|
|
| d.IV,b.1,s.177 |
FOR ALMUEN
FEMTE HEFTE
FORORD
At alle Norges Odalsmænd
vare som Hakon Ivarsen!
Da gladere i sin Æt, end i sølverbrynjet Bjørk,
i Granens gyldne Kongle, Furumalmen mørk,
da stoltere af sin Æt, end af Jøkler og Snee,
over vide Aljorden stolt-Norrig turde see!
Ja, gid at alle mine Landsmænd vare som Hakon Ivarsen, min
Ven! -- Dette Ønske gjennemkrydser stedse min Sjel, og kommer
atter fremigjen, saa tidt en tækkelig nybygget Bondegaard, glim-
tende til mig igjennem Granerne, saaofte en hærdebred Normand
i sin Vadmels-kufte med Egnens eiendommelige Snit og Farve,
lænende sig udover en herlig Rugagers Gjærde, minder mig om
Hakon og hans Gaard, og da især om de sidste skjønne Dage,
jeg levede med ham der, da mit hele Ophold vexlede imellem
at være et frydfuldt Vidne, snart, ude med ham paa Marken, til
hans udmærkede Flid og Indsigter i det hele Landvæsen, snart,
inde i hans Stue, naar han syslede med den Bogsamlings og det
Sogneselskabs Anliggender, han havde istandbragt, eller han havde
Andet fore, til hans nidkjære Iver for sine Medborgere; og snart,
naar vi om Qvellen under hans selvplantede Frugttræer sad
sammen i oplivende Samtale, til hans oplyste Frihedssind, hans
retsindige, faste Tænkemaade og især til den Skat af Erfaringer,
Kundskaber og den sundeste Levnets-viisdom, som han havde
vidst at erhverve sig i sit stille, men daadfulde Liv. Hvi maa
jeg da ikke ønske det af Hjertet, at alle de fribaarne Normænd
i Eet og Alt vare som Hakon? eller dog idetmindste i den gode
Vilje, eller at jeg i enhver, eller i de fleste, eller kun i mange,
eller kun i endeel Stuer havde en Hakon at besøge? Eller nødes
jeg hellere at tænke saa, naar en smudsig forfalden Bolig, en
pjaltet Fader, ledet af et Slæng udmajede Døttre til Kirken, eller
en Pusling af en Yngling, legende med Terningerne i Lommen
med den ene Haand, medens den anden snuer og drejer Brænde-
|
| d.IV,b.1,s.178 |
viinslærken imod Solen, fare mit Øie forbi, paa min Vandring
igjennem Dalene? Javist, da er Ønsket værd. Men hvormeget
til at opfylde det ville ikke velindrettede Sognesamfund, belivede
af en kraftig Fælleds-aand, en sand Communeaand, med gode
Bogsamlinger i deres Midte, samt enkelte udmærkede Mønstre
kunne udrette? Lader os haabe! Thi hvorledes skulde kjær
Norriges Frihed og Velfærd ligge sikkert gjemt under Granene
og de sorte Furuer, dersom ikke mandhaftige, redelige Hjerter,
som Hakons, ogsaa sloge under disse, dersom ikke klare Blik
funklede derunder, hvor Klenodierne ligge? Mænd maae der
paa Ageren, ikke Daarer eller Gjenfærd af dem, der engang
syslede her! Qvinder med Sjel og Haand, ikke levende Plag og
flagrende Pjalter. Drenge, der forstaae sig paa Bog og Kniv,
ikke paa Elskov, Kort og Nattesvir! Smaabørn paa Gulv med
Brød i Haand, saa man endnu derinde troer sig paa Ager og
Eng! Tanker, ikke Drømme, i Templet! Tale, Sang, og Daad i
Husene; ikke Sorger og Klager! Saa var det hos Hakon, og
saa maa det være! Da høre Ingen i Granernes Susen, hvor-
under Gud har forundet den forfulgte Frihed et Ly, efter megen
Omflakken over Øe og Land, den angstfulde Moders Suk og
halve Skrig, forat de skulle røve hende dette af den Høieste
betroede Klenod; men tvertimod høre da Enhver deri den væl-
dige Ørns vellystfulde Murren over sit sikre Rede!
