HENRIK WERGELAND - SAMLEDE SKRIFTER
IV.AVHANDLINGER, OPPLYSNINGSSKRIFTER 1. BIND: 1829 - 1834

UNDER BORGERKRIGENE (FRA 1134 -- 1240).
del 3
d.IV,b.1,s.430   Konge i et oprørt, af Geistligheden underkuet Land med en
synkende Frihed. Var hans Hær liden, da var Han Manden,
som viste, at det kommer mere an paa den Kraft, som bevæger,
end paa den Masse, som bevæges. Mod Hans Kløgt, Raphed,
Mod og Standhaftighed forslog hverken K. Magnus Overmagt og
Folkeyndest eller hans raadsnilde Faders og Orm Kongsbroders
Krigsdygtighed. Med sin lille men haardføre Skare ilte Sverrer
over de uveisomste Høifjelde, gjennem Grændseørkner, kastede
i lynsnare Overfald Magnus' Hære eller styrtede sig over Byerne.
Alligevel ringeagtede det erlingske Parti, Heklungerne, mere paa
Grund af Geistlighedens og Folkets Medhold, der liden Godhed
havde for Gilleæten, som havde bragt saamegen Uro i Landet,
end fordi de stundom seirede, Sverrers fortvivlede Voghalse --
en Feil, som skaffede ham sin værste Fiende Erling Skakke af
Halsen i en Fegtning ved Nidaros; og som han Aaret efter i
Sejerslag nær samme Sted lærte dem at opgive, da K. Magnus
maatte søge Frelse i Danmark og Erkebisp Eystein i England
(1180). Allerede det første Aar havde han faaet Kongenavn paa
Ørething; og kortefter adsplittet Magnus' Lehnshøvdinger paa
Oplandene, ved hvilken Leilighed han førte sine Skibe paa Ruller
over Dal og Fjeld fra Randsfjorden til Mjøsen. Nu slog han en
Bondehær i Bergen, og strax efter Kong Magnus i et Sjøslag
ved samme Stad; men vandt maaskee mere endda ved at forlige
sig med Erkebispen, som tog den Bandsættelse i sig igjen, han
i England havde lyst mod Sverrer. Dette foregik dog først efterat
mange skarpe Træfninger med afvexlende Lykke vare holdte
Kongerne imellem ved Throndhjem og Bergen, efterat Sverrer
havde budt Magnus Forlig, som denne besvarede med en per-
sonlig Udfordring -- en Maade at afgjøre Kongetvist paa, der
vistnok synes rimeligere end at jage Folkeslag og Borgere dræ-
bende imod hverandre -- og efterat Bispens Tro paa Magnus'
Lykke var bragt til at vakle, da denne andengang var fordreven
til Danmark. Endelig afgjordes Tvisten i et Sjøslag i Sogn, hvor
Sverrer var inde forat straffe de oprørske Bønder: Heklungerne
tilintetgjordes, K. Magnus sprang overbord og druknede 1184.
Sverrer, som var en veltalende og til Geistlig hos Bispen paa
Færøerne opdragen Mand, holdt selv i Bergen over sin Fiende
en skjøn Liigtale, der da i samme Maal var en Hæderstale over
hans eget Hjerte.
d.IV,b.1,s.431   K. Sverrer d. 1ste Sigurdsøn. (1184 -- 1202).
   Modgang styrker Sjelen. Sverrers Aandsforherligelse i den
Modgang, hvori han blev opdragen, negter Menneskene Ret til
næsten nogensinde at sige, at Modgang kan komme for strid.
Bestandig plaget var han af en overmodig Geistlighed, foruroliget
af rovlystne Kronkrævere, lønnet med Utak; og, hvad der var
det tyngste, formedelst Geistlighedens Bagtalelser, miskjendt af
en stor Deel af sit Folk. Dog stod han der midt i Kampen,
under Blodiling paa Blodiling, arbeidende for Landets Opkomst
og Folkets Sedlighed, beherskende ved sin Aandskraft saa mæg-
tigen de stormende Uroligheder, at han midtunder dem frem-
elskede videnskabelige Værker (saasom Kongespeilet) og aldrig
vaklende i denne Sjelsro, som mere end en pludselig Medgang
eller en Vilje, der pludselig strammer sig til et Storværk for
atter at slappes, forvisser om den endelige Seir over Ulykker,
der synes at have al den himmelsendte Skjebnes Styrke, og
endelig selv over Sjelestorhedens værste Fiender Bagtalelsen og
Miskjendelsen. Saa mandeligt han førte Haandens Sværd for
Rigets Fred, saa dygtigt førte han og Aandens, hvilket fremlyser
især af hans mange ypperlige Taler, hvori han snart beviser sin
Adkomst til Riget, snart lærer Geistligheden hvad dens og hvad
Kongens Ret var, eller og et tøilesløst Krigsfolk "i Fred at være
Lam, i Feldten Løver," eller advarer mod Drikfældighed, Slags-
maal og anden Used, og hævder en nyttig Handel fremfor den,
hvorved fremmede Kjøbmænd gave Landet liden Fordeel i de
Overdaadsvarer, især Viin, hvormed de overlastede det for de
nyttigere Producter, som de i egne Skibe bortførte. Men skinner
Beundringen foran den store Mand, følger Hadet som Skyggen.
Paa Sverrers Feldtherredygtighed gjordes ideligen Krav, medens
han fik altfor liden Leilighed til at vise Regentens. Først i Graven
fik han Fred, som han dog elskede, og først der nævntes han
uomtvistet "Kongernes Ziir og Norriges Ære."

Tiende Borgerkrig (Kuflungernes).
Ellevte Borgerkrig (Mordbrændernes).
Tolvte Borgerkrig (Vargbælgernes). 1185 -- 1190.
   Æresposter og Forlehninger stode nu Bjerkebeinerne aabne.
Dog finge de kort Sejershvile: John Munk fra Hovedøkloster ud-
gav sig for en Søn af K. Inge og foruroligede Landet i 3 Aar
d.IV,b.1,s.432   med sine Kuflunger; ligesaa nævnte sig en Sigurd, hvis Parti
drog frem med slig Røven og Brænden, at Høvdingen fik Navnet
"Brænderen;" og Resten af Kuflungerne fik et Barn, Vikar, der
sagdes Magnus Erlingssøns, i Spidsen, og foer under Navn af
Vargbælger voldeligen frem indtil de adsplittedes af Tønsbergerne.
Alle disse Ærgjerrige, som ventede sig Sverrers Lykke uden at
besidde hans Evner og Adkomst, vunde sig dog kun brodne
Pander istedetfor kronte.
Uenigheder med Geistligheden.    Sin hele Kraft behøvede Sverrer i den Kamp som efter Erke-
bisp Eysteins Død udbrød med den høje Geistlighed, der, feg-
tende med Bandlysninger og Forræderi, forskandsede sig bag
pavelige Bud, Magnus Erlingssøns Haandfæstning til den, og Bisp
Eysteins Kirkeret "Guldfjeren." Da Folket paa Ørething, hvem
Kongen underlagde Tvisten med Erkebisp Erik, kjendte dennes
selvtiltagne Skatøger med flere Anmasselser ulovlige, tog Bispen
til Danmark, hvor Ondt for Norge altid fandt Pleje og Tilvæxt,
og erklærede derfra Sverrer i Kirkens Ban d. e. fredløs og Riget
forbrudt. Det Samme fik han Paven ogsaa til at gjøre, hvorimod
Sverrer til sin Fordeel i saa overtroiske Tider udlagde en Bispen
paakommen Blindhed som en Syndestraf fordi han saaledes frem-
foer, og forøvrigt lod sig ligesaalidt heraf anfægte som af en
senere pavelig Banlysning, der var beregnet paa under de slem-
meste Omstændigheder at vende Folkets Hjerter fra ham.

