HENRIK WERGELAND - SAMLEDE SKRIFTER
IV.AVHANDLINGER, OPPLYSNINGSSKRIFTER 2. BIND: 1834 - 1837


Henrik Wergeland, IV. Avhandlinger, Opplysningsskrifter: 2det Bind 1834 - 1837
d.IV,b.2,s.79  
STYKKER,
NORGES HISTORIE VEDRØRENDE,
AF
AUGUSTIN THIERRYS
"HISTOIRE DE LA CONQUæTE DE L'ANGLETERRE PAR LES NORMANDS."

(MEDDELT AF CANDID. THEOL. H. WERGELAND.)

   Om benævnte franske Værk om Englands Erobring ved Nor-
mannerne, hvoraf man har benyttet den anden i Paris 1826 ud-
komne Udgave, ikke var af en saa erkjendt videnskabelig Rang,
vilde det ikke være uden Nytte og Interesse at erfare, hvorledes
en Forfatter af et saa fremmed Folk lader Forfædrene optræde
inden den Kreds af voldsomme, iilsomt afvexlende Folke-Om-
væltninger og forvirrede Begivenheder, som udgjøre Britanniens
ældste Historie. Han har dog ikke indskrænket sig til alene
at behandle den normanniske -- i Aaret 1066 foregaaede --
Invasions og de med den nærmest forbundne Begivenheders
Historie, men, med beundringsværdig Sikkerhed og Overblik
udvidende og dog afrundende sit Emne over alle Folke-Bevægel-
sernes Tider paa de britiske Øer, lader han os oftere samtræffe
med velbekjendte Charakterer fra vor Historie. Saaledes møde vi


Erik Blodøxe.

