|
| d.IV,b.1,s.254 |
Hvo ei Skibet redde kan,
ro med Jollen tilfreds iland!
Kun den Fromme synger vel
sit: "love Altings Gud, min Sjel!"
Christen, Moslem, Hedning, Jøde
maae tilsidst hverandre møde
inden samme Faders Arme,
bede Alle: "Gud forbarme!"
Se, i Norges Friheds-tempel
granevoxne Normænd staae
som Friheds-støtter, Norges Møer
som Friheds-billeder i Slør,
med en herlig Mesters Stempel.
Som Jorden straaler af Frugtbarhed,
af Frihed straaler Nor:
af Frihed, den Amme for Stordaad og Flor.
Liig Maanens kolde Ild
er Frihedens Lys i hver Sjel,
som bærer Navnet af Træl,
men seer med Længsel,
fra kronet og thronet Fængsel
det Frihedsblus under Dovrefjeld.
Ha, der staaer Løven med hvas Hellebarde,
vak som en Varde!
I Frihed, vort Gudsvæsens Grund,
vi slynge tilsammen Alle vor Rod.
Friheden blomstrer i Blik og Mund,
er Hjertets Marv og Sjelens Blod.
Men Daad, dens Frugt, for Verdens Øine
tør sig mod Himlen høine,
skinne paa Land, slaae Duft over Hav.
|
| d.IV,b.1,s.255 |
Røde Saar -- Roser i en Normands Vaar.
I Nor under Pol
Frihed er Varmen og Frihed er Sol,
er Hjerternes Liv og Hjernernes Marv,
er Ættens herligste Odelsarv.
Trofasthed voxer saa vide om,
har Dyder til Ranke og Stordaad til Blom.
Ikkun Andagts aabne Øje
seer de vide Himle høje,
Guds de vidtudslagne Barme,
hvor sig Mid ved Sol tør varme.
Den Storm, som Mos af Armods Hytte slider,
mens, rolig i Barm,
Huusfa'er ved sluknet Arneglød sidder,
med slumrende Viv i sin Arm,
tidt hvirvler Marmorsteen af Mammons Tag,
medens paa Silkesparlag
sig Herren vælter frem og tilbage,
favnet af svedige Nag.
Frihedens Hjerte er Menneskekjærlighed,
Mildhed dens Smiil til Alle og Enhver;
og, om dens vrede Blik er Bile bred,
Dens blide er et Palmblad i Morgenskjær.
Fremmede, lejede Skjalde
lade Ord nok falde
om Kongers Kronepragt.
|
| d.IV,b.1,s.256 |
Men Folkets bør forsanden
i herlig Chorsang tone
om den skjønne Krone,
Friheden har lagt
Norges Folk om Panden.
Lad, Mand, dit Frisind ei skræmmes ind
af lidt Skin og Hermelin!
Skræmmes maa du ei tilbage
for et Scepter eller Stage.
Norriges Fjelde
sig til et Tempel tjelde:
til Hjem for Frihed, der flyer for Konning-vælde.
Sarpens Regnbu er Frihedens Arnes Røg.
Nu, liig en Gudsaand, Friheden boer
bag Dovres og Filefjelds Støttechor.
Imidten staaer Kringlen som blodblankt Alterbord.
Mennesket skaber Skjebnen sin.
Det modige Blik ned i Fremtidens Grav
er den blanke Commandostav,
som betegner Skjebnen dens Trin.
Sandhed fødes paa Graven;
faaer i Dødens Port
atter Runestaven,
her den kasted bort;
over Gravens Skygger
lysen Æreport
den af Taarer bygger,
|
| d.IV,b.1,s.257 |
og af Eviggrønt;
ja, som sig Selv saa fast
Mindet reiser Den, skjønt
som det Hjerte, der brast,
og som Aanden stort.
Landsforraad er, i spraglet Tøi fra fremmed Strand
at spotte sit fattige Land.
Tarvelighed under hver Furustavn,
er vor Friheds Huusholderskes Navn.
