HENRIK WERGELAND - SAMLEDE SKRIFTER
IV.AVHANDLINGER, OPPLYSNINGSSKRIFTER 1. BIND: 1829 - 1834

d.IV,b.1,s.379  
NORGES HISTORIE

FØRSTE DEEL
INDEHOLDENDE BEGIVENHEDERNE INDTIL FORENINGEN MED DANMARK

FOR ALMUEN
SYVENDE HEFTE

Din Seierære, Oldtid, er nu kun Ord.
Din Frihed lever endnu i høje Nord.
I Mindets Skjold, hvor Tiden som i et Speil
kan skue egne Dyder og egne Feil,
sin bedste Viisdom Saga, den kloge, skar:
"det Folk, som eier Frihed, nok Ære har."

  
TIDSRUM:
FØRSTE TIDSRUM: FORNOLDETS TID
FRA EN UBESTEMT ALDER LANGT TILBAGE I TIDEN OG TIL KONG HARALD
HAARFAGER -- (863 EFTER CHRISTI FØDSEL).
ANDET TIDSRUM: NORGES VELMAGTS TID
MED EGNE LOVBUNDNE KONGER -- (FRA 863 ELLER 885 TIL 1387).

1)
FØR BORGERKRIGENE ( -- TIL 1134).
2)
UNDER BORGERKRIGENE ( -- TIL 1240).
3)
EFTER BORGERKRIGENE (TIL 1387).



INDLEDNING
Se, har ei Landet fager Let?
Mon skabt til Nidings Amme?

   Norge, Nordmændenes gode og kjære Fædreland, strækker
sin af dybe Fjorde gjennemskaarne Fjeldkyst længst nord af alle
Europas Lande. Dets nordligste Dele, skyde endog sine Næs ud
i Nordishavet, og paa de kolde Fjelde groer lidet andet end den
Mose, hvormed Rensdyrene nøjes. Men længer sydpaa bliver
Landet venere, indtil, under dets fulde Brede, den ene store,
frugtbare Dal udbreder sig jevnsides den anden langsmed deilige
d.IV,b.1,s.380   Sjøer og raske Elver, afsondrede enten ved skogdækte Aaser
eller ved høje nagne Fjeld, hvor ofte Sne og Iisbræer ligge
Aaret rundt. Hver af Landets større Dele, nemlig Agershuus-
Christiansands- Bergens- og Throndhjems- Stifter samt Nord-
landenes og Finmarkens Amter bestaaer af slige Dalklynger.
Dovrefjeldene skille imellem det Nordenfjeldske og Søndenfjeldske,
og Langfjeldene danne det Vestenfjeldske. De lange skogdækte
Kjølfjelde skille Norge i Øst fra Sverige, men til de øvrige Kanter
er det omgivet af det vilde Hav, som bryder paa de talløse
Øer og Holmer, der ombelte Kysten, og lade Handel og Vandel
færdes i Fred derindenfore Skjærgaarden. Fordum regnedes og
Norge at strække sig over Kjølfjeldene indtil den store Sjø
Venern i Sverige og til Gøthaelv mod Syd; og i Nord gik de
norske Lapmarker alt til det hvide Hav og nedmod den botniske
Bugt, hvorved det mod Nordost kom til at grændse mod Finland
(fordum Qvænland) og Ruslands (frd. Gardarikes) Nordlande eller
Bjarmaland. Hiinsides Havet mod S. har det Danmark til Na-
boland og mod S. V. og V. det store Øland England og Skotland
med alle sine Øer. Længer vest ligger Irland, den vakkre grønne
Ø, men længer N. ude i Havet ere Færøerne og Island, hvor
de gamle Nordmænd færdedes saameget, de nærmeste Lande.
Faae Dagsreiser fra Island strækker det øde og barske Grønland,
en Deel af America, sig ud i et iisfyldt Hav.
   Norge har paa 2,535 norske eller 5,860 geografiske Qvadratmiil
kun 1,200,000 Indbyggere -- en tynd Befolkning over det Hele
mod sydligere Landes, hvor frugtbarere Sletter udbrede sig under
en mildere Himmel uden at være saa indskrænkede af raa
Fjeldmark, og hvor talrige stærktbefolkede Stæder blomstre ved
en Kunstflid, der endnu er fremmed i vore. Men dette Hav om
de graae Skjær er Norges store frugtbare Slette, hvor Millioner
levende Sølverax sprede sig i de skinnende Fiskstimer, der ud-
gjøre Landets største Rigdom; og Jordbunden i disse Dale, som
vi elske saameget, er langtfra utaknemmelig; Fjeldene ere tildeels
metalrige og dækte med kostbare Skoger; de rivende Elver drive
Brug og Værker; travle Byer hvidne ved de snevre, mørke,
men havnsikre Fjorde; og Dalene ere tætbyggede med et frit og
lykkeligt Folks Boliger.

   Det er Jordbeskrivelsen (Geografien), som lærer os et Lands
Beskaffenhed og Beliggenhed -- Omstændigheder, som have stor
d.IV,b.1,s.381   Indflydelse paa Folket og dets Historie. Nordmændene ere saa-
ledes, i Kamp mod en haard Natur, haardføre, stærke, smidige,
modige og opvakte. De vare fordum Herrer paa disse nordlige
Have, bekrigede Naboerne fra sit havværnede Land, og besidde
endnu Sjøvanthed, Krigsdygtighed og Ærebegjær. Hvor denne
sidste Egenskab ikke udarter, er den nøje forbunden med et
Frisind, Høisind, en Trofasthed, Gjæstmildhed og Rundhændthed,
der altid have været Grundtræk i dette Folk af Odelsmænds
Charakter. Det Ophøjede i Landets Skjønhed og de fortsatte
Anstrengelser, som kræves for at afvinde et ublidt Hav og en
usikker Himmelegn Opholdet, har ogsaa indgydt Folket et Alvor,
som holder de Egenskaber sammen, der i det Hele -- Undtagel-
serne tagne i Betragtning -- danne det ædle Folk. De Beskaf-
fenheder ved Landet, at Folkets meste Opmærksomhed maatte
være henvendt paa bare at vinde Underhold, at Districterne vare
afsondrede, tyndtbefolkede og uden synderlig indbyrdes Forbin-
delse har medvirket til at det danske Aag ikke afrystedes længe
før det skede, medens paa den anden Side Beliggenheden bag
et mellemrullende Hav bidrog til at frelse Folkets moralske Selv-
stændighed -- denne, der har den politiske Selvstændighed til
nødvendig Følge
. Derfor --


           Hvor høre vi din Brag med Lyst,
           du mørke Hav om Norges Kyst.
                 Den er dets Frihedssang,
           som Seclers Haan og Kongers Bud,
           at slette Norskt af Norge ud,
           i vilde Elementers Brud
                 med Sejer overklang.



   Men saaledes som Norge nu seer ud, saae det ikke ud i hine
fjerne Tider, da det befolkedes. Skog gik da nedover disse
vene Hjemdale; de aabne og venlige Sjøbredder laae begravne
under kold Skygge; ingen Engbakke snejede sig nedmod Elvene;
Agerlandet laae nedsjunket i frostkjær Myr; Lyng og Krat var
Herre paa Voll og Vang, og Ødet rugede over Muldens skjulte
Rigdomme. Kun hist og her klang en vild Nybyggers Øx; først
lidt efter lidt lysnede Rydningspladse i Lierne; og en Røg fra
d.IV,b.1,s.382   en Berghule eller fra en saadan Gam af Pæler og Huder, som
Finlapperne endnu bruge, eller fra et plumpt Huusvær af Steen
og upyntet Tømmer viste kun sjeldent, at der dog fandtes Folk.
Dog falder først Historiens Lys paa Landet, da det var vide
opdyrket og allerede inddeelt i mange Smaakongeriger. Men
dette falder langt tilbage i Tiden; thi Menneskene erkjende snart,
at de trænge til hinanden;
og i Slægtsblod er en bindende Kraft
til at danne Stater. Og disse staae heller aldrig stille; thi For-
bedring er deres Øjemed
. Norge er da blevet helt forandret til
det Bedre gjennem Tiderne, og var det allerede ved den Tids-
punct, da dets Historie med Sikkerhed kan begynde. Og saa
er det skeet med alle Lande, som have nogen Historie; thi
Historie er en sandru Fremstilling af hvorledes det er skeet, at
Land og Folk gjennem Tiderne ere blevne forædlede og have naaet
en bedre Forfatning.
Den lærer, at denne velsignende For-
andring kun skeer, efter Forsynets Styrelse, ved Menneskenes
stigende Oplysning, Flid og forenede Kræfter; at Forstanden
tilsidst indtager den legemlige Styrkes Plads; at den frem-
bringende og forædlende Flid kommer istedetfor Røverlivets
sorgløse og ufrugtbare Virksomhed; at Fortjenesten indtager i
Almenomdømmet den Rang, som indehavdes af Byrd, arvede
Forrettigheder og den væbnede Styrke; at Nationer ville Frihed,
som nødvendig til Forbedringen, og at Nationer aldrig have Uret.


