HENRIK WERGELAND - SAMLEDE SKRIFTER
III.ARTIKLER OG SMÅSTYKKER, POLEMISKE OG ANDRE 3. BIND: 1836 - 1845

SOGNEFJORDEN1
Christiansandsposten 12. des. 1842.

   "Nu er det Tid at liste os ud" -- sagde Prokurator Lux,
seende ud over Fjorden. "Fjorden bedager sig. Det er imellem
Guul og Gust. Bær Væsken ned, Arngrim!"

   Arngrim tog den som om Fanden havde rakt ham en Pose
med sine egne Steenkul.

   Fjorden laa stille og blank og mørkblaa, som om den var en
uhyre Stribe af en underjordisk evigfast Emaliehimmel. Man
saae hvide Skyer at drive derunder. Var der noget at frygte
for, maatte det være den blege troløse ovenover med sine snee-
faneagtige Skyfjelde. Det var Sognefjordens gode Time. Nu tog
den sig sin Middagshvile indunder Hurrungknæerne i Lyster,
bag Moldens høie Saate, strækkende sig langsmed Jordanger-
d.III,b.3,s.538   bakkerne og Angulsnæs, dysset i Slummer af Feigumsfossens sølvstrengede Langeleik. Der, hvor Prokuratoren roede, var
Fjorden ligesom hiin vrede bortrullede Fjords evig rolige Bund,
som om Sognefjorden egentlig bestod af to Elementer; et ube-
vægeligt, krystalartet, dunkelblaat; et bevægeligt, henover-
farende, sort, ondt, henoverfarende som Rynkerne over Panden,
Jordskyggen over Maanen.
   "Hal ud, Arngrim! Hal ud Thorstein, Fingal, Viking, Ole!"
Det var en Ottring. Prokuratoren vilde skyde Hajens Fart.

   "Hal ud, siger jeg. Fjorden er ikke at troe. Den kunde komme
igjen."

   "Kjæme fulle"2 green Arngrim. "Kobben dukkje." Han meente
dermed, at en Sælhund, som til Prokuratorens store Glæde
havde viist sin Tillid til Veiret ved ret at lægge sig til Ro paa
et Skjær, saa de længe havde hørt dens Snorken inde ved Land,
stak plaskende i Dybet, veirende Stormens Ankomst.

   Prokuratoren saae paa Uhret og tog sig en Snaps. Gammel
Cognak naturligviis. Det var en vigtig Reise, men ikke ualminde-
ligere end Søndagene ere i Aaret, der vende ofte tilbage. 200
Daler var at tjene, at fortjene. Thi saameget vilde ikke blive
ham negtet af Collegaen Prokurator Jux som Sættedommer.

   "Plask! Der gik en anden Sælhund, og . . ."
   ". . Arngrim! hvad er det? Arngrim, pas! . ."
   Noget flyvende Sort viste sig oppe i Fjorden ligesom om
Fuglesværme kastede sig hist og her, eller ligesom om Krakedyr
lettede sig op i Vasbrynet.

   "Guste kjæme," sagde Arngrim med et Blik bag Skuldrene,
og alle Rødluverne dreiede sig som ved en Snor. Aarene svæ-
vede et Øieblik ubevægelige over Vandet som de straaledannede
Sidefinner paa en Hval.

   "Hold under Land! Giv paa!" Prokuratoren saae iveiret med
en Blegnen i sit Ansigt, skiftende som de sorte farende Strøg
oppe i Fjorden. Der, over ham, stod "Drøfteren," et frem-
springende Fjeld i Leirdals eller Aardals Alminding, dannet
som en uhyre Mefistofelesnæse, spodsk bøiende sig fra Skyerne
ned i det sorte Dyb.