Se til Jorden: Druer varme
hænge om dens aabne Barme:
Havet er et Moderskjød:
mindste Qvist en Arm saa blød,
fuld af Sang og Blik og Børn
fra lille Irsk til voxne Ørn.
Hvi tvinges -- ak! --
at gjøre til Landsforræder min Stak?
Naar mit Hjerte er fædrenelandsk,
hvi Kaaben da engelsk og Hatten da dansk?
Mit fattige Land har ei Evne til
at klæde i Silke forfængeligt Smiil.
Mit fattige Land har ei bedre Lykke
end sin bedste Datter i Værken at smykke.
Omsmelt ei, Datter,
dit norske Alvor til udenlandsk Latter!
Jern -- ja var det bare Muld --
bedre agtes end Krakeguld.
|
| d.IV,b.1,s.258 |
Den, som sædelærer, vel
bør have nok igjen for sig Selv.
Meer Selvfølelse -- den Kraftens ydre Glands --
hos Barn, der Frihed fik i Vuggegave,
om Øiebrynet slaaer som Løvesvands
(i Hjertet Løven da sit Hie have!)
end hos tyklægget, skjægget Slave.
Hvor stygt ei kaste i sig Selv et Blik;
men stedse at hoppe i Sidemands Steg,
og stedse glemme Loven, som vi fik:
at passe os Selv i den hvirvlende Leg?
Taalmodighed paa sorten Green
har gylden Frugt, om den modnes seen.
Indbildskhed? O, hvor styg! den vrænger
til Abemaske Dydens Aasyn om,
og Lastens fule Træk
med Dydens rene mænger;
ja Den er Dyders Sporeklingren, som
la'er høre hvertet Trin, idet de løbe væk.
Indbildskhed lugter sødt for egen Næse;
men hos de Andre stinkende og fæl.
Vi see den fremst hos Alle; men den æser,
skjøndt kjæmpehøi, dog useet bag os Selv.
Det er dens Skygge vi see hos Andre kun,
som Jorden seer i Maanen sin egen stor og rund.
|
| d.IV,b.1,s.259 |
Paa min Væverstol jeg heller,
at være simpel Larve, vælger,
til engang Nødens Vinter tvinger,
igjennem Nøisomhedens Vaar,
(o grøn af unge Egeskud)
en Velstandssommer frem at springe
i Norges Dal. -- Da bryde tør
jeg dette Værkens Puppeslør,
og flyve sommerfarvet ud.
Frankrig har Raad sin Datter at pynte
i Silke og Flor;
for det fattige Nor
indtil Videre er
hvert Silkeplag her
en grusom Pasquil
og en Fynte i Smiil.
Hør hvor Lærken i Værken, graa og fri,
paa Norges Vange slaaer!
Solforgyldet Colibri i Liberie
kun paa Kunstkammer staaer.
Den Mands Gravblomst er Sang
(af Berøm saa deiligt den lugter,
og aldrig bliver den bleg)
et Folks Klager Hans Harpeklang,
som under sin Sjels Frugter
sin evige Daad nedseg.
Se, Jordens Skat til Himlens Boe
er hveren Dyd, som i støv tør groe!
Af Mad i Mund vor Krop en Stund ta'er til;
men Aanden voxer kun af Tankens fine Ild.
|
| d.IV,b.1,s.260 |
Vort Liv herneden er kun et Haab om Udødeligheden.
Det være nok, at Godt om os er Alt,
at dette Gode er med Skjønhed malt;
at, se og! saalangt vi kunne kaste Øje,
Gud Faders Storhed voxer i det Høie.
I denne har til Odelarv vor Sjel,
saavidt den fatter den, sin Deel;
og i Algodhed den saameget ejer,
som den med egen Godhed sig tilvejer;
en Lod i hans Alviisdom har den, hvis
den selv er viis.
Bag Mennesket sig lister
dets evige Hofmester
Erfaring, tro som Skyggen,
og dygtig krum i Ryggen
af evigt op at samle
alt det henslængte Gamle.
