|
d.IV,b.1,s.202 |
Armod maa sælge Frihed for Brød,
Hjerte-guld for Arneglød,
Selvstændigheds-kaabe for ulden Tot.
-- Tom Pose staaer ei opret godt.
Forfængelighed spiser en Frokost fiin
med Overmod paa Porcelin,
til Middag med Armod af Orre-skaal,
med Skjændsel i Asken til Aftensmaal.
Maa tvungen du Skjebnens Villjebud følge saa tidt,
arme Støv? -- nei stolte Støv!
Thi se, du den himmelske Pligt stedse kan udøve frit!
Frihed uden Viisdom have,
O det er en skræksom Gave!
Frihed er det dyreste Klenod,
Himmelen den Dødelige lover.
Hver Mand maa eie det, hang det end over
en Grav, og maa han endog springe over
en Flod af Blod.
Hvo ei mægter lide meget,
Hvo ei mægter vel at gjøre meget,
Hvo ei mægter sig fornægte meget,
Viisdom ei forstaaer, og ei den Kunst at leve.
Nyd kun den Fryd, hvis Eftersmag
dit Hjerte gjemmer med Behag.
|
d.IV,b.1,s.203 |
Lidenskab og Ild
-- Tjener god, men Herre vild.
Heller Frihed og Nød
end Trældom og Brød!
Betænk dig lidt forinden, endog paa Røverkjøb!
For Røverkjøb saa mangen til Fattigstuen krøb.
Bli'er du ved Sager hængende,
hvortil du ei er trængende,
da visselig kommer du til
at lade det Nødvendige gaae hvor det vil.
For det een Lyst af Lommen veed at tage
du kunde tvende Børn opdrage.
Klog Mand bli'er klogere af Andenmands Forliis;
men neppe af sit eget blier Daaren mere viis.
Vil du Tjener have efter dit Behag
En, som tjener uden Løn,
mere trofast end en Søn,
dig Selv i egen Tjeneste da tag!
Venskab, bedste Himlens Gave
krydrer Glæden, mildner Sorgen hen:
og, se, en Ven kan Hvermand have,
som selv forstaaer at være Ven!
|
d.IV,b.1,s.204 |
Se Skjebnens sære Baner
kun Skjul er for den vise Skabers Planer!
Hvad det alvorlige Liv forlanger, fuldend!
Men glem ei at kræve Hvad du forlanger af Livet igjen!
Hvo vil æde Kjerne sød,
først maa knække haarde Nød.
Vil du bestaae
i Ulykken, maa
du med opløftet Pande imøde den gaae!
Vil du Hvermand Fyldest gjøre,
tidlig maa du dig af Sengen røre
Vær Snegl i Raad,
en Ørn i Daad!
Ønsk ei at være Herremand
Stormens stærke Haand
slaaer ei lille Dale-vaand,
men høien Klippes Gran.
Vil du stedse leve fri,
vil du leve glad og rolig,
finde stedse Velstand i
fager Blomstring i din Bolig,
da du trolig
evig Pagt maa slutte med
Retsind og med Virksomhed.
|
d.IV,b.1,s.205 |
Mens du sover
bier ikke Renten over.
Borgen
tømmer Pung men fylder Barm med Sorgen.
Længe betragt
Hvad siden skal stande uendret ved Magt!
Falskhed slaaer paa Hals sin egen Mester.
Den falder i, som grov en Grav for Næsten.
Paa Raadens egen Skalle
slette Raad tilbagefalde.
Saa langsom Dovenskaben fremadslentrer,
at Armod, skjøndt paa saare Been
den slæber over Stok og Steen
tungt Barn og Pose, snarlig den indhenter.
Bort flyer Minutet, kommer ei igjen.
Den øder Tiden, som ei bruger den.
Mon, lever Han da? Nei!
Han aander vel, men lever ei.
Om du paa En er vred,
slut dog ei Forbund med
den feige Kjæmpe Avind!
Han bruger kun forgiftet Glavind;
og sligt et Vaaben er kun Skjændsel ved.
|
d.IV,b.1,s.206 |
Hvo Speil mig rækker,
der dølger selv ei mindste Flekker,
Hvo mig med ærlig Kindhest vækker,
Han er, hvor lidt det synes end,
min Ven.
Naar Manden ligger i Sengen doven,
grib fat paa Ploven!
Da opvaagne Hine af deres Roe,
naar Hesten din tramper paa Laavebroe.