FØRSTE TIDSRUM

FRA EN UBESTEMT ALDER LANGT TILBAGE I TIDEN OG TIL
HARALD HAARFAGER. -- (863 EFT. CHR. FØDSEL).

OM NORGES ÆLDSTE BEBOERE

   F
ra Egnene om Europas og Asiens sydlige Samgrændser be-
vægede det store gothiske Folk sig udover Mellem- og Nord-
Europa, fortrængende dettes ældste vilde Beboere Celterne til
de yderste vestlige Kyster og Øer og Finnerne til de nordligste
d.IV,b.1,s.383   øde Egne. Den stærkeste Green af Gothefolket trak sig sydom
Østersjøen over alt Tydskland, og trængte mod Nord opover
Danmark, (Ø-Gothland) og det sydlige Sverig (Reid-Gothland),
medens den anden Nordmændene, ad den nordlige Vei om
Østersjøen besatte Norge og det egentlige Sverig (Norvegr og
Svithjod af Beliggenheden mod hinanden). Disse fik især med
Finnerne eller Lapperne at bestille, som dog trak sig fredeligen
mod Nordkanterne, hvor de endnu streife om som Fædrene.
Dog er det sandsynligt, at Nordmændene ogsaa her have fundet
Beboere af hint celtiske Urfolk, som de, paa Grund af større
Vildhed, raaere Religionsbegreber og den Haardnakkethed hvor-
med de forsvarede Tomterne, idet de kun langtsomt og kjæm-
pende trak sig tilbage til Afdalene, hvorfra de en Tid fortsatte
Folkekrigen paa Liv og Død, kaldte Jothuner (Jetter), der, efter
Gothernes Begreb, var Navnet paa onde Væsener, Guders og
Menneskers Fiender, skabte med andre Uhyrer af Naturens
første Overmaal af regelløs Kraft, og udrustede med Kræfter
voldsomme som dens. Ved en lignende Forvexling fik ogsaa de
kolde, øde, taagedækte Egne i det nordlige Rusland, som den
nordgothiske Folkevandring havde berørt, Navn af Jothunheim,
hvorfra de tænktes at have med en formastelig Anmasselse
brudt ud og at bryde ud, indtil Gud Thor lærte dem med sin
Hammer at lade de Lande med Fred, som Guderne havde til-
odlet Menneskeheden. I de overtroiske Sagn om uhyre Jetter,
der skulle have holdt til i vore Berger, gjenlever maaske et
gothisk Minde om de vilde, menneskefiendske Urbeboere, hvem
Synet af faste Bopæle i dyrket Land og en fremmed Guds-
dyrkelse var en Vederstyggelighed, og som Fædrene, der vare
bedre Rydningsmænd end hine Skog- og Bergmænd, maatte
oprykke og rodhugge tilligemed Trærødderne.
   Nordmændene eller Nordgotherne trængte sig stedse sydligere,
og blandede sig med de tidligere indvandrede Gother i det syd-
lige Sverig og Danmark, hvor deres Høvdinger bleve herskende.
Og medens Sydgotherne udgrente sig i mange Folkeslag i det
øvrige Europa, delte Nordgotherne sig i de egentlige Nordmænd,
Svenske
(Sviar) og Danske.
d.IV,b.1,s.384  
OM DE ÆLDSTE NORDMÆNDS GUDSTRO,
ODIN OG ASERNE

   Fra de østlige Hjemstavne medbragte vel Forfædrene Begrebet
om et Altings Ophav og Fuldender, som, under det skjønne og
rigtige Navn af Alfader, kun i Aanden kunde dyrkes; men de
vare dog Afgudsdyrkere, som med blodige, ja stundom endog
med Menneske-Ofringer dyrkede Naturens Kræfter under egne
Navne og Billeder. Dog tænkte de sig efter sin sammensatte
Gudelære en Guddom mægtigst i den endelige Verden, som de
kaldte Odin, og om hvem de troede, at han oftere aabenbarte
sig mellem Menneskene. Saaledes tillagdes eller selvtoges dette
Navn af en Høvding, som noget før Christi Tid indkom fra det
østlige Hjem med sin Stammes Ypperste Aserne, satte sig fast i
Svithjod, og derfra gjenopfriskede den Fædrenes Gudsdyrkelse,
der var bleven forvansket ved jothunsk Overtro, Afsondring i
ensomme Bygdelag og Tidens Længde, der nedbryder alt Men-
neskeligt, naar ikke Menneskene stedse eller stundom støtte
under og holde istand.

   Denne Overguden Odins Gjenaabenbarelse fortrængte dog ikke
den særdeles Dyrkelse, som hver af de 3 nordgothiske Folk
ydede sine indodlede Nationalguddomme. Ligesom Begrebet om
Alfader var for ophøjet til at holde sig i Almeenmands Tanke-
omraade, som vel syntes, at al guddommelig Høihed var naaet
i Odin, der med Soløjet saae udover Verden: saa var ogsaa
Han traadt tilbage for Guddomme, hvis Virkninger troedes nær-
mere og særegnere for hvert af Landene. Saaledes dyrkede de
Svenske især Freyr, der skulde raade for mild Luft og gode
Aaringer; de Danske Jørtha eller Frigga, hvorunder tænktes
Jordens frugtbare Kraft; men de Norske Jothunbetvingeren Thor
eller Aukathor, der troedes at ake paa Thordenen over Norges
Fjelde, som "huede hans Heltesjel". Asa-Odins mandlige og
qvindelige Følge fra Asaheim, Aserne og Asynierne, der synes
at have været Præster og Præstinder, bar ligesom hiin deres
Ypperstepræst og Stammehøvding de gamle Fædreneguders
Navne, og forvexledes siden i Folketroen med dem. Saaledes
Asa-Freyr og Asa-Thor, der maaske gik ind i sin Rolle ved med
samme Mandhaftighed at fortsætte sine Landsmænds Udryddel-
seskamp med de virkelige saakaldte Jothuner som den gamle
d.IV,b.1,s.385   Folkegud Thor troedes at vise mod de indbildte forfærdelige
Beboere af det egentlige Jothunheim, der ikke regnedes at høre
til Menneskejorden. Tapperhed var ogsaa Asalærens første Bud.
De Feige og Onde skulde faae Nidingedom i Hels Rige Niflheims
Pinsler, mens Odinsædet Renselseshimlen Valhallas straalende
Porte aabnede sig for de Tappre, (Einheriar, didførte af Valhalla-
møerne Valkyrierne). De Forstødte skulde endelig indgaae til
Nastronds evige Straffe, naar de i Valhallakampene Prøvede og
den hele for ædlede aandige Verden skulde feire sin Sejer hos
Alfader i Gimles evige Salighed efter den legemlige Verdens
Undergang i Kampen mod dennes alt og sig selv fortærende
Kræfter -- dem Jothunfolket og Finnlapperne dyrkede som sine
Guder. Paa disse raaere Folk virkede nemlig Naturens Kræfter
og Særsyn kun en sløv Skræk, som deraf skabte sig forfærde-
lige onde Væsener, som de tilbad af Frygt. De vare som slette
Børn, paa hvem kun Tugtens Rædsel virker. Aserne lærte der-
imod at tænke sig Naturkræfterne underlagte aandige Guddoms-
viljer og tjenende selv i sin Opløsning (Ragnarokr Gudernes
Tusmørke) til den aandige Verdens Forherligelse og Alfaders
Aabenbarelse over alle Guder. At slige ædlere Begreber vare
Forfædrenes kan sees af alle de reent sædelige Guddomme, de
antoge. Saaledes betegnede Baldur himmelsk Uskyld, Freya
Kjærlighed, Bragi Veltalenhed. Den onde Loke var en under-
ordnet Guddom.
   Foruden af Gudsdyrkelsen, som han hævdede ved 3 store
Offerfester, hvoraf Juleblot midvinters var fornemst, ved at op-
bygge Templer og ved at tilforordne Kongerne 12 Præster som
Raad, har Asa-Odin ogsaa Fortjeneste af at have indført Rune-
skrivt, bygget Stæder og stiftet Stater, hvori Aserne fik Herre-
dømmet baade som Drotter og Ypperstepræster. Saaledes styrede
hans Søn Seming over det Throndhjemske og Yngve Freyr i
Sverig, fra hvem den berømte Ynglingaæt nedstammer. Odin
lod sig give 9 Spydsaar, for ei at døe Straadød som den Feige.
Hans Legeme blev brændt som han havde befalt, men Selv
vendte han tilbage til Godheim, hvor hans Valhalla og de øvrige
Gudeboliger laae. Saaledes havde Nornerne, Skjebnens Gudinder,
Alfaders vise Forsynviljes Tolkerinder, villet det, og dem maatte
Guder som Mennesker lyde.
d.IV,b.1,s.386  
OM FORFÆDRENES SÆDER