d.III,b.3,s.539      Om ti, om fem Minutter var Scenen anderledes. Bølgerne
slugte hverandre som Drager nappende efter Baaden. De lige-
som aandede, men ikke som om de droge Aande, men som ja-
gende Hunde udskydende af sit Dyb ny Vindstyrke. En Geist
vilde have havt ligesaa ondt for at komme igjennem Luftstrøm-
men, der pressede sig ud imellem Fjordbredderne, som et Men-
neske for at sætte svømmende over en rivende Strøm. Men
havde den kunnet holde sig over Baaden, vilde den have læst
følgende Subtraktionsstykke i Prokuratorens Sjel. Men en Geist
behøvedes ikke. Det stod for et Menneske at læse i de zittrende
Træk, der ligesom Tal, der skrives og udslettes, formede sig om
de blaanende Læber. 2 -- 3 -- 5 og 7-Tal vare synlige over dem,
og Panden fyldtes af forsvindende og tilbagekommende Streger
in mente. Det mumledes ogsaa næsten hørligt frem, og det var
ikke frit for, at den ærlige Arngrim, der sad med Ansigtet lige-
mod, mærkede hvad der foregik i Hosbonds Sjel.

   "O Gud! Gud! slipper jeg vel frem, vil jeg ikke forlange
meer end 170 Daler."

   En Bølge, der syntes at ville efterabe Drøfteren, væltede sig
frem til Luvart.

   "O Gud! Gud! 150 Daler, 130 Daler, 120 Daler!"
   "Pas til Læ!" raaber Arngrim.
   "110 Daler, 105, 100 Daler!" Og saaledes gik det ned indtil
et rimeligt Salarium. Trækkene i Sjelen maatte see ud som
naar en hvid Finger slaaer Kors i Mørke, eller som naar Sandet
bevæger sig over rodende Larver.

   Da Prokuratoren saae han slap vel tilland, begyndte han vel
at addere; men ikke betydeligt. Han kom kun til over de hun-
drede da Baaden lagde til. Skrækken sad i ham.

   Han havde endogsaa været from underveis i de fem Minuters
Mellemtid før Gusten rigtig tog paa, og gjort et Vers som saa,
med specielt Hensyn til Sognefjorden:


           "Rens dit Hjerte, prøv dets Raad,
                 giv en Kalk til næste Kirke,
                 prøv din Tanke og dit Virke
           før du springer i din Baad!"



d.III,b.3,s.540      "Jo saamen skal du have de 200 Daler," faldt Sættedommer
Collegaen, Prokurator Jux's Eragtning og Dom for Ret at være.
"Hvad er det for Snak? Jeg kjender dig ikke igjen. Er du fei?
Du kan gjøre mig en Tjeneste igjen."

   Sligt kunde passere i gamle Dage før Nordre-Bergenhuus
Amt begyndte at udmærke sig paa Storthingene.



   Det blev derved. Med sine 200 drog vor Prokurator da af-
sted før Fjorden, den onde Fjord, begyndte at komme tilbage
fra Havet. Da, i Morgendæmringen, saae den ud som Bly, som
om det var umuligt at den kunde bevæges. Men --

   Atter under Drøfteren, Djævlenæsen, hvor Leirdals eller Aar-
dals Alminding luder sig ud forat veire, naar Gust eller Guul
kommer og forat lodde Dybet med Tippen!

   Hu! Da blæste det. Det var ligesom om Blydækket brækkede
sig op og et Helvede af kaotiske havhest- eller slangeagtige
Former mylrede op. Langt ude i Fjorden saae Vindkastene ud
som om Hjorde af sorte og hvide Bukke gallopperede over fra
den ene Bred til den anden.

   Prokuratoren erindrede, at han ikke havde bedet sit Fadervor
før han reiste ud -- ikke i mange mange Dage og Tider. Han
trøstede sig vel en Tid med, at mangen Præst reiser ligesaa
fastende; men han mærkede til sin Forfærdelse, da Veiret tog
paa, at han havde glemt alt efter Ordene: "Du som er i Him-
len!" Did kom han mangfoldige Gange; men ikke længer. Han
mindedes nok, at der stod noget om at forlade vor Skyld; men
da han ikke kunde finde den rette Følge i det, gik alt i Skudder-
mudder.

