HENRIK WERGELAND - SAMLEDE SKRIFTER
IV.AVHANDLINGER, OPPLYSNINGSSKRIFTER 1. BIND: 1829 - 1834

FØR BORGERKRIGENE (TIL 1134)
del 2
d.IV,b.1,s.404   slog med sit Spiir paa Mærethinget, da Jernskjægge faldt; og om
ikke mellem de Masser, som dreves hen til Steenkorsene og de
nye Kirker, havde været Mange, som havde indseet den Vildhed
i Sederne, som maatte falde ved Afguderiet, saasom Blodoffrene,
Børnsudsættelsen, Trælstanden, Seidkunsterne og Sjørøveriet.
Vanskeligere faldt det maaskee dem som os at indsee hvortil
Forbudet mod at spise Hestekjød egentlig skulde. Imidlertid have
vel Præsterne troet at burde belægge med Forbandelse denne
hedenske Offerret, som fristede baade de hemmelige Asavenners
Mave og Sind.
Sammensværgelse mellem Kongerne af Danmark og Sverig
og de udvandrede Normænd mod Olaf.    Ved Nidaros (Throndhjem), som Olaf 998 havde anlagt, byg-
gede Thorberg Skafhug ham et herligt Skib "Ormen hin lange".
Det førte 100 Aarer, holdt en 60 Alen i Kjølen, og bar sin lue-
forgyldte Dragesnabel og Stjert højere over Vandet end alle
andre Skibe. Overtalt af sin Dronning Thyra, danske K. Svends
Søster, drog Olaf, i Spidsen for 60 Langskibe, paa Ormen lange
til Venden for der at afkræve Thyras fraskilte Mand K. Buris-
leif hendes Medgivt. Maaskee fristede dette prægtige Skib og
det hele Optog ligesaameget Olafs eventyrlige Sind som hans
Mod harniskedes ved de Advarsler for Kongen i Danmark og
de øvrige Fiender i Udlandet, som hans Trofaste ikke undlode
at give ham. Der udklæktes ogsaa strax af Sigrid Storraade,
nu K. Svends Dronning, som af Olaf under et Frieri var bleven
dødelig fornærmet fordi hun ei vilde forlade Hedenskabet, et
Forbund mellem K. Svend, Olaf Skjødkonge i Sverig og Jarl
Hakons fordrevne Sønner Erik og Svend, hvem mange forme-
delst Olafs Voldschristning udvandrede Nordmænd omgave. Den
Ulykke, som rammede Olaf kan altsaa tilskrives hans Troessvær-
meri, en Lidenskab, som ikke er mere fri, end enhver anden
overdreven, for at bære Fordærvelsen i sig.

   I Sundet ved den vendiske Ø Svollder førtes Olaf (9. Septber.
1000) af Forræderen Sigvald Jomsborgjarl midt indimellem de
forenede Flaader. Skjøndt der end var Tid til at komme tilhavs,
hvor alt alle hans Skibe, paa 11 nær, befandt sig, lod dog Olaf
Seilene falde til Kamp mod den mangedobbelte Overmagt, er-
d.IV,b.1,s.405   klærende, "at aldrig veeg han i Strid, og agtede ei heller at
gjøre det nu, hvor skarp den end vilde vorde, da Erik Jarl, som
havde nok at hevne, førte Nordmænd mod Nordmænd i Kampen."
I fire heftige Træfninger, hver et Kongeslag, deltes dette mærk-
værdigste af alle de Sjøslag, som i den gamle Tid holdtes i
Norden. I den første Dyst kastedes den danske, i den anden
den svenske Overmagt, og i den tredie Erik Jarl, efterat han
allerede var trængt frem til Langormens Mast. Efter den var
kun dette Skib tilbage; og under den hændte det, at Nordens
bedste Skyttes, den unge Thrønder Einar Thamberskjælfvers Bue
klang isønder just som han lagde an paa Erik Jarl, og at han,
paa Olafs Spørgsmaal, "hvad der brast," svarede sorgfuldt og
sandt: "Norges Rige af din Haand, Herre min!" Endelig i den
fjerde Kamp lykkedes det Erik, ved at faae Ormen tynget paa
Siden, at entre og at rydde op med friske Folk mellem den
kamptrætte Besætning; men da Kongen søgtes høiskibs, var han
forsvunden. Sprungen overbord, er han vel neppe bleven reddet,
som Einar Thamberskjælfver og flere andre af hans Mænd, der
gjorde det Samme. Dog gik Præstesagn herom, ja om at han
ligetil 1047 levede som Munk nær det hellige Land. Dronning
Thyra, som var ombord, hungrede sig ihjel paa 9de Dag herefter;
og var der Mænd, som bøjedes mere af Sorg over Olafs Tab
end det syntes Mænd at kunne anstaae. Selv de værste Despoter
have vidst at skaffe sig personlige Venner, der maatte trøste
dem for Folkehadet; og dem, Egennytten ikke hvervede, vandt
Svagsindet, som, blindet af enkelte gode Træk, troer Løven
miskjendt for Grumhed, fordi den stundom lod Lammet løbe.
Undrer det os derfor, at Olaf, der unegtelig var despotisk, endda
kunde være et frisindet Folk saa kjær: saa maae vi erindre, at
hans Despotisme var overgaaende som Heltens Vrede paa Valen.
Da han troede Himlens og Sandhedens Sag gjennemkjæmpet,
var han igjen den folkesæle Olaf, riig med sit Huldsind som
med sit Vredsind -- en Aabenhed, der er det elskværdigste
Strøg i denne store Helts ildige og glimrende Charakter.
d.IV,b.1,s.406   Jarlerne Erik og Svend Hakonssønner.
1000 -- 1016. Norge i Lehnsforhold til Sverig og Danmark.    Sejerherrerne delte Norge imellem sig; dog fik Erik Jarl, for-
uden sin egen Trediepart, Danskekongens Deel at styre, medens
Broderen Svend stod for Resten under svensk Høihed. Olaf
Tryggvessøns Svoger den mægtige Erling Skjalgsøn paa Jeddern
havde dog store Forlehninger paa Vestkanten, ligesom og Einar
Thambeskjælfver, der fik Jarlernes Søster Bergliot tilægte, i det
Throndhjemske. Saaledes søgte de nye Herrer at gjøre sig
Venner af den gamles. De indre Oplande beholdt sine Styrere
iro. Jarlerne regjerede fortræffelig. Skjøndt Christne i et Land,
hvor endnu mange Hedninger fandtes, gjorde de dog ikke sin
Tro gjældende ved Magten. Samvittighedsfriheden var dem lige-
saa hellig som Borgerfriheden, og de overlod Fredens Religion
i Fred at vinde Seiren over Kampens. I den ædle heltemodige
Erik maatte det vel blive klart, at Christendommen, som man
befrygtede, ikke qvalte Heltemodet; og alle denne Regjerings
Dyder syntes at have maattet være bedre Christendoms-Tals-
mænd end Thangbrands Thordenrøst, Olafs Sværd, det bragende
Globækken paa Kindrifs Bug og den hvislende Orm i Rauds
Gab. Og dog lader det, efter alt hvad Jarlernes Eftermand fik
at gjøre, som om Hedenskabet gjorde Tilvæxt under disse. Men
efter et Tryk er Tilbagedrevet naturligt, og i mange indre Egne
havde endnu ingen Kirkeklokke lydt.

   De mildere Tider viste sig dog i Strafsættelsen for Holmgangen,
i de mange Fredsaar og i det gamle Kjøbsted Steinkjærs Frem-
hjælp. Under saadanne Idrætter bortkaldte Lehnspligten Erik
Jarl til at bistaae den danske K. Knud Svendssøn i Erobringen
af England, hvorfra han ei kom tilbage.