   "Ethelstan1 roste sig i sine skriftlige Budskaber af at have
tvunget alle de fremmede Folk, som beboede Øen Britannien,
under Saxerne. Han gav en Nordmand Styret over de Angel-
Danske i Northumberland: Er-ric2 nemlig, Heralds3 Søn, en
gammel Sjørøver, som lod sig christne for at erholde en Be-
falingspost. Paa sin Daabsdag svor han at vogte og forsvare
d.IV,b.2,s.80   Northumbrien mod Hedningerne og Sjørøverne;4 og han blev,
som Skandinaverne udtrykke sig, fra Sjøkonge en Fylkeskonge.5
Men denne altfor fredelige Værdighed behagede ham snart ikke
længer, og han besteg atter sine Skibe. Efterat have været
borte nogle Aar, besøgte han igjen Northumberlændingerne, som
modtoge ham vel og kaarede ham paa ny til deres Høvding,
uden Samtykke af Saxer-Kongen Edred, Ethelstans Søns Efter-
følger.6 Ed-red rykkede imod dem og tvang dem til at forlade
Er-ric, som derimod, for at hevne sig over deres Frafald, gjæstede
dem som Fiende i Forbund med fem Fribytter-Høvdinger fra
Danmark, Orkenøerne og Hebriderne.7 Men i første Træfning
faldt han tilligemed disse sine fem medforbundne Sjøkonger.
Hans Død blev, som Sæd var, besjungen af Skandinaviens
Skalde, som, uden Hensyn til hans Daab i England, hensatte
ham i Tanken i et ganske andet Paradiis end Christi og hans
Helgeners.8 Northumbriernes Land, som lige indtil den Tid
havde bevaret sin gamle Titel af Kongedømme, tabte nu denne,
og blev deelt i flere Provindser. Landet imellem Humber og
Tees blev kaldet Provindsen York, paa Saxisk Everwik-shire.
Resten af Landet til Tveed beholdt Northumbriens almindelige
Navn Northan-humbra-land, omendskjøndt man ogsaa der skjel-
nede forskjellige Provindser, saasom Cambriernes Land, Cumbra-
land, nær Solway-Bugten; de vestlige Bjerges Land, West-moringa-
land; og endelig det egentligen saakaldte Northumbrien ved det
østlige Hav, imellem Floderne Tyne og Tveed. De northumbriske
Høvdinger beholdt dog, under de angel-saxiske Kongers Høihed,
den danske Titel, som de havde baaret siden Invasionen; man
d.IV,b.2,s.81   vedblev at kalde dem Jarls, Erls eller Eorls efter saxisk Skrive-
maade. Dette Ords sande Betydning er tvivlsom, men Skandi-
naverne anvendte det paa ethvert Slags Befalhavende, militær
eller civil, der handlede som den øverste Høvdings Lieutenant
-- denne, som kaldtes Kyng eller Kyning."
Anmærkning.    Thierry og Snorre stemme vel overeens. "Eric le Danois" er
grandgivelig vor Erik Blodøxe. Det Overraskende i at høre
Blodøxen saa populær i sin engelske Provinds taber sig, naar
vi læse Snorres Beretning om, hvor stærkt den var besat af
Nordmænd. Tør og hænde, at han, efterat have forspildt sit
Fædrene-Rige, kun nødtvungen gav sig til Havs igjen; thi Snorre
siger, at Adalsteinns (eller Ethelstans) Efterfølger var hadsk paa
Nordmændene og paa Erik, medens Adalsteinn, som Haarfager-
Ættens Ven, endog havde havt Yndest nok for Erik til frivilligen og
igjennem indbydende Underhandlinger at aabne ham Tilflugten i
England. Erik forstærkede sig da med sine Landsmænd, hvor
han nærmest traf dem: paa de skotske Øer eller paa Havet, og
bekrigede den engelske Konge og hans Landværnsmand i Nord-
imbraland eller Northumberland, men neppe dettes Indvaanere
selv, forsaavidt de vare Norske. Rigtignok ligger det Begrebet
om Erik nærmere at antage, at Northumberlændingernes kjærlige
Modtagelse, da han pludselig kom tilbage første Gang, var af
Frygt og kun gode Miner til slet Spil, og dette understøttes af
den stærke og villige Landstorm, som Snorre siger den nye
Styresmand i Northumberland reiste imod ham; men hvor bliver
saa af Thierrys
"l'accueillirent & le nommèrent de nouveau leur
chef, sans l'aveu du roi saxon?"
Vi opløse dette ved at antage,
at kun den norske Befolkning tillod sig dette, indseende, at den,
skjøndt en Mindrehed, vilde blive den herskende Folkestamme,
om den fik en norsk Hersker over hele Landskabet. Forat for-
hindre, at Herredømmet over en saa betydelig Deel af det hele
Rige skulde af en seirende Mindrehed, hvis Styrke enhver gun-
stig Østenvind kunde forøge, tildeles efter Godtykke, var det da,
at det store Northumberland deeltes. Angelsachserne bleve ufor-
styrrede for Eftertiden i Besiddelsen af dets fraskilte indre og
vestlige Dele; og kun en Kyst-Provinds mod Øst opoffredes den
d.IV,b.2,s.82   Skjebne, som forhen havde været det hele Northumberlands,
den at vorde trætte Vikinger priisgiven som en Hvileplads, der
dog oftest maatte erobres. Da Snorre skildrer Slaget som sær-
deles vedholdende, stort og skarpt, tillæggende, at "Engelsk-
mændene regne det for et af de største og skarpeste, de have
holdet med Nordmænd eller Danske;" da det ei er rimeligt, at
Erik og hans Vikinger alene kan have givet den engelske Hær
saameget Dagen over indtil Aftenen at bestille; og da Engelsk-
mændenes Hær siges at have været Landstorm, og at have
styrtet sig i Døden, nøiende sig med at Seieren dog til Slutning
vilde blive den utrættelige og uudtømmelige Mængdes: saa giver
dette god Grund til at antage, at den norske Befolkning ogsaa
ved Eriks andet Besøg har gjort Partie med ham, eller rettere
betragtet ham som den, der forfegtede dens Sag imod den tal-
rigere saxiske, og at dette Slag egentlig har været en Folkekamp,
en imellem Northumberlands sachsiske og norske Befolkning. Neppe
feiler man i at indrømme Nordmændene fortrinsviis for Danskerne
Omraade i dette Landskab, ligesom Disse fremfor hine sydligere
i Landet langs Lincolns Kyster. Men omendskjøndt disse meget
vel gjorde Forskjel paa hinanden indbyrdes, gjorde dog Angel-
saxerne i England det ingenlunde. I Kampen mod de franske
Normanner kaldte de derfor Norske og Danske ifleng til Hjælp,
og imod den fælles Fiende forenedes de endnu ikke i hverandre
smeltede norske, danske og angelsaxiske Racer.
   Thierry siger i denne Henseende: "En Skare saxiske Flygt-
ninger talede sit Lands Sag (1069) for de nordlige Folkeslag,
heftigen anraabende dem om at bekrige Normannerne, som
undertrykkede et Folk af den store teutoniske Familie efter at
have dræbt dets Konge, en Nærbeslægtet af flere af Nordens
Høvdinger." Da denne Saxernes faldne Konge er Harald God-
vinsøn, som 1066 tilføiede Nordmændene Nederlaget under Yorks
Mure og Tabet af K. Harald Haardraade, menes under disse
"
peuples septentrionaux,
" som den Gang anraabtes, neppe det
norske Folk, hvor en Søn af den faldne Helt sad paa Thronen,
og hvis Saar endnu vare for ømme. Thierry beretter og, at kun
K. Swen af Danmark fulgte Opfordringen, idet han lod Osbeorn
(Esbern) lægge sig med en Flaade i Floden Humber, hvor Be-
folkningen i de omboende Landskaber strax reiste sig imod
Normannerne, og hævdede Uafhængigheden indtil Wilhelm den
d.IV,b.2,s.83   Erobrer fik Esbern bestukket til at drage Hjem. En Ødelæggelse
overgik nu Landskabet saa forfærdelig, at Thierry beretter, at
ifra Humberen til Tyne fandtes ikke eet Stykke dyrket Land,
ikke een beboet Landsby. De Angelsaxere, som endnu for-
svarede sig, førte en Guerilla-Krig fra de den Gang ødannede
Marskegne om Ely og Boston, idet Haabet om Hjælp fra Nordens
Frændefolk ligesaameget som den patriotiske Fortvivlelse an-
spændte deres Modstands-Kraft. Under disse Forhold var det
Forbundet i Konghelle sluttedes imellem Olaf Kyrre og Knut af
Danmark, betræffende et Hjælpetog til England, som dettes
undertvungne Folk med Sorg saae opløse sig før det egentlig
kom i Sjøen; og dette var -- efter Thierrys Udtryk -- "sidste
Gang, at Nordens Teutoners Medfølelse rørte sig til Fordeel for
den teutoniske Race, som beboede England. Lidt efter lidt af-
lode Engelskmændene, fortvivlende om sin egen Sag, at anbefale
sig til de nordlige Folkeslags Erindring eller Velvillie." Disse
Nationer bleve fremmede for hverandre -- fortfarer han -- saaat
Engelskmændene i danske og norske Love hensattes imellem de
mest fremmede Nationer af et fra Nordens forskjelligt Sprog.
"Dog -- siger han -- er end den Dag i Dag Almuesproget i
Englands nordlige Provindser, forunderligt nok, forstaaeligt baade
for Danske og Norske."
   Da Oversætteren med Snorres Ord har nylig betegnet Olaf
Kyrres Udrustning som et paatænkt Hjælpetog, og han ei har
foresat sig i Tidsfølge at fremhente af Thierrys Værk de fædre-
landske Erindringer og Personer, benyttes dette som Overgang
til at citere, hvorledes Thierry omnævner



Olaf Kyrre.