   I Mangel af noget Bedre, gav han sig da til at mumle Verset
fra igaar.

   "Guulen er strid idag," sagde Arngrim og halede ud. "Vi vare
for seent ude."

   Prokuratoren bandte for sig selv den langvarige sidste Aal
i Bostonen efter Retten, og Flaajeita'en ovenpaa, og som en
mild Lysstribe foer den Tanke igjennem ham, at det var Natte-
vaage og Morgenkaffeen, som gjorde ham saa ængstlig. "Ja
Kaffe gjør ængstlig." Og idelig repeterede han dette uden dog
d.III,b.3,s.541   hvergang at føle samme Beroligelse, som da Tanken faldt ham
ind, at Angsten sad i Maven og ikke i Sjelen. "Hvad skulde vel
den ængstes for? For de 200? Sættedommeren vilde jo, at jeg
skulde have dem. Og saa ere de jo fortjente med -- --
   "Gud og Æren", vilde han have sagt ved sig selv; men et
Raab af Arngrim gav ham andet at tænke paa.

   Da Tørnen var over, sagde den troskyldige Arngrim: "Ak,
Procurator, der skulde dog ikke være syndige Penge i Baaden?
Thi slig en Guul kan ikke komme fra nogen Anden end den
Onde?"

   "..Hei, der blæste et Papir overbord, Hosbond!" Det var en
Tier af de 200, som Prokuratoren uformærket lod gaae i Læ. Og
saaledes gik ti. Sogningerne forud troede, at de saae flyvende
Flammer.

   Veiret øgedes. Der maatte være en Storm af Vest ude i Ha-
vet; thi her var meer end Guulens egen Styrke.

   "Under! under!" skreg Arngrim, Thorstein, Fingal, Viking og
Ole som med een Mund. En Bølge med Man og Kam reiste sig
mod Baaden. Den havde Profilet under den buede Kam af et
Mascaroni-Ansigt, af en chinesisk Troldmaske. Den lo, den
brølte, den hvrinskede, den smaskede efter sit Bytte.

   En rød Lap hvirvler sig i Luften og sluges af Bølgen, der
rullede sig sammen som Slangen, naar den har fakket sit Rov,
bøiende sin Kam i en Cirkel ned i sit eget Dyb. Det var det
andet og sidste Hundrede. Og med engang. Der var ogsaa noget
forfærdelig Creditoragtigt i hiin monstreuse Bølge.

   "See saa!" hviskede Arngrim over Skulderen til Thorstein.
Der gik Forskrivningen. Saae du den var som en Blodflek da
den gik under. Og han gav sig som om han havde slidt Leveren
af Livet."

   Den forfærdelige Bølge var over. Bagtil saae den virkelig ud
som en umaadelig lang Ryg af en Havhest, som en Blanding af
Hest og Slange. De, som kom efter, vare kun som smaa boltrende
Iser. Sognefjordens onde Styrke var kommen forbi Drøfteren.
Den skimtede allerede sin Hvile bag Urnæs og Solvern, forbi
hvis yndige Strande den gaaer som Løven, der vel ikke aflægger
sin Natur, men dog loggrer og murrer af Tilfredshed naar den i
Kredsen føres forbi En, der har vundet dens Tilbøielighed.

d.III,b.3,s.542      Prokuratoren kom vel hjem. Det var ellers en slet Reise.
Sognefjorden havde tugtet En af sine Bredders Mishandlere.

   "De Lykkelige" -- sagde Prokuratoren, tænkende paa sine
store Forbilleder paa Østlandet -- "de Lykkelige, som kunne
kjøre! Den fordømte Sognefjord!"
Henr. W.

1  tilbake[Som innledning står diktet "Sognefjorden", trykt I, 3, s. 71.]
2
  tilbake Kommer vel.
    BLA BAKOVER
   BLA VIDERE