HENRIK WERGELAND - SAMLEDE SKRIFTER
IV.AVHANDLINGER, OPPLYSNINGSSKRIFTER 1. BIND: 1829 - 1834

d.IV,b.1,s.346  
TALE TIL
MENNESKELIGHEDEN I MENNESKEHEDEN
AF VESLE-BRUNEN

UDGIVET AF HANS VEN HENRIK WERGELAND

   Mennesker, særligen I Mænd, Jordens Herrer! Den Tid er,
da alle Undertrykte reise sig paatalende sine Rettigheder. Ja
selv Qvinderne gjøre det -- Disse der hidtil kun agtedes for
Mellemled, hvor skjønt flettede de end kunne være, imellem
Eder, Mænd, og os Dyr, eders "stumme Brødre i Støvet", som
En af vore faae Venner iblandt vore høje Beslægtede har ud-
trykt sig. Men reise Qvinderne sig, som man skriver fra Paris
og Newyork, da maae Vi følge efter. Hører derfor; -- men
befrygter intet Oprør! Vi erkjende eders Herredom, saameget
heller som I selv ere Slaver under forskjelligartede Aag.
Vi be-
klage os kun over uretfærdige Lidelser, der vanære Eder og gjøre
vor Tilværelse ulykkelig imod Dens Villie der skabte os Alle af
samme Leer.
   Det lader til, at I kræve Pligter af de ophøiede Aander, af
de vældige Verdensmagter. Kunne da ikke Vi kræve Pligter af
Eder, som I kræve dem af hine og af os? Eller hvi tale I om
en Aands Majestæt og lynende Skarpsind, der er formørket nok
til ikke at finde, at det anstod Eder bedre, af egen Godhed at
indrømme os, at vi have Pligter at kræve af Eder eller maaskee
blot I at indrømme os? I forlange, at Mørkets Engle ikke skulle
forfærde eder ved sine Aabenbarelser. I kræve det af Guds
Godhed, af disse Magters egen Barmhjertighed; ja, bedragende
eder selv, føre I Beviser for Umuligheden heraf med skrattende
Læber men darrende Hjerte. Nu -- hvi lade I da saamange
Djævle aabenbare sig for Os?
De fremtrine af eders Midte med
hadske, gridske Øine, Snarer, Stigremme, Svøber, Knive, blodige
Hænder. I, der ikke tør gjentage under en Hyld eller en ras-
lende Aasp paa Kirkegaarden hine Beviser for Djævlenes Ikke-
tilvær, som I sammensatte eller digtede i et muntert Lysthuus
-- I Solskins-Filosofer, men Maaneskins-Daarer, Morgen-Helte,
d.IV,b.1,s.347   men Aften-Harer -- I, der korse eder med den ene Haand,
medens den anden blader i Treschows Fornuftviisdom -- hvi
ville I give Os Beviset for Djævles personlige Tilvær i Eder?
Værer visse paa, at Naturen ikke tilsteder Uregelmæssigheder
og Partiskhed. Djævle over Os: Djævle over Eder.
   Jeg synes at ahne det: Eders Uret er eder ikke ubekjendt;
men I troe at udsone den ved en Nedladenhed, der er ligesaa
uværdig for Eder, som fornærmende for Os.
Vider da, det er
langtfra smigrende for Os, at Nogle af Eder nedstige til at vorde
Æsler, Oxer, Sviin, Gjæs, Aber, Paafugle, Kalve, ja ligeindtil
vore Afskum: Tigrene, Crokodiler, Tudser, Skorpioner og edd-
rede Orme. Hvilket frygteligt Træk, hvilken nedslaaende Op-
dagelse hos Skabningens Konge, at han blot afskummer Bærmen
af de lave Dyrs Svagheder og tilsmører dermed sit Væsens
Herlighed! Han vil være doven og ufølsom som Æslet, men
dets Udholdenhed og Taalmodighed tager han ikke. Tyrens
Voldsomhed er Husaren ligesaa nødvendig som Dolmanen; men
naar saae man ham drage Plogfuren, hjælpe den Trællende, see
venligen som Tyren med Fromhed i det ildige Øie til Den, der
plejer at give ham Næring? Dette er Staten, den store Mader.