Olaf den 2den Haraldssøn, den Hellige.
1016 -- 1029. Haarfageræten hæver sig igjen paa Thronen.    Under Jarleregjeringen havde Olaf, Harald Grænskes Søn, fra
sit 12te Aar ført et, efter den Tids Mening berømmeligt, Sjøkon-
geliv. Moderen, den stormodige Aasta, glædedes ved Rygter
d.IV,b.1,s.407   om hvorlunde den unge Vovehals havde hærjet Mælaren rundt,
og da svenske Olaf Skjødkonge saa lænkespændte Stoksund
forat fange ham, gravet et nyt Sund og sluppet ud med sit Bytte.
Fra Frankrig og England lød ogsaa hans Roes; og Sigurd Sir
angrede ikke, at han havde rustet Stedsønnen ud. Da Erik
Jarl nu drog til England, drog Olaf derfra hjem, fordrev Eriks
Søn Hakon, fandt Hjælp i Frændekongerne paa Oplandet, men
endnu mere i den almene Uvilje over Landsafhængigheden af
de fremmede Riger, og toges af Folket paa Eidsevjuathing til
Overkonge mod Løftet at befrie alt Landet fra fremmed Vælde.
Aaret efter opfyldte han dette ved at slaae Svend Jarl og Høv-
dingerne Einar Thambeskjælfver og Erling Skjalgsøn under Ag-
desiden. Svends Død kortefter levnede Olaf Riget helt og holdent.
Heri gjorde ikke svenske Skjødkonges Fordringer paa de Lehn,
Svend for ham havde indehavt, noget Skaar. Olaf hang hans
Skatkrævere op og tog alt tilbage indtil Gothelven. Paa dennes
anden Side i Gothland havde han en god Nabo og Mellemmand
i Tvistighederne med svenske Kongen i Rognvald Jarl, som
endog skaffede ham Dennes Datter Astrid tilægte, mod Faderens
Vilje, istedetfor Søsteren, der egentlig var Olafs Elskede. Sven-
skekongens Had mod Olaf gik saavidt, at han forbød at kalde
ham anderledes end "den Digre eller Tykke," hvorved en svensk
Forfatter siger at Olaf ei blev magrere. Olafs faste Stilling;
men endnu mere den Magt, som Friheden gav det svenske Folk,
der ingen Feide vilde have med Norge, tvang Skjødkongen til
at holde sig rolig. Lagmændene den gamle Thorgnyr og Emund
talte ham paa en ypperlig Maade tilrette, og Historien lærte da
alt i hine vilde Tider, at Folkene hade ikke hverandre af sig
selv; men at det er Regjeringerne, som af Egennytte vække
Nationalhadet.
De sidste voldsomme Omvendelser til Christendommen.    Det var vel nok, at Olaf baade selv gav Love, saasom Hird-
skraaen for Hoffet og Christenretten for geistlige Sager, holdt
strengt over al anden Lov og Ret og nærmere fastsatte Eidsevjua-
lovens Omraade; at han fremmede Handelen, lod præge Mynter,
gjenreiste det af Svend Jarl nedbrændte Nidaros, byggede Cle-
menskirken der, og anlagde Sarpsborg; men ilde gjorde han i
d.IV,b.1,s.408   at fortsætte Christningen paa Olaf Tryggvessøns Viis. Dette
fratog ham flere Hjerter mellem det simple Folk end han vandt
Sjele for Himlen. Med sin Øxe hugg han nu sin Christentro
ind i Afdalene, og Røgen af det brændende Valders viste, at
den var kommen til Landets Midte. Ølver paa Egge med mange
andre Indthrønder bødede for sin Vedhængen ved den gamle
Tro, og med Dale-Gudbrand maatte Gudbrandsdølerne erkjende
den nye Guds Overlegenhed, da Thorsbilledet paa Hundorp
knustes og væmmeligt Ormekryb udvrimlede af Guden. Ligesaa
stærkt Indtryk gjorde det dog nok paa de ærlige Døler, at de
paa Flugten fra denne forfærdende Scene fandt sine Baade i
Laagen gjennemborede og Thingstedet opfyldt af væbnede Om-
vendere. Denne Voldsfærd bragte de samme Smaakonger om-
kring Mjøsen, som havde hjulpet Olaf til Magten, til at sammen-
sværge sig mod Olafs Liv; men, underrettet herom af Ketil
Kalf paa Ringenæs, tog han dem ved Overrumpling tilfange,
lemlæstede to og jog de andre tre i Landsflugt. Da Sigurd Sir
samme Aar døde, var Olaf den Eneste, som bar Kongenavn i
Norge. Dette agtedes dog kun lidet i Underlandene, undtagen
paa Ørkenøerne, rimeligviis for det Rygte Omvendelserne havde
paadraget ham. Thrond paa Gautø slog saaledes hans Skat-
krævere ihjel paa Færøerne. Bedre gik det ei i Jæmtland, og
Islænderne vil ikke engang for store Løfter indrømme ham en
liden Ø ved sine Kyster. Dette er den nøjeregnende Iversyge,
som redder Frihed og Uafhængighed.
Kamp mellem Kongemagten og Stormandsvældet.    Den Regjering behøver ei at udgyde Blod forat opretholde sig,
som har sin Støtte i Folket. Men denne manglede den ubøjelige
Olafs; og Grumhedens Regning er daarlig. Mellem Blodet for
de forskjellige Altere flød ogsaa noget for de to Magter, Ene-
kongens og Stormændenes, som stredes om at gjøre sig forgjæl-
dende. Allerede den framvise Sigurd Sir havde gjort Olaf i
Slaget med Svend Jarl opmærksom paa Høvdingvældets Tilta-
gende, hvilket ret havde sine Repræsentanter i Erling Skjalgsøn
og Einar Thambeskjælfver. Denne Sidste sad lidet hjemme under
Olaf; men inden Erlings Omraade vovede Kongen neppe at
d.IV,b.1,s.409   komme. Dog indkneb Olaf Dennes og Harek af Thjottøes Lehn;
og efter et Slags Forlig beholdt han Erlings Sønner hos sig, dog
neppe anderledes end som Gidsler. Hvor vidt Stormandsvældet
dristede sig, sees af at Erling tvang Kongen til at give Asbjørn
fra Throndenæs fri, som havde brudt kongeligt Forbud og derpaa
dræbt Kronfogden for Kongens Fødder. Samme Forsvar hæv-
dede den mægtige thrøndske Familie Arnessønnerne, og den nord-
landske Høvding Thorer Hund endsede lidet, at han slog en
af Kongens Mænd ihjel. Olaf bød Kaxerne Spidsen alt hvad
han kunde; men i saa rørt Vand var det naturligt at Fremmede
vilde fiske. Undertvingelse eller svare Tab har altid været det
Lands Lod hvor Spændingen mellem Konge og Stormænd gik
til Yderlighed. I den Brist, som derved opkommer, indskydes
altid fremmede Thordenkiler; og de indsuges af den ulykkelige
Stat som den gjensiddende Piilodd af det bulnende Saar.
   Forraad mod Nationen var det Vaaben hvormed Stormændene
vilde knuse Kongen. Det har altid, i lignende Omstændigheder,
været det hvortil de greb. Her kunde de det med Sikkerhed,
da Olaf havde forspildt Folkekjerligheden, og brugte Hersker-
viljen istedetfor Statskløgten. Det var K. Knud den Mægtige af
Danmark og England, som vilde drage Fordeel af Stillingen i
Norge; og gjensidigen kastede Ærgjerrigheden fra ham og den
krænkede Stormannastolthed fra Norge Øinene paa hinanden,
og de trædske Blik forstode hinanden. Thorer Hund, Thambe-
skjælfver, Erling Skjalgsøn med sine Sønner og senere hen Harek
af Thjottø drog over til Knud, medens hans Sendinge, selv did-
førte af Erling, saaede Guld og med det Forræderiet om i Norge.
Olafs Blik fulgte med Raskhed disse Bevægelser. Den for Troens
Skyld dræbte Ølvers Søn Thorer henrettedes som bestukken af
Knud; men derved gjorde Olaf kun Arnessønnerne til uligs. Og
endelig, forat forekomme Knud, faldt han tilligemed den svenske
Kong Anund 1028 ind i Danmark; men trak sig efter det uaf-
gjorte Slag ved Helgeraae i Skaane tilbage mere af Frygt for
sine egne end for Knuds Mænd. Aaret efter kom Knud til
Norge. Seiren var let, da Olaf var forladt af sit Folk; ja uden
Blod paa Erling Skjalgsøns nær, der, overvunden af Olaf, blev
ihjelslagen af en af hans Hirdmænd. Olaf maatte forlade Landet,
dragende over Sverig til Gardarike, medens Knud hyldes overalt.

d.IV,b.1,s.410   Knud den Mægtige 1029 -- 1030.
Stormannavælde under dansk Høihed.    Da Hakon Erikssøn Jarl, Knuds Statholder i Norge, strax forgik
paa en Engellandsreise, indfalder en herreløs Tid, som vel ikke
maa have været god siden Bjørn Stallar (Kongens Talsmand)
drog saa ilsomt til K. Olaf og fik ham opmandet til at forsøge
Gjenerobringen. Han kom ned i Værdalen med 4000 Mand,
hvorimellem Find Arnessøn, den unge Harald, Sigurd Sirs Søn,
Dag Ringsøn, hvis Fader var en af de af Olaf fordrevne Smaa-
konger, og Arnliot Gellina, der forlod sit Skogrøverstøl paa
Jæmtlandskjølen forat blive ærlig og christnet under Kongebann-
ret. Der ved Stiklestad mødte ham Høvdingehæren 12000 Thrøn-
dere, Horder og Helgelændere under Kalf Arnessøn, Harek og
Thorer Hund, som havde svoret Knud Olafs Drab, naar Leilighed
faldt; men hvor overlegen Olaf end maatte vente den, tillod
hans Troessværmeri bare Christnede at tjene i Kongehæren. Da
Kampdagen 31 Aug. 1030 gryede, vakte Thormod Skjald alle
Mand ved at istemme Bjarkemaalet:



           Hanen hilser den rundne Dag.
           Vaagner Helte til Slag til Slag!
           Rolf hin Skytte, haandfaste Har!
           Vaagner Mænd, som ei Flugt end bar!
           Til Viin og Lefl ei, men til sin Leeg
           Valkyrien vake, I Mænd, jer skreg.

