HENRIK WERGELAND - SAMLEDE SKRIFTER
III.ARTIKLER OG SMÅSTYKKER, POLEMISKE OG ANDRE 3. BIND: 1836 - 1845


[OM HENRIK WERGELANDS FORHOLD
TIL "DEN CONSTITUTIONELLE"]
Morgenbladet 3. nov. 1839.

Naar saae du, Nella, Sifuls Navn
paa Bog, som ikke var til Gavn?
Hvorlidet det som oftest frugted,
      Han fulgte Pligt og ei sin Lyst,
naar Han den onde Yngel tugted,
      som vrimler om dit hule Bryst.
                              S.

   Jeg fristes vist ikke til nogen Lidenskabelighed eller upas-
sende Ytring imod den Constitutionelles Redaktion, efter at den
d.III,b.3,s.409   har lagt sine Hensigter imod mig saa klart for Dagen som baade
tilforn og nu i de sidste Dage. En saa oprigtig Foragt, som jeg
nærer for den, er den koldeste af alle Følelser, og har ingen
anden Ytring tilovers for slige Folk, end maaskee et uvilkaar-
ligt harcellerende Indfald, naar Galden paany af sig selv koger
over hos dem. Men selv dette er en ufortjent Høflighed. Per-
soner, der med saadan Frækhed tilsidesætte Sandheden, som
det skeer idag i den Constitutionelles Paastand, at "dens Spal-
ter bære Vidnesbyrd om, at det aldrig har været mig negtet at
forsvare mig der", fortjene ikke, at der i nogensomhelst Maade
værdiges dem Opmærksomhed. De maae have Lov at sige hvad
de ville, og til at løbe med slap Grime om hvor de behage.
   Sandheden er, at ikke alene jeg Selv, under de mange An-
greb, jeg har været udsat for i den Constitutionelle, er bleven
negtet al Adgang til der at forsvare mig, som jeg i Førstningen
forsøgte paa, men af Morgenbladet vil det erfares af en An-
mærkning under en Afhandling, der kun sjelden finder sin Lige
i vore Blade, at ikke engang Andre have, selv for noget Udmær-
ket, kunnet erholde Plads for Afhandlinger, som indeholdt No-
get der i nogen Maade var et Forsvar for mig. Og dette angik
endda ikke noget Politiskt, som dog synes at irritere den Con-
stitutionelle voldsomst, men noget Æsthetiskt -- en Afhandling,
som hovedsagelig gik ud paa at reducere P. J. Colletts ganske
overordentlig originale Begeistringstheori til hvad den var, og
kun leilighedsviis gav dette Geni at forstaae, at han havde ladet
sig henrive vel meget af Aandens Fyrighed, da han fyldte den
Constitutionelle, jeg troer, i 8 Dage med Beviser for, at H. W.
manglede simpel Menneskeforstand.

   Det Eneste, den Constitutionelle har villet optage af mig, er
Verslinjerne til Kapit. Foss i 1836; men da havde Red. endnu
ikke lagt mig saa an, eller ogsaa var Begeistringen for denne
Patriot saa stærk, at noget Lignende bemestrede sig Red. i
Imprimatur-Øjeblikket, som det, der nys hændte med Olozaga
og Alaix i de spanske Kortes. Jeg er vis paa, Red. gjerne gav de
15 Skilling tilbage for at den Liberalitet var ugjort, skjønt den dog
har skaffet Exredaktøren Fougstad den Fornøielse at lege upar-
tisk i hans sidste Storthingssmøreri. Jeg faaer en kjærlig Strygen
paa Kinden derfor, mens Katten et Par Blade iforvejen har
d.III,b.3,s.410   kloret min Karakteer tilblods. De næste Gange, jeg kommuni-
cerede med Red. om et Inserat, var da jeg tilbød den mine,
senere i Morgenbladet optagne, Linier "det første Grønne" og
over Otto Aubert, fordi, som jeg i et høfligt Brev sagde, dens
Blad var det første, som havde yttret sin Deeltagelse med dette,
min Frændes, fortidlige Dødsfald, og fordi det neppe kunde
være Red., som saa ofte havde yttret sig om mit poetiske Værd,
imod, at levere et Bidrag til sine Domme. Herpaa fik jeg til
Svar, at jeg "ved nøjere Eftertanke vist vilde finde, at det ikke
lod sig gjøre for den Constitutionelle at optage Noget fra mig."
   Og den sidste Gang var da nu i Mandagsmorges, da jeg i
Expeditionen betalte for et Avertissement af Indhold, som før
i dette Blad angivet, i Anledning af Redaktionens honette Yttrin-
ger om mit nærværende Standpunkt som Forfatter, og som, efterat
være gjennemseet, lovedes mig ind den følgende Dag, men som
til Dato synes at skulle blive Mundhældets bekjendte "Morgen
bag Søndagen".

   Nu dømme Publikum om den Constitutionelles Red.s Sand-
hedskjærlighed og Upartiskhed, og om jeg ikke har Ret til at
være ganske taus1 og ligegyldig ved Personers Angreb, hvis
eneste Konseqvenz og Paalidelighed er, ikke at optage det Mind-
ste til Forsvar for den saa ofte og saa skamløst angrebne

   2den November 1839.
Henr. Wergeland.

1  tilbakeNoget forhen Skrevet undtages.
    BLA BAKOVER
   BLA VIDERE