   -- "Der laa virkelig tilankers under den danske Kyst en talrig
Flaade, bestemt til England. Olaf Kyrr9, Norges Konge, hiin
Harolds Søn og Efterfølger, som kun havde erholdt syv Fod
Jord af England, som han vilde erobre, uddrog nu det Folk til
Hjælp, som havde beseiret og fældet hans Fader, uden maaskee
at kjende til dets Skjebnes Forandring, og i den Tanke at hevne
d.IV,b.2,s.84   Harold.10 Derimod havde Danmarks Konge Knut, Swens Søn,
Felttogets Ophavsmand og Udrustningens Høistbefalende, et fuld-
stændigt Begreb om den Revolution, som var foregaaen i Eng-
land ved den normanniske Erobring, og det var med Kjendskab
dertil,
(seiemment qu'il allait & c.) at han vilde hjælpe de Over-
vundne mod Overvinderne."
Anmærkning.    Uden at hente Grunden fra Olaf Kyrres fredsæle Charakteer,
hvis Redelighed tillige skulde forbyde ham, imod det efter Slaget
ved Standfordbridge besvorne Forlig med den angelsaxiske Seier-
herre, i et Felttog at hevne Nederlaget og Faderens Død paa
Angelsaxerne, gives der Vægt nok i den af Thierry paapegede
Omstændighed, at den Danske Konge, som Øverstbefalende og
Søn af den Kong Swen, som før havde hjulpet Angelsaxerne,
var nøie bekjendt med de forandrede Forhold i England, til at
antage, at vor Olafs Rustninger ikke, som Snorre og Falsen ville,
skede forat hevne, men forat hjælpe, ikke imod, men for Engelsk-
mændene. Den Omstændighed, at Olaf selv ikke fulgte med sin
Hjælpeflaade, understøtter ogsaa den Mening, at Hensigten der-
med var denne, og ikke den af Snorre angivne. Efter de Tiders
Mening kunde ingen Anden end Sønnen hevne Faderen tilfulde
og med al Ære. Hevn for Nederlaget var derimod en National-
sag, og Eystein den 2den Haraldssøns Udsigende efter sit Plyndre-
tog paa Skotland og England nær 100 Aar derefter synes at vise,
at den ei var gaaen i Glemme. Alligevel er det, tyve Aar efter
Normannernes Erobring, urimeligt at antage, at selve Olafs Mand-
skab skulde være uvidende om, hvilke Fiender det skulde be-
stride. Mindre Grund er der da til at troe, at den norske Konge,
den danske Konges fortrolige Ven og Frænde, skulde vente at
faae med sin Faders Banemænd som Fiender at bestille; og være,
som Thierry antyder, et blot Redskab i den bedre kyndige danske
Konges Haand. Vi bør, da vi have saamegen Grund til at antage
det Modsatte, og at der ikke skulde "hevnes hvad Uret Danske
og Norske var vederfaret af de Engelske," tillægge vor gode
Olaf det Træk af Ædelsind, at han virkelig ilede sine under-
d.IV,b.2,s.85   trykte Fiender til Hjælp, og Folket og Ham den ædle Plan kun
saaledes at hevne sig paa Angelsaxerne, at de ved tappre Be-
drifter til disses Forsvar gjenoprettede det norske Navns Ære i
det fremmede Land. Unegtelig var den danske Konges Plan
ikke saa uegennyttig. Den engelske Krone skulde sandsynlig,
da Edgar Atheling var død, være bleven hans, om Seieren var
bleven Danskernes og Nordmændenes.


Rolf, Gangeren.