Flid sig giftede med Tid.
Flittig Times Fryd var Tidens Brudesmykke.
Tilsammen avlede de Lykke.
Den Tid, du kalder lang nok, vist
vil kortnok synes dig tilsidst.
Dybere bider
Dovenskabs Rust,
end Arbeide slider.
Brugte Nøgel er altid puds't.
Ethvert Minut den gode Gud
som gylden Penge deler ud,
at hver med Daad skal løse den.
Men, naar vi komme hisset hen,
Han giver os da Alt igjen.
Af Mangel paa Søm gik Skoen forloren,
Af Mangel paa Skoe gik Hesten forloren,
Af Mangel paa Hest gik Manden forloren.
|
d.IV,b.1,s.207 |
Et Barn og en Tosse mene forvist,
at tyve Styver og tyve Aar
aldrigen kunne faae Ende-brist.
Tænk paa Gud -- som skrevet staaer --
i din Ungdoms Dage!
Ellers vil de hvide Haar
Dig kun slet behage. -- G.
Hvo altid tage vil af Tønden,
men fylder ikke paa igjen,
vil snarlig skimte Bund i den.
Naar tør er Brønden,
Da veed man først hvad Vand er værd.
Storskib sig vove kan ud paa det Dybe.
Smaabaad gjør bedst i langs Stranden at krybe.
Ak Himlen sig forbarme!
(jeg kan for Latter ikke bare mig)
nu vil den Arme
den Daarskab efterabe, som øves kun af Riig.
Han Padden ligner jo,
der vilde blæse sig
til Oxe-storhed op; men -- brast ito?
Gjæld er første Skridt til Last,
Løgn det andet.
Gjæld bær Løgn paa Ryggen fast,
skuler derfor som Forbandet,
|
d.IV,b.1,s.208 |
tør ei snue sig, staae og gaae,
kan ei eget Mæle faae,
hvor han Gjældners Skygge saae.
-- Ak, fribaarne Mand,
din Fribaarenhed er kleint deran!
Vee! naar Hjertets Dør er lukt,
Nøglen fast i Laasen ruster.
Vee, naar Ilden først er slukt,
hjælper det kun lidt man puster. -- G.
Stræb, og spar!
Saml ei paa Fad; men i dybe Kar!
Flytter du ofte Bopæl og Træ,
faaer du kun liden Hygge og Læ.
Det er et ligeligt Bytte:
eengang Brandlidt og tregange Flytte.
Hvor Husbond Øiet stænger,
Pungen aaben hænger.
Husbonds Ansigt, seet paa Bakken:
ei Arbeideren i Dalen,
-- Hatten vaad og Næven valen --
vender Nakken,
kiger efter Solskinsveir.
Huusbonds Øie over Gaard
meer end begge Hænder naaer.
Husbonds Røst i Skov og Vang
muntrer meer end Madklokkens Klang.
|
d.IV,b.1,s.209 |
I Uges Graad tidt dratter
Søndags-Latter.
Hør paa meget! tal dog blot
Hvad til Tid og Sted er godt!
Ingen nogensinde gjorde
mere Godt end vel han burde.
Misnøiet ofte med dit Eget,
Du ønsker dig saamangt og meget;
men tak din Gud, som gav ei mere,
end hvad han saae, du kunde bære.
Hvo ei arbeider Ugen ud,
ingen Sabbath faaer af Gud.
Vor Næstes Feil vi skjule maae
med Kjærlighedens Kaabe;
og uden Trøst ei lade gaae
dem, som vor Hjælp anraabe. -- K.
Trætter du med fuld Mand i Vrede,
trætter du med En, som ei er tilstede.
Kjendt Brøde
Halv Bøde.
Heller end i Kiste samle Guld,
saml du din Hjerneskal fuld!
|
d.IV,b.1,s.210 |
Egen Skade gjør vel viis;
Næstens gjør det dog for bedre Priis.
Hvor Fare styrter frem, Beslutning maa ei staae,
men raskt imødegaae og slaae.
Beslut dig snelt!
Mød Faren midt paa aaben Felt,
og bring den bunden i dit Telt!
-- da er du Helt.
Da Adam grov og Eva spandt,
hvor fandtes da en Adelsmand?
Hvo ei vil lade sig af Ven paaminde,
faaer Straf af Fiende.
Lidenskab er Last, bruges den slet;
men Dyd, bruges den ret.
Eng er Agers Mo'r.
Hvo pløier nære Sol, skal høste nære Jord.