Vi have derimod hørt, at disse Tyre stange Alle uden For-
skjel. -- Svinets Liderlighed er kjær: i dets Leje, i Rende-
stensmørjen have vi seet Jordens Herre, og dets geile Øie
plirende under Gyldensløret og Kniplingskappen; og Brunsten
og Fraadseriet have vi hørt grynte under Chorkaaber, Fyrste-
hermeliner og Dommerparykker. Men hvor er Purkens Ømhed
for sin Yngel? -- Vi have hørt om Dronninger, der qvalte sine
Børn eller blandede Gift i Modermelken. Vi have hørt den
Spæde klynke under Stene eller foran Steenhjertedes Døre.
Hvor er Raanens taknemmelige Støn for den mindste Vel-
gjerning: forat kløes med en Pinde? -- Vi have seet den
Haand bidt, der klappede; den Mund truten af Slag, der kys-
sede og velsignede. -- Man bemægtiger sig Gaasens Dumhed
siger man, og smukke Hænder skulle rives om den i Mangel
af Duens Fromhed; men denne Dumhed er blot et Skjeldsord,
som man tillægger Capitoliums Frelserinder. Men vel, tager
den, I Evas Døttre; men glemmer ikke at Reenlighed glimrer
paa de hvide Vinger, og at Ømheden og Omhyggeligheden
boer under dem! -- Abens Naragtighed og Ondskab kan Smaa-
d.IV,b.1,s.348   herren ligesaalidt undvære som Krydset og Manskjetterne; og
under Navn af Vid og Elskværdighed skulle disse Egenskaber
spille i ligesaamange Farver som Brillanten paa hans Bryst, i
ligesaa mange Bugter, som hans evindeligen løse Smiil. Men
hvor er den borneanske Jockoabes ømme Erkjendtlighed?
Orangutangens Mod? Bavianens Forsynlighed? og Hvem af
dem Alle kan dreje en Steg eller bøje en Finger for Maden? --
Og Paafuglen? O Himmel, der omslutter os Alle: Cheruben
og Flyget, der døer med Øieblikket! hvormange Bryster saae
jeg ikke paa en Parade løfte sig under fortjenstløse Ordener? --
Rækken glittrede isandhed som en udslagen Paafuglehale. Hvor-
mange Naader og Frøkener og Madamer slaae ikke Hjul?
Hvormange unge "Kongens Tjenere" sige ikke "kytt" idet de
briskende slæbe Klingen efter sig som Kalkunskhanen sine
Slagfjædre? Men hvem af hine bekymrer sig om disse Fugles
Godmodighed eller Flid i at søge efter Føde i Støvet? -- Og
Ulvens blodgjerrige Graadighed? Ha, prale I ikke af at have
Tigre til Konger, og brølende Løver til Landets Fædre? Men
naar sprunge disse Løver foran i Kampen for Landet? De
joge Lammene foran sig; og Pilene bleve aldrig hængende i
deres Man, i Kongekaaben. Der var en Løve, som, for en ud-
trukken Torns Skyld, fulgte en Slave som en Hund. Men siig
til hiin Løvekonge eller Kongeløve: "der er en sledsk men
giftig Hugorm, som snoer sig om din Ankel" -- og du skal
føle Kløerne i dit Hjerte. Siig: "du styrter rasende afsted,
store løvehjertede Konge, fordi en Skorpion har rodet sig ind
ved din Hale" -- og du skal bortrives først i de forfærdelige
Sprang. Jeg siger Eder: I ville have Ulvens blodgjerrige Gridsk-
hed, og I befinde Eder vel derved og eders Mammons Rov-
dynge voxer. Men hvor er Ulvens Beskedenhed, at han skjuler
sig og sit Rov i Skogenes Mørke, og lider skrigende Hunger
paa de øde Bjerge før han røver? I opdynge Byttet pralende
-- I røve om I ere mætte -- I tør medbringe eders gridske
Øine i Templerne, og det skumle Vargblik gleimer rundt om
Thingstedet -- Eders Ulve besætte Dalene og fare over frede-
lige Sletter og midti Stæderne høres deres Hyl uden at vække
Opmærksomhed. Kun da, naar En bliver en Hyæne, og æder
Mødre og Enker, da studse I, og raabe: ikke ganske saa! kun
Ulvegrumhed er tilladt i Nord. Kun da vækkes I, naar En
d.IV,b.1,s.349   bliver en Krokodil, og æder de Faderløse -- da raabe I: ikke
ganske saa! kun Jærv- og Gaupe-Graadighed ere vi vante til.