   Thierry beretter, at flere af de galliske Bønder toge selv Partie
med de nordiske Fribyttere, som i Slutningen af det 9de Aar-
hundrede gjæstede Frankrige, saasom de derved kunde faae
mættet deres Hævn paa de frankiske Baroner, som undertrykte
dem; ja, at mange af dem selv faldt fra Christendommen og
"svore paa Aadselet af en offret11 Hest at dyrke Nordens Guder."
Han nævner imellem disse hint Olds Sansculotter "den bekjendte
Hast-ing, Søn af en Arbeider i Omegnen af Troyes, som saa-
ledes nød den Glæde at see disse Cavallerer og overmodige
Baroner flye for sig, som hans Forfædre havde lært ham aldrig
at see i Øinene." Og efterat have fortalt, at denne Helt havde
tvunget den frankiske Konge i
"la Gaule septentrionale"
(Neustrien)
til at udnævne sig til Greve af Chartres, siger han:
   "Kort efter styrede en anden Skare nordiske Eventyrere, an-
førte af Rolf,12 Regn-alds13 Søn, opad Seinen og satte sig fast i
denne Flods Naboegne. Frankerne afsendte den nye Greve af
Chartres mod denne Hær, for at lære den at kjende og at under-
handle med den. "Hvo ere I?" spurgte den gamle Hast-ing dem.
"Vi ere Danske, svarede de; vi komme fra Danmark for at
undertvinge Frankernes Land." "Hvilken Titel fører eders Høv-
d.IV,b.2,s.86   ding?"14 "Ingen. Vi ere alle lige." Det viste sig, at Rolfs Følge-
svende ikke vilde indlade sig paa nogetsomhelst Forslag til deres
Tilbagereise. De droge frem til Rouen, bemægtigede sig denne
Stad, og gjorde den til deres Hovedfæstning og Oplagssted for
Byttet. Den Gang regjerede i Gallien norden for Loire En af
Carl den Stores Familie, som bar det samme Navn, hvilket Gal-
lierne udtale "Carles" eller "Charles." Gallo-Frankerne valgte
endnu deres Konger i denne gamle Familie af en Vane, som dog
den største Deel begyndte at blive kjed af. Charles's Sønnesøn
ahnede, at det snart skulde gaae med hans egen Slægt som med
Mere-wigs, der af hans Forfædre var bleven afsat; og for at
fjerne denne ulykkelige Stund, troede han at burde søge en
Støtte i Rolf og hans rundt om Rouen leirede Fribyttere. Han
udbad sig da af dem en Sammenkomst paa Bredderne af Floden
Epte. Normannernes Høvding begav sig da didhen med de For-
nemste af sin Hær; og der blev da sluttet en Overenskomst,
ifølge hvilken Charles formeligen indrømmede Nordboerne, imod
at de tilsvore ham Venskab, hele Landet, Byerne og de faste
Steder, som de indehavde imellem Epte og Havet.15 (912).
   Kongen havde en Datter, af Navn Ghisèle;16 hende tilbød han
den danske Høvding som Gemalinde, og Rolf modtog hende,
findende hende, siger en gammel Historieskriver, af en passende
Høide.17 Rolf lagde sine Hænder imellem Kong Charles's Hænder
som hans haandgangne Mand, Kriger, og Greve over alt det
Land, hvis Besiddelse var bleven ham tilsikkret; han svor at
vogte Kongens Liv, Lemmer og kongelige Værdighed; og til
Gjengjeld svor Kongen og de frankiske Grever at vogte Rolfs
Liv, Lemmer, Greveværdighed og Besiddelser.18

   Efterat være erkjendt i den christne Verden som lovmæssig
Høvding i sin nye Provinds, modtog den Danske Daaben, og i
de syv Dage, han bar Katechumenernes hvide Dragt, lode de
d.IV,b.2,s.87   Præster, som underviste ham, ham hver Morgen give noget i
Jordegods til Landskabets Kirker og Helgener. Normandiets nye
Territorium blev deelt med Maalesnor,19 og udskiftet imellem alle
de Danske, baade Høvdinger og simple Krigere, som der vilde
fæste Bopæl. De bleve Alle, efter sin Grad, Herrer20 over Byer
og Landdistricter, selvherskende Besiddere af store eller smaae
Godser. Skjøndt nye Christne, ganske Fremmede, Røvere som
de vare -- deres Herredom forekom de Indfødte mildere end
det forrige under Frankernes Ætlinger. Mange Kunstnere og
Arbeidere udvandrede fra andre Provindser i Frankrige til det
nye Landskab Normandie."21
   Forfatteren beretter derpaa, hvorledes "
les fils des compag-
nons du vieux Rolf
" viste sig ligesaa begjærlige efter at udvide
deres Jordbesiddelser, som Fædrene havde været det efter løst
Bytte. Imod Vest rykkede de sine Landemærker ud alt til paa
hiin Side af Halvøen Cautances, imod Øst til Oises Samløb med
Seine, imod Nord til Floden Bresle. "Indvaanerne af dette Land-
skab kaldes Alle Normanner af de Franske og af Fremmede fra
Nord og Syd; men Danskerne og Nordmændene (Norwégiens)
selv gave dette Navn, som var ærefuldt for dem, alene til den
Deel af Befolkningen, som virkelig var af normannisk Æt og
Sprog.22 Denne mindre talrige Deel spillede i Forhold til Be-
folkningens Masse, den være indfødt eller indvandret fra andre
Kanter af Gallien, samme Rolle som Frankernes Ætlinger til
Gallierne. Den blotte Egenskab af en Norman blev strax en
Slags Adelstitel; den var Tegn paa Frihed og Magt og paa Ret
til at hæve Afgifter af Bønder, Borgere og Trælle.23 Alle Nor-
manner af Navn og Æt vare lige i borgerlige Rettigheder, om
end ulige i militær eller politisk Rang. Ingen af dem beskattedes
uden efter eget Tykke; Ingen var underkastet Told til Lands
eller paa Floderne; Alle nøde fri Jagt- og Fiskerettighed, und-
tagen Bønderne og Colonisterne." Dette aristokratiske Misforhold
bevirkede ogsaa, at den undertrykte Befolkning sammensvor sig
d.IV,b.2,s.88   100 Aar efter Normandiets Overdragelse til Rolf og hans Følge;
men de normanniske Herrer overrumplede de fra hver Canton
Deputerede midtunder deres Hovedmøde, afhuggede dem Fødder
og Hænder, og qvalte enhver Tanke om Befrielse ved sine Straffes
Rædsler og sin stedse mere fæstnede Magt. Allerede ved denne
Tid, Aar 1000, existerede ikke længer den Forskjel i Sproget,
som i Begyndelsen havde dannet Grændsen imellem Normandiets
Patricier og Plebeier. Man talede over det hele Landskab kun
Romansk eller Fransk. "Beboerne af Danmark og Norge ved-
ligeholdt Forbunds- og Venskabs-Forhold med Normandie saa-
længe de der fandt i Sprogets Lighed Tegnet paa gammelt na-
tionalt Broderskab; men fra den Tid af, at dette Tegn ganske
forsvandt, vare Normannerne ikke mere for de Danske naturlige
Forbundne; disse Sidste ophørte selv med at kalde dem Nor-
manner, og kaldte dem Franske, Romerske eller Vælske, ligesom
Galliens øvrige Beboere."
Anmærkning.    For at faae Rolfs Fader Ragnvald Møre-Jarl til en god gammel
Normand, behøve vi neppe at lægge synderlig Vægt paa Sagnet
om at han nedstammede fra Sigurd Ring, for ei at nævne, at
det ogsaa giver ham noget af Gorrs Blod i Aarerne. Falsen
gjør det heller ikke, B. 1. S. 26. Slagen af Dudo af St. Quentins
og Wilhelm af Jumieges Autoritet -- de Samme vor Forfatter
har fulgt -- indrømmer Peder Claussøn i en Anmærkning i sin
Snorre Muligheden, ja Sandsynligheden af at Ragnvald var en
hidflygtet fornem dansk Mand. Men om end denne Slutning
ikke var saa løs, om det var mindre usandsynligt, at en Flygt-
ning, der ogsaa findes at have havt Brødre her, skulde i fremmed
Land erhverve en Magt og Rang, som kun de fortrinligste ind-
fødte Slægter gjennem Tiden havde tilhævdet sig (f. Ex. Hlade-
Ætten), gjør dette dog intet til Afbræk paa Sønnen Rolfs Norskhed.
Falsens Hist. B. 1. S. 38 oplyser ogsaa Grunden til hine Kloster-
Skribenters Vildfarelse med Hensyn til hans Herkomst, -- den,
der ogsaa gjælder ovenfor om Erik Blodøxe, Eric le Danois, og
oftere hvor vi træffe vore Forfædre saa betitlede.