   Odin havde let forat prise Tapperheden for saa haardført og
stridbart Folk som Forfædrene. Naar de Smaakongeriger, hvori
Landet var deelt, ikke gave Krig nok hjemme, satte de tilsjøes
i Vikingafærd forat vinde Ros og Rov paa Hav og fremmed
Strand. Næskonger kaldtes disse Vikinger, om de havde Vinter-
tilhold paa udspringende Næs, for derfra med første Luftning af
Vaaren at skyve Langskibene ud. Det gjaldt rent Dæk for Sværd
og Stridsøx, naar slige Sjøhaner mødtes, eller og søgte Høv-
dingerne en Holm, hvor Tretten da afgjordes i Tvekamp eller
Holmgang, der endte med Død eller Fostbroderskab. Kjøbmands-
eller Farmands-Skibe slap godt, om de fik tinge sig fra dem
eller med dem. Ellers laae Ærlighed, Trofasthed, Stormod og
Gjæstfrihed, men og tillige Rovlyst, Uregjerlighed, Ærgjerrighed
og Hevnlyst i Fædrenes Sindelag. Denne sidste vilde Lidenskab
indhævdede endog Blodhevnen som Pligt, og lod den rase imel-
lem de bedste Ætter, indtil der først i senere Tider sattes den
Grændser ved Lov og Ret. Dog længe efterat Morderen lagdes
i Bøder og Ransmanden landsforvistes, skjæmmedes tappre Mænd
ikke ved at liste sig med Fakkelblus til den efter Landets Skik
ensomt staaende, vinduløse Gjæstestue, hvori Avindsmanden
efter godt Lag (som Fædrene gjerne dreve til Overmaal) sov
tungt med sine Folk rundtom i Gulvhalmen; og da -- Døren
stængt, Vaaben ud og Fakler til! -- Om Morgenen laae der
Been og Aske, og Illværksmanden var langt paavei. Dette at
indebrænde sin Fiende agtedes længe ikke for den Nidingsdaad
det var. Naturligt -- thi Forbrydelser ere samkjedede og yngl-
somme, og hver Tidsalder har sin bydende Vilje -- slumrede
ikke den Dræbtes Frænder og endnu mindre hans Fostbrødre
før Gjenhevnen var fuldbyrdet.

   Om Fædrenes Stridbarhed kan man gjøre sig det største Be-
greb; men om deres Størrelse og Styrke maae vi ikke gjøre os
saa store Tanker som Eventyrene ville. De vare store stærke
Folk; men hverken Frithjof hin Frækne, Kong Half eller Vikar,
som tilhøre dette dunkle Tidsrum, der kan kaldes Kjæmpealderen,
vare derfor nogle Langbein-Riser. Den frembringende Natur
synes ikke at mattes gjennem Slægterne; men vist er det, at en
Levemaade kan udvikle dens nedlagte Kræfter mere end en
d.IV,b.1,s.387   anden, og dertil var Fædrenes skikket. De stærkeste Strids-
mænd kaldtes Berserker; og de vare stundom ligesaa farlige ved
Mjødhornet, som naar de paa Valen stormede fram forrest i
Fylkingen med Skjoldet paa Ryggen og Sværdet i baade Hænder.
Det var Berserkergang, hvori Stærkøllet og Mjøden synes at
have havt lige Deel med Kamplysten. Umaadelighed i Drik hørte
nemlig til Fædrenes Lyder, dog havde disse deres Beruselses-
midler Øl og Mjød langtfra den svækkende Indflydelse som vore
Tiders. Berusede alene af Ærelyst synes de Kjæmpealderens
Qvinder, Skjoldmøerne, at have været, som man stundom traf i
Kampen fuldtrustede stridende mellem Mænd, mod Mænd, som
Mænd. Det lader saaledes til at


           dengang vare røde Saar
           Roser selv i Qvinders Vaar.

   Retlig Tvist, om end indledet paa Thinge for Konge eller Lag-
mand
og Meddomsmænd, endtes ofte med Tvekamp, der fældte
den Overvundne skyldig. Ellers brugtes ofte Voldgivt -- en
herlig endnu lovhjemlet Rettighed, Nutidens norske Folk ligesom
Dentids burde vide at benytte.

   Bondestanden var altid den mægtigste. De ypperste Slægters
Høvdinger styrede før Harald Haarfager som uafhængige Smaa-
konger;
og siden, dog ikke arveligen, men efter Kongens Valg,
som Jarler, Fylkerne eller Provindserne. Under dem stode igjen
Herser som ringere Befalingsmænd, der havde mindre Krigsstyr
at yde Kongen. Først under de senere Konger fremhævede sig
en Borgerstand i Byerne. Kongernes Myndighed og Indkomst
var liden, og de maatte vælges af Folket paa Thingene, hvor
alle Fribaarne, Odelsmændene med Lagmanden i Spidsen, deel-
toge i Lovgivningen og Statsstyrelsen. Folket vidste vel at vogte
en Forfatning, der holdt sig, liig Buehvælv ved deres egen Spænd-
kraft og nøiagtige Sammenføininger, som en derved beundrings-
værdig Blanding af Konge- Stormanna- og Folke- Vælde, at dette
sidste altid holdt de to andre i det rette underordnede Forhold,

hvori det for Frihed og Retlighed Farlige, som de altid indeholde,
forsvinder. Om Kongerne, -- ikke omgivne som Nutidens af
dagdrivende Hofmænd, men af Helte, som vare forrest i Kampen
for Fædrenelandet, -- naar de droge om paa Gjæsteri, paa
Kongsgaardene, der vare udlagte til deres Underhold, eller paa
d.IV,b.1,s.388   Thingene skiftede Ret imellem Mand og Mand, Forbryder og
Lov: saa havde dog Folket, al Myndigheds Ejer og Ophav, for-
beholdt sig Dommermagt i Statssager og til at drage selv Kongen
til Ansvar. Denne Frihed vanæredes kun ved en Trællestand,
som dog ikke behandledes hart, og snart forsvandt for Christen-
dommens Lys. Derimod er den Agt, som efter, gothisk Sæd
vistes Skjaldene og Qvindekjønnet aldeles i deres Friheds Aand
og saa stærkt et Træk af indre Sædelighed og Evne til Uddan-
nelse, at det, i Forbindelse med den Hurtighed hvormed denne
fremskred, ikke udelukker selv paa hine Tider Anvendelsen af
den Sandhed, at Friheden beroer ligesaameget paa Sæder som
paa Love.
OM NORR OG GORR

   Nord for de Sydlande, hvorfra Gotherne bevægede sig ud,
laae Bjarmeland, et ubestemt Jordbelte, som de udstrakte til
Nordkysterne om den finske Bugt. Senere gik det ind under
Gardarike, der egentlig dannede dennes Sydkyster, eller de
henlagde det, da de vare hidkomne i disse Lande, til Egnene
om det hvide Hav. De Lande, som udstrakte sit ubegrændsede
barske Øde nordenfor hint Bjarmeland gave de det forhadte
Navn Jothunheim, hvilket omtrent for dem vilde sige det samme
som Djævlehjem. De befolkede det med onde, Guder og Men-
nesker fiendske, Væsner, og i dets kolde Taager tænkte de sig
det mørke Utgard at kneise -- ligesaa rædselsfuldt som deres
eget Asgaard var livsaligt. Under Vandringerne berørte Nord-
gotherne disse fabelagtige Strækninger, idet de ombuede den
store Bugt mellem Finland og Sverig, men fandt der kun frede-
lige Vandrefolk (Nomader) af finsk Herkomst, hvorimod Jothun-
navnet med større Ret overførtes paa den Slægt, der gjorde
dem de vestlige Lande saa stridige, og hvis oprindelige Hjem
hensattes i hint øde Nord, hvor den maaskee ogsaa fandtes i
samme Herskerforhold til Finnefolkene som Nordmannafolket
siden kom i til den.

