|
|
| d.IV,b.1,s.68 |
FOR ALMUEN
ANDET HEFTE
INDHOLD
I. Opmuntring til at danne Sogneselskaber, forbundne
med det Kongelige Selskab for Norges Vel.
II. Udkast til Love for saadanne Sogneselskaber.
OPMUNTRING TIL AT DANNE SOGNESELSKABER,
forbundne med det kongelige Selskab for Norges Vel.
Dette Ene bør Vi stille os klart for Øine, at
Hvad der er Almeennyttigt er ogsaa enhver
Enkelts Fordeel; at, hvis Enhver af en ufor-
standig Egennytte, afsondrer sin egen Fordeel
aldeles, da vil ethvert menneskeligt Samfund
opløses.
En længst-henfaren Viismand.
Medborgere og Medborgerinder!
Et Selskab for Norges Vel? -- Lader os dvæle ved disse Ord:
de synes at tale til Os.
Sandelig, ja! til Alle, der spise norskt Brød, drikke norskt
Vand. Den, der vier Norge sin Sved, maa fuldeligen forstaae dem.
Et Selskab for Norges Vel? -- O have vi forstaaet disse
Ord, der gjennembrusede Dalen og opløftede Ædlingernes Hjer-
ter? -- de ere Navnet paa Staten selv, ja "Statens" aldeles for-
klarende, sandeste, skjønneste, forbilledlige (ideale) Navn! De
forskjellige Borgerstænders Liv ere ligesaamange, kun i Klangen
forskjellige, i Meningen overeensstemmende Udtydninger deraf?
Ved Norges Vel! det er saa: det er den retsindige Nor-
mands Navn paa det norske Statssamfund. Kun den Dovne og
den Fordærvede vil ikke vide af at "Stat," og, "et Samfund for
|
| d.IV,b.1,s.69 |
det hele Lands Vel", skal betyde det Samme. Hiin seer i Staten
kun Opfødersken, Denne Tugtersken, som man maae hevne sig
paa ved List eller Vold. Men den Retsindige, den kloge Arbei-
dende, ja ham er dette Begreb af Stat, dette Navn paa hans
egen Stat det elskeligste han hører, ligesom Friheden og den
christelige Broderkjærlighed aande deri, hvorimod "Stat," hvor
hiint Begreb ikke kan passe, hvor Voldherredømme, eller (som
oftest det Samme) Eneherredømme, Kaster, Enerettigheder og
andre Menneskehedens værste Plager herske, hvor Ingen tør virke
frit for det Heles Bedste, ofte er et iiskoldt, forhadt Begreb.
Et Samfund for Norges Vel? -- o herligste Navn paa det
norske Folk, skulde du bedrage vore Hjerter med Tilsagnet, at
de drage deres Styrke af lykkelige Dale, nu mens Forfængelig-
hedens Flitter blinder vore Øine, mens Armodens og Mismodets
Klager døve vore Øren?
O Medborgere, huser en saadan Jammer hist og her, da frem-
kalder dens Sang eller Suk de Godes Kraft, da er netop Tiden
til at begynde, da fremkalder Denne de gode Dage. Se, Vi ville
døbe hverandre! ja, stærke i Haabet, opløfte Vi vore Hænder
over Alfolket og døbe det med hiint dets herligste Navn; og
Hver, der ikke drager sit Hoved og sin Haand tilbage, frasvær-
ger sig den urene Egennytte og Dovenskab og Dumhed, men
tilsværger sig klog Vindskibelighed, Tarvelighed, Lærvillighed,
Frihedssind.
Hør! Tonen af dette Folkets sande Navn gaaer igjennem
den dygtige norske Søemands Fartøis Kjølvands-brusen, igjennem
den flinke Kjøbmands Bods Murmlen, hans Vægts Knirken, igjen-
nem Bjergmandens og Skovmandens Øxslag og Saugens Hviin,
igjennem Landmandens Plovs Skjæren, som igjennem Embeds-
mandens Pens sagte Hvisplen. Men vort Øre, aabnet engang
for hiint Navns sande Tone og Betydning, hører denne ikke i
Brusenen efter Smuglerens eller Avarie-kaperens Fartøi, i den
Kjøbmands-Bods Murmlen, hvor Forfængeligheden finder Næring
eller hvor forbudte Varer sælges eller udsendes, i Dens Øxslag
eller Mineer-hamren, der driver sin Grube eller Skov paa Rov,
i den dovne Bondes søvnige Ploug-skjæren, eller i Dens, der
ligeledes, saa at sige, driver sin Jord paa Rov, eller i den Em-
bedsmands Pennehvisplen, der befatter sig med noget Pligtstri-
digt. Nei! thi i Disses, som i Hines Virken og hele Liv finde
|
| d.IV,b.1,s.70 |
vi ikke den Sandhed udtrykt, der aldeles nødvendigen maa
fremskinne af den Enkeltes, som af hele Standens, som af alle
Stænders Handlinger, hvis de skulle have Værd og virke til at
hiint Navn "et Samfund for Landets Vel" bliver næsten det hele
Folks, og enstydigt med "Stat"; ja den Sandhed hiin hedenfarne
Viismand lærte os ovenfor, eller den: Mennesket i al sin Hand-
len tabe ikke sine Medmenneskers Vel afsigte. For ædel er denne
Sandhed til at kaldes alene borgerlig eller politisk: -- dens Er-
kjendelse, præget i Fleerhedens Virken, forædler Staten aldeles
til et reent sædeligt eller moralsk Samfund; thi den lærer jo,
at enhver Handling skal være Mønstret paa en Dyd; og et saa-
dant Mønster er en rig Gave, der strækker til Alle. Se derfor,
Vi der dyrke Jorden og Havet, og tilbringe Livet med de
sandest-menneskelige, uskyldigste Sysler, Vi vide, at der er Held
for det hele Fædreneland i vor, ja i hver Enkelts velførte Dont;
og Vi ville øve den med en saadan Iver og Indsigt, som om
Alverden stod om os og vilde lære. -- Ja sandelig Landmand,
du er ikke forglemt: skarpe Øine følge nu din Plovfure, og de
Indsigtsfuldestes Bifald tilraaber Dig og Enhver, der saaledes øver
sit skjønne Kald: det, at forskjønne og forbedre en Guds Ver-
den, at berige og opdække mere og mere dette store Fad, Milli-
onerne broderligen skulle sidde om under Himlens store Tag.
