|
|
| d.IV,b.2,s.95 |
TALE
VED EN BORGERFEST I EIDSVOLL
"TIL FORFÆDRENES MINDE"
FØR TALEN
Mel.: For Norge Kjæmpers Fødeland.
Opstanden er den gamle Nor,
den stærke Frihedskjæmpe.
Ei Tid og Grav, hvor Mindet boer,
hans Ild har mægtet dæmpe.
Den gnistred stødt Ætens Blod;
men ud i fulde Flammer slog,
da paa Eidsevjathing opstod
med Hast den gamle Kjæmpe.
Som en Volcan af Mulden Han
i Æten er opstanden;
Haarfagers Krones gyldne Rand
paany omstraaler Panden;
med Thorleifs Lag i Mannaring
han sidder paa sit gamle Thing;
St. Olafs Øx, den Seirens Ving,
er ikke langt fra Handen.
Kong Barfods røde Vaabenkjol
den gyldne Løve mødte
hans Øie strax. Hakoners Stol
i Throndelagen glødte.
Det gamle Maal i Dalen klang,
de gamle Klipper endnu hang,
tre Alen end var Manden lang,
af gothisk Let den Fødte.
|
| d.IV,b.2,s.96 |
Han kjendte sig saa grant igjen.
End stod den gamle Hytte.
Ham tyktes i hver Ungersvend
see Einar Thambarskytte.
Saa langt som før i Havet svam
Ledandisnæs og Statland fram.
Kun undred det med Sorrig ham
hvi Island vilde flytte.
Stirr ei udover Havet saa!
Paa Skum du Hu ei fæste!
Did af din Stormhat, mens den laae
paa Høi, dens Fjedre blæste.
Sku vide Opland, høie Thrand,
det seilomperlte Rogaland!
og døv med Rødningsøxens Klang
hvad Ondt de Vaager hvæste!
Herhjemme er jo alt som før
du gik indunder Højen.
Dit Haab staar fremst i Tidens Dør;
den gamle Sorg er fløjen.
I Fædrekraft det Fædrenord
opstod som Guld uskadt af Jord;
og paa dets Frisinds første Ord
dets Frihed sprang af Bøjen.
Normanna-aand, hil i dit Hjem!
Tag ind de gamle Sæder!
Gaa atter paa dit Althing frem,
og i Kong Carls Geleder!
I Østens Skodd end Jetter boe.
Da værne Gothen vak sin Ro!
Normænd, den Asathor mod dem
er Fædres Kraft i Eder!
|
| d.IV,b.2,s.97 |
"Din Sejerære Oldtid er nu kun Ord.
Din Frihed lever endnu i høje Nord.
I Mindets Skjold, hvor Tiden som i et Speil
kan skue egne Dyder og egne Feil,
sin bedste Viisdom Saga, den Kloge, skar:
det Folk, som ejer Frihed, nok Ære har."
Normænd! Det nye, det unge, det gjenfødte Norges Sønner
og Døttre! Det er ikke et Misnøie med disse Tider, en drøm-
mende Forelskelse i de gamle, et Hang til i disses Storhed at
søge Trøst over egne Dages Usselhed, til at hjælpe paa deres
Armod ved at kare efter Guldklumper eller Staalstumper i for-
dums Herligheds Aske, der lader os fremkalde Fædrenes Storhed
i vore Tanker. Vi feire meget mere derved vor egen Tid. Det
er for at den kan speile sig i Fædrenes Skjolde, at vi ophænge
dem! forat maale dens Kraft at vi byde den at prøve Oldets
Rustninger. Vor Tids Borgersind, Tilfredsheden med gode Dage
samler os, -- men ikke til et Altar opbygget for os selv, men
til Forfædrenes Grave, at vi kunne være alvorlige i vor Glæde,
afhøste gammel Tids Lærdomme mellem egne Dages Sødtale,
flette Gravgræs ind mellem Blommerne forat mindes deres For-
gjængelighed.
Dertil, ikke til Forfængelighed, er det vi fremkalde Fædrenes
Minni, og fremmane deres Dyder forat disse kunne mønstre vore.
Var der ingen Lighed imellem dem -- forgjæves traadte da disse
Masser sammen nær det gamle Eidsevjuathing, i Norges minde-
rigeste Egn, paa den Val hvor Borgerkrigen udøste sit sidste
Blod! forgjæves paakaldte vi de gamle Tiders Aand, naar disse
intet Forvandtskab havde med vore Tiders. Vinden, som nu liig
en venligt hviskende Erindring suser gjennem Græsset paa disse
Fædrenes Høje, vilde forfærde os; denne høitidelige Taushed
ligne den Blegnen, som overfarer den vanartede Søn naar Fa-
deren træder ham for Øinene; for Bautaen, i hvis Ly vi saa
gjerne hvile, vilde vi gaae afvejen som var den en graa Skygge,
der truende reiste sig fra Højen.
Men Held os, at det er anderledes. Disse Minder tiltale os.
Ingen Skræk fæster sig til disse gamle Grave. Disse Skygger
synes os nærmere befrændede end Mellemalderens forglemte,
som levede under Fædrelandets Fald uden at see dets Gjenop-
reisning. Vort Norge og Fortidens Norge synes som to afbrudte
Halvringe, der passe paa det nøieste isammen; Mellemalderen
|
| d.IV,b.2,s.98 |
kun som den uægte Lodning, som vi bryde væk forat hele de
ægte Led. Med Følelse af disse Dages Hæder, med Erkjendelse
af andre Nationers, er det vi byde Gravene aabnes, deres Her-
lighed opstaae i de Levendes Minde.
Ingen Tid skylder sig selv alene alt, eller er uden dyrebar
Arv fra de svundne. Det der gjør den glimrende tilhører maaskee
mest den selv, men Hovedtrækkene, Grundegenskaberne gjen-
kjende vi fra forgangen Tid. Denne har da Deel i hiint Glim-
rende ligesom Margen i Bladpragten og Blommerne.
Dette gjenfødte Norge, dette, som synes at have ved ingen
anden end Guds Bistand givet sig for nylig selv den Høihed og
Hæder hvormed det pranger mellem Landene, at udbølge af
egen Ungdomsfylde Hundredetusinder og Hundredetusinder over
Dalene, og at have kjøbt sig sin Lykke selv for Lidelser og Op-
offrelser -- selv Dette skal erkjende, at mange af Rødderne til
disse Fortrin gaae indunder hint Old, om hvis Grave vi ere for-
samlede, ja at det har større Deel deri end de mellemliggende
med Ulykker og national Vanære mærkede Aldre.