   Dette nedlod sig ikke helt eller paa engang i Norge og Sverig.
Stammer deraf vare som Efternølere blevne siddende i hine
raae Egne. Da derfor Høvdingerne Norr og Gorr indkom i
Norge derifra, uvist ved hvad Tid, men efterat Konger af Nord-
mannaæt sad overalt i Fylkerne, hedte det, at de kom fra Jot-
d.IV,b.1,s.389   hunheim. Disse Brødre siges at have gjennemfart og omreist
Landet ledende efter sin bortførte Søster, og at have faaet det
Vælde, at Norr tilskiftede sig Fastlandet, Gorr Øerne. Dog er
der fast ligesaa lidet Lys over disse Begivenheder som over de
Kongerækker, der skulle være udrundne over al Norden fra
Halfdan den Gamle af Norrs Æt, Konge paa Ringerige.
OM YNGLINGA-ÆTTEN OG OM HALFDAN
HIN SVARTE

   Vort Olds Begivenheder begynde først at klarne, da den sven-
ske Drot Yngve Freys Æt, Ynglingaæten af Asablod fra Værme-
land af indplantedes gjennem Smaakonger i Soløer, smeltede
sammen med Halfdansæten, og udbredte sig som Herskerstamme
over Smaarigerne i Østlandet. Nordenfjelds sad alt længe Konger
af Asaæt: Efterkommere af Seming, Asaodins Søn. En af Disses
en Kong Eysteins Voldsvælde lod Ketil Jamte med mange gjæve
Indthrønder trække østerudover Fjeldene og bebygge Jæmtland,
hvorifra siden Helsingialand besattes alt ned til Østerhavet.

   Herligst mellem Ynglinge-Smaakongerne var Halfdan den Svarte,
som fra 840 omtrent til 863 holdt Østlandets bedste Smaariger
samt Sogn og Værmeland samlede under et ypperligt Styre.
Han var en retvis Mand, der heller end Loven opgav sin egen
Mærkesmand (Fahnbærer) Herjulf, som for Vaadesdrab maatte
drage af Landet, hvorved Anledning gaves til Herjedalens Op-
ryddelse. Halfdan vilde ingen Gunstling have. Hans Øre tilhørte
Folket og hans Sind dets Vel. Det var ogsaa Halfdans Retviis-
hed, som bød Lagmanden Thorleif den Vise at foreslaae en Lov
for Oplandene, som, da den vedtoges af Folket paa Eidsevjua-
Thing,
fik Navnet Eidsevjua-Lag: Did nemlig til Vollene om den
store Evju ved Eid (Eidsvold) stevnede Oplændingerne tilthinge
ligesom Indthrønderne til Frostething, Udthrønderne til Ørething,
de Vestenfjeldske til Gulething, de Østfoldske (østen Osloefjorden)
til Borgarthing og de Vestfoldske til Haugathing ved Tønsberg.
Halfdan tænkte ikke at bruge sin Overlegenhed: han holdt sit
Rige stort nok naar det intet havde at frygte af Naboerne; og
inden det delte han villig sin Magt med Lovene. Derfor sørgede
det hele Rige da den folkesæle Drot i sin bedste Alder druknede
ved efter et Julelag at kjøre over Skjørisen paa Randsfjorden;
d.IV,b.1,s.390   og fire Provindser reiste "Halfdanshøje" over hans Levninger,
som de delte imellem sig.
   Norge var ved denne Tid alt i temmelig Velmagt. Landet
var opodlet, Retten plejedes, Folkemængden var betydelig og
Handel dreves ved Siden af Vikingevæsenet. De Skibe, dette
satte i Bevægelse, vare ligesaameget kun bevæbnede Handels-
fartøier som Sjørøverskibe; og de fine Varer og Klenodier, som
gjennem Tønsberg og andre Handelspladse indkom fra Østersjø-
landene, fra England, Valland og Frakland (Belgien og Frankrige)
vare ikke altid kjøbte med Staal.

   Dog er det først fra Halfdan af, der slutter Smaakongetiden,
at Sagaen med sikker Sanddruhed begynder at fortælle, hvor-
lunde det adsplittede Land heledes til et mægtigt Rige under
en fri Forfatning og en herlig Kongerække, til hvilken intet Land
kan opvise Magen.



ANDET TIDSRUM

NORGES STYRKES OG HÆDERS TID (FRA 863 TIL 1387).
NORGE MED EGNE KONGER

FØR BORGERKRIGENE (TIL 1134)

Harald den 1ste Halfdanssøn Haarfager.
Harald Haarfagers Erobring.    Det var hændt, at Kong Halfdan engang i Vrede havde bort-
viist sin unge Søn Harald, fordi han vovede at tale en Forbryders
Sag. Han tog da sin Tilflugt til Udaadens Ophavsmand en Høv-
ding paa Dovrefjeld ved Navn Dovre, hos hvem han da opfostredes.
Denne Mand, der synes at have været af Jothunæt og ret at have
havt dennes trodsige og forslagne Sind, har maaskee givet hint
Fjeld Navn og fra dets Høide, i Forviisningens harmfulde Een-
somhed, der ret er skikket til at yngle store Planer, først viist
d.IV,b.1,s.391   sin Plejesøn Muligheden af engang at samle alt det underliggende
Land. Til slig Bedrift hjemkom den 10aarige Harald og arvtog
sin Faders Rige 863.
   Harald sad ikke længe stille; thi de Slægter, hvis Riger Halfdan
havde underlagt sig, reiste sig, troende at have Leiligheden fat.
Men som to unge Løver værnede Harald og hans Morbroder,
den ikke stort ældre Hertug Guttorm, Fædrenearven. Denne
truedes især af Kong Gandalf i Alfheim, et Rige mellem Glom-
men og Gøthelven, som længe havde været samlet; men Seirene
over Gandalfs Søn Hake i Hakedalen og over Gandalf selv ud-
videde Haralds Herredom alt lige did i Syd, medens han,
seirende over de endnu uafhængige Konger og Høvdinger i Op-
landene, nærmede sig det Nordenfjeldske.

   Men for Ærgjerrigheden er en Fjeldryg, om den end standser
de stormdrevne Skyer, ingen Grændse. Og om Tanken om alt
Norges Samlen under een Krone end ikke stod klar for den
unge Helts Sjel, da han, standsende sin første Seiersfærd under
Dovre, gjensaae dette sit høje Fostresæde: saa fremtraadte den i
fuld Klarhed og med al Viljens Bestemthed, da hans Frierbud
bragte sligt Budskab fra Kongedatteren Gyda, "at han først
maatte sidde som Enedrot i Norge ligesom Erik i Sverig og
Gorm i Danmark, før hun vilde give ham sin Haand." Da svoer
Harald, ikke før at ville pynte sit Haar før dette Stormeed var
naaet, og -- Sværdet var draget.