Vi have Erfaring for, at endog i den trælkede Stat kan endog
en høi Grad af borgerlig Lykke, men dog kun kortvarigen, frem-
blomstre, naar en Almeenaand, en kraftig Villie for det hele
Fædrelands Vel, den Aand, der udtaler sig i hiin Sandhed, fand-
tes virkende hos en større Deel af Borgerne og forbindende
Disse i eenskilte Samfund. Ja disse høihjertede Fædrenelands-
venner, kaldende sig tilsammen Landhuusholdningsselskab, For-
ening for Borgerheld o. fl. d. formaaede til sine Tider at udslette
de Saar, Folket forhen blødede af: dets slette Regjerings Indsegl;
-- de formaaede, ved forenede Bestræbelser, at udslette Arrene
efter Aaget.
Kunde Borgere saaledes og i saadanne Lande end selv virke
velsignende for det Hele, er en Almeenaand saa kraftig til Held
omendog den er saa indsnørt inden alle Magthaveriets og hævdede
Fordommes Lænker, thi den har kolde, uhjælpvillige Voldherskere
ovenover sig, og Livegne eller sløve, træge Trælle under sig at
virke paa, saa at den ikke tør eller kan udrette hvad den vilde:
|
| d.IV,b.1,s.71 |
hvormeget friere maa da ikke en Almeenaand leve, hvormeget
herligere maa den da ikke udspænde sig, hvor den saa at sige
har det fuldkomneste, fuldt udviklede Legeme at aande i: et heelt,
frit Folk at røre sig i, hvor de fornuftige Gjerninger ikke kjende
nogen Tvang, hvor een eller flere Magthaveres Luner eller Love
ikke indknibe Veien for nogen fornuftig Virken, ja ikke for nogen-
somhelst, naar den ikke er Forbrydelse, men hvor Lovene meget
mere opfordre en Almeenaand til at vise sig i sit fuldeste Liv,
ja hvor Forfatningen opfordrer Borgerne til at gjøre Selv alt det
Meget til Statens Bedste, den ikke overlod Regjeringen Magten til
at gjøre: i en saadan Stat, i en som Vor -- Alstyreren være
priset! -- hvor Alt opfordrer Alle til at hylde hine Almeenaandens
Tegn-ord: "tænk paa Fædrelandets Bedste i al din Daad, til at
gjøre hele Staten eenstydig med "et Samfund for Norges Vel?"
Lader os dog ikke blive misfornøiede med den nærværende
Tid, om vi maae tilstaae for hverandre: at det er ikke saa. Vi
ville heller være glade med den nærværende Stund, den vi an-
vende til det, der altid maa gaae foran et stort eller heldbrin-
gende Foretag, nemlig til at betragte os Selv og vore Medborgere,
vor Virken og hvorvidt denne har været nyttig ogsaa for disse,
for det Hele, og kan vorde det end mere. Vi maae være tilfredse
i denne Stund, da vi beslutte, at, har det ikke været saa hidtil,
at en Almeenaand har knyttet Norges Mænd sammen i By og
Bygd, saa skal det dog vorde saa! det er norske Mænd som
beslutte: At hele Folket fra dets kronede Styrer og til Huus-
mandens Arbeider skulde vorde saa, skulde vorde et Samfund
for Fædrenelandets Vel, saaledes at Enhver skulde med Haanden
mod Himlen kunne sige: "jeg ærer i mit Liv de Dyder, der gjøre
mit Fædreneland blomstrende, jeg arbeider ogsaa redeligen for
dettes Vel og er lykkelig med dets Tusinder! -- " o, lader os ikke
glemme, at vi ere Mennesker, lader os kun opstille denne skjønne
Tanke som et Forbillede for det Samfund, vi føle os istand til
at danne, og lader os dristigen gaae det imøde! Det egner
Manden at opstille sig et høit Maal, og at ile imod det med fuld
Lyst og Mod, omendskjøndt han er sig velbevidst, at altid et
Svælg, Ufuldkommenhedens, vil briste imellem, at selv de gyld-
neste Dage ikke mægte at tildække dets sidste Rift.
Medborgere! et saadant Svælg udæsker vor redelige Villie og
al vor Kraft! Vi staae ved et saadant Svælg. Men før vi kaste
|
| d.IV,b.1,s.72 |
vore Øine nedi det, gjenkalder jeg endnu engang i Erindringen
(og dette skal give os Mod) at det dybeste Gab: Store Mangler
i Statsforfatningen: det hvorover andre Landes Patrioter for-
tvivle, hos os er udfyldt. Fra denne faste Grund see vi modigen
nedi de andre Dybder, hvorfra Klager lyde, fast besluttede ogsaa
at opfylde disse: der see vi Armoden i de forskjelligste Skikkel-
ser, men allerbesynderligst ofte i Forfængelighedens Flitter, eller
med dovne Hænder tørrende sig om Munden, for atter at be-
gynde sine Sukke, efterat have ædt sig mæt i den Flittiges Sved,
ja Armod og Lediggang sammenparret: der høre vi Klager over
Udarmelse, strax Trælasthandelen slaaer feil (som om den nor-
ske Bonde bygger sin Velfærd paa udenlandske Kjøbmænds
Luner eller fremmede Love) og det medens Agrene og Vangene
rundtom den Klagende sørge i vild Uorden efter Plov og Lja,
mens Qvikroden griber den Klagende om Foden, som for at
minde ham om, hvor den sande Velstand er at finde: der see
vi Dynger af Tilbagestands-Lister: der høre vi Klager over Mis-
brug af Brændeviin, over Forbrydelser, over Overdaad, over
Mangel paa Fabriker og paa Huusflid, saa at Udlændingen maa
klæde Normanden, ligesom han har vant sig til at ville made
ham; -- og saaledes flere Tegn til Lidelser, dem de Lidende
eller Klagende selv fordetmeste foranledige sig. Men forstum-
mede nu alle disse Sorgsposter, opfyldtes dette Gab, der endnu,
fremynglende slige Suk, sortner imellem vore Bestræbelser og
disses Maal: hele Fædrenelandets Lykke -- hvornær var da
ikke den hele Stat at kunne kaldes eet Samfund for Norges Vel?