Trettende Borgerkrig (Øiskjæggernes eller Guldbeinernes).
   Allerede 1193 brød fra den erlingske Familie et Oprør løs,
hvori Geistligheden, især den onde og fule Bisp Nils, havde Deel.
Sverrer saae Staalfingrene under Bispekaaben; men efterat han
i Florevaag havde tilintetgjort Oprørerne, der kaldte sig Øiskjæg-
ger
og Guldbeiner, fordi de kom fra Ørkenøerne og i Modsætning
til Bjerkebeinerne, straffede han dog ikke den høiærværdige
Niding med andet end med at lade ham krone sig i Bergen.
En pavelig Sending, som isaahenseende gjorde Vanskeligheder,
var bleven forviist med de Ord, "at han vel var af samme Slags
som de andre fremmede Bedragere, der hidkomme for at snyde
Folket Penge fra, og siden gjøre sig lystige over det, saasnart
de have Grændsen bag sig." En Følge af Seiren var ogsaa, at
d.IV,b.1,s.433   Ørkenøerne og Shetlandsøerne, hvis Høvdinger under Urolig-
hederne havde hersket uafhængigt igjen kom under norsk Høihed.
Bisp Nils undveg kort efter til Danmark, hvor han tilligemed
Erkebisp Erik arbeidede fremdeles paa at rive den Krone af
Sverrers Hoved, han havde sat derpaa. Ogsaa forgave de Sver-
rers Gesandter til Paven, medens disse vare under en dansk
Præsts Gjæstetag; og er det rimeligere at troe, at Sverrers an-
tagne Broder Erik, der indehavde store Lehn i Vigen, forgaves
med sin Hustroe og Barn af samme sine og sin Families Døds-
fiender end af Sverrer. Dennes Høihjertethed, Broderens Fred-
sind, den hele Kamps Natur, som, da den foregik mellem to
Ætslag, bød enhver af disses Formænd at styrke sin Familie,
Bispernes Charakter, Giftmordene paa Gesandterne, forbyder at
skjænde Sverrers Navn med denne Mistanke. Bisperne, hvoraf
Nils ventelig tænkte paa Kronen for sig selv, vare slette nok til
at øve denne Udaad, om ei forat svække Familien, og at fjerne
en dygtig Krigsmand af denne fra Vigen, saa alene for at kaste
paa Sverrer en Mistanke om en Forbrydelse, som var stor nok
til Grund for alle de Beskyldninger de udspredte mod ham.
Fjortende Borgerkrig (Baglernes 1ste eller Nils Bisps).
Inge foregiven Søn af Magnus Erlingsøn, Modkonge fra 1196.
   Oslobispen Nils begyndte alvorligere Kampen i aaben Mark
med sine Bagler, et Parti han fremskabte om den unge Inge,
der udgaves for en Søn af Magnus Erlingsen, og som er blevet
navnkundigt som Bjerkebeinernes. Det gik frem med Sejer
saaofte det ikke traf paa Sverrer selv. Vexelviis erobredes
Byerne og Flaaderne, besattes Landskaberne og hævedes Af-
givter af begge Partier, der ikke mere gav hinanden Pardon,
især efterat Bisp Nils havde ladet Bergen gaae op i Luer. Vig-
væringerne gjorde Opstand mod Sverrer formedelst nye Krigs-
styr, som gjordes nødvendige, en ny Banstraale mod Sverrer
lynede over Norden, kun Thrøndelagen saagodtsom var ham
tilbage, og selv denne stængt af Baglerne, der foer Landet rundt
fra Vigen og til Helgeland. Men Banstraalen slog heller ikke
dennegang Spiret af den stærke Haand, den 20-dobbelte Over-
magt af Vigværinger splittedes ved Oslo i tre Træfninger paa
samme Dag, i Throndhjemsfjorden slog Sverrer sig en Flaade
d.IV,b.1,s.434   til igjen fra Baglerhøvdingen Halvard af Saastad, og rensede
hele Kysten alt til Tønsberg Fæstning, som den gjæve Hreidar
Sendemand
efter 5 Maaneders Beleiring overgav.
   For et Liv saa fuldt af Anstrængelser bukkede Sverrer endelig
under. Helseløs bragtes han fra Beleiringen af Tønsberg Castell
til Bergen, hvor han døde i Høisædet stor som han havde levet:
tilgivende sine Fiender. (1202).

Bjerkebeinernes Enevælde.
K. Hakon d. 5te Sverrersøn. 1202 -- 1204.
   Sverrer havde døende erklæret, at han kun efterlod een
Søn Hakon, som strax paa Ørething blev kongekaaren. Han
samlede Gløder paa sine Fienders Hoved, idet han tilbagekaldte
og tilgav Bisperne. Og da Baglerkongen Inge med sine sidste
Mænd fældedes paa Helgøen i Mjøsen, saae Landet en Vaaben-
hvile imøde under den fortreffelige Hakon, som Faderen havde
udrustet med sin dyrtkjøbte Viisdom. Men han henkaldtes plud-
selig til en dybere Fred, forgivet af sin Stedmoder den svenske
Kongedatter Margrethe, som ikke stod paa nogen god Fod med
ham. Til dette Mord forenede dog rimeligviis Sverrers Søster-
søn Hakon Gàlins ærgjerrige Planer sig med Qvindehevnen. For
Ærgjerrigheden er heller ingen Haand for ureen saalænge Na-
tionerne gjøre sine øverste Poster for tiltrækkende ved at tillægge
dem formegen Magt og Ære. Lige til vore Dage kjøbes den
glimrende Krone for samme eller højere Priis end den hvorfor
Hakon Gàlin kjøbte Udsigten dertil, medens i den rene Fristat
kun den højeste Fortjeneste og Dyd kaldes til at bedækkes med
den ypperste Borgerhats dunkle Prydelse.