Og nu, bør jeg ikke blande dette Haabs Fryd i min Sorg, nu
jeg sidder paa Hakons Gravhøi? O, jeg har endnu dertil i min
Sorg den Glæde, at nu jeg tør rose dig i dit Nærvær; ja i dit
Nærvær; -- thi derom er jeg forvisset nu. Den, du hædrede
med dit Venskab, sidder paa din Gravhøi, ved Foden af din
Bauta, hvor din Søn, den mandige Einar, ristede simpelt, men
sandt og i eet Ord, din Fortjeneste:
"Støvet af Hakon Ivarsen Almelie.
Han var en Normand."
Se, jeg kom, haabende at træffe dig i din hyggelige Kreds,
forat bringe dig den Samling af Grundsætninger og Leveregler,
du havde indhøstet af vise Mænds Skrifter og overladt til min
Pens frie Behandling, idet du ogsaa bad mig at tilføie hvad min
unge Hjerne selv kunde udklække, samt de Steder af mine øvrige
Skrifter, der kunde forstaaes og have, som belærende og tanke-
|
| d.IV,b.1,s.179 |
opløftende, gavnlig Virkning paa Almuesmanden af noget levende
Fatteevne, for hvem jeg da ogsaa kunde siges at have skrevet
mine Vers; -- men til en høiere Viisdoms Skole fandt jeg dig
indgangen, Høisædet var tomt, men et nyt Mæle graanede mig
imøde fra Kirkegaarden.
Dog, det var jo din Vilje, ædlede Henflyttede, at overantvorde
denne fra mangehaande Steder samlede Levnetsviisdom som et
Efterladenskab, der ikke skulde agtes ringe i dit Huus, til din
Odelsbaarne? Vel, jeg vil da bringe Ham og Enhver, der vil
ligne dig, og saaledes i aandelig Forstand vil vorde din Søn,
disse Samlinger, hvilke jeg har stræbt at bringe i en Form, der
kunde være lige fattelig for Hukommelse som Forstand, og be-
titlet som følger:
Anm. De med * betegnede Vers ere ogsaa i Opfindelsen Udgiverens; de
Øvrige kun i Behandlingen. Findes Bogstaver under, da tilhøre de Andre.
LEVNETS- OG VELFÆRDS-VIISDOM
Du tarver Raad? Kun Den dig raade,
der raade kan sig selv tilbaade!
Dog -- endnu bedre, vakkre Mand! --
Din egen Sjel opklar!
Da ei du i det ganske Land
meer trofast Raader har.
Thi Viismands klare Sjeleøie
paa egen Vei tidt bedre saae
end tyve Vægtere, der laae
paa Udkik fra en Vardes Høie.
Raad man nok kan give,
Klogskab ei.
Hvo godt Raad Raad lod blive,
lod Hjælpen gaae sin Vei.
|
| d.IV,b.1,s.180 |
Raadslaa ei, Ven,
med Den, som kjøbe vil, om Salget,
med Den, som vælges vil, om Valget,
med Nogen, om at gaae tilkirke,
med Ladmand, om et vældigt Virke,
og, om hvor fort
en Ting bør være gjort,
med Leiesvend!
Erfaring er en kostbar Skole.
Der vanker Hug for Poul og Ole;
dog ogsaa Præmier igjen,
der sælges ei for Guld af Manden.
Blier Daaren ikke klog i den,
Han blier det ei i nogen Anden.
Begjærlighed og Vrede føre kun
slette Raad imund.
Tæm Lysten, naar den luer op i Barmen,
at ei den qvæler dig i sin Omarmen.
Bestandig tænk og handl somom du vidste,
at dette Øieblik var dig det sidste.
Mange Ønsker grave snart din Tilfredshed Graven,
liig uselige Myrers Hær bedste Træ i Haven.
|
| d.IV,b.1,s.181 |
Velsignelse og Liv er ikke Det
at leve, men at leve ret.
Første Stump af Dydens Vei
over Hei,
opad Fjeld,
gjennem Tornekrat sig vrider.
Midtveis kommer den til Held;
men til Salighed omsider.
Hver din Gjerning engang sætter sig
som Dommer over dig.
