|
|
| d.IV,b.1,s.295 |
NORMANDENS KATECHISME
Hvad er du?
Fribaaren Normand, kun Fædrelandets Træl,
født for at gjøre Stolt-Norrige sæl,
dække med Ager, Smaabørn og Eng
Norge, den Ærens og Frihedens Seng.
Et Smiil af Algodheden fagned min Moer:
før Aaret var runden,
Hun fagned en Smaagut med Tænder i Munden,
og sagde "en Mand vil jeg skjænke dig, Nor!"
Nu slaaer jeg mig paa Lænden, og kalder Selv mig Mand.
Jeg staaer for min Drot, men knæler for mit Land
Min Elskov har en Qvinde, en Ven har mit Hu;
et Brodernavn for Alle og gamle Døle-Du.
Min Flid er min Rigdom -- den lever jeg ved,
min Huustro, ja Huustagets Smaafugle med.
Jeg fødtes for at hade Trældom meer end Pest.
Ja kun med Sorg jeg lægger Aaget paa min Hest.
Thi Trældom maae jeg hade selv i dens døde Bild,
og Tanken "Norge bøiet under Herskervil,"
saa hurtigt som den flyer,
dog fylder Sind med Skyer,
paa Væggen rasler Riflen og knager Bilens Ild.
Jeg fødtes for at lystre Lovens Bud -- hvor let! --
Men vak som Ørn paa Ægget jeg vaager om min Ret.
I Frihedssolen satte min Fa'r min Vugge ud.
Da tændtes Ild i Barmen,
da voxed Marv i Armen
og Vet bag Pandehud.
Snart blev da Vugge-Karmen
min Hærde alt for stut.
|
| d.IV,b.1,s.296 |
Jeg spændte den i Varmen,
og stod som vaxin Gut.
Nor vil jeg Armen skjænke,
ja Barm og Hærde med.
Men Vettet vil jeg øge og dyrke ved at tænke.
Naar stolten Hærde bøier sig efter Muldens Fred,
da bringer jeg det bedre, end jeg det fik, til Gud.
Hvem har skabt dig?
Han, hvis Magt lod Alting af Intet strømme ud,
til Himlen knytted Jorden, hvor Mennesket boer,
der kalder hiin den Store sin Fa'r, men Krybet Broer.
Jeg troer i min Beundring, og Ham jeg kalder Gud.
Hvad er Gud?
Ei veed jeg Hvad han er; men hans Værk seer jeg vel.
"Hvor stor!" jo bruste Stormen? "Hvor god!" jo. Græsset loe,
Da vilde min Forstand
afmale sig hans Billed endnu mere tro.
-- Men ofte vil den Stærke mere end han kan --
det flyer for mine Sandser, men taler til min Sjel.
Hvorledes bør man ære Gud?
Verdnerne lovsynge hans Viisdoms tause Raad.
Alt enten os forbauser eller vel os gjør.
Ærbødighed og Tak er den Dyrkning, som ham bør.
Det Offer, Ham behager, er en dydig Daad.
Hvad er Livet?
Hvert Trin fra Vuggen fører os Graven mere nær.
Den Vei saa vis som Solens, der gaaer mod Qvellen, er.
Der gaber mange Groper i Ungdoms Rosendal;
men kloge Øie lyser hvor Veien bugte skal.
Der ligger hvasse Stene paa stolten Manddomshei;
men sikker Fod gaaer sagte -- da skjærer Stenen ei.
|
| d.IV,b.1,s.297 |
Der kneiser mangen Bergknatt; men Viiskall staver frem.
Han frygter ikke Graven og endnu mindre dem.
Naar Foden trøttnes under bratten Bergevæg,
da glatter han sit Graahaar og leer saa smaat i Skjæg:
"der maa vel høien Tærskel foran Englehjem?"
Hvad er Graven eller Døden?
En Smertens stille Hvile i Salighedens Dør.
En Domstol, som maa frygtes af Den, som ilde gjør.
Ønskværdig, naar dig Skjændsel vil tage i sin Favn,
Men er den Gavn for Landet, da Hæder er dens Navn.
Hvad er din Sjel?
Jeg veed kun, at jeg tænker: da veed jeg, at jeg er.
Jeg sandser og jeg handler; men vil dog endnu meer.
Et Væsen er da i mig. Det styrer Fod og Haand.
Det nævnes Kroppens Herre,
Det nævnes Sjel og Aand.
Men mægter Den at være
en Drot for Kjød og Blod,
Den Himlens Odelsbaarne,
Den Jordens Kongekaarne
har Himlen om sin Pande, men Helved under Fod.
Er Sjelen udødelig?
Alt vexler under Solen; men derfor Intet døer.
Min Sjel i Graven lægger sit gamle slidte Slør.
Men faaer vel bedre Hud
i Himmelen hos Gud.
Mon Gud blot forat øde saa herlig Aanden gjør,
at, skjøndt ei sikker om
hvorhen den vandre skal og ei hvorfra den kom,
saa stolt et Haab i Mulden den endda amme tør?
Hvilken Lod venter os efter Døden?
