|
HANS JAKOBSENS OST
Morgenbladet 1. jan. 1844.
-- Skrækkeligt! Mennesker, og det ikke hjælpeløse, forladte
Oldinger, kunne begaa Forbrydelser alene i den Hensigt at faa
Tag over Hovedet, Klæder paa Kroppen og Mad til Munden
i en Strafanstalt. Jo længer jo bedre. Det er en Forsørgelse.
O mon der ikke imellem Mennesker, som kunne dette, og imel-
lem de Andre ligetil den stolte Elendighed, som heller slæber
sig ud i Skoven for at dø eller tyr did for at blive en Ulv, er en
større Forskjel end imellem Krybdyret og Ulven, Ræven, Løven
eller Hesten? Tilhøre de samme Race? Maa Menneskets egent-
lige Natur ikke være udrøddet for at noget Saadant skulde
|
| d.III,b.3,s.568 |
kunne ske? Fiirbenen giver alt for en Klipperivt, naar det lider
mod Vinteren: men er der ikke noget af Løvemanen i de flag-
rende Pjalter, som dog ikke ville sælge sin Frihed?
Det er et rystende eller modbydeligt Spørgsmaal. For fri-
villig -- frivillig? er det det rette Ord? -- at ty til Strafanstal-
ten, kan enten Elendigheden være for stor eller Æresfølelsen
-- nei, ikke Æresfølelsen, men den blotte Følelse af at være
Menneske, saa liden. I begge Tilfælde lige frygteligt! I begge
Tilfælde? Begge Elendigheder maa visselig være forenede forat
noget Saadant skal kunne ske. Der er jo en Elendighed, som
heller døer, og gjør den det ikke for at redde det Menneskelige?
Men at dø af Elendighed -- det forbyder jo Menighedernes
Indretning. Alligevel man har jo nu -- jeg veed ikke om paa
een Morgen, efter een Nat -- i Stockholm fundet fem saadanne
Lig. Alligevel -- de kristne (og ligesaavel de jødiske) Menig-
heders Indretninger forbyde det idetmindste paa Papiret. Der
er Kjendsgjerninger. Man dør. Det benegtes. Man erklærer
det umuligt og for Ens egen Skyld. Hvem skal man tro? Liget?
Eller Præsten og Fattigforstanderen? De Sidste ere meget re-
spektable.
Men her er en endnu frygteligere Kjendsgjerning end Liget
paa Gadehjørnet eller i Rendestenen: den, at et Menneske søger
Strafanstalten som et Asyl. Der maa være foregaaet en Lig-
begjængelse i dets Sjel. Eller en Henrettelse? Fra uden af er
Udplaneringen af Selvfølelsen foregaaet? Den ene gaadefulde
Kjendsgjerning, at der gives Mennesker, der kun bekymre sig
om for Resten af sine Dage at føre et Liv som Dyret, der drives
fra Krybben til Arbeide, fra Arbeide til Krybben, belyses af
den anden, nemlig at denne sløve Nederdrægtighed altid finder
Sted hos Personer, som før have været tvungne Gjæster i Straf-
anstalter.
Her har vi Halen paa een Slange, og i den Mangel ved Ele-
mentærunderviisningen, at den mere gaar ud paa at tamgjøre
Mennesket end at udvikle dets stoltere naturligere Følelser,
have vi den anden.
Den fri Mands Ære? O hvilke store Øine Guldbrand paa 14,
Ola paa 15 og Peer paa 17 sætter op. De ere Huusmandsbørn;
er det derfor de ryste paa Hovederne? Eller at Friheden, det
|
| d.III,b.3,s.569 |
er at være en fri, strafløs Mand, er en Fattigdommens Adel eller
en Guldmynt, som den dog altid har paa Bunden. Eller at Fat-
tigdommen har en Stolthed, som hedder Retskaffenhed, og at
det ikke alene er tilladt, men at man bør være glad av sin Ret-
skaffenhed, saa glad, at man ikke vil bytte for Rigdommens Ny-
delser eller har Øie for Misforholdet mellem de ydre Gaver?
Denne Fromhed er det Skrivten mener med en Gudsfrygt, som
er Staternes bedste Grundvold. Denne Selvagtelse og Oplys-
ning om sig selv er en anden end denne de voxne Arbeidsklas-
sers saakaldte kommunistiske, der bringe Englands og Frankrigs
stolte Statsbygninger til at bæve som af underjordiske Krampe-
trækninger.