Det var ikke alene et Land, skikket til vidtstrakte, men i
Mellemalderen ikke udførte Opodlinger, som vi fra Oldet have
modtaget -- fast dettes veldyrkede, rigtbefolkede Bygder, hvoraf
vi endog træffe Spoer i vild Udmark liig udslettede neppe syn-
lige Tegninger, endnu staae os for Øine som et Land, Efterkom-
mernes Flid først skal komme i Besiddelse af i dets fulde Ud-
strækning, hvor Hammers Klokker atter skal tone over den rige
Stad, Kaupangur reise sig af Asken, og Sarpsborg, som om Fos-
sen derunder havde reist sig, hvidne i Luften. Ikke alene dette
uryggelige, disse i Jorden skrevne Forjettelser ere os overant-
vordede; men Sædkornene til vore herligste Friheder lagde
Fædrene i Oldet; gjennem dettes Skygger, som de mørke eller
glimrende Malmgange i det graae Fjeld, gaae Trækkene af den
Charakteer, som fortjener og skal værne disse Friheder, Frisindet
som fremkaldte dem, Mannavettet, som hegnede om deres Frem-
væxt paany, den nationale Selvfølelse, som fryder sig deri --
se disse tilhørte hine Fædre under Stormhattene og med de
tunge Stridsøxer i Hænderne; de vare Nordmændenes Ætklenoder,
en Sjeleodel, som vel en Tid kunde sættes udaf Brug, men ingen-
sinde fortabes. Derfor tyktes det Verden et Særsyn, mens det
dog var Nordmændene naturligt, at de, saalænge afvante med
|
| d.IV,b.2,s.99 |
politisk Frihed, baade fordrede denne udstrakt som Fædrenes
og større end Tiden var vant til, og at de færdedes med saa
sikker Kløgt paa Thingene, som om disse ingensinde havde været
ophørte, som om de ufrie Aarhundreder kun vare en Drøm hen-
ilet over Thorleif Lagmands og Thambeskjælfvers Øienlaage, kun
et roligt Fravær fra det ene Alherjarthing til det andet.
Ak, Medborgere! denne Drøm var lang og tung; dog gik det
stærke Aandedrag, og Pulsen slog fuld. Den var frygtelig: Oslos
og Hammers Røgdriver vare gjøglende Skygger deri; mellem
brudte Vaabenskjolde og Dynger af Menneskebeen laae Knut
Alfsons og Herluf Hyttefads Hoveder henslængte: Bødler kivedes
med Ørnene om de dryppende Steiler. Den var frygtelig; dog
forvirrede den ikke Forstanden. Alle de indsatte Ædelstene
faldt under den ud af Kronen; dog blev dens Ring endnu sid-
dende om Issen.
En saadan synkende Mellemtid, hvori et Folk synes at for-
negte sig selv, dets Kraft at slumre, og med dets udmærkende
Dyder Lykken at forsvinde, have flere Nationer end den norske
havt; -- ingen dog mere end denne. Det er derfor vi med
saamegen Glæde, med en naturlig Drivt formedelst det større
Aandsforvantskab og Liighed i Forfatning, sætte os i Forbindelse
med det ældste Norge. Dets Saga forstaae Vi; men ingenlunde
tilfulde hvorledes Ætlinger af disse frisindede Helte kunde saa-
længe taale Fædrelandets Vanære. Vi springe over Mellem-
alderen. Vi hverken beundre eller elske disse Nordmænd. Det
er kun i Tiden ikke i Aanden de staae os nærmere. Vi finde
ikke hos dem vore Følelser for Rigets Hæder, vore Begreber
derom, vor Frihed, vor Frihed- og Fædrelandskjærlighed. Vi tale
ikke til det Norge, der forekommer os sovende, men til det
Levende, hvis Bedrivter staae os for Øine i Sagaen og atter
foregaae i vor Indbildningskraft -- det der taler til os i et Sprog,
som synes formet efter Landets og Folkets Natur, og som vi
føle Fortræffeligheden af fremfor det vi fik af de nærmeste
Fædre. Vi mene Oldtiden, naar vi nævne det gamle Norge. Vi
ile strax did, ligesom Øiet seer tversover fra Fjeldtind til Tind
uden at bøie Synstraalene efter Dalen imellem.
Det er fælleds Dyder, Friheden og dens ejendommelige Dyder,
som bevirke denne sympathiske Lighed. Det er Dyder overant-
vordede dette Norge fra det gamle Norge hele og med det
|
| d.IV,b.2,s.100 |
gamle Præg uforvansket som jordgravet Guld, opspirende ufor-
mærkt som Sæd, der faldt af og blev liggende Vinteren over.
Det er det oprindelige gothiske Frisind, der avlede den ordnede
lovbundne Frihed, som gjorde det gamle Norge herligt i sit Indre
og lige herligt om end ikke dets Krigshæder havde lagt straalende
over Havene og Landene; og som udviklede, -- idet den var
grundet paa Forstand og sedlige Begreber, og nødvendiggjorde
en vis Oplysning og alment Kjendskab til Lov og Forfatning, og
aabnede Geniet, Veltalenheden og Retten fremfor Magten, Sejers-
banen paa Thingene, -- Folkets aandelige Evner, selv før Christen-
dommen, mere end man almindeligt troer om slige Tider, og paa
samme Maade, efter samme Grund, som de udvikledes hos de
to Sydens Folk (Græker og Romere) der meest have vundet
al Efterslægts Beundring.
Men nu har Nordmannafolket faaet samme drivende Kraft. Med
Friheden, der opstod i de sidste Tider, ere dens Dyder gjen-
kaldte til Livet. Dette er nødvendigt som at Ild maae lyse og
varme, som at Solen maae straale. Oplysningssands, Kappelyst
imellem Aanderne, forhøiet Fædrelandskjærlighed, Borgersind,
Ærbødighed for Loven, -- den høieste Myndighed, Nordmanna-
overkonning, -- se disse ere lette at opdage som udstraalede af
Friheden; men flere komme dog med den, om vi end ikke see
Forbindelsen. Vi see dem som Rødmen paa Fjeldene skjøndt
Solen end ei teer sig. De komme med den som Kjernblommerne,
der droge sig til Bunden da Solen dalede, men som atter hæve
sig svanskjære over Vandspeilet naar den brænder paany.
Hermed være ikke sagt, at disse Dyder ganske vare vegne
fra Ulykkestiden, som taalte, at Fremmede herskede i Landet.