Husbonds Fjed gjør Ager feed.
Bedste Gjødsel træder Husbonds Saale ned.
Sviger du Hesten i Hækken,
saa sviger han dig i Bækken.
Der hører mere til Plougefæst,
end: "Ho, vil du gaae!" til Hest.
|
d.IV,b.1,s.211 |
Du Styveren gjemmer i Pung og Bog,
glem ei da for Agerguld Grind og Krog!
Graahaar med hullet Arm og sulten Tarm
er Jordens Jammersyn.
Graahaar paa Issen, Daarskab i Barm
-- da sørges over Skyen.
De Unge skal man lære,
de Gamle ære.
Hos Gamle brug Øren, Unge;
men ikke Tunge!
Haab godt om Gutten, der findes hos Gubben
paa Kubben!
Det Guld er ei værd at rose,
som drypper ei Kobber i Armes Pose.
Hvile dine Hænder,
hvile dine Tænder.
Heller Uven Arv at give,
end trænge til Ven ilive!
Arbeid, som skulde du stedse være rød!
Vær from, som kom i denne Stund din Død!
|
d.IV,b.1,s.212 |
Den faaer kun halv Arv,
som faaer ei Moders Fromhed, Faders Marv.
Da først der Vinding er ved Tingen,
naar dig den gavner, skader Ingen.
Bagtalertungen er en Sleve sort,
der sniger sig til Hjertet gjennem Øreport.
Luk Døren
for ond Tunge og onde Øren!
Selvkjær -- Ingen kjær.
Hvo Alle vil behage, af Gud ei yndet er.
Uden Ære børjet paa,
pleier ud med Skjændsel gaae.
Den Ære ei skal vinde aabenbar,
der ærer ei sig Selv, om han end ene var.
Onde Tanker banke altid paa.
Luk til, saa maae de gaae.
Før Hyklerbøn naaer Ulveglam
til Himlen fram.
Men ærligt Suk til Himlen stiger,
om Taaren end i Mulden siiger.
|
d.IV,b.1,s.213 |
Beskedenhed er
den eneste Dyd, som tør
i Øiets Vindu, i Mundens Dør
sig vise for Enhver.
Sikkert hvor Beskedenhed boer,
boe flere Dyder i Søsterkreds,
følge den som Ternechor
en Princess.
Husbond, vee dig, hvis du maa
hos din Dreng i Skole gaae!
Venners Feil du kjende bør og hade,
dog ei nævne dem paa Gade.
Paa alle Spørgsmaal har
du nødig ei at give Svar.
Sæt Fad og Bæger for Fremmed frem,
før du ham spørger om Navn og Hjem.
Hjælp dig Selv, saa hjælper dig Gud!
Bedre end bitter Vaar er Høsten blid.
Bedre god Alderdom end slem Ungdomstid.
Lad meer bag Hjertet sidde
end paa Tungen ride.
|
d.IV,b.1,s.214 |
Hvo Evne har i Eie,
skylder Daad.
Hvo har store Raad,
meget ud maa veie.
Hvis du en Æreløs beder, din Ære giver du ham,
og faaer en Deel af hans Skam.
Forfølg ei til det Yderste din Ret!
Thi førend du faaer seet dig fore vel
du er alt inden Urets Grændseskjel.
Som Dag til Qvel
samgrændse de; og Skilnet er ei let.
Hvo skjæmmes ved at øve Ret og Godt,
Høiagt for Narres Domme viser blot.
Erhverv et Eje i din Ungdoms Tid.
Da god Grund lægges for din Manddoms Flid.
Ungdoms-arbeid bygger Sengestedet,
Manddoms-virke Bolster deri breder
for din støre Alderdom.
En Bonde veltilfreds drog ind til Staden
med gamle Borken for en tjæret Kjærre.
Der gav en Fætter ham paa Gaden
en deilig Pisk.
Hei! hop! Men kan vel noget passe værre
til deilig Pisk end tjæret Kjærre?
Nei! nei! til prægtig Pisk maa prægtig Vhisk!
-- det faldt strax Konen ind og Manden med.
Som sagt, saa gjort -- i Vhisk de drog afsted.
|
d.IV,b.1,s.215 |
Men Borken? Fy, det gaaer ei an! det Øg,
som forhen godt nok var for Kjærre,
kan Noget vel til Vhisken passe værre?
-- det strax faldt Konen ind og Manden med.
