|
HELE HISTORIEN
Den Constitutionelle 20. nov. 1840.
Den Constitutionelles vordende Redaktør var kommen fra
Stockholm efter længere Tids Fravær, og begyndte strax at
blæse op i forlængst udbrændte Fiendtligheders Aske. Jeg fik
da ogsaa et af disse lumpne og uretfærdige Sidehug for min
kgl. Understøttelse. "Spytslikker" erindrer jeg var en af Appli-
kationerne paa mig. Imidlertid var jeg ikke vredere, end at jeg,
ved et Sammentræf i et af Frimurersalonens Sideværelser med
Udgiveren af Bladet, Boghandler Dahl, i en spøgefuld Tone
og med et Haandtryk komplimenterede ham i den Anledning.
Jeg troer Ordene faldt omtrent saa: "Ei see Godaften, Mæce-
nas! Jeg gratulerer med, at det nu lader til at Pressen har
faaet Materie o. s. v." Det gode Menneske svarede omtrent i
samme Tone, uden dog at vedkjende sig Mæcenasskabet, hvori-
mod jeg yttrede, at jeg havde ham meget at takke for, og det
er muligt, at jeg anførte et bekjendt Beviis derfor. Om jeg an-
førte dette høit eller blot til ham, erindrer jeg ikke. Den hele
Diskurs var et Par Sekunders Sag og ført som sagt, i al Venlig-
hed fra begge Sider. Men -- hinc illæ!
En rum Tid efter hører jeg fra det indre Sideværelse, hvor
jeg sad i Samtale med en Kjøbmand, som vil kunne bekræfte
det senere Passerede, Hr. Dahl og Fuldmægtig Holger Collett
høit og ivrigt at nævne mit Navn i Mellemværelset. Jeg gik til
Døren og derind, da jeg hører, at begge disse Herrer forlangte
af Verten, at han skulde vise mig bort, da jeg havde fornærmet
D., og D. ellers "ved Gud!" maatte gaae. De bleve tause da
jeg viste mig i Værelset. Jeg vendte tilbage til mit forrige Sæde
og underrettede mine Selskaber om at vi maaskee fik Besøg.
De indfandt sig, og Værten erklærede paa mit Spørgsmaal om et
saadant Forlangende var fremsat og om han agtede at lystre
det, at det vel var fremsat, og at han beklagede, om noget fore-
gaaende, ham ubekjendt, Ubehageligt var hændt; men -- Holger
|
| d.III,b.3,s.476 |
mente, at jeg havde talt baade om Fuglebuur og Papegøie og at
det var græsseligt -- kort, et Mundhuggeri opstod, hvorunder
D'Hrr. ret gav sig Luft, mens jeg rolig benegtede at have for-
nærmet Hr. Dahl og appellerede forøvrigt til de Tilstede-
værende. Disse vare ogsaa paa min Side med Undtagelse af
En, jeg ellers baade nu og før er de bedste Venner af Verden
med, som yttrede sig stødt i Anledning af en kortvarig Disput.
Men Scenen antog pludselig en yderst komisk Vending, idet en
ganske uvedkommende Person, en dansk forhenværende Skræd-
derdreng og Skuespiller Wienecke blandte sin Ubetydelighed
ogsaa ind, med de truende Ord til mig, da jeg saae paa ham:
"see ikke paa mig eller jeg slaaer strax!" Dette bevirkede tem-
melig naturligt, at jeg først saae ret paa ham, og derpaa ganske
rolig sagde: "hvis mine Beenklæder vare istykker og her var
Naal og Traad, vilde jeg bede Dem, Hr. Skræddersvend Wie-
necke, om at reparere dem." Dette virkede paa Ehrenpreisen,
at han, knepsende med Fingrene, udbrød: "nei, nu har jeg s'gu
aldrig hørt Magen!" og da jeg ligesaa lakonisk gjentog min For-
sikkring om at han kunde regne paa mig som Kunde, foer Man-
den paa Døren, raabende derifra "Bæst!" og fulgt af de Til-
stedeværendes Latter. Holger og Dahl forsvandt omtrent paa
samme Tid. Jeg har kun at tilføie, at flere af de Tilstede-
værende yttrede sin Uvillje over den uforskammede Opførsel
og sin Tilfredshed over den rolige Foragt, hvormed jeg havde
overseet den.
Og Dette er da hele Historien. Idetmindste er der Text til
Mere for de Godtfolk, der aldrig blive trætte af i dette Blad
smaaligen at forfølgeHenr. Wergeland.
|
| BLA BAKOVER |