Tappre Mænd vare Rødkjolerne ved Norderhoug, i Høland og
Halden; tappre Mænd Hvidkufterne i Kringen; og de graa Ka-
putter have jo ladet Blaamyrstallen bevæge sin Top i Sejersskrig.
Og tappre Mænd have ialfald Evner til Frihed. Heller ikke mang-
lede de hvad der gjør værdig dertil, nemlig det Retsind, den
Fædrenelandskjærlighed og naturlige Forstandighed, som aldrig har
manglet de gothiske Stammer. Men Sands for gothisk Frihed,
for det gamle Riges Betydenhed var bortvegen fra disse Diger-
dødens Efterladte. Kronen, Selvstændighedsmærket, var denne
fordum saa stærke Samsons gyldne Haar. Med den veeg den
sidste Kraft, og bunden maatte Helten male Meel for sine
|
| d.IV,b.2,s.101 |
Fiender. Om end aldrig den politiske Frihed var gaaen forloren,
de Træk tabtes, som danne den udmærkede Folkecharakteer
-- en Kjendsgjerning er det dog, at denne sedlige Selvstændig-
hed ikke før i de sedneste Tider, og egget af Ulykker, krævede
og modnedes til at afføde den politiske Selvstændighed, og at
den forhen ikke besad dennes Dyder. Ja, Folkecharakteren
omsluttede Træk -- i sig selv agtværdige og udrundne af ur-
gothisk Trofasthed -- som meget mere forhalede Befrielsen. Det
forøger da ikke vor Agtelse, at Kræfter udenfra maatte medvirke
til at nærme denne, at Ulykkers Tyngde og Fienders Spot maatte
egge den bundne Helt til at omstyrte Templet hvor han trællede
og hvor Eenvælde-Afguden dyrkedes. Men det kunde maaskee
ikke være anderledes. I lang Tid lignede det norske Folk de
forfærdede Efterladte i en Familie, hvor Døden har raset. De
samle ikke Sindet i den første Skræk. Endelig drage de Een efter
Een ud i Verden; og altsom de bygge sig selv Huse, udslettes det
fælleds gamle af Tankerne. De samles kanskee atter der, men
kun i Forbigaaende. Man taler vel om hvor godt der var til-
forn; men man græder ikke mere, knuger ikke Dørposterne
mere ved Adskillelsen. Hver iler atter til sit, did Vanen driver.
Det kunde maaskee ikke være anderledes. Vor Tids Uafhængig-
hedsfølelse; der fortærer Tanken om fremmed Tryk ilsomt og
aldeles som Flammen Glofnugget, har ikke saa let for at dømme.
Det er vist, at Guds Vilje med Norrige er bleven fuldbyrdet. Og
ihvordan det var, mens Staten var forsvunden, tvivlede dog
ingen om at Nationen levede. Tiden aad end mere forgjæves
paa Nationalcharakteermærkerne end paa Bautaens dybtfurede
Runer og paa Fjeldenes Takker. De vare for mærkede til at
de kunde udslettes af ensformige Aar -- det der dog er skeet
med andre Nationer, som berøvedes Selvstændigheden. Skulde
noget være forsvundet af dem, da maa det være den ildige
Fyrighed, der laae i den gamle Nationalcharakteer som Funker i
Staalet. Forgjæves udvandedes denne forøvrigt med fremmed
Blod. -- Ligesom de mærkeligste Træk af Oldsproget vedlige-
holdtes mellem Bønderne, hvortil det egentlige Normannafolk da
var indskrænket, saaledes vedligeholdtes og mellem dem alle de
Træk af Oldnordmændenes Charakteer, som ikke tog Næring af
den politiske Frihed. Men disse manglende laae slumrende i
denne; med denne bør vi troe Oldets Fædres hele Sjelsbeskaf-
|
| d.IV,b.2,s.102 |
fenhed gjenoplivnet. Tør og hænde hiin Livlighed vender tilbage
som Farverne i de mulmklækkede Planter, der udsættes en Tid-
lang for Lyset.
Frihedssindet udgjorde dog for stærk en Aare i Nordmandens
Væsen, til med et at forsvinde med Friheden. Det laae endnu
længe over mange Gemytter i det sjunkne Norge ligesom den
glødende Rødme i Skyerne over den nedbrændte Stad. I Knut
Alfsons og Hyttefads, i de mange Adelsmænds Blod som med
disse gik under Christians Bøddeløx, glimrede endnu Gnister
deraf. Den fortørnede Patriot reiste sig ogsaa under Olaf Enge-
brethsøns Bispekaabe. Mange norske Hjerter sloge varmt for
Sturernes Sejerlykke i Sverig. Jeg nævnte Adelsmændene, som
Blodvidner for Selvstændigheden og Uafhængigheden -- delte
da ikke Bondestanden, hvis Blod som Sved altid maa være rede
til at flyde, denne Ære? Mænd! til en Landadel, som Tid efter
anden havde udviklet sig af Bondestandens Mægtigste, men og
afsondret sig fra denne glemmende sin Oprindelse, var dennes
politiske Magt og derved lidt efter lidt Sandsen for al Deel-
tagelse i Styrelsen og Dygtigheden dertil gaaen over allerede
før Foreningen med Danmark. Derved var denne og dens
Ulykker forberedte, Frihedssindet og Følelsen for Rigets Hæder
udslukket i Folkets Kjerne selv. Digerdøden, at Geistlighed og
Adel bemægtigede sig en altfor stor Deel af Landgodset, den
derved bevirkede Armod, forøget ved Udlændingers Handelsaag,
Udsugelser, Bortledningen til fremmed Rige af Statsindtægterne
fuldendte en saadan Forandring hos Massen af Folket, at vi,
med de gjæve Fædre i Tankerne, ikke skulde gjenkjende det,
om ikke et ubetvingeligt arvet Hang til personlig Frihed samt
Besiddelsen af enkelte borgerlige Særrettigheder fremdeles havde
givet det et udmærkende Særkjende.
Ogsaa disse enkelte Frihedslevninger, som lod Nordmændene
mindre opdage og føle det gamle Riges Aag, vare da Arv fra
Forfædrene? De skyldte disse, at de dog hedte frie Mænd,
mens Riget ikke længer var frit. Med Kronen turde fremmed
Magt skalte; men Odelen i Bondens Haand turde den ikke røre.
Embederne stode aabne for de fremmede Herrer; men mellem
disse og Bondegodset var Odelsretten en uoverstigelig Vold.
