HENRIK WERGELAND - SAMLEDE SKRIFTER
III.ARTIKLER OG SMÅSTYKKER, POLEMISKE OG ANDRE 3. BIND: 1836 - 1845

ADOLF STABELL SELV ELLER IKKE?

(Indsendt.)

Den norske Rigstidende 14. juni 1844.

   Skulde det virkelig være Morgenbladets egen Redaktør og
Medeier, Hr. Adolf Stabell, der prostituerer sig og Bladet med
at levere slige taabelige Sladderhistorier, som den i Idagsnum-
merets Redaktionsartikel om Provst Wergelands Hofprædikant-
skab, eller gives der kaade Drenge i denne mysteriøse Redac-
tion, som det stundom tillades at krybe op i dennes Sæde? Den
d.III,b.3,s.592   sidste Mening kunde vinde nogen Tiltroe i det Sigende, at
Adolph Stabell skal idetmindste lade som om han i den sidste
Tid lader Andre stelle med Bladet -- hvilket erindrer om
gamle Mikkel i Fabelen, da han for at reparere paa sit Navn,
luskede om en Tid ganske skikkelig med forstukken Hale mel-
lem Gjæssene og Hønsene, indtil endelig Halen kom frem og
Naturen med den.
   Dette sidste Træk -- sans comparaison naturligviis -- af
Mikkel-Ræv bringer mig dog paa den Tanke, at det dog gjerne
kan være "han Selv" eller "han Sjøl", som i hiin Artikel plud-
selig igjen træder frem som Redaktør. Og den understøttes af
adskillige Grunde:

   1) Fordi Adolf Stabell er en Karl, som man ikke tager altid
igjen, hvor man har sat ham. Det ligger udenpaa ham. Idet-
mindste veed jeg intet Ansigt, der mere fremkalder Ideen om,
at ethvert Menneske ligner en vis Dyreart. Nu sidder han som
Forligelseskommissær imellem Akerssokningerne, som kunde
behøve Beten selv, og har det ene Been under Statsrevisions-
bordet: men paspaa, om vi ikke snart see ham paa Storthings-
bænken!

   2) Morgenbladets Redaktion har, uagtet alt sit Skryd om
Upartiskhed, viist sig ligesaa tilbøielig til at bruge Morgenbladet
til at give sine Antipathier Luft, som tænkeligt kan være for
den uheldige Komplikation af Lidenskab og et koldt Hjerte.
Og om et sligt Misbrug har fundet Sted, kan Adolf Stabell
idetmindste ikke være uvidende. Men naar det er over gamle
eller unge Wergeland, det gaaer ud, da har man, saa mystisk
og indviklet Redaktionen end skal være sammensat -- omtrent,
tænker jeg, som Samsons berømte sammenbundne Indfaldshær
i Filisternes Land, nemlig den Ene i den Anden -- al Grund
til at troe, at det er Stabell selv, som er ude. Han har maaskee
ogsaa en Ahnelse om hvad de Begge dømme om ham. De sidste
Par Stykker, som Morgenbladet har indeholdt om Provst Wer-
gelands Tilsidesættelse af Kirkedepartementet, vare leiligheds-
viis fremkaldte af anden Aarsag end for at paatale denne. Mor-
genbladet, for hvem Intet ellers synes for ubetydeligt at omtale,
paatalte den ikke. Det har nu kun viist, at det endog er istand
til at føie Krænkelser til, og til at gjøre Sit til, at man ogsaa
d.III,b.3,s.593   engang skal sige, at gamle W. ogsaa fra Publikums Side til-
føiedes Lidelser.
   3) Ingen Redaktør har viist sig suffisantere i at komme med
urigtige Opgivelser end Morgenbladsmanden. Han debiterer saa-
ledes, at ingen Statskalender nævner Provst W. som Hofprædi-
kant, medens det dog staaer tydeligt nok trykt paa flere Steder,
f. Ex. i Statskalenderen for 1842 Pag 95, paa Titelbladet af
endeel af Provst Wergelands Skrifter o. s. v. Om end disse
altid har syntes Morgenbladsredaktøren ubekjendte, burde han
dog gjøre sig den lille Umage at see efter før han behefter sit
Blad med en Urigtighed -- vel uvæsentlig som det hele Sladder,
men oprørende og fortjenende en Tugtelse formedelst den
frække Fripostighed, hvormed den er fremsat.