   Under en Solformørkelse gik Slaget paa, under Feldtraabene:
"fram, fram Korsmænd, Kongensmænd!" og: "fram, fram Bonde-
mænd!" Kongens Fald for Thorstein Knarrasmed, Thorer Hund
og Kalf Arnessøn afgjorde det til Bondehærens Fordeel. Slaget
vel; men dets Følger bleve skrækkelige for det Folk, hvis Sag
den troede at have vundet.

Svend Knudssøn 1030 -- 1036.
Norge under danskt Tyranni.    Efter Naturen er en Konges Blod ikke andet end Menneske-
blod; men efter den politiske Ordning noget mere. Olafs be-
gyndte at brænde Folket paa Samvittigheden, da dette, som
altid er godmodigt, mærkede, at det kun havde været Redskab
d.IV,b.1,s.411   for Stormændenes Interesse, og Disse, at de kun havde arbeidet
i det fremmede Herskervældes. Derom overtydede Knuds Søn
Svend, som nu fik Styret, dem snart ved det skamløseste Tyranni.
De ubilligste Skatter og Forordninger -- som f. Ex. at eet dansk
Vidne skulde fælde to norske -- maatte oprøre et mindre ære-
kjert Folk end det norske. Hadet og Angeren søgte derfor Luft
ved at ophøje Olafs Hellighed som Religions-Blodvidne; og, da
man havde faaet den danske Bisp Sigurd bort og Olafs Bisp
Grimkjeld ind, bragte man det dertil, at hans Legeme hensattes
som undergjørende i et dyrebart Skrin paa Domkirkealteret i
Throndhjem. Senere blev Olaf af den christne Kirkes Overhoved
Paven erklæret for Norges Skytshelgen ("Sanct" eller "Hellig
Olaf"), og hans Dyrkelse udbredte sig langt. Inden Svend og
hans Moder Alfifa mærkede Uraad, havde ogsaa Einar Tham-
beskjælfver og Kalf Arnessøn, bøiede under Vægten af Fædre-
landets Ulykke, Folkets Had og egne skuffede Forventninger,
hjemhentet Olafs Søn Magnus fra Gardarike, hvorpaa Svend
skyndede sig didhjem han var kommen fra. Kongemorderne
opløftede Sønnen paa det samme Hærskjold hvormed de havde
knust Faderen; og mellem dem blandede sig tillidsfuldt Rognvald
Brusesøn
fra Ørkenøerne og de andre Trofaste, som havde vogtet
Magnus's Vugge. De meest modsatte Partier nærme sig altid
hinanden, naar et faaer Overmagten.
Magnus den 1ste Olafsøn den Gode.
Kongemagten hæver sig.    Skal en Konges Blod være helligere end et andet Menneskes,
saa maa ogsaa hans Ord og Tilsagn være det. Men Harek af
Thjottøes Drab, hvortil den 13aarige Magnus gav Øxen, viste
Høvdingerne hvad de kunde vente, naar det glødende og be-
vægelige Olafsblod fik sin Styrke. Da den Tid kom, skjød det
sig med mørk Rødme op i hans Kinder, da Kalf Arnessøn maatte
vise ham Olafs Banested. Dette syntes Kalf som røde Skyer
foran Stormen. Han flygtede, og gjorde vel bedst i ikke at stole
hverken paa det blussende Sønne- og Konge-Blod eller paa
sin Broder Finds Fortjenester eller paa at Magnus havde gjort
ham til Rigsforstander medens han selv var i Danmark. Til
Høvdingenes Fortjenester, hvormed de vilde godtgjøre det For-
d.IV,b.1,s.412   bigangne, hører nemlig, at de strax uddroge at værne den unge
Konges Rige mod den danske Konge Haardeknuds Krav, og
istandbragte det Forlig, at den Længstlevende skulde erholde
begge Riger. De iagttoge ellers i Alt hvad der sømmer sig gode
Fædrelandsvenner. Alligevel blev det dog, efter Kalfs Flugt,
farligt for alle dem, der havde Deel i Stiklestadsejeren; og først
Folkets høilydte Knurr og redelige Raadgivere, der viste Sønnen
hvortil Lidenskabelighed havde ført Faderen, standsede Forføl-
gelserne. Neppe skulde dette Brud paa edeligt Fredssagn (Am-
nesti) været taalt, om ikke den agtede Einar Thambeskjælfver,
som ingen ligefrem Deel havde i Olafs sidste Ulykker, havde
staaet ved Kongens Side, og om ikke Faderens Hellighedsglands
syntes at blande sig i de Straaler, som Sønnens Krone stedse
længere udskjød. Det var dog paa høi Tid, at Magnus bøjede
Øre til Raad som dette den berømte Sighvat Skjalds:


           "Vrede Herre, Hvo tør raade
                 Dig at gjøre Kongeord
           til en fuul, tvetydig Gaade?
                 Det er dristigt her i Nord!



           Bryd ei Løfte, vil du have
                 Mænd, som bryde ei Geled.
           Konge vinder Træl ved Gave,
                 gjæve Mænd ved Agt for Eed.



           Vogt Dig, om de Gubber stikke
                 hvide Skaller sammen tyst!
           om Normannafolkets Blikke
                 skulme ned i oprørt Bryst!"

   Siden forblev Magnus en Hædersdrot, saa Folket kaldte ham
"den Gode." Lovene samlede han i en Bog "Graagaasen",
hvorved der skede hans Fader Ret og Ære, da flere af dem
vare af ham.