Inden den holdtes Æterne vedlige. De kolde Øxegge bag den
kjølede fremmed Adels Lyst efter de vene Vidder om Mjøsen,
|
| d.IV,b.2,s.103 |
om Randsfjorden, om Thyrifjorden og langs med de store Floder.
Taarnene turde de bøje i Byerne, hvor lidet norsk Blod rørte
sig; men vel vogtede de sig for at bøje den norske Bonde
under den Livegenskabets personlige Trældom, som knugede
Bonden hjemme hos dem selv, ja næsten over al Europa, mens
den forlængst var forviist fra Norge. Tempelmalmen turde de
udtage, men ikke Malmen af Bondens Haand. Efter gammel
Sed var han bevæbnet, og æskede at agtes for og behandles
som en fri Mand.
Der levte da med hine Frihedens Levninger, som gjorde sig
gjældende i det daglige Liv, og derfor indgroede med Slægterne,
ogsaa Rester af Frihedssindet? Ja, de overraske os som de
Sommerens Blomster der stundom træffes om Høsten og rødme
frem af den tynde Sne. Ja; men Trangen til større, til megen
Frihed, Almeenfølelsen for det hele Riges Velvære og Hæder
var forsvunden -- deri vare Mellemalderens Nordmænd van-
slægtede fra Oldets. Deri, at vi have den, at vi glødes sammen
deraf til eet Folk af een Aand -- deri er det større Forvantskab
imellem Oldet og Os.
Medborgere! deri -- i Almeenfølelsen for Norges Velvære og
Hæder, i samme Frihed, i samme Sands derfor og Dygtighed
dertil, er Forvantskabet mellem Oldets og dette unge Norge,
Uligheden med det, der erkjendte et fremmed Herredømme.
Det vilde være os umuligt. Dette er nok til at gjøre Skillet.
De gudbrandsdalske og østerdalske Bauner, Haldens store Baune
har lyst herligen over det sjunkne Norge; Anna Kolbjørnsdatters
Halmflamme har blusset sig i Natten Stjernens Evighed til, Kruses
Carabiner have blinket livligen i den mørke Skog. Da flammede
vel en vis almeen Følelse af Nationalitet; men den var kun
Nationalstolthedens, Krigshæderens, blussende kort som de Bauner
der tændte den. I lange Fredsaar opløstes den. Om lidet taaltes
af andre Riger, af det Medforbundne taaltes Alt. Egenkjerlig
var hver Mand nøjd med, at han intet leed, og med at de per-
sonlige Friheder bestode.
Men dette er ikke den Almeenfølelse, den Nationalaand, som
er Særkjendet paa det unge Norges Liighed med Oldets, og som
forjetter os Fædrenes Hæder -- disse, der erhvervede Nord-
mændene Ret til bestandig at agtes for en selvstændig Nation,
i Feldten lærte Fremmede det, og ved Forfatningen, som tidligen
|
| d.IV,b.2,s.104 |
ordnedes til et meget indskrænket Kongedom, Folket at føle sig
selvstændigt lige livligen i Fred som Krig. Denne Nationalaand,
vak om Friheden som Ørnen om sin Yngel, omhyggelig om Na-
tionalæren som Den der bestandig pudser sit Klenod, taaler
ligelidet af den medforbundne Stat som af hvilken anden. Den
blusser vel, men slukkes ikke med Baunerne. Den tændes ikke
med dem, men tænder dem. Freden inddysser ikke den, men
den gjør Freden tryg. Den gløder ikke alene hos de mere Op-
lyste, hos Faae, hos dem den opblomstrende Stat nedryster sine
Velgjerninger rigest over. Den findes hos Alle. Det maatte
være et Ribunghjerte, som manglede den. Den gjennemtrænger
Samfundet, forener dets Classer, meddeler alle Broder- og Med-
borgernavnet, betegner det gjenfødte Norge -- thi den og Fri-
heden er det som er gjenfødt og alt med dem -- og er Forfat-
ningens Livsaande, Thronens Værn og Frihedens Styrke. Nærmere
er ikke Trefargerne parrede med vort Flag, end den er med
Nationalæren. Denne staaer særligen under Almeenaandens,
Nationalitetsfølelsens, Nordmannafolkeaandens Beskyttelse. De
leve og døe med hinanden. Ingen Nordmand tør fornægte den.
Den udgjør den Liighed, der kan forenes med Friheden, og som
vi tiljuble i vore Sange. Den elsker det gjenfødte Norges tre-
fargede Flag og intet andet end dette. Det er Den, som lader
alle Hjerter røres af en Samfølelse, naar Nationalsangene tone,
naar der istemmes "For Norge, Kjæmpers Fødeland." Fandtes
denne Aand ikke, skulde disse forstumme. Men naar Glæden
bryder frem ved Stormandens Bord, naar den simplere Gjæst,
iførstningen maaskee blændet ved det prunkende Antræk, frem-
med Tone har indført, har overtydet sig om at han ikke sidder
ved den Konges Bord hvor Alt var Guld -- da bryder ogsaa
hiin Følelse frem i Nationalsange. "Boer jeg paa det høje Fjeld"
lyder, og Statsraaden forflyttes af sin Indbildningskraft did eller
paa "Stranden mellem de rullende Bølger." Tanken iklæder ham
den nationale Dragt -- han længes efter Bondens Syssler og Ro
-- han hører en hjemlig Bjerk suse og Lurene og Vækkerne i
Lien eller seer sig under et jagende Seil. Det er Nationalaanden,
som farer tonende over disse søde Samstrænge. Det er den,
ikke Fugtelfrygten, som farer klingende gjennem Geledet i den
punctlige Vaabenøvelse -- denne som er bleven til en Kappeleeg,
da Nationalaanden under sin store Skabelse, udstrakte Værne-
|
| d.IV,b.2,s.105 |
pligten, og forvandlede Hæren, før afsondret fra Folket, til en
Nationalgarde. Det er den, som opbygger Kongeboligen, som
ikke bliver træt deraf, da den skal være et Kjerlighedsminde
for Nationens bedste som han er dens første Borger, og som
reiste Mindestøtten for Krogh den fortjente. Det er Den, som
veeklagede i det norske Folks Navn høit imellem Nationerne
over Pohlen. Den fryder sig i Betlernes Bryst over at Kongsbergs
Skatte opvæltes fra Dybet -- i Alles, som synes de faae nok
deraf i Tanken, at det deri gaaer Norge den kjære Moder vel.