   Med en stærk Hær gik Harald og Guttorm ind i Throndelagen
og undertvang Alt indtil Helgeland. Derved gik Hakon Griot-
gardsøn Jarl ham tilhaande, hvorimod Herloug i Namdalen heller
gik levende i sin Grav. Efter et Sejerstog mod Kong Erik i
Sverig, som imidlertid havde grebet om sig øst i Landet, maatte
han dog atter sværdtvinge Thrøndelagen, som atter havde reist
sig. Men nu gik det tilsjøs indgjennem Romsdalen og Møre,
hvor Ketil Raum og Rognvald Jarl gik ham villig tilhaande,
Landet rundt under skarpe Træfninger indtil han i Hafursfjorden
ved Stavanger slog de sidste Konger, som gjorde ham Ene-
vældet stridigt (885). Da pyntede Rognvald Jarl K. Haralds
Haar, og navngav ham, idet han sagde: "nu er dit Haar fagert,
Herre min."

d.IV,b.1,s.392   Følger af Undertvingelsen.    Folkefriheden var ilde tjent da som altid med Sejervældet.
Hvor Harald kom hen tilkjendte han Kronen al Odelsret, og
fornedrede Odelsmændene til sine landskyldpligtige Leilændinger,
som liden eller ingen Indflydelse havde paa Styrelsen. Derfor
gjorde Thrønderne Opstand, som Ret var; Kampen var skarp
overalt fra Folkets Side, men svækket ved mange Høvdingers
Forræderi, og mange af de ypperste Slægter forlode for be-
standigt det aaglagte Fædreland. De søgte sig nye Hjem i Island,
som derved først befolkedes, og hvor de stiftede en Fristat, som
blev et overbevisende Vidnesbyrd om den republicanske Re-
gjeringsforms Fortrinlighed og særegne Drivekraft til at gjøre
Stater blomstrende og udvikle Menneskeaanderne. Andre drog
til Jæmtland og Helsingland; men den største Mængde af mis-
fornøjede Normænd tyede tilsjøs, og forøgede de Sværme "Nor-
manner", som paa denne Tid hærjede Europas Vest- og Sydlande.
Endeel holdt til paa Shetlandsøerne, Ørkenøerne og Færøerne;
men Harald drog did selv og rensede disse Vikingabol, hvilke
derved underlagdes Norge. Enekongens strengere Justiz har
dog nok gjort Flere landflygtige end Frihedskjærlighed. Saaledes
maatte selv Rognvald Mørejarls Søn Rolf for Strandhugs (Pro-
viantrovs) Skyld udvandre, hvorefter han satte sig fast i en af
Frankrigs bedste Provindser, der af ham og hans Følge fik Navnet
Normandie, ægtede Kongens Datter og blev Stammefader for en
Æt, der inden kort Tid indtog England og gav det Konger i
lang Tid.

   Med de bestandige Feider med Smaakongerne havde det nu
en Ende, Stormændene maatte tæmme sin Voldsomhed, Sjø-
røveriet sattes Grændser, Handelen tiltog, og Norge fik Be-
tydenhed mellem Landene. Statsindtægterne, Forsvarsvæsenet
og Retsplejen ordnedes især ved at indsætte i Fylkerne Jarler
og under dem Herser. Jarlerne nøde 1/3 af Kongens Indkomster
og skulde stille 60 Krigsmænd, Herserne, med mindre Indkomme,
20. Disse baade militaire og civile Embeder forførte mange Smaa-
konger og andre af den forrige Tids Stormænd til at gaae over
paa Erobrerens Side, og gav Riget en Lehnsforfatning, som kun
lykkelige Omstændigheder, der gjenhævede Folkets Frihed og
Nidkjærhed for denne, og Kongernes Dygtighed holdt inden saa-
d.IV,b.1,s.393   danne Grændser, at den ikke blev farlig. Det at Forlehningerne
ikke vare arvelige tjente ogsaa til at forvandle dem til Embeds-
poster, der vel vare alene Kongen afhængige, men dog derfor
Fortjenesten aabne, og som dannede den udøvende Magt, der
ogsaa dengang var den eneste, som Folket vilde indrømme
Kongen. Under Haralds Erobrervælde var det nu anderledes.
En af dettes Følger var ogsaa, at de bedste Forlehninger tilfaldt
hans Sønner for Byrdens ikke for Fortjenestens Skyld. Ifølge
dette Fortrin, som søger sin Støtte i Magt og Fordom, troede
Enevoldskongens Sønner at kunne tillade sig alt, og med sandt
Prindseovermod forstyrrede de Landefreden og meget andet Godt,
som maatte følge af Norges Samlen til eet Rige.
Harald Haarfager og hans Sønner.    Harald havde lettere ved at styre det vide Norge end sit eget
Huus. Han havde heller ikke redet sig det godt, da han fyldte
dette op med en Mængde Medhustroer, som gav ham, mens han
endnu var rørig Mand, over tyve Sønner, hvis Fordringer voxte
med deres Alder. Misundelige over at de, skjøndt de vare
Kongens Sønner, havde mindre at sige end Ragnvald Mørejarl,
indebrændte To af dem denne høitbetroede Mand, og delte
egenmægtigen hans Styre. Harald maatte da tugte dem med
Sværdet; og Einar Ragnvaldssøn paa Ørkenøerne fuldbyrdede,
til Hevn for sin Fader, den grusomme Sæd at riste Ørn i Ryg
(d. e. udskjære Ribbenene) paa den ene af de kongelige Mord-
brændere Halfdan Halegg. Blodhevnen jog nu Harald over Havet,
hvor han tog Bod af Einar for sin Søn. Selv lod han en anden
af sine Sønner Ragnvald Rettilbein indebrænde med alle sine
Koglere, fordi han haanede Forbudet mod al Seid eller Trold-
dom. Det var nemlig det meest udmærkede Vidnesbyrd om
Haralds Forstand, at han midt i en afgudsdyrkende Tid var af
den reneste Gudstro og den bittreste Hader af al Overtro. Den
fredeligste af Haraldssønnerne Bjørn Farmand (eller Kjøbmand,
fordi han drev paa Handelen i Tønsberg) nedlagdes af Halv-
broderen Erik, Halfdan og Olaf reiste sig imod denne, og den
gamle Harald maatte atter i Marken.

   Dog havde Harald gjort meget for at overholde Freden: Han
havde givet alle Sønnerne arveligt Kongenavn og tildelt dem
Provindser. Jarlerne overordnede, skulde de dog, forat Rigets
d.IV,b.1,s.394   Enhed kunde vedligeholdes, være en Overkonge undergivne; og,
for ei at vække Misundelsen, havde han udelukt Alle fra Dennes
Sæde, der skulde staae aabent for den Søn, han maatte avle
med den jydske Kongedatter Ragnhild, efterat have forskudt alle
sine Hustroer.
Erik den 1ste Haraldssøn Blodøx.
Haarfager-Familieregjering.    Denne Søn blev da hiin Erik, der af sin Voldsomhed og Gru-
somhed fik Navnet Blodøx. Forat sikkre denne Overherre-
dømmet veeg Harald ham Sædet i sit 80de Aar; men havde
kun liden Udsigt til at den Bygning skulde holde sammen, som
han havde reist, og Guttorm Hertug, Ragnvald og Sigurd Hlade-
jarl, Hakon Griotgardssøns Søn, troligen støttet under. Tre Aar
efter døde han paa sin Gaard Augvaldsnæs paa Karmøen 936,
og siges gravsat paa den anden Side Sundet. Norge saae
mørke Tider imøde, da den gamle Konge lukte sine Øine.
Maaske kun den betænkte Sigurd Jarl erindrede, at en Søn,
paa hvem intet Blod klæbede, som Harald i sin høje Alderdom
havde avlet med en Thora fra Mosturø, og Sigurd selv navn-
givet efter sin Fader, endnu var i Behold hos sin Fosterfader
K. Athelstein i Engelland, og at dette Rodskud af den uddøende
Stamme endnu kunde skyde sig frem og overskygge Norge
med Fred.