Vel har Enhver sin svage Side;
men dette Sted
den Vise allerbedst maa vide,
og holde dobbelt Vagt derved.
Elsker du Livet, saa ødsl ei Tiden bort!
Den er det Tøi, hvoraf Livet er gjort.
Hvo taaler, det regner og sneer i sin Gam,
Vor Herre forbarmer sig ei over ham.
Alene Den er riig,
som veed med Lidt at nøie sig.
Godt Rygte -- fagreste Pynt du faaer;
ja fagrer' end Sølv i Bringe og gylden Kam i Haar.
|
| d.IV,b.1,s.182 |
Eet Ord er nok for vise Mand.
Mange Ord ei fylde en Skjeppe tilrand.
Smag Glædens Skaal; men tøm den ikke!
Kjækt du Sorgens Kalk uddrikke!
Tjen for dit Brød; men ei som Slave!
Tag glad mod Løn; ei saa mod Gave!
I Alvors-færd forsmaa ei Skjemt!
Skjemt saa, at Alvor ei blier glemt!
Tag vel mod Raad, men brug ei alle!
Giv intet, før man dig mon kalde!
Mistænk ei Nogen uden Skjel!
Tro Ingen heller altfor vel!
Vær til at see og høre snar;
men ei til Svar!
Bedre, i Friheds retfærdige Sag
af Overmagtens stærke Slag
overvældet blive,
end mindste Flig at eftergive.
Thi for Aljorden strider den,
som Sandhedens for Himmelen.
|
| d.IV,b.1,s.183 |
Spanker Hovmod opad høi og bred:
Lykken snart sig lister stille ned!
Dovenskab stjæler saa jevnt af Pung,
Daarskab er og en Skat saa tung.
Lysten til Flitter og Flatter
Fattig-Peer tyngst beskatter.
End gjorde Guld ei Nogen glad og god;
Tilfredshed selv den Arme derimod.
Vov dig ei paa Havet ud, saalænge
Sky og Bjerg ei mægte Stormen stænge.
Reise Lidenskaber i dit Hjerte Horn og Stang,
læg kuns Haand i Skjødet! Det er ei Lediggang.
Ei Slægt, ei Stjerner, som paa Kjolen tindre,
gjør Hjertet indenfore større eller mindre.
Man kan i Kufte Herre,
i Purpur Slave være.
Være en nyttig Mand er en Mynt af Guld:
Hvor du viser den frem, erkjendes Værdien for fuld.
I Alder en Pige, men Kone i Forstand --
da er det paatide en Datter faaer sin Mand.
|
| d.IV,b.1,s.184 |
Tog du en Huustroe, af Stand meer fornem,
da tog du al Slægten til Herskab i dit Hjem.
Hvo sin Fader giver Hæder,
og Moder vederqvæger,
han deres Alders Vunder læger
og skal af egen Afkom høste Glæder.
Hvo eier Sparsomhed,
eier rigest Toldersted.
Skjøn Daad seer allerskjønnest ud,
naar kun jeg den veed og Gud.
Nævne "Ven" sig blot med Munden,
usselt Venskab er igrunden.
Venskab ei af Ord og Skrift
kjendes skal, men af Bedrift!
Betvinger du først dine Lyster,
en Eeg du da sammenkryster:
da bliver din Seir over Ulykken vist
saa let som at bøie en Qvist.
Sjelden forgjæves er Ynglings-daad,
Mands-raad, Oldings-spaa'd.
Nyd Hvad Himlen dig beskar!
Undvær Hvad du ikke har!
|
| d.IV,b.1,s.185 |
Hver Stand fik Sit af Sorg og Lise;
Hver Stand kan sig som bedste prise.
Hvilende Plov
Fure ei grov.
Ræven, der sov,
fanged ei Fugl i Skov.
Hos flittig Mand kan Sult iblandt
vel gjennem Rude kikke;
men indenfore vover den sig ikke.
Ei heller paa hans Tærskel fandt
du Stevnemand eller Fu't;
thi Stræbsomhed stryger Gjælden ud;
men Modløshed øger Pant.
Flid?
Hvad Andet end benyttet Tid?
Kun da kan en Ulykke,
naar den umandig bæres, trykke.