K. Gutorm d. 1ste Sigurdsøn. 1204.
   Høvdingerne udnævnte den 4aarige Gutorm, Søn af den afdøde
Sigurd Sverrersøn, til Konge under Hakon Gàlins Rigsforstan-
derskab, hvorhos ogsaa Sverrers Søstersønner Inge Baardssøn
og Peder Steiper havde meget at sige. For den Iilsomhed hvor-
med Hakon Gàlin fremstyrtede over Liv mod sit Maal
kunde han vel fortjene sit Tilnavn, (der vil sige: den Rasende,
den Framfuse -- skjøndt det vel er vundet i Feldten), thi der
siges, at Gutorm paa hans Anstiftelse forgaves af Margrethes
Datter Christine, med hvem han holdt sig inde. Mistanken her-
d.IV,b.1,s.435   om, saavelsom det at han var af en svensk Fader lod dog Folket
paa Ørething give ham Afslag paa Kronen, som Bjerkebeinerne
dog havde tilemnet ham. Og om dette fik raade, vandtes den
aldrig, men tabtes altid ved Forbrydelser.
Femtende Borgerkrig. (Sidste med Baglerne -- til 1208).
K. Inge d. 2den Baardsøn. (1204 -- 1217).
Erling Steinvæg (til 1207) og Filip Modkonger.
   Urolighederne havde fremskabt et Hærvælde. En Krigsmagt
var fremstaaen, som mindre lignede Borgere, der bevæbne sig
mod en ulykkelig Tid, end senere Aldres Soldater. Ligesom
disse, fordringsfulde, altid færdige til at kaste Sværdet paa Vægt-
skaalen, ringeagtende Loven, men Kongemagtens eller ogsaa
Egenviljens lydige Trælle, og stedse mere fremmede for sit eget
Folk, fremtraadte nu Bjerkebeinerne med sine Høvdinger paa
Ørethinget forat styre Kongevalget efter eget Tykke. Men Vaa-
benvældet er en død Kraft, og Stormændene, i hvis Hænder
den skulde bevæges, vare uenige. Dette gav Almuen og Loven
Seiren: ved frit Valg kaaredes K. Sverrers Søstersøn Bonden
Inge Baardssøn med Tilsidesættelse af Hærens Yndling Hakon
Gàlin
og 3 andre valgbare Mænd. Kongen besvoer Folkets
Rettigheder, Folket igjen de Kongen indrømmede. Hæren kom
ogsaa strax paa sin rette Plads ude imod Baglerne, som alt mens
Gutorm levede havde begyndt at røre paa sig under Erling
Steinvæg,
en foregiven Søn af K. Magnus Erlingssøn, og Filip,
en Frænde af Oslobispen Nils, som heller ikke sad rolig. Det
var ogsaa gaaet saa fremad med disse Urostiftere, at Erling
havde faaet Kongenavn over Oplandene og Landet rundt alt til
Agdurs Vestgrændse, og givet Filip Grevenavn. Krigen førtes
ligesom før ved at gjøre Jagt paa hinanden rundtomkring Landet
og afvexlende besætte og brandskatte Byerne, af hvilke det især
gik ud over Bergen. Der vandt Bjerkebeinerne under Hakon
Gàlin sin vigtigste Sejer, som gav Hevn for et Overfald af Bag-
lerne paa K. Inge i Throndhjem, hvorunder denne kun ved at
svømme over Nidelven og ved en Frændes Hjælp slap unna.