-- Med herligt Spand for Vhisk de jog afsted.
"Men jeg og du? kan Noget værre passe?
Jeg er jo endnu Kari -- du er Lasse."
Det strax faldt Konen ind og Manden med.
Som Herrefolk de drog afsted;
men -- Mandens Velfærd med.
Tilfods maa Mand og Kone løbe
fra Huus og Hjem blot for den Svøbe.
Fra Rigdom gaaer til Armod Bakke ned.
Paa Veien findes Stationer trende:
Uorden, Dovenskab og Ødselhed.
Værtshusets Navn ved Vejens Ende
er Elende.
Gjennem vid Skorsteen og høien Port
kjører og ryger Velstand bort.
Det er kun doven Mands Tykke,
at blive riig ved Lykke.
Den Tosse gider ei gaae
didhen hvor han maa;
men sidder og spilder Tiden i
det Haab: der kommer en Vogn forbi.
Tak Dadleren! Han gavner meer end tyve
Lovtalere, som lyve.
Hvo troer: alt er jeg god, ja meer end det, --
vil vist hver Time blive mere slet.
|
d.IV,b.1,s.216 |
Kjedsomhed er en Pine saa leed,
som nogen, der i Rhabarber beed;
Gavnvirke -- eneste Medicin;
Tidsfordriv kun er Sukker paa hiin.
Hvo Uret gjør for Ven at vinde,
forlod vist Godt, for et Uvist finde.
Mange udøve Ondt først da,
naar man dømmer alt Godt dem fra.
Høflighed er som Kryder paa Mad,
Grovhed i Selskab er Skarn paa Fad.
Hvo en Ulykkelig forhaaner,
Djævelen sin Tunge laaner.
Med glohed Syl
han roder i den ømme Byld.
Hvert Menneske skal nu sin Kjephest have?
Skader den ei dig, saa lad den trave.
Lee ikke naar din Uven Uret leed!
Hvis Steen du saae, der sveg,
og kunde knuse ham, og ei du "Vaersku!" skreg,
da styrted selv du Stenen ned.
Hvo værger Næstens Skade af,
saa vel ham gjør, somom han Guld ham gav.
|
d.IV,b.1,s.217 |
Gjæst og anbetroet Gods
vandre som de kom til os!
Saa god som Gjødsel er for Jorden,
saa er for Tiden Orden;
thi begge højest Grøde tvinge
af samme Tid og Rum at springe.
Den sanker Rigdom god,
som varer sig for Skadebod.
Idag er Borgen
Gevindst; men Tab imorgen,
Forliis iovermorgen.
Paa Spillehuset trende Porte se:
Haabets een -- Skjændselens to -- Dødens tre!
Folk gjennem første Port indvandre;
ud af de andre.
At gloe paa Alting og Intet see;
ad Alting flire,
ad Intet lee,
sværme og svire,
Tyverie, Sladder og Løgn:
Ledigs Arbeide i et Døgn.
Pas dig, Gavmild! dovne Tiggers Sang
bestjæler dig og sande Trang.
Du kjender dit Huus, hvert Kammer saa vel?
-- kjend ogsaa dit Støv, din Bolig, o Sjel!
|
d.IV,b.1,s.218 |
Levnet fromt er rette Alderstid,
rette Graahaar Kløgt og Vid.
Du Lade, gak til Myretue!
Den være skal din Skolestue.
Hade Straf og frygte den, er samme Tanke.
Hader du da Straf, paa gal Vei maa du vanke.
Søn, om du døde, sørged din Fader adaare,
men hele sit Liv, var du en Ond og en Daare.
Fortælling i Utide ofte fik
den samme Tak som i Sorg Musik.
Lev for at lære, og lær for at leve!
Heller Gulve-fald med Knæ og Skal,
end med Tungen Fald!
Begaa ei tvende Gange Synd!
Du er jo end i een ei uden Skyld.
Ny Ven er ny Viin. Først med Aar paa Bag
lader den sig drikke med Sundhed og Behag.
Riigmand faaer Buk for Guld og Skarlag.
Fattigmand for Kløgt faaer Ære og Behag.
|
d.IV,b.1,s.219 |
I Medgangs Solskin flaggre Venner omkring
paa Frivilving.
Men Uvenner ligge som Larver i Fure,
og lure
paa deres Tid til at flyve frem;
og naar den kommer, hvo kan det vide?
Søg derfor itide
dig Venner blandt dem!
Ødeland
samler for Andenmand.