Og -- Held os! -- saameget nærmere kunne Vi i vore Dage
bringe det, og saameget lykkeligere overlevere Norge til Ætlin-
gerne: thi hine Klageposter kunne Alle i faae Aar, d. e. i saa
faae Aar, som der behøves til at en større Deel af Norges dyg-
tigste Mænd og Qvinder af enhver Stand, men dog fortrinligen
af den, der driver den ethvert Lands vigtigste Syssel, Agerbru-
get, forene sig, for derved at give deres samstemmige, redelige
Villie Kraft til at raade Bod paa Manglerne; og som der be-
høves til at dette Fædrelands Samfund faaer Tid til at sætte
deres Virken d. e. deres Forbedringer over det vide Land i fuld
Bevægelse og Samklang. Ja, saa er det! saa maa det være!
Hvad den menneskelige Ufuldkommenhed forbyder det hele folk
at være, det: et Selskab for Norges Vel, kan dog en Mængde af
|
| d.IV,b.1,s.73 |
dette være. Og saa er det: et Samfund af norske Mænd og Qvin-
der, i hvem hiin Almeenaand lever, og hvilket H. M. Kongen hædrer
med sin Beskyttelse, have antaget hiint den hele Stats egentlige
Navn: "et Selskab for Norges Vel" besluttende med forenede Kræf-
ter at hævde dette Navn, ved at forbedre og ophjælpe Landhuus-
holdningen, samt alle de Erhvervsgrene (tilsammen: Oekonomien)
som Naturen har anviist, og Flid og Snille maatte anvise Fædrene-
landet: disse Velværets Kilder, med hvem Frihed, Lykke, den hele
Stat blomstrer eller hentørres.
Dette Fædrelandssamfund indbyder Os og enhver Normand
og Norqvinde til at ville og virke det Samme; og ogsaa Vi ville
følge dette Kald, som baade vor Forstand og vore Følelser saa-
meget billiger: -- ja Disse raabe: "det er paa høi Tid" Hiin
med Guds og vore Brødres Hjelp, "ikke for seent." Ja ogsaa
Vi ville være i dette Samfund, og række vore Hoveder og vore
Arme til, med alle de Andres, med kraftig Villie, at omspænde
hele Fædrenelandets Vel! Ja ogsaa Vi! -- thi ogsaa Vi indsee,
at enhver Livshaandtering, for at være agtværdig og sand-
fordeelagtig, maa ikke tabe det Almeengavnlige afsigte: at den
fjerne Bonde eller Fisker kan være almeennyttig og virke vel-
dædig uden for sin Skigaard, om endog blot som Mønster: at
vore Næringsveie ere de allervigtigste og maae drives med
vaagne Øine, at de og de Redskaber, vore Fædre agtede for
uforbederlige, ikke saa med Træghed maae agtes af os; men at
Meget meget vel kan og bør forbedres; at vi i vor egen Bygd
have som en liden Heel-stat, et lidet Fædreneland at forbedre med
samme Iver, det kongelige Selskab anvender paa den hele Store.
O vi maae tilstaae, og det med ligesaamegen Sandhed, som
vi tilstaae det gjerne, at vort Norge er i dygtige Hænder, under
kloge Øine, en, vel endnu i det hele raa, men herlig Masse at
danne til et lykkeligt, velstaaende Land; ja, tag endog Sølvet
og Kobberet og Jernet af vore Fjelde, vi ville hygge os i Dalene
og sige det Samme. Ere Dalene velstaaende, da skulle vel
Bjergene siden gjøre dem rige. Se! hiint Dyb imellem vore Be-
stræbelser og deres Maal skal det i enhver Green forbedrede
Agerbrug fortrinligviis fylde op: det skal opfyldes med Jord, og
vi skulle pløie derover, og Velsignelsens Sæd vugge over det
Dyb, hvoropaf Manglerne og Klagerne stege, og hvori den Ret-
sindige stirrede med sorgfuld Eftertanke!
|
| d.IV,b.1,s.74 |
"Skal Sorg og Qval vor Moders Barm omspænde?
Sin Moder Ætten som et Valrov see?
Kom al min Kraft! tredobbelt du dig spænde!
Viis Verden, Hvad ved Samfunds Haand kan skee!
Viis Normandsblod i hvert et Lem at rinde!
Brænd, Lue! høit, og stedse reen og klar!"
Saa runger nu en Røst om Dovres Tinde!
Og "Norges Vel" det skjønne Løsen var.
Ja, Brødre, kom! til Altret lad os træde!
-- Det Alter er hver Dal, hver Norges Steen --
I Norges Vel vi søge Broderglæde!
For Norges Vel vi Alle staae som Een!Saa hilsede en Skjald Fædrenelandssamfundet i de første Aar
det knyttede sig om Norge.
Hil, Brødre! Fædrelands-samfundets Venner og Veninder! Se
Vi, Landmænd og Havmænd og Bjergmænd, Vi og vore Qvinder
opløfte med Eder vore Hænder til Verket, at forbedre vor For-
fatning, at signe det hele Norge, til at afdække Algodheden,
hvis Smiil over vort Norge langt fra er karrigt; nei -- om det
behagede Almagten at kaare Norge til en udmærket Plads at
vise sig paa, Algodheden beholdt Rum nok til at udslaae fulde
Smiil: den dæmrer Almagten ved Siden i Dalen, der klynger
sig frugtbar til Jøkelen; men dens Smiil dæmrer -- det skal
lyse! Derfor -- Oplysning, Eftertanke, Opmærksomhed og Flid;
og -- se det lyser klarere igjennem enhver vor Livs-Gjerning!
Vi skulle dyrke denne med samme utrættelige Flid, som vi vilde
anvende paa at reenskure et kosteligt Kar af ædelt Metal, som
vi havde fundet i Jorden ifra Hedenold. Og sandelig vi have
arvet vor Odel ifra Hedenold, for at forbedre og reengjøre den.