Danmark forenes med Norge.    Ved Haardeknuds Død 1042 forenedes Danmark, efter Forliget
med Norge. Dette gjengjeldte Ondt med Godt; thi ved Joms-
borgs Ødelæggelse og Slaget paa Lyrskovs Hede holdt Nor-
mændene med sin unge Heltedrot i Spidsen de vilde hedenske
Vender fra Danmark, som de jevnlig pleiede at hærje. Alligevel
d.IV,b.1,s.413   maae vi ei fortænke Danskerne i at de gave K. Magnus Stat-
holder i Danmark den danske Svend Ulfsøn (Estridsøn) stort
Anhang, da han lønnede Magnus med en saa haardnakket Op-
stand, at denne, efter fire Gange at have fordrevet ham til
Sverig, omsider oplod ham Riget paa Dødslejet i Danmark 1047.
Sin Fordring paa England, som Arv efter Haardeknud, satte
Magnus ikke igjennem, og Thorfind Jarl slog Rognvald Brusesøn,
Kongens Mand paa Ørkenøerne, ihjel og unddrog disse en Tid
den norske Krone.
Harald d. 3 Sigurdssøn Haarderaade 1047 -- 1066.
Danmarks Uafhængighed anerkjendes af Norge.    At Harald, Søn af Sigurd Sir, og saaledes K. Magnus's Halv-
farbroder, som Aaret før dennes Død var tagen til Medregent
og af Thorer af Steig paa Eidsevjuathing givet Kongenavn, hvil-
ken Ærespligt tilkom en dertil valgt Odelsmand, ikke havde
samtykt i K. Magnus's sidste Vilje med Hensyn til Svend i Dan-
mark, betager dette Riges Uafhængighed intet af sin Virkelighed.
Om end Harald var Part paa Norges Vegne og negtede sin
Anerkjendelse dertil, saa virker denne formelle Mangel dog ei
engang til Brist paa Retsgyldigheden af en Ting, hvis Tab ei er
retsgyldigt. Hjemkommen fra Constantinopel (Mikligard), hvor
han ved de største Bedrifter havde svunget sig op til Høvding
for Værjingerne, den græske Keisers Livvagt af nordiske Folk,
og vundet store Rigdomme, havde han vel i foregaaende Forlig
tilsagt Svend Danmark, om han bistod ham i at faae Norge;
men da sligt ei gjordes fornødent, havde han tilskiftet sig halve
Herredømmet, som det da var, mod Halvten af sine Rigdomme.
Nu formindskedes dette tilkjøbte Herredømme ved Svends Op-
stand, og et Processpørgsmaal opstod, som ikke lod og ikke
lader sig afgjøre efter de almindelige Ejendomslove. Nationerne,
hvem det dog angaaer, opkaste aldrig saadanne, men kun deres
Herskeres Ærgjerrighed, og den vinder almindeligviis Sagen,
som kaster det tyngste Sværd i Dommerskaalen. Men ikke saa
her. Harald kastede i alle sine Plyndertog og i Seirene ved
Diursaa og Nisaa det tyngste Sværd; men Danskefolkets Hen-
givenhed veiede dog mere for Svend. Selv gjorde hans Evner,
at han altid vred sig som en Slange i Norskekongens Hænder,
d.IV,b.1,s.414   og vred sig altid unna. Efter 20 Aars Feide forblev han i uan-
tastet Besiddelse af det Rige, hvortil Folket kaldte ham. Norges
vigtigste Gevindst var Oslos Anlæg for Krigens Skyld 1058.
Stormandsvældet kues.    Harald forligtes ilde med Magnus. Det var mere som Søn
og ilsindet Menneske, end af Herskervilje, at denne havde ladet
enkelte Stormænd føle sin Magt. Han forligtes godt med de
andre, omendskjøndt han ikke var bange for at lade selv Einar
Thambeskjælfver vide, at han var Konge, saa ung han var, da
denne framvise Mand fraraadede Svend Ulfsøns Udnævnelse
til Kongejarl i Danmark. Det var enkelte Stormænd, Personerne,
Magnus vilde tillivs, men ikke Stormandsvældet selv. Men dette
vilde Harald, den barske Soldathøvding. Dog blandede sig i
dette Hu personlig Lidenskab. K. Magnus's Venner vare ikke
Haralds; og mellem dem bød den gamle Einar, der havde staaet
saa fremragende og fast ved Magnus's Throne som Gudebilledet
over de gamle Tiders Høisæde, ham Spidsen fremst. Og han
havde Indflydelse paa Høje og Lave, da baade Stormændene
vare blevne folkeligere, og Einar betragtedes som Folkets Mand.
Da Han og Hans vare imod Feiden mod Danmark, blev denne
aldrig til Folkets Sag, og den store Hærkonge maatte ofte føre
den kun paa Vikingeviis. Hvad Frygt Harald havde for denne
Høvding sees af hans listige Paafund at sende Bestikkelsesbud
til denne i Svends Navn. Vel rørte det Harald at høre den
vakkre Gubbe svare, "at han var vel ikke Haralds Ven, men
vilde aldrig vorde Forræder, men værne Fædrelandet, om Angreb
skede." Dog, da Einar gik saavidt i sin Myndighed, at han
dræbte en af Kongens Frænder, og voldelig befriede en Lov-
bryder: saa nedlod Harald sig i Harme til Nidingedaaden, at
lokke den 70aarige i sin Hal og der nedhugge tilligemed Sønnen
Eindrid. Kun ved at tye til det dobbelte Svogerskab med Find
Arnessøn, fik han ilsomt Forlig istand med Oplands-Høvdingen
Hakon Ivarson af Hladeæten, der skulde paatale Udaaden, og
den ulmende Opstand dæmpet. Han var dog langtfra tilsinds
at holde Forliget. Kalf Arnessøn som desifølge tilbagekaldtes,
faldt i Danmark, som der sagdes, omtrent som Urias for David.
Den skuffede Hakon drog til Svend, forlod ham vel siden, og
bidrog til Nisaaseiren, men da Harald efterstræbte ham fordi
d.IV,b.1,s.415   han under denne havde reddet Svends Liv, tog han Lehn i
Sverige og feidede derfra mod Harald, som hevnede sig grusomt
paa Oplændingerne, Hakons Venner. Find Arnessøn gik ligeledes
i frivillig Landflugt til Danmark. Og saaledes var Kongen Stiv-
nakkerne qvit. Den kraftige Maade hvorpaa han hævdede den
norske Kirkes Uafhængighed af den bremerske Erkebisp, viser
at han ligesaa lidet taalte geistlige som verdslige Indgreb i den
kongelige Magt. Den gav ham Navnet Haarderaade.
Ulykkeligt Tog til England.    Den 50aarige Harald kunde trænge til Fred efter slige Kampe
ude og hjemme, for at Landet kunde ret faae godt af hans Re-
gentdygtighed, og for at han kunde pleje sit Skjaldskab, hvilket
han var voxen, og fortfare i Velgjerninger mod Skjaldelandet
Island, som havde hans Yndest. Men en Erobringsplan paa
England, som den engelske Jarl Toste indgav ham, bragte Helten
atter ind under sit "Landøde"-Banner, og under det faldt han
i et Nederlag ved York 1066 og med ham en Mængde af Norges
ypperste Mænd.

   Ligetil vore Dage skeer det, at Nationer udøse sit bedste Blod
for uvedkommende Enkeltmands Skyld blot han er thronbaaren.
Dette ansees uretteligen vigtigere end at være folkekaaren. Mag-
ten til at erklære Krig bør tilhøre Folket, som ikke er under-
kastet Overilelser, og som veed at et Rige er stort nok, naar
det intet har at frygte af sine Naboer, og at Erobringer ikke
ere de Ulykker værd, som de medføre over Folkene. Faae ere
de Konger, som troe dette, og Harald var mindst imellem dem.
Han bødede, men Folket med ham som altid med Kongen og
for Kongens Daarskaber.

Olaf den 3die Haraldssøn Kyrre (Fredsæl) 1066 -- 1093.
(Broderen Magnus den 2den Medkonge til 1069.)

Fred fremmer Landevel.    Vor Tid dømmer ilde om den Regent, som alene har Opmærk-
somhed for Krigsvæsenet. Man spaaer sig lidet godt af den
unge Fyrstes Forkjærlighed for Soldatervæsenet, og gjør liden
Forskjel mellem denne og et barnagtigt Hang til Legeri. Vor
Tid søger ikke Feldtherrens mellem Kongens Egenskaber, og
frygter snarere at finde dem. Den vil Borgerkonger, ikke Sol-
d.IV,b.1,s.416   daterkonger, og selve Erobrergeniet finder Landegrændserne i
det oplyste Europa for fastnede til at turde overskride dem.
Den vil, at Folkets Oplysning og Velstand er vigtigste Konge-
meed, og Frihed og Fred Betingelser herfor, som snarere spildes
end erhverves ved hint Hangs Udskejelser, der ved sit Glim-
rende hverken dækker det Smaalige i en Fyrstes Aand, eller
kan begrundes ved Paaskudet, at et Lands Sikkerhed kræver
alle dets Kræfter, Fredens og Flidens hele Udbytte.
   Men hine Styrkens Tider vilde det anderledes; og med lige-
saamegen Grund. De vilde Krigersind hos Kongen, som Folket
holdt til Vagt for sig. Den Vagt, hvortil Folkeslag nu lade sig
forføre til at holde Hære paa bestandig Feldtfod i dybeste Fred,
som fra Folkenes Side aldrig skal blive brudt, var dengang
overdraget Kongen alene. Ingen staaende Hær gjorde en kri-
gersk Konge farlig for Folket selv eller lod det ene Aar sluge
det andets Fedme som Faraos-Kjør uden derfor at blive federe.
Folket stolede paa Kongens vaagende Øie; naar han erklærte,
at der var Fare paafærde eller at Leding maatte ud, da var
Folket i Vaaben; de første Værnepligtige droge da til Rigets
Banner, hvor Kongen reiste det, medens det øvrige Folk, ufor-
styrret af Krigen, dannede en utømmelig Reserve. Om en an-
grebslysten Konge skjøttede Folket dog lidt, som Haardraade
fik at finde under den lange Feide mod Danmark; men krigs-
dygtig og vak maatte han altid være. Krigsevne var Kongepligt,
og selv Krigslysten vakte langtfra vore Tiders Misbilligelse, og
faldt ikke uafbrudt til Byrde som vore Tiders kongelige Parade-
heltes. Da ingen Tidsalder fornegter sig selv, skulde i den Tids
Omdømme alle fredelige Dyder ikke have erstattet Mangelen
paa Krigsdygtighed hos Kongen, medens vor holder denne Egen-
skab for mindre nødvendig.