Trefoldigt Veeraab over Manden,
der lod den Stund, da Stordaad kunde gjøres,
unyttet bort blandt andre Timer føres!
-- Han er ei værd at finde nogen Anden.
Fordobles skal din Fryd saa mangegange,
som Du den dele vil med Mange.
|
| d.IV,b.1,s.186 |
Eensom Fryd
er liig en yndig Lyd,
der spildes i en Ørken hen,
hvor intet Dvergmaal dobbler den.
Det bedste Eie, som du har,
er rosenrødt Sind, Forstanden hvid og klar.
Blier Klogskab, som i Alting sparer,
ret tidlig din Huusholder, da
dit Forraad alt til Graven varer.
Gjerrige gjør Ingen vel,
allermindst sig Selv.
Flittighed
af Ønsker ikke veed,
og plager ikke Himmelen med Raab.
Den døer af Sult, som leve vil af Haab.
Uden Umage
aldrig komme gode Dage.
Hænder i Lomme
blive bestandig tomme.
Nu, da jeg har en Koe og et Faar,
venlig Godmorgen af Hvermand jeg faaer.
Huusbond, vil du Fordeel af Ploven drage,
selv maa du Haanden i Styret tage.
|
| d.IV,b.1,s.187 |
I Alting er en Middelvei:
Forstand den finder, Lidenskaber ei.
Omhu-brist -- den Mand er ei viis.
Indsigt-brist -- den Mand er ei lærd.
Den Første dog volder i alskens Færd
det største Forliis.
For lykkelig at være ei raader Mennesket;
men derfor vel, at blive det.
At døe for Frihed og Sandhed er ikke en Død
alene for Landet, der giver os Brød;
men ligesom Frelserens Golgathafærd,
en Død for en Verd.
Om Skjebnen ei du kan,
dig Selv du skal betvinge.
Da vil dit Hjerte klinge:
"nu er jeg bleven Mand."
Tag Det iagt -- da Ven dig ei berøves:
ham give Ære, er han hos;
og, er han borte, Ros;
og Hjælp kun da, naar Hjælp behøves!
Hvor Sandhed vækker Vreden,
der saaret er Samvittigheden.
|
| d.IV,b.1,s.188 |
Ei brænde Hidsighed under Armens Magt,
saa Frygt du vinder kun for Agt!
Ja tarvelige Lampe, der i dunkel Kjelder
med egen Straale lyser, være vil langt heller
end store Maane,
der sit Lys maa laane.
Jeg vil kun æres for min egen Skyld.
Som den er, er Verden god.
Ville vi, kan den bedre vorde.
Fra et dydigt Hjertes Rod
blomstrer Himmel frem paa Jorden.
Det første Trin paa Lastens Bane tidt
paa Dydens blev det sidste Skridt.
Salig Hvo i hver en Handling
Skinnet ifra Sandhed skiller.
Let ham bliver den Forvandling
hvor ei Skin ham meer omspiller,
hvor han fanger Lys for Blod --
den han blomstrer her imod.
Giv ei aarhundred-gammel Fordom Rum!
Den ældste Mening ofte meest er dum.
Ja æres denne end af Folkets Flok,
Det dertil være dig ei Aarsag nok!
|
| d.IV,b.1,s.189 |
At øve det Gode, ja Store, er let
mod Eet,
mod Eet, som er ene besværligt:
at modstaae det Onde, foragte det ærligt.
Vel født er vel en Trøst;
men bedre, vel opdragen.
Vel gift er Livets Lyst;
vel død dog Hovedsagen.
Den, som stedse Retfærd øver,
altid nok af Venner fandt;
thi sig Selv og Gud han vandt.
Mon han Fleer end dem behøver?
Velgjort er enten snart gjort eller Meget gjort.
-- Nei, nok fort, nok gjort, bare vel gjort!
Dyrebar er mig en Ven, dog Uven er ogsaa til Gavn.
Teer mig en Ven Hvad jeg kan, Uven mig teer Hvad jeg skal.
Bered dig paa at see
dit Haab hendunste, Duggen liig om Dagen,
din Jubel høre vexles om til Vee!