Dog disse Dyrs Ondskab og Grusomhed afskyes af Os, og Ibis-
storken suser over Krokodilens Rede, og Huggormen vrider sig
i Heirens Neb, og Elefanten hører Tigrens Ribbe knage under
sig. Men I? Ha, I pryde eders Tigre med de brandgule Baand,
Naturen nægtede dem -- I spænde Huggorme til Strænge i
Harperne -- I fange en blodig Parder imellem Eder, der søn-
derrev det glade Folk midtunder en Fest, og sneg sig (som
Schakalen i Gravene) ind i Sorgens Bopæl for at myrde, og
udrev den Ulykkelige fra Lænkerne til Døden: I fange den, og
lade den gaae . . I fange den atter efter en Blodbedrift, paa
friske Gjerninger -- og lade den gaae kun med Tabet af nogle
Haar -- I give Alcidefødderne Sporer af Skorpioner -- I op-
løfte Øglerne, og da de mangle Svandsen, give I dem snirklede
Nøgler og spettede Sløifer -- Krokodilen tør sole sig i Krone-
straalerne -- og uendset


           tør sig under Frihedstræ
                 en verrinsk Hyæne
           gnave Mennesker i Læ
                 af dets Lauregrene! --

   Lader derfor vore Afskums Laster være, naar I ikke engang
ville tilegne eder disses faae Dyder.
Jeg gjentager, vi finde os
ikke smigrede ved eders Nedladenhed. Den udsletter ikke,
den forstærker kun Eders Uret. Heller ikke bruge I medrette
flere af vore Navne som Skjeldsord. Mig synes, at der ere
Egennavne imellem Eder, der ere vel saa udtryksfulde
som Æsel,
Stud, Sviin.
   Men Erindringen om hiin verrinske Hyæne minder mig om,
at jeg ikke, som Han, bør undlade i en Proces at fremkomme
med Kjendsgjerningerne. Det er ogsaa de tørre Kjendsgjerninger
I fordre, I prosaiske Mennesker, der tillukke Fantasien fordi
den har formeget at bestille med Hjertet. I skulle faa dem;
men der vil haarde Beviser til hvor Dommeren er den An-
klagede og frelse Mand, mens Anklageren er Ufrelse, og som
kun benytter en -- ikke tilstaaet -- men selvtagen, skjøndt Alle
af Naturen indrømmet, Ret til at klage.

d.IV,b.1,s.350      De Forbrydelser I begaae mod Dyrene, Mennesker, ere uhyre.
I fritage eder Selv for Torturen -- dens Veeskrig lyde endnu
kun i Tunis' og Agershuses Bagnoer. I have et høit Begreb
om de dyriske Nervers fine Følsomhed hos eder Selv; men I
forglemme, at disse ømme Nerver ogsaa forgrene sig igjennem
alle de Dyrrækker,
der vrimle imellem Jordens Ypperste, som
opløfter sin Pande som en skinnende Stjerne, og Polypen, hvis
Arme grenes i Dybet. Eller har ikke eders egne Smerters og
Drifters Særsyn, dem vi Dyr ogsaa yttre paa samme Maade,
Forplantelsen, Fødslen, Væxten, Døden formaaet at vække eders
Eftertanke i denne Henseende?