Vi, Norges Bønder og dygtige Næringsdrivende af enhver Stand,
vi kunne ikke være udenfore hiint Fædrenelandssamfund: Vi som
skulle være dets Kraft og Marv, og høste Nytten deraf: Lær-
domme, Hjælp og vore Kaars Forbedring: Vi ville forene os for
at høste den fornuftigste, varigste og største Nytte af vort Lands
naturlige Rigdomme, Forsynets særegne Velsignelser, af Algod-
heden, der skinner igjennem Stimerne i vore afsides Fjorde saa
|
| d.IV,b.1,s.75 |
deres mørke Bredder lysne, der sænker sit Smiil med alle Regn-
buens Farver nedover vore skaldede Klipper i deres Lavdækker,
der aabner saamangen sin Haand efter Kornet under Skov og
Myr, og gjemmer videnom i Aaserne Evner til ligesaa riig en
Fylde, som den, den udøser i Dalene; ja skjuler sine Rigdomme
nær den Vange, hvor den fra Arildstid har hævdet sig i Blom-
ster, men -- uden at skride videre. Nei! vort Norge skal dog
ikke være mere udyrket, d. e. armere end Oldets, da Udlandene
finge dets Kræfters Overmaal at føle? Vort? vort af Himlen
med Frihed, Fred og gode Aaringer signte Norge? Vort? skabt
til det selvstændigste Tilvær: Halvdelen til at vorde riig i ærlig
Handel med sine egne Landsmænd af Agerbrug og Skovdrift:
Halvdelen til at vorde riig af Fiskehandel og Qvæghandel? --
Bort! Hvad mangler os? Vi trænge ikke engang til, at de andre
ærgjerrige Stater, i Kamp paa Havet skulle komme og veie vore
Tømmerstabler med Guld; men -- komme de! som en smeltet
Flom af Erts skal det anvendes til at tære Myr og Fjeld bort.
-- Vi skulle vinde da i vor rolige Krog (der staaer i Templet
under Himmelhvælvet altid Lyksalighedens Altar) ligesom vi alle-
rede have vundet, ja næsten som uden at tænke derpaa, i Eu-
ropas store blodige Spil, hvor Kroner vare Regnepenge, alene
og uden Tab, det Udsatte: Gevinsten -- Frihed. O! vort Norge
staaer tilbage i Agerdyrkning og Næringsdrift, i Opdyrkelse, i
sandt Velvære for det Gamle? Vi glemme -- hvis vi spørge saa,
eller spørge blot, om det skal staae tilbage for Lande, Himlen
har givet lige Velsignelser -- Vi glemme hiint vort Lands eien-
dommelige Fortrin, og at lægge til Visheden om vor legemlige
Kraft til at aftvinge Naturen dens Bedste, at Normanden ligesaa
lidet mangler Aandens Evne til at opfinde og opfatte, at han er
skikket til at lade et Øie og en Tanke følge med Haanden, at
den Magelighed, man vil bebreide ham som Grund til flere af
hans Mangler, og til at Andre ere vante til at føde og klæde
ham, er aldeles ikke ham naturlig, men en endnu vedvarende
Følge af den Uvirksomhed, hans Lands forrige Forbindelse hen-
satte ham i: -- Vi maa minde os selv om, at baade vore Hjer-
ner, Hjerter og Arme ere ligesaa malmrige som vort Korn og
vore Bjerge.
Hvad mangler os da? Intet uden at vide dette og ikke at
sætte en dum Stolthed i saadanne Velgjerningsfortrin, men der-
|
| d.IV,b.1,s.76 |
imod søge at fortjene disse ved at dyrke baade vore egne og
vort Fædrelands Kræfter.
Vel! Vi ifra Dalene, fra Fjordene, Vi ere ligesaa lidet uvidende
om at vort Norge fortjener og lønner vore Anstrængelser, som om
de heldbringende Virkninger en Forening i disse maa have fortrin-
ligviis. Vi ville lægge til vor Roes som brave Folk paa vor Gaard,
ogsaa den, at være nyttige Folk udenom denne: Vi ville ikke
staae løse og adspredte som forhen inden den store Fædrelands-
samfundets Kreds, der omringer os: Vi ville ikke staae ensomme
som Skamstøtter, mens Alt rører sig i Liv udenom os. Se, Vi
ville gjøre vor Virken, stedse fortskridende i Indsigt og Kreds,
lig Blodet i det menneskelige Legeme (her: Fædrelandssamfun-
det) Blodet, der stedse raskere strømmer til dettes Middelpunkt,
til Hjertet -- den Tanke: Norges, Fædrenelandets Vel! Alt opfor-
drer jo Alle dertil, til i det gjenfødte Norge at reise paa sig, til
at give vor hjemlige Syssel saa ophøiet en Retning, som den til
Alles Vel: Det Ufrugtbare taler jo altid til det fornuftige Væsens
fortrinligste Lyst, den, at lyksaliggjøre Alt om sig, ja beder ham,
som med blottet Isse, fortørret Strube og visnede Hænder, om
at vorde frugtbart. Men hvormeget mere tiltaler os ikke det
Forsømte, der har en hurtigere Evne til at vorde rigt, ja maa-
skee har været det, men sørger nu i Udmarkene? Ja, i Sandhed
Alt opfordrer Os til at reise os forenede for det fælleds Bedste:
Den Eftertænksomme hører Agerens, Skovens, Havets, Bjergets
Røst, og Frihedens; thi denne flygtige Himlens Gave bortdamper
imellem Nationernes Hænder, dersom de ikke omslutte den og
holde den fast i mindre Samfund; og de Dyder, den fordrer for
at leve, ere netop de samme vi nævnede, som Fædrelandets
Velværes Fordringer. Det Samfund, vi slutte, har ogsaa det ud-
mærkede Gavn, at det øver os i at benytte vor borgerlige Fri-
hed, og i at kunne gavne den, om vi pligte offentligen at vise
det, thi -- lægger Mærke hertil -- Alt, Alt, der vedkommer
Folkets Vel, forene vi os nu om, nærmere at betragte og fremme.