   Efter Erlings Død 1207 fik Nils Bisp Filip til Baglerkonge; ja
han erholdt endog Kongenavn paa Ørething, efterat den gjæveste
af alle Bjerkebeiner Dagfind Bonde havde maattet overgive Ca-
stellet i Bergen. Paa det Ørething maa dog nok de baglerske
d.IV,b.1,s.436   Commandoraab have lydt; thi Thrøndelagen var ligesaa bjerke-
beinsk sindet som Vigen var baglersk, uanseet endog, at Thrøn-
derne senere i et Trangsaar gjorde Opstand imod K. Inge, i den
Tanke, at Afgivterne vare for svære, at Folket bedst bedømmer
dette, og at Nød bryder alle Love. Ihvordan det nu har været
med dette og andre Kongevalg paa vore gamle Thinge -- den
Thingmand er ligesaa forrædisk, der lader sig bestikke af Staal,
som den, der lader sig bestikke af Guld. Skulde der være nogen
Forskjel, da maa det være den, at den Første er Øxen, den
Sidste Galgen værd. Strax efter vedtog dog Filip Forlig, der
indgikkes paa Hvitingsø ved Stavanger, efter Mægling af Bisp
Nils og Erkebisp Thorer, og hvorved Han fik Sverrers Datter
Christine tilægte og Vigen og Opland som uafhængig Jarl. Konge-
navn beholdt han dog i Folkemund, hvorimod Hakon Gàlin, der
saagodtsom var Landets tredie Styrer, maatte afstaae derifra.
Om den Mistanke, denne ærgjerrige Mand paadrog sig for et
Snigmordforsøg paa Kongens Liv, er grundet, da viser den, hvor
stor Forskjel der kan være imellem medborgerlig og krigerisk
Dyd, hvilken sidste han besad i høi Grad. Med Omhu vogtede
han dog den unge Hakon, Søn af Hakon d. 4de, der opdroges
ved Hoffet som sandsynlig Thronarving til lidet Nøje for Skule
Jarl,
Kongens Broder, som fra Hakon Gàlins Død 1215 havde
størst Indflydelse hos den gode, men svage Kong Inge. Hof-
rænker traadte istedetfor den aabne Partifeide. Enkelte Stor-
mænd troede at kunne beskjære Kongemagten -- noget, som
ialfald kun tilhører det hele Folk at gjøre, og da paa lovlig
Maade. Stormen var forbi, men det pludselige Stille bebudede,
at den nok vilde springe om paa en anden Kant. Imidlertid
kom dog de atter løsrevne skotske Øer, under denne Sagernes
Stilling, tilbage til Norge, tvungne dertil af nogle Bjerkebeiner
og Bagler, hvem Freden herhjemme ikke smagte. Geistlighedens
Irettesættelser lærte dem dog, at Vikingalivet, som det lod til
de vilde indføre igjen, ikke mere passede med Tiden.
Den sverrerske mandlige Ætside kommer paa Thronen.
K. Hakon den 6te Hakonsen, den Gamle (1217 -- 1262).
   Bjerkebeinerne, den sverrerske Æts trofaste Værnere, gjorde
paa Kongevalget efter Inges Død sin Indflydelse gjældende for
den unge Prinds Hakon; og var Almuen overalt enig med dem.
d.IV,b.1,s.437   De øvrige Kronbeilere Inges Søn Gutorm, Hakon Gàlins Søn
Knud og Skule Jarl maatte give tabt; og efter gammel Sed gave
Bønder Hakon Kongenavn paa Thingene. Men uagtet dette,
uagtet hans Moder Inga ved Jernbyrd godtgjorde hans Fødsels-
ret, og uagtet den retvise Hakon senere lod den paa en Rigsdag
i Bergen undersøge: henrandt dog hans halve Regjeringstid
under idelig Krontvist og Urolighed. Styrløshedens (Anarchiets)
og Borgerkrigens Udsvævelser ere lette at forklare og undskylde
med Despotismens egne; men den folkelige (liberale) og forson-
lige Hakon, som vilde Ret og Frihed for Alle og forstod den
største Regjeringskunst i et bevæget Land, at fordrage de for-
skjelligste politiske Meninger og at udøve Magten med Opmærk-
somhed for Alles Interesse, giver ingen Undskyldning for de to
heftige Borgerkrige, der gjennemrasede som Brand Landets neppe
tildækte Saar. Bebreidelsen maa især ramme Skule Jarl, som
fra først til sidst med forræderske Opspind og endelig med
Vaaben søgte at tilfredsstille sin umættelige Egenkjerlighed. At
denne intet mindre krævte end Kronen, var klart, da Kongens
Opofrelse af 1/3 af Landet og Skatlandene, Gaven af Hertugtitlen
og Æren af at Kongen, maaskee mest for Freds Skyld, tog hans
Datter tilægte, ikke forslog. Krigersk Urolighed begyndte dog
fra en anden Kant, idet Udskudet af den erlingske Families
Kjæmpere, Baglerpartiet, med en foregiven Søn af K. Magnus
Erlingsen, i Spidsen, under Navn af Slitunger foruroligede Vigen.
De gamle Baglerhøvdinger, som gjerne vilde sidde iro i sine Lehn,
betvang vel disse Røverbander i Forening med Bjerkebeinerne,
med hvem der efter Filips Død 1218 var indgaaet en ny For-
ening; men dermed vare ikke alle de Skud af hiint Landets
blodige Torneriis qvalte, som endnu skulde sønderflænge det
og bortjage det medborgerlige Sind, som mest af alt er et Riges
Lykke og Styrke.
Sextende Borgerkrig (Ribungernes. 1219 -- 1227).
   Baglernavnet var vel forsvundet; men Baglersindet ikke. Lige-
som gamle udsatte Krigsheste endnu lystre Trompetklangen,
spidse Ørerne og jage henover Marken, saa omtrent virkede
Rygtet paa mange af dem, at en Søn af Erling Steinvæg, Sigurd
Ribung
af Baglerhøvdingen Gudolf af Blakestad var kaldt til
Norge. En Hær omgav ham snart, og i Forening med Levnin-
d.IV,b.1,s.438   gerne af Slitungerne spillede Ribungerne Mester i Vigen og paa
Oplandene indtil den forrige Bagler, gjæve Arnbjørn Johnsøn og
Skule Jarl tvang Sigurd til at overgive sig. Da denne Oprører
nu en Tid saaes i Skules Følge, er det rimeligt, at denne, som
stedse stod i et spændt Forhold til Kongen, og før ikke havde
taget i Betænkning at sammensværge sig selv med Filip Bagler-
konge, vilde bruge ham til at ængste Hakon og til at reise Folk
med, naar han endelig selv vilde hæve Oprørsfahnen. Men
Sigurd begyndte snart Krigen paany paa egne Vegne; og efter
hans Død 1226 fortsattes den under Knud, Hakon Gàlins Søn,
indtil Denne, efter Nederlaget paa Vormen ved Eidsvold (1227),
overgav sig til Kongen, der siden viste ham stor Naade. Resten
af Partiet ødelagdes af Værmelændingerne paa Kongens Befaling,
som under Krigen havde lært disse med Brand og Sværd, ikke
at give Oprørere Tilhold i sine Skoger. 1225 var Bisp Nils død,
efter angrende at have tilstaaet, at han ogsaa havde Deel i dette
Oprør. Intet Menneske har bragt flere Ulykker over sit Fædre-
land, end denne Stifter af Baglerpartiet; men hans Bøn paa
Dødslejet, at Kongen dog for Guds Skyld maatte tilgive ham,
siger heller ikke stort mindre end: bedre havde det været mig,
om en Møllesteen forlængst havde været lagt om min Hals og
jeg slængt i Havet. Saaledes omtrent maa vel Indholdet af en-
hver Landsforræders sidste Tanker være -- han være den kløg-
tige Thingmand, Feldtherren, Soldaten der slænger Geværet fra
sig, eller Bonden, som bliver siddende naar Budstikken gaaer.
Rimeligviis har det været Afsky for denne Forbrydelse, Lands-
forraad, som afholdt vore Kongesagaers berømte Forfatter, Is-
lænderen Snorro Sturleson, der opholdt sig ved Begyndelsen af
Ribungfeiden hos Skule Jarl, fra at gaae ind paa at fremme
dennes og K. Hakons Anslag mod hans Fædrelands Uafhængighed.
Han skal vel have givet Løfter eller maaskee rettere taalmodig
hørt paa hine Anslag; men det lader til, at han kun har sat
List mod List, troende det bedre at skuffe en Konge, og det en
fremmed, end sit eget Fædreland.
Syttende Borgerkrig (Hertug Skules 1239 -- 1240).
   Der løb vel adskillige Aar hen i Fred; men høist fordægtig
var den, og slig Fred er ikke stort bedre end Krig. Kongens
og Jarlens Mænd laae i aabent Uvenskab, og lode hverken
d.IV,b.1,s.439   Ærgjerrighedens Flamme døe hos Denne eller Mistankens Orm
hos Hiin. Hakon troede vel at begrændse sin Svigerfaders Planer
med Hertugkronens gyldne Ring, som han gav ham 1237; men
2 Aar efter fordrede Hertugen Kongens egen, og tog Kongenavn
paa Ørething. Ved Laake paa Romerige slog han med sine
Vargbælger Knud Jarl og Arnbjørn Johnsøn; men Kong Hakons
Sejer ved Oslo fæstnede igjen Spiret i de rette Hænder. Med
Skules Drab i Helgesæter-Kloster ved Nidaros, hvorhen de sei-
rende Bjerkebeiner forfulgte ham, endtes denne sidste af Borger-
krigene. Fra nu af forligtes alle Partier af den fred- og seiersæle
Hakon. Lykken holdt ikke længer Retfærdighedens Vægtskaal
paa Sværdodden. Ret og Magt forentes atter.
EFTER BORGERKRIGENE (FRA 1240 -- 1387).