En buden Gjest vel bedre blier modtagen,
end den, som treen ubuden i din Hal.
I Angreb blev den Tappre sjelden slagen,
men oftere ved Overfald.
|
| d.IV,b.1,s.190 |
Godt at boe, godt at boe
overalt herneden.
Saavidt Guds Stjerner Krandse snoe
om Himlene heroven.
Hvor Hjertet spiller frit og fro
i Bryst, som Kildevoven,
der, du kjære Broder, tro,
er Jordeboers Eden!
Med evig Bedrift din Dødeligheds Dage du krone!
Daadløs synke ei ned nogen Qvel!
Engle din Daad bære op til Guddommens Throne.
Der i Triumph, naar du døer, den møder din Sjel.
Mange gad nok uden Møie
æde, sove og fordøie,
leve blot af Kløgt i Mag og Fred;
men de slippe ei ud dermed.
Tjente jeg en Herre god,
og han fandt mig lad og treven:
vard jeg ikke rød som Blod?
Nu min egen Herre bleven,
om jeg greb mig i det Samme.
maa jeg for mig Selv mig skamme.
Flyer du Fornøielsen? Hvor du dig dølger,
se, den følger!
Grædten og grinet slentrer Leddiggang.
Dorskhed ligger i Sorgers Fang.
|
| d.IV,b.1,s.191 |
Vaarsol, som er saa vakker og vâk
skulle du finde ei Gjenta i Stak?
kikke i Stua, see Guten i Sengen?
-- Pusta'en Ola! -- 'en Ola er paa Engen.
Spørg ei arvet Pose-guld,
Vang og Skov og feden Muld,
om en Mand er riig!
Spørg alene Mandens Flid!
Den skal Sandhed sige dig,
Den skal være sikkrest Maal
paa Dybden af hans gyldne Skaal.
Et Stykke Brød af Fattigmands Fred
er bedre end paa Sølverfad
en Oxe feed
med Had.
For en Synder er det svârt,
ei sin Udaad aabenbare.
Hvertet Ord
er et fuult Angiver-chor;
i hvert Træk fremtitter klart
en Forræder-skare.
God-Villie (en Gut saa liden og rund)
saa svært et Vognlas drog.
Men Dovenkrog
(en Rise saa lang og svær)
han sagde om en liden Fjær:
den veier vist hundred' Pund.
Hvo stjal en Kalv, stjal og en Ku.
Af Lækkertand bliver saa let en Tju.
|
| d.IV,b.1,s.192 |
Haandværk har gylden Hjerterod,
bær' det om Munden end Støv og Sod.
En Kunst er Reisepenge god,
som tynger hverken Haand eller Fod.
Kan du en Kunst, over Land, gjennem Bye
fri kan du flyve som Fugl under Skye.
Se den Dag, som bøied sig ned bag Sky igaar,
nu i denne Dag idag Skolemester faaer!
Morgendagen (ja endog, om jeg døde da)
altid i Erfaringsbogen slaaer op nye Pagina.
Kort er Livet, Meget er
Det, vi skulle lære her.
Fremmed Ild er ei saa klar,
som den Røg vi hjemme har.
Haarde Eeg
falder ei som Havre-neeg,
faaer af første Hug ei Brist.
Men, hvis du ei trættes vist
siiger den tilsidst.
Meget mangler Armod vel;
Alt dog fattes gjerrig Sjel.
|
| d.IV,b.1,s.193 |
Forsilde, ak forsilde,
hvis, først naar Daarskab har dig ødelagt,
Du, Det du forhen bød Foragt,
du Viisdom dig erhverve vilde.
-- Paa Huus, som staaer, kan bygges Taarn og Tind;
men ei paa sammenstyrtende Ruin.
Jo Frommere, desmindre kan
En tænke Ondt om anden Mand.
Livet
er liig en reenbebladet Bog os givet.
Skriv deri da ei Andet end
Hvad glad du læse kan i Himmelen;
thi sandeligen der du faaer at puge den!
Een Løgn
føder ti i Døgn.
Tag paa dit Værktøi fat foruden Votter!
Med Handsker paa ei fanger Katten Rotter.
Brug Tiden vel, om du vil Fritid finde!