O, det være ikke Odelsbonden alene, som giver dette Løfte:
Han, der, saavidt han seer fra sin Gaard kan sige: Alt dette er
Mit -- nei, en sær, vigtig Deel af Oekonomien, Huusfliden (In-
dustrien som huuslig Tilvirkning af Klædningsvarer) hører Qvin-
derne til; og de Odelsløse, som beskæftige sig med Haandværker,
Metalarbeider, allehaande nyttige Kunster, (f. Ex. Uhrmagerens,
|
| d.IV,b.1,s.77 |
Baadbyggerens, Snedkerens) . . se, begge disse store Klasser
kunde vi ikke være foruden: Iblandt disse Sidste have vi vore
Arbeidere og Tjenere; og ogsaa disse ere kaldede; men Intet
raaber stærkere end Huusbondens Mønster; ja den Fattige ind-
tager en hæderlig Plads i vort Samfund, der oprydder i vild Mark
sin Arneplads: han erobrer for vort Samfund, og han hædrer
det, naar han forædler sit Arbeide med den Tanke: "ogsaa Jeg
arbeider ikke alene for mig Selv, men for det Heles Vel!"
Medens Alt saaledes opfordrer Alle ved Tegn, saa tydelige for
den Eftertænksomme som prentet Tale, til at virke forenede til
Fædrelandets Vel: og ligesom Vi, naar Vi i vor Bygd samslutte
os til dens Bedste, ville søge at inddrage den hele Menighed i
vor Forening, saaledes opfordrer os hiint grundede kongelige
Selskab for Norges Vel, der nævner sig, som et af flere Land-
huusholdnings-Selskaber bestaaende Fædrelands-Samfund, til at
samvirke med det. -- Ja dette er jo naturligt; thi fælleds og den
samme er jo Aanden, og "Norges Vel" vort fælleds Løsen. For-
gjæves lyde da ikke til os følgende dets Tale (§16 i Selskabet
for Norges Vels Love). "Saafremt der i en Bye eller et Præste-
gjeld findes i det mindste 2de Medlemmer af Selsk. for Norges
Vel, og disse kunne formaae tre andre Bye- eller Sognemænd
til at træde sammen i et Bye- eller Sogne-Selskab, for at virke
til Byens eller Præstegjeldets oekonomiske Vel, da bør bemeldte
Medlemmer bestræbe sig for at faae et saadant Selskab op-
rettet. Herved vil Byen eller Præstegjeldet faae Adgang til den
Understøttelse, som Selskabet for Norges Vel vil efter Evne
stræbe at forskaffe disse mindre Samfunds Medlemmer, hvilke
kunne være ikke alene Medlemmer af Selskabet for Norges Vel,
og, som Saadanne, af Districtets Landhuusholdnings-Selskab, men
ogsaa Andre, der blot lade sig optage til Medlemmer af Bye-
eller Sogne-Selskabet, og, som saadanne, blot ville virke til Ste-
dets særegne oeconomiske Vel. Disse mindre Samfund bestemme
selv Gjenstanden for deres Virksomhed, forsaavidt de befordres
ved egne Fonds, hvorimod By- og Sogne-selskaberne, idet de
træde i Forbindelse med Selskabet for Norges Vel, vedtage til-
lige at virke til dettes Øiemed, og have dernæst for vedkom-
mende Landhuusholdnings-selskabs Administration navnligen at
opgive bestemte Gjenstande, saafremt der andrages paa Penge-
understøttelse af Hoved-Selskabets Fonds, hvad enten disse staae
|
| d.IV,b.1,s.78 |
under vedkommende Administrations eller Directions Raadighed".
-- "Formanden i ethvert i Forbindelse med det kongelige Sel-
skab for Norges Vel staaende Sogneselskab, eller i den Commis-
sion, som dets Bestyrelse ifølge dets Love er overdraget, har
Sæde og delibererende Stemme i Districtets Landhuusholdnings-
selskabs Administration, forsaavidt han tillige er Medlem af Sel-
skabet for Norges Vel. Under lige Omstændigheder har den
driftige Landmand, som er Medlem af vedkommende Sogne-
selskab, eller tillige af Selskabet for Norges Vel, fremfor Andre
fortrinlig Adgang til at erholde af Directionen Anbefalinger til
Regjeringen, grundede paa vedkommende Administrationers Be-
retninger, til Laan af de offentlige Laanefonds til Landoecono-
miens Forbedring." -- --
Ved Forening imellem Bygdinger til Bygdens særskilte Bedste,
ved Sogneselskaber er det da, at det hele Fædrenelands Vel
fremmes. Ja det er ligesaa naturligt, som at et Legems fulde
Sundhed beroer paa dets Lemmers livlige Virksomhed: -- Vor
Bygd skal ikke være et dødt og vantrevent Lem! Vor Bygd skal
ikke alene høste Nytten af sit eget Selskabs Virksomhed, men
af Amtets Landhuusholdningsselskabs og af det hele store Fæd-
renelands-samfunds; ja, igjennem dette, af fremmede Landes,
saasom af Sverrigs, der i saa Henseende kan være et Mønster.
(Haardere Nød, end vi nogensinde have kjendt til, har gjort
dette Lands Folk kloge og flittige. Dets i enhver Green vidt-
drevne Oeconomie skyldes alene dets egne Borgeres Almeenaand;
thi hvad en Regent forhen kunde have opbygget i denne Hen-
seende, nedrive ofte de mørke Skjebne-hvirvler om Efterfølge-
rens Throne. Borger, Bonde og mangen udmærket Adelsmand
sluttede sig da om at værne Fædrenelandets sande Velfærd, dets
rigeste Hjelpekilder, selv; og det har holdt Prøve: politiske Storme,
Krigsaar og andre Thronens Skyer have ikke adsplittet hiin Al-
meenaand, der har sikret Folkets Velstand, og gjort Landet æret,
ja formaaet at gjøre væsentlige Mangler i dets Statsforfatning,
hvilke vi ikke kjende til hos Os, taalelige eller indtil videre
dragbare for Folket.