Men Naturen, den gode rige Natur erstatter meget. Guld-
brand, Ola, Peer føle ligesom de voxe til, at der maa være Noget
ved den personlige Frihed midt i selve Elendigheden -- Noget,
som de skulde kalde Frihedens Ære, om de nogensinde havde
hørt dette Ord. Derved blive Hine, som frivillig opgive den,
til saa sjeldne Undtagelser. Ellers skulde enhver større ydre
Elendighed end Slavens uden videre sætte sig ind i dennes Kaar
og bryde fra sin faldefærdige Hytte eller den dryppende Green
eller Tagskjæret ind i hans Celle. I Almindelighed findes derfor
selv i en Armod, der er paa Grændsen af Elendighed, Friheds-
kjærligheden i sin oprindelige Styrke, skjønt den ikke af Under-
viisningen er bleven udviklet. Og for vort Folk er den, paa
Grund af historiske Forhold, især naturlig, uagtet saa Mange
af dets Tusinder aldrig kunne fjerne sig fra Fattigdommen i
dens allerførste Skikkelser som hentende Brødet fra den raa
Natur, fra den stenige Grund eller fra Bølgen, eller som Dag-
lønner, hvis Værktøi er den simple Øx. Men først naar den
naturlige Frihedskjærlighed bliver sig bevidst, i Følelsen af
dens Ære ligesom skyder sin Blomst og smelter sammen med
den stolte Bevidsthed af Ærlighed og Retskaffenhed -- da er
Armoden ikke Elendighed, ikke den Elendighed, som er Synden
saa nær og som kan gjøre Mennesket til et Dyr, der kun vil
Livet og intet mere.
Mellem vore Arbeidere ere de, der befatte sig med det gro-
vere Muurarbeide, de som synes fattigst. De ere Daglønnere,
|
| d.III,b.3,s.570 |
og som oftest desværre Folk, der om Sommeren ikke tænke paa
Vinteren. De sue da paa Labben, men blive ikke fede deraf
som Bjørnen. Men netop mellem Disse traf jeg her en Dag i
Efteraaret paa en Mand, der midt i sin Fattigdom syntes at
have en klar og glad Bevidsthed om hvad det dog betyder at
være en fri mand. Han arbeidede paa en Bygning, hvor ogsaa
nogle Slaver vare beskjæftigede med at vælte Steen til Grund-
muren. Slaverne vare netop komne tilbage til Arbeide efter
deres Middagshvile, som begynder Kl. 11, da Muurarbeider
Hans Jakobsen havde sat sig hen under et Skuur for at spise
sin Middag. Den var simpel nok. Han sad der alene med sin
Sild og sit Brød; men jeg har seet Folk spise Steg og Pudding
med surere Miner end Hans'es vare. Silden var fortæret, og
nu maulede Hans Brødet ovenpaa.
"Knap Middag idag, Hans", sagde jeg.
"Aa, jeg har god Ost paa Brødet", mente Hans, idet han
smaalo.
"Hvor er den da? Jeg seer ikke Du har andet Smør eller
Ost paa end den Sne og Slud, som falder".
"Jo", sagde Hans og pegede paa Slaverne -- "Jeg har god
Ost paa Brødet: jeg har Frihed".
O Hans Jakobsen! Dine Filler bleve til gyldne Fryndser ved
disse Ord, Kalkstriberne paa din Kjole til Sølv og Perlemor.
Daarlig Lignelse! Intet Guld kan smykke den nøgne Høihed
i disse Ord. Alt bliver Flitter derimod.
"Den Ost paa Brødet, Hans, er god norsk gammel Ost".
"Saa god som nogen engelsk", lagde Hans, der havde været
Sjømand, til.
"Sandt, sandt! Saa god som nogen engelsk".
"Troer I" -- vedblev Hans -- "at jeg bytter den Ost med
hvad Suul Disse der kanske have spiist idag? Men jeg skal
sige jer, jeg kunde nok have Raad nu til en federe Middag;
men jeg lægger 8 Skilling op om Dagen for ogsaa at kunne
spise min Ost om Vinteren, der er lang for os Murere. Jeg
liker den nemlig saa godt, at jeg ikke engang kan fordrage
Tanken om, som saa Mange af mine Kamerater, at maatte banke
paa Tvangsarbeidsanstaltens Port allerede før Juul".
Atter et nyt Kapitel af Elendighedens Historie, overskrevet
|
| d.III,b.3,s.571 |
"Tvangsarbeidsanstaltens", ikke "Tugthusets" eller "Slaveriets";
men forfærdeligt nok til en Begyndelse.
"Der faar jeg heller ikke min Ost, og uden den kan jeg
ikke leve".
O brave og fornuftige Hans Jakobsen! ja der er Kræfter og
Smag i den Ost, du spiste til dit Brød. Den er gammel norsk
og saa god som nogen engelsk.
Henr. Wergeland.
|
| BLA BAKOVER |