Knytte I ingen Tanker til Dyrets
Klynken eller Glædeslyd? Er Hundens forunderlige Evne til at
spore, Hestens til at finde Vei og Sted ikke værd eders Op-
mærksomhed? Troe I, at den Hund, I ubarmhjertigen lemlæste,
hungre og prygle, kun har sine Nerver i den sorte Næse --
disse I vide saavel at gjøre Eder tilnytte? Skulde det mere
være Uvidenheds- end Ondskabs-Synder, I begaae mod os
Stakler, da betenker dog hvorlidet slig Uvidenhed anstaaer en
Slægt, der siger sig at fostres af Oplysningens Aarhundrede!

Denne Slægt burde vide, at der gives Øjeblik i Dyrets Liv, da
dets Nerver anstrenges til en Grad af Bevidsthed.
Dette er ikke
Velbefindendets Øjeblik, men den højeste Glædes og Vellystens
eller den høje Smertes. Men hos Eder nærme disse Øjeblik sig
til Ubevidsthed: I føle Eders Væsen opløst i et Behag eller i
Vee. Disse Øjeblik føre os nærmere hinanden: de opløfte os, og
I ere da næsten alene Dyr.
Den Bevidsthed, I da have, naaes
af Dyret paa det nærmeste. Men Hvem er der nu imellem
Eder, som har Medynk med den elskovsberuste Aarfugl, med
Skogduen i det Øjeblik den bøjer sin Hals over den kjelne
Mage, lader Vingerne synke og lukker Øjenlaagene, at hun ikke
skal forfærdes over den Ild og smægtende Dunkelhed, som op-
fylder dem? Nej, just da brænde I efter at gaa tilskogs med
Riflen under Armen. I lure netop efter disse Øjeblik, som Na-
turen troede for ædle og søde til Ondskab, og derfor gjorde dem
værnløse.
Den Hulde, som indvier sig Furierne, om man for-
styrrede hende i et Kys, og som før gav sit Haab hen om en
himmelsk Salighed end om engang at nyde den, en Barbars
Kugle berøvede Skogduen, hører med Beundring om hvor let
hendes Elsker sneg sig hen under Træerne, saae Fuglen i Gran-
d.IV,b.1,s.351   toppen, hørte dens Elskovskurren, saae Hovedet bøje sig -- paf!
der laae den, før den, efter den lange Vinter, endnu havde
elsket i Vaarsolen. Med Afsky vil den milde selv elskende
Qvinde høre om Geværet havde klikket, og ligegyldig seer hun
den forladte Mage svæve om de frydløse Træer, indtil den døer
af Sorg. Den graahærdede Fader, der har seet sit Rede voxe
i Fred og Tryghed, har saaliden Viisdom og Gudsfrygt, at han
kalder sine Smaagutter om sit Knæe og lærer dem hvorledes
de skulle efterligne de spæde Skogfuglungers eller deres Moders
Piben, for at lokke enten dem eller denne til sig. Hertil er
Menneskebarnet lærvilligt. De fjærløse Smaa døe af Hunger
eller Kulde i Redet; thi Moderen faldt for Guttens Skud idet
hun lokkedes til at opfylde Moderpligterne. Redet klækkes ikke
ud; men hvorledes -- har ikke Faderen udklækket Fromhed og
Følelse i sit Barns Hjerte, og takket Gud for Hygget i sin Rede?
Ja selv et af de Mennesker, som man tænker Ædelt og Godt
om, Frithjofs og Ingeborgs Sanger har fornedret sig til at be-
synge slige uværdige Seire i sin "Tiurlek". Men hvad var
Frithjof andet end en herlig Tiur, der tonede sin Elskov i Fram-
næssets Ege for Ingeborg-Røjen, der havde sat sig under
Balestrandens vilde Roser derligeoverfor.