Hvi vil du Lygte for den Blinde hænge?
Hvad skal den Karrige med Penge?
Det Bytte er ei godt,
at bytte glad Hytte mod et sorgfuldt Slot.
Giver du med bittre Ord,
ei er din Gave stor.
I vore Ønsker oftest er vor Plage:
hvergang de hendøe, fødes andre nye;
de uopfyldte kalde frem vor Klage,
og Lykkens korte Øieblik flye. -- B.
Omvend dig itide -- det er: imedens du
kan øve Synd endnu.
I Syndens Raad er ikke Forstand.
Ondskabs Kløgt er ei Viisdom sand.
|
d.IV,b.1,s.220 |
Hvo kan sin Tunge tøilesnøre,
med Storfolk vel kan Omgang føre.
Som Fuglen kjendes paa Fjer og Sang,
tidt Menneskets Sind tilskue hang
i Klæder, Latter og Gang.
Bedre frygtsom Eenfoldighed,
end Kløgt, som djærv over Loven skred.
Selv Eenfold skal i Sladderlaug
for Viisdom agtes, hvis det taug.
Man Meget kjøbe kan for lidt,
og dog betale det syvdobbelt tidt.
Den Roesen ei fortjente,
som taug, fordi han vidste intet Svar;
men den, som taug, fordi han kjendte
en Tid til Svar, som bedre var.
Samme usle Værd er sat
paa skjulte Viisdom og nedgraven Skat.
Bedre Den, som skjule veed
sin Dumhed eller Daarlighed,
end Den, som dækker til sin Kløgt,
som sætter under Skjeppemaal sin Løgt.
Boghylden er den Stige,
der fører til at blive Overmandens Lige.
|
d.IV,b.1,s.221 |
Hvo bygger Huus med fremmed Guld,
til eget Gravsted samler Steen og Muld.
I Daarens Mund der er hans Hjerte.
I Viismands Hjerte er hans Mund.
Daaren skrasler i Sky, ud alskens Sladder skraaler.
Viismand smiler saa bly og vejer Ord i Skaaler.
Tænk først, naar du vil Løfter gjøre:
"mon jeg dem ogsaa holde kan."
Er Løftet gjort, du da udføre
dit Tilsagn som en ærlig Mand.
Søg ei Skjønhed eller Rigdom, naar
du skal vælge dig en Ægtemage.
Ungdom, Rigdom, Skjønhed -- Alt forgaaer.
Arme Mand, hvad har du saa tilbage?
Søg en trofast, god og huuslig Viv!
Hun skal give dig et saligt Liv.
En Huustroes Fromhed bringer meer irente
end Sække Arvegods, hun har ivente.
Man blier ei mæt af bare Kjærlighed.
Udslukkes Arnen, slukkes Elskov med.
Vær trofast mod din Næste,
naar Nød og Sorg ham gjæste!
Naar disse pakke sig,
da beder han til fremmed, og glemmer ikke dig.
|
d.IV,b.1,s.222 |
Naar du sidder ved Herrebord,
ihukom din Fa'er og Mo'er!
Fortjente du end et Aandedrag,
naar du forbanded' din Fødselsdag?
Det Samme du hos Andre saae,
hos dig ei Andre vil undgaae.
Os selv vi staae for nær og tæt,
til egne Feil at skue ret.
Du, Daare, du, hvis Ungdom Intet samler,
din Alder finder Intet, hvor den famler.
Giv Vand ei Vei,
og ond Qvinde Myndighed ei!
Det Brød som jeg vil æde, maa jeg hente;
thi før det kommer flyvende, faaer jeg længe vente.
Behandl Enhver,
ei som hans Kjortel, men Opførsel er.
Om Døde og om Dem, som borte ere,
der være Taushed, hvis ei skee kan Ære.
I rene Mund maa aldrig dvæle
et skident Eftermæle.
Aldrig for gammel
du blier til at sidde paa Lærlinge-skammel.
|
d.IV,b.1,s.223 |
Sob først for egen Dør,
før du til Naboens vandre tør!
Betal med Tak dog idetmindste Alt,
hvad du med Penge ei kan faae betalt!
Hvad ei du mægter fatte,
du hverken laste eller skatte!
Lyv ikke førstegang!
Man troer dig ikke andengang.
Solen skinner paa Alle ned.
Gud fører Alle til Salighed.
Hvo ei arbeide vil, eiheller bør at æde.
Arbeider er Løn værd; han spiser kun med Glæde.