Folket forjager Erik.    En herlig Mand at see til var Erik, ligesom Faderen, og en
dygtig paa Vikingesnekken opdragen Krigsmand. Men slige
Egenskaber vare da ikke saa sjeldne, at de kunde forblinde
Folket. Thrønderne og Vigværingerne reiste sig atter under
Halfdan og Olaf, og disses Fald befæstede kun lidet hans Throne.
Ligesom Kongernes personlige Laster usædeliggjør og sløver
Folket, saaledes bevirker det erklærede Tyranni det modsatte.
Derfor ihukom Nordmændene, med bitter Sammenligning, under
Erik, at de endnu, som under Faderen, vare Kronens Leilæn-
dinger, og dette tyktes dem da værre nu. Opstand ulmede
overalt, og da Hakon Adelsteinsfostre ankom fra England, mær-
kede Erik, at da Folket var imod, var der intet andet at gjøre
end at vige Landet kun eet Aar efter Haralds Død. Han tog
d.IV,b.1,s.395   til England med sin onde Dronning Gunhild og sine Sønner,
hvor han siden døde paa Valpladsen som Jarl, efterat han, som
der siges, havde ladet sig christne.
Hakon den 1ste Haraldssøn Adelssteinsfostre eller den Gode.
Friheden gjenvindes, Forbedringer iværksættes, Landet udvides.    Det var blevet Folket klart, at al Magt fra det har sit Udspring,
at den vel for en Tid kan erobres, men at den dog maa vende
tilbage som en umistelig Odel. Sigurd Jarl havde heller ikke
fordulgt denne Sandhed, som "Blodøxen" forud noksom havde
indskjærpet; thi paa Ørethinget talte han som Mellemmand i
den Handel, hvorved Folket gav Hakon Haraldssøn Norges Krone
mod Gjenoprettelsen af Friheden, omfattende Odelsretten med
Landskyldfrihed, Kongevalgret og Stemmeret paa Thingene. I
slig Priis holdt det gjæve Folk, og, hvad sjeldent er, ogsaa Kon-
gen Kronen. For denne fik det og ret til Drot en Herre uden
Meen og Lyder; frisindet som En af Folket, var Hakon herlig
at see til som sin Fader, hvas i Striden som sit Sværd Qværn-
bider, beleven som Sydlandenes Riddere og mild som Christen-
troen, hvori han var opdragen hos den engelske Konge.

   I 19 Fredsaar vandt Norge Styrke, og Rygtet om det lykkelige
Land med den gode Konge bragte Jæmtland og Helsingeland
til at tye indunder hans Spir. Saa milde Vaaben bed dog ikke
paa Arnvid Jarl i Wærmeland. Qværnbideren maatte ud før
denne Provinds bragtes til Lydighed. Medens det indre Land,
Mand imellem Mand, frededes ved Gulethings- og Frostethings-
lovene,
som samledes og forbedredes ved Lagmand Thorleif,
der ligesom Bedstefaderen kaldtes den Vise, hævdedes Lands-
forsvaret ved Inddeling i Skibreder, der stillede et vist Antal
Skibe og Mandskab, ved Vaerers Oprettelse og ved en Folke-
væbning
, idet hver Mand paabødes at have sine Vaaben efter
Kaar og Stand. Det er alene en saadan Forøgelse af Krigs-
magten, som ikke undertrykker et Folk.

Første Forsøg paa at indføre Christendommen.    Kun den Indstiftelse til Folkets Vel, som laa Hakon meest
paa Hjerte, nemlig Christendommens Indførelse, kunde han ingen
Vei komme med. Selv den høitbetroede Sigurd Jarl var ham
d.IV,b.1,s.396   herimod; og da Hakon endelig paa Frostething 956 rykkede frem
med sin Hensigt, reiste sig Bonden Asbjørn af Medalhuus, og
erklærede paa egne og Folkets Vegne, "at dette kun havde
kronkaaret ham under den Betingelse, at han skulde agte dets
Frihed, altsaa ogsaa dets Samvittigheds- eller Religions- Frihed;
og at han maatte vente, at det tog sig en ny Høvding, som
bedre vilde agte sine Forpligtelser, om han ikke afstod fra sit
Forsæt at kuldkaste den gamle Tro." Og til denne djærve Tale
lagde han, under det væbnede Thingfolks Bifaldsbulder: "nu,
Konge, skal du vælge et af to før du gaaer af Thinget." Hakon
valgte det klogeste og bedste: han gav efter, underordnende --
som Kongen altid bør -- sin Vilje Folkets. Det skulde have
været Sværmeri og Tyranni, om han havde handlet anderledes.
Folket derimod gjorde sig selv skyldigt heri, og forspildte Gland-
sen af Seiren paa Frostethinget, da det kortefter tilsidesatte den
gjensidige Agtelse for Kongens Samvittighedsfrihed saavidt, at
det tvang ham til at deeltage i de hedenske Offerhøitideligheder
paa Hlade. Dog falder det mere Enkeltes Stormannaovermod
end Folkets til Last, at 8 sammensvorne Høvdinger fra Thrøn-
delagen ødelagde Kongens Kirker paa Møre og ophidsede Al-
muen til atter at tvinge ham til samme Ydmygelse.
Blodøxsønnernes Feider paa Norge.    Efter Erik Blodøxes Død i England søgte Gunhild Kongemoder
med sine Sønner Tilhold i Danmark. Derfra gjorde de Aar
efter andet Indfald i Norge, for hvergang at blive slagne tilbage
til Danskekongen, Harald Blaatand, som før var bleven tugtet
af Hakon for Røverier i Vigen. Parti-ilden, som truede at blusse
op mellem Thrønderne og Kongen for Troens Skyld, sluknede,
da Baunerne fortalte, at Erikssønnerne havde drevet K. Trygve,
Olaf af Gjerrestads Søn, fra Vigen, hvilket han indehavde med
samme Ret som den Harald Haarfager fastsatte for alle Sønnerne
undtagen Overkongen. Der var liden Tvivl om at den rustede
Konge vilde tugte Stivnakkerne dernord; men Fædrenelandets
Eenhed havde allerede faaet Betydning nok til at lade selv disse
Truede ile under Kongebanneret Vigen og Agdur tilhjælp; og i
Seiren ved Augvaldsnæs flød Forsoningsblodet. Aaret efter lede
Erikssønnerne Nederlaget paa Rastarkalf i Søndmøer, hvor Gub-
ben Eigil Ullserk ved Krigskløgt og Sejerdøden delte Hæderen
d.IV,b.1,s.397   med Hakon; og hvor den danske Overmagts Flugt, medens kun
de faae Normænd, Kongesønnerne havde om sig, holdt Stand i
det længste, bidrog til at grunde en Formening om Feighed i
Folkesindet, som Uviljen mellem Nationerne oftere og saameget
heller lod høre, som senere Begivenheder syntes at bekræfte
den. Man maa dog ikke glemme, at overalt har Tapperheden for
Arne og Frihed vundet Prisen for den der lejedes af Enkeltes
Ærgjerrighed.
   Skjøndt hine Forsvarsindretninger skylde disse Feider sit Til-
vær, kom dog Erikssønnerne paa Hakon, mens han sad ved
Davrebordet paa Stordøen i Bergensleden uden at nogen Baun
lyste eller at Skibrede blev opbudt. Kongens Frænde Skjalden
Eivind Skaldaspiller berettede ham Faren, og Helten fra Rastar-
kalf valgte at møde dem med sine faae Hirdmænd (Hofmænd).
Overmagten maatte atter vige, da Gunhilds vilde Brødre Alf
Askmand og Eivind Skreya bede i Græsset for Thorolf Stærke
og Hakon, hvis forgyldte Hjelm de i Berserkergang søgte i Slaget,
og seirende fulgte Gyldenhjelmen de Flygtende alt tilsjøs. Da
var det at en Piil gav Norges ædleste Konge sin Bane 963.

   Døende i sin Manddomstyrke netop paa Hakonshellen hvor han
var født, syntes Hakon at ville frede om Norge med sit sidste
Suk. Thi, saavidt det stod til ham, opgav han Erikssønnerne
Riget, erklærende, at han selv ikke efterlod nogen Søn; ja, at
han, om det stod til Livet, vilde overlade dem Thronen for Freds
Skyld -- den han vilde søge i fremmede christne Lande under
Bod for den hedenske Besmittelse, som var ham overgangen.
Han udtalte sin Tids Tro, dog kunne Mange, som have den
bedre, være tjente med slig Fromhed.

   Paa Sæheim nordfor Bergen blev han gravsat; men herligere
end den store Høi, som Folket reiste, satte Eivind Skaldaspiller
ham Mindet i "Hakonarmaal".

