|
OM KIRKEDEPARTEMENTETS UPARTISKHED
Morgenbladet 4. juni 1844. Animositet imod Sognepræst Wolff har neppe, som Mor- genbladet synes at antage, ledet Principium agens i Kirkedepar- tementet ved Afslaget af H. Wergelands Tilbud, til saa lav Priis at erholde et hensigtsmæssigt Modskrift mod Udvandrin- gerne til Uddeling i vedkommende Bygder. Skulde Animositet være tænkelig i en saadan Sag eller i nogensomhelst anden, hvor det er Embedsmanden som skal handle efter Pligt og Ret alene, da maatte det vel snarere være den, der forleden, i Anledning af Psalmesagen, blev angivet at finde Sted fra Principii agentis  Expeditionssekretærens Side imod H. Wergeland. Idetmind-ste har man antecedentia for den Behandling, Faderen har nydt af Kirkedepartementet, om hvilken man vel, med Hensyn til Civiladministrationen, kan sige det Samme, som Hr. Fougstad | |
| d.III,b.3,s.587 |
nylig sagde om Armeekommandoens Adfærd i Høiskolesagen, nemlig at den var den største Uretfærdighed, som var passeret i Norge siden 1814. Og saaledes vil den almindelige Stemme bedømme de Tilsidesættelser, gamle Wergeland har maattet lide af Kirkedepartementet, og navnlig den ved Besættelsen af Chri- stiansands Bispestol, naar denne forurettede udmærkede Geist- lige, denne forfulgte Patriot endelig af Ærgrelser fortidligen er lagt i Graven. Han skulde, som Chef for Kirkedepartementet, have vænnet sin Expeditionssekretær af med disse idelige For- slag om Kommissioner, der nu omgive Kirkedepartementet lige- som Drabantkredsen den mørke Saturnus, og han skulde have paaviist den vedbørlige Afstand imellem Expeditionssekretæren og En, der har Hoved og Kundskaber til at være Chef selv. Nu er dette Talent, som, paa samme Tid Kirkedepartementet fandt ham for gammel til Bisp, berigede Literaturen med det om- fangsrigeste Sprogværk, som vel nogen af Nordens Literaturer i de sidste Decennier har at opvise -- nu er dette Talent henlagt, som man siger; og man venter vel ikke i Kirkedepartementet, at nogen Muus mere skulde kny om disse gamle Historier. Men selv Besættelsen af et Par af de senere Kirkedepartements- Kommissioner giver Anledning til saadan Museknyen, som man ellers kan være vis paa vil blive stærk, naar Offeret for saa mange Krænkelser først er i Jorden. Hvorfor har man nemlig ikke benyttet denne Masse af Erfaring, dette lyse Hoved, denne stilistiske Klarhed i en af disse Kommissioner, hvor man seer En af Expeditionssekretæren i Kirkedepartementets gamle For- bunds-Busenfreunde, Dæmringens Forsvarer, en forøvrigt ung og udistingveret Præst, paradere i to med sin Storthingsmands- diæt Dag ud og Dag ind saalænge det nu vil vare? Nei -- Manden, der talte om Psalmesagen, kjendte nok Hjerterne, lader det til, saa jeg tænker vi have -- Sat Sapienti! |