Den bar villig Opoffrelsen, som fulgte med Statsforandringerne;
og ikke alene de nødvendige -- ingen Æresskilling skulde paa-
hvile Nationen -- ; ikke alene dem Tiden syntes at kræve --
sandelig denne Slægt jevnede Vejen for den Efterkommende og
lagde Hynde til paa dens Sæde. Denne Aand krævede og
skabte Banken -- den Norges Stav -- midtunder Manglerne.
Den gav Folket den Trættes Kraft, der springer op af sin Hvile
for endnu at fuldbyrde noget, og hvem Solen da tilsmiler venligst.
Den svor hiin uforglemmelige Bededag, at offre Liv og Blod for
Norges Selvstændighed.
Den jublede da Carl besteg Hakonernes Throne. Den jubler
ved hvert Storthing da Folket bestiger sin. Den gjør Thingmæn-
dene, i Riddersdragt eller Kufte, til broderlige Venner, ihvor
forskjellige dog enige i Grundlovens Urørlighed. Den bringer
dem, Mændene fra Nordcap og Lindesnæs, Throndelagen og
Agdur, til at mødes med raske fortrolige Haandslag -- første-
gang dog som efter gammelt Bekjendtskab -- og til at skilles
med Vemodets langsomme, kun medgivende hinanden de samme
Ønsker for det fælleds Fædreland. Den fryder Nordmanden, naar
han seer Opodlingen lysne frem i Dalene -- den gjør ham glad
som om disse nye Vidder ere hans egne: disse lysnende Vange
disse nye gulnende Agre ere jo det fagreste Solskin over Norge,
hver vunden Plet et nyt Blad i Norriges Krands. Den gjør
Agerdyrkningen ikke til et egennyttigt men til et politisk Virke.
Tanken om Fædrelandets Nytte gaaer foran den plogstyrende
Landmand. Tanken om at Norge skal brødføde sig selv opløfter
Haanden, der udslænger Sæden. Spilder Uheld hans Flid, da
trøster Nationalaanden ham med den aandige Herlighed Norge
besidder fremfor sædsikkrere Lande, og som synes at trives vel
her under den kolde Pol. Utallige ere dens Frugter -- National-
|
| d.IV,b.2,s.106 |
aandens, denne Frihedsstammens Marg, dette alle norske Sjeles
Fælleds og Samklingende, saaat de ere til hverandre og til den
som Blade paa samme Træ. Den rignede Høiskolen, den frem-
kaldte tillive Selskabet for Norges Vel. Utallige ere dens Frugter;
men en af de fagreste Blommer, den udskjød, var den nationale
Frihedsfest, der aabner sig aarlig i Majen, uddufter Glæde og
udkaster Sæd. Nationalaanden skabte den. Den var Tegn til
Nationalaandens Modenhed. Nationalaanden feirer den, og feires
derved. Den, ikke Pragten, gjør Høitideligheden derved. Den,
ikke Bægerne, gjør Glæden. Den, ikke Nysgjerrigheden, samlede
os; thi Fædrenes Minde var den kjært.
Saadan er den Almeenaand, som betegner og maa betegne
det gjenfødte norske Folk. Det var kun løse Træk af den jeg
skildrede; men forgjæves som at vise en Ørn i en Haandfuld
Fjer -- ; den kjendes som Christsindet af sine Gjerninger, dens
Virkninger ere utallige som Solens, og selv skjuler den sig i
vore Hjerters Inderste, klar der for os Selv, men uudtalelig som
det Helligste.
Men saadan opsteg den af Fædrenes Grave. Den forbinder
Os og kommende Aldres Vugger med dem. Det er den samme
Aand, som gjorde det gamle Norge stort, der nu skal gjøre det
lykkeligt, og som alt erhverver det en indre Storhed, større end
de affaldne Statholderskaber i Øst og Vest. Ikke Krigens; men
den Kraft som er viis, og ikke lægger Mandemodet og Krigs-
dygtigheden bort i Freden, ikke glemmer Bjarkemaalet med gode
Dages Honningdugg i Munden: Den der i Hakon Adelstein skif-
tede Norge 19 Fredsaar til, mens dog Qværnbideren blinkede
vedsiden; -- som blottede Gyldenhjelmen, da der raabtes om
Nordmannakonningen i Slagstormen, slog paa Rastarkalf og Stord,
men vandt dog Jæmtland og Helsingialand ved Kjærlighed. . .
Den der traadte frem mellem de fnysende Brødre, de fylkede
Hære med Gutorm Sindris Harpe. -- Den der vel med Jarl
Erik i den 4de Kamp besteg Ormenlange, men i 16 Aar fredede
Norge, Borger- og Samvittighedsfriheden -- Den, der førte Nord-
mannasværdene i Hafursfjord, i Hjørungavaag og ved Svollder;
men som ogsaa gav Olaf Kyrres Kronguld Glandsen, der frem-
lokkede Velstand af Klippebunden, Civilisationen under Land-
ødebanneret og Stæderne langs de vilde Strande. . . Ikke Krigens
Aand alene, men ogsaa den Fredens, som udrakte Hakons Sejer-
|
| d.IV,b.2,s.107 |
herreaand til Partierne; som altid stod malt i Sverrers Skjold;
og som, mens Kronørnene klotoges inde i Landet, ofte dalede
paa Hvitingsø, og var der som en trætfløien Due at finde. . .
Ikke Lovløshedens Aand -- thi den var fredløs i det gamle
Norge bar den end Kronen, og raadede mindre der end i andre
Lande af finere Seder . . . Finere Seder? I Agt for Lovene
bestaaer jo Sedlighed, og den var i det norske Folks Fysiognomi
mærkede Træk, mens sydligere Folks Sedlighed kun var en flagg-
rende Rødme. Frankens prægtige Røverriddere vare ikke saa
sedlige som disse Nordboer i Skind og Kufte, der satte Eid-
sevjualag som en Fakkelkrands i det mørke Old, og stode lyt-
tende om Lagmanden og Dommerne, thi det var Loven, den
sande Folkekonge, som talte paathinge. Denne Aand da, som
mælte paa Eidsevjuathing gjennem Thorleif Vise og Halfdan
Svarte, hiin Høitelskede fordi Loven var hans den Kronedes
Konge -- gjennem Kong Adelstein, hiin isandhed Ædle, og Thor-
leif Lagmand paa Gule- og Frostethinge; -- som bød Drot at
stevnes tilthinge, Tvekamp og Selvhevn at ophøre, hegnede Eien-
dom ved Odel og skarpe Straffe, og gjorde til Mundheld "ved
Lov Land bygges."