Norges høieste Velmagt.
   Kong Hakon var 36 Aar før han fik ret Ro til at lægge sine
ypperlige Regentegenskaber for Dagen. Landet var folkerigt
og velstaaende selv under Borgerkrigene; men Freden hævede
det til en Grad af Velmagt og Ære, som af det hverken før
eller siden er naaet. Det er ikke vanskeligt at begynde Stats-
omvæltninger -- et Brud paa Forfatningen giver Grund dertil,
-- men at ende dem, er svært; og lykkes kun for dem, der ere
ligesaa ædle som store. Hakon var En af disse. Han udstrakte
derfor Forsoningshaanden, ikke Strafbilen, da Ingen kunde tviste
med ham længer, og Underet skede: Lidenskabsstormene teg
og Blodbølgerne stilnedes, som et Aarhundrede igjennem havde
rystet og vragtumlet det gamle Rige. Med Freden og Medbor-
geraanden kom, ligesom Blommer over Marken med de milde
Luftninger af Vaaren, alle Velsignelser tilbage. Fra Kongens
Hjerte udrandt det dog alt; thi fra det kom Forsoningen, fra
den kom Freden, fra den igjen Lovorden, Landsopodling og
Handel; herfra da Velnøje og Velstand, og denne reiste da igjen
alle de Kirker, Befæstninger og offentlige Bygninger, som under
Hakon fremstode, vidnende ligemeget om hans dygtige Forsorg
som om at Cultur og Velstand fremskride sammen. At Hær og
Flaade holdtes i forsvarlig Stand fik den danske Konge at see,
da Hakon gjæstede ham forat paatale nogle Røverier. Det kom
dog til Forlig; og senere ægtede hans Søn Magnus den danske
d.IV,b.1,s.440   Prinzesse Ingeborg. Ubrudt Venskab fandt derimod Sted med
hans anden Søn Hakons Svigerfader Rigsforstanderen Birger
Jarl
i Sverrig. Og beilede Europas mægtigste Herskere til Nor-
mannakongens Gunst: saaledes Kongen af Castilien, der ogsaa,
med godt Udfald, beilede til hans Datter for sin Broder; Stor-
fyrsten af Rusland; Kongen af Frankrig, der tilbød ham Over-
anførselen paa et paatænkt norskt og franskt Korstog; den tydske
Keiser; og baade mahomedanske Sultaner og Paven, som endog
tilbød ham Keiserkronen i det tydske Rige. Under dette opførte
Hakon sig med den største Anstand og Fiinhed (som den politiske
Viisdom kaldes), betalende gode Ord med gode Ord, Tjenester
med Tjenester og god Mynt. Saaledes fik Cardinalen, som Paven
sendte til K. Hakons Kroning i Bergen 1247, hvilken paa det
prægtigste feirede Norges og dets Konges Hæder og Lykke, sin
Umag vel betalt; men Hakon glemte ikke at benytte hans Nærvær
til at faae jevnet fordeelagtigere for Kronen, end man skulde
troe, adskillige Stridigheder om hvad Statens og hvad Kirkens
var; ligesaa blev og Jernbyrden afskaffet, som en Overtroe, der
var Tiden uværdig. 14 Aar senere lod han, efter sin ældste
Søn Hakons Død, som ogsaa havde baaret Kongenavn, sin anden
Søn Magnus krone i Bergen af Erkebispen. Samme Aar (1261)
erkjendte ogsaa Grønland samt Island norsk Høihed; men under
Vilkaar, som vare de oplyste og frisindede Islændere værdige.
Deres Frihed var vel bleven besudlet af Borgerblod -- ogsaa af
Snorros -- under Stormændenes tøilesløse Uroligheder; men at
opgive den derfor vilde være at mistvivle om at Himlen er reen
og blaa bag de drivende Skyer. Vilkaarene sikkrede dem mange
nye Fordele; dog var Foreningen Nul og Intet, om Kongen ikke
opfyldte dem eller gik udenfor sin Myndighed. Alligevel havde
det været bedre baade for Norge og Island, om Foreningen aldrig
var bleven istandbragt; thi Island fulgte med Norge i dettes se-
nere Ulykke; men frelstes ikke som dette; og Island bærer nu
alle Trældommens Elendigheder og Norge Sorgen derover. For-
ening mellem 2 ulige mægtige Lande er ogsaa en mislig Ting,
om Verdenshistorien staaer til Troende. Og det gjør den; thi
intet er sikrere end Erfaring. Paa et Tog, hvorved Lehnshøi-
heden gjenhævdedes over de vestlige skotske Øer, døde Hakon
i Vinterqvarteret. (1262).
d.IV,b.1,s.441   Lovforbedringer. Friheden taber ved en Adels Fremvæxt
og Geistlighedens Magtudvidelse.

K. Magnus d. 6te Hakonssøn Lagabæter (Lovbedrer).
(1262 -- 1280).    Fra gammel Tid af dømtes efter Frostethings- Gulethings- Eid-
sevjuathings- og Borgethings- Lovene eftersom Provindserne thin-
gede til et af disse Steder. Magnus fik disse Love bragte til
Eenhed; men dette er ogsaa Alt hvad der kan siges til hans
Roes. Med den Lov, han gav Islænderne vare disse kun lidet
nøjde; og burde de da have betakket sig for den, ligesom og
for den norske Lehnshøvding, han sendte dem, eller snarere for
Foreningen selv, da denne derved fra Kongens Side var brudt.
Sligt bør et Folk aldrig taale, ihvad der end maa røstes om Kjær-
lighed med sin Glemmebog for den Mægtiges smaae Lovbrud.
Den der stikker en Fakkel ved Grunden ønsker Luen paa Taget.
Fredsind kan det have været, at han til Skotland solgte Sudur-
øerne; men Svagsind var det, at han ikke holdt Russerne fra
Nordlandene; og aftvang den danske Konge sin Dronnings Arv.
Værre var det dog med de overordentlige Særrettigheder han
indrømmede Geistligheden, idet han tilstod den Dømmemagt i en
Mængde Sager saasom Ægteskabs, Testamentspørgsmaal o. s. v.,
Kaldsbesættelse, særskilt Deel i Lovgivningen, Myntrettighed for
Erkebispen, en Eiendomsafgivt m. m.; og værst af alt, at han
forvandlede Thingene til Herredage, hvor Adelen alene traadte
istedetfor Odelsbønderne. Adelen, denne Classe, som fordrer
at offentlige Fortrin skulle i den gaae i Arv, begyndte først fra
denne Tid at skille sig fra Folket og at blive synbar i dets
Masser. Hertil tjente fortræffeligen Greve- Baron- og Ridder-
Titlerne, som Magnus, efter andre Landes Skik, indførte. Ved
Siden af Disse fandt Bonden snart, at han tog sig ilde ud paa
Herredagene, og denne altfor beskedne blev da borte, men med
ham ogsaa Friheden. Efterat have givet et nyt Beviis paa sit
veke om end velvillende Sind i de store Handels-Rettigheder
han 1278 indrømmede Tydskerne i Bergen, og hvorfra Oprettelsen
af deres "Contorer" der skriver sig, døde Magnus 1280.

