|
[OM DET KONGELIGE GRATIALE OG WERGELANDS
POLITISKE OPFATNING]
Morgenbladet 27. febr. 1841.
Jeg havde tænkt, efter Citaterne af "Engelsk Salt", ikke mere
at behøve eller at burde tage til Gjenmæle mod de Angreb paa
Karakteer og Habilitet, som i Morgenbladet og Granskeren
iværksattes for nylig imod mig; men en Artikel i det første af
disse Blade for idag, hvis Hensigt at fortsætte disse Angreb og
Forbindelse dermed ikke lader sig mistyde, tvinger mig atter
|
| d.III,b.3,s.494 |
Pennen i Haanden. Jeg vil ikke lade mig min retmæssige Be-
siddelse af Navnet af saa oprigtig og pletløs en Patriot, som
Norge har baaret, saa skammeligen berøve. Men jeg vil holde
mig til hine første umaskerede Hovedangreb, mens jeg kun har
det at sige Forfatteren af hiin skumlende Artikel "Politiske
Proselytter", at han tilføjer Fædrelandets ærlige Navn en ufor-
tjent Skamplet ved at fortælle Verden, at der gives saadanne
Normænd, som de, han skildrer. Jeg seer mig rundt imellem
mine bittreste Fiender, og jeg finder ikke en eneste Norskfødt,
om hvem det skulde lade sig sige, at han ikke er Fædrelandet
og dets konstitutionelle Frihed af Hjertet hengiven. Det er vor
Nations fornemste Ære, at det virkelig er saa, at det lader sig
sige om dens hele Mængde, hvad der kunde siges om Rigsfor-
samlingen paa Eidsvold, at den ogsaa i den Henseende var ud-
mærket i sin Sammensætning, at den bestod af Mænd, der Alle,
med Hensyn til Viljen, vare udadlelige. Dette og den Bemærk-
ning til nærmere Betænkning, at det er Synd, at den alminde-
lige, nationale Moralitet skal lide for det onde Sind, man bærer
til det enkelte Individ. Hvorfor ikke heller sige under den vir-
kelige Mangel paa Exempler: "i alle disse Aar har en Normand
solgt sig, og det er H. W.", end at kaste Skygge paa National-
karakteren ved at antyde, at Flere have været istand til en
saadan Nedrighed? Dette og et foragtfuldt Begreb om at Nor-
mændenes gamle Ærlighed er sjunken maa man faae ud af hiin
Skizze. Men jeg vil heller lide at hedde denne Ene, end at
mine Landsmænd skulde udsættes for at troes saadant om. Min
Sag, som uforfalsket Patriot, vinder sig nok selv. Og selv om
det skulde lykkes koalerede og beregnede Anstrengelser at be-
røve mig dette Navn, skal min billige og dybtfølte Fortrydelse
aldrig anklage Andre eller Flere end de skyldige Individer for
en saadan Uskjønsomhed. Jeg skal ikke opstille et Sidestykke
til hiin Forfatters Uretfærdighed, der udskizzerer Vendekaaberi
og Venalitet som noget Almindeligt i vor Nation1 og vort Stats-
samfund alene for at kunne bore sin Snigmorderdolk i den
Enkelte.
|
| d.III,b.3,s.495 |
Nu vel her er Han!
Jeg vil til Sagen, til de første Attentater paa at nedstøde
mig fra min Plads i Opinionen, til Morgenbladets og Ultra-
Morgenbladet Granskerens kombinerede Anfald paa mig. Den
explosive Materie laae i det kongl. Gratiale og min Ansættelse,
Tønderet gav den literære Bagatelle "Engelsk Salt". Der er
da en Bebreidelse, en Beskyldning og en Hevn -- tre letopdage-
lige Punkter i Haranguerne. Bebreidelsen er, at jeg har ridiku-
leret en gammel Ven. Beskyldningen, at jeg, som en politisk
Veirhane, har skiftet Mening og Parti og forandret Skrivemaade,
eller at jeg istedetfor en Folkets Mand er bleven en Kongens
Mand, og Hevnen eller Straffen er, efter alle almindelige Men-
neskers Skik, at udskrige mine poetiske Fostre som daarligt
Gods. At sætte i Miskredit og vække Fordomme mod mit sidste
større dramatiske Arbeide maatte da heller ikke forglemmes.