d.IV,b.2,s.89  


Olaf Tryggvessøn.

   "994. Snart førte Vaarvindene ind i Themsen en Flaade paa
24 Skibe, anført af tvende Konger, Olaf af Norge og Swen af
Danmark, hvilken Sidste, efterat være bleven døbt, havde vendt
tilbage til Odins Dyrkelse. Disse Nordens Konger plantede sine
Spyd i engelsk Bund eller kastede dem i Strømmen24 i Englands
Floder til Tegn paa Herredømme. De fremdroge, siger en gam-
mel Historieskriver, fulgte af Staal og Ild,25 deres almindelige
Drabanter. Ethel-red, som Bevidstheden om Folkets Ugunst lod
mistvivle om at kunne reise en Hær, foreslog atter Fribytterne
en Sum Penge for Freden; de forlangte 24000 Pund. Saxernes
Konge betalte dem, og troede at have feiret en herlig Triumf,
da han stod Fadder til en dansk Høvding, som med stor Høitide-
lighed i Kirken i Winchester modtog det Vand, hvormed en af
hans Forfædre roste sig af at have været vasket tyve Gange."26



Harald Haardraade.

   Thierry fortæller, at den af Northumberlændingerne fordrevne
Tostig (Toste) Jarl, den angelsaxiske Konge Harald Godwinssons
Broder, dragende om for at søge Hjælp imod sit Fædreland og
denne sin Broder, og efterat have faaet et haardt Afslag af Dan-
marks Konge Swen, "søgte andetsteds en Konge af en mindre
øm sædelig Følelse."27

   -- "Han fandt i Norge Herald eller Harold, Sigurds Søn, den
sidste skandinaviske Høvding, som havde ført de gamle Sjø-
kongers eventyrlige Liv, og som Fribytter gjæstet de af rigere
Folkeslag beboede Sydlande. Hans Skibe havde passeret Gi-
braltar-Strædet og gjennemkrydset det Siciliske Hav. Han havde
bortført fra Constantinopel en Jomfru af keiserligt Blod.28 Han
var Skald ligesom de fleste nordlige Fribyttere, hvilke under de
lange Seiladser og naar Havblik sinkede Farten, morede sig med
d.IV,b.2,s.90   i Vers at besynge sine Bedrifter eller sine Planer. Hjemkommen
fra sine lange Reiser, hvor, som han selv udtrykte sig i sine
Qvad, han havde ført mod det Fjerne sit Skib, fredelige Ar-
beideres Skræk, sit sorte Skib, opfyldt med Stridsmænd,29 blev
Harald, efter Valg, Konge over halve Norges Land. Tostig til-
talte ham med disse smigrende Ord: "Hele Verden siger, at der
i det gamle Norden ikke gives en Helt, som kan maale sig med
Dig.30 Du behøver kun at ville, og England er Dit." Nordmanden
lod sig overtale, og lovede at sende sin Flaade i Sjøen, saasnart
Oceanet var blevet frit for Iis.
   Oppebiende sin norske Medforbundnes Afreise, gav Tostig sig
til at friste Lykken paa Englands Nordkyster med en Skare
Eventyrere, samlede i Friesland, Holland og Flandern. Han
plyndrede og hærjede nogle Flekker; men de to Høistbefalende
i Nabo-Provindserne ved Humberen, Morkar og Edwin forenede
sig, og, forfølgende hans Skibe, tvang de ham til at søge Tilflugt
paa Skotlands Kyster."31

   Thierry indskyder nu en Beretning om den normanniske Her-
tug Wilhelms Rustninger, og at hans Krigsmagt samledes imidlertid
ved Floden Dive imellem Seine og Orne. Derefter kommer han
igjen til vor Harald.