Men, da du ei er vis paa en Secund,
saa kast ei bort en Times Stund.
Arbeidsom altid kan en Fristund vinde;
men Ladmand ingensinde.
|
| d.IV,b.1,s.194 |
Haandværkeren. Jeg maa mine Hænder bruge
hele den udslagne Uge,
for jeg eier ikke Land
-- er dog lige sæl en Mand.
Bonden. Vakker Grøde paa min Muld
er vel Guld.
Dog er Skattens Skjepper druge.
-- Knuger vel og denne fuld.
Haandværkeren. Men hos mig, se, hver en Finger
Rente bringer.
Spindersken. Spinder jeg ikke -- ja vel,
Stryet beholder jeg selv.
Men spinder jeg, Gjenta mi', ja,
Gjenta mi' da, haha!
da kan du fly
mig Sølv for Stry,
da kan du bringe mig Guld for Uld.
Flittig Spinderske spinder Huus af Hytte.
Saa tidt hun vil kan hun Linned bytte.
Skyldners Tid tør ikke raste.
Vinge har den paa Skulder og Hæl.
Den har altfor kort en Faste,
som pligter at klare til Paaske sin Gjæld.
|
| d.IV,b.1,s.195 |
Gjældner passer nok paa
Forfaldstid, Dag og Termin
Skyldner, glem ei at slaae
Almanak op paa Væggen din!
Lettere tvende Arner at bygge,
end Ilden paa een at hygge.
Stræb og spar!
Selv kan du gjøre Lykken huld.
I denne Tro du Stenen har,
som omforvandler Bly til Guld.
Spar heller
til Alder og Trang!
Engang det qveller,
var Dagen end noksaa solklar og lang.
Tigange, før du troer, at tænke over
er vaagen Viisdom og ei Vid, som sover.
Bedre at blive staaende i Tvivlen,
end snuble i sin Ilen.
I skyldløs Munterhed
din Ungdom flyde i Timeglasset ned!
Thi viid, det ei er Dyd,
som tør forbyde saadan Fryd.
Retsindighed og Glæde i samme Hjerte boe;
Naturen selv dem sammenbinder.
Og disse hulde Søstre to
adskilles kun af Menneskefiender.
|
| d.IV,b.1,s.196 |
Varer Jubel længe, bliver den til Skrig.
Hvis du hos Glæden dvæler, dens Værd er tabt for dig.
Hvo vied' den een Dag, har vist at vente
en' træg og sorgfuld Qvel irente.
Fryd er Livets Kryder, ei dets Suul.
Hvorledes mon det gik, hvis Aaret rundt var Juul?
Kun driftig Mand kan sige: "Glæden jeg kun naaer.
Ved Enden af mit Dagværk, se, dens Tempel staaer!"
Den herligste Skat du Himmelen betaler . .
den Farve, som, hvor bleg den er, dog maler
din Jorde-fryd end skjønnere end før,
og krydrer den og den uskadlig gjør . .
den Engel, som derfor just tit styrter Krybet,
at det forherliget sig reise kan af Dybet . .
er -- Lidelsen.
Elsk Alle! vær ei Nogens Fiende; men
bed Den, som elsker Dyden: "vær min Ven!"
Det er en usel Ovn, som ei kan blive heed.
Den er en usel Mand, som ei kan blive vred.
|
| d.IV,b.1,s.197 |
Men Ilden vogter du, naar Ovnen hedes?
hvi da ei Vredens Ild, naar, Mand, du vredes?
og Tungen, naar du er i Harme?
Thi ingen Gnist kan volde en større Skadevarme.
Heller uden Mad tilqvel
under Fell
end staae op med Gjæld!
Vindskibelighed gjør riig,
saavist Studering Lærdom giver,
saavist den Tappre hædret bliver,
og Dyd til Himlen svinger sig.
Fedt Kjøkken, gylden Dør
mavert Testamente gjør.
Stort Skib for liden Læk er sjunken.
Lækker-Tungen
finder snarlig Læk paa Pungen.
Kortenspil, Terninger, Piger og Viin.
-- Hver af disse
har tilvisse
været mangen Mands Ruin.
Tid ei gjemmes, som du gjemmer Penge,
Tabt Tid ei findes, om du søger længe.