d.IV,b.1,s.442   Geistligheden indskrænkes atter. Krig mod Danmark.
K. Erik d. 2den Magnussøn, Præsthader. (1280 -- 1299).
   Som Geistligheden gik frem, er dette Øgenavn snarere denne
raske og kraftige Konge til Hæder. Han fik det, fordi han, da
han kom til Skjelsaar, kun brød sig lidet om det for Geistligheden
fordeelagtige Kroningsløfte, som Bisperne benyttede hans Ungdom
til at give sig. Da han var 14 Aar gammel, jog han, eller rettere
hans Regjering, endog et Par Storklerker med Erkebispen foran
ud af Landet forat klage sin Nød for Paven; og omsider faldt
de tilføjes, da Kongen var døv og blind for de Banlyn og Tor-
denbuller, som ellers dentid skræmte mægtigere Konger end
Norges under Bispekaaben. Uheldig var han derimod i sin Plan
at vinde Skotland paa Grund af sit Givtermaal med den skotske
Prindsesse Margrethe. Det lykkedes hverken for ham paa egne
eller paa sin Datters Vegne. De tydske Handelsstæder aftvang
ham og nye Friheder, for hvilke det Bytte, han vandt i sin lang-
varige Feide paa Danmark angaaende sin Moders Arv og til
Beskyttelse for nogle danske Kongemordere, kun var Norge liden
Erstatning. Liden Ære var der og ved denne Krig, der førtes
ret paa Røverviis. Hver Alder har dog sin Maade at føre Krig
paa; den vil maaskee komme, som fører den blot med Aandens
Sværd, med Ord og Beviser for en almindelig Folkedomstol.

Udlændingernes Handelsret indskrænkes. Krigen mod
Danmark fortsættes.

K. Hakon d. 7de Magnussøn, Halæg (Høibeen) -- (1299 -- 1319).
   Denne Lagabæters anden Søn, som alt længe havde besiddet
Vigen med kongelig Myndighed, synes ikke at have agtet Folkets
Valg fornødent. Han lod sig og sin Dronning ogsaa uden videre
krone, og synes at have havt overvættes store Begreber om den
kongelige Myndighed, hvilket vil sige det samme som at have
ligesaa ringe om Folkets Ret og Frihed. I sig selv er en saadan
Gemytsforfatning den samme som i det private Liv kaldes, at
have for overspændte Tanker om sig Selv -- et Vogespil som
Verden bedømmer strengt, idet den stødes selv ved den over-
vægtige Aands naturlige Selvfølelse. Imidlertid maa man ikke
undre sig over at den sindskraftige og regentdygtige Hakon følte
d.IV,b.1,s.443   sig vel meget under Purpuret, da saamange af Verdenshistoriens
svage Konger have gjort det samme. Saavidt gik han heller ikke
i denne Feil, der ellers især er Svagsjelen egen, at vi derfor maa
forringe vore Tanker om hans sunde Fornuft. Den og sin Her-
skervilje lagde han for Dagen i endeel Anordninger, der ind-
skrænkede især de tydske forenede Handelsstæders (Hansefor-
bundets)
Anmasselser og Handel, forsaavidt den var Landet
skadelig, samt i at indskrænke den egentlige Adel, men fremhæve
Embedsmændene, hvis Pligter dog tillige skarpt bleve dem fore-
skrevne. Til disse regnes maaskee rettest de 12 Rigsforstandere,
som anordnedes i Tilfælde af Thronledighed eller Thronarvingens
Mindreaarighed. Som saadan fik han sin Datter Ingeborg, da
Søn ei havdes, erkjendt; og gav vel disse Udsigter Prinzessen,
ligesaasnart som noget andet godt ved hende, den raske Beiler
hun fik i svenske Kong Birgers Broder Hertug Erik. Idetmindste
vise alle de sluttede og brudte Overeenskomster, de mange
Kongestevner og Rigsdelinger i de andre Nordens Riger paa den
Tid, at Politiken (Statskløgten) alt da ikke var saa lidet uddannet.
Kongerne havde begyndt at betragte sig som Altings Eneejere,
Folk og Land som deres klingende Formue, og Prinzesser som
Sedler, der maatte lyde paa hiin Valuta forat have Værdi.
   Da Krigen med Danmark 1309 var endt til Hakons Fordeel,
efter paany at være bleven ført i 5 Aar paa en Maade, som de
danske Kongemordere og den norske Fribytter Grev Alf Erlings-
søn
af Tønsberg sørgede for ei blev forskjellig fra den forhen-
brugte: indvikledes Hakon i de svenske Hertuger Eriks og Wal-
demars Stridigheder med Broderen K. Birger, hvori han da tog
sin Svigersøns Parti, og lehngav ham Konghelle og endeel af
Halland, som han selv havde erholdt af Danmark i Freden. Da
Erik, efterat have sluttet Fred med sin kongelige Broder, ei vilde
rømme Hakon Lehnet, kom det selv mellem disse til Krig, hvori
Erik trængte frem alt til Agershuus. Efter en Række af Under-
handlinger tilbagegav han dog Lehnet, og fik Ingeborg af Norge
tilægte 1312.

   Da K. Birger 4 Aar derefter tog Livet af begge sine Brødre
-- som der siges ved at lade dem sveltdøe i Fængslet, hvortil
han selv skal have slængt Nøglerne i Vandet -- : fordrev de
Svenske ham, henrettede Kronprindsen, og valgte Eriks og Inge-
borgs Søn Magnus til Konge under Moderens og et Rigsraads
d.IV,b.1,s.444   Formynderskab. Kort tilforn var det sidste Skud af Haarfagers
mandlige Ætside uddøet med K. Hakon 1319.
   Landet var i Velmagt i hans Tid; og siges Finlapperne da at
have erlagt Skatten, som længe ikke havde været hentet af
Frygt for de vilde Russer, der ligesom en Kræft stundom aad
sig rundtom Kysterne alt syd til paa Helgeland. Frygten har
dog nok været overdreven, da de ukrigerske Lapper siges ved
denne Tid at have tilkjæmpet sig over dem den eneste Sejer
som glimrer i deres Historie. Saadanne Fiender forglemme, i
det de overvælde den Svagere, at den som intet haaber frygter
heller ikke meer; og at et underkuet Folks Fortvivlelse er ligesaa
farlig for det seirende overmægtige som det er for Bjørnen om
Gaupen kaster sig paa Ryggen for med spændte Kløer at fare
i dens Bug. Ingen skulde heller kunnet bebreide Islænderne, om
de havde drevet Modstanden til det yderste mod sin Konge i
Norge for de Brud paa Foreningsacten han tillod sig. Den private
Godgjørenhed han viste dem, da de hjemsøgtes af Brand og
Vulcanudbrud, undskylder ikke de Forbrydelser han som Konge
begik imod dem. En Konges første Dyd maa, som hos enhver
anden Mand, være Ærlighed. Oprigtighed er det bedste Regje-
ringsmiddel, og i ingen Stat nødvendigere end i en Forenings.
Disse Staters Bindingsstof er alene Tiltroen. Findes den i Fred,
agte Borgerne ikke Hjerteblodet for kostbart til at holde For-
eningen sammen med i Krig. Men er den borte, da er selv Freden
en Krig, hvori alle onde Lidenskaber føre sine Vaaben. Mistil-
lidens og Nagets Orme fortære Foreningens Kjerne: den bliver
en gisten, huul Nød, som knases under hvilkensomhelst Fod,
der vil træde paa den.

