|
OM ANONYMITETSKRÆNKELSER
(Indsendt.)
Christiania Intelligentssedler 1. nov. 1838.
Allerede før det sidste skidne Exempel paa at krænke Ano-
nymiteten, nemlig, som antydedes, "Majorens" beredvillige Tje-
ners lave Angreb paa navngiven Mand som formeentlig Forfatter
af en, af enhver patriotisksindet Borger vistnok underskreven,
Opsats, betræffende Valget af Valgmænd her i Hovedstaden,
havde foregaaende Presseforseelser af lignende Slags gjort sig
fortjent til Paatale. At Anonymiteten ikke respecteres, men
krænkes af enhver saaret Forfængelighed, er et Uvæsen, som
skader Pressens Anseelse og Frihed, ophæver Lysten til Med-
delelse og frisindet Paatale og prostituerer os som et Folk, der
ikke har begreb om Trykkefrihed. Og det hænder oftere hos
Os end hvorsomhelst ellers, hvor man skjønner sig bedre paa
Pressens Fordringer, og udgjør et af de Træk, hvormed man kan
|
| d.III,b.3,s.397 |
begrunde en Anke over dennes Raahed og lave Standpunct. Selv
Redactioner, der have paataget sig at afgive Mønstret for hvor-
dan saadanne skulle være, have uden Sky tilladt sig voldsomme
Brud paa Anonymiteten, Trykkefrihedens Palladium. Men det
vil aldrig ophøre, men oftere øves, dersom man i mindste Maade
tager Notice af en Uforskammethed, som det er Synd at hjælpe
til sit Maal. Dette har nu vel ikke ovenantydede Angrebne gjort,
men det er dog Indsenderens Mening, at aldeles Taushed havde
været det bedste Svar, og at den altid bør anvendes i lignende
Tilfælde. Den er jo Foragtens Svar, og bedre fortjener ikke en
brutal Nysgjerrighed. Det skulde ret være herligt, om Publicum
vantes til anonyme Angivelser, falske eller sande, om hvem der
var Forfatter til det eller dette anonyme Stykke i en Avis.
Vækker et saadant nogen Opsigt, da nævnes som Forfatter snart
En snart Flere, men alle med lige Forsikkringer om Paalidelig-
hed, -- er det en politisk Discussion, da stødes det ene Parti,
og strax er man ude paa Gjetning, og Fingrene kløe efter at
nævne i Aviserne En som Forfatter, ialmindelighed paa den
skumlende Maade, at man venskabelig underretter ham om, at
saa siger Folk, og at man lige venskabelig opfordrer den Denun-
cerede til at fralægge sig det. Men hvad er nu dette ikke for
en ny Uteerlighedskloak, der aabnes mod ethvert Navn, som det
behager En at trække frem? Selv om man ikke kunde være
tjent med at hedde Forfatter til en Artikel, om det endog vilde
være en Forbrydelse at være dette, og om man var noksaa
uskyldig, har man intet Værn mod denne Maade at injuriere
paa. Det skulde da ialfald være det ligesaa umoralske, at spore
op eller kaste sin Mistanke paa En som Ophav til Opfordringen,
og saa avertere: "nei, jeg har hørt, at De min Hr. N. N., som
-- i Parenthesis sagt -- ganske vist har skrevet Opfordringen
til mig, skal være Forfatter til omhandlede Artikel, og derfor
opfordres De venskabeligen til at fralægge Dem samme. Hvis
ikke, er De Forfatter." N. N. kunde nu transportere Forfatter-
skabet paa en Tredie ogsaavidere indtil man endelig traf eller
ikke. Paa den Maade kunde man omsider faae "Major" Ytte-
borg selv pr. Transport opgivet som Forfatter, uagtet dette ikke
ligger inden Mulighedens Verden, men han bestandig skriver
ved Andre.
|
| d.III,b.3,s.398 |
Under et saadant Frækhedssystem i at forske efter og paa-
dutte En offentligen Forfatterskabet, maa jo al Pressefrihed
gaae tilgrunde, og saavel Den, som en saadan Angivelse rammer,
som Publicum faaer en Mistanke til Redactionernes Taushed,
som ogsaa bidrager til at undergrave deres personlige Anseelse
og Pressens Kraft. Det er derfor baade i Redactionernes og
Publicisternes, i det Almindeliges som i Enkeltmands Interesse,
at Brud paa Anonymiteten, af Natur som omhandlet, ingensinde
finder Sted. Begaaes en saadan Raahed, da vil Taushed gjøre
den uvirksom mellem et Publicum, der forstaaer sig nok paa
Trykkefrihed til at betragte en saadan Udskejelse med almin-
deligt Mishag og som Nul og Nichts at reflectere paa.
|
| BLA BAKOVER |