Han Alt med Blus belyser;
saa tidt i Sjel det gyser;
og i hans Tavles Skrift
staaer klart den spæde Tanke og vældige Bedrift.
Tvivl! har du Sandhed kjær,
saa sid ei stur i Krogen, men Beilerbud frembær!
Hvor er Gud? Kuns sees hans Vældes Skin
og Verdner høres suse som Støvskyer i Hans Trin.
Se Manden -- Qvist af Himlens Kraft
i Muld er sat, men ikke tabt.
Se Qvinden! -- Knop af Himlens Kjærlighed
i Muld er sat, men ei forliist.
|
| d.IV,b.1,s.261 |
Den blomstrer op med Kraftens Qvist
paa Jorden som en Mand og Qvinde.
I Begges Skygger Fryd og Fred
skal alle Livets Hjerter finde.
I Himmelen vor Aand opvaagnet veed
sig stammende fra himmelsk Kraft og Kjærlighed.
En Qvinde sige: "Mand, du er den bedste!"
Hun veed dog vist, hun blive maa den Næste.
Vort Hjertes Barnealder, Uskyldigheden,
med Sorg vi kalde et lukket Eden.
Første bevidste Taare er
Cheruben med blinkende Glavind der.
Vi vaagnede ved Braget,
da Edens Port igjen blev slaget.
Den Himlens Vrede dog kan knuse smaa,
for hvem en Løve sønderknuset laae.
Se alle Himlens Stjerner -- de Øine paa Nattens Kind --
de blinke jo og stirre paa hvert af vore Trin!
Da Mennesket sit sande Offer bringer,
naar med sin bedste Styrke han betvinger
sin onde Villie, (der, stærk og stor som Skyen,
opsvulmer under lille Øiebryn)
og smeder den med Kobberglød
|
| d.IV,b.1,s.262 |
til Hjertets Altersteen,
saa ei den reiser sig igjen,
men faar sit Naadestød.
Glem ikke, Mand, at svag du er som vældig!
ei, at dit Legems hele Glands er kun
en mølædt Kappe, heel affældig:
en Honningdugg i Gravens aabne Mund!
Gjem Ilden! Den er vel din bedste Træl;
dog, at den bli'er din Herre, vogt dig vel!
Slut fra dig Selv og Alt,
som rører sig rundt med Liv bemalt:
fra Verdner, som vrimle
i høje Himle,
fra mindste Kryb
i dybest Dyb
til Gud!
Af Fugl under Sky og i Skov
Lær du din Høitidslyd:
"Gud være Priis og Lov!
I ham for alle Dyr er Fryd;
for mig er Fryd og Ære!"
Glem ei, du er Støv!
Glem ei, du er meer end Støv!
At Solene ere dig Vei til dit Hjem,
de hviftende Stjerner din Hjemstavns Løv,
ei glem!
Hersk over Dyrene vel!
og over det første Dyr: dig Selv!
|
| d.IV,b.1,s.263 |
Ormens Vriden
opmod Lyset gjennem Støvet
ligner Aandens gjennem Tiden
opmod Stjerneløvet.
Jorden skal vorde et Altar for Freden
imellem Kraften og Kjærligheden.
Nerverne gynge, Blodets Strømme nynne og synge,
saa Aanden i sit lune Hjerte næsten sover,
til Gravens Skyer synke, der tystned over:
Aanden da i Himlen vaagen veed
sig stammende fra himmelsk Kraft og Kjærlighed.
Som Himlen er med sine Solehære
meer skjøn end Jord, der dog har Æren af at bære
Gudsbilleder i Mand og Qvinde:
saa maa den slutte skjønnere Gudsbill'der inde.
Skjønt Jordens høie Herre,
du Menneske dog Træl af Himmelen maa være.
Kjøb Eng af Skoven for en Uges Sved,
saa gi'er dig Engen Hvile for sin lune Fred!
Blomstre dit Liv i skjønne Dyder frem!
de klattre mod Himlen, og du med dem.
|
| d.IV,b.1,s.264 |
Hvo agter Loven i det Mindre gjerne,
end mindre ringeagte kan dens Kjerne.