Den den fredsæle Drivtigheds, som gjorde lyst med Øxen i de
mørke Jetteskoge -- og Landet alt før Halfdan Svartes Tider
vidtopodlet og godt at være i, -- som styrede Plogen paa Drot-
bonden Sigurd Sirs Landeiendomme -- og som hviftede Bjørn
Farmands Seil udover alle Bølger.
Den Mandigheds, som udkastede Planen til Smaakongernes
Undertvingelse i den 10aarige Haralds Sjel, og hærdede den
deri som Jernet i Formen -- som lod den 14aarige Erik kue
de stolte Klerker -- og som bød Sønnerne tidlig at sørge for
sig selv.
Den mandige Frimodigheds, som røstede fra Asbjørn af Me-
dalhuus og fra Sighvat Skjald, da han fremtreen for den harm-
tændte Konge, tvang Magten at bøie sig for Sandheden, tæmjede
med Harpens Toner Dødsbeslutningerne som udviklede sig liig
ilsomme brændende Dampe af det glødende Kongehjerte. -- Den
der gjorde Sandheden mindre farlig og derved mindre fremmed
mellem Mand og Mand, Folk og Drot.
Retfærdighedens, der altid ærede Fiendes Dyder, der -- om
den ei kom til Ordlyd paa Valen mellem de bragende Skjolde --
|
| d.IV,b.2,s.108 |
søgte tilthinge for at tale, dømme og dømmes, og som ikke for
den fnysende Konges Skyld fordømte den Uskyldige. Retfærdig-
hedens og Høimodets, der lod Erik Jarl beundre og benaade
sine tappre Fiender paa Dødsblokken -- som igjennem den døende
Hakons Mund tilsagde Banemanden Riget, og lod den krænkede
Sigurd Hranesøn falde Fornærmeren tilfode.
Nationalæresfølelsens -- ikke Forfængelighedens, der udfoldede
Jordsalafarerens spraglede Silkeseil -- men den alvorlige, som
oprørtes ved danske Svends fornærmende Anordninger, og for-
stødte ham; -- ikke den hævntændte, som 100 Aar efter brændte
Engellands Byer til Soning for Haarderaade, men den retfærdige,
som vogtede Landet og dets Besiddelser, som forhøiede Kræfterne
i Svollderslaget, og raabte "Striden bliver skarp, thi der er Nord-
mænd mod Nordmænd"; som gav Olaf den Hellige Riget frem-
for de Fremmedes Lehntagere, og afskyede selv Skinnet af Af-
hængighed.
Trofasthedens Aand, hvorfor Norden var berømt, saa Mykle-
gardskeiseren kun troede sig sikker bag dens Mænds Sværde . .
den, der hyllede den unge Hakon ind i Bjerkebeinernes Kapper,
da de reddede den dyre Prinds den uveisomme Østerdal igjen-
nem, igjennem alt Midvinterens Yrveir -- den som udstraalede
over Norge i Ung-Reidars Hjerteblod, da han fangede Spydet
for sin Konge og segnede med ham -- og hvis Ære hvilede i
Urold, men strakte sine Tinder op i Thronpillarerne Thjostolf
Alesons og Gregorius Dagsøns Skuldre.
Mandemodets, der rejste sig ved Davrebordet paa Stord, og i
Ølvar Bonde sprang ensomt fram mod de mylrende Vender i
den brændende Stad. Den Standhaftighedens, som seirede i
Bjerkebeinerne. Fyrighedens, der ikke lod Modet fryse, om de
for den gode Sag vandrede Vinteren igjennem og Norge paa
langs og tvers i den dybe Sne paa Næversaalene -- der styr-
tede frem i Berserkerne -- og som var Blodet i Fædrene-Tap-
perheden ligesom Æresfølelsen var Hjertet. . . . . Frisindets og
den ædle Stoltheds Aand, som tyede udover Bølgerne og besatte
Island og Øerne, da den holdt Friheden for tabt -- som lagde
djærve Ord i Folketale, og gav Sandheden Mæle som den var til.
Medborgere! af flere end disse ædle Kræfter bestod den Aand,
som rørte sig i det gamle Norge. De vare barske disse Fædre,
siges der. Ve os, om denne Barskhed, naar Hornet gjalder, ei
|
| d.IV,b.2,s.109 |
kommer tilbage som et Echo. Mange af de herligste Bedrivter
udførtes af onde Mænd, siges der. Hvilke Bedrivter? Krigens?
I Blod kan Bjørnen staae til Bringen. Det blotte Nederlag er
ikke den herligste Bedrivt. Retfærdighed ved Sagen, der strides
for, er det alene som i Kamp ophøier Mennesket over det ri-
vende Dyr. Det er Dyderne, som under Kamp aabenbare sig
ligesom de fagre Fugle der efter det gamle Sagn sværme om i
Folgefondens Snehvirvler, der kunne gjøre den herlig. Og det
er ikke den sande Prøvesteen, at vi beundre og forfærdes, men
at vi ogsaa maae elske. Forfærdende beundre vi Hakon Jarl i
den blodige Stavn under det 3 Dages Slag, blussende af Harme,
bleg af religiøs Rædsel i Haglstormilingen, hvormed han troede
himmelske Kræfter kom ham tilhjælp, efter det frygtelige Offer;
men Erik Jarl der kjæmpede roligen de 3 Rædselsdage ud, rolig
mens Seiren drejede sig om Fløjen paa hans Skib under Ilingerne,
og som ærede sine tappre Fiender og gav dem Naade -- hans
Bedrift er den herligste -- han er den rette Hjørungavaags Helt,
thi ham maa vi ogsaa elske som vi beundre.
Lidenskaberne vare stærke i de gamle Fædre. Der kom ikke
alene velgjørende Varme af disse Flammer, men stundom og
Røg, der skumlede mangt et Helteskjold til. Men Dyderne jeg
nævnte -- visselig, Sagaen taler -- de havde Borgerret og Ind-
fødsret i det gamle Norge: mange huuslige Dyder -- ikke alene
Gjæstfrihedens, der boede under hvert Tag -- Menneskekjerlig-
hedens, der lettede Trællestandens Kaar og frigav den før i
andre Lande -- Sands for Saga og Skjaldskab indflettede sig
forskjønnende deri; og som Guldringen Perlerne, omgaves og
fastholdtes de alle af en Nationalaand til et Nationalsmykke, som
vi have Vidnesbyrd om at Verden ansaae med Beundring, og som
tindrer over Gravene.
