|
|
| d.IV,b.2,s.163 |
TALE
I DET NORSKE
STUDENTERSAMFUND
DEN SYTTENDE MAI 1835
Velsignte blandt Dage,
paa blomstrende Skyer
til Norge tilbage
fra Himlen du flyer.
Der stille du svævte
blandt Engle iløn
til Skyerne bævte
og brast af vor Bøn.
Den Dag er kommen, Brødre! som er os den kjæreste fordi
den er Fædrelandets skjønneste. Ærens Dag er oprunden; thi
paa den indtraadte Fædrelandet i Rækken af frie Nationer, paa
den vandt det sin Frihed, uden hvilken ingen Ære er og al
Folkelykke kun er et Bedrag. Sejerens Dag overstraaler os;
thi paa den betvang Fædrelandet en i Aarhundreder næsten til
Bestemmelse indhærdet Vanskjebne. Velsignelsens Dag omgiver
os; thi fra den skulle vi regne disse Fremskridt, der ere øjen-
synlige og stigende; paa den fødtes Nationens Kraft til at ud-
vikle alle disse Kimer til forhøjet Velvære som ligge i Friheden,
og med denne gjorde Nationen sig fortjent til stedse rigere at
velsignes.
Brødre! den Dag er, da Fædrelandet tiltaler os, da vi skulle
tiltale hverandre i Fædrelandets Navn og forkynde Frihedens
Forjettelser.
Thi sandelig som en ung Moder har Friheden reist sig og
vandrer imellem sine Børn. Velsignelseskilderne ere ikke stand-
sede i denne Barm, som nærede os. Ømheden ikke udslukt i
dette Hjerte, som elskede os. Disse Arme, der bar os, ere
endnu favnende. Det drømmende Kjærlighedsblik gjennemtindrer
kommende Tider, og seer ufødte Slægter imøde -- dem hun skal
tage til Barmen, elske og velsigne som Os.
Det er falskt, om vi sige, at Friheden udbredte sin Glands
pludseligt og uventet som Meteoret, der gjennembuer den mørke
|
| d.IV,b.2,s.164 |
Nat med sin Flammekugle -- eller at den nedfaldt uventet som
Tordenstenene. Visselig, den er Himlens Gave og den bedste
(thi alle Goder ligge i den); men den nedfalder ikke over de
Sovende; og er sat som Priis-Klenodiet paa en Bane, hvor Men-
neskene maa anstrenge sig og kappes. Kun for Sved er det at
Himlene sælge Jorden sine Goder.
Derfor er Fædrelandet os dyrebart, fordi det har kjøbt os
Ære og Lykke for Anstrengelser -- fordi det midt i sin Armod
og Magtesløshed erkjendte, at Frihed ei kjøbes for dyrt. Hvo
der lever af Slægten, som erkjendte dette, vil vidne. -- Hvo
der døde før Frihedspalmen nedrystede sine Frugter -- og
Gravene langs Grændsen i de mørke Skoge, hvori Disse hen-
muldne, der faldt forat værne hint "Norges bankende Hjerte",
hine kløgtige Besværgere, der endelig paa denne Dag saae Fri-
heden aabenbare sig efter Paakaldelsen -- alle Disse ville vidne
dette og at Intet er mindre egenkjærligt end Frisindet.
Dette Eiendommelige er Frihedens Guddomsglorie -- dette,
at enhver Slægt, der har Frihed, arbeider mere for de kommende
end for sig selv. Den veed, at den skal vorde velsignet, om
den kun overantvorder Efterslægten Friheden ukrænket. Og
enhver Slægt kræver derfor Friheden som en naturlig Arv.
Overantvordes den ikke, da er der ingen Hellighed om Fædre-
nes Grave, ingen Glands ved Navnene, ingen Historiens Hæder,
ingen Mindernes Ærefrygt. Det forekommer Slægten, der op-
dager dette med Blusel, somom det paaligger den at begynde
en ny Historie, at omskabe sig til en ny Nation, at udsone
Fædrenes Synder ved at ofre sig for Efterkommerne.