   4) Men hvorledes forklare sig, at en gammel rutineret Re-
daktør tør, i et Blad, der betales saa skamløst af et altfor
længe taalmodigt Publikum, byde dette noget saadant Gods,
som hiin Skrøne fra 1839?

   Jo, Adolf Stabell har den Svaghed, stundom at ville være
"smaamorsom", som man kalder det, skjøndt det gaaer som at
slaae Ild af et fugtig Træstykke. Og hvorledes han har faaet
den, skal jeg, der kjender ham baade ude og inde saa nøie som
en vrængt Bælg, ogsaa forklare. Enkelte Mennesker have stor
Tilbøielighed for at opklække snart Smaa-Mikkeler snart Smaa-
Puser for at have den Fornøielse at kunne kløe dem bag Øret,
lege med dem og forsøge at faae Skik paa dem, og med en
ligesaa individuel og besynderlig Forkjærlighed trak sal. Pro-
fessor Lundh Stabell frem af hans naturlige Ubetydeligheds
Athmosfære. Arten stak alt i Gutten med en Overflod af Savoir
vivre (det Lensmand Østmo besynger i Fjeldeventyret) saa han
nu i saamegen ydre Maneer, som muligt, skulde blive en Kopi
af Lundh, en Mand af stor Trohjertighed og Kvikhed. Deraf
hiin uheldige Lyst til af og til at være smaamorsom, skjøndt det
ikke ligner Lundhs Maneer mere end det skammelige Skabilken
i Katechismerne ligner Originalen i Wittenberg. Men denne
Maniererthed er nu bleven ham saa tilvant, at den kun mangler
Bistand af Øine og Lineamenter for at man skulde sværge paa,
at han var den allertrohjertigste og oprigtigste Mand i Landet.
Men det er dog heller ikke værd. Og ligesom en bortløben
d.III,b.3,s.594   Dandsebjørn undertiden uvilkaarlig henrives i Skoven til at øve
sine Kunster, kommer hiin ulyksalige tvungne Lyst til at være
smaamorsom af og til over Stabell, og da faaer Publikum slige
elendige Sladderhistorier som den om at der i 1839 cirkulerede
et Rygte om at Provst W. skulde have ytret sig stødt over
ikke, i Egenskab af Hofprædikant, at være indbuden til en
"Hofgjæstebudssmaus".(!)
   Dette er nu mine Grunde, hvorfor jeg troer, at det nok kan
være Manden selv, der saaledes har beskjæmmet sit Blad ved
en forældet, taabelig Bysladderhistorie, der nok kan krænke
Vedkommende, men ingen Interesse have for Publikum, samt
ved saa groveligen at forløbe sig med et falskt Opgivende, og
altsaa ikke et eller andet drengeagtigt Medlem af Redaktionen,
som af og til faaer Lov til at bruge Bladet, som han vil.

   Er det saa, Hr. Adolf Stabell, saa tilstaae, at Redaktøren af
Morgenbladet har iført sig en Sladderkjærrings Væsen og Vær-
dighed, saa Skjørtet med kunde være fortjent, og citeer Stats-
kalenderen! Gjøres dette med tilsyneladende Oprigtighed og
Ruelse, vil det bidrage til at befæste Troen paa Morgenblads-
redaktørens Upartiskhed d. e. til at gjøre Publikums Voxnæse
en Tomme længer.

   11te Juni.
   P. S. Jo, nu har vi seet Oprigtigheden og Ruelsen! Den igaar
fungerende Morgenbladsredacteur tilstaaer nu, at Tingen nok
staaer i "Registeret" til sidste Statskalender og, at han ogsaa har
vidst det (!), medens Sandheden er, at intet derom findes i det
blot alfabetiske Register over Geistligheden; men derimod midt
i Bogens Text paa ovenciterede Sted. Der staaer endog først
af Provst W.s Titler, at han er Hofprædikant. O du Mikkel!
du Mikkel!

   15de Juni.
    BLA BAKOVER
   BLA VIDERE