   -- "Nordmanden Harald, sine Løfter til Saxeren Tostig tro,
havde samlet sine Krigere tilligemed flere 100 Krigs- og Trans-
port-Skibe. Flaaden laa en Tid for Anker, og den norske Hær,
ventende paa Signalet til Afreise, camperede paa Kysten, lige-
som Normannerne ved Dives Munding. Overgaaende Bevægelser
af Kleinmod og Urolighed viste sig ogsaa der, men under høi-
modigere Former og overeensstemmende med Nordboernes drøm-
mende Indbildningskraft. Flere Krigere troede i sin Søvn at have
Spaaesyn (profetiske Aabenbaringer). En af dem drømte, at han
saae sine Kammerater landsatte paa Englands Kyst og i Nær-
heden af den engelske Hær; at en jættevæxt Qvinde reed foran
dennes Slaglinie paa en Ulv; Ulven holdt i Gabet et bloddryp-
pende Menneske-Liig, og, da den havde fortæret dette, gav
Qvinden den et andet.32 En anden Stridsmand drømte, at Flaaden
d.IV,b.2,s.91   seilede af, og at en Sky af Ravne, Falke og andre Rovfugle
satte sig paa Masterne og Ræerne; paa en Klippe i Nærheden
sad en Qvinde med dragen Klinge, betragtende og tællende
Skibene: "Drager hen, raabte hun til Fuglene, drager hen uden
Frygt! I skulle faae at æde, I skulle faae at vrage; thi jeg gaaer
med Eder, jeg gaaer did."33 Man bemærkede ogsaa, ikke uden
Frygt, at i dette Øieblik Harald satte Foden ombord i sin konge-
lige Slup (chaloupe royale), bragte hans Tyngde den til at synke
meget meer end sædvanligt.34 Disse slemme Varsler uagtet, tog
Flaaden afsted mod Sydvest under Anførsel af Kongen og hans
Søn Olaf. Før de landede ved Britannien, gjordes Holdt ved
Orkenøerne, som ere befolkede af skandinavisk Æt, hvor to
Høvdinger35 tilligemed en Biskop forenede sig med dem. De
seilede langs med Skotlands Østkyst, og mødte der Tostig med
hans Skibe. De seilede nu sammen, og beleirede under Farten
Sjøstaden Scarborough.36 Da de mærkede, at Indvaanerne be-
sluttede sig til et haardnakket Forsvar, bemægtigede de sig en
Klippetind, som beherskede Byen, og opreiste der et forfærdeligt
Baal af Træstammer, Grene og Halm, som de da nedstyrtede
over Byen; derpaa, ved Hjælp af Branden, stormtoge (forcerent)
de Byens Porte og udplyndrede den. Befriede ved denne Med-
gang, fra deres overtroiske Frygt, omseilede de gladeligen For-
bjerget Holderness ved Humberens Munding, og styrede opad
Floden. Fra Humberen fore de ind i Ouse-Floden, som flyder
i hiin nær York, den største Stad i hele Northumbrien. Tostig,
som raadede for Nordmændenes Feldttogs Plan, vilde først og
fremst, ved deres Hjælp, gjenerobre Hovedstaden i sit forrige
Statholderskab, for paany at indsættes der som Høistbefalende.
Markar, hans Efterfølger, Edwin, dennes Broder, og den unge
Waltheof, Søn af Siward, Befalende over Provindsen Huntingdon,
samlede Beboerne af hele Nabo-Landskabet, og leverede de
Fremmede et Slag syd for York ved Humberen; i Begyndelsen
seirende, men tilsidst flugtdrevne, indsluttede de sig i York,
d.IV,b.2,s.92   hvor Nordmændene beleirede dem. Tostig antog Titel af Høv-
ding (chef) over Northumberland, og udstedte sine Opraab (pro-
clamations)
fra de Fremmedes Leir; nogle Uslinger erkjendte
ham, og en liden Flok Eventyrere lystrede hans Opfordring."37
Thierry beretter dernæst, hvorledes Harald Godwinssøn, paa
Efterretningen om disse Begivenheder nord i Riget, iilsomt med
Observations-Armeen mod Normannerne fra Sydkysten begav
sig til York, haabende at være tilbage igjen paa sin forladte
Post før Normannerne fik lande.
   -- "I Spidsen af sine bedste Tropper ankom Harald om Natten
under Yorks Mure, just da Byen havde indladt sig paa at over-
give sig til Tostigs Allierede. Nordmændene havde endnu ikke
gjort deres Indtog der; men, paa Indbyggernes Ord, og i Over-
beviisningen om det Umulige for disse i at bryde dette Ord,
havde de brudt Beleirings-Linierne og givet Krigsfolket Hvile.
Beboerne af York drømte paa deres Side kun om strax Dagen
derpaa at modtage Tostig og Nordboernes Konge, som skulde
holde et stort Raad i Staden, der fastsætte hele Provindsens
Regjering, og uddele til Fremmede og Overløbere de mod Seier-
herrens Regjering oprørske Engelskmænds Jordeiendomme.38