Vi kjende dem alle; thi end er ikke Sagaen glemt omkring
Eidsevjuathing. Og det mindsker ikke Følelsen af Forfædrenes
Hæder, at Kraftens Overmaal udtømte sig altjevnt i Kamp; at
Ærgjerrigheden greb efter Nordens herligste Krone, at Borger-
krigen jog ogsaa over disse Sletter, hvor den stupede og sluk-
kede en af sine sidste og fæleste Fakler i Vorma at vi mindes, at vi
staae netop paa de sidste Ribungers Grave. Den barske Tid er
nedbrændt; -- de ædle Metaller ligge tilbage. Lad ingen fræk
Aande blæse i Asken! ingen overmodig Haand søge at rokke
|
| d.IV,b.2,s.110 |
selv disse forbrændte Søiler af Hedningetemplet. Som saadanne
staae selv Oldets ældste Helte igjen. Men disse Menneskeaander
var en Ildprøve beredt. Nordens forhistoriske Mulm, hvori Up-
salaodins og Asathors Offerflammer og Offernes sprøitende Blod
vare som Maane og kringspredte Stjerner, laae paa deres Øien-
laage -- dog skulde de opløfte dem til at see Sandheden, og
reise Minder om Dyder, som en anden Tid kunde opdage naar
det klarnede. Og de gjorde det. Selv Asathor var en Civilisa-
tionens, Uddannelsens Kjæmpe; og han førte Kampen som Jefta
for samme Sag mod Cananiterne. Frithjof hin Frækne, Sigmund
Brestesøn foragtede en Statsreligion som ikke kunde undvære
Overtro, og Haarfagers aldertunge Øje saae den eneste Gud, og
offrede ham en Søn med større Ære for sin Sjel end den Abra-
ham vandt ved at fristes til at lede sin Eneste til Alteret. I
Huset over Seidmændene antændte han en lysere Tids Sol --
den Tids vi her feire. Olafernes christne Baal vare ikke saa
skjønne. Vi beundre Hedningen med det brændende Had til
Overtroen: liig Moses, da Tavlerne faldt ham af Hænderne, over
Israel, forfærdedes han over sin Søn, og offrede ham til Sand-
heden og Loven. Med det Baal udsviedes medet den værste
Overtro, den som husede hos Ondskaben og koglede for den
feige Lumskhed. End en Tid vejede Lidenskaberne hinanden
paa Sværdet. Fiendskabet mærkede sin Thingring i Sandet af-
sides fra Folkets rolige. Christendommens Aand foer da hen
over Heden tildækkende de blodige Spor. Dens Olie stillede
Blodbølgerne i mangt et kraftigt Bryst, som elskede Fædrenes
Sed. Kun Ærgjerrighedens gik for høje -- de maatte kjæmpe
sig til Mathedens Ro. De livlige Nordmænd toge Parti, viede sig
en Sag, og kjæmpede for Overbeviisning. Dette var Borger-
krigene. Eftertiden har opdaget fast Kjerne i deres Kraft, men
ogsaa Ærgjerrighedens Orme, som søge den bedste Frugt.
Vi elske ikke deres prægtige Flammer; men vi opdage dog
midt derinde Dyder i Ildprøven, den herlige Sverrer styrende
dem liig en Guddom Elementerne, den frosindede Magnus Er-
lingsøns vakre Gestalt, Dagfind Bonde fast i sit bristende Castell
-- vi høre de trofaste Bjerkebeiners Kampraab for Kongen af
Sværdsiden, og Hakon Sverrersøn med arvet Sejer i Hænderne
at tale Fredsord; vi see Hakon Hakonsøn dæmpende med For-
|
| d.IV,b.2,s.111 |
soningshaanden de sidste Flammer, saa ingen andre lyste end
Nordmannakonningens Skarlag.
O, Nordmænd -- hvad Under om vi elske Sagaen? om vi
samles for at feire Fædrenes Minde? Sandelig intet Folks
Historie fremstiller en saadan Kongerække af ædle Mænd; og
vi slutte med Sikkerhed derfra til Folket, om end Sagaen ei
nævnede de Mange fra Jarlen og den fribaarne Bonde til Træl-
len som frelste sig ved Bedrivt. Elske vi Sagaen, jeg mener
særligen som den taler i Snorre Sturlessøns udødelige Skrivt,
der alene er det herligste Minde over hint Old, ja herligere end
Nidarosdomkirkens Kuppler -- da gjøre vi den til et Huus-
klenodium! Den er Nordmannafolkets Adelsbrev imellem Na-
tionerne. Vist som Bibelen findes den i Husene! Disse To være
Højsædernes Gudebilleder som Odins og Thors fordum. Og
sandelig Sagaen er det; thi det Guddommelige i Mennesket har
deri speilet sig klart og uforgjængeligen. Elske vi Sagaen, da er
det et godt Tegn paa at Nordmændene ikke blues ved Fædrene,
men tør see de gamle Helte i Øinene. Denne Udødelighed i et
ærefrygtfuldt Minde skal hue dem, og de skulle selv berede sig
en Saga.
O! Tanken fører mig fremad et Aarhundrede. Kun det --
har alt dette Norge vundet sig en Saga? Ha, hvor Skogene staae
som Øer mellem alt det grønne Land. Som Kindernes stigende
Frydrødme har Opodlingen udvidet sig opad Aaserne. Som
høithvalte glade Øienbryn har deres Skoge opbuet sig. Folke-
mængden er en halv Gang større end i Hakon Hakonssøns Tid.
Klokkerne tone i det gjenrejste Hammer. Flodskibsfarten gaaer.
Ogsaa ved Eidsevjua en Stad. Ingen fremmede Kornskuder
stevne op gjennem Folden. Men om Agdenæs styre Islændere
ind. "Ha, Kjartan, velkommen til Nidaros!" "Jeg kjender Ind-
løbet." "Nu staaer det vel til i Island, det udsvømmede Norge."
"Friheden udkaster sine Flammer høiere end Hekla." "Begynde
Skjaldene ikke at synge efter Althingets Aabning?" "Som Fuglene
med Vaaren!" Farvel Broder Islænder! Vinden tager ham --
den samme som fylder Bergens Vaag med alle Europas Flag.
Og det gamle Oslos Datter Christiania ligner ikke mere den
opblomstrende Spædjomfru mellem Europas Hovedstæder. I fuld
Blomstring har den allerede omarmet Kongeboligen, kastet sit
|
| d.IV,b.2,s.112 |
Slør af Haver højere opad Dalen; og ladet som Perlesnore skin-
nende Boliger indringe Vikerne,
Inden da har Norge bestaaet en Kamp frygtelig som Fædrenes
med Jothunerne. Fostbrødrene have blandet Blod sammen.