Inden Lovens Hegn
kan Hjertet roligt nyde, Fornuften lege med
den Rigdom og de Glæder, den der at plante veed.
Men udenfore gaber Graadigheden vidt,
og Straffe lure under, Sorger sortne over
ethvert forvovent Skridt.
Ei blot i Himlen boer den store Aand;
thi Dybet er hans Almagtshaand,
og disse Soles Lys hans Tale;
Hans Tanker sig i Livet male.
Vor Erindring hist -- hvor stor! --
er vort hele Liv paa Jord
alt fra første Ord til sidste;
men de komme Alle for
som Tanker fuldbevidste.
Villien, du til et Offer lod,
er Menneskets dyreste Hjerteklenod.
Ja -- Menneskets Guddom! -- du offre tør
en Deel af din Frihed, og være fri som før.
Knæl ned! da naaer dig ikke Himlens Vredes Lyn.
Den slaaer ei ydmygt Øie, der kun har Graad til Ild;
men svulmende Nakke, letsindige Smiil
og stolte Øjebryn.
|
| d.IV,b.1,s.265 |
Frihed og Sandhed er Aandens Ejemærke;
det tabes ei ganske, om Millioner trygge
henslumred end i Løgnens Skygge,
om over hvert Tag en Tyran end stod
i Purpurdragt, liig en Mand af Blod;
thi frem -- om Secler end brused forbi --
Klenodierne lettes af Aander stærke:
Da juble Millionerne: vi ere frie!
Det er en Slaves usle Trøst: sin egen Vee
paa Millioner Brødres Aasyn prentet see.
Indunder det Scepter er godt at boe
hvor rundtom et Folks Fingre sig snoe.
Uendelig Kjærlighed er det Hjerteslag,
som skal vor Aand belivne,
naar disse matte Hjerter i Gravens Muld-nat stivne,
men ud vi Vinger spile i Evighedens Dag.
Hver Dyds og Sandheds Dyrker, Hver,
som hiin den store Mesters Lærling er,
skal frie blandt frie Brødre frydfuld boe
i sine Graners eller Palmers Roe.
Himlens Vrede er ei som Mandens blind.
I Tøile løber selv den vilde Vind.
Idet det farer, aabner Lynet Øje.
Hevnsværdet har sin Haand bag Skyens Høje.
|
| d.IV,b.1,s.266 |
Tyv, som i Mørket griber, over Dommer-bilen griber,
og Fingeren blodig sliber.
Morders Dolk i Natten træffer paa Retfærds Skjoldehvælv,
og springer tilbage i ham Selv.
Roe er al den Lykke, Dyd er al den Stolthed, al den Pragt,
Vi kunne stræbe efter, der gaae i Støvets Dragt.
Hvor høit en Nakke slaaer, dog Dødens Aag paa den er lagt.
Gak hen at sanke ved Soles Blus og Stjerners Skin
de spredte Smiil af en Algodheds og en Almagts Trin!
Utæret Moses's Tornbusk stod
med Flammeløv og Gloe til Rod.
Saa straffer Alretfærdigheden,
men røres ikke Selv af Vreden.
Haaret graaner under Krone fort som under Trælle-poll.
Sørger Kongen, da han stiger ned ifra sin Thronestol.
I mangen Sag for samme Domstol Drot og Trællen møde maa:
for Himlens og Naturens Lænkte inden Ligheds Skranker staae.
Ond Samvittighed er Blygift: seen,
men sikker, sniger den igjennem Marv og Been.
|
| d.IV,b.1,s.267 |
Barn, se til Himlens Blommer, Stjernerne hvide, smaae!
Barn, se til Jordens Stjerner, Blomsterne røde, blaae!
Dem kaldte Gud som Dig af Intet frem;
dog ei som Dig en Sjel han skjænkte dem.
Dem gav han Glands og Duft i Sjelens Sted.
De fik et Liv kun, Du en Evighed.
Tyrannen hist er viis: hist veed han vel, at Alle
til lige Frihed hæves, naar under Muld de falde.