   At alligevel hiin Tid, som saa klogt indskrænkede Kongens
militære Omraade, rigtig bedømte det ægte kongelige Krigersind,
og var nøjd med at Sværdet havdes, om det ikke blev svunget,
viser den udmærkede Agt som Haardraades Søn Olaf vandt sig
netop ved den fredsæleste Regjering. Dog saaes det, at selv
en sand Borgerkonge ikke maatte mangle hiin Egenskab i de
Tider; thi hjemkommen fra England fandt han K. Svend i Dan-
mark i Beredskab med at overraske Broderen Magnus, der
imidlertid indehavde Styret, og tilfredsstillede Kravet paa Krigs-
d.IV,b.1,s.417   dygtighed ved strax at lægge ud i Leding. Dog kom det uden
Sværdslag til Forlig; og en Fred begyndte, som Olaf holdt kjæ-
rere end den gamle Kongesed at drage ud i Spidsen med Krigs-
styrken, da Norge senere gav Danmark 60 Skibe tilhjælp paa et
paatænkt Tog til England. Hvad Freden duger til viste sig ret.
Konghelle i Båhus, Stavanger og Bergen hævedes til Handelsstæder
1070. For deres Opkomst sørgedes ved Særrettigheder, og deres
Anlæg og Handelens Flor dannede en Borgerstand, som erholdt
Tilvæxt ved Fremmede og ved de Trælle, som paabødes aarlig
frigivne: en i hvert Fylke. Grundvolden lagdes til Throndhjems
Domkirke og Kirker byggedes overalt. Sederne forfinedes ved
Ægteskabslove og Oprettelsen af Gilder eller Bymændenes lov-
ordnede, under geistligt Opsyn satte selskabelige Sammenkomster,
hvorved de Uordener sattes Grændse, som Drikkelagene i Enkelt-
mands Huus afstedkom. Desuden erholdt Huusvæsenet og Leve-
maaden mange Forbedringer. Muurovne og Skorstene fik Plads
i de gamle Røgstuer og Dagen fik skinne ind til Fædrene gjen-
nem Vindøjer. Man sopede ikke længer om i alskens Rusk paa
Jordgulvet, men Halm udbredtes paa stenlagt Gulv. Bægre af
drevet Arbeid blandedes mellem Drikkehornene. De Fornemme
saaes i Klæde, Silke og Fløiel, med Vaabenmærker i Skjoldene.
Biskopper indsattes, og paalagdes Visitatsreiser. Og er det rime-
ligt, at de nedsatte Fremmede og Geistligheden har stor For-
tjeneste af alle disse Forbedringer. Den havde megen Magt
over Olaf; og det maa lægges Mærke til, at Forbedringer vel
skeer i Kongens Navn, men oftere ved ham end af ham. Hvor
velsindet Olaf ellers var, sees af hans Tale ved et prægtigt
Gjæstebud, "at det frydede ham, at Folket vovede at tee Kongen
sin Velstand, og at dets Frihed var hans Lyksalighed".
Magnus den 3die Olafssøn, Barfod 1093 -- 1103.
(Hakon den 2den Magnussøn Medkonge til 1095)
.
Uroligheder indenrigs.    Det Sigende, at Bedstefaderen paaslægtes, traf ind baade med
Olaf Kyrre og hans Søn Magnus, der nu fik Kronen. Hiin havde
været Sigurd Sir, Denne var Harald Haardraade opad Dage.
Da Farbrodersønnen Hakon, som paa Ørething var udnævnt af
Folket til Medregent, tog dettes Hjerter fra ham ved Eftergivelser,
d.IV,b.1,s.418   eggede Magnus til Fredsbrud. Hakons Død af Forkiølelse efter
en Rypejagt paa Dovre befriede ham vel for en farlig Medbeiler,
men Opstand reiste sig nordenfjelds, som først endtes med Høv-
dingerne Thorer af Steigs, Hakons Fosterfaders, og Eigill af
Urlands Henrettelse. Lehnshøvdingen Svenke Steinarson ved
Gothelven, der fornegtede Kronens Rettigheder, maatte vel falde
tilfode; men Skofte af Giskø valgte heller, end i en Retstvist
at give efter for den myndige Konge, at udvandre med sit hele
Huus til Sydlandene. Det var mandigt, at han paatalte sin
formeentlige Ret mod selve Kongen, men maaskee var den Ud-
vei, han greb til, valgt af krænket Forfængelighed alene, som
Stormændene saa let forvexle med den sande Ærekjærhed, der
findes hos enhver Mand, der er Friheden værdig.
Krige udenlands. Norges Herredømme udvides.    K. Magnus Valgsprog var "heller Berøm end langt Liv"; men
det Berøm, han søgte og vandt, var Erobrerens, ikke det sandt
kongelige, der holder een Ager erobret fra Ufrugtbarheden for
bedre end tyve fra Fienden vundne. I de skotske og engelske
Farvande tilvandt han sig i to Feldttog Sudurøerne, Man og
Halvøen Cantire, og stor Indflydelse i Irland. Derimod havde
hans uretfærdige Indfald i Sverige kun Ulykker for de svenske
Grændsebeboere til Følge, men ingen Gevinst for Magnus uden
Æren af Seiren ved Fogserne. Magnus's Giftermaal med den
svenske Kongedatter Margrethe (Fredkolla) endte denne Feide,
hvori hiin Skoftes Sønner Find og Augmund udmærkede sig:
den Første ved et tappert men uheldigt Forsvar, den Anden
ved paa en Flugt at frelse Kongen ved at iføre sig hans Vaa-
benkjortel -- Fortjenester som Denne glemte. Sjeldent er det
ogsaa, at Konger ikke glemme Mennesket over Kongen, hvilket
kommer af det Begreb om sig Selv, som Smigrerne og deres
næsten altid uforholdsmæssig store Magt indgiver dem. Paa et
Tog til Irland 1103 faldt Magnus i et skarpt Slag, hvorunder den
oplandske Høvding Thorgrim Skindhuve og hans Bueskytters
skammelige Flugt fortjener at omtales, da dette er den eneste
Feighed den ældre Historie bebreider Nordmændene i fremmede
Lande. Der siges, at Rigsvaabenet den gyldne Løve i rødt Feldt,
til hvilken siden den til en Hellebard forandrede St. Olafsøx er
lagt, herleder sig fra Magnus Barfods Skjold og fra hans Skar-
d.IV,b.1,s.419   lagenkiortel med en guul Silkeløve paa, og at han fik sit Tilnavn
fordi han gik i skotsk Dragt, der lader Benene bare, og bruger
blot Saaler snørte til Vristen. Ogsaa dette er et Træk af den
raske Selvstændighed, der var meest paafaldende i denne urolige
Konges Charakteer.
Magnus Barfods Sønner Eystein den 1ste
Sigurd den 1ste og Olaf den 4de 1103 -- 1116.

Normændenes Korstog.    Magnus Barfods unge Sønner Eystein, Sigurd og Olaf tredelte
Riget. Om Olaf er lidet at sige; men Eystein førte Styret i
20 Aar saa vel, at Jæmtlænderne, som siden Olaf den Helliges
Tid havde været unna Norge, atter frivillig gave sig under det,
og Sigurd udbredte Nordmændenes Berøm i Østerland. Paa
denne Tid havde nemlig et religionssværmersk Raseri bemægtiget
sig de christne Folkeslag efter at befrie Jesu Grav og minderige
Fødeland fra Mahomedanernes (Saracenernes eller, efter Fædrenes
Tale, Blaamændenes) Herredømme. Didhen droge i hundrede-
tusindviis keiser- og konge-anførte Korsfarere, som paa disse
Korstog søgte gjennem de asiatiske Ørkener, Vejen til Himlen,
saasom derved alle Synder troedes udsonte. De Fleste fandt
den ogsaa der forsaavidt som de fandt sin Grav eller hjemkom
klogere og mere troesoverbærende. Ogsaa endeel Nordmænd,
især de med Skofte bortreiste, kjendte til denne Færd, og nøde
den sjeldne Lykke at komme hjem igjen, hvor de da havde saa-
meget herligt at fortælle om Pragtbyerne og Fagerlandene dersyd,
at Lyst til at see alt Dette og deeltage i Korstogenes Hæder
og Velsignelser betog mange af de ærelystne Nordmænd. En
prægtig Flaade stak ud under K. Sigurds Anførsel, og Blaamæn-
dene fik nu at føle det norske Staal baade paa de spanske Øer
og i Asien ved Sidons Beleiring, hvori Nordmændene deeltoge
efterat have besøgt Jerusalem og de hellige Steder. Af deres
Antogs Pragt og K. Sigurds storsindede Opførsel fik Sydboerne
og den græske Keiser, som modtog dem paa det bedste, større
Tanker end tilforn om Norden og Levemaaden der. Saaledes
henrandt fire Aar under Bedrivter og Festoptog, hvorunder vel
Sigurds Mandhaftighed, men ogsaa hans Stolthed og Forfænge-
lighed udviklede sig. Da hjemkom han med faae Overblevne
d.IV,b.1,s.420   overland med stort Berøm men fuld af Herskernykker, som hørte
bedre hjemme i de sydlandske Despotier, hvor han vel havde
faaet dem, end i Norge. Og fik han af dette Tog Navnet "Jor-
salafar" d. e. Jerusalemsfareren. Tolv Aar senere gjorde han et
Korstog til det endnu hedenske svenske Småland, hvor han
med Ild og Blod qvægede sin Troesiver, som i Syden var bleven
opglødet til Sværmeri.
Eystein den 1ste og Sigurd den 1ste Jorsalafar. 1116 -- 1122.
Forbedringer især i geistlige Anliggender.    Da Olaf døde 1116 udvidedes Eysteins Kongeraade over Lan-
dets østlige Deel og Sigurds over dets vestlige. Eystein havde
viist, at en Konge kan have større Fortjenester end at udbrede
et Folks Navn over Havene. Retspleien og Handelen skjænkede
han den største Opmærksomhed, og de mange opførte Kirker
og Klostre (d. e. Stiftelser hvori Geistlige af begge Kjøn, Munke
og Nonner særskilte boe) vidne, at Geistlighedens Tarv ikke
forsømtes. Dette var dog endnu mere Sigurds Sag. Han an-
ordnede Tiende, gav den vigske Kirkeret, byggede Kirker, hvor-
imellem Slotskirken i Konghelle, hvor han meest opholdt sig,
hvilken han begavede med den fra Jødeland medbragte foregivne
Splint af Jesu Kors -- og bevirkede, at Biskoperne fik hver sit
Stift. Fulgte end med Geistlighedens stigende Indflydelse megen
Overtroe, som dog laae i selve Tidsalderens Aand: saa var den
dog i mange sedlige Henseender velgjørende. Herredømmet
tilhører den større Oplysning, og, ihvor liden end Dentids Geist-
ligheds var, var den dog stor nok til at fortjene det da, og at
vide at beholde det. Enkelte Medlemmers Forbrydelser kunde
ikke forspilde Retten dertil; men intet Herredømme forbrød
den paa en slettere Maade end da Aandsoverlegenheden senere
hen vilde gjøre sig gjældende i Borgerkrige og i en skjændig
planmæssig Vedligeholdelse af den Uvidenhedens Umyndighed
hvori de øvrige Stænder fra Kongen til Bondens Huuskarler
befandt sig.

