|
|
| d.III,b.3,s.419 |
MALMROS En Fortælling for Mennesker om en Ko.
Morgenbladet 27. jan. 1840.
Naar ville Menneskene blive klogere? Det er en Daares
Spørgsmaal, som ikke kjender sin Slægt, eller veed, at Genera-
tionerne vel ere nye, men ikke forbedrede og gjennemseede Ud-
gaver af de hengangne Slægter. Den første Udgave in leather
var stereotyp; de samme Errata maae da findes i de følgende
Udgaver in cloth. Men at Erfaringen holder sin Pugeskole saa
forgjæves, at der ikke gives nogen indætsende Kraft i de Taarer,
den fremriser, at Menneskene forblive lige døve, lige blinde, lige
erindringssløve som Bajazzen, der idelig forglemmer sin Herres
Brix og lader sig plumpe ned ved Skranken, han skal og kan
springe over -- det er at forundre sig, ja at forundre sig høilig
over.
En Inds. i No. 20 troer det saaledes ikke i sin Orden, at Ind-
kassatorer og deslige andre Bygdevelsignere tage Kreature o. s. v.
for en kort Henstand; men det kan jeg forsikkre, idet jeg ind-
bilder mig, at jeg ikke deler den almindelige menneskelige
Taabelighed at glemme Erfaringerne. Og virkelig erindrer jeg
dem heller ikke med den Bitterhed, hvormed de indprægedes.
Jeg kan lee deraf som ad et Tatueringsmærke, og mange saa-
danne ere blevne indskaarne i min Sjel mere til en smertekjøbt
Moro nu end til nogen egentlig Viisdom. Thi den bestaaer nok i
at behandle Retfærdighedsfølelserne og endeel andre saakaldte
naturlige Udvæxter, som Asparges, der maa skjæres strax den
viser sig. Jeg er endnu saa ulykkelig, at kunne føle Medlidenhed
med en udsuget Almuesmand, Foragt i mit Hjerte, men ikke
længer i mit Ansigt, for Udsugeren, om end en galoneret Hat
er bleven sat paa en Gribs Hoved og en Slange har faaet en
gylden Ring om Halsen.
Jeg har havt at bestille med en Mand, som forstod sig paa
Kreaturer, og derfor ogsaa forlangte, ikke en almindelig, men
"en god Ko" for en saadan kort Henstand med en ulykkelig
Kautionist, der oftere desforuden havde faaet spytte i Bøssen.
"Ja en god Ko vil jeg have, hører du?" "Prokuratoren kan selv
see ud en." Og saa blev da Koen rigtignok udseet og hentet, og
|
| d.III,b.3,s.420 |
stakkels "Malmros" maatte væk. Og den saae sig nok tilbage
omtrent, tænker jeg, som hiin lille Verres vil see tilbage paa
Jorden, naar den engang aabner sig til Afskedskysset med de
mosgrønne Læber. Og Ejersken saae nok efter stakkels Malmros
med Øine, der vare klare og fulde; men Malmros skulde jo
skaffe Henstand, og saa maatte Malmros væk. Gud veed, om
ikke Vækken fulgte med, forat vække Medlidenhed og erindre
om Henstand.
Men Malmros skaffede ingen Henstand, og Vækken vakte
ingen Medlidenhed. Det var det Værste.
Nei, det var det Værste, at Verres, da jeg var saa dum at
kalde ham ved hans rette Navn, og han blev heed om Hjertet,
lod Folkene, af Agtelse for Justitia, beskikke med Spørgsmaal,
om sal. Malmros ikke var bleven dem godtgjort med 9 Daler.
Men heraf vidste Folkene Intet, men vovede tvertimod at sætte
sin Benægtelse imod det ypperlige Paafund, uagtet det lod til,
at der var over 9 Daler at tjene. Men Beskikkelsen og Appellen
til en saakaldet Regnskabsbog, der havde det tilfælles med
Cypriani Svartebog, at man ofte hørte tale om den, men aldrig
saae den, gjorde naturligviis tilbørlig Virkning, siden Retten
fandt, at Manden, som holdt saa af gode Kjør, var nok saa
hæderlig, og Regjeringen siden har fundet, at han var ypperlig
skikket til at være Kongens Foged.
Dette er nu min Erfaring, men Farvene ere afblegnede, og
dens Saar have sat Ar. Tro derfor ikke Nogen, at det ikke er i
sin Orden at tage Kreaturer for Henstand, ja for Henstand,
som der ikke bliver noget af, naar Koen først er i Baasen eller
slagtet.
Men Historien om Malmros er blot en Børnehistorie imod de
andre, som jeg er vis paa en Djævel, om han ikke var altfor
gammel, vilde blive bange og kanskee gudfrygtig ved at høre paa.
Sed -- non hæc meminisseJuvabit.
|
| BLA BAKOVER |