Evig vexler Tiden, det Verdens Aandedrag.
Det ene Øieblik det andet blæser bort.
Den ene Time kommer i Sørgesløret; fort
den andens Smiil igjennem skinner klart derbag.
Som ufødte Tvillingfostre kommende Vee og Fryd
tidt sammenslyngede ligge i samme Jevndøgns Bækken
i Tidens dybe Skjød.
Graad tidt er Styrkens Øje, en Funke fra det Høie;
Tidt er Smerte den bedste Muskel i et Hjerte.
O Sandhed, Frihed, Kjærlighed,
du Sjeles Liv og Odel paa Jorden som i Himlen,
du Helligaand, som gløder igjennem Aandestimlen,
du som en hellig Villiestyrkes Flamme
til eet Guddomsbilled smelter Alle sammen.
|
| d.IV,b.1,s.268 |
Se ned i dit Hjerte! Du finder en Himmel paa dets Bund,
hvor før du troede Rum til Sukke kun.
Vore Hjerters Frihed -- den himmelske -- fik
i Borgerfrihed sit Billede sandt,
Det staaer vel i Kistekjole, i dagligdags Gevandt;
men Øjet under Frihedshatten har Cherubens Blik.
Drot, om du end Drotter øined for din Fod,
Drot, hvor er din Styrke, naar Folket er imod?
Naar Alle vide at beherske sig Selv
og elske Alle, da under Himlens Hvælv
ei Borge kneise over lave Gavle,
da løfter sig ei mere Kongestav
som blodigt Blus til Loves sorte Tavle;
men Alle sidde jevnt ved Siden af
hverandre rundtom Jordens Fad!
Sandhed maa kun faa Ord have,
der, klare selv for Folkestimlen,
maae være sikkre Ledeblus til Graven,
og kaste klare Glimt i Himlen.
Der er en Djævel, som Lunkenhed heder
-- god Sags Forræder.
Overtroes Vindøje, Hvad du seer,
ei Lyset, men Nattens Veirblus er.
|
| d.IV,b.1,s.269 |
Himlens, Helvedes Grændseskjel
staaer i Menneskets Hjerte.
Af Verden Mange Viisdom lærte;
men Sandhed ikkun af sig Selv.
Hist i de store Pauluner
en Sandhedsrøst, som knuser,
af Sjelens Dyb frembruser.
-- Den er Dommedags Tordenslags Basuner
Skinhellige danne vor Munkeorden.
Men Himlen smigres ikke ved at haane Jorden.
Lasten elsker sit eget lænkekrandste Billed: Trældom.
Anger er det sorte Grændsekors imod
Haabets Enge, der vandes af Fredens stille Flod.
O Jord, din Lod er Salighed!
Thi Naaden skinner ikke paa et Helved ned.
Din fagreste Glands, o Jord, er Rødmen af
de frelste Menneskers Taksmiil rundtom Jesu Grav.
Først naar du troer, at Frihed er dit Væsens Hu,
at Kjødet er din Træl,
ei Kjødets Du,
frigjøres du o Menneskesjel.
Men Frihed hærdes maa! da svulmer Kraft i Viljen,
saa ingen Lænker mere passe til den.
|
| d.IV,b.1,s.270 |
Sjel, du Spire til en Salighed!
Sandhed er din lyse Lêt.
Frihed er din Stammemarv og Grene,
der snoe sig stærkest i en stormrørt Luft;
Kjærlighed din Blomst: i Muld, men snart blandt Stene,
dens gode Frugter falde ned.
Til Gud i Tak opsvinger sig dens Duft.
O rige Sjel kan Sorg forarme dig?
Aljordens Guld dig gjøre mere riig?
Aand foruden Frihed er det Samme
som Kjød foruden Begjærligheds Flamme.
Gud-kjærlighedens Fryd, hvor er du riig!
Du drister jo at føle dig,
som Fader for saa viid en Verdens Deel,
som overskues af en Sjel,
retsom om den Alfader dig betroed'
som Plejebarn, at vise Godt imod.