Nu vel! vi Normænd behøve dog vel ikke fremmede Mønstre
for at bevæges til noget Godt? Vi have i det store Selskab for
Norges Vel Mønster nok for vort Bygdeselskab. Vi ville slutte
os til dette; ikke leve, som om vi havde ingen anden fælles Vig-
|
| d.IV,b.1,s.79 |
tighed (Interesse) end Skatterne, eller som om vor Næringsdrift
og Fordeel var afsondret fra alle Andres; Vi ville ikke længer
skjule vore Indsigter og fordele vore Kræfter. -- Lader os frem-
sætte nogle Gjenstande for disse vore foreenede Indsigters og
Kræfters Virken! Saaledes kan Sogneselskabet overveie f. Ex. om
nogen Slags Avl kunde drives i Sognet med Fordeel, som hidtil
enten var ubekjendt (f. Ex. Kraprodens, som vist i mange Egne
kunde dyrkes, Mais o. fl. desl., om hvilke man vorder under-
rettet) eller forsømt (f. Ex. Bie-avl, Frugt-, Humle-, Hamp-, Faare-
avl, Foderurters og Rødders Avl o. fl. desl.) -- om allehaande
Redskabers Forbedring, -- om de Priser, der bør gjælde i og for
Sognet for dets Varer -- om Magazinets, om Tjenestetyendets An-
liggender (f. Ex. Løn, Opsigt med dets Vandel) -- om mulig Opret-
telse af Arbeids-Anstalter (f. Ex. for Løsgjængere og Fattige, hvor
da Bygdens Uld- og Hør-varer fik Anvendelse) -- om Auctioner
over Avling -- om en Sparebank kan oprettes i Sognet, eller for
flere Sogne -- om en Nationaldragt skal antages (hvilket ikke
er uvigtigt i oeconomisk Henseende) -- om Kirkernes Forfatning
-- om det ei skulde være værdt, at efterligne udenlandske patri-
otiske Samfund i Overeenskomst om Indskrænkelse eller Afskaf-
felse af visse Overdaadsting -- om Veie, Broer -- om Brænde-
rier -- om Jagtens fornuftige Indskrænkning i de nyttige Dyrs
Yngletid, om Klapjagter mod Udyr -- om Valg -- om saa store
fælleds Opryddelser i Skov og Myr, at enkelt Mand ei kan be-
stride dem -- om Vands Af- eller Hen-ledelse -- om Sundheden
(f. Ex. at et Par Bygder lønnede Læge alene, saa man undgaaer,
hvad ofte nu kan hænde, at faae Døden i Huset før man kan
faae Lægen der) -- om almene Besparelser -- om fælleds An-
dragender, f. Ex. til Storthinget -- om Haandværkers Huus- og
Konst-flidens Ophjælpelse, Belønninger for udmærkede Arbeider
-- om Almindingers Behandling -- Farverier -- Havevæsen -- om
Skov og Tørvemoser, Steengjærder o. s. v. -- om ved Gilder,
hvor der spilles om Penge, en vis Deel eller hele Vindingen skal
gaae til Sogneselskabets eller en anden særskilt nyttig Kasse1 --
om Steenbrud, Kalkbrænderie, Malmanviisninger, Farveplanter i
Mængde, Træplantninger, Fiskerier skulle være at benytte, og
alle disse utallige Gjenstande af Vigtighed for den Opmærk-
|
| d.IV,b.1,s.80 |
somme, og ofte af største Fordeel for det hele Sogn, naar dets Be-
boere blot fandt det værd at lægge Hoveder og Hænder sammen.
Nei, skal hele Bygden fare vel, i Raad og Daad staae da Hver
sin Næste bi! men dette skeer kun i et indrettet Samfund, et
Saadant, som vi nævnede ovenover: et Selskab for Bygdens Vel,
et Sogneselskab.
Se, her ere vore Hænder! Vi knytte dette Samfund for vort
Sogns Vel, og det skal vorde et værdigt Lem af det store Fæd-
renelandssamfund. Andre hædre og fremhjælpe vor Dont som
Statens vigtigste; men mon Vi Selv ikke skulle være de Første
til at hædre den med Norges Frelse-dyder: Klogskab, Tarvelig-
hed, Vindskibelighed? og til at fremhjælpe den, naar vi føre den
saaledes som om Alles Velfærd beroede derpaa, som om alle
stode rundt vor Ager, vor Strand, for at lære hvorledes Jordens
fornuftige Skabning veed, paa den fornuftigste Maade af Jor-
den paa Jorden at samle Sig og Sine baade Føde og Fryd?
O Lykkelige Norges Aand, kraftige Almeenaand, du standse
ikke din Flugt igjennem Norges Dale, før du har opløftet alle de
Godes Hjerter med dig -- da kalde det hele Folk, hvem Gud
odlede Land og Hav fra Lindesnæs, fjernt bag hvilket Egen
suser i sin Fylde, og til Nordcap, hvor Multerne krybe til Stran-
den, forfulgte af Sneen, da kalde det sig kun eet, eet Samfund
for Norges Vel! Held os! Almeenaanden, Fædrenelandsaanden
foer igjennem vor Dal, og dens Vingeslag var vore aabnede Øine,
dens Fremflugt vore Hjerters Slag, da vi toge hverandre i Haan-
den, og bandt den til os i vor Kjæde. Hvilket Liv i vort Fæd-
reneland (og Vi deeltage deri, fremskynde det) naar Bonden og
Fiskeren bliver en Iagttager, prøver de gamle Erfaringer og nye
Lærdomme, naar Huusmoderen styrer en Fabrik i sin Stue, naar
Dal og Fjeld beredes til at nære den tiltagende Befolkning, naar
Kræfterne til at ernære jevnt over det hele Land tiltage med
denne, der sikkrer, naar Vi, dens Foralder, opdrage den efter vort
gode Mønster til de samme Dyder, men til endnu større Ind-
sigter, vort kjære Fædreneland en stedse forøget Blomstren,
Styrke og Lykke! -- O Norge være velsignet! velsignet! Men
Himlen velsigner det kun igjennem dets Borgere: Disses af en Al-
meenaand foreenede Kræfter mægte at gjøre Underværker til dets
Frelse. Det skee! Det skee!
|
| d.IV,b.1,s.81 |
UDKAST TIL LOVE FOR SOGNESELSKABER
§1.