Kongernes Uenighed.    Mangt et Navns Ære falmer, om Helten sees i Nærheden.
Stor Kriger kan En være, og dog usel som Menneske; men
en stor Konge kan ikke være dette. Helten, som udbredte det
d.IV,b.1,s.421   norske Navns Ære i alle da bekjendte Verdensdele, staaer selv
æreløs mellem de norske Konger. Despotisk, behersket af Vel-
lyst, der synes at tilhøre troessværmerske Charakterer, og af
Hovmod, der maaskee var Roden til de Vanvidsanfald, som
stundom plagede ham, maatte han falde igjennem ved Siden af
Eystein, der i alle Sindshenseender var ham overlegen. Sigurd
følte dette, og troede at hæve sig ved Pral og Anmasselse. Be-
givenheden med Sigurd Hranesøn, en af Magnus Barfods Helte,
bidrog dog mest til at nedsætte K. Sigurd og gjøre Uenigheden
større mellem Kongerne. Hiin Høvding bebreidede nemlig K.
Sigurd, at han med Falskhed havde sendt hans Søsters Mand
i farligt Ærinde til Irland for imidlertid at bemægtige sig hende,
hvorover K. Sigurd saggav ham for Underslæb med Finneskatten,
som var ham forpagtet. K. Eystein, der tog den Forurettedes
Parti, fik imidlertid med sjelden Lovkløgt Sagen afviist fra alle
de Thing hvortil den paastevnedes -- en Mellemkomst, som
bragte Borgerkrigen nær sit Udbrud. Dette forhindrede dog den
ædle Sigurd Hranesøn ved at falde K. Sigurd tilfode, hvorved
dennes bedre Natur, som altid synes at have været kjæmpende
men tabende i hans Sjel, vandt Sejer. Eysteins Død 1122 jev-
nede det dog bedst, og Sigurd herskede nu ene til 1130, da dette
lidenskabelige Hjerte ogsaa stilnede i Døden.
Sigurd Jorsalafar Enekonge
fra 1122 -- 1130.    Nys før var en vis Harald Gille, der udgav sig for en Søn af
Magnus Barfod, ankommen fra Irland, og af Sigurd antagen
som Broder, efterat han ved Jernbyrd d. e. ved at gaae paa
eller bære gloende Jern, efter de Tiders Overtroe, havde be-
viist Sandheden af sit Udsagn. Disse "Gudsdomme" vare sær-
deles tjenlige for Geistlighedens Indflydelse; thi Udfaldet stod
naturligviis i de Biskopers Magt eller Kunst, som dermed havde
at gjøre. Harald Gillechrist gik uskadt over 9 gloende Plogjern;
men en mindre Føielig skulde upaatvivlelig have svedet sig.
Denne Sed, der gjorde det let for Bedrageren at reise Anhang,
den liden Forskjel, som antoges mellem ægte- og uægtefødte
Kongesønners Krav, Kongernes Skik at have Medhustruer, men
endnu mere Ærgjerrigheden, lokket af et Rige i fuld Velmagt,
opfyldte nu Landet med blodige Borgerkrige, som i over 100 Aar
d.IV,b.1,s.422   sønderslede det. Partier handle egenkjærligt og blot for sig selv;
de glemme næsten altid Fædrenelandet. Vel ere de altid uund-
gaaelige i et frit Land, fremme Aandsudviklingen, og udelukke
ingenlunde den gode Mening og Fædrelandssindet; men disse
Egenskaber tabe de, naar de kun stride for Enkeltes Interesse;
og er det da kleint bevænt med Friheden med, naar Folket eller
Fleerheden, fortrykt af Partiernes Mindreantal, fordi dette er
organisert, maa taale disses Udskeielser og det Seirendes God-
tykke, medens det selv hidtil kun udledte en Konges Ret fra sit
frie Valg. Til dette tyede baade Jorsalafarsønnen Magnus og
Barfodsønnen Harald, da K. Sigurd døde, og blev da Riget deelt
dem imellem. Saa forskjellige af Charakter vare de, at de selv
i Privatlivet skulde have været Fiender; hvor meget mere maatte
de da være det i Stillingen mod hinanden som Konger. Thi at
være dette forhøjer Magten, men betager ikke Lidenskaben noget
af sin Lavhed.
UNDER BORGERKRIGENE (FRA 1134 -- 1240).

Første Borgerkrig. (Harald Gilles med Magnus Blinde).
   Det er et Særsyn, som yderst sjelden paafalder os i andre
Rigers Historie, oftere at træffe to, tre Konger ved Siden af
hverandre og med lige Myndighed paa den norske Throne. En-
hvers Omraade var vel afmaalt, dog var det ikke saa vant om
den Ene kom lidt ind paa den Andens eller tog Sæde udenfor
sine Enemærker. Ofte indrømmedes denne Deling af broderlig
Billighed, ofte tiltog dristigt Krav sig den, støttende sig enten
paa Ret og Sed eller paa Vaaben; men hvad der egentlig til-
stedte den var Folkets Stemme, hvem Magtens Fordeling nær-
mest angik. Derved tilsikkrede dette sig nemlig Indflydelse over
den Konge, det skjænkede sin Stemme; holdt Kongemagtens
Skaaler i Ligevægt og Udveien stedse aaben til at falde fra den
slette Konge; fik stedse nye Haandfæstninger; og lagde for Dagen,
at det rigtigt vurderede Kongen for hvad han var: en Fristats
første Øvrighed, hvis Myndighed fik sine Grændser efter Folkets
Godtykke. Konger, som vilde eller maatte dele Magten ind-
byrdes, søgte derpaa altid Folkets Bekræftelse; og lignede mere
de Consuler og Archonter, der, som første Øvrighedspersoner,
stode i Spidsen for de romerske og græske Republiker, end de
d.IV,b.1,s.423   med guddommelig Hellighed straalomgivne, med jordisk Magt
som tiest overlæssede Væsener, vore Tider kalde Konger. Men
netop deri laae hiin norske Kongemagts Høihed, at den selv
alene beroede paa Folkets Yndest d. e. dets Erkjendelse af Kon-
gens Godhed; og deri det Tindrende og Tiltrækkende ved den
for høisindede, men ærgjerrige Gemytter. Men Forskjellen, som
indtraadte ved denne Tid, var, at disse vilde seire ved væbnet
Parti ikke som tilforn ved Folket selv, som kun brugte sin moral-
ske Rustning paa Thinget; først efter Seiren over Modstanderen
vilde de seire over Folket ved Herskerdyder. Og Grunden her-
til var, at Slægtsfølgen var bleven uvis, saa Magten fik melde
sig paa Valgthinget, naar det tvivlsomme Ætskab ikke kunde,
og at det Brodersind, som hidtil kun med Nød havde ladet de
iversyge Drotter taale, at de sambeilede til Folkets Behag, var
ganske sluknet med det fortyndede Slægtsblod. Haarfagerstam-
mens mangfoldige Grener vare skudte i Jorden, og fremstræbte
deraf igjen i geil Frodighed som egne Stammer. Tilsidst sværd-
skiftedes der om Magten tydeligen mellem Ætens mandlige og
qvindelige Side.
   Efter 3 Aars troløs Fred brød det ud mellem Jorsalafarsønnen
og Barfodssønnen, hvilken sidste, fordi han stod sig vel med
Folket, af dette var givet Deel i Regjeringen. Slagen ved Fyrisleif
i Bahus, fandt Harald Gille Hjælp i Danmark, hvis Konge derved
medrette gjengjeldte Magnus en beviist Troløshed. Men om
Magnus end havde havt flere Laster end denne afskyelige og
Stolthedens, Trædskhedens og Drikfældighedens -- Gjengjeldelsen
kom dog for svær. Han var 18 Aar, bar Kronen alene, da fan-
gedes han af Harald i Bergen, og denne satte ham blindet, halt-
hugget og paa sin Manddom lemlæstet i Munkholmens Kloster.