Alkjærlighedens stille Smiil i Muldens Rigdom sku!
I Dyrets Fryd dens første Aandedrag høre du!
Ja taler den ei næsten i Hundens ømme Blik?
Menneske, hvi da skjule det Mere som du fik?
Intet Rum er mellem Dyd og Syndeskyld.
Forsømmelsens Gab med Synd er nær til Randen fyldt.
|
| d.IV,b.1,s.271 |
Vil du være Engel, Meer end Støvets Søn:
saa gaa til Sygelejet med Balsom i Løn!
saa banke du paa Døren, hvor Sorgerne er inde!
saa vove du dit Liv selv for din værste Fiende!
O synes du da ikke Mere,
end Syg og Kummerfuld og Reddet Selv at være?
Vi see os hisset mange lige Aander blandt,
for hvilke, som for os, et Liv i Muld hensvandt.
I Herlighed fremblomstrer en himmelsk Form
af hæsligt Støv som Sommerfugl af Orm.
Hvad her er Vist, er ogsaa Sandhed hist.
Det Første, som vi gjøre hisset, er: med Smerte
at rykke Lastens Rod og Løgnens af vort Hjerte.
Naar Ufuldkommenhed mod Fuldkommenhed stræber, da
sin egen Plads, sit Navn den gaaer ifra.
Den er ei Ufuldkommenheden meer;
men Dyd i Himlen som i Støv den er.
Hist kunne vi ei meer end stræbe. Det Samme kunne vi her.
Hør, gode Engles Jubelsang lyde
for hver en Synder, som sit Øie mod
de høje Himle slaaer fra Muld og Blod:
som mod sit Maal, imod sin Himmel seer,
bevidst, han nu ved Stigens Fod kun er:
som her det høje Embed sig paatager
et Gudsbarn i sit Hjerte for Himlen at opdrage.
|
| d.IV,b.1,s.272 |
Før Himlen sand i Mulden Du kan naae,
du ydmyg, stolte Aand, tilbage maa
til Barnets Himmel vandre -- ak hvor liden!
en Roses Hvælv dens Rum, et Smiil er Tiden!
Dog, liden som den er, den har et Uskylds Øje,
en Sol, som speider sandest dog det Høje!
Hvor stort er Mennesket! -- Hvad Høihed gaaer det til,
naar her en Himmel folder sig sammen i dets Vil?
Sand Iver for det Gode snart sig tænder,
men langsomt brænder.
Thi den er Støvets Billed af den Iver,
der med en Helligaand Alhimlen evigen beliver.
Ei kommen er den Tid, da du kan kalde
det Ros, at roses udaf Alle.
Hvis du din Kjærlighed i Gjerningen vil tee:
saa stræb at vinde Indsigt! Thi Kjærlighed maa see.
Da faaer den tusind Øine, ja tusind Hænder til;
da næsten saalangt i Verden naaer den som den vil.
Vi stønne stødt opad med Nød,
for Hvilen stedse finde meer og altid mere sød.
Sku ei en Dyd i Rigmands henslængte Gave!
Et Smiil af Englen maa den tørre Handling have.
|
| d.IV,b.1,s.273 |
Det Ene, som en Stortyran ei kan med al sin Magt,
er Mandens "Vil" at tvinge, som døe tør uforsagt.
Magtstjaalen, marvløs er du Sjel,
som ejer ingen Villie, men hele Magten vel.
Let Næstens Kors! Det tynger ei saameget;
thi da du lægger ned dit eget.
Synder! Forsoningen med Angeren begynder.
Hver Kamp for Dyden i Menneskehjerte
er Frelserens Moder i Fødselssmerte.
Hver Dydens Tanke i Hu fremskjød,
en Frelser er i Pjalter fød;
hver Dyd betvungen
en Frelser haanet og gjennemstungen;
en Djævelens Offerpræst hver Last.
Men Angeren, se, en Forsoner selv,
til Menneskets Sjel
med blinkende Taarer naglet fast!