Enhver af Sognet, af hvad Alder eller Kjøn, er Medlem af
Sogneselskabet, naar det bestemte Bidrag erlægges til Regn-
skabsføreren. Uconfirmerede have dog ikke, som enhver Con-
firmeret, Stemmeret i Selskabet, men udmærke de sig ved Flid
eller Færdighed, eller en Vandel, der agtes Belønning værd, da
have de, under ellers lige Betingelser, Fortrin til at erholde
denne (§30). Personer enten for Usædelighed, Uordentlighed
eller Forbrydelser berygtede, maae foreslaaes i næste Møde,
efterat de have yttret sig om at indtræde, og indlemmes med
2/3 Deel Stemmefleerhed. Personer, der, efter deres Indtrædelse
i Selskabet, gjøre sig uværdige Æren at være deri, foreslaaes
af Formanden til Udelukkelse, hvilket skeer med 2/3 Deel Stem-
mefleerhed, ved Udstrygelse af Medlemslisten, og ved at tilsende
Personen hans Bidrag for det Aar, om ikke dette allerede er
halvledent. Disse tvende sidste Bestemmelser gjælde ikke om
Personer, der vel have udstaaet Straf for Forseelse eller For-
brydelse, men om hvilke nu intet Ondt er bekjendt.
§2.
Ethvert tiltrædende, confirmeret Medlem har, ligesom Vi Stif-
tere have gjort for hverandre, i første almindelige Møde efter
hans Indtrædelse, lydeligen at erklære:
"Jeg erkjender Hensigten af dette vort Samfund for at være
den: ved en Foreening af Sambygdinger, der, med Hensyn til
hele Sognets Vel, ere af lige god og redelig Villie, at kunne
give i Gjerningen denne Villie Kraft, saaledes at den udretter
noget til Sognets Bedste; samt lover jeg med ærlig norsk Hu,
at fremme denne vor Forenings Hensigt af fuld Evne, men først
og fremst ved at gjøre mit eget Huus og min egen Vandel til
et Vidne om, at jeg holder i Agt og Ære vort Sogneselskabs
egne Dyder og Valgsprog: Lærelyst, Vindskibelighed, Tarvelighed;
samt ved at antage forbindende for mig dets Love."
|
| d.IV,b.1,s.82 |
§3.
Selskabets Virken gaaer allerførst ud paa Oprettelse af en
Bogsamling, der bestyres særskilt, og efter særskilte Love.
§4.
Selskabets Bestyrelse bestaaer af 2 Mænd: 1 Formand og 1
Regnskabsfører, hvilke maae være Medlemmer af det Kongelige
Selskab for Norges Vel.
§5.
Første almindelige Søndags Eftermiddag i hvert Fjerdingaar
holdes, uden Indkaldelse, ordentligt Møde paa et dertil af Besty-
relsen forud antaget, og saaledes bestemt Sted, at noget Hensyn
tages til Fleerhedens Beqvemmelighed. Hvert Aars første Fjer-
dingsaarsmøde, 1ste Søndag-eftermiddag i Januar, er Hoved-
mødet.
§6.
Enhver af Bestyrelsen kan sammenkalde overordentligt Møde;
ligeledes staaer det ethvert Medlem frit for, igjennem Bestyreren
at faae et Saadant foranstaltet, hvis en af Bestyrelsen, efterat
begge ere adspurgte, maatte være enige med Opfordreren i at
Sagen var af trængende Vigtighed. Hvis Bekostning maa an-
vendes paa en saadan Indkaldelse eller til Møderne, da gaaer
denne af Selskabets Kasse. Forbigaaes noget confirmeret Med-
lem ved Indkaldelsen, da vorder det i Mødet Besluttede, saa-
fremt der da gaves en Stemmefaaehed, indtil videre ugyldigt,
om det paastaaes af den Forbigangne.
§7.
Valg paa Bestyrere skeer aldeles frit, og uden at nogen dertil
foreslaaes, hvert Hovedmøde ordentligviis, og ellers i Fjerdings-
aarsmøderne, naar nogen af Bestyrelsen erklærer at maatte fra-
træde, eller naar Flere end 3 Medlemmer maatte foreslaae andet
Valg end det bestaaende.
§8.
Særskilt vælges Bestyrerne. De, som erholde de næst fleste
Stemmer ere Suppleanter, endog om de ikke ere Medlemmer
af Selskabet for Norges Vel. Var Valget paa en Bestyrer een-
stemmigt, da skee særskilt Valg paa Suppleant.
|
| d.IV,b.1,s.83 |
§9.
En Bestyrer kan, dog uden Udgift af Kassen for denne Til-
sigelse, paalægge sin Suppleant at møde for sig. Kan denne
ikke, da sørge han for at lade møde for sig. Møder Ingen, da
lide Suppleanten den Mulct til Selskabets Kasse, der er fastsat
for Forsømmelse.
§10.
Frasigelse af Bestyrelse skeer kun i et Møde; midlertidig kan
Suppleanten constitueres.
§11.
Ved Valgene gjælder simpel Fleerhed. Sættes Forslag under
Stemmegivning, da gjelder kuns 2/3 Deel Stemmefleerhed. For-
manden har afgjørende Stemme, hvor Stemmerne ere lige.
§12.
De Ikkemødende forpligtes ved de Mødendes Beslutning. Be-
styrelsen og 5 Medlemmer gjøre fuldt Møde; men er Medlem-
mernes Antal over det dobbelte af hiint Antal, da maa dette
være eenstemmigt, hvis dets Beslutning skal forbinde Alle.
§13.
Formanden har at bestyre Brevvexlingen, samt at vedligeholde
alle nyttige Forbindelser, og da især med Amtets Landhuus-
holdnings-selskab. Den 1ste Formands første Pligt bliver da at
tilmelde dette, at et Sogneselskab er oprettet i Sognet, som virk-
som Deel af det Kongelige Selskab for Norges Vel, samt dets
Indretning og Hensigt. Formanden har ligeledes i Hovedmødet
at give en Udsigt af Selskabets Virken det foregaaende Aar,
hvilken Udsigt bør være særskilt udtogsviis af ham protocolleret.