   Den saxiske Konges uventede Ankomst, da han havde mar-
scheret saaledes, at han undgik de fiendtlige Poster, og ikke
havde mødt nogen Forræder, som kunde underrette om hans
Nærmelse, forandrede alle disse Planer. Yorks Borgere grebe
atter til Vaaben, Stadsportene bleve lukkede og bevogtede, saa
Ingen kunde komme ud og begive sig til Nordmændenes Leir.
Den næste Dag var en af disse Høstdage, da Solen endnu viser
sig i sin fulde Kraft. Den Deel af den norske Hær, som drog
ud af Leiren ved Humber, for at ledsage sin Konge henimod
York, kom, da den ikke troede at have Fiender at kjæmpe
med, uden Brynjer for Varmens Skyld, og bar som Forsvars-
vaaben alene Hjelme og Skjolde. Et Stykke fra Staden be-
mærkede Nordmændene pludselig en stor Støvsky, og under
denne Sky noget Glimrende, som Gjenskinnet af Staal imod
Solen. "Hvo ere disse Folk, som rykke os imøde?" spurgte
Kongen Tostig. "Det kan ikke, svarede Saxeren, være Andre
d.IV,b.2,s.93   end de Engelske, som komme for at bede om Naade og anraabe
om vort Venskab." Menneskemassen, som rykkede frem, ide-
ligen forstørrende sig, viste sig snart som en stor Hær i Slag-
orden. "Fienden! Fienden!" skrege Nordmændene, og afsendte
Ryttere for at bringe det i Leiren og paa Skibene tilbageværende
Krigsfolk Bud om at ile til. Kongen udfoldede sit Banner, som
han kaldte Landøderen39 (Verdens-Ødelæggeren
le ravageur
du monde)
; Krigsfolket ordnede sig om det i en lang Linie, lidet
høi og indbøiet mod Enderne.40 De holdt sig tæt til hinanden
sluttede, med Landserne plantede i Jorden saaledes, at Odden
vendte mod Fienden; Rustningens vigtigste Deel manglede dem
alle. Harald, Sigurds Søn, sang, gjennemfarende Gelederne paa
sin sorte Hest, stundgjorte (improviserede) Vers, hvoraf et
Brudstykke er blevet overleveret ved Nordens Historieskrivere.
"Kjæmper! fremad, skjøndt brynjeløse, under det blaalige Staals
Hug! Vore Hjelme funkle i Solen; det er nok for modige Mænd!"41
Før de to Hæres Sammenstød, nærmede tyve saxiske Ryttere,
Mænd og Heste pantserklædte, sig Nordmændenes Rækker; En
af dem raabte med høi Røst: "hvor er Tostig Godwinssøn?"
"Her!" svarede Godwins Søn selv. "Dersom Du er Tostig, gjen-
mælede Gesandten, lader din Broder Dig ved min Mund sige,
at han byder Dig sin Hilsen, Fred, sit Venskab og dine forrige
Æresposter."
   -- "Vene Ord nok, og vidt forskjellige fra de Forhaanelser og
de Fiendtligheder, som man nu et Aar har ladet mig døie. Men,
om jeg modtager dette Tilbud, hvad skal han da have til den
ædle Kong Harald Sigurdssøn, min trofaste Medforbundne?" --
"Han skal faae," gjenmælede Sendingen, "syv Fod engelsk Jord
eller en Fod meer end hans Høide overgaaer andre Menneskers."42
"Meld dog min Broder," svarede Tostig, "at han belaver sig paa
Kamp. Kun en Løgner skal kunne fortælle, at Godwins Søn
har forladt Sigurds Søn."43

d.IV,b.2,s.94      Slaget begyndte strax, og, næsten ved de to Hæres første
Træfning, erholdt den norske Konge et Piilskud igjennem Struben.
Tostig tog Commandoen over Hæren, og anden Gang sendte da
hans Broder Harold ham Bud, som tilbød ham og Nordmændene
Fred og Liv.44 Men Alle skrege, at de heller vilde døe end skylde
Saxerne Noget. I dette Øieblik ankom Mandskabet fra Skibene,
pantserrustet, men udmattet ved Løbet under en brændende Sol.
Skjøndt talrigt, udholdt det dog ikke Engelskmændenes Angreb,
som allerede havde brudt de Stridendes første Linie og taget
Kongebanneret. Tostig faldt med største Delen af de norske
Høvdinger; og tredie Gang tilbød Harold de Overvundne Fred.
Disse modtoge den; Olaf, den faldne Konges Søn, Biskoppen og
Høvdingen over Orkenøerne droge tilbage med 23 Skibe, efterat
have tilsvoret England Venskab."45



   Flere af vore gamle Kjendinger træffe vi ikke paa hos Thierry.
De, som vi endnu savne, gribe heller ikke ind i Gjenstandene
for hans Værk, naar undtages Olaf den Hellige, som spillede en
saa betydelig Rolle under det angelsaxiske Kongehuses kortvarige
Restauration, da Nationen tilbagekaldte Ethelred.



1
  tilbake Ethelstan er i det Angelsachsiske det samme Navn, som Snorres Adal-
steinn
.

Overs. Anm.

2
  tilbake Vulgo Eric. Er, her -- combat, guerrier, chef. Ric, fort, puissant.
Forfatt. Anm.

3
  tilbake Al. Har-old. Peut-être plus correctement Her-hold. Her, belliqueux. Hold,
fidèle.
Forfatt. Anm.

4
  tilbake Contra Danos aliosque piratas tuiturus

(Snorre Heimskringla, Tom. I,
pag. 127).

Forfatt. Anm.

5
  tilbake Theod-kynning, fylkes-kyning, folkes-king.

Forfatt. Anm.

6
  tilbake Hos Snorre følges Ethelstan af sin Broder Jatmund Edmund i Regje-
ringen. Dennes Landværnsmand, en Kong Olaf, tilskrives Seieren over Erik
og hans Forbundne.

Overs. Anm.

7
  tilbake Snorre nævner kun fem Sjøkonger og derimellem to navngivne fra Orken-
øerne. Men hvor liden Forskjel Thierry gjør imellem Norsk og Dansk, sees
af, at han i den her oversatte Text kalder Erik "un Norwegien," men i Registeret
"Er-ric le Danois," og hans Dødssang "chant danois." Ved Hebriderne menes
Sudurøerne eller de vestre scotske Øer.

Overs. Anm.

8
  tilbake Her anfører Thierry Sangen prosaisk oversat paa Fransk, anførende
Heimskringla, p. 127, Gibsons Chron. saxon., Torfæi Hist. Norweg. lib. IV,
cap. 10.

