolution 19, 20 og 21 August 1772
at kuldkaste Regjeringsformen, der forvandledes til et Enevælde,
naar undtages enkelte Indskrænkninger, saasom at Kongen ei
uden Stændernes Samtykke maatte erklære Krig. Da han des-
uagtet i 1788 anfaldt Rusland, afstedkom "Anjala-Forbundet" et
Oprør, og det heldige Øieblik gik tabt. Danmark erklærede
Krig, som Ruslands Allierede; men blev af England og Preussen
tvunget til at holde sig rolig. I Anledning af Hærens Oprør,
sammenkaldtes en Rigsdag 1789, hvorpaa "Forening- og Sikker-
heds-Acten" istandbragtes, der gjorde Kongen enevældig. Krigen
mod Rusland fortsattes, men uagtet Seirene ved Parkkumækt
og Walkiala, og tilsøes ved Hogland og Svensksund, hvor Gustaf
og hans Broder Hertug Carl udmærkede sig, vandt dog Sverige
ingen Udvidelse i Freden til Werelæ 1790. Mange Forbedringer
skede i det Indre. Et vestindisk Handelscompagnie stiftedes.
Øen Barthelemi kjøbtes af Frankrig. Kongens "højeste Domstol"
og Wasa Hofret stiftedes. Torturen afskaffedes, og Religions-
frihed stadfæstedes. Kellgren, Leopold, Oxenstjerna, Lidner,
Bellman og Anna Lenngren forherligede med deres Navne som
Digtere den kunstelskende Gustafs Alder; ligesaa den veltalende
Lehnberg, Billedhuggeren Sergel og Maleren Høiberg. 1786 stif-
tedes det svenske Academie til Sprogets Forbedring og Frem-
hjælp af fædrelandsk Snille. Selv vandt Gustaf den første Priis
for Veltalenhed. Han indrettede og forbedrede Videnskabernes-,
Historie- og Antiquitets-Academiet, det musikalske og Maler- og
Billedhugger-Akademiet. 1791 reiste Gustaf til Aachen for sin
Sundheds Skyld, men ogsaa forat underhandle med de fordrevne
franske Prindser, da han brændte af Begjærlighed efter at gjen-
indsætte den franske Konge. Rigsdagen i Gefle 1792 vilde dog
ikke indlade sig paa et saa eventyrligt Foretagende. Derfor
d.IV,b.2,s.234   vendte han tilbage til Stockholm, hvor han 16 Marts paa en
Maskerade blev skudt i Hoften af den afskedigede Gardecapitain
Johan Jacob Ankarstrøm, en af de mange misfornøjede Adels-
mænd, som havde sammensvoret sig om at dræbe Kongen. Efter
13 Dages Lidelser døde Gustaf, efterat have udnævnt Hertug
Carl til Formynder for sin Søn
   Gustaf den 4de Adolf, fød 1778. Modtog Regjeringen 1796.
Formynderens første Omsorg var at straffe de Sammensvorne;
Ankarstrøm blev dømt til at kagpidskes paa 3 Torve i Stock-
holm og halshugges; Ribbing, Horn, Ehrensværd og Liljehorn
landforvistes; Engestrøm, Hartmansdorff og Peckelin dømtes til
Fæstningsarrest. Af nyttige Foretagender maa nævnes en Com-
mittees Nedsættelse til Omarbeidelse af Ritualet og Psalmebogen,
Carlsbergs Krigsakademies Oprettelse og Anlægget af Trolhætta-
kanalen ved et Selskab. Med Frankrig sluttedes Forbund, men
Venskabet for Rusland kjølnede af. Følgen heraf var, at flere
af Gustaf den 3dies Fortrolige, imellem hvem især Gustav Mau-
riz Armfelt, dannede en Sammensværgelse, som det hedte, forat
beskytte den unge Konge mod hans Farbroders ærelystne Planer;
men hvilken egentlig skyldte Catharina den 2den af Ruslands
Herskelyst sin Tilværelse. Planen opdagedes af den svenske
Resident i Rom Piranesi. Armfelt undkom fra Neapel, hvor han
var svensk Gesant, til Rusland; men Secretær Engestrøm og
Oberst Aminoff dømtes til Livsfængsel og Frøken Rudenskøld
sattes i Gabestokken og Tugthuset. Koldsindigheden mod Rus-
land tiltog, og Kongens Frierie til Storfyrstinden gik overstyr.
Ved Hjemkomsten fra dette Frierie antog Gustaf selv Regjeringen
1796, og Hertugen overgik til Privatlivet. Gustafs Regjering ud-
mærkede sig ved Sparsomhed ligesom Carls. Sverig tiltraadte
den væbnede Neutralitet med de øvrige Østersøemagter. Wis-
mar solgtes til Meklenburg for 1/2 Million. Pengerevolutionerne
paa Rigsdagen i Norrkøping, der decreterede en Formuesafgift
af 4 1/2 Mill. Sølv, havde tilfølge meget Misnøje mellem den
egoistiske Adel, og at flere Adelsmænd frasagde sig sin Adel,
som de antoge ikke længer at kunne repræsentere med Anstand.
Uagtet Carl havde erkjendt den franske Republik, lod dog Gu-
stafs Frygt for dennes Principer og Had mod Napoleon ham
slutte sig nærmere til England. Følgen heraf var at Fransk-
mændene besatte Pommern, og at disses Allierede Russerne
d.IV,b.2,s.235   brød ind i Finland 1808. Admiral Cronstedt forraadte Sveaborg;
men Generalerne Adlercreutz og Sandels seirede ved Sukajoki,
Kewolax og flere andre Steder. Den finske Armee fik ingen
Undsætning. Affæren ved Helsinge, hvor Garderegimenterne
retirerede, berøvede disse deres Rang -- en Forholdsregel, som
høilig fortørnede de fornemme Familier, hvis Sønner tjente i
Garden. Danmark brød ogsaa Freden, og omsider maatte den
lille tapre finske Hær give Finland tabt. Fienden gik nu paa
Isen over til Umeaa, ja ligetil Grislehamnen i Marts 1809.
   Da Kongen, uagtet den truende Fare, og efterat et Landværn
af 30,000 Mand, Blommen af Sverigs Ungdom, var næsten øde-
lagt af Hunger, Sygdomme og Mangel paa Forpleining, fremdeles
forlangte svært Krigsstyr og Fortsættelse af Krigen, saa udbrød
en Revolution 13 Marts 1809, idet Generalerne Adlercreutz og
Georg Adlersparre med den Hær som stod mod Norge, vendte
sig mod Stockholm. Adlercreutz med flere Officierer tog Kon-
gen, efter forgjæves personligt Modværge, tilfange, hvorpaa han
tilligemed Klingsparre begav sig til Hertug Carl, og fik Denne
til at antage Rigsforstanderskabet. 20 Marts frasagde Gustaf i
sit Fangenskab paa Gripsholm Slot sig Regjeringen, og afreiste
i Decbr. s. A. med sin Familie til Tydskland. Stænderne, som
sammenkaldtes i Mai, erklærede ham og hans Arvinger at have
forbrudt al Adkomst til Thronen. Saaledes endte den ubøjelige
Gustaf sit Regentliv, hvortil, ligesaameget som hans politiske
egensindige Had mod den franske Revolution og Napoleon,
hans Afsky for Stænderne og Trykkefriheden bidrog. Denne
hevnede sig paa sin Foragter. Ukyndig om hvad der foregik
omkring ham, lærte han dyrt at indsee, hvor svag og usikker
den Magt er, som ikke grunder sig paa almeen Oplysning og
det almene Vel.

