|
OM GEORGE KROGH
Den Constitutionelle 2. mai 1841.
Man har paa den uskaansomste Maade stillet George Kroghs
Liig frem for Publikum. Man har blottet en Svaghed, som var
bekjendt nok, og som ikke opstillede et forførende, men et
afskrækkende Exempel. Denne Grusomhed mod den Døde og
mod Levende burde have været Morgenbladredaktionen alene
forbeholdt, der har afgivet saa mange Prøver paa Sløvhed i
Følelsen, og som er den Afdøde, hvem den skylder meer end
een god Artikel i sit Blad, i Kundskab, Talens og endeel andre
vigtige Punkter saa overordentlig underlegen. Det bringer i
Erindring Phaedri, i Fabelen om den døende Løve:
... te -- --
quod ferre cogor, bis videor mori.
Vilde man, med hiin Tilsidesættelse af Delikatessen, dog have
været retfærdig mod den saa Mishandlede, naar man endelig
ganske unødvendig vilde publicere hans ulykkelige Svaghed, da
burde man ialfald paapege den virkelige, Mange bekjendte,
Hovedgrund dertil, nemlig den bittre Følelse af at være bleven
tilsidesat ved en Universitetsbefordring. At hans Temperament
og fysiske Komplexion, hans Studenterdages større Kommers-
leben og hans Kammeraders og Andres evindelige Feteren af
|
| d.III,b.3,s.507 |
ham ved Traktemente ogsaa skjød efter, eller forud alt havde
bragt ham paa Glid, er vel ogsaa Tilfælde. Han har gjort
megen Nytte imellem endeel Almuer paa Byens Østkant, hvor
han fandt gjæstevenligt Ophold hos flere Bønder. Han under-
viste deres Børn og i Søndagsskoler deres voxne Ungdom; per-
sonlig var han Almuesmænd til Veiledning, vakte deres Sands
for Oplysning, og udbredte megen politisk bedre Viden ved sine
sunde, især statsretlige, Afhandlinger. Der lod sig meget mere
sige til hans Roes. Mangen Bonde, som kjendte ham i hans
lyse og mørke Øieblik, vil erindre ham med dybtfølt Vemod,
mangen godhjertet Huusmoder, som stellede for ham som for
et Barn, vil fælde Taarer over ham. Fred med ham! Det havde
været ædlere, at samle og udgive som en Folkebog hans mange
forskjellige, altid klare, sindige og i vigtige Punkter oplysende
større Opsatser i de forskjellige Blade, end saaledes at skjænde
hans Liig.
Jeg appellerer i hvad jeg har sagt om den Virksomhed, hvor-
med han i de senere Aar gjorde Fyldest for sin ulykkelige Til-
værelse, til Repræsentanterne Tønsager og Valstad, til hans
mangeaarige Gjæsteven Ole Dysterud og O. Berg i Oudalen og
til Sognepræst Ingjer i Gjerdrum, som nu har sagt hans Støv det
sidste Farvel.
Den 30te April 1841.Henr. Wergeland.
|
| BLA BAKOVER |