Thi Arbeid volder Hunger, og Hunger veed du nok
er baade bedste Læge og aller-bedste Kok.
Hvo ei taaler Daddel af ærlig Mand,
eiheller roses kan.
Heller alene,
end i fordærvet Selskabs onde Leeg.
Thi vil du holde Klæder rene,
gaae ikke did, hvor der er Skarn og Beeg!
Tenk paa Døden i Livet, og haab paa Livet i Døden.
|
d.IV,b.1,s.224 |
Større Skam, at ikke ville lære,
end uvidende at være.
Tre Skridt fra Liv
den Mand, som elsker Kiv!
De leder længe før du finder
saa viis og god en Ven, som nyttig Bog.
Han æder ei og drikker, skjøndt han binder
sit Selskab daglig til din stille Krog.
Penge og Gods kunne svinde som Dunst,
Videnskab ikke og Kunst.
Fuld Kiste god at have;
endnu bedre sund Mave.
Hvo ei vil Skade lide,
maa vide.
Hvo ei vil Pande-bule faae,
maa ei i Mørk ret gaae.
God Krog man tidlig bøie!
Hvor Høst skal bølge over Høje,
Vaar maa Vejen pløje.
Den Gaard er død, hvor ei hver Vinters-dag
du hører Vævestols og rappe Sliuls Tag
saa jevnt som Pulseslag.
|
d.IV,b.1,s.225 |
Siig ikke forud hvad du agter gjøre;
thi lykkes det dig ei, saa faaer du Latter høre.
Pral ei af Klæders Fiinhed eller Farve!
Thi deri taber du for Smaafugl og for Larve.
Pral ei af Kroppens Kraft! Thi skjæmmes maatte du
for hver en Oxe, der er stærkere endnu.
Tag Klogskab med paa Vejen
fra Ungdoms-vang til Alderdoms-dal over Manddoms-hejen!
Den er en Tærepenge,
som gjælder overalt og varer længe.
Spørg dig, naar du gaaer ifra din Port:
hvad har jeg at gjøre?
Naar du atter triner indad-døre,
spørg: hvad har jeg gjort?
Tjen en Ven,
at han bliver endnu bedre Ven!
Tjen en Uven, at han bliver Ven!
Den bedste Gjerning er at gjøre klar
den Ting man nu i Timen fore har.
Af slem Vinding maa man vente
en slem Rente.
|
d.IV,b.1,s.226 |
Paa Dyden og Retskaffenhed
stol mere end paa Eed!
Giv ikke altid Raad, der lifligt klinge;
men lad dem frem af Hjertet springe,
belyste af et skarpt og trofast Blik!
Raad være sanddru Tale, ei Musik!
Langt heller vælg Forliis,
end syndig Vinding, er du viis!
Den Sorg, som Hiint mod Denne volder,
som Tid mod Evigheden sig forholder.
Det Vanskeligste er at tie med
en Hemmelighed,
at bruge sine frie Timer vel,
at taale Uret (dog ei som Træl)
at bære Modgang, bære Held
med lige reen og rolig Sjel.
Forstandig Mand vil mane Faren hen.
En tapper Mand vil redde sig af den.
Dødsfrygt er værre
end Døden selv, den blege Herre,
Din Frygt du Gode, da betving,
thi den er kun den Ondes Sting.
|
d.IV,b.1,s.227 |
Ærlighed og Kydskhed gjør en Qvind
til Qvinde.
Høihjertethed, Huusflid, Fædrenelandssind,
gjør Qvinden til en Borgerinde.
Høirøstet, mundkaad Qvind, saalidet er en Qvinde,
at hun bør sendes ud at jage væbnet Fiende.
Imellem Steen og Steen kan Nagle drives ind;
saa mellem Kjøb og Salg der kan bedrives Synd.
Mange fulde for skarpe Spær,
dog faldt for skarpe Tunger vel en større Hær.
Af Leddiggang, den fule Rod,
som lange Trævler slynger
igjennem Hjerte, Marv og Blod,
Alverdsens Ondt fremspringer.
Til Hver, du seer paa, ræk ei Haand!
Med Hver, som gaaer forbi, knyt ikke Venskabsbaand!
I rette Tid, med rette Maal,
kan festlig Skaal
i Hjertet lade Balsam falde.
Men, over Tid og over Maade,
Den slaaer det fuldt af giftig Fraade
og bittre Galde.
|
| FORRIGE |