   Ømme Elskende i Jasminhytten! Fader med din Førstefødte
paa Knæet! Moder med din Yngste ved Barmen! tænker Eder,
om Væsner mægtigere end Eder turde spænde Buer mod Eders
Kjæreste, om Tordenskyen var Røgen af en Dæmons Rifle, der
sigtede paa eder Selv eller paa det I trykte til Barmen, om
Lynet var en Landse, der kun lurede paa eders Fryd, om
Rübezahler stode bag Jasminerne, bag Vinduet ligeoverfor Ægte-
sengen og Vuggen -- om Bladene pludselig raslede og Vindøjet
klirrende aabnede sig for en jagende Samiels Mordgevær! San-
delig -- det var retfærdigt. Da skulde I maaskee Lære Ær-
bødighed for Naturens Helligdomme. Den syngende Nattergal
skulde ikke sikkres af sit Legems Lidenhed, men af eders Øm-
følelse. Nu, som I ere i eders sikkrede, barbariske Tyrannie,
skulle I dræbe den midt i sine Triller, var den kun Skudet værd. --
   Dog -- det paafalder mig med Blusel for Eder -- I sørge jo
selv for at slige myrdende Djævle gjøres overflødige. Skinsygen
staaer jo med sine eddrede Pile bag Jasminhytten, bag Vuggen
d.IV,b.1,s.352   og Ægtesengen. Den tænder jo sin Fakkel i samme Lue som
Hymen sin. Rænkerne sprede jo sine Net, Forfølgelsen og Chi-
canen hænger jo sine Angler ved Ynglingens Fod, og fæster sine
Tvekroge i det unge Haabs Vinger. Ondskaben sigter jo efter
Hæderen. Bagtalelsen skjænder det blyge Rygte. Misundelsen
er jo den faste Rotte i Ærens Huus. Hadet slider i Hjertets
Nerver, Nidet i den ædle Harpes Strenge. Ak, hvi skal alt
dette Onde, hvis frygtelige Følger anklage Eder for det Brug I
gjøre af eders Herredømme over denne skjønne Jord -- hvi
skal det ikke lære eder Godtroens Fortrin for Skinsygen? Mild-
hedens, Barmhjertighedens, Kjærlighedens for hine rædsomme
Laster? Forgjæves, forgjæves skulde de personificere sig og
pine og dræbe eder. Dog de personificere sig jo disse Morder-
engle! Hvilken Svovelvinge hvifter ikke over dette gustne Pro-
kuratoransigt? hvilke Flammer brænde ikke paa dette Judas-
hoved? hvilke Slanger snoe sig ikke i denne Critikkaklers Smiil?
hvilken infernalsk Damp omsvæver ikke denne Lovelaces giftige
Mund? hvilket sydende Beeg bobler ikke i disse Øine? og hvem
savner Vingerne, Dragevingerne paa denne Bagtalelsens Furie,
som farer fra Huus og til Huus? De personificere sig disse
Djævle; men forgjæves! Selv piinte og døende under deres Hæn-
der, pine og dræbe I hvad der er under Eders.
--
   Dog I slagte jo hinanden indbyrdes. Nylige døde jo et Folke-
slag. Levningerne have jo maattet redde sig til Havet, og et
Fædreneland er bleven en Grav. Hvorledes kunde da vi, Eders
lavere Brødre, fordre Mildhed, om vi endog skulle døe? Jo --
det er jo kun Adamsætlinger, der vove at ville være frie, eller
Forbryderne, som I dræbe. Og Vi opløfte jo ikke vore Ønsker
til Frihed. Og hvad have vi forbrudt, at vi ikke engang kunne
døe som Forbryderne imellem Eder? Thi dem myrde jo Tids-
alderens Herrer, Juristerne, med største Mildhed, med eet Slag.