Norge og Sverrig forenes.
K. Magnus d. 7de Erikssøn Smek (1319 -- 1344).
   Der siges vel, at denne 3aarsgamle Søn af den svenske Hertug
Erik og den norske Kongedatter Ingeborg, valgtes til Norges
Konge; men dette vil kun sige, at det af K. Hakon anordnede
Rigsraad, ifølge dennes Arvefølgelov, erklærede ham for Konge
under dets Formynderskab. Paa samme Maade var det han kort
efter erklæredes for Konge i Sverig, hvorefter en Foreningsact
oprettedes, der tilsagde hvert af Rigerne Selvstændigheden og
d.IV,b.1,s.445   fastsatte den fælleds Konges Pligter. Rigsraadet styrede vel;
en af dets Medlemmer Drosten Erling Vidkunnarsøn værnede
ogsaa Nordlandene godt mod Russerne. -- Constitutionel, forsaa-
vidt derved kan forstaaes, at Grundlovene dog endnu indrømmede
Folket nogen Frihed, kan vel denne Norges Forfatning endnu
kaldes; og den var det ogsaa i Virkeligheden for Adel og Geist-
lighed. For Folket, der ikke er det samme som disse Stænder,
var derimod al Frihed gaaen tilgrunde. At det saa taalmodigt
havde ladet sig det ene Frihedsklenod tage af Hænderne efter
det andet, kom af at hine Tiders Frihed var udrunden blot af
en naturlig Følelse af hvad Ret var, ei af Begreb, og beroede
paa en ubevidst Vane, ei paa Oplysning. Men al Følelse kan
skuffes, al Vane sløves og uddøe, hvorimod Begreb og Oplysning
stedse er stigende og med dem deres Krav ikke alene paa at
beholde men paa stedse at udvide Friheden. Derfor see vi over-
alt de gamle Tiders Frihed at synke som Templet paa Sand-
skrænten, medens de nye Tiders oplyste Nationer med sikker
Dristighed reise sin højere og højere. Det Modtagne mistes heller
end det med Sverd Erhvervede. Det Tilvante viger for det man
erkjender for nødvendigt og umisteligt. Almeen Oplysning og
Erkjendelse af Frihedens Nødvendighed i en Grad, der svarer
til Oplysningen og Sedligheden, er Frihed og dennes Betryggelse.
Enkeltes Oplysning er Trældom. Ogsaa i den Slags Oplysning
er kuende Stormannavælde. Enkelte Islænderes Boglærdom hin-
drede ikke det hele islandske Folk fra at behandle sin Frihed
som Barnet Kniven; og vakte ingen Modstand som man kunde
ventet af et saa ildigt Folk, da Norskekongen tog Friheden fra
det, eller rettere da han brød Stykker af den til sit eget Brug.
Og i Norge var det Geistligheden og Kongens Canzleres Ene-
oplysning, der berøvede Folket lidt efter lidt dets Frihed, uden
at det forstod hvad det mistede. Kongens Magtsprog og Adelens
Pragt var nok til at skuffe dets blotte Følelse derfor. Aar gik;
og en ny -- Trældommens -- Vane indtraadte. Den syngende
Fugl i Buret, den tyggende Hest, mange Folkeslags Søvn viser
dog, at den maa ogsaa have sine Sødheder. Thingene stode nu
tomme; Bønderne, som sad rolige hjemme, fik der at høre, at
et Rigsraad styrede Norge, og at dette havde valgt en Konge.
   Godt havde det imidlertid været, om K. Magnus altid havde
havt slige Raader vedsiden. Hans og hans franske Dronning
d.IV,b.1,s.446   Blancas Hang til Pragt og sandselige Adspredelser i et sværmende
Hof, samt at de hengave sig til uværdige Gunstlinger, forargede
baade det norske og det svenske Folk. Det norske havde endnu
dertil at beklage sig over, at han, mod Foreningsvilkaarene, næ-
sten stedse opholdt sig i Sverig. Skaane og Bleking, som han
havde tilkjøbt, lod Magnus Rigerne igjen forræderisk fraliste af
den danske K. Waldemar, som dertilmed paalistede Magnus's
Søn Hakon sin Datter Margrethe, mens han forholdt ham den
han egentlig skulde have. Hansestæderne lod han skalte som
de vilde; og er der intet andet tegnet Magnus til Ære i hans
Aarbøger end at han erklærede Trællestanden ganske afskaffet.
Hungersnød og Jordskjælv bidrog ogsaa sit til at skærpe Mis-
nøjet. Han nødtes endelig til at tage sin Søn Hakon til Med-
regent i Norge 1344.
Foreningen med Sverig opløses.
Magnus den 7de Smek og Hakon den 8de Magnussøn (1344 -- 1365).
   I Sverrig udbrød Opstand under Magnus' anden Søn Erik. Ved
dennes Død blev vel Hakon af Norge valgt; men hans Forbin-
delse med den danske Prinzesse og Magnus' underfundige Han-
deler med K. Waldemar bragte det svenske Rigsraad til at afsætte
baade Magnus og Hakon, og at indkalde som Konge deres Frænde
Albrecht af Meklenburg. Denne slog Hakon ud af Riget og satte
Magnus i Fængsel 1365.