Overs. Anm.

9
  tilbakeMan vil før have bemærket, at jeg nedskriver Navnene aldeles som For-
fatteren.

Overs. Anm.

10
  tilbakeSnorres Heimskringla. Tom. 2, Pag. 186. Thierry.

11
  tilbakeIntet Under, at Christendommens Forkyndere her i Norden havde saa
meget imod Hesten. Men dette Dyrs Forbandelsestid maatte ogsaa komme,
naar det saalænge havde tjent til Forargelse. Det var ikke mere end billigt,
at det maatte forbydes at spise, hvad der mindede om den seirende Kirkes
Nederlag. Poppoers og Thangbranders Gudsfrygt gysede ved Cannibalismen at
æde sine slagne Fiender.

Overs. Anm.

12
  tilbakeAbbreviation de Rad-holf conseil et secours, ou conseiller secourable.
Forfatt. Anm.

13
  tilbakeRegn, rekn fort, puissant. Ald, halt, hold fidèle.

Forfatt. Anm.

14
  tilbakeQvo nomine vester senior fungitur? responderunt: Nullo.

(Dudo de Sto
Quintino, p. 76.)
Forfatt. Anm.
15
  tilbakeSnorre Sturlesons Heimskringla, t. 1, p. 100. -- Dudo de Sto Quintino
p. 70 -- 83. -- Guillem. Pictaviensis. p. 162. Script. rer. francic. t. XI. p. 324. --
Flodoardi presbyteri historia.

Forfatt. Anm.

16
  tilbakeGhesel, ghesell, compagnon, compagne.

Forfatt. Anm.

17
  tilbakeStaturæ proceritate congrua.

(Dudo de Sto Quint. p. 82.)

Forfatt. Anm.

18
  tilbakeVitam suam et membra et honorem et terram denominatam.

(Dudo de
S. Q. p. 84)
.

Forfatt. Anm.

19
  tilbakeFuniculo divisa. (Ibid. p. 85.)

Forfatt. Anm.

20
  tilbakeDomini, Seniores Seigneurs.

Forfatt. Anm.

21
  tilbakeAdvenis gentibus referta .... lætabantur homines securi sub ejus tuitione
morantes.

(Dudo d. S. Q. p. 85, 86.)

Forfatt. Anm.

22
  tilbakeNormanni dacigenæ, de patre matreque dacigena.

(Dudo p. 152.)

Forfatt. Anm.

23
  tilbakeServi glebæ addicti, serfs de corps et de biens.
Forfatt. Anm.

24
  tilbakeConjecta in undas lancea monimenti gratia.

(Script. rer. dan.)

Forfatt. Anm.

25
  tilbakeCum ducibus solitis marte et vulcano.

(Joh. Brompton. p. 883.)

Forfatt. Anm.

26
  tilbakeMonachus Sti Galli. Inter scriptores rerum franc. p. 134. Joh. Brompton
p. 879. Chron. sax. Gibson p. 126 & sqq.

Forfatt. Anm.

27
  tilbakeTorfæi Hist. Norveg, t. II p. 347 -- 349.

Forfatt. Anm.

28
  tilbakeSnorres Heimskringla, t. III p. 79.

Forfatt. Anm.

29
  tilbakeBartholinus, p. 79. Adamus Brem.

Forfatt. Anm.

30
  tilbakeNon esse bellatorem tibi parem.

Snorres Heimskr. t. III. p. 149.

Forfatt. Anm.

31
  tilbakeSnorre. Roger de Hoved. p. 448.

Forfatt. Anm.

32
  tilbakeSnorre. Heimskr. t. III. p. 152.

Forfatt. Anm.

33
  tilbakeSnorre, t. III. p. 152.

Forfatt. Anm.

34
  tilbakeIbid. Torf. Histor. Norv.

Forfatt. Anm.

35
  tilbakePaul og Erling Thorfindssønner.

Overs. Anm.

36
  tilbakeI Peder Claussens Snorre findes, at de først landede ved "Clifland." Det
har da været ved Huntcliff og Rochecliff syd for Tees'es Munding, nær Whitby.
Overs. Anm.

37
  tilbakeTorfæi, Hist. norv. t. II, p. 351. Snorre, t. III, p. 157.

Forfatt. Anm.

38
  tilbakeSnorres H. t. III, p. 157. Roger de Hoveden, p. 448. Henric Knyghton,
p. 2341.

Forfatt. Anm.

39
  tilbakeLand-eyda. Al. Landøde. Snorre. p. 159.

Forfatt. Anm.

40
  tilbakeCourbée vers les extrémités.
Falsen og Snorre beskrive Slagordenen som
en fuldkommen Ring. Støttede Bueformen sig til Noget (og rimeligviis til
Floden paa det ene Fløihjørne), synes denne Slagorden at have været den
bedste for Omfløiningens Skyld.

Oversætt. Anm.

41
  tilbakeSnorre, t. III. p. 161. Gesta Danorum. t. II. p. 164, 165.

Forfatt. Anm.

42
  tilbakeQuid ex Anglia ei concessum velit; spatium (nimirum) septem pedum, aut
nonnihil majus.

(Snorres H. t. III. p. 160.)

Forfatt. Anm.

43
  tilbakeIbidem.

44
  tilbakePacem et vitam obtulit.

Snorres H. t. III. p. 168.

Forfatt. Anm.

45
  tilbakeSnorres H. t. III. p. 161 -- 167. Chron. saxon. frag. ed. Lye. -- Hist. Danor.
Isaaci Pontani, 186.
   BLA VIDERE