Blodøxsønnernes Regjering.
Harald den 2den Erikssøn Graafeld. 963 -- 978.    Da de bedste Provindser fandt sig vel under de mægtige Styres-
mænd, som Hakon havde der indsat, skede fra Folkets Side ingen
Modstand, da Erikssønnerne indkom. Mod Forpligtelse at vedtage
Forfatningen i al sin Frihed, og at lade Tryggve beholde Vigen,
d.IV,b.1,s.398   Gudrod, Bjørn Farmands Søn, Vestfold, Sigurd Jarl Thrøndelagen
og flere Haarfagerætlinger de Oplande de indehavde, fik den
Ældste af Brødrene Harald Overkongenavn. Dog havde de alle
og Gunhild Fingrene om hans Scepter, og en fælleds1 Familie-
regjering begyndte, hvis Forbrydelser ikke falder Hovedet Harald
alene til Last. Denne Enighed og hiin afsondrede Tilstand i
Landet tillod dem at fare voldsommere frem end Hakon med at
indføre Christendommen, som de bekjendte sig til. Dog om-
væltede de Afgudsaltrene mere for Tempelklenodernes Skyld
end for der at reise Korset, og ligesaalidet var gamle Sigurd
Jarls Snigmord, hvem de paa hedensk Viis indebrændte ved hans
bestukne Frænde Griotgards Hjælp, skikket til at give Konge-
familiens Gudstro Agt hos Folket. Thrønderne vare derfor Alle
som Een om at opretholde Sigurds Søn Hakon i Jarldømmet,
seende i ham ligesaavel en Troens som Frihedens Forsvarer.
Dog fik Kongebrødrene et Forsvarsforbund, Hakon Jarl havde
stiftet mellem Tryggve, Gudrod, Dale Gudbrand i Gudbrands-
dalen og sig Selv opløst eller rettere sønderskaaret ved de to
Førstes Snigmord, hvorpaa Hakon søgte til Danskekongen, som
maaskee ikke har seet sig efter Løvte betalt af Erikssønnerne
for Hjælpen. Dog holdt han sig to Vintre endnu i Thrøndelagen
medens han om Sommeren drev paa Vikingefærd, indtil han paa
længere Tid blev borte forat hjælpe Kong Harald Blaatand mod
den tydske Keiser.
   Det misfornøjede Folk slog imidlertid to af Kongebrødrene
ihjel; og da Hungernødens Elendighed kom til Tyranniets, næ-
rende Almeenmisnøjet indtil Opstandsudbrudets Styrke medens
Trangen gjorde selv Kongens Gjæstebord magert: saa begyndte
Jarl Hakon at tænke paa at fortrænge Erikshuset og at tilvende
sig selv Riget. Dette udførte han ved at faae Danskekongen til
at lokke sin Fostersøn Harald Graafeld ned til Danmark, hvor
han skulde fældes af Kong Blaatands Brodersøn Guld-Harald,
som indbildtes at skulle derved faae Norge til Vederlag for sit
Krav paa det halve Danmark, hvormed han havde skræmt sin
gamle af Svaghed grumme Farbroder. Men forat Denne skulde
blive Skrækken ganske qvit, skulde Hakon ovenpaa fælde Sejer-
herren, uanseet alle Frænde- Fostersøn- og Fostbroder-forhold,
hvori de Spillende i dette fiint udtænkte Stykke stode til hver-
d.IV,b.1,s.399   andre. Det gik ogsaa saa. Harald Graafeld kom forat faae
Forlehninger, men fik Døden af Guld-Harald i Liimfjorden; og
neppe var Kampen forbi før Hakon indfandt sig, overmandede
de Sejertrætte, og hængte sin bedragne Fostbroder i en Galge,
der vel var lavere end hans Planer, men højere end hans Lykke.
Da nu Danskekongen og Hakon drog til Norge, gav Almuen paa
Haugathing den Første Overkongenavn mod at den dræbte Gud-
rods Søn Harald Grænske fik Vigen, Egnene derom og Agdur
nedtil Næsset med Kongenavn, og Hakon alt det øvrige Land,
undtagen Oplandene hvor flere Haarfagerætlinger havde vidst
at holde sig. De to sidste Blodøxsønner undflyede til Ørken-
øerne, deres gamle Sjørøverrede.
Hakon den 2den Sigurdsøn, Jarl. 978 -- 995.
Norge i Lehnsforhold til Danmark.    Vel var hine Tiders politiske Æresfølelse ei saa uddannet som
vores; men Fædrene skeer Uret, om man ikke troer, at det
græmmede dem, at Fædrelandet kun kjøbte sig fri for egne
Voldsherrer ved at indtræde for første Gang i Afhængigheds-
forhold til et fremmed Rige, og det et, som allerede havde givet
Anledning til en Nationaluvilje. Maaskee havde denne Følelse
Deel i Blodøxsønnen Ragnfrods Fremgang, da han kom tilbage
efter et Aars Forløb, og satte sig fast i alle Vestfylkerne til
Hakon betvang ham ved Thingenæs i Sogn. Men vist er det,
at Hakon nærede den fra samme Stund han maatte hylde
Danskekongen, og at den endelige Udførelse af Planen til den
fuldkomne Rigsuafhængighed gav ham mere Styrke ved Folke-
gunsten, han derved vandt, end ved den Afgivt, af 100 Mark
Guld, han da besparede og de øvrige ydre Magtfordele, som
derved kom ham tildeel. Mellem Personer kunne strenge Af-
hængighedsforhold, naar disse ikke gaae til Slaveri, finde Sted
uden Vanære; men ikke mellem Nationer, der ere lige myndige
og udrustede med al Evne til Uafhængighed; thi mellem disse
findes ikke alle de Kjærlighedens Dyder, som mildne Forholdene
mellem de enkelte Mennesker, og kun ved Egenkjerlighedens
Styrke stræbe de mod Udviklingen. En Betingelse for denne
er Uafhængigheden; derfor kan kun det Folk ansee dennes Tab
d.IV,b.1,s.400   med Ligegyldighed, som er fornedret nok til at frasige sig Evne
til Udvikling og Krav derpaa.
   Hakon løste dog Maskerne i Garnet ligesaa langtsomt opigjen
som han havde bundet dem. Efter de første Par Aar gik det
traat med Lehnsafgivten, og tilsidst betalte han bare med Svær-
det, idet han solgte den Hjælp, han som Danskekongens Lehns-
mand andengang ydede Denne mod Keiseren, for Eftergivelse
af Skatten og Erkjendelsen af Norges Uafhængighed. I dette
Tog vandt Hakon ligesaa stort Berøm ved sit Forsvar af Lande-
volden Danevirke i Sønderjylland, som den norske K. Tryggves
Søn Olaf i Keiserens Hær ved sit Angreb paa samme; og forat
slippe vel fra K. Blaatand, hvem Freden med Keiseren og endnu
mere en Børløshed, som holdt Hakon fast, gav Magten tilbage,
lod han sig christdøbe og tog Præster ombord, som skulde fort-
sætte den Omvendelse, som Keiserens Udsendinge under Feldt-
toget havde paabegyndt i Vigen. Men neppe børede det op
før Hakon hev Præsterne iland hvor de vare komne fra, hærjede
fra sig dernede, og hjembragte mellem Byttet som det ypperste
sit Lands Uafhængighed (989).