Løn venter Dyden; men Forbrydelserne Straf.
Det Ord er Ondskabs Tømme, Ulykkens Trøstestav.
Forfulgte Retfærd smiler saa i sin Kummerqvel.
|
| d.IV,b.1,s.298 |
Han veed, at Tordnen farer,
at Stormen ikke varer,
at Jubelmorgen rinder, naar Natten ta'r Farvel.
Hvo tvivler, er usaligst imellem Sorgens Børn,
hvadeller i hans Hjerne sidder Vanviids Tjørn.
Hvo tvivler, o han haabe! og øve Dyden lel!
Hvad er det at være dydig?
Opfylde alle Pligter, men flye for Lasters Flok,
er endnu ikke for den gode Borger nok.
Hvo øver strenge Pligt er god, som Han kun Faae,
Men vil man dydig være, da smerteofres maa.
Hvorledes er et Offer fortjenstligt?
For Menneskeheden ofres skal og for Fødestavn!
Et Offer uden dette Maal
er kun den tomme Offerskaal.
Et Offer er et Intet, naar det ei er til Gavn.
Hvorledes kan Mennesket skilne imellem
Godt og Ondt?
I Uvidenhedens Mørke,
i Uvisheds Maaneskin,
Sjelen spilder al sin Styrke,
taber Uskylds dyre Liin,
hvori den for Dommerstolen
pligter barnereen fremstaae,
var end her en Pjalt paa Kjolen,
Panden furet, Lokken graa:
Gud bag Sandserne lod skinne
end en Sands meer lys og fiin.
Mørket smelter den derinde,
vildsom Skygge kan den binde
i det falske Maaneskin,
Blodets vilde Brus den svaler,
tøiler Kampen i vort Bryst.
Det er Himlen selv, som taler
i Samvittighedens Røst.
|
| d.IV,b.1,s.299 |
Hvad er Samvittigheden?
En Røst fra Hjertets Dybder, som klinger klar og stærk,
som dømmer skjulte Vilje og Viljens aabne Værk.
Den Hjertefreden finder, som gaaer hvor Røsten raaber,
Hvo troer at narre Den, er største mellem Taaber.
Har Mennesket ikke Lidenskaber?
I Hjertet Frygt og Haabet og Fryd og Smerten boe.
De drive os til Handling; thi sjelden har de Roe.
Med Maadeholds-Kapsunen Fornuften tæmjer dem.
Hvis ei, da som Fordærvets Ild de blusse frem.
Hvorledes er Menneskets syndfulde
Tilstand beskaffen?
Utæmte Lysters Oprør og Syndens onde Seir.
Fornuften føget hen som Gnist i vilden Veir.
Af Engelen, som boed i Hjernen reen og skjær,
urene Lyster plukke med Haan de hvide Fjær.
Igjennem Blodet bølger
det kaade Seierstog,
som Sjelens Frihed følger
i skjændselsfulde Aag.
Igjennem Glædeshaven
det gaaer til Angersørken, og saa afsted til Graven.
Har da ikke Gud givet os Lidenskaberne?
Gud gav os Alt tilbedste. Han dannede vor Sjel
med Frygten forat lide, Hang til at leve sæl.
Men Frygt for indbildt Onde og Lyst til falske Godt
har Mennesket ei sjelden af egen Daarskab faaet.
Hvorledes kunne vi undgaae at overraskes
af Synd?
Ved stedse vak at holde Fornuften paa sin Vagt,
og væbne sig til Kampen ved første Raab: giv Agt!
Da slaae vi Fienden, give Tyrannen Banebrist.
Af Frygt for Ildebranden vi slukke første Gnist.
|
| d.IV,b.1,s.300 |
Hvorledes straffes Lasterne?
Kun Alles Had kan Hadet mod Alle faae til Løn,
Uklogskabs Frugt er Modgang, saa skarp som Galde grøn.
Umaadeholdet bringer Smerte eller Død;
og Kaadheden Foragt, ja selv i Smiil, man bød.
Hvad byder Retfærdighed?
Gjør ei din Næste hvad du vil han dig ei gjør!
Sit Ord man ei maa bryde; thi Æren ellers døer.
Man gjøre vel; men aldrig kun for at synes saa!
De aabne Veldaadshænder et Øie følge maa.
Paa Utak kun man ødsler. Man troe ei takløs Mand;
men vogte selv sig, at man ikke er som Han.
Hvortil nytter Klogskab?
Den aabner Hjælpekilder hvor Ingen før dem saae.
Den forudseer Ulykker, gjør store Farer smaae.
Den styrer Livets Bane som svang den Skjebnens Spær;
begrunder det, som kommer; og sikkrer det, som er.
Hvad er Maadeholdenhed?
At tæmme Lysten inden Behovets Grændseskjel.
Med størst Behag kun nydes, naar det bekommer vel.
Jo mindre man behøver, jo mere har man Vet.
Men selv et Gode skader ved ei at bruges ret.
Hvad er Mod?
Mod er ei dumme Dorskhed, som døer med balget Sværd;
ei Letsinds Jagt paa Faren, hvor den ei Liv er værd.
