|
[FORSVAR MOT BESKYLDNINGEN FOR Å VÆRE
"EN VENAL SKURK"]
(Indsendt.)
Den Constitutionelle 22. nov. 1839.
Hvorfor skulde jeg ikke -- om ikke for andet, saa for at
have den Ære at overtyde Dhr. Professor Motzfeldt og Lektor
Schweigaard om, at de ogsaa kunne feile -- uden "Skjældsord"
kunne yttre mig om den Formening, som bemeldte Redaktører
igjennem sit Blad søge at udbrede, at jeg er en venal Skurk,
som har solgt min Overbeviisning for en Naadeskilling? Jo
ganske sikkert jeg kan det, og det ligesaa vist som jeg ogsaa
kunde lade det være, da den Constitutionelle ikke er mit Navns
Urne, hvori det skal opbevares, og da ethvert af mine Træk i
Daad og Skrivt protesterer imod en saadan Diffamation. Men
da det ikke koster mere Umage for at tæmme Pennen, end blot
at erindre Dette, og det dog kunde være af nogen Interesse for
en Eftertid, i hvis Hænder den samlede Cstnelle kunde falde,
og som, vant til større Retfærdighed end vore Dages, maatte
|
| d.III,b.3,s.412 |
forundre sig over en absolut Taushed fra den saa ofte An-
grebnes Side, dog ogsaa af en enkelt Beviisytring at erfare, at
det dog var et levende Menneske, ikke et Liig, man i saa lang
Tid havde experimenteret saa blodigen med: saa benytter jeg
mig af Redaktionens liberale Tilladelse til at benytte dens Spal-
ter, naar jeg bare "opfører mig artigt". Med al den rimelige
Agtelse, jeg maa have for Redaktionen, veed jeg rigtignok ikke,
hvorledes jeg skal være artig nok; men da jeg har den ligesaa
oprigtige Hensigt, ikke at være grov, som at være kort, saa
vover jeg Forsøget.
Jeg veed vel ikke, om jeg tør sige, at den ærede Red. maa
have særdeles knappe, misanthropiske Begreber om Menneske-
hjertet i Almindelighed; men det tør jeg sige, med Haanden
paa mit eget, at dette er saa politisk uskyldigt, at det, for eget
Vedkommende, ikke har Begreb om at sælge en Tøddel af sin
Overbeviisning og Tro. Og det skulde ligge i en god, menneskelig
Handling af Carl Johan, og i at jeg forstod og forstaaer den saa
i en reen Mening? Kongen, eller rettere Mennesket Carl Johan
fandt, at jeg, efter mine akademiske Aar og literære Virksom-
hed, ikke var i for gode Kaar, og han hædrede mig, efter eget
Godtykke, med et Gratiale, som jeg betragter baade som et
Tegn paa, at min Helt, uagtet mine Uvenner nær hans Throne,
har forstaaet min oprigtige, altid sig selv lige, Enthusiasme for
ham, og som et Æreslaan, jeg skal betale med almeennyttigt
Aandsarbeide. Den ærede Red. kan hver Aften, naar den har
affærdiget mig for Morgendagen, finde mig hermed beskjæftiget.
Om eller naar H. M. igjen inddrager min Understøttelse, for
sandsynligviis at skjænke den til Andre, vil min Erkjendtlighed
være ligesaa uforandret som min Tro. Kongen er gammel og
livserfaren, og har vist ikke manglet at træffe paa venale Jour-
nalister og desl. men at han troer, at Jeg er en ærlig og en
uforanderlig, oprigtig, norsk Patriot, derom er jeg ligesaa over-
beviist som om, at Jeg troer det selv i al Troskyldighed, og veed,
at Enhver vil troe det, som vil bedømme mig efter hvad jeg
selv og ikke den Cstnelles Redaction skriver. Forøvrigt, forat
jeg dog ikke skal forlade denne uden et Regnskab, som den
gjerne kan give Qvittance for altid paa -- saa er min Enthusi-
asme for Republiken, til Tjeneste, ved det Gamle. Den er en
|
| d.III,b.3,s.413 |
skjøn Religion, hvis Kultus ikke skal forstyrre Nogen, da den
boer dybt i mit Hjerte, og min Ikke-Enthusiasme for Unionen
er et Barometer, som gik isønder 11te April 1838.
21de Novbr.Henr. Wergeland.
|
| BLA BAKOVER |