Uden dette Martyrsind, uden denne reen guddommelige De-
stination, skulde Friheden ikke existere i Virkeligheden -- ikke
være saa hellig -- uden Flugt -- uden Liv -- stillestaaende,
forblivende i de Former, som et Tilfælde, mere end en bestemt
og klar Folkevilje, havde givet den.
Det var for Efterslægten, for Os, at vore Fædre samledes
forat oprække de faae Hænder mod Europa, æskende Frihed
af en Himmel, de vidste krævede mere derfor end Bønner, og
Retfærdighed af en Jord, som kun lader sig den aftvinge. Det
var for Os, at disse Mænd, hvis Alder vilde Roe, hvis Adspredt-
hed i de afgrændsede Bygder og fjernt adskilte Stæder, at hver
holdt sig for sig selv, og hvis Uvanthed til at gribe ind i politiske
|
| d.IV,b.2,s.165 |
Bevægelser synes at opfordre til at lade den tilsyneladende
Overmagt raade med Skjebnevælde -- det var for Os, at De
lode alt dette intet betyde -- at de ringeagtede den Røst, som
kunde raade til at blive siddende for at redde hvad reddes
kunde af eget Velvære, forat bøde paa de Formuesbrist, som
de sidste Aar havde tilføjet Alle -- det var for Os, at de ind-
lode sig i dette Vogespil, hvori Alt var sat mod Alt, men hvori
dog selve Tabet vilde være Ære.
Landets Natur var som forvandlet under denne mægtige Aand.
Den hindrede ikke mere end Fjeldrækkerne hindre Ørnene fra
at sænke sig i hvilkensomhelst af de dybe Dale. De slappe,
afskaarne Forbindelser spændtes. Landet var som den streng-
fulde stemte Harpe, hvorigjennem det mindste Anslag toner.
Dette gjorde Fædrene for Os -- dette og mere; thi de
vidste, at den nye Frihed skulde æske flere Offre end der be-
høvedes forat vinde den. Og de have ikke ophørt med disse
Offre. Fædrene have vundet Friheden togange. Først med
Blodet og siden med Formuen. Først med Modet og siden
med Ædelmodet. De indtoge Tinden og befæstede den. De
vunde Klenodiet og udjevnede Banen dertil for Os -- den Bane,
de selv maatte gjennembryde med Sved og mærke med Blod.
Dog har Friheden betalt dem. Det var som om den i Norge
fandt sin forudberedte Jordbund. Den har forlængst betalt
dem. -- Mange faldt med Sejerskriget i Ørerne -- paa det
ere de opstegne forat see Fædrelandet lykkeligt. Ingen er
siden død uden at have seet Fædrelandets unge Glands voxende,
voxende ilsomt som Dagbrynet over Aasen -- med det bristende
Øje paa Frihedspagten have de takket den Almægtige fordi han
lønnede Opoffrelserne med Velsignelse. De Fleste leve endnu,
og leve forat velsigne det Øjeblik, da de besluttede sig til at
voge, at offre, at lide, at bløde for det Norge, de ei ventede
selv at opleve nogen Lykke i.
Dette er det Sind, som tør paakalde Friheden. Denne Fjern-
hed fra al Egoisme er dets Væsen, og det som gjør Friheden
himmelsk og omgiven med religiøs Majestæt.
Men dette Sind tilhører ikke Farens Stund og Blodvidnerne
alene. Det har ikke sin Rod i nogen Spænding over det sunde
Hjertes almindelige. Vi have ikke modtaget i den dyrekjøbte
Arv en død Skat, eller Noget, der ikke kan eller bør modtage
|
| d.IV,b.2,s.166 |
nogen højere Udvikling. Saaledes er det ikke at vi sværge til
Forfatningen.