For Pligten selv i Døden at gaae med roligt Mod;
snart, under Farens Stormen,
at være stiv som Klingen og bøielig som Ormen;
med Lyset i sit Hjerte og uden Sky i Øie
at staae mod Modgangsbølger, der væltes fra det Høie
mod Dødeliges Hjerte og knuses derimod --
se Det er Mod for Helte!
|
| d.IV,b.1,s.301 |
Med Roe at bære Modgang -- se det er Styrkens Belte,
som gjør den svage Qvinde
i Taarer til Heltinde,
som tvinger selve Skjebnen under Mandens Fod.
Hvilke ere de værste Laster, Lidenskaber afføde?
En Lyst skyder op saa hurtig som et Lyn,
kan have Gift i Roden og endda trylle Syn.
Den blomstrer, men smaae Frøekorn sprede Døden ad
i Hovmod, i Vellyst, Begjærlighed og Had,
i Løgn og Hyklerie -- det værste Søsterpar,
som Egennytten, Synders Moder, ammet har.
Er Løgn saa stor en Last?
Man troer ei mere Den, om hvem en Løgn man veed.
Han Andres Agt foragter, ja egen Ære med.
Kun Sandhed boe i Hjertet; men gaae ei længer fram
end Pligt og Klogskab byder!
Der ingen Løgn kan tænkes, som ikke er en Skam.
Men -- lyve for at skade? da er man værst Forbryder.
Hvad er Hyklerie?
Det er den frække Last, som troer, i Dydens Hud
Alverden at bedrage, ja selve Herren Gud.
Men Ondskab at maskere
er mellem Lasterne kun en (den værste) mere.
Er Ladhed en Last?
Enhver paa sin Plads i Samfundet er sat.
Men Lade bort maa kastes, det Utøi paa en Stat.
Hvo deler ei Arbeidet, ei dele skal dets Goder.
Thi Ladhed ofte er de andre Lasters Moder.
Hvilke ere Borgerens almindelige Pligter?
Man Fædrelandet skylder Blommen af sin Kraft,
og Lydighed til Loven og Hjælpen til de Arme.
Alverden skyldes hele Kjærlighedens Varme.
Hvo glemmer disse Pligter sin Borgerret har tabt.
|
| d.IV,b.1,s.302 |
Hvilke ere Borgerens almindelige Rettigheder?
At troe og tale frit, at virke frit hvor Loven
forbyder ei, og hvor man tør for Ham deroven;
at nyde selv den Frugt, som voxer fremaf Sved;
at være sikker paa sit Gods og paa Personen;
at sætte sig mod Den, som kuer Rettighed,
ja bar han endog Kronen.
Hvad er Frihed?
Som Gud af himmelsk Aand et støv belives byder:
saa den med Frihed, denne Sjelens Sjel, han pryder.
Men da dens Goder smages kun af rene Hjerte,
vi rense maa vort Offer ved Dydens Altarkjerte;
tilbede Frihed, Glimtet af Guddomsmajestæt,
der bryder frem i Mulden; og ei fordunkle det.
Giver Friheden Ret til at gjøre Alt?
Ei Friheden er Hadet mod hveren lovlig Magt,
ei mod hvert gavnligt Baand en tøilesløs Foragt;
men Retten til at handle og at man handle tør
just som man ville bør.
Men, se, den Frihed, Jordens Herre knæler for,
den Himlens egne Datter, den Aandernes Gudinde,
den Dronning paa en Jord,
for Loven bøier Knæ som var hun dens Slavinde.
Er Eiendomsretten hellig?
Du attraae aldrig hvad der eies af en Næste;
men værge for hans Liv og Eiendom med din!
Kun Næstens Sikkerhed vor egen kan befæste.
Hvo krænker Andres Ret, fortaber ogsaa sin.
Hvilke Samfundspligter har Mennesket?
At frygte Gud, at tjene sit Land, at elske Alle,
ja selv vort eget Trældyr -- det er vor stumme Bro'er;
med Ømhed at beklage og hjæpe dem, som falde;
|
| d.IV,b.1,s.303 |
at dele Bid med Hunger og Lykke med Ulykke;
at hædre store Evner og Aldrens hvide Smykke
og Sorg saavel i Pjalter, som under Perleflor.
Er Uvidenhed fordærvelig?
I Mulmet, den udaander,
fremavles alt det Ondt, hvorunder Jord sig vaander.
Naturen skjænder den, vor Sjel og Sjelens Love,
og føder Sværmerie og ammer Trældom op.
Den gjør en Stad til Ørk, og høien Tempeltop,
der engang efter Lysets Straale klattred op,
kun til et Træ, et Folk til vilde Dyr i Skove.
Hvad er Fædrelandskjærlighed?
En ædel Følelse, der skabt har flere Helte
end Kongers Naadeguld og leiet Sværd i Belte.
Den fylder liden Dal som med en Flammevind,
saa fiendtlige Hære,
saa fremmed Næse svides, der kige vil derind.
Til Frihed er den Moder, til Fred og Dyd og Ære.
|
| BLA BAKOVER |