Angreb fra Danmark.    Paa Folkenes Ryg opgjøres Fyrsternes Mellemværende. Dette
fik Vestkysten at føle, som Danskekongen hærjede forat hevne
sig paa Hakon Jarl. Farligere var det Indfald, som H. Blaatands
Søn Svend Tveskjæg fik Jomsvikingerne, Beboere af Sjørø-
verstaten Jomsborg i Venden, til at gjøre om Vintren 994. Fra
Tønsberg af, som de afbrændte, hærjede de Landet rundt under
Høvdingerne Sigvald Jarl, Bue hin Digre, Sigurd Kappe og Vagn
Akesøn, indtil de i Hjørungavaag paa Søndmøer traf den norske
overlegne Flaade under Jarl Hakon og Sønnerne Erik, Svend
og Erland. Efter 3 Dages frygtelig Kamp blev Seiren Hakons.
Da var Alt flugtdrevet eller dræbt paa 30 nær, som laae bundne
for hans Fødder. Med den største Koldblodighed havde alt
Halvdelen af disse Tappre lidt Øxdøden, da Jarl Erik forherligede
den Tapperhed, han havde viist i Slaget, ved at frelse de øv-
rige og mellem dem Vagn Akesøn. Ugjerne lod Hakon Hevn-
offrene fare -- han den mørke Blotmand, der sagdes under
Slaget at have offret sin yngste Søn Erling til sin Skytsgudinde
Valkyrien Thorgerda Horgabrud, som ogsaa skal have sendt ham
d.IV,b.1,s.401   en dygtig Hagliling til Undsætning. Dette gav Hovedanføreren
Sigvald Jarl Paaskud til Flugt, mens der maatte skarpere Vaaben
til end Skyernes hvide Pile forat faae Bugt med hine andre
Tappre. En Modsætning til den, med alle sine næsten dæmo-
niske Aandsevner, overtroiske Hakon var den unge Helt Færø-
ingen Sigmund Brestersøn, der udmærkede sig i Slaget mellem
Hakons Mænd, og hvem Hedenskabets Unaturligheder havde
gjort aldeles vantro. Taabeligheder i Religionen føre altid til
disse Yderligheder.
Hakon Jarls Voldsherredømme. Folket ender det.    Hakons Sejerære og Nidkjærhed for den gamle Tro havde, i
Forening med en Række frugtbare Aaringer, ret vundet ham
Folkets Huldskab. Han brugte kortere Tid til at forøde den
ved de Udskejelser af et magtberust Sind hvortil han nu overlod
sig. Han glemte, at den var den store Bølge, som hidtil havde
baaret ham oppe, da han maatte gaae overbord for Erikssøn-
nerne fra den store Magtsnekke, som stikker sin Dragesnabel
ud i Lindesnæs, har sine Lastrum i de rige Oplande og sin
prægtige Høistavn med Herresædet i det vide Thrond. Vel
havde han svømmet med en Kløgt og Styrke, som kun Faae i
den hele Verdenshistorie; men der var dog en Tid, da han er-
kjendte, at det var Folkekjerlighedens store Magt, som bar ham,
opløftede ham, og tilsikkrede ham Riget vissest, da den gav ham
Navnet "den Gode." Nu var den folkekjære Thrønder bleven
en barsk, frastødende Overherre, det mættede Ærebegjær guld-
tørstigt, den aldrende Mand, Sejerherren i Hjørungavaag en
foragtelig Qvindejæger, og Uafhængighedens Gjenvinder gav Fri-
heden hjemme ingen Sikkerhed mere. Derfor blev "Hakon
Hladejarl den Gode" i Folkemund "den Onde"; og Hovmod lærte
inden kort hvor nær det staaer for Fald.

   Der er sagt, at Friheden beroer ligesaameget paa Sederne
som paa Lovene. Derfor gjorde Frihedsaanden fælleds med
Thrøndernes oprørte Sedelighedsfølelse, da den tøilesløse Hakon
ved sine Trælle bortførte Bonden Brynjolfs Huustro og krævede
Jomfruen Gudrun Bergthorsdatter, kaldet Lundesol, Orm Lyrgias
Brud; og Opstanden brød løs. Just samme Tid landede Olaf
Tryggvessøn,
hvis Bedrifter i Engelland og Irland ikke havde
ladet ham skjult for Hakons ængstlige Blik, som derfor ved
d.IV,b.1,s.402   Thorer Klak havde ladet ham lokke til Norge, forat faae denne
Haarfager-Ætling afvejen. Han satte sig i Spidsen for Bønderne,
fældte Erland Hakonssøn og forfulgte den flygtede Hakon til
Gaarden Rimol, hvor Ejerinden Thora, for gammel Kjærligheds
Skyld, havde skjult ham med hans Træl Karker under en Svine-
sti. Der hørte Karker hvorledes Olaf, idet han paa Gaarden
talte til Folket, tilsagde Den Belønning, som bragte Hakon død
eller levende. Han dræbte da sin sovende Herre, men fik Døden
til Løn, da han bragte Hovedet til Olaf. Forræderiet elskes,
Forræderen hades.
Haarfageræten hersker alene.
Olaf den 1ste Tryggvessøn. 995 -- 1000.    I Olaf Tryggvessøn tog Folket sig en Sønnesønssøn af Haar-
fager til Konge mod at besværge Forfatningen og at lade Op-
landene beholde sine Smaakonger af Haarfageræten. Det lader
til at disse have været af samme rolige Sind og Færd som den
bekjendteste af dem Sigurd Halfdanssøn paa Ringerige (kaldet
med et fortroligt Agtelsesudtryk "Sir" d. e. "Herre"), som tog
Harald Grænskes Enke Aasta tilægte, da denne var bleven inde-
brændt af den svenske Enkedronning Sigrid Storraade, til hvem
han beilede. Hos ham opfostredes Olaf Haralds Søn og senere
hans egen Søn Harald, hvilke begge bleve berømte Normanna-
konninger. En mere omtumlet Ungdom, end disse sine Frænder,
havde Olaf Tryggvessøn havt. Den er et forunderligt Eventyr.
Født paa Flugten for Gunhild Kongemoders eller "Hexes" Efter-
stræbelser, efterat hendes Sønner havde dræbt Faderen, blev
han, da Moderen, under idelige Forfølgelser i Norge og Sverig,
vilde føre ham med sig over til sin Broder i Gardarike, fangen
af Sjørøvere og solgt for en Buk i Esthland. Ved en Hændelse
opdagedes han af Morbroderen, og blev nu opdragen ved Hoffet.
De mærkeligste Bedrivter betegnede hans Ungdom. Fra Venden,
hvor han var givt, var det han kom Keiseren tilhjælp. Siden
feidede han i England i Ledtog med Svend Tveskjæg; vandt
sig der Gods og Brud, og lod sig fuldchristne ved Daaben, efter-
at han forlængst, som der siges, i Constantinopel havde antaget
Christennavnet.

d.IV,b.1,s.403   Voldsom Indførelse af Christendommen.    Man skulde ventet meget godt af En, der med Olafs udmær-
kede Evner havde været i slig Skole som Han. Skjøndt kun
26 Aar da han erholdt Fædrenekronen, havde han været længe
Mand før han blev Konge, ja vel endog Konge før han blev det
hjemme. Men Omvendelsesiver plettede Heltens Rygte med Ni-
dingedaad, og lod ham begaae det yderste af Kongeforbrydelse:
Angreb paa Folkets besvorne Frihed. I Vigen gik det glat med
Omvendelsesværket for det store Frændskabs Skyld og fordi
Læren der ikke var saa ganske ny; men paa Vestkanten kun
ved Tvang og Bestikkelser. Hladetemplet nedbrødes, men Thrøn-
dernes og Helgelændernes Opstand lod ham søge andre Udveje
end Magtens. Ved at bestikke Harek af Thjottø fik han de hel-
gelandske Høvdinger ombragte: Eyvind Kindriff døde under Glo-
bækkener og Raud hin Ramme ved at jage ham Huggorm i
Livet. Thrønderne overlistedes: de omringedes, medens Jern-
skjægge fra Ophoug, der havde ført høihjertet Tale som Medal-
huus-Asbjørn, nedhuggedes af de Kongelige -- et Mord, hvorfor
Kongen dog maatte erlægge Bod. Ved Sigmund Brestersøn, der
af Fornuftgrunde havde ladet Hedenskabet og siden Vantroen
fare, Olafs Ven og Jevngode i alle Legemsfærdigheder, christ-
nedes Færøerne, der atter af ham vare underlagte Norge. Til
Island sendtes i samme Meed den voldsomme Hofpræst Thang-
brand og nogle Islændere, som i Kongens Gaard vare blevne
Christendommen paatvungne. Derfra forplantedes den til Grøn-
land, som ved disse Tider tilligemed Strækninger af det egentlige
America (Vinland) opdagedes.

   Hvor voldsomt end Olaf gik frem, forhindrede dog hans yp-
perlige Egenskaber forøvrigt, at han blev forhadt. Han handlede
i sin Tidsalders umilde Aand, og var gjennemtrængt af Over-
beviisningen om at Erkjendelsen af det Velgjørende i Religions-
forandringen vilde Læge Saarene. Hvor vanskeligt det er at
udrydde gammelt Ondt, finder enhver Tid; og Overbeviisningens
Vei er baade de mange Hoveder og Sværmeren, som vil frem-
drive dem, for trang. Dog skulde visselig den bredere, som
Magten aabnede Olaf, have faaet en brat Væg, hvorimod han
vilde have løbet Hovedet tilblods, om ikke allerede Afguderiet
selv havde været ligesaa brøstfældigt som de Guder, han ned-
1  tilbake En saadan var den H. Haarfager indsatte.
FORRIGE
NESTE