Vi, Brødre, ere Mellemleddene mellem hine Frihedens Skabere
og Ætterne, der skulle nyde dens modne Frugter. Ligesom
Fædrene for Os, maae vi arbeide for Ætten -- glade hvad
enten det skal tillades os som Oldinger at udhvile os mellem
en taknemlig Efterslægt, der nyder Frugterne af vort Virke,
eller om vi først i en endnu friere Tilstand skal forhøje vor
himmelske Lyksalighed med Glandsen af vort jordiske Fædre-
lands.
At tabe sig Selv i sit Formaal -- det er Begeistringen. Her
er Formaalet rykket ud over vor Tid. Den Frihed, hvortil en
ubetvingelig Attraae driver os -- den vi med drømmende Vel-
lyst udbilde os -- er en anden, end den, der er disse Dages
Hæder. Men med klar Sands see vi, at en Alder er forjettet
den, hvori den vil kunne udfolde sig i al sin store Sandhed og
yndige Fantastiskhed. Derfor slukke vi ikke dette Blussende;
thi det udgløder det Egoistiske af vort Væsen. Derfor pleje vi
disse Frihedsidealer; tillade ikke kummerlige Erfaringer at over-
hølje disse Smiil fra et bedre Væsen med sine Taarer, at sky-
sløre disse Glimt af en højere, i Ideen og Tilkommelsen ikke
mindre sand Verden.
"Bygger Ynglingen i Hjerne
Slot for Frihedens Idee,
Mand, da skal du Borgen værne
Som en Drage Fepalæ!
Gamle Hvide,
Du skal stride,
gjøre Graven til Tropæ.
Trylleborgens Herskerinde
er jo, Aand, din Aandebrud.
Kjæmp, at hun sit Hjem kan finde
trygt paa Jorden som hos Gud!
Englefulde
Himle rulle
der for hendes Fødder ud.
|
| d.IV,b.2,s.167 |
Se de Himle skal du dele,
om du hende Jorden bød!
Himlens Datter vil jo dvæle
som din Viv i Hyttens Skjød.
Kamp hun vejer,
op med Sejer,
og med Salighed din Død.
Hun med Tro betaler Ahnen,
med Triumfens Jubel Qval.
Hun din Gravhøi til Altanen
gjør for eders Bryllupshal.
Under denne
Dig og Hende
frelste Aander hylde skal.
Dog til arme Dødelige
beiler selv saa riig en Brud?
Sjel, du blues forat stige
fra din ringe Hytte ud,
for til Frihed
blive viet
i dens Himmerig af Gud."
-- Som Ynglinge kunne vi for Efterslægten, for Andre end
os Selv og for Friheden saaledes at vi af den nærværende
udvikle en, der mere nærmer sig dens højeste Idee, intet
Bedre gjøre end at nære Frihedssindet og at være os den
Begeistring, som dette er i sin Reenhed, bekjendte. Luft for
denne Flamme! Intet Stængsel for disse Straaler fra Sjelens
Indre! De maae søge Menneskehjerterne -- i disse Dyb ville
de besvangrende sænke sig.
Det maa være en given Sandhed for Verden og en Erfaring
for hver Æt, at den kommende er mere frisindet end den selv
var. Faderen maa trøste sig over at ikke Han har gjort nok
ved at Sønnen vil gjøre mere. Han maa vide, at Sønnen i
samme Forhold er større Enthusiast end han var som Friheden
har udviklet sig siden hans Puls slog i samme Takt, og siden
|
| d.IV,b.2,s.168 |
han greb i samme Aare, der driver Menneskeheden frem gjen-
nem Tiden mod dens Atlantica.