Men Kampen var kun Kraften der pressede Buerne tilsammen,
over hvilke end herligere Aldre gaae. Det vi ahne idet vi kaste
Øinene til Fjeldene om Baunerne endnu staae der, er skeet.
Bruddet er brustet ud efter den Revne vi saae i Jorden; men
nye grønne Dale bølge hen derover. Da -- ogsaa denne stolte
Tid maa hædre det gamle Norge. En næsten rodløs svævende
Klattreplante skulde denne høje Udvikling være om dettes Aand
ikke fandtes derunder. Den er Kometernes Kjerne -- sednere
Tiders den prægtige Hale den udfolder igjennem Rummene. Da
-- jeg seer et kneisende Minde i vor Bygd ved det Sted hvor
Fædrenes Aand rejste sig, hvor Frelsen fødtes. Vor Tids Minde
feires af dette fuldt forherligede Norge. Det afryster sine Blomster
paa vore Grave. Det kalder den et skjønt Mellemled mellem sig
og Oldet. Det ærer Gravkorsene, der nævne hine Rigsforsam-
lingens Mænd, som Bautaer, Huset hvori de samledes som et
Frihedens Betlehem. Det tykkes, at der ikke er langt imellem
Hakon Hakonssøn og Carl -- ikke længer end imellem to Tinder
af samme Alprække, og end rimeligt er forat to hinanden lige
kunde i Afvexlingernes og Ulighedens Verden vise sig paa Thro-
nen; -- Snart som Ganger Rolfs Æt blev Franker er Carls
bleven Gother; og den agter sit Stamhuus at være Frihedens
-- det vor Lund beskygger -- det, Norge altid vil regne sin
Herlighed ifra.
O Medborgere saaledes! Lader os ile denne Tid imøde, men
erkjende, at vi begynde vor Fart fra Fædrenes Grave! Lader
os ile den imøde: Frisindet udfolde sine Vinger! Tænder den
Fædrene-Fyrighed! Oplysningen udspænde sine ilende Straaler!
Trægsindet ligge tilbage med de klodsede Ankler afhuggede!
Redeligheden vandre saa dens Trin høres i Verden! National-
aanden opløfte os, men ogsaa over Spliden og Hadet! Alle disse
Seil paa Ærens Snekke, som bar Fædrenes og skal bære vort
Norge mod lyksalige Tider udfolde sig! Fædrenes Minde er
dens Ballast, at den gaaer sikkert! Som Skum efter sig efter-
lade den Forfængeligheden, Fordommene, Veksindet, Usedlig-
|
| d.IV,b.2,s.113 |
heden og Umaadeligheden, der har suget saamegen Kraft, for-
drejet saamange af de vakkre gothiske Ansigtstræk til modbyde-
lige Masker, og som maa rødme for de gamle Fædre med Mjød-
hornene! Saaledes, det unge Norges Borgere! lader os ile
Fremtiden imøde! Den være os nær gjennem Daad, som For-
gangenheden gjennem Sagaen. Den er det Vest, mod hvis
gyldne Skyer vor Dag daler for at føde en ny; Oldet det Øst,
hvori vor Sol stod op. Forgangenheden og Fremtiden ere vore
Dages Seierbues Pillarer. Rivende Strømme gaae derunder --
Ragnarokerske Kræfter drøne i Dybet; dog vandrer det unge
Norge freidigt som Heimdall derover, og dets vaagende Gjallar-
horn høres af Verden. Saaledes Medborgere! Vor Kraft tilhører
Tiden, vort Haab er en Blomst der allerede dufter frem af Frem-
tiden, en glimrende Tinde der allerede rager frem af dens Stor-
hed. Men Oldets Storhed staaer heel for os med alle sine
kronstraalende Tinder -- skulde da ikke Mindet gaa ind i sin
Festhal? Normanna-Aanden bestige den Borg hvorfra den her-
skede, og atter besøge det Huus hvor den fødtes og voxede?
EFTER TALEN
Nordmanna-Aanden ei opstod,
igjen at gaae tilhvile.
End syder vilde Jothuns Blod,
og Bjarmen hvæsser Pile.
Da tør han ikke sidde qvar;
og anden Ro ei Aanden har
end seilende Ørns, som Skyen skar
paa spændte Vingers Hvile.
Svæv stil saa over Kongens Børn!
bedæk det dyre Rede!
I Skyen mød den kløvte Ørn,
og Jothunbjørn paa Hede!
|
| d.IV,b.2,s.114 |
Da regner Blod af Luften ned,
da rødmer Sne, Iis damper heed;
thi det var Nordens Kraft som stred,
for Drot og Land at frede.
Men selv mens Bannret hænger paa
sit Spyd, som Blomst der slumrer,
mens endnu ei i Torneaa,
den Skjebnebrønd, det skumrer --
endnu, ja før Carlidens Sværd
fremst flyger i den Sejersfærd
som Blivets Lyn foran vor Verd
igjennem Taager lumre --
Mens Fredens Manna sidder paa
Carls Spiir, og Oscars Klinge
end hænger stille som den blaa
forelskte Dues Vinge --
Nordmanna-Aand endda til Strid
mod Jothunsind og Jothunid!
End Jetter tør fra gammel Tid
herhjemme Huus sig tvinge.
Af Jothunmulm Uvidenhed
er født -- ei blot paa Fjeldet,
men midtpaa Vangen lys og bred
den Jette djærv har tjeldet.
Det træge Sind er Jetteblod,
der gaaer som Dynd fra Hjerterod.
Det bruser Gothernes imod
saa raskt som Fossevældet.
Til Dødsenskamp, skjøndt uden Blod,
Nordmanna-Aand mod Jetter!
Da du forsvandt, den fule Rod
sig videnom udbredte.
En Jette gram er Borgertvist.
Tør hænde findes her og hist
jothunske Trælsind -- ha, forvist
mod dig de Vaaben smedte.
|
| d.IV,b.2,s.115 |
Med Østens Jothunæt i Pagt
som gamle Frænder gangne
midtpaa hiin Kampens Dag med Magt
de bryde ud som Fangne.
Derfor, Nordmanna-Aand, du før
Forræderne tilintetgjør!
Med hine østenfor din Dør
i Pagt de ere gangne.
|
| BLA BAKOVER |