   Carl den 13de er fød 1748. Som Rigets Storadmiral havde
han allerede i den finske Krig udmærket sig. 5te Juni 1809
udraabtes han af Stænderne til Konge, og 6te Juni antoges en
ny Regjeringsform. Hans første Omsorg var at slutte Fred med
Rusland i Fredrikshamn 17 Septbr. 1809, hvorved hele Finland,
Aaland, og en liden Deel af Westerbotten aftraadtes; med Dan-
mark i Jønkøping 10 Dec. s. A., uden Aftrædelse eller Vinding;
og med Frankrig i Paris 1810, hvorved Pommern gjengaves, men
Continentalsystemet maatte antages, hvorefter al Handel med
d.IV,b.2,s.236   England ophævedes. Trykkefriheden gjenoprettedes; Garden
gjenfik sin Rang. Da den 61aarige Carl var uden Livsarving,
valgte Stænderne 29 Aug. 1809 Prinds Christian August af
Schleswig-Holsteen-Sønderborg-Augustenborg, Statholder i
Norge, som af Carl adopteredes under Navn af Carl August.
Hans Jevnhed i Sæder og klare Forstand gjorde ham meget
folkekjær; men under en Mønstring paa Quidinge Hede fik
han et Slagtilfælde, styrtede af Hesten, og fandtes efter nogle
Minuter død den 28 Mai 1810. Hurtigheden af Dødsfaldet
og Obductionen vakte almeen Mistanke om Forgivelse; og
denne afstedkom et skrækkeligt Opløb i Stockholm, da Prind-
sens Liig 20 Juni indførtes i Stockholm. Mistanken havde vendt
sig mod Rigsmarskalken Axel Fersen; under Processionen over-
faldtes hans Vogn, han blev slæbt ud og dræbt under Slag
og Fodspark. Kun ved Militærets Mellemkomst reddedes den
Myrdedes Søster Grevinde Piper og flere Fornemme, som vare
udseete til Dødsoffere. Fersens Uskyld antoges dog senere
godtgjort.
   Rigsdagen i Ørebro valgte nu 21 Aug. 1810 den franske Mar-
schal Jean Baptist Julius Bernadotte, Prinds af Ponte-Corvo, til
Thronfølger. Adopteret af Kongen, antog han Navnet Carl Johan.
Samme Aar erklæredes Krig mod England som Følge af Freden
med Frankrig, men Sverig behandledes skaansomt af Englæn-
derne formedelst de forrige Forhold. Dette øgede kun Napo-
leons Fordringer; og, da disse besvaredes undvigende, hans
Harme. Pommern besattes atter og Kattegat opfyldtes med
franske Kapere, som forulempede de svenske Skibe. Under
Carls Sygelighed antog Kronprindsen Regjeringen fra Marts 1811
til Juni 1812. Rigsdagen af samme Aar i Ørebro istandbragte
Conscriptionen, hvorefter Alle fra 20 til 25 Aar skulle deeltage
i Rigets Forsvar. Trykkefriheden indskrænkedes ved samme
Leilighed. Da Napoleon 1812 anfaldt Rusland, erklærede Sve-
rig sig imod ham; Fred sluttedes ogsaa med England, og et
hemmeligt Forbund med Rusland, der garanterede Norges Er-
obring. I Foraaret 1813 gik Kronprindsen over til Pommern
med 30,000 Mand, og forenede sig med de mod Frankrig al-
lierede Magter.