K. Hakon den 7de Magnussøn -- Enekonge.
(1365 -- 1380).    Der berettes, at K. Hakon, fire Aar før denne Ulykke overgik
Magnus, af Svenskerne var bleven dreven til at sætte sin Fader
fast paa Calmar Slot. Maaskee beqvemmede han sig dertil forat
redde Foreningen, maaskee og holdt han dette sørgelige Nød-
middel for tjenligt til at frelse sin Faders Liv. Idetmindste viste
han i sit Tog til Sverige 1371, forat befrie sin Fader, hvilket og
lykkedes ham mod svære Løsepenge i Sølv og i Besiddelser, at
han besad den sønlige Følelse, som, ihvorvel intet Menneske tør
mangle den, dog geraader Konger til saameget større Ære, som
de ikke destomindre ofte synes at mangle den. Faderens Daar-
skaber bedrøvede Sønnen; hans Ulykke harmtændte denne og
d.IV,b.1,s.447   gjorde hans Sværd skarpere til at løse Faderens Baand. Dette
Træk maae vi gjøre mere af, end af den Regentduelighed Hakon
viste ved at faae Hansestæderne til at holde sig Anordningerne
efterrettelige. Vi ere tilbøjelige til at ære Purpuret; dog glæde
vi os først, naar vi træffe Mennesket derunder. Dette tør vi
elske. Den brave Hakon mistede dog snart sin frelste Fader,
da han druknede i Hardangerfjorden 3 Aar efter Befrielsen.
Svartdøden.
   En 100aarig Borgerkrig havde gjennemraset Landet. Dog
stod det derefter som Ynglingen, der stærk og blussende gaaer
ud af Lystkampen. Blodet, som var flydt, syntes ikke at være
til større Meen for det Hele end dennes Sved, som hurtig er-
stattes. Bygdelag havde Oprørere brændt; dog reiste Hammer-
By sig, Bergen blomstrede, Borge og Kirker fremkneisede, og
man tømrede raskt i Dalene, som Fakklerne gennemfløi. Hun-
gersaar taltes; dog ogsaa Aar, da Jorden bar togange Grøde og
da Træerne dæktes togange med Frugt. Guldalen var ødelagt
i denne Konges Tid ved Elvebrud; dog hørtes ikke Braget over
Dovre. Alt hvad der havde ramt Landet stod til at overvinde
og var overvundet af Mennesker og Tiden. Men 1349 traf en
Ulykke Norge, som selv Tiden, der dog heler alt, neppe indtil
denne Dag har kunnet erstatte, ihvorvel det ikke kan negtes, at
den senere politiske Elendighed herfor især har Skylden. Det
var en Landfarsot, "Svartedøden" eller "den store Mandedød,"
som da kom med et inddrevet engelsk Skib, hvis Besætning var
uddød, til Bergen, hvorfra den snart udbredte sig over det hele
Land. Hele Bygder lagdes øde og Folkemængden formindskedes
over 1/3, saa den neppe foer værre frem i noget af alle de Lande
den gjennemvandrede fra Asien af. Norge sattes tilbage for
Aarhundreder. Seent som Furuen paa dets bare Klipper er det
siden skudt fremad indtil det vel nu omtrent har naaet hint
gamle Norges Opodling og Folkemængde. Thi Trældom er tifold
tung for den Syge og Vanære for den Ulykkelige. Sygt og ned-
trykt gjorde Landfarsoten Norge; men disse nye og varige Ulykker,
Trældommens og Vanærens, fulgte af den Forbindelse med Dan-
mark, som indledtes ved Hakons Ægteskab med den danske
Margrethe: Det er først Friheden og Æren, som nu gyder Kraft
i Fædrelandets Livsaarer.

d.IV,b.1,s.448   Forening mellem Norge og Danmark.
K. Olaf den 5te Hakonsøn. (1380 -- 1387).
   Denne Hakons og danske Margrethes unge Søn var alt 1376
kaaren til Konge i Danmark under Moderens Formynderskab.
Han fik nu tillige Norges Krone, hvorefter dette havde Udsigter
til at blive Hovedriget i den nye Forening, skjøndt han maaskee
havde været fornuftig og retskaffen nok til at indsee, at i en
Forening af lige Stater maa ingen af dem gjøres til Hovedrige,
om Foreningen skal lykkelig bestaae. Men kun faae Aar glæ-
dedes Norge ved dette sit skjønne Haab, som opblomstrede i
Olaf. Det og den gamle Kongeæt og Norges Velvære og Hæder
som Stat døde pludselig med den unge Olaf i Skaane. Maaskee
er det den nationale Sorg herover, som har kastet Mistanken
for hans Død paa Moderen, der fra Regentinde-Formynderske
nu anerkjendtes som begge Rigers Dronning. Men hendes hjerte-
løse, ærgjerrige Charakter retfærdiggjør den tildels; og idet vi
erindre os de mange lignende Forbrydelser, som ikke have været
slige Sjele og Herskesygen for svare, giver den Plan at beherske
alle 3 Nordens Riger, som hun med faste Skridt fulgte og satte
igjennem, den Mistanke ny Styrke, at hiin Lidenskab har drevet
Moderen til at skride frem mod dette Maal over sin Søns Liig.

   Havde det norske Folk havt sin gamle Valgfrihed, den Aand
det med Friheden besad, og den nationale Selvfølelse, som under
de sidste Konger var forsvunden med Sjømagten og endeligen
slappet af hiin Landødesot: skulde visseligen Drosten Hakon
Johnsøn,
som var af den gamle Kongeæt og nærmest berettiget,
være bleven Normannakonning. Men nu raadede Enkelte, Adel
og Geistlighed nemlig; og Foreningen blev det Raad som vandt,
skjøndt de, at slutte af Advarsler som K. Magnus Smek fik mod
at antage Sverigs Krone, vel neppe ærligen have troet at For-
bindelsen med et endnu fjernere og didtil fiendtligt Rige skulde
være tjenligt. Men er Friheden forraadt, da er Fædrelandet og
hele dets Velvære det ogsaa. Ulykkesskjebnen fuldbyrdedes:
Norge forentes med Danmark 1387.



d.IV,b.1,s.449  

           Bag Sneen spirer Vaaren
                            og Blom paa Gravens Muld.
           Det Blink i Kummertaaren
                 er Haabets eget Guld.





           Sit Bytte Tiden fører:
                 hvad Støvet ejer; men
           hvad Aanden selv tilhører
                 den bringe maa igjen.





           Da maa den Frihed bringe,
                 det Krav i hver en Aand.
           Med Frihed Lyn for Klinge
                 faaer Kjæmpen i sin Haand.

d.IV,b.1,s.450  
Til Subscribenterne:

   For ikke at levere blot et tørt Uddrag, har Forf. afdelt sit Arbeide. Den
anden Deel, indeholdende Fremstillingen af 3die Tidsrum: Norges Vanmagts
og Ulykkes Tid under Konger i Danmark
, og af 4de Tidsrum: Norges Gjen-
opreisnings Tid
fra Befrielsesaaret 1814 og indtil denne Stund, vil følge
paa lignende Betingelser for denne Deel, saafremt Subscribenterne fremdeles
vedblive velvilligen at fremhjælpe Udgivelsen. Man tillader sig derfor at be-
tragte de Subscribenter som vedblivende, der ikke inden midti April melde
Forlæggeren, at de fratræde. Bekostningen for den følgende Deel vil omtrent
blive som for denne, dog snarere mindre; og er det vist, at Fædrelandets
Skjebne i ovennævnte Tidsrum trænger fortrinligen til at fremstilles, saasom
den er mindre bekjendt, skjøndt langtfra mindre lærerig, end denne dets
fjernere Tiders, som i denne Deel er behandlet.

    BLA BAKOVER
   BLA VIDERE