   Harald Gille førte sit vaklende Spiir dog kun et Aars Tid,
i hvilken en vendisk Sjørøverhær, efter tappert Modværge, aldeles
ødelagde Byen Konghelle. Derunder vandt Ølvar Bonde, ved
at selvofre sig, forat give det andet Landsfolk Mod til at und-
sætte Byen, mere Ære end Harald Konge al sin Tid. Dog slap
den Uforfærdede uden Ulivssaar, skjøndt


           "Ham kringsatte Otte af Vendernes Flok.
                 Tre skar han isund.
                 Tre hugg han igrund.
           Af Øxskaftet Resten fik rundelig nok." (1135).

d.IV,b.1,s.424      Aaret efter kom der en større Ulykke over Norge i en vis
Sigurd, som indfandt sig og undergik Jernbyrd paa at han var
en Søn af Magnus Barfod. Dette mærkværdige Menneske, som
besad Partihøvdingens Snedighed, Falkeraskhed og Udholdenhed,
Præstens Lærdom, Heltens Mod og Feltherrens lynhvasse og
snare Blik, er, formedelst det Nidingesind, hvori alle disse Egen-
skaber glimrede, og alle de Ulykker, han afstedkom, samt fordi
han var præstviet, bleven bekjendt under Navn af "Slemmedeg-
nen."
Ved stor Snildhed undgik han Haralds Mordanslag, og
snigmyrdede ham i Bergen 1136. Men istedetfor Hyldest fik
Sigurd til Svar, af Byfolkene, da han fra landløst Skib anmodede
dem at kongekaare sig, "at dertil maatte ingen Brodermorder
melde sig; og var han ikke dette, havde han jo heller aldrig
ejet Ret til at melde sig". Man skal meget ofte opdage i en
bevæget Folkemasse de sundeste Tanker, de fineste sedlige
Følelser og en Retfærdighed, som ligner mere Himlens end
Jordens.

Anden Borgerkrig (Slemmedegnsfeiderne).
K. Inge d. 1ste Haraldssøn Krokryg og Sigurd 2den Haraldssøn Mund.
(1137 -- 1142).    Ogsaa det, at et Folk er tilbøjeligt til at arvgive Kongebørn
Riget, der endnu, som disse Gillunger, ere i første Barndom,
udspringer af en sedlig Ømfølelse, der, i samme Forhold, som
Folket har det fri Valg, er mere end den blotte Retfærdigheds.
Inge blev en af de faae Konger, som have paaskjønnet dette;
forresten har det indtil vore Dage været Kongesed at frakjende
Folket Valgretten, om man end havde alene dennes ædelmodige
Brug at takke for Kronen. Godmodige Nationer have i sine
bedste Hjerter faaet Læren om den ubetingede Kronarveret
indboret med Staal; og Kongedømmet, der alene skulde være
et Klenodium i den sedlige Verden og tilhøre den Værdigste, er
bleven til en Ting, der tages i Eje som Guld og Sølv og Andet
deslige. Det Farlige heri taber sig dog tildels hvor Kongemagten
er indskrænket; og da djærve og trofaste Mænd, der ganske
svarede til hvad vi kalde et fuldtindrettet og betryggende Re-
gjeringspersonale, vaagede over de Svøbkonger, som de paa
Borge- og Øre-thing anbefalede, kunde Folket med saameget
større Sikkerhed vælge dem. Imidlertid er det alt ved disse
d.IV,b.1,s.425   Borgerkrigens første Tider grant at mærke, at Frihedssindet var
slappet. Med Fædrelandet forvexledes Kongen, og en selvoff-
rende Hengivenhed for denne fortrængte Dyder af høiere Værd.
   I en saadan Tids Aand, og stolende derpaa, tog Sigurd Slem-
medegn
den blindede og lemlæstede Magnus udaf Klosteret og
trak om med ham til stor Ulempe for Riget. Og var Magnus's
Kongeskab virkeligt istand til at samle Folk nok under hans
Banner. Men ved Mjøsminde tugtede den ypperste af hine K.
Inges Mænd, Thjostolf Alesøn, Blindekongen udaf Landet, saa
han maatte søge Hjælp i Sverig og Danmark. Og maatte han
udigjen, da han indkom med Gøthajarlen Karl Sonesons Svensker,
og ifra Konghelle gjennedes Sigurd, da han didkom fra Vester-
leden. Ellers hændte det i Mindeslaget, at den vesle Kong Inge
kom til stor Legemsbræk, ved midtunder Kampbulderen at falde
fra Thjostolf, som bar ham i sin Kappeflig.



           "Dog Aandens Ving ei brak han i skarpen Mindeslag;
           men Norges Krone Inge bar saamangen Æresdag. -- "

   Thjostolf slog ogsaa Magnus og Danskekongen bort fra Osloe,
som de dog skyndte sig at lægge i Aske efter sig; og fulgte
Inges Fosterfader Amund Gyrdersøn dem langt tilsjøs. Omsider
endtes disse Feider med Slaget ved Holmengraa, hvor begge
Kongebrødrenes Flaader lagde sammen med Magnus' og Sigurds.
Denne Sidste blev fangen og leed Pinseldøden med den helte-
modigste Standhaftighed; Magnus fældedes af samme Kastespyd
som den trofaste Reidar Griotgardssøn, der beskyttende holdt
sin ulykkelige Herre i Favnen. (1139).



                 "For Jarleræv,
                 for gammel Grev,
           som Dødsensljaen bøjet,
                 saa skjælv som Blad i Aaspelund,
                 er Kongen tidt kun Skjolderund,
                 en Hætte kun,
           der dækker Skalkeøjet.



                 Men Ungersvend,
                 den Livets Ven
           med Mø og Mor derhjemme,
                 sin Konge salver med sit Blod,
                 og tør for ham til Skjold imod
                 hver Pileod
           sit bløde Hjerte stemme.

d.IV,b.1,s.426  

                 Med blodig Arm
                            med blodig Barm
           sin syge Herre dækker
                 den ædle Søn af Griotgard.
                 Da Magnus deiligt Purpur bar.
                 Ei Livet har
           hvad Døden ofte rækker.1

Tvist mellem Kongerne. Geistlighedens Magt tiltager.
K. Eystein 2den Haraldssøn faaer Trediedelen af Riget 1142.
   Efterat Stormændene i omtrent 6 Aar ærligen havde styret
for Inge og Sigurd, hjemkom en voxen Halvbroder Eystein fra
Skotland og fik paa Ørething Trediedeel af Riget. Dette, samt
Sindsforskjel, nærede mellem de kongelige Brødre en bestandig
Iversyge, som dog havde sin værste Rod i den Misundelse, hvor-
med Sigurd og Eystein ansaae Inges Gunst hos Folket. Til at
vinde denne hos den altfor godmodige Almeenmand er Venne-
sælhed og Omgjængelighed nok; og Stormændene ynde Svaghed
hos Kongen -- Egenskaber, som, i Forening med Erkjendtlighed
mod de Prøvede, der beskyttede ham, og Listighed gav K. Inge
Overmagten. Denne sikkredes af Landets bedste Høvdinger,
hvorimellem, da Thjostolf var hedengangen, Gregorius Dagsøn
var hans Krones stedse vake Baun og opløftede Skjold. Tvisten
mellem Brødrene bilagdes dog for en Tid af den pavelige Ge-
sandt Cardinal (Storerkebiskop) Nicolaus, som 1152 ankom til
Norge, hvor han ophøjede Throndhjemsbispen til Erkebisp og
stiftede et Bispesæde i Hammer, som fra da af blev en anselig
Stad. Den lundske Erkebisp fik nu Intet over den norske Geist-
lighed at sige, og snart Kongen heller ikke.