   Nordarmeen, sammensat af Russere, Preussere og Svenske
d.IV,b.2,s.237   seirede ved Grosbeeren og Dennewitz og havde Deel i Seiren
ved Leipzig. Derpaa trængte den svenske Hær ind i Holsteen,
tog Frederiksort og Glückstadt og tvang Danmark til Freden i
Kiel 14 Jan. 1814, hvorved Norge afstodes til Sverig mod Pom-
mern. Men dette stod kun paa Papiret; og mod dette Papiir
satte Nordmændene deres Uafhængighedserklæring, Grundloven
af 17 Mai 1814 og Valget af Statholderen Prinds Christian Fre-
derik til Konge. Svenske Tropper under Kronprindsens Over-
befaling trængte da ind i Landet, medens Kongen selv anførte
Flaaden. Efter Fredriksstads Capitulation indgikkes en Con-
vention i Moss, hvorefter Christian Frederik nedlagde Regje-
ringen og Storthinget sammenkaldtes, som 20 Octbr. besluttede
Norges Forening med Sverig, og valgte Carl den 13de til Nord-
mændenes Konge. Pommern aftraadtes til Preussen mod 3 1/2
Million Daler, og Guadeloupe i Vestindien overdroges Frankrig
mod 1 Million Pund Sterling, hvilke Summer anvendtes til den
udenlandske Gjæld. Paa Rigsdagen 1815 antoges Forenings-
acten mellem Sverig og Norge. Under Carls sidste Regjerings-
aar herskede den største Forvirring i Pengevæsenet, som Stæn-
derne ved forhøjet Indførselstold kun forøgede. 5te Febr. 1818
gik Carl til sine Fædre.
Huset Ponto-Corvo.

   Carl den 14de Johan er fød 26 Jan. 1764 i Staden Pau i
Syd-Frankrig, modtog nu Regjeringen, og krontes 1818 i Stock-
holm. Hans lysende Sejerherreære og udmærkede personlige
Charakteer havde ophøiet ham paa Vasaernes Throne. Meget
er skeet under ham til Rigets Opkomst. Saaledes indviedes
Gøthakanalen i 1832, der forener Nord- og Østersøen. Skaane-
Hofret stiftedes. Invalideindretningen paa Ulrichsdal oprettedes,
og Centralfæstningen Wanæs, nu kaldet Carlsborg, grundlagdes.
Faareavlen er bleven opmuntret ved Anlæggelsen af Skjæferier
og toldfri Indførsel af gode udenlandske Racer. Ligesaa er
Hesteavlen, Skog- og Jagtdrivten fremmet især ved private
Kræfter.

   Dronningen Eugenia Bernhardine Desideria er fød 8 Novem-
ber 1781, formælet 16 Aug. 1798, kronet 21 Aug. 1829. Kron-
d.IV,b.2,s.238   prindsen Josef Franz Oscar er fød 4 Juli 1799, og formælet
med Josefine Maximiliane Eugenia 19 Juni 1823. Deres Børn
ere: Carl Ludvig Eugen, Hertug af Skaane, fød 3 Mai 1826;
Franz Gustaf Oscar, Hertug af Upland, fød 18 Juni 1827; Oscar
Frederik, Hertug af Østergøthland, fød 21 Januar 1829; og
August, Hertug af Dalarne, fød 24 August 1831, samt Prind-
sessen Charlotte Eugenia Augusta Amalia Albertine, fød 24 April
1830.

    BLA BAKOVER
   BLA VIDERE