Dovenskab gjør Alting svært og tvært;
Flittighed gjør Alting let og kjært.
|
| d.IV,b.1,s.198 |
Hvo silde reiser sig fra Lagen
faaer nok at løbe hele Dagen,
og endda knapt han til sit Dagværk naaer
før sorte Nat imellem begge staaer.
Har du imorgen at gjøre en Sag, --
gjør den, om muligt, idag.
Driv paa dit Dagværk! -- Det paa dig ei drive!
Men tidlig i og tidlig op af Seng
gjør Manden rask, som var han stedse Dreng;
og skal ham Oldings Viisdom, Velstand give.
Ak skarp, besværlig er vor Stie,
og haarde Kampe kjæmpe vi,
Men flyer du Kampen, flyer du Stien selv --
Selvmorder skjælv!
Ejah! Du lider ei Nød,
har du Tilfredshed til Salt og Brød.
Eller kjender du, Ven,
-- Ost til Brødet bedre end den?
Arm paa Tid vor Ungdom er;
Men derfor og af dobbelt Værd.
Med sparsom Haand som Guld den da udtæl,
og vei Secunden vel!
|
| d.IV,b.1,s.199 |
Saa meget vild den vandrer ei,
som vender om paa halve Vei.
Hvis du er ædel Mand, min Ven!
som vil selvstændig vandre,
saa ofte som du kan, gjør dig forbundne Andre;
men gjør dig sjelden kun forbunden dem igjen!
Borgernes Manddom og Dyd
er Statens bedste Muur og Spyd.
Mande-virksomhed, Qvinde-flid
-- dens Proviant til evig Tid.
I slig en Rustning den taaler Strid,
med slig en Skreppe
i hundred' Aar indtages den neppe.
Gods tabt -- Intet tabt.
Liv tabt -- Lidet tabt.
Modet tabt -- Meget tabt.
Æren tabt -- Alt tabt.
Bedre arm med Ære
end riig med Skam at være.
Fremmed Arne sort,
egen Arne gylden Port.
Første Lyst under Bordet sættes
lettere end alle de Følgende mættes.
|
| d.IV,b.1,s.200 |
Lyst til Pynt
røver fattig Daares Mynt.
Spørg din Pung, ja ryst den,
før du spørger Lysten!
Saamangen Mand kan Synden gjøre arm;
men hundred Trængende age i Overdaads gyldne Karm.
Daaren, for Stads paa Ryggen at have,
spanker omkring med sulten Mave.
Atlask, Skarlagen og Silke rød
slukker paa Arnen baade Ild og Glød.
Bonde paa Benene bedre deran
End som paa Knæerne fornem Mand.
Første Lyst kan være svag;
men kommer vist igjen,
-- ja maaskee næste Dag.
Og hver en Dag vil den forstærke,
saa Den, der kom som lidet Barn,
fremstamper snart som vældigt Hærkje
Herremænd.
Forfængelighed er en Betler,
og frækkere end selve Trangen.
Een Skilling hjælper denne lidt adgangen;
men hiin forlanger Sedler.
|
| d.IV,b.1,s.201 |
Kan Dyden end ei altid vinde Seir,
dog ubeseiret kan den stande,
liig midt i Storm og vilden Veir
en Klippes faste Pande.
Daarlig Handel, give Penge hen,
for at kjøbe Anger ind igjen.
I Vennebarm
saml Skat til Aldren krum og arm!
Thi brændte end din Hytte af,
og brast din Stav,
og slukkedes din Kjerte,
bedække dig
skal da hans Flig,
dig varme skal hans Hjerte.
Kunne mønstre med et roligt Blik
Dagene, som vare,
Fremtids-Dages Skare
-- o største Høihed Dødelige fik!
Giv stolte Daare stolt Foragt!
Dog endnu større Ringeagt Den døier,
som stedse smidskende sig bøier,
som stedse gaaer som sammenlagt.
Hvad er en Sommerfugl i al sin Pragt?
-- en Kaalorm kun, blot i en anden Dragt.
I dette Billed Pyntegjækken
seer sig saa grant som Bukken sig i Bækken.
|
| FORRIGE |