Mundtlig bekjendtgjør han i ethvert Møde hvad Almeengavnligt
han har erfaret, hvad man nu tænker at udføre, Brevvexling,
kort Alt hvad der vedrører Selskabet.
Det bør Formanden ellers at foregaae med sit Mønster ved i
enhver Henseende med agtsomt Øie at vaage over Selskabets
Tarv.
§14.
Anden Bestyrer forvarer Protocollen, har til den at føre Regn-
skabet, Liste over Medlemmerne, hvad Formanden forlanger deri
|
| d.IV,b.1,s.84 |
indført Selskabet Vedkommende, paa foreskrevne Maade, at
inddrive Bidrag og Mulcter, samt hvert Hovedmøde for Selska-
bet at fremlægge Regnskabet, afgjort af Formanden, tilligemed
alt andet Skriftligt.
§15.
Bogsamlingens Forstander maa være i Sogneselskabet. --
Han har det 3die Fjerdingsaarsmøde (Høstmødet) at fremlægge
sit Regnskab i sin Protokol, afgjort af Sogneselskabets Bestyrelse,
samt da for Alle mundtlig at klargjøre Bogsamlingens Stilling.
§16.
En af Sogneselskabets Bestyrere kan være Forstander for
Bogsamlingen, hvis han ei boer over 1/4 Miil fra Kirken.
§17.
Bydemagazin-Bestyreren maa være Medlem af Sogneselskabet.
§18.
Bliver en særskilt Indretning (f. Ex. en Sparebank, en Arbeids-
anstalt, et Kornmagazin, hvor dette før ei findes) en Følge af
Selskabets Virken, da erholder den særegen Bestyrelse.
§19.
Skulde Regnskab og Bestyrelse voxe til en saadan Størrelse,
at det maatte betragtes som en besværlig Byrde, da erlægges
dog derfor ingen Løn, men da deles Bestyrelsen imellem Flere.
§20.
Uforudseelige og løbende Udgifter bestrider Bestyrelsen efter
eget Tykke af Selskabets Kasse. Forudseelige og blivende Ud-
gifter maa foreslaaes og bevilges. Ligeledes maa Anvendelsen
af Capitaler til Laan foreslaaes og bevilges.
§21.
Bestyrerne tilsvare Een for Begge og Begge for Een Selska-
bets Penge.
|
| d.IV,b.1,s.85 |
§22.
Det aarlige Bidrag anslaaes for det første Aar saaledes:
Medlemmer af Embedsclassen eller
Do. som af Bygden have Løn
Do. som have over 1000 Spd. paa Rente 1 Spd.
Børn af disse, samt meestformuende Gaardmænd 60 &bmskilling;
Middelsformuende Gaardmænd 48 "
Mindre Do. -- samt
meestformuende Gaardmænds Brødre og Sønner 36 "
Pladsselveiere, middels og mindre formuende Gaard-
mænds Brødre og Sønner, samt Haandværkere 30 "
Huusmænd 24 "
Huusmændssønner 18 "
-- Medlemmer af Qvindekjønnet erlægge efter samme Liste.
§23.
Bestyrelsen bestemmer Bidraget for Enhver, samt hvert Hoved-
møde, om Bidraget skal forandres eller ikke for det følgende
Aar.
§24.
Ved sin Indtrædelse i Sogneselskabet har Enhver at erlægge
til Bogsamlingen Saameget i Tillæg, som det Halve af sit ordent-
lige Bidrag, hvorved Medlemmet bliver Deeltager og Medeier i
denne, uden dog at have noget Fortrin for enhver anden uden-
for Selskabet deri Deeltagende.
§25.
Bøder for en Bestyrers Udeblivelse ifra et Møde fastsættes til
det halve af det Bidrag, der er bestemt for et Medlem af samme
Formuestilling som han. Møde Ingen af Begge, da fordobbles
Bøderne for dem.
§26.
Medlemmer af Selskabet for Norges Vel behøve ei at erlægge
særskilt Bidrag til Sogneselskabets Kasse, for at vorde Medlem-
mer af dette.
|
| d.IV,b.1,s.86 |
§27.
Indtræder En før Sommermødet, da erlægge han Bidrag for
fuldt Aar; Indtræder En ved eller efter Sommermødet, da er-
lægge han for det Aar det halve af sit aarlige Bidrag; dog saa
at han udbetaler fuldt til Bogsamlingen.
§28.
Da Aand og god Villie maa drive Sagen, anvendes ikke Tvangs-
midler, men hvo der ikke inden anden Maaneds Udgang i første
Fjerdingaar har erlagt, kræves af Regnskabsføreren ved leiet
Bud, som Angjældende betaler med det Samme. Er Bidraget
ikke ved Vaarmødet (2det Fjerdingaarsmøde) erlagt, da opraabes,
som sidste Forhandling, den eller de Tilbagestaaendes Navne, og
hver der ikke da melder sig, vorder udstrøgen af Medlems-Listen,
og maa, hvis han siden vil erlægge, aldeles betragtes som Ny-
indtrædende og give Bogsamlingen Bidrag paa ny.
§29.
Indskuddet tilbagebetales kuns i det §1 berørte Tilfælde. Ud-
meldelse skeer til 2den Bestyrer.
§30.
Skulle Anbefalinger til Laan, Belønning o. s. v. udstædes af
Bestyrelsen, da har et Sogneselskabs Medlem Fortrin for Andre
i Bygden; og ligeledes i ethvert andet Tilfælde hvor Betingel-
serne ellers ere lige.
§31.
De antagne Love blive at vedføie Protocollen, undertegnede
af Sogneselskabets Stiftere. Ligesaa bliver et Exemplar af Lo-
vene bestemt alene til at udlaanes Nyindtrædende og Medlem-
mer, som maatte ønske det.
1 tilbake Dette synes at være en Smaating: men gjennemtrænger Almeensindet os,
da taber det heller ikke under Fornøielserne sit Formaal "at gavne" afsigte. |
| BLA BAKOVER |