Naar Støvet sin frelsende Høihed naaer,
naar Adam i Graad forstaaer,
at Aanden forsoner, renser sig Selv
-- o da er Menneskets Sjel
som Frelseren selv i det Øjeblik
fra Smertens Kors han til Himlen gik.
Messias i Krybbe, i Pjaltelagen
af fattige Hyrders Hilsen modtagen,
|
| d.IV,b.1,s.274 |
Messias paa Graasteensbolster besku!
Du Kronte, du Rige,
os Arme da sige:
hvor høit vel i Himlen agtes du?
"Smerte-ende" er Dødens sande Navn.
"Fred" er Navnet paa de stille Kræfter,
som røre sig i Gravens dybe Favn.
Død er Livsensbølgens Synken, idet den vælter sig
henover Gravens tørre Fjære indi det stille Rum.
Sort svæller den; men Englevinger, som dens hvide Skum,
omsuse, se, dens Tinde! De, Sjel, de bære dig!
Hist faaer du Straaler for Torne, Lys for Blod,
en bævrende Fryd til Hjerterod.
I Dødsstunden fælder en Sjel sin Dom.
Sig Himlene bøje
nedover den Dydiges bristende Øje.
Hvo Helved paa Dødslejet saae, til Salighed ei kom.
Synderen rammer et skarpere Lyn,
end dette, der fødes ifleng af Skyen.
Om, snoet og qvalt, paa Bunden af
hans Hjerte det ligger til Aldren graa,
et Hvælv der er, hvor det ud vil slaae:
det er hans Grav.
|
| d.IV,b.1,s.275 |
Frigjør først dit Hjerte, saa
af Skulderen Lænken briste maa!
Hils Drot da: ingen Bøje
beskjæmme maa den Skulder mere,
som nyder Æren af at være
en Himmelborgers Sløje.
Bort, Fyrstebaand! du er en Kjæde fiin.
Voldhersker-smiil er Bann'rets røde Liin.
Du er en Bolt, du Sværd med Portd'epée.
Lænker om et Folk er hver Armee.
Ei nogen Hersker meer indbilde Mænd,
at døde Staal og gyldne Qvast
(der ligner Fyrstesmilet stivfrosset i en Hast)
gjør Træl til Helt igjen.
Hvor en Aand end boer,
en Himmel dog sig stedse overhvælver.
Som Aanden op sig hæver,
saa følger Hvad den har paa Jorden med;
ja Himlen nær, saa Himlens Billed lever
i Jordens Fryd og Fred.
"Himmel" er vor Faders Navn.
Jorden er vor Moderfavn.
Ved Synder vi vor Faders Isse graane.
Ved Synder vi vor Moders Aasyn haane.
Men Begge æres ved
i Frihed, Sandhed, Kjærlighed
af dødelige Hjerter dyrke Engle frem;
ja gjøre Støvets Hjerte til et Himmelhjem.
|
| d.IV,b.1,s.276 |
Støvet synder ei, men Aanden selv.
Den paa sig Selv sig hevne kan og sone;
thi Hjertet i hver evig Sjel
er himmelsk Retfærds Throne.
Hvad var den Sandhed andet end St.-Hans-orms kolde Glød,
Hvad var den Kundskab andet end en maanekold Slangeham,
som ikke varme Straaler skjød
i Eders Hjerters Gam?
men Mørket sneg sig ind i den, for der at yngle Laster,
mens eders Blik paa Alt deruden klare Lysglimt kaster!
-- Da synke Sandhedsstraalerne ned
til gyldne Fryndser om Syndens Lejested.
Siig ei: "hvad Gavn i Kundskab, naar vi glemme dog?"
Thi Alderdommens Glemsel er et Kistelaag
igjenslaaet for dit bedste Odeleje,
der til at bæres til Himlen alt er paaveje.
Som Himlen, der i Taage synes lav og liden,
med Dagens Straaler ud sig slaaer:
saa glem ei Sjelen! Den voxer kun ved Viden:
den bedste Næring Englen faaer.
|
| BLA BAKOVER |