Tredie Borgerkrig. (Gillesønnernes).
   3 Aar efter Cardinalens Bortreise, og strax efter at K. Eystein
var hjemkommen fra et Bretlandstog, hvorved han sagde sig
at have hevnet Harald Haarderaades Fald, fik Gregers Dagsøn
Veir i nye Sammenspind mellem Eystein og Sigurd, hvilke gik
ud paa Inges Afsættelse. Det brød først løs i Bergen, hvor
Sigurd og Inge mødtes, og hvor denne fik Folkets Medhold paa
Thinget. I Mord paa enkelte af Inges og Gregerses Mænd gav
nu Sigurds Parti Forbittrelsen Luft, hvorpaa Inges beleirede Si-
d.IV,b.1,s.427   gurds Bolig og fældede ham 1155. K. Eystein søgte Hevn ved
at opbrænde Gregers Gaard Bratsberg og K. Inges Verfter i
Nidaros; men forladt af sine Mænd led han med Fædrenestand-
haftighed Døden ved Osloe, korshugget over Hænderne, efter
eget Forlangende, af Forræderen Simon Skalp, 1157.
Fjerde Borgerkrig. (Hakon Hærdebreds).
Hakon Sigurdssøn Hærdebred som Modkonge. (1157 -- 1161).    Hermed standsede dog ikke Borgerblodet. Den landødende
Lidenskab Herskelysten, som engang var løssluppen, overhøljede
dermed Landet stedse højere. Men Kronens Gyldenblom visnede
hurtigt som Markens, og Magtens Æble brast mellem de blodige
Hænder som den skinnende Sæbeboble. De slagne Kongers
Venner, hvorimellem Høvdingerne Sigurd af Reire og Eindrid
Unge
, der havde været med paa et berømmeligt Jorsalatog, som
Rognvald Ørkenøjarl i 1152 havde foretaget, samlede sig om K.
Sigurds 10aarige Søn Hakon, kaldet Hærdebred, som ogsaa konge-
kaaredes af Thrønderne 1159. Gregers Dagsøn seirede vel to-
gange ved Konghelle, men kort efter hinanden faldt Gregers ved
Foss og K. Inge ved Osloe i et Slag han tabte ved Forræderi.
1161.

Femte Borgerkrig (mellem Erling Skakke og Hakon Hærdebred).
K. Hakon d. 4de Hærdebred
og Magnus den 5te Erlingssøn Modkonger (til 1162).    Den mægtigste af K. Inges tilbageblevne Høvdinger var Erling,
kaldet Skakke af en Hælden med Hovedet efter et Nakkedrag
han af Blaamændene havde faaet paa hint Rognvalds Korstog.
Da denne fule og tappre Mand fik sin og Sigurd Jorsalafars
Datters 5aarige Søn Magnus af det ingeske Parti valgt til Konge
under sit Formynderskab, begyndte han Krigen for sig og Søn.
Han søgte Forbund med Danskekongen mod at love ham Lehns-
høihed over Vigen, seirede i Tønsberg, og endte dette korte
Optog af Borgerkrigenes blodige Skuespil ved Seiren i Steina-
vaag
, hvor Hakon faldt. 1162.

d.IV,b.1,s.428   Sjette Borgerkrig (Sigurd den 3die Sigurdsøns).
K. Magnus d. 5te Erlingsøn
og Sigurd d. 3die Sigurd Munds Søn Modkonge (til 1163).    Jarl Sigurd af Reire fik Sigurd, Sigurd Munds Søn kongekaaren
paa Oplandene og paa Ørething; men i Slaget paa Re ved Tøns-
berg, hvor Erling overraskede ham, faldt Jarlen, Eindrid Unge
og flere af den nye Konges bedste Støtter, og om Høsten af-
huggede Bøddeløxen i Bergen denne mandlige Green af Konge-
stammen, som løftede sig imod den qvindelige, hvilken nu blev
den herskende.

Geistligheden tiltager sig størst Andeel i Valgretten.    Intet Offer var Erling for stort forat sikkre sin Søn Kronen
og sig Selv derved Indflydelsen. Uagtet Danskekongen, da han
med Magt vilde hævde Lehnshøiheden over Vigen, togange maatte
hjemdrage med uforrettet Sag, indgik dog Erling, forat sikkre
sig Hjælp fra den Kant, paa den Ydmygelse at lehntage Vigen
som hans Jarl. Større Offer bragte han Geistlighedens Herske-
syge, idet han erklærede Riget for et Lehn af St. Olaf d. e. paa
det nærmeste af Erkebispen i Throndhjem, i hvis tilligemed den
øvrige Geistligheds Hænder Magten til at besætte Thronen kom.
Folket lod sig imidlertid ikke sin gamle Ret til at kaare sine
Konger eller bekræfte deres Arveret fare; men Erling fik for
hiint glimrende men luftige Haab, som han solgte den geistlige
Forfængelighed, det formedelst Indflydelsen paa Folkemeningen
virkelige Gode, at Erkebisp Eystein, med Pavegesandten (Legaten)
Stephanus' Samtykke, høitideligen kronte og salvede Magnus i
Bergen 1164.

Syvende Borgerkrig (Hættesvendenes).
   Under Feiden med Danskekongen havde Olaf, en Afætling af
Magnus Barfod, reist et Parti paa Østlandet, som bar Navn af
Hættesvendene formodentlig fordi de forklædte overrumplede
Erling Skakke, da han forfulgte dem ind i Sverrig. Efter Neder-
laget paa Stange 1168 forsvandt Levningerne af dette Parti i
Danmark. Og da Erling fire Aar efter lod Harald, sin Hustroes
Søn med K. Sigurd Mund, henrette, var der Udsigter til at be-
holde den blodskyllede Throne alene. Herskernes Statskløgt er
d.IV,b.1,s.429   altid koldblodig, og sætter sin Høihed i at hæve sig over Moralen.
Snart alene rene Fristater have viist, at der ogsaa for Politiken
gives Forbrydelser og Dyder.
Ottende Borgerkrig (Eystein Meilas).
Eystein d. 3die Eysteinsen Meila som Modkonge
(1173 -- 1177).    Den mandlige Arvlinje reiste sig atter i Eystein den 2dens
Søn Eystein, som fra Gøthaland brød ind i Vigen, indtog senere
Nidaros, og blev der tagen til Konge. Hans Parti viste ved den
største Kjækhed og Udholdenhed, at et sedligt Øjemed, Ideen
om at gjenhævde den mandlige Kongelinies større Ret, mere
end Kamp- og Rovlyst, belivnede det; men det fik kun liden
Hjælp af Bønderne, som begyndte at trøttnes ved den evige Uro
i Landet. Eysteins Mænd fik derover, og ved den Mangel de
ofte leed, en bidsk og haard Natur, og hadedes som Ulvene af
Alle. Ligesom disse Dyr styrtede de ogsaa frem af Ødemarkerne
ligesaa ofte som de didhendreves, og da var det Mord og Brand
over alle dem, som ikke gjorde deres Sag til sin. Da de stundom
af Mangel brugte Næverskoe, kaldtes de Bjerkebeiner -- et Navn
de gjorde sig en Ære af, selv da den Tid kom, da de i Skar-
lagen og fine Skoe fremfor Andre ginge ud og ind i Kongsgaar-
den. Efter det Nederlag, K. Magnus Erlingsøn tilføiede dem paa
Re, og hvori K. Eystein faldt, adspredtes de, for atter at samle
sig i Sverig. Men Seiren tilslut er Udholdenheden forjettet frem-
for Overmagten; og de gamle Bjerkebeiner har lært Nordmæn-
dene en Krigsmaade, hvori der er Frelse, om kun Faae ere til-
bage, der voge at søge Fjeldene med Vaaben ihaand, være end
det øvrige Land oversvømmet af Fiender.

Niende Borgerkrig.
(K. Sverrers eller Heklungernes og Bjerkebeinernes).
Sverrer den 1ste Sigurdsøn -- Modkonge. (1177 -- 1184).    Bjerkebeinerne bleve dog først ret frygtelige, da de i Wærme-
land tvang En ved Navn Sverrer, der udgav sig for en Søn af
K. Sigurd Mund, til at sætte sig i Spidsen for dem. Men var
end hans Moders senere Mand -- en Kammager -- hans rette
Fader, han var dog frem for nogen Anden født til Konge, til
1  tilbake Folkeviser av Forf.
FORRIGE
NESTE