Hvad nu det Første angaaer, da var der vel et Menneske, som
engang teede sig som min Ven, og som jeg indbildte mig var
det. Men det viste sig siden, at jeg havde bedraget mig. Ven-
ner glæde sig over Venners Lykke; men da mine i saa lang Tid
formørkede Udsigter opklaredes, da jeg endelig, efterat saa-
mange Jevnaldrende vare gaaen mig forbi, var kommen i en
fast Stilling, saa var det saa langtfra, at hiin formeentlige Ven
glædede sig derover, at han tvertimod begyndte at skumle og
misunde. Saadanne "gamle Venner" (rotten friend) skylder
man mindre end aabenbare Fiender.
Hvad mit politiske Veirhaneri anbelanger, da er det vel saa,
at min Skrivemaade er mindre hæftig end fordum, ligesom jeg
og i visse Henseender kan have antaget formildede Anskuelser.
Men det er Uret at lægge mig Dette til Last. At forandre
Skrivemaade og Anskuelser har Sted med ethvert Menneske i
Livet. Det flyder af Alderen og det modnere Omdømme. Uden
det var ingen Oplysning, ingen Fremgang til. Ogsaa Granskeren
selv er ikke mere Den han var, siden han troede sig tilsidesat.
Der er kun den Forskjel mellem os, at han nu anskuer Tingene
mørkere end før, og jeg anskuer dem i et mildere Lys. Han
er bleven mere, og jeg mindre bitter. At bebreide mig, at jeg
ikke nu skriver i den Tone som før, er fornuftløst, og alle de
Citater af mine ældre Produkter, Granskeren i saa Henseende
|
| d.III,b.3,s.496 |
gjør, tjene til Intet. Det kunde først blive en Bebreidelse, der-
som det var saa afgjort, at den Tone, hvori jeg før skrev, var
den bedre og bifaldelsesværdigste; men selv Granskeren betrag-
ter den ikke saa -- jeg troer endog han kalder den "rasende".
Fortjener det da Bebreidelse, at jeg er gaaen over til det Bedre?
Og kan man ikke tale sat og fornuftig, og dog have samme
Emne og samme Mening om Emnet? Naar det nu kan siges
(hvis Granskeren har Ret): jeg har raset, men raser ikke mere;
og jeg siger: Granskeren har ikke raset; men raser nu -- ere
vi da ikke i samme Prædikament, og har ikke denne Hane dreiet
sig ligesaavelsom jeg, skjøndt til modsat Kant?
Men i Realiteten kan vel Ingen siges at have været sig selv
mere liig end jeg; og man skal ikke kunne opvise noget Skrivt
af mig indtil denne Dag, som godtgjør, at jeg har svigtet mit
Fædreland, ophørt at have det kjært og at fremme dets Bedste,
ophørt at være Folkets Mand. Tvertimod søger jeg endnu stedse
paa alle de Maader, jeg kan, at gavne mine Landsmænd, især
de Ringere af dem. Ikke heller kan man af mine seneste Skriv-
ter eller Handlinger finde, at jeg i Henseende til vor statsret-
lige Forfatning har skiftet de Grundsætninger, for hvilke jeg har
opoffret en saa stor Deel af mit Liv. Det var sørgeligt, om Kon-
gens Hyldning skulde være et Forræderi mod Nationen, om man
ikke skulde kunne være tro og hengiven mod den Ene uden at
være falsk mod den Anden, ikke elske den Ene uden at hade
den Anden, ligesom om Konge og Folk vare to kontradiktoriske
Principer, tvende fiendtlige Aander, de to Herrer, som ikke
kunne tjenes paa eengang. Folket selv, Borgere, Bønder og Em-
bedsmænd, Høje og Lave hylde jo Kongen og vise ham Ærbø-
dighed og Hengivenhed, naar han kommer i Landet; Enhver
giør det paa sin Maade, hvorfor da ikke jeg ogsaa med min
Harpe?
Jeg vil ikke tale et Ord om at mit "Engelske Salt" ikke sma-
ger DHrr. At Den, der skal tage det ind, griner lidt, er ligesaa
naturligt som at Den, der har lavet det, finder det godt nok i
sit Slags. Til kritiske Uretfærdigheder er jeg desuden saa vel
vant. De høre med til den Opdragelse, som har gjort min
Genius temmelig sund og stærk.
25de Febr. 1841.Henr. Wergeland.
1 tilbakeKun eet Exempel kan maaskee anføres -- hiin udmærkede Personlighed
fra Eidsvoldsforsamlingen. Men han kunde ikke bære Folkets Vrede og sin
egen Fortrydelse. |
| BLA BAKOVER |