Men Vi? ak, jeg har seet Døden zittre igjennem ømme Nerver i
lange Timer
. Fuglen skal ophænges ved Benene indtil den døer
eller pidskes død, forat Lækkertanden ikke skal trættes. Mil-
lioner af blodrige Kjør aarelades aarligen tildøde, for at en gjer-
rig Huusmoder kan vinde en Pot Blod mere. Kun det forjagede
Vildt faaer Bifald af en forbrydersk Smag. Snogen skal døe i
Myretuen til Tak for den befrier Logulvet for Muus. Padden
skal vippes ihjel, til Tak for den æder besværlige Insecter.
d.IV,b.1,s.353   Katten og Aalen flaaes levende, fordi Skindet gaaer lettere af
i det levende Blod. Men hvortil da disse Grusomheder? Da
Nytten er liden eller ingen -- hvilket Træk i Menneskesjelen
aabenbare de ikke? Den er det jo, som skal dømmes. Men
troe I medrette hisset at erholde fuldkomnere Organer -- san-
delig mellem disse skal ogsaa et Øre aabne sig, der er fiint nok
til at høre Ord i det piinte Dyrs Klynken. Et Tyverie skal
snarere undskyldes end de Smertenstoner I vakte og frydede
Eder ved. Af disses Samchor bestaaer Dommens Torden. Hine
Skjændselsbedrivter ere Kjendsgjerninger. Men der er flere end
hine Vidnesbyrd om Eders Grusomhed, Vellyst og Gjerrighed.
Det er ikke alene mod Skogens Dyr eller mod Enkelte af de
Slægter, I, under Kjærligheds Skin, ligesom optage i Eders Fa-
miljer, at I lade disse Laster rase. Det er mod Alle, og værst
er det, at denne grusomme Krig føres mere mod eders egne Fø-
lelser
mod dem, Naturen nedlagde ædle Spirer til i eders Hjerter.
Og hvilke Triumfer vinde I ikke i denne oprørende Borgerkrig?
Det ædleste af eders Dyr, Hesten, som den vilde Araber ved
Kjærlighed endog kan opfostre til Forstand og Troskab -- denne
skjønne Skabning, der villigen offrer sine Kræfter, drives over
dem: -- med brusten Lunge, sønderflængt Ryg, skumbedækket
Bov, Blodet fossende ud af de brændende Næsebor styrter den
under sin Herres Haand. Kan der nu findes Medlidenhed, Tak-
nemmelighed i dette Menneskes Hjerte? Han skulde ligedan fare
ad med Mennesker, om han havde dem under Tøilen.
Dyrets
sidste Støn, sidste døende Øjekast har intet Forfærdende eller
endog kun Tankevækkende for ham. Han spænder det der det
ligger, ærgerlig kun over Tabet af dets Værdie. Han gaaer bort
fra Aadselet, og -- en af hine Triumfer er vunden: en ny Skorpe
har trukket sig om Hjertet. -- Men det er ogsaa en fordærvet
Smag, Vanen, Bevidstheden om fysisk Svaghed
, som afføde Mis-
gjerningerne. Den ædle Foles Livsfølelse skal ikke culminere
i Forplantelsens Øjeblik. Han er Hingst og Livet blusser i ham;
men Mennesket har hverken Kjærlighed til at mildne denne Kraft,
eller Mod til at styre den: derfor skal det Ædle Dyr vanæres,
og vorde et tyggende Automat. Dette kan dog trippe under
den spinkellæggede Herre, lader sig fodre med Prygl, slæber sig
uden Modstand tildøds, og Eskadronen af Valakker holde Linien
vakkert ret og gjør ingen Græsryttere. Ligesaalidt som hiin
d.IV,b.1,s.354   Tiurleik, vækker den uudtalelige Moderømhed i Koens første
duse Hrøit til sin Kalv nogen Rørelse. Hun skal berøves sine
eneste lykkelige, smertekjøbte Dage. Vanen vil, at Kalven skal
bort -- forat vantrives og forat den ikke paa den allerbedste
Maade skal aabne Melkeaarerne i Yuret. Naturens Former,
Skaberens Gjerninger ere heller ikke smukke eller hellige for
Menneskets fordærvede Smag. Ører skjæres af, Haler hugges
af; de fine Damehænder, der vride sig i Smerte, om en Torn
saarer dem, bryde ubarmhjertigen Skjødehundens Næsebeen, for
at danne en allerkjæreste Mopsetryne. Sandelig, man kunde
fristes til at undskylde disse Lister over Grusomheder med Van-
vid; ja saameget heller som I troe at de netop vidne om eders
Forstand og Herskerevne.