Dette sagt, Brødre! og vi vide, at det er ikke for os Selv at
vi feire denne Fest. Vi feire mere det Forbigangne og Tilkom-
mende end det nærværende. Vi ville fæste Efterkommernes
Øine paa Os som værdige til at overlevere dem Friheden meer
fuldkommen end vi modtoge den fra Fædrene. Det Frihedstræ,
vi fryde os om, skal ikke være af disse Underhavens forstenede,
hvor Frugterne kun til Øjenlyst ere Diamanter og Rubiner; men
et, der lædsker og nærer, forædles, voxer og voxer til en
Ygdrasil, der omskygger Verden. Det er ikke en Fest for den
taabelige Stolthed, at kunne skjænke disse Arvklenoder ligesaa
ufrugtbare, forældede og koldtglimrende til Ætlingerne. Ikke
en Stagnationens Fest, dette Dynd hvori Menneskeheden og
alt Godt bliver hængende, dette en seendrægtig Frihedsvaars
Tælegrøp, hvori Norge lettelig skulde nedsynke. Det er en
Fremskridningens Fest, ikke det Nærværendes, denne Over-
gangstypus, vi feire.
Saaledes Brødre -- hvilken Hellighed i vor Glæde! Saaledes
tilhøre vi Dagens Idee ganske. Vore herligste Idrætter skulle
kun være som udstraalede af den. Hvilken Spænding i vor
Energi! Thi hvorledes skulde vi turde vove at meddele Efter-
slægten -- den vi, i Fædrenes Billede skulle arbeide for --
Friheden unyttet eller endog nedværdiget og bedækket med
Forhaanelser?
Op! op! Brødre -- det er paatide at vi bekjende. Disse
Pocaler ere ikke Glemselsvalmuer. Dette Flag vajer ikke forat
blænde os med sine kjære Farver eller forat tilsløre vore
Klager. Ve! jeg hører det udhvine sine i Luften. Lader dem
ikke komme til Efterslægten -- de skulle forstyrre os i vore
Grave. Thi det var det Mindste vi kunde gjøre for Ætlingerne
mod hvad Fædrene gjorde for os, at vi pletløst afgave Klenodiet
vi modtoge -- at vi vare flittige i at blanke dette vaulundgjorte
Overflødighedshorn, naar vi mærkede at Luften var svanger
med Elementer tilbøjelige til at anløbe det.
Dette er vort Livs Opgave, men paa denne Dag skeer det,
at Klenodet fremstilles skinnende for Folket.
Lader os da bekjende, at denne Dag er os vigtig -- at den
ikke udtømte sig med den Rigdom den udrystede hint minde-
|
| d.IV,b.2,s.169 |
værdige Aar, da Normannafolket følte en Revolutions Bølgeslag
i sine Aarer.
Hvert Aar kommer den som Forfatningens Nytaarsdag. Thi
visselig den aabner et Aar, i den Mening nyt, at nye Udvik-
linger af Forfatningen lægges for Dagen ligesom Rødmen stiger
i Kinderne, og Musklerne svulme om den frodige Yngling. Ja
en Nytaarsdag, thi det nye Bedre, som de svundne Aar have
overtydet os om ligger i de kommendes Skjød, er ikke længer
det Gamle, og hver 17de Mai slaaer op et nyt Blad i Forfat-
ningens Fortolkning. . . . En Nytaarsdag; thi da bringe vi Alle
Constitutionen vore Hilsener, vore Ønsker, at den maa trives
og voxe, og vore Kjerligheds-Gaver i et frimodigt Aasyn, i et
reent og uegennyttigt Sind, i trofaste Løfter, i mandigt Ord og
Bedrivt.
Dette tør vort gamle Samfund sige. Dette siger jeg i dets
Navn, Brødre!
Er det ikke fra Fjeldets Tinder og Huler at de Storme fare,
der lader Træet friste hvad Løv det bærer: fast og livsfrodigt
eller visnende og falskt?
Storme nedbrøde fra Throntinden og fra Hulerne derunder
hylte de som Dæmoner mod vort Frihedstræ, og mange Blade,
hvorpaa Vaarens Glands end laae og som det nærede fra sin
Rod, stode ikke sin Prøve, men faldt til Jorden til Leeg for
uslere Vinde.
Men vort Samfunds Brødre vare de ikke som de livsfriske
Blade, der holdt Stand i Stormen? deres sammenknyttede Hæn-
der som Frihedstræets faste slyngede Grene? Bægerne, de
opløftede, ligesom Blomster, der med sød Trods netop hvælve
sig sammen og ville ikke give Slip paa Duggdraaben under
Stormen.
Denne er sagtnet. Det hviner ikke længer i Bladene, hvoraf
hvert af vore Hjerter er et. De affaldne omtumles foragteligen
paa Jorden. De, der holdt sig, glindse og suge sin Næring i
Fred, og en mild Aftenluftning toner igjennem dem.
. . . Denne Aftens Luftning toner igjennem Os . . . Aftens?
O, denne Dag tilhører sig selv alene, delende to af Fædre-
landets Aar . . denne Aften er det kommendes Morgen. Disse
de lykkelige Borgeres Glædesblus ere Stjerner over et ned-
sjunket lykkeligt Aar. Disse Himmelens Stjerner ere Morgen-
|
| d.IV,b.2,s.170 |
gryet for et kommende end lykkeligere. Det begynder imorgen.
Denne Dag staaer ensom i sin Høihed. Den tilhører ikke Re-
ligionen, ikke Erhvervet, ikke de sandselige Glæder. Delt imel-
lem Mindet og Forjettelsen synes den halvt at tilhøre Jorden
halvt Himlen.
Denne Qvel med sine Stjerner er et kommende Lykkeaars
Morgen med sit buede Dagbryn over Fædrelandet.
Derfor -- Brødre -- vi ere aarle ude for at hilse dette Aar,
der skal indgyde Friheden ny Marg, give Forfatningen nye
Tryllerier for Hjerterne. Sønner af gamle Norge! Børn af den
unge Frihed! af denne Gudinde, som opsteg af Oceanet, der
overskyllede den fordærvede gamle Verden og endnu bryder
imod dens undergravede Pillarer, -- hvert af vore Hoveder
være en af disse kjække Bølger! Lad dem knuses, om det
skulde være nødvendigt; thi det er Aanderne eget, at Døden
er kun Eens, Seiren vis og Alles.
Vort Blod gjennemruller ikke raskere vore Aarer, vort hele
Legeme tiltager ikke igjennem Ynglingealderen uden forat minde
os om at Aanden ligesaalidt taaler Stillestand som Tilbagegaaen,
og om at Forbedringerne, Udviklingerne er vor Sag.
Derfor lader os fremkalde vor Vilje! lader os bede til vor
Kraft! Thi dem er det Gud engang for Alle har anbetroet
Friheden og Fædrelandet. Forfulner vor Vilje, indtørker vor
egen Kraft -- da skulle hverken Englenes Legioner komme;
og heller ikke, om de kom, skulde de kunne frelse det For-
raadte. Men brænder Frisindet og Fædrelandskjærligheden,
skulle selv de Skjebner, Himlene forbeholdt sig selv at tilskikke
vort Land, ikke være andet end det ædle Aasyns mørke men
forbifarende Skyggedrag.
Regnsvangre Skyer over den nedslagne Sæd føre ikke længer
noget Triumftog over Norge. Thi Udholdenhed er den natur-
lige Skal om den Frisindedes Mod. Elementerne ere ikke fryg-
tede Fiender længer; thi Norges Aander have følt, at de voxede
under Kampen mod dem, og de erkjende, at Friheden, ved den
Ret der er den fribaarne Nordmands paathinge, erstatter rige-
ligen enkelte Aars Nederlag i Striden mod de voldsomme Floder,
mod Havet, Lavinerne og Klimatet.
Men Himlen vil være barmhjertig mod dem, der gave Slip
|
| d.IV,b.2,s.171 |
paa mange af Jordens Goder, for det ene himmelskes Skyld:
for Friheden.
Men hvad der beroer paa os Selv -- lader os sværge, at
vinde det: Oplysning, denne Frihedens Lysfære: Medborgersind,
dette Frihedens Styrkesbelte: Oprigtighed og Uforfærdethed,
denne Frihedens Veltalenhed: Flid, dens Haand, og Hæder, den
Dragt, som tilhører den!
|
| BLA BAKOVER |