           Ak vilde Gud saa herligt Harperige
           som Verden -- denne Samlyd fuld og sød,
           der gjennem alle Skabtes Tonestige
           ifra den store Faders Hjerte flød --
           til Konge give umelodisk Hjerte,
           som ikke følte i sin høje Klang
           en Harmonie med Dyrets Fryd og Smerte,
           med Flygets Surr og svagest Fuglesang?

   Ak, vi paaminde Eder, ophøjede Brødre, at det var ikke eders
Fortjenester der hidsatte eder i en saadan Rang; men at dennes
Høihed netop bestaaer i at I kunne blive den værdige.
Vi raade
Eder ikke at nedtræde eders Thrones Trin, Skabningsrækkerne
hvorpaa I staae, for dybt, forat I ikke selv skulle synke. Vi for-
lange gjensidige Pligt- og Tjenesteforholde.
Vi vove at give Eder
et Vink om at øve Eder i Dyder mod Menneskene ved at øve
dem mod eders lavere Medskabninger;
og ville I forbeholde Eder
Selv Kjærlighed, saa meddeler dog os af eders Retfærdighed. Vi
vove at foreslaae Eder, at eders Foreninger til Samfundenes Vel
ogsaa skulle tage os i Betragtning: at al Mishandling imod Dyr,
al grusom Slagtning skal forbydes. Vi skyde os ind under Re-
gjeringen og Lovene; og paastaae, at disse skjænke os sin Omsorg,
saafremt de vedkjende sig, at Menneskeslægtens Forædling er deres
Øjemed.
Trods trælsindede Blades Bagvaskelser imod Athenien-
serne bringe vi i Erindring, at dette samme Folk, der erklærede
Grændserne for Statens Vel ikke at gaa videre end Retfærdig-
d.IV,b.1,s.355   hedens, og som forkastede Themistokles' Forslag, fordi Aristides
erklærede det ligesaa uretfærdigt som gavnligt, ogsaa straffede
den kaade Dreng, der mishandlede Kraaken. Vi vove at opfordre
Præsterne til at tale vor Sag
fra Prædikestolene, til at gjøre Al-
muen opmærksomme paa de Synder der begaaes mod Dyrene;

og at lære dem efter Kjærligheds-Gudstroens Aand, at de, skjøndt
upaatalte, dog medføre moralskt Ansvar.
Vi bede Præsterne og
Menighedernes Anseede at give Mønstret paa en værdigere Haand-
hævelse af det Herredømme,
som kun er Mennesket anbetroet
over sine Medskabninger. Vi anraabe om Retfærdighed og Skaan-
sel og Barmhjertighed af Alle.
Eller skal jeg før beraabe mig
paa Eders Viismænds Udsagn, end paa de guddommelige, der
tale i eders Følelser, saalænge I ikke modvilligen have arbeidet
paa at qvæle disse Røster til de virkelig forstummede? Da skulle
I høre bekræftet hvad jeg paastaaer og hvad Erfaringen burde
lært Eder, nemlig at I kunne erholde af Dyrene med det Gode,
hvad de negte Strengheden.
Smith lærer Pligter mod Dyrene,
og Buffon, for hvem Naturen aabnede sine inderste Templer,
erklærer, at "Stokken, Svøben og Hunger gjøre Dyrene ufølsomme,
gjenstridige og kraftløse. Arabernes Heste, Hottentotternes Oxer
betragtes som dyrebare Tjenere, flittige Kammerater og Ar-
beidere, med hvilke man deler Huus, Bord og Leie. Mennesket
fornedrer sig mindre i dette Samqvem, end Dyret hæver sig:
det
bliver hengivent og lærvilligt, og gjør hist med det Gode, hvad
der her skeer af Frygt, ja det gjør endnu mere, og bliver næsten
i Stand til at udføre menneskelige Handlinger."
   Hvad I end beslutte Eder til, stolte Brødre -- for Eftertiden
handler den hidtil Uvidende med Ansvar, og Den der ikke var det,
vide for hvilken Domstol han stevnes. Det er et Fortrin, Hin-
duernes Religion har for den christelige, at den mere indskjær-
per Pligter mod Dyrene, og gjør dem vigtige. Men lægger
Mærke til, at det ikke er Handlingen, men Sindelaget, der døm-
mes. Tør I da oprulle et grusomt Hjerte for Alkjærlighedens Øje?
Dette er vel ikke dunklere end hine Lovgiveres, der bød ingen
Slagter at dømme i Livssager? Det skal see, at Grusomhed er
fordømt
Grusomhed, øvet mod Mennesker eller Dyr; at Den, der
frydede sig ved Dyrenes Smerter var følesløs for Medmenneskets;
at det var ham kun om at mætte sig med denne Elendigheds Lyd,
der kommer uartikuleret fra Menneskets som
fra Dyrets Hjerte.
d.IV,b.1,s.356   Da skulle I erindre (hvad jeg nys glemte, tænkende paa de
ulykkelige gergasenske Sviin), at den store Aand, som forlængst
straaler i Herlighed over Jorden, har velsignet Spurvene, sigende,
at en af disse uvislige Fugle ikke falder til Jorden uden sin him-
melske Faders Vilje. Og Moses udsonede jo sit amalekitiske
Slagterie ved Budet: bind ikke Munden til paa den Oxe, som
tærsker! Saaledes forener Alt oven og under Eder sig forat an-
raabe eder om en Medlidenhed, hvorpaa vi have Krav.
Vi ville
tjene Eder redebonne, Vi, der ogsaa boede i Paradiset; vi ville
døe for Eder. Men det vanærer Eder, forbittrer os vort Tilvær,
forstyrrer Guds Hensigter, paadrager Eder Ansvar, om I lønne
Tjenester med Mishandlinger og forlænge og forstærke Dødens
Onde med Piinsler. Fører eders Herredømme saaledes over eders
stumme Brødre i Støvet, at de ikke vilde afkaste det, om de end
havde menneskelig Forstand! Thi det Herredømme er uforsvarligt
og forbrydersk Tyranni, som ikke tør forudsætte Forstand og Er-
kjendelse hos Underdanen. Nu, som det menneskelige Herredømme
over Dyrene er,
vilde en Meddelelse af Forstand bevirke et pludse-
ligt og voldsomt Oprør, eders Lemlæstelse og Død og Hevnernes
Udvandring fra Civilisationens øde Tomter, en Menneskeheds
Grav, til Indien.
   I alle mine undertrykte, mishandlede Brødres Navn:
VESLE-BRUNEN,
Ætling af Trompeter-Graaen, der sprængtes under Baronen.
HEI,
Søn af den svandskuttede
Pasop, der blev pidsket ihjel.

GRAAPUUS,
Stammende fra Svartpuus, der blev
levende flaaet, og fra Missekiss, der
blev slaaet af Tønden.

PAPE,
som har tilbragt 14 Aar
i Buur